61994O0199

++++

1. Annullationssoegsmaal ° akter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° akter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° Kommissionens skrivelse, hvorved en ansoegning om ydelse af finansiel stoette fra Faellesskabet afvises

(EOEF-traktaten, art. 173)

2. Annullationssoegsmaal ° Faellesskabets retsinstansers kompetence ° paabud til en institution ° udelukket

(EOEF-traktaten, art. 173)

3. Erstatningssoegsmaal ° selvstaendig karakter i forhold til annullationssoegsmaal ° graenser

(EOEF-traktaten, art. 173 og 178)

1. En klart og utvetydigt affattet skrivelse, hvorved Kommissionen meddeler en virksomhed, der har indgivet en ansoegning om finansiel stoette i henhold til forordning nr. 4028/86 om faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne, at ansoegningen ikke har kunnet imoedekommes, da der ikke var tilstraekkelige midler paa budgettet, er en retsakt, som over for den beroerte virksomhed har retsvirkninger, der er endelige, idet dens ansoegning i medfoer af de relevante bestemmelser i forordningen ikke laengere kan overfoeres til et efterfoelgende budgetaar. Skrivelsen er en forskriftsmaessig meddelelse af den beslutning, den indeholder, og de i artikel 173 fastsatte soegsmaalsfrister begynder foelgelig at loebe paa det tidspunkt, hvor virksomheden fik kendskab til skrivelsen.

2. Inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger paa traktatens artikel 173, har Faellesskabets retsinstanser ikke kompetence til at meddele paabud, uanset om saadanne paabud vedroerer den naermere opfyldelse af afsagte domme.

3. Selv om en part kan rejse erstatningssag uden herved i medfoer af gaeldende retsforskrifter at vaere tvunget til at kraeve annullation af den ulovlige retsakt, som har foraarsaget tabet, kan han dog ikke paa denne maade komme uden om afvisningen af et soegsmaal, der vedroerer det samme ulovlige forhold og tilsigter samme oekonomiske resultat. Dette ville vaere tilfaeldet, saafremt en virksomhed, som ikke inden for de fastsatte frister havde anlagt sag med paastand om annullation af afslaget paa ydelse af en finansiel stoette fra Faellesskabet, den havde ansoegt om, i form af et erstatningssoegsmaal kunne kraeve udbetalt et beloeb svarende til den paagaeldende stoette, med morarenter, under paaberaabelse af de samme ulovlighedsanbringender som dem, der var fremfoert under et for sent anlagt annullationssoegsmaal.

I de forenede sager C-199/94 P og C-200/94 P,

Pesquería Vasco-Montañesa, SA (Pevasa), Bermeo (Spanien), ved advokat Maria Iciar Angulo Fuertes, Biscaya, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

og

Compañía Internacional de Pesca y Derivados, SA (Inpesca), Bermeo (Spanien), ved advokat Maria Iciar Angulo Fuertes, Biscaya, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,

appellanter,

angaaende to appeller af kendelse afsagt den 28. april 1994 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Anden Afdeling) i de forenede sager T-452/93 og T-453/93, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen (Sml. II, s. 229), hvorunder der for det foerste er nedlagt paastand om ophaevelse af denne kendelse, for det andet om, at Kommissionens beslutninger af 18. december 1990 og 8. november 1991, hvorved Kommissionen afviste at yde appellanterne den finansielle stoette, som de havde ansoegt om i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 4028/86 af 18. december 1986 om faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne (EFT L 376, s. 7), annulleres, for det tredje om, at Kommissionen kendes pligtig at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at tildele appellanterne den naevnte stoette, og for det fjerde om, at Kommissionen doemmes til at betale erstatning for de tab, appellanterne har lidt som foelge af dens adfaerd,

den anden part i appelsagen er:

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved ledende juridisk konsulent Francisco José Santaolalla Gadea og juridisk konsulent José Luis Iglesias Buhigues, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G. Hirsch, G.F. Mancini (refererende dommer), F.A. Schockweiler og P.J.G. Kapteyn,

generaladvokat: C.O. Lenz

justitssekretaer: R. Grass,

efter at have hoert generaladvokaten,

afsagt foelgende

Kendelse

1 Ved appelskrifter indleveret til Domstolens Justitskontor den 8. juli 1994 har Pesquería Vasco-Montañesa, SA (herefter "Pevasa") og Compañía Internacional de Pesca y Derivados, SA (herefter "Inpesca") ivaerksat appel af kendelse afsagt den 28. april 1994 af Retten i Foerste Instans i de forenede sager T-452/92 og T-453/92, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen (Sml. II, s. 229), hvorved de af sagsoegerne anlagte sager blev afvist og sagsoegerne doemt til at betale sagens omkostninger. Pevasa og Inpesca har desuden nedlagt paastand om, at Kommissionens beslutninger af 18. december 1990 og 8. november 1991, hvorved Kommissionen afviste at yde appellanterne den finansielle stoette, de havde ansoegt om i medfoer af Raadets forordning (EOEF) nr. 4028/86 af 18. december 1986 om faellesskabsforanstaltninger til forbedring og tilpasning af fiskeri- og akvakulturstrukturerne (EFT L 376, s. 7, herefter "forordning nr. 4028/86"), annulleres, om, at Kommissionen kendes pligtig at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at tildele appellanterne den naevnte stoette og om, at Kommissionen doemmes til at betale erstatning for de tab, appellanterne har lidt som foelge af dens adfaerd.

2 Ifoelge artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 4028/86 kan Kommissionen yde finansiel faellesskabsstoette til realinvesteringer i koeb eller bygning af nye fiskerfartoejer. Artikel 35, stk. 1, litra a), bestemmer, at Kommissionen to gange om aaret traeffer beslutning om ansoegninger om en saadan stoette, "idet den foerste beslutning traeffes senest den 30. april om ansoegninger, der er indgivet senest den 31. oktober det foregaaende aar, og den anden beslutning traeffes senest den 31. oktober om ansoegninger, der er indgivet senest den 31. marts samme aar". Ifoelge artikel 37, stk. 1, overfoeres stoetteansoegninger, som ikke har kunnet imoedekommes paa grund af utilstraekkelige finansielle midler, én enkelt gang til det foelgende budgetaar.

3 Det fremgaar af den appellerede kendelse, at Kommissionen den 29. juni 1989 modtog en ansoegning om finansiel stoette fra Inpesca med henblik paa bygningen af et tunfiskerfartoej med fryseanlaeg. Den 31. oktober 1989 modtog Kommissionen en lignende ansoegning fra Pevasa.

4 Den 18. december 1990 sendte Kommissionen til Inpesca og Pevasa enslydende skrivelser om, at der ikke havde kunnet ydes finansiel stoette til deres projekter, da der ikke var tilstraekkelige midler paa budgettet til finansiering af projekterne for 1990.

5 Kommissionen har anerkendt, at dens beslutninger vedroerende appellanternes ansoegninger skulle have vaeret truffet senest den 30. april 1990. Kommissionen har forklaret, at den i 1990 havde set sig noedsaget til at stille ydelsen af ny stoette i bero, fordi visse medlemsstater ikke havde indsendt alle de oplysninger, der var noedvendige med henblik paa behandlingen af de indgivne ansoegninger. Kommissionen har ogsaa anfoert, at appellanternes ansoegninger automatisk blev overfoert til budgetaaret 1991, jf. artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 4028/86.

6 I april 1991 besluttede Kommissionen ikke at tildele faellesskabsstoette til nybygningsprojekter med hensyn til fiskerfartoejer. Den oplyste imidlertid i en meddelelse offentliggjort i EF-Tidende den 20. juni 1991 (EFT C 160, s. 3), at alle projekter ville blive genovervejet i forbindelse med Kommissionens afgoerelser om stoette i anden udlodning af 1991.

7 Ved enslydende skrivelser af 8. november 1991 meddelte Kommissionen appellanterne, at der ikke havde kunnet ydes stoette til deres projekter, da der ikke var tilstraekkelige midler paa budgettet til finansiering af projekterne for 1991.

8 Ved skrivelse af 7. januar 1992 anmodede Pevasa Kommissionen om at oplyse, om selskabets ansoegning om stoette var blevet overfoert til budgetaaret 1992, og om ° saafremt ansoegningen afvistes endeligt ° at meddele selskabet begrundelsen for afvisningen. Inpesca sendte Kommissionen en tilsvarende skrivelse den 27. januar 1992.

9 Da Pevasa og Inpesca ikke modtog svar paa deres skrivelser, opfordrede de ved skrivelser af henholdsvis 18. marts 1992 og 31. marts 1992 Kommissionen til at handle, jf. EOEF-traktatens artikel 175.

10 Ved skrivelser af 18. maj 1992, som appellanterne modtog den 25. maj 1992, meddelte Kommissionen dem, at dens skrivelser af 18. december 1990 og 8. november 1991 maatte anses for begrundede meddelelser om beslutninger, jf. artikel 35 i forordning nr. 4028/86.

11 Ved skrivelser af 21. maj 1992 meddelte Kommissionen dels, at i medfoer af samme forordnings artikel 37, stk. 1, kan stoetteansoegninger, som ikke har kunnet imoedekommes paa grund af utilstraekkelige finansielle midler, kun én enkelt gang overfoeres til det foelgende budgetaar. Endvidere gjorde Kommissionen opmaerksom paa, at listen over de projekter, der har faaet tildelt faellesskabsstoette, var til raadighed ved henvendelse til Kommissionen, og at de interesserede virksomheder saaledes kunne undersoege den og, i givet fald, anmode Domstolen om at efterproeve lovligheden af Kommissionens beslutning om foerst og fremmest at yde faellesskabsstoette til de heri opregnede projekter.

12 Den 30. juli 1992 anlagde appellanterne i medfoer af EOEF-traktatens artikel 173, 174, 176, 178 og artikel 215, stk. 2, sag med paastand om annullation af de beslutninger fra Kommissionen, der fremgaar af skrivelserne af 18. december 1990 og 8. november 1991, om, at Kommissionen tilpligtes at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa at tildele appellanterne den faellesskabsstoette, de havde ansoegt om, og om, at appellanterne kendes berettiget til erstatning for det tab, de havde lidt som foelge af de anfaegtede beslutninger.

13 Den 28. april 1994 afsagde Retten kendelse om afvisning af sagerne. Retten bemaerkede navnlig, at for saa vidt som der under sagerne var nedlagt annullationspaastande, var sagerne blevet anlagt laenge efter den i traktatens artikel 173 fastsatte frist paa to maaneder, forlaenget med ti dage under hensyn til afstanden. Retten fandt, at paastandene om, at det blev fastslaaet, at Kommissionen skulle traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa tildeling af den omhandlede stoette, gik ud over den kompetence, Faellesskabets retsinstanser har inden for rammerne af et annullationssoegsmaal. Med hensyn til erstatningspaastandene, saaledes som de fremgik af staevningerne, og som i form af erstatning tilsigtede udbetaling af renter i forbindelse med den omhandlede stoette, var der ifoelge Retten ikke tale om selvstaendige krav, men om krav, som var betinget af paastande om, at Retten fastslog, at appellanterne havde krav paa stoette, og da disse paastande ikke kunne admitteres, maatte paastandene om erstatning ogsaa afvises. Endelig bemaerkede Retten, at paastandene om erstatning, der var fremsat i replikken, var nye paastande, som i henhold til procesreglementets artikel 48, stk. 2, ikke kunne nedlaegges.

14 Til stoette for paastandene om ophaevelse af kendelsen af 28. april 1994 har Pevasa og Inpesca i det vaesentlige fremfoert tre anbringender, som vedroerer de forskellige paastande, de nedlagde for Retten i Foerste Instans, og som blev afvist. I svarskriftet har Kommissionen nedlagt paastand om, at appellerne forkastes.

15 Procesreglementets artikel 119 bestemmer, at saafremt det er aabenbart, at appellen skal afvises eller forkastes, kan Domstolen naar som helst ved begrundet kendelse beslutte at afvise eller forkaste appellen.

Det foerste anbringende

16 For saa vidt angaar paastandene om annullation af Kommissionens beslutninger har appellanterne gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat traktatens artikel 173, idet den fandt, at skrivelserne af 8. november 1991 var klart og utvetydigt affattet, at der var tale om retsakter, der havde endelige retsvirkninger over for appellanterne, at de maatte betragtes som behoerig meddelelse af de beslutninger, de indeholdt, og at soegsmaalsfristerne foelgelig var begyndt at loebe, da appellanterne fik kendskab til skrivelserne. Ifoelge appellanterne har Kommissionen med sin adfaerd givet anledning til usikkerhed hos dem, rejst begrundet tvivl hos dem og tilsidesat retssikkerheds- og redelighedsprincippet. For det foerste var skrivelserne af 8. november 1991 affattet paa samme maade som skrivelserne af 18. december 1990, selv om Kommissionen tillagde dem forskellige retsvirkninger, idet de sidstnaevnte skrivelser indebar, at ansoegningerne om stoette blev overfoert til det foelgende budgetaar, mens de foerstnaevnte skrivelser indebar, at de blev endeligt afvist. Endvidere var det ifoelge appellanterne almindeligt kendt, at Kommissionen ikke havde overholdt artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 4028/86 ved at foreskrive, at ansoegninger om stoette kun kan overfoeres én enkelt gang, hvilket Revisionsretten fremhaevede i sin aarsberetning for regnskabsaaret 1990 (EFT C 324 af 13.12.1991, s. 1, paa s. 93). Endelig bekraeftes Kommissionens tvetydige adfaerd af, at den ikke besvarede appellanternes skrivelser af 7. og 27. januar 1992 med anmodning om yderligere oplysninger, inden appellanterne opfordrede Kommissionen til at handle, jf. traktatens artikel 175. Kommissionens standpunkt blev derfor foerst fastlagt klart og utvetydigt i skrivelserne af 18. maj 1992, meddelt appellanterne den 25. maj 1992, og det er derfor den dato, der er begyndelsestidspunktet med hensyn til beregningen af den i artikel 173 fastsatte soegsmaalsfrist.

17 Hertil bemaerkes for det foerste, at det i skrivelserne af 8. november 1991 klart og utvetydigt er anfoert, at ansoegningerne om stoette ikke havde kunnet imoedekommes, da der ikke var tilstraekkelige midler paa budgettet. Som Retten med rette har bemaerket, foelger det af artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 4028/86, hvorefter ansoegningerne kun kan overfoeres én enkelt gang, og ikke af en beslutning fra Kommissionen, at de afslag, der laa i forlaengelse af de tilsvarende beslutninger af 18. december 1990, var endelige. Heraf foelger dels, at Kommissionen ikke var forpligtet til at praecisere retsvirkningerne af det andet afslag, dels at den omstaendighed, at skrivelserne af 8. november 1991 var affattet paa tilsvarende maade som skrivelserne af 18. december 1990, er uden betydning.

18 For det andet bemaerkes, at selv om det maatte blive bevist, at Kommissionen ved behandlingen af andre ansoegninger har tilsidesat ovennaevnte artikel 37, stk. 1, kan appellanterne ikke paaberaabe sig en saadan ulovlig adfaerd til stoette for, at de retsvirkninger af afslaget, der fremgaar af skrivelserne af 8. november 1991, var uvisse.

19 For det tredje aendrer det forhold, at Kommissionen ikke hurtigt har besvaret de skrivelser, hvori appellanterne anmodede om yderligere oplysninger ° hvor beklageligt dette end maatte vaere ° ikke noget ved, at de omtvistede beslutninger maa anses for endelige.

20 Retten har saaledes korrekt antaget, at skrivelserne af 8. november 1991 var retsakter, der har endelige retsvirkninger over for appellanterne, at skrivelserne var en forskriftsmaessig meddelelse af de beslutninger, som de indeholdt, og at de i artikel 173 fastsatte soegsmaalsfrister foelgelig begyndte at loebe paa det tidspunkt, hvor appellanterne fik kendskab til skrivelserne. Tilsvarende har Retten korrekt antaget, at det samme af de samme grunde maatte gaelde for skrivelserne af 18. december 1990.

21 Det foerste anbringende maa saaledes forkastes.

Det andet anbringende

22 For saa vidt angaar paastandene om, at de omtvistede beslutninger blev erklaeret ugyldige og om, at Kommissionen tilpligtedes at traeffe de noedvendige foranstaltninger med henblik paa tildeling af den omhandlede stoette, har appellanterne anfoert, at Retten har tilsidesat traktatens artikel 174 og 176 derved, at den uden rimelig grund har sammenholdt appellanternes forskellige paastande, der er nedlagt i henhold til de naevnte to artikler. Paa den ene side foelger det af artikel 174, at saafremt Retten havde givet appellanterne medhold, skulle de anfaegtede retsakter have vaeret erklaeret ugyldige, hvilket deres foerste paastand gik ud paa. Paa den anden side fremgaar det af artikel 176, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidroerer, har pligt til at gennemfoere de foranstaltninger, der er noedvendige for at overholde den afsagte dom, hvorfor den anden af de naevnte paastande ikke overskrider den kompetence, der ved traktaten er tillagt Faellesskabets retsinstanser.

23 Hertil bemaerkes for det foerste, at for saa vidt som det med de paastande, appellanterne nedlagde for Retten i Foerste Instans, tilsigtedes, at den erklaerede de anfaegtede beslutninger ugyldige, svarer paastandene til de annullationspaastande, som Retten afviste.

24 For det andet bemaerkes, at for saa vidt det med de naevnte paastande tilsigtedes, at Retten paalagde Kommissionen at traeffe naermere angivne foranstaltninger, fremgaar det af Domstolens faste praksis (jf. senest dom af 5.7.1995, sag C-21/94, Parlamentet mod Raadet, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 33), at inden for rammerne af den retlige kontrol, der bygger paa traktatens artikel 173, har Faellesskabets retsinstanser ikke kompetence til at meddele paabud, uanset om saadanne paabud vedroerer den naermere opfyldelse af afsagte domme.

25 Det andet anbringende maa saaledes ogsaa forkastes.

Det tredje anbringende

26 For saa vidt angaar paastandene om erstatning for det lidte tab har appellanterne gjort gaeldende, at Retten har tilsidesat artikel 176, 178 og 215, idet den ikke fuldt ud, men kun delvis og overdrevent formalistisk har udlagt den paastand, der var nedlagt i staevningen. Paastanden vedroerte saavel udbetalingen af stoetten i form af erstatning som morarenter. Erstatningspaastanden var i den sammenhaeng nedlagt i henhold til artikel 176, 178 og 215 under ét og var en selvstaendig og saerskilt paastand i forhold til annullationspaastanden.

27 Selv om det antages, at de paastande, appellanterne nedlagde i de staevninger, de indleverede til Retten, vedroerte saavel en paastand om erstatning som en paastand om betaling af morarenter, har Domstolen i en raekke afgoerelser fastslaaet (jf. bl.a. domme af 12.11.1981, sag 543/79, Birke mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2669, praemis 28, og sag 799/79, Bruckner mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2697, praemis 19), at selv om en part kan rejse erstatningssag uden herved i medfoer af gaeldende retsforskrifter at vaere tvunget til at kraeve annullation af den ulovlige retsakt, som har foraarsaget tabet, kan han dog ikke paa denne maade komme uden om afvisningen af et soegsmaal, der vedroerer det samme ulovlige forhold og tilsigter samme oekonomiske resultat.

28 I den foreliggende sag har formaalet med de paastande, der angiveligt er nedlagt med henblik paa at opnaa erstatning, klart vaeret at faa udbetalt de samme beloeb, som ville vaere blevet udbetalt som faellesskabsstoette, saafremt Kommissionen havde imoedekommet de ansoegninger, appellanterne havde indgivet herom, med morarenter, og de var stoettet paa de samme ulovlighedsanbringender, der var fremfoert til stoette for annullationspaastandene. Herefter er det aabenbart, at formaalet med saadanne erstatningspaastande har vaeret at omgaa den i artikel 173 fastsatte soegsmaalsfrist, og de har saaledes vaeret en omgaaelse af den fremgangsmaade, der er fastsat i traktatens artikel 178.

29 Det foelger af det anfoerte, at det er aabenbart, at alle de anbringender, appellanterne har fremfoert til stoette for ophaevelse af Rettens kendelse, maa forkastes. Da appellanternes oevrige paastande er betinget af, at kendelsen ophaeves, er det ufornoedent at tage stilling til dem. Appellerne maa foelgelig forkastes, jf. procesreglementets artikel 119.

Sagens omkostninger

30 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Appellanterne har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger.

Af disse grunde

bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Appellerne forkastes.

2) Appellanterne betaler sagens omkostninger.

Saaledes bestemt i Luxembourg den 26. oktober 1995.