61989J0184

++++

1. Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - begreb - regler om kvasiautomatisk oprykning til en hoejere loenramme - omfattet

(EOEF-Traktaten, art. 119)

2. Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - krav om, at deltidsbeskaeftigede skal have dobbelt saa stor loenanciennitet som fuldtidsbeskaeftigede for at kunne rykke op i en hoejere loenramme - deltidsbeskaeftigede hovedsagelig kvinder - ikke tilladt uden objektiv begrundelse

(EOEF-Traktaten, art. 119)

3. Socialpolitik - mandlige og kvindelige arbejdstagere - lige loen - Traktatens artikel 119 - direkte virkning - raekkevidde

(EOEF-Traktaten, art. 119)

1. Forbuddet i Traktatens artikel 119 mod forskelsbehandling af maend og kvinder med hensyn til loen omfatter ogsaa regler i en kollektiv overenskomst om kvasiautomatisk oprykning fra én loenramme til en anden paa grundlag af loenancienniteten.

2. Traktatens artikel 119 er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en hoejere loenramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, naar det viser sig, at den sidstnaevnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at den paagaeldende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket isaer afhaenger af forholdet mellem det udfoerte arbejdes karakter og den erfaring, udfoerelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.

3. Naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesaette bestemmelsen, uden at retten behoever at anmode om eller afvente, at den forinden ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa anden maade, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler paa den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af forskelsbehandlingen, som gaelder for de oevrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar EOEF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret.

1 Ved kendelse af 13. april 1989, indgaaet til Domstolen den 29. maj 1989, har Arbeitsgericht Hamburg i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 119 samt Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder (EFT L 45, s. 19).

2 Spoergsmaalene er rejst under en sag, som Helga Nimz har anlagt mod sin arbejdsgiver, Freie und Hansestadt Hamburg, og som vedroerer hendes oprykning til en hoejere loenramme.

3 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at arbejdsforholdet er reguleret af en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionaerer (Bundesangestelltentarifvertrag, herefter benaevnt "BAT"). I den affattelse af BAT' s artikel 23 a, nr. 6, der var gaeldende indtil den 31. december 1987, bestemtes det med hensyn til den ansattes oprykning til en hoejere loenramme efter en vis tid, at tjenesteperioder, hvori den ansatte havde haft en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, blev medregnet fuldt ud, men at tjenesteperioder, hvori den ansatte havde haft en arbejdstid paa mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun blev medregnet med halvdelen.

4 Under henvisning til denne bestemmelse og med den begrundelse, at Helga Nimz' arbejdstid udgjorde mindre end tre fjerdedele af den normale arbejdstid, afslog arbejdsgiveren at oprykke hende til den naermeste hoejere loenramme, nemlig IV b, gruppe 2, i henhold til BAT, efter at hun i seks aar havde vaeret indplaceret i loenramme V b, gruppe 1 a.

5 Dette betragtede Helga Nimz som en retsstridig indirekte forskelsbehandling, da ansatte med en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid og seks aars loenanciennitet havde krav paa automatisk oprykning til en hoejere loenramme. Hun anlagde derfor sag ved Arbeitsgericht Hamburg, som fandt, at sagen rejser spoergsmaal om fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 117 og 119 samt direktiv 75/117. Retten har som foelge heraf udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Foreligger der en indirekte forskelsbehandling af kvinder i strid med EOEF-Traktatens artikel 119, naar det - for 'Verwaltungsfachangestellte' ved et universitet - i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte med hensyn til oprykning til den naermeste hoejere loenramme bestemmes

- at tjenesteperioder, hvori funktionaeren har haft en normal arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskaeftigets normale arbejdstid, medregnes fuldt ud ved beregningen af loenancienniteten, mens tjenesteperioder, hvori funktionaeren har haft en arbejdstid paa mindst halvdelen af den normale arbejdstid, medregnes med halvdelen - og kvindelige funktionaerer udgoer mere end 90% af alle deltidsbeskaeftigede funktionaerer med en arbejdstid paa under tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskaeftigets normale arbejdstid, og kvindelige funktionaerer udgoer lidt over 55% af alle deltidsbeskaeftigede funktionaerer med en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskaeftigets normale arbejdstid og af alle fuldtidsbeskaeftigede?

2) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende:

Kraever EOEF-Traktatens artikel 119, sammenholdt med EOEF-Traktatens artikel 117 og/eller Raadets direktiv 75/117/EOEF da, at der for deltidsbeskaeftigede med en arbejdstid paa under tre fjerdedele af en tilsvarende fuldtidsbeskaeftigets normale arbejdstid gaelder samme loenanciennitetskrav som for deltidsbeskaeftigede med en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af en fuldtidsbeskaeftiget funktionaers, henholdsvis som for en fuldtidsbeskaeftiget,

eller

forholder det sig saaledes, at retten under hensyn til overenskomstparternes ret til selvregulering er afskaaret fra at traeffe en saadan afgoerelse og maa overlade det til overenskomstparterne at loese spoergsmaalet?"

6 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, de relevante faellesskabsbestemmelser, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Spoergsmaal 1

7 Med det foerste praejudicielle spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om Traktatens artikel 119 er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en hoejere loenramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, naar den sidstnaevnte gruppe ansatte omfatter langt flere kvinder end maend.

8 Med henblik paa besvarelsen af dette spoergsmaal maa det foerst undersoeges, om oprykning til en hoejere loenramme falder ind under anvendelsesomraadet for Traktatens artikel 119.

9 Det er oplyst, at der i det foreliggende tilfaelde er tale om en ordning, hvorefter der sker en kvasiautomatisk indplacering i loenrammen paa grundlag af anciennitetsregler, som er fastsat i en kollektiv overenskomst. Disse regler er afgoerende for udviklingen i selve den afloenning, en ansat, der ikke faar nye arbejdsopgaver, har krav paa.

10 Heraf foelger, at reglerne om den kvasiautomatiske oprykning til en hoejere loenramme under de angivne omstaendigheder principielt falder ind under begrebet loen som defineret i Traktatens artikel 119.

11 Da Traktatens artikel 119 er ufravigelig, gaelder forbuddet mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige ansatte ikke blot for offentlige myndigheder, men omfatter ogsaa alle overenskomster, der kollektivt regulerer arbejdsforhold, og aftaler mellem private (jf. senest dom af 27.6.1990, sag C-33/89, Kowalska, Sml. I, s. 2591).

12 Det fremgaar af oplysningerne i sagen, at ansatte, hvis arbejdstid udgoer mindst halvdelen, men mindre end tre fjerdedele af en fuldtidsbeskaeftigets arbejdstid, efter den paagaeldende overenskomstbestemmelse skal have dobbelt saa stor loenanciennitet som en fuldtidsbeskaeftiget for at rykke op i den naermeste hoejere loenramme. En saadan kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne kan opretholde en forskel i den samlede afloenning af to kategorier af ansatte - nemlig de ansatte, der har en bestemt mindstearbejdstid pr. uge eller maaned, og de ansatte, der har samme arbejdsopgaver, men ikke har denne mindstearbejdstid - medfoerer rent faktisk en forskelsbehandling af kvindelige ansatte i forhold til mandlige ansatte, naar det viser sig, at en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder har deltidsbeskaeftigelse. En saadan overenskomst maa derfor principielt anses for at vaere i strid med Traktatens artikel 119. Det eneste tilfaelde, hvor dette ikke gaelder, er, naar den forskellige behandling af de to kategorier af ansatte er begrundet i objektive faktorer, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grund af koen (jf. dom af 13.5.1986, sag 170/84, Bilka-Kaufhaus, Sml. s. 1607).

13 Under sagens behandling har Freie und Hansestadt Hamburg i det vaesentlige gjort gaeldende, at ansatte, som er fuldtidsbeskaeftigede, eller som har en arbejdstid paa tre fjerdedele af normal arbejdstid, hurtigere end de andre ansatte erhverver kvalifikationer og faerdigheder i forbindelse med deres arbejdsopgaver. Den tyske forbundsregering har tillige fremhaevet, at de foerstnaevnte har stoerre erfaring.

14 Saadanne betragtninger er imidlertid kun generaliseringer vedroerende bestemte grupper af ansatte, og de giver derfor ikke grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen (jf. dom af 13.7.1989, sag 171/88, Rinner-Kuehn, Sml. s. 2743). Ganske vist er ancienniteten ensbetydende med en stoerre erfaring, som principielt saetter arbejdstageren i stand til bedre at udfoere sine arbejdsopgaver, men om et saadant kriterium er objektivt, afhaenger af samtlige omstaendigheder i det konkrete tilfaelde, saerlig af forholdet mellem det udfoerte arbejdes karakter og den erfaring, udfoerelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer. Det tilkommer imidlertid den nationale ret, som har enekompetence til at bedoemme de faktiske omstaendigheder, i betragtning af alt foreliggende at afgoere, om og i hvilket omfang en bestemmelse i en kollektiv overenskomst som den, der her er tale om, er berettiget af objektive grunde, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen.

15 Det foerste spoergsmaal, den nationale ret har forelagt, maa herefter besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en hoejere loenramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, naar det viser sig, at den sidstnaevnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at den paagaeldende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket isaer afhaenger af forholdet mellem det udfoerte arbejdes karakter og den erfaring, udfoerelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.

Spoergsmaal 2

16 Det andet spoergsmaal drejer sig om konsekvenserne af, at den nationale ret fastslaar, at en bestemmelse i en kollektiv overenskomst er uforenelig med EOEF-Traktatens artikel 119, isaer naar henses til overenskomstparternes ret til selvregulering.

17 I denne forbindelse bemaerkes - som Domstolen har fastslaaet i dommen af 8. april 1976 (sag 43/75, Defrenne, Sml. s. 455) - at bestemmelsen i EOEF-Traktatens artikel 119 er tilstraekkelig praecis til, at den kan paaberaabes af borgerne for en national retsinstans med henblik paa, at denne tilsidesaetter enhver national bestemmelse, herunder i givet fald en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, der ikke er i overensstemmelse med traktatbestemmelsen.

18 Det fremgaar af dommen af 27. juni 1990 i sag C-33/89, jf. ovenfor, at naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, skal medlemmerne af den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af denne forskelsbehandling, behandles paa samme maade og vaere omfattet af de samme regler som de oevrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret.

19 Endvidere bemaerkes, at den nationale ret, der inden for sin kompetence har til opgave at anvende faellesskabsrettens bestemmelser, ifoelge Domstolens faste praksis (jf. saerlig dom af 9.3.1978, sag 106/77, Simmenthal, Sml. s. 629) har pligt til at sikre disse reglers fulde virkning, idet retten i paakommende tilfaelde af egen drift skal undlade at anvende en modstridende bestemmelse i den nationale lovgivning, uden at den behoever at anmode om eller afvente en forudgaaende ophaevelse af bestemmelsen ad lovgivningsvejen eller ved ethvert andet forfatningsmaessigt middel.

20 Det samme gaelder, naar den bestemmelse, der strider mod faellesskabsretten, fremgaar af en kollektiv overenskomst. Det ville nemlig vaere uforeneligt med selve faellesskabsrettens karakter at frakende den ret, der skal bringe faellesskabsretten i anvendelse, befoejelsen til i selve det oejeblik, hvor den skal anvende faellesskabsretten, at foretage alt, hvad der er noedvendigt for at tilsidesaette bestemmelser i en kollektiv overenskomst, som eventuelt er til hinder for, at faellesskabsrettens bestemmelser faar deres fulde virkning.

21 Spoergsmaal 2 maa herefter besvares med, at naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesaette bestemmelsen, uden at retten behoever at anmode om eller afvente, at den forinden ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa anden maade, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler paa den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af forskelsbehandlingen, som gaelder for de oevrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar EOEF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret.

Sagens omkostninger

22 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, Det Forenede Kongeriges regering samt Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arbeitsgericht Hamburg ved kendelse af 13. april 1989, for ret:

1) EOEF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for, at det i en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte i en medlemsstat bestemmes, at tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mindst tre fjerdedele af normal arbejdstid, medregnes fuldt ud ved oprykning til en hoejere loenramme, mens tjenesteperioder, hvori en ansat har haft en arbejdstid paa mellem halvdelen og tre fjerdedele af normal arbejdstid, kun medregnes med halvdelen, naar det viser sig, at den sidstnaevnte gruppe ansatte rent faktisk omfatter en betydelig mindre procentdel af maend end af kvinder, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at den paagaeldende overenskomstbestemmelse er begrundet i faktorer, som er objektive, hvilket isaer afhaenger af forholdet mellem det udfoerte arbejdes karakter og den erfaring, udfoerelsen af arbejdet giver efter et bestemt antal arbejdstimer.

2) Naar en bestemmelse i en kollektiv overenskomst foerer til en indirekte forskelsbehandling, har den nationale ret pligt til at tilsidesaette bestemmelsen, uden at retten behoever at anmode om eller afvente, at den forinden ophaeves ved overenskomstforhandlinger eller paa anden maade, og retten har ligeledes pligt til at anvende de samme regler paa den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af forskelsbehandlingen, som gaelder for de oevrige ansatte, idet disse regler er de eneste, man kan henholde sig til, naar EOEF-Traktatens artikel 119 ikke er korrekt gennemfoert i national ret.