61993J0019

++++

1. Appel ° retlig interesse i appelsagen ° undersoegelse ex officio ved Domstolen

2. Annullationssoegsmaal ° retsakter, der kan vaere genstand for soegsmaal ° begreb ° retsakter, der fremkalder bindende retsvirkninger ° administrativ procedure ved gennemfoerelsen af konkurrencereglerne ° skrivelse fra Kommissionen med oplysning om henlaeggelse af sagen

1. Domstolen kan af egen drift tage stilling til, om en part savner interesse i at rejse eller fortsaette en appelsag som foelge af, at der efter afsigelsen af Rettens dom er indtraadt en saadan omstaendighed, at dommen ikke kan skade appellanten, og Domstolen kan saaledes fastslaa, at appellen af denne grund maa afvises eller anses for at vaere uden genstand. Retlig interesse hos appellanten forudsaetter derfor, at appellen med sit resultat kan tilfoere parten en fordel.

2. Naar en institution ° som er tillagt befoejelse til at fastslaa, om der er begaaet en overtraedelse, og fastsaetter sanktioner herfor, og som private kan klage til, som det er tilfaeldet med Kommissionen inden for konkurrenceretten ° helt eller delvis indstiller en undersoegelse vedroerende klagen, udsteder den i sagens natur dermed en retsakt med retsvirkninger, der som saadan kan goeres til genstand for et annullationssoegsmaal.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 21. januar 1993 har Rendo NV, Centraal Overijsselse Nutsbedrijven NV et Regionaal Energiebedrijf Salland NV (herefter "Rendo m.fl.") i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans den 18. november 1992 afsagt dom (sag T-16/91, Rendo m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2417, herefter "den appellerede dom"), hvorved Retten i Foerste Instans frifandt Kommissionen for sagsoegernes paastand om annullation af Kommissionens beslutning 91/50/EOEF af 16. januar 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV/32.732 ° IJsselcentrale (IJC) m.fl., EFT L 28, s. 32, herefter "den anfaegtede beslutning").

2 Foelgende blev fastslaaet af Retten i den appellerede dom (praemis 2-23):

"1) De beroerte virksomheder

° Sagsoegerne er lokale eldistributionsselskaber i Nederlandene. De forsynes med elektricitet af en regional eldistributionsvirksomhed, der kaldes IJsselcentrale eller IJsselmij (herefter 'IJC' ).

° I maj 1988 indgav sagsoegerne en klage til Kommissionen efter artikel 3, stk. 2, i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1962, s. 81, herefter 'forordning nr. 17' ), der rettedes bl.a. til IJC og Samenwerkende Elektriciteits-produktiebedrijven NV (herefter 'SEP' ), som er intervenient i naervaerende sag. Klageren paaberaabte sig forskellige overtraedelser af traktatens artikel 85 og 86, begaaet af SEP og elproduktionsselskaberne i Nederlandene.

° SEP er et selskab stiftet i 1949 af elproduktionsvirksomhederne i Nederlandene med henblik paa at organisere deres samarbejde. Blandt dets vedtaegtsmaessige opgaver er bl.a. forvaltningen af hoejspaendingsnettet og indgaaelsen af aftaler med udenlandske elektricitetsvirksomheder om import og eksport af elektricitet samt udnyttelsen af internationale forbindelser til sammenkobling af net.

° Efter sagsoegernes klage vedtog Kommissionen den anfaegtede beslutning, der angaar en aftale om samarbejde (Overeenkomst van Samenwerking, herefter 'OVS' ), indgaaet mellem elproduktionsselskaberne paa den ene side og SEP paa den anden side.

2) OVS

° OVS blev indgaaet den 22. maj 1986 mellem SEP og dets aktionaerer (de retlige forgaengere for de fire elproducenter, der for oejeblikket findes i Nederlandene). Aftalen er ikke blevet anmeldt til Kommissionen.

° Artikel 21 i denne aftale forbeholder SEP adgangen til at importere og eksportere elektricitet samt paalaegger dens parter at goere det til en betingelse i leveringskontrakter, med de foretagender, der distribuerer elektrisk energi, at de sidstnaevnte afholder sig fra at importere eller eksportere elektricitet. Det er denne bestemmelse, som er genstand for den anfaegtede beslutning og den foreliggende tvist.

3) Den nationale lovgivning

° I betragtningerne til den anfaegtede beslutning bemaerker Kommissionen, at den gaeldende nederlandske lovgivning i den periode, i hvilken OVS blev indgaaet, ikke forboed andre virksomheder end producenterne selv at importere elektricitet, men den gjorde en saadan import betinget af en tilladelse, der i princippet var opnaaelig for enhver, som maatte oenske en saadan. Den anfaegtede beslutning indeholder ikke nogen oplysning for saa vidt angaar en eventuelt foreliggende lovgivning om eksport af elektricitet.

° Den 8. december 1989 traadte hovedparten af bestemmelserne i en ny nederlandsk lov om elektricitet i kraft (Elektriciteitswet 1989). Efter artikel 2 i denne lov har koncessionshaverne (dvs. de fire elproduktionsvirksomheder) og det 'udpegede selskab' (dvs. et selskab udpeget af OEkonomiministeriet i henhold til lovens artikel 8 med henblik paa at varetage visse funktioner, der er beskrevet i loven) den opgave i faellesskab at sikre en paalidelig og effektiv forsyning af offentligheden i Nederlandene med elektricitet. Ved ministeriel bekendtgoerelse af 20. marts 1990 blev SEP udpeget hertil.

° El-lovens artikel 34, der traadte i kraft den 1. juli 1990, bestemmer, at det 'udpegede selskab' har eneret paa at importere elektrisk energi til offentligt forbrug (med undtagelse af elektricitet, som leveres med en spaending paa under 500 volt). Loven forbyder saaledes distributionsselskaberne at importere elektricitet beregnet til offentligt forbrug. Ifoelge den anfaegtede beslutning foelger det til gengaeld af den naevnte artikel 34, at visse endelige forbrugere kan importere elektrisk energi til eget brug, og at de ikke laengere skal have tilladelse hertil. Det fremgaar af artikel 47, at de virksomheder, der driver elektricitetsnettet, skal stille dette til raadighed for enhver, som maatte anmode derom, med henblik paa at transportere den saaledes importerede elektricitet.

° El-loven af 1989 regulerer ikke eksporten af elektricitet. Kommissionen udleder deraf, i overensstemmelse med oplysninger fra den nederlandske regering, at eksporten er fri baade for distributionsvirksomhederne og for de endelige forbrugere. Dog foreskriver loven ikke, i modsaetning til, hvad der gaelder for import, nogen transportforpligtelse i denne henseende.

4) Den administrative procedure

° Klagen, der blev indgivet i maj 1988 af sagsoegerne, har sin oprindelse i civile soegsmaal, der blev indledt som foelge af IJC' s udstedelse af et im- og eksportforbud forbundet med en eksklusiv koebsforpligtelse samt indfoerelsen af et gebyr, benaevnt omkostningsudligningstillaegget (egalisatiekostentoeslag). Klagen angik foelgende tre elementer:

1) det udtrykkelige forbud mod import, der indgik saavel i SEP' s generelle overenskomst fra 1971 (artikel 2) som i samarbejdsaftalen 'OVS' fra 1986 (artikel 21)

2) den eksklusive koebsforpligtelse ifoelge de aftaler, som klagerne indgik med IJC, en forpligtelse, der ifoelge klagerne isaer foelger af OVS' betingelser i denne sammenhaeng, og

3) IJC' s ret til ensidigt at fastsaette priserne og omkostningsudligningstillaegget i forhold til klagerne.

° Ved skrivelse af 14. juni 1989, underskrevet af en kontorchef i Generaldirektoratet for Konkurrence (herefter 'GD IV' ), oplyste Kommissionen sagsoegerne om, at man den 8. juni 1989 havde underrettet SEP og de andre parter i OVS om klagerne. Skrivelsen praeciserede, at denne procedure ikke omfattede udligningstillaegget, eftersom dette gebyr ikke i maerkbart omfang paavirkede samhandelen mellem medlemsstater.

5) Den anfaegtede beslutning

° Den anfaegtede beslutning angaar artikel 21 i OVS i det omfang, hvori den gaelder, eller anvendes af SEP, med hensyn til import, foretaget af private forbrugere, og hvori denne bestemmelse har til foelge ° i kraft af SEP' s kontrol af sammenkoblingsnettene ° at laegge hindringer i vejen for im- og eksport foretaget af disse forbrugere samt for eksport foretaget af distributoererne (punkt 20, sidste afsnit). Beslutningen handler saaledes om de to foerste klagepunkter, som sagsoegerne har fremfoert i deres klage. Til gengaeld vedroerer beslutningen ikke det tredje punkt, der paaberaabes i klagen, dvs. omkostningsudligningstillaegget, der er fastsat af IJC (punkt 1, naestsidste afsnit).

° Ved den anfaegtede beslutning fastslaar Kommissionen for det foerste, at OVS er en aftale imellem virksomheder, som anfoert i traktatens artikel 85, stk. 1, og at forbuddet mod import og eksport af elektrisk energi foretaget af andre end SEP udgoer en konkurrencebegraensning.

° Hvad for det andet angaar virkningen af el-loven af 1989 paa OVS bemaerker Kommissionen, at SEP er af den opfattelse, at den nye lov ikke paa nogen maade har aendret raekkevidden af artikel 21 i OVS. Med hensyn til importen af elektricitet bemaerker den, at hvis loven forbyder, at denne sker af andre end SEP, naar den er beregnet til offentlig distribution, er den til gengaeld fri, naar den foretages af endelige brugere til deres eget forbrug. Den udleder deraf, at artikel 21 i OVS anvendes paa dette omraade paa en maade, der ligger uden for lovens rammer. Vedroerende eksporten bemaerker Kommissionen, at den nederlandske regering har ladet forstaa, at den er fuldstaendig fri saavel for distributionsselskaberne som for de private forbrugere, og at dette gaelder baade elektricitet leveret via det offentlige net og elektricitet produceret af forbrugerne selv. Til forskel fra det, der gaelder om importen ° i det omfang den er tilladelig ° fastsaetter el-loven ikke nogen forpligtelse for transport af eksport. Den potentielle eksportoer, fremhaever Kommissionen, maa saaledes indgaa aftale herom med SEP vedroerende brug af hoejspaendingsnettet i denne henseende, og SEP' s rolle herved afhaenger af den maade, hvorpaa det anvender artikel 21 i OVS. Kommissionen udleder af disse bemaerkninger, at opretholdelsen af artikel 21 i OVS i forbindelse med det system, der er indfoert ved den nye lov, fortsat udgoer en overtraedelse af artikel 85.

° For det tredje undersoeger Kommissionen, hvorvidt traktatens artikel 90, stk. 2, i dette tilfaelde er til hinder for at anvende artikel 85, stk. 1.

° Den fastslaar herom, at saavel SEP som de produktionsselskaber, der er en del deraf, er virksomheder, som har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse. Naar det drejer sig om im- og eksport foretaget af de endelige, private forbrugere, finder den ikke desto mindre, at anvendelsen af artikel 85 paa OVS ikke ville umuliggoere udfoerelsen af den opgave, der er paalagt de paagaeldende virksomheder. Den finder, at den absolutte kontrol med im- og eksport, som SEP har i kraft af artikel 21 i OVS, generelt ikke er uundvaerlig for, at SEP kan udfoere sine opgaver.

° For saa vidt det til gengaeld drejer sig om import beregnet til offentlig distribution, fastslaar Kommissionen, at forbuddet rettet til produktions- og distributionsselskaberne mod at foretage import uden at gaa via SEP for oejeblikket findes i artikel 34 i el-loven af 1989.

° Den udleder heraf foelgende konsekvens:

' Under denne procedure i henhold til forordning nr. 17 skal Kommissionen ikke fastslaa, om en saadan importbegraensning er berettiget ifoelge traktatens artikel 90, stk. 2. Dette ville vaere ensbetydende med at foregribe spoergsmaalet om, hvorvidt den nye lov som saadan er forenelig med EOEF-traktaten, hvilket ikke falder ind under sigtet med denne procedure' (punkt 50 i beslutningen).

° Af samme grund erklaerer Kommissionen, at den ikke kan udtale sig om eksportforbuddet, der gaelder for produktionsselskaber inden for den offentlige forsyningssektor. Udstedelse af et eksportforbud til produktionsselskaber i den offentlige forsyningssektor kan udledes af leveringsforpligtelsen, som de er paalagt ved artikel 11 i el-loven af 1989. Denne bestemmelse forpligter producenterne til ikke at levere elektricitet til andre end til SEP og til ikke at levere elektricitet, der er leveret til dem af SEP, til andre end til distributionsvirksomhederne (punkt 51, foerste afsnit i beslutningen).

° Endelig finder Kommissionen det med hensyn til eksportforbuddet i artikel 21 i OVS over for distributionsselskaberne, baade uden og inden for den offentlige forsyningssektor, stridende imod opbygningen af den nye lov, som netop liberaliserer eksporten, og den anser det for tvivlsomt, om parterne i OVS kan opretholde og fortsat anvende det. Gaas der ud fra, at dette forbud ikke desto mindre stadig gaelder, mener Kommissionen, at det ikke kan legitimeres af artikel 90, stk. 2 (punkt 51, andet og tredje afsnit, og punkt 52 i beslutningen).

° Efter at have fastslaaet, at en fritagelse efter artikel 85, stk. 3, ikke kan komme paa tale, vedtog Kommissionen den anfaegtede beslutning, hvis dispositive del er saalydende:

' Artikel 1

Artikel 21 i samarbejdsaftalen af 22. maj 1986, der er indgaaet mellem forgaengerne for de nuvaerende fire elvaerker paa den ene side og Samenwerkende Elektriciteits-produktiebedrijven NV paa den anden, er som anvendt i sammenhaeng med den faktiske kontrol med og indflydelse paa de internationale leverancer af elektricitet en overtraedelse af EOEF-traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt som formaalet eller virkningen er at hindre private industrielle forbrugere i at importere og distributoerer og private industrielle forbrugere, herunder forbrugere med en egenproduktion af elektricitet, i at eksportere produktion til andre formaal end offentligt forbrug.

Artikel 2

De i artikel 3 anfoerte selskaber tager alle noedvendige skridt til at bringe overtraedelsen af artikel 1 til ophoer. Inden tre maaneder efter meddelelsen af denne beslutning forelaegger de Kommissionen forslag til, hvordan overtraedelsen kan bringes til ophoer.'

Efter ordlyden af beslutningens artikel 3 er SEP og de fire elektricitetsproducenter, der er etableret i Nederlandene, adressater for beslutningen, som desuden er blevet meddelt sagsoegerne."

3 Det fremgaar af den appellerede dom (praemis 30), at Rendo m.fl. nedlagde foelgende paastande for Retten:

° "Kommissionens beslutning af 16. januar 1991 annulleres, dog kun for saa vidt der derved ikke fremsaettes nogen udtalelse vedroerende anvendelsen af artikel 21 i distributionsvirksomheders, herunder sagsoegernes im- og eksport inden for den offentlige forsyningssektor.

° Kommissionen paalaegges nu ved beslutning dels i henhold til artikel 3, stk. 1, i Raadets forordning nr. 17 af 1962 at bestemme, at artikel 21 i den i den anfaegtede beslutnings artikel 1 naevnte aftale, saaledes som den er blevet anvendt i sammenhaeng med den faktiske kontrol med og den faktiske indflydelse paa internationale leveringer af elektricitet, ogsaa er en overtraedelse af traktatens artikel 85, stk. 1, for saa vidt den naevnte artikel 21 har til formaal eller til foelge at hindre distributionsvirksomheders im- og eksport som led i den offentlige forsyning, dels at paalaegge de i den anfaegtede beslutnings artikel 3 naevnte selskaber at bringe de konstaterede overtraedelser til ophoer.

° Subsidiaert: Der traeffes afgoerelse efter Rettens skoen.

° Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger."

4 Kommissionen nedlagde paastand om frifindelse og om, at sagsoegerne blev paalagt at betale sagens omkostninger in solidum.

5 Retten tog foerst stilling til formaliteten, hvorefter den behandlede realiteten i paastandens foerste punkt, og den skelnede herved mellem perioden foer og perioden efter ikrafttraedelsen af el-loven.

6 Vedroerende formaliteten udtalte Retten i den appellerede dom (praemis 57-62):

° "Sagen kan derfor antages til realitetsbehandling, for saa vidt som den tager sigte paa annullation af Kommissionens beslutning om ikke at udtale sig med hensyn til den periode, der foelger efter ikrafttraedelsen af el-loven, vedroerende de importbegraensninger for eldistributionsvirksomhederne, som artikel 21 i OVS indebaerer.

° Hvad angaar perioden foer lovens ikrafttraedelse indeholder den anfaegtede beslutning ingen antydning af, hvilket udfald Kommissionen vil lade klagen faa, for saa vidt som den alene henviser til de importbegraensninger, der foelger af artikel 21 i OVS. Den udtaler sig hverken om en endelig afvisning af klagerne herom eller om nogen som helst henvisning af undersoegelsen af disse begraensninger til en anden procedure.

° I oevrigt har den anfaegtede beslutning, selv om den er vedtaget som foelge af sagsoegernes klage, kun delvis den samme genstand som denne. Paa den ene side har Kommissionen taget klager, der ikke er rejst af sagsoegerne, i betragtning, og paa den anden side har den ikke behandlet en del af de klager, der faktisk blev fremsat. Saaledes har hverken udligningstillaegget eller den paatale, der er baseret paa en overtraedelse af traktatens artikel 86, vaeret genstand for en retlig undersoegelse i beslutningen.

° Under disse omstaendigheder kan den anfaegtede beslutning ikke fortolkes som en besvarelse af dele af klagen, der ikke er naevnt hverken i betragtningerne eller i de dispositive bestemmelser i beslutningen, saadan som de er blevet godkendt af den samlede Kommission.

° Herefter skal Retten fastslaa, at den anfaegtede beslutning ikke paa nogen maade udtaler sig om de importbegraensninger, der gaelder perioden forud for ikrafttraedelsen af el-loven af 1989. Den har derfor ikke fremkaldt retsvirkninger i denne henseende, og for saa vidt foreligger der ikke en beslutning fra Kommissionen.

° Foelgelig maa sagen afvises, for saa vidt som den tager sigte paa annullation af en saakaldt beslutning, hvorved Kommissionen skal have besluttet sig til at afholde sig fra at udtale sig om de importbegraensninger, der var anvendelige i den paagaeldende periode."

7 Hvad angaar spoergsmaalet, om Kommissionen retmaessigt kunne afslaa at udtale sig om forbuddet mod elektricitetsimport i perioden efter ikrafttraedelsen af el-loven, fastslog Retten (den appellerede doms praemis 98, 99, 102, 105, 106, 107, 111 og 112):

° "I denne henseende boer det i foerste raekke bemaerkes, at den opfattelse, hvorefter Kommissionen, naar den foerst har fastslaaet en overtraedelse, er forpligtet til at traeffe en beslutning, der paalaegger de beroerte virksomheder at bringe den til ophoer, er i modstrid med selve teksten i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 17, hvorefter Kommissionen kan vedtage en saadan beslutning. Paa samme maade tillaegger artikel 3, stk 2, i forordning nr. 17 ikke den, der har indgivet en begaering paa grundlag af den naevnte artikel, ret til at udvirke en beslutning fra Kommissionen om, hvorvidt den paastaaede overtraedelse foreligger (jf. Domstolens dom af 18.10.1979, sag 125/78, GEMA mod Kommissionen, Sml. s. 3173, paa s. 3189)" (praemis 98).

° "Noget andet kan kun gaelde, saafremt klagens genstand falder inden for Kommissionens enekompetence. Med hensyn til anvendelsen af artikel 90, stk. 2, har Domstolen ved dom af 18. juni 1991 (sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, paa s. 2962) antaget, at det henhoerer under den nationale ret at vurdere, om adfaerd i strid med artikel 86 hos en virksomhed, der har faaet overdraget at udfoere tjenesteydelser af almindelig oekonomisk interesse, kan begrundes i hensynet til de saerlige opgaver, virksomheden maatte vaere betroet. Denne retspraksis viser, at Kommissionen ikke er tillagt enekompetence med hensyn til at bringe traktatens artikel 90, stk. 2, foerste punktum, i anvendelse (jf. ligeledes Domstolens dom af 11.4.1989, sag 66/86, Ahmed Saeed, Sml. s. 803, paa s. 853). Det foelger heraf, at den nederlandske ret i det foreliggende tilfaelde ligeledes er kompetent til at tage stilling til det spoergsmaal, der er rejst i sagsoegernes klage" (praemis 99).

° "Herom skal Retten fastslaa, at artikel 21 i OVS og artikel 34 i el-loven af 1989 begge indeholder begraensninger for distributionsselskabernes import af elektricitet. Artikel 21 i OVS har til formaal gennem leveringskontrakter indgaaet mellem aftaleparterne og distributoererne at sikre, at de sidstnaevnte ikke importerer elektricitet, eventuelt med undtagelse af nogle mindre leverancer i graenseregionerne. Artikel 34 i el-loven af 1989 forbyder, i og med, at den forbeholder SEP at importere elektricitet beregnet til den offentlige forsyning, distributoererne at goere noget saadant, naar bortses fra elektricitet med en spaending paa mindre end 500 volt. Raekkevidden af dette forbud i OVS adskiller sig saaledes en smule fra det, der gaelder efter el-loven af 1989" (praemis 102).

° "Under disse forhold maatte undersoegelsen af, om den nationale lov var forenelig med faellesskabsretten, blive af stoerre vigtighed end undersoegelsen af OVS. Saa laenge spoergsmaalet om denne lovs forenelighed med traktaten ikke er fastslaaet, er en fastslaaelse af, at OVS udgoer et retsbrud, kun egnet til at faa praktiske foelger, for saa vidt som de begraensninger, den medfoerer, gaar videre end dem, der foelger af loven" (praemis 105).

° "Dette foelger isaer af, at Kommissionen ikke, med henblik paa at bringe en overtraedelse af artikel 85 til ophoer, kan tvinge virksomhederne til en handlemaade, der er i strid med den nationale lov, uden at denne goeres til genstand for en bedoemmelse i forhold til faellesskabsretten" (praemis 106).

° "Spoergsmaalet om foreneligheden med traktaten af artikel 34 i el-loven af 1989 kan imidlertid medfoere droeftelser af politisk og institutionel karakter. Den egnede procedure, Kommissionen raader over til at kunne behandle spoergsmaal, der beroerer medlemsstaternes offentligretlige interesser, er proceduren i traktatens artikel 169, som disse direkte deltager i, og det tilkommer Domstolen i givet fald at fastslaa, at en national lov udgoer en overtraedelse af traktaten" (praemis 107).

° "Det foelger heraf, at den omtvistede beslutning fra Kommissionen er berettiget. Det tilfoejes, at et saadant resultat ikke indskraenker den judicielle beskyttelse af private, der har klaget til Kommissionen efter artikel 3 i forordning nr. 17. Det er ganske vist muligt, at proceduren efter traktatens artikel 169 naar til resultater, som klagerne anser for utilstraekkelige. Det maa imidlertid paapeges, at sagsoegernes klage ikke paa nogen maade er forkastet, men fortsat verserer for Kommissionen. I givet fald kan sagsoegerne saaledes anmode om fortsaettelse af den procedure, der er indledt paa grundlag af forordning nr. 17 og nr. 99/63, hvorunder de fuldt ud kan goere deres proceduremaessige rettigheder gaeldende. Retten overser ikke, at udoevelsen af disse proceduremaessige rettigheder i saa fald ville lide under en betydelig forsinkelse, hvilket imidlertid er uomgaengeligt, eftersom proceduren efter traktatens artikel 169 i dette tilfaelde har prioritet forud for en procedure i henhold til artikel 3 i forordning nr. 17" (praemis 111).

° "Under disse omstaendigheder har Rettens undersoegelse af den omtvistede beslutning ikke vist, at Kommissionen har begaaet en retlig eller faktisk fejl eller et aabenbart fejlskoen ved at afholde sig fra at udtale sig om, hvorvidt de omhandlede importbegraensninger kan vaere berettiget i lyset af traktatens artikel 90, stk. 2. Anbringendet, der bygger paa en tilsidesaettelse af Faellesskabets konkurrenceret og visse almindelige retsgrundsaetninger, maa derfor forkastes" (praemis 112).

8 Paa appellanternes begaering er sagens behandling blevet udsat indtil januar 1995 med henblik paa overvejelser vedroerende foelgerne af dommen af 27. april 1994 i Almelo-sagen (sag C-393/92, Sml. I, s. 1477).

9 I Almelo-sagen kendte Domstolen vedroerende de spoergsmaal, der var forelagt af Gerechtshof, Arnhem (Nederlandene), bl.a. foelgende for ret:

a) EOEF-traktatens artikel 85 er til hinder for, at en regional elforsyningsvirksomhed anvender en eksklusiv koebsforpligtelse, som er indeholdt i almindelige salgsbetingelser, der forbyder en lokal elforsyningsvirksomhed at importere elektricitet bestemt til den offentlige forsyning, og som ° naar henses til dens oekonomiske og retlige sammenhaeng ° paavirker handelen mellem medlemsstater.

b) EOEF-traktatens artikel 86 er til hinder for, at en regional elforsyningsvirksomhed ° saafremt virksomheden tilhoerer en gruppe virksomheder, som indtager en kollektivt dominerende stilling paa en vaesentlig del af faellesmarkedet ° anvender en eksklusiv koebsforpligtelse, som er indeholdt i almindelige salgsbetingelser, der forbyder en lokal elforsyningsvirksomhed at importere elektricitet bestemt til den offentlige forsyning, og som ° naar henses til dens oekonomiske og retlige sammenhaeng ° paavirker handelen mellem medlemsstater.

c) EOEF-traktatens artikel 90, stk. 2, skal fortolkes saaledes, at en regional elforsyningsvirksomheds anvendelse af en saadan eksklusiv koebsforpligtelse ikke er omfattet af forbuddene i traktatens artikel 85 og 86, saafremt denne konkurrencebegraensning er noedvendig, for at virksomheden kan opfylde sin opgave af almindelig interesse. Det tilkommer den nationale ret at afgoere, om denne betingelse er opfyldt.

10 Appellanterne har paaberaabt sig tre anbringender om henholdsvis fejlagtig begrundelse af dommen, manglende begrundelse for tildelingen af prioritet til proceduren efter traktatens artikel 169 og urigtig retsanvendelse fra Rettens side.

11 Kommissionen har rejst spoergsmaal om appellens fremme til realitetspaakendelse og bestrider anbringendernes holdbarhed.

Formaliteten

12 I retsmoedet ved Domstolen den 1. juni 1995 har Kommissionen uden at nedlaegge formelig afvisningspaastand rejst spoergsmaal om, hvorvidt appellanterne har interesse i at opretholde appellen. Den har herved oplyst, at den, efter at appelsagen var rejst, efter traktatens artikel 169 havde indledt sag mod Kongeriget Nederlandene, som angaar det ved el-loven paalagte importforbud. I Almelo-dommen fastslog Domstolen desuden, at traktatens artikel 90, stk. 2, kan anvendes af den nationale ret, hvilket giver Rendo m.fl. adgang til for den nationale ret at anfaegte den eksklusive koebsforpligtelse.

13 Domstolen kan af egen drift tage stilling til, om en part savner interesse i at rejse eller fortsaette en appelsag som foelge af, at der efter afsigelsen af Rettens dom er indtraadt en saadan omstaendighed, at dommen ikke kan skade appellanten, og Domstolen kan saaledes fastslaa, at appellen af denne grund maa afvises eller anses for at vaere uden genstand. Retlig interesse hos appellanten forudsaetter derfor, at appellen med sit resultat kan tilfoere parten en fordel.

14 Hvad angaar spoergsmaalet, om appellanterne har interesse i at opretholde appellen, maa det bemaerkes, at Domstolen endnu ikke har truffet afgoerelse i den traktatbrudssag, som Kommissionen har anlagt mod Kongeriget Nederlandene.

15 Med hensyn til den anden del af den rejste indsigelse bemaerkes, at Domstolen i Almelo-dommen fastslog, at det strider mod traktaten, at en regional elforsyningsvirksomhed anvender en eksklusiv koebsforpligtelse, som er indeholdt i almindelige salgsbetingelser, der forbyder en lokal elforsyningsvirksomhed at importere elektricitet bestemt til den offentlige forsyning. Denne dom forpligter saaledes den forelaeggende ret til at fastslaa, at den paagaeldende klausul er en nullitet i kontraktforholdene mellem parterne i hovedsagen.

16 Den naevnte dom blev afsagt i en sag, hvis genstand i det mindste delvis er en anden. Den kan derfor ikke paavirke appellanternes interesse i fortsat at soege ophaevelse af den dom, som ikke gav dem medhold i en sag til proevelse af en beslutning fra Kommissionen vedroerende en procedure om anvendelse af traktatens artikel 85.

Anbringendet om fejlagtig domsbegrundelse

17 Appellanterne har gjort gaeldende, at den appellerede dom er behaeftet med en begrundelsesmangel. Ifoelge appellanterne fastslog Retten saaledes, at saafremt genstanden for klagen havde vaeret omfattet af Kommissionens enekompetence, ville de klagende parter have haft ret til at opnaa en endelig beslutning fra Kommissionen vedroerende spoergsmaalet, om den paastaaede overtraedelse for perioden efter el-lovens ikrafttraeden havde foreligget. I saa henseende frakendte Retten Kommissionen enekompetence til at anvende traktatens artikel 90, stk. 2, foerste punktum, uden hensyntagen til denne bestemmelses andet punktum.

18 Det maa bemaerkes, at set igen i konteksten til Rettens raesonnement kan henvisningen til traktatens artikel 90, stk. 2, foerste punktum, ikke fortolkes saaledes, at Retten har villet foretage en sondring mellem de to punktummer og antage, at Kommissionen har enekompetence til at anvende andet punktum.

19 Som Kommissionen med rette har fremhaevet, hviler dette appelanbringende paa en urigtig laesning af praemis 99 i Rettens dom, for hvilken spoergsmaalet om anvendelse af andet punktum i traktatens artikel 90, stk. 2, i oevrigt ikke var rejst.

20 Det foelger af de ovenstaaende bemaerkninger, at dette anbringende maa forkastes.

Anbringendet om manglende begrundelse for at give forrang til proceduren efter traktatens artikel 169

21 Appellanterne har gjort gaeldende, at Retten ikke har givet en tilstraekkelig begrundelse for, hvorfor Kommissionen kunne give forrang til proceduren efter traktatens artikel 169 i forhold til proceduren efter artikel 3 i forordning nr. 17.

22 Herom udtales, at Retten i praemis 105, 106 og 107 begraenser sig til at bemaerke, at konstateringen af, at OVS er traktatstridig, ikke er egnet til at faa praktiske foelger, saa laenge det ikke er paavist, at el-loven er i strid med traktaten. Den rigtige procedure til at fastslaa, om naevnte lov strider mod traktaten, er proceduren i traktatens artikel 169.

23 Det foelger af disse betragtninger, at Retten ikke har haft til hensigt at etablere en rangorden mellem proceduren efter forordning nr. 17 og traktatbrudsproceduren, idet disse procedurer er forskellige i relation til personkreds og omfattede retsakter, men fastslog, at Kommissionen med rette kunne antage, at den bedst egnede procedure til en undersoegelse af spoergsmaalet, om el-loven er forenelig med traktaten, var traktatbrudsproceduren.

24 Det foelger heraf, at ogsaa dette anbringende maa forkastes.

Anbringendet om urigtig retsanvendelse

25 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at Retten har kvalificeret den anfaegtede beslutning forkert ved at fastslaa, at denne ikke udtaler sig om importbegraensningerne i perioden inden el-lovens ikrafttraeden, skoent Kommissionen selv ifoelge den appellerede doms praemis 34 erkendte, "at den anfaegtede beslutning [indeholder] en delvis og stiltiende afvisning af sagsoegernes klage". Det var derfor urigtigt, at Retten afviste sagen paa dette punkt.

26 Herom udtales, at Rettens retlige kvalifikation af en akt, navnlig naar den fastslaar, at akten ikke har retsvirkning, er et retsspoergsmaal, der kan rejses under en appelsag.

27 Ved afgoerelsen af, om dette anbringende er berettiget, maa det paapeges, at Domstolen tidligere har fastslaaet, at Kommissionen ° skoent den ikke har pligt til at vedtage en beslutning vedroerende spoergsmaalet, om der foreligger en overtraedelse af konkurrencereglerne, og ikke er pligtig at behandle klagen, naar den har faaet en sag forelagt efter forordning nr. 17 ° dog har pligt til grundigt at undersoege de faktiske og retlige anbringender, der er rejst af klageren, for at bringe paa det rene, om der foreligger en konkurrencestridig adfaerd. Saafremt sagen henlaegges uden videre, har Kommissionen tillige pligt til at begrunde sin beslutning for at saette Retten i stand til at afgoere, om Kommissionen har begaaet faktiske eller retlige fejl eller gjort sig skyldig i magtfordrejning.

28 Under disse omstaendigheder maa det antages, at naar en institution, som er tillagt befoejelse til at fastslaa, om der er begaaet en overtraedelse, og fastsaette sanktioner herfor, og som private kan klage til, som det er tilfaeldet med Kommissionen inden for konkurrenceretten, helt eller delvis indstiller en undersoegelse vedroerende klagen, udsteder den i sagens natur dermed en retsakt, som har retsvirkninger (jf. dom af 16.6.1994, sag C-39/93 P, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 2681, praemis 27, samt den naevnte retspraksis).

29 Det fremgaar af ovenstaaende, at Retten har gjort sig skyldig i en urigtig retsanvendelse ved at antage, at den anfaegtede beslutning, hvad angaar importbegraensningerne i perioden inden el-lovens ikrafttraeden, ikke havde haft retsvirkning, og at sagen dermed maatte afvises paa dette punkt.

30 Anbringendet tages derfor til foelge, saaledes at dommen vil vaere at ophaeve paa det naevnte punkt.

Sagens hjemvisning til Retten

31 Artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen bestemmer foelgende:

"Giver Domstolen appellanten medhold, ophaever den den af Retten trufne afgoerelse. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse."

32 Da sagen ikke er moden til paakendelse, vil den vaere at hjemvise til Retten.

Sagens omkostninger

33 I medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, saafremt der er nedlagt paastand herom. Da appellanterne ikke har faaet medhold i to af de tre appelanbringender, men delvis har faaet ophaevet Rettens dom paa grundlag af et tredje anbringende, boer hver part baere sine omkostninger i forbindelse med naervaerende sag.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

1) Den af Retten i Foerste Instans den 18. november 1992 afsagte dom i sag T-16/91 ophaeves, for saa vidt som den fastslaar, at Kommissionens beslutning af 16. januar 1991 om en procedure i henhold til EOEF-traktatens artikel 85 (IV.32.732 ° Ijsselcentrale (IJC) m.fl.), hvad angaar importbegraensningerne i perioden inden el-lovens ikrafttraeden ikke havde haft retsvirkning, og at sagen derfor maatte afvises paa dette punkt.

2) I oevrigt forkastes appellen.

3) Sagen hjemvises til Retten i Foerste Instans.

4) Hver part baerer sine omkostninger i forbindelse med denne sag.