61993J0448

++++

Tjenestemaend ° soegsmaal ° soegsmaal til proevelse af en retsakt, der indeholder et klagepunkt, udstedt i forbindelse med en ansaettelsesprocedure ° anbringende om mangler ved en retsakt, der indeholder et klagepunkt, som er udstedt tidligere under samme procedure ° antagelse til realitetsbehandling ° betingelser ° mulighed for paaberaabelse af mangler ved meddelelsen om udvaelgelsesproeve for at anfaegte et afslag paa adgang

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 91)

En sagsoeger, der anlaegger sag til proevelse af en retsakt, der indeholder et klagepunkt, og som er rettet til ham paa et vist tidspunkt under en ansaettelsesprocedure, kan paaberaabe sig mangler ved retsakter, der er udstedt tidligere under den paagaeldende procedure, naar disse er taet forbundne med den anfaegtede retsakt. Hvis dette ikke var tilladt, ville det ° i lyset af den saerlige karakter af ansaettelsesproceduren, som er en kompliceret administrativ aktivitet bestaaende af en raekke af meget taet forbundne afgoerelser ° indebaere, at den paagaeldende maatte anlaegge lige saa mange sager som antallet af retsakter, der under proceduren kan vaere af bebyrdende karakter. I tilfaelde, hvor det er mangler ved meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som sagsoegeren oensker at goere gaeldende, maa der ikke goeres forskel under hensyn til, hvor klar og praecis meddelelsen om udvaelgelsesproeven er, med henblik paa at indroemme eller afslaa muligheden for at paaberaabe sig mangler ved retsakter, der er udstedt tidligere under proceduren. Saaledes staar betragtningerne vedroerende ansaettelsesprocedurens kompleksitet, som indebaerer, at den naevnte mulighed maa indroemmes, uaendret ved magt, selv om den omtvistede betingelse i meddelelsen om udvaelgelsesproeven er klar og praecis.

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. november 1993 har Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber i medfoer af artikel 49 i EOEF-statutten for Domstolen og de tilsvarende bestemmelser i EKSF- og Euroratom-statutterne for Domstolen ivaerksat appel af en af Retten i Foerste Instans den 16. september 1993 afsagt dom i sag T-60/92, Muireann Noonan mod Kommissionen (Sml. II, s. 911), for saa vidt som der ved denne dom er truffet bestemmelse om antagelse til realitetsbehandling af den af Noonan anlagte sag, hvori der er nedlagt paastand om annullation af en afgoerelse, som blev meddelt hende den 9. juni 1992, og hvorved Kommissionen afslog hendes ansoegning til den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/C/741, der blev afholdt af Kommissionen med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af engelsksprogede maskinskrivere ° C5/C4 (EFT 1991 C 333, s. 8, org. ref.: Official Journal 1991 C 333 A, s. 11).

2 Ifoelge den appellerede dom er sagens faktiske omstaendigheder foelgende:

"1 Noonan, der er hjaelpeansat ved De Europaeiske Faellesskabers Domstol, indgav ansoegning til den almindelige udvaelgelsesproeve KOM/C/741, der blev afholdt af Kommissionen med henblik paa oprettelse af en ansaettelsesreserve af engelsksprogede maskinskrivere ° C5/C4 (EFT 1991 C 333, s. 8, org. ref.: Official Journal 1991 C 333 A, s. 11, staevningens bilag A).

2 Ved brev af 9. juni 1992 (staevningens bilag C) fik Noonan meddelelse om udvaelgelseskomitéens afslag paa hendes ansoegning i henhold til punkt II (Adgangsbetingelser), B (Saerlige betingelser), 2 (Kraevede kvalifikations- eller eksamensbeviser), i meddelelsen om udvaelgelsesproeven; begrundelsen for afslaget var, at hun havde gennemfoert en universitetsuddannelse og havde opnaaet en Honours Degree i fransk og italiensk litteratur fra University College i Dublin.

3 De ovennaevnte bestemmelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven var affattet saaledes:

' Ansoegere, som

i) har et eksamensbevis, der giver adgang til A- eller LA-udvaelgelsesproever (se oversigten som bilag til vejledningen)

ii) befinder sig paa sidste aar af den under punkt i) omhandlede uddannelse

har ikke adgang til udvaelgelsesproeven. Saadanne ansoegere vil blive udelukket fra udvaelgelsesproeven, og/eller de i vedtaegten fastsatte disciplinaere foranstaltninger vil senere blive truffet over for dem' .

For saa vidt angaar de i Irland udstedte eksamensbeviser gaelder der i henhold til ovennaevnte oversigt, som er et bilag til 'Vejledning for ansoegere, der oensker at deltage i en faelles udvaelgelsesproeve for flere institutioner eller i en almindelig udvaelgelsesproeve afholdt af Kommissionen' (herefter benaevnt 'vejledningen' ) ° ligeledes offentliggjort i Official Journal 1991 C 333 A foran den omhandlede meddelelse om udvaelgelsesproeve ° et krav om en University Degree som betingelse for adgang til udvaelgelsesproever paa A- eller LA-niveau."

3 Paa grundlag af disse omstaendigheder har Noonan ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 21. august 1992 anlagt sag med paastand om annullation af udvaelgelseskomitéens foernaevnte afgoerelse om ikke at give hende adgang til proeven, hvilken afgoerelse var blevet meddelt hende den 9. juni 1992.

4 Kommissionen fremsatte den 23. september 1992 en formalitetsindsigelse, til stoette for hvilken den gjorde gaeldende, at en tjenestemand ikke som grundlag for et soegsmaal til proevelse af en afgoerelse fra en udvaelgelseskomité kan paaberaabe sig paastaaede mangler ved en meddelelse om udvaelgelsesproeve, naar han ikke rettidigt har anfaegtet de bestemmelser i meddelelsen, som han anser for at udgoere et klagepunkt i forhold til ham.

5 Ved den anfaegtede dom afviste Retten indsigelsen og antog i det hele den af Noonan anlagte sag til realitetsbehandling.

6 Retten bemaerkede (praemis 21), at selv om Noonan havde ret til at indbringe et direkte soegsmaal til proevelse af meddelelsen om udvaelgelsesproeven, fulgte det ikke heraf, at soegsmaalet, som var rettet mod den individuelle afgoerelse om ikke at give hende adgang til proeven, maatte afvises, fordi hun ikke havde anfaegtet meddelelsen om udvaelgelsesproeven rettidigt.

7 Saaledes bemaerkede Retten (praemis 23) for det foerste, at en ansoeger til en udvaelgelsesproeve ikke kan fratages adgangen til at anfaegte lovligheden af alle elementer i den individuelle afgoerelse ° herunder ogsaa de punkter, som er fastlagt i meddelelsen om udvaelgelsesproeven ° der er truffet vedroerende ansoegeren i henhold til de i meddelelsen fastsatte betingelser, for saa vidt som ansoegerens retlige situation foerst bliver individualiseret i kraft af denne gennemfoerelsesafgoerelse, der goer det muligt for ansoegeren med sikkerhed at vide, hvorledes og i hvilket omfang hans individuelle interesser beroeres. Ifoelge Retten finder dette princip anvendelse paa samme betingelser i tilfaelde, hvor de i meddelelsen fastsatte betingelser for deltagelse, som i den foreliggende sag, ikke overlader udvaelgelseskomitéen noget skoen og ikke giver anledning til nogen som helst fortolkningsproblemer i forbindelse med deres anvendelse, naar henses til den konkrete sags omstaendigheder.

8 Endvidere konstaterede Retten (praemis 24, 25 og 26), at denne loesning foelger af Domstolens praksis, ifoelge hvilken anbringender skal antages til realitetsbehandling, naar disse angaar mangler ved en meddelelse om udvaelgelsesproeve, som ikke er blevet anfaegtet rettidigt, forudsat at disse anbringender angaar den anfaegtede afgoerelses begrundelse. I den henseende henviste Retten saerligt til Domstolens dom af 11. marts 1986 i sag 294/84, Adams m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 977), af 8. marts 1988 i de forenede sager 64/86, 71/86, 72/86, 73/86, og 78/86, Sergio m.fl. mod Kommissionen (Sml. s. 1399), og af 6. juli 1988 i sag 164/87, Simonella mod Kommissionen (Sml. s. 3807), samt til Rettens dom af 9. oktober 1992 i sag T-50/91, De Persio mod Kommissionen (Sml. II, s. 2365).

9 Retten bemaerkede endvidere (praemis 27), at denne retspraksis er i overensstemmelse med den loesning, som Domstolen udstak i sin dom af 7. april 1965 i sag 35/64, Alfieri mod Parlamentet (Sml. 1965-1968, s. 51, org. ref.: Rec. s. 337, praemis 3), der gik forud for den ovennaevnte dom i sagen Adams m.fl. mod Kommissionen. I dommen i sagen Alfieri mod Parlamentet blev det fastslaaet, at "under hensyntagen til sammenhaengen mellem de forskellige akter, som ansaettelsesproceduren bestaar af, boer en sagsoeger, der anlaegger sag til proevelse af senere akter under en saadan procedure, kunne paaberaabe sig ulovligheden af forudgaaende akter, der er taet forbundne med disse". Imidlertid fremgaar det ifoelge Retten af Adams-dommen, naar den fortolkes i lyset af Domstolens ovennaevnte efterfoelgende domme, at kun i tilfaelde, hvor der ikke bestaar en taet forbindelse mellem selve begrundelsen i den anfaegtede afgoerelse og det paagaeldende anbringende, skal sidstnaevnte afvises i henhold til de praeceptive regler om soegsmaalsfrister, som ikke i et tilfaelde af denne art kan fraviges uden at tilsidesaette retssikkerhedsprincippet.

10 Endelig fandt Retten (praemis 28), at det ville vaere uforeneligt med retssikkerheden og de beroerte ansoegeres adgang til beskyttelse ved domstolene, hvis antagelsen til realitetsbehandling af saadanne anbringender blev gjort betinget af, at der foreligger en uklarhed eller usikkerhed enten i forbindelse med selve de i meddelelsen fastsatte betingelser eller ved anvendelsen af dem, naar henses til den konkrete sags omstaendigheder.

11 I denne appelsag paaberaaber Kommissionen sig tre anbringender.

12 For det foerste haevdes det at foelge af Domstolens praksis for tiden efter ovennaevnte Adams-dom, at ansoegere, der ikke har anfaegtet en meddelelse om udvaelgelsesproeve inden for de fastsatte frister, ikke desto mindre kan paaberaabe sig mangler opstaaet under udvaelgelsesproevens forloeb, selv om saadanne manglers oprindelse kan findes i ordlyden af meddelelsen om udvaelgelsesproeven (jf. ovennaevnte Sergio-dom). Derimod kan denne retspraksis ikke udstraekkes til at omfatte en situation, hvor betingelsen for adgang til udvaelgelsesproeven som fastsat i den meddelelse om udvaelgelsesproeve, der er sagens genstand ° i den foreliggende sag den bestemmelse, der udelukker ansoegere med et eksamensbevis, der giver adgang til A- eller LA-udvaelgelsesproever, fra deltagelse i proeven ° er klar og praecis, saaledes at udvaelgelseskomitéen ikke raader over nogen skoensbefoejelse ved anvendelsen af bestemmelsen.

13 For det andet finder Kommissionen, at hvis ansoegerne har mulighed for, helt indtil afslutningen af de sidste etaper af udvaelgelsesproeven, at fremsaette anbringender om mangler ved de betingelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som er klare og entydige, vil dette vaere i strid med principperne om retssikkerhed og om god forvaltningsskik, som Domstolen lagde til grund i ovennaevnte Adams-dom, da den fastslog, at sagsoegerne rettidigt skulle have anfaegtet de bestemmelser i meddelelsen om udvaelgelsesproeven, som efter deres opfattelse indeholdt et klagepunkt i forhold til dem.

14 For det tredje har Kommissionen gjort gaeldende, at reglen i artikel 91 i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten"), hvori der er fastsat en frist paa tre maaneder for sagsanlaeg, ville blive sat ud af kraft, saafremt Domstolens praksis havde den raekkevidde, som Retten har tillagt den.

15 Det bemaerkes, at det med alle disse tre anbringender goeres gaeldende, at den anfaegtede dom indebaerer en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 91, hvilket i realiteten udgoer appellantens eneste anbringende.

16 Dette anbringende kan ikke tiltraedes.

17 Efter Domstolens praksis kan en sagsoeger, der i forbindelse med en ansaettelsesprocedure anlaegger sag til proevelse af senere akter, paaberaabe sig ulovligheden af forudgaaende akter, der er taet forbundne med disse (se bl.a. dom af 31.3.1965, forenede sager 12/64 og 29/64, Ley mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 37, org. ref.: Rec. s. 143, og ovennaevnte Sergio-dom, praemis 15). Saaledes har Domstolen fastslaaet, at man ikke i forbindelse med en saadan procedure kan kraeve, at de paagaeldende anlaegger lige saa mange sager som antallet af retsakter, der under proceduren kan vaere af bebyrdende karakter (se bl.a. ovennaevnte Ley-dom).

18 Den af Kommissionen anfoerte argumentation, der stoettes paa principperne om retssikkerhed og god forvaltningsskik, og hvorefter denne retspraksis ikke finder anvendelse paa sager som den foreliggende, kan ikke tiltraedes.

19 Den omtalte retspraksis hviler paa hensynet til den saerlige karakter af ansaettelsesproceduren, som er en kompliceret administrativ aktivitet bestaaende af en raekke af meget taet forbundne afgoerelser. Dette hensyn staar uaendret ved magt i tilfaelde, hvor den omtvistede betingelse i meddelelsen om udvaelgelsesproeven ° som i den foreliggende sag ° er klar og praecis. Der er herved ikke grund til at goere forskel under hensyn til, hvor klar og praecis meddelelsen om udvaelgelsesproeven er.

20 Det foelger af det ovenfor anfoerte, at appellen maa forkastes.

Sagens omkostninger

21 Ifoelge procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (Femte Afdeling)

1) Appellen forkastes.

2) Kommissionen betaler sagens omkostninger.