61994J0192

++++

1. Institutionernes retsakter ° direktiver ° direkte virkning ° graenser ° mulighed for at paaberaabe sig et direktiv over for en privatperson ° udelukket

(EF-traktaten, art. 189, stk. 3)

2. Tilnaermelse af lovgivningerne ° forbrugerbeskyttelse i forbindelse med forbrugerkredit ° direktiv 87/102 ° mulighed for ved manglende gennemfoerelse at stoette ret paa direktivet og tage retsmidler i anvendelse over for en privat kreditgiver ° Faellesskabets kompetence i medfoer af artikel 129 A ° ingen betydning

(EF-traktaten, art. 129 A og art. 189, stk. 3; Raadets direktiv 87/102, art. 11)

3. Faellesskabsret ° rettigheder tillagt private ° en medlemsstats tilsidesaettelse af pligten til at gennemfoere et direktiv ° pligt til at erstatte tab, der er forvoldt private ° betingelser

(EF-traktaten, art. 189, stk. 3)

1. Adgangen til at stoette ret paa direktiver i forhold til statslige myndigheder hviler paa direktivernes bindende karakter, som kun foreligger over for de medlemsstater, som de er rettet til, og tilsigter at undgaa, at en medlemsstat kan forbedre sin retsstilling ved ikke at efterkomme faellesskabsretten. En udvidelse af dette princip, saaledes at det ogsaa kommer til at omfatte retsforhold mellem private, ville vaere ensbetydende med, at der tillaegges Faellesskabet befoejelser til at udstede regler, der direkte skaber forpligtelser for private, selv om en kompetence hertil kun tilkommer Faellesskabet med dets kompetence til at udstede forordninger eller vedtage beslutninger.

Heraf foelger, at et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og saaledes ikke som saadan kan paaberaabes over for dem.

2. Naar der ikke inden for de i direktiv 87/102 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit fastsatte frister er truffet foranstaltninger til at gennemfoere direktivet, kan en forbruger ikke med henvisning til direktivet ° selv under hensyn til traktatens artikel 129 A ° over for en privat kreditgiver tage retsmidler i anvendelse og for en national ret paaberaabe sig mangler ved det loesoere eller de tjenesteydelser, som er blevet leveret af den, med hvem kreditgiveren har indgaaet en aftale om eneret til at stille kredit til raadighed.

Artikel 129 A har nemlig begraenset raekkevidde. Bestemmelsen fastslaar dels Faellesskabets forpligtelse til at bidrage til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau. Dels indfoerer bestemmelsen en faellesskabskompetence ved saerlige aktioner i forbindelse med den forbrugerbeskyttelsespolitik, der foeres ud over de foranstaltninger, som vedtages som led i gennemfoerelsen af det indre marked. Da bestemmelsen alene opstiller et maal for Faellesskabet og med henblik herpaa tillaegger Faellesskabet kompetence, men ikke derudover paalaegger medlemsstaterne eller private nogen forpligtelse, kan den ikke tjene som begrundelse for, at private indbyrdes direkte skulle kunne paaberaabe sig klare, praecise og ubetingede bestemmelser i direktiver om forbrugerbeskyttelse, som ikke er blevet gennemfoert inden for de fastsatte frister.

3. Saafremt de med et direktiv tilsigtede maal ikke kan naas gennem fortolkning, er medlemsstaterne ifoelge faellesskabsretten forpligtet til at erstatte tab, som er forvoldt private som foelge af undladelsen af at gennemfoere direktivet, naar tre betingelser er opfyldt. For det foerste skal de maal, der tilsigtes med direktivet, indebaere, at private tillaegges rettigheder, for det andet skal indholdet af disse rettigheder kunne fastslaas paa grundlag af selve direktivets bestemmelser, og for det tredje skal der vaere aarsagsforbindelse mellem statens tilsidesaettelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab.

I sag C-192/94,

angaaende en anmodning, som Juzgado de Primera Instancia n 10 de Sevilla (Spanien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

El Corte Inglés SA

mod

Cristina Blásquez Rivero,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 129 A og artikel 11 i Raadets direktiv 87/102/EOEF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1987 L 42, s. 48),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G. Hirsch (refererende dommer), P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray og H. Ragnemalm,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: R. Grass,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° El Corte Inglés SA ved advokaterne S. Martínez Lage og J. Pérez-Bustamante Koester, Madrid

° den spanske regering ved Director General de Coordinación Jurídica e Institucional Communitaria A.J. Navarro González, og Abogado del Estado R. Silva de Lapuerta, som befuldmaegtigede

° den franske regering ved administrateur civil des affaires juridiques I. Latournarie og directeur adjoint des affaires juridiques E. Balliard, begge Udenrigsministeriet, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved A. Alcover, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget,

paa grundlag af den refererende dommers rapport,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 7. december 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 30. juni 1994 indgaaet til Domstolen den 4. juli 1994 har Juzgado de Primera Instancia n 10 de Sevilla i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal om fortolkningen af EF-traktatens artikel 129 A og af artikel 11 i Raadets direktiv 87/102/EOEF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1987 L 42, s. 48, herefter "direktivet").

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som finansieringsselskabet El Corte Inglés (herefter "finansieringsselskabet") har anlagt mod Cristina Blásquez Rivero, efter at hun havde indstillet sine tilbagebetalinger til finansieringsselskabet.

3 Cristina Blásquez Rivero havde indgaaet aftale med rejsebureauet Viajes El Corte Inglés SA (herefter "rejsebureauet") om en turistrejse, som hun til dels finansierede ved hjaelp af kredit opnaaet i finansieringsselskabet. Dette har i medfoer af en aftale med rejsebureauet eneret paa at yde laan til rejsebureauets kunder.

4 Cristina Blásquez Rivero fremkom med adskillige klager over rejsebureauets mangelfulde opfyldelse af sine forpligtelser. Da dette ikke foerte til noget resultat, ophoerte hun med at betale finansieringsselskabet, som derfor anlagde sag ved Juzgado Primera Instancia de Sevilla med paastand om betaling af det skyldige beloeb.

5 For den nationale ret gjorde Cristina Blásquez Rivero ° uden at sondre mellem finansieringsselskabet og rejsebureauet, fordi disse er naert forbundne ° over for finansieringsselskabet gaeldende, at aftalen om rejsen ikke var blevet opfyldt.

6 Den nationale ret fandt, at direktivets artikel 11, stk. 2, goer det muligt for forbrugeren at anlaegge sag mod finansieringsselskabet. Denne bestemmelse lyder:

"Naar

a) forbrugeren med henblik paa koeb eller erhvervelse af loesoere eller tjenesteydelser indgaar en kreditaftale med en anden person end den, som leverer disse; og

b) der mellem kreditgiveren og leverandoeren af loesoeret eller af tjenesteydelserne allerede bestaar en aftale, ifoelge hvilken kredit til den paagaeldende leverandoers kunder med henblik paa erhvervelse af loesoere eller tjenesteydelser hos den paagaeldende leverandoer alene stilles til raadighed af den paagaeldende kreditgiver; og

c) den i litra a) omhandlede forbruger opnaar sin kredit i henhold til denne allerede bestaaende aftale; og

d) loesoere eller tjenesteydelser, der er omfattet af kreditaftalen, ikke eller kun delvist leveres eller praesteres, eller ikke er i overensstemmelse med leveringsaftalen; og

e) forbrugeren har taget retsmidler i anvendelse mod leverandoeren, men ikke har faaet fyldestgjort det krav, som han var berettiget til;

har forbrugeren ret til at tage retsmidler i anvendelse mod kreditgiveren. Det overlades til medlemsstaterne at bestemme, i hvilket omfang og paa hvilke betingelser disse retsmidler kan tages i anvendelse."

7 Ifoelge den nationale ret er det uden betydning, at den paagaeldende retssag var blevet anlagt at finansieringsselskabet og ikke af forbrugeren, eftersom saavel sagsoeger som sagsoegt kan paaberaabe sig rettighederne.

8 Den nationale ret fastslog imidlertid dels, at direktivets artikel 11, stk. 2, ikke paa det relevante tidspunkt var blevet gennemfoert i spansk ret, skoent fristen herfor var udloebet, dels, at det med bestemmelsen tilsigtede resultat ikke kan opnaas gennem en direktivkonform fortolkning af national ret. Artikel 1257 i den spanske retsplejelov, hvorefter "aftaler kun har retsvirkning mellem de parter, der indgaar dem, og deres arvinger", ville nemlig forhindre forbrugeren i over for finansieringsselskabet at goere rejsebureauets undladelser gaeldende.

9 Skoent den nationale ret fandt, at artikel 11, stk. 2, var tilstraekkelig klar, praecis og ubetinget til at kunne paaberaabes for denne ret, udsatte den sagen og forelagde Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Har artikel 11 i Raadets direktiv af 22. december 1986 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (87/102/EOEF), som den spanske stat ikke har gennemfoert i national ret, direkte virkning i et tilfaelde, hvor en forbruger over for finansieringsselskabets krav paaberaaber sig mangler ved tjenesteydelsen fra den leverandoer, med hvem finansieringsselskabet havde indgaaet aftale om eneret til at yde kunderne finansieringslaan?"

10 Umiddelbart efter at dette spoergsmaal var blevet forelagt, afsagde Domstolen den 14. juli 1994 dom i sag C-91/92, Faccini Dori (Sml. I, s. 3325), og bekraeftede paa ny den retspraksis, der afviser at tillaegge direktiver direkte horisontal virkning. Domstolen fremsendte kopi af dommen til den nationale ret med forespoergsel om, hvorvidt denne i lyset af den afsagte dom opretholdt sit spoergsmaal.

11 Den nationale ret fandt, at dommen i Faccini Dori-sagen gav en klar udredning af problemstillingen vedroerende ikke-gennemfoerte direktivers direkte horisontale virkning, men anfoerte imidlertid, at i modsaetning til den for den nationale ret verserende tvist vedroerte Faccini Dori-sagen faktiske forhold, som laa foer traktaten om Den Europaeiske Unions ikrafttraeden. Der blev hermed indfoert en ny bestemmelse om forbrugerbeskyttelse, nemlig artikel 129 A.

12 Denne bestemmelse lyder:

"1. Faellesskabet bidrager til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau ved:

a) foranstaltninger, som det vedtager i henhold til artikel 100 A som led i gennemfoerelsen af det indre marked

b) saerlige aktioner, som stoetter og supplerer den politik, medlemsstaterne foerer med henblik paa at beskytte forbrugernes sundhed, sikkerhed og oekonomiske interesser og sikre en passende forbrugeroplysning.

2. Raadet vedtager efter fremgangsmaaden i artikel 189 B og efter hoering af Det OEkonomiske og Sociale Udvalg de saerlige aktioner, der er omhandlet i stk. 1, litra b).

3. Aktioner, som vedtages i medfoer af stk. 2, er ikke til hinder for, at den enkelte medlemsstat opretholder eller indfoerer strengere beskyttelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger skal vaere forenelige med denne traktat. De meddeles Kommissionen."

13 Den nationale ret, der var i tvivl om, hvorvidt denne bestemmelse, som indfoerer princippet om et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau, kunne have nogen indflydelse paa spoergsmaalet om, hvorvidt direktivets artikel 11 havde direkte virkning mellem private, opretholdt anmodningen om praejudiciel afgoerelse.

14 Med spoergsmaalet oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om en forbruger, naar der ikke inden for de fastlagte frister er truffet foranstaltninger til at gennemfoere direktivet, under hensyn til traktatens artikel 129 A og under henvisning til direktivet, kan tage retsmidler i anvendelse over for en privat kreditgiver og for en national ret paaberaabe sig mangler ved det loesoere eller de tjenesteydelser, som er blevet leveret af den, med hvem kreditgiveren har indgaaet en aftale om eneret til at stille kredit til raadighed.

Spoergsmaalet om, hvorvidt direktivets bestemmelser om forbrugerens retsmidler mod en kreditgiver kan paaberaabes

15 Som det fremgaar af Domstolens faste praksis (jf. bl.a. dom af 26.2.1986, sag 152/84, Marshall I, Sml. s. 723, praemis 48), kan et direktiv ikke i sig selv skabe forpligtelser for private og kan saaledes ikke som saadan paaberaabes over for dem.

16 Retspraksis om muligheden for at paaberaabe sig direktiver over for myndighederne bygger paa, at direktiverne kun har bindende karakter i forhold til de medlemsstater, som de rettes til, og har til formaal at hindre, at en medlemsstat kan forbedre sin retsstilling ved ikke at efterkomme faellesskabsretten (jf. den naevnte dom i Marshall I-sagen, praemis 48 og 49).

17 En udvidelse af denne praksis, saaledes at den ogsaa kommer til at omfatte retsforhold mellem private, ville vaere ensbetydende med, at der tillaegges Faellesskabet befoejelser til at udstede regler, der direkte skaber forpligtelser for private, selv om en kompetence hertil kun tilkommer Faellesskabet med dets kompetence til at udstede forordninger eller vedtage beslutninger (jf. den naevnte dom i Faccini Dori-sagen, praemis 24).

18 Traktatens artikel 129 A giver ikke anledning til at aendre denne retspraksis, heller ikke i forhold til direktiver om forbrugerbeskyttelse.

19 Det bemaerkes i denne forbindelse, at artikel 129 A har begraenset raekkevidde. Bestemmelsen fastslaar dels Faellesskabets forpligtelse til at bidrage til virkeliggoerelsen af et hoejt forbrugerbeskyttelsesniveau. Dels indfoerer bestemmelsen en faellesskabskompetence ved saerlige aktioner i forbindelse med den forbrugerbeskyttelsespolitik, der foeres ud over de foranstaltninger, som vedtages som led i gennemfoerelsen af det indre marked.

20 Da artikel 129 A alene opstiller et maal for Faellesskabet og med henblik herpaa tillaegger Faellesskabet kompetence, men ikke derudover paalaegger medlemsstaterne eller private nogen forpligtelse, kan bestemmelsen ikke tjene som begrundelse for, at private indbyrdes direkte skulle kunne paaberaabe sig klare, praecise og ubetingede bestemmelser i direktiver om forbrugerbeskyttelse, som ikke er blevet gennemfoert inden for de fastsatte frister.

21 Forbrugeren kan derfor ikke for en national ret over for den private kreditgiver paa grundlag af selve direktivet tage noget retsmiddel i anvendelse som foelge af mangler ved leveringen af loesoere eller af tjenesteydelser.

22 I oevrigt bemaerkes, at saafremt de med direktivet tilsigtede maal ikke kan naas gennem fortolkning, er medlemsstaterne ifoelge dom af 19. november 1991 (forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 39) forpligtet til at erstatte tab, som er forvoldt private som foelge af undladelsen af at gennemfoere direktivet, naar tre betingelser er opfyldt. For det foerste skal de maal, der tilsigtes med direktivet, indebaere, at private tillaegges rettigheder, for det andet skal indholdet af disse rettigheder kunne fastslaas paa grundlag af selve direktivets bestemmelser, og for det tredje skal der vaere aarsagsforbindelse mellem statens tilsidesaettelse af sin forpligtelse og de skadelidtes tab (den naevnte dom i Faccini Dori-sagen).

23 Naar henses til det ovenfor anfoerte, maa spoergsmaalet besvares med, at naar der ikke inden for de fastsatte frister er truffet foranstaltninger til at gennemfoere direktivet, kan forbrugeren ikke med henvisning til direktivet ° selv under hensyn til traktatens artikel 129 A ° over for en privat kreditgiver tage retsmidler i anvendelse og for en national ret paaberaabe sig mangler ved det loesoere eller de tjenesteydelser, som er blevet leveret af den, med hvem kreditgiveren har indgaaet en aftale om eneret til at stille kredit til raadighed.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af den spanske og den franske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Juzgado de Primera Instancia n 10 de Sevilla, ved kendelse af 30. juni 1994, for ret:

Naar der ikke inden for de fastsatte frister er truffet foranstaltninger til at gennemfoere Raadets direktiv 87/102/EOEF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit, kan forbrugeren ikke med henvisning til direktivet ° selv under hensyn til EF-traktatens artikel 129 A ° over for en privat kreditgiver tage retsmidler i anvendelse og for en national ret paaberaabe sig mangler ved det loesoere eller de tjenesteydelser, som er blevet leveret af den, med hvem kreditgiveren har indgaaet en aftale om eneret til at stille kredit til raadighed.