1.   Hver medlemsstat sikrer, at den i artikel 8 omhandlede sikkerhedsundersøgelsesmyndighed gennemfører en sikkerhedsundersøgelse efter enhver meget alvorlig ulykke til søs:

2.   Er der tale om et fiskerfartøj med en længde på under 15 meter, foretager sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden straks og senest to måneder efter den i stk. 1 omhandlede meget alvorlige ulykke til søs en foreløbig vurdering for at afgøre, om der skal foretages en sikkerhedsundersøgelse. Træffer sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden afgørelse om ikke at foretage en sådan sikkerhedsundersøgelse, skal begrundelsen for denne afgørelse straks og senest to måneder efter den meget alvorlige ulykke til søs registreres og meddeles i overensstemmelse med artikel 17, stk. 3.

3.   Når sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt der skal foretages en sikkerhedsundersøgelse i overensstemmelse med stk. 2, tager den hensyn til den foreliggende dokumentation og til muligheden for, at resultaterne af sikkerhedsundersøgelsen fører til forebyggelse af fremtidige ulykker og hændelser til søs.

4.   Er der tale om en ulykke eller hændelse til søs, der ikke er omfattet af stk. 1, 2 eller 3, træffer sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden afgørelse om, hvorvidt der skal foretages en sikkerhedsundersøgelse.

5.   Omfanget af og de praktiske foranstaltninger for foretagelsen af sikkerhedsundersøgelsen fastlægges af sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, i samarbejde med de tilsvarende myndigheder i de andre stater med en væsentlig interesse i sagen, på en måde, som sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, finder vil være bedst egnet til at opfylde dette direktivs mål og med henblik på at forebygge fremtidige ulykker og hændelser til søs.

6.   Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden skal, når den gennemfører sikkerhedsundersøgelser, følge IMO-retningslinjerne for bistand til undersøgelsesmedarbejdere i forbindelse med gennemførelsen af koden vedrørende undersøgelse af ulykker. Undersøgelsesmedarbejderne kan fravige disse retningslinjer, når det efter deres professionelle skøn er begrundet som nødvendigt med henblik på at opfylde sikkerhedsundersøgelsens mål. Kommissionen kan vedtage henstillinger vedrørende gennemførelsen af disse retningslinjer, under hensyntagen til eventuelle relevante erfaringer fra sikkerhedsundersøgelser, og efter høring af sikkerhedsundersøgelsesmyndighederne inden for rammerne af det permanente samarbejde, der er omhandlet i artikel 10.

7.   Når det afgøres, hvorvidt en ulykke eller hændelse til søs, der finder sted, når et skib er fortøjet eller i havn, og som involverer landarbejdere eller havnearbejdere, indtraf »direkte i forbindelse med et skibs drift« og derfor er genstand for en sikkerhedsundersøgelse, tager medlemsstaterne, i overensstemmelse med deres nationale ret, særligt hensyn til, i hvilket omfang skibets konstruktion, udstyr, procedurer, besætning og ledelse har betydning og er relevante for den aktivitet, der udføres.

8.   En sikkerhedsundersøgelse skal indledes straks efter, at ulykken eller hændelsen til søs har fundet sted, og under alle omstændigheder senest to måneder derefter.

9.   I overensstemmelse med national ret underretter sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden, hvis det under en sikkerhedsundersøgelse bliver kendt eller der opstår mistanke om, at der er blevet begået en overtrædelse som omhandlet i artikel 3, 3 bis, 3 ter eller 3 quater i IMO-konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartssikkerheden af 10. marts 1988, i dens ajourførte udgave, omgående de maritime sikkerhedsmyndigheder i medlemsstaten eller medlemsstaterne og i eventuelle berørte tredjelande herom.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at sikkerhedsundersøgelser foretages under ansvar af en upartisk, uafhængig og permanent sikkerhedsundersøgelsesmyndighed, der har de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige midler og finansielle ressourcer og behørigt kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs, med henblik på at opfylde deres forpligtelser i henhold til dette direktiv.

Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheder er ikke udelukket fra midlertidigt at udpege passende undersøgelsesmedarbejdere med de nødvendige specialistfærdigheder til at deltage i en sikkerhedsundersøgelse eller fra at anvende konsulenter til at yde dem ekspertrådgivning angående ethvert aspekt af en sikkerhedsundersøgelse.

For at kunne foretage en upartisk sikkerhedsundersøgelse skal sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden i sin organisation, retlige struktur og beslutningstagning være uafhængig af andre parter, hvis interesser kunne komme i konflikt med den opgave, den har fået pålagt.

Indlandsmedlemsstater, som hverken har skibe eller fartøjer, der sejler under deres flag og er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, udpeger et uafhængigt organ, der skal fungere som kontaktpunkt for samarbejde om sikkerhedsundersøgelsen i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c).

2.   Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden sikrer, at de enkelte undersøgelsesmedarbejdere har et praktisk kendskab til og erfaringer med de emneområder, der indgår i deres almindelige undersøgelsesopgaver. Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden sikrer derudover, at der i nødvendigt omfang er direkte adgang til relevant ekspertise.

3.   De aktiviteter, det er pålagt sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden at udføre, kan udvides til at omfatte indsamling og analyse af data vedrørende sikkerhed til søs, især til forebyggende formål, for så vidt som disse aktiviteter ikke påvirker myndighedens uafhængighed eller indebærer et ansvar for regulering, administration eller standardisering.

4.   Medlemsstaterne, som handler inden for rammerne af deres respektive retssystemer, sikrer, at undersøgelsesmedarbejderne i deres egen sikkerhedsundersøgelsesmyndighed eller i enhver anden sikkerhedsundersøgelsesmyndighed, som de har overdraget sikkerhedsundersøgelsesopgaverne til, hvor det er hensigtsmæssigt i samarbejde med de myndigheder, der har ansvaret for den retslige undersøgelse, modtager alle oplysninger og teknologiske midler, der er relevante for foretagelsen af sikkerhedsundersøgelsen, og derfor er bemyndiget til at:

5.   Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden skal kunne reagere omgående, når som helst når den underrettes om en ulykke, og bevilges tilstrækkelige midler til at varetage sine funktioner på uafhængig vis. Dens undersøgelsesmedarbejdere skal have en status, der sikrer dem den nødvendige uafhængighed.

6.   Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden kan kombinere sine opgaver i henhold til dette direktiv med undersøgelser af andre hændelser end ulykker eller hændelser til søs, såfremt sådanne sikkerhedsundersøgelser ikke bringer dens uafhængighed i fare.

7.   Hver medlemsstat kan udvikle, gennemføre og opretholde et kvalitetsstyringssystem for sin sikkerhedsundersøgelsesmyndighed.

8.   Det permanente samarbejde, der er omhandlet i artikel 10, støtter sikkerhedsundersøgelsesmyndighederne og forbedrer deres sikkerhedsundersøgelseskapacitet ved at udarbejde retningslinjer og anbefalinger for at sikre, at sikkerhedsundersøgelser foretages på en ensartet måde, og udvikler og gennemfører i den forbindelse et peer review-program.

1.   Uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (*3), sikrer en medlemsstat inden for rammerne af sit retssystem, at følgende oplysninger ikke er til rådighed til andre formål end sikkerhedsundersøgelsen, medmindre denne medlemsstats kompetente myndighed konkluderer, at der er en tvingende samfundsinteresse forbundet med deres videregivelse, herunder hvor denne kompetente myndighed konkluderer, at fordelene ved videregivelse vejer tungere end de negative indenlandske og internationale konsekvenser, en sådan videregivelse kunne afstedkomme for denne eller en eventuel fremtidig sikkerhedsundersøgelse:

2.   Registreringer fra VDR og S-VDR fra en sikkerhedsundersøgelse må ikke stilles til rådighed for eller anvendes til andre formål end sikkerhedsundersøgelsen eller skibssikkerhed, medmindre sådanne registreringer er anonymiserede eller videregives under anvendelse af sikre procedurer.

3.   Til de formål, der er omhandlet i stk. 1, må kun data, der er strengt nødvendige, videregives.

4.   Medlemsstaterne kan under overholdelse af EU-retten beslutte at begrænse de tilfælde, hvor videregivelse som omhandlet i stk. 3 kan finde sted.

1.   Når der i henhold til dette direktiv er gennemført sikkerhedsundersøgelser, offentliggøres en ulykkesrapport, der udarbejdes i et format, der fastsættes af den kompetente sikkerhedsundersøgelsesmyndighed, og er i overensstemmelse med de relevante afsnit i bilag I.

En sikkerhedsundersøgelsesmyndighed kan beslutte kun at offentliggøre en kortfattet rapport om en sikkerhedsundersøgelse, hvis:

2.   En sikkerhedsundersøgelsesmyndighed gør deres yderste for, at den i stk. 1 omhandlede ulykkesrapport, herunder dens konklusioner og eventuelle anbefalinger, gøres tilgængelig for offentligheden og navnlig søfartssektoren inden for 12 måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen til søs fandt sted. Såfremt det, i tilfælde af en meget alvorlig ulykke til søs, ikke er muligt at fremlægge den endelige ulykkesrapport inden for dette tidsrum, offentliggøres en midlertidig ulykkesrapport inden for 12 måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen til søs fandt sted.

3.   Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, fremsender en kopi af den endelige eller midlertidige rapport til Kommissionen. Sikkerhedsundersøgelsesmyndigheden tager hensyn til Kommissionens eventuelle tekniske bemærkninger til den endelige rapport, forudsat at disse bemærkninger ikke berører de faktiske resultater af undersøgelsen, med henblik på at forbedre ulykkesrapportens kvalitet på den måde, der er bedst egnet med henblik på at opfylde dette direktivs mål.

4.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 20 for at ændre følgende dele af bilag I til dette direktiv: »2. Faktuelle oplysninger«, »3. Redegørelse« og 4. »Analyse«.«

1.   Med bistand fra agenturet og i samarbejde med medlemsstaterne fremmer Kommissionen kapacitetsudvikling i og udveksling af viden mellem sikkerhedsundersøgelsesmyndighederne ved at tilbyde regelmæssig uddannelse i ny juridisk og teknologisk udvikling, specifikke teknikker og værktøjer og teknologier vedrørende skibe, deres udstyr og drift afhængigt af sikkerhedsundersøgelsesmyndigheders behov.

2.   Efter anmodning fra sikkerhedsundersøgelsesmyndighederne og under forudsætning af, at der ikke opstår interessekonflikter, yder Kommissionen driftsmæssig støtte til medlemsstaterne ved foretagelsen af deres sikkerhedsundersøgelser. Sådan støtte kan omfatte levering af specialiserede analytiske værktøjer eller udstyr samt særlig ekspertise, forudsat at ydelsen af støtte ikke medfører, at de pågældende sikkerhedsundersøgelsesmyndigheders uafhængighed bringes i fare.«

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe (USS), der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (*4). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (*5).

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, stk. 4, og artikel 17, stk. 5, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 26. december 2024.

3.   Den i artikel 14, stk. 4, og artikel 17, stk. 5, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der præciseres heri. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (*6).

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14, stk. 4, og artikel 17, stk. 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.