(1)

Informationssamfundstjenester og navnlig formidlingstjenester er blevet en vigtig del af Unionens økonomi og EU-borgernes dagligdag. Tyve år efter vedtagelsen af den eksisterende retlige ramme for sådanne tjenester, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (4), har nye og innovative forretningsmodeller og tjenester såsom sociale netværk og onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, givet erhvervsbrugere og forbrugere mulighed for at give og få adgang til oplysninger og indgå i transaktioner på nye måder. Et flertal af EU-borgerne bruger nu disse tjenester dagligt. Den digitale omstilling og den øgede brug af disse tjenester har imidlertid også medført nye risici og udfordringer for de enkelte modtagere af den relevante tjeneste, virksomheder og samfundet som helhed.

(2)

Medlemsstaterne indfører eller overvejer i stigende grad at indføre national lovgivning om de forhold, der er omfattet af denne forordning, og pålægger navnlig udbydere af formidlingstjenester at udvise omhu, med hensyn til hvordan de bør håndtere ulovligt indhold, desinformation på internettet eller andre samfundsmæssige risici. Denne divergerende nationale lovgivning har en negativ indvirkning på det indre marked, som i henhold til artikel 26 i Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indebærer et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og etableringsfrihed, da internettet, som normalt anvendes til at yde disse tjenester, i sagens natur er grænseoverskridende. Betingelserne for ydelse af formidlingstjenester i hele det indre marked bør harmoniseres for at give virksomhederne adgang til nye markeder og muligheder for at udnytte fordelene ved det indre marked, samtidig med at forbrugerne og andre tjenestemodtagere får flere valgmuligheder. Erhvervsbrugere, forbrugere og andre brugere betragtes som »tjenestemodtagere« med henblik på denne forordning.

(3)

Ansvarlig og påpasselig adfærd udvist af udbydere af formidlingstjenester er afgørende for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø og for, at EU-borgere og andre personer har mulighed for at udøve deres grundlæggende rettigheder garanteret i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig ytrings- og informationsfriheden og friheden til at oprette og drive egen virksomhed, retten til ikkeforskelsbehandling og opnåelsen af et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.

(4)

For at sikre og forbedre det indre markeds funktion bør der derfor fastsættes et sæt målrettede ensartede, effektive og forholdsmæssige ufravigelige regler på EU-plan. Denne forordning fastsætter betingelserne for udvikling og opskalering af nye innovative digitale tjenester i det indre marked. En indbyrdes tilnærmelse af nationale reguleringsforanstaltninger på EU-plan vedrørende krav til udbydere af formidlingstjenester er nødvendig for at undgå og sætte en stopper for fragmenteringen af det indre marked og for at sikre retssikkerheden og dermed mindske usikkerheden for udviklere og fremme interoperabilitet. Ved at stille teknologineutrale krav bør innovation ikke blive hæmmet, men i stedet stimuleret.

(5)

Denne forordning bør finde anvendelse på udbydere af visse informationssamfundstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (5), dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Denne forordning bør specifikt finde anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, navnlig formidlingstjenester i form af ren videreformidling (»mere conduit«) og caching- og oplagringstjenester, da den eksponentielle vækst i anvendelsen af disse tjenester, hovedsagelig til legitime og samfundsnyttige formål af enhver art, også har givet dem en større rolle i formidlingen og udbredelsen af ulovlige eller på anden måde skadelige oplysninger og aktiviteter.

(6)

I praksis formidler visse udbydere af formidlingstjenester tjenester, der kan formidles ad elektronisk vej eller på anden vis, f.eks. IT-fjerntjenester og transport-, indkvarterings- eller leveringstjenester. Denne forordning bør kun finde anvendelse på formidlingstjenester og ikke berøre krav i EU-retten eller national ret vedrørende produkter eller tjenester, der formidles gennem formidlingstjenester, herunder i situationer, hvor formidlingstjenesten udgør en integrerende del af en anden tjeneste, som ikke er en formidlingstjeneste som anerkendt i Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.

(7)

For at sikre at de regler, der er fastsat i denne forordning, er effektive, og for at sikre lige vilkår i det indre marked bør disse regler finde anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, uanset etableringssted eller placering, for så vidt som de udbyder tjenester i Unionen, der har en væsentlig tilknytning til Unionen.

(8)

En sådan væsentlig tilknytning til Unionen anses for at eksistere, hvis en tjenesteudbyder er etableret i Unionen, eller hvis dette ikke er tilfældet, hvis antallet af tjenestemodtagere i en eller flere medlemsstater er betydeligt i forhold til deres befolkningstal, eller at tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en eller flere medlemsstater. Målretning af virksomheden mod en eller flere medlemsstater kan fastslås på grundlag af alle relevante omstændigheder, herunder faktorer såsom anvendelsen af et sprog eller en valuta, der almindeligvis anvendes i en medlemsstat, eller muligheden for at bestille produkter eller tjenester eller anvendelsen af et relevant topdomæne. Målretningen af virksomheden mod en medlemsstat kan ligeledes udledes af tilgængeligheden af en applikation i den relevante nationale appbutik, af lokal annoncering eller annoncering på et sprog, der anvendes i den pågældende medlemsstat, eller ved håndteringen af kunderelationer, f.eks. ved at yde kundeservice på et sprog, der normalt anvendes i den pågældende medlemsstat. Det må endvidere antages, at der er en væsentlig tilknytning, hvis tjenesteudbyderen retter sin virksomhed mod en eller flere medlemsstater, jf. artikel 17, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (6). Derimod kan den blotte tekniske adgang til et websted fra Unionen ikke i sig selv anses for at skabe en væsentlig tilknytning til Unionen.

(9)

Denne forordning harmoniserer fuldt ud de gældende regler for formidlingstjenester i det indre marked med henblik på at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, håndtere udbredelsen af ulovligt indhold på internettet og de samfundsmæssige risici, som udbredelsen af desinformation eller andet indhold kan generere, hvor de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, beskyttes effektivt, og innovation fremmes. Medlemsstaterne bør derfor ikke vedtage eller opretholde yderligere nationale krav vedrørende de forhold, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, medmindre det udtrykkeligt er fastsat i denne forordning, da dette ville berøre den direkte og ensartede anvendelse af de fuldt ud harmoniserede regler, der finder anvendelse på udbydere af formidlingstjenester i overensstemmelse med denne forordnings mål. Dette bør ikke udelukke muligheden for at anvende anden national lovgivning, der finder anvendelse på udbydere af formidlingstjenester, i overensstemmelse med EU-retten, herunder direktiv 2000/31/EF, navnlig artikel 3 i nævnte direktiv, hvis disse nationale retsregler forfølger andre legitime mål af almen interesse end dem, der forfølges med denne forordning.

(10)

Denne forordning bør ikke berøre andre EU-retsakter, der regulerer ydelsen af informationssamfundstjenester generelt, regulerer andre aspekter af ydelsen af formidlingstjenester i det indre marked eller præciserer og supplerer de harmoniserede regler i denne forordning såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU (7), herunder nævnte direktivs bestemmelser om videodelingsplatforme, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1148 (8), (EU) 2019/1150 (9), (EU) 2021/784 (10), (EU) 2021/1232 (11), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (12), og EU-retlige bestemmelser i en forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager og i et direktiv om fastsættelse af harmoniserede regler for udpegelse af retlige repræsentanter med henblik på indsamling af bevismateriale i straffesager.

Ligeledes bør denne forordning af klarhedshensyn ikke berøre EU-retten om forbrugerbeskyttelse, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (13) og (EU) 2019/1020 (14), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF (15), 2005/29/EF (16), 2011/83/EU (17) og 2013/11/EU (18) og Rådets direktiv 93/13/EØF (19), og om beskyttelse af personoplysninger, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (20).

Nærværende forordning bør heller ikke berøre EU-reglerne om international privatret, navnlig reglerne om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som forordning (EU) nr. 1215/2012, samt lovvalgsreglerne for kontraktlige forpligtelser og forpligtelser uden for kontrakt. Beskyttelsen af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger er udelukkende reguleret af EU-rettens bestemmelser på dette område, navnlig forordning (EU) 2016/679 og direktiv 2002/58/EF. Denne forordning bør heller ikke berøre EU-rettens bestemmelser om arbejdsvilkår og EU-rettens bestemmelser om civil- og strafferetligt samarbejde. I det omfang disse EU-retsakter forfølger de samme mål som dem, der er fastsat i denne forordning, bør reglerne i denne forordning imidlertid finde anvendelse på spørgsmål, der ikke eller ikke fuldt ud behandles i disse andre retsakter, samt på spørgsmål, hvor disse andre retsakter giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage visse foranstaltninger på nationalt plan.

(11)

Det bør præciseres, at denne forordning ikke berører EU-retten om ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF (21), 2004/48/EF (22) og (EU) 2019/790 (23), som fastsætter specifikke regler og procedurer, som ikke bør berøres.

(12)

For at nå målet om at sikre et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø bør begrebet »ulovligt indhold« med henblik på denne forordning generelt afspejle de gældende regler i offlinemiljøet. Navnlig bør begrebet »ulovligt indhold« defineres bredt for at omfatte information om ulovligt indhold og ulovlige produkter, tjenester og aktiviteter. Dette begreb bør navnlig forstås som en henvisning til information, uanset form, der i henhold til gældende ret enten i sig selv er ulovlig, f.eks. ulovlig hadefuld tale eller terrorrelateret indhold og ulovligt forskelsbehandlende indhold, eller som de anvendelige regler gør ulovlig, i betragtning af at den vedrører ulovlige aktiviteter. Illustrative eksempler omfatter deling af billeder, der viser seksuelt misbrug af børn, ulovlig deling af private billeder uden samtykke, onlinestalking, salg af ulovlige eller forfalskede produkter, salg af produkter eller ydelse af tjenester, der overtræder forbrugerbeskyttelseslovgivningen, ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet materiale, ulovligt udbud af indkvarteringstjenester eller ulovligt salg af levende dyr. Derimod bør en øjenvidnevideooptagelse af en potentiel forbrydelse ikke betragtes som ulovligt indhold, blot fordi den afbilder en ulovlig handling, når optagelse eller udbredelse af en sådan video til offentligheden ikke er ulovlig i henhold til national ret eller EU-retten. I denne henseende er det uden betydning, om informationens eller aktivitetens ulovlighed følger af EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og denne rets art eller særlige genstand er ligeledes uden betydning.

(13)

I betragtning af de pågældende tjenesters særlige karakteristika og det tilsvarende behov for at pålægge udbydere heraf visse specifikke forpligtelser er det inden for den bredere kategori af udbydere af oplagringstjenester som defineret i denne forordning nødvendigt at skelne mellem underkategorien af onlineplatforme. Onlineplatforme såsom sociale netværk eller onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bør defineres som udbydere af oplagringstjenester, der ikke blot lagrer information fra tjenestemodtagerne på deres anmodning, men som også udbreder denne information til offentligheden, på tjenestemodtagerens anmodning. For at undgå at pålægge alt for brede forpligtelser bør udbydere af oplagringstjenester imidlertid ikke betragtes som onlineplatforme, hvis udbredelsen til offentligheden blot udgør en mindre eller rent accessorisk funktion, der er uløseligt knyttet til en anden tjeneste, eller en mindre funktionalitet under den primære tjeneste, og som af objektive tekniske grunde ikke kan anvendes uden den anden eller primære tjeneste, og hvis integration af denne funktion eller funktionalitet ikke er et middel til at omgå anvendelsen af de regler i denne forordning, der finder anvendelse på onlineplatforme. F.eks. kan kommentarsektionen i en onlineavis udgøre en sådan funktion, hvor det er klart, at den er accessorisk i forhold til den primære tjeneste, nemlig offentliggørelsen af nyheder under udgiverens redaktionelle ansvar. Derimod bør lagring af kommentarer på et socialt netværk anses for en onlineplatformstjeneste, hvor det er klart, at det ikke er en mindre del af den tjeneste, der udbydes, også hvis den er accessorisk i forhold til offentliggørelsen af tjenestemodtageres indlæg. Med henblik på denne forordning bør cloud computing eller weboplagringstjenester ikke betragtes som en onlineplatform, hvis udbredelsen af specifik information til offentligheden udgør en mindre og accessorisk funktion eller en mindre funktionalitet ved sådanne tjenester.

Desuden bør cloud computingtjenester og weboplagringstjenester, når de fungerer som infrastruktur, f.eks. som understøttende infrastrukturelle lager- og cloud computingtjenester for en internetbaseret applikation, et websted eller en onlineplatform, ikke i sig selv anses for at udbrede information til offentligheden, der lagres eller behandles på anmodning af en modtager af applikationen, webstedet eller onlineplatformen, som de oplagrer.

(14)

Begrebet »udbredelse til offentligheden« i denne forordning bør forstås således, at information stilles til rådighed for et potentielt ubegrænset antal personer, dvs. at informationen gøres let tilgængelig for tjenestemodtagerne generelt, uden at den tjenestemodtager, der leverer informationen, skal foretage sig andet, uanset om disse personer rent faktisk har adgang til den pågældende information. Hvis adgang til information kræver registrering hos eller adgang til en gruppe af tjenestemodtagere, bør denne information derfor kun anses for at blive udbredt til offentligheden, hvis tjenestemodtagere, der ønsker adgang til informationen, automatisk registreres eller gives adgang, uden at et menneske træffer beslutning om eller foretager udvælgelse af, hvem der skal tildeles adgang. Interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (24), f.eks. e-mail eller private beskedtjenester, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for definitionen af onlineplatforme, da de anvendes til interpersonel kommunikation mellem et afgrænset antal personer bestemt af afsenderen af meddelelsen. Forpligtelserne i denne forordning for udbydere af onlineplatforme kan dog finde anvendelse på tjenester, der gør det muligt at stille information til rådighed for et potentielt ubegrænset antal modtagere, der ikke bestemmes af afsenderen af meddelelsen, f.eks. gennem offentlige grupper eller åbne kanaler. Information bør kun anses for at blive udbredt til offentligheden i henhold til denne forordning, hvis udbredelsen sker efter direkte anmodning fra den tjenestemodtager, der leverer informationen.

(15)

Hvis nogle af de tjenester, der ydes af en tjenesteyder, er omfattet af denne forordning, mens andre ikke er omfattet, eller hvis de tjenester, der ydes af en tjenesteyder, er omfattet af forskellige afdelinger i denne forordning, bør de relevante bestemmelser i denne forordning kun finde anvendelse på de tjenester, der falder ind under deres anvendelsesområde.

(16)

Den retssikkerhed, som den horisontale ramme for tjenesteyderes betingede fritagelse for formidleransvar fastsat i direktiv 2000/31/EF giver, har gjort det muligt at udvikle og opskalere mange nye tjenester i hele det indre marked. Denne ramme bør derfor opretholdes. I betragtning af den forskellige gennemførelse og anvendelse af de relevante regler på nationalt plan og af hensyn til klarheden og sammenhængen bør denne ramme imidlertid indarbejdes i denne forordning. Det er også nødvendigt at præcisere visse elementer i denne ramme under hensyntagen til Den Europæiske Unions Domstols retspraksis.

(17)

I reglerne om ansvar for udbydere af formidlingstjenester fastsat i denne forordning bør det kun fastsættes, hvornår den berørte udbyder af formidlingstjenester ikke kan drages til ansvar for ulovligt indhold, der leveres af tjenestemodtagerne. Disse regler bør ikke forstås som et positivt grundlag for at fastslå, hvornår en tjenesteyder kan drages til ansvar, idet dette henhører under gældende EU-ret eller national ret. Desuden bør de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, finde anvendelse på enhver form for ansvar for enhver form for ulovligt indhold, uanset denne rets særlige genstand eller art.

(18)

De ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, bør ikke finde anvendelse, hvis udbyderen af formidlingstjenester i stedet for at begrænse sig til at yde tjenesterne neutralt ved en udelukkende teknisk og automatisk behandling af den information, der leveres af tjenestemodtageren, spiller en aktiv rolle på en måde, der giver udbyderen viden om eller kontrol over denne information. Disse fritagelser bør derfor ikke indrømmes for ansvar for information, der ikke leveres af tjenestemodtageren, men af udbyderen af formidlingstjenesten selv, herunder når informationen er blevet udarbejdet under denne udbyders redaktionelle ansvar.

(19)

I betragtning af den forskellige karakter af ren videreformidling (»mere conduit«) og caching- og oplagringsaktiviteter og de pågældende tjenesteyderes forskellige position og muligheder er det nødvendigt at sondre mellem de regler, der finder anvendelse på disse aktiviteter, for så vidt de er underlagt forskellige krav og betingelser i denne forordning, og deres anvendelsesområde er forskelligt, som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol.

(20)

Hvis en udbyder af formidlingstjenester bevidst samarbejder med en tjenestemodtager om at begå ulovlige handlinger, bør tjenesten anses for ikke at være blevet ydet neutralt, og udbyderen bør derfor ikke kunne omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning. Dette bør f.eks. være tilfældet, når udbyderen udbyder sin tjeneste med det hovedformål at lette ulovlige aktiviteter, f.eks. ved at gøre det tydeligt, at dens formål er at lette ulovlige aktiviteter, eller at dens tjenester egner sig til dette formål. Alene den omstændighed, at en tjeneste udbyder krypterede transmissioner eller ethvert andet system, der gør det umuligt at identificere brugeren, bør ikke i sig selv betragtes som fremme af ulovlige aktiviteter.

(21)

En udbyder bør kunne fritages for ansvar for ren videreformidling (»mere conduit«) og for cachingtjenester, hvis udbyderen på ingen måde er involveret i de informationer, der transmitteres eller tilgås. Dette kræver bl.a., at udbyderen ikke ændrer de informationer, den pågældende transmitterer, eller som denne giver adgang til. Dette krav bør dog ikke fortolkes således, at det omfatter tekniske manipulationer, der finder sted i løbet af transmissionen eller under adgangen, så længe disse manipulationer ikke ændrer de transmitterede informationers integritet eller integriteten af de informationer, som der er givet adgang til.

(22)

For at blive omfattet af ansvarsfritagelsen for oplagringstjenester bør tjenesteyderen, når denne har fået konkret kendskab til ulovlige aktiviteter eller ulovligt indhold, straks tage skridt til at fjerne det pågældende indhold eller hindre adgangen hertil. Fjernelse af informationen eller hindring af adgangen hertil bør ske under overholdelse af tjenestemodtagernes grundlæggende rettigheder, herunder retten til ytrings- og informationsfrihed. Udbyderen kan bl.a. få dette konkrete kendskab til indholdets ulovlige karakter gennem undersøgelser på eget initiativ eller gennem anmeldelser indgivet til udbyderen af enkeltpersoner eller enheder i overensstemmelse med denne forordning, for så vidt disse anmeldelser er tilstrækkelig præcise og underbyggede til, at en påpasselig erhvervsdrivende med rimelighed kan identificere, vurdere og i givet fald gribe ind over for det påståede ulovlige indhold. Dette konkrete kendskab kan dog ikke anses for at være opnået alene med den begrundelse, at udbyderen generelt har kendskab til, at dens tjeneste også anvendes til at lagre ulovligt indhold. Desuden er den omstændighed, at en udbyder automatisk indekserer information, der uploades til dens tjeneste, at den har en søgefunktion, eller at den anbefaler information på grundlag af tjenestemodtagernes profiler eller præferencer, ikke tilstrækkelig grund til at antage, at den pågældende udbyder har et »specifikt« kendskab til ulovlige aktiviteter, der udføres på den pågældende platform, eller til ulovligt indhold, der er lagret på den.

(23)

Ansvarsfritagelsen bør ikke finde anvendelse, hvis tjenestemodtageren handler under oplagringstjenesteudbyderens myndighed eller kontrol. Hvis udbyderen af en onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, fastsætter prisen på de varer eller tjenester, som den erhvervsdrivende udbyder, bør det antages, at den erhvervsdrivende handler under denne platforms myndighed eller kontrol.

(24)

For at sikre en effektiv beskyttelse af forbrugere, der indgår i formidlede kommercielle transaktioner på internettet, bør visse udbydere af oplagringstjenester, nemlig onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ikke kunne nyde godt af den ansvarsfritagelse for udbydere af oplagringstjenester, der er fastsat i denne forordning, for så vidt som disse onlineplatforme præsenterer den relevante information vedrørende de pågældende transaktioner på en sådan måde, at forbrugerne får den opfattelse, at informationen blev leveret af disse onlineplatforme selv eller af erhvervsdrivende, der handler under deres myndighed eller kontrol, og at disse onlineplatforme derfor har kendskab til eller kontrol over informationen, selv om det i realiteten ikke altid er tilfældet. Eksempler på sådan opførsel kunne være, hvis en onlineplatform ikke tydeligt viser den erhvervsdrivendes identitet som krævet ved denne forordning, eller hvis en onlineplatform tilbageholder den erhvervsdrivendes identitets- eller kontaktoplysninger indtil efter indgåelse af aftalen mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren, eller hvis en onlineplatform markedsfører produktet eller tjenesten i eget navn i stedet for at bruge navnet på den erhvervsdrivende, der vil levere produktet eller yde tjenesten. I denne forbindelse bør det på grundlag af alle relevante omstændigheder objektivt bestemmes, om præsentationen kunne få en gennemsnitsforbruger til at tro, at den pågældende oplysning blev givet af selve onlineplatformen eller af erhvervsdrivende, der handler under dennes myndighed eller kontrol.

(25)

De ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, bør ikke berøre muligheden for udstedelse af påbud af forskellig art til udbydere af formidlingstjenester, selv om de opfylder de betingelser, der er fastsat for disse fritagelser. Sådanne påbud kunne navnlig bestå i påbud fra domstole eller administrative myndigheder, udstedt i overensstemmelse med EU-retten, hvori det kræves, at eventuelle overtrædelser bringes til ophør eller forhindres, herunder at ulovligt indhold præciseret i sådanne påbud, fjernes, eller at adgangen hertil hindres.

(26)

For at skabe retssikkerhed og undgå at hæmme aktiviteter, der har til formål at påvise, identificere og bekæmpe ulovligt indhold, som udbydere af alle kategorier af formidlingstjenester udfører på frivillig basis, bør det præciseres, at den blotte omstændighed, at udbydere udfører sådanne aktiviteter, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, forudsat at disse aktiviteter udføres i god tro og omhyggeligt. Betingelsen om at handle i god tro og omhyggeligt bør omfatte handling på en objektiv, ikkeforskelsbehandlende og forholdsmæssigt afpasset måde under behørig hensyntagen til alle involverede parters rettigheder og legitime interesser og tilvejebringelse af de nødvendige garantier mod uberettiget fjernelse af lovligt indhold i overensstemmelse med denne forordnings mål og krav. Med henblik herpå bør de pågældende udbydere f.eks. træffe rimelige foranstaltninger til at sikre, at den relevante teknologi, når der anvendes automatiserede værktøjer til at udføre sådanne aktiviteter, er tilstrækkelig pålidelig til i videst muligt omfang at begrænse fejlprocenten. Det bør desuden præciseres, at den blotte omstændighed, at disse udbydere i god tro træffer foranstaltninger for at opfylde kravene i EU-retten, herunder kravene i denne forordning vedrørende gennemførelse af deres vilkår og betingelser, ikke betyder, at de ikke kan omfattes af ansvarsfritagelserne fastsat i denne forordning. Derfor bør sådanne aktiviteter og foranstaltninger, som en udbyder måtte have gennemført, ikke tages i betragtning ved afgørelsen af, om udbyderen kan indrømmes ansvarsfritagelse, navnlig for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt udbyderen udbyder sin tjeneste neutralt og derfor kan omfattes af anvendelsesområdet for den relevante bestemmelse, om end denne regel ikke betyder, at udbyderen nødvendigvis indrømmes ansvarsfritagelse. Frivillige tiltag bør ikke anvendes til at omgå forpligtelserne for alle udbydere af formidlingstjenester i henhold til denne forordning.

(27)

Selv om der i reglerne om ansvar for udbydere af formidlingstjenester fastsat i denne forordning er fokus på ansvarsfritagelse for udbydere af formidlingstjenester, er det vigtigt at minde om, at problemet med ulovligt indhold og ulovlige aktiviteter på internettet på trods af disse udbyderes generelt vigtige rolle ikke bør løses ved udelukkende at fokusere på deres forpligtelser og ansvar. Tredjeparter, som berøres af ulovligt indhold, der transmitteres eller lagres online, bør så vidt muligt forsøge at løse konflikter vedrørende sådant indhold uden at inddrage de berørte udbydere af formidlingstjenester. Tjenestemodtagere bør drages til ansvar for det ulovlige indhold, som de leverer, og som de kan udbrede til offentligheden gennem formidlingstjenester, hvor dette er foreskrevet i gældende EU-retlige regler og nationale retsregler på dette område. Andre aktører såsom gruppemoderatorer i lukkede onlinemiljøer, navnlig i tilfælde af store grupper, bør i givet fald også bidrage til at undgå udbredelsen af ulovligt indhold på internettet i overensstemmelse med gældende ret. Når det er nødvendigt at inddrage udbydere af informationssamfundstjenester, herunder udbydere af formidlingstjenester, bør anmodninger eller påbud om en sådan inddragelse desuden som hovedregel rettes til den specifikke udbyder, der har den tekniske og operationelle evne til at gribe ind over for specifikt ulovligt indhold, med henblik på at forhindre og minimere eventuelle negative virkninger for tilgængeligheden af og adgangen til information, der ikke er ulovligt indhold.

(28)

Siden 2000 er der fremkommet nye teknologier, som forbedrer tilgængeligheden, effektiviteten, hastigheden, pålideligheden, kapaciteten og sikkerheden af systemer til transmission, søgbarhed og lagring af data online, hvilket fører til et stadig mere komplekst onlineøkosystem. I denne forbindelse bør det erindres, at de tjenesteydere, der etablerer og fremmer internettets underliggende logiske arkitektur og korrekte funktion, herunder tekniske hjælpefunktioner, også kan omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat i denne forordning, i det omfang deres tjenester kan betegnes som ren videreformidling (»mere conduit«) eller caching- eller oplagringstjenester. Sådanne tjenester omfatter alt efter omstændighederne, trådløse lokalnet, DNS-tjenester, topdomæneadministratorer og -registratorer, certificeringsmyndigheder, der udsteder digitale certifikater, virtuelle private netværk, onlinesøgemaskiner, cloud-infrastrukturtjenester eller netværk til levering af indhold, der muliggør, lokaliserer eller forbedrer andre udbydere af formidlingstjenesters funktioner. På samme måde har de tjenester, der anvendes til kommunikationsformål, og de tekniske midler til ydelse heraf også udviklet sig betydeligt, hvilket har givet anledning til onlinetjenester som f.eks. internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester, hvor kommunikationen leveres via en internetadgangstjeneste. Disse tjenester kan også omfattes af ansvarsfritagelserne, i det omfang de kan betegnes som ren videreformidling (»mere conduit«) eller caching- eller oplagringstjenester.

(29)

Formidlingstjenester omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, der finder sted online, og som løbende udvikler sig for at sørge for hurtig og sikker transmission af information og for at sikre bekvemmelighed for alle deltagere i onlineøkosystemet. Rene videreformidlingstjenester (»mere conduit«-tjenester) omfatter f.eks. generiske kategorier af tjenester såsom internetudvekslingspunkter, trådløse adgangspunkter, virtuelle private netværk, DNS-tjenester og -resolvere, topdomæneadministratorer og -registratorer, certificeringsmyndigheder, der udsteder digitale certifikater, internettelefoni og andre interpersonelle kommunikationstjenester, mens generiske eksempler på »caching«-formidlingstjenester kun omfatter udbud af netværk til levering af indhold, omvendte proxyservere eller proxyservere til tilpasning af indhold. Sådanne tjenester er afgørende for at sikre gnidningsløs og effektiv transmission af information, der leveres på internettet. Eksempler på »oplagringstjenester« omfatter kategorier af tjenester såsom cloudcomputing, weboplagring, søge- og annonceringsydelser mod betaling eller tjenester, der gør det muligt at dele information og indhold online, herunder fillagring og -deling. Formidlingstjenester kan ydes isoleret som en del af en anden type formidlingstjeneste eller samtidig med andre formidlingstjenester. Hvorvidt en bestemt tjeneste udgør en ren videreformidlings- (»mere conduit«-), caching- eller oplagringstjeneste afhænger udelukkende af dens tekniske funktionaliteter, som kan udvikle sig med tiden, og bør vurderes fra sag til sag.

(30)

Udbydere af formidlingstjenester bør hverken de jure eller de facto være underlagt generelle overvågningsforpligtelser. Dette vedrører ikke overvågningsforpligtelser i et specifikt tilfælde, og navnlig berører det ikke nationale myndigheders påbud i overensstemmelse med national lovgivning, som er i overensstemmelse med EU-retten som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol, og i overensstemmelse med betingelserne fastsat i denne forordning. Intet i denne forordning bør fortolkes som en generel overvågningsforpligtelse eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller som en generel forpligtelse for udbyderne til at træffe proaktive foranstaltninger vedrørende ulovligt indhold.

(31)

Afhængigt af den enkelte medlemsstats retssystem og det pågældende retsområde kan de nationale retslige eller administrative myndigheder, herunder de retshåndhævende myndigheder, pålægge udbydere af formidlingstjenester at gribe ind over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold eller give visse specifikke oplysninger. Der er stor forskel på den nationale lovgivning, som ligger til grund for udstedelsen af sådanne påbud, og påbuddene anvendes i stigende grad i grænseoverskridende situationer. For at sikre at disse påbud kan efterkommes på en effektiv måde, navnlig i en grænseoverskridende sammenhæng, uden at krænke tredjemands rettigheder og legitime interesser unødigt, således at de berørte offentlige myndigheder kan udføre deres opgaver og udbyderne ikke pålægges uforholdsmæssige byrder, er det nødvendigt at fastsætte visse betingelser, som disse påbud skal opfylde, og visse supplerende krav vedrørende behandlingen af disse påbud. Derfor bør denne forordning kun harmonisere visse specifikke minimumsbetingelser, som sådanne påbud bør opfylde for at gøre forpligtelsen for udbydere af formidlingstjenester til at underrette de relevante myndigheder om disse påbuds virkninger gældende i overensstemmelse med denne forordning. Denne forordning udgør derfor hverken et retsgrundlag for udstedelse af sådanne påbud og regulerer ikke deres territoriale anvendelsesområde eller grænseoverskridende håndhævelse.

(32)

Gældende EU-ret eller national ret, som ligger til grund for udstedelsen af disse påbud, kan kræve yderligere betingelser og bør danne grundlag for håndhævelsen af de respektive påbud. I tilfælde af manglende overholdelse af sådanne påbud bør den udstedende medlemsstat kunne håndhæve dem i overensstemmelse med sin nationale ret. Den gældende nationale ret bør være i overensstemmelse med EU-retten, herunder chartret og de i TEUF fastsatte bestemmelser om etableringsfrihed og frihed til udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, navnlig med hensyn til onlinespil og -væddemål. Tilsvarende berører anvendelsen af sådan national lovgivning til håndhævelse af de respektive påbud ikke gældende EU-retsakter eller internationale aftaler, som Unionen eller medlemsstaterne har indgået vedrørende grænseoverskridende anerkendelse, fuldbyrdelse og håndhævelse af disse påbud, navnlig i civilretlige sager og straffesager. På den anden side bør håndhævelsen af forpligtelsen til at underrette de relevante myndigheder om virkningerne af påbuddene i modsætning til håndhævelsen af selve påbuddet være omfattet af reglerne fastsat i denne forordning.

(33)

Udbyderen af formidlingstjenester bør underrette udstedelsesmyndigheden om enhver opfølgning på sådanne påbud uden unødig forsinkelse i overensstemmelse med de frister, der er fastsat i relevant EU-ret eller national ret.

(34)

De relevante nationale myndigheder bør kunne udstede sådanne påbud mod indhold, der anses for at være ulovligt, eller påbud om at give oplysninger på grundlag af EU-retten eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, navnlig chartret, og rette dem mod udbydere af formidlingstjenester, herunder dem, der er etableret i en anden medlemsstat. Denne forordning bør dog ikke berøre EU-retten på området for civil- og strafferetligt samarbejde, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 og en forordning om europæiske editions- og sikringskendelser om elektronisk bevismateriale i straffesager, og national straffeprocesret eller civilprocesret. Hvis denne lovgivning i forbindelse med straffesager eller civile sager fastsætter betingelser, der er supplerende eller uforenelige med betingelserne fastsat i denne forordning, for så vidt angår påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold eller om at give oplysninger, kan det derfor være, at betingelserne i denne forordning ikke finder anvendelse eller tilpasses. Navnlig kan det være, at forpligtelsen om, at koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat skal fremsende en kopi af påbuddene til alle andre koordinatorer for digitale tjenester, ikke finder anvendelse i forbindelse med straffesager eller tilpasses, hvis det er fastsat i gældende national straffeprocesret.

Desuden bør forpligtelsen om, at påbuddene skal indeholde en begrundelse for, hvorfor oplysningerne er ulovligt indhold, om nødvendigt tilpasses i henhold til gældende national straffeprocesret med henblik på forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger. Endelig kan forpligtelsen om, at udbyderne af formidlingstjenester skal underrette tjenestemodtageren udsættes i overensstemmelse med gældende EU-ret eller national ret, navnlig i forbindelse med strafferetlige, civilretlige eller administrative procedurer. Desuden bør påbuddene udstedes i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679 og forbuddet mod generelle forpligtelser til at overvåge information eller aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig aktivitet, som fastsat i denne forordning. De betingelser og krav, der er fastsat i denne forordning, og som finder anvendelse på påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold, berører ikke andre EU-retsakter med bestemmelser om tilsvarende systemer til bekæmpelse af specifikke former for ulovligt indhold, f.eks. forordning (EU) 2021/784, forordning (EU) 2019/1020 eller forordning (EU) 2017/2394, der tillægger medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder på forbrugerområdet specifikke beføjelser til at udstede påbud om at give oplysninger, selv om de betingelser og krav, der gælder for påbud om at give oplysninger, ikke berører andre EU-retsakter med tilsvarende relevante regler for specifikke sektorer. Disse betingelser og krav bør ikke berøre reglerne om opbevaring og sikring af data i gældende national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og de retshåndhævende myndigheders anmodninger om fortrolig behandling i forbindelse med afslag på aktindsigt. Disse betingelser og krav bør ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at kræve, at en udbyder af formidlingstjenester forebygger en overtrædelse i overensstemmelse med EU-retten, herunder denne forordning, og navnlig forbuddet mod generelle overvågningsforpligtelser.

(35)

De betingelser og krav, der er fastsat i denne forordning, bør være opfyldt senest, når påbuddet sendes til den pågældende udbyder. Derfor kan påbuddet udstedes på et af den berørte medlemsstats udstedende myndigheds officielle sprog. Hvis dette sprog imidlertid er forskelligt fra det sprog, som udbyderen af formidlingstjenester har angivet, eller fra et andet officielt sprog i medlemsstaten, der er aftalt mellem den myndighed, der har udstedt påbuddet, og udbyderen af formidlingstjenester, bør fremsendelsen af påbuddet ledsages af en oversættelse af mindst de elementer i påbuddet, der er fastsat i denne forordning. Hvis en udbyder af formidlingstjenester har aftalt med en medlemsstats myndigheder at anvende et bestemt sprog, bør den tilskyndes til at acceptere påbud på samme sprog udstedt af myndigheder i andre medlemsstater. Påbuddene bør indeholde elementer, der gør det muligt for adressaten at identificere den udstedende myndighed, herunder kontaktoplysninger for et kontaktpunkt i denne myndighed, hvor det er relevant, og at kontrollere ægtheden af påbuddet.

(36)

Det territoriale anvendelsesområde for sådanne påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold bør fastsættes klart på grundlag af gældende EU-ret eller national ret om udstedelse af påbud og bør ikke gå ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at nå dets mål. I denne henseende bør den nationale retslige eller administrative myndighed, der kan være en retshåndhævende myndighed, der udsteder påbuddet, afveje det mål, som det pågældende påbud søger at opfylde i overensstemmelse med retsgrundlaget for udstedelse heraf, med alle potentielt berørte tredjeparters rettigheder og legitime interesser, navnlig deres grundlæggende rettigheder i henhold til chartret. Navnlig i en grænseoverskridende sammenhæng bør påbuddets virkninger principielt begrænses til den udstedende medlemsstats område, medmindre indholdets ulovlighed følger direkte af EU-retten, eller den udstedende myndighed mener, at de rettigheder, der er på spil, kræver et bredere territorialt anvendelsesområde i overensstemmelse med EU-retten og folkeretten, samtidig med at der tages hensyn til venskabelig international sameksistens.

(37)

De påbud om at give oplysninger, der reguleres i denne forordning, vedrører specifikke oplysninger om individuelle modtagere af den pågældende formidlingstjeneste, som angives i disse påbud, med henblik på at fastslå, om tjenestemodtagerne overholder gældende EU-regler eller nationale regler. Sådanne påbud bør anmode om oplysninger, der gør det muligt at identificere den berørte tjenestemodtager. Påbud vedrørende oplysninger om en gruppe af tjenestemodtagere, som ikke er specifikt identificeret, herunder påbud om at levere sammenfattede oplysninger til statistiske formål eller evidensbaseret politikudformning, er ikke omfattet af kravene i denne forordning om tilvejebringelse af oplysninger.

(38)

Påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og give oplysninger er omfattet af de regler, der fastsætter kompetencen i den medlemsstat, hvor den berørte tjenesteyder er etableret, med mulighed for fravigelser fra denne kompetence i visse tilfælde, jf. artikel 3 i direktiv 2000/31/EF, hvis betingelserne i nævnte artikel er opfyldt. Da de pågældende påbud vedrører specifikt ulovligt indhold og specifik ulovlig information, begrænser disse påbud udstedt til udbydere af formidlingstjenester, som er etableret i en anden medlemsstat, i princippet ikke disse udbyderes frihed til at yde deres tjenester på tværs af grænserne. Derfor finder bestemmelserne i artikel 3 i direktiv 2000/31/EF, herunder bestemmelserne om at begrunde foranstaltninger, der fraviger kompetencen i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, med henvisning til visse specifikke grunde, og om meddelelse af sådanne foranstaltninger, ikke anvendelse på disse påbud.

(39)

Kravene om at give oplysninger om klagemekanismer for udbyderen af formidlingstjenesten og den tjenestemodtager, der leverede indholdet, omfatter et krav om at give oplysninger om administrative klagebehandlingsmekanismer og domstolsprøvelse, herunder klager over påbud udstedt af retslige myndigheder. Desuden kan koordinatorerne for digitale tjenester udvikle nationale værktøjer og national vejledning for så vidt angår klage- og søgsmålsmekanismer, der finder anvendelse på deres respektive områder, for at lette tjenestemodtagernes adgang til sådanne mekanismer. Endelig bør medlemsstaterne ved anvendelsen af denne forordning overholde den grundlæggende ret til effektive retsmidler og til en upartisk domstol som fastsat i chartrets artikel 47. Denne forordning bør derfor ikke forhindre de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret i at udstede et påbud om at genetablere indhold, hvis et sådant indhold har været i overensstemmelse med udbyderen af formidlingstjenesters vilkår og betingelser, men fejlagtigt er blevet betragtet som ulovligt af denne udbyder og er blevet fjernet.

(40)

For at nå målene i denne forordning og navnlig for at forbedre det indre markeds funktion og sikre et sikkert og gennemsigtigt onlinemiljø er det nødvendigt at fastsætte et klart, effektivt, forudsigeligt og afbalanceret sæt harmoniserede due diligence-forpligtelser for udbydere af formidlingstjenester. Disse forpligtelser bør navnlig have til formål at sikre forskellige offentlige politiske mål såsom at skabe sikkerhed og tillid for tjenestemodtagerne, herunder forbrugere, mindreårige og brugere, der har en særlig risiko for at blive udsat for hadefuld tale, seksuel chikane eller andre forskelsbehandlende handlinger, at beskytte de relevante grundlæggende rettigheder nedfældet i chartret, at sikre, at udbyderne er reelt ansvarlige, og at styrke tjenestemodtagerne og andre berørte parter og samtidig lette de kompetente myndigheders nødvendige tilsyn.

(41)

I denne forbindelse er det vigtigt, at due diligence-forpligtelserne tilpasses typen, størrelsen og arten af den pågældende formidlingstjeneste. I denne forordning fastsættes derfor grundlæggende forpligtelser for alle udbydere af formidlingstjenester og yderligere forpligtelser for udbydere af oplagringstjenester og mere specifikt udbydere af onlineplatforme og af meget store onlineplatforme samt af meget store onlinesøgemaskiner. Udbydere af formidlingstjenester, der henhører under et antal forskellige kategorier som følge af arten af deres tjenester og deres størrelse, bør opfylde alle de tilsvarende forpligtelser i denne forordning med relation til disse tjenester. Disse harmoniserede due diligence-forpligtelser, som bør være rimelige og ikkevilkårlige, er nødvendige for at imødekomme de identificerede offentlige politiske mål såsom beskyttelse af tjenestemodtagernes legitime interesser, bekæmpelse af ulovlig praksis og beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, online. Due diligence-forpligtelserne er forenelige med og uafhængige af spørgsmålet om formidlingstjenesteudbyderes ansvar og skal derfor vurderes særskilt.

(42)

For at fremme en gnidningsløs og effektiv tovejskommunikation, herunder, hvor det er relevant, ved at anerkende modtagelsen af en sådan kommunikation, vedrørende forhold, der er omfattet af denne forordning, bør udbydere af formidlingstjenester pålægges at udpege ét enkelt elektronisk kontaktpunkt og offentliggøre og ajourføre relevante oplysninger om dette kontaktpunkt, herunder om de sprog, der skal anvendes i denne kommunikation. Det elektroniske kontaktpunkt kan også anvendes af pålidelige indberettere og af professionelle enheder, som har en særlig tilknytning til udbyderen af formidlingstjenester. I modsætning til den retlige repræsentant bør det elektroniske kontaktpunkt tjene operationelle formål og bør ikke pålægges at have en fysisk placering. Udbydere af formidlingstjenester kan udpege det samme enkelte kontaktpunkt med henblik på kravene i denne forordning samt med henblik på andre EU-retsakter. Ved fastlæggelsen af kommunikationssprogene tilskyndes udbydere af formidlingstjenester til at sikre, at de valgte sprog ikke i sig selv udgør en hindring for kommunikationen. Udbydere af formidlingstjenester og medlemsstaternes myndigheder bør om nødvendigt kunne indgå en særskilt aftale om kommunikationssproget eller kunne søge alternative metoder til at overvinde sprogbarrieren, herunder ved hjælp af alle tilgængelige teknologiske midler eller interne og eksterne menneskelige ressourcer.

(43)

Udbydere af formidlingstjenester bør desuden pålægges at udpege ét enkelt kontaktpunkt for tjenestemodtagere, som muliggør hurtig, direkte og effektiv kommunikation, navnlig ved brug af lettilgængelige midler såsom telefonnumre, e-mailadresser, elektroniske kontaktformularer, chatbots eller instant messaging. Det bør udtrykkeligt angives, når en tjenestemodtager kommunikerer med chatbots. Udbydere af formidlingstjenester bør gøre det muligt for tjenestemodtagerne at vælge metoder til direkte og effektiv kommunikation, som ikke udelukkende er baseret på automatiske værktøjer. Udbydere af formidlingstjenester bør gøre enhver rimelig indsats for at sikre, at der afsættes tilstrækkelige menneskelige og økonomiske ressourcer til at sikre, at denne kommunikation gennemføres rettidigt og effektivt.

(44)

Udbydere af formidlingstjenester, der er etableret i et tredjeland, og som udbyder tjenester i Unionen, bør udpege en tilstrækkelig bemyndiget retlig repræsentant i Unionen og give oplysninger om deres retlige repræsentanter til de relevante myndigheder og gøre dem offentligt tilgængelige. For at opfylde denne forpligtelse bør sådanne udbyderne af formidlingstjenester desuden sikre, at den udpegede retlige repræsentant har de nødvendige beføjelser og ressourcer til at samarbejde med de relevante myndigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en udbyder af formidlingstjenester udpeger en dattervirksomhed i samme koncern som udbyderen eller dens modervirksomhed, hvis dattervirksomheden eller modervirksomheden er etableret i Unionen. Det er dog muligvis ikke tilfældet, når den retlige repræsentant f.eks. er omfattet af rekonstruktionsprocedurer, konkurs, personlig insolvens eller en virksomheds insolvens. Denne forpligtelse bør muliggøre et effektivt tilsyn med og om nødvendigt en effektiv håndhævelse af denne forordning i forhold til disse udbydere. Det bør være muligt for en retlig repræsentant i overensstemmelse med national ret at blive bemyndiget af mere end én udbyder af formidlingstjenester. Den retlige repræsentant bør også kunne fungere som kontaktpunkt, forudsat at de relevante krav i denne forordning er opfyldt.

(45)

Selv om aftalefriheden for udbydere af formidlingstjenester i princippet bør respekteres, er det hensigtsmæssigt at fastsætte visse regler for indholdet, anvendelsen og håndhævelsen af disse udbyderes vilkår og betingelser af hensyn til gennemsigtigheden og beskyttelsen af tjenestemodtagere og for at undgå urimelige eller vilkårlige resultater. Udbydere af formidlingstjenester bør i deres vilkår og betingelser klart angive og vedligeholde ajourført information om de forhold, på grundlag af hvilke de kan begrænse udbuddet af deres tjenester. Disse oplysninger bør navnlig omfatte oplysninger om alle politikker, procedurer, foranstaltninger og værktøjer, der anvendes med henblik på indholdsmoderation, herunder algoritmisk beslutningstagning og menneskelig gennemgang, og procedurereglerne for deres interne klagebehandlingssystem. De bør ligeledes medtage let tilgængelige oplysninger om retten til at opsige brugen af tjenesten. Udbydere af formidlingstjenester kan i deres tjenestevilkår anvende grafiske elementer såsom ikoner eller billeder til at illustrere de væsentligste elementer i de i denne forordning fastsatte oplysningskrav. Udbydere bør ved hjælp af passende midler underrette tjenestemodtagerne om væsentlige ændringer i vilkår og betingelser, f.eks. når de ændrer reglerne for, hvilke oplysninger der er tilladt på deres tjeneste, eller andre sådanne ændringer, der direkte kan påvirke modtagernes mulighed for at gøre brug af tjenesten.

(46)

Udbydere af formidlingstjenester, der primært er rettet mod mindreårige, f.eks. gennem tjenestens udformning eller markedsføring, eller som hovedsagelig anvendes af mindreårige, bør gøre en særlig indsats for at gøre forklaringen af deres vilkår og betingelser let forståelig for mindreårige.

(47)

Udbydere af formidlingstjenester bør ved udformningen, anvendelsen og håndhævelsen af disse begrænsninger handle på en ikkevilkårlig og ikkeforskelsbehandlende måde og tage hensyn til tjenestemodtagernes rettigheder og legitime interesser, herunder de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret. F.eks. bør udbydere af meget store onlineplatforme navnlig tage behørigt hensyn til ytrings- og informationsfriheden, herunder mediefrihed og mediepluralisme. Alle udbydere af formidlingstjenester bør også tage behørigt hensyn til relevante internationale standarder for beskyttelse af menneskerettighederne såsom De Forenede Nationers vejledende principper om erhvervslivet og menneskerettigheder.

(48)

I betragtning af deres særlige rolle og rækkevidde er det hensigtsmæssigt at pålægge meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner yderligere krav vedrørende oplysning om og gennemsigtighed af deres vilkår og betingelser. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør derfor fastsætte deres vilkår og betingelser på alle de officielle sprog i alle de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester, og bør også give tjenestemodtagerne et kortfattet og letlæseligt sammendrag af hovedelementerne i vilkårene og betingelserne. Dette sammendrag bør udpege de væsentligste elementer i oplysningskravene, herunder muligheden for let fravælgelse af frivillige betingelser.

(49)

For at sikre en passende grad af gennemsigtighed og ansvarlighed bør udbydere af formidlingstjenester i overensstemmelse med de harmoniserede krav i denne forordning offentliggøre en årlig rapport om deres indholdsmoderation i et maskinlæsbart format, som de forpligter sig til, herunder om de trufne foranstaltninger som følge af anvendelsen og håndhævelsen af deres vilkår og betingelser. For at undgå uforholdsmæssige byrder bør disse rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed dog ikke gælde for udbydere, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (25), og som ikke er meget store onlineplatforme i den i denne forordning anvendte betydning.

(50)

Udbydere af oplagringstjenester spiller en særlig vigtig rolle i bekæmpelsen af ulovligt indhold på internettet, da de lagrer oplysninger, der leveres af tjenestemodtagerne og på disses anmodning, og typisk giver andre brugere adgang hertil, nogle gange i stor skala. Det er vigtigt, at alle udbydere af oplagringstjenester, uanset deres størrelse, indfører let tilgængelige og brugervenlige anmeldelsesmekanismer og handlepligt, der gør det lettere at anmelde specifik information, som anmelderen anser for at være ulovligt indhold, til den berørte udbyder af oplagringstjenester (anmeldelse), som derefter afgør, om vedkommende er enig i denne vurdering og vil fjerne det pågældende indhold eller hindre adgangen hertil (indgreb). Sådanne mekanismer bør klart kunne identificeres, placeres tæt på de pågældende oplysninger og være mindst lige så lette at finde og anvende som anmeldelsesmekanismer for indhold, der er i strid med oplagringstjenesteyderens vilkår og betingelser. Forudsat at kravene til anmeldelser er opfyldt, bør det være muligt for enkeltpersoner eller enheder at anmelde flere specifikke eksempler på påstået ulovligt indhold i en enkelt anmeldelse med henblik på at sikre en effektiv funktion af anmeldelsesmekanismerne og handlepligten. Anmeldelsesmekanismen bør muliggøre, men ikke kræve, identificering af den enkeltperson eller enhed, som indgiver en anmeldelse. For visse typer af oplysninger, der anmeldes, kan identiteten på den enkeltperson eller enhed, som indgiver en anmeldelse, være nødvendig for at afgøre, om de pågældende oplysninger udgør ulovligt indhold som påstået. Forpligtelsen til at indføre anmeldelsesmekanismer og handlepligt bør f.eks. gælde for fillagrings- og delingstjenester, weboplagringstjenester, reklameservere og pastebins, hvis de er oplagringstjenester og omfattet af denne forordning.

(51)

Under hensyntagen til behovet for at tage behørigt hensyn til alle berørte parters grundlæggende rettigheder i henhold til chartret bør ethvert tiltag, der iværksættes af en udbyder af oplagringstjenester i forbindelse med modtagelse af en anmeldelse, være strengt målrettet i den forstand, at det bør tjene til at fjerne eller hindre adgangen til den specifikke information, der anses for at udgøre ulovligt indhold, uden at det unødigt berører tjenestemodtagernes ytrings- og informationsfrihed. Anmeldelser bør derfor som hovedregel rettes til udbydere af oplagringstjenester, som med rimelighed kan forventes at have den tekniske og operationelle evne til at gribe ind mod sådan specifik information. Udbydere af oplagringstjenester, der modtager en anmeldelse om specifik information, som de af tekniske eller operationelle årsager ikke kan fjerne, bør underrette den person eller enhed, der har indgivet anmeldelsen.

(52)

Reglerne om disse anmeldelsesmekanismer og denne handlepligt bør harmoniseres på EU-plan for at sikre rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig behandling af anmeldelser på grundlag af ensartede, gennemsigtige og klare regler, der giver solide garantier for beskyttelse af alle berørte parters rettigheder og legitime interesser, navnlig deres grundlæggende rettigheder garanteret i chartret, uanset i hvilken medlemsstat disse parter er etableret eller har bopæl, og uanset det pågældende retsområde. De grundlæggende rettigheder omfatter, men er ikke begrænset til: for tjenestemodtagerne retten til ytrings- og informationsfrihed, retten til respekt for privatliv og familieliv, retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til ikkeforskelsbehandling og retten til effektive retsmidler; for tjenesteudbyderne friheden til at oprette og drive egen virksomhed, herunder aftalefrihed; for parter, der er berørt af ulovligt indhold, retten til menneskelig værdighed, børns rettigheder, retten til beskyttelse af ejendom, herunder intellektuel ejendomsret, og retten til ikkeforskelsbehandling. Udbydere af oplagringstjenester bør følge op på anmeldelser rettidigt, navnlig ved at tage hensyn til, hvilken form for ulovligt indhold der anmeldes, og hvor meget det haster at iværksætte tiltag. Sådanne udbydere kan f.eks. forventes at gribe ind straks, når det påståede ulovlige indhold, der anmeldes, indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed. Udbyderen af oplagringstjenester bør underrette den enkeltperson eller enhed, der anmelder det specifikke indhold, uden unødig forsinkelse, efter at den har truffet beslutning om, hvorvidt der skal følges op på anmeldelsen eller ej.

(53)

Anmeldelsesmekanismerne og handlepligten bør gøre det muligt at indgive anmeldelser, der er tilstrækkelig præcise og tilstrækkelig underbyggede til, at den pågældende udbyder af oplagringstjenester kan træffe en informeret og omhyggelig beslutning, der er forenelig med ytrings- og informationsfriheden, med hensyn til det indhold, som anmeldelsen vedrører, navnlig om det pågældende indhold skal anses for at være ulovligt indhold og skal fjernes, eller om adgangen til det skal hindres. De pågældende mekanismer bør gøre det let at foretage anmeldelser, som indeholder en begrundelse for, hvorfor den enkeltperson eller enhed, der indgiver en anmeldelse, anser indholdet for ulovligt, og en klar angivelse af, hvor indholdet er placeret. Hvis en anmeldelse indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at en påpasselig udbyder af oplagringstjenester uden en detaljeret juridisk undersøgelse kan fastslå, at det er tydeligt, at indholdet er ulovligt, bør anmeldelsen anses for at give anledning til, at der foreligger et konkret kendskab til eller bevidsthed om ulovlig aktivitet. Bortset fra indgivelse af anmeldelser vedrørende lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 3-7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/93/EU (26), bør sådanne mekanismer anmode den enkeltperson eller enhed, der indgiver en anmeldelse, om at oplyse sin identitet for at undgå misbrug.

(54)

Hvis en udbyder af oplagringstjenester beslutter at fjerne eller hindre adgangen til information fra en tjenestemodtager eller på anden måde at begrænse synligheden eller den kommercielle udnyttelse heraf med den begrundelse, at informationen leveret af modtagerne er ulovligt indhold eller i strid med platformens vilkår og betingelser, f.eks. efter modtagelse af en anmeldelse eller på eget initiativ, herunder udelukkende ved anvendelse af automatiserede redskaber, bør denne udbyder på en klar og let forståelig måde underrette modtageren om sin beslutning og om begrundelsen herfor og om de tilgængelige muligheder for at klage over beslutningen i betragtning af de negative konsekvenser, som sådanne beslutninger kan have for modtageren, herunder for så vidt angår udøvelsen af dennes grundlæggende ret til ytringsfrihed. Denne forpligtelse bør gælde uanset begrundelsen for beslutningen, navnlig om der er iværksat tiltag, fordi den anmeldte information anses for at være ulovligt indhold eller i strid med de gældende vilkår og betingelser. Hvis beslutningen blev truffet efter modtagelsen af en anmeldelse, bør udbyderen af oplagringstjenester kun afsløre identiteten af den person eller enhed, der indgav anmeldelsen til tjenestemodtageren, hvis disse oplysninger er nødvendige for at identificere indholdets ulovlighed såsom i tilfælde af overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder.

(55)

Begrænsning af synligheden kan bestå i nedrangering i rangordningen eller i anbefalingssystemet samt i begrænsning af tilgængeligheden for en eller flere tjenestemodtagere eller blokering af brugeren fra et onlinefællesskab, uden at brugeren er klar over det (»shadow banning«). Kommerciel udnyttelse via reklameindtægter af information, der leveres af tjenestemodtageren, kan begrænses ved at suspendere eller bringe den pengebetaling eller de indtægter, der er forbundet med den pågældende information, til ophør. Forpligtelsen til at give en begrundelse bør dog ikke gælde, hvis indholdet er vildledende kommercielt indhold i store mængder, der udbredes gennem forsætlig manipulation af tjenesten, navnlig ikkeautentisk brug af tjenesten såsom brug af botter, oprettelse af falske konti eller vildledende brug af en tjenesten. Uanset de tilgængelige retsmidler til anfægtelse af udbydere af oplagringstjenesters beslutning, bør tjenestemodtageren altid have ret til at anlægge sag ved en domstol i overensstemmelse med national ret.

(56)

En udbyder af oplagringstjenester kan i visse tilfælde, f.eks. gennem en anmeldelse fra en anmeldende part eller gennem sine egne frivillige foranstaltninger, få kendskab til oplysninger om visse aktiviteter, der udføres af en tjenestemodtager, såsom levering af visse former for ulovligt indhold, der under hensyntagen til alle relevante omstændigheder, som udbyderen af oplagringstjenester er bekendt med, med rimelighed kan begrunde mistanken om, at denne modtager kan have begået, begår eller sandsynligvis vil begå en strafbar handling, der indebærer en trussel mod menneskers liv eller sikkerhed, såsom de lovovertrædelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (27), direktiv 2011/93/EU eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/541 (28). For eksempel kan specifikt indhold give anledning til mistanke om en trussel mod offentligheden såsom opfordring til terrorisme som omhandlet i artikel 21 i direktiv (EU) 2017/541. I sådanne tilfælde bør udbyderen af oplagringstjenester straks underrette de kompetente retshåndhævende myndigheder om en sådan mistanke. Udbyderen af oplagringstjenester bør give alle relevante oplysninger, den har adgang til, herunder, hvis det er relevant, det pågældende indhold og, hvis det er tilgængeligt, tidspunktet for indholdets offentliggørelse, herunder den udpegede tidszone, en begrundelse for sin mistanke og de oplysninger, der er nødvendige for at lokalisere og identificere den relevante tjenestemodtager. Denne forordning udgør ikke retsgrundlaget for profilering af tjenestemodtagere med henblik på oplagringstjenesteudbyderes mulige identifikation af strafbare handlinger. Udbydere af oplagringstjenester bør også overholde andre gældende EU-regler eller national ret til beskyttelse af enkeltpersoners rettigheder og frihedsrettigheder, når de underretter de retshåndhævende myndigheder.

(57)

For at undgå uforholdsmæssigt store byrder bør de yderligere forpligtelser, der i medfør af denne forordning pålægges udbydere af onlineplatforme, herunder platforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, ikke gælde for udbydere, der er mikrovirksomheder eller små virksomheder som defineret i henstilling 2003/361/EF. Af samme grund bør disse yderligere forpligtelser heller ikke gælde for udbydere af onlineplatforme, der tidligere har kvalificeret sig som mikrovirksomheder eller små virksomheder i en periode på 12 måneder efter, at de mister denne status. Sådanne udbydere bør ikke udelukkes fra forpligtelsen til at give oplysninger om de gennemsnitlige månedlige aktive tjenestemodtagere efter anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen. I betragtning af at meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner har større rækkevidde og en større indvirkning med hensyn til at påvirke, hvordan tjenestemodtagere indhenter information og kommunikerer online, bør sådanne udbydere imidlertid ikke drage fordel af denne udelukkelse, uanset om de er eller for nylig blev mikrovirksomheder eller små virksomheder. Konsolideringsreglerne i henstilling 2003/361/EF bidrager til at sikre, at enhver omgåelse af disse yderligere forpligtelser hindres. Intet i denne forordning forhindrer udbydere af onlineplatforme, der er omfattet af denne udelukkelse, i på frivillig basis at etablere et system, der opfylder en eller flere af disse forpligtelser.

(58)

Tjenestemodtagerne bør have let og effektiv adgang til at anfægte visse beslutninger truffet af udbydere af onlineplatforme vedrørende ulovligheden af indhold eller dettes uforenelighed med vilkårene og betingelserne, som påvirker dem negativt. Derfor bør udbydere af onlineplatforme forpligtes til at indføre interne klagebehandlingssystemer, som opfylder visse betingelser, der skal sikre, at systemerne er let tilgængelige og fører til hurtige, ikkeforskelsbehandlende, ikkevilkårlige og retfærdige resultater, og at de underkastes menneskelig gennemgang, når der benyttes automatiserede metoder. Sådanne systemer bør gøre det muligt for alle tjenestemodtagere at indgive en klage og bør ikke fastsætte formkrav såsom henvisning til specifikke relevante lovbestemmelser eller udførlige juridiske redegørelser. Tjenestemodtagere, der har indgivet en anmeldelse gennem den anmeldelsesmekanisme og handlepligt, der er fastsat i denne forordning, eller gennem anmeldelsesmekanismen for indhold, der er i strid med vilkår og betingelser hos udbyderen af onlineplatforme, bør have ret til at anvende klagemekanismen til at anfægte beslutningen fra udbyderen af onlineplatforme om deres anmeldelser, herunder når de mener, at de tiltag, som udbyderen har iværksat, ikke var tilstrækkelige. Muligheden for at indgive en klage med henblik på omgørelse af de anfægtede beslutninger bør være tilgængelig i mindst seks måneder regnet fra det tidspunkt, hvor udbyderen af onlineplatforme underrettede tjenestemodtageren om beslutningen.

(59)

Desuden bør der være mulighed for udenretslig tvistbilæggelse i god tro, herunder af sådanne tvister, der ikke kan løses på tilfredsstillende vis gennem de interne klagebehandlingssystemer, forestået af certificerede organer, der har den nødvendige uafhængighed og midlerne og ekspertisen til at udføre deres aktiviteter på en retfærdig, hurtig og omkostningseffektiv måde. Udenretslige tvistbilæggelsesorganernes uafhængighed bør også sikres hos de fysiske personer, der er ansvarlige for tvistebilæggelse, herunder ved hjælp af regler om interessekonflikter. De gebyrer, som de udenretslige tvistbilæggelsesorganer opkræver, bør være rimelige, tilgængelige, attraktive, billige for forbrugere og forholdsmæssige og bør vurderes fra sag til sag. Hvis et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan certificeres af den kompetente koordinator for digitale tjenester, bør denne certificering være gyldig i alle medlemsstater. Udbydere af onlineplatforme bør kunne nægte at indlede tvistbilæggelse i henhold til denne forordning, såfremt den samme tvist, navnlig for så vidt angår de pågældende oplysninger og grundlaget for at træffe den anfægtede beslutning, virkningerne af beslutningen og grundlaget for at anfægte beslutningen, allerede er blevet løst eller allerede er genstand for en igangværende procedure ved den kompetente domstol eller ved et andet kompetent udenretsligt tvistbilæggelsesorgan. Tjenestemodtagerne bør kunne vælge mellem den interne klagemekanisme, en udenretslig tvistbilæggelse og muligheden for på et hvilket som helst tidspunkt at indlede en retssag. Da resultatet af den udenretslige tvistbilæggelsesprocedure ikke er bindende, bør parterne ikke forhindres i at indlede en retssag vedrørende den samme tvist. Mulighederne for at anfægte beslutninger truffet af udbydere af onlineplatforme bør på ingen måde berøre muligheden for domstolsprøvelse i overensstemmelse med lovgivningen i den pågældende medlemsstat og dermed ikke berøre udøvelsen af deres adgang til effektive retsmidler i henhold til chartrets artikel 47. Bestemmelserne i denne forordning om udenretslig tvistbilæggelse bør ikke medføre en forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette sådanne udenretslige tvistbilæggelsesorganer.

(60)

I forbindelse med aftaleretlige tvister mellem forbrugere og erhvervsdrivende vedrørende køb af varer eller tjenesteydelser sikrer direktiv 2013/11/EU, at EU-forbrugere og EU-virksomheder har adgang til kvalitetscertificerede alternative tvistbilæggelsesinstanser. I denne forbindelse bør det præciseres, at denne forordnings bestemmelser om udenretslig tvistbilæggelse ikke berører nævnte direktiv, herunder forbrugernes ret i henhold til nævnte direktiv til at trække sig ud af proceduren på ethvert trin, hvis de er utilfredse med den måde, proceduren foregår eller udføres på.

(61)

Der kan gribes hurtigere og mere pålideligt ind over for ulovligt indhold, hvis udbydere af onlineplatforme træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at behandlingen af anmeldelser indgivet af pålidelige indberettere inden for deres respektive udpegede ekspertiseområde gennem de anmeldelsesmekanismer og den handlepligt, der foreskrives i denne forordning, prioriteres, uden at dette berører kravet om at behandle og træffe afgørelse om alle anmeldelser indgivet gennem disse mekanismer på en rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig måde. En sådan status som pålidelig indberetter bør tildeles af koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, og bør anerkendes af alle udbydere af onlineplatforme inden for denne forordnings anvendelsesområde. En sådan status som pålidelig indberetter bør kun tildeles enheder og ikke enkeltpersoner, der bl.a. har påvist, at de har særlig ekspertise og kompetence til at bekæmpe ulovligt indhold, og at de arbejder på en rettidig, omhyggelig og ikkevilkårlig måde. Sådanne enheder kan være offentlige, f.eks. for så vidt angår terrorrelateret indhold, nationale retshåndhævende myndigheders enheder for internetindberetning eller Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (»Europol«), eller de kan være ikkestatslige organisationer og private eller halvoffentlige organer såsom de organisationer, der indgår i INHOPE-netværket af hotlines til indberetning af materiale med seksuelt misbrug af børn, og organisationer, der anmelder ulovlige, racistiske og fremmedfjendske tilkendegivelser online. For ikke at mindske merværdien af en sådan mekanisme bør det samlede antal pålidelige indberettere, der tildeles status i overensstemmelse med denne forordning, begrænses. Navnlig opfordres erhvervssammenslutninger, der repræsenterer deres medlemmers interesser, til at ansøge om status som pålidelige indberettere, uden at dette berører private enheders eller enkeltpersoners ret til at indgå bilaterale aftaler med udbydere af onlineplatforme.

(62)

Pålidelige indberettere bør offentliggøre let forståelige og detaljerede rapporter om anmeldelser, der er indgivet i overensstemmelse med denne forordning. Disse rapporter bør angive oplysninger såsom antallet af anmeldelser kategoriseret efter oplagringstjenesteudbydere, typen af anmeldt indhold og udbyderens iværksatte tiltag. Eftersom pålidelige indberettere har påvist ekspertise og kompetence, kan behandlingen af indgivne anmeldelser fra pålidelige indberettere forventes at blive mindre byrdefuld og derfor hurtigere i forhold til anmeldelser indgivet af andre tjenestemodtagere. Den gennemsnitlige behandlingstid kan dog stadig variere afhængigt af faktorer, herunder formen for ulovligt indhold, anmeldelsernes kvalitet og de faktiske tekniske procedurer, der er indført for indgivelse af sådanne anmeldelser.

Selv om adfærdskodeksen for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra 2016 f.eks. fastsætter et benchmark for de deltagende virksomheder med hensyn til den tid, der er nødvendig for at behandle gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale, kan andre former for ulovligt indhold kræve længere eller kortere frister for behandling afhængigt af de specifikke faktiske forhold og omstændigheder og former for ulovligt indhold. For at undgå misbrug af status som pålidelig indberetter bør det være muligt at suspendere en sådan status, når en koordinator for digitale tjenester i etableringslandet har indledt en undersøgelse af legitime grunde. Reglerne i denne forordning om pålidelige indberettere bør ikke forstås således, at de forhindrer udbydere af onlineplatforme i at behandle anmeldelser indgivet af enheder eller enkeltpersoner, der ikke er blevet tildelt status som pålidelige indberettere i henhold til denne forordning, på samme måde og i at samarbejde med andre enheder på anden vis i overensstemmelse med gældende ret, herunder denne forordning og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (29). Reglerne i denne forordning bør ikke forhindre udbydere af onlineplatforme i at gøre brug af sådanne pålidelige indberettere eller lignende mekanismer til at gribe hurtigt og pålideligt ind over for indhold, som er i strid med deres vilkår og betingelser, navnlig over for indhold, der er skadeligt for sårbare tjenestemodtagere såsom mindreårige.

(63)

Misbrug af onlineplatforme ved hyppigt at levere åbenbart ulovligt indhold eller ved hyppigt at indgive åbenbart grundløse anmeldelser eller klager inden for rammerne af de respektive mekanismer og systemer oprettet i henhold til denne forordning underminerer tilliden og skader de berørte parters rettigheder og legitime interesser. Der er derfor behov for at indføre passende, forholdsmæssige og effektive forholdsregler mod et sådant misbrug, som skal respektere alle involverede parters rettigheder og legitime interesser, herunder de gældende grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder som nedfældet i chartret, navnlig ytringsfriheden. Information bør betragtes som åbenbart ulovligt indhold, og anmeldelser eller klager bør betragtes som åbenbart grundløse, hvis det er indlysende for en lægmand uden nogen materiel analyse, henholdsvis at indholdet er ulovligt, eller at anmeldelserne eller klagerne er grundløse.

(64)

Under visse omstændigheder bør udbydere af onlineplatforme midlertidigt suspendere de pågældende aktiviteter relateret til den person, der er involveret i misbrug. Dette berører ikke udbydere af onlineplatformes frihed til at fastsætte deres vilkår og betingelser og indføre strengere foranstaltninger i tilfælde af åbenbart ulovligt indhold i forbindelse med grov kriminalitet såsom materiale med seksuelt misbrug af børn. Af hensyn til gennemsigtigheden bør denne mulighed fastsættes klart og tilstrækkelig detaljeret i onlineplatformenes vilkår og betingelser. Der bør altid være mulighed for at klage over de beslutninger, der træffes af udbydere af onlineplatforme i denne henseende, og de bør være underlagt den kompetente koordinator for digitale tjenesters tilsyn. Udbydere af onlineplatforme bør, inden der træffes beslutning om suspension, sende en forudgående advarsel, som bør omfatte årsagerne til en eventuel suspension og mulighederne for at klage over den beslutning, som udbyderne af onlineplatformen har truffet. Når udbydere af onlineplatforme træffer beslutning om suspension, bør de sende begrundelsen i overensstemmelse med reglerne fastsat i denne forordning. Reglerne i denne forordning om misbrug bør ikke forhindre udbydere af onlineplatforme i at træffe andre foranstaltninger til at håndtere ulovligt indhold fra modtagere af deres tjeneste eller andre former for misbrug af deres tjenester, herunder gennem overtrædelse af deres vilkår og betingelser, i overensstemmelse med gældende EU-ret og national ret. Disse regler berører ikke muligheden for at holde de personer, der er involveret i misbrug, ansvarlige, herunder for skadeserstatning, i henhold til EU-retten eller national ret.

(65)

I betragtning af udbydere af onlineplatformenes særlige ansvar og forpligtelser bør de være underlagt en række rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed, der anvendes i tillæg til de rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed, der gælder for alle udbydere af formidlingstjenester i henhold til denne forordning. Med henblik på at fastslå, om onlineplatforme og onlinesøgemaskiner er henholdsvis meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner, der er underlagt visse yderligere forpligtelser i henhold til denne forordning, bør onlineplatformenes og onlinesøgemaskinernes rapporteringsforpligtelser vedrørende gennemsigtighed omfatte visse forpligtelser vedrørende offentliggørelse og meddelelse af oplysninger om antallet af aktive modtagere af tjenesten i Unionen i gennemsnit pr. måned.

(66)

For at sikre gennemsigtighed og muliggøre kontrol med beslutninger om indholdsmoderation truffet af udbydere af onlineplatforme og overvågning af udbredelsen af ulovligt indhold på internettet bør Kommissionen vedligeholde og offentliggøre en database, der indeholder beslutninger og begrundelser fra udbyderne af onlineplatforme, når de fjerner eller på anden måde begrænser tilgængeligheden af og adgangen til information. For at holde databasen løbende ajour bør udbydere af onlineplatforme i et standardformat indgive beslutninger og begrundelser uden unødig forsinkelse, efter at en beslutning er truffet, for at give mulighed for realtidsopdateringer, hvor det er teknisk muligt og står i et rimeligt forhold til den pågældende onlineplatforms midler. Den strukturerede database bør give adgang til og muliggøre forespørgsler om relevante oplysninger, navnlig hvad angår den pågældende form for påstået ulovligt indhold.

(67)

Mørke mønstre (»dark patterns«) på onlineplatformes onlinegrænseflader er praksis, der enten bevidst eller reelt i væsentlig grad forvrider eller forringer tjenestemodtagernes evne til at træffe selvstændige og informerede valg eller beslutninger. Denne praksis kan anvendes til at påvirke tjenestemodtagerne til at udvise uønsket adfærd eller træffe uønskede beslutninger, som har negative konsekvenser for dem. Udbydere af onlineplatforme bør derfor forbydes at vildlede eller tilskynde tjenestemodtagere og at undergrave eller fordreje tjenestemodtagernes autonomi, beslutningstagning eller valg via strukturen, udformningen eller funktionen af en onlinegrænseflade eller en del deraf. Dette bør omfatte, men ikke være begrænset til, udnyttende designvalg for at lede modtageren til handlinger, som er til fordel for udbyderen af onlineplatforme, men som ikke nødvendigvis er i modtagerens interesse, præsentation af valg på en ikkeneutral måde, f.eks. ved at give visse valgmuligheder en mere fremtrædende plads gennem visuelle, auditive eller andre komponenter, når tjenestemodtageren anmodes om at træffe et valg.

Det bør også omfatte gentagne gange at anmode en tjenestemodtager om at træffe et valg, hvis et sådant valg allerede er truffet, at gøre det væsentligt mere besværligt at opsige en tjeneste end at tilmelde sig den eller at gøre visse valg mere vanskelige eller tidskrævende end andre, at gøre det urimeligt vanskeligt at afbryde køb eller at logge ud fra en given onlineplatform, der giver forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, og at vildlede tjenestemodtagerne ved at presse dem til at træffe beslutninger om transaktioner eller standardindstillinger, der er meget vanskelige at ændre, og dermed på urimelig vis skævvride tjenestemodtagerens beslutningstagning på en måde, der forvrider og forringer deres autonomi, beslutningstagning og valgmuligheder. Regler, der forhindrer mørke mønstre, bør imidlertid ikke forstås således, at de forhindrer udbyderne i at interagere direkte med tjenestemodtagerne og tilbyde dem nye eller supplerende tjenester. Legitim praksis, f.eks. inden for reklame, der er i overensstemmelse med EU-retten, bør ikke i sig selv betragtes som mørke mønstre. Disse regler om mørke mønstre bør fortolkes således, at de omfatter forbudte praksisser, der er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, i det omfang disse praksisser ikke allerede er omfattet af direktiv 2005/29/EF eller forordning (EU) 2016/679.

(68)

Onlinereklame spiller en vigtig rolle i onlinemiljøet, herunder i forbindelse med ydelse af onlineplatformes tjenester, hvor ydelsen af tjenesten undertiden helt eller delvist betales direkte eller indirekte gennem reklameindtægter. Onlinereklame kan imidlertid indebære betydelige risici, lige fra reklamer, der i sig selv er ulovligt indhold, til finansielle incitamenter til offentliggørelse eller udbredelse af ulovligt eller på anden vis skadeligt indhold og aktiviteter på internettet eller en forskelsbehandlende visning af reklamer med indvirkning på lige muligheder for og ligebehandlingen af borgerne. Ud over kravene i artikel 6 i direktiv 2000/31/EF bør udbydere af onlineplatforme derfor være forpligtet til at sikre, at tjenestemodtagerne har visse individualiserede oplysninger, der er nødvendige for, at de kan forstå, hvornår og på hvis vegne reklamen vises. De bør sikre, at oplysningerne er fremtrædende, herunder gennem standardiserede visuelle eller lydlige tegn, som er klart identificerbare og utvetydige for den gennemsnitlige tjenestemodtager, og de bør tilpasses arten af den enkelte tjenestes onlinegrænseflade. Desuden bør tjenestemodtagerne have direkte adgang til oplysninger fra den onlinegrænseflade, hvor reklamen præsenteres, om de vigtigste parametre, der anvendes til at bestemme, at en specifik reklame præsenteres for dem, med en meningsfuld forklaring af logikken heri, herunder når den er baseret på profilering.

Sådanne forklaringer bør omfatte oplysninger om den metode, der anvendes til at vise reklamen – f.eks. om der er tale om kontekstuel eller anden form for reklame – og, hvor det er relevant, de vigtigste anvendte profileringskriterier; den bør også underrette modtageren om, hvilke midler vedkommende råder over til at ændre sådanne kriterier. Kravene i denne forordning om tilvejebringelse af oplysninger i forbindelse med reklame berører ikke anvendelsen af de relevante bestemmelser i forordning (EU) 2016/679, navnlig bestemmelserne om retten til at gøre indsigelse, automatiske individuelle afgørelser, herunder profilering, og specifikt kravet om at indhente den registreredes samtykke forud for behandlingen af personoplysninger med henblik på målrettet reklame. De berører heller ikke bestemmelserne i direktiv 2002/58/EF, navnlig bestemmelserne om lagring af oplysninger i terminaludstyr og adgang til oplysninger, som er lagret på dette udstyr. Endelig supplerer denne forordning anvendelsen af direktiv 2010/13/EU, som pålægger foranstaltninger, der skal gøre det muligt for brugerne at angive oplysning om audiovisuel kommerciel kommunikation i brugergenererede videoer. Den supplerer også de erhvervsdrivendes forpligtelser med hensyn til oplysning om kommerciel kommunikation, der følger af direktiv 2005/29/EF.

(69)

Når tjenestemodtagerne får forelagt reklamer baseret på målretningsteknikker, der er optimeret til at matche deres interesser og potentielt appellerer til deres sårbarheder, kan dette have særligt alvorlige negative virkninger. I visse tilfælde kan manipulerende teknikker have en negativ indvirkning på hele grupper og forstærke samfundsmæssige skader, f.eks. ved at bidrage til desinformationskampagner eller ved at forskelsbehandle visse grupper. Onlineplatforme udgør miljøer, der er særligt følsomme for en sådan praksis, og de udgør en større samfundsmæssig risiko. Udbydere af onlineplatforme bør derfor ikke præsentere reklamer baseret på profilering, som defineret i artikel 4, nr. 4), i forordning (EU) 2016/679 ved anvendelse af særlige kategorier af personoplysninger som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i nævnte forordning, herunder ved at anvende profileringskategorier baseret på disse særlige kategorier. Dette forbud berører ikke de forpligtelser, der gælder for udbydere af onlineplatforme eller enhver anden tjenesteudbyder eller annoncør, der er involveret i udbredelsen af reklamer, i henhold til EU-retten om beskyttelse af personoplysninger.

(70)

En central del af onlineplatformens virksomhed er den måde, hvorpå information prioriteres og præsenteres på dens onlinegrænseflade for at lette og optimere tjenestemodtagernes adgang til information. Dette sker f.eks. ved at foreslå, rangordne og prioritere information ved at skelne gennem tekst eller andre visuelle fremstillinger eller på anden vis kuratere informationen fra modtagerne ved brug af algoritmer. Sådanne anbefalingssystemer kan have en betydelig indvirkning på modtagernes evne til at hente og interagere med oplysninger online, herunder til at lette søgningen efter relevant information for tjenestemodtagere og bidrage til en forbedret brugeroplevelse. De spiller også en vigtig rolle i forstærkningen af visse budskaber, den virale udbredelse af information og stimuleringen af onlineadfærd. Derfor bør onlineplatformene konsekvent sikre, at modtagerne af deres tjenester informeres på passende vis om, hvordan anbefalingssystemerne påvirker den måde, hvorpå oplysninger vises, og kan have en indvirkning på, hvordan oplysningerne præsenteres for dem. De bør anføre parametrene for sådanne anbefalingssystemer på en klar og let forståelig måde for at sikre, at tjenestemodtagerne forstår, hvordan informationen prioriteres for dem. Disse parametre bør som minimum omfatte de vigtigste kriterier for fastlæggelse af de oplysninger, der foreslås tjenestemodtageren, og årsagerne til deres respektive betydning, herunder hvor oplysninger prioriteres på grundlag af profilering og deres onlineadfærd.

(71)

Beskyttelse af mindreårige er et vigtigt politisk mål for Unionen. En onlineplatform kan anses for at være tilgængelig for mindreårige, hvis dens vilkår og betingelser tillader mindreårige at bruge tjenesten, når dens tjeneste er rettet mod eller overvejende anvendes af mindreårige, eller hvis udbyderen på anden måde er klar over, at nogle af modtagerne af dens tjeneste er mindreårige, f.eks. fordi den allerede behandler personoplysninger om modtageren af dens tjeneste, der afslører deres alder til andre formål. Udbydere af onlineplatforme, der anvendes af mindreårige, bør træffe passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at beskytte mindreårige, f.eks. ved at udforme deres onlinegrænseflader eller dele heraf med det højeste niveau af privatlivets fred, tryghed og sikkerhed for mindreårige som standard, hvis det er relevant, eller ved at vedtage standarder for beskyttelse af mindreårige eller ved at deltage i adfærdskodekser til beskyttelse af mindreårige. De bør tage hensyn til bedste praksis og tilgængelig vejledning, f.eks. Kommissionens meddelelsen om Et digitalt årti for børn og unge: den nye europæiske strategi for et bedre internet for børn (BIK+). Udbydere af onlineplatforme bør ikke vise reklamer baseret på profilering ved brug af personoplysninger om tjenestemodtageren, hvis de med rimelig sikkerhed er klar over, at tjenestemodtageren er mindreårig. I overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, navnlig princippet om dataminimering, jf. nævnte forordnings artikel 5, stk. 1, litra c), bør dette forbud ikke føre til, at udbyderen af onlineplatformen opbevarer, erhverver eller behandler flere personoplysninger, end udbyderen allerede har for at vurdere, om tjenestemodtageren er mindreårig. Denne forpligtelse bør derfor ikke tilskynde udbydere af onlineplatforme til at indsamle tjenestemodtagerens alder, inden de anvendes. Dette bør ikke berøre EU-retten om beskyttelse af personoplysninger.

(72)

For at bidrage til et sikkert, pålideligt og gennemsigtigt onlinemiljø for forbrugerne og for andre berørte parter såsom konkurrerende erhvervsdrivende og indehavere af intellektuelle ejendomsrettigheder og for at afskrække erhvervsdrivende fra at sælge produkter eller tjenester i strid med de gældende regler bør onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, sikre, at sådanne erhvervsdrivende er sporbare. Den erhvervsdrivende bør derfor forpligtes til at give visse væsentlige oplysninger til udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, herunder med henblik på at fremme budskaber om eller udbyde produkter. Dette krav bør også gælde for erhvervsdrivende, der fremmer budskaber om produkter eller tjenester på vegne af varemærker på grundlag af underliggende aftaler. Disse udbydere af onlineplatforme bør lagre alle oplysninger på en sikker måde, under hele varigheden af deres kontraktforhold med den erhvervsdrivende, og i yderligere seks måneder for at gøre det muligt at rejse eventuelle krav mod den erhvervsdrivende, eller at påbud vedrørende den erhvervsdrivende efterkommes.

Denne forpligtelse er nødvendig og forholdsmæssig, således at offentlige myndigheder og private parter med en legitim interesse kan få adgang til oplysningerne i overensstemmelse med gældende ret, herunder om beskyttelse af personoplysninger, f.eks. gennem de påbud om at give oplysninger, der er omhandlet i denne forordning. Denne forpligtelse berører ikke eventuelle forpligtelser til at bevare visse former for indhold i længere perioder på grundlag af anden EU-ret eller national lovgivning, som er i overensstemmelse med EU-retten. Uden at det berører definitionen i denne forordning, bør enhver erhvervsdrivende, uanset om det er en fysisk eller juridisk person, der er identificeret på grundlag af artikel 6a, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/83/EU og artikel 7, stk. 4, litra f), i direktiv 2005/29/EF, være sporbar, når vedkommende udbyder et produkt eller en tjeneste gennem en onlineplatform. Direktiv 2000/31/EF forpligter alle leverandører af informationssamfundstjenester til at give tjenestemodtagerne og de kompetente myndigheder let, umiddelbar og vedvarende adgang til visse oplysninger, der gør det muligt at identificere alle tjenesteydere. De sporbarhedskrav for udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, der er fastsat i denne forordning, berører ikke anvendelsen af Rådets direktiv (EU) 2021/514 (30), som forfølger andre legitime mål af samfundsmæssig interesse.

(73)

For at sikre en effektiv og hensigtsmæssig anvendelse af denne forpligtelse, uden at der pålægges uforholdsmæssige byrder, bør udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, gøre deres bedste for at vurdere pålideligheden af de oplysninger, som de pågældende erhvervsdrivende fremlægger, navnlig ved at anvende frit tilgængelige officielle onlinedatabaser og onlinegrænseflader såsom nationale handelsregistre og momsinformationsudvekslingssystemet, eller ved at anmode de pågældende erhvervsdrivende om at fremlægge troværdig dokumentation såsom kopier af identitetsdokumenter, bekræftede betalingskontoudtog, virksomhedscertifikater og handelsregistercertifikater. De kan også anvende andre fjernkilder, som giver en tilsvarende grad af pålidelighed med henblik på at opfylde denne forpligtelse. De berørte udbydere af onlineplatforme bør dog ikke være forpligtet til at foretage uforholdsmæssigt store eller omkostningstunge onlineundersøgelser eller overdreven kontrol på stedet. Det bør heller ikke forstås således, at sådanne udbydere, der har gjort deres bedste som krævet i denne forordning, garanterer for pålideligheden af oplysningerne over for forbrugerne eller andre interesserede parter.

(74)

Udbydere af onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, bør udforme og organisere deres onlinegrænseflade på en måde, der giver erhvervsdrivende mulighed for at opfylde deres forpligtelser i henhold til relevant EU-ret, navnlig kravene i artikel 6 og 8 i direktiv 2011/83/EU, artikel 7 i direktiv 2005/29/EF, artikel 5 og 6 i direktiv 2000/31/EF og artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF (31). Med henblik herpå bør berørte udbydere af onlineplatforme gøre deres bedste for at vurdere, om de erhvervsdrivende, der benytter deres tjenester, har uploadet fuldstændige oplysninger på deres onlinegrænseflader i overensstemmelse med den relevante gældende EU-ret. Udbydere af onlineplatforme bør sikre, at produkter eller tjenester ikke tilbydes, så længe sådanne oplysninger ikke er fuldstændige. Dette bør ikke udgøre en forpligtelse for berørte udbydere af onlineplatforme til generelt at overvåge de produkter eller tjenester, der leveres eller ydes af erhvervsdrivende gennem deres tjenester, eller en generel forpligtelse til at undersøge forhold, navnlig til at vurdere nøjagtigheden af oplysningerne fra de erhvervsdrivende. Onlinegrænsefladerne bør være brugervenlige og lettilgængelige for erhvervsdrivende og forbrugere. Desuden bør berørte udbydere af onlineplatforme, efter at have givet den erhvervsdrivende mulighed for at tilbyde produktet eller tjenesten, gøre en rimelig indsats for stikprøvevis at kontrollere, om de udbudte produkter eller tjenester er blevet identificeret som ulovlige i officielle, frit tilgængelige og maskinlæsbare onlinedatabaser eller onlinegrænseflader, der er tilgængelige i en medlemsstat eller i Unionen. Kommissionen bør også tilskynde til produkters sporbarhed ved hjælp af teknologiske løsninger såsom digitalt underskrevne Quick Response-koder (eller »QR-koder«) eller ikkefungible tokens. Kommissionen bør fremme udviklingen af standarder og i mangel heraf markedsstyrede løsninger, som kan accepteres af de berørte parter.

(75)

I betragtning af betydningen af meget store onlineplatforme som følge af deres rækkevidde, navnlig som udtrykt i antallet af tjenestemodtagere, med hensyn til at fremme den offentlige debat, økonomiske transaktioner og udbredelsen af oplysninger til offentligheden, holdninger og idéer og med hensyn til at påvirke måden, hvorpå modtagerne indhenter og videregiver oplysninger online, er det nødvendigt at pålægge udbydere af disse platforme specifikke forpligtelser ud over de forpligtelser, der gælder for alle onlineplatforme. På grund af deres afgørende rolle med hensyn til at lokalisere og gøre det muligt at hente oplysninger online er det også nødvendigt at pålægge udbydere af meget store onlinesøgemaskiner disse forpligtelser, i det omfang de finder anvendelse. Disse yderligere forpligtelser for udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner er nødvendige for at imødekomme disse offentlige hensyn, da der ikke findes alternative og mindre restriktive foranstaltninger, som effektivt vil kunne opnå det samme resultat.

(76)

Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan medføre samfundsmæssige risici, der er forskellige med hensyn til omfang og virkninger fra dem, som mindre platforme medfører. Udbydere af sådanne meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør derfor have den højeste standard for due diligence-forpligtelser, der står i rimeligt forhold til deres samfundsmæssige betydning. Når antallet af aktive modtagere af en onlineplatform eller aktive modtagere af en onlinesøgemaskine beregnet som et gennemsnit over en periode på seks måneder når op på en betydelig andel af EU's befolkning, kan de systemiske risici, som onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen udgør, have en uforholdsmæssig stor indvirkning i Unionen. En sådan betydelig rækkevidde bør anses for at eksistere, hvis et sådant antal overstiger en operationel tærskel på 45 mio., dvs. et antal svarende til 10 % af Unionens befolkning. Denne operationelle tærskel bør i givet fald ajourføres, og derfor bør Kommissionen tillægges beføjelse til at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at vedtage delegerede retsakter.

(77)

For at fastslå rækkevidden af en given onlineplatform eller onlinesøgemaskine er det nødvendigt at fastslå det gennemsnitlige antal aktive modtagere af hver tjeneste individuelt. Antallet af gennemsnitlige månedlige aktive modtagere af en onlineplatform bør derfor afspejle alle de modtagere, der rent faktisk bruger tjenesten, mindst én gang i en given periode ved at blive eksponeret for information, der udbredes på onlineplatformens onlinegrænseflade, f.eks. ved at se det eller lytte til det eller ved at levere information såsom erhvervsdrivende på en onlineplatform, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende.

I denne forordning er brug ikke begrænset til interaktion med information ved at klikke på, kommentere, forbinde, dele, købe eller gennemføre transaktioner på en onlineplatform. Følgelig er begrebet aktiv tjenestemodtager ikke nødvendigvis sammenfaldende med begrebet registreret bruger af en tjeneste. Hvad angår onlinesøgemaskiner, bør begrebet aktive tjenestemodtagere omfatte dem, der ser information på deres onlinegrænseflade, men ikke f.eks. indehaverne af de websteder, der indekseres af en onlinesøgemaskine, da de ikke gør aktiv brug af tjenesten. Antallet af aktive modtagere af en tjeneste bør omfatte alle unikke tjenestemodtagere, der bruger den specifikke tjeneste. Med henblik herpå bør en tjenestemodtager, der anvender forskellige onlinegrænseflader såsom websteder eller applikationer, herunder når tjenesterne tilgås via forskellige Uniform Resource Locators (URL'er) eller domænenavne, om muligt kun tælles én gang. Begrebet aktiv tjenestemodtager bør dog ikke omfatte tilfældig brug af tjenesten hos modtagere af andre onlineformidlingstjenester, der indirekte stiller information, der oplagres af udbyderen af onlineplatformen, til rådighed ved at linke eller indeksere indhold fra en udbyder af onlinesøgemaskiner. Desuden kræver denne forordning ikke, at udbydere af onlineplatforme eller onlinesøgemaskiner foretager specifik sporing af enkeltpersoner online. Hvis sådanne udbydere kan se bort fra automatiserede brugere såsom bots eller skrabere uden yderligere behandling af personoplysninger og sporing, må de gerne. Fastsættelsen af antallet af aktive tjenestemodtagere kan påvirkes af markedsudviklingen og den tekniske udvikling, og Kommissionen bør derfor tillægges beføjelser til at supplere bestemmelserne i denne forordning ved at vedtage delegerede retsakter, der fastsætter metoden til at bestemme de aktive modtagere af en onlineplatform eller af en onlinesøgemaskine, hvor det er nødvendigt, som afspejler tjenestens art og den måde, hvorpå tjenestemodtagerne interagerer med den.

(78)

I lyset af de netværkseffekter, der karakteriserer platformsøkonomien, kan en onlineplatforms eller en onlinesøgemaskines brugerbase vokse hurtigt og blive til en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine med de deraf følgende virkninger i det indre marked, f.eks. i tilfælde af eksponentiel vækst i korte perioder eller en stor global tilstedeværelse og omsætning, der gør det muligt for onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen at udnytte netværkseffekter og stordriftsfordele og synergieffekter. En høj årlig omsætning eller markedskapitalisering kan navnlig være et tegn på hurtig skalerbarhed med hensyn til brugerrækkevidde. I disse tilfælde bør koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen kunne anmode om hyppigere rapportering fra udbyderen af onlineplatformen eller af onlinesøgemaskinen om antallet af aktive tjenestemodtagere for rettidigt at kunne fastslå det tidspunkt, hvor platformen bør udpeges som henholdsvis en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine med henblik på denne forordning.

(79)

Meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan anvendes på en måde, der i høj grad påvirker onlinesikkerheden, udformningen af den offentlige meningsdannelse og debat samt onlinehandelen. Den måde, hvorpå de udformer deres tjenester, optimeres generelt til gavn for deres ofte reklamedrevne forretningsmodeller og kan give anledning til samfundsmæssige betænkeligheder. En effektiv regulering og håndhævelse er nødvendig for at afdække og afbøde risiciene og den potentielle samfundsmæssige og økonomiske skade, som kan opstå. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør derfor vurdere de systemiske risici, der udspringer af udformningen, funktionen og anvendelsen af deres tjenester samt tjenestemodtagernes potentielle misbrug, og bør træffe passende afbødende foranstaltninger under overholdelse af de grundlæggende rettigheder i henhold til denne forordning. Ved fastlæggelsen af betydningen af potentielle negative indvirkninger bør udbyderne tage hensyn til alvoren af den potentielle indvirkning og sandsynligheden for alle sådanne systemiske risici. De kan f.eks. vurdere, om den potentielle negative indvirkning kan påvirke et stort antal personer, dens potentielle irreversibilitet, eller hvor vanskeligt det er at afhjælpe og genoprette den situation, der var fremherskende forud for den potentielle indvirkning.

(80)

Fire kategorier af systemiske risici bør vurderes indgående af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner. Den første kategori vedrører de risici, der er forbundet med udbredelse af ulovligt indhold, f.eks. udbredelse af materiale om seksuelt misbrug af børn eller ulovlig hadefuld tale eller andre former for misbrug af deres tjenester til strafbare handlinger, og ulovlige aktiviteter, f.eks. salg af produkter eller tjenester, der er forbudt i henhold til EU-retten eller national ret, herunder farlige eller forfalskede produkter eller ulovligt handlede dyr. F.eks. kan en sådan udbredelse eller sådanne aktiviteter udgøre en betydelig systemisk risiko, hvis adgangen til ulovligt indhold kan spredes hurtigt og bredt gennem konti med særlig stor rækkevidde eller andre forstærkningsmidler. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør vurdere risikoen for udbredelse af ulovligt indhold, uanset om informationen også er i strid med deres vilkår og betingelser. Denne vurdering berører ikke det personlige ansvar, der påhviler modtageren af tjenesten på meget store onlineplatforme eller ejerne af websteder indekseret af meget store onlinesøgemaskiner, for en eventuel ulovlighed af deres aktiviteter i henhold til gældende ret.

(81)

Den anden kategori vedrører tjenestens faktiske eller forventede indvirkning på udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, som er beskyttet af chartret, herunder, men ikke begrænset til, den menneskelige værdighed, ytrings- og informationsfriheden, herunder mediefrihed og -pluralisme, retten til privatlivets fred, databeskyttelse, retten til ikkeforskelsbehandling, børns rettigheder og forbrugerbeskyttelse. Sådanne risici kan f.eks. opstå i forbindelse med udformningen af de algoritmiske systemer, der anvendes af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, eller misbrug af deres tjenester ved indgivelse af urimelige anmeldelser eller andre metoder til at bringe tale til tavshed eller hindre konkurrencen. Ved vurderingen af risici for børns rettigheder bør udbyderne af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner f.eks. tage hensyn til, hvor let det er for mindreårige at forstå tjenestens udformning og virkemåde, samt hvordan mindreårige gennem deres tjeneste kan udsættes for indhold, der kan skade mindreåriges helbred og fysiske, psykiske og moralske udvikling. Sådanne risici kan f.eks. opstå i forbindelse med udformningen af onlinegrænseflader, der forsætligt eller uforsætligt udnytter mindreåriges svagheder og manglende erfaring, eller som kan forårsage afhængighedsadfærd.

(82)

Den tredje kategori af risici vedrører de faktiske eller forventede negative virkninger for demokratiske processer, samfundsdebatten og valgprocesserne samt den offentlige sikkerhed.

(83)

Den fjerde kategori af risici stammer fra lignende bekymringer vedrørende udformning, virkemåden eller brug, herunder gennem manipulation af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, med en faktisk eller forventet negativ indvirkning på beskyttelsen af folkesundheden, mindreårige og alvorlige negative konsekvenser for den pågældende persons fysiske og mentale velbefindende eller for kønsbaseret vold. Sådanne risici kan også stamme fra koordinerede desinformationskampagner vedrørende folkesundheden eller fra onlinegrænsefladedesign, der kan stimulere tjenestemodtagernes adfærdsmæssige afhængighed.

(84)

Ved vurderingen af sådanne systemiske risici bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner fokusere på de systemer eller andre elementer, der kan bidrage til risiciene, herunder alle de algoritmiske systemer, der kan være relevante, navnlig deres anbefalingssystemer og reklamesystemer, under hensyntagen til den tilknyttede dataindsamlings- og -anvendelsespraksis. De bør også vurdere, om deres vilkår og betingelser og håndhævelsen heraf er hensigtsmæssige, såvel som deres indholdsmoderationsprocesser, tekniske værktøjer og tildelte ressourcer. Ved vurderingen af de systemiske risici, der er konstateret i denne forordning, bør disse udbydere også fokusere på de oplysninger, der ikke er ulovlige, men som bidrager til de systemiske risici, der er konstateret i denne forordning. Sådanne udbyderne bør derfor være særligt opmærksomme på, hvordan deres tjenester anvendes til at udbrede eller forstærke misvisende eller vildledende indhold, herunder desinformation. Hvis den algoritmiske forstærkning af oplysninger bidrager til de systemiske risici, bør disse udbydere behørigt afspejle dette i deres risikovurderinger. Hvis risiciene er lokale, eller der er sproglige forskelle, bør disse udbydere også tage højde for dette i deres risikovurderinger. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør navnlig vurdere, hvordan udformningen og virkemåden af deres tjeneste samt den forsætlige og ofte koordinerede manipulation og brug af deres tjenester eller den systemiske overtrædelse af deres tjenestevilkår bidrager til sådanne risici. Sådanne risici kan f.eks. opstå i forbindelse med ikkeautentisk brug af tjenesten såsom oprettelse af falske konti, brug af botter eller vildledende brug af en tjeneste og anden automatiseret eller delvis automatiseret adfærd, som kan føre til en hurtig og bred udbredelse til offentligheden af information, der er ulovligt indhold eller i strid med en onlineplatforms eller onlinesøgemaskines vilkår og betingelser, og som bidrager til desinformationskampagner.

(85)

For at gøre det muligt at efterfølgende risikovurderinger bygger på hinanden og viser udviklingen i de konstaterede risici, samt for at lette efterforskninger og håndhævelsestiltag, bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner opbevare al dokumentation vedrørende de risikovurderinger, de har foretaget, såsom oplysninger om udarbejdelsen heraf, underliggende data og data om testning af deres algoritmiske systemer.

(86)

Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør anvende de nødvendige midler til omhyggeligt at afbøde de systemiske risici, der er konstateret i risikovurderingerne, under overholdelse af de grundlæggende rettigheder. De trufne foranstaltninger bør opfylde due diligence-kravene i denne forordning og være rimelige og effektive med hensyn til at afbøde de konstaterede specifikke systemiske risici. De bør være forholdsmæssige i lyset af den økonomiske kapacitet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og behovet for at undgå unødvendige begrænsninger i brugen af deres tjeneste under behørig hensyntagen til potentielle negative virkninger for disse grundlæggende rettigheder. Disse udbyderne bør tage særligt hensyn til indvirkningen på ytringsfriheden.

(87)

Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør overveje sådanne afbødende foranstaltninger, f.eks. tilpasning af nødvendigt design, funktion eller virkemåde af deres tjeneste, såsom udformningen af onlinegrænsefladen. De bør om nødvendigt tilpasse og anvende deres vilkår og betingelser i overensstemmelse med denne forordnings regler om vilkår og betingelser. Andre passende foranstaltninger kunne omfatte tilpasning af deres indholdsmoderationssystemer og interne processer eller tilpasning af deres beslutningsprocesser og ressourcer, herunder personalet til indholdsmoderation, deres uddannelse og lokal ekspertise. Dette vedrører navnlig hastigheden og kvaliteten af behandlingen af anmeldelser. I denne forbindelse er der f.eks. i adfærdskodeksen for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet fra 2016 fastsat et benchmark for behandling af gyldige anmeldelser om fjernelse af ulovlig hadefuld tale på mindre end 24 timer. Udbydere af meget store onlineplatforme, navnlig dem, der primært anvendes til udbredelse til offentligheden af pornografisk indhold, bør omhyggeligt opfylde alle deres forpligtelser i henhold til denne forordning med hensyn til ulovligt indhold, der udgør cybervold, herunder ulovligt pornografisk indhold, navnlig med hensyn til at sikre, at ofre effektivt kan udøve deres rettigheder i forbindelse med indhold, der repræsenterer deling af intime eller manipuleret materiale uden samtykke, gennem hurtig behandling af anmeldelser og fjernelse af sådant indhold uden unødig forsinkelse. Andre former for ulovligt indhold kan kræve længere eller kortere frister for behandling af anmeldelser, hvilket vil afhænge af de pågældende forhold og omstændigheder og former for ulovligt indhold. Disse udbydere kan også indlede eller øge samarbejdet med pålidelige indberettere og tilrettelægge kurser og drøftelser med sammenslutninger af pålidelige indberettere.

(88)

Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør også være opmærksomme på de foranstaltninger, de træffer for at teste og om nødvendigt tilpasse deres algoritmiske systemer, ikke mindst deres anbefalingssystemer. De kan være nødt til at afbøde de negative virkninger af de individualiserede anbefalinger og korrigere de kriterier, der anvendes i deres anbefalinger. De reklamesystemer, der anvendes af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, kan også fungere som katalysator for de systemiske risici. Disse udbydere bør overveje korrigerende foranstaltninger såsom at give afkald på reklameindtægter for specifikke oplysninger eller andre tiltag såsom at øge synligheden af autoritative informationskilder eller en mere strukturel tilpasning af deres reklamesystemer. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner kan have behov for at styrke deres interne processer eller tilsyn med deres aktiviteter, navnlig med hensyn til afdækning af systemiske risici, og foretage hyppigere eller målrettede risikovurderinger i forbindelse med nye funktioner. Navnlig når risici deles på tværs af forskellige onlineplatforme eller onlinesøgemaskiner, bør de samarbejde med andre tjenesteudbydere, herunder ved at tage initiativ til eller tilslutte sig eksisterende adfærdskodekser eller træffe andre selvregulerende foranstaltninger. De bør også overveje opmærksomhedsskabende tiltag, navnlig når risiciene vedrører desinformationskampagner.

(89)

Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør tage hensyn til mindreåriges tarv, når de træffer foranstaltninger såsom tilpasning af udformningen af deres tjeneste og deres onlinegrænseflade, navnlig når deres tjenester er rettet mod mindreårige eller hovedsageligt anvendes af mindreårige. De bør sikre, at deres tjenester er organiseret på en sådan måde, at mindreårige let kan få adgang til de mekanismer, der er fastsat i denne forordning, hvor det er relevant, herunder anmeldelses- og fjernelses- og klagemekanismer. De bør også træffe foranstaltninger til at beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling, og tilvejebringe værktøjer, der muliggør adgangsstyring til sådanne oplysninger. Ved valget af passende afbødende foranstaltninger kan udbyderne, hvor det er relevant, tage hensyn til branchens bedste praksis, herunder som fastlagt gennem selvregulerende samarbejde, såsom adfærdskodekser, og bør tage retningslinjer fra Kommissionen i betragtning.

(90)

Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør sikre, at deres tilgang til risikovurdering og -afbødning er baseret på den bedste tilgængelige information og videnskabelige viden, og at de afprøver deres antagelser med de grupper, der er mest påvirket af risiciene, og de foranstaltninger, de træffer. Med henblik herpå bør de i givet fald gennemføre deres risikovurderinger og udforme deres risikobegrænsende foranstaltninger med inddragelse af repræsentanter for tjenestemodtagerne, repræsentanter for grupper, der kan blive berørt af deres tjenester, uafhængige eksperter og civilsamfundsorganisationer. De bør søge at indarbejde sådanne høringer i deres metoder til risikovurdering og udformning af afbødende foranstaltninger, herunder, hvis det er relevant, undersøgelser, fokusgrupper, rundbordsdiskussioner og andre hørings- og udformningsmetoder. Ved vurderingen af, om en foranstaltning er rimelig, forholdsmæssig og effektiv, bør der tages særligt hensyn til retten til ytringsfrihed.

(91)

I krisetider kan der være behov for, at udbydere af meget store onlineplatforme hurtigst muligt træffer visse specifikke foranstaltninger ud over de foranstaltninger, de ville træffe i lyset af deres øvrige forpligtelser i henhold til denne forordning. I den forbindelse bør en krise anses for at være opstået, når ekstraordinære omstændigheder medfører en alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed eller folkesundheden i Unionen eller i væsentlige dele heraf. Sådanne kriser kan skyldes væbnede konflikter eller terrorhandlinger, herunder nye konflikter eller terrorhandlinger, naturkatastrofer såsom jordskælv og orkaner samt pandemier og andre alvorlige grænseoverskridende trusler mod folkesundheden. Kommissionen bør efter henstilling fra Det Europæiske Råd for Digitale Tjenester (»rådet«) kunne kræve, at udbydere af meget store onlineplatforme og udbydere af meget store onlinesøgemaskiner hurtigst muligt iværksætter en kriseindsats. Foranstaltninger, som disse udbydere kan udvælge og overveje at anvende, kan f.eks. omfatte tilpasning af indholdsmoderationsprocesser og forøgelse af de ressourcer, der er afsat til indholdsmoderation, tilpasning af vilkår og betingelser, relevante algoritmiske systemer og reklamesystemer, yderligere intensivering af samarbejdet med pålidelige indberettere, iværksættelse af opmærksomhedsskabende foranstaltninger og fremme af pålidelig information og tilpasning af udformningen af deres onlinegrænseflader. Der bør fastsættes de nødvendige krav for at sikre, at sådanne foranstaltninger træffes inden for meget kort tid, og at kriseresponsmekanismen kun anvendes, hvis og i det omfang dette er strengt nødvendigt, og alle foranstaltninger, der træffes i henhold til denne mekanisme, er effektive og forholdsmæssige under behørig hensyntagen til alle berørte parters rettigheder og legitime interesser. Anvendelsen af mekanismen bør ikke berøre de øvrige bestemmelser i denne forordning, f.eks. bestemmelserne om risikovurderinger og afbødende foranstaltninger og håndhævelsen heraf og bestemmelserne om kriseprotokoller.

(92)

I betragtning af behovet for at sikre at uafhængige eksperter foretager en kontrol, bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner gennem uafhængig revision være ansvarlige for deres overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, og i givet fald for supplerende tilsagn afgivet i medfør af adfærdskodekser og kriseprotokoller. For at sikre at revisioner gennemføres effektivt og rettidigt, bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner yde det nødvendige samarbejde og den nødvendige bistand til de organisationer, der udfører revisionerne, herunder ved at give revisoren adgang til alle relevante data og lokaler, der er nødvendige for at udføre revisionen korrekt, herunder, hvor det er relevant, til data vedrørende algoritmiske systemer og ved at besvare mundtlige eller skriftlige spørgsmål. Revisorerne bør også kunne gøre brug af andre objektive informationskilder, herunder undersøgelser foretaget af kontrolunderlagte forskere. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør ikke undergrave gennemførelsen af revisionen. Revisioner bør udføres i overensstemmelse med bedste praksis i branchen og høj faglig etik og objektivitet under behørig hensyntagen til revisionsstandarder og -kodekser, hvor det er relevant. Revisorerne bør garantere fortroligheden, sikkerheden og integriteten af de oplysninger, f.eks. forretningshemmeligheder, som de indhenter under udførelsen af deres opgaver. Denne garanti bør ikke bruges som et middel til at omgå anvendelsen af revisionsforpligtelserne i denne forordning. Revisorerne bør have den nødvendige ekspertise inden for risikostyring og den nødvendige tekniske kompetence til at revidere algoritmer. De bør være uafhængige, for at de kan udføre deres opgaver på en passende og troværdig måde. De bør opfylde de centrale uafhængighedskrav for forbudte ikkerevisionstjenester, rotation af revisionsfirmaer og ikkebetingede gebyrer. Hvis deres uafhængighed og tekniske kompetence ikke er uomtvistelig, bør de fratræde eller afstå fra revisionsopgaven.

(93)

Revisionsrapporten bør underbygges for at give en meningsfuld redegørelse for de gennemførte aktiviteter og de konklusioner, der er draget. Den bør indgå i grundlaget for og i givet fald foreslå forbedringer af de foranstaltninger, som udbyderne af den meget store onlineplatform og af den meget store onlinesøgemaskine har truffet for at opfylde deres forpligtelser i henhold til denne forordning. Revisionsrapporten bør fremsendes til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og til Kommissionen og rådet efter modtagelsen af revisionsrapporten. Udbyderne bør også uden unødig forsinkelse efter færdiggørelsen fremsende hver enkelt rapport om risikovurderingen og de afbødende foranstaltninger samt revisionsrapporten om gennemførelsen af revisionen af udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine, der viser, hvordan de har fulgt op på revisionsanbefalingerne. Revisionsrapporten bør indeholde en revisionserklæring baseret på konklusionerne truffet på grundlag af det tilvejebragte revisionsbevis. Der bør afgives en »positiv udtalelse«, hvis al dokumentation viser, at udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine opfylder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, eller i påkommende tilfælde tilsagn, som platformen har afgivet i medfør af en adfærdskodeks eller en kriseprotokol, navnlig ved at identificere, evaluere og afbøde de systemiske risici forbundet med platformens system og tjenester. En »positiv udtalelse« bør ledsages af bemærkninger, hvis revisor ønsker at medtage kommentarer, der ikke har væsentlig indflydelse på resultatet af revisionen. Der bør afgives en »negativ udtalelse«, hvis revisoren mener, at udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine ikke overholder denne forordning eller de afgivne tilsagn. Hvis der i revisionserklæringen ikke kunne drages en konklusion vedrørende specifikke elementer, som er omfattet af revisionen, bør revisionserklæringen indeholde en forklaring på, hvorfor der ikke kunne drages en sådan konklusion. Rapporten bør, når det er relevant, indeholde en beskrivelse af specifikke elementer, der ikke kunne underlægges revision, og en begrundelse herfor.

(94)

Forpligtelserne vedrørende vurdering og afbødning af risici bør fra sag til sag skabe et behov for, at udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner vurderer og, om nødvendigt, tilpasser udformningen af deres anbefalingssystemer, f.eks. ved at træffe foranstaltninger til at forhindre eller minimere skævheder, der fører til forskelsbehandling af personer i sårbare situationer, navnlig hvis sådan justering er i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen, og når oplysningerne personaliseres på grundlag af særlige kategorier af personoplysninger, jf. artikel 9 i forordning (EU) 2016/679. Som supplement til de gennemsigtighedsforpligtelser, der gælder for onlineplatforme for så vidt angår deres anbefalingssystemer, bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner desuden konsekvent sikre, at modtagerne af deres tjenester har alternative muligheder, som ikke er baseret på profilering, jf. forordning (EU) 2016/679, for de vigtigste parametre i deres anbefalingssystemer. Sådanne valg bør være direkte tilgængelige fra den onlinegrænseflade, hvor anbefalingerne fremlægges.

(95)

Reklamesystemer, der anvendes af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, er forbundet med særlige risici og kræver yderligere offentligt og lovmæssigt tilsyn på grund af deres omfang og evne til at fokusere på og nå ud til tjenestemodtagerne på grundlag af deres adfærd inden for og uden for platformens eller søgemaskinens onlinegrænseflade. Meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner bør sikre offentlig adgang til databaser med reklamer vist på deres onlinegrænseflader for at lette tilsynet med og forskningen i nye risici som følge af udbredelsen af reklamer på internettet, f.eks. i forbindelse med ulovlige reklamer eller manipulerende teknikker og desinformation med en reel og forventet negativ indvirkning på folkesundheden, den offentlige sikkerhed, samfundsdebatten, den politiske deltagelse og ligestillingen. Databaserne bør omfatte indholdet af reklamer, herunder produktets, tjenestens eller varemærkets navn og reklamens genstand, og relaterede oplysninger om annoncøren og, hvis forskellig herfra, den fysiske eller juridiske person, der betalte for reklamen, og leveringen af reklamen, navnlig når der er tale om målrettet reklame. Disse oplysninger bør omfatte både information om målretningskriterier og leveringskriterier, navnlig når der reklameres over for personer i sårbare situationer såsom mindreårige.

(96)

For behørigt at kunne overvåge og vurdere, at meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner overholder de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, kan koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet eller Kommissionen kræve adgang til eller rapportering af specifikke oplysninger, herunder data vedrørende algoritmer. Et sådant krav kan f.eks. omfatte de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere risiciene og de mulige skader forbundet med den meget store online platforms eller meget store onlinesøgemaskines systemer, oplysninger om nøjagtigheden, virkemåden og afprøvningen af algoritmiske systemer til indholdsmoderation, anbefalingssystemer eller reklamesystemer, herunder i givet fald indlæringsdata og algoritmer, eller oplysninger om processer og output af indholdsmoderation eller interne klagebehandlingssystemer som omhandlet i denne forordning. Sådanne anmodninger om adgang til data bør ikke omfatte anmodninger om at give specifikke oplysninger om individuelle modtagere af tjenesten med henblik på at fastslå, om sådanne modtagere overholder anden gældende EU-ret eller national ret. Forskernes undersøgelser af udviklingen og alvoren af systemiske risici på internettet er navnlig vigtige for at afbøde informationsasymmetrier og etablere et modstandsdygtigt system til risikobegrænsning og informere udbydere af onlineplatforme, udbydere af onlinesøgemaskiner, koordinatorer for digitale tjenester, andre kompetente myndigheder, Kommissionen og offentligheden.

(97)

Denne forordning udgør derfor en ramme, der giver bred adgang til oplysninger fra meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner for kontrolunderlagte forskere, der er tilknyttet en forskningsorganisation som omhandlet i artikel 2 i direktiv (EU) 2019/790, hvilket med henblik på denne forordning kan omfatte civilsamfundsorganisationer, der udfører videnskabelig forskning med det primære formål at støtte deres almennyttige opgaver. Alle anmodninger om adgang til oplysninger inden for denne ramme bør være forholdsmæssige og på passende vis beskytte den meget store onlineplatforms eller den meget store onlinesøgemaskines og eventuelle andre berørte parters, herunder tjenestemodtageres, rettigheder og legitime interesser, herunder beskyttelse af personoplysninger, forretningshemmeligheder og andre fortrolige oplysninger. For at sikre at denne forordnings mål nås, bør hensyntagen til udbydernes kommercielle interesser imidlertid ikke føre til afslag på at give adgang til data, der er nødvendige for det specifikke forskningsmål på grundlag af en anmodning i henhold til denne forordning. I denne henseende bør udbyderne, uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (32), sikre passende adgang for forskere, herunder om nødvendigt ved at træffe tekniske beskyttelsesforanstaltninger, f.eks. ved brug af datavaults. Anmodninger om dataadgang kan f.eks. omfatte antallet af websitebesøg eller, hvor det er relevant, andre former for adgang til indhold for tjenestemodtagere, forud for dets fjernelse af udbyderne af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner.

(98)

Når data er offentligt tilgængelige, bør sådanne udbydere desuden ikke forhindre forskere, der opfylder en passende del af kriterierne, i at anvende disse data til forskningsformål, der bidrager til afdækning, kortlægning og forståelse af systemiske risici. De bør give sådanne forskere – herunder, hvor det er teknisk muligt, i realtid – adgang til offentligt tilgængelige data, f.eks. om aggregerede interaktioner med indhold fra offentlige sider, offentlige grupper eller offentlige figurer, herunder oplysninger om indtryk og engagement såsom antallet af reaktioner, delinger og kommentarer fra tjenestemodtagerne. Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner bør tilskyndes til at samarbejde med forskere og give bredere adgang til data til overvågning af samfundsmæssige problemer gennem frivillige bestræbelser, herunder gennem forpligtelser og procedurer, der er aftalt i henhold til adfærdskodekser eller kriseprotokoller. Disse udbydere og forskere bør være særligt opmærksomme på beskyttelsen af personoplysninger og sikre, at enhver behandling af personoplysninger er i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679. Udbydere bør anonymisere eller pseudonymisere personoplysninger, undtagen i de tilfælde, hvor det ville gøre det tilstræbte forskningsformål umuligt.

(99)

I betragtning af kompleksiteten af de indførte systemer og de systemiske risici, de udgør for samfundet, bør udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner oprette en compliancefunktion, som bør være uafhængig af disse udbyderes operationelle funktioner. Compliancefunktionens leder bør rapportere direkte til disse udbyderes ledelse, herunder om tilfælde af manglende overholdelse af denne forordning. De compliancerådgivere, der indgår i compliancefunktionen, bør have de nødvendige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at gennemføre foranstaltninger og overvåge overholdelsen af denne forordning i udbyderne af meget store onlineplatformes eller af meget store onlinesøgemaskiners organisation. Udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner bør sikre, at compliancefunktionen inddrages tilstrækkeligt og rettidigt i alle spørgsmål vedrørende denne forordning, herunder i strategien for risikovurdering og risikoafbødning og specifikke foranstaltninger samt i givet fald vurderingen af overholdelsen af de forpligtelser, som disse udbydere har indgået i henhold til de adfærdskodekser og kriseprotokoller, de har tilsluttet sig.

(100)

I betragtning af de yderligere risici forbundet med deres aktiviteter og deres yderligere forpligtelser i henhold til denne forordning bør der gælde supplerende gennemsigtighedskrav specifikt for meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner, navnlig vedrørende omfattende rapportering om gennemførte risikovurderinger og efterfølgende foranstaltninger truffet i henhold til denne forordning.

(101)

Kommissionen bør råde over de nødvendige personale- og ekspertressourcer samt økonomiske midler til at udføre sine opgaver i henhold til denne forordning. For at sikre at de ressourcer, der er nødvendige for et tilstrækkeligt tilsyn på EU-plan i henhold til denne forordning, er til rådighed, og i betragtning af at medlemsstaterne bør have ret til at opkræve et tilsynsgebyr hos udbydere, der er etableret på deres område, for så vidt angår de tilsyns- og håndhævelsesopgaver, der udføres af deres myndigheder, bør Kommissionen opkræve et tilsynsgebyr, hvis størrelse bør fastsættes årligt, på meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner. Det samlede beløb for det årlige tilsynsgebyr, der opkræves, bør fastsættes på grundlag af de samlede omkostninger, som Kommissionen har afholdt i forbindelse med udførelsen af sine tilsynsopgaver i henhold til denne forordning, som det med rimelighed kan anslås på forhånd. Et sådant beløb bør omfatte omkostninger i forbindelse med udøvelsen af de specifikke beføjelser og opgaver vedrørende tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, herunder omkostninger i forbindelse med udpegelse af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner eller oprettelse, vedligeholdelse og drift af de databaser, der er omhandlet i denne forordning.

Det bør også omfatte også omkostninger i forbindelse med etablering, vedligeholdelse og drift af de grundlæggende oplysninger og den institutionelle infrastruktur for samarbejdet mellem koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og Kommissionen under hensyntagen til det forhold, at deres størrelse og rækkevidde til meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner har en betydelig indvirkning på de ressourcer, der er nødvendige for at støtte en sådan infrastruktur. Ved vurderingen af de samlede omkostninger bør der tages hensyn til tilsynsomkostningerne i det foregående år, herunder, hvor det er relevant, de omkostninger, der overstiger det individuelle årlige tilsynsgebyr, der er opkrævet i det foregående år. De eksterne formålsbestemte indtægter fra de årlige tilsynsgebyrer kan anvendes til at finansiere yderligere menneskelige ressourcer såsom kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter og andre udgifter i forbindelse med udførelsen af disse opgaver, som overdrages til Kommissionen ved denne forordning. Det årlige tilsynsgebyr, der skal opkræves af udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, bør stå i et rimeligt forhold til tjenestens størrelse som afspejlet i antallet af aktive modtagere af tjenesten i Unionen. Desuden bør det individuelle årlige tilsynsgebyr ikke overstige et samlet loft for hver udbyder af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner under hensyntagen til den økonomiske kapacitet hos udbyderen af den eller de udpegede tjenester.

(102)

For at lette en effektiv og konsekvent anvendelse af de i denne forordning fastsatte forpligtelser, der kan kræve gennemførelse ad elektronisk vej, er det vigtigt at fremme frivillige standarder for visse tekniske procedurer, hvor industrien kan bidrage til udviklingen af standardiserede metoder med henblik på at støtte udbyderne af formidlingstjenester med overholdelse af denne forordning, f.eks. mulighed for indgivelse af anmeldelser, herunder via applikationsprogrammeringsgrænseflader, eller standarder vedrørende vilkår og betingelser eller standarder vedrørende revisioner eller standarder vedrørende interoperabilitet af reklamedatabaser. Desuden kan sådanne standarder omfatte standarder vedrørende onlinereklamer, anbefalingssystemer, tilgængelighed og beskyttelse af mindreårige online. Udbydere af formidlingstjenester kan frit vedtage standarderne, men vedtagelsen heraf er ikke ensbetydende med, at denne forordning er overholdt. Ved at levere bedste praksis kan sådanne standarder samtidig navnlig være nyttige for relativt små udbydere af formidlingstjenester. I standarderne kunne der i givet fald skelnes mellem forskellige former for ulovligt indhold eller forskellige typer formidlingstjenester.

(103)

Kommissionen og rådet bør tilskynde til udarbejdelse af frivillige adfærdskodekser såvel som gennemførelse af disse kodeksers bestemmelser med henblik på at bidrage til anvendelsen af denne forordning. Kommissionen og rådet bør tilstræbe, at adfærdskodekserne klart fastsætter arten af de mål af almen interesse, der forfølges, at de indeholder mekanismer til uafhængig evaluering af opfyldelsen af disse mål, og at de relevante myndigheders rolle er klart fastsat. Der bør lægges særlig vægt på at undgå negative virkninger for sikkerheden, beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger samt forbuddet mod at pålægge generelle overvågningsforpligtelser. Selv om gennemførelsen af adfærdskodekser bør kunne måles og være underlagt offentligt tilsyn, bør dette ikke ændre ved sådanne kodeksers frivillige karakter og de berørte parters mulighed for frit at afgøre, om de vil tilslutte sig. Under visse omstændigheder er det vigtigt, at meget store onlineplatforme samarbejder om at udarbejde og overholde specifikke adfærdskodekser. Intet i denne forordning er til hinder for, at andre tjenesteydere overholder de samme standarder for due diligence, vedtager bedste praksis og får gavn af Kommissionens og rådets retningslinjer ved at tilslutte sig de samme adfærdskodekser.

(104)

Denne forordning bør udpege visse områder, hvor det kan overvejes at indføre sådanne adfærdskodekser. Risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende specifikke former for ulovligt indhold bør navnlig undersøges gennem aftaler om selvregulering og samregulering. Et andet område, der bør overvejes, er de mulige negative virkninger af systemiske risici for samfundet og demokratiet såsom desinformation eller manipulerende og misbrugende aktiviteter eller eventuelle negative følger for mindreårige. Dette omfatter koordinerede operationer, der har til formål at forstærke information, herunder desinformation, såsom brug af botter eller falske konti til at frembringe forsætligt ukorrekte eller vildledende oplysninger, undertiden med henblik på at opnå en økonomisk gevinst, som er særlig skadelige for sårbare modtagere af tjenesten såsom mindreårige. På disse områder kan en meget stor onlineplatforms eller en meget stor onlinesøgemaskines tilslutning til og overholdelse af en bestemt adfærdskodeks betragtes som en passende risikobegrænsende foranstaltning. Hvis en udbyder af en onlineplatform eller af en onlinesøgemaskine nægter at følge Kommissionens opfordring til at deltage i anvendelsen af en sådan adfærdskodeks uden behørig forklaring, kan der i påkommende tilfælde tages hensyn hertil ved vurderingen af, om onlineplatformen eller onlinesøgemaskinen har overtrådt de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Den blotte deltagelse i og gennemførelse af en given adfærdskodeks bør ikke i sig selv være ensbetydende med, at denne forordning er overholdt.

(105)

Adfærdskodekserne bør lette adgangen til tjenester for meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner i overensstemmelse med EU-retten og national ret med henblik på at gøre deres forventede anvendelse lettere for personer med handicap. Adfærdskodekserne kan navnlig sikre, at oplysningerne præsenteres på en måde, der kan opfattes, bruges og forstås af personer med handicap samt er sikre at bruge, og at formularer og foranstaltninger i henhold til denne forordning gøres tilgængelige på en måde, så de er lette at finde og er tilgængelige for personer med handicap.

(106)

Reglerne om adfærdskodekser i denne forordning kan danne grundlag for allerede etablerede selvregulerende foranstaltninger på EU-plan, herunder hensigtserklæringen om produktsikkerhed (»Product Safety Pledge«), aftalememorandummet om salg af forfalskede varer på internettet (»Memorandum of Understanding on the sale of counterfeit goods on the internet«), adfærdskodeksen for bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet (»Code of Conduct on countering illegal hate speech online«) og adfærdskodeksen om desinformation (»EU Code of Practice on Disinformation«). Navnlig for sidstnævnte er adfærdskodeksen om desinformation efter Kommissionen vejledning blevet styrket som bebudet i handlingsplanen for europæisk demokrati.

(107)

Onlinereklame involverer generelt en række aktører, herunder formidlingstjenester, der forbinder reklameudgivere og annoncører. Adfærdskodekser bør understøtte og supplere de gennemsigtighedsforpligtelser vedrørende reklame for udbydere af onlineplatforme, af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, der er fastsat i denne forordning, for at tilvejebringe fleksible og effektive mekanismer til at lette og øge overholdelsen af disse forpligtelser, navnlig for så vidt angår de nærmere bestemmelser for videregivelse af de relevante oplysninger. Dette bør omfatte lettelse af transmission af oplysningerne om den annoncør, der betaler for reklamen, når vedkommende adskiller sig fra den fysiske eller juridiske person, på hvis vegne reklamen vises på en onlineplatforms onlinegrænseflade. Adfærdskodekserne bør også omfatte foranstaltninger til at sikre, at meningsfulde oplysninger om kommerciel udnyttelse af data deles på passende vis i hele værdikæden. Inddragelsen af en bred vifte af interessenter bør sikre, at disse adfærdskodekser støttes bredt, er teknisk velfunderede og effektive og har den højeste grad af brugervenlighed for at sikre, at gennemsigtighedsforpligtelserne opfylder deres mål. For at sikre adfærdskodeksernes effektivitet bør Kommissionen medtage evalueringsmekanismer i udarbejdelsen af adfærdskodekserne. Kommissionen kan, hvis det er relevant, opfordre Agenturet for Grundlæggende Rettigheder eller Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse til at udtale sig om den pågældende adfærdskodeks.

(108)

Ud over kriseresponsmekanismen for meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan Kommissionen tage initiativ til udarbejdelsen af frivillige kriseprotokoller for at koordinere en hurtig, kollektiv og grænseoverskridende indsats i onlinemiljøet. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis onlineplatforme misbruges til hurtig udbredelse af ulovligt indhold eller desinformation, eller hvor der opstår behov for hurtig udbredelse af pålidelig information. I lyset af den vigtige rolle, som meget store onlineplatforme spiller i formidling af information i vores samfund og på tværs af grænserne, bør udbydere af sådanne platforme tilskyndes til at udarbejde og anvende specifikke kriseprotokoller. Sådanne kriseprotokoller bør kun aktiveres i en begrænset periode, og de trufne foranstaltninger bør også begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt for at håndtere de ekstraordinære omstændigheder. Disse foranstaltninger bør være i overensstemmelse med denne forordning og bør ikke udgøre en generel forpligtelse for de deltagende udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner til at overvåge den information, de transmitterer eller lagrer, eller til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovligt indhold.

(109)

For at sikre passende tilsyn med og håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, bør medlemsstaterne udpege mindst én myndighed, der skal have til opgave at føre tilsyn med anvendelsen af og håndhæve denne forordning, uden at det berører muligheden for at udpege en eksisterende myndighed og dens retlige form i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne bør dog kunne overdrage specifikke tilsyns- eller håndhævelsesopgaver og kompetencer vedrørende anvendelsen af denne forordning til mere end én kompetent myndighed, f.eks. for specifikke sektorer, hvor eksisterende myndigheder også kan have beføjelser, såsom tilsynsmyndigheder for elektronisk kommunikation, mediemyndigheder eller forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, i overensstemmelse med deres nationale forfatningsmæssige, organisatoriske og administrative struktur. Alle udpegede kompetente myndigheder bør i forbindelse med udførelsen af deres opgaver bidrage til at nå denne forordnings mål, nemlig et velfungerende indre marked for formidlingstjenester, hvor de harmoniserede regler for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, der fremmer innovation, og navnlig de due diligence-forpligtelser, der gælder for forskellige kategorier af udbydere af formidlingstjenester, overvåges og håndhæves effektivt med henblik på at sikre, at de grundlæggende rettigheder, som er nedfældet i chartret, herunder princippet om forbrugerbeskyttelse, beskyttes effektivt. Denne forordning forpligter ikke medlemsstaterne til at overlade det til de kompetente myndigheder at træffe afgørelse om lovligheden af specifikt indhold.

(110)

I betragtning af de pågældende tjenesters grænseoverskridende karakter og den horisontale karakter af de forpligtelser, der indføres med denne forordning, bør én myndighed, der er udpeget til at føre tilsyn med anvendelsen af denne forordning og om nødvendigt til at håndhæve denne forordning, også udpeges som koordinator for digitale tjenester i hver medlemsstat. Hvis mere end én kompetent myndighed udpeges til at føre tilsyn med anvendelsen af og håndhæve denne forordning, bør der kun udpeges én myndighed i den pågældende medlemsstat som koordinator for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester bør fungere som et enkelt kontaktpunkt i alle forhold vedrørende anvendelsen af denne forordning for Kommissionen, rådet, koordinatorerne for digitale tjenester i andre medlemsstater og for andre kompetente myndigheder i den pågældende medlemsstat. Koordinatoren for digitale tjenester bør navnlig, hvis flere kompetente myndigheder har fået overdraget opgaver i henhold til denne forordning i en bestemt medlemsstat, koordinere og samarbejde med disse myndigheder i overensstemmelse med den nationale ret, der fastsætter deres respektive opgaver, og uden at det berører de andre kompetente myndigheders uafhængige vurdering. Selv om koordinatoren for digitale tjenester ikke udøver nogen form for hierarkisk overstyring i forhold til andre kompetente myndigheder i forbindelse med udførelsen af deres opgaver, bør denne sikre en effektiv inddragelse af alle relevante kompetente myndigheder og rapportere rettidigt om deres vurdering inden for rammerne af samarbejdet om tilsyn og håndhævelse på EU-plan. Ud over de specifikke mekanismer, der er fastsat i denne forordning for så vidt angår samarbejde på EU-plan, bør medlemsstaterne endvidere sikre samarbejde mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre udpegede kompetente myndigheder på nationalt plan, eventuelt ved hjælp af passende værktøjer, f.eks. ved at samle ressourcer, fælles taskforcer, fælles undersøgelser og mekanismer for gensidig bistand.

(111)

Koordinatoren for digitale tjenester og andre kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til denne forordning, spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre effektiviteten af de rettigheder og forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, og for opfyldelsen af dens mål. Det er derfor nødvendigt at sikre, at disse myndigheder har de nødvendige midler, herunder finansielle og menneskelige ressourcer, til at føre tilsyn med alle udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence i alle unionsborgeres interesse. I betragtning af de mange forskellige udbydere af formidlingstjenester og deres anvendelse af avanceret teknologi til at yde deres tjenester er det også vigtigt, at koordinatoren for digitale tjenester og de relevante kompetente myndigheder er udstyret med det nødvendige antal medarbejdere og eksperter med specialiserede færdigheder og avancerede tekniske midler, og at de uafhængigt forvalter finansielle ressourcer til at udføre deres opgaver. Desuden bør ressourceniveauet tage hensyn til størrelse, kompleksitet og potentielle samfundsmæssige virkninger af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence samt deres tjenesters rækkevidde i hele Unionen. Denne forordning berører ikke medlemsstaternes mulighed for at indføre finansieringsmekanismer baseret på et tilsynsgebyr, der opkræves af udbydere af formidlingstjenester, i henhold til national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, i det omfang det opkræves af udbydere af formidlingstjenester, der har deres hovedforretningssted i den pågældende medlemsstat, at det er strengt begrænset til, hvad der er nødvendigt og forholdsmæssigt for at dække omkostningerne ved udførelsen af de opgaver, der er overdraget til de kompetente myndigheder i henhold til denne forordning, med undtagelse af de opgaver, der overdrages til Kommissionen, og at der sikres tilstrækkelig gennemsigtighed med hensyn til opkrævning og anvendelse af et sådant tilsynsgebyr.

(112)

De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til denne forordning, bør endvidere handle helt uafhængigt af private og offentlige organer uden forpligtelse til eller mulighed for at søge eller modtage instrukser, herunder fra regeringen, og uden at det berører de specifikke forpligtelser til at samarbejde med andre kompetente myndigheder, koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og Kommissionen. På den anden side bør disse myndigheders uafhængighed ikke betyde, at de ikke i overensstemmelse med nationale forfatninger og uden at bringe opfyldelsen af denne forordnings mål i fare kan underkastes mekanismer til rimelig ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom deres finansielle udgifter eller rapportering til de nationale parlamenter. Kravet om uafhængighed bør heller ikke forhindre udøvelsen af domstolsprøvelse eller muligheden for at rådføre sig eller regelmæssigt udveksle synspunkter med andre nationale myndigheder, herunder retshåndhævende myndigheder, krisestyringsmyndigheder eller forbrugerbeskyttelsesmyndigheder, hvis det er relevant, med henblik på at underrette hinanden om igangværende undersøgelser, uden at dette berører udøvelsen af deres respektive beføjelser.

(113)

Medlemsstaterne kan udpege en eksisterende national myndighed som koordinator for digitale tjenester eller med specifikke opgaver til at føre tilsyn med anvendelsen af og håndhæve denne forordning, forudsat at en sådan udpeget myndighed opfylder kravene i denne forordning, f.eks. med hensyn til dens uafhængighed. Desuden er medlemsstaterne i princippet ikke afskåret fra at sammenlægge funktioner i en eksisterende myndighed i overensstemmelse med EU-retten. Foranstaltningerne i denne henseende kan bl.a. indebære, at det ikke er muligt at afskedige formanden for eller et medlem af bestyrelsen i et kollegialt organ i en eksisterende myndighed inden udløbet af deres embedsperiode alene med den begrundelse, at der er gennemført en institutionel reform, som indebærer sammenlægning af forskellige funktioner i én myndighed, hvis der ikke er indført regler, som sikrer, at sådanne afskedigelser ikke bringer disse medlemmers uafhængighed og upartiskhed i fare.

(114)

Medlemsstaterne bør give koordinatoren for digitale tjenester og enhver anden kompetent myndighed, der er udpeget i henhold til denne forordning, tilstrækkelige beføjelser og midler til at sikre en effektiv undersøgelse og håndhævelse, i overensstemmelse med de opgaver, som de har fået pålagt. Dette omfatter de kompetente myndigheders beføjelse til at vedtage midlertidige foranstaltninger i overensstemmelse med national ret i tilfælde af risiko for alvorlig skade. Sådanne midlertidige foranstaltninger, som kan omfatte påbud om at bringe en given påstået overtrædelse til ophør eller afhjælpe den, bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at sikre, at alvorlig skade forhindres, indtil den endelige afgørelse foreligger. Koordinatorerne for digitale tjenester bør navnlig kunne søge efter og indhente oplysninger, der befinder sig på deres område, herunder i forbindelse med fælles undersøgelser, under behørig hensyntagen til, at tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger vedrørende en udbyder, der er underlagt en anden medlemsstats eller Kommissionens jurisdiktion, bør træffes af koordinatoren for digitale tjenester i denne anden medlemsstat, i givet fald i overensstemmelse med procedurerne for grænseoverskridende samarbejde, eller, hvis det er relevant, af Kommissionen.

(115)

Medlemsstaterne bør i deres nationale ret i overensstemmelse med EU-retten og navnlig denne forordning og chartret fastsætte de nærmere betingelser og begrænsninger for koordinatorerne for digitale tjenesters og i givet fald andre kompetente myndigheders udøvelse af deres undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser i henhold til denne forordning.

(116)

I forbindelse med udøvelsen af disse beføjelser bør de kompetente myndigheder overholde de gældende nationale regler vedrørende procedurer og forhold såsom kravet om forudgående tilladelse fra en domstol til at få adgang til visse lokaler og retten til fortrolighed mellem advokat og klient. Disse bestemmelser bør navnlig sikre overholdelsen af de grundlæggende rettigheder til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, herunder retten til et forsvar, og retten til respekt for privatlivet. I denne forbindelse kunne de garantier, der er fastsat i forbindelse med Kommissionens procedure i henhold til denne forordning, være et passende referencegrundlag. En forudgående, retfærdig og upartisk procedure bør garanteres, inden der træffes endelig afgørelse, herunder de berørte personers ret til at blive hørt, og retten til aktindsigt, samtidig med at fortroligheden og tavshedspligten og forretningshemmeligheden samt forpligtelsen til at give en meningsfuld begrundelse for afgørelserne overholdes. Dette bør dog ikke være til hinder for, at der træffes foranstaltninger i behørigt begrundede hastetilfælde og med forbehold af passende betingelser og proceduremæssige ordninger. Udøvelsen af beføjelser bør bl.a. også stå i et rimeligt i forhold til karakteren og den samlede faktiske eller potentielle skade, som overtrædelsen eller den formodede overtrædelse har forvoldt. De kompetente myndigheder bør tage højde for alle sagens forhold og omstændigheder, herunder oplysninger, der er indsamlet af kompetente myndigheder i andre medlemsstater.

(117)

Medlemsstaterne bør sikre, at overtrædelser af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, kan sanktioneres på en måde, der er effektiv, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, under hensyntagen til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed i lyset af den offentlige interesse, der forfølges, omfanget og arten af de aktiviteter, der udføres, samt den krænkende parts økonomiske formåen. Sanktionerne bør navnlig fastsættes under hensyntagen til, om den berørte udbyder af formidlingstjenester systematisk eller gentagne gange undlader at opfylde sine forpligtelser i henhold til denne forordning, og i givet fald antallet af berørte modtagere af tjenesten, hvorvidt overtrædelsen blev begået forsætligt eller uagtsomt og om udbyderen er aktiv i flere medlemsstater. Hvis denne forordning fastsætter et maksimumsbeløb for bøder eller tvangsbøder, bør dette maksimumsbeløb finde anvendelse på hver overtrædelse af denne forordning, og uden at dette berører gradueringen af bøderne eller tvangsbøderne for specifikke overtrædelser. Medlemsstaterne bør sikre, at pålæggelse af bøder eller tvangsbøder i forbindelse med overtrædelser i hvert enkelt tilfælde bør være effektiv, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning, idet der fastsættes nationale regler og procedurer i overensstemmelse med denne forordning, under hensyntagen til alle kriterier vedrørende de generelle betingelser for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder.

(118)

For at sikre en effektiv håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning bør enkeltpersoner eller repræsentative organisationer kunne indgive klager over overholdelsen af disse forpligtelser til koordinatoren for digitale tjenester på det område, hvor de modtog tjenesten, uden at dette berører kompetencereglerne i denne forordning og de gældende regler for behandling af klager i overensstemmelse med nationale principper om god forvaltningsskik. Klager kan give et retvisende overblik over problemstillinger vedrørende en bestemt udbyder af formidlingstjenesters overholdelse og kan også oplyse koordinatoren for digitale tjenester om mere tværgående spørgsmål. Koordinatoren for digitale tjenester bør inddrage andre nationale kompetente myndigheder samt koordinatoren for digitale tjenester i en anden medlemsstat og navnlig koordinatoren i den medlemsstat, hvor den berørte udbyder af formidlingstjenester er etableret, hvis spørgsmålet kræver grænseoverskridende samarbejde.

(119)

Medlemsstaterne bør sikre, at koordinatorer for digitale tjenester kan træffe foranstaltninger, der er effektive til at håndtere og står i rimeligt forhold til visse særlig alvorlige og vedvarende overtrædelser i denne forordning. Når disse foranstaltninger kan påvirke tredjeparters rettigheder og interesser, hvilket navnlig kan være tilfældet, når adgangen til onlinegrænseflader er begrænset, er det navnlig hensigtsmæssigt at kræve, at foranstaltningerne omfattes af yderligere garantier. Tredjeparter, der potentielt kan blive berørt, bør navnlig have mulighed for at blive hørt, og sådanne påbud bør kun udstedes, når beføjelser til at træffe sådanne foranstaltninger som fastsat i andre EU-retsakter eller national ret, f.eks. for at beskytte forbrugernes kollektive interesser, for at sikre øjeblikkelige fjernelse af websider, der indeholder eller udbreder børnepornografi, eller for at hindre adgangen til tjenester, som en tredjepart bruger til at krænke en intellektuel ejendomsrettighed, ikke er rimeligt tilgængelige.

(120)

Et sådan påbud bør ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dets mål. Med henblik herpå bør det være midlertidigt og i princippet udstedes til udbyderne af formidlingstjenester såsom de berørte udbydere af oplagringstjenester, internetudbydere eller domæneregistre eller domæneregistratorer, der har rimelige forudsætninger for at nå dette mål uden at begrænse adgangen til lovlig information unødigt.

(121)

Med forbehold af bestemmelserne om ansvarsfritagelse i denne forordning for så vidt angår oplysninger, der transmitteres eller lagres på anmodning af en tjenestemodtager, bør en udbyder af formidlingstjenester være ansvarlige for de skader, som tjenestemodtagerne har lidt som følge af, at denne udbyder har overtrådt de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. En sådan kompensation bør være i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i gældende national ret, og uden at det berører andre klagemuligheder i henhold til forbrugerbeskyttelsesreglerne.

(122)

Koordinatoren for digitale tjenester bør regelmæssigt, f.eks. på sit websted, offentliggøre en rapport om de aktiviteter, der gennemføres i henhold til denne forordning. Rapporten bør navnlig offentliggøres i et maskinlæsbart format og indeholde en oversigt over modtagne klager og deres opfølgning såsom det samlede antal modtagne klager og antallet af klager, der har ført til indledningen af en formel undersøgelse eller til fremsendelsen til andre koordinatorer for digitale tjenester, uden at henvise til personoplysninger. Da koordinatoren for digitale tjenester også får meddelelse om påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold eller levere oplysninger, der er omfattet af denne forordning, gennem informationsudvekslingssystemet, bør koordinatoren for digitale tjenester i sin årlige rapport anføre antallet og kategorierne af disse påbud til udbydere af formidlingstjenester, der er udstedt af de retslige eller administrative myndigheder i koordinatorens medlemsstat.

(123)

Af hensyn til klarheden, enkeltheden og effektiviteten bør beføjelsen til at føre tilsyn med og håndhæve forpligtelserne efter denne forordning tillægges de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor formidlingstjenesteudbyderens hovedforretningssted er beliggende, dvs. hvor tjenesteyderen har sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted, og hvor de vigtigste økonomiske funktioner og den operationelle kontrol udøves. For så vidt angår udbydere, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen og derfor er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde, bør den medlemsstat, hvori disse udbydere har udpeget deres retlige repræsentant, have kompetence under hensyntagen til de retlige repræsentanters funktion i henhold til denne forordning. Af hensyn til en effektiv anvendelse af denne forordning bør alle medlemsstater eller Kommissionen, hvor det er relevant, dog have kompetence, for så vidt angår tjenesteydere, der ikke har udpeget en retlig repræsentant. Denne kompetence kan udøves af en hvilken som helst af de kompetente myndigheder eller Kommissionen, forudsat at udbyderen ikke er underlagt håndhævelsesprocedurer for de samme forhold af en anden kompetent myndighed eller Kommissionen. For at sikre at ne bis in idem-princippet overholdes, og navnlig for at undgå, at den samme overtrædelse af forpligtelserne i denne forordning sanktioneres mere end én gang, bør hver medlemsstat, der agter at udøve sin kompetence over for sådanne udbydere, uden unødig forsinkelse underrette alle andre myndigheder, herunder Kommissionen, via det informationsudvekslingssystem, der oprettes med henblik på denne forordning.

(124)

I betragtning af deres potentielle indvirkning og de udfordringer, der er forbundet med effektivt at føre tilsyn med dem, er der behov for særlige regler vedrørende tilsyn og håndhævelse for så vidt angår udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner. Kommissionen bør, hvor det er relevant med støtte fra de nationale kompetente myndigheder, være ansvarlig for tilsyn med og offentlig håndhævelse af systemiske spørgsmål såsom spørgsmål med stor indvirkning på tjenestemodtagernes kollektive interesser. Kommissionen bør derfor have enekompetence til at føre tilsyn med og håndhæve de yderligere forpligtelser til at styre systemiske risici, der pålægges udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner ved denne forordning. Kommissionens enekompetence bør ikke berøre visse administrative opgaver, som i henhold til denne forordning er pålagt de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, såsom kontrol af forskere.

(125)

Beføjelserne til at føre tilsyn med og håndhæve andre due diligence-forpligtelser end de yderligere forpligtelser til at styre systemiske risici, der pålægges udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner ved denne forordning, bør deles af Kommissionen og de nationale kompetente myndigheder. På den ene side kunne Kommissionen i mange tilfælde være bedre i stand til at håndtere systemiske overtrædelser begået af disse udbydere, f.eks. overtrædelser, der berører flere medlemsstater, alvorlige gentagne overtrædelser eller manglende etablering af effektive mekanismer, der kræves i henhold til denne forordning. På den anden side kan de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor en udbyder af en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine har sit hovedforretningssted, være bedre i stand til at håndtere individuelle overtrædelser begået af disse udbydere, som ikke rejser systemiske eller grænseoverskridende problemer. Af hensyn til effektiviteten, for at undgå overlapning og for at sikre overholdelse af ne bis in idem-princippet bør det være op til Kommissionen at vurdere, om den finder det hensigtsmæssigt at udøve denne delte kompetence i en given sag, og medlemsstaterne bør ikke længere have mulighed for at gøre det, når den har indledt en procedure. Medlemsstaterne bør arbejde tæt sammen både indbyrdes og med Kommissionen, og Kommissionen bør arbejde tæt sammen med medlemsstaterne for at sikre, at det tilsyns- og håndhævelsessystem, der indføres ved denne forordning, fungerer gnidningsløst og effektivt.

(126)

Reglerne i denne forordning om kompetencefordeling bør ikke tilsidesætte bestemmelserne i EU-retten og nationale regler om international privatret angående jurisdiktion og gældende ret på det civil- og handelsretlige område såsom sager anlagt af forbrugere ved domstolene i den medlemsstat, hvor de har bopæl, i overensstemmelse med relevante bestemmelser i EU-retten. Med hensyn til de forpligtelser, som udbydere af formidlingstjenester med denne forordning pålægges til at underrette den udstedende myndighed om deres implementering af påbud om at gribe ind over for ulovligt indhold og påbud om at fremlægge oplysninger, bør reglerne om kompetencefordeling kun finde anvendelse på tilsynet med håndhævelsen af disse forpligtelser, men ikke på andre forhold vedrørende påbuddet, f.eks. kompetencen til at udstede sådanne.

(127)

I betragtning af formidlingstjenesternes grænseoverskridende og tværsektorielle relevans er det nødvendigt med et højt samarbejdsniveau for at sikre en konsekvent anvendelse af denne forordning og tilgængeligheden af relevante oplysninger med henblik på udførelsen af håndhævelsesopgaver gennem informationsudvekslingssystemet. Samarbejde kan antage forskellige former afhængigt af de pågældende anliggender, uden at dette berører specifikke fælles undersøgelser. Det er under alle omstændigheder nødvendigt, at koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for en udbyder af formidlingstjenester underretter andre koordinatorer for digitale tjenester om forhold, undersøgelser og tiltag, der skal iværksættes over for en sådan udbyder. Når en kompetent myndighed i en medlemsstat er i besiddelse af relevante oplysninger med henblik på en undersøgelse, der foretages af de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten, eller er i stand til at indsamle sådanne oplysninger på dens område, som de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten ikke har adgang til, bør koordinatoren for digitale tjenester i destinationslandet desuden rettidigt bistå koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, herunder ved at udøve sine undersøgelsesbeføjelser i overensstemmelse med de gældende nationale procedurer og chartret. Adressaten for sådanne undersøgelsesforanstaltninger bør overholde dem og være ansvarlig i tilfælde af manglende overholdelse, og de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten bør kunne henholde sig til de oplysninger, der er indsamlet gennem gensidig bistand, for at sikre overholdelse af denne forordning.

(128)

Koordinatoren for digitale tjenester i destinationslandet bør, navnlig på grundlag af modtagne klager eller input fra andre nationale kompetente myndigheder, hvor det er hensigtsmæssigt, eller fra rådet i tilfælde af et anliggende, der omfatter mindst tre medlemsstater, kunne anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at iværksætte undersøgelses- eller håndhævelsestiltag over for en udbyder, som er underlagt dennes kompetence. Sådanne anmodninger om indgriben bør være baseret på veldokumenterede beviser, der viser, at der foreligger en påstået overtrædelse med negativ indvirkning på tjenestemodtagernes kollektive interesser i dens medlemsstat eller har en negativ samfundsmæssig indvirkning. Koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet bør kunne benytte sig af gensidig bistand eller opfordre den anmodende koordinator for digitale tjenester til en fælles undersøgelse, hvis der er behov for yderligere oplysninger for at træffe en afgørelse, uden at dette berører muligheden for at anmode Kommissionen om at vurdere sagen, hvis den har grund til at formode, at det drejer sig om en systemisk overtrædelse begået af en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine.

(129)

Rådet bør kunne henvise spørgsmålet til Kommissionen, hvis der er uenighed om vurderingen eller de trufne eller foreslåede foranstaltninger, eller hvis der ikke er truffet nogen foranstaltninger i overensstemmelse med denne forordning på grundlag af en anmodning om tværnationalt samarbejde eller fælles undersøgelse. Hvis Kommissionen på grundlag af de oplysninger, som de berørte myndigheder har stillet til rådighed, finder, at de foreslåede foranstaltninger, herunder det foreslåede bødeniveau, ikke kan sikre en effektiv håndhævelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, bør den følgelig kunne udtrykke alvorlige anfægtelser og anmode den kompetente koordinator for digitale tjenester om at revurdere sagen og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre overholdelsen af denne forordning inden for en fastsat frist. Denne mulighed berører ikke Kommissionens generelle forpligtelse til at overvåge anvendelsen af og om nødvendigt håndhæve EU-retten under Den Europæiske Unions Domstols kontrol i overensstemmelse med traktaterne.

(130)

For at lette grænseoverskridende tilsyn med og undersøgelser af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning, og som involverer flere medlemsstater, bør koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet gennem informationsudvekslingssystemet kunne indbyde andre koordinatorer for digitale tjenester til en fælles undersøgelse af en påstået overtrædelse af denne forordning. Andre koordinatorer for digitale tjenester og, hvor det er hensigtsmæssigt, andre kompetente myndigheder bør kunne deltage i den undersøgelse, der er foreslået af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, medmindre sidstnævnte er af den opfattelse, at et uforholdsmæssigt stort antal deltagende myndigheder kan påvirke undersøgelsens effektivitet, idet der tages hensyn til de specifikke træk ved den påståede overtrædelse og manglen på direkte virkninger for tjenestemodtagerne i disse medlemsstater. Fælles undersøgelsesaktiviteter kan omfatte en lang række tiltag, der skal koordineres af koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet i overensstemmelse med de deltagende myndigheders disponibilitet, såsom koordinerede dataindsamlinger, samling af ressourcer, taskforcer, koordinerede anmodninger om oplysninger eller fælles kontrolbesøg af lokaler. Alle kompetente myndigheder, der deltager i en fælles undersøgelse, bør samarbejde med koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet, herunder ved at udøve deres undersøgelsesbeføjelser på deres område i overensstemmelse med de gældende nationale procedurer. Den fælles undersøgelse bør afsluttes inden for en given tidsramme med en endelig rapport, der tager hensyn til bidraget fra alle deltagende kompetente myndigheder. Rådet kan også, hvis mindst tre koordinatorer for digitale tjenester i destinationslandet anmoder herom, henstille til en koordinator for digitale tjenester i etableringslandet at indlede en sådan fælles undersøgelse og give anvisninger på organiseringen heraf. Rådet bør med henblik på at undgå, at sager går i hårdknude, i særlige tilfælde kunne indbringe sagen for Kommissionen, herunder hvis koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet nægter at indlede undersøgelsen, og rådet ikke er enig i den givne begrundelse.

(131)

For at sikre en konsekvent anvendelse af denne forordning skal der nedsættes en uafhængig rådgivende gruppe på EU-plan, et Europæisk Råd for Digitale Tjenester, som skal støtte Kommissionen og hjælpe med at koordinere de tiltag, der iværksættes af koordinatorerne for digitale tjenester. Rådet bør sammensættes af koordinatorerne for digitale tjenester, hvor sådanne er blevet udpeget, uden dog at dette udelukker disses mulighed for indbyde eller udpege ad hoc-delegerede til sine møder fra andre kompetente myndigheder, der har fået overdraget specifikke opgaver i henhold til denne forordning, hvis dette er påkrævet i henhold til deres nationale fordeling af opgaver og kompetencer. Hvis der er flere deltagere fra én medlemsstat, bør stemmeretten fortsat være begrænset til én repræsentant pr. medlemsstat.

(132)

Rådet bør bidrage til at sikre et fælles EU-perspektiv for en konsekvent anvendelse af denne forordning og til samarbejde mellem kompetente myndigheder, herunder ved at rådgive Kommissionen og koordinatorerne for digitale tjenester om hensigtsmæssige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger, navnlig over for udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, og under særlig hensyntagen til udbydere at formidlingstjenesteudbyderes frihed til at udbyde deres tjenester i hele Unionen. Rådet bør også bidrage til udarbejdelsen af relevante skabeloner og adfærdskodekser til analysen af nye generelle tendenser i udviklingen af digitale tjenester i Unionen, herunder ved at fremsætte udtalelser eller anbefalinger om forhold vedrørende standarder.

(133)

Med henblik herpå bør rådet kunne vedtage udtalelser og fremsætte anmodninger og henstillinger til koordinatorerne for digitale tjenester eller andre kompetente nationale myndigheder. Beslutningen om at afvige herfra bør, selv om den ikke er juridisk bindende, forklares behørigt og kan tages i betragtning af Kommissionen ved vurderingen af, om den pågældende medlemsstat overholder denne forordning.

(134)

Rådet bør bringe repræsentanterne for koordinatorerne for digitale tjenester og eventuelle andre kompetente myndigheder sammen under Kommissionens formandskab med henblik på at sikre en vurdering af forhold forelagt rådet med en fuldt ud europæisk dimension. I lyset af eventuelle tværgående elementer, der kan være relevante for andre lovgivningsmæssige rammer på EU-plan, bør rådet have mulighed for at samarbejde med andre EU-organer, -kontorer, -agenturer og rådgivende grupper med ansvar på områder som lighed, herunder ligestilling mellem kønnene, og ikkeforskelsbehandling, databeskyttelse, elektronisk kommunikation, audiovisuelle tjenester, afsløring og undersøgelser af toldsvig rettet mod EU-budgettet, forbrugerbeskyttelse eller konkurrenceret i det omfang, det er nødvendigt for udførelsen af rådets opgaver.

(135)

Kommissionen bør gennem formanden deltage i rådets møder uden stemmeret. Kommissionen bør gennem formanden sikre, at dagsordenen for møderne fastsættes i overensstemmelse med anmodningerne fra rådets medlemmer som fastsat i forretningsordenen og i overensstemmelse med rådets opgaver i henhold til denne forordning.

(136)

I lyset af behovet for at sikre støtte til rådets aktiviteter bør rådet kunne trække på Kommissionens og de kompetente nationale myndigheders ekspertise og menneskelige ressourcer. De specifikke operationelle ordninger for rådets interne arbejdsgange bør præciseres yderligere i rådets forretningsorden.

(137)

I betragtning af betydningen af meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner som følge af deres rækkevidde og indvirkning kan deres manglende overholdelse af deres specifikke forpligtelser påvirke et betydeligt antal tjenestemodtagere i forskellige medlemsstater og forvolde store samfundsmæssige skader, og det kan samtidig også være meget kompliceret at identificere og håndtere denne manglende overholdelse. Derfor bør Kommissionen i samarbejde med koordinatorerne for digitale tjenester og rådet udvikle Unionens ekspertise og formåen med hensyn til tilsynet med meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner. Kommissionen bør derfor kunne koordinere og trække på sådanne myndigheders ekspertise og ressourcer, f.eks. ved på permanent eller tidsbegrænset basis at analysere specifikke tendenser eller spørgsmål, der måtte opstå med hensyn til en eller flere meget store online-platforme eller meget store onlinesøgemaskiner. Medlemsstaterne bør samarbejde med Kommissionen om at udvikle sådan formåen, herunder gennem udstationering af personale, hvor det er hensigtsmæssigt, og bidrage til oprettelsen af en fælles EU-tilsynskapacitet. Kommissionen kan med henblik på at udvikle Unionens ekspertise og formåen trække på den ekspertise og de evner, der findes i Observationscentret for Onlineplatformøkonomien som oprettet ved Kommissionens afgørelse af 26. april 2018 om oprettelse af en ekspertgruppe for observationscentret for onlineplatformsøkonomien, relevante ekspertorganer samt ekspertisecentre. Kommissionen kan indbyde eksperter med særlig ekspertise, herunder navnlig kontrolunderlagte forskere, repræsentanter for EU-agenturer og -organer, repræsentanter for industrien, sammenslutninger, der repræsenterer brugere eller civilsamfundet, internationale organisationer, eksperter fra den private sektor samt andre interessenter.

(138)

Kommissionen bør kunne undersøge overtrædelser på eget initiativ i overensstemmelse med de beføjelser, der er fastsat i denne forordning, herunder ved at udbede sig adgang til data, ved at udbede sig oplysninger eller ved at gennemføre kontrolbesøg samt ved at støtte sig til koordinatorerne for digitale tjenester. Hvis de kompetente nationale myndigheders tilsyn med individuelle påståede overtrædelser begået af udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner peger på systemiske forhold, f.eks. omstændigheder med bred indvirkning på tjenestemodtagernes kollektive interesser, bør koordinatorerne for digitale tjenester på grundlag af en behørigt begrundet anmodning kunne forelægge et sådant anliggende for Kommissionen. En sådan anmodning bør som minimum gøre rede for samtlige faktuelle omstændigheder til dokumentation for, at den påståede overtrædelse har fundet sted, og at den har systemisk karakter. Kommissionen bør, afhængigt af resultatet af dens egen vurdering, kunne træffe de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger i henhold til denne forordning, herunder, hvor det er relevant, iværksætte en undersøgelse eller vedtage midlertidige foranstaltninger.

(139)

Kommissionen bør for at kunne udføre sine opgaver effektivt fortsat have skønsbeføjelser til at kunne afgøre, om der skal indledes en procedure mod en udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine. Når Kommissionen har indledt proceduren, bør de berørte koordinatorer for digitale tjenester i etableringslandet udelukkes fra at udøve deres undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser i forbindelse med den pågældende adfærd, der er udvist af udbyderen af den meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, for at undgå overlapning, uoverensstemmelser og risici set ud fra ne bis in idem-princippet. Kommissionen bør imidlertid kunne anmode om individuelle eller fælles bidrag til undersøgelsen fra koordinatorerne for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester bør i overensstemmelse med pligten til loyalt samarbejde gøre sit yderste for at imødekomme begrundede og forholdsmæssigt rimelige anmodninger fra Kommissionen i forbindelse med en undersøgelse. Koordinatorerne for digitale tjenester i etableringslandet såvel som rådet og eventuelle andre koordinatorer for digitale tjenester bør give Kommissionen alle de oplysninger og den bistand, der er nødvendig for, at Kommissionen kan udføre sine opgaver effektivt, herunder oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med dataindsamlings- eller dataadgangsaktiviteter, i det omfang det retsgrundlag, i henhold til hvilket oplysningerne er indsamlet, ikke er til hinder herfor. Kommissionen bør omvendt holde koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og rådet underrettet om udøvelsen af sine beføjelser, navnlig når den agter at indlede proceduren og udøve sine undersøgelsesbeføjelser. Desuden bør Kommissionen, når den giver meddelelse om sine foreløbige konklusioner, herunder eventuelle forhold, hvorimod den gør indsigelse, til berørte udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner, også give meddelelse herom til rådet. Rådet bør fremlægge sine synspunkter om de indsigelser og den vurdering, som Kommissionen har fremsat, og Kommissionen bør tage hensyn hertil i begrundelsen for sin endelige afgørelse.

(140)

I betragtning af de særlige udfordringer, der kan opstå i bestræbelserne på at sikre, at udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner overholder reglerne, og betydningen af at gøre dette effektivt i betragtning af deres størrelse og indvirkning og de skader, de kan forvolde, bør Kommissionen have stærke undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser, således at den kan undersøge, håndhæve og overvåge efterlevelsen af reglerne fastsat i denne forordning under fuld overholdelse af den grundlæggende ret til at blive hørt og til aktindsigt i forbindelse med håndhævelsesprocedurer, proportionalitetsprincippet og de berørte parters rettigheder og interesser.

(141)

Kommissionen bør kunne udbede sig de oplysninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv gennemførelse og overholdelse af forpligtelserne i denne forordning i hele Unionen. Kommissionen bør navnlig have adgang til alle relevante dokumenter, data og oplysninger, der er nødvendige for at indlede og gennemføre undersøgelser og for at overvåge overholdelsen af de relevante forpligtelser i denne forordning, uanset hvem der er i besiddelse af de pågældende dokumenter, data eller oplysninger, og uanset deres form eller format, deres lagringsmedium eller det nøjagtige sted, hvor de er lagret. Kommissionen bør ved en behørigt begrundet anmodning om oplysninger direkte kunne kræve, at udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine såvel som enhver fysisk eller juridisk person, der handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller profession, der med føje kan forventes af kende til oplysninger vedrørende den formodede eller stedfundne overtrædelse, alt efter hvad der er relevant, fremlægger alt relevant bevismateriale og alle relevante data og oplysninger. Desuden bør Kommissionen kunne anmode om alle relevante oplysninger fra alle offentlige myndigheder, organer eller agenturer i medlemsstaten med henblik på denne forordning. Kommissionen bør kunne kræve adgang til og redegørelser, i form af udøvelsen af undersøgelsesbeføjelser såsom anmodninger om oplysninger eller interviews, vedrørende dokumenter, data, oplysninger, databaser og algoritmer og til med deres samtykke at indhente udtalelse fra relevante personer, og til med deres samtykke at interviewe enhver fysisk eller juridisk person, der kan tænkes at være i besiddelse af nyttige oplysninger, og til at registrere den pågældende persons udtalelser med ethvert teknisk hjælpemiddel. Kommissionen bør også have beføjelse til at foretage de kontrolbesøg, der er nødvendige for at håndhæve de relevante bestemmelser i denne forordning. Disse undersøgelsesbeføjelser skal supplere Kommissionens mulighed for at anmode koordinatorerne for digitale tjenester og andre medlemsstaters myndigheder om bistand, f.eks. ved at levere oplysninger eller i forbindelse med udøvelsen af disse beføjelser.

(142)

Midlertidige foranstaltninger kan være et vigtigt redskab til at sikre, at overtrædelsen, mens undersøgelsen af den finder sted, ikke medfører risiko for alvorlig skade for tjenestemodtagerne. Dette redskab er vigtigt for at undgå, at situationen fører til resultater, der kan være yderst vanskelig at omgøre ved en afgørelse truffet af Kommissionen ved procedurens afslutning. Kommissionen bør derfor have beføjelse til at pålægge midlertidige foranstaltninger ved afgørelse i forbindelse med en procedure, der er indledt med henblik på eventuel vedtagelse af en afgørelse om manglende overholdelse. Denne beføjelse bør gælde i tilfælde, hvor Kommissionen umiddelbart har konstateret, at udbyderen af en meget stor onlineplatform eller en meget stor onlinesøgemaskine har overtrådt forpligtelserne i denne forordning. En afgørelse om pålæg af midlertidige foranstaltninger bør kun finde anvendelse i en nærmere fastlagt periode, enten indtil afslutningen af Kommissionens procedure eller i en bestemt periode, som kan forlænges i det omfang, det er nødvendigt og hensigtsmæssigt.

(143)

Kommissionen bør kunne iværksætte de nødvendige tiltag for at overvåge effektiv gennemførelse og opfyldelse af de forpligtelser, der er fastsat i denne forordning. Sådanne tiltag bør omfatte muligheden for at udpege uafhængige eksterne eksperter og revisorer til at bistå Kommissionen i denne proces, herunder eventuelt fra kompetente myndigheder i medlemsstaterne såsom data- og forbrugerbeskyttelsesmyndigheder. Kommissionen bør sikre tilstrækkelig rotation ved udpegelsen af revisorer.

(144)

Håndhævelsen af de relevante forpligtelser i denne forordning bør kunne sikres ved hjælp af bøder og tvangsbøder. Med henblik herpå bør der også fastsættes passende niveauer for bøder og tvangsbøder i tilfælde af manglende overholdelse af forpligtelserne og brud på procedurereglerne med passende forældelsesfrister i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og ne bis in idem-princippet. Kommissionen og de relevante nationale myndigheder bør koordinere deres håndhævelsesindsats for at sikre, at ovennævnte principper overholdes. Kommissionen bør navnlig tage hensyn til bøder og sanktioner, der pålægges den samme juridiske person for de samme forhold gennem en endelig afgørelse i procedurer vedrørende en overtrædelse af andre EU-regler eller nationale regler, for at sikre, at de samlede pålagte bøder og sanktioner er forholdsmæssigt afpasset alvoren af de begåede overtrædelser. Samtlige afgørelser, som Kommissionen træffer i henhold til denne forordning, kan underkastes prøvelse ved Den Europæiske Unions Domstol i henhold til TEUF. Den Europæiske Unions Domstol bør have ubegrænset jurisdiktion for så vidt angår bøder og tvangsbøder i henhold til traktatens artikel 261.

(145)

Det er i betragtning af de potentielt betydelige samfundsmæssige indvirkninger af en overtrædelse af de yderligere forpligtelser, der udelukkende gælder for meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner, og for at udvise dette hensyn til almenvellet, nødvendigt at tilsikre et system for skærpet tilsyn med samtlige tiltag, således at overtrædelser af denne forordning reelt håndteres og bringes til ophør. Når der er konstateret, og om nødvendigt pålagt sanktion for, en overtrædelse af en af bestemmelserne i denne forordning, som udelukkende gælder for meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner, bør Kommissionen derfor anmode udbyderen af en sådan platform eller en sådan søgemaskine om at udarbejde en detaljeret handlingsplan for afhjælpning af eventuelle virkninger af overtrædelsen for fremtiden og meddele en sådan handlingsplan inden for en tidsplan, der bør fastsættes af Kommissionen, til koordinatorerne for digitale tjenester, Kommissionen og rådet. Kommissionen bør under hensyntagen til rådets udtalelse fastslå, om foranstaltningerne i handlingsplanen er tilstrækkelige til at håndtere overtrædelsen, og i den forbindelse også tage hensyn til om tilslutning til den relevante adfærdskodeks er blandt de foreslåede foranstaltninger. Kommissionen bør ligeledes overvåge eventuelle efterfølgende foranstaltninger, der træffes af den berørte udbyder af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine som fastsat i den pågældendes handlingsplan, og herunder tage hensyn til en uafhængig revision af udbyderen. Hvis Kommissionen efter handlingsplanens gennemførelse fortsat finder, at overtrædelsen ikke er afhjulpet i fuldt omfang, eller hvis handlingsplanen ikke er forelagt eller ikke anses for at være fyldestgørende, bør Kommissionen kunne gøre brug af enhver undersøgelses- eller håndhævelsesbeføjelse i henhold til denne forordning, herunder beføjelsen til at pålægge periodiske tvangsbøder og indledning af proceduren til at hindre adgang til den overtrædende tjeneste.

(146)

Den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine og andre personer, der er omfattet af Kommissionens beføjelser, og hvis interesser kan blive påvirket af en afgørelse, bør have lejlighed til at fremsætte bemærkninger på forhånd, og de vedtagne afgørelser bør offentliggøres bredt. Samtidig med at de deltagende parters ret til forsvar, og navnlig retten til aktindsigt sikres, er det afgørende at beskytte fortrolige oplysninger. Endvidere bør Kommissionen, samtidig med at den respekterer oplysningernes fortrolighed, sikre, at alle oplysninger, der ligger til grund for dens afgørelse, videregives i et omfang, der gør det muligt for afgørelsens adressat at forstå de forhold og betragtninger, der førte til afgørelsen.

(147)

Det er for at sikre en harmoniseret anvendelse og håndhævelse af denne forordning vigtigt, at de nationale myndigheder, herunder de nationale domstole, råder over samtlige de oplysninger, der er nødvendige for, at deres afgørelser ikke er i strid med en afgørelse vedtaget af Kommissionen i henhold til denne forordning. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.

(148)

Effektiv håndhævelse og overvågning af denne forordning kræver en gnidningsløs udveksling af oplysninger i realtid mellem koordinatorerne for digitale tjenester, rådet og Kommissionen baseret på de informationsstrømme og procedurer, der er fastsat i denne forordning. Dette kan også berettige, at andre kompetente myndigheder i hensigtsmæssigt omfang får adgang til systemet. Da de udvekslede oplysninger kan være fortrolige eller omfatte personoplysninger, bør de samtidig beskyttes mod uautoriseret adgang i overensstemmelse med de formål, hvortil oplysningerne er indsamlet. Derfor bør al kommunikation mellem disse myndigheder finde sted på grundlag af et pålideligt og sikkert informationsudvekslingssystem, hvis nærmere specifikationer bør fastsættes i en gennemførelsesretsakt. Informationsudvekslingssystemet kan være baseret på eksisterende redskaber vedrørende det indre marked i det omfang, de kan opfylde denne forordnings mål på en omkostningseffektiv måde.

(149)

Tjenestemodtagere bør også have ret til at bemyndige en juridisk person eller et offentligt organ til at udøve deres rettigheder i henhold til denne forordning, dog uden at dette berører tjenestemodtageres ret til at lade sig repræsentere i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/1828 (33) eller enhver anden form for repræsentation i henhold til national ret. Sådanne rettigheder omfatter rettigheder i forbindelse med indgivelse af anmeldelser, anfægtelse af beslutninger truffet af udbydere af formidlingstjenester og indgivelse af klager over udbyderne for overtrædelse af denne forordning. Visse organer, organisationer og sammenslutninger besidder særlig ekspertise i og kompetence til at påvise og indberette fejlagtige eller ubegrundede beslutninger om indholdsmoderation, og deres klager på vegne af tjenestemodtagere kan have en positiv indvirkning på ytrings- og informationsfriheden generelt, og udbydere af onlineplatforme bør derfor behandle disse klager uden unødig forsinkelse.

(150)

Af hensyn til effektiviteten bør Kommissionen foretage en generel evaluering af denne forordning. Denne generelle evaluering bør bl.a. omhandle anvendelsesområdet for de tjenester, der er omfattet af denne forordning, samspillet med andre retsakter, denne forordnings indvirkning på det indre markeds funktionsmåde, navnlig med hensyn til digitale tjenester, gennemførelsen af adfærdskodekser, forpligtelsen til at udpege en retlig repræsentant, der er etableret Unionen, virkningen af forpligtelserne på små virksomheder og mikrovirksomheder, effektiviteten af tilsyns- og håndhævelsesmekanismen og indvirkningen på ytrings- og informationsfriheden. Kommissionen bør endvidere for at undgå uforholdsmæssige byrder og sikre denne forordnings vedvarende effektivitet foretage en evaluering af virkningen af denne forordnings forpligtelser på små og mellemstore virksomheder senest tre år efter, at den begynder at finde anvendelse, og en evaluering af anvendelsesområdet for de tjenester, der er omfattet af denne forordning, navnlig for meget store onlineplatforme og for meget store onlinesøgemaskiner, og samspillet med andre retsakter senest tre år efter dens ikrafttræden.

(151)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge skabeloner for form, indhold og andre enkeltheder af rapporter om indholdsmoderation, til at fastsætte størrelsen af det årlige tilsynsgebyr, der pålægges udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, til at fastsætte de praktiske ordninger for proceduren, høringer og aftalt aktindsigt, der udføres i forbindelse med tilsyn, undersøgelse, håndhævelse og overvågning i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme og af meget store onlinesøgemaskiner, samt fastsætte praktiske og operationelle ordninger for informationsudvekslingssystemets virkemåde og interoperabilitet med andre relevante systemer. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (34).

(152)

For at opfylde målene i denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF med henblik på at supplere denne forordning for så vidt angår kriterier for identifikationen af meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner, proceduremæssige skridt, revisionsmetoder og rapporteringsskabeloner for revisionerne, de tekniske specifikationer for anmodninger om adgang og den nærmere metode og procedurerne for fastsættelsen af tilsynsgebyret. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (35). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(153)

I denne forordning respekteres de grundlæggende rettigheder, der er anerkendt i chartret, og de grundlæggende rettigheder, der udgør EU-rettens almindelige principper. Denne forordning bør derfor fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse grundlæggende rettigheder, herunder retten til ytrings- og informationsfrihed og principperne om mediefrihed og mediernes pluralisme. Ved udøvelsen af de beføjelser, der er fastsat i denne forordning, bør alle involverede offentlige myndigheder i tilfælde, hvor der er konflikt mellem de relevante grundlæggende rettigheder, finde en rimelig balance mellem de pågældende rettigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

(154)

I lyset af omfanget og virkningen af samfundsmæssige risici, som meget store onlineplatforme og meget store onlinesøgemaskiner kan medføre, behovet for at imødegå disse risici som en prioritet og muligheden for at træffe de nødvendige foranstaltninger, er det berettiget at begrænse den periode, efter hvilken denne forordning begynder at finde anvendelse for udbyderne af disse tjenester.

(155)

Målet for denne forordning, nemlig at bidrage til et velfungerende indre marked og et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, hvor de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, er behørigt beskyttet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, fordi de ikke kan sikre den nødvendige harmonisering og det nødvendige samarbejde ved at handle alene, men kan på grund af det territoriale og personelle anvendelsesområde bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde dette mål.

(156)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (36) og afgav den 10. februar 2021 udtalelse (37) —

(1)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2021/1117 (2) blev protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (2021-2026) (3) (»protokollen«) undertegnet den 29. juni 2021 med forbehold for dens indgåelse på et senere tidspunkt.

(2)

Protokollen har været anvendt midlertidigt fra datoen for dens undertegnelse.

(3)

Formålet med fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Gabonesiske Republik og Det Europæiske Fællesskab (4) (»aftalen«) og protokollen er at gøre det muligt for Unionen og Den Gabonesiske Republik (»Gabon«) at arbejde tættere sammen for yderligere at fremme udviklingen af en politik for bæredygtigt fiskeri og muliggøre en ansvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i Gabons fiskerizone og i Atlanterhavet, samtidig med at der bidrages til anstændige arbejdsvilkår i fiskerisektoren.

(4)

Protokollen bør godkendes.

(5)

I henhold til aftalens artikel 9 nedsættes der en blandet komité, som skal overvåge gennemførelsen af aftalen. I henhold til protokollens artikel 19, stk. 5, kan Den Blandede Komité desuden vedtage visse ændringer af protokollen. For at lette vedtagelsen af sådanne ændringer bør Kommissionen, forudsat særlige materielle og formelle betingelser er opfyldt, bemyndiges til på Unionens vegne at godkende dem efter en forenklet procedure.

(6)

Unionens holdning til de foreslåede ændringer af protokollen bør fastlægges af Rådet. Kommissionen bør godkende de foreslåede ændringer på Unionens vegne, medmindre et antal medlemsstater, der repræsenterer et blokerende mindretal, i overensstemmelse med artikel 16, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, gør indsigelse.

(7)

Protokollen bør træde i kraft hurtigst muligt i betragtning af den økonomiske betydning, der er knyttet til Unionens fiskeri i Gabons fiskerizone, og behovet for i videst muligt omfang at begrænse varigheden af afbrydelsen af disse aktiviteter —

(1)

Afrikansk svinepest er en infektiøs virussygdom, der rammer opdrættede og vildtlevende svin og kan have alvorlige konsekvenser for den pågældende dyrepopulation og landbrugets rentabilitet og forårsage forstyrrelser i flytninger af sendinger af disse dyr og produkter heraf inden for Unionen og eksporten til tredjelande.

(2)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 (2) blev vedtaget på grundlag af forordning (EU) 2016/429, og den foreskriver særlige sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger vedrørende afrikansk svinepest, der skal anvendes i et begrænset tidsrum af de medlemsstater, der er opført i samme forordnings bilag I (de berørte medlemsstater), i de restriktionszoner I, II og III, der er opført i samme bilag.

(3)

De områder, der er opført som restriktionszone I, II og III i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605, beror på den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i Unionen. Bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 blev senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1911 (3) som følge af ændringer i den epidemiologiske situation med hensyn til sygdommen i Tyskland og Italien. Siden datoen for vedtagelsen af nævnte gennemførelsesforordning har den epidemiologiske situation med hensyn til sygdommen i visse berørte medlemsstater udviklet sig.

(4)

Eventuelle ændringer af restriktionszone I, II og III i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 bør baseres på den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i de områder, der er berørt af sygdommen, og den generelle epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i den berørte medlemsstat, risikoniveauet for yderligere spredning af sygdommen samt videnskabeligt baserede principper og kriterier for geografisk afgrænsning af zoner på grund af afrikansk svinepest og Unionens retningslinjer, som er aftalt med medlemsstaterne i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, og som er offentligt tilgængelige på Kommissionens websted (4). Sådanne ændringer bør også tage hensyn til internationale standarder såsom Verdensorganisationen for Dyresundheds (WOAH) sundhedskodeks for terrestriske dyr (5) og begrundelser for zoneinddeling, som de berørte medlemsstaters kompetente myndigheder har fremlagt.

(5)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/689 (6) supplerer reglerne om bekæmpelse af de listeopførte sygdomme, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EU) 2016/429, og som er defineret som kategori A-, B- og C-sygdomme i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882 (7). Navnlig indeholder artikel 9 i delegeret forordning (EU) 2020/689 bestemmelser om visse foranstaltninger med henblik på at klassificere et dyr eller en gruppe af dyr som et mistænkt eller bekræftet tilfælde af en listeopført sygdom, herunder afrikansk svinepest.

(6)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/687 (8) supplerer reglerne om bekæmpelse af de listeopførte sygdomme, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), b) og c), i forordning (EU) 2016/429, og som er defineret som kategori A-, B- og C-sygdomme i gennemførelsesforordning (EU) 2018/1882. Først og fremmest er der ved artikel 63-66 i delegeret forordning (EU) 2020/687 fastsat visse foranstaltninger, som skal træffes i tilfælde af officiel bekræftelse af et udbrud af en kategori A-sygdom hos vildtlevende dyr, herunder afrikansk svinepest hos vildtlevende svin. Disse bestemmelser foreskriver navnlig oprettelse af en inficeret zone og forbud mod flytning af vildtlevende dyr af listeopførte arter og animalske produkter heraf.

(7)

I maj 2022 underrettede Italien Kommissionen om den aktuelle situation med hensyn til afrikansk svinepest i landet efter et mistænkt tilfælde af sygdommen hos et vildtlevende svin i provinsen Rieti i regionen Lazio. Under anvendelse af forsigtighedsprincippet behandlede den pågældende medlemsstats kompetente myndighed det mistænkte tilfælde af afrikansk svinepest, som om der var tale om et bekræftet tilfælde af afrikansk svinepest, og oprettede en inficeret zone som foreskrevet i tilfælde af officiel bekræftelse af sygdommen i delegeret forordning (EU) 2020/687 og gennemførelsesforordning (EU) 2021/605.

(8)

I oktober 2022 meddelte Italien Kommissionen, at de løbende og detaljerede sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger og den passive overvågning af opdrættede og vildtlevende svin viser, at der ikke er nogen cirkulation af afrikansk svinepest-virus i provinsen Rieti, og at den italienske kompetente myndighed er i stand til at konkludere, at det mistænkte tilfælde af afrikansk svinepest i provinsen Rieti ikke bør betragtes som et bekræftet tilfælde af afrikansk svinepest i henhold til artikel 9, stk. 2, litra b), i delegeret forordning (EU) 2020/689, fordi dyret, på trods af at der blev identificeret en nukleinsyre, der er specifik for sygdommen, i resultaterne af test af dyret, ikke udviste kliniske tegn på sygdommen, og at eventuelle epidemiologiske forbindelser med andre mistænkte eller bekræftede tilfælde blev udelukket.

(9)

Siden datoen for vedtagelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2022/1911 har der desuden været nye udbrud af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i Tyskland. Desuden er den epidemiologiske situation i visse zoner, der er opført som restriktionszone I og III i Polen, blevet bedre for så vidt angår opdrættede og vildtlevende svin.

(10)

I oktober 2022 blev der konstateret en række udbrud af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i delstaten Brandenburg i Tyskland i et område, der for øjeblikket er opført som en restriktionszone II i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605, og som ligger i umiddelbar nærhed af et område i delstaten Brandenburg, der for øjeblikket er opført som en restriktionszone I i nævnte bilag. Disse nye udbrud af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin udgør et højere risikoniveau, der bør være afspejlet i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605. De nuværende grænser for restriktionszone I og II bør derfor ændres for at tage hensyn til disse nylige udbrud.

(11)

Efter disse nylige udbrud af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i delstaten Brandenburg i Tyskland og under hensyntagen til den nuværende epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i Unionen er zoneinddelingen i den pågældende medlemsstat blevet revurderet og ajourført i overensstemmelse med artikel 5, 6 og 7 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/605. Derudover er de eksisterende risikostyringsforanstaltninger også blevet revurderet og ajourført. Disse ændringer bør afspejles i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605.

(12)

Under hensyntagen til effektiviteten af sygdomsbekæmpelsesforanstaltningerne vedrørende afrikansk svinepest for opdrættede svin i visse restriktionszoner III, der er opført i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605, som anvendes i Polen i henhold til delegeret forordning (EU) 2020/687, navnlig dem, der er fastsat i samme delegerede forordnings artikel 22, 25 og 40, og i overensstemmelse med de risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende afrikansk svinepest, der er fastsat i WOAH-kodeksen, bør visse områder i regionerne Lubelskie, Podkarpackie, Wielkopolskie og Lubuskie i Polen, der for øjeblikket er opført som restriktionszoner III i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 nu opføres som restriktionszoner II i samme bilag, som følge af at der ikke har været nogen udbrud af afrikansk svinepest hos opdrættede svin i de pågældende restriktionszoner III i de seneste 12 måneder, mens sygdommen stadig forekommer hos vildtlevende svin. Disse restriktionszoner III bør nu opføres som restriktionszoner II under hensyntagen til den nuværende epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest.

(13)

Under hensyntagen til effektiviteten af sygdomsbekæmpelsesforanstaltningerne vedrørende afrikansk svinepest for opdrættede svin i de restriktionszoner I, der er opført i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605, som anvendes i Polen i henhold til delegeret forordning (EU) 2020/687, navnlig dem, der er fastsat i samme delegerede forordnings artikel 64, 65 og 67, og i overensstemmelse med de risikobegrænsende foranstaltninger vedrørende afrikansk svinepest, der er fastsat i WOAH-kodeksen, bør visse zoner i regionerne Podkarpackie, Łódzkie og Śląskie i Polen, der for øjeblikket er opført som restriktionszoner I i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 nu udgå som restriktionszoner I i samme bilag, som følge af at der ikke har været nogen udbrud af afrikansk svinepest hos opdrættede svin i de pågældende restriktionszoner I i de seneste 12 måneder. Disse restriktionszoner I bør nu udgå af nævnte bilag for at tage hensyn til den nuværende epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest.

(14)

På grundlag af de oplysninger og begrundelser, der er modtaget fra Italien, navnlig under hensyntagen til afslutningen af den epidemiologiske undersøgelse og effektiviteten af sygdomsbekæmpelsesforanstaltningerne vedrørende afrikansk svinepest, og under hensyntagen til den nuværende gunstige situation med hensyn til afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i regionen Lazio og de sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, som Italien behørigt har gennemført for at forhindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen, bør restriktionszone I og II i provinsen Rieti nu udgå af bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 for at tage hensyn til den nuværende epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i denne medlemsstat.

(15)

For at tage hensyn til den seneste udvikling i den epidemiologiske situation med hensyn til afrikansk svinepest i Unionen og for at bekæmpe de risici, der er forbundet med spredning af sygdommen, på en proaktiv måde bør der for Tyskland og Polen afgrænses nye restriktionszoner af en tilstrækkelig størrelse, som bør opføres som restriktionszoner I og II i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605. Visse dele af restriktionszone I bør også udgå af nævnte bilag for Polens vedkommende. Da situationen med hensyn til afrikansk svinepest er meget dynamisk i Unionen, er der ved afgrænsningen af disse nye restriktionszoner taget hensyn til den epidemiologiske situation i de omkringliggende områder.

(16)

Da den epidemiologiske situation i Unionen med hensyn til spredningen af afrikansk svinepest tilsiger en hurtig indsats, er det vigtigt, at de ændringer, der foretages i bilag I til gennemførelsesforordning (EU) 2021/605 ved nærværende forordning, får virkning snarest muligt.

(17)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —