61992J0399

++++

1. Praejudicielle spoergsmaal ° Domstolens kompetence ° pligt til at traeffe afgoerelse ° afslag paa at traeffe afgoerelse, fordi den forelaeggende ret vil kunne skabe et retligt tomrum i national ret, naar den afgoer sagen i overensstemmelse med faellesskabsretten ° udelukket

(EOEF-traktaten, art. 177)

2. Socialpolitik ° mandlige og kvindelige arbejdstagere ° lige loen ° national bestemmelse, hvorefter der til saavel deltids- som fuldtidsansatte kun udbetales overtidstillaeg, naar den normale arbejdstid for fuldtidsansatte overskrides ° tilladt

(EOEF-traktaten, art. 119; Raadets direktiv 75/117, art. 1)

1. Naar de spoergsmaal, som forelaegges Domstolen af en national ret, der bedst er i stand til paa grundlag af omstaendighederne i den for denne verserende sag at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig, for at den kan afsige sin dom, vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen som udgangspunkt forpligtet til at traeffe afgoerelse herom. Domstolen kan saaledes navnlig ikke afslaa at give den forelaeggende ret de noedvendige fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, fordi den forelaeggende ret som foelge af Domstolens svar kan vaere henvist til at erklaere visse nationale bestemmelser ugyldige og dermed skabe et retligt tomrum i national ret.

2. Traktatens artikel 119 og artikel 1 i Raadets direktiv 75/117/EOEF om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder er ikke til hinder for, at der i henhold til en kollektiv overenskomst til saavel deltids- som fuldtidsansatte kun udbetales overtidstillaeg, naar den normale arbejdstid for fuldtidsansatte som fastsat i overenskomsten overskrides, og ikke, blot fordi den arbejdstid, der er fastsat i en individuel arbejdsaftale, overskrides.

Saadanne bestemmelser indebaerer saaledes ikke, at deltidsansatte og fuldtidsansatte behandles forskelligt, idet de deltidsansatte arbejdstagere i forhold til den effektive arbejdstid oppebaerer den samme samlede loen som de fuldtidsansatte. Dette gaelder baade, naar arbejdet ligger inden for den normale arbejdstid i henhold til de kollektive overenskomster, og naar denne overskrides, idet overtidstillaeg i saa fald udbetales til alle kategorier af arbejdstagere.

1 Ved seks kendelser af 22. oktober, 4. og 6. november og 18. december 1992, 21. januar og 1. februar 1993 har Landesarbeitsgericht Hamm, Arbeitsgericht Hamburg, Arbeitsgericht Elmshorn, Arbeitsgericht Bochum og Arbeitsgericht Neumuenster i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19, herefter benaevnt "direktivet").

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under sager anlagt af kvindelige deltidsansatte mod deres arbejdsgivere. Arbejdstagerne har kraevet betaling af tillaeg for overarbejde ud over deres individuelle arbejdstid med samme procentsats, som gaelder for fuldtidsansatte ved overarbejde ud over normal arbejdstid. De relevante kollektive overenskomster giver kun fuldtids- og deltidsansatte ret til overtidstillaeg for overarbejde ud over normal arbejdstid, saaledes som denne er fastsat i overenskomsterne, men deltidsansatte har ikke krav paa overtidstillaeg for arbejde ud over deres individuelle arbejdstid.

3 Sagsoegerne i hovedsagerne har anfoert, at de relevante bestemmelser i de kollektive overenskomster indebaerer en forskelsbehandling, der er i strid med EOEF-traktatens artikel 119 og direktivet, idet der kun ydes overtidstillaeg ved overarbejde ud over den normale arbejdstid.

4 De nationale retter fandt, at sagerne rejser spoergsmaal vedroerende fortolkning af faellesskabsretten, og besluttede at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

° I sag C-399/92:

"1) Foreligger der en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 119 paa grund af 'indirekte forskelsbehandling' , naar der i henhold til en overenskomst for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland kun betales overtidstillaeg, saafremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, saaledes at ansatte, med hvem der ved individuel kontrakt er aftalt en kortere arbejdstid, er afskaaret fra enhver form for betaling af overtidstillaeg, og naar uforholdsmaessigt flere kvinder end maend rammes heraf?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, er det da objektivt berettiget at udelukke deltidsansatte fra enhver form for betaling af overtidstillaeg i henhold til overenskomsten, allerede fordi

a) det ogsaa er formaalet med overtidstillaeg i henhold til en overenskomst at kompensere for en foroeget belastning af arbejdstagerne og forhindre, at der stilles for store krav til disse, hvorved det maa laegges til grund, at belastningen ved overarbejde alt andet lige er stoerre for overenskomstansatte paa fuld tid end for deltidsansatte, og

b) det uden nogen naermere undersoegelse af det konkrete tilfaelde maa antages, at begraensningen af mulighederne for at disponere over fritiden i hoejere grad rammer overenskomstansatte paa fuld tid, som maa arbejde ud over den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten, end deltidsansatte?

3) Saafremt spoergsmaal 2) besvares benaegtende, indebaerer EOEF-traktatens artikel 119 da, at deltidsansatte for hver time, de arbejder ud over den i deres kontrakt fastsatte arbejdstid, har krav paa det fulde overenskomstmaessige overtidstillaeg, som betales for overarbejde, der udfoeres af overenskomstansatte paa fuld tid, eller kan de deltidsansatte kun kraeve en del af den for fuldtidsansatte gaeldende procentsats for overtidstillaegget ud fra forholdet mellem deres individuelle arbejdstid og den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten?"

° I sag C-409/92:

"Er det foreneligt med EOEF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (75/117/EOEF), at arbejdsgiveren i henhold til en overenskomst kun skal betale tillaeg for overarbejde ud over den normale overenskomstmaessige arbejdstid, hvorimod der ikke skal betales tillaeg for deltidsansattes overarbejde ud over deres individuelle arbejdstid, men inden for den normale overenskomstmaessige arbejdstid, selv om der er vaesentlig flere deltidsansatte kvinder end maend?"

° I sag C-425/92:

"1) Er en overenskomstbestemmelse (§ 34 i Bundes-Angestelltentarifvertrag), som paa grundlag af en virksomheds praksis eller en egentlig overenskomstforpligtelse skal anvendes paa en individuel arbejdsaftale, og hvorefter der til deltidsansatte, der arbejder ud over den i kontrakten fastsatte arbejdstid, kun skal betales en godtgoerelse, der forholdsmaessigt svarer til, hvad der betales til en tilsvarende fuldtidsansat (uden overtidstillaeg), forenelig med faellesskabsretten (EOEF-traktatens 119), naar bestemmelsen procentvis rammer vaesentlig flere kvinder end maend?

2) Er denne forskellige behandling af de to kategorier af arbejdstagere begrundet i objektive forhold, som ikke har noget at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen?

3) Kan den forskellige behandling af koennene saaledes siges at vaere begrundet, fordi den skal daekke et reelt behov for virksomheden, ligesom den kan medvirke til, at virksomheden kan naa sine maal, og er noedvendig i henhold til proportionalitetsprincippet, naar det til stoette herfor er gjort gaeldende, at grunden til den forskellige behandling er, at overtidstillaeggene skal kompensere for en foroeget fysisk belastning og forhindre, at der stilles for store krav til arbejdstagerne, men at der ikke er tale om en saadan belastning for deltidsansatte, naar de blot overskrider den i kontrakten fastsatte arbejdstid uden at naa op paa den (for fuldtidsansatte) normale ugentlige arbejdstid paa gennemsnitlig 38 1/2 time (jf. § 17, stk. 1, og § 15, stk. 1, i Bundes-Angestelltentarifvertrag)?"

° I sag C-34/93:

"1) Er EOEF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 (EFT L 45 af 19.2.1975, s. 19), saerlig direktivets artikel 1 og 4, til hinder for en bestemmelse i en overenskomst for et offentligretligt organ (Bundesknappschaft), hvorefter der kun udbetales et overtidstillaeg, saafremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, saaledes at ansatte, med hvem der ved en ansaettelseskontrakt er aftalt en kortere arbejdstid, indtil denne graense er afskaaret fra enhver form for betaling af overtidstillaeg, naar vaesentligt flere kvinder end maend rammes af denne undtagelse, for saa vidt denne ordning ikke er begrundet i objektive forhold, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, kan foelgende betragtninger da anses for at vaere objektive forhold, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som kan begrunde den i spoergsmaal 1) naevnte ordning:

a) Ordningen har til formaal at udligne en stoerre fysisk belastning samt at forhindre, at der stilles for store krav til arbejdstagerne, hvorved det maa laegges til grund, at den merbelastning, overarbejde medfoerer, alt andet lige er stoerre for fuldtidsansatte end for deltidsansatte.

b) Det maa normalt antages, at begraensningen i adgangen til at disponere over sin fritid i hoejere grad rammer ansatte, der er beskaeftiget i normal arbejdstid i henhold til overenskomsten, end deltidsansatte?

3) Saafremt spoergsmaal 2) besvares benaegtende, kraeves det da ifoelge EOEF-traktatens artikel 119, at deltidsansatte for hver time, de arbejder ud over den i deres kontrakt fastsatte arbejdstid, skal have udbetalt det fulde overenskomstmaessige overtidstillaeg, som er fastsat for overarbejde, der ligger ud over graensen for den saedvanlige, overenskomstmaessigt fastsatte ugentlige arbejdstid for fuldtidsansatte?"

° I sag C-50/93:

"Foreligger der en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 119 og Raadets direktiv (75/117/EOEF) af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder, naar der i henhold til en overenskomst kun betales overtidstillaeg, saafremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, saaledes at deltidsansatte som hovedregel er afskaaret fra betaling af overtidstillaeg, selv om ordningen rammer vaesentlig flere kvinder end maend?"

° I sag C-78/93:

"1) Foreligger der en tilsidesaettelse af EOEF-traktatens artikel 119 paa grund af 'indirekte forskelsbehandling' , naar der i henhold til en overenskomst for offentligt ansatte i Forbundsrepublikken Tyskland kun betales overarbejdstillaeg, saafremt den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten overskrides, saaledes at ansatte, med hvem der ved en individuel kontrakt er aftalt en kortere arbejdstid, er afskaaret fra enhver form for betaling af overtidstillaeg, og naar uforholdsmaessigt flere kvinder end maend rammes heraf?

2) Saafremt spoergsmaal 1) besvares bekraeftende, er det da objektivt berettiget at udelukke deltidsansatte fra enhver form for betaling af overtidstillaeg i henhold til overenskomsten, allerede fordi

a) det ogsaa er formaalet med overtidstillaeg i henhold til en overenskomst at kompensere for en foroeget belastning af arbejdstagerne og forhindre, at der stilles for store krav til disse, hvorved det maa laegges til grund, at belastningen ved overarbejde alt andet lige er stoerre for overenskomstansatte paa fuld tid end for deltidsansatte, og

b) det uden nogen naermere undersoegelse af det konkrete tilfaelde maa antages, at begraensningen af mulighederne for at disponere over fritiden i hoejere grad rammer overenskomstansatte paa fuld tid, som maa arbejde ud over den normale arbejdstid i henhold til overenskomsten, end deltidsansatte?"

5 Ved to kendelser af 5. marts og 15. juli 1993 har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 43 forenet sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92 og C-34/93 samt sagerne C-50/93 og C-78/93 med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

Domstolens kompetence

6 Sagsoegte i hovedsagen i sag C-78/93 har indledningsvis anfoert, at anmodningen om en praejudiciel afgoerelse ikke boer antages til realitetsbehandling. Selv om de omhandlede bestemmelser maatte vaere i strid med EOEF-traktatens artikel 119, har sagsoegeren i hovedsagen ikke ret til de kraevede tillaeg. Saafremt den forelaeggende ret erklaerer de anfaegtede bestemmelser ugyldige, vil der opstaa et retligt tomrum, som Domstolen ikke vil kunne udfylde, da den ikke vil kunne fastlaegge, hvad parterne ville have aftalt, saafremt de havde vaeret bekendt med den paastaaede overtraedelse af faellesskabsretten.

7 Det bemaerkes indledningsvis, at saafremt der ved en ret i en af medlemsstaterne rejses spoergsmaal om fortolkningen af traktaten eller retsakter udstedt af Faellesskabets institutioner, kan denne ret i henhold til EOEF-traktatens artikel 177, hvis den skoenner, at en afgoerelse af dette spoergsmaal er noedvendig, foer den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgoere spoergsmaalet.

8 Under en saadan forelaeggelsesprocedure er den forelaeggende ret, der alene har direkte kendskab til sagens faktum, bedst i stand til paa grundlag af de foreliggende omstaendigheder at vurdere, om en praejudiciel afgoerelse er noedvendig, for at den kan afsige sin dom (jf. dom af 29.11.1978, sag 83/78, Pigs Marketing Board, Sml. s. 2347, og af 28.11.1991, sag C-186/90, Durighello, Sml. I, s. 5773).

9 Naar de af de nationale retter forelagte spoergsmaal vedroerer fortolkningen af en bestemmelse i faellesskabsretten, er Domstolen derfor som udgangspunkt forpligtet til at traeffe afgoerelse herom (jf. dom af 8.11.1990, sag C-231/89, Gmurzynska, Sml. I, s. 4003, praemis 20).

10 Det kan i dette tilfaelde naeppe bestrides, at de spoergsmaal, der er forelagt i sag C-78/93 og i oevrigt ogsaa i sagerne C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93 og C-50/93, har en vis betydning for de sager, de tyske retter skal paadoemme.

11 Der kan saaledes ikke vaere tale om, at Domstolen afslaar at give de forelaeggende retter de noedvendige fortolkningselementer vedroerende faellesskabsretten, blot fordi der vil kunne opstaa et "retligt tomrum", hvis de erklaerer de paagaeldende bestemmelser ugyldige.

12 Med hensyn til, at der vil kunne opstaa et "retligt tomrum", bemaerkes endvidere, at da forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere er ufravigeligt, gaelder det ikke blot for offentlige myndigheder, men tillige for alle overenskomster, som kollektivt regulerer arbejdsforhold, og for aftaler mellem private (jf. dom af 8.4.1976, sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455). Artikel 119 er endvidere tilstraekkelig praecis til, at en borger kan paaberaabe sig den for en national ret til stoette for, at en national bestemmelse, herunder i givet fald en kollektiv overenskomst, som er i strid med denne bestemmelse, skal tilsidesaettes (jf. Defrenne-dommen).

13 Som Domstolen fastslog i dom af 27. juni 1990 (sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591), gaelder, i tilfaelde af, at den nationale ret tilsidesaetter bestemmelserne i en kollektiv overenskomst, fordi de er i strid med traktatens artikel 119, at medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt, skal vaere omfattet af de samme regler som de oevrige arbejdstagere i forhold til beskaeftigelsens omfang.

14 I modsaetning til, hvad sagsoegte i hovedsagen i sag C-78/93 har anfoert, vil der saaledes ikke opstaa et retligt tomrum, saafremt de nationale domstole erklaerer disse bestemmelser ugyldige.

15 Det foelger af det anfoerte, at de af de forelaeggende retter stillede spoergsmaal skal besvares.

Spoergsmaalet om, hvorvidt der er tale om forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og direktivet

16 De forelaeggende retter oensker for det foerste at faa oplyst, om bestemmelser i kollektive overenskomster, hvorefter der kun betales overtidstillaeg for overarbejde ud over normal arbejdstid, saaledes som denne er fastsat i overenskomsterne (svarende til arbejdstiden for fuldtidsansatte), og hvorefter der ikke betales overtidstillaeg for deltidsansattes arbejde ud over deres individuelle arbejdstid, naar overarbejdet ikke overstiger den graense, der er fastsat i overenskomsterne, er i overensstemmelse med traktatens artikel 119 og direktivet.

17 Kommissionen og sagsoegerne i hovedsagerne har anfoert, at kollektive overenskomster paa samme maade som administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser er undergivet forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 119, hvorefter en bestemmelse ikke maa tillaegges virkning efter sit indhold, naar den ° uanset at den er formuleret eller anvendes koensneutralt ° faktisk indebaerer en indirekte forskelsbehandling, fordi langt flere kvinder end maend herved stilles ringere, da kvinderne udgoer stoersteparten af deltidsansatte.

18 Som det allerede er anfoert i forbindelse med undersoegelsen af, om spoergsmaalene skal antages til realitetsbehandling, er det fastslaaet, at traktatens artikel 119 ikke kun finder anvendelse paa administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser, men ogsaa paa kollektive overenskomster og arbejdsaftaler, idet den er ufravigelig.

19 Traktatens artikel 119 fastslaar princippet om lige loen til maend og kvinder for samme arbejde. I direktivets artikel 1 praeciseres det, at dette princip indebaerer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillaegges samme vaerdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til koen for saa vidt angaar alle loenelementer og loenvilkaar. Som Domstolen udtalte i dom af 31. marts 1981 (sag 96/80, Jenkins, Sml. s. 911), er det vaesentligste formaal med denne artikel at lette den praktiske gennemfoerelse af ligeloensprincippet i traktatens artikel 119, men den aendrer ikke paa nogen maade dette princips indhold eller raekkevidde, saaledes som det er fastlagt i naevnte bestemmelse.

20 Ligeloensprincippet er ikke kun til hinder for, at der anvendes bestemmelser, som indebaerer en forskelsbehandling direkte paa grundlag af koen, men ogsaa, at der anvendes bestemmelser, som opretholder forskelle i behandlingen af maend og kvinder paa grundlag af kriterier, der ikke bygger paa koen, naar den forskellige behandling ikke kan forklares ved objektivt begrundede faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

21 Med hensyn til de bestemmelser, som Kommissionen og sagsoegerne i hovedsagen har anfaegtet, er det ubestridt, at de ikke indebaerer forskelsbehandling direkte paa grundlag af koen.

22 Det maa derfor undersoeges, om de omhandlede bestemmelser kan indebaere en indirekte forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119.

23 I denne forbindelse maa det foerst undersoeges, om fuldtids- og deltidsansatte i henhold til disse bestemmelser behandles forskelligt, og om en saadan forskelsbehandling paavirker et vaesentligt hoejere antal kvinder end maend.

24 Dette er saaledes den kontrol, Domstolen traditionelt foretager paa dette omraade (jf. bl.a. Kowalska-dommen og dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka, Sml. s. 1607).

25 Kun saafremt disse to spoergsmaal maa besvares bekraeftende, er der behov for at undersoege, om der findes objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som kan begrunde, at de to grupper behandles forskelligt.

26 Der maa antages at vaere tale om forskelsbehandling, naar der for det samme antal timer, der praesteres som led i et ansaettelsesforhold, samlet udbetales en hoejere loen til fuldtidsansatte end til deltidsansatte.

27 I det foreliggende tilfaelde modtager de deltidsansatte arbejdstagere i forhold til den effektive arbejdstid den samme samlede loen som de fuldtidsansatte.

28 En deltidsansat arbejdstager, som i henhold til sin ansaettelseskontrakt har en arbejdstid paa 18 timer, modtager, naar vedkommende arbejder 19 timer, den samme samlede loen, som en fuldtidsansat oppebaerer for 19 timers arbejde.

29 Den deltidsansatte arbejdstager oppebaerer ligeledes den samme samlede loen som den fuldtidsansatte arbejdstager, naar han overskrider den normale arbejdstid, saaledes som denne er fastsat i de kollektive overenskomster, idet vedkommende i saa fald ogsaa faar udbetalt overtidstillaeg.

30 Det maa derfor fastslaas, at de omhandlede bestemmelser ikke indebaerer, at fuldtidsansatte og deltidsansatte behandles forskelligt, og der kan saaledes ikke vaere tale om forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 119 og direktivets artikel 1.

31 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at EOEF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder ikke er til hinder for, at der i henhold til en kollektiv overenskomst kun udbetales overtidstillaeg, naar den normale arbejdstid for fuldtidsansatte som fastsat i overenskomsten overskrides.

De oevrige spoergsmaal, der er forelagt Domstolen

32 Paa grundlag af besvarelsen af det foerste spoergsmaal er det ufornoedent at besvare spoergsmaalene om, hvorvidt der foreligger objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen, og som ville kunne begrunde en eventuel forskelsbehandling, og om, hvorledes det overtidstillaeg, som de deltidsansatte maatte have ret til, i givet fald skulle beregnes.

Sagens omkostninger

33 De udgifter, der er afholdt af den tyske, den franske og den graeske regering, Det Forenede Kongerige og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Landesarbeitsgericht Hamm, Arbeitsgericht Hamburg, Arbeitsgericht Elmshorn, Arbeitsgericht Bochum og Arbeitsgericht Neumuenster ved kendelser af 22. oktober 1992 (sag C-399/92), af 4. november 1992 (sag C-425/92), af 6. november 1992 (sag C-409/92), af 18. december 1992 (sag C-50/93), af 21. januar 1993 (sag C-34/93) og af 1. februar 1993 (sag C-78/93), for ret:

EOEF-traktatens artikel 119 og artikel 1 i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder er ikke til hinder for, at der i henhold til en kollektiv overenskomst kun udbetales overtidstillaeg, naar den normale arbejdstid for fuldtidsansatte som fastsat i overenskomsten overskrides.