(1)

I artikel 20 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (2) fastsættes, at når toldformaliteterne opfyldes af eller på vegne af indehaveren af en afgørelse om bindende tariferingsoplysninger (BTO) for varer, der er omfattet af en BTO-afgørelse, skal dette angives i toldangivelsen ved at anføre BTO-afgørelsens referencenummer. Forpligtelsen til at angive referencenummeret for afgørelsen om bindende oprindelsesoplysninger i toldangivelsen er kun fastsat i bilag B til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 (3) som en bemærkning til dataelement 12 12 001 000.

(2)

For at gøre det muligt for toldmyndighederne at foretage en behørig overvågning af indehaverens brug af en afgørelse vedrørende bindende oprindelsesoplysninger og af overholdelsen af de forpligtelser, der følger af denne afgørelse, bør kravet om at angive afgørelsens referencenummer i toldangivelsen, jf. artikel 20 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447, finde anvendelse på alle afgørelser vedrørende bindende oplysninger.

(3)

På det første tekniske møde om overgangsoprindelsesregler, der blev afholdt den 5. februar 2020 i Bruxelles, blev Unionen og 20 andre kontraherende parter i den regionale konvention om pan-Euro-Middelhavs-regler for præferenceoprindelse (PEM-konventionen) (4) enige om at gennemføre de reviderede regler i PEM-konventionen (5) (»overgangsoprindelsesreglerne«) parallelt med reglerne i PEM-konventionen i en overgangsperiode fra den 1. september 2021 indtil vedtagelsen af de reviderede regler i PEM-konventionen.

(4)

Siden den 1. september 2021 er 13 bilaterale protokoller om oprindelsesregler mellem Unionen og kontraherende parter i PEM-konventionen allerede trådt i kraft, således at overgangsreglerne finder anvendelse (6). Gennemførelsen af overgangsreglerne med de øvrige kontraherende parter skrider frem og kræver nu, at parterne gennemfører vedtagelsesprocedurerne.

(5)

Formålet med overgangsoprindelsesreglerne er at indføre mere lempelige regler for at lette kvalificeringen af præferenceoprindelsesstatus for varer. Da overgangsoprindelsesreglerne generelt er mere lempelige end reglerne i PEM-konventionen, kan varer, der opfylder sidstnævnte, også betragtes som varer med oprindelsesstatus efter overgangsoprindelsesreglerne, med undtagelse af visse landbrugsprodukter henhørende under kapitel 2, 4-15, 16 (undtagen forarbejdede fiskevarer) og 17-24, når overgangsoprindelsesreglerne ikke er mere lempelige end oprindelsesreglerne i PEM-konventionen. Artikel 61 og 62 bør derfor ændres for at give EU-eksportører mulighed for at ansøge om udstedelse af et varecertifikat eller at udfærdige en oprindelseserklæring på grundlag af leverandørerklæringer, der er udfærdiget inden for rammerne af PEM-konventionen.

(6)

Overgangsoprindelsesreglerne finder anvendelse parallelt med oprindelsesreglerne i PEM-konventionen, hvorved der skabes to særskilte kumulationsområder. Derfor bør de retlige rammer, der anvendes til at bestemme varers oprindelse, angives af leverandøren i leverandørerklæringen, således at eksportøren kan fastslå varers oprindelsesstatus inden for de korrekte rammer for de materialer, der opfylder begge sæt oprindelsesregler.

(7)

Leverandørerklæringen i bilag 22-17 og 22-18 til gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 anvendes for varer uden præferenceoprindelsesstatus. Da disse produkter kun må fremstilles ved anvendelse af materialer uden oprindelsesstatus, bør det være valgfrit at udfylde andet punkt i erklæringen. Derfor bør fodnote 4 og 5 i bilag 22-17 til gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 og fodnote 5 og 6 i bilag 22-18 ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

I henhold til artikel 61, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 kan leverandøren forelægge erklæringen når som helst, også efter at varerne er leveret, og i henhold til artikel 62, stk. 2, litra b), i nævnte forordning skal stående leverandørerklæringer udfærdiges for forsendelser, der sendes i en periode, som ikke må ligge mere end 12 måneder før eller mere end 6 måneder efter udstedelsen af den stående leverandørerklæring. For at anvende leverandørerklæringer, der er udstedt inden datoen for denne ændringsforordnings ikrafttræden, i forbindelse med lagre af materialer, der er oprettet efter den 1. september 2021, bør denne forordning anvendes fra den 1. september 2021, som er datoen, hvor overgangsoprindelsesreglerne træder i kraft mellem Unionen og flere kontraherende parter i PEM-konventionen.

(9)

Gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

1)

Artikel 20 affattes således:

2)

I artikel 61 indsættes følgende som stk. 1a og 1b:

(*1)   EUT L 54 af 26.2.2013, s. 1."

(*2)  Overgangsoprindelsesreglerne er de reviderede regler i PEM-konventionen (EUT L 339 af 30.12.2019, s. 1), der som en overgangsforanstaltning finder anvendelse parallelt med de nuværende regler i konventionen, indtil de reviderede regler i PEM-konventionen vedtages.« "

3)

I artikel 62 indsættes følgende som stk. 1a og 1b:

4)

I bilag 22-15 affattes fodnote 3 således:

Hvis et land, en landegruppe eller et territorium er kontraherende part i PEM-konventionen og en retlig ramme ikke er angivet, anses leverandørerklæringen som standard for at angive, at PEM-konventionen er blevet anvendt til at fastlægge varernes oprindelse.«

5)

I bilag 22-16 affattes fodnote 5 således:

Hvis et land, en landegruppe eller et territorium er kontraherende part i PEM-konventionen og en retlig ramme ikke er angivet, anses leverandørerklæringen som standard for at angive, at PEM-konventionen er blevet anvendt til at fastlægge varernes oprindelse.«

6)

I bilag 22-17 affattes fodnote 4 således:

7)

I bilag 22-17 affattes fodnote 5 således:

Hvis et land, en landegruppe eller et territorium er kontraherende part i PEM-konventionen og en retlig ramme ikke er angivet, anses leverandørerklæringen som standard for at henvise til, at PEM-konventionen er blevet anvendt til at fastlægge varernes oprindelse.«

8)

I bilag 22-18 affattes fodnote 5 således:

9)

I bilag 22-18 affattes fodnote 6 således:

Hvis et land, en landegruppe eller et territorium er kontraherende part i PEM-konventionen og en retlig ramme ikke er angivet, anses leverandørerklæringen som standard for at angive, at PEM-konventionen er blevet anvendt til at fastlægge varernes oprindelse.«

(1)

Den 1. oktober 2015 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2015/2169 (1) om indgåelse af frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side.

(2)

Protokollen om kulturelt samarbejde (»protokollen«) (2), der er knyttet som bilag til frihandelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Republikken Korea på den anden side (3) (»aftalen«), fastsætter rammerne for parternes samarbejde om at lette udvekslingen af kulturelle aktiviteter, varer og tjenesteydelser, herunder i den audiovisuelle sektor.

(3)

Protokollen indeholder bestemmelser om audiovisuelle samproduktioners ret til at drage fordel af parterne i aftalens respektive ordninger.

(4)

I henhold til protokollens artikel 5, stk. 8, litra b), fornyes retten efter den oprindelige periode på tre år for yderligere følgende perioder af samme varighed, medmindre en part bringer retten til ophør ved skriftlig meddelelse mindst tre måneder før udløbet af den oprindelige eller følgende perioder.

(5)

I henhold til artikel 3, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/2169 underretter Kommissionen Republikken Korea om Unionens hensigt om ikke at forlænge rettighedsperioden for audiovisuel samproduktion, medmindre Rådet efter forslag fra Kommissionen fire måneder før udløbet af den periode, for hvilken en sådan rettighedsperiode gælder, enstemmigt indvilliger i at videreføre denne.

(6)

Ved sin dom af 1. marts 2022 i sag C-275/20, Kommissionen mod Rådet (4), afgjorde Domstolen, at proceduren i artikel 3, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/2169 ikke er i overensstemmelse med artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), for så vidt som den kræver, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed. Den gældende afstemningsregel for vedtagelse af afgørelser såsom dem, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, i afgørelse (EU) 2015/2169, bør være den, der er fastsat i artikel 218, stk. 8, første afsnit, i TEUF, dvs. afstemning med kvalificeret flertal i Rådet.

(7)

Kravet om, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed, når det skal træffe afgørelse om videreførelse af rettighedsperioden, bør derfor ophæves.

(8)

For at dommen kan gennemføres hurtigt, bør denne afgørelse i overensstemmelse med artikel 266 i TEUF træde i kraft på dagen for vedtagelsen —

(1)

De gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner for en fabrikant bør bestemmes på grundlag af data indberettet af medlemsstater og fabrikanter i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/956 (2) for så vidt angår den pågældende fabrikants køretøjer.

(2)

De gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner for alle nye tunge køretøjer, der er indregistreret i Unionen, bør bestemmes på grundlag af de data, der indberettes om køretøjer, for så vidt angår alle fabrikanter.

(3)

Nul- og lavemissionsfaktoren for hver fabrikant bør bestemmes under hensyntagen til de indberettede tunge nul- og lavemissionskøretøjer, der er indberettet som sådanne.

(4)

CO2-emissionsreduktionskurven og emissionskreditterne for hver fabrikant bør bestemmes på grundlag af antallet af nye tunge køretøjer, undtaget specialkøretøjer, der er indberettet som sådanne.

(5)

De data, der præsenteres i bilaget til denne afgørelse, er baseret på Kommissionens tilgængelige data pr. 1. august 2022.

(6)

Kommissionen vil muligvis være nødt til at ajourføre de data, der offentliggøres i denne afgørelse, såfremt der modtages yderligere data, der har betydning for resultaterne af de pågældende beregninger —

1)

2)

3)

4)

5)

6)

7)

8)

9)

(1)

Kommissionen har i sin henstilling 2003/670/EF af 19. september 2003 om den europæiske liste over erhvervssygdomme (1) henstillet til medlemsstaterne at træffe en række foranstaltninger med henblik på at ajourføre og forbedre forskellige aspekter af deres politikker vedrørende erhvervssygdomme. Disse foranstaltninger vedrører anerkendelse af, erstatning for og forebyggelse af erhvervssygdomme, fastsættelse af nationale mål for nedbringelse af erhvervssygdomme, indberetning og registrering af erhvervssygdomme, indsamling af data om sygdomsepidemiologi, fremme af forskning i lidelser i forbindelse med erhvervsaktivitet, bedre diagnosticering af erhvervssygdomme, formidling af statistiske og epidemiologiske data om erhvervssygdomme samt fremme af de nationale sundhedsvæsners aktive medvirken i indsatsen for at forebygge erhvervssygdomme.

(2)

Udbruddet af covid-19 har siden begyndelsen af 2020 ramt samtlige medlemsstater, hvilket har forårsaget alvorlige forstyrrelser i alle sektorer og tjenester og påvirket arbejdstagernes sundhed og sikkerhed overalt i Den Europæiske Union (EU). I dag er den epidemiologiske situation i forbindelse med covid-19 i EU blevet bedre, hovedsagelig takket være den brede tilgængelighed af vacciner, men situationen er stadig udfordrende, navnlig i lyset af eventuelle nye bølger af covid-19 og fremkomsten af varianter af sars-CoV-2-virusset samt tilfælde af senfølger efter covid.

(3)

I den forbindelse bebudede Kommissionen bl.a. i sin meddelelse »EU-strategiramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027 — Sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen på et arbejdsmarked i forandring« (2) (»EU's strategiramme«), at den vil ajourføre henstilling 2003/670/EF for at medtage covid-19 med henblik på at fremme medlemsstaternes anerkendelse af covid-19 som en erhvervssygdom og tilskynde til konvergens.

(4)

Efter vedtagelsen af EU's strategiramme nedsatte Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen (ACSH) en særlig arbejdsgruppe med mandat til at udarbejde et udkast til udtalelse til vedtagelse i Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen om ajourføringen af henstilling 2003/670/EF med henblik på at medtage covid-19. Den 18. maj 2022 vedtog ACSH den tilhørende udtalelse, hvori det anbefales, at covid-19 opføres i bilag I til henstilling 2003/670/EF ved at tilføje et nyt punkt nr. 408 for angivelse af covid-19 forårsaget af arbejde inden for sygdomsforebyggelse, sundheds- og socialpleje og hjemmehjælp, eller, i forbindelse med en pandemi, forårsaget af arbejde inden for sektorer, hvor der er et udbrud i forbindelse med aktiviteter, hvor der er påvist en smitterisiko.

(5)

Nærværende henstilling tager hensyn til udtalelsen fra Det Rådgivende Udvalg for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen og tilføjer således covid-19 i bilag I til førnævnte henstilling. Ved »sundheds- og socialpleje« forstås de økonomiske aktiviteter, der er anført i hovedafdeling Q i den statistiske nomenklatur NACE rev. 2 (3). For så vidt angår de økonomiske aktiviteter, der ikke falder ind under hovedafdeling Q i den statistiske nomenklatur NACE rev. 2, bør de fastsatte betingelser, dvs. »i forbindelse med en pandemi« og »udbrud i forbindelse med aktiviteter, hvor der er påvist en smitterisiko« forstås således, at de fastsættes kumulativt. I denne forbindelse bør »i forbindelse med en pandemi« forstås således, at kompetente internationale organer, som f.eks. Verdenssundhedsorganisationen (WHO), har erklæret et bestemt sygdomsudbrud for at være en global pandemi. Et »udbrud« som omhandlet i henstillingens nye bestemmelse bør defineres af medlemsstaterne i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis. Der foreligger en »påvist« smitterisiko i forbindelse med aktiviteter, hvor der i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis er fastslået en årsagssammenhæng mellem arbejdet med disse aktiviteter og øget eksponering for sars-CoV-2.

(6)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet og i betragtning af EU's og medlemsstaternes respektive kompetencer inden for folkesundhed og socialpolitik i medfør af traktaterne bør fastlæggelsen af de folkesundhedsmæssige foranstaltninger, der skal træffes i forbindelse med en given pandemi, herunder dem, der finder anvendelse på arbejdspladser og virksomheder, samt konstateringen af et udbrud i forbindelse med aktiviteter, hvor der er påvist en smitterisiko, være op til medlemsstaterne i fuld overensstemmelse med EU-retten, herunder EU's lovgivning om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. I den sammenhæng bør der navnlig tages hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler og om ophævelse af afgørelse nr. 1082/2013/EU (2020/0322(COD)) (4).

(7)

Det fremgår af Eurostats rapport »Possibility of recognising COVID-19 as being of occupational origin at national level in EU and EFTA countries« (5) fra 2021, at de fleste medlemsstater anerkender covid-19 som en erhvervssygdom eller som en arbejdsulykke i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat på nationalt plan.

(8)

Selv om anerkendelse af erhvervssygdomme er et spørgsmål, der er tæt forbundet med udformningen af de sociale sikringsordninger, som henhører under medlemsstaternes kompetence, opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at anerkende alle de erhvervssygdomme, der er opført på den europæiske liste over erhvervssygdomme. Som konstateret i EU's strategiramme er der fortsat behov for at øge fokus på erhvervssygdomme. I overensstemmelse med de generelle forebyggelsesprincipper, som udgør kernen i rammedirektivet om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen (6) fra 1989, og de relaterede direktiver om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, bør denne henstilling være et vigtigt instrument til at forebygge erhvervssygdomme på EU-plan. Derudover er det også vigtigt at støtte arbejdstagere, der er smittet med covid-19, og familier, der har mistet pårørende som følge af eksponering for sygdommen på arbejdspladsen.

(9)

I overensstemmelse med EU's strategiramme bør medlemsstaterne opfordres til aktivt at inddrage alle aktører, navnlig arbejdsmarkedets parter, i arbejdet med at udvikle foranstaltninger til effektiv forebyggelse af erhvervssygdomme.

(10)

I EU's strategiramme nævnes behovet for et styrket evidensgrundlag for at understøtte lovgivning og politik og for forskning og dataindsamling, både på EU-plan og nationalt plan, som en forudsætning for forebyggelse af arbejdsrelaterede sygdomme og ulykker. Samarbejde og udveksling af oplysninger, erfaringer og bedste praksis er afgørende for at opnå bedre analyser og forebyggelse i hele EU.

(11)

Henstillingen til medlemsstaterne om at sende Kommissionen statistiske og epidemiologiske oplysninger om erhvervssygdomme, der anerkendes på nationalt plan, og give de berørte parter adgang til disse oplysninger, er fortsat relevant i betragtning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1338/2008 (7) og i lyset af udviklingen i forbindelse med pilotprojektet om europæiske statistikker over erhvervssygdomme.

(12)

Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/126 (8), har blandt andet til opgave at forsyne EU's institutioner og organer og medlemsstaterne med de foreliggende objektive oplysninger af teknisk, videnskabelig og økonomisk art og den faglige ekspertise, der er nødvendig for en forsvarlig og effektiv udformning og gennemførelse af politikker til beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed, og at indsamle, analysere og videreformidle tekniske, videnskabelige og økonomiske oplysninger i medlemsstaterne. Følgelig bør agenturet ligeledes spille en væsentlig rolle i udvekslingen af oplysninger, erfaringer og god praksis vedrørende forebyggelse af erhvervssygdomme.

(13)

De nationale offentlige sundhedsvæsner kan spille en vigtig rolle i indsatsen for at forbedre forebyggelsen af erhvervssygdomme, navnlig via en øget bevidstgørelse af sundhedspersonalet med henblik på at øge kendskabet til og forbedre diagnosticeringen af disse sygdomme,

(14)

Ud fra ovenstående betragtninger og under hensyntagen til på den ene side, at det er tidsfølsomt at opføre covid-19 i bilag I til denne henstilling, navnlig i lyset af eventuelle nye bølger af covid-19 og fremkomsten af varianter af sars-CoV-2-virusset, og på den anden side det forhold, at henstilling 2003/670/EF fortsat i vid udstrækning er relevant og formålstjenlig, bør denne henstilling medtage covid-19 i bilag I og gentage indholdet af henstilling 2003/670/EF, uden at det berører yderligere ajourføringer af denne henstilling på et senere tidspunkt —

1.

at de snarest muligt sørger for, at deres love og administrative bestemmelser om sygdomme, som er videnskabeligt anerkendt som erhvervssygdomme, som kan give anledning til erstatning, og som bør gøres til genstand for forebyggende foranstaltninger, omfatter den europæiske liste i bilag I

2.

at de bestræber sig på i deres love og administrative bestemmelser at indføre en ret til erstatning for erhvervssygdomme til arbejdstagere, der har pådraget sig en lidelse, som ikke er anført på listen i bilag I, men om hvilken det kan fastslås, at den har erhvervsmæssig baggrund og karakter, især hvis denne lidelse er anført i bilag II

3.

at de udvikler og forbedrer foranstaltninger til effektiv forebyggelse af de erhvervssygdomme, der er nævnt i listen i bilag I, idet de aktivt inddrager alle de berørte aktører i dette arbejde og i det nødvendige omfang udveksler oplysninger, erfaringer og god praksis via Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur

4.

at de vedtager kvantificerede nationale mål for en reduktion af anerkendte erhvervssygdomme, navnlig de lidelser, der er nævnt i den europæiske liste i bilag I

5.

at de sørger for, at alle tilfælde af erhvervssygdomme anmeldes, og at de gradvis bringer deres statistikker over erhvervssygdomme i overensstemmelse med den europæiske liste i bilag I og med det igangværende arbejde med systemet til harmonisering af de europæiske statistikker over erhvervssygdomme, således at der for hver erhvervssygdom er adgang til oplysninger om det agens eller den faktor, der er årsag til sygdommen, samt om den medicinske diagnose og personens køn

6.

at de indfører et system til indsamling af oplysninger eller epidemiologiske data vedrørende de sygdomme, som er anført i bilag II, eller andre erhvervsbetingede sygdomme

7.

at de fremmer forskning vedrørende lidelser, der står i forbindelse med en erhvervsaktivitet, navnlig de lidelser, der er anført i bilag II, og arbejdsrelaterede lidelser af psykosocial art

8.

at de sikrer bred formidling af støttedokumenter vedrørende diagnose af erhvervssygdomme, som er omfattet af deres nationale lister, under hensyntagen til navnlig de af Kommissionen offentliggjorte vejledninger i diagnose af erhvervssygdomme

9.

at de sender Kommissionen statistiske og epidemiologiske oplysninger om erhvervssygdomme, der anerkendes på nationalt plan, og giver de berørte parter adgang til disse oplysninger, først og fremmest via det informationsnet, der er etableret af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur

10.

at de fremmer de nationale sundhedsvæsners aktive deltagelse i indsatsen for at forebygge erhvervssygdomme, navnlig via en øget bevidstgørelse af sundhedspersonalet med henblik på at øge kendskabet til og forbedre diagnosticeringen af disse sygdomme.