Tidende |
DA Serie L |
2023/2222 |
23.10.2023 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2023/2222
af 14. juli 2023
om forlængelse af den overgangsperiode, der er fastsat for benchmarks fra tredjelande i artikel 51, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1011 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater, og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU samt forordning (EU) nr. 596/2014 (1), særlig artikel 54, stk. 7, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
I forordning (EU) 2016/1011 er der fastsat regler for anvendelsen af benchmarks fra tredjelande, der leveres af tredjelandsbenchmarkadministratorer, af tilsynsbelagte enheder i Unionen (»tredjelandsordningen«). Nævnte forordning begrænser tilsynsbelagte EU-enheders mulighed for at anvende benchmarks fra tredjelande. |
(2) |
I henhold til artikel 51, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1011 må tilsynsbelagte enheder i Unionen kun anvende et tredjelandsbenchmark for finansielle instrumenter, finansielle kontrakter og målinger af en investeringsfonds præstationer, der allerede anvender det pågældende benchmark som reference, eller som tilføjer en henvisning til dette benchmark inden den 31. december 2023, medmindre Kommissionen har vedtaget en afgørelse om ækvivalens som omhandlet i nævnte forordnings artikel 30, stk. 2 eller 3, en administrator er blevet anerkendt i henhold til nævnte forordnings artikel 32, eller et benchmark er blevet valideret i henhold til nævnte forordnings artikel 33. |
(3) |
For at evaluere situationen og udarbejde den rapport, der kræves i henhold til artikel 54, stk. 7, i forordning (EU) 2016/1011, indhentede Kommissionen feedback ved en målrettet høring mellem den 20. maj 2022 og den 12. august 2022 om anvendelsen af tredjelandsordningen i forordning (EU) 2016/1011 efter udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i artikel 51, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1011. Respondenterne understregede, at en forlængelse af overgangsperioden for den pågældende tredjelandsordning er nødvendig, da tilsynsbelagte enheder i Unionen ellers ikke længere ville være i stand til at anvende de fleste af de benchmarks, der leveres af tredjelandsadministratorer for finansielle instrumenter, finansielle kontrakter og målinger af resultaterne for en investeringsfond, der endnu ikke anvender disse benchmarks som reference. |
(4) |
Senest den 14. juli 2023 forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsesområdet for forordning (EU) 2016/1011, navnlig med hensyn til tilsynsbelagte enheders fortsatte anvendelse af benchmarks fra tredjelande, og om potentielle mangler ved den nuværende ramme. |
(5) |
På grundlag af denne rapport konkluderer Kommissionen, at et flertal af tredjelandsbenchmarkadministratorer ikke har taget de nødvendige skridt til at være parate til udløbet af overgangsperioden den 31. december 2023, jf. artikel 51, stk. 5, i forordning (EU) 2016/2011, og til at sikre fortsat anvendelse af deres benchmarks i Unionen efter denne dato. Denne manglende parathed giver anledning til betænkeligheder for tilsynsbelagte enheder i Unionen, der er afhængige af visse benchmarks fra tredjelande. En pludselig afbrydelse af adgangen til benchmarks fra tredjelande for tilsynsbelagte enheder i Unionen kan også udgøre en vis trussel mod den finansielle stabilitet. Desuden ville ikrafttrædelsen af kapitlet om tredjelande fratage markedsdeltagerne i Unionen adgang til størstedelen af verdens benchmarks. Det ville stille nogle af markedsdeltagerne i Unionen betydeligt ringere i den globale konkurrence. |
(6) |
Den overgangsperiode, der er omhandlet i artikel 51, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1011, bør forlænges med to år indtil den 31. december 2025 for at give tilsynsbelagte enheder i Unionen mulighed for at anvende benchmarks leveret af en administrator, der er etableret i et tredjeland. Denne forlængelse vil gøre det muligt for virksomheder i Unionen at fortsætte deres forretningsaktiviteter. |
(7) |
For at sikre, at den eksisterende overgangsperiode forlænges, inden den udløber, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Overgangsperioden omhandlet i artikel 51, stk. 5, i forordning (EU) 2016/1011 forlænges indtil den 31. december 2025.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 14. juli 2023.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2222/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)