|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/1153 |
5.6.2025 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2025/1153
af 5. juni 2025
om suspension af visse bestemmelser i forordning (EU) 2015/478 for så vidt angår indførsel af ukrainske varer i Unionen
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og
ud fra følgende betragtninger:
|
1) |
Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (2) (»associeringsaftalen«) udgør grundlaget for forbindelserne mellem Unionen og Ukraine. I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/668/EU (3) fandt afsnit IV i associeringsaftalen, der vedrører handel og handelsrelaterede anliggender, midlertidig anvendelse fra den 1. januar 2016 og trådte i kraft den 1. september 2017 efter at være blevet ratificeret af samtlige medlemsstater. |
|
2) |
Associeringsaftalen styrker og udvider forbindelserne mellem parterne i associeringsaftalen (»parterne«) på en ambitiøs og innovativ måde med henblik på at lette og opnå en gradvis økonomisk integration og i overensstemmelse med de rettigheder og forpligtelser, der følger af parternes medlemskab af Verdenshandelsorganisationen. |
|
3) |
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 (4) om fælles ordninger for indførsel af varer med oprindelse i de fleste tredjelande, herunder Ukraine. Den indeholder også bestemmelser om tilsyns- og beskyttelsesforanstaltninger. |
|
4) |
Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod Ukraine siden den 24. februar 2022 har haft en markant negativ indvirkning på Ukraines evne til at handle med resten af verden. Dette har f.eks. været tilfældet for jern- og stålsektoren på grund af besættelsen eller ødelæggelsen af jern- og stålproduktionsanlæg. Det har også været tilfældet for andre sektorer af den ukrainske økonomi. |
|
5) |
Det er under disse omstændigheder og for at afbøde de negative økonomiske konsekvenser af Ruslands angrebskrig mod Ukraine hensigtsmæssigt til fordel for Ukraine at fritage indførslen af varer med oprindelse i Ukraine i Unionen for Unionens tilsyns- og beskyttelsesforanstaltninger. Med henblik herpå er det nødvendigt at suspendere visse bestemmelser i forordning (EU) 2015/478 for så vidt angår indførsel fra Ukraine. |
|
6) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til midlertidigt at suspendere anvendelsen af denne forordning for så vidt angår en specifik vare med oprindelse i Ukraine. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5). Varigheden af en sådan suspension bør være tilstrækkelig lang til, at Kommissionen kan foreslå og Europa-Parlamentet og Rådet vedtage en forordning om suspension, ændring eller ophævelse af nærværende forordning. |
|
7) |
Denne forordning bør finde anvendelse i tre år. |
|
8) |
På baggrund af udløbet den 5. juni 2025 af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1392 (6), som bl.a. har fastlagt bestemmelser med virkninger svarende til nærværende forordnings virkninger, bør nærværende forordning træde i kraft den 6. juni 2025 — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Handelsliberaliserende foranstaltninger
Anvendelsen af artikel 2, artikel 4-7, artikel 9-17 og artikel 19, 20 og 21 i forordning (EU) 2015/478 suspenderes for så vidt angår indførsel af varer med oprindelse i Ukraine i Unionen.
Artikel 2
Midlertidig suspension
Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at suspendere anvendelsen af denne forordning for så vidt angår en specifik vare med oprindelse i Ukraine i en periode på højst 12 måneder, hvis indførslen af denne vare stiger til et niveau, der bidrager væsentligt til den alvorlige skade eller trussel om alvorlig skade for EU-producenter af tilsvarende eller direkte konkurrerende varer. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 3, stk. 2.
Artikel 3
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af udvalget for beskyttelsesforanstaltninger nedsat ved artikel 3, stk. 1, i forordning (EU) 2015/478. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.
Artikel 4
Ikrafttræden og anvendelse
Denne forordning træder i kraft den 6. juni 2025.
Den finder anvendelse fra den 6. juni 2025 til den 5. juni 2028.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juni 2025.
På Europa-Parlamentets vegne
R. METSOLA
Formand
På Rådets vegne
A. SZŁAPKA
Formand
(1) Europa-Parlamentets holdning af 8.5.2025 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 5.6.2025 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) EUT L 161 af 29.5.2014, s. 3, ELI: http://data.europa.eu/eli/agree_internation/2014/295/oj.
(3) Rådets afgørelse 2014/668/EU af 23. juni 2014 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side for så vidt angår afsnit III (med undtagelse af de bestemmelser, der vedrører behandling af tredjelandsstatsborgere, der er lovligt beskæftigede arbejdstagere på den anden parts område) og afsnit IV, V, VI og VII deri samt de tilhørende bilag og protokoller (EUT L 278 af 20.9.2014, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2014/668/oj).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 af 11. marts 2015 om fælles ordninger for indførsel (EUT L 83 af 27.3.2015, s. 16, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2015/478/oj).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/182/oj).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1392 af 14. maj 2024 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for ukrainske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Ukraine på den anden side (EUT L, 2024/1392, 29.5.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2024/1392/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2025/1153/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)