61988J0070(01)

++++

1. Institutionernes retsakter - valg af hjemmel - kriterier

2. Euratom - sundhedsbeskyttelse - sikkerhedsnormer med henblik paa beskyttelse af befolkningen og arbejdstagerne - fastsaettelse af maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder - forbud mod markedsfoering af kontaminerede levnedsmidler - hjemmel - Euratom-Traktatens artikel 31

(EOEF-Traktaten, art. 100 A; Euratom-Traktaten, art. 31; Raadets forordning nr. 3954/87)

1. Inden for rammerne af kompetencefordelingen i Faellesskabet kan en institutions valg af hjemmel for en retsakt ikke foretages alene paa grundlag af dens egen opfattelse med hensyn til det formaal, der soeges tilgodeset, men skal foretages paa grundlag af objektive forhold, som Domstolen kan efterproeve. Saadanne forhold omfatter bl.a. den paagaeldende retsakts formaal og indhold.

2. Ved forordning nr. 3954/87 skal der indfoeres ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed, jf. Euratom-Traktatens artikel 2, litra b). I forordningen fastsaettes maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, og det bestemmes, at Kommissionen i tilfaelde af nukleare uheld eller andre tilfaelde af straalingsfare, hvis forholdene kraever det, skal vedtage en forordning, som bringer de maksimalt tilladte niveauer i anvendelse. Da forordningen tilsigter at beskytte befolkningen mod de risici, som levnedsmidler og foder, der har vaeret genstand for radioaktiv kontamination, giver anledning til, har den kunnet vedtages med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31.

Den omstaendighed, at forordningen ogsaa indeholder et forbud mod markedsfoering af levnedsmidler og foder, som ikke opfylder de maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontamination, kan ikke medfoere, at ogsaa EOEF-Traktatens artikel 100 A skulle benyttes som hjemmel for forordningen. Det naevnte forbud er nemlig blot en forudsaetning for en effektiv ivaerksaettelse af de maksimalt tilladte niveauer, og forordningen medfoerer saaledes kun accessorisk en harmonisering af vilkaarene for frie varebevaegelser i Faellesskabet, idet den hindrer, at der i de enkelte medlemsstater vedtages ensidige nationale foranstaltninger.

1 Ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 4. marts 1988 har Europa-Parlamentet i medfoer af Euratom-Traktatens artikel 146 og EOEF-Traktatens artikel 173 anlagt sag med paastand om annullation af Raadets forordning (Euratom) nr. 3954/87 af 22. december 1987 om fastsaettelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder som foelge af nukleare ulykker eller andre tilfaelde af straalingsfare (EFT L 371, s. 11).

2 Den naevnte forordning, som er udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, fastlaegger proceduren for fastsaettelse af de maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontamination af levnedsmidler og foder, som markedsfoeres efter en nuklear ulykke eller andre tilfaelde af straalingsfare, som kan medfoere eller har medfoert vaesentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Levnedsmidler eller foder, som ikke opfylder de maksimalt tilladte niveauer, der er fastsat ved en retsakt udstedt i henhold til bestemmelserne i den anfaegtede forordning, maa ikke markedsfoeres.

3 Ved mellemdom af 22. maj 1990 (sag C-70/88, Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 2041), forkastede Domstolen Raadets afvisningspaastand og bestemte, at retsforhandlingerne skulle fortsaettes med henblik paa behandling af realiteten. Domstolen fastslog i praemisserne til denne dom foerst og fremmest, at Parlamentet ved Domstolen kan anlaegge annullationssoegsmaal mod en retsakt fra Raadet eller Kommissionen, saafremt soegsmaalet alene skal sikre dets befoejelser og kun er baseret paa anbringender om, at disse er tilsidesat (praemis 27).

4 Parlamentet har til stoette for sin paastand paaberaabt sig tre soegsmaalsgrunde, af hvilke den foerste drejer sig om anvendelsen af en forkert hjemmel for den anfaegtede forordning, mens det med den anden og den tredje soegsmaalsgrund goeres gaeldende, henholdsvis at den anfaegtede retsakt efter den valgte form er en uforholdsmaessig foranstaltning, og at Raadet i naevnte retsakt retsstridigt har undladt at give Kommissionen bemyndigelse til at udstede gennemfoerelsesbestemmelser.

5 Vedroerende sagens faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises i oevrigt til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Den foerste soegsmaalsgrund

6 Parlamentet har med den foerste soegsmaalsgrund foerst og fremmest gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning fejlagtigt er udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, og at det rette retsgrundlag for forordningen er EOEF-Traktatens artikel 100 A, eventuelt i forbindelse med Euratom-Traktatens artikel 31.

7 Indledningsvis bemaerkes, jf. Domstolens tidligere naevnte mellemdom (praemis 28-31), at med anbringendet om, at den anfaegtede forordning er udstedt med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31, som blot bestemmer, at Parlamentet skal hoeres, men burde vaere udstedt med hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 100 A, hvorefter samarbejdsproceduren med Parlamentet skal ivaerksaettes, er der ifoelge Parlamentet sket en tilsidesaettelse af Parlamentets befoejelser paa grund af valget af hjemmel. For saa vidt skal sagen fremmes til realitetsbehandling.

8 Det maa herefter undersoeges, om den anfaegtede forordning gyldigt kunne vedtages med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31.

9 Ifoelge Domstolens faste praksis kan inden for rammerne af kompetencefordelingen i Faellesskabet en institutions valg af hjemmel for en retsakt ikke foretages alene paa grundlag af dens egen opfattelse med hensyn til det formaal, der soeges tilgodeset, men skal foretages paa grundlag af objektive forhold, som Domstolen kan efterproeve. Saadanne forhold omfatter bl.a. retsakters formaal og indhold (jf. senest dom af 11.6.1991, sag C-300/89, Kommissionen mod Raadet, Sml. I, s. 2867, praemis 10).

10 Hvad angaar det formaal, der soeges tilgodeset, fremgaar det af foerste betragtning til naevnte forordning nr. 3954/87, at der ved forordningen skal indfoeres ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed, jf. Euratom-Traktatens artikel 2, litra b). I femte betragtning til forordningen fremhaeves noedvendigheden af "at indfoere en ordning, hvorved Faellesskabet faar mulighed for i tilfaelde af nukleare ulykker eller andre tilfaelde af straalingsfare, som kan antages at ville medfoere, eller som har medfoert, vaesentlig radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder, at fastsaette maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering med henblik paa at beskytte befolkningen".

11 Hvad den anfaegtede forordnings indhold angaar, bemaerkes, at der i bilaget til denne fastsaettes maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering af levnedsmidler og foder. Hvis Kommissionen modtager officielle oplysninger om uheld eller om andre tilfaelde af straalingsfare, der godtgoer, at disse i bilaget fastsatte maksimalt tilladte vaerdier maa antages at blive naaet eller er naaet, vedtager den oejeblikkelig, hvis forholdene kraever det, en forordning, som bringer de maksimalt tilladte niveauer i anvendelse (artikel 2). Senest tre maaneder efter vedtagelsen af denne kommissionsforordning skal dennes bestemmelser enten tilpasses eller stadfaestes ved en raadsforordning (artikel 3). Ved forordning nr. 3954/87 fastlaegges desuden en procedure for aendring eller supplering af de maksimalt tilladte niveauer (artikel 5).

12 De anfoerte forhold viser, at den anfaegtede forordning med det formaal og det indhold, der fremgaar direkte af ordlyden, tilsigter at beskytte befolkningen mod de risici, som levnedsmidler og foder, der har vaeret genstand for radioaktiv kontaminering, giver anledning til.

13 Parlamentet har imidlertid gjort gaeldende, at Euratom-Traktatens artikel 30 ff. dels ikke vedroerer saakaldt "sekundaer straaling", det vil sige saadanne former for straaling, som stammer fra kontaminerede varer, dels udelukkende vedroerer beskyttelsen af personer med direkte tilknytning til nuklearindustrien.

14 Denne indskraenkende fortolkning kan ikke stoettes paa de gaeldende bestemmelser, og maa derfor forkastes. Det maa fastslaas, at formaalet med de naevnte artikler er at sikre en konsekvent og effektiv beskyttelse af befolkningens sundhed mod risikoen ved ioniserende straaling, uanset hvilken straalingskilde og hvilke udsatte persongrupper der bliver tale om.

15 Endvidere maa det undersoeges, om forordning nr. 3954/87, som Parlamentet subsidiaert har gjort gaeldende, ogsaa skulle have vaeret udstedt med hjemmel i EOEF-Traktatens artikel 100 A, idet forordningens formaal foruden beskyttelse af befolkningen mod ioniserende straaling ogsaa omfatter det indre markeds oprettelse og funktion, jf. EOEF-Traktatens artikel 8 A.

16 Det er korrekt, at den anfaegtede forordning i artikel 6, stk. 1, indeholder et forbud mod markedsfoering af levnedsmidler og foder, som ikke opfylder de maksimalt tilladte niveauer for radioaktiv kontaminering, der er fastsat paa faellesskabsplan, og at det i ellevte betragtning til forordningen anfoeres, at "vedtagelsen af en forordning om maksimalt tilladte niveauer vil ogsaa medvirke til bevarelsen af faellesmarkedets enhed og forebygge fordrejning af samhandelen inden for Faellesskabet".

17 Man kan imidlertid ikke som anfoert af Parlamentet paa grundlag af de naevnte forhold fastslaa, at den anfaegtede forordning ogsaa har karakter af en harmoniseringsforanstaltning, jf. EOEF-Traktatens artikel 100 A. For forbuddet mod markedsfoering i forordningens artikel 6, stk. 1, er kun en forudsaetning for, at de maksimalt tilladte niveauer effektivt kan bringes i anvendelse. Forordningen medfoerer saaledes kun accessorisk en harmonisering af vilkaarene for frie varebevaegelser i Faellesskabet, idet den via vedtagelsen af ensartede beskyttelsesforanstaltninger hindrer, at samhandelen med levnedsmidler og foder, der har vaeret udsat for radioaktiv kontaminering, soeges reguleret gennem ensidige nationale foranstaltninger.

18 Af det anfoerte foelger, at den anfaegtede forordning gyldigt har kunnet vedtages alene med hjemmel i Euratom-Traktatens artikel 31. Anbringendet om, at valget af denne bestemmelse som hjemmel er forkert, skal derfor forkastes.

Den anden og den tredje soegsmaalsgrund

19 Parlamentet har med den anden og den tredje soegsmaalsgrund gjort gaeldende, at Raadet dels har vedtaget en forordning, selv om der i henhold til Euratom-Traktatens artikel 31 kun bestaar en adgang til at vedtage et direktiv, dels har undladt i den anfaegtede retsakt at give Kommissionen de fornoedne gennemfoerelsesbefoejelser.

20 I den forbindelse maa det fastslaas, at Parlamentet ikke i tilslutning til disse soegsmaalsgrunde har omtalt forhold, der underbygger rigtigheden af det synspunkt, at dets befoejelser er tilsidesat. De soegsmaalsgrunde, der gaar ud herpaa, skal derfor forkastes.

21 Da Europa-Parlamentets soegsmaalsgrunde i det hele ikke har kunnet anerkendes, boer sagsoegte frifindes.

Sagens omkostninger

22 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, doemmes den part, der taber sagen, til at afholde sagens omkostninger. Europa-Parlamentet har tabt sagen og boer derfor betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der er afholdt af de parter, der har interveneret til stoette for Raadets paastande.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Europa-Parlamentet betaler sagens omkostninger, herunder intervenienternes omkostninger.