SOC/664
Direktiv om passende mindstelønninger
Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
UDTALELSE
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om passende mindstelønninger i Den Europæiske Union
[COM(2020) 682 final – 2020/0310 (COD)]
Ordførere: Milena Angelova og Cinzia Del Rio
|
Anmodning om udtalelse
|
Europa-Parlamentet, 11/11/2020
Rådet, 10/11/2020
|
|
Retsgrundlag
|
Artikel 153, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
|
|
|
|
|
Kompetence
|
Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
|
|
Vedtaget i sektionen
|
11/03/2021
|
|
Vedtaget på plenarforsamlingen
|
DD/MM/YYYY
|
|
Plenarforsamling nr.
|
…
|
|
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)
|
…/…/…
|
1.Konklusioner og anbefalinger
1.1Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bakker kraftigt op om det formulerede mål for Europa om at vise vejen bort fra skrøbelighed og frem mod ny vitalitet ved at skabe muligheder og velstand gennem fremme af innovation, bæredygtig vækst og fair konkurrence og dermed stimulere opadgående økonomisk og social konvergens. EØSU er enig i de overordnede mål om at sikre passende mindstelønninger, styrke de kollektive overenskomstforhandlingssystemer i hele EU, at det skal kunne betale sig at arbejde, at fattigdom skal bekæmpes, og at arbejdsmarkedets parters rolle og den sociale dialog skal styrkes i overensstemmelse med de nationale arbejdsmarkedsordninger.
1.2EØSU konstaterer, at det foreslåede direktiv vil bidrage til Unionens mål om at fremme befolkningernes velfærd, udvikle en stærkt konkurrencedygtig social markedsøkonomi (artikel 3 i EUT) og fremme en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene (artikel 151 i TEUF). Det vedrører også de rettigheder, der er fastlagt i EU's charter om grundlæggende rettigheder, f.eks. arbejdstagernes ret til retfærdige og rimelige arbejdsforhold (artikel 31), og det er i overensstemmelse med princip 6 i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Kommissionen understreger, at det ikke indeholder foranstaltninger, der har direkte indvirkning på lønniveauet, og at bestemmelserne i artikel 153, stk. 5, i TEUF, derfor er overholdt fuldt ud.
1.3EØSU er enig i de generelle mål med forslaget og forventer, at det vil blive udformet omhyggeligt med respekt for nationale traditioner, love og praksis, og at der bliver en vis margen til at tilpasse forpligtelserne til de nationale forhold. Der er forskellige opfattelser i EØSU med hensyn til visse elementer i retsgrundlaget for forslaget. Trods de divergerende opfattelser formulerer EØSU sit syn på nogle af de elementer, der er medtaget i Kommissionens forslag.
1.4Statens rolle i at skabe såvel politisk som juridisk "gunstige betingelser" ved at bakke op om og respektere den sociale dialogs og kollektive overenskomstforhandlingers betydning for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer anerkendes af flere internationale organisationer og omtales også i adskillige EØSU-udtalelser. Arbejdsmarkedets parter bør være uafhængige, og arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger bør være beskyttet mod enhver form for begrænsning af deres ret til at organisere, repræsentere eller tage kollektive skridt. Samtidig gentager EØSU vigtigheden af fælles tiltag og programmer for kapacitetsopbygning på EU‑niveau og i medlemsstaterne, som forvaltes direkte af de europæiske og nationale arbejdsmarkedsparter.
1.5EØSU støtter målet om at øge den kollektive overenskomstdækning i overensstemmelse med nationale regler og praksis og med fuld respekt for og overholdelse af kompetencefordelingen og arbejdsmarkedets parters autonomi. EØSU er enig i det foreslåede mål på 70 % og mener, at nationale handlingsplaner (artikel 4) kan få væsentlig betydning for opadgående lønkonvergens og etablering af de mest hensigtsmæssige foranstaltninger og mekanismer til lønfastsættelse og øget dækning på nationalt niveau, bl.a. for at udligne de køns- og aldersbetingede lønforskelle og mindske ulighederne og forskelsbehandlingen i forhold til især yngre arbejdstagere. EØSU anbefaler, at nationale handlingsplaner udformes af arbejdsmarkedets parter og vedtages i en trepartsproces.
1.6EØSU anerkender, at indblanding fra statens side bør undgås i lande, hvor der findes selvregulerende kollektive overenskomstforhandlingssystemer, som sikrer retfærdige og passende lønniveauer og andre aftalte arbejdsvilkår, således at velfungerende arbejdsmarkedsordninger, som selv er i stand til at sikre opnåelsen af målene i det foreslåede direktiv, beskyttes/bevares.
1.7EØSU mener, at arbejdsmarkedets parters repræsentativitet er en vigtig faktor, da den garanterer deres demokratiske mandat. Der findes forskellige kriterier for, hvad der kan udgøre god praksis og medtages i overvejelserne, når der udformes handlingsplaner i henhold til national lovgivning og praksis. En række komplekse faktorer/kriterier kan tages i betragtning ved vurderingen af arbejdsmarkedets parters repræsentativitet på nationalt plan, idet der skal tages højde for forskellene fra medlemsstat til medlemsstat.
1.8EØSU støtter veludviklede systemer for lønfastsættelse og velfungerende socialsikringssystemer, som skaber et sikkerhedsnet for dem, der har behov, samt andre foranstaltninger til at forhindre fattigdom blandt personer i arbejde. EØSU konstaterer, at forslaget til direktiv kun fastlægger det generelle princip om lønningers tilstrækkelighed baseret på ikkebindende anslåede referenceværdier for median- eller gennemsnitslønninger, og ikke indeholder konkrete foranstaltninger eller bestemmelser om, hvordan lønninger skal fastsættes på nationalt niveau, da dette fortsat er medlemsstaternes enekompetence. EØSU støtter, at der fastlægges bindende indikatorer, der kan fungere som rettesnor for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter ved vurderingen af tilstrækkeligheden af de lovbestemte mindstelønninger, og når der skal identificeres og indføres relevante foranstaltninger i de nationale handlingsplaner.
1.9EØSU konstaterer, at direktivets artikel 9 indeholder foranstaltninger for arbejdstagere ved udførelsen af offentlige indkøbskontrakter og koncessionskontrakter, idet medlemsstaterne bedes sikre mindstelønninger ved alle offentlige udbud. EØSU gentager sin opfordring til, at offentlige indkøbskontrakter fuldt ud overholder kollektive overenskomster, og at handelsaftaler ophæves i tilfælde af manglende overholdelse af ILO's grundlæggende og ajourførte konventioner.
1.10EØSU anbefaler, at de rapporter, der indsendes af medlemsstaterne, undersøges og vurderes med behørig inddragelse af arbejdsmarkedets parter i EMCO, og mener, at der kunne oprettes et særligt underudvalg til dette formål bestående af repræsentanter for nationale regeringer, nationale og europæiske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer og eksperter udpeget af Kommissionen.
2.Generelle bemærkninger
2.1EØSU er enig i de overordnede mål om at opnå passende mindstelønninger og styrke de kollektive overenskomstforhandlingssystemer i hele Den Europæiske Union (EU), at det skal kunne betale sig at arbejde, at fattigdom skal bekæmpes, og at arbejdsmarkedets parters rolle og den sociale dialog skal styrkes i overensstemmelse med de nationale arbejdsmarkedsordninger. Et veltilpasset niveau for mindstelønninger bidrager til at stimulere den indenlandske efterspørgsel og økonomiske vækst og til at udvikle en meget konkurrencedygtig social markedsøkonomi. Der er flere forvaltningsinstrumenter, som EU og medlemsstaterne anvender til at samarbejde om at nå disse mål, herunder det europæiske semester. Fuld, struktureret og effektiv inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer i hele semesterprocessen på europæisk og nationalt plan er afgørende for at gennemføre økonomiske og sociale politikker.
2.2EØSU konstaterer, at det foreslåede direktiv vil bidrage til Unionens mål om at fremme befolkningernes velfærd, udvikle en stærkt konkurrencedygtig social markedsøkonomi (artikel 3 i EUT) og fremme en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene (artikel 151 i TEUF). Det vedrører også de rettigheder, der er fastlagt i EU's charter om grundlæggende rettigheder, f.eks. arbejdstagernes ret til retfærdige og rimelige arbejdsforhold (artikel 31), og det er i overensstemmelse med princip 6 i den europæiske søjle for sociale rettigheder. Kommissionen understreger, at det ikke indeholder foranstaltninger, der har direkte indvirkning på lønniveauet, og at bestemmelserne i artikel 153, stk. 5 i TEUF, derfor er overholdt fuldt ud.
2.3Der er forskellige betænkeligheder og opfattelser i EØSU vedrørende elementer i retsgrundlaget for forslaget, men trods disse forskelle giver EØSU i denne udtalelse udtryk for sit syn på nogle af problemstillingerne i Kommissionens forslag.
2.4EØSU er bekymret over, at andelen af personer, som arbejder, men alligevel oplever fattigdom, steg fra 8,3 % af den samlede EU-arbejdsstyrke i 2007 til 9,4 % i 2018, og især rammer de unge (28,1 % af arbejdstagerne i aldersgruppen 16-24 år er i risiko for fattigdom eller social udstødelse), kvinder, personer med migrantbaggrund, personer med handicap og dem, som befinder sig på kanten af arbejdsmarkedet. Disse grupper er i mere usikre og atypiske job med lave lønninger og lav social sikring, hvilket vil indvirke på velfærdssystemernes bæredygtighed på mellemlang til lang sigt. Der bør iværksættes målrettede tiltag og reformer for at sikre, at marginaliserede grupper er tilstrækkeligt beskyttet mod fattigdom.
2.5EØSU anbefaler, at der tages skridt til at forhindre risikoen for ikkeoverholdelse, herunder en uønsket vækst i antallet af ikkeregistrerede arbejdstagere, som fører til unfair konkurrence, og at disse aspekter overvåges nøje og adresseres i gennemførelsesfasen for forslaget.
3.Særlige bemærkninger til forslaget
3.1Veje og gunstige betingelser for fremme af kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse
3.1.1Det foreslåede direktiv har til formål at sikre, at arbejdstagere i EU er beskyttet af passende mindstelønninger, der giver mulighed for en værdig tilværelse, uanset hvor de arbejder, og at fremme kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse og arbejdsvilkår generelt i alle medlemsstater. EØSU forventer, at direktivforslaget udformes omhyggeligt med respekt for nationale traditioner, og at der bliver en vis margen til at tilpasse forpligtelserne til de nationale forhold.
3.1.2De europæiske arbejdsmarkedsparter har flere gange opfordret institutionerne til at fremme eller om nødvendigt skabe gunstige betingelser for, at arbejdsmarkedsdialogen og kollektive overenskomstforhandlinger kan være effektive og leve op til de aktuelle udfordringer. Firepartserklæringen "En ny start for arbejdsmarkedsdialog" og Rådets konklusioner af 16. juni 2016 opfordrer medlemsstaterne til "at støtte en forbedring og effektivisering af arbejdsmarkedsdialogen på nationalt plan, hvilket er befordrende for kollektive forhandlinger og danner passende rammer for arbejdsmarkedsparternes forhandlinger".
3.1.3Statens rolle i at skabe såvel politisk som juridisk "gunstige betingelser" anerkendes af flere internationale organisationer. "EØSU anerkender, at en effektiv social dialog skal omfatte repræsentative og legitime arbejdsmarkedsparter med viden, teknisk kapacitet og rettidig adgang til relevante oplysninger for at deltage, politisk vilje og engagement i den sociale dialog, respekt for arbejdsmarkedets parters grundlæggende ret til selvbestemmelse, foreningsfrihed og kollektive forhandlinger, som fortsat er kernen i relationen mellem arbejdsmarkedets parter, og en retlig og institutionel ramme, der kan støtte den sociale dialog med velfungerende institutioner". Undersøgelser viser, at arbejdsløsheden er lavere, produktiviteten højere, og lønkonvergensen fremmes i de lande, hvor kollektive overenskomstforhandlinger anerkendes og fuldt ud støttes og respekteres af staten. Det er også vigtigt, at resultaterne af arbejdsmarkedsdialoger leverer konkrete resultater for såvel arbejdstagere som virksomheder.
3.1.4Fælles tiltag og programmer for kapacitetsopbygning på EU-niveau og i medlemsstaterne, som forvaltes direkte af de europæiske og nationale arbejdsmarkedsparter, er et effektivt instrument til at styrke kapaciteten inden for arbejdsmarkedsdialog og kollektive overenskomstforhandlinger for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, hvor der er behov for det. EØSU anbefaler, at der ydes tilstrækkelig støtte til programmer og tiltag for kapacitetsopbygning, og at resultaterne deraf vurderes med henblik på den bedste opnåelse af de ønskede mål.
3.1.5EØSU anbefaler, at nogle bestemmelser og begreber i forslaget formuleres mere præcist, så der ikke levnes plads til usikkerhed og til fortolkninger ved EU-Domstolen. Genstanden og anvendelsesområdet for artikel 1 og 2 gælder for alle medlemsstater, herunder lande, hvor der findes et selvregulerende kollektivt overenskomstforhandlingssystem.
3.1.6EØSU anbefaler, at nationale handlingsplaner, der sigter mod at udbrede den kollektive overenskomstdækning, udformes af arbejdsmarkedets parter og vedtages i en trepartsproces. De bør endvidere udarbejdes under fuld overholdelse af de anerkendte principper om foreningsfrihed og de kollektive overenskomstforhandlingers frivillige karakter, som er fastlagt i ILO-konventionerne. EØSU påskønner balancen i artikel 1 og 3 i ILO-konvention 131 om fastsættelse af mindsteløn. EØSU anbefaler, at bestemmelserne i direktivforslaget respekterer principperne i ILO-konvention 87, 98 og 154 for at sikre arbejdsmarkedets parters autonomi, deres muligheder for at hverve medlemmer og incitamenterne for og retten til at forhandle og indgå kollektive overenskomster.
3.1.7EØSU støtter målet om at øge den kollektive overenskomstdækning i overensstemmelse med nationale regler og praksis og med fuld respekt for og overholdelse af kompetencefordelingen og arbejdsmarkedets parters autonomi. I den henseende støtter EØSU, at arbejdsmarkedets parters evne styrkes, og det støtter deres fælles aktioner med henblik på at indgå i kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse og tilskynde til konstruktive, meningsfulde og informerede forhandlinger om løn. Artikel 4 fastsætter betingelserne for regeringernes deltagelse i forberedelsen af rammer og handlingsplaner, og EØSU fastholder, at dette bør ske med en trepartstilgang, i et samarbejde med arbejdsmarkedets parter, hvor deres autonomi respekteres. I nogle medlemsstater er det arbejdsmarkedets parter, der træffer beslutning om den kollektive overenskomstdækning, mens der i andre medlemsstater på grundlag af lovgivning eller praksis findes mekanismer, som udvider de kollektive overenskomster, og disse forskelle må respekteres.
-EØSU er enig i det foreslåede mål på 70 % og mener, at nationale handlingsplaner, som udarbejdes af og aftales mellem arbejdsmarkedets parter, kan få væsentlig betydning for opadgående lønkonvergens og etablering af retfærdige mekanismer til lønfastsættelse på nationalt niveau, herunder med henblik på at lukke løngabet mellem kønnene og generationerne. De vil også skabe mulighed for, at der kan tages hensyn til national praksis, og om nødvendigt forbedre systemerne. Sådanne handlingsplaner bør gennemføres, evalueres, revideres og tilpasses ordentligt med henblik på gradvist at øge den kollektive overenskomstdækning på mellemlang sigt. I nogle lande findes der mekanismer for udvidelse af de kollektive overenskomster, som sigter mod at øge den kollektive overenskomstdækning. Anvendelse af udvidelsesmekanismer er imidlertid kun én af de måder, hvorpå kollektive overenskomster kan fremmes, og deres dækning øges. Af andre metoder kan nævnes fælles tiltag og kapacitetsopbygning, foranstaltninger til bekæmpelse af fagforeningsmodstand, beskyttelse af fagforeningers og arbejdsgiverorganisationers ret til at forhandle kollektivt, fastsættelse af aftalte kriterier for repræsentation og imødegåelse af alle former for diskrimination. Disse elementer og målrettede forslag bør der tages hensyn til i de nationale handlingsplaner, sammen med andre initiativer.
3.1.8I lande, hvor der findes selvregulerende kollektive overenskomstforhandlingssystemer, som sikrer retfærdige og passende lønniveauer og andre aftalte arbejdsvilkår, bør indblanding fra statens side undgås, således at velfungerende arbejdsmarkedsordninger, som selv er i stand til at sikre opnåelsen af målene i det foreslåede direktiv, beskyttes/bevares. I disse lande bør nationale handlingsplaner – i tilfælde af at den kollektive overenskomstdækning falder under et vist niveau – i første omgang komme fra og aftales mellem arbejdsmarkedets parter.
3.2Forslaget indeholder en differentieret tilgang mellem medlemsstater med en lovbestemt fastsættelse af mindstelønnen og medlemsstater, hvor mindstelønnen fastsættes ved kollektive overenskomstforhandlinger. Selv om denne differentiering er almindeligt anvendt af OECD, Eurofound og andre institutioner til akademiske og forskningsmæssige formål, kan der af forskellige årsager rejses tvivl om dens anvendes i forbindelse med lønfastsættelse, herunder at mindstelønnen ikke er lovbestemt, men fastlagt ved aftale i de medlemsstater, hvor regeringen kun deltager for at gøre aftaler, som arbejdsmarkedets parter har forhandlet på plads, officielle.
3.3Kollektive overenskomster – definitioner og dækning
3.3.1EØSU understeger, at kollektive overenskomster er det mest effektive redskab til at fastsætte passende og veltilpassede lønninger, herunder mindstelønninger, hvilket er et væsentligt element i den sociale markedsøkonomi. Artikel 3 i forslaget indeholder nogle definitioner, som gælder for direktivet.
3.3.2EØSU mener, at arbejdsmarkedets parters repræsentativitet er en vigtig faktor, da den garanterer deres demokratiske mandat. Der findes forskellige kriterier for, hvad der i henhold til national lovgivning og praksis kan udgøre god praksis og medtages i overvejelserne på nationalt plan. En række komplekse faktorer/kriterier kan tages i betragtning ved vurderingen af arbejdsmarkedets parters repræsentativitet på nationalt plan, idet der skal tages højde for forskellene fra medlemsstat til medlemsstat. Det kan være antallet af medlemmer og betydningen af deres tilstedeværelse i området på nationalt plan, evnen til at mobilisere medlemmerne og skride til handling, antallet af indgåede kollektive overenskomster på de forskellige niveauer (sektor/virksomhed osv.), antallet af valgte fagforenings- eller arbejdsgiverrepræsentanter, tilknytning til en europæisk arbejdsmarkedsorganisation (anerkendt af Kommissionen), anerkendelse fra regeringens side og deltagelse i nationale/sektorspecifikke to- eller trepartsarbejdsmarkedsstrukturer eller -organer osv. EØSU opfordrer til, at udtrykket "arbejdstagerorganisationer" erstattes med "fagforeninger", da førstnævnte kan føre til vildledende fortolkninger og åbne forhandlingerne op for andre ikkeanerkendte typer af arbejdstagerinteressegrupper eller endda "gule" fagforeninger.
3.3.3EØSU har flere gange anført, at arbejdsmarkedsdialogen er en integreret del af den europæiske sociale model. Arbejdsmarkedets parter bør være uafhængige, og arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer bør være beskyttet mod enhver form for begrænsning af deres ret til at organisere, repræsentere og tage kollektive skridt. Dette er lige vigtigt for arbejdsgivere og fagforeninger.
3.3.4Direktivets artikel 7 fastsætter bestemmelser om inddragelse og høring af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med fastsættelse og ajourføring af lovbestemte mindstelønninger. I de seneste år er der i forbindelse med det europæiske semester udstedt flere landespecifikke henstillinger for at opfordre medlemsstaterne til at sikre passende inddragelse af arbejdsmarkedets parter i denne proces. I 2020-2021-semesteret modtog 12 medlemsstater landespecifikke henstillinger, som pegede på behovet for at øge arbejdsmarkedets parters inddragelse og ejerskab i beslutningsprocesserne.
4.Tilstrækkelighed
4.1Data viser, at der som følge af den økonomiske krise og den aktuelle pandemi har været en generel stagnation i lønningerne og i nogle lande sågar et fald i de seneste par år. EØSU understreger, at kollektive overenskomstforhandlinger spiller en central rolle med hensyn til at sikre passende mindstelønninger. Lande med omfattende kollektiv overenskomstdækning har som regel en lavere andel af lavtlønnede arbejdstagere, højere mindstelønninger i forhold til medianlønnen, mindre lønulighed og højere lønninger end andre lande.
4.2EØSU støtter veludviklede systemer for lønfastsættelse og velfungerende socialsikringssystemer, som skaber et sikkerhedsnet for dem, der har behov, samt andre foranstaltninger til at forhindre fattigdom blandt personer i arbejde. EØSU konstaterer, at forslaget til direktiv kun fastlægger det generelle princip om lønningers tilstrækkelighed baseret på ikkebindende anslåede referenceværdier for median- eller gennemsnitslønninger, og ikke indeholder konkrete foranstaltninger eller bestemmelser om, hvordan lønninger skal fastsættes på nationalt niveau, da dette fortsat er medlemsstaternes enekompetence. EØSU støtter, at der fastlægges bindende indikatorer, der kan fungere som rettesnor for medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter ved vurderingen af tilstrækkeligheden af de lovbestemte mindstelønninger, og når der skal identificeres og indføres relevante foranstaltninger i de nationale handlingsplaner. Lønninger fastsættes faktisk af nationale love, der indeholder bestemmelser om en lovbestemt mindsteløn, hvor sådanne findes, eller gennem kollektive overenskomstforhandlinger. Samtidig vil det sænke de offentlige udgifter til socialsikringsordninger, hvis flere mennesker bliver løftet ud af fattigdom. På EU-niveau anvendes fattigdomsgrænser og indikatorer for social udstødelse til analyser og indsamling af fælles data, men der findes i øjeblikket ingen vedtaget indikator på EU-niveau til i absolutte termer at måle, om mindstelønninger er retfærdige og tilstrækkelig, og ifølge forslaget er det et spørgsmål, som medlemsstaterne skal behandle i nationale planer.
4.3Når arbejdsmarkedets parter fastsætter lønninger ved kollektive overenskomstforhandlinger i henhold til national lovgivning og praksis, bør der tages højde for vigtige elementer såsom konkurrenceevne, produktivitet, den økonomiske udvikling i de enkelte sektorer, forvaltning af færdigheder, nye produktionsprocesser som følge af indførelsen af ny teknologi, digitalisering og anderledes og mere fleksibel organisering af arbejdet i visse produktionssektorer. EØSU understreger behovet for opadgående lønkonvergens og påpeger, at højere lønninger også indebærer en stigning i forbruget og dermed den indenlandske efterspørgsel med en positiv økonomisk indvirkning, og at højere lønninger også fører til større indtægter for socialsikrings- og skattesystemerne. Disse effekter bør analyseres omhyggeligt.
4.4Det foreslåede direktiv sigter imidlertid mod at fastsætte en vejledende tærskel på EU-niveau som basislinje for lovbestemte mindstelønninger i de lande, hvor sådanne findes. I betragtning af at løn er betaling for udført arbejde, kan der også tages hensyn til andre faktorer såsom fattigdomsgrænsen, en mindstestandard for anstændige levevilkår, leveomkostningerne i det pågældende land. Disse elementer er de centrale grundlæggende faktorer ved fastsættelsen af lovbestemte og kollektivt forhandlede mindstelønninger i landene i EU. Der bør sondres klart mellem fastsættelse af mindstelønninger og lønstigninger.
4.5De foreslåede kriterier for mindstelønningers tilstrækkelighed er med undtagelse af købekraft kriterier, som vedrører lønfordelingen og lønudviklingen. De vedrører ulighedsaspekter mere generelt og ikke beskyttelse af de mest sårbare arbejdstagere. "Mindstelønninger bør være rimelige set i forhold til lønfordelingen i de forskellige lande, og de bør ligge på et niveau, der er tilstrækkeligt i forhold til det faktiske prisniveau, så de åbner mulighed for en anstændig levestandard, uden at det går ud over bæredygtigheden af de virksomheder, der leverer kvalitetsarbejdspladser".
5.Offentlige udbud
5.1Direktivets artikel 9 indeholder bestemmelser for arbejdstagere, der er beskæftiget i forbindelse med offentlige udbud og i henhold til koncessionskontrakter, idet medlemsstaterne bedes sikre mindstelønninger ved alle offentlige udbud. I tråd med direktiv 23, 24 og 25 fra 2014 forpligter bestemmelsen alle operatører til at overholde det gældende niveau for mindstelønninger, hvad enten de er lovbestemte eller aftalt ved kollektiv overenskomst. Denne bestemmelse er også i overensstemmelse med EU-Domstolens afgørelser, navnlig Regiopost-dommen fra 2015 (C‑115/14). Medlemsstaterne kan afvise bud på offentlige kontrakter fra tilbudsgivere, som ikke forpligter sig til at betale arbejdstagerne lokalt regulerede eller kollektivt aftalte mindstelønninger som fastsat i artikel 70 i direktiv 2014/24/EU og i artikel 3 i udstationeringsdirektivet. EØSU har allerede opfordret til, at offentlige indkøbskontrakter fuldt ud skal overholde kollektive overenskomster, og at handelsaftaler bør ophæves i tilfælde af manglende overholdelse af ILO's grundlæggende og ajourførte konventioner. EØSU har også opfordret til sanktioner, herunder udelukkelse fra offentlige udbud og offentlig finansiering, af virksomheder, som ikke opfylder deres due diligence-forpligtelser inden for det foreslåede obligatoriske due diligence-system.
6.Overvågning og dataindsamling
6.1Der findes allerede et betydeligt antal databaser og analyser vedrørende mindstelønninger og kollektive overenskomstforhandlinger. Når pålidelige og ajourførte data gøres tilgængelige for institutioner og arbejdsmarkedets parter, får de bedre mulighed for at vurdere og forstå aktuelle tendenser i forbindelse med beslutningstagning på dette område. EØSU opfordrer derfor Kommission til fortsat at bistå medlemsstaterne med i samarbejde med arbejdsmarkedets parter til stadighed at forbedre indsamlingen af data og overvågningen af udviklingen i de lovbestemte mindstelønninger.
6.2I nogle medlemsstater er kollektive overenskomster tilgængelige og offentliggjort og i nogle tilfælde frit tilgængelige på internettet, mens kollektive overenskomster og lønniveauers tilstrækkelighed i andre medlemsstater ejes og undersøges af arbejdsmarkedets parter og ikke af myndighederne og ikke gøres offentligt tilgængelige. EØSU støtter den vanskelige videreudvikling af datatilgængelighed (som kan være et følsomt spørgsmål i forhold til respekten for arbejdsmarkedets parters autonomi og de kollektive overenskomstforhandlinger og overenskomster, databeskyttelsen, fair konkurrence og andre områder), men er bekymret for, at den administrative byrde vil blive øget, særligt for SMV'er og for almennyttige socialøkonomiske virksomheder. Udvalget ser derfor gerne, at der findes en balance mellem den merværdi, der følger af den meget detaljerede årlige oplysningsforpligtelse, og behovet for at mindske en sådan byrde så meget som muligt, når denne bestemmelse gennemføres på nationalt plan, især når det gælder behovet for information om dækkede og ikkedækkede arbejdstagere opdelt på køn, alder, handicap, virksomhedsstørrelse og sektor. Der er også behov for større klarhed om behovet for at oplyse fordelingen i deciler af mindstelønninger i lande med en konventionel model.
6.3EØSU anbefaler, at de rapporter, der indsendes af medlemsstaterne, undersøges og vurderes med behørig inddragelse af arbejdsmarkedets parter i EMCO, og mener, at der kunne oprettes et særligt underudvalg til dette formål bestående af repræsentanter for nationale regeringer, nationale og europæiske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer og eksperter udpeget af Kommissionen.
6.4 EØSU noterer, at direktivet indeholder stærke ikkeforringelsesklausuler, og opfordrer Parlamentet til at styrke nogle af de vigtige aspekter i den forbindelse yderligere, især med henblik på at:
·ingen mulig fremtidig fortolkning af direktivet anvendes til at undergrave velfungerende systemer for mindstelønninger og kollektive overenskomster
·ingen bestemmelse i direktivet anvendes til skade for foreningsfriheden og arbejdsmarkedets parters autonomi
·undgå indførelse af lovbestemte mindstelønninger, hvor disse ikke eksisterer, medmindre det sker efter aftale med arbejdsmarkedets parter
·EU-institutionerne, i betragtning af at lønfastsættelsesmekanismerne er en national kompetence, ikke træffer beslutninger, der er rettet mod at gribe direkte ind i lønfastsættelsesmekanismerne på nationalt niveau og i virksomheder, da disse fortsat henhører under arbejdsmarkedets parter.
EØSU opfordrer endvidere Europa-Parlamentet til at understrege endnu tydeligere, at intet i direktivet må fortolkes som en begrænsning af eller indvirke negativt på anerkendte rettigheder og principper inden for et givent anvendelsesområde i medfør af EU-retten, international ret og internationale aftaler, som EU eller medlemsstaterne er part i, herunder den europæiske socialpagt og Den Internationale Arbejdsorganisations relevante konventioner og anbefalinger.
Bestemmelsen giver også medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter mulighed for at indføre lovgivningsmæssige, reguleringsmæssige eller administrative bestemmelser eller anvende kollektive overenskomster, som er mere gunstige for arbejdstagerne. EØSU understreger også behovet for at sikre overholdelse af gældende kollektive overenskomster og effektiv håndhævelse, hvilket er afgørende for at sikre adgang til beskyttelse af mindstelønningerne og undgå unfair konkurrence for virksomhederne.
Bruxelles, den 11. marts 2021
Aurel Laurenţiu Plosceanu
Formand for Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
_____________