61993J0444

++++

1. Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° direktiv 79/7' s personelle anvendelsesomraade ° erhvervsaktiv befolkning i direktivets artikel 2' s forstand ° personer, der har ubetydelig beskaeftigelse med kort arbejdstid og lav loen ° omfattet

(Raadets direktiv 79/7, art. 2)

2. Socialpolitik ° ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ° direktiv 79/7 ° national lovgivning, hvorefter ubetydelig beskaeftigelse og korttidsbeskaeftigelse ikke er omfattet af obligatorisk alderspensionsforsikring, sygeforsikring og bidragspligt i henhold til arbejdsloeshedsforsikring ° ordning, der navnlig beroerer kvinder ° objektiv begrundelse ° lovligt

(Raadets direktiv 79/7, art. 4, stk. 1)

1. Direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes saaledes, at personer med beskaeftigelse, der anses for ubetydelig, idet deres ugentlige arbejdstid normalt ikke overstiger femten timer og deres loen ikke en syvendedel af gennemsnitsmaanedsloennen, eller kortvarig beskaeftigelse, hvorved saedvanligvis forstaas beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under atten timer, der eventuelt paa forhaand er fastlagt ved en arbejdskontrakt, tilhoerer den erhvervsaktive befolkning i dette direktivs artikel 2' s forstand, hvorfor de er omfattet af direktivet.

Den omstaendighed, at en arbejdstager kun har en lav indtaegt, der ikke kan daekke hans behov, kan nemlig efter faellesskabsretten ikke foere til, at han frakendes status som arbejdstager, eller til, at han ikke antages at tilhoere den erhvervsaktive befolkning.

2. Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring, skal fortolkes saaledes, at en national ordning ° hvorefter loennet beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et saedvanligt vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af forsikringspligt i henhold til de lovbestemte syge- og alderspensionsforsikringer ° og en national ordning ° hvorefter beskaeftigelse, som i sagens natur saedvanligvis er begraenset til mindre end atten timer eller paa forhaand er begraenset i henhold til en arbejdskontrakt, ikke er omfattet af bidragspligt i henhold til den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikring ° ikke udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen, heller ikke selv om disse ordninger beroerer langt flere kvinder end maend, idet den nationale lovgiver rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for gennemfoerelsen af en socialpolitisk maalsaetning, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere.

Saaledes forholder det sig, naar udelukkelsen af disse former for beskaeftigelse fra kravet om obligatorisk forsikring er udtryk for principielle synspunkter vedroerende opbygningen af en social sikringsordning med bidragspligt, og er den eneste maade, hvorpaa en efterspoergsel i samfundet efter saadanne former for beskaeftigelse kan imoedekommes, samt naar man herved vil undgaa et stoerre antal ulovligt beskaeftigede og en stigning i antallet af omgaaelser af lovgivningen.

1 Ved kendelse af 26. oktober 1993 indgaaet til Domstolen den 18. november 1993 har Sozialgericht Speyer i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979 L 6, s. 24, herefter "direktivet").

2 Dette spoergsmaal er blevet rejst under en sag mellem Megner og Scheffel og Innungskrankenkasse Vorderpfalz.

3 Megner og Scheffel er ansat som rengoeringsassistenter i rengoeringsfirmaet G.F. Hehl & Co. Deres saedvanlige arbejdstid andrager hoejst to timer hver dag fem dage om ugen. Deres maanedlige vederlag er fastlagt ved den kollektive overenskomst for rengoeringspersonale og overstiger ikke en syvendedel af referencemaanedsloennen.

4 Sagsoegerne i hovedsagen havde anmodet Innungskrankenkasse Vorderpfalz om at anerkende, at de obligatorisk er omfattet af den lovbestemte syge- og alderspensionsforsikringsordning og er bidragspligtige i henhold til den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikring.

5 Innungskrankenkasse Vorderpfalz afslog ved skrivelse af 6. marts 1992 sagsoegernes anmodning med den begrundelse, at de var ansat i ubetydelig beskaeftigelse eller som korttidsbeskaeftigede, saaledes at de efter tysk lovgivning ikke er omfattet af forsikringspligt eller bidragspligt i henhold til bestemmelserne i naevnte lovgivning.

6 § 8, stk. 1, i IV. bog i Sozialgesetzbuch (herefter "SGB") indeholder foelgende bestemmelse:

"ved ubetydelig beskaeftigelse forstaas beskaeftigelse,

der normalt udoeves i under 15 timer ugentligt, og for hvilken det maanedlige vederlag normalt ikke overstiger

...

b) en syvendedel af referencemaanedsloennen (§ 18) ..."

7 Det under b) naevnte referencebeloeb fastsaettes aarligt. Det androg i 1993 530 DM for de gamle delstater og 390 DM for de nye delstater.

8 Ifoelge § 7 i V. bog i SGB omfattes ubetydelig beskaeftigelse og korttidsbeskaeftigelse ikke af ordningen om obligatorisk sygeforsikring. Endvidere omfattes ifoelge § 5, stk. 2, nr. 1), i VI. bog i SGB saadan beskaeftigelse ikke af obligatorisk alderspensionsforsikring.

9 Ret til ydelser i anledning af arbejdsloeshed har efter den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikringsordning personer, der har udoevet beskaeftigelse med bidragspligt eller som beskaeftigede har tilbagelagt dermed ligestillede perioder (§ 100, 134, 104 og 168 i Arbeitsfoerderungsgesetz (lov om fremme af beskaeftigelse, herefter "AFG")).

10 Arbejdstagere i korttidsbeskaeftigelse eller i ubetydelig beskaeftigelse er efter § 169a, stk. 1 og 2, i AFG fritaget for bidragspligt.

11 § 102, stk. 1, i AFG definerer "korttidsbeskaeftigelse" paa foelgende maade:

"... beskaeftigelse, som i sagens natur saedvanligvis er begraenset til mindre end atten timer ugentligt eller paa forhaand er begraenset i henhold til en arbejdskontrakt ...".

12 Megner og Scheffel har paa baggrund heraf anlagt sag ved Sozialgericht Speyer under anbringende af, at de omhandlede nationale bestemmelser om beskaeftigelse, der ikke er omfattet af forsikringspligt eller bidragspligt i henhold til de naevnte lovbestemte ordninger, er udtryk for indirekte forskelsbehandling af kvinder, hvorfor de er i strid med direktivets artikel 4, stk. 1, der har foelgende ordlyd:

"Princippet om ligebehandling indebaerer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerligt til aegteskabelig eller familiemaessig stilling, isaer for saa vidt angaar:

° anvendelsesomraadet for ordningerne samt betingelserne for adgang til disse

° bidragspligt ..."

13 Sozialgericht Speyer fandt, at tvistens afgoerelse afhang af fortolkningen af direktivet, og har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring (79/7/EOEF, EFT 1979 L 6 af 10.1.1979, s. 24) fortolkes saaledes, at en national ordning, hvorefter beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et saedvanligt vederlag paa indtil en syvendedel af referencemaanedsloennen (§ 18 i Sozialgesetzbuch, fjerde bog ° SGB IV) ikke er omfattet af forsikringspligt i henhold til de lovbestemte syge- og alderspensionsforsikringer (§ 7 i Sozialgesetzbuch, femte bog ° SGB V; § 5, stk. 2, nr. 1, i Sozialgesetzbuch, sjette bog ° SGB VI; § 8, stk. 1, nr. 1, i SGB IV) og en national ordning, hvorefter beskaeftigelse, som i sagens natur saedvanligvis er begraenset til mindre end 18 timer eller paa forhaand er begraenset i henhold til en arbejdskontrakt, ikke er omfattet af bidragspligt i henhold til den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikring (§ 169a, stk. 1, § 102, stk. 1, i Arbeitsfoerderungsgesetz ° AFG), udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen, naar langt flere kvinder end maend beroeres, og den ulige behandling ikke kan begrundes ud fra objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen?"

14 Foer der gives en fortolkning af direktivets artikel 4, stk. 1, maa det undersoeges, om personer, der har beskaeftigelse af den i det praejudicielle spoergsmaal omhandlede art, er omfattet af direktivet.

Direktivets personelle anvendelsesomraade

15 Ifoelge direktivets artikel 2 finder direktivet anvendelse "paa den erhvervsaktive befolkning, herunder selvstaendige erhvervsdrivende, arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der midlertidigt er uden arbejde paa grund af sygdom, ulykke eller ufrivillig arbejdsloeshed, og personer, der soeger arbejde, samt paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er fratraadt med alders- eller invalidepension".

16 Det fremgaar af denne bestemmelse, at "den erhvervsaktive befolkning" er et meget vidt begreb, idet det omfatter enhver arbejdstager, herunder personer, der blot soeger arbejde. Efter Domstolens praksis finder direktivet derimod ikke anvendelse paa personer, som aldrig har staaet til raadighed for arbejdsmarkedet, eller som har ophoert med at goere det, uden at aarsagen er, at en af de i direktivet naevnte risici er indtraadt (jf. dom af 27.6.1989, forenede sager 48/88, 106/88 og 107/88, Achterberg-te Riele m.fl., Sml. s. 1963, praemis 11).

17 Den tyske regering og Firma G.F. Hehl & Co. har anfoert, at personer med ubetydelig beskaeftigelse ikke tilhoerer den erhvervsaktive befolkning i direktivets artikel 2' s forstand, idet de navnlig ikke er i stand til at leve af den beskedne indtaegt, de opnaar derved.

18 Dette synspunkt kan ikke laegges til grund. Den omstaendighed, at arbejdstagerens indtaegt ikke kan daekke samtlige den paagaeldendes behov, kan ikke bevirke, at han ikke tilhoerer den erhvervsaktive befolkning. Det fremgaar nemlig af Domstolens praksis, at en loennet beskaeftigelse, hvorved der opnaas en loen, der er mindre end eksistensminimum (jf. dom af 23.3.1982, sag 53/81, Levin, Sml. s. 1035, praemis 15 og 16), eller hvorved arbejdstiden normalt ikke overstiger atten, tolv eller endog ti timer ugentligt (jf. henholdsvis dom af 13.12.1989, sag C-102/88, Ruzius-Wilbrink, Sml. s. 4311, praemis 7 og 17, af 3.6.1986, sag 139/85, Kempf, Sml. s. 1741, praemis 2 og 16, og af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743, praemis 16), ikke udelukker, at den person, der udoever den, anses for arbejdstager i henhold til EOEF-traktatens artikel 48 (Levin-dommen og Kempf-dommen), artikel 119 (Rinner-Kuehn-dommen) eller i henhold til direktiv 79/7 (Ruzius-Wilbrink-dommen).

19 Den tyske regering har yderligere anfoert, at resultatet maa blive et andet i den foreliggende sag, hvor der ikke som det navnlig var tilfaeldet i Levin-sagen, er tale om begrebet "arbejdstager" i traktatens artikel 48' s forstand, men om begrebet "arbejdstager" i de sociale sikringsordningers forstand. Begrebets fastlaeggelse paa dette retsomraade henhoerer imidlertid under medlemsstaternes kompetence.

20 Det bemaerkes i den forbindelse, at Domstolen allerede i dom af 19. marts 1964 (sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471, org. ref.: Rec. s. 347, domskonklusionen, nr. 1)) har fastslaaet, at "begrebet 'arbejdstager eller dermed ligestillet person' , som er anvendt i Raadets forordning nr. 3 af 25. september 1958 om social sikring af vandrende arbejdstagere (JO 1958 nr. 30 af 16.12.1958, s. 561) paa samme maade som udtrykket 'arbejdskraft' i artikel 48-51 har en faellesskabsretlig betydning". Den omstaendighed, at Levin-, Kempf- og Rinner-Kuehn-dommene ikke drejer sig om social sikring og ikke gaelder fortolkningen af artikel 2 i direktiv 79/7 kan derfor ikke beroere det i praemis 18 anfoerte resultat, da disse domme indeholder en naermere afgraensning af begrebet arbejdstager i lyset af ligebehandlingsprincippet.

21 Det foelger heraf, at personer, der har ubetydelig beskaeftigelse af den i det praejudicielle spoergsmaal angivne art, tilhoerer den erhvervsaktive befolkning i direktivets artikel 2' s forstand og derfor er omfattet af direktivets personelle anvendelsesomraade.

Fortolkningen af direktivets artikel 4, stk. 1

22 Den nationale ret oensker med det forelagte spoergsmaal foerst og fremmest en afgoerelse af, om direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en national ordning ° hvorefter loennet beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et saedvanligt vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af forsikringspligt i henhold til de lovbestemte syge- og alderspensionsforsikringer ° og en national ordning ° hvorefter beskaeftigelse, som i sagens natur saedvanligvis er begraenset til mindre end atten timer eller paa forhaand er begraenset i henhold til en arbejdskontrakt, ikke er omfattet af bidragspligt i henhold til den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikring ° udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen, naar langt flere kvinder end maend beroeres af ordningerne, og disse ikke kan begrundes ud fra objektive faktorer, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere.

23 Det staar fast, at de i hovedsagen omtvistede nationale ordninger ikke direkte er udtryk for forskelsbehandling, idet personer, der har ubetydelig beskaeftigelse, ikke paa grundlag af deres koen udelukkes fra de omhandlede lovbestemte ordninger. Det maa derfor undersoeges, om disse ordninger kan vaere udtryk for indirekte forskelsbehandling.

24 Det bemaerkes, at i henhold til Domstolens faste praksis er direktivets artikel 4, stk. 1, til hinder for en national bestemmelse, som ° selv om den er koensneutral ° indebaerer, at langt flere kvinder end maend behandles ugunstigt, medmindre bestemmelsen er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen. Den sidstnaevnte betingelse er opfyldt, saafremt de valgte midler er i overensstemmelse med den paagaeldende medlemsstats sociale politik, er egnede til at naa det af den forfulgte maal og er noedvendige hertil (jf. dom af 24.2.1994, sag C-343/92, Roks m.fl., Sml. I, s. 571, praemis 33 og 34).

25 Den tyske regering har bl.a. anfoert, at den omstaendighed, at personer med ubetydelig beskaeftigelse ikke er omfattet af de lovbestemte socialsikringsordninger, foerst og fremmest er et udtryk for principielle synspunkter vedroerende den tyske socialsikringsordnings opbygning.

26 Det Forenede Kongerige og Irland har til stoette for den tyske regerings argumentation bl.a. fremhaevet, at en ordning med bidragspligt som den i sagen omhandlede, kendetegnes ved, at det er noedvendigt at opretholde ligevaegten mellem de af de forsikrede og deres arbejdsgivere indbetalte bidrag paa den ene side, og de ydelser, der udbetales, naar en af de af naevnte ordning daekkede risici indtraeder, paa den anden side. Den opbygning, som denne ordning nu har, vil ikke kunne fastholdes, saafremt de omtvistede bestemmelser ophaeves. Det ville give anledning til alvorlige problemer, navnlig naar det gaelder den lovbestemte alderspensionsforsikring. Denne ville ikke laengere kunne gennemfoeres alene paa grundlag af bidragsbetaling.

27 Den tyske regering har i oevrigt forklaret, at der af sociale grunde er efterspoergsel efter de forskellige former for ubetydelig beskaeftigelse, at den finder det noedvendigt at efterkomme denne efterspoergsel som et led i socialpolitikken ved at tilskynde til skabelse og udbud af saadanne former for beskaeftigelse, og at den eneste maade, hvorpaa dette kan ske inden for rammerne af det tyske socialsikringssystems opbygning, er at holde ubetydelig beskaeftigelse uden for de obligatoriske forsikringsordninger.

28 Desuden bliver ifoelge den tyske regering nedlagte arbejdspladser med ubetydelig beskaeftigelse ikke erstattet af arbejdspladser med fuldtids- eller deltidsbeskaeftigelse, der er omfattet af de obligatoriske forsikringsordninger. Derimod oeges, fordi der i samfundet er et behov for ubetydelig beskaeftigelse, ulovlig beskaeftigelse ("sort arbejde") og det kommer til flere omgaaelser (f.eks. falske selvstaendige).

29 Det bemaerkes, at socialpolitikken paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er omfattet af medlemsstaternes kompetence (jf. dom af 7.5.1991, sag C-229/89, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2205, praemis 22). Det tilkommer dem altsaa at vaelge de foranstaltninger, hvormed maalsaetningen for deres social- og beskaeftigelsespolitik kan realiseres. Medlemsstaterne raader ved udoevelsen af denne kompetence over et vidt skoen.

30 Det maa fastslaas, at den social- og beskaeftigelsespolitiske maalsaetning, som den tyske regering har paaberaabt sig, objektivt er uden sammenhaeng med en hvilken som helst form for forskelsbehandling paa grundlag af koen, og at den nationale lovgiver ved udoevelsen af sine befoejelser rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for opfyldelsen af naevnte formaal.

31 Den i sagen omtvistede lovgivning kan paa baggrund heraf ikke antages at vaere et udtryk for indirekte forskelsbehandling i direktivets artikel 4, stk. 1' s forstand.

32 Af det anfoerte foelger, at det forelagte spoergsmaal skal besvares med, at direktivets artikel 4, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at en national ordning ° hvorefter loennet beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et saedvanligt vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af forsikringspligt i henhold til de lovbestemte syge- og alderspensionsforsikringer ° og en national ordning ° hvorefter beskaeftigelse, som i sagens natur saedvanligvis er begraenset til mindre end atten timer eller paa forhaand er begraenset i henhold til en arbejdskontrakt, ikke er omfattet af bidragspligt i henhold til den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikring ° ikke udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen, heller ikke selv om disse bestemmelser beroerer langt flere kvinder end maend, idet den nationale lovgiver rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for gennemfoerelsen af en socialpolitisk maalsaetning, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den belgiske og den franske regering samt af Irland, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Sozialgericht Speyer ved kendelse af 26. oktober 1993, for ret:

Artikel 4, stk. 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19. december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes saaledes, at en national ordning ° hvorefter loennet beskaeftigelse med en saedvanlig ugentlig arbejdstid paa under femten timer og mod et saedvanligt vederlag, der ikke overstiger en syvendedel af referencemaanedsloennen, ikke er omfattet af forsikringspligt i henhold til de lovbestemte syge- og alderspensionsforsikringer ° og en national ordning ° hvorefter beskaeftigelse, som i sagens natur saedvanligvis er begraenset til mindre end atten timer eller paa forhaand er begraenset i henhold til en arbejdskontrakt, ikke er omfattet af bidragspligt i henhold til den lovbestemte arbejdsloeshedsforsikring ° ikke udgoer forskelsbehandling paa grundlag af koen, heller ikke selv om disse bestemmelser beroerer langt flere kvinder end maend, idet den nationale lovgiver rimeligvis har kunnet gaa ud fra, at den omtvistede lovgivning var noedvendig for gennemfoerelsen af en socialpolitisk maalsaetning, der intet har med forskelsbehandling paa grundlag af koen at goere.