|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/1283 |
11.6.2026 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2026/1283
af 9. juni 2026
om etablering af batteriboosterfaciliteten, der samtidig skal tjene som finansieringsafgørelse for 2026
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (1), særlig artikel 10a, stk. 8,
under henvisning til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/856 af 26. februar 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF for så vidt angår driften af Innovationsfonden (2), særlig artikel 4 og artikel 15,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 af 23. september 2024 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (3), særlig artikel 110, 1, samt artikel 212 og 219, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Unionen er fast besluttet på at opnå klimaneutralitet senest i 2050 og reducere nettodrivhusgasemissionerne med mindst 55 % senest i 2030 i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt og som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (4). I aftalen om ren industri som fastlagt i Kommissionens meddelelse af 26. februar 2025 (5) understreges behovet for at tilpasse industriens konkurrenceevne til klimaambitionerne og sikre, at omstillingen til en klimaneutral økonomi er både retfærdig og økonomisk robust. Dette kræver en robust og konkurrencedygtig europæisk batterisektor. |
|
(2) |
I øjeblikket står den europæiske batterisektor over for strukturelle udfordringer med hensyn til at opnå det nødvendige konkurrencemæssige omfang i en situation med global overkapacitet i hele batteriværdikæden, navnlig i opskaleringsfasen. Desuden konkurrerer europæiske batteriproducenter i en global kontekst, hvor lige konkurrencevilkår forvrides af subsidier fra lande uden for EU. |
|
(3) |
I betragtning af målet med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1735 (6) om nettonulindustri, som fastlægger en ramme for foranstaltninger til styrkelse af Europas sektor for produktion af nettonulteknologi og støtte til udbredelsen af rene teknologier, er det nødvendigt at træffe målrettede finansielle foranstaltninger for at støtte den aktuelle udvikling af projekter i Unionen, tilskynde til yderligere investeringer fra den private sektor og øge forsyningssikkerheden i bilindustrien og energilagringsindustrien. |
|
(4) |
Den 16. december 2025 vedtog Kommissionen en meddelelse (7) om en batteriboosterstrategi. Denne strategi understøtter en modstandsdygtig og bæredygtig batterisektor i Unionen og øger omkostningskonkurrenceevnen i Unionens batteriproduktion på grundlag af initiativer såsom forordning (EU) 2024/1735, handlingsplanen for bilindustrien, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 5. marts 2025 (8), og den strategiske handlingsplan for batterier, der er fastsat i Kommissionens meddelelse af 17. maj 2018 (9). I batteriboosterstrategien beskrives den suboptimale investeringssituation i batterifremstillingssektoren, navnlig i projekternes opskaleringsfase, og peger på det kritiske behov for at støtte batteriproduktionen i EU som reaktion på de presserende internationale udfordringer og de vanskeligheder, som industrien står over for med hensyn til at opskalere produktionen. Batteriboosterstrategien omfatter også målrettede politiske foranstaltninger, der vil styrke Unionens batteriindustri, herunder oprettelsen af en batteriboosterfacilitet til støtte for investeringer. |
|
(5) |
Denne form for støtte er særlig nødvendig i batteriproduktionsprojekters opskaleringsfase, som indebærer omstilling til produktion af store mængder og med stor præcision, samtidig med at der skabes balance mellem lave udbytter, høje materialeomkostninger og intense kvalitetskrav. Opskaleringsfasen følger efter opførelsen og installationen af produktionsanlæg. I denne fase gennemgår alle systemer, alt udstyr og alle processer omfattende afprøvning, validering og finjustering for at kunne sikre en effektiv drift. Den er kendetegnet ved høje kassationsprocenter, hvilket gør det vanskeligt at opnå rentabilitet og opfylde de strenge kvalitetsstandarder, som bilindustrien kræver. Batteriboosterfaciliteten bør derfor specifikt yde støtte til denne sårbare og komplekse fase af processen. Batteriboosterfaciliteten bør bestå af støtte fra Innovationsfonden, der er oprettet i henhold til artikel 10a, stk. 8, i direktiv 2003/87/EF, i form af finansielle instrumenter under direkte forvaltning. |
|
(6) |
I erkendelse af den afgørende betydning, som effektiv finansiel støtte har i batteriproduktionens opskaleringsfase, giver lån i denne forbindelse klare fordele i forhold til tilskud. Lån tilskynder til effektiv kapitalforvaltning og er i overensstemmelse med målet om bæredygtig og ansvarlig vækst i batteriproduktionen. De tilskynder virksomhederne til hurtigere at opnå kommerciel levedygtighed og er derfor bedre egnede til opskalering og kommercialisering af produktionen. Desuden supplerer og tiltrækker de yderligere investeringer fra den private sektor og udgør en solid finansiel ramme med henblik på stabilisering af industrien i EU. Således bør støtten fra batteriboosterfaciliteten tage form af lån som det instrument, der bedst støtter virksomheder i opskaleringsfasen. |
|
(7) |
For at støtte batteriproduktionens opskaleringsfase finansielt er det nødvendigt, at lånene fra batteriboosterfaciliteten skræddersys til de specifikke krav i opskaleringsfasen. Dette bør omfatte elementer med lempelige vilkår såsom ydelse af rentefrie lån. |
|
(8) |
I henhold til artikel 15, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2019/856 er det nødvendigt at fastsætte det maksimale støttebeløb fra Innovationsfonden, der er til rådighed for batteriboosterfaciliteten, samt reglerne for udvælgelse af projekter og udbetaling af støtten. |
|
(9) |
Battericelleproducenter, der allerede har direkte eller indirekte erfaring med udvikling af fuldt kommercielle projekter, kan forventes allerede at have opnået knowhow med at håndtere opskaleringsfasen og bør derfor ikke betragtes som berettigede til støtte inden for rammerne af batteriboosterfaciliteten. |
|
(10) |
Den låneaftale, der følger af tildelingen af støtte inden for rammerne af batteriboosterfaciliteten, bør indeholde en tilbagebetalingsplan, der er passende for modne projekter, samtidig med at der tages hensyn til projekternes eksisterende finansielle strukturer. For at kunne tilpasse sig den kommercielle virkelighed inden for batteriproduktion og samtidig sikre kontinuiteten i støtten bør det i forbindelse med projekterne være muligt at udsætte tilbagebetalingsplanen til betaling af en rentesats, som bør fastsættes i låneaftalen. Flytning af batterifremstillingsaktiviteter ud af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) efter at have modtaget støtte fra batteriboosterfaciliteten bør straffes med passende kontraktmæssige foranstaltninger for at sikre en varig indvirkning på den europæiske industris konkurrenceevne. |
|
(11) |
For at sikre gennemførelsen af batteriboosterfaciliteten er det nødvendigt at vedtage en årlig finansieringsafgørelse i overensstemmelse med artikel 110, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 ("finansforordningen"). |
|
(12) |
Batteriboosterfaciliteten vil lette udviklingen af battericelleproduktionen i Europa. Battericelleproduktionen i Europa foregår under udfordrende markedsvilkår som beskrevet i meddelelsen om en batteriboosterstrategi og er derfor blevet anerkendt af Europa-Kommissionen som et område med behov for en midlertidig finansieringsløsning. Batteriboosterfaciliteten er rettet mod projekter med stort potentiale for succes overalt i EØS, hvilket gør det mere sandsynligt, at støtten vil fremme udviklingen af den økonomiske aktivitet. Den støtte, der ydes inden for rammerne af batteriboosterfaciliteten, vil gøre det lettere for battericelleproducenter at øge produktionen, da den bidrager til finansieringsbehovene i denne fase. De fastsatte støtteberettigelses- og tildelingskriterier samt de øvrige betingelser i batteriboosterfaciliteten danner grundlag for, at Kommissionen kan sikre, at støtten i form af tilbagebetalingspligtige rentefrie lån er nødvendig, hensigtsmæssig, forholdsmæssig og gennemsigtig. På baggrund af ovenstående elementer finder Kommissionen, at den støtte, der skal ydes inden for rammerne af batteriboosterfaciliteten, er i overensstemmelse med statsstøttereglerne, jf. finansforordningens artikel 212, stk. 2, litra c). |
|
(13) |
I henhold til artikel 10f i direktiv 2003/87/EF bør batteriboosterfaciliteten støtte projekter, der overholder princippet om ikke at gøre væsentlig skade. Udvælgelsesprocessen bør derfor sikre, at projekterne opfylder de miljømæssige minimumskrav og ikke i væsentlig grad skader nogen af miljømålene som omhandlet i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (10). |
|
(14) |
Tilbagebetalinger og tilbageførsler i forbindelse med de finansielle instrumenter under batteriboosterfaciliteten vil blive anvendt til at støtte innovation inden for kulstoffattige og kulstoffrie teknikker, processer og teknologier i overensstemmelse med artikel 10a, stk. 8, i direktiv 2003/87/EF. |
|
(15) |
Medlemsstaterne er blevet hørt om denne beslutning i overensstemmelse med artikel 15 i delegeret forordning (EU) 2019/856. |
|
(16) |
På grund af det presserende behov for at tage batteriboosterfaciliteten i brug og gøre det muligt at tilrettelægge indkaldelser af forslag foreslås det, at denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen – |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Genstand
1. Ved denne afgørelse oprettes batteriboosterfaciliteten (»faciliteten«), og omfanget af innovationsfondens støtte, der er til rådighed til udbetaling inden for rammerne af faciliteten, samt reglerne for dens gennemførelse, udvælgelsen af projekter og udbetalingen af en sådan støtte fastsættes i overensstemmelse med artikel 15 i delegeret forordning (EU) 2019/856.
2. Denne afgørelse udgør også finansieringsafgørelsen for 2026 i overensstemmelse med artikel 110, stk. 2, i forordning (EU, Euratom) 2024/2509 (»finansforordningen«).
Artikel 2
Definitioner
I denne afgørelse forstås ved:
|
a) |
»batteri«: den betydning, som er defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 (11) |
|
b) |
»battericelle«: den betydning, som er defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 4), i forordning (EU) 2023/1542 |
|
c) |
»elektrisk køretøjsbatteri«: den betydning, som er defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 14), i forordning (EU) 2023/1542 |
|
d) |
»opskaleringsfase«: overgangsperioden for et produktionsanlæg for battericeller til elektriske køretøjer eller dele heraf, der begynder med starten på første produktion af C-prøver og slutter, når der er opnået fuld kommerciel drift. Fuld kommerciel drift vil være det stadium, hvor batteriproduktionsanlægget er oppe på en vedvarende produktion på mindst 95 % af den nominelle årlige produktionskapacitet |
|
e) |
»C-prøvefase«: det tidspunkt, hvor battericelledesignet i væsentlig grad færdiggøres og valideres ved hjælp af prototyper, der er fremstillet ved hjælp af repræsentative processer og udstyr på industrielt plan, således at de er klar til kundekvalifikationsfasen. |
Artikel 3
Formål
Formålet med faciliteten er at støtte projekter vedrørende fremstilling af battericeller til elektriske køretøjer på produktionsanlæg i deres opskaleringsfase.
Artikel 4
EU-bidrag
Innovationsfondens maksimale støtte til gennemførelsen af faciliteten for 2026 fastsættes til 1 500 000 000 EUR og finansieres af indtægterne fra auktioneringen af de kvoter, der er bestemt til Innovationsfonden, som opført under budgetpost: 16.03.01 Innovationsfonden — aktionsudgifter i Unionens almindelige budget som eksterne formålsbestemte indtægter.
Artikel 5
Gennemførelsesmetoder og støtteformer
1. Faciliteten udgør et finansielt instrument i overensstemmelse med finansforordningens afsnit X og gennemføres ved direkte forvaltning i henhold til finansforordningens artikel 62, stk. 1, første afsnit, litra a).
2. Støtte inden for rammerne af faciliteten udgøres af rentefrie lån til projekter vedrørende anlæg til fremstilling af battericeller, der er egnede til anvendelse i elektriske køretøjer, i driftens opskaleringsfase.
3. Den kan også kombineres med støtte fra andre EU-programmer eller national offentlig støtte, forudsat at dette ikke fører til, at den kombinerede støtte overstiger de samlede støtteberettigede omkostninger som defineret i stk. 5, og at statsstøttereglerne overholdes, hvor det er relevant.
4. Det støttebeløb, der tildeles inden for rammerne af faciliteten, må ikke overstige det laveste af følgende beløb: i) 60 % af de støtteberettigede omkostninger som defineret i stk. 5 eller ii) et nominelt beløb på 500 mio. EUR pr. slutmodtager.
5. Støtteberettigede omkostninger er begrænset til omkostninger, der opstår:
|
a) |
i forbindelse med opskaleringsfasen |
|
b) |
efter datoen for åbningen af indkaldelsen af forslag og indtil 48 måneder efter undertegnelsen af den låneaftale, der er omhandlet i artikel 9. Støtteberettigede omkostninger kan omfatte personaleomkostninger, omkostninger til anskaffelse og forarbejdning af materialer, energi og leverancer, udliciterede bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser samt kapitaludgifter i forbindelse med projektet. |
6. Støtteberettigede omkostninger omfatter ikke følgende:
|
a) |
beløb, der anvendes til tilbagebetaling af andre lån, herunder lån fra banker eller andre finansielle formidlere |
|
b) |
udbyttebetalinger |
|
c) |
betaling af variabel aflønning eller andre sammenlignelige former for kompensation. |
Artikel 6
Støtteberettigelse
1. Slutmodtagere, der er berettigede til støtte fra faciliteten, skal være etableret i EØS.
2. Et projekt er berettiget til støtte fra faciliteten (»støtteberettiget projekt«), hvis alle følgende betingelser er opfyldt:
|
a) |
Projektet vedrører et anlæg til produktion af battericeller, som befinder sig i opskaleringsfasen på den dato, hvor indkaldelsen af forslag indledes |
|
b) |
Battericelleteknologien skal være egnet til brug i elektriske køretøjer, selv om projektet kan have aftagere, der anvender battericellerne til andre formål |
|
c) |
Projekterne kan omfatte aktiviteter i forbindelse med fremstilling af batterimodulerne (12), så længe projektets hovedaktivitet vedrører fremstilling af battericellen. Projekter, der er begrænset til samling af battericellekomponenter eller -stakke uden væsentlig ændring af disse centrale komponenter, anses ikke for at være støtteberettigede |
|
d) |
Projektet er fysisk placeret i EØS |
|
e) |
Produktionsanlæggets planlagte nominelle årlige produktionskapacitet er på mindst 10 GWh under driftsforhold med en samlet udstyrseffektivitet på 100 % |
|
f) |
På ansøgningstidspunktet er projektet slutmodtagerens første fulde kommercielle produktionsprojekt for battericeller til elektriske køretøjer på globalt plan. |
|
g) |
Majoritetsaktionæren hos slutmodtageren må ikke have afgørende indflydelse på en allerede operationel fuldt kommerciel produktion af battericeller til elektriske køretøjer på globalt plan, f.eks. navnlig evnen til at styre strategiske og driftsmæssige beslutninger på grund af majoritetsbesiddelse af aktiekapital eller stemmerettigheder |
|
h) |
Projektet skal overholde princippet om ikke at gøre væsentlig skade som fastsat i artikel 10f i direktiv 2003/87/EF. |
Artikel 7
Indkaldelse af forslag
1. Kommissionen tilrettelægger en åben og gennemsigtig udvælgelse af slutmodtagerne gennem en indkaldelse af forslag.
2. Forslagene skal mindst indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at påvise, at:
|
a) |
støtteberettigede slutmodtagere anmoder om støtte til et støtteberettiget projekt |
|
b) |
den finansiering, der ansøges om, har en tilskyndelsesvirkning for projektet |
|
c) |
slutmodtageren er økonomisk levedygtig |
|
d) |
den samlede mobiliserede finansiering fra private kilder til produktionsanlægget overstiger Unionens bidrag |
|
e) |
slutmodtageren, der indsender forslaget, har den driftsmæssige kapacitet til at gennemføre projektet. |
3. Forslaget skal også indeholde mindst følgende elementer:
|
a) |
en beskrivelse af projektet, herunder elementer af udformningen og gennemførelsesplanen |
|
b) |
de anslåede støtteberettigede projektomkostninger beregnet i overensstemmelse med artikel 5 og det lånebeløb, der anmodes om |
|
c) |
finansierings- og forretningsplan, herunder de finansieringsbehov, der begrunder støtte fra faciliteten |
|
d) |
foreslåede udbetalingsmilepæle, herunder de beløb, der skal udbetales, når en milepæl er nået. |
4. Kommissionen kan om nødvendigt medtage yderligere specifikationer i indkaldelsen af forslag, der supplerer denne afgørelse.
Artikel 8
Tildelingskriterier
1. Kommissionen rangordner forslagene på grundlag af følgende tildelingskriterier:
|
a) |
projektets finansielle modenhed og den endelige modtagers økonomiske levedygtighed, der viser evnen til at overholde den tilbagebetalingsplan, der er fastsat i låneaftalen, på grundlag af en vellykket gennemførelse af forretningsplanen. Projekterne skal påvise tilskyndelsesvirkningen af den støtte, der anmodes om, og at den samlede mobiliserede finansiering til produktionsanlægget fra private kilder overstiger Unionens bidrag |
|
b) |
projektets tekniske modenhed, der viser evnen til at opnå fuld driftskapacitet inden for den krævede tidsramme baseret på en troværdig udformnings- og gennemførelsesplan |
|
c) |
bidrag og merværdi for den europæiske økonomi, herunder for forsyningskædens nuværende og fremtidige modstandsdygtighed, navnlig i forbindelse med komponenter og fremstillingsudstyr, samt forbrug af kritiske råstoffer, intellektuelle ejendomsrettigheder, samarbejde med europæiske interessenter og forskningscentre, kvalificeret arbejdsstyrke og forsyning af europæiske downstreamsektorer. |
2. I overensstemmelse med denne rangordning kan Kommissionen tildele støtten fra faciliteten inden for rammerne af det disponible budget.
Artikel 9
Låneaftale
1. Efter evalueringen af forslagene kan Kommissionen indgå en låneaftale med de endelige støttemodtagere, der er udvalgt af faciliteten ("aftalen") i overensstemmelse med artikel 8. Aftalen fastlægger slutmodtagerens og Kommissionens rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i indkaldelsen af forslag.
2. Aftalen skal som minimum fastsætte:
|
a) |
milepæle vedrørende projektets gennemførelse og fremskridt, lånets maksimale løbetid, tilbagebetalingsplan, betingelser for lånets rangorden (f.eks. ordninger om efterstillelse eller rangordning) og gældende kontraktmæssige retsmidler i tilfælde af manglende overholdelse |
|
b) |
særlige ordninger for forvaltning, rapportering og revision af midler, der stilles til rådighed inden for rammerne af faciliteten, herunder krav om, at slutmodtageren regelmæssigt skal aflægge rapport til Kommissionen om projektets fremskridt, samt krav om anerkendelse af midlernes oprindelse |
|
c) |
krav vedrørende forebyggelse, afdækning, undersøgelse og korrektion af uregelmæssigheder, svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. |
3. Aftalen skal sikre, at forpligtelserne i finansforordningens artikel 129 opfyldes.
4. Desuden skal de bestemmelser i aftalen, der er omhandlet i stk. 2, mindst indeholde følgende:
|
a) |
milepæle forbundet med fremskridt med at gennemføre forretningsplanen udgør en forudsætning for udbetaling af lånene |
|
b) |
lånets maksimale løbetid er 10 år fra undertegnelsen af aftalen. Kommissionen kan forlænge lånets maksimale løbetid ud over 10 år gennem en revision af låneaftalen i forbindelse med situationer, der omfatter finansiel omstrukturering af projektet |
|
c) |
tilbagebetalingen påbegyndes senest ved enten afslutningen af opskaleringsfasen eller 48 måneder efter undertegnelsen af låneaftalen, alt efter hvad der indtræffer først |
|
d) |
tilbagebetalingen foretages med lige store beløb årligt over en periode på 6 år. Som led i låneaftalen kan en slutmodtager dog vælge at udsætte tidsplanen for individuelle tilbagebetalinger inden for den samlede maksimale løbetid på 10 år. Sådanne udsættelser vil blive pålagt en markedsrente, som fastsættes i låneaftalen. |
|
e) |
lånets rangorden kan aftales mellem Kommissionen og slutmodtageren under udformningen af aftalen, så den passer til hvert projekts eksisterende finansielle struktur. |
|
f) |
Der vil gælde passende kontraktmæssige forpligtelser, hvis slutmodtageren indstiller produktionen i forbindelse med projektet og påbegynder produktion af battericeller på et sted uden for EØS senest 12 måneder efter produktionens ophør. |
Artikel 10
Rapportering og overvågning
1. Kommissionen overvåger gennemførelsen af faciliteten med fokus på de støttede projekters virkningsfuldhed, effektivitet og relevans.
2. Kommissionen rapporterer som led i innovationsfondens årlige rapport til medlemsstaterne om de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af faciliteten. Denne rapport skal indeholde en detaljeret oversigt over de midler, der er udbetalt inden for rammerne af faciliteten, og de fremskridt, der er gjort hen imod facilitetens mål.
Artikel 11
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den 9. juni 2026.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2003/87/oj.
(2) EUT L 140 af 28.5.2019, s. 6, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2019/856/oj.
(3) EUT L, 2024/2509, 26.9.2024. ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/2509/oj.
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«), EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1. ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/1119/oj.
(5) Se COM(2025) 85 final af 26. februar 2025 om Aftalen om ren industri: En fælles køreplan for dekarbonisering og konkurrenceevne .
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1735 af 13. juni 2024 om fastlæggelse af en ramme for foranstaltninger til styrkelse af Europas økosystem for fremstilling af nettonulteknologiprodukter og om ændring af forordning (EU) 2018/1724, EUT L, 2024/1735, 28.6.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1735/oj).
(7) Meddelelse fra Kommissionen af 16. december 2025 om en batteriboosterstrategi (COM(2025) 8950 final).
(8) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale udvalg og Regionsudvalget af 5. marts 2025 om en industrihandlingsplan for den europæiske bilindustri, COM(2025) 95 final.
(9) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 17. maj 2018 — Et mobilt Europa: Bæredygtig mobilitet i Europa: sikker, opkoblet og ren (COM(2018) 293 final).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2020/852/oj).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1542 af 12. juli 2023 om batterier og udtjente batterier, om ændring af direktiv 2008/98/EF og forordning (EU) 2019/1020 og om ophævelse af direktiv 2006/66/EF (EUT L 191 af 28.7.2023, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2023/1542/oj).
(12) Som defineret i artikel 3, stk. 1, nr. 3), i forordning (EU) 2023/1542.
ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1283/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)