61983J0143

1 . Socialpolitik _ mandlige og kvindelige arbejdstagere _ lige loen _ gennemfoerelse i medlemsstaterne _ overladelse til arbejdsmarkedets parter _ utilstraekkelighed

( Raadets direktiv 75/117 )

2 . Socialpolitik _ mandlige og kvindelige arbejdstagere _ lige loen _ gennemfoerelse i medlemsstaterne _ hensyn til retssikkerhed og retsbeskyttelse _ national lovgivning som ikke omtaler lige loen for arbejde af samme vaerdi _ utilladelighed

( Raadets direktiv 75/117 , art . 1 , stk . 1 )

3 . Faellesskabsret _ fortolkning _ institutionernes retsakter _ ensidige erklaeringer fremsat i forbindelse med vedtagelsen heraf _ hensyntagen _ udelukket

1 . Medlemsstaterne kan som udgangspunkt overlade gennemfoerelsen af ligeloensprincippet til arbejdsmarkedets parter , hvilket imidlertid ikke fritager dem fra forpligtelsen til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre , at alle Faellesskabets arbejdstagere i fuld udstraekning kan nyde godt af den i direktiv 75/117 hjemlede beskyttelse . En saadan sikring skal ydes i ethvert tilfaelde , hvor en effektiv beskyttelse ikke er sikret paa anden maade , uanset aarsagen hertil , herunder naar de paagaeldende arbejdstagere ikke er organiserede , naar det paagaeldende omraade ikke er daekket af kollektive overenskomster , eller naar en saadan overenskomst ikke sikrer ligeloensprincippet i dets fulde udstraekning .

2 . Hensynet til retssikkerheden og retsbeskyttelsen kraever en utvetydig formulering af de rettigheder , der foelger af direktiv 75/117 , der saetter de beroerte personer _ og isaer arbejdstagere , hvis rettigheder ikke er fastlagt ved kollektive overenskomster _ i stand til paa tilstraekkelig klar og tydelig maade at kende deres rettigheder og forpligtelser , og domstolene i stand til at sikre iagttagelsen heraf . En national lov , der gennemfoerer direktivet , opfylder ikke naevnte krav , naar den giver ligeloensprincippet en i forhold til direktivet snaevrere raekkevidde ved ikke at omtale arbejde af samme vaerdi .

3 . Medlemsstaternes ensidige erklaeringer , der er optaget i Raadets forhandlingsprotokol , kan ikke paaberaabes ved fortolkningen af faellesskabsbestemmelser , da den objektive raekkevidde af regler , der er vedtaget af de faelles institutioner , ikke kan aendres gennem forbehold eller indvendinger , som medlemsstaterne maatte formulere under deres udarbejdelse .

1 Ved staevning , indgivet til Domstolens justitskontor den 18 . juli 1983 , har Kommissionen for De europaeiske Faellesskaber i henhold til EOEF-traktatens artikel 169 anlagt sag med paastand om , at det statueres , at kongeriget Danmark har undladt at opfylde de forpligtelser , der paahviler det i medfoer af EOEF-traktaten , ved ikke inden for den foreskrevne tidsfrist at have truffet de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af Raadets direktiv 75/117 af 10 . februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder ( EFT L 45 , s . 19 ).

2 Det naevnte direktiv , der er vedtaget med hjemmel i traktatens artikel 100 , praeciserer i visse henseender artikel 119 ' s saglige anvendelsesomraade og indeholder herudover forskellige bestemmelser , som i det vaesentlige skal forbedre retsbeskyttelsen for de arbejdstagere , som maatte blive kraenket ved tilsidesaettelsen af ligeloensprincippet . I den forbindelse bestemmes det i direktivets artikel 1 , stk . 1 , at »det i artikel 119 i traktaten omhandlede princip om lige loen til maend og kvinder ... indebaerer , at for samme arbejde eller for arbejde , som tillaegges samme vaerdi , afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til koen for saa vidt angaar alle loenelementer og loenvilkaar« .

3 Direktivets artikel 2 forpligter medlemsstaterne til i deres nationale retsorden at indfoere »de noedvendige bestemmelser til , at enhver arbejdstager , der foeler sig kraenket ved tilsidesaettelse af ligeloensprincippet , kan goere sine rettigheder gaeldende for retslige instanser efter eventuelt at have indbragt sagen for andre kompetente instanser« .

4 Direktivet skulle efter dets artikel 8 gennemfoeres inden for en frist paa et aar fra dets meddelelse . Denne frist udloeb den 12 . februar 1976 for kongeriget Danmark , der forinden havde gennemfoert lov nr . 32 af 4 . februar 1976 om lige loen til maend og kvinder ( Lovtidende A , s . 64 ), hvis § 1 bestemmer , at

»enhver arbejdsgiver , som har ansat maend og kvinder paa samme arbejdsplads , skal yde dem lige loen for samme arbejde i medfoer af denne lov , hvis han ikke i medfoer af kollektiv overenskomst er forpligtet hertil over for dem« .

5 Det er Kommissionens opfattelse , at denne lov ikke fuldt ud opfylder de forpligtelser , der foelger af direktiv 75/117 , dels derved at den kun forpligter arbejdsgiveren til at yde maend og kvinder lige loen for samme arbejde og ikke tillige for arbejde , som tillaegges samme vaerdi , dels derved at den ikke hjemler retsmidler , hvormed arbejdstagere , der kraenkes ved tilsidesaettelse af ligeloensprincippet for arbejde af samme vaerdi , kan goere deres rettigheder gaeldende .

6 Den danske regering er derimod af den opfattelse , at dansk rets materielle indhold fuldt ud er i overensstemmelse med direktivet . Dansk ret sikrer saaledes lige loen ikke alene for samme arbejde , men tillige for arbejde af samme vaerdi .

7 I den forbindelse har den danske regering i foerste raekke gjort gaeldende , at foernaevnte lov af 4 . februar 1976 alene udgoer en subsidiaer garanti for ligeloensprincippet , nemlig i det omfang princippet ikke allerede er sikret i medfoer af kollektive overenskomster . De kollektive overenskomster , der regulerer de fleste arbejdsforhold i Danmark , giver klart udtryk for , at ligeloensprincippet ogsaa gaelder for arbejde af samme vaerdi . Denne fortolkning stoettes blandt andet paa 1971-overenskomsten mellem hovedorganisationerne paa arbejdsmarkedet , der udtrykkeligt fastslaar , at »ved ligeloen forstaas at for arbejde af samme vaerdi uafhaengigt af koen betales samme loen« . Denne opfattelse findes desuden bekraeftet i en opmandskendelse af 8 . december 1977 afsagt af formanden for Statens forligsinstitution i arbejdsstridigheder . Her anvendte opmanden ligeloensprincippet paa arbejder »af samme vaerdi for og i produktionen paa arbejdspladsen« .

8 Det maa fastslaas , at medlemsstaterne som udgangspunkt kan overlade gennemfoerelsen af ligeloensprincippet til arbejdsmarkedets parter . Denne mulighed fritager imidlertid ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til ved egnede administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser at sikre , at alle Faellesskabets arbejdstagere i fuld udstraekning kan nyde godt af direktivets beskyttelse . En saadan sikring skal ydes i ethvert tilfaelde , hvor en effektiv beskyttelse ikke er sikret paa anden maade , uanset aarsagen hertil , herunder naar de paagaeldende arbejdstagere ikke er organiserede , naar det paagaeldende omraade ikke er daekket af kollektive overenskomster , eller naar en saadan overenskomst ikke sikrer ligeloensprincippet i dettes fulde udstraekning .

9 I saa henseende er den omtvistede danske lov ikke tilstraekkelig klar og praecis til at beskytte de paagaeldende arbejdstagere . Selv naar det i overensstemmelse med den danske regerings anbringende laegges til grund , at princippet om lige loen til maend og kvinder i den af direktivet tilsigtede vide betydning er sikret inden for rammerne af de kollektive overenskomster , er det ikke godtgjort , at en tilsvarende anvendelse af princippet er sikret arbejdstagere , hvis rettigheder ikke er fastlagt i saadanne overenskomster .

10 Da disse arbejdstagere ikke er fagligt organiserede og er beskaeftigede i smaa eller mellemstore virksomheder , er der anledning til saerligt og omhyggeligt at tilsikre dem de rettigheder , de kan udlede af direktivet . Hensynet til retssikkerheden og retsbeskyttelsen kraever saaledes en utvetydig formulering , der saetter de beroerte personer i stand til paa tilstraekkelig klar og tydelig maade at kende deres rettigheder og forpligtelser , og domstolene i stand til at sikre iagttagelsen heraf .

11 I det foreliggende tilfaelde forekommer den danske lovs ordlyd , som ikke omtaler arbejde af samme vaerdi og derved giver ligeloensprincippet en i forhold til direktivet snaevrere raekkevidde , ikke at opfylde naevnte krav . Den omstaendighed , at regeringen i bemaerkningerne til lovforslaget har erklaeret , at udtrykket »samme arbejde« i Danmark er blevet fortolket saa bredt , at en tilfoejelse af udtrykket »arbejde , som tillaegges samme vaerdi« ikke ville indebaere nogen reel udvidelse , er ikke tilstraekkelig til at sikre en hensigtsmaessig information af de beroerte personer .

12 Det er for det anfoerte uden betydning , at den danske regering under arbejdet forud for vedtagelsen af direktiv 75/117 foranledigede optaget en erklaering i Raadets forhandlingsprotokol , hvorefter »Danmark er af den opfattelse , at udtrykket ' samme arbejde ' fortsat kan anvendes i danske arbejdsretlige regler.«

13 Efter Domstolens faste praksis kan saadanne ensidige erklaeringer ikke paaberaabes ved fortolkningen af faellesskabsbestemmelser , da den objektive raekkevidde af regler , der er vedtaget af de faelles institutioner , ikke kan aendres gennem forbehold eller indvendinger , som medlemsstaterne maatte formulere under deres udarbejdelse .

14 Det maa derfor fastslaas , at kongeriget Danmark har tilsidesat de forpligtelser , der paahviler det i medfoer af artikel 1 , stk . 1 , i direktiv 75/117 , ved ikke i bestemmelserne i lov nr . 32 af 4 . februar 1976 at udstraekke ligeloensprincippet til arbejde af samme vaerdi . Da dette indebaerer , at den naevnte lov ikke har sikret arbejdstagere , der foeler sig kraenket ved tilsidesaettelse af ligeloensprincippet i tilfaelde af arbejde af samme vaerdi , effektiv mulighed for i overensstemmelse med direktivets artikel 2 at goere deres rettigheder gaeldende for retslige instanser , er der ikke anledning for Domstolen til at tage saerskilt stilling til dette klagepunkt .

15 Det tilfoejes , at der under den mundtlige forhandling er rejst tvivl om den i den omtvistede danske lovs § 1 fastsatte betingelse , hvorefter princippet om lige loen for samme arbejde kun gaelder »paa samme arbejdsplads« . Da Kommissionen imidlertid ikke har gjort et saadant klagepunkt gaeldende , er der ikke anledning til at tage stilling hertil .

16 Af samtlige anfoerte grunde maa det konstateres , at kongeriget Danmark , ved ikke inden for den fastsatte tidsfrist at vedtage alle noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af Raadets direktiv 75/117 af 10 . februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder , har tilsidesat de forpligtelser , der paahviler det i henhold til EOEF-traktaten .

Sagens omkostninger

17 I henhold til procesreglementets artikel 69 , stk . 2 , doemmes den part , der taber sagen , til at afholde sagens omkostninger ; sagsoegte , der har tabt sagen , maa derfor betale sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1 ) Ved ikke inden for den fastsatte tidsfrist at vedtage alle noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af Raadets direktiv 75/117 af 10 . februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder , har kongeriget Danmark tilsidesat de forpligtelser , der paahviler det i henhold til EOEF-traktaten .

2 ) Kongeriget Danmark betaler sagens omkostninger .