BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT
Artikel 62 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) foreskriver, at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndigheds (ESMA) indtægter udgøres af gebyrer, der betales til ESMA i de tilfælde, der er nærmere omhandlet i EU-lovgivningen, sammen med bidrag fra nationale offentlige myndigheder, et tilskud fra Unionen og eventuelle frivillige bidrag fra medlemsstater eller observatører og aftalte gebyrer for publikationer, uddannelse og andre tjenesteydelser, som leveres af ESMA, når en eller flere kompetente myndigheder specifikt har anmodet om dem.
ESMA er tilsynsmyndighed i Unionen for transaktionsregistre, som er de infrastrukturer, der er ansvarlige for indsamling og vedligeholdelse af optegnelser over derivater og værdipapirfinansieringstransaktioner. ESMA meddeler tilladelser til transaktionsregistre og fører tilsyn med, at de overholder de relevante reguleringsmæssige krav. Transaktionsregistre betaler et engangsregistreringsgebyr og et årligt tilsynsgebyr til ESMA.
Gebyrer, som transaktionsregistre betaler til ESMA, beregnes ved hjælp af en metode, der er fastlagt i to forskellige delegerede forordninger, hvor den ene vedrører deres derivataktiviteter og den anden deres aktiviteter i forbindelse med værdipapirfinansieringstransaktioner. Disse delegerede forordninger blev vedtaget af Kommissionen efter teknisk rådgivning fra ESMA og var baseret på principperne i artikel 72 i forordningen om europæisk markedsinfrastruktur (EMIR) og i artikel 11 i forordningen om værdipapirfinansieringstransaktioner (SFTR):
–De betalte gebyrer skal fuldt ud dække ESMA's nødvendige udgifter til registrering og anerkendelse af samt tilsyn med transaktionsregistre.
–De gebyrer, der pålægges et transaktionsregister, skal stå i et rimeligt forhold til det pågældende transaktionsregisters omsætning. For så vidt angår EMIR har medlovgiveren desuden i de ændringer, der blev indført ved forordning 2019/834 (EMIR REFIT), medtaget, at de gebyrer, der pålægges et transaktionsregister, skal dække alle ESMA's rimelige administrative omkostninger i forbindelse med dets registrering og ESMA's tilsynsaktiviteter.
Siden den 1. januar 2021 har situationen for EU's transaktionsregistre ændret sig betydeligt. Kun to ud af de fire transaktionsregistre, der var hjemmehørende i Det Forenede Kongerige før den 1. januar 2021, har overført deres forretningsaktiviteter til EU og leverer fortsat deres tjenesteydelser i Unionen. For at kunne gøre dette har de oprettet nye enheder, der er etableret i EU.
Disse nye transaktionsregistre påbegyndte reelt deres aktiviteter i Unionen i januar 2021. For at sikre, at de betaler et tilsynsgebyr, der står i rimeligt forhold til deres faktiske omsætning i EU i indeværende år, foreslår Kommissionen, at der indsættes en ny artikel i hver af de to delegerede forordninger om de gebyrer, som transaktionsregistre betaler til ESMA, dvs. delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013 og delegeret forordning (EU) 2019/360. Denne nye artikel bør indeholde en specifik referenceperiode for beregningen af den relevante omsætning, der skal anvendes ved beregningen af de årlige gebyrer, som transaktionsregistre betaler til ESMA i 2021, for bedre at afspejle de ændringer, som EU's transaktionsregistre oplever.
2.HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE
Proceduremæssige aspekter
I november 2020 anmodede ESMA Kommissionen om at ændre metoden til beregning af de årlige gebyrer, som transaktionsregistre betaler til ESMA i 2021. ESMA foreslog at ændre referenceperioden for beregning af transaktionsregistres relevante omsætning fra 2020 til januar til juni 2021.
Mellem den 22. december 2020 og den 11. januar 2021 hørte Kommissionen ved skriftlig procedure ekspertgruppen under Det Europæiske Værdipapirudvalg (EGESC). EGESC består af repræsentanter for medlemsstaterne, Den Europæiske Centralbank, sekretariatet for Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg og ESMA. Medlemmerne af EGESC var generelt enige i den foreslåede tilgang, og der blev ikke fremsat nogen større indvendinger, selv om enkelte medlemsstater foreslog alternative idéer til at håndtere situationen. En medlemsstat gav udtryk for betænkeligheder med hensyn til tidspunktet for ændringen af metoden, som skal træde i kraft i 2021, dvs. samme år som den finder anvendelse. Konsekvenserne af ikke at indføre de foreslåede ændringer er dog en begrundelse for hurtigt at ændre metoden til beregning af de årlige gebyrer, som transaktionsregistre skal betale i 2021.
Desuden er denne delegerede retsakt blevet offentliggjort med henblik på offentlig feedback i overensstemmelse med retningslinjerne for bedre regulering fra 9. februar 2021 til 9. marts 2021. Kommissionen modtog ingen feedback på sit foreslåede udkast til delegeret retsakt.
3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT
I artikel 1 fastsættes det årlige tilsynsgebyr for 2021, der skal betales af transaktionsregistre for deres EMIR-aktiviteter.
I artikel 2 fastsættes det årlige tilsynsgebyr for 2021, der skal betales af transaktionsregistre for deres SFTR-aktiviteter.
I artikel 3 angives retsaktens ikrafttrædelsesdato.
4.KONSEKVENSANALYSE
Formålet med de foreslåede ændringer er at fordele gebyrerne mellem individuelle transaktionsregistre på en sådan måde, at det sikrer det proportionalitetsprincip, der er fastsat i EMIR og SFTR, samtidig med at det bliver muligt for ESMA at sikre dækning af alle sine omkostninger i forbindelse med tilsynet med transaktionsregistre. Følgende tre alternativer er blevet overvejet som mulige løsninger:
1)at lægge den relevante omsætning, der genereres af de nye EU-transaktionsregistre, sammen med den relevante omsætning fra transaktionsregistre i Det Forenede Kongerige inden for de samme koncerner
2)at ændre referenceperioden for den relevante omsætning fra januar-december 2020 til januar-juni 2021
3)ingen ændring af de eksisterende regler, idet man henholder sig til artikel 3, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013 og artikel 2, stk. 4, i delegeret forordning (EU) 2019/360, som giver ESMA mulighed for at ekstrapolere den relevante omsætning på grundlag af de værdier, der er beregnet for det antal måneder, i hvilket transaktionsregistret udøvede virksomhed i år (n-1), i forhold til hele året (n-1), hvis transaktionsregistret ikke har udøvet virksomhed hele året.
Den første løsningsmodel skaber udfordringer, da den ikke i tilstrækkelig grad afspejler proportionalitetsprincippet i de tilfælde, hvor kun en del af eller ingen af Det Forenede Kongeriges transaktionsregisteraktiviteter overføres til EU, mens andre aktiviteter forbliver i Det Forenede Kongerige. Sammenlægningen af data fra EU-transaktionsregistre med data fra deres datterselskaber i Det Forenede Kongerige kunne resultere i større volumener end de nye EU-transaktionsregistres reelle aktivitet. Desuden kunne EU-transaktionsregistre nære betænkeligheder ved at give ESMA, en europæisk tilsynsmyndighed, oplysninger om indtægterne for deres datterselskaber i Det Forenede Kongerige, der siden den 1. januar 2021 er beliggende i et tredjeland. Det er også uklart, om denne tilgang ville være i fuld overensstemmelse med bestemmelsernes nuværende ordlyd. På grund af disse problemer ville denne løsningsmodel ikke give tilstrækkelig proportionalitet, og den blev derfor afvist.
Den tredje løsningsmodel indebærer også udfordringer med hensyn til proportionalitetsprincippet. Hvis overførslen af forretningsaktiviteter fra transaktionsregistre i Det Forenede Kongerige til nyligt registrerede EU-transaktionsregistre først fandt sted den 1. januar 2021, ville en ekstrapolering baseret på omsætningen (ikke-eksisterende eller lav) i 2020 ikke give et passende skøn over aktiviteterne i 2021. I det beskrevne scenarie vil EU-transaktionsregistre, der var aktive i EU før den 1. januar 2021, skulle pålægges gebyrer på en ikke-forholdsmæssig måde for fuldt ud at dække ESMA's tilsynsomkostninger og ville ende med at betale næsten det samlede årlige tilsynsgebyr i 2021, selv om de måske ikke var årsag til ESMA's samlede tilsynsomkostninger i 2021. I praksis og i betragtning af budgetforslaget for ESMA for 2021, som angiver et anslået gebyr fra transaktionsregistre på mere end 3,6 mio. EUR, ville de to nye transaktionsregistre uden ændringer af delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013 og (EU) 2019/360 hver skulle betale et samlet årligt gebyr på 60 000 EUR (herunder for deres derivat- og værdipapirfinansieringstransaktionsaktiviteter); de resterende 3,5 mio. EUR ville skulle betales af de to EU-transaktionsregistre, der var aktive før den 1. januar 2021. I modsat fald ville ESMA's anslåede budget for tilsyn med transaktionsregistre skulle reduceres betydeligt, hvilket sandsynligvis ville have en langsigtet virkning efter 2021 og udgøre en risiko for utilstrækkeligt tilsyn på grund af manglende tilsynsressourcer.
Denne løsningsmodel har derfor også betydelige mangler med hensyn til proportionalitet og passende tilsyn med transaktionsregistre.
Endelig er der løsningsmodel 2, som ikke har de samme ulemper som løsningsmodel 1 og 3. Den vælges af følgende grunde:
i) Den bygger på data fra indeværende år, som afspejler den reelle markedsandel efter brexit.
ii) Den afspejler den nye fordeling af kunder efter brexit, hvor der i EU måske ikke er en efterfølger til transaktionsregistre, og deres kunder vil skulle migrere til andre EU-transaktionsregistre.
iii) Tilgangen med at basere sig på data fra januar-juni blev anvendt i transaktionsregisterordningerne i henhold til EMIR og SFTR, da de trådte i kraft, og der var derfor ingen data fra år (n-1), som man kunne basere skøn på (2014 for EMIR, 2020 for SFTR). Rationalet bag denne tilgang har således skabt præcedens.
5.BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT
I henhold til artikel 62 i ESMA-forordningen, artikel 72 i EMIR og artikel 11 i SFTR er de gebyrer, som EU-transaktionsregistre betaler til ESMA, en del af ESMA's budget og bør fastsættes på et niveau, der bør gøre det muligt for ESMA fuldt ud at dække de nødvendige udgifter til registrering af og tilsyn med transaktionsregistre.
De foreslåede ændringer af delegeret forordninger (EU) nr. 1003/2013 og (EU) 2019/360 bør imidlertid ikke få budgetmæssige konsekvenser for ESMA eller have en uønsket indvirkning på transaktionsregistre. Som forklaret ovenfor vil disse ændringer gøre det muligt at fordele gebyrerne mellem EU-transaktionsregistre på en måde, der står i et rimeligt forhold til deres omsætning.
De foreslåede ændringer vil ikke påvirke det tilskud fra Unionen, der er opført på Den Europæiske Unions almindelige budget (sektionen vedrørende Kommissionen), og som ESMA modtager som en del af sine indtægter i overensstemmelse med artikel 62, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 1095/2010.
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) …/…
af 24.3.2021
om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013 og (EU) 2019/360 for så vidt angår de årlige tilsynsgebyrer, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed pålægger transaktionsregistre for 2021
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, særlig artikel 72, stk. 3,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2365 af 25. november 2015 om gennemsigtighed af værdipapirfinansieringstransaktioner og vedrørende genanvendelse samt om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012, særlig artikel 11, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Gebyrer, som transaktionsregistre betaler til ESMA, beregnes ved hjælp af en metode, der er fastsat i delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013 og (EU) 2019/360. Referenceperioden for den relevante omsætning i disse delegerede forordninger er året før det år, hvor indtægterne opnås.
(2)Den 1. februar 2020 udtrådte Det Forenede Kongerige af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab. I overensstemmelse med den overgangsperiode, der er fastsat i artikel 126 i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, ophørte EU-retten med at finde anvendelse på og i Det Forenede Kongerige fra den 31. december 2020.
(3)To transaktionsregistre, der er etableret i Det Forenede Kongerige, overførte en del af deres tjenesteydelser og aktiviteter til Unionen for fortsat at kunne levere deres tjenesteydelser og aktiviteter til modparter, der er etableret i Unionen. Dette har ændret antallet af transaktionsregistre, der er aktive i Unionen, betydeligt.
(4)De nye EU-transaktionsregistre indledte deres aktiviteter i Unionen i januar 2021, og deres aktivitetsniveau i 2020 var næsten ikke-eksisterende. Deres årlige tilsynsgebyr for 2021 vil således være ubetydeligt, selv om deres aktiviteter sandsynligvis vil være betydelige. For at sikre, at de betaler et gebyr, der står i et rimeligt forhold til deres faktiske omsætning i Unionen, bør deres årlige tilsynsgebyr for 2021 beregnes på grundlag af deres relevante omsætning i første halvdel af 2021.
(5)For at ESMA kan pålægge transaktionsregistre gebyrer i 2021 på en forholdsmæssig måde og samtidig få dækket alle omkostninger i forbindelse med tilsynet, er det nødvendigt at ændre referenceperioden for beregningen af de årlige gebyrer, som transaktionsregistre betaler til ESMA i 2021. Eftersom de relevante transaktionsregistre er registreret hos ESMA i henhold til både forordning (EU) nr. 648/2012 og (EU) 2015/2365, bør ændringerne af denne referenceperiode foretages samtidig.
(6)Delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013 og (EU) 2019/360 bør derfor ændres.
(7)For straks at fremme effektive tilsyns- og håndhævelsesaktiviteter bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Ændring af delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013
Følgende artikel indsættes i delegeret forordning (EU) nr. 1003/2013:
"Artikel 15a
Årligt tilsynsgebyr for 2021 for transaktionsregistre, der var registreret pr. 31. december 2020
1.Transaktionsregistre, der allerede var registreret hos ESMA pr. 31. december 2020, pålægges et årligt tilsynsgebyr for 2021 beregnet i overensstemmelse med artikel 7. Med henblik på artikel 7, stk. 2, litra c), beregnes transaktionsregistres relevante omsætning dog i overensstemmelse med stk. 2.
2.Med henblik på stk. 1 er transaktionsregistrets relevante omsætning summen af en tredjedel af hver af følgende:
a)indtægterne ved transaktionsregistrets hovedopgave bestående i centralt at indsamle og opbevare optegnelser over derivater i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021 divideret med de samlede indtægter for alle registrerede transaktionsregistre ved udførelsen af deres hovedopgave bestående i centralt at indsamle og opbevare optegnelser over derivater i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021
b)antallet af handler, der er indberettet til transaktionsregistret i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021, divideret med det samlede antal handler, der er indberettet til alle registrerede transaktionsregistre i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021
c)antallet af registrerede udestående handler pr. 30. juni 2021 divideret med det samlede antal registrerede udestående handler pr. 30. juni 2021 i alle registrerede transaktionsregistre.
3.Det årlige tilsynsgebyr, der er omhandlet i stk. 1, nedsættes med ethvert beløb, som transaktionsregistret allerede har betalt i henhold til artikel 11, stk. 1, inden den [Publikationskontoret: indsæt venligst datoen for denne forordnings ikrafttræden].
Hvis det beløb, der allerede er betalt af et transaktionsregister i henhold til artikel 11, stk. 1, inden den [Publikationskontoret: indsæt datoen for denne forordnings ikrafttræden], er højere end det årlige tilsynsgebyr beregnet i overensstemmelse med stk. 1, tilbagebetaler ESMA forskellen til transaktionsregistret.
4.Uanset artikel 11, stk. 1, forfalder det årlige tilsynsgebyr for 2021 for de transaktionsregistre, der er omhandlet i stk. 1, den 31. oktober 2021.
5.ESMA sender senest 30 dage før betalingsdatoen opkrævninger for det årlige tilsynsgebyr for 2021 til de transaktionsregistre, der er omhandlet i stk. 1.
6.Når de reviderede regnskaber for 2021 foreligger, indberetter de transaktionsregistre, der er omhandlet i stk. 1, de indikatorer, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, for 2021 til ESMA.
Transaktionsregistre skal pålægges at betale enhver forskel mellem det årlige tilsynsgebyr for 2021, der faktisk er betalt, og det årlige tilsynsgebyr, der skulle have været betalt for 2021, hvis beregningen af den relevante omsætning havde været baseret på de indikatorer, der er indberettet i henhold til første afsnit.
ESMA sender opkrævninger for eventuelle yderligere betalinger i henhold til andet afsnit senest 30 dage før de respektive betalingsdatoer."
Artikel 2
Ændring af delegeret forordning (EU) 2019/360
Følgende artikel indsættes i delegeret forordning (EU) 2019/360:
"Artikel 15a
Årligt tilsynsgebyr for 2021 for transaktionsregistre, der var registreret pr. 31. december 2020
1.Transaktionsregistre, der allerede var registreret hos ESMA pr. 31. december 2020, pålægges et årligt tilsynsgebyr for 2021 beregnet i overensstemmelse med artikel 6. Med henblik på artikel 6, stk. 2, litra b), beregnes transaktionsregistres relevante omsætning dog i overensstemmelse med stk. 2.
2.Med henblik på stk. 1 er transaktionsregistrets relevante omsætning summen af:
–indtægterne fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021 og
–transaktionsregistrets relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 og 2, i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021
divideret med summen af:
–samtlige registrerede transaktionsregistres samlede indtægter fra leveringen af kerneydelser i form af central indsamling og opbevaring af optegnelser over SFT'er i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021 og
–samtlige registrerede transaktionsregistres relevante indtægter fra leveringen af accessoriske tjenester i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1 og 2, i perioden fra den 1. januar 2021 til den 30. juni 2021.
3.Det årlige tilsynsgebyr, der er omhandlet i stk. 1, nedsættes med ethvert beløb, som transaktionsregistret allerede har betalt i henhold til artikel 10, stk. 1, inden den [Publikationskontoret: indsæt venligst datoen for denne forordnings ikrafttræden].
Hvis det beløb, der allerede er betalt af et transaktionsregister i henhold til artikel 10, stk. 1, inden den [Publikationskontoret: indsæt datoen for denne forordnings ikrafttræden], er højere end det årlige tilsynsgebyr beregnet i overensstemmelse med stk. 1, tilbagebetaler ESMA forskellen til transaktionsregistret.
4. Uanset artikel 10, stk. 1, forfalder det årlige tilsynsgebyr for 2021 for de transaktionsregistre, der er omhandlet i stk. 1, den 31. oktober 2021.
5.ESMA sender senest 30 dage før betalingsdatoen opkrævninger for det årlige tilsynsgebyr for 2021 til de transaktionsregistre, der er omhandlet i stk. 1.
6.Når de reviderede regnskaber for 2021 foreligger, indberetter de transaktionsregistre, der er omhandlet i stk. 1, de indikatorer, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, for 2021 til ESMA.
Transaktionsregistre skal pålægges at betale enhver forskel mellem det årlige tilsynsgebyr for 2021, der faktisk er betalt, og det årlige tilsynsgebyr, der skulle have været betalt for 2021, hvis beregningen af den relevante omsætning havde været baseret på de indikatorer, der er indberettet i henhold til første afsnit.
ESMA sender opkrævninger for eventuelle yderligere betalinger i henhold til andet afsnit senest 30 dage før de respektive betalingsdatoer."
Artikel 3
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 24.3.2021.
På Kommissionens vegne
Formand
Ursula VON DER LEYEN