61993C0412

++++

1. Leclerc-Siplec er et selskab, der distribuerer benzin og andre former for braendstof gennem servicestationer i Frankrig. Det er oplyst, at servicestationerne indgaar som led i supermarkeder, der drives af samme koncern under navnet E. Leclerc. Leclerc-Siplec anmodede paa et tidspunkt de franske fjernsynsreklameselskaber TF1 Publicité og M6 Publicité om at udsende et tv-reklameindslag for selskabets servicestationer. Dette afslog TF1 Publicité og M6 Publicité under henvisning til en bestemmelse i fransk lovgivning ° nemlig artikel 8 i dekret nr. 92/280 af 27. marts 1992 ° som forhindrer distributionssektoren i at benytte fjernsynsreklamer. Samme bestemmelse indeholder et forbud mod fjernsynsreklamer for alkoholholdige drikkevarer med et alkoholindhold paa over 1,2%, for litteraere publikationer og for biografer og pressen. Det er oplyst, at et af hovedformaalene med forbuddet er at beskytte den franske regionale presse, idet forbuddet skal tvinge de paagaeldende sektorer til at reklamere i de regionale dagblade frem for i fjernsynet.

2. Derefter anlagde Leclerc-Siplec sag mod TF1 Publicité og M6 Publicité ved Tribunal de commerce de Paris. Leclerc-Siplec anmodede retten om at indhente en praejudiciel afgoerelse fra EF-Domstolen om, hvorvidt en national lovbestemmelse, som udelukker distributionssektoren fra at goere brug af fjernsynsreklame, er forenelig med naermere angivne traktatbestemmelser og med bestemmelserne i et raadsdirektiv, der omtales som direktivet om "fjernsyn uden graenser" (direktiv 89/552/EOEF) (1). De sagsoegte tilsluttede sig, at forholdet blev forelagt for Domstolen, men TF1 Publicité anmodede om, at spoergsmaalets raekkevidde blev udvidet, saaledes at det oenskedes oplyst, om "hele oekonomiske sektorer" (dvs. ikke blot distributionssektoren) kan udelukkes fra at benytte fjernsynsreklamer.

3. Det bemaerkes, at Leclerc-Siplec for den nationale retsinstans ogsaa har gjort gaeldende, at det omtvistede forbud er i strid med den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 10, som beskytter ytringsfriheden.

4. Ved dom af 27. september 1993 har Tribunal de commerce forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Skal bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 30, artikel 85 og 86, artikel 5 og artikel 3, litra f), samt i Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober l989 fortolkes saaledes, at de er til hinder for, at en medlemsstat ved lov eller administrativt kan udelukke bestemte erhvervssektorer, herunder navnlig distributionssektoren, fra at benytte fjernsynsreklamer, og kan artikel 8 i dekret af 27. marts 1992 generelt anses for at vaere forenelig med de naevnte bestemmelser?"

Formaliteten

5. Kommissionen har anfoert, at den praejudicielle forelaeggelse eventuelt ikke kan antages til realitetsbehandling, da der er enighed mellem sagens parter om det resultat, der soeges opnaaet, nemlig en forelaeggelse for Domstolen, som foerer til en afgoerelse om, at det omtvistede dekret er i strid med faellesskabsretten. Der er saaledes ingen tvist mellem parterne, og det, Domstolen anmodes om, er at afgive en udtalelse om generelle retsspoergsmaal. I denne forbindelse har Kommissionen henvist til sagerne Foglia II (2), Meilicke (3), Lourenço Dias (4) og Telemarsicabruzzo (5).

6. Det fremgaar klart af de sager, Kommissionen har henvist til, at Domstolen ikke har kompetence til at udtale sig om generelle eller hypotetiske spoergsmaal. Det fremgaar ogsaa klart af Foglia I og II-sagerne, at Domstolen under bestemte omstaendigheder vil afslaa at behandle en anmodning om praejudiciel afgoerelse med den begrundelse, at traktatens artikel 177 benyttes i forbindelse med et "processuelt arrangement" (6) eller en "konstruktion" (7) af parter, som er fuldt ud enige, og som arrangerer et soegsmaal med det formaal at opnaa en praejudiciel afgoerelse om, at national lovgivning er uforenelig med faellesskabsretten.

7. I sagen Foglia I havde en italiensk retsinstans forelagt en raekke spoergsmaal, som i det vaesentlige tog sigte paa at faa oplyst, om nogle franske lovbestemmelser om afgifter paa hedvine var i strid med traktatens artikel 92 og 95. Domstolen fandt, at den ikke havde kompetence til at traeffe afgoerelse vedroerende de spoergsmaal, den italienske retsinstans havde forelagt, da der ikke var nogen egentlig tvist mellem parterne, da sagen mellem dem var "konstrueret", og da "det samlede system af retsmidler, som private har til at beskytte sig mod anvendelsen af afgiftslove, som er i strid med traktaten, [ville] lide skade, hvis Domstolen skulle traeffe afgoerelse under saadanne omstaendigheder" (8).

8. Der er aabenbare lighedspunkter mellem den sidstnaevnte sag og den her foreliggende, hvori parterne er enige om de retsspoergsmaal, der er rejst, og deres eneste formaal med at foere sag er at opnaa en praejudiciel afgoerelse om, at naermere bestemte nationale lovbestemmelser er i strid med faellesskabsretten. Der er dog ogsaa en vaesentlig forskel mellem de to sager. I Foglia-sagen bestred parterne for en italiensk retsinstans, at en fransk lov var forenelig med faellesskabsretten, mens parterne i den foreliggende sag for en fransk retsinstans bestrider gyldigheden af en fransk lovbestemmelse.

9. Det er naturligvis af afgoerende betydning, at private parter, hvis rettigheder beroeres af en medlemsstats lovbestemmelser eller administrative bestemmelser, kan anfaegte bestemmelserne for retten og ° i givet fald ° kan paaberaabe sig faellesskabsretten, herunder muligheden for en praejudiciel forelaeggelse i medfoer af traktatens artikel 177. Det er ogsaa af vaesentlig betydning, at den paagaeldende medlemsstat har passende mulighed for at forsvare sine bestemmelser. Det er derfor oenskeligt, at en saadan anfaegtelse af bestemmelserne finder sted i den medlemsstat, hvis lovgivning eller administrative praksis drages i tvivl. Hvis sagen foeres i et andet land, er det endog muligt, at den paagaeldende medlemsstat ikke har kendskab til den, og under alle omstaendigheder kan den have vanskeligt ved at tilrettelaegge sig forsvar. Det forhold, at én medlemsstats lovgivning anfaegtes for retsinstanser i en anden medlemsstat, synes at vaere tillagt betydning i forbindelse med, at Domstolen besluttede at afvise den praejudicielle forelaeggelse i Foglia-sagen (9), selv om Domstolen i andre sager ikke har afvist forelaeggelsen med denne begrundelse (10).

10. Jeg mener ikke, at der i Foglia-dommen er opstillet en generel regel om, at en forelaeggelse skal afvises, blot fordi der er enighed mellem parterne om behovet for en forelaeggelse, om de spoergsmaal der skal forelaegges, og om besvarelsen af spoergsmaalene. Hvis det efter retsplejen i en medlemsstat er tilladt at indbringe en sag for retten i tilfaelde, hvor der ikke er tvist mellem parterne, vil det ikke vaere hensigtsmaessigt for Domstolen at goere indgreb i medlemsstatens autonomi paa det processuelle omraade ved at antage, at saadanne sager ikke kan foere til en forelaeggelse for Domstolen i henhold til traktatens artikel 177. Den franske regering, som har afgivet indlaeg i sagen, og som har vaeret repraesenteret under den mundtlige forhandling, har ikke rejst indsigelse mod fremgangsmaaden, og den har ikke gjort gaeldende, at regeringen er blevet afskaaret fra at forsvare det omtvistede dekret som foelge af den maade, hvorpaa sagen er blevet foert.

11. Jeg mener derfor ikke, at den praejudicielle forelaeggelse boer afvises.

Det praejudicielle spoergsmaals raekkevidde

12. I det spoergsmaal, den franske retsinstans har stillet, peges der paa tre maader, hvorpaa det omtvistede dekret kan vaere uforeneligt med faellesskabsretten. For det foerste kan det vaere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion i strid med traktatens artikel 30, for det andet kan det vaere i strid med konkurrencereglerne i traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, og for det tredje kan det vaere i strid med bestemmelserne i direktiv 89/552.

13. Den forelaeggende ret har ikke rejst spoergsmaalet om, hvorvidt den omtvistede lovgivning er forenelig med traktatens artikel 52, hvorefter restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig paa en anden medlemsstats omraade, skal ophaeves, eller med traktatens artikel 59, hvorefter restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Faellesskabet, skal afskaffes. I den praejudicielle forelaeggelse rejses heller ikke direkte spoergsmaalet om ytringsfriheden i erhvervsforhold i medfoer af den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 10. Det fremgaar imidlertid klart af forelaeggelsesdommen, at Leclerc-Siplec har paaberaabt sig denne bestemmelse for den nationale ret. Det kan ogsaa naevnes, at fri ret til udveksling af tjenesteydelser paa fjernsynsreklameomraadet omtales i ottende betragtning til direktiv 89/552 som et specielt udtryk for ytringsfriheden i medfoer af menneskerettighedskonventionens artikel 10.

14. Under hensyn til affattelsen af det forelagte spoergsmaal vil jeg ikke behandle traktatens artikel 59, som uden tvivl finder anvendelse paa restriktioner for fjernsynsreklamer (11), eller spoergsmaalet om ytringsfriheden i erhvervsforhold i medfoer af menneskerettighedskonventionens artikel 10. Med hensyn til det sidstnaevnte punkt vil jeg blot naevne, at hvis de restriktioner, der er tale om, antages at falde ind under faellesskabsretten, vil Domstolen have kompetence til at tage stilling til, om de er i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionen (12).

15. Paa denne baggrund finder jeg det mest hensigtsmaessigt fortrinsvis at behandle de tre forhold, den nationale retsinstans direkte har rejst spoergsmaal om, jf. opregningen ovenfor i punkt 12.

16. Spoergsmaalet, som det er formuleret af den nationale ret, angaar foreneligheden med faellesskabsretten af et forbud mod fjernsynsreklamer ikke alene for distributionssektoren, men ogsaa for de oevrige erhvervssektorer, der er omfattet af de paagaeldende bestemmelser. Kommissionen har gjort gaeldende, at det spoergsmaal, den franske retsinstans har stillet, er fuldstaendig hypotetisk for saa vidt angaar udelukkelsen af de oevrige erhvervssektorer fra at benytte fjernsynsreklamer. Kommissionen er af den opfattelse, at Domstolen, hvis den antager forelaeggelsen til realitetsbehandling, kun boer tage stilling til gyldigheden af den omtvistede lovgivning for saa vidt angaar forbuddet mod, at distributionssektoren benytter fjernsynsreklamer.

17. Dette synspunkt har meget for sig, og jeg vil i det foelgende fortrinsvis tage sigte paa distributionssektoren og kun fremsaette visse, helt generelle bemaerkninger om de oevrige sektorer.

18. I det foelgende vil jeg foerst omtale de frie varebevaegelser, dernaest fortolkningen af direktiv 89/552 og endelig traktatens konkurrenceregler. Indledningsvis vil jeg imidlertid ganske kort omtale reklamens betydning med henblik paa, at restriktioner for adgangen til reklamering kan ses i den rette sammenhaeng.

Reklamens rolle

19. I en udviklet markedsoekonomi, der er baseret paa fri konkurrence, spiller reklamen en grundlaeggende rolle. Reklame er vareproducenternes, varedistributoerernes og tjenesteydernes middel til at overbevise forbrugerne om, at deres varer og tjenesteydelser er vaerd at koebe. Som det udtales i den ledende dom fra USA' s Supreme Court: "Saa laenge vi i det vaesentlige opretholder en oekonomi med fri erhvervsudoevelse, vil fordelingen af ressourcerne i vidt omfang foregaa gennem talrige privatoekonomiske beslutninger. Der er en offentlig interesse i, at disse beslutninger som helhed traeffes intelligent og paa grundlag af de fornoedne oplysninger. Med henblik herpaa er en fri udveksling af informationer i kommercielle forhold uundvaerlig" (13).

20. Reklamen spiller en saerlig betydningsfuld rolle i forbindelse med lancering af nye produkter. Det er ved hjaelp af reklame, at man kan faa forbrugerne til at opgive deres loyalitet over for bestemte varemaerker og faa dem til forsoegsvis at koebe en anden producents varer. Uden reklame ville forbrugerne normalt blive ved med at koebe de varer, som de kender, og det ville vaere vanskeligt for producenterne at faa detailhandlerne til at foere ukendte maerkevarer, hvis salg ikke kan fremmes ved hjaelp af reklame. Uden reklame vil det vaere meget lettere for de allerede etablerede producenter at bevare deres markedsandele, fordi andre, der oensker at traenge ind paa markedet, vil have vanskeligt ved at vinde fodfaeste. Kort sagt giver reklamen stoerre bevaegelighed og mobilitet i oekonomien, og den foroeger konkurrencen. Et forbud mod reklame vil normalt bevirke, at eksisterende forbrugsmoenstre fastholdes, det vil medfoere, at markederne stivner, og det vil opretholde status quo.

21. Disse forhold har vaesentlige konsekvenser for de grundlaeggende friheder, der er indfoert ved faellesskabsretten. Paa markeder, som ° uanset den oekonomiske integrationsproces, der er ivaerksat ved traktaten ° stadig i vidt omfang er adskilte og opdelte langs landegraenserne, er det sandsynligt, at de etablerede varemaerker i hovedsagen indehaves af indenlandske producenter. Uden reklame vil det vaere yderst vanskeligt for en producent i én medlemsstat at traenge ind paa markedet i en anden medlemsstat, hvor hans produkter ikke er kendt af forbrugerne. Foranstaltninger, som forbyder eller alvorligt begraenser muligheden for at goere reklame, vil saaledes normalt uundgaaeligt beskytte indenlandske producenter og virke til skade for producenter i andre medlemsstater. Saadanne foranstaltninger hindrer markedsintegrationen og er uforenelige med selve enhedsmarkedsbegrebet. Domstolen boer derfor vaere yderst agtpaagivende, naar den skal bedoemme, om reklamerestriktioner er forenelige med faellesskabsretten.

22. Anerkendelsen af, at den frie adgang til at benytte reklame er et vaesentligt modstykke til de grundlaeggende friheder, der er indfoert ved traktaten, indebaerer naturligvis ikke, at medlemsstaterne er afskaaret fra at regulere eller begraense reklamer. Tvaertimod giver artikel 36, suppleret med retspraksis om de "tvingende krav", medlemsstaterne rige muligheder for at opstille passende begraensninger for reklame. Disse begraensninger kan bl.a. stoettes paa hensynet til at beskytte sundheden, den offentlige saedelighed, forbrugerne og redelige handelsforhold samt miljoeet. Der er saaledes ingen grund til at frygte, at Domstolen ved at anerkende et almindeligt princip om fri adgang til reklame vil fratage medlemsstaterne befoejelsen til at opstille graenser for reklameindustriens vildskud.

De frie varebevaegelser

a) Retspraksis vedroerende artikel 30 forud for Keck og Mithouard-dommen

23. Traktatens artikel 30 forbyder ° med en raekke undtagelser, som er fastlagt i artikel 36 ° kvantitative handelsrestriktioner mellem medlemsstaterne og foranstaltninger med tilsvarende virkning. Domstolen har i sin fortolkning givet begrebet "foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner" et vidt anvendelsesomraade. I Dassonville-dommen (14) udtalte den:

"Enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet, maa betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner".

24. Indtil afsigelsen af dommen i Keck og Mithouard-sagen (15), som jeg vil omtale i det foelgende, var det et fastslaaet og grundlaeggende princip, at en foranstaltning ikke falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 30, blot fordi den gaelder uden forskel for indenlandske og indfoerte varer. I sagen Rewe-Zentral (den saakaldte "Cassis de Dijon"-dom) (16) fastslog Domstolen, at i tilfaelde, hvor en vare er lovligt markedsfoert i en medlemsstat, kan salg af varen i en anden medlemsstat ikke forhindres under henvisning til, at varen ikke er i overensstemmelse med den anden medlemsstats lovgivning, medmindre en saadan hindring er noedvendig for at varetage tvingende hensyn ("uomgaengeligt noedvendige hensyn"), bl.a. til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik.

25. Betydningen af "Cassis de Dijon"-princippet kan ikke fremhaeves kraftigt nok: Hvis en medlemsstat havde ret til at forhindre indfoersel og salg af varer, der er lovligt fremstillet i en anden medlemsstat, simpelt hen fordi varerne ikke er fremstillet paa den maade, der er foreskrevet i indfoerselsmedlemsstatens lovgivning, vil der ikke bestaa et faelles marked, i det mindste ikke foer al lovgivning om forhold som varers sammensaetning, emballage og maerkning er blevet harmoniseret.

26. Der opstaar vanskeligere spoergsmaal, naar en national lovgivning, i stedet for blot at forbyde salg af bestemte varer, der lovligt er markedsfoert i en anden medlemsstat, opstiller restriktioner for, under hvilke omstaendigheder bestemte varer ° eller endog alle varer ° kan markedsfoeres. En saadan lovgivning omtales til tider som bestemmelser om, hvornaar, hvor, hvordan, af hvem og til hvilken pris varer maa saelges (17). Denne form for lovgivning er normalt ikke saa aabenbart egnet til at goere indgreb i de frie varebevaegelser som en lovgivning af den type, "Cassis de Dijon"-sagen drejede sig om. Men det ville vaere forkert at haevde, at en saadan lovgivning ikke har indvirkning paa samhandelen mellem medlemsstaterne. Indvirkningen kan endog vaere meget betydelig. F.eks. kan en lovgivning, hvorefter farmaceutiske produkter kun maa saelges i apoteker ° som foelge af, at den medfoerer en alvorlig begraensning af salgsstederne ° i vaesentligt omfang begraense adgangen til markedet for varer fra andre medlemsstater. Det samme gaelder en lovgivning, hvorefter alkoholholdige drikkevarer kun maa saelges i butikker med autorisation hertil til indtagelse andetsteds.

27. I en raekke sager, der blev afgjort i 1980-erne og i begyndelsen af 1990-erne skulle Domstolen tage stilling til vanskelige problemer i forbindelse med nationale foranstaltninger, som opstiller restriktioner for, under hvilke omstaendigheder varer maa markedsfoeres. Det lykkedes ikke altid Domstolen at anlaegge en konsekvent linje, og i Domstolens praksis opstod der to indbyrdes modstridende tendenser. I nogle tilfaelde fortolkede Domstolen artikel 30' s raekkevidde snaevert. F.eks. naaede den i Oebel-dommen (18) frem til, at det ikke udgjorde en restriktion for samhandelen mellem medlemsstaterne i artikel 30' s forstand, at det ved lov var forbudt at levere bagerivarer til detailhandlere inden for bestemte klokkeslaet, idet det dog var tilladt at levere til grossister. I Blesgen-dommen (19) fastslog Domstolen, at et forbud mod salg af alkoholholdige drikkevarer med alkoholstyrke, som oversteg en bestemt procentdel, paa udskaenkningssteder og i restauranter ikke kunne hindre samhandelen mellem medlemsstaterne, og i Quietlynn-dommen (20) naaede Domstolen til samme resultat med hensyn til en lov om forbud mod salg af pornografiske artikler fra andre end autoriserede pornoforretninger.

28. I flere tilfaelde har Domstolen i forbindelse med markedsfoeringsregulerende foranstaltninger anlagt en vid fortolkning af anvendelsesomraadet for artikel 30. Den foerste af disse sager ° Oosthoek-sagen (21) ° drejede sig om en nederlandsk lov, som indeholdt et forbud mod at tilbyde eller give varer som tilgift i forbindelse med erhvervsmaessig virksomhed. Der var i hovedsagen rejst tiltale mod et selskab, som solgte leksika i Nederlandene og Belgien, for at have overtraadt forbuddet ved at tilbyde tilgift i form af en ordbog eller et atlas til koebere af selskabets leksikon. Domstolen udtalte:

"En lovgivning, som begraenser eller forbyder visse former for reklame og visse salgsfremmende metoder, kan, selv om den ikke direkte paavirker indfoerslerne, begraense disses omfang, fordi den paavirker mulighederne for afsaetning af de indfoerte varer. Det kan ikke udelukkes, at den omstaendighed, at den paagaeldende erhvervsdrivende er tvunget til enten at anvende forskellige reklamesystemer eller salgsfremmende metoder, alt efter hvilken medlemsstat det drejer sig om, eller opgive et system, som han anser for saerligt effektivt, kan udgoere en hindring for importen, selv om en saadan lovgivning gaelder uden forskel for indenlandske og indfoerte varer."

Derefter gik Domstolen ° som i "Cassis de Dijon"-sagen ° over til at undersoege, om importhindringen var berettiget til varetagelse af tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik. Den naaede frem til, at en lovgivning af den omhandlede art var berettiget af disse hensyn.

29. En tilsvarende fremgangsmaade blev anvendt i Buet-sagen (22), hvori Domstolen skulle tage stilling til en fransk lov om forbud mod doersalg af undervisningsmateriale. Under sagen for den nationale ret var R. Buet sat under tiltale for at have benyttet doersalg som salgsmetode i forbindelse med undervisningsmateriale (til indlaering af sprog), der var fremstillet i Belgien. Domstolen fandt, at en saadan lov kunne udgoere en indfoerselsrestriktion, men at den var berettiget til varetagelse af tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelsen.

30. I en raekke andre sager om reklamebestemmelser har Domstolen anlagt en tilsvarende vid fortolkning af forbuddet i artikel 30. F.eks. var der i Aragonesa de Publicidad Exterior og Publivía (23) tale om en lovgivning, hvorefter det ikke var tilladt at reklamere for drikkevarer med et alkoholindhold paa 23% vol. og derover i massemedier, langs gader og veje, i biografer og i offentlige transportmidler. Selv om Domstolen fandt, at lovgivningen ikke var diskriminerende, fastslog den dog, at den kunne vaere en hindring for indfoerslerne og derfor i princippet maatte betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning i artikel 30' s forstand.

31. I sagerne GB-INNO-BM (24), SARPP (25) og Yves Rocher (26) var der tale om bestemmelser om reklamemateriales indhold. I GB-INNO-BM-sagen havde et selskab, der drev supermarkeder, udsendt reklamefoldere baade i Belgien og i Luxembourg. Folderne opfyldte kravene i den belgiske lovgivning, men ikke den luxembourgske lovgivnings krav. Domstolen fandt, at det ville udgoere en foranstaltning med tilsvarende virkning, saafremt det belgiske selskab skulle tilpasse reklamefolderne for at opfylde den luxembourgske lovgivnings krav. Domstolen forkastede udtrykkeligt et argument om, at artikel 30-36 ikke angik bestemmelser om reklame. Herved bekraeftede den udtalelser ° som for foerste gang var fremsat i Oosthoek-sagen ° om, at en lovgivning, som begraenser adgangen til reklamering, kan begraense samhandelen mellem medlemsstaterne, fordi den paavirker mulighederne for afsaetning af indfoerte produkter (27). SARPP-sagen var anlagt mod en raekke selskaber, der importerede syntetiske soedemidler til Frankrig eller forhandlede dem i Frankrig. Efter den franske lovgivning var enhver henvisning i reklamer for syntetiske soedemidler til sukker eller sukkers fysiske eller kemiske egenskaber eller naeringsvaerdi forbudt. Domstolen udtalte, at det kan udgoere en hindring for importen, hvis en producent tvinges til at aendre en reklames form eller indhold eller til at opgive et reklamesystem, som producenten anser for saerligt effektivt (28). I Yves Rocher-sagen var der rejst sag mod et fransk firma, som havde udsendt kataloger og brochurer i Tyskland i strid med et forbud i den tyske lovgivning mod ioejnefaldende prissammenligninger. Domstolen fandt, at en saadan lovgivning var en foranstaltning med tilsvarende virkning.

32. I sagerne GB-INNO-BM, SARPP og Yves Rocher lagde Domstolen til grund, at hindringen for samhandelen mellem medlemsstater skyldtes forskelle i nationale lovgivninger. Derefter anvendte den et princip svarende til det, der var blevet opstillet i "Cassis de Dijon"-sagen, nemlig at en erhvervsdrivende, som fremstiller reklamemateriale i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, boer kunne benytte det i andre medlemsstater, medmindre tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse eller god handelsskik er til hinder herfor. Hvis de handlende skulle aendre deres reklamebrochurer for at opfylde kravene i hver enkelt medlemsstats lovgivning, ville de faa paalagt samme form for yderligere byrder, som paalaegges, hvis selve varen skal aendres.

33. I en raekke sager (29) om restriktioner for detailhandel paa soendage har Domstolen fulgt en anden fremgangsmaade (eller andre fremgangsmaader). Retstilstanden blev opsummeret i B & Q-sagen, hvor Domstolen bekraeftede, at bestemmelser, hvorefter der opstilles begraensninger for adgangen til, at forretninger holdes aabne paa soendage, forfoelger et maal, som er berettiget efter faellesskabsretten, og at saadanne bestemmelser ikke er forbudt i henhold til artikel 30, saafremt de restriktive virkninger paa samhandelen inden for Faellesskabet, som maatte foelge af bestemmelserne, ikke gaar videre, end hvad regler om handelsforhold indebaerer. Domstolen fandt, at de restriktive virkninger for samhandelen af nationale bestemmelser om, at forretninger ikke maa holdes aabne paa soendage, ikke var for vidtgaaende i forhold til det tilstraebte maal. I sin begrundelse herfor udtalte Domstolen:

"Vurderingen af, om nationale bestemmelser, der forfoelger et maal, som er berettiget efter faellesskabsretten, opfylder proportionalitetsbetingelsen, kraever en afvejning af den nationale interesse i, at maalet realiseres, over for faellesskabsinteressen i at sikre frie varebevaegelser. I denne henseende skal der ved efterproevelsen af, at de paagaeldende bestemmelsers restriktive virkninger for samhandelen inden for Faellesskabet ikke er mere vidtgaaende end noedvendigt for at naa det tilsigtede maal, laegges vaegt paa, om virkningerne er direkte, indirekte eller blot hypotetiske, og om virkningerne ikke vanskeliggoer afsaetningen af indfoerte produkter i hoejere grad end afsaetningen af indenlandske produkter" (30).

b) Dommene i Keck og Milhouard- og Huenermund-sagerne

34. Dommen i Keck og Milhouard-sagen (31), som blev afsagt sidste aar, var et forsoeg paa fra Domstolens side at fjerne noget af den usikkerhed, som selvmodsigelserne i den hidtidige praksis havde medfoert. Som det fremgaar af selve dommen, oenskede Domstolen at modvirke en situation, hvor den fandt, at artikel 30 blev paaberaabt i alt for vidt omfang. Domstolen bekraeftede princippet i "Cassis de Dijon"-dommen med hensyn til bestemmelser om, hvilke betingelser de paagaeldende varer skal opfylde (f.eks. med hensyn til benaevnelse, form, dimensioner, vaegt, sammensaetning, praesentation, maerkning og emballage), og derefter fastslog den, at en lovgivning, som generelt forbyder detailhandlere at videresaelge med tab, falder uden for artikel 30' s anvendelsesomraade. Som begrundelse herfor udtalte den:

"I modsaetning til, hvad Domstolen hidtil har antaget, kan det forhold, at nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg, bringes i anvendelse paa varer fra andre medlemsstater, derimod ikke antages direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne som naevnt i dommen i Dassonville-sagen ... forudsat at saadanne nationale bestemmelser finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og forudsat at bestemmelserne, saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade" (32).

Dommen i Keck og Milhouard-sagen er siden blevet fulgt i en raekke sager, hvoraf kun én skal omtales her, nemlig Huenermund-sagen (33). Det er stadig usikkert, hvad virkningerne af dommen i Keck og Milhouard-sagen egentlig er. Maaske forstaas de bedst, hvis de antages at indebaere, at det, der udelukkes fra anvendelsesomraadet for artikel 30, kun er foranstaltninger af helt generel karakter, som ikke forhindrer import, som gaelder paa salgsstedet, og som ikke har nogen indvirkning paa samhandelen, bortset fra at de begraenser den samlede maengde solgte varer, idet foranstaltningerne herved paavirker indfoerte og indenlandske varer paa samme maade.

35. I Huenermund-sagen bragte Domstolen Keck og Milhouard-dommen i anvendelse paa bestemmelser, der begraensede adgangen til at goere reklame. Sagen angik nogle fag-etiske regler, der var udstedt af apotekernes faglige organisation i Baden-Wuerttemberg. Reglerne gik ud paa (34), at apotekerne ikke havde ret til overhovedet at reklamere i biografer eller i radio og fjernsyn. Det var tilladt at indrykke annoncer i dagblade og tidsskrifter, men saadanne annoncer maatte kun indeholde apotekets navn, adresse og telefonnummer samt indehaverens navn. Det var klart formaalet med reglerne at undgaa for staerk konkurrence mellem apotekerne. Sagen for den nationale ret (som var en forvaltningsdomstol) var anlagt af Ruth Huenermund og 12 andre apotekere, som oenskede at reklamere for farmaceutiske produkter, de havde ret til at saelge i deres apoteker. De nedlagde paastand om, at bestemmelserne ° som forhindrede dem i at reklamere for farmaceutiske produkter andre steder end i selve apotekerne ° kendtes ugyldige, specielt fordi de var i strid med traktatens artikel 30. Sagen blev forelagt for Domstolen til praejudiciel afgoerelse.

36. I sin dom i sagen citerede Domstolen Keck og Milhouard-dommens praemis 16, og den fastslog derefter (35), at de i denne praemis opstillede betingelser for, at en foranstaltning falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 30, var opfyldt for saa vidt angik anvendelse af fag-etiske regler, som var fastsat af en faglig sammenslutning, og hvorefter det ikke var tilladt for apotekere at reklamere uden for apoteket for farmaceutiske produkter, som apotekerne havde tilladelse til at saelge. Domstolen udtalte, at reglerne ° uden hensyn til varernes oprindelse ° var gaeldende for alle apotekere i det geografiske omraade, der var omfattet af den faglige organisations kompetence, og at de ikke paavirkede salg af varer fra andre medlemsstater paa anden maade end salg af indenlandske varer.

c) Anvendelsen af dommene i Keck og Milhouard- og Huenermund-sagerne paa forbuddet i den foreliggende sag

37. Hvis ikke vi havde haft dommen i Huenermund-sagen, ville det maaske ikke have vaeret klart, at "nationale bestemmelser, som begraenser eller forbyder bestemte former for salg", jf. Keck og Milhouard-dommen, ogsaa omfatter bestemmelser om reklame. Af de grunde, jeg har anfoert i det foregaaende, kan restriktioner med hensyn til reklame udgoere en saerlig alvorlig trussel for markedsintegrationen. Muligvis har Domstolen i Huenermund-sagen ladet sig paavirke af, at de restriktioner, der var tale om, var forholdsvis ubetydelige, saaledes at den ikke har forestillet sig at anvende samme kriterium paa mere indgribende restriktioner. Hvis kriteriet i Keck og Milhouard-dommen skal bringes i anvendelse paa de franske bestemmelser, som den foreliggende sag angaar, vil det vaere noedvendigt at tage stilling til, om bestemmelserne "finder anvendelse paa alle de beroerte erhvervsdrivende, der udoever virksomhed i indlandet, og ... saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade". Det goer de efter min opfattelse. For det foerste maa det konstateres ° paa samme maade som forbuddet i Keck og Milhouard-sagen mod videresalg med tab var gaeldende for alle erhvervsdrivende, der videresolgte varer i uaendret stand ° at det her omhandlede forbud mod fjernsynsreklame er en generel foranstaltning, der er truffet for distributionssektoren som helhed. For det andet vil forbuddet sandsynligvis paavirke afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade, bortset fra, hvad der kan gaelde i saerlige tilfaelde, der ikke foreligger her, f.eks. varer der saelges ved hjaelp af direkte fjernsynssalg ("television marketing"), jf. punkt 54 i det foelgende. Som det ogsaa vil blive omtalt i det foelgende, vil enhver nedgang i salget inden for distributionssektoren som foelge af forbuddet paavirke indenlandsk fremstillede og indfoerte varer paa samme maade. Jeg naar herefter frem til, at hvis kriteriet i Keck og Milhouard-dommen skal benyttes, falder forbuddet principielt uden for artikel 30' s anvendelsesomraade.

d) Alternativ bedoemmelse

38. Jeg vil imidlertid foretraekke at benytte en anden fremgangsmaade, ogsaa selv om den i denne sag eventuelt kan foere til samme konklusion. Efter min opfattelse er Domstolens raesonnement ° men ikke dens resultat ° i Keck og Milhouard-dommen utilfredsstillende af to grunde. For det foerste er det ikke hensigtsmaessigt at opstille skarpe sondringer mellem forskellige kategorier af regler og at benytte forskellige kriterier, alt efter hvilken kategori bestemte regler hoerer til. Der er kun tale om gradsforskelle med hensyn til, hvor alvorlige restriktionerne i henhold til de forskellige regler er. Foranstaltninger, der gaelder for "bestemte former for salg" kan medfoere meget alvorlige hindringer for indfoerte varer. F.eks. vil en bestemmelse om, at bestemte varer kun maa saelges i et ganske lille antal smaa forretninger i en medlemsstat, kunne vaere naesten lige saa restriktiv som et direkte forbud mod import og markedsfoering. Dette fremgaar saerlig klart, hvis man ser paa restriktioner for reklame. Ganske vist kan den form for restriktion, Huenermund-sagen drejede sig om, have haft ringe indvirkning paa samhandelen mellem medlemsstaterne, men det kan vanskeligt haevdes, at f.eks. et totalt forbud mod reklame for en bestemt vare, som lovligt kan saelges, vil kunne falde uden for artikel 30. Som jeg naermere vil redegoere for i det foelgende, ville det vaere mere hensigtsmaessigt at bedoemme restriktioner ud fra ét enkelt kriterium, som er opstillet ud fra formaalet med artikel 30.

39. For det andet er en udelukkelse fra anvendelsesomraadet for artikel 30 af foranstaltninger, som "... saavel retligt som faktisk, paavirker afsaetningen af indenlandsk fremstillede varer og varer fra andre medlemsstater paa samme maade" ensbetydende med, at der indfoeres et diskrimineringskriterium med hensyn til restriktioner for "bestemte former for salg". Et saadant kriterium synes ikke at vaere hensigtsmaessigt. Hovedformaalet med traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser er at undgaa uberettigede hindringer for samhandelen mellem medlemsstaterne. Hvis der bestaar en hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne, kan den ikke ophoere med at bestaa, blot fordi der findes en tilsvarende hindring for den indenlandske handel. Jeg har vanskeligt ved at acceptere tanken om, at en medlemsstat vilkaarligt kan begraense adgangen til at markedsfoere varer fra en anden medlemsstat, alene paa betingelse af, at den underkaster indenlandske varer den samme begraensning. Hvis en medlemsstat opstiller en vaesentlig restriktion for markedsadgangen for bestemte varer ° f.eks. ved at bestemme, at de kun maa saelges i et meget begraenset antal forretninger ° og en producent af disse varer i en anden medlemsstat lider et oekonomisk tab af den grund, vil det vaere en ringe troest at vide, at konkurrenterne i den medlemsstat, der opstiller restriktionen, lider et tilsvarende tab.

40. Diskrimineringskriteriet er heller ikke velegnet under den synsvinkel, at traktaten tager sigte paa at etablere et enhedsmarked. Under denne synsvinkel er det forhold, at en medlemsstat paalaegger tilsvarende restriktioner for markedsfoering af indenlandske varer, simpelt hen irrelevant. Den uheldige indvirkning paa Faellesskabets marked afboedes paa ingen maade, og heller ikke den uheldige indvirkning paa de andre medlemsstaters oekonomi og dermed paa Faellesskabets oekonomi. Hvis man anvender diskrimineringskriteriet, vil det endog foere til en opdeling af Faellesskabets marked, eftersom de erhvervsdrivende vil vaere tvunget til at acceptere de restriktioner med hensyn til salgsformer, der maatte bestaa i hver enkelt medlemsstat, uanset restriktionernes art, og vil vaere tvunget til at indrette deres egen salgsform herefter i hver enkelt stat. Om der foreligger handelshindringer, boer ikke afgoeres ud fra de vilkaar, der tilfaeldigvis hersker paa stedet i hver enkelt medlemsstat, men ud fra maalsaetningen om adgang til hele Faellesskabets marked. Et diskrimineringskriterium er derfor principielt ikke foreneligt med traktatens maal.

41. Spoergsmaalet er herefter, hvilket kriterium der da boer anvendes ved afgoerelsen af, om en foranstaltning falder inden for artikel 30' s anvendelsesomraade. Der findes ét overordnet princip, som synes at udgoere et egnet kriterium, nemlig at alle foretagender, som udoever lovlig erhvervsmaessig virksomhed i en medlemsstat, boer have uhindret adgang til hele Faellesskabets marked, medmindre der er gyldig grund til at naegte dem fuld adgang til en del af dette marked. Uanset at raesonnementet i nogle domme undertiden har vaeret inkonsekvent, synes dette at vaere princippet bag Domstolens afgoerelser lige fra Dassonville, over "Cassis de Dijon" og til Keck og Milhouard. Stort set alle dommene er i resultatet i overensstemmelse med dette princip, selv om nogle af dem synes at vaere baseret paa et andet raesonnement.

42. Hvis princippet er, at alle virksomheder boer have uhindret adgang til hele Faellesskabets marked, maa det rette kriterium efter min opfattelse vaere, om der foreligger en vaesentlig hindring for denne adgang. Dette vil naturligvis vaere det samme som at indfoere et mindstekrav i forbindelse med artikel 30. Naar foerst det er anerkendt, at der er behov for at begraense artikel 30' s anvendelsesomraade for at forhindre et alt for vidtgaaende indgreb i medlemsstaternes befoejelser til at udstede retsforskrifter, forekommer et kriterium, som er baseret paa, i hvilket omfang en foranstaltning hindrer samhandelen mellem medlemsstaterne ved at begraense markedsadgangen, at vaere den mest naerliggende loesning. Maaske er det endog overraskende, at Domstolen ° paa baggrund af det erklaerede formaal, som har vaeret at undgaa, at artikel 30 paaberaabes i alt for vidt omfang ° ikke valgte denne loesning i Keck og Milhouard-sagen. Grunden kan vaere, at Domstolen frygtede, at et mindstekrav ° hvis det skulle anvendes paa alle foranstaltninger, som paavirker varehandelen ° kunne medfoere, at de nationale domstole, som har hovedansvaret for at anvende artikel 30, ville udelukke alt for mange foranstaltninger fra at falde ind under forbuddet i henhold til bestemmelsen. Der maa derfor udvises forsigtighed, og hvis der skal indfoeres et mindstekrav, vil det vaere noedvendigt omhyggeligt at fastlaegge de omstaendigheder, hvorunder det skal gaelde.

43. Det vil klart ikke vaere paa sin plads at anvende et mindstekrav med hensyn til foranstaltninger, som aabenlyst diskriminerer varer fra andre medlemsstater. Saadanne foranstaltninger er ikke tilladt efter artikel 30 (medmindre de er berettigede i henhold til artikel 36), heller ikke selv om de kun har ringe indvirkning paa samhandelen mellem medlemsstaterne. Der gaelder et umiddelbart forbud mod aabenlyst diskriminerende foranstaltninger.

44. Kun i forbindelse med foranstaltninger, der finder anvendelse uden forskel paa indenlandske varer og varer fra andre medlemsstater, vil det vaere noedvendigt at indfoere et krav om, at den aktuelle eller potentielle hindring for markedsadgangen skal vaere vaesentlig. Hvilken indvirkning foranstaltninger, som gaelder uden forskel, har paa markedsadgangen, kan i hoej grad variere alt efter foranstaltningens karakter. Naar en saadan foranstaltning gaar ud paa, at salg af varer, som lovligt er bragt paa markedet i en anden medlemsstat, er forbudt (jf. "Cassis de Dijon"-sagen), kan foranstaltningen antages at have vaesentlig indvirkning paa markedsadgangen, da varerne enten fuldstaendig naegtes adgang eller kun kan faa adgang efter en eller anden aendring. Det maa saaledes antages at vaere en vaesentlig hindring for markedsadgangen, at varer skal aendres.

45. I tilfaelde, hvor en foranstaltning, der gaelder uden forskel for indenlandske og indfoerte varer, derimod kun begraenser bestemte salgsformer, idet den blot gaar ud paa at fastlaegge hvornaar, hvor, hvordan, af hvem eller til hvilken pris varen maa saelges, vil dens indvirkning bero paa en raekke faktorer ° herunder om den gaelder for bestemte varer (jf. sagerne Blesgen, Buet og Quietlynn), om den gaelder for de fleste varer (jf. Torfaen-sagen), eller om den gaelder for alle varer (jf. Keck og Milhouard-sagen) ° og tillige paa, i hvilket omfang andre salgsformer fortsat staar til raadighed, og paa, om foranstaltningens virkning er direkte eller indirekte, umiddelbar eller fjerntliggende, eller rent hypotetisk (36) og usikker (37). I overensstemmelse hermed kan hindringen for markedsadgangen vaere af helt forskelligt omfang, lige fra en ubetydelig hindring til et naesten fuldstaendigt forbud. Det er klart paa dette punkt, at et mindstekrav vil kunne vaere nyttigt. Den sondring, der er anerkendt i Keck og Milhouard-dommen mellem et forbud, som det, der var tale om i "Cassis de Dijon"-sagen, og en ren begraensning af bestemte former for salg, er derfor vaerdifuld, idet det foerstnaevnte forhold uundgaaeligt foerer til en vaesentlig hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne, mens det sidstnaevnte kan foere til en saadan hindring. Men det kan ikke haevdes, at en foranstaltning af den sidstnaevnte art ikke vil kunne vaere en hindring for samhandelen i strid med artikel 30, naar der ikke foreligger en diskrimination. Det boer derfor anerkendes, at saadanne foranstaltninger ° medmindre de er aabenlyst diskriminerende ° ikke automatisk falder ind under artikel 30, som tilfaeldet er med foranstaltninger af "Cassis de Dijon"-typen, men at de kan falde ind under artikel 30, hvis den begraensning af markedsadgangen, de medfoerer, er vaesentlig.

46. Der kan taenkes den indvending mod det netop fremfoerte raesonnement, at det er i strid med en raekke domme, hvori Domstolen udtrykkeligt har forkastet tanken om, at en foranstaltning boer falde uden for artikel 30' s anvendelsesomraade, fordi den kun har ringe indvirkning paa indfoerslerne. I de fleste af disse sager har den paagaeldende foranstaltning imidlertid vaeret direkte diskriminerende, f.eks. i Prantl-sagen (38) og i sagerne Kommissionen mod Frankrig (39) og Kommissionen mod Italien (40), og i den sidstnaevnte sag var det under alle omstaendigheder erkendt, at virkningen var vaesentlig (41). I sagen Van de Haar og Kaveka de Meern (42) afslog Domstolen ganske vist at anvende et mindstekriterium paa en foranstaltning, som fandt anvendelse uden forskel paa indfoerte og indenlandske varer (nemlig i det konkrete tilfaelde bestemmelser om prisfastsaettelse). Udtalelserne herom var imidlertid helt abstrakte, og straks efter naaede Domstolen, i den samme dom, frem til, at regler om prisfastsaettelse kun er i strid med artikel 30, hvis priserne fastsaettes paa et saadant niveau, at indfoerte varer ikke kan afsaettes med fortjeneste, eller at en konkurrencefordel for producenten af de indfoerte varer ophaeves. Dette adskiller sig i virkeligheden ikke meget fra at sige, at artikel 30 kun traeder i funktion, hvis der foreligger en vaesentlig hindring for markedsadgangen.

47. Endelig boer det naevnes, at retsstillingen er en anden med hensyn til forbuddet i henhold til traktatens artikel 12 og 16 mod afgifter med tilsvarende virkning som told. Domstolen har med rette fastslaaet, at dette forbud gaelder for alle afgifter, uanset hvor lav afgiften maatte vaere (43). Raekkevidden af dette forbud er imidlertid langt mere specifik end raekkevidden af artikel 30. Desuden indebaerer saadanne afgifter, hvor lave de end er, noedvendigvis en hindring for varestroemmene, fordi de krydser en landegraense, mens det netop er formaalet med de naevnte traktatbestemmelser at afskaffe saadanne graenser (44). Denne begrundelse gaelder ikke med samme styrke for forbuddet i artikel 30 mod foranstaltninger med tilsvarende virkning.

48. I selve Keck og Mihouard-dommen er resultatet i overensstemmelse med det standpunkt, jeg har indtaget i det foregaaende. Det er usandsynligt, at en lov, som forbyder alle detailhandlere at saelge alle varer med tab, vil have vaesentlig indvirkning paa markedsfoering af indfoerte varer. Den har ingen vaesentlig indvirkning paa den samlede maengde indfoerte varer, og den forhindrer ikke, at en erhvervsdrivende i en anden medlemsstat har fuld adgang til markedet. Det samme vil normalt gaelde en lovgivning, som begraenser butikkers aabningstid, i det mindste hvis den gaelder generelt og ikke vilkaarligt begraenser mulighederne for at markedsfoere et begraenset udvalg af varer. En saadan lovgivning kan foere til en mindre nedgang i det samlede salg af varer, herunder indfoerte varer, men det er ikke sandsynligt, at den vil begraense markedsadgangen for en bestemt erhvervsdrivendes varer vaesentligt, da dens virkninger vil vaere spredt ud over hele vareudbuddet.

49. Paa denne baggrund naar jeg frem til, at artikel 30 boer antages at gaelde for ikke-diskriminerende foranstaltninger, som vaesentligt vil kunne begraense markedsadgangen (45).

50. Hvorledes skal dette kriterium da anvendes paa restriktioner for reklame. Som jeg allerede har antydet ° paa baggrund af den betydning, der maa tillaegges den frie ret til reklamering ° kan et fuldstaendigt forbud mod reklame for et produkt, som lovligt kan saelges i den medlemsstat, hvor forbuddet opstilles, og i andre medlemsstater, ikke falde uden for artikel 30' s anvendelsesomraade. Virkningen af et saadant forbud vil vaere, at producenter i andre medlemsstater vil finde det saa godt som umuligt at traenge ind paa det marked, hvor forbuddet opstilles, hvis deres produkter ikke allerede er kendt af forbrugerne i det paagaeldende land. En foranstaltning, som udgoer en saa betydelig hindring for adgangen for varer fra andre medlemsstater, maa utvivlsomt have tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion for samhandelen mellem medlemsstater. Selv hvis det diskrimineringskriterium, der er formuleret i Keck og Milhouard-dommen, anvendes, vil man naa til samme konklusion, nemlig at et forbud mod reklamering ° som langt fra virker neutralt ° har en tendens til specielt at virke til skade for indfoerte varer.

51. Den foranstaltning, den foreliggende sag direkte drejer sig om, er det forbud mod fjernsynsreklame, som efter fransk lovgivning gaelder for distributionssektoren. Men at den hindring for importen, som selv et delvist forbud mod at reklamere for bestemte produkter kan udgoere, er reel, kan illustreres ved hjaelp af et andet forbud i samme lovgivning. I Frankrig er det saaledes ved lov forbudt at reklamere i fjernsynet for alkoholholdige drikkevarer med en alkoholstyrke paa over 1,2%. En saadan foranstaltning kan eventuelt vaere berettiget i henhold til traktatens artikel 36, men den kan ikke haevdes at falde uden for artikel 30. Hvis et tysk bryggeri, hvis oel ikke hidtil har vaeret markedsfoert i Frankrig, beslutter sig til at introducere sine produkter paa det franske marked, vil det sandsynligvis ikke kunne opnaa en vaesentlig position, medmindre det kan reklamere for sine produkter. Fjernsyn anerkendes som et saerligt effektivt reklamemedium, specielt for forbrugsvarer der er beregnet til afsaetning i stoerre omfang. Hvis det tyske bryggeri forhindres i at benytte fjernsynsreklame, vil det vaere vanskeligere for det at traenge ind paa det franske marked, som fortsat vil vaere domineret af veletablerede indenlandske maerker.

52. Det er imidlertid ikke noedvendigt, at Domstolen tager stilling til dette forbud. Det er heller ikke noedvendigt, at den tager stilling til, om der er tale om en vaesentlig indvirkning paa markedsadgangen for saa vidt angaar de oevrige varetyper, som der ikke maa udsendes fjernsynsreklame for, nemlig litteraere publikationer, dagblade og tidsskrifter. Spoergsmaalet i denne sag er, om et delvist forbud mod, at en bestemt erhvervssektor goer brug af reklame, nemlig et forbud mod, at distributionssektoren benytter fjernsynsreklame, falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 30. Svaret paa dette spoergsmaal maa efter min opfattelse afhaenge af, hvad virkningerne af det delvise forbud er. Hvis det indebaerer en vaesentlig hindring for adgangen for varer, der er fremstillet i en anden medlemsstat, er det uforeneligt med artikel 30, medmindre det er berettiget af grunde, som er anerkendt i faellesskabsretten. Hvis derimod et delvist forbud mod reklamering ikke har nogen vaesentlig indvirkning paa samhandelen mellem medlemsstater og ikke udgoer en hindring for, at importerede varer traenger ind paa markedet, kan der intet anvendes mod at holde det uden for artikel 30' s anvendelsesomraade.

53. Virkningen af forbuddet mod, at distributionssektoren benytter fjernsynsreklame, synes at vaere af mere marginal betydning end virkningen af forbuddet mod reklame for alkoholholdige drikkevarer. Som jeg har naevnt, gaelder det for alle varer, og man kan saaledes ikke indvende mod det, at bestemte varekategorier rammes vilkaarligt. Hvis forretninger forhindres i at benytte fjernsynsreklame, vil indvirkningen paa handelen hovedsagelig ° men ikke udelukkende ° vaere begraenset til den paagaeldende medlemsstat. Man kan forestille sig en raekke forskellige virkninger, f.eks. at de midler, der oenskes benyttet til reklame, overfoeres fra virksomheder, som driver fjernsynsstationer, til foretagender, som stiller andre reklamemetoder til raadighed, herunder ejere af (landsdaekkende eller regionale) dagblade. Desuden kan det taenkes, at de stoerre detailhandelsvirksomheder, specielt ejere af supermarkedskaeder, som i praksis vil vaere dem, der mest sandsynligt vil benytte fjernsynsreklame, maaske vil konstatere, at deres konkurrencefordel frem for mindre detailhandlere er mindre, end den ellers ville vaere. Man kan ogsaa forestille sig, at det samlede salg af varer i almindelighed, herunder importerede varer, eventuelt formindskes i ringe omfang, hvis virksomhederne i distributionsleddet ikke kan benytte fjensynsreklame til fremme af salget. Ingen af disse virkninger kan dog i saa vaesentlig grad paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, at det er tilstraekkeligt til, at artikel 30 finder anvendelse.

54. Selv om virkningerne af en restriktion, som kun gaelder for distributionssektoren, i almindelighed kun vil goere sig gaeldende i den paagaeldende medlemsstat, kan man forestille sig situationer, hvor der kan opstaa en egentlig hindring for indfoerslerne. Et eksempel kan vaere den form for direkte markedsfoering i tv, som er blevet stadig mere udbredt i Europa i de seneste aar. Denne "television marketing" foregaar paa den maade, at en distributionsvirksomhed reklamerer for varer i fjernsynet og derefter viser en raekke telefonnumre, som kan benyttes til bestilling af varerne i hvert af de lande, hvor tv-kanalen modtages. Hvis en saadan salgsform var forbudt i Frankrig, ville man naeppe kunne betegne den deraf foelgende hindring for samhandelen som uvaesentlig. Denne form for hindring vil desuden vaere uforenelig med enhedsmarkedsbegrebet, fordi den hindrer distributionsvirksomheder i at udvikle en global markedsfoeringsstrategi. Hvis en distributionsvirksomhed i en anden medlemsstat i et saadant tilfaelde soegte at stoette ret paa traktaten, ville forholdet eventuelt falde ind under artikel 30 eller artikel 59. Man vil endelig kunne forestille sig, at et foretagende fra en anden medlemsstat soegte at etablere en supermarkedskaede i Frankrig. I saa fald kunne forbuddet mod, at distributionssektoren benytter fjernsynsreklame, medfoere, at der opstod spoergsmaal i relation til traktatens artikel 52.

55. Forhold af denne karakter foreligger dog ikke i sagen. Som jeg har naevnt, goer virkningerne af en restriktion ° som den der her er tale om ° der finder anvendelse paa distributionssektoren, sig foerst og fremmest gaeldende i vedkommende medlemsstat. Restriktionen paavirker kun én form for reklame, men ganske vist den mest effektive for masseproducerende forbrugsvarer, og reklamering for varen i sig selv paavirkes kun indirekte. Som det ogsaa er tilfaeldet for lovbestemmelser om begraensning af forretningers aabningstid, jf. ovenfor (46), kan foranstaltningen medfoere en mindre nedgang i det samlede salg af varer, herunder importerede varer. Men den kan ikke siges i vaesentlig grad at paavirke markedsadgangen. Den falder derfor efter min opfattelse uden for anvendelsesomraadet for artikel 30.

e) Spoergsmaalet, om foranstaltningen er begrundet

56. Da jeg er naaet frem til, at den her omhandlede foranstaltning ikke falder ind under artikel 30, hverken efter kriteriet i Keck og Milhouard-sagen eller efter den alternative opfattelse, jeg har foreslaaet, er det maaske ikke noedvendigt at tage stilling til, om foranstaltningen kan vaere begrundet, men jeg vil alligevel behandle spoergsmaalet for det tilfaelde, at der anlaegges en anden opfattelse af artikel 30. Jeg vil dermed undersoege spoergsmaalet ud fra den antagelse ° som jeg dog ikke selv gaar ind for ° at artikel 30 finder anvendelse. Da foranstaltningen gaelder uden forskel for indenlandske og indfoerte varer, kan begrundelsen ikke alene soeges i traktatens artikel 36, men ogsaa i den raekke "tvingende hensyn", Domstolen har anerkendt i sin praksis i forlaengelse af "Cassis de Dijon"-dommen.

57. For at afgoere, om foranstaltningen kan vaere begrundet, er det noedvendigt at fastslaa, a) at den har et lovligt formaal, b) at den er et passende middel til at realisere formaalet, og c) at formaalet ikke kan realiseres lige saa effektivt ved hjaelp af andre midler, som i mindre omfang ville begraense samhandelen mellem medlemsstaterne.

58. Den franske regering har oplyst, at dekretet, i hvert fald for saa vidt angaar distributionssektoren, har til formaal at beskytte de regionale dagblade og at sikre alsidigheden i medierne, idet tanken er, at de virksomheder, der vil reklamere, og som forhindres i at reklamere i fjernsynet, i stedet vil indrykke reklamer i de regionale dagblade. Det staar ikke helt klart, om dette ogsaa er grunden til (eller en af grundene til) at forbyde fjernsynsreklame for alkoholholdige drikkevarer, litteraere publikationer, pressen og biografer. Det forekommer sandsynligt, at hovedformaalet med at begraense adgangen til at reklamere for alkoholholdige drikkevarer er at beskytte folkesundheden ved at modvirke for stort et alkoholforbrug. Det er ogsaa naerliggende, at restriktionerne for reklame for boeger, tidsskrifter, dagblade og biograffilm er begrundet i en opfattelse af, at skarp konkurrence ikke er oenskelig paa det kulturelle omraade.

59. Det fremgaar klart af dommene i sagerne Kommissionen mod Frankrig og Aragonesa de Publicidad (47), at restriktioner for reklamering for alkoholholdige drikkevarer kan vaere berettigede af hensyn til beskyttelsen af folkesundheden, paa betingelse af, at restriktionerne ikke er diskriminerende og ikke er i strid med proportionalitetsprincippet. En vurdering af, om et forbud mod reklamer for alkoholholdige drikkevarer opfylder proportionalitetsbetingelsen, ville kraeve en indgaaende gennemgang af forbuddets virkninger, saavel med hensyn til samhandelen som med hensyn til folkesundheden, og en undersoegelse af, hvilke alternativer der findes. Disse forhold er ikke blevet droeftet i fuldt omfang for Domstolen i den foreliggende sag, uden tvivl fordi sagen ikke direkte drejer sig om reklamer for alkoholholdige drikkevarer, og der er derfor ikke grundlag for at traeffe endelig afgoerelse om, hvorvidt forbuddet mod reklamering er begrundet, i det omfang det omfatter alkoholholdige drikkevarer. Jeg vil blot naevne, at graensevaerdien paa 1,2% synes at vaere usaedvanlig lav og ser ud til endog at forhindre reklamer for oel med lavt alkoholindhold, at det ikke er let at indse, hvorfor fjernsynsreklame for alkoholholdige drikkevarer skulle vaere mere skadelig for folkesundheden end reklamering for alkoholholdige drikkevarer i dagblade, tidsskrifter og biografer, og at det kan haevdes, at mindre indgribende restriktioner (f.eks. regler om reklamernes indhold som dem, der er fastsat i artikel 15 i direktiv 89/552) ville vaere en lige saa effektiv beskyttelse af folkesundheden.

60. Med hensyn til, om de oevrige restriktioner, der opstilles i dekretet, kan vaere berettigede af hensyn til at beskytte den regionale dagspresse og at sikre alsidigheden i medierne, er det foerste spoergsmaal, der rejser sig, spoergsmaalet om, hvorvidt saadanne formaal principielt kan begrunde en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion for de frie varebevaegelser. Beskyttelsen af pressen og opretholdelse af alsidigheden i medierne naevnes naturligvis ikke i traktatens artikel 36, og disse hensyn er ikke hidtil blevet anerkendt som tvingende hensyn i retspraksis i forlaengelse af "Cassis de Dijon"-dommen. Domstolen har imidlertid antaget, at hensynet til at opretholde alsidigheden i medierne kan tjene som begrundelse for restriktioner i den frie adgang til udveksling af tjenesteydelser inden for den audiovisuelle sektor (48). Jeg vil derfor mene, at visse restriktioner for de frie varebevaegelser kan vaere begrundede i hensynet til at beskytte den regionale dagspresse.

61. Der er imidlertid ingen grund til at behandle dette spoergsmaal naermere, da det under alle omstaendigheder er vanskeligt at se, hvorledes de foranstaltninger, der er tale om, kan opfylde proportionalitetsbetingelsen. For det foerste er det et spoergsmaal, om foranstaltningerne kan udgoere et effektivt middel til at beskytte den regionale dagspresse, eftersom der ikke er nogen garanti for, at de, der forhindres i at reklamere i fjernsynet, vil reklamere i de regionale dagblade i stedet. Naar der ikke bestaar en forpligtelse til, at virksomhederne benytter en del af deres reklamebudget paa regionale dagblade, er det muligt, at de vaelger andre reklamemedier, f.eks. kommercielle radiostationer, biografer, plakater eller landsdaekkende dagblade. For det andet findes der naturligvis andre midler til at beskytte den regionale dagspresse, som kunne vaere lige saa effektive, men mindre indgribende i samhandelen mellem medlemsstaterne. Et af disse midler naevnes udtrykkeligt i artikel 19 i direktiv 89/552, hvorefter en medlemsstat kan begraense den samlede sendetid, som fjernsynsstationer, der hoerer under dens myndighed, benytter til reklameindslag. En saadan foranstaltning kunne bevirke, at prisen for den disponible reklametid ville stige, og den kunne dermed goere reklamer i dagblade, herunder regionale dagblade, mere konkurrencedygtige paa prisen. Statsinstitutioner og statsejede virksomheder kunne ogsaa paalaegges en forpligtelse til at reklamere i regionale dagblade, eller regeringen kunne stoette dagbladene ved hjaelp af skatte- eller afgiftsfordele eller endog direkte subventioner, dog paa betingelse af, at traktatens statsstoetteregler overholdes.

62. Selv hvis den omhandlede foranstaltning var et effektivt middel til at stoette de regionale dagblade, ville man stadig kunne indvende, at der ikke er fremfoert holdbare grunde til at lade distributionsvirksomhederne, udgivere af litteraere vaerker, biografejere og filmproducenter baere byrden ved at stoette den regionale dagspresse. Det forekommer at vaere vilkaarligt at vaelge disse erhvervssektorer som middel til at opretholde alsidigheden i pressen. Efter min opfattelse vil det vanskeligt kunne haevdes, at en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion er begrundet, naar den virker vilkaarligt. Hvis jeg var naaet frem til, at restriktionen for adgangen til at reklamere var omfattet af artikel 30, ville jeg saaledes ikke anse den for at kunne begrundes.

Raadets direktiv 89/552/EOEF

63. Hovedformaalet med direktiv 89/552, som er udstedt med hjemmel i traktatens artikel 57, stk. 2, og artikel 66, er at lette den frie udveksling af fjernsynsudsendelser inden for Faellesskabet. I direktivets praeambel hedder det, at tv-radiospredningsvirksomhed udgoer en tjenesteydelse i traktatens forstand, at traktaten garanterer fri ret til udveksling af tjenesteydelser, der normalt udfoeres mod betaling, uden hensyn til disse ydelsers indhold i kulturel eller anden henseende, og at denne ret, anvendt paa fjernsynsspredning og -distribution, er et udtryk for ytringsfriheden som nedfaeldet i artikel 10, stk. 1, i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (jf. sjette, syvende og ottende betragtning til direktivet). Direktivets formaal ° at lette fri udveksling af fjernsynsudsendelser ° soeges gennemfoert ved fastsaettelse af mindsteregler, som skal opfyldes af tv-radiospredningsorganer, der hoerer under en medlemsstats myndighed. Udsendelser, der er i overensstemmelse med mindstereglerne, kan transmitteres til andre medlemsstater. I artikel 2, stk. 2, bestemmes det, at medlemsstaterne skal sikre modtagefrihed og ikke maa hindre retransmission paa deres omraade af fjernsynsudsendelser fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for de ved direktivet samordnede omraader. Den eneste undtagelse fra dette princip er opstillet i selve artikel 2, stk. 2, idet medlemsstaterne i henhold dertil ° paa en raekke strenge betingelser ° kan suspendere udsendelser, der udgoer en "aabenlys, vaesentlig og alvorlig" overtraedelse af artikel 22. I henhold til direktivets artikel 22 skal medlemsstaterne sikre, at tv-radiospredningsorganer, som hoerer under deres myndighed, ikke udsender programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreaariges fysiske, mentale eller moralske udvikling, herunder navnlig programmer, der indeholder pornografi eller umotiveret vold.

64. Direktivets kapitel IV (artikel 10-21) baerer overskriften "Fjernsynsreklamer og sponsorvirksomhed". I artikel 10 opstilles der et grundlaeggende princip om, at fjernsynsreklamer klart skal adskille sig fra det oevrige program. Artikel 11 indeholder naermere regler om, hvordan adskillelsen skal ske. I artikel 13 forbydes fjernsynsreklamer for cigaretter og andre tobaksvarer. Artikel 14 forbyder fjernsynsreklamer for laegemidler og medicinsk behandling, der er receptpligtige i den medlemsstat, under hvis myndighed tv-radiospredningsorganet hoerer, og i artikel 15 opstilles der restriktioner for fjernsynsreklamer for alkoholholdige drikkevarer. Artikel 18 ° der begraenser reklameudsendelsernes omfang ° indeholder foelgende bestemmelser:

"1. Reklameudsendelser maa ikke udgoere mere end 15% af den daglige sendetid. Denne procentsats kan dog saettes op til 20, hvis den omfatter saadanne reklameformer som direkte tilbud til seerne med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller vedroerende tjenesteydelser, hvis de samlede reklameindslag ikke overstiger 15%.

2. Sendetiden for reklameindslag inden for en given periode paa en time maa ikke overstige 20%.

3. Med forbehold af stk. 1 maa reklameformer saasom direkte tilbud til seerne med henblik paa salg, koeb eller leje af produkter eller vedroerende tjenesteydelser ikke overstige en time om dagen."

65. Artikel 19 bestemmer foelgende:

"Medlemsstaterne kan fastsaette strengere regler, end hvad der er fastsat i artikel 18, med hensyn til sendetid og de naermere bestemmelser for fjernsynstransmission for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed, saaledes at det omfang, hvori der sendes fjernsynsreklamer, kan forenes med seernes interesser, idet der navnlig tages hensyn til:

a) fjernsynets funktion som medium for nyheder, uddannelse, kultur og underholdning

b) bevarelse af pluralismen i forbindelse med nyhedsformidling og medier."

Artikel 20 er affattet saaledes:

"Medlemsstaterne kan under overholdelse af faellesskabsretten fastsaette andre betingelser end de i artikel 11, stk. 2 til 5, og artikel 18 fastsatte for saa vidt angaar udsendelser, der udelukkende er bestemt til det nationale omraade, og som hverken direkte eller indirekte kan modtages i en eller flere andre medlemsstater. jf. dog artikel 3."

Artikel 3, stk. 1, indeholder en mere generel undtagelse, hvorefter medlemsstaterne for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, som hoerer under deres myndighed, kan indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet (49).

66. Direktivet indeholder kun udtrykkelige forbud mod fjernsynsreklamer for to varetyper eller kategorier af tjenesteydelser, nemlig for cigaretter og andre tobaksvarer (artikel 13) og for receptpligtige laegemidler og medicinsk behandling (artikel 14). Det spoergsmaal, der opstaar i den foreliggende sag, er, om direktivet giver medlemsstaterne adgang til at forbyde, at fjernsynsstationer under deres myndighed udsender reklamer for andre varekategorier eller erhvervssektorer, f.eks. distributionssektoren. Paa dette punkt er direktivet noget uklart, idet det ikke entydig fastslaas, om der er eller ikke er adgang til at udelukke fjernsynsreklamer for andre varer eller tjenesteydelser.

67. Der er fire bestemmelser i direktivet, som giver medlemsstaterne ret til at underkaste tv-radiospredningsorganer under deres myndighed strengere betingelser end fastsat i direktivet, nemlig artikel 3, stk. 1, artikel 19 og 20, som er citeret ovenfor, samt artikel 8, som giver medlemsstaterne ret til at fastsaette mere detaljerede eller strengere regler "af sprogpolitiske hensyn". Det er klart, at den sidstnaevnte bestemmelse ikke er relevant. Det er herefter noedvendigt at gennemgaa artikel 3, stk. 1, samt artikel 19 og 20 for at kunne afgoere, om de giver medlemsstaterne ret til at forbyde fjernsynsreklamer ° for saa vidt angaar fjernsynsstationer under deres myndighed ° for enhver vare, tjenesteydelse eller erhvervssektor, som ikke hoerer til de kategorier, for hvilke et saadant forbud foelger af selve direktivet.

68. Artikel 19 giver medlemsstaterne ret til at "fastsaette strengere regler, end hvad der er fastsat i artikel 18, med hensyn til sendetid og de naermere bestemmelser for fjernsynstransmission for saa vidt angaar tv-radiospredningsorganer, der hoerer under deres myndighed". Artikel 19 indeholder saaledes kun en undtagelse fra artikel 18, som ikke drejer sig om, hvilke varer eller tjenesteydelser der kan reklameres for, men derimod om den del af den daglige sendetid, som kan benyttes til reklamer. Det samme argument gaelder for artikel 20, hvorefter der kun kan goeres udtagelse fra artikel 11, stk. 2-5, og artikel 18. I artikel 11 opstilles der detaljerede regler, som skal sikre en klar adskillelse mellem fjernsynsreklamer og det oevrige program, og som forbyder indsaettelse af reklamer i bestemte programformer. Bestemmelsen angaar ikke spoergsmaalet om, for hvilke varer eller tjenesteydelser der maa reklameres. Det er ogsaa klart, at artikel 20 ikke kan gaelde under de omstaendigheder, der foreligger i denne sag, eftersom artiklen kun giver hjemmel for undtagelser fra artikel 11, stk. 2-5, og artikel 18 "for saa vidt angaar udsendelser, der udelukkende er bestemt til det nationale omraade, og som hverken direkte eller indirekte kan modtages i en eller flere andre medlemsstater". Her er det tilstraekkeligt at bemaerke, at baade TF1 og M6 kan modtages i andre medlemsstater, i det mindste i graenseegne.

69. Det spoergsmaal, der staar tilbage at loese er saaledes, om direktivets artikel 3, stk. 1, som den franske regering og Kommissionen har haevdet, giver medlemsstaterne ret til at indfoere restriktioner af den karakter, som denne sag drejer sig om. Det er ikke utvivlsomt, hvad raekkevidden af artikel 3, stk. 1, praecis er. Bestemmelsen synes at indeholde en meget vidtgaaende undtagelse fra direktivets almindelige regler, eftersom den giver medlemsstaterne ret til, for saa vidt angaar de tv-radiospredningsorganer, som hoerer under deres myndighed, at indfoere strengere eller mere detaljerede bestemmelser paa de omraader, der er omfattet af direktivet. Vanskeligheden opstaar, fordi det hverken af direktivets ordlyd eller dets systematik klart fremgaar, hvad forholdet er mellem denne meget vide undtagelse og de mere snaevert formulerede undtagelser i artikel 19 og 20 (og i artikel 8). Hvis bestemmelsen i artikel 3, stk. 1, skal fortolkes saaledes, at den giver medlemsstaterne ret til at opstille en hvilken som helst restriktion for fjernsynsstationer under deres myndighed, vil de snaevrere formulerede undtagelser i artikel 19 og 20 vaere overfloedige. Hvis man paa den anden side antager, at medlemsstaterne ikke har ret til at underkaste fjernsynsstationer under deres myndighed strengere regler end fastsat i direktivet, medmindre de i artikel 8, 19 og 20 naevnte omstaendigheder foreligger, vil selve artikel 3, stk. 1, miste sit formaal. Forklaringen paa denne tilsyneladende selvmodsigelse i direktivets systematik kan eventuelt vaere den komplicerede tilblivelseshistorie (50).

70. Det er uheldigt, at faellesskabslovgivningen er saa upraecis paa et saa vigtigt omraade. Et forhold staar imidlertid klart, nemlig at hvis direktivet om fjernsyn uden graenser ikke fandtes, ville det staa medlemsstaterne frit for at begraense reklameudsendelse foretaget af fjernsynsstationer under deres myndighed, forudsat at de herved ikke kraenker traktaten eller nogen anden faellesskabsretlig bestemmelse. Jeg mener ikke det vil vaere paa sin plads at fortolke direktivet saaledes, at det fratager medlemsstaterne retten hertil, medmindre dette klart har vaeret formaalet med direktivet og er retsvirkningen af det. Der foreligger intet om, at dette har vaeret formaalet ved udarbejdelsen af direktivet. Tvaertimod er meningen med direktivet generelt at fremme den frie bevaegelighed for fjernsynsudsendelser ved at opstille mindsteregler og i oevrigt at overlade det til medlemsstaterne at foretage en strengere regulering af forholdene for stationer under deres myndighed. Dette formaal bringes ikke i fare ved, at medlemsstater forbyder fjernsynsstationer under deres myndighed at bringe reklamer for bestemte varer og tjenesteydelser under andre omstaendigheder end dem, der er naevnt i artikel 13 og 14. Jeg naar herefter til det resultat, at en lovgivning som den, den foreliggende sag drejer sig om, ikke er i strid med direktivet.

Traktatens konkurrenceregler

71. Med hensyn til argumentet om, at den omtvistede lovgivning er i strid med traktatens artikel 85 og 86, kan jeg goere min redegoerelse noget mere kortfattet.

72. Argumentets kerne er, at Leclerc-Siplec' s konkurrenter har indgaaet en aftale om sammensaetningen af en blyfri benzin, som ikke svarer til nogen europaeisk standard, og at de i faellesskab har besluttet at markedsfoere dette produkt ved hjaelp af et selektivt distributionssystem, hvorefter forhandleren er forpligtet til at skilte med producentens navn paa standeren. Aftalen mellem Leclerc-Siplec' s konkurrenter haevdes at vaere en aftale, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 85, og konkurrenterne haevdes at goere sig skyldig i misbrug for at opnaa en dominerende stilling i strid med traktatens artikel 86. Efter Leclerc-Siplec' s opfattelse er det blevet muligt at indgaa aftalen, eller i hvert fald er indgaaelsen af aftalen blevet lettet som foelge af dekretets bestemmelser, fordi forbuddet mod fjernsynsreklame forhindrer virksomheder som Leclerc-Siplec, der distribuerer benzin, i at fremme salget af deres blyfri benzin og dermed i at konkurrere med parterne i aftalen.

73. Dette argument maa klart forkastes. Som Leclerc-Siplec selv har erkendt, angaar artikel 85 og 86 ikke foranstaltninger truffet af staten, men virksomheders adfaerd. Domstolen har ganske vist i en lang raekke tilfaelde ° f.eks. i sagerne Meng (51) og Ohra (52) ° fastslaaet, at traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med artikel 5, paalaegger medlemsstaterne en forpligtelse til ikke at traeffe eller opretholde foranstaltninger, som kan ophaeve den tilsigtede virkning af de for virksomhederne gaeldende konkurrenceregler. Dette er tilfaeldet, naar en medlemsstat enten foreskriver eller fremmer virksomheders indgaaelse af aftaler i strid med artikel 85 eller forstaerker saadanne aftalers virkninger, eller fratager sine egne bestemmelser deres statslige karakter ved til private erhvervsdrivende at uddelegere ansvaret for at traeffe beslutninger om oekonomisk intervention.

74. Det er klart, at det omtvistede dekret ikke "foreskrev eller fremmede" indgaaelsen af den aftale, Leclerc-Siplec' s konkurrenter haevdes at have indgaaet. Det kan heller ikke ° paa baggrund af Meng-dommen ° haevdes, at dekretet har forstaerket virkningerne af en konkurrencebegraensende aftale. I Meng-dommen blev det fastslaaet, at lovbestemmelser, der er gaeldende for et bestemt forsikringsomraade, kun kan anses for at forstaerke virkningerne af en allerede eksisterende aftale, hvis de indskraenker sig til at overtage elementerne i en aftale, der er indgaaet mellem de erhvervsdrivende paa omraadet. Det er ogsaa klart, at det omtvistede dekret ikke uddelegerer ansvaret for at regulere fjernsynsreklameomraadet til private virksomheder.

Forslag til afgoerelse

75. Paa grundlag af det anfoerte vil jeg foreslaa, at det spoergsmaal, Tribunal de commerce de Paris har forelagt, besvares saaledes:

"1) En foranstaltning, som traeffes af en medlemsstat, og som forhindrer distributionsvirksomheder, der er etableret i medlemsstaten, i at benytte fjernsynsreklame, udgoer ikke en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion som omhandlet i EOEF-traktatens artikel 30.

2) En saadan foranstaltning er ikke i strid med Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed.

3) En saadan foranstaltning er ikke i strid med EOEF-traktatens artikel 85 og 86, sammenholdt med traktatens artikel 5."

(*) Originalsprog: engelsk.

(1) ° Raadets direktiv 89/552/EOEF af 3.10.1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedroerende udoevelse af tv-radiospredningsvirksomhed, EFT L 298, s. 23.

(2) ° Dom af 16.12.1981, sag 244/80, Sml. s. 3045, jf. ogsaa dom af 1.3.1980, sag 104/79, Foglia I, Sml. s. 745.

(3) ° Dom af 16.7.1992, sag C-83/91, Sml. I, s. 4871.

(4) ° Dom af 16.7.1992, sag C-343/90, Sml. I, s. 4673.

(5) ° Dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90, C-321/90 og C-322/90, Sml. I, s. 393.

(6) ° Foglia II, jf. fodnote 2, praemis 18.

(7) ° Foglia I, jf. fodnote 2, praemis 10.

(8) ° Foglia I, jf. fodnote 2, praemis 11.

(9) ° Se praemis 28, 29 og 30 i Foglia II-sagen, jf. fodnote 2.

(10) ° Jf. f.eks. dom af 23.11.1989, sag C-150/88, Parfuemeriefabrik 4711, Sml. s. 3891, praemis 11 og 12.

(11) ° Jf. dom af 18.3.1980, sag 52/79, Debauve, Sml. s. 833, af 26.4.1988, sag 352/85, Bond van Adverteerders, Sml. s. 2085, og af 25.7.1991, sag C-288/89, Collectieve Antennevoorziening Gouda, Sml. I, s. 4007.

(12) ° Dom af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, praemis 42.

(13) ° Virginia State Board of Pharmacy mod Virginia Citizens Consumer Council, 425 US 748, 48 L Ed 2d (1976).

(14) ° Dom af 11.7.1974, sag 8/74, Sml. s. 837.

(15) ° Dom af 24.11.1993, forenede sager C-267/91 og C-268/91, Sml. I, s. 6097.

(16) ° Dom af 20.2.1979, sag 120/78, Sml. s. 649.

(17) ° Jf. White In search of the limits to Article 30 of the EEC Treaty , Common Market Law Review, 1989, s. 235.

(18) ° Dom af 14.7.1981, sag 155/80, Sml. s. 1993.

(19) ° Dom af 31.3.1982, sag 75/81, Sml. s. 1211.

(20) ° Dom af 11.7.1990, sag C-23/89, Sml. I, s. 3059.

(21) ° Dom af 15.12.1982, sag 286/81, Sml. s. 4575.

(22) ° Dom af 16.5.1989, sag 382/87, Sml. s. 1235.

(23) ° Dom af 25.7.1991, forenede sager C-1/90 og C-176/90, Sml. I, s. 4151; jf. ogsaa dom af 10.7.1980, sag 152/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 2299, saerlig praemis 11.

(24) ° Dom af 7.3.1990, sag C-362/88, Sml. I, s. 667.

(25) ° Dom af 12.12.1990, sag C-241/89, Sml. I, s. 4695.

(26) ° Dom af 18.5.1993, sag C-126/91, Sml. I, s. 2361.

(27) ° Praemis 7 i GB-INNO-BM-dommen.

(28) ° Jf. dommens praemis 29.

(29) ° Dom af 23.11.1989, sag C-145/88, Torfaen Borough Council, Sml. s. 3851, af 28.2.1991, sag C-312/89, Conforama m.fl., Sml. I, s. 997, og af 16.12.1992, sag C-169/91, B & Q, Sml. I, s. 6635.

(30) ° Praemis 15 i B & Q-dommen, jf. fodnote 29.

(31) ° Forenede sager C-267/91 og C-268/91, jf. fodnote 15.

(32) ° Praemis 16.

(33) ° Dom af 15.12.1993, sag C-292/92, Sml. I, s. 6787; jf. ogsaa dom af 2.2.1994, sag C-315/92, Verband Sozialer Wettbewerb, Sml. I, s. 317, af 2.6.1994, forenede sager C-401/92 og C-402/92, Tankstation 't Heukske og Boermans, Sml. I, s. 2199, og forenede sager C-69/93 og C-258/93, Punto Casa og PPV, Sml. I, s. 2355.

(34) ° Jf. retsmoederapporten, Sml. 1993 I, s. 6790.

(35) ° Praemis 22.

(36) ° Som naevnt i praemis 15 i dommen i B & Q-sagen (jf. ovenfor i punkt 33).

(37) ° Som i dom af 7.3.1990, sag C-69/88, Krantz, Sml. I, s. 583, praemis 11.

(38) ° Dom af 13.3.1984, sag 16/83, Sml. s. 1299.

(39) ° Dom af 14.3.1985, sag 269/83, Sml. s. 837.

(40) ° Dom af 5.6.1986, sag 103/84, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1759.

(41) ° Jf. praemis 18.

(42) ° Dom af 5.4.1984, forenede sager 177/82 og 178/82, Sml. s. 1797, praemis 13.

(43) ° Jf. f.eks. dom af 1.7.1969, sag 24/68, Kommissionen mod Italien, Sml. 1969, s. 47 (org. ref.: Rec. s. 193), praemis 9 [O.a.: dommen er paa dansk kun offentliggjort i sammendrag, jf. her sammendragets punkt 2 a)].

(44) ° Jf. a.st.

(45) ° Jf. ogsaa Roth, Comment on Keck and Huenermund , Common Market Law Review, 1994, s. 845, saerlig s. 853.

(46) ° Punkt 48.

(47) ° Jf. ovenfor i fodnote 23.

(48) ° Jf. senest dom af 5.10.1994, sag C-23/93, TV10 SA, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 18 og 19. Jf. ogsaa artikel 19 i direktivet om fjernsyn uden graenser , som omtales i det foelgende i punkt 65.

(49) ° Den engelske version af direktivets artikel 3, stk. 1, lyder saaledes:

Member States shall remain free to require television broadcasters under their jurisdiction to lay down more detailed or stricter rules in the areas covered by this

Directive.

Dette er klart en forkert oversaettelse, naar man ser paa de oevrige sprogversioner. F.eks. lyder den franske tekst saaledes:

Les Etats membres ont la faculté, en ce qui concerne les organismes de radiodiffusion télévisuelle qui relèvent de leur compétence, de prévoir des règles plus strictes ou plus détaillées dans les domaines couverts par la présente directive.

(50) ° Jf. herom Delwit og Gobin, Etude du cheminement de la directive télévision sans frontières : synthèses des prises de positions des institutions communautaires i L' espace audiovisuel européen, udgivet af Vandersanden, Bruxelles, 1991, s. 55-74.

(51) ° Dom af 17.11.1993, sag C-2/91, Sml. I, s. 5751, praemis 14.

(52) ° Dom af 17.11.1993, sag C-245/91, Sml. I, s. 5851, praemis 10.