Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
SOC/608
Fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning)
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs
UDTALELSE
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (omarbejdning). Et bidrag fra Europa-Kommissionen til mødet mellem lederne i Salzburg den 19.-20. september 2018
[COM(2018) 634 final – 2018/0329 COD]
Ordfører: José Antonio Moreno Díaz
Medordfører: Vladimíra Drbalová
|
Anmodning om udtalelse
|
Kommissionen 24/10/2018
|
|
Retsgrundlag
|
Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
|
|
|
|
|
Kompetence
|
Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
|
|
Vedtaget i sektionen
|
18/12/2018
|
|
Vedtaget på plenarforsamlingen
|
23/01/2019
|
|
Plenarforsamling nr.
|
540
|
|
Resultat af afstemningen
(for/imod/hverken for eller imod)
|
169/2/6
|
1.Konklusioner og anbefalinger
1.1EØSU noterer sig Kommissionens argumenter for at omarbejde tilbagesendelsesdirektivet, men gentager sin holdning om, at det er afgørende for EU først og fremmest at fastsætte en fælles politik og lovgivning om lovlig migration såvel som international beskyttelse og asyl.
1.2EØSU er bekymret over EU-medlemsstaternes uens kriterier i migrationsstyringen, navnlig når det gælder behandlingen af irregulære migranter, hvilket skaber retsusikkerhed og forskelsbehandling.
1.3EØSU mener, at Kommissionen burde have kommunikeret og rådgivet sig med regeringerne og civilsamfundet om disse forhold i betragtning af den ændrede situation – sådan som den gjorde på et tidligere stadie med grønbogen.
1.4EØSU mener, at Kommissionen burde have fremlagt data om eller i det mindste skøn over omfanget af anvendelsen af direktiv 2008/115/EF, dets anvendelighed, graden af overvågning af dets effektivitet, de største vanskeligheder i anvendelsesperioden og de enkelte medlemsstaters grad af overholdelse.
1.5Kommissionen bør udvise et minimum af selvkritik eller i det mindste foretage en analyse for at forklare medlemsstaternes få tilbagesendelser og klart afdække årsagerne til dette og/eller de ansvarlige. Hvis medlemsstaterne hverken har gennemført direktivet eller overholdt henstillingerne fra 2017 om den mest effektive håndtering af tilbagesendelse, bør der udarbejdes en konsekvensanalyse. En sådan bør omfatte en vurdering af, hvordan medlemsstaterne har oprettet operationelle programmer med henblik på at yde bistand og rådgivning i forbindelse med tilbagesendelser samt en sammenligning af omkostningseffektiviteten af frivillige og tvangsmæssige tilbagesendelser.
1.6EØSU er bekendt med, at den ekstreme højrefløjs og nationalisternes diskurs om migration giver næring til fremmedfjendske og intolerante holdninger. EØSU mener, at en omfattende fælles europæisk migrationspolitik ville være det bedste instrument til at mindske de europæiske borgeres frygt.
1.7EØSU har i tidligere udtalelser allerede anført, at bør vi skabe en anden fortælling om migration med henblik på at fremme en afdramatiseret opfattelse heraf som en normal social og økonomisk faktor og lette den samfundsoplysende indsats på området.
1.8Desuden støtter EØSU Det Europæiske Råds konklusioner fra juni 2018, hvor det fremgår, at en af forudsætningerne for en velfungerende EU-politik er en fælles tilgang til migration, hvor man kombinerer mere effektiv kontrol af EU's ydre grænser, en styrkelse af indsatsen udadtil og de interne forhold i overensstemmelse med EU's principper og værdier. Vi bør arbejde videre med disse bestræbelser for at undgå humanitære katastrofer.
1.9Ifølge oplysninger fra Det Europæiske Råd af 18. oktober er antallet af irregulære indrejser i EU faldet med 95 %. Samtidig fremgår det af data fra IOM fra september 2018, at 83.067 personer frem til den pågældende dato var ankommet til EU ad søvejen, og at 1.987 havde mistet livet.
1.10EØSU ser en effektiv tilbagesendelsespolitik som en uløselig del af en fælles EU-migrations- og asylpolitik. En sådan politik findes imidlertid ikke, og Kommissionen bør handle konsekvent og velovervejet frem for at betragte migration ud fra et politi- og sikkerhedsperspektiv, der kriminaliserer migration.
1.11EØSU mener, at der skal foretages en komparativ undersøgelse ved hjælp af data fra og feltbesøg i tilbageholdelsescentrene i EU, hvor man undersøger situationen og overholdelsen af menneskerettighederne.
1.12EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at fremskynde tilbagesendelsesafgørelserne og skabe en forbindelse med afgørelserne om afvisning af asylansøgere eller ophør af lovligt ophold samt bestræbelserne på som hovedregel at fremskynde og effektivisere tilbagesendelsesproceduren. Alligevel bør man overveje, om de foreslåede frister er realistiske, og evaluere de forhold, der kan hindre overholdelsen.
1.13Samtidig mener EØSU, at en effektiv tilbagesendelsespolitik er afhængig af et effektivt samarbejde med tredjelande samt indgåelse og gennemførelse af tilbagetagelsesaftaler. EØSU opfordrer Kommissionen til at optrappe sin indsats på området og medlemsstaterne til at drage maksimal nytte af disse mekanismer.
1.14EØSU mener desuden, at visse EU-landes bedste praksis, når det drejer sig om at forhindre, at udlændinge med ulovligt ophold falder i en kronisk irregulær situation, bør fremhæves. Sådan bedste praksis omfatter tildeling af opholdstilladelser på et ekstraordinært grundlag som stærke sociale, arbejdsmæssige eller familiemæssige bånd (arraigo) i Spanien eller Duldung‑bestemmelsen i Tyskland.
2.Baggrund og Kommissionens forslag
2.1EU har siden 1999 arbejdet på at udvikle en samlet strategi for migration, herunder harmonisering af tilbagetagelsesbetingelserne, retten til lovligt ophold for tredjelandsstatsborgere og udviklingen af retlige foranstaltninger og praktisk samarbejde for at forhindre irregulær migration. Direktiv 2008/115/EF om tilbagesendelser har til formål at fastlægge en effektiv udsendelses- og repatrieringspolitik, der bygger på fælles standarder, men rapporten om gennemførelsen af direktivet om tilbagesendelser, som blev offentliggjort i 2014, viste meget langsomme fremskridt, når det gælder EU's reelle tilbagesendelsesrate: 2014 – 36,3 %, 2015 – 36,8 %, 2016 – 45,8 %, 2017 – 36,6 %. Kommissionens henstilling af 2017, der indeholder en pakke af foranstaltninger, som medlemsstaterne bør træffe for at udnytte direktivets fleksibilitet, har heller ikke resulteret i forbedringer.
2.2Uden at ændre direktivets anvendelsesområde eller berøre den nuværende beskyttelse af migranters rettigheder, f.eks. vedrørende barnets tarv, familieliv og helbredstilstand samt princippet om non-refoulement, foreslår det omarbejdede direktiv at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv ved hjælp af:
·mere sammenhæng og flere synergier med asylprocedurerne
·en ny grænseprocedure
·tydelige procedurer og regler for at forhindre misbrug
·forslag med henblik på at fremme effektiv frivillig tilbagevenden
·klare regler for frihedsberøvelse.
3.Generelle bemærkninger
3.1EØSU er bekymret over EU-medlemsstaternes uens kriterier i migrationsstyringen, navnlig når det gælder behandlingen af irregulære migranter, hvilket skaber retsusikkerhed og forskelsbehandling.
3.2EØSU gentager sine anbefalinger fra udtalelsen fra 2002 om Meddelelse fra Kommissionen om en fællesskabspolitik for tilbagesendelse af personer med ulovligt ophold, da udvalget ikke mener, at disse henstillinger blev – eller ikke til fulde blev – taget op i de forskellige lovgivningsmæssige og politiske foranstaltninger, som efterfølgende er blevet indført på EU‑plan, navnlig når det gælder irregulære migranters rettigheder, legalisering, tvangsmæssige tilbagesendelser, retsmidler, retten til familiens enhed, frihedsberøvelse og behovet for en egentlig fælles politik for lovlig migration.
3.3Hensigten med omarbejdningen – at gøre tilbagesendelsesproceduren mere effektiv og undgå unødvendige forsinkelser i behandlingen heraf samt skabe en direkte forbindelse til afgørelser om afvisning af asylansøgere eller ophør af lovligt ophold – bydes naturligvis velkommen. Medlemsstaterne har ret til at sende irregulære migranter tilbage, forudsat at der findes retfærdige og effektive asylordninger, som fuldt ud respekterer princippet om non-refoulement. EØSU er dog alvorligt bekymret over den potentielle virkning af målene med de foreslåede ændringer. EØSU sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af disse ændringer og frygter, at ændringerne kun vil udmunde i en vanskeligere situation og strengere straffe. Vi bør ikke negligere det grundlæggende princip om, at frivillig tilbagevenden bør prioriteres, jf. det oprindelige direktiv 2008/115/EF, og udelukkende erstatte det med undertrykkende politikker.
3.4Forslaget bør også evalueres på baggrund af målsætningernes levedygtighed, især hvis det fortsat skal være foreneligt med menneskerettighederne. Målet om generelt at udsende alle tredjelandsstatsborgere, der ulovligt befinder sig på EU's territorium, som den eneste måde at genoprette lovformeligheden på, er ganske enkelt ikke gennemførligt. Dette fremgår af de seneste års erfaringer, og det ville desuden være forbundet med uforholdsmæssigt store menneskelige, økonomiske og øvrige omkostninger.
3.5I de sidste ti år er tilbagesendelsespolitikken hverken blevet effektivt gennemført, overvåget eller vurderet, og den er heller ikke blevet indarbejdet i en omfattende og fælles EU‑migrationspolitik på tilfredsstillende vis.
3.6Kommissionen burde i forslaget have givet en begrundelse for, hvorfor medlemsstaterne ikke har gennemført direktiv 2008/115/EF ordentligt og heller ikke har fulgt henstillingen fra 2017, der indeholdt en række retningslinjer vedrørende gennemførelsen af direktivet og opfordrede medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at fjerne retlige og praktiske hindringer for tilbagesendelse.
3.7På samme måde bør der på grund af samfundets tiltagende forvirring gøres en indsats for at offentliggøre korrekte data om irregulær migration til EU og tolke dem på ansvarlig vis for at undgå at give næring til den fremmedfjendske og racistiske diskurs, der underbygger den ekstreme højrefløjs holdninger.
4.Særlige bemærkninger
4.1I lyset af hvordan situationen har udviklet sig siden 2008, ser Kommissionen ændringen af direktivet som et middel til at opnå det legitime mål, nemlig at genoprette lovligheden og gøre tilbagesendelsesprocessen mere effektiv. Der er imidlertid mange andre måder at nå dette mål på – måder, som er mere effektive og mindre byrdefulde (frivillig tilbagevenden og individuel legalisering mv.). EØSU mener, at en effektiv tilbagesendelsespolitik bør være en integreret del af en fælles EU-migrations- og asylpolitik. Manglen på en sådan politik burde imidlertid få Kommissionen til at antage en selvkritisk, sammenhængende og afbalanceret tilgang frem for at betragte migration ud fra et politi- og sikkerhedsperspektiv, hvor migration kriminaliseres
.
4.2I udvalgets tidligere udtalelse lød det: "EØSU minder Kommissionen om, at det i forskellige udtalelser har påpeget behovet for at tage skridt til regularisering". EU-lovgivningen fastsætter ganske vist foranstaltninger til at bringe en persons ulovlige ophold til ophør på en fornuftig og konstruktiv måde.
4.3Eksempler på sådanne foranstaltninger findes i artikel 6 – Afgørelse om tilbagesendelse – og artikel 7 – Frivillig udrejse – i direktiv 2008/115/EF, men medlemsstaterne har kun i ringe grad udforsket og anvendt disse foranstaltninger, navnlig i sager hvor man uden held har forsøgt at sende en person tilbage. På baggrund heraf støtter EØSU Kommissionens henstilling af 2017 om at oprette operationelle programmer for støttet frivillig tilbagevenden.
4.4EØSU bemærker endvidere, at bestemmelser, der finder anvendelse på europæiske borgere og deres familiemedlemmer af hensyn til den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed
, ikke finder anvendelse på irregulære migranter. Udvalget henviser her til muligheden for at anmode om ophævelse af en afgørelse på grund af en ændring i vedkommendes situation efter en rimelig frist og – to år efter afgørelsen – forpligtelsen til ikke at håndhæve en udsendelsesafgørelse uden en vurdering af situationen. Det forekommer ikke rimeligt, at metoden, der anvendes på EU‑borgere – dvs. udelukkende når der er tale om en trussel mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed – ikke kan anvendes på personer, der blot mangler dokumentation, hvis deres situation har ændret sig i væsentlig grad.
4.5Det er tvingende nødvendigt, at tilbagesendelsesproceduren omfatter mekanismer og effektive garantier, der rækker ud over muligheden for regres eller appel, for at beskytte tredjelandsstatsborgeres rettighederne og interesser under sagsbehandlingen. Man skal reelt have mulighed for at udøve disse rettigheder og med passende juridisk bistand. Ved hver procedure bør der automatisk udpeges en specialiseret advokat med erfaring på området til at tage sig af forsvaret.
4.6Politikken med at retsforfølge personer med ulovligt ophold skal gå hånd i hånd med et kategorisk og urokkeligt forbud mod at udpege folk på grundlag af deres etnicitet og/eller religion. Den nuværende lempelse af dette forbud gør Europa til et sted, hvor raceminoriteter på helt uacceptabel vis risikerer at blive udsat for mistro og overvågning fra myndighedernes side. Eksemplet hvor FN's Menneskerettighedsråd irettesatte Spanien i juli 2009 for at have frihedsberøvet en spansk statsborger, som de mistænkte for at være ulovlig indvandrer, ganske enkelt fordi hun var sort, taler for sig selv.
4.7EØSU mener, at der bør foretages en komparativ undersøgelse ved hjælp af data fra og feltbesøg i tilbageholdelsescentrene i EU, hvor man undersøger forholdene og overholdelsen af menneskerettighederne.
4.8EØSU foreslår ydermere, at Kommissionen fortløbende undersøger, hvordan medlemsstaterne anvender de operationelle programmer til at yde bedre bistand og støtte i forbindelse med tilbagesendelser, herunder støtte til reintegration i tredjelande. Disse programmer burde have været påbegyndt i 2017. I denne undersøgelse bør omkostningseffektiviteten af de henholdsvis frivillige og tvangsmæssige tilbagesendelser sammenlignes.
4.9EØSU vil gerne nævne den bedste praksis, der anvendes i visse EU-lande, til at forhindre irregulære migranter i at ende med at opholde sig permanent ulovligt i landet. Sådan bedste praksis omfatter den spanske arraigo- og den tyske Duldung-bestemmelse, som gør det muligt for visse udenlandske statsborgere, der har opholdt sig ulovligt i landet, at opnå – på et ekstraordinært grundlag – lovlig status, forudsat at de opfylder visse krav. Sådanne beslutninger træffes på et individuelt og selektivt grundlag.
5.Analyse af de foreslåede ændringer
5.1Direktivets tekst er meget klar, og der præsenteres ni konkrete ændringer, som EØSU fokuserer på i sin udtalelse.
5.2Der er et behov for fælles, europæiske og objektive kriterier for at fastslå, om der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, herunder foretage uautoriserede sekundære bevægelser. For at undgå forskellige eller ineffektive fortolkninger fastlægges der i forslagets artikel 6 som led i en samlet vurdering af de særlige forhold i den enkelte sag en fælles liste over objektive kriterier for at fastslå, om der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde. Listen over kriterier er for generel og rækker ud over henstillingerne fra 2017. Resultatet er, at selv om der i direktivet fastsættes bestemmelser om to forskellige tilbagesendelsesprocedurer – en undtagelsesprocedure, der anvendes under særlige omstændigheder uden frivillig udrejse og på andre betingelser, samt en anden med garantier, som giver mulighed for frivillig efterlevelse – anvendes der i de fleste tilfælde den procedure, der i teorien burde være en undtagelsesprocedure.
5.2.1Kun et begrænset antal af de foreslåede objektive kriterier i artikel 6 (som stammer fra Kommissionens henstilling fra 2017, og som i den omarbejdede tekst modsvarer kriterierne i litra f), h) og k)) kan anvendes til at fastsætte en præcis definition af "risikoen for, at den pågældende forsvinder". I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7 om forpligtelsen til at samarbejde kan litra j) også anvendes som et passende kriterium.
a)Hvis der mangler dokumentation ved indledningen af sagsbehandlingen, kan dette i de fleste tilfælde afhjælpes ved at anmode herom, og hvis denne dokumentation ikke fremlægges, kan litra f) finde anvendelse.
b)Med dette kriterium pålægges bevisbyrden migranten, som således skal bevise sin faktiske bopæl, og man fjerner en grundlæggende retssikkerhedsmæssig garanti. De store boligproblemer – og navnlig dem, som mange kommuner skaber for udlændinge i almindelighed og personer med irregulær status i særdeleshed – forværrer dette problem uforholdsmæssigt meget.
c)Hvis vi skal forhindre, at ALLE irregulære migranter bliver mistænkt for at ville forsvinde, og proceduren med sikkerhedsforanstaltninger således fuldstændig ignoreres, kan risikoen for forsvinding ikke defineres ud fra sådanne parametre. Enhver, der er frataget retten til at arbejde, har naturligvis heller ingen økonomiske ressourcer, og de fleste irregulære migranter vil således mangle økonomiske ressourcer.
d)På grund af medlemsstaternes grænselukningspolitikker er mange irregulære (og endda også lovlige) migranter rejst ulovligt ind i medlemsstaterne.
e)Når en irregulær migrant bevæger sig mellem medlemsstaterne, betragtes det pr. definition som ulovligt, men det betyder ikke nødvendigvis, at der er risiko for, at vedkommende forsvinder.
g)
Hvis vedkommende er omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat. Selv om direktivet giver mulighed for direkte fuldbyrdelse af afgørelsen i den anden stat, er det meningsløst at give denne mulighed.
i)
Manglende overholdelse af kravet om at rejse til en anden medlemsstat, hvor vedkommende har lovligt ophold. I sådanne tilfælde er det helt uforholdsmæssigt at iværksætte en udsendelsesprocedure uden frivillig udrejse til oprindelseslandet. Der er derimod behov for en form for obligatorisk foranstaltning, der skal bringe den pågældende tilbage til den anden medlemsstat, men vedkommende bør ikke sendes tilbage til oprindelseslandet og slet ikke efter undtagelsesproceduren.
5.3Før analysen af artikel 7 og 8 og andre artikler i forslaget er det vigtigt at præcisere, at det fremgår af hele teksten til disse ændringer, at den retlige karakter af en afgørelse om tilbagesendelse ikke er forstået. Dette er efter en præciserende forklaring hovedårsagen til de udfordringer, der opstår med hensyn til stk. 3, i direktivets nye artikel 8. En afgørelse om tilbagesendelse er en myndighedsafgørelse truffet af en stat, og den har direkte indvirkning på et menneskes personlige rettigheder og interesser. Desuden er begrundelsen sædvanligvis direkte eller indirekte relateret til opfyldelsen af forpligtelser eller til en bestemt handling, som personen er anklaget for, og denne person har ret til en passende proces med henblik på at kontrollere rigtigheden af sådanne påstande, som i disse tilfælde uden tvivl kan verificeres. Konklusionen er, at udsendelse er en sanktion eller en straf af administrativ – ikke strafferetlig – karakter, men som er underlagt de samme forfatningsmæssige principper og grundlæggende rettigheder som strafferetten.
5.4Når det gælder artikel 7 "Forpligtelse til at samarbejde", noterer EØSU sig, at Kommissionen antager, at tredjelandsstatsborgeres forpligtelse til at samarbejde med de kompetente myndigheder i medlemsstaterne i alle faser af tilbagesendelsesproceduren kunne bidrage til at gøre proceduren mere smidig og effektiv. Det bør dog bemærkes, at dette er i strid med den grundlæggende ret til ikke at fremlægge bevis mod sig selv. Forpligtelserne i denne artikel kan koges ned til en enkelt, nemlig forpligtelsen til at samarbejde i en procedure, der er rettet mod én selv. I artikel 8 "Afgørelse om tilbagesendelse" fastsættes bestemmelser om medlemsstaternes forpligtelse til at træffe afgørelse om tilbagesendelse straks efter vedtagelse af en afgørelse om ophør af en tredjelandsstatsborgers lovlige ophold, herunder afgørelse om ikke at give flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse. EØSU mener, at artikel 8 bør omfatte muligheden for at give tredjelandsstatsborgere en rimelig chance for at opfylde forpligtelsen til selv at forlade landet eller søge alternative måder til at få bragt deres situation i orden på.
5.5I artikel 9 om frivillig udrejse fastsættes det, at der i en afgørelse om tilbagesendelse skal sættes en passende frist for frivillig udrejse på tredive dage, hvilket betyder, at den oprindelige bestemmelse om en periode på 7-30 dage ophæves. Hvor den maksimale frist på kun 30 dage plejede at være årsag til kritik, fungerede en minimumsperiode imidlertid som en sikkerhedsforanstaltning. Med afskaffelsen af denne minimumsfrist får medlemsstaterne mulighed for helt at undlade at fastsætte en frist for frivillig udrejse.
5.6Den nye bestemmelse i artikel 13 giver medlemsstaterne mulighed for at udstede et indrejseforbud – uden at træffe en afgørelse om tilbagesendelse – for en tredjelandsstatsborger, hvis ulovlige ophold afsløres, når vedkommende (frivilligt) rejser ud af EU. EØSU mener, at denne bestemmelse straffer personer, som på netop dette tidspunkt overholder loven, dvs. forlader EU's territorium og bringer det ulovlige forhold til ophør. På den anden side kan bestemmelsen betragtes som en garanti i tilfælde af fremtidig indrejse i den pågældende medlemsstat.
5.7I henhold til artikel 14 om forvaltning af tilbagesendelser skal de enkelte medlemsstater oprette, drive, vedligeholde og videreudvikle et nationalt system for forvaltning af tilbagesendelser, hvor alle de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af direktivet, behandles. Den tekniske kompatibilitet med EU's centrale system bør dog sikres. I artikel 14 fastsættes det ligeledes, at medlemsstaterne skal indføre et operationelt program til støtte for berørte personer.
5.7.1Manglerne i Schengeninformationssystemet (SIS) betyder, at der er behov for foranstaltninger til at forbedre samarbejdet medlemsstaterne imellem. Det er dog yderst tvivlsomt, om der er behov for særlige regler i form af et direktiv, eftersom det frem for alt drejer sig om rent praktiske spørgsmål.
5.7.2Forslaget om at medlemsstaterne skal oprette programmer til logistisk, finansiel og anden materiel bistand med henblik på frivillig tilbagevenden, herunder reintegrationsprogrammer, kommer fra henstillingerne fra 2017. Kommissionen bør støtte, overvåge og vurdere oprettelsen heraf.
5.8Artikel 16 omhandler og fokuserer udelukkende på "det eneste obligatoriske tilfælde, hvor der indrømmes en automatisk opsættende virkning i henhold til dette forslag", dvs. det underbygger udsendelsen af en person, hvis ansøgning om international beskyttelse er blevet afvist. EØSU har intet at indvende, bortset fra at udvalget konstaterer, at der er andre tilfælde, hvor udsendelse ligeledes bør udsættes automatisk for at udvide anvendelsesområdet af visse sikkerhedsforanstaltninger eller garantier. En ikkeudtømmende liste over disse bør omfatte:
·tilfælde, hvor mindreårige er direkte eller indirekte berørt
·tilfælde, hvor EU-familiemedlemmer er direkte eller indirekte berørt og derfor ikke er omfattet af direktiv 2004/38/EF
·tilfælde, hvor der er en påviselig risiko for vedkommendes sundhed eller fysiske integritet
·tilfælde, hvor tilbagesendelse sker til lande, der kategorises som ikke-sikre, herunder lande, der ikke respekterer menneskerettighederne.
5.9Med hensyn til frihedsberøvelse og fastsættelse af den maksimale periode for frihedsberøvelse på mindst tre måneder må det påpeges, at en periode på mindre end tre måneder i realiteten er tilstrækkelig til at fuldføre proceduren og tage de nødvendige skridt til at håndhæve udsendelse til et tredjeland. Der opnås stort set intet ved at forlænge denne periode, uanset hvor lang den måtte være, og endnu mindre ved at udsætte nogen, som ikke har begået kriminalitet, for en så voldsom foranstaltning som frihedsberøvelse.
5.10Udvalget opfordrer på ny til at finde andre løsninger såsom den ovenfor nævnte tyske Duldung‑eller den spanske arraigo-bestemmelse, hvor det tager langt under tre måneder at afgøre, om en person kan udsendes eller ej. Forebyggende tilbageholdelse er en midlertidig foranstaltning, der har til formål at lette gennemførelsen af en tvangsmæssig tilbagesendelse og forhindre, at personen forsvinder. Man må derfor forhindre, at det anvendes som dække for fængsling eller straf for irregulær migration. En sådan form for indespærring er udtrykkeligt forbudt ifølge Den Europæiske Unions Domstols retspraksis
.
5.11Direktivet bør derfor stille krav om, at sådanne særlige faciliteter for frihedsberøvede ikke er lig eller værre end fængsler. Det bør fastsættes, at de nationale retshåndhævende myndigheder aldrig bør forvalte den interne overvågning på disse faciliteter, men kun overvåge omgivelserne. Den interne overvågning bør varetages af et andet statsligt organ. Der bør desuden i de enkelte medlemsstater være en minimumsstandard for frihedsberøvedes rettigheder, og disse skal i enhver henseende svare til eller være bedre end en fængslets retsstilling.
5.12Ændringen i artikel 22, stk. 7, er helt overflødig, da disse forhold allerede reguleres under medlemsstaternes forskellige asylprocedurer. Under alle omstændigheder er det helt uforholdsmæssigt, at en person kan frihedsberøves i op til fire måneder med henblik på udsendelse som følge af en afvist asylansøgning og derefter straks underlægges en ny periode på seks måneder med det samme formål, nemlig at sende vedkommende hjem.
5.13EØSU er enig med Kommission i, at effektiviteten af EU's tilbagesendelsespolitik også afhænger af, at oprindelseslandene samarbejder. EU har allerede gjort et vist fremskridt, men EØSU beder ikke desto mindre Kommissionen om at fortsætte sin indsats på området og opfordrer samtidig medlemsstaterne til at udnytte resultaterne og gøre fuld brug af mekanismerne.
Bruxelles, den 23. januar 2019
Luca Jahier
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
_____________