|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/482 |
17.3.2025 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/482
af 14. marts 2025
om at gøre importen af bariumcarbonat med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien til genstand for registrering
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 5,
efter at have informeret medlemsstaterne, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) offentliggjorde den 20. december 2024 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af bariumcarbonat med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien. |
|
(2) |
Denne procedure blev indledt på grundlag af en klage, som blev indgivet den 5. november 2024 af Kandelium Group GmbH, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af bariumcarbonat. |
1. VARE, DER ER GENSTAND FOR REGISTRERING
|
(3) |
Den vare, der skal gøres til genstand for registrering (»den pågældende vare«), er bariumcarbonat med indhold af strontium på over 0,07 % vægtprocent og med indhold af svovl på over 0,0015 %, i form af pulver, presset granulat eller brændt granulat, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien, i øjeblikket tariferet under KN-kode ex 2836 60 00 (Taric-kode 2836 60 00 10). KN- og Taric-koderne angives kun til orientering, uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen. |
2. REGISTRERING
|
(4) |
I henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 5, kan importen af den pågældende vare gøres til genstand for registrering for at sikre, at hvis undersøgelsen fører til indførelse af antidumpingtold, kan denne told opkræves med tilbagevirkende kraft på den registrerede import i overensstemmelse med de gældende retlige bestemmelser, såfremt de nødvendige betingelser er opfyldt. |
|
(5) |
Kommissionen har i medfør af grundforordningens artikel 14, stk. 5, besluttet på eget initiativ at gøre importen af den pågældende vare til genstand for registrering. Betingelserne for opkrævning af told med tilbagevirkende kraft vil blive vurderet i den forordning, hvorved der indføres en eventuel endelig told. |
|
(6) |
Enhver fremtidig betalingsforpligtelse udspringer af resultaterne af antidumpingundersøgelsen. |
|
(7) |
I beregningerne i klagen, hvori der anmodes om indledning af en antidumpingundersøgelse, antages der at være tale om dumpingmargener for perioden fra juli 2023 til juni 2024 på mellem 170 % og 180 % for Kina og mellem 30 % og 40 % for Indien og en skadestærskel på mellem 145 % og 155 % for begge lande. Størrelsen af den mulige fremtidige betalingsforpligtelse vil normalt blive fastsat til det laveste af disse to niveauer, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2. |
|
(8) |
Hvis Kommissionen i løbet af undersøgelsen finder beviser for fordrejninger af råvarepriserne i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2a, vil beløbet for en eventuel fremtidig betalingsforpligtelse blive fastsat til niveauet for dumpingmargenen, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2b, hvis det konkluderes, at en told, der er lavere end dumpingmargenen, ikke vil være tilstrækkelig til at afhjælpe den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt. |
|
(9) |
På nuværende tidspunkt er Kommissionen imidlertid ikke i stand til at anslå beløbet for en mulig fremtidig betalingsforpligtelse. De beløb, der er nævnt i klagen, er således kun til orientering og kan ikke skabe forventninger om den faktiske betalingsforpligtelse, der vil blive fastslået som følge af undersøgelsen. |
3. BEHANDLING AF PERSONOPLYSNINGER
|
(10) |
Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne registrering, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (3) om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
1. Det pålægges herved toldmyndighederne i henhold til artikel 14, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1036 at tage de nødvendige skridt til at registrere importen til Unionen af bariumcarbonat med indhold af strontium på over 0,07 % vægtprocent og med indhold af svovl på over 0,0015 %, i form af pulver, presset granulat eller brændt granulat, i øjeblikket tariferet under KN-kode ex 2836 60 00 (Taric-kode 2836 60 00 10) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Indien.
2. Registreringen ophører ni måneder efter datoen for denne forordnings ikrafttræden.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. marts 2025.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1036/oj.
(2) EUT C, C/2024/7461, 20.12.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/7461/oj.
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/482/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)