KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) …/…
af 3.3.2021
om ændring af bilagene til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 om fødevarehygiejne for så vidt angår håndtering af fødevareallergener, omfordeling af fødevarer og fødevaresikkerhedskultur
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne 1 , særlig artikel 13, stk. 1, litra c) og d), og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved forordning (EF) nr. 852/2004 fastsættes der generelle hygiejnebestemmelser for fødevarer gældende for ledere af fødevarevirksomheder, idet der tages hensyn til princippet om, at der er behov for fødevaresikkerhed igennem hele fødevarekæden fra og med primærproduktionen. Ledere af fødevarevirksomheder skal derfor overholde de almindelige hygiejnebestemmelser i bilag I og II til nævnte forordning.
(2)Den 30. oktober 2014 ajourførte Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet ("autoriteten") sin videnskabelige rådgivning om evaluering af allergifremkaldende fødevarer og fødevareingredienser med henblik på mærkning 2 , hvoraf det fremgår, at forekomsten af fødevareallergier i hele Europa er blevet anslået til 3-4 % for både voksne og børn. Autoriteten konkluderede, at selv om fødevareallergier berører en forholdsvis lille del af befolkningen, kan en allergisk reaktion være alvorlig, endog dødelig, og at det i stigende grad kan konstateres, at folk med fødevareallergier eller intolerans oplever en meget betydelig forringelse af deres livskvalitet.
(3)I september 2020 vedtog Codex Alimentarius-Kommissionen en adfærdskodeks om håndtering af fødevareallergener for ledere af fødevarevirksomheder (CXC 80-2020), herunder henstillinger om begrænsning af fødevareallergener ved hjælp af en harmoniseret tilgang i fødevarekæden baseret på generelle hygiejnekrav.
(4)I betragtning af vedtagelsen af den globale standard CXC 80-2020 og forbrugernes og handelspartnernes forventninger om, at fødevarer, der er produceret i EU, som minimum er i overensstemmelse med en sådan global standard, er det nødvendigt at indføre krav om god hygiejnepraksis for at forhindre eller begrænse forekomsten af stoffer, der forårsager allergier eller intolerans, jf. bilag II til forordning (EU) nr. 1169/2011, i udstyr, transportmidler og/eller containere, der anvendes til høst, transport eller oplagring af fødevarer. Da forurening af fødevarer kan ske både i primærproduktionen og på senere stadier, bør både bilag I og II til forordning (EF) nr. 852/2004 ændres.
(5)Jord til bord-strategien for et fair, sundt og miljøvenligt fødevaresystem, der er vedtaget af Kommissionen, er et centralt element i initiativet om en europæisk grøn pagt. Reduktion af madspild er et af målene i jord til bord-strategien, som også vil bidrage til at opnå en cirkulær økonomi. Omfordeling af fødevareoverskud til konsum, navnlig gennem fødevaredonationer, hvor dette er sikkert, sikrer den højeste nytteværdi af spiselige fødevareressourcer, og samtidig forhindres madspild.
(6)Den 27. september 2018 vedtog autoriteten en ny videnskabelig udtalelse om fareanalysemetoder for visse små detailforretninger og fødevaredonationer 3 . Det hedder i udtalelsen, at fødevaredonationer indebærer flere nye udfordringer i forbindelse med fødevaresikkerhed i detailleddet, og den indeholder derfor en anbefaling om flere supplerende generelle hygiejnekrav. Der er derfor behov for at fastsætte visse krav for at fremme og lette omfordelingen af fødevarer, samtidig med at sikkerheden for forbrugerne sikres.
(7)I september 2020 vedtog Codex Alimentarius-Kommissionen en revision af sin globale standard for generelle principper for levnedsmiddelhygiejne (CXC 1-1969). Med den reviderede CXC-1-1969 indføres begrebet "fødevaresikkerhedskultur" som et generelt princip. Fødevaresikkerhedskultur øger fødevaresikkerheden ved at øge bevidstheden og forbedre adfærden blandt medarbejderne i fødevarevirksomheder. Denne indvirkning på fødevaresikkerheden er blevet påvist i flere videnskabelige publikationer.
(8)I betragtning af revisionen af den globale standard og forbrugernes og handelspartnernes forventninger om, at fødevarer, der er produceret i EU, som minimum er i overensstemmelse med en sådan global standard, er det nødvendigt at medtage generelle krav til fødevaresikkerhedskultur i forordning (EF) nr. 852/2004.
(9)Forordning (EF) nr. 852/2004 bør ændres i overensstemmelse hermed.
(10)Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: