BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT
Forordning (EU) 2019/1021 ("POP-forordningen") har til formål at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod persistente organiske miljøgifte ("POP") ved at forbyde, hurtigst muligt udfase eller begrænse fremstilling, markedsføring og anvendelse af stoffer, der er omfattet af Stockholmkonventionen, jf. forordningens artikel 1.
Hexachlorbenzen (HCB) er opført i bilag I til POP-forordningen uden en grænseværdi for utilsigtet sporforurening. HCB blev hovedsageligt anvendt i EU som pesticid. På tidspunktet for opførelsen i POP-forordningen i 2004 blev det vurderet, at der ikke var behov for nogen grænseværdi, fordi det ikke kunne forventes, at HCB ville forekomme i stoffer, blandinger og artikler. Det Europæiske Kemikalieagentur modtog for nylig en forespørgsel vedrørende en grænseværdi for forekomsten af HCB som en urenhed i stoffer. Man ved også, at HCB dannes som biprodukt ved fremstilling af andre kemikalier (hovedsagelig chlorholdige opløsningsmidler) og pesticider samt i affaldsstrømmene fra chloralkalianlæg og trækonserveringsprocesser. Det fremgår desuden af REACH-registreringsdossiererne, at stoffer, der indeholder HCB som bestanddel eller urenhed, primært anvendes i blæk, overfladebehandlingsmidler, maling og tonere, i træ- og tekstilanvendelser samt i plast.
Den manglende specifikke grænseværdi for utilsigtet sporforurening fører til retlig usikkerhed, idet interessenterne ikke ved, om en grænseværdi finder anvendelse, eller hvilken størrelse denne har. En manglende grænseværdi ville blive fortolket, som om detektionsgrænsen finder anvendelse, hvilket kunne anses for en uforholdsmæssig begrænsning, da det ville forhindre markedsføring af alle typer stoffer, blandinger og artikler, der indeholder HCB. POP-forordningens artikel 4, stk. 1, litra b), fastsætter, at forbuddet mod fremstilling, markedsføring og anvendelse af stoffer, der er opført i bilag I, såvel alene som i blandinger eller i artikler, ikke finder anvendelse på et stof, der er til stede som utilsigtet sporforurening, som angivet i de relevante registreringer i bilag I, i stoffer, blandinger eller artikler. Tilstedeværelsen af HCB som utilsigtet sporforurening bør derfor angives i bilag I.
I betragtning af de foreliggende oplysninger vurderes fastsættelsen af en grænseværdi for tilstedeværelsen af HCB som utilsigtet sporforurening i stoffer, blandinger og artikler som hensigtsmæssig. En sådan grænseværdi for utilsigtet sporforurening vil præcisere den retlige situation og lette den harmoniserede håndhævelse i Unionen.
På grundlag af de tilgængelige oplysninger bør grænseværdien fastsættes til 10 mg/kg (0,001 vægtprocent) for tilstedeværelsen af HCB som utilsigtet sporforurening i stoffer, blandinger og artikler.
2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE
Udkastet til delegeret retsakt blev drøftet på to møder med en POP-ekspertgruppe ("POP CA-mødet") den 8. juni og den 23. november 2021, og gruppens bemærkninger blev taget i betragtning. Gruppen består af repræsentanter for alle relevante interessenter, dvs. for medlemsstaterne, Det Europæiske Kemikalieagentur, den kemiske industri og civilsamfundet.
Der blev gennemført en offentlig høring om udkastet til delegeret retsakt fra den 8. november til den 6. december 2021. Der er kommet tre bemærkninger fra interessenter. Bemærkningerne var modsatrettede, idet to interessenter anmodede om en højere grænseværdi for utilsigtet sporforurening og én anmodede om en lavere grænseværdi. Under hensyntagen til alle tilgængelige oplysninger, herunder de forskellige høringssvar, og efter yderligere drøftelser med POP-ekspertgruppen den 2. juni 2022 besluttede Kommissionen at gå videre med den oprindeligt foreslåede grænseværdi.
3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT
Den delegerede retsakt ændrer registreringen af hexachlorbenzen i bilag I til forordning (EU) 2019/1021 med henblik på at tilpasse den til den videnskabelige og tekniske udvikling. Retsgrundlaget for den foreslåede delegerede retsakt er artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2019/1021.
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…
af 8.9.2022
om ændring af bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 om persistente organiske miljøgifte for så vidt angår hexachlorbenzen
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,