DA

TEN/721

Bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn på internettet

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs

UDTALELSE

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en midlertidig undtagelse fra visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF for så vidt angår udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenesters anvendelse af teknologier til behandling af personoplysninger og andre data med henblik på bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn online
[COM(2020) 568 final – 2020/0259 (COD)]

Hovedordfører: Ionuț Sibian

Anmodning om udtalelse

Europa-Parlamentet, 17/09/2020

Rådet for den Europæiske Union, 18/09/2020

Retsgrundlag

Artikel 114, stk. 1, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence

Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet

Vedtaget på plenarforsamlingen

29/10/2020

Plenarforsamling nr.

555

Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)

246/1/3



1.Konklusioner og anbefalinger

1.1EØSU mener, at enhver undtagelse fra direktiv 2002/58/EF må overvejes nøje for at beskytte alle borgeres ret til privatlivets fred, men mener alligevel, at alvorsgraden af forbrydelsen og dens skadelige virkninger i dette tilfælde berettiger en undtagelse.

1.2EØSU tilslutter sig generelt den foreslåede forordning om en midlertidig og strengt begrænset undtagelse fra artikel 5, stk. 1, og artikel 6 i direktiv 2002/58/EF, som beskytter kommunikationshemmeligheden og trafikdata.

1.3Efter udvalgets overbevisning er den midlertidige karakter (idet forordningen gælder frem til den 31. december 2025) ikke berettiget, og Kommissionen bør sikre, at der udvikles og gennemføres tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af børn inden for en tidsramme på mindre end fem år.

1.4Hvad angår de branchemæssige standarder for indberetning og gennemsigtighed, som beskrives i artikel 3, litra e), i den foreslåede forordning, mener EØSU, at det ville være nyttigt, hvis en tredjepart foretager regelmæssig testning/revision ved hjælp af sammenlignelige stikprøver, som ikke indeholder materiale med seksuelt misbrug af børn (børnepornografi), i stil med EICAR-testfiler i antivirusbranchen.

1.5Kommissionen bør efter udvalgets mening organisere en åben konkurrence med en betydelig præmie 1 for at tilskynde ikke bare til udvikling af open-source-værktøjer og branchemæssige standarder, men også til udvikling af mulige nye metoder til at opdage og indberette seksuelt misbrug af børn i end-to-end-krypteret elektronisk kommunikation.

1.6EØSU mener, at det er på tide, at EU får sit eget europæiske center for forebyggelse og bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, og opfordrer Kommissionen til indtrængende at tilskynde til, at et sådan center oprettes og udvikles. Centret bør efter udvalgets opfattelse bygge på Europols arbejde for at samarbejde med virksomheder og retshåndhævende myndigheder om at finde ofrene og retsforfølge gerningsmændene.

2.Generelle bemærkninger

2.1Nylige data fra Europol 2 viser, at covid-19-pandemien har haft enorm indvirkning på strafbare handlinger på internettet. Mængden af materiale med seksuelt misbrug af børn, som blev delt online, steg betydeligt under nedlukningsperioden.

2.2Ud af de i alt 16,9 millioner indberetninger af børnepornografi, som USA's nationale center for forsvundne eller misbrugte børn (NCMEC) modtog i 2019, og som omfattede 45 millioner elementer af identificeret børnepornografi, kom 16,8 millioner indberetninger fra elektroniske tjenesteudbydere. Heraf lå næsten 3 millioner billeder og videoer med børnepornografi på servere i EU. 

2.3Den foreslåede forordning er nødvendig, fordi visse onlinekommunikationstjenester 3 som følge af den fulde anvendelse af den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation fra den 21. december 2020 vil falde ind under direktivet om e-databeskyttelse (direktiv 2002/58/EF). Dette direktiv indeholder ikke et eksplicit retsgrundlag for frivillig behandling af indhold eller trafikdata med henblik på opdagelse af børnepornografi online, og tjenesterne ville være nødt til at indstille deres aktiviteter, medmindre medlemsstaterne vedtager specifikke nationale foranstaltninger.

2.4Som reaktion på dette besluttede Kommissionen at prioritere fremsættelsen af et forslag om en meget målrettet forordning for at undgå, at der opstår et hul i lovgivningen inden for reguleringsrammen for telekommunikation.

2.5Den foreslåede forordning indeholder garantier til at sikre privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger:

behandlingen skal stå i rimeligt forhold til formålet og være begrænset til veletablerede teknologier, som udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester regelmæssigt har anvendt til dette formål inden forordningens ikrafttræden

den anvendte teknologi skal være i overensstemmelse med det aktuelle tekniske niveau i branchen og forstyrre privatlivets fred så lidt som muligt

den anvendte teknologi skal i sig selv være tilstrækkelig pålidelig og i videst muligt omfang begrænse fejlraten og straks berigtige eventuelle fejl, der måtte forekomme

den teknologi, der anvendes til at opdage hvervning af børn, skal være begrænset til brug af relevante "nøgleindikatorer"

behandlingen skal begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt

oplysninger skal slettes straks, medmindre de påviser børnepornografi

udbyderne skal offentliggøre en årlig rapport om deres behandling af oplysninger.

2.6I bund og grund sørger undtagelsen blot for, at den nuværende praksis opretholdes.

Bruxelles, den 29. oktober 2020

Christa Schweng
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

_____________

(1)      I stil med de EU-finansierede projekter NESSIE og ECRYPT (eSTREAM) eller konkurrencer som NIST om kryptografi.
(2)      Exploiting isolation: sexual predators increasingly targeting children during COVID pandemic, Europol, juni 2020.
(3)      F.eks. webmail- eller meddelelsestjenester.