1.   Ved denne forordning indføres et EU-dokumentationsprogram for fangster af almindelig tun til gennemførelse af den dokumentationsordning for fangster af almindelig tun, der er vedtaget af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT), og den obligatoriske anvendelse af det elektroniske BCD-system (eBCD) med henblik på at bestemme oprindelsen af al almindelig tun, der fanges, og dermed støtte gennemførelsen af ICCAT's bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på intern handel med og eksport, import og reeksport af andre fiskedele end kødet såsom hoveder, øjne, rogn, indvolde og haler.

1.   eBCD-systemet anvendes ved alle fangster, og al landing, overførsel, herunder interne og eksterne overførsler mellem akvakulturbrug, omladning, anbringelse i bur, høst, intern handel, import, eksport eller reeksport af almindelig tun. BCD'er i papirform kan anvendes under ekstraordinære omstændigheder som fastsat i artikel 11.

2.   Der udfyldes et BCD på et af de officielle ICCAT-sprog (engelsk, fransk eller spansk) for hver almindelige tun, der fanges af et fiskerfartøj eller et faststående tunfiskenet, overføres, landes eller omlades i havne af fiskerfartøjer eller faststående tunfiskenet, eller anbringes i bur eller høstes af akvakulturbrug.

3.   Ethvert parti almindelig tun, der er genstand for intern handel, importeres til eller eksporteres eller reeksporteres fra Unionens område, ledsages af et BCD, der er attesteret af den kompetente myndighed, medmindre artikel 4, stk. 4, finder anvendelse, og, hvis det er relevant, af en ICCAT-overførselsopgørelse eller et attesteret reeksportcertifikat for almindelig tun (»BFTRC«). Ethvert parti almindelig tun må kun indeholde varer af almindelig tun med samme fremtoning og fra samme relevante geografiske område og samme fiskerfartøj eller gruppe af fiskerfartøjer eller samme faststående tunfiskenet.

4.   Landing, overførsel, omladning, anbringelse i bur, levering, høst, intern handel, import, eksport eller reeksport af almindelig tun uden et udfyldt og, hvis det er relevant, attesteret BCD og BFTRC, når det er nødvendigt, er forbudt.

5.   Hvert BCD har et unikt dokumentidentifikationsnummer. Dokumentidentifikationsnumrene er specifikke for flagmedlemsstaten eller netmedlemsstaten.

6.   På tidspunktet for anbringelse i bur, og forudsat at alle fiskene er anbragt i det samme opdrætsbur og på samme dag, kan relevante BCD'er grupperes som et »grupperet BCD« med et nyt BCD-nummer i følgende tilfælde:

7.   Det grupperede BCD erstatter alle de relaterede oprindelige BCD'er og ledsages af listen over alle de tilknyttede BCD-numre. Kopier af sådanne tilknyttede BCD'er stilles efter anmodning til rådighed for medlemsstaterne eller CPC'ernes kontrolmyndigheder.

8.   Almindelig tun, der fanges som bifangst af fartøjer, der ikke har tilladelse til at fiske aktivt efter almindelig tun i henhold til forordning (EU) 2023/2053, kan sælges. Medlemsstaternes myndigheder, havnemyndighederne og tilladelse til fiskerfartøjsførerens eller dennes repræsentants selvregistrering kan gøre det lettere for fiskerfartøjsføreren eller dennes repræsentant at få adgang til eBCD-systemet, herunder ved brug af deres nationale registreringsnummer. De pågældende fartøjers flagmedlemsstater er ikke forpligtet til at forelægge Kommissionen en liste over disse fartøjer.

9.   Almindelig tun, der dør under den overførsel, bugsering eller anbringelse i bur, der er omfattet af artikel 40-55 i forordning (EU) 2023/2053, kan sælges af repræsentanter for notfartøjet, hjælpefartøjet, det faststående tunfiskenet og/eller akvakulturbruget, hvor det er relevant.

10.   Almindelig tun høstet i sportsfiskeri og rekreativt fiskeri, som ikke må sælges, er ikke omfattet af denne forordning og skal derfor ikke registreres i eBCD-systemet.

1.   Fiskerfartøjsførere, operatører af faststående tunfiskenet, akvakulturbrugsoperatører, sælgere og eksportører eller disses bemyndigede repræsentanter udfylder ved hver fangst, landing, anbringelse i bur, høst og omladning af, intern handel med eller eksport af almindelig tun et BCD med angivelse af de krævede oplysninger og anmoder om attestering heraf i overensstemmelse med stk. 2.

2.   BCD'et attesteres af en kompetent myndighed i flagmedlemsstaten for det fartøj, det faststående tunfiskenet eller det akvakulturbrug, der har fanget eller høstet den almindelige tun, eller i den medlemsstat, hvor den eksportør eller sælger, der har eksporteret eller handlet med den almindelige tun internt, er etableret.

3.   Medlemsstaterne attesterer kun BCD'et for varer af almindelig tun i følgende tilfælde:

4.   Attestering i medfør af denne artikels stk. 2 kræves ikke, hvis al almindelig tun, der udbydes til salg, er mærket i overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, af den flag- eller netmedlemsstat, der har fisket tunen.

5.   Er mængden af fanget eller landet almindelig tun under et metrisk ton eller færre end tre fisk, kan fiskerilogbogen eller salgsnotaen bruges som midlertidigt BCD, forudsat at BCD'et attesteres inden syv dage efter landingen og forud for eksport.

6.   Et attesteret BCD skal indeholde de relevante oplysninger angivet i bilag 1 til ICCAT-henstilling 18-13 og bilag I til denne forordning. Bilag 3 til ICCAT-henstilling 18-13 og bilag III til denne forordning indeholder retningslinjer for udstedelse, nummerering, udfyldelse og attestering af BCD'et.

7.   Oplysninger om køber i afsnittet om handelsoplysninger registreres i eBCD-systemet inden attesteringen. Afsnittet om handelsoplysninger for et eBCD attesteres forud for eksport.

8.   Eksport fra medlemsstaterne finder kun sted, hvis den tidligere handel mellem medlemsstaterne er blevet korrekt registreret. En sådan eksport skal fortsat attesteres i eBCD-systemet i overensstemmelse med stk. 1-5.

1.   Efter registreringen og attesteringen af fangsten og den første handel i eBCD-systemet i overensstemmelse med artikel 4 registreres oplysninger om interne salg af almindelig tun i en medlemsstat i eBCD-systemet. Disse interne salg skal ikke attesteres.

2.   Efter registreringen og attesteringen af fangsten og den første handel i eBCD-systemet registrerer sælgeren den interne handel mellem medlemsstaterne i eBCD-systemet i overensstemmelse med artikel 4.

3.   Den kompetente myndighed, som er omhandlet i artikel 4, stk. 2, attesterer den interne handel mellem medlemsstaterne med varetyperne »Uden gæller og renset« (GG), »Klargjort« (DR) og »Rund« (RD). Uanset artikel 4 er attestering dog ikke påkrævet:

For varetyperne FL eller OT må efterfølgende intern handel til en anden medlemsstat først finde sted, når handelsoplysningerne fra den tidligere medlemsstat er registreret i eBCD-systemet.

4.   Undtagelsen i denne artikels stk. 3 finder anvendelse indtil den 31. december 2024. Medlemsstaterne aflægger årligt rapport til Kommissionen om anvendelsen af denne undtagelse. Denne rapport skal indeholde oplysninger om medlemsstaternes verifikation, jf. artikel 9, resultaterne af denne verifikation og data om de berørte handler, herunder relevante statistiske oplysninger med angivelse af mængden af almindelig tun og antal handler, der er omfattet af denne undtagelse.

5.   Handelen med levende almindelig tun, herunder alle handler til og fra akvakulturbrug til opdræt af almindelig tun, registreres og attesteres i eBCD-systemet i overensstemmelse med denne forordning, medmindre andet angives.

6.   Uanset artikel 3, stk. 3, kan attesteringen af afsnit 2 (fangst) og 3 (handel med levende fisk) foretages i eBCD-systemet samtidig.

7.   Ændring og fornyet attestering af afsnit 2 (fangst) og 3 (handel med levende fisk) i eBCD-systemet i medfør af artikel 51 i og bilag XI til forordning (EU) 2023/2053 vedrørende anvendelsen af stereokamerasystemer kan ske efter anbringelsen i bur.

1.   Medlemsstaterne kan kræve, at deres fiskerfartøjer eller faststående tunfiskenet forsyner hver enkelt almindelig tun med et mærke, fortrinsvis når den dræbes, men under alle omstændigheder senest ved landing (»mærkningsprogram«). Mærkerne har medlemsstatsspecifikke numre og er sikret mod manipulation. Mærkenumrene er forbundet med eBCD'et.

2.   De berørte medlemsstater fremsender et resumé af gennemførelsen af mærkningsprogrammet til Kommissionen senest den 30. april hvert år for det foregående år. Efterfølgende ændringer af et mærkningsprogram fremsendes ligeledes til Kommissionen. Kommissionen fremsender resuméerne til ICCAT's sekretariat.

3.   Anvendelse af mærkerne i henhold til denne artikel godkendes kun, hvis de samlede fangstmængder ligger inden for medlemsstaternes kvoter eller fangstbegrænsninger for hvert forvaltningsår, herunder i givet fald de individuelle kvoter, der er tildelt fartøjer eller faststående tunfiskenet.

4.   Med henblik på artikel 4, stk. 4, fastsættes som minimum følgende i de kommercielle mærkningsprogrammer i flagmedlemsstaten for det fartøj eller det faststående tunfiskenet, der har høstet den almindelige tun:

5.   Uanset denne artikels stk. 4, litra b), nr. v), kan medlemsstaterne for de fiskerier, der er omfattet af undtagelserne for bevarelsesmæssig mindstereferencestørrelse i henhold til forordning (EU) 2023/2053, i stedet indtil den 31. december 2024 angive den omtrentlige vægt af de enkelte fisk i fangsten efter landing, der bestemmes ved repræsentativ prøvetagning.

6.   Medlemsstater, der anvender undtagelsen i denne artikels stk. 5, aflægger årligt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, rapport til Kommissionen om gennemførelsen af denne undtagelse.

7.   Oplysningerne om mærkede fisk indsamles af den medlemsstat, der er ansvarlig for mærkningsprogrammet.

8.   Kommissionen indsamler oplysningerne om mærkede fisk fra medlemsstaterne og fremsender dem til ICCAT i form af en EU-gennemførelsesrapport.

1.   Hver medlemsstat sørger for, at hvert parti almindelig tun, som reeksporteres fra dens område, ledsages af et attesteret BFTRC.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor opdrættet almindelig tun importeres levende.

3.   Den operatør, der er ansvarlig for reeksporten, udfylder BFTRC'et på et af de officielle ICCAT-sprog (engelsk, fransk eller spansk) og anmoder om attestering heraf for så vidt angår det parti almindelig tun, der skal reeksporteres. Det udfyldte BFTRC ledsages af en kopi af det eller de attesterede BCD'er for de tidligere importerede varer af almindelige tun.

1.   BFTRC'et attesteres af den kompetente myndighed i den medlemsstat, fra hvis område partiet reeksporteres.

2.   Den kompetente myndighed attesterer kun BFTRC'et for alle varer af almindelig tun i følgende tilfælde:

3.   Det attesterede BFTRC indeholder oplysningerne angivet i bilag 2 til ICCAT-henstilling 22-16 og bilag 5 til ICCAT-henstilling 18-13 og i bilag IV og V til denne forordning.

1.   Medlemsstaterne sørger for, at deres kompetente myndigheder identificerer hvert parti almindelig tun, der landes i, er genstand for intern handel i, importeres til eller eksporteres eller reeksporteres fra deres område, og anmoder om og undersøger den eller de attesterede BCD'er og tilhørende dokumentation for hvert parti almindelig tun.

2.   De kompetente myndigheder kan undersøge partiets indhold for at verificere oplysningerne i BCD'et og tilhørende dokumentation. De kompetente myndigheder foretager om nødvendigt verifikation hos de berørte operatører.

3.   Hvis der som følge af undersøgelser eller verifikationer, jf. stk. 1 og 2, opstår tvivl vedrørende oplysningerne i et BCD, samarbejder den medlemsstat, på hvis område den endelige import fandt sted, og den medlemsstat eller CPC, hvis kompetente myndigheder har attesteret BCD'et eller BCD'erne eller BFTRC'erne, for at løse de pågældende tvivlsspørgsmål.

4.   Identificerer en medlemsstat et parti uden et BCD, meddeler den dette til den medlemsstat, der foretog den interne handel af partiet, eller til den eksporterende CPC og til flagmedlemsstaten eller flag-CPC'en, hvis disse kendes.

5.   Medlemsstaterne frigiver ikke partiet til intern handel, import eller eksport og accepterer ikke overførselsopgørelsen i tilfælde af levende almindelig tun til akvakulturbrug, så længe undersøgelser eller verifikationer pågår, jf. stk. 1 og 2, og bekræfter ikke, at partiet af almindelig tun opfylder kravene i denne forordning og enhver anden gældende EU-ret.

6.   Intern handel, import, eksport og reeksport af den pågældende almindelige tun forbydes, hvis en medlemsstat efter at have foretaget de i stk. 1 og 2 omhandlede undersøgelser eller verifikationer og i samarbejde med de berørte attesteringsmyndigheder fastslår, at det tilsvarende BCD eller BFTRC er ugyldigt.

1.   Det påhviler medlemsstaterne at sikre, at deres brugere registreres i eBCD-systemet.

2.   Når en medlemsstat attesterer BCD'er for fartøjer, der fører dens flag, og for sine faststående tunfiskenet eller akvakulturbrug, meddeler den Kommissionen, attesteringsmyndighederne, eller andre bemyndigede personer eller institutioner, der har ansvaret for at attestere og verificere BCD'er eller BFTRC'er, følgende oplysninger, hver gang der sker en ændring:

3.   I den i stk. 2 omhandlede meddelelse angives den dato, fra hvilken ændringen finder anvendelse. En kopi af de bestemmelser i national ret, der er vedtaget til gennemførelse af dokumentationsprogrammet for fangster af almindelig tun, fremsendes sammen med den indledende meddelelse, herunder bestemmelser om procedurer for bemyndigelse af ikkestatslige enkeltpersoner eller institutioner. Opdaterede oplysninger om attesteringsmyndigheder og nationale bestemmelser tilsendes Kommissionen i god tid.

4.   Medlemsstaterne meddeler ad elektronisk vej Kommissionen, hvilke kontaktpunkter der bør underrettes, navnlig organisationens eller organisationernes navn og fulde adresse, hvis der opstår spørgsmål i forbindelse med BCD'er eller BFTRC'er.

5.   Kommissionen videresender straks de i stk. 2-4 omhandlede oplysninger til ICCAT's sekretariat.

6.   Medlemsstaterne kontrollerer oplysningerne om de attesteringsmyndigheder, der er meddelt ICCAT og offentliggjort på et offentligt tilgængeligt websted, som ICCAT's sekretariat ajourfører for at hjælpe myndighederne med at kontrollere attesteringen af BCD'er og BFTRC'er.

1.   BCD'er i papirform eller trykte eBCD'er kan anvendes i følgende tilfælde:

2.   En medlemsstat eller CPC'er kan ikke anføre anvendelsen af et BCD i papirform som omhandlet i stk. 1 som begrundelse for at forsinke eller nægte import af en ladning af almindelig tun, forudsat at BCD'et i papirform er i overensstemmelse med denne forordning. Trykte eBCD'er, der er attesteret i eBCD-systemet, opfylder attesteringskravene i artikel 3, stk. 3.

3.   Flag- eller netmedlemsstaterne udleverer kun BCD'et til de af deres fiskerfartøjer og faststående tunfiskenet, der er godkendt til fangst af almindelig tun i konventionsområdet, herunder som bifangst. Disse formularer kan ikke overdrages.

4.   Hver delforsendelse ved opdelte partier eller hver forarbejdet vare ledsages af kopier af eBCD'er, der er forsynet med eBCD'ets unikke dokumentnummer for at knytte dem sammen.

1.   Medmindre artikel 4, stk. 4, finder anvendelse, fremsender medlemsstaterne en kopi af alle attesterede BCD'er eller BFTRC'er til:

2.   Medlemsstaterne foretager den i stk. 1 omhandlede fremsendelse hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest fem arbejdsdage fra attesteringsdatoen, eller inden transportens afslutning, hvis transporten ikke ventes at tage mere end fem arbejdsdage.

3.   Medlemsstaterne opbevarer kopier af udstedte eller modtagne attesterede dokumenter i mindst to år.

1.   Senest den 15. august hvert år sender medlemsstaterne Kommissionen en rapport med de oplysninger, som er beskrevet i bilag 6 til ICCAT-henstilling 18-13, og som dækker perioden fra den 1. januar til den 31. december i det foregående år.

2.   Rapporter genereret af eBCD-systemet anvendes til at opfylde kravene til den årlige rapportering, som er omhandlet i stk. 1. Medlemsstaterne angiver også i deres årlige rapport de elementer, som er beskrevet i bilag 6 til ICCAT-henstilling 18-13, og som ikke kan genereres af eBCD-systemet.

3.   Kommissionen udarbejder Unionens årlige rapport på grundlag af de oplysninger, den har modtaget fra medlemsstaterne i henhold til stk. 1 og 2, og fremsender den til ICCAT's sekretariat senest den 15. september hvert år.

1.   Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 15 om ændring af denne forordning for at tilpasse den til foranstaltninger vedtaget af ICCAT, som er bindende for Unionen og dens medlemsstater vedrørende:

2.   Ændringer i medfør af stk. 1 skal være strengt begrænset til gennemførelse i EU-retten af ændringer af ICCAT-henstillinger.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 14, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 9. januar 2024. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 14 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 14 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.