European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2024/440

6.2.2024

KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2024/440

af 2. februar 2024

om anvendelsen af dosiskoefficienter til vurdering af effektiv dosis og ækvivalent dosis med henblik på Rådets direktiv 2013/59/Euratom

(meddelt under nummer C(2024) 563)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (»Euratomtraktaten«), særlig artikel 33, og artikel 106a, der henviser til artikel 292 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

efter høring af den ekspertgruppe, der er omhandlet i Euratomtraktatens artikel 31, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Euratomtraktatens artikel 2, litra b), fastsættes det, at der skal indføres ensartede sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling.

(2)

For at nå dette mål skal Rådet, jf. Euratomtraktatens artikel 31, fastlægge disse grundlæggende normer på forslag af Kommissionen, mens artikel 32 giver mulighed for at revidere eller komplettere disse grundlæggende normer.

(3)

Rådets har vedtaget flere direktiver om fastsættelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse af befolkningens, patienternes og arbejdstagernes sundhed mod de farer, som er forbundet med ioniserende stråling Det seneste er Rådets direktiv 2013/59/Euratom (1).

(4)

I henhold til direktiv 2013/59/Euratom skal stråleudsatte arbejdstageres bestråling vurderes individuelt for hver enkelt arbejdstager på basis af målinger. Vurderingen af effektive og ækvivalente doser på basis af sådanne målinger bygger på videnskabeligt fastsatte værdier og sammenhænge, specifikt dosiskoefficienter, som offentliggøres af Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse (»ICRP«). I henhold til artikel 13 i direktiv 2013/59/Euratom skal medlemsstaterne anvende disse dosiskoefficienter.

(5)

I 2022 færdiggjorde ICRP en serie på fem bind i rækken af ICRP-publikationer om »Occupational Intakes of Radionuclides: Part 1-5« (2), som indeholder et ajourført sæt dosiskoefficienter for erhvervsmæssig bestråling fra indtag af radionuklider og dækker de mest almindeligt anvendte radionuklider, herunder radon.

(6)

Efter offentliggørelsen af disse ICRP-publikationer opfordrede Kommissionen den ekspertgruppe, der er omhandlet i Euratomtraktatens artikel 31, til at afgive udtalelse om de ajourførte dosiskoefficienter. I ekspertgruppens udtalelse af 28. juni 2023 blev det fremhævet, at serien af ICRP-publikationer og alle dosiskoefficienterne heri er enestående på internationalt plan og afspejler det aktuelle tekniske niveau på området, både med hensyn til de anvendte avancerede metoder og disse metoders anvendelse på et stort antal radionuklider. Ekspertgruppen har derfor udtalt sig positivt om anvendelsen af de ajourførte dosiskoefficienter til vurdering af effektiv dosis og ækvivalent dosis med henblik på Rådets direktiv 2013/59/Euratom.

(7)

I henhold til Euratom-traktatens artikel 33, skal hver medlemsstat vedtage de love og administrative bestemmelser, der er egnede til at sikre overholdelsen af de fastlagte grundlæggende normer. Der bør derfor fremsættes henstillinger med henblik på at harmonisere de bestemmelser, der gælder i medlemsstaterne, for så vidt angår medlemsstaternes kompetente myndigheders anvendelse af de ajourførte ICRP-dosiskoefficienter for at sikre en ensartet gennemførelse af de relevante bestemmelser i direktiv 2013/59/Euratom i hele Unionen.

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

Medlemsstaterne bør anvende ICRP's publikationer »Occupational Intakes of Radionuclides: Part 1-5« (ICRP's publikationer 130, 137, 141, 134 og 151) og alle dosiskoefficienterne heri ved vurdering af effektiv dosis og ækvivalent dosis fra intern bestråling med henblik på direktiv 2013/59/Euratom.

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. februar 2024.

På Kommissionens vegne

Kadri SIMSON

Medlem af Kommissionen


(1)  Rådets direktiv 2013/59/Euratom af 5. december 2013 om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling og om ophævelse af direktiv 89/618/Euratom, 96/29/Euratom, 90/641/Euratom, 97/43/Euratom og 2003/122/Euratom (EUT L 13 af 17.1.2014, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2013/59/oj).

(2)  ICRP's publikationer 130 (2015), 134 (2016), 137 (2017), 141 (2019), 151 (2022).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2024/440/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)