DA

CCMI/203

Programmet for den europæiske forsvarsindustri

UDTALELSE

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer

Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af programmet for den europæiske forsvarsindustri ("EDIP") og en ramme for foranstaltninger til sikring af rettidig tilgængelighed og forsyning af forsvarsprodukter [2024/0061(COD)]

(COM(2024) 150 final)

Kontakt

Ioannis.Diamantopoulos@eesc.europa.eu

Sagsbehandler

Ioannis DIAMANTOPOULOS

Dokumentets dato

17/5/2024

Ordfører: Tomasz Andrzej Wróblewski

Medordfører: Franck Uhlig

Lovgivningsprocedure

Fælles lovgivningsportal (hyperlink endnu ikke tilgængeligt)

Anmodning om udtalelse

Rådet for den Europæiske Union, 19/4/2024

Retsgrundlag

Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kommissionens dokumenter

COM(2024) 150 final

Sammendrag af COM (...)...

Relevante verdensmål for bæredygtig udvikling

Mål 9 – Industri, innovation og infrastruktur

Mål 16 – Fred, retfærdighed og stærke institutioner

Kompetence

Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)

Vedtaget i sektionen

15/5/2024

Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)

34/0/1

Vedtaget på plenarforsamlingen

D/M/YYYY

Plenarforsamling nr.

Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)

…/…/…



1.ANBEFALINGER

1.1Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anbefaler, at Kommissionen kommunikerer indgående med de europæiske borgere for generelt at formidle udfordringerne i forbindelse med fælles forsvarsfinansiering i den nuværende geopolitiske kontekst og med henblik på at opbygge en fælles sikkerhed, samtidig med at den europæiske integration fortsat baseres på et freds- og solidaritetsprojekt;

1.2anmoder om en forhøjelse af den nuværende begrænsede finansiering (1,5 mia. EUR) på mellemlang sigt;

1.3understreger, at EDIP ud over den nødvendige opfyldelse af Ukraines presserende behov må føre til en strukturel udvikling af den europæiske tilgang til forsvar og den europæiske forsvarsteknologiske og -industrielle base (EDTIB);

1.4anbefaler, at Europa-Parlamentet, medlemsstaterne, den offentlige og private finansielle sektor og Kommissionen fremlægger en langsigtet plan for øgede våbenudgifter og -indkøb, som vil lette den private sektors langsigtede investeringer og støtte EDTIB's produktionsplaner for militært udstyr og yde støtte til den forsvarsteknologiske og -industrielle base for Ukraine;

1.5anbefaler, at Kommissionen præciserer oprindelsen og anvendelsen af de midler, der er øremærket til EDIP, for at undgå mistanke om arbitrage i forhold til finansiering af andre programmer, hvis behov også er store og presserende (offentlige tjenester, den sociale sektor, den grønne pagt osv.);

1.6anbefaler, at EDTIB-virksomheder styrker samarbejdet, navnlig med SMV'er og på tværs af grænserne;

1.7fremhæver betydningen af industrielt samarbejde med Ukraine inden for rammerne af EDIP;

1.8foreslår yderligere at fremme synergier mellem forsvarsindustrien og den civile industri, herunder SMV'er og nystartede virksomheder;

1.9sætter spørgsmålstegn ved, om strukturerne for de europæiske forsvarsmaterielprogrammer (SEAP) kan bidrage væsentligt til styrkelsen af EDTIB;

1.10anbefaler, at den procentsats for samarbejdsbaserede og europæiske indkøbsmål, der fremgår af EDIS-meddelelsen, integreres i EDIP-lovgivningsdokumentet.

2.FORKLARENDE BEMÆRKNINGER

Argumenter til støtte for anbefaling 1.1

2.1Det er nødvendigt konsekvent og eftertrykkeligt gennem regelmæssig bevidstgørelse af offentligheden at fremlægge argumenter, der forklarer Den Europæiske Unions historiske baggrund og den trussel mod demokratiet og vores værdier, som totalitære regimers, navnlig det russiske styres, trang til udvidelse udgør.

2.2Behovet for på den ene side at yde øjeblikkelig støtte til Ukraine og på den anden side Unionens og medlemsstaternes ansvar for at konsolidere det europæiske projekt og dermed garantere de europæiske borgeres sikkerhed på lang sigt bør gøres klart for de europæiske borgere.

2.3EØSU støtter EDIP-forordningen. Fred bør forsvares, og Europas sikkerhed kan ikke garanteres uden en europæisk forsvarsindustri. EØSU minder imidlertid om, at opbygningen af Europa på trods af den nuværende turbulente tid fortsat bør være baseret på et projekt om fred og solidaritet i og uden for Europa.

2.4De europæiske borgeres sikkerhed er forbundet med omkostninger, som Europa har ignoreret i for lang tid. I det perspektiv er der ingen begrundelse for ikke at råde over egne midler, selv om et stort antal EU-medlemsstater nyder godt af gensidig støtte inden for rammerne af NATO.

2.5Det er nødvendigt at lancere en strukturel ramme og et finansieringsinstrument for forsvar, der er baseret på NextGenerationEU-tilgangen.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.2

2.6Denne utilstrækkelige finansiering betyder, at EDIP's succes vil afhænge af EU‑medlemsstaternes vilje til at samarbejde og investere i fællesskab i fremtidige indkøb af forsvarsmateriel. EØSU glæder sig over, at Kommissionen, som det kommer til udtryk i EDIS-meddelelsen, er villig til at fremme anvendelsen af EDTIB med overvågningsindikatorer. I forbindelse med fælles indkøb kan dette medføre mange fordele, bl.a. med hensyn til beskæftigelse, strategisk autonomi og økonomisk udvikling i visse områder. EØSU er bekymret for, at disse gode intentioner ikke nødvendigvis vil blive udmøntet i praksis af en række årsager, der hænger sammen med EU-medlemsstaternes undertiden divergerende interesser.

2.7EØSU understreger behovet for at sikre, at EDTIB-aktører, navnlig SMV'er i alle medlemsstater, har tilstrækkelig adgang til både offentlig og privat finansiering. Forslaget i EDIP om at oprette en fond til fremskyndelse af omstillingen af forsvarsforsyningskæder (FAST) synes at være en god tilgang, selv om det sandsynligvis vil være utilstrækkeligt i lyset af de betydelige finansieringsbehov, der vil opstå. Selv om det europæiske klassificeringssystem er legitimt og nødvendigt, må EDTIB ikke kunne påvirkes negativt af brugen af denne klassificering i en situation med geopolitisk uro og trusler.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.3

2.8Den fremtidige flerårige finansielle ramme skal inddrage alle finansielle aspekter af den langsigtede forsvarsstrategi.

2.9Den hastende karakter på kort sigt må ikke føre til, at vi glemmer behovet for at fortsætte den europæiske integration på lang sigt. Rammerne for samarbejde mellem stater og mellem industrielle aktører er nødt til at blive både mindre fragmenterede og bedre finansierede af hensyn til foregribelse, standardisering og tids- og omkostningsbesparelser til gavn for de europæiske borgere og deres sikkerhed.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.4

2.10De yderst begrænsede ressourcer, som Kommissionen i øjeblikket har afsat, skal nødvendigvis og med fordel suppleres med midler fra medlemsstaterne, den offentlige og private finansielle sektor og om muligt fra Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond.

2.11Kun langsigtede tilsagn om fortsatte våbenindkøb, der ikke påvirkes af den politiske situation og valgperioden, vil kunne overbevise industrien og de finansielle institutioner om at investere betydeligt i våbenindustrien.

2.12Stigningen i forsvarsudgifterne gennem EDIP-initiativet understreger også de europæiske nationers kollektive tilsagn om at påtage sig et større ansvar for deres sikkerhed og forsvar og dermed mindske afhængigheden af beskyttelse fra eksterne aktører. Ved at investere i militær kapacitet søger de europæiske lande at øge deres strategiske autonomi og evne til at handle beslutsomt for at forsvare deres interesser og værdier.

2.13EDIP vil muliggøre en bedre indbyrdes forståelse af andre medlemsstaters behov og indvendinger mod kollektive oprustningsprojekter og dermed gøre det lettere at nå til konsensus og træffe strategiske beslutninger inden for EU's FSFP.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.5

2.14For at sikre den bedst mulige modtagelse hos de europæiske borgere insisterer EØSU på, at denne betydelige budgetmæssige indsats ikke bør ske på bekostning af de nødvendige investeringer i offentlige tjenester, den sociale sektor og den grønne og den digitale omstilling.

2.15Offentlige indkøb skal være socialt ansvarlige og opfylde ESG-kriterierne.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.6

2.16Den vedvarende skelnen mellem national forsvarsplanlægning og multinational programmering udgør en alvorlig udfordring for integrationen og effektiviteten af EU‑dækkende forsvarsstrategier. Den fortsatte eksistens af særskilte nationale forsvarsplanlægningsprocesser og overnationale programmeringsrammer skaber hindringer, der hæmmer udviklingen af en sammenhængende og ensartet tilgang til det europæiske forsvar.

2.17Gennem målrettede finansieringsstrømme og incitamenter til samarbejde bør EDIP kunne spille en central rolle med hensyn til at fremme et øget samarbejde mellem EU's medlemsstater og dermed overvinde de traditionelle nationale hindringer for indkøb og planlægning af forsvarsmateriel. Denne tilgang til forsvarssamarbejde er afgørende for at styrke EU's strategiske autonomi og kollektive forsvarskapacitet parallelt med samarbejde med partnere uden for EU inden for rammerne af NATO og alle nære demokratiske allierede i EU, i Europa og i verden. Den vil øge interoperabiliteten, konkurrenceevnen og effektiviteten i forbindelse med indkøb, planlægning og operationer på forsvarsområdet og i sidste ende øge Europas modstandsdygtighed.

2.18En harmoniseret tilgang til indkøb af forsvarsmateriel gør det lettere at udnytte stordriftsfordele, forhandle gunstige vilkår med leverandørerne og sikre optimal ressourceallokering på tværs af forskellige forsvarsprojekter og -programmer.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.7

2.19Der skal sikres bedre fremtidig interoperabilitet i industrisamarbejdet med Ukraine gennem tilpasning af standarder og mere generelt inden for EU, mellem medlemsstaterne.

2.20Den ukrainske industri udgør en pulje af færdigheder, knowhow og samarbejde, som EDTIB kan drage fordel af gennem gensidigt berigende samarbejde. Det skal imidlertid sikres, at det ikke fører til dårlig praksis med udflytning til skade for beskæftigelsen i Europa, og at risikoen for skattemæssig dumping undgås.

Argument til støtte for anbefaling 1.8

2.21EDIP-forordningen kan maksimere de samfundsmæssige fordele ved forsvarsinvesteringer, anspore til økonomisk vækst og stimulere innovationsøkosystemer i hele Europa. En tilgang med fokus på dobbelt anvendelse øger omkostningseffektiviteten af forsvaret og bidrager til bredere strategiske mål i Europa såsom bæredygtighed, digitalisering og modstandsdygtighed.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.9

2.22Rammeforslaget til strukturen for SEAP er nyt, men det er fortsat uklart, hvad dets anvendelsesområde skal være, og hvordan det skal gennemføres. De tekniske, juridiske, økonomiske og skattemæssige spørgsmål er talrige og bør afklares, før der oprettes et instrument, som vil være overflødigt, hvis det ikke udnyttes tilstrækkeligt. Hvis instrumentet derimod gennemføres med succes, er det også vigtigt at tage hensyn til dets potentielle konsekvenser.

2.23Et sådant system synes ved første øjekast ikke at være i direkte overensstemmelse med interesserne hos de europæiske industrielle aktører, hvis kapital i vid udstrækning er privat og undertiden uden for Fællesskabet.

Argumenter til støtte for anbefaling 1.10

2.24Da det er absolut nødvendigt at omlægge EU-medlemsstaternes militære forsvarssystemer i retning af EDTIB, helst gennem samarbejde, er målet at understrege dette.

2.25EØSU bifalder EU-institutionernes målsætninger på forsvarsområdet. De går ud på at øge EU's strategiske autonomi på forsvarsområdet, sikre dets evne til at handle beslutsomt for at beskytte europæiske interesser og stræbe efter at blive førende i verden inden for forsvarsforskning og ‑udvikling og i den forbindelse flytte grænserne for forsvarsteknologien og forme fremtiden for den europæiske sikkerhed.

2.26EØSU mener, at det i den nuværende situation er afgørende at lukke teknologihullerne og sikre, at Europa fortsat indtager en ledende rolle, hvad angår innovation på forsvarsområdet. Disse europæiske initiativer sætter medlemsstaterne i stand til gennem målrettede finansieringsstrømme og fælles projekter at samle ressourcer, dele ekspertise og udnytte komplementære stærke sider til at udvikle innovative forsvarsprodukter og -teknologier.

2.27De europæiske forsvarsinitiativer spiller en væsentlig rolle i udviklingen af EDTIB ved at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne, leverandørerne til forsvaret og forskningsinstitutionerne for at udvikle banebrydende løsninger, der styrker Europas forsvarskapacitet og strategiske autonomi.

Ordliste

·FSFP: fælles sikkerheds- og forsvarspolitik

·EDTIB: den europæiske forsvarsteknologiske og -industrielle base

·EDIP: program for den europæiske forsvarsindustri

·EDIS: europæisk forsvarsindustripolitik

·EDTIB: den europæiske forsvarsteknologiske og -industrielle base

·ESG: miljø, sociale forhold og god selskabsledelse

·FAST: fonden til fremskyndelse af omstillingen af forsvarsforsyningskæder

·NATO: Den Nordatlantiske Traktats Organisation

·SEAP: strukturer for de europæiske forsvarsmaterielprogrammer

·SMV'er: små og mellemstore virksomheder

Bruxelles, den 15. maj 2024.

Formand for Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer

Pietro Francesco De Lotto

_____________