BEGRUNDELSE

1.BAGGRUNDEN FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT

Dette delegerede direktiv fra Kommissionen ændrer med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr (omarbejdning) 1 (RoHS 2) for så vidt angår en undtagelse for specifikke anvendelser af cadmium.

RoHS 2 begrænser anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr, jf. dets artikel 4. Det trådte i kraft den 21. juli 2011.

De stoffer, der er underlagt begrænsninger, er opstillet i bilag II til RoHS 2. Mens begrænsningerne for bly, kviksølv, cadmium, hexavalent chrom, polybromerede biphenyler og polybromerede diphenylethere håndhæves på nuværende tidspunkt, finder begrænsningerne for di(2-ethylhexyl)phthalat (DEHP), butylbenzylphthalat (BBP), dibutylphthalat (DBP) og diisobutylphthalat (DIBP) anvendelse fra den 22. juli 2019. Bilag III og IV til RoHS 2 indeholder lister over de materialer og komponenter i elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) til specifikke anvendelser, der er undtaget fra begrænsningen i artikel 4, stk. 1, i RoHS 2.

Artikel 5 indeholder bestemmelser om tilpasning af bilag III og IV til den videnskabelige og tekniske udvikling (indrømmelse, fornyelse, ændring og fjernelse af undtagelser). I henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), skal det, for at undtagelser kan optages i bilag III og IV, fastslås, at en sådan optagelse ikke svækker den miljø- og sundhedsbeskyttelse, der ydes efter forordning (EF) nr. 1907/2006 2 , og hvis en af følgende betingelser er opfyldt: Det er ikke teknisk eller videnskabeligt muligt i praksis at eliminere eller substituere dem ved hjælp af ændringer af udformningen eller materialer og komponenter, der ikke kræver anvendelse af materialer eller stoffer på listen i bilag II; alternativernes pålidelighed er ikke sikret; den samlede negative miljø-, sundheds-, og forbrugerbeskyttelsesmæssige indvirkning som følge af substitutionen er sandsynligvis større end de samlede miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele herved.

Derudover er det fastsat i artikel 5, stk. 1, at Europa-Kommissionen (Kommissionen) optager materialer og komponenter i EEE til specifikke anvendelser på listerne i bilag III og IV ved hjælp af individuelle delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 20. I artikel 5, stk. 3, og bilag V er opstillet en procedure for indgivelse af ansøgninger om indrømmelse, fornyelse eller tilbagekaldelse af en undtagelse.

2.HØRINGER FORUD FOR VEDTAGELSE AF RETSAKTEN

Siden offentliggørelsen af RoHS 2 har Kommissionen modtaget talrige 3 ansøgninger fra økonomiske operatører om såvel indrømmelse af nye som fornyelse af eksisterende undtagelser i henhold til bestemmelserne i artikel 5, stk. 3, og bilag V.

I det nuværende bilag III, undtagelse 39, tillades brugen af cadmium i farvekonverterende lysemitterende dioder (LED) til brug i belysnings- og displaysystemer. Den farvekonverterende komponent i LED består af cadmiumbaserede kvanteøer. Kommissionen modtog en ansøgning om at forny undtagelse 39 i december 2012 og en dermed forbunden ansøgning om en specifik undtagelse for cadmium i kvanteøer i displaysystemer i maj 2013. Kommissionens tjenestegrene besluttede at behandle begge ansøgninger i en fælles vurdering. Undtagelse 39 havde oprindelig den 1. juli 2014 som udløbsdato, men i overensstemmelse med kravene i RoHS-direktivet (artikel 5, stk. 5, andet afsnit) er den fortsat gyldig, indtil Kommissionen træffer afgørelse om ansøgningen om fornyelse.

Efter ansøgningerne om fornyelse i 2012/2013 vedtog Kommissionen et delegeret direktiv i januar 2015 4 . Europa-Parlamentet gjorde dog indsigelse mod Kommissionens delegerede direktiv: i sin beslutning 5 af 20. maj 2015 baserede Europa-Parlamentet hovedsageligt sin modstand på den markedsudvikling, der var sket siden Kommissionens vurdering, idet visse udstyr med cadmiumfri kvanteøer var blevet tilgængelige i marts 2015, og opfordrede Kommissionen til at tage sin afgørelse op til fornyet vurdering. Følgelig igangsatte Kommissionen en ny vurdering, jf. direktivets bestemmelser, med støtte af eksterne rådgivere og med afholdelse af en ny høring af interesseparterne. Den nye videnskabelige og tekniske vurdering blev afsluttet i juni 2016 6 . En yderligere høring af medlemsstaterne fandt sted under et ekspertmøde den 1. og 2. september 2016, hvor der også var præsentationer fra ansøgerne og de mest berørte interesseparter. I overensstemmelse med retningslinjerne om bedre regulering blev udkastet til den delegerede retsakt offentliggjort på portalen for bedre regulering i en periode på fire uger, så der kunne gives feedback. Der indkom 10 bidrag, hvoraf 7 støttede en forlængelse af undtagelsen for displaysystemer, og to var modstandere af en forlængelse. Alle de nødvendige skridt i henhold til artikel 5, stk. 3-7, er blevet taget. Rådet og Parlamentet har fået meddelelse om alle disse aktiviteter.

Kvanteøer er en teknologi som findes på markedet, og den forventes, som andre konkurrerende teknologier, at erstatte ældre farvekonverterende systemer i mange anvendelser i den nærmeste fremtid. Den videnskabelige og tekniske vurdering fra juni 2016 viste, at brugen af cadmiumbaserede kvanteøer i displaysystemer med bedre præstationer for så vidt angår farvespektrum har en samlet positiv miljøvirkning på grund af deres lavere energiforbrug, når man sammenligner med indiumphosphid-alternativer, der er den vigtigste potentielle substitutionsteknologi på markedet aktuelt. Kommissionen konkluderede derfor, at den samlede negative miljø-, sundheds-, og forbrugerbeskyttelsesmæssige indvirkning som følge af substitutionen af cadmium i kvanteø-anvendelser sandsynligvis er større end de samlede miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele herved. I lyset af artikel 5, stk. 1, litra a), tredje kriterium, er en specifik undtagelse for anvendelsen af cadmiumselenid, der er begrænset til mindre end 0,2 μg Cd pr. mm² lysemitterende areal for displaysystemer, begrundet på nuværende tidspunkt. Sammenlignet med den aktuelt gældende undtagelse er den nye undtagelse mere restriktiv: der er tale om en meget lavere grænseværdi, det er kun brugen af cadmiumselenid (den uorganiske forbindelse, som faktisk bruges i den pågældende anvendelse), der er undtaget, og anvendelsen er mere præcist afgrænset.

Den vurdering, der er gennemført som forberedelse til det nuværende delegerede direktiv, har også vist, at det på grund af den hurtige teknologiske udvikling og det meget dynamiske marked er sandsynligt, at indiumphosphid-baserede anvendelser og muligvis andre kommende teknologier kan føre til hurtige præstationsforbedringer for cadmiumfri displaysystemer. På baggrund af disse overvejelser er det berettiget kun at indrømme en kortfristet undtagelse på to år fra offentliggørelsen af det delegerede direktiv i Den Europæiske Unions Tidende. Denne korte periode er den kortest mulige periode for en RoHS 2-undtagelse, idet fristen i artikel 5 i RoHS 2 for at anmode om en fornyelse af en undtagelse er 18 måneder. Den har også til formål at undgå eventuelle negative virkninger for innovation og navnlig yderligere udvikling af ækvivalente cadmiumfri alternativer.

Hvad angår belysning, hævdes cadmiumbaserede LED med kvanteøer til belysning (lyskilder) at føre til præstationsforbedringer i den beslægtede belysningsteknologi, men den er endnu ikke tilgængelig på markedet. Den undtagelse, som indtil nu har eksisteret for denne anvendelse, er således ikke blevet brugt i praksis. Teoretiske og ikke korrekt kvantificerbare fordele i specifikke anvendelser, som cadmiumbaserede prototypelyskilder hævdes at have, begrunder ikke en fornyelse af undtagelsen for så vidt angår belysningssystemer generelt, bl.a. også ud fra hurtige fremskridt i effektivitet, der er sket inden for lyskilder i de senere år. Samlet set findes der pålidelige substitutter, og der er ikke tilstrækkelige data til at muliggøre en sammenligning af de miljømæssige, sundhedsmæssige og forbrugersikkerhedsmæssige virkninger af cadmiumbaserede belysningssystemer og eksisterende alternativer. I lyset af de tre kriterier i artikel 5, stk. 1, litra a), er det derfor ikke påvist, at en undtagelse er begrundet for belysningssystemer. De er derfor ikke medtaget i det delegerede direktiv. Det er dog altid muligt at indgive en anmodning om en undtagelse senere, når ansøgerne har oplysninger til rådighed, som påviser, at cadmiumbaserede specifikke belysningssystemer har fordele frem for andre lyskildealternativer og dermed opfylder et af kriterierne i RoHS for en undtagelse.

3.JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT

Ved det delegerede direktiv indrømmes en undtagelse fra begrænsningen i artikel 4, stk. 1, som skal opføres i bilag III, for brugen af cadmium i bestemte anvendelser.

Det foreslåede instrument er et delegeret direktiv som krævet i direktiv 2011/65/EU, og som navnlig opfylder de relevante krav i dettes artikel 5, stk. 1, litra a).

Målet for det delegerede direktiv er at bidrage til beskyttelse af folkesundheden og miljøet og at tilpasse de relevante bestemmelser for at sikre det indre markeds funktion inden for elektrisk og elektronisk udstyr. Det sker ved at tillade brugen af ellers forbudte stoffer i specifikke anvendelser i henhold til bestemmelserne og vilkårene i RoHS 2 og den deri fastsatte procedure for tilpasning af bilag III og IV til de videnskabelige og tekniske fremskridt.

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går foranstaltningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for nå dens mål.

Forslaget har ingen virkninger for EU-budgettet.

KOMMISSIONENS DELEGEREDE DIREKTIV (EU) …/…

af 7.8.2017

om ændring med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU vedrørende en undtagelse for cadmium i farvekonverterende lysemitterende dioder (LED) til brug i displaysystemer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU af 8. juni 2011 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr 7 , særlig artikel 5, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)    Ifølge direktiv 2011/65/EU skal medlemsstaterne sørge for, at elektrisk og elektronisk udstyr, der gøres tilgængeligt på markedet, ikke indeholder cadmium.

(2)    Punkt 39 i bilag III til direktiv 2011/65/EU fastsatte en undtagelse fra forbuddet for brugen af cadmium i farvekonverterende lysemitterende dioder (LED) til brug i belysnings- og displaysystemer indtil den 1. juli 2014. Kommissionen modtog en ansøgning om en fornyelse af denne undtagelse inden den 1. januar 2013 i henhold til artikel 5, stk. 5, i direktiv 2011/65/EU.

(3)    Farvekonverterende LED, der anvender kvanteøer, har vist sig at have fordele sammenlignet med tidligere teknologi, når det gælder energieffektivitet og farvepræstationer. Den samlede balance for anvendelsen af cadmiumbaserede kvanteøer i displaysystemer er positiv på grund af deres lavere energiforbrug sammenlignet med de aktuelt tilgængelige alternative teknologier på markedet. De samlede negative miljø-, sundheds-, og forbrugerbeskyttelsesmæssige indvirkninger som følge af substitutionen af cadmiumbaserede kvanteøer i displaysystemer, hvor kvanteøer anvendes, er sandsynligvis større end de samlede miljø-, sundheds- og forbrugerbeskyttelsesmæssige fordele herved.

(4)    Brugen af cadmiumselenid i cadmiumbaserede halvledernanokrystal-kvanteøer, som kan "downshifte", til brug i displaysystemer bør derfor undtages fra forbuddet i en toårig periode efter offentliggørelsen af det delegerede direktiv i Den Europæiske Unions Tidende. Denne korte gyldighedsperiode for undtagelsen vil sandsynligvis ikke have nogen skadelig virkning på innovation og udviklingen af cadmiumfri alternativer.

(5)    Cadmiumbaserede LED med kvanteøer til belysning er endnu ikke tilgængelige på markedet, og deres potentielle fordele sammenlignet med eksisterende teknologier kan ikke kvantificeres nøjagtigt, så en fornyelse af undtagelsen for belysningssystemer er ikke begrundet.

(6)    Bilag III til direktiv 2011/65/EU bør derfor ændres —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag III til direktiv 2011/65/EU ændres som anført i bilaget til dette direktiv.

Artikel 2

1.Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den [12 måneder efter direktivets ikrafttrædelsesdato] de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser fra den [12 måneder efter dette direktivs ikrafttræden + 1 dag].

Disse bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.Medlemsstaterne skal meddele Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7.8.2017.

   På Kommissionens vegne

   Formand
   Jean-Claude JUNCKER

(1) EUT L 174 af 1.7.2011, s. 88.
(2) EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.
(3) Listen findes på: http://ec.europa.eu/environment/waste/rohs_eee/adaptation_en.htm
(4) C(2015) 383 final: http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/rep/3/2015/EN/3-2015-383-EN-F1-1.PDF http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/rep/3/2015/EN/3-2015-383-EN-F1-1-ANNEX-1.PDF
(5) http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//TEXT+TA+P8-TA-2015-0205+0+DOC+XML+V0//EN&language=EN .
(6) http://bookshop.europa.eu/en/assistance-to-the-commission-on-technological-socio-economic-and-cost-benefit-assessment-related-to-exemptions-from-the-substance-restrictions-in-electrical-and-electronic-equipment-pbKH0416553/
(7) EUT L 174 af 1.7.2011, s. 88.

BILAG

til

Kommissionens delegerede direktiv

om ændring med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/65/EU vedrørende en undtagelse for cadmium i farvekonverterende lysemitterende dioder (LED) til brug i displaysystemer

I bilag III til direktiv 2011/65/EU affattes punkt 39 således:

"39.a

Cadmiumselenid i cadmiumbaserede halvledernanokrystal-kvanteøer, som kan "downshifte", til brug i displaysystemer (< 0,2 μg Cd pr. mm2 lysemitterende areal)

Udløber for alle kategorier den [to år efter det delegerede direktivs offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende]"