|
INDKALDELSE AF FEEDBACK VEDRØRENDE ET INITIATIV (uden konsekvensanalyse) |
|
|
Dette dokument har til formål at informere offentligheden og interessenterne om Kommissionens arbejde, så de kan give feedback og deltage effektivt i høringsaktiviteterne. Vi beder disse grupper om at give deres synspunkter til kende om Kommissionens forståelse af problemet og om mulige løsninger og give os alle relevante oplysninger, som de måtte have. |
|
|
Initiativets titel |
Fiskeriaftale mellem EU og Mauretanien – forhandlingsmandat til en ny gennemførelsesprotokol |
|
Ansvarligt GD – ansvarlig enhed |
GD for Maritime Anliggender og Fiskeri, Enhed B3 Handelsforhandlinger og partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri |
|
Forventet type initiativ |
Henstilling med henblik på Rådets afgørelse |
|
Vejledende tidsplan |
3. kvartal 2025 |
|
Yderligere oplysninger |
https://ec.europa.eu/oceans-and-fisheries/fisheries/international-agreements/sustainable-fisheries-partnership-agreements-sfpas_da |
|
A. Politisk baggrund, problemformulering og nærhedstjek |
|
Politisk baggrund |
|
Denne indkaldelse af feedback omfatter evalueringen af den nuværende protokol til gennemførelse af partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri med Mauretanien 1 og den mulige indgåelse af en ny protokol. Som led i den eksterne politik i EU's fælles fiskeripolitik 2 forhandler og gennemfører Kommissionen partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri med lande uden for EU. Partnerskabsaftalerne om bæredygtigt fiskeri gør det mulig for EU-flåden at fiske overskydende ressourcer i partnerlandets farvande (eller eksklusive økonomiske zone). Til gengæld yder EU partnerlandet finansiel kompensation for adgang til dets farvande samt finansiel bistand til forbedring af dets fiskeriforvaltning (sektorstøtte). EU's offentlige bidrag suppleres med de bidrag, som EU-rederne betaler. Den nuværende partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri blev undertegnet den 15. november 2021 og har fundet midlertidig anvendelse siden da. Den blev indgået for seks år og vil derefter automatisk blive fornyet. Den nuværende protokol dækker perioden fra den 16. november 2021 til den 15. november 2026. I grundforordningen om den fælles fiskeripolitik fastsættes obligatoriske evalueringskrav til partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri 3 , som danner grundlaget for et eventuelt forhandlingsdirektiv med henblik på indgåelse af en ny gennemførelsesprotokol. Derfor skal der gennemføres en retrospektiv evaluering (efterfølgende evaluering), der dækker 2021 frem til i dag, og en fremadrettet evaluering (forudgående evaluering) med henblik på en eventuel ny gennemførelsesprotokol. I den retrospektive evaluering vil udviklingen i Mauretaniens fiskeripolitik og lokale fiskerisektor blive analyseret. EU-flådens fiskeriaktiviteter, landingernes indvirkning på handelen med og forarbejdningen af fiskeprodukter, og hvordan EU's erhvervsdrivendes interesser dækkes, vil blive vurderet. Deri vil der også blive set på resultater og effektivitet for sektorstøtten samt indvirkninger på Mauretanien. Den vil bistå EU og Mauretanien med at drage konklusioner om protokollens resultater med hensyn til virkningsfuldhed, effektivitet, relevans, sammenhæng, accept, indvirkning og merværdi for begge parter. Den fremadrettede evaluering vil omfatte nuværende og fremtidige behov, og der vil blive set på den nuværende protokol og resultaterne af den retrospektive evaluering. Dette vil bidrage til at fastlægge de elementer, som en ny protokol bør indeholde. I evalueringen vil der også blive taget hensyn til regionale aspekter 4 og andre partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri 5 , der er indgået i regionen. Evalueringerne ventes afsluttet i løbet af tredje kvartal af 2025. Den endelige rapport vil blive sendt til Europa-Parlamentet og Rådet og gjort tilgængelig på de relevante websteder (Den Europæiske Unions Publikationskontor 6 og Kommissionens publikationer om hav og fiskeri) 7 . Dette vil falde sammen med Kommissionens vedtagelse af Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Mauretanien (planlagt til fjerde kvartal af 2025). |
|
Problem, som initiativet har til formål at løse |
|
Initiativet har til formål at fremme bæredygtigt fiskeri fra EU-flåden i Mauretaniens farvande. I henhold til artikel 31, stk. 5, i grundforordningen om den fælles fiskeripolitik kan EU-flåden ikke fiske, hvis der ikke er nogen partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri mellem Mauretanien og EU. Der skal derfor forhandles om en ny protokol, så EU-flåden kan fiske i landets farvande så hurtigt som muligt efter, at den nuværende protokol udløber den 15. november 2026. Aftalen er vigtig for EU og Mauretanien. Den giver EU-fartøjer fiskerimuligheder i Mauretaniens farvande og støtter i høj grad landets fiskeri og havforvaltning. Den er én af en række fiskeriaftaler, der gør det muligt at fiske efter små pelagiske og demersale arter og krebsdyrarter. Den nuværende protokol giver maksimalt 100 fartøjer, der fører lettisk, litauisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, spansk og fransk flag, mulighed for at udføre aktiviteter året rundt i Mauretaniens farvande. I protokollens løbetid vil EU yde et anslået samlet finansielt bidrag på 304 mio. EUR. EU's fartøjer har en interesse i små pelagiske og demersale arters bæredygtighed, samtidig med at der sikres et ansvarligt fiskeri til støtte for den langsigtede bevarelse og bæredygtige anvendelse af havets levende ressourcer. Her tages den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning i betragtning, især fra de relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisationer. Mauretanien har en interesse i at forny protokollen for at fortsætte med at udvikle sin fiskerisektor på en bæredygtig måde. En ny protokol ville gavne Mauretaniens befolkning ved at give økonomiske indtægter og beskæftigelsesmuligheder via EU-flådernes tilstedeværelse og mulige landinger. Den vil også bidrage til etablering af virksomheder, erhvervsuddannelse og programmer til udvikling og modernisering af fiskerisektoren på en bæredygtig måde. Gennemførelsesprotokollen skal være transparent og indeholde bestemmelser om menneskerettigheder og forbud mod forskelsbehandling. |
|
Grundlaget for en EU-indsats (retsgrundlag og nærhedstjek) |
|
Retsgrundlag |
|
Dette initiativ falder ind under et politikområde (bevarelse af havets biologiske ressourcer under den fælles fiskeripolitik), hvor EU har enekompetence (i henhold til artikel 3, stk. 1, litra d), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Eftersom medlemsstaterne ikke er berettigede til at føre forhandlinger om fiskeriaftaler med lande uden for EU, finder nærhedsprincippet ikke anvendelse. |
|
Konkret behov for en EU-indsats |
|
Inden for rammerne af EU's fælles fiskeripolitik forhandler og gennemfører Kommissionen partnerskabsaftaler om bæredygtigt fiskeri med lande uden for EU. |
|
B. Hvad sigter initiativet mod at opnå, og hvordan? |
|
Målene for denne partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri og dens gennemførelsesprotokol med Mauretanien er at: •bidrage til at opretholde EU-flådernes aktiviteter og den beskæftigelse, der er knyttet til dem, ved hjælp af rammen for partnerskabsaftalen om bæredygtigt fiskeri med Mauretanien. •fremme ressource- og miljømæssig bæredygtighed gennem rationel og bæredygtig udnyttelse af Mauretaniens levende marine ressourcer. •støtte udviklingen af en bæredygtig fiskerisektor i Mauretanien. •fremme af videnskabelig forskning til støtte for bæredygtigt fiskeri i Mauretanien. Analysen af løsningsmodellerne vil blive foretaget som led i den fremadrettede evaluering. Følgende scenarier vil blive vurderet: •Ingen ny protokol - i henhold til eksklusivitetsklausulen i den nuværende aftale vil EU-fartøjer ikke få lov til at fiske i Mauretaniens farvande. •Nuværende protokol - forhandling af en ny protokol, hvori den nuværende protokols bestemmelser opretholdes. •Forbedret protokol - med en detaljeret analyse af alle de elementer, der er nødvendige for denne særlige aftale, og for såvel Mauretaniens som EU-flådens behov. |
|
Forventede virkninger |
|
En ny gennemførelsesprotokol vil fortsat give fiskerimuligheder i Mauretaniens farvande for fartøjer, der fører et EU-lands flag. Gennemførelsen af en partnerskabsaftale om bæredygtigt fiskeri fremmer god forvaltning, støtter den lokale fiskerisektor og bidrager til: (I)en modernisering af fiskeriinfrastrukturen, (II)kystsamfundenes økonomiske og sociale udvikling, (III)fremme af videnskabelig forskning til støtte for bæredygtigt fiskeri i Mauretanien, (IV)opfyldelse af FN's verdensmål 14 "Livet i havet" 8 . |
|
Fremtidig overvågning |
|
Partnerskabsaftalerne om bæredygtigt fiskeri indeholder forpligtelser om bæredygtig anvendelse af ressourcer, styrkelse af den lokale kapacitet inden for videnskabelig forskning, tilsyn med samt kontrol og overvågning af fiskeriaktiviteter. Et fælles udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen og den ledsagende protokol, fører tilsyn med gennemførelsen og sikrer, at protokollens regler overholdes. Det undersøger fiskeriaktiviteterne og aflægger hvert år rapport om anvendelsen af den finansielle modydelse. |
|
C. Bedre lovgivning |
|
Konsekvensanalyse |
|
Dette initiativ kræver ikke en konsekvensanalyse, da det fastlægger en generel politisk tilgang og ikke forpligter sig til nogen handling. Der vil dog blive gennemført retrospektive og fremadrettede evalueringer ved hjælp af et sæt spørgsmål til interessenterne. I forbindelse med den retrospektive evaluering ses der i spørgsmålene på protokollens virkningsfuldhed, effektivitet, relevans, sammenhæng, accept, indvirkning og EU-merværdi. I forbindelse med den fremadrettede evaluering har spørgsmålene fokus på identifikation af problemer og behov, de mål, der skal nås, de muligheder, der er til rådighed, (ny protokol eller ingen protokol) og de dermed forbundne risici, merværdien for EU samt hidtil høstede erfaringer. |
|
Høringsstrategi |
|
Interessenterne vil blive hørt for at sikre, at evalueringen og de eventuelle forhandlinger med Mauretanien tager hensyn til deres synspunkter. Høringerne vil blive gennemført via forberedende møder og målrettede interviews med: 1.repræsentanter for EU's fiskeri- og forarbejdningsindustri og ikkestatslige organisationer i EU (NGO'er) gennem Det Rådgivende Råd for Højsøflåden 9 , 2.repræsentanter for EU-landes forvaltninger, videnskabelige institutter og industrien. Der vil desuden være tekniske møder med medlemsstaternes repræsentanter, 3.regionale og internationale organisationer, 4.fiskerimyndighederne, fiskeindustrien og civilsamfundet i Mauretanien. Evaluatorerne vil efter behov aflægge feltbesøg for at indsamle interessenters synspunkter via spørgeskemaer og personlige interviews for at vurdere fordelene for de forskellige grupper. Resultaterne af høringerne af interessenterne vil blive fremlagt i Kommissionens evalueringsrapport, der offentliggøres, efter at evalueringsundersøgelsen er afsluttet, og inden der indledes forhandlinger. De retlige og proceduremæssige krav til forberedelsen af nye bæredygtige fiskeripartnerskabsaftaler resulterer i en stram tidsplan, der forhindrer en åben offentlig høring. Et begrænset antal interessenter vil derfor blive hørt på en målrettet vis. |
|
Hvorfor indkalder vi feedback? |
|
For at sikre, at evalueringen og de fremtidige forhandlinger om en eventuel fornyelse af protokollen med Mauretanien tager hensyn til interessenternes synspunkter og sikrer, at resultatet bliver en retfærdig og afbalanceret aftale for begge parter. |
|
Målgruppe |
|
·Repræsentanter for medlemsstaternes forvaltninger, videnskabelige institutter, EU's fiskeri- og forarbejdningsindustri, relevante NGO'er i EU og regionale og internationale organisationer. ·Fiskerimyndighederne, videnskabelige institutter, fiskeindustrien (fiskeri og forarbejdning) og civilsamfundet i Mauretanien. |