RETSMØDERAPPORT

i sag C-365/88 ( *1 )

I — Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

I 1984 indgik Kongress Agentur Hagen GmbH, Düsseldorf (herefter benævnt »Hagen GmbH«), en aftale om reservation af et stort antal hotelværelser i Haag med Zeehaghe BV, Haag. Hagen GmbH indgik aftalen i eget navn, men efter ordre fra en tredjemand, Garant Schuhgilde e.G., Düsseldorf, og for dennes regning. Efter at hotelværelserne var blevet afbestilt, anlagde Zeehaghe ved stævning af 12. februar 1985 sag mod Hagen GmbH ved Rechtbank, Haag, med påstand om erstatning for misligholdelse af aftalen.

I et særskilt processkrift nedlagde Hagen GmbH påstand om afvisning, subsidiært om adcitation af Schuhgilde eG, som ordregiver, til opfyldelse af en regresforpligtelse. Zeehaghe BV gjorde heroverfor gældende, at det ville komplicere og forsinke retsforhandlingerne i den oprindelige sag mellem Zeehaghe og Hagen GmbH, hvis retten tillod adcitation.

Ved dom af 27. november 1985 erklærede Rechtbank sig kompetent til at pådømme sagen i medfør af Bruxelles-konventionens artikel 5, nr. 1. Retten tog ikke begæringen om adcitation af Schuhgilde e.G. til følge, men gav Zeehaghe BV medhold i selskabets indsigelser.

Hagen GmbH indbragte afgørelsen for Gerechtshof, Haag, idet selskabet gjorde gældende, at konventionens artikel 6, nr. 2, forpligter den ret, for hvilken den oprindelige sag er anlagt, til at imødekomme en begæring om adcitation »medmindre [sagen] kun er anlagt for at unddrage sagsøgte hans almindelige værneting«, jf. den udtrykkelige undtagelse i artikel 6, nr. 2. Ved dom af 9. januar 1987 forkastede Gerechtshof dette anbringende og stadfæstede Rechtbanks dom med den begrundelse, at artikel 6 kun giver en mulighed for at adcitere, men ikke forpligter retten til at tage en begæring herom til følge.

Denne afgørelse appellerede Hagen GmbH til kassationsinstansen, Nederlandenes Hoge Raad. I sit svarskrift i kassationssagen gjorde Zeehaghe BV gældende, at adcitation af en regrespligtig tredjemand kun kan ske, når kompetencen for den ret, der behandler den oprindelige sag, støttes på den almindelige kompetenceregel i konventionens artikel 2, hvorefter retterne i sagsøgtes bopælsstat har kompetencen.

Zeehaghe BV bestred dermed Rechtbanks kompetence til at tage Hagen GmbH's begæring til følge i medfør af den specielle kompetenceregel i artikel 6, nr. 2. Som begrundelse herfor anførte selskabet, at den oprindelige sag også støttedes på en speciel kompetenceregel, nemlig artikel 5, nr. 1.

På denne baggrund har Nederlandenes Hoge Raad, efter at have hørt Hoge Raads generaladvokat, fundet, at sagen rejser spørgsmål om konventionens fortolkning. Hoge Raad har derfor ved dom af 9. december 1988 udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager:

Hoge Raads dom er registreret på Domstolens Justitskontor den 15. december 1988.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der afgivet skriftlige indlæg den 13. marts 1989 af appellanten i hovedsagen, Hagen GmbH, ved advokat Elisabeth C. M. Schippers, Haag, den 24. marts 1989 af Den Franske Republiks regering ved Régis de Gouttes, som befuldmægtiget, og Géraud de Bergues, som assisterende befuldmægtiget, den 28. marts 1989 af Forbundsrepublikken Tysklands regering ved Dr. Christof Böhmer, som befuldmægtiget, og den 6. marts 1989 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, bistået af G. Cherubini, som befuldmægtiget.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

II — Sammenfatning af de skriftlige indlæg for Domstolen

Hagen GmbH har anført, at det første spørgsmål bør besvares bekræftende. Kompetencen i henhold til artikel 2 og i henhold til artikel 5 må være sidestillet, når det drejer sig om anvendelsen af konventionens artikel 6, nr. 2. Under henvisning til Jenard-rapporten (EFT C 59 af 5.3.1959, s. 1, 27) har Hagen GmbH fremhævet betydningen af, at sagsøgte i sager om handelsforhold kan adcitere en regrespligtig tredjemand. Dette må gælde såvel i sager, hvor den oprindelige sag er anlagt i medfør af konventionens artikel 5, som i sager, hvor kompetencen støttes på konventionens artikel 2.

Under denne synsvinkel fremgår det da også af Domstolens dom af 22. marts 1983, Peters mod Zuid Nederlandse Aannemers Vereniging (34/82, Sml. s. 987), at konventionen af retssikkerhedshensyn og for at gøre retsbeskyttelsen så effektiv som muligt skal fortolkes således, at nært sammenhængende krav i videst muligt omfang kan behandles ved samme ret.

Hagen GmbH har endvidere anført, at der med ordene »en person, der har bopæl på en kontraherende stats område« i indledningen til artikel 6 henvises til konventionens artikel 2 (»personer, der har bopæl på en kontraherende stats område«). Det må følge af konventionens artikel 4, at det kun er sagsøgte, der ikke har bopæl på en kontraherende stats område, der ikke er omfattet af konventionens kompetenceregler og dermed heller ikke af reglen i artikel 6, nr. 2. Hagen GmbH har endelig anført, at ordene »den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt« ikke bør fortolkes indskrænkende. Hvis man under udarbejdelsen af konventionen havde ønsket, at rækkevidden af artikel 6, nr. 2, skulle indskrænkes, ville man have valgt en snævrere formulering, f.eks. »den ret, der har kompetencen i henhold til artikel 2«.

Den franske og den tyske regering har ligeledes anført, at det første spørgsmål bør besvares bekræftende. Den franske regering har endvidere anført, at artikel 6, nr. 2, er helt generelt formuleret, og at det derfor må være uden betydning, hvilken kompetenceregel der ligger til grund for den oprindelige sag. I artikel 6, nr. 1, kræves det, at sagen anlægges ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, men et sådant krav stilles ikke i artikel 6, nr. 2. Den franske regering har endelig anført, at en bekræftende besvarelse af det første spørgsmål er den eneste, der fører til en hensigtsmæssig retspleje, hvilket er et af konventionens formål.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at den interesse, adcitatus har i kun at blive indstævnet for sit hjemting, må vige for det generelle hensyn til at opnå indbyrdes overensstemmende retsafgørelser og for procesøkonomiske hensyn.

Også Kommissionen har under henvisning til den generelle affattelse af artikel 6, nr. 2, anført, at det første spørgsmål må besvares bekræftende. Forarbejderne til konventionen viser også, at man ikke har villet opstille et hierarki af kompetenceregler, men har villet give sagsøgeren et valg og henlægge kompetencen til den ret, der har den nærmeste tilknytning til sagen.

Med hensyn til det andet spørgsmål har Hagen GmbH, den tyske regering og den franske regering anført, at svaret må være benægtende. Kommissionen har derimod foreslået en mere nuanceret besvarelse.

Hagen GmbH har gjort gældende, at adcitationssøgsmålet må antages udelukkende at være reguleret ved artikel 6, nr. 2. Denne bestemmelse skal fortolkes selvstændigt i overensstemmelse med konventionen. Domstolen har ganske vist udtalt, at valget mellem en selvstændig fortolkning og en henvisning til de materielle regler i den lovgivning, der finder anvendelse, må ske på grundlag af bestemmelsens karakter, og således at konventionen fuldt ud får den tilsigtede virkning (jf. dom af 6. oktober 1976, Tessili mod Dunlop, 12/76, Sml. s. 1473), men den har i langt de fleste tilfælde valgt en selvstændig fortolkning. Til støtte for sit synspunkt har Hagen GmbH henvist til, at det i Jenard-rapporten (EFT C 59 af 5.3.1979, s. 28) udtales om konventionens artikel 6, nr. 3, at konneksitetskravet udtrykkeligt er optaget i konventionen i forbindelse med modfordringer, fordi et sådant krav ikke kendes i alle kontraherende stater. Efter Hagen GmbH's opfattelse har konventionens forfattere ud fra samme overvejelser optaget undtagelsesbestemmelsen i artikel 6, nr. 2, nemlig at adcitation ikke kun må finde sted for at unddrage adcitatus hans almindelige værneting.

Efter Hagen GmbH's opfattelse kan det ikke føre til et andet resultat, at en regrespligtig tredjemand, der har hjemsted i et andet land, efter denne fortolkning kan adciteres efter andre regler end en tredjemand, der har bopæl i Nederlandene. Når der opstilles regler om den internationale kompetence, vil der pr. definition opstå en sådan ulighed, og under alle omstændigheder vil en fortolkning, hvorefter der henvises til de nationale lovgivninger i de kontraherende stater, føre til endnu større ulighed. Hertil kommer, at en sådan ulighed vil være så meget mere åbenbar og mindre acceptabel, når sagsøgeren (som i det konkrete tilfælde) kan vælge forum og dermed kan forhindre en eventuel adcitation ved at anlægge sag i et land, hvor adcitation til opfyldelse af en regresforpligtelse ikke er mulig.

Den franske regering har også på dette punkt henvist til hensynet til en hensigtsmæssig sagsbehandling og procesøkonomiske hensyn. Såfremt adcitation kunne afslås af andre grunde end »unddragelse af værneting«, kunne sagsøgeren være tvunget til at anlægge sag ved to retter, i to forskellige kontraherende stater, hvilket ville medføre ektra omkostninger, forsinkelser og større risiko.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har anført, at en kontraherende stat har pligt til at yde parterne i en sag fuld retsbeskyttelse, når en ret i staten har kompetence til at behandle den. Denne retsbeskyttelse kan ikke begrænses som følge af nationale processuelle regler. Til støtte herfor har den tyske regering henvist til artikel V i protokollen til konventionen, der netop er indsat, fordi egentlig adcitation mod en regrespligtig tredjemand ikke kendes i den tyske civilproceslov. Tvungen inddragelse af en tredjemand i en sag sker imidlertid ifølge Zivilprozessordnungs §§ 68, 72, 73 og 74 i form af procesunderretning (Streitverkündung). Dette processkridt nævnes i artikel V, og det bestemmes, at retsafgørelser, der træffes i de øvrige kontraherende stater i medfør af konventionens artikel 6, nr. 2, skal anerkendes i Forbundsrepubliklien Tyskland. De retsvirkninger, som domme, afsagt i Forbundsrepublikken Tyskland, har over for tredjemand i henhold til §§ 68, 72, 73 og 74 i civilprocesloven, skal ligeledes anerkendes i de andre kontraherende stater. Hvis denne bestemmelse ikke fandtes, ville Forbundsrepublikken Tyskland have været tvunget til at indføre regler om adcitation.

Kommisionen har indledningsvis anført, at ordene »medmindre denne kun er anlagt for at unddrage sagsøgte hans almindelige værneting« bør fortolkes selvstændigt. Denne undtagelsesregel tager sigte på tilfælde, hvor sagsøgeren i hovedsagen i forståelse med sagsøgte anlægger en sag med det formål at indstævne tredjemanden for en ret, der ikke er hans hjemting.

Når bortses fra denne undtagelse, har Kommissionen fremført to alternative opfattelser vedrørende fortolkningen af konventionens artikel 6, nr. 2.

Ifølge den første af disse (herefter benævnt »alternatiy A«) er spørgsmålet om retternes kompetence kun én af betingelerne for at tillade adcitation af en regrespligtig tredjemand. Selv om kompetencespørgsmålet bør løses først, kan og skal retten også overbevise sig om, at adcitationsbetingelseme i lex fori er opfyldt, dvs. de processuelle regler i national ret. Til støtte for denne opfattelse har Kommissionen fremført fire argumenter. For det første rækker spørgsmålet om, hvorvidt adcitation bør tillades, ud over selve kompetencespørgsmålet og dermed ud over konventionens anvendelsesområde, og man må derfor gribe tilbage til lex fori. For det andet udtales det i Schlosser-rapporten (EFT C 59 af 5.3.1979, s. 71-111, punkt 135) i forbindelse med begrebet interventionssøgsmål ( 1 ), at bestemmelsen nødvendigvis skal suppleres med nationale retsregler, som bestemmer, hvornår nærmere betegnede personer kan inddrages i en retssag i en nærmere betegnet rolle og med et nærmere betegnet formål. Ifølge alternativ A må dette også gælde for adcitation af en regrespligtig tredjemand. For det tredje fremgår det af Domstolens domme, at det er muligt at udfylde konventionsbestemmelserne med nationale processuelle regler. Endelig finder alternativ A støtte hos langt de fleste juridiske forfattere.

I henhold til alternativ A kan den nederlandske domstol således gøre brug af de kriterier, der opstilles i nederlandsk ret, f.eks. hensigtsmæssighedsprincippet, som begrundelse for ikke at tillade adcitation, men rettens bedømmelse begrænses dog af følgende to forhold. For det første er artikel 6, nr. 2, en undtagelse fra det almindelige princip i konventionens artikel 2 og skal dermed (jf. Domstolens dom af 27. september 1988, Kalfelis mod Banque Schröder, 189/87, Sml. s. 5565) fortolkes på en sådan måde, at selve dette princip ikke drages i tvivl. Den ret, der behandler sagen, skal således efterprøve, at der består en vis indbyrdes sammenhæng mellem den oprindelige sag og adcitationen. For det andet skal den nationale ret ved bedømmelsen af, om adcitation er hensigtsmæssig, tage hensyn til konventionens formål, og det vil i denne forbindelse være i strid med konventionen at nægte adcitation med den begrundelse, at adcitatus har bopæl i en anden kontraherende stat.

I henhold til alternativ A bør de præjudicielle spørgsmål besvares således:

Kommissionens alternativ B er på linje med, hvad der er anført af Hagen GmbH, Den Franske Republiks regering og Forbundsrepublikken Tysklands regering. Udgangspunktet for denne opfattelse er, at de krav, der opstilles i national procesret, skal underordnes den selvstændige regulering af retternes kompetence, der er foretaget ved konventionen. Til støtte herfor har Kommissionen fremført følgende. For det første ville adcitantens mulighed for at benytte værnetinget i henhold til artikel 6, nr. 2, være illusorisk, hvis retten kunne afslå at tillade adcitation af hensigtsmæssighedsgrunde. For det andet indgår konventionen som et led i Fællesskabets retsorden, og indskrænkende nationale regler bør derfor kun finde anvendelse, hvis dette har hjemmel i fællesskabsretten. For det tredje giver bestemmelsen i konventionens artikel 10, stk. 1, kun adgang til at adcitere forsikringsgiveren ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt »den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil«. Da en sådan betingelse ikke opstilles i artikel 6, nr. 2, må det antages, at der ifølge artikel 6, nr. 2, ikke er adgang til at fortage en bedømmelse i henhold til national ret. For det fjerde må det under henvisning til protokollens artikel V (jf. indlægget fra Forbundsrepublikken Tysklands regering) antages, at artikel 6, nr. 2, gælder uden henvisning til national ret, da der ikke er indføjet lignende undtagelser for de øvrige kontraherende staters vedkommende. Endelig vil der være fare for, at konventionen ikke anvendes ensartet, hvis man skal henholde sig til national ret.

Ifølge alternativ B har Kommissionen foreslået følgende besvarelse:

Efter nærmere at have redegjort for de to alternative opfattelser har Kommissionen anført, at den foretrækker alternativ B, til trods for at alternativ A medfører, at der gælder samme regler for rent nationale tvister som for retstvister, der vedrører internationale forhold, og til trods for at alternativ A også synes at være den eneste løsning, der kan anvendes på den adcitation af tredjemand »i andre tilfælde« ( 2 ), der også omtales i artikel 6, nr. 2. Endvidere forekommer alternativ A at være det bedst egnede til at forhindre misbrug af reglerne, specielt i forbindelse med adcitation »i andre tilfælde«, idet en ret ikke bør være forpligtet til at tillade adcitation, blot fordi konventionen giver den kompetence til at pådømme kravet.

Alternativ B synes dog at give den enkleste løsning, da rettens skøn — i modsætning til, hvad der vil følge af alternativ A — er klart afgrænset i selve konventionen. Hertil kommer, at alternativ B giver de bedste muligheder for en ensartet anvendelse af artikel 6, nr. 2, og dette har Kommissionen fremhævet som det afgørende synspunkt.

Hagen GmbH, som er den eneste af parterne, der har taget stilling til det tredje præjudicielle spørgsmål, har herom anført, at samme argumentation, som taler for en ensartet fortolkning af artikel 6, nr. 2, også kan anføres til støtte for, at adcitationssøgsmålet skal bedømmes efter selvstændige kriterier i overensstemmelse med konventionen. Den omstændighed, at adcitanten og adcitatus har bopæl på en anden kontraherende stats område, kan ikke under nogen omstændigheder været et selvstændigt kriterium, idet dette vil være i strid med konventionens formål og ånd, også selv om en forsinkelse af sagens behandling er et sandsynligt resultat.

Gordon Slynn

Refererende dommer

( *1 ) – Processprog: nederlandsk.

( 1 ) – O. a. : Jf. nu den ændrede affattelse af konventionsbestemmelsen (»som tredjemand i andre tilfælde«), der vil være gældende efter ikrafttrædelsen af konventionen om Spaniens og Portugals tiltrædelse af EF-domskonventionen (EFT 1989, L 285, s. 9).

( 2 ) – Jf. o. a. i note Ī.

DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling)

15. maj 1990 ( *1 )

I sag C-365/88,

angående en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfør af protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Kongress Agentur Hagen GmbH, Düsseldorf (Forbundsrepublikken Tyskland)

mod

Zeehaghe BV, Haag (Nederlandene),

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 6, nr. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager,

har

DOMSTOLEN (Første Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden Sir Gordon Slynn og dommerne R. Joliét og G. C. Rodríguez Iglesias,

generaladvokat: C. O. Lenz

justitssekretær: assisterende justitssekretær J. A. Pompe

efter at der er afgivet indlæg af:

på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 22. november 1989,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 13. december 1989,

afsagt følgende

Dom

Første spørgsmål

Andet og tredje spørgsmål

Sagens omkostninger

( *1 ) – Processprog: nederlandsk.