(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 (4), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/877 (5) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 (6) ændrede Unionens regelsæt for afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber gennem ændringer af henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (7), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (9). Disse ændringer var nødvendige for gennemførelsen i Unionen af standarden for den internationale samlede tabsabsorberingskapacitet, som Rådet for Finansiel Stabilitet offentliggjorde den 9. november 2015, (»TLAC-standarden«) for globale systemisk vigtige banker, kaldet globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er) i EU-regelsættet, og for at forbedre anvendelsen af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL) for alle banker. Unionens reviderede bankafviklingsramme bør i højere grad sikre, at bankers tabsabsorbering og rekapitalisering sker ved hjælp af private midler, når disse banker ikke længere er finansielt levedygtige og derefter afvikles.

(2)

Artikel 12a i forordning (EU) nr. 575/2013 foreskriver, at G-SII'er med en afviklingsstrategi, i henhold til hvilken mere end én koncernenhed kan afvikles (»multiple point of entry-afviklingsstrategi« eller »MPE-afviklingsstrategi«), skal beregne deres risikobaserede krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver ud fra den teoretiske antagelse, at kun én enhed i koncernen vil blive afviklet, idet tabene og rekapitaliseringsbehovet for koncernens datterselskaber overføres til afviklingsenheden (»single point of entry-afviklingsstrategi« eller »SPE-afviklingsstrategi«). Der er fastsat et tilsvarende krav i artikel 45d, stk. 4, i direktiv 2014/59/EU vedrørende det yderligere krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, som afviklingsmyndighederne kan pålægge i henhold til nævnte artikels stk. 3. I overensstemmelse med TLAC-standarden bør disse beregninger tage hensyn til alle tredjelandsenheder, der er en del af et G-SII, som ville være afviklingsenheder, hvis de var etableret i Unionen.

(3)

I overensstemmelse med artikel 45h, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 2014/59/EU og med TLAC-standarden må summen af de faktiske krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i en G-SII med en MPE-afviklingsstrategi ikke være lavere end koncernens teoretiske krav i henhold til en SPE-afviklingsstrategi. For at bringe bestemmelserne i forordning (EU) nr. 575/2013 i overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 2014/59/EU og sikre, at afviklingsmyndighederne altid handler i overensstemmelse med nævnte direktiv og tager hensyn til både de krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, og ethvert yderligere krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 45d i direktiv 2014/59/EU, bør artikel 12a i forordning (EU) nr. 575/2013 ændres og nævnte forordnings artikel 92a, stk. 3, bør udgå. Dette bør ikke forhindre afviklingsmyndighederne i at konkludere, at enhver justering med henblik på at minimere eller fjerne forskellen mellem summen af de faktiske krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i en G-SII med en MPE-afviklingsstrategi og den pågældende koncerns teoretiske krav i henhold til en SPE-afviklingsstrategi, når førstnævnte er højere end sidstnævnte, vil være uhensigtsmæssig eller uforenelig med G-SII'ets afviklingsstrategi. For at sikre overensstemmelse mellem artikel 12a i forordning (EU) nr. 575/2013 og artikel 45h, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU bør den beregning, der er omhandlet i artikel 45h, stk. 2, i nævnte direktiv, også tage hensyn til alle tredjelandsenheder, der er en del af et G-SII, og som ville være afviklingsenheder, hvis de var etableret i Unionen.

(4)

I artikel 92b i forordning (EU) nr. 575/2013 fastsættes det, at kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, der ikke er afviklingsenheder, bl.a. kan opfyldes ved hjælp af nedskrivningsrelevante passivinstrumenter. Kriterierne for nedskrivningsrelevante passivinstrumenter i artikel 72b, stk. 2, litra c), k), l) og m), i forordning (EU) nr. 575/2013 forudsætter imidlertid, at den udstedende enhed er en afviklingsenhed. Det bør sikres, at disse væsentlige datterselskaber kan udstede gældsinstrumenter, der opfylder alle kriterierne for nedskrivningsrelevante passivinstrumenter, i overensstemmelse med den oprindelige hensigt.

(5)

I overensstemmelse med artikel 72e, stk. 4, første afsnit, i forordning (EU) nr. 575/2013 er det muligt for afviklingsmyndighederne at tillade et G-SII med en MPE-afviklingsstrategi at fradrage visse besiddelser af kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsrelevante passivinstrumenter i datterselskaber, der ikke tilhører den samme afviklingskoncern, ved at fratrække en lavere, justeret værdi fastsat af afviklingsmyndigheden. I henhold til artikel 72e, stk. 4, andet afsnit, i nævnte forordning skal forskellen mellem den justerede værdi og den oprindelige værdi i sådanne tilfælde fradrages de pågældende datterselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet. I overensstemmelse med TLAC-standarden bør denne tilgang tage hensyn til risikobaserede og ikkerisikobaserede krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i det relevante datterselskab. Denne tilgang bør desuden finde anvendelse på alle tredjelandsdatterselskaber, der er en del af dette G-SII, så længe disse datterselskaber er underlagt en afviklingsordning, der ifølge den relevante afviklingsmyndighed i Unionen er juridisk bindende og gennemfører internationalt vedtagne standarder, nærmere betegnet Rådet for Finansiel Stabilitets dokument »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions«, som blev offentliggjort i oktober 2011, og TLAC-standarden.

(6)

Direktiv (EU) 2019/879 ændrede direktiv 2014/59/EU ved at indføre specifikke regler om indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL i afviklingskoncerner, dvs. af kapitalgrundlag og passiver, der opfylder betingelserne i artikel 45f, stk. 2, i direktiv 2014/59/EU. For at gøre disse regler operationelle og sikre, at indirekte tegning foretages på en tilsynsmæssigt forsvarlig måde, fik den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (10), i henhold til artikel 45f, stk. 6, i direktiv 2014/59/EU mandat til at udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder med henblik på at præcisere metoder til en sådan indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer. Som EBA imidlertid påpegede i sit brev til Kommissionen af 25. januar 2021, var der flere uoverensstemmelser mellem de krav til delegation, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU, og de eksisterende tilsynsregler i forordning (EU) nr. 575/2013, som ikke gjorde det muligt at anvende den tilsynsmæssige behandling, der var nødvendig for, at mandatet kunne opfyldes i overensstemmelse med den oprindelige hensigt. Mere præcist bemærkede EBA, at forordning (EU) nr. 575/2013 ikke gav mulighed for fradrag af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL og efterfølgende for anvendelse af en passende risikovægt i alle de tilfælde, der er relevante for mandatet i henhold til direktiv 2014/59/EU. Der blev konstateret lignende problemer med hensyn til kravet til gearingsgrad i forordning (EU) nr. 575/2013. I lyset af disse retlige begrænsninger bør de metoder, som EBA har udviklet, indarbejdes direkte i forordning (EU) nr. 575/2013. Derfor bør artikel 45f, stk. 6, i direktiv 2014/59/EU, udgå.

(7)

I forbindelse med afviklingsenheders indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL i henhold til Unionens reviderede ramme for bankafvikling bør mellemliggende enheder være forpligtet til at fradrage de fuldstændige besiddelser af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, der er udstedt af enheder, der ikke selv er afviklingsenheder, og som tilhører den samme afviklingskoncern. Dette sikrer, at mekanismerne for intern tabsabsorbering og rekapitalisering inden for en koncern fungerer korrekt, og at der undgås dobbelttælling af disse enheders afskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL med henblik på den mellemliggende enheds overholdelse af sit eget interne MREL. Uden sådanne fradrag kan det føre til, at den valgte afviklingsstrategi ikke kan gennemføres korrekt, da den mellemliggende enhed kan opbruge ikke kun sin egen tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, men også de øvrige enheders, der ikke selv er afviklingsenheder, og der tilhører samme afviklingskoncern, inden den mellemliggende enhed eller sådanne øvrige enheder ophører med at være levedygtige. For at sikre, at fradragsforpligtelsen er i overensstemmelse med anvendelsesområdet for enheder, der kan blive anvendt af afviklingsenheden for indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, og for at undgå tilsynsarbitrage, bør mellemliggende enheder fradrage deres besiddelser af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL udstedt af alle enheder, der tilhører samme afviklingskoncern og eventuelt skal overholde internt MREL, og ikke blot de besiddelser af ressourcer, som er udstedt af deres datterselskaber. De samme forpligtelser bør gælde i tilfælde af indirekte udstedelse af ressourcer, der skal overholde kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passivposter for væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, som fastsat i artikel 92b i forordning (EU) nr. 575/2013, hvor det er relevant.

(8)

For at sikre, at fradragsordningen fortsat er forholdsmæssigt afpasset, bør mellemliggende enheder kunne vælge den blanding af instrumenter, bestående af kapitalgrundlag eller nedskrivningsrelevante passiver, hvormed de finansierer erhvervelsen af ejerskab af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL. Derved vil mellemliggende enheder helt kunne undgå fradrag vedrørende kapitalgrundlag, så længe de har udstedt tilstrækkelige nedskrivningsrelevante passiver. Fradragene bør derfor først anvendes på de mellemliggende enheders nedskrivningsrelevante passivposter. Hvis den mellemliggende enhed skal overholde det interne MREL i henhold til direktiv 2014/59/EU på individuelt grundlag, bør fradragene anvendes på de nedskrivningsrelevante passiver, der opfylder betingelserne i nævnte direktivs artikel 45f, stk. 2. Hvis den værdi, der skal fradrages, overstiger værdien af de mellemliggende enheders nedskrivningsrelevante passivposter, bør det resterende beløb fradrages i deres egentlige kapitalposter, hybride kapitalposter og supplerende kapitalposter, begyndende med supplerende kapitalposter i overensstemmelse med artikel 66, litra e), i forordning (EU) nr. 575/2013. I disse tilfælde er det nødvendigt, at fradragene svarende til det resterende beløb også anvendes ved beregning af kapitalgrundlaget for at opfylde de krav, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (11). Ellers kan soliditetsgraden for mellemliggende enheder, der har udstedt kapitalgrundlag i stedet for nedskrivningsrelevante passiver til at finansiere erhvervelsen af ejerskab af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, blive overvurderet. Ved at holde behandlingen af besiddelser af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL i overensstemmelse med tilsyns- og afviklingsformål undgås desuden en unødig forøgelse af kompleksiteten, fordi institutter fortsat kan beregne, indberette og offentliggøre ét sæt samlet risikoeksponeringsbeløb og samlet eksponeringsmål med henblik på tilsyn og afvikling. Artikel 49, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

For yderligere at styrke proportionaliteten af fradragsordningen bør denne ordning ikke finde anvendelse i de ekstraordinære tilfælde, hvor det interne MREL i henhold til artikel 45f, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 45f, stk. 4, i direktiv 2014/59/EU kun anvendes på konsolideret grundlag, for så vidt angår besiddelser af afskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL udstedt af enheder, der indgår i konsolideringen. Den samme undtagelse bør gælde, når kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, som fastsat i artikel 92b i forordning (EU) nr. 575/2013, overholdes på konsolideret niveau i medfør af nævnte forordnings artikel 11, stk. 3a.

(10)

Den indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL bør sikre, at når et datterselskab når det tidspunkt, hvor det ophører med at være levedygtigt, videregives tabene reelt til afviklingsenheden, og det pågældende datterselskab rekapitaliseres af afviklingsenheden. Disse tab bør således ikke absorberes af den mellemliggende enhed, som blot bør blive et middel, hvorigennem disse tab overføres til afviklingsenheden. For at sikre, at resultatet af den indirekte tegning svarer til resultatet af en fuld direkte tegning som påtænkt i henhold til mandatet i artikel 45f, stk. 6, i direktiv 2014/59/EU, med henblik på beregning af den mellemliggende enheds samlede risikoeksponering, bør risikovægtene derfor ikke anvendes på de eksponeringer, der fratrækkes i henhold til den nye fradragsordning, der skal indføres i artikel 72e i forordning (EU) nr. 575/2013. På samme måde bør disse eksponeringer udelukkes fra beregningen af den mellemliggende enheds samlede eksponeringsmål. Den behandling, der består i ikke at anvende risikovægte og udelukke disse eksponeringer fra det samlede eksponeringsmål, bør være strengt begrænset til eksponeringer, der fratrækkes i overensstemmelse med den nye fradragsordning, der skal indføres i nævnte forordnings artikel 72e, med henblik på at operationalisere metoden med indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL.

(11)

Modellerne for offentliggørelse af harmoniseret information om MREL og om kravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passivposter for væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, som fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/763 (12), bør ændres, så de afspejler den nye fradragsordning for nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL. Modellerne for offentliggørelse bør desuden ændres, så de inddrager det samlede risikoeksponeringsbeløb og det samlede eksponeringsmål, som mellemliggende enheder ville have, hvis de ikke udelod de eksponeringer, som fradrages efter den nye fradragsordning.

(12)

Målene for denne forordning, nemlig fuldt ud at harmonisere den tilsynsmæssige behandling af mellemliggende enheders besiddelser af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL i enheder i den samme afviklingskoncern og målrettet at revidere kravene til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver for G-SII'er og for væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(13)

For behørigt at vurdere potentielle, utilsigtede konsekvenser af indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, herunder den nye fradragsordning, og for at sikre en forholdsmæssig behandling og lige vilkår for forskellige typer af bankkoncernstrukturer, navnlig institutter, der har et driftsselskab mellem holdingselskabet og dets datterselskaber, og for enheder, hvis afviklingsplan fastsætter, at de skal afvikles ved almindelig insolvensbehandling i tilfælde af konkurs, bør Kommissionen snarest muligt gennemgå gennemførelsen af den indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL ved forskellige typer af bankkoncernstrukturer. Kommissionen bør behørigt vurdere mulige strukturelle løsninger på eventuelle identificerede problemer såsom at udvide muligheden for, at enheder, der ikke selv er afviklingsenheder, kan opfylde deres MREL på et konsolideret grundlag. Det ledsagende lovgivningsmæssige forslag, som Kommissionen kan vedtage, bør tage behørigt hensyn til anvendelsesdatoen for den særlige behandling for indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, således at den kan gennemføres, inden artikel 72e, stk. 5, i forordning (EU) nr. 575/2013 finder anvendelse. Det bør foretrækkes, at et sådant lovgivningsmæssigt forslag er specifikt.

(14)

For at sikre, at institutterne har tilstrækkelig tid til at gennemføre den særlige behandling for indirekte tegning af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, herunder den nye fradragsordning, og at markederne kan absorbere yderligere udstedelse af nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på internt MREL, hvor det er nødvendigt, bør bestemmelserne om denne behandling finde anvendelse fra den 1. januar 2024 i overensstemmelse med tidsfristen for overholdelse af MREL.

(15)

Forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2014/59/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 4, stk. 1, indsættes følgende nummer:

2)

Artikel 12a affattes således:

3)

I artikel 49, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:

»Dette stykke finder ikke anvendelse på de fradrag, der er fastsat i artikel 72e, stk. 5.«

4)

I artikel 72b, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:

»Med henblik på artikel 92b skal henvisninger til afviklingsenheden i dette stykkes første afsnit, litra c), k), l) og m), også forstås som henvisninger til et institut, der er et væsentligt datterselskab af et tredjelands-G-SII.«

5)

Artikel 72e ændres som følger:

a)

Stk. 4 affattes således: »4.   Såfremt et moderinstitut i Unionen eller et moderinstitut i en medlemsstat, som er omfattet af artikel 92a, har direkte, indirekte eller syntetiske besiddelser af kapitalgrundlagsinstrumenter eller nedskrivningsrelevante passivinstrumenter i et eller flere datterselskaber, som ikke tilhører den samme afviklingskoncern som det pågældende moderinstitut, kan moderinstituttets afviklingsmyndighed under passende hensyn til udtalelsen fra eventuelt berørte datterselskabers afviklingsmyndigheder eller relevante tredjelandsmyndigheder tillade, at moderinstituttet fradrager sådanne besiddelser ved at fratrække en lavere værdi fastsat af moderinstituttets afviklingsmyndighed. Den tilpassede værdi skal mindst være lig med værdien (m) beregnet på følgende måde:   mi = max{0; OPi + LPi — max{0; β · [Oi + Li — max{ri · aRWAi; wi · aLREi}]}} hvor: i = indekset for datterselskabet OPi = værdien af kapitalgrundlagsinstrumenter udstedt af datterselskabet i, som er i moderinstituttets besiddelse LPi = værdien af nedskrivningsrelevante passivinstrumenter, som er udstedt af datterselskabet i, som er i moderinstituttets besiddelse β = procentdel af kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsrelevante passivinstrumenter udstedt af datterselskabet i, som er i moderselskabets besiddelse, beregnet som følger: Oi = værdien af kapitalgrundlaget i datterselskabet i uden hensyntagen til fradraget beregnet i henhold til dette stykke Li = værdien af nedskrivningsrelevante passiver i datterselskabet i uden hensyntagen til fradraget beregnet i henhold til dette stykke ri = den sats, der gælder for datterselskabet i på afviklingskoncernniveau i henhold til artikel 92a, stk. 1, litra a), i denne forordning og artikel 45c, stk. 3, første afsnit, litra a), i direktiv 2014/59/EU, eller, for tredjelandsdatterselskaber, et tilsvarende afviklingskrav, der finder anvendelse på datterselskabet i det tredjeland, hvor det har sit hovedkontor, for så vidt dette krav opfyldes med instrumenter, der ville blive betragtet som kapitalgrundlag eller nedskrivningsrelevante passiver i henhold til denne forordning aRWAi = det samlede risikoeksponeringsbeløb for G-SII-enheden i beregnet i henhold til artikel 92, stk. 3, under hensyntagen til justeringerne i artikel 12a eller, for tredjelandsdatterselskaber, beregnet i henhold til gældende lokale bestemmelser wi = den sats, der gælder for datterselskabet i på afviklingskoncernniveau i henhold til artikel 92a, stk. 1, litra b), i denne forordning og artikel 45c, stk. 3, første afsnit, litra b), i direktiv 2014/59/EU, eller, for tredjelandsdatterselskaber, et tilsvarende afviklingskrav, der finder anvendelse på datterselskabet i det tredjeland, hvor det har sit hovedkontor, for så vidt dette krav opfyldes med instrumenter, der ville blive betragtet som kapitalgrundlag eller nedskrivningsrelevante passiver i henhold til denne forordning aLREi = det samlede eksponeringsmål for G-SII-enheden i beregnet i overensstemmelse med artikel 429, stk. 4, eller, for tredjelandsdatterselskaber, beregnet i henhold til gældende lokale bestemmelser. Hvis moderinstituttet har tilladelse til at fradrage det justerede beløb i overensstemmelse med første afsnit, fradrager datterselskabet forskellen mellem besiddelser af kapitalgrundlagsinstrumenter og nedskrivningsrelevante passivinstrumenter som omhandlet i første afsnit og det justerede beløb.«

6)

Artikel 92a, stk. 3, udgår.

7)

Artikel 113, stk. 1, affattes således:

8)

Artikel 151, stk. 1, affattes således:

9)

I artikel 429a, stk. 1, tilføjes følgende litra:

10)

I tiende del, afsnit I, kapitel 1, afdeling 3, indsættes følgende underafdeling:

»Underafdeling 3a

Fradrag i nedskrivningsrelevante passivposter

1)

Artikel 45d, stk. 4, affattes således:

2)

Artikel 45f, stk. 6, udgår.

3)

Artikel 45h, stk. 2, affattes således:

4)

I artikel 129 tilføjes følgende stykke:

»Senest den 31. december 2022 gennemgår Kommissionen indvirkningen af den indirekte tegning af instrumenter, der vil kunne opfylde minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, for de lige vilkår mellem forskellige typer bankkoncernstrukturer, herunder hvor koncerner har et driftsselskab mellem det holdingselskab, der er identificeret som en afviklingsenhed, og dets datterselskaber. Den vurderer navnlig følgende:

Kommissionen forelægger en rapport herom for Europa-Parlamentet og for Rådet. Hvis det er relevant, ledsages rapporten af et lovgivningsmæssigt forslag under hensyntagen til anvendelsesdatoen for artikel 72e, stk. 5, i forordning (EU) nr. 575/2013.«

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/833 (3) blev vedtaget med henblik på at gennemføre de mest ajourførte bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger gældende for det område, som reguleres af Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO), i EU-retten. Nævnte forordning blev efterfølgende ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1231 (4) med henblik på at gennemføre de foranstaltninger, som NAFO vedtog på sine årsmøder i 2019 og 2020, i EU-retten.

(2)

NAFO vedtog derefter på sit 43. årsmøde i september 2021 en række retligt bindende afgørelser om bevarelse af fiskeressourcerne under sit kompetenceområde, for så vidt angår opbevaring om bord af fangster under kvoten »Andre«, inspektion i havn af torsk fanget i afsnit 3M og af hellefisk, samt skærpede bestemmelser om overvågning, overtrædelser og håndhævelse (»NAFO's afgørelser«).

(3)

NAFO's afgørelser er rettet til de kontraherende parter i NAFO, men omfatter også forpligtelser for operatører. NAFO's bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger blev bindende for alle kontraherende parter i NAFO, efter at de trådte i kraft den 2. december 2021. Derfor skal de indarbejdes i EU-retten, i det omfang de ikke allerede er fastsat i EU-retten.

(4)

Forordning (EU) 2019/833 bør derfor tilpasses med henblik på, at disse nye bevarelses- og håndhævelsesforanstaltninger finder anvendelse på EU-fiskerfartøjer.

(5)

Visse bestemmelser i bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne må forventes at blive ændret på NAFO's fremtidige årsmøder som følge af indførelsen af nye tekniske foranstaltninger i forbindelse med ændringer i bestandenes biomasse og revisionen af områderestriktioner for bundfiskeri. For hurtigt at kunne indarbejde sådanne fremtidige ændringer af bevarelses- og håndhævelsesforanstaltningerne i EU-retten, før fangstsæsonen indledes, bør beføjelsen til at vedtage retsakter derfor delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, for så vidt angår foranstaltninger vedrørende landing og inspektion af hellefisk og kontrolforanstaltninger for torsk i afsnit 3M. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (5). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(6)

Forordning (EU) 2019/833 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 7, stk. 3, litra d), affattes således:

2)

Artikel 9a, stk. 1, litra c), affattes således:

3)

Artikel 10, stk. 1, litra e), affattes således:

4)

Artikel 29, stk. 1, affattes således:

5)

Artikel 35, stk. 1, litra g), affattes således:

6)

I artikel 36 foretages følgende ændringer:

7)

Artikel 40, stk. 3, affattes således:

8)

I artikel 50, stk. 2, foretages følgende ændringer:

(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 95/93 (3) er blevet ændret flere gange siden begyndelsen af covid-19-krisen, eftersom kravet fastsat i nævnte forordning om at udnytte mindst 80 % af en slotsserie for at bevare retten til samme slotsserie i næste tilsvarende fartplansæson blev umuligt at opfylde for luftfartsselskaberne i lyset af den stærkt reducerede lufttrafik.

(2)

Tal offentliggjort af Eurocontrol, der er netforvalter for det fælles europæiske luftrums lufttrafiknetfunktioner, viser, at lufttrafik er steget kraftigt siden begyndelsen af sommerfartplansæsonen 2022, og at lufttrafik ifølge basisprognosen forventes at ligge på ca. 90 % af niveauet i 2019 ved begyndelsen af vinterfartplansæsonen 2022/2023. Disse tal berettiger en tilbagevenden til kravet om en slotudnyttelse på 80 % som hovedregel for sommerfartplansæsonen 2023, suppleret med en specifik lempelse i tilfælde af begrundet manglende benyttelse af slots.

(3)

På grund af covid-19-krisen er situationen i luftfartssektoren dog fortsat meget usikker. Som det var tilfældet i slutningen af 2021, kan der dukke nye covid-19-varianter op, der afstedkommer pludselige reaktioner fra både nationale myndigheder og forbrugere, som kan påvirke lufttrafikken negativt. Visse langdistancemarkeder er desuden fortsat påvirket af sundhedsforanstaltninger, der i alvorlig grad hæmmer lufttrafikken.

(4)

Ruslands angrebskrig mod Ukraine påvirker også lufttrafikken og luftfartsselskabernes evne til at udnytte deres slots, eftersom Unionens luftfartsselskaber er forhindret i at flyve ind i Belarus', Ruslands og Ukraines luftrum.

(5)

Statsligt pålagte rejserestriktioner af sundhedsmæssige årsager og den manglende mulighed for at flyve ind i luftrummet for det, der er blevet til en krigszone, ligger uden for luftfartsselskabernes kontrol. Disse omstændigheder kan medføre frivillig eller obligatorisk aflysning af deres flyvninger eller tilpasning af fartplanerne. Navnlig beskytter frivillige aflysninger luftfartsselskabernes finansielle soliditet og undgår samtidig negative miljøpåvirkninger, der forårsages af flyvninger, der udelukkende gennemføres med det formål at bevare deres lufthavnsslots.

(6)

Under sådanne omstændigheder bør luftfartsselskaber, der ikke benytter deres slots i overensstemmelse med den udnyttelsessats, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 95/93, ikke automatisk miste den rettighed med hensyn til slotserier, jf. nævnte forordnings artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, som de ellers måtte have. Nærværende forordning bør fastsætte særlige regler til dette formål.

(7)

Samtidig er det vigtigt at minde om de mål, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 95/93, nemlig at sikre en effektiv udnyttelse af lufthavnskapaciteten og sikre lige adgang for alle luftfartsselskaber til den begrænsede lufthavnskapacitet og dermed fremme konkurrencen. Tilpasningen af de normale slotanvendelseskrav ved at fastsætte en lavere slotudnyttelsessats eller forlænge begrundede undtagelser for manglende benyttelse bør være strengt begrænset til situationer, hvor en lempelse af slotreglerne er nødvendig, og bør ikke føre til urimelige konkurrencefordele for de luftfartsselskaber, der har hævdvunden rettighed til slots.

(8)

Det er navnlig nødvendigt at sikre, at luftfartsselskaber, der er villige til at levere tjenester, får mulighed for at benytte uudnyttet kapacitet, og at de har udsigt til at bevare sådanne slots på lang sigt. Dette bør opretholde incitamentet for luftfartsselskaberne til at udnytte lufthavnskapaciteten, hvilket igen vil være til gavn for forbrugerne, fordi det skaber forbindelsesmuligheder.

(9)

Det er derfor nødvendigt i overensstemmelse med disse principper og for en begrænset periode at fastlægge de betingelser, hvorpå luftfartsselskaberne bevarer retten til slotserier i henhold til artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 95/93, og at fastsætte krav om, at de pågældende luftfartsselskaber skal frigive uudnyttet kapacitet. Perioden bør løbe fra den 30. oktober 2022 til den 28. oktober 2023 i overensstemmelse med Eurocontrols prognose for genopretning af lufttrafikken.

(10)

I den periode bør definitionen af begrebet »nytilkommet luftfartsselskab« forblive bred for at øge antallet af omfattede luftfartsselskaber, der kan omfattes heraf, hvilket giver luftfartsselskaberne mulighed for at opstarte og udvide deres aktiviteter.

(11)

I perioden fra den 30. oktober 2022 til den 28. oktober 2023 bør der i forbindelse med slottildelingen fortsat tages hensyn til den indsats, der er gjort af luftfartsselskaber, som har gennemført flyvninger under anvendelse af slots, der indgår i en serie, som et andet luftfartsselskab har ret til i henhold til artikel 8, stk. 2, og artikel 10, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 95/93, men som er blevet stillet til rådighed for slotkoordinatoren med henblik på midlertidig omfordeling. Luftfartsselskaber, der har benyttet mindst fem slots i en serie, bør derfor have fortrinsret ved tildelingen af disse serier i den næste tilsvarende fartplansæson, forudsat at der er lufthavnskapacitet til rådighed.

(12)

For at tage højde for konsekvenserne af Ruslands angrebskrig mod Ukraine og støtte genopretningen af forbindelserne mellem Unionen og Ukraine er det nødvendigt at forlænge den periode, hvor operatører kan påberåbe sig artikel 10, stk. 4, litra a), i forordning (EØF) nr. 95/93 som begrundelse for den manglende udnyttelse slotserierne på ruterne mellem Unionen og Ukraine.

(13)

Uden at det berører medlemsstaternes forpligtelse til at overholde EU-retten, navnlig de regler, der er fastsat i traktaterne og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 (4), kan de negative konsekvenser for passagerernes mulighed for at rejse som følge af eventuelle restriktioner, der vedtages af de offentlige myndigheder i medlemsstaterne eller tredjelande for at håndtere epidemiologiske situationer, naturkatastrofer eller politiske uroligheder såsom oprør, optøjer eller alvorlig offentlig uro, ikke tilskrives luftfartsselskaberne, og disse konsekvenser bør afbødes, hvis foranstaltningerne i væsentlig grad påvirker gennemførligheden af eller muligheden for rejser eller efterspørgslen på de pågældende ruter. Afbødende foranstaltninger bør sikre, at luftfartsselskaberne ikke straffes for manglende udnyttelse af slots, hvis den manglende udnyttelse skyldes sådanne restriktioner.

(14)

For at mindske risikoen for konkurrenceforvridninger og for at sikre en effektiv udnyttelse af lufthavnskapaciteten bør den specifikke lempelse, som tillades i forbindelse med konsekvenserne af disse restriktioner, være af begrænset varighed og omfang, og derved sikre, at virkningen af de afbødende foranstaltninger begrænses til den periode, hvori de var berettiget. Slots, der er omfattet af sådanne foranstaltninger, der afbøder konsekvenserne af restriktioner, bør anses for at være blevet udnyttet med henblik på forordning (EØF) nr. 95/93.

(15)

Det er nødvendigt at præcisere, at bestemmelserne om begrundede undtagelser for manglende benyttelse af slots ikke finder anvendelse på luftfartsselskaber, der omfattes af restriktive foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) eller artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), eller luftfartsselskaber med driftsforbud i Unionen, som er anført i bilag A eller B til Kommissionens forordning (EF) nr. 474/2006 (5). For at sikre en effektiv anvendelse af disse foranstaltninger bør det heller ikke være muligt for luftfartsselskaber at påberåbe sig bestemmelserne om begrundede undtagelser for manglende benyttelse af slots, hvis disse allerede er omfattet af sådanne restriktive foranstaltninger, der er gældende på datoen for nærværende forordnings ikrafttræden.

(16)

Samarbejdet mellem koordinatorerne bør styrkes for at sikre en ensartet gennemførelse af forordning (EØF) nr. 95/93 i hele Unionen.

(17)

Koordinatorerne bør udveksle bedste praksis om gennemførelsen af forordning (EØF) nr. 95/93, herunder gennem European Airport Coordinators Association (EUACA). EUACA opfordres til fortsat at udstede retningslinjer for at sikre en harmoniseret gennemførelse af EU-reglerne, navnlig med hensyn til bestemmelsen om afbødende foranstaltninger, der træffes som følge af restriktionerne. Om der træffes afbødende foranstaltninger eller ej, er desuden en vigtig oplysning for luftfartsselskaberne, når de udarbejder deres fartplaner. Det er derfor nødvendigt at sikre, at koordinatorerne kommunikerer åbent.

(18)

Selv om foranstaltninger, der afbøder restriktionerne, bør fortolkes strengt eftersom de udgør en undtagelse fra de normale slotudnyttelseskrav, bør det i visse situationer være muligt at kræve fælles handling fra alle koordinatorers side for at sikre lige vilkår i hele Unionen. Koordinatorerne bør på visse betingelser og på grundlag af en enstemmig afgørelse kunne anvende bestemmelsen på alle slots i koordinerede lufthavne.

(19)

Trafikprognoserne er mere uberegnelige for vinterfartplansæsonen 2022/23 som følge af usikkerheden om, hvordan forskellige kriser udvikler sig, navnlig situationen i Ukraine og covid-19-krisen. Luftfartsselskaberne bør derfor i det omfang, det er nødvendigt, fritages for kravene om at udnytte slots for at bevare retten til de samme slots i den næste tilsvarende fartplansæson. Det vil give luftfartsselskaberne mulighed for at øge udbuddet af tjenester, når omstændighederne tillader det, med henblik på at anvende de almindelige regler for udnyttelse af slots fra sommerfartplansæsonen 2023, med forbehold af de tilpasninger, som Kommissionen har foretaget under særlige omstændigheder for at reagere på visse udfordringer for luftfartssektoren.

(20)

Med henblik på at imødegå covid-19-krisens eller andre epidemiologiske situationer samt de direkte ødelæggende konsekvenser af Ruslands angrebskrig mod Ukraine for lufttrafikken og for at støtte forbindelserne til og fra Ukraine og reagere fleksibelt, hvor det er strengt nødvendigt og berettiget, på de udfordringer, som luftfartssektoren står over for som følge heraf, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af procentværdierne for minimumsudnyttelsessatsen inden for et vist interval og for en hvilken som helst fartplansæson i perioden fra den 30. oktober 2022 til den 28. oktober 2023 i overensstemmelse med Eurocontrols prognose for genopretning og for så vidt angår ændring af procentværdierne for minimumsudnyttelsessatsen inden for et vist interval for ruterne mellem Unionen og Ukraine for en hvilken som helst fartplansæson i perioden fra den 30. oktober 2022 til den 28. oktober 2023. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (6). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(21)

Lufthavne, lufthavnstjenesteleverandører og luftfartsselskaber har brug for oplysninger om den disponible kapacitet for at kunne sikre en hensigtsmæssig planlægning. Luftfartsselskaberne bør fortsat så tidligt som muligt og senest tre uger før den planlagte dato for udnyttelsen af de pågældende slots stille de slots, som de ikke har til hensigt at benytte, til rådighed for koordinatoren med henblik på en eventuel omfordeling. Hvis luftfartsselskaber gentagne gange ikke opfylder dette krav, bør de ikke være omfattet af en lavere slotudnyttelsessats.

(22)

Hvis en koordinator finder det godtgjort, at et luftfartsselskab er ophørt med at beflyve en lufthavn, bør koordinatoren trække slotsene tilbage fra det pågældende luftfartsselskab og lægge dem i puljen med henblik på omfordeling til andre luftfartsselskaber.

(23)

Visse luftfartsselskabers forbud mod at flyve ind i Unionens luftrum som følge af anvendelsen af restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til artikel 29 i TEU eller artikel 215 i TEUF, eller et driftsforbud i henhold til forordning (EF) nr. 474/2006 vil kunne medføre en uberettiget blokering af slots i Unionens lufthavne. Selv om slots, der tidligere blev benyttet af sådanne luftfartsselskaber, kan omfordeles på ad hoc-basis i fartplansæsonen, tilskynder dette ikke i tilstrækkelig grad til en effektiv udnyttelse af slots, der gør det muligt for luftfartsselskaberne at øge konkurrencen og forbindelserne på lang sigt til gavn for forbrugerne. Slotsene bør derfor straks trækkes tilbage fra de berørte luftfartsselskaber.

(24)

Målet med denne forordning, nemlig at fastsætte specifikke regler og lempe de generelle regler om slotudnyttelse i en begrænset periode for at afbøde konsekvenserne af en epidemiologisk krise og Ruslands angrebskrig mod Ukraine for lufttrafikken, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den foreslåede handlings omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(25)

I betragtning af sagens hastende karakter som følge af de ekstraordinære omstændigheder, der skyldes covid-19-krisen og Ruslands angrebskrig mod Ukraine, anses det for hensigtsmæssigt at anvende den fravigelse af perioden på otte uger, der er angivet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(26)

For at sikre omgående anvendelse af foranstaltningerne i denne forordning bør den som følge af den hastende karakter træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 8 foretages følgende ændringer:

3)

I artikel 10 foretages følgende ændringer:

4)

I artikel 10a foretages følgende ændringer:

5)

Artikel 11, stk. 1, affattes således:

6)

Artikel 12a, stk. 2, affattes således:

7)

Artikel 14, stk. 6, affattes således:

(1)

Medlemsstaterne, og navnlig Den Europæiske Unions centrale og østlige regioner, er blevet hårdt ramt af konsekvenserne af Den Russiske Føderations militære aggression mod Ukraine på et tidspunkt, hvor medlemsstaternes økonomier stadig er ved at komme sig efter virkningerne af covid-19-pandemien. Mens mange medlemsstater står over for en fortsat tilstrømning af personer, der flygter fra den russiske aggression, er de også ramt af mangel på arbejdskraft, vanskeligheder i forsyningskæden og stigende priser og energiomkostninger. På den ene side medfører dette udfordringer for de offentlige budgetter, og på den anden side forsinker dette gennemførelsen af investeringer. Disse forhold har skabt en ekstraordinær situation, som skal imødegås med specifikke, målrettede foranstaltninger, for at der ikke kræves ændringer af de årlige lofter for forpligtelser og betalinger i den flerårige finansielle ramme, som er fastsat i bilag I til Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 (2), såvel som for at undgå at underminere den igangværende grønne, digitale og modstandsdygtige genopretning af økonomien.

(2)

Med henblik på at lette den stigende byrde for de nationale budgetter blev der ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/562 (3) foretaget en række målrettede ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4) og (EU) nr. 223/2014 (5) for at gøre det lettere for medlemsstaterne at anvende deres resterende bevillinger fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF) og Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede (FEAD) under den flerårige finansielle ramme for 2014-2020 samt anvende REACT-EU-midler til håndtering af de migrationsmæssige udfordringer, der er en følge af Den Russiske Føderations militære aggression, så effektivt og så hurtigt som muligt.

(3)

Desuden gav Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/613 (6) yderligere muligheder for hurtigt at mobilisere midler for at kompensere for de umiddelbare budgetomkostninger, som afholdes af medlemsstaterne, og fastsatte en enhedsomkostning for at lette finansieringen af grundlæggende behov hos og støtte til personer, der flygter fra den russiske aggression, og som har fået midlertidig beskyttelse.

(4)

Der bør ikke desto mindre stilles yderligere ekstraordinære ordninger til rådighed for medlemsstaterne for at sætte dem i stand til at koncentrere sig om den nødvendige reaktion på den hidtil usete socioøkonomiske situation i betragtning af den forlængede russiske invasion, navnlig med hensyn til operationer til håndtering af migrationsmæssige udfordringer, der er en følge af Den Russiske Føderations militære aggression.

(5)

I betragtning af det yderligere pres på de offentlige budgetter, der er forårsaget af Den Russiske Føderations militære aggression, bør den fleksibilitet med hensyn til anvendelsen af EFRU og ESF, der gives i artikel 98, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1303/2013 i forbindelse med sådanne operationer udvides til også at omfatte Samhørighedsfonden, således at dens midler også kan anvendes til at støtte operationer, der er omfattet af anvendelsesområdet for EFRU eller ESF i overensstemmelse med de regler, der gælder for disse fonde. De forenklede overvågningskrav, der er fastsat i artikel 98, stk. 4, i forordning (EU) nr. 1303/2013, bør desuden udvides til at omfatte operationer, som støttes af ESF, og som håndterer migrationsmæssige udfordringer, hvis disse operationer programmeres under en prioritetsakse, der kun har til formål at håndtere disse udfordringer. Endvidere bør der indføres mulighed for, at prioriteter, der fremmer den socioøkonomiske integration af tredjelandsstatsborgere, herunder dem, der er dedikeret til operationer til håndtering af migrationsmæssige udfordringer, der er en følge af den russiske aggression, kan blive omfattet af en medfinansieringssats på op til 100 % i begge programmeringsperioder for at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at imødekomme fordrevne personers behov både nu og i fremtiden. På samme måde bør beløbet til enhedsomkostningen for at lette finansieringen af grundlæggende behov hos og støtte til flygtninge forhøjes, og anvendelsen af denne bør forlænges.

(6)

Desuden har fastsættelsen af startdatoen for støtteberettigelse den 24. februar 2022 for operationer til håndtering af migrationsmæssige udfordringer, der er en følge af Den Russiske Føderations militære aggression, vist sig ikke at være tilstrækkelig til at sikre, at alle relevante operationer til håndtering af disse udfordringer kan støttes af fondene. Der bør derfor undtagelsesvis gives mulighed for at udvælge sådanne operationer forud for godkendelsen af en relateret programændring og for, at udgifter til sådanne operationer, der er fysisk fuldført eller fuldt ud gennemført, kan blive støtteberettigede, idet denne fleksibilitet også udvides til at omfatte operationer, der støttes af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), og som håndterer konsekvenserne for fiskeri- og akvakultursektoren, der er en følge af den russiske aggression. I betragtning af de begrænsede midler, der er til rådighed i de mest berørte regioner, bør det desuden være muligt at støtte sådanne operationer uden for programområdets grænser i en given medlemsstat, eftersom situationen med personer, der flygter fra den russiske aggression og bevæger sig i og på tværs af medlemsstaterne, udgør en udfordring for den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i Unionen som helhed. Sådanne operationer bør derfor være støtteberettigede, uanset hvor de gennemføres i en given medlemsstat, da stedet for operationerne i sidste ende ikke er et afgørende kriterium i forbindelse med opfyldelsen af de umiddelbare behov.

(7)

I betragtning af, at den byrde for lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationer, der opererer i lokalsamfund, som er forbundet med håndtering af migrationsmæssige udfordringer, der er en følge af Den Russiske Føderations militære aggression, er stor, bør der desuden afsættes en minimumsstøtte på 30 % til sådanne organer i forbindelse med de midler, der anvendes til at støtte operationer inden for rammerne af EFRU eller ESF i overensstemmelse med artikel 98, stk. 4, første og andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1303/2013.

(8)

Med henblik på at lette den administrative byrde for medlemsstaterne for at tage hensyn til de skiftende behov og overholdelsen af de finansielle tildelinger i et operationelt program bør kravet under programmeringsperioden 2014-2020 om en formel ændring af et program, for så vidt angår overførsler mellem tematiske mål inden for en prioritet for samme fond og regionskategori, ophæves.

(9)

Endelig bør loftet for fleksibiliteten mellem prioriteterne til beregning af den endelige saldo for bidraget fra fondene hæves for at optimere anvendelsen af tildelingerne for 2014-2020 i forbindelse med afslutningen af programmerne under programmeringsperioden 2014-2020.

(10)

Der bør også sikres en vis fleksibilitet til at tackle den hidtil usete situation i den retlige ramme for programmer under programmeringsperioden 2021-2027. Ligeledes med henblik på at lette byrden for de nationale budgetter bør forfinansieringsbetalingerne til programmer under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst øges. I betragtning af udfordringerne i forbindelse med fordrivelsen af mennesker og de integrerede løsninger, som kræves af medlemsstaterne, bør en medfinansieringssats på op til 100 % være mulig indtil den 30. juni 2024, hvis en medlemsstat under et af sine samhørighedsprogrammer for 2021-2027 giver prioritet til at støtte operationer, der fremmer den socioøkonomiske integration af tredjelandsstatsborgere, forudsat at et passende niveau af støtte rettes mod lokale myndigheder og civilsamfundsorganisationer, der opererer i lokalsamfund, og at det samlede beløb, der programmeres under sådanne prioriteter i en medlemsstat, ikke overstiger 5 % af den pågældende medlemsstats oprindelige nationale tildeling fra EFRU og Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+) tilsammen. Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at programmere yderligere beløb til sådanne prioriteter med regelmæssige medfinansieringssatser. Under hensyntagen til de forstyrrelser i slutningen af programmeringsperioden 2014-2020, som Den Russiske Føderationsmilitære aggression har forårsaget, ud over covid-19-pandemiens langvarige konsekvenser for projektgennemførelse og de fortsatte forstyrrelser i værdikæderne, bør der også gives yderligere fleksibilitet for at muliggøre direkte tildeling af støtte og afslutning af operationer, for hvilke gennemførelsen var påbegyndt i overensstemmelse med den lovgivningsmæssige ramme for 2014-2020 inden datoen for lovgivningsforslaget til denne forordning, også selv om sådanne operationer ikke vil være omfattet af anvendelsesområdet for den pågældende fond i programmeringsperioden 2021-2027, med undtagelse af tilfælde, hvor fondene blev anvendt i henhold til artikel 98, stk. 4, første og andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1303/2013. For at sikre, at sådanne operationer kan henregnes til interventionstyper, bør bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 (7) tilpasses i overensstemmelse hermed. Støtte til sådanne operationer bør ikke påvirke medlemsstaternes forpligtelser til at overholde kravene om tematisk koncentration og klimabidragsmålene.

(11)

Målene for denne forordning, nemlig at hjælpe medlemsstaterne med at håndtere de udfordringer, der er opstået som følge af ankomsten af et usædvanligt højt antal personer, der flygter fra Den Russiske Føderations militære aggression mod Ukraine, og at støtte medlemsstaternes fortsatte bestræbelser hen imod en modstandsdygtig genopretning af økonomien efter covid-19-pandemien, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den foreslåede handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(12)

Forordning (EU) nr. 1303/2013 og (EU) 2021/1060 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

I betragtning af at der er behov for at yde hurtig støtte til de offentlige budgetter med henblik på at bevare medlemsstaternes kapacitet til at understøtte den økonomiske genopretningsproces og muliggøre en hurtig programmering af faseinddelingen af operationer i programmeringsperioden 2021-2027, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt, dvs. dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

1)

I artikel 30 tilføjes følgende stykker:

2)

I artikel 65 indsættes følgende stykke:

3)

I artikel 68c affattes første afsnit således:

»Med henblik på gennemførelsen af operationer til håndtering af migrationsudfordringer som følge af Den Russiske Føderations militære aggression kan medlemsstaterne i de udgifter, der angives i betalingsansøgninger, medtage en enhedsomkostning i forbindelse med de grundlæggende behov hos og støtte til personer, der har fået midlertidig beskyttelse eller anden passende beskyttelse i henhold til national ret i overensstemmelse med Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 (*1) og Rådets direktiv 2001/55/EF (*2). Denne enhedsomkostning udgør 100 EUR pr. uge for hver fuld uge eller del af uge, personen befinder sig i den pågældende medlemsstat. Enhedsomkostningen kan anvendes i højst 26 uger i alt regnet fra datoen for personens ankomst til Unionen.

(*1)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/382 af 4. marts 2022 om konstatering af massetilstrømning af fordrevne personer fra Ukraine som omhandlet i artikel 5 i direktiv 2001/55/EF og deraf følgende indførelse af midlertidig beskyttelse (EUT L 71 af 4.3.2022, s. 1)."

(*2)  Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).« "

4)

I artikel 70, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:

»Når operationer, der modtager støtte fra EFRU, ESF eller Samhørighedsfonden, og som håndterer migrationsudfordringer som følge af Den Russiske Føderations militære aggression, gennemføres uden for programområdet, men i medlemsstaten, finder kun første afsnit, litra d), anvendelse.«

5)

Artikel 70, stk. 4, affattes således:

6)

Artikel 96, stk. 10, affattes således:

7)

I artikel 98, stk. 4, foretages følgende ændringer:

8)

I artikel 120 tilføjes følgende stykke:

9)

I artikel 130, stk. 3, affattes første afsnit således:

»Uanset stk. 2 må fondenes eller EHFF's bidrag via betalinger af den endelige saldo for hver prioritet pr. fond og pr. regionskategori i det sidste regnskabsår ikke overstige fondenes eller EHFF's bidrag for hver prioritet pr. fond og pr. regionskategori som fastsat i Kommissionens afgørelse om godkendelse af det operationelle program med mere end 15 %.«

1)

I artikel 90, stk. 2, tilføjes følgende afsnit:

»En yderligere forfinansiering på 0,5 % udbetales i 2022 umiddelbart efter denne forordnings ikrafttræden, og en yderligere forfinansiering på 0,5 % udbetales i 2023 for programmer, der støttes af EFRU, ESF+ eller Samhørighedsfonden under målet om investeringer i beskæftigelse og vækst. Hvis et program vedtages efter den 31. december 2022, betales raten for 2022 i året for vedtagelsen.«

2)

I artikel 90, stk. 5, affattes første afsnit således:

3)

I artikel 112 tilføjes følgende stykke:

4)

Følgende artikel indsættes:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og om særlige bestemmelser vedrørende målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1080/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 289)."

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 af 17. december 2013 om Den Europæiske Socialfond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1081/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 470)."

(*5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1300/2013 af 17. december 2013 om Samhørighedsfonden og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1084/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 281)."

(*6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1299/2013 af 17. december 2013 om særlige bestemmelser for støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til målet om europæisk territorialt samarbejde (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 259)."

(*7)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1).« "

5)

I bilag I tilføjes følgende linjer i slutningen af tabel 1:

(1)

Lissabontraktaten ændrede de retlige rammebestemmelser om de beføjelser, som Kommissionen tillægges af lovgiver, og indfører en sondring mellem beføjelser, som Kommissionen får delegeret til at vedtage almengyldige ikkelovgivningsmæssige retsakter, der supplerer eller ændrer visse ikkevæsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt (delegerede retsakter), og beføjelser, som Kommissionen får delegeret til at vedtage retsakter for at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter (gennemførelsesretsakter).

(2)

Lovgivningsmæssige retsakter, der er vedtaget inden Lissabontraktatens ikrafttræden, tillægger Kommissionen beføjelser til at vedtage foranstaltninger efter forskriftsproceduren med kontrol, jf. artikel 5a i Rådets afgørelse 1999/468/EF (2).

(3)

Tidligere forslag om tilpasning af lovgivning, der henviser til forskriftsproceduren med kontrol, til den retlige ramme, der blev indført ved Lissabontraktaten, blev trukket tilbage (3), fordi de interinstitutionelle forhandlinger var gået i stå.

(4)

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen nåede efterfølgende til enighed om en ny ramme for delegerede retsakter i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (4) og anerkendte behovet for tilpasning af al eksisterende lovgivning til den retlige ramme, der blev indført ved Lissabontraktaten. De var navnlig enige om behovet for at give høj prioritet til hurtig tilpasning af alle basisretsakter, der stadig henviser til forskriftsproceduren med kontrol. Kommissionen forpligtede sig til at udarbejde et forslag om en sådan tilpasning inden udgangen af 2016.

(5)

Kommissionens bemyndigelse til at ændre formularerne i bilagene til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 (5) foreskriver anvendelse af forskriftsproceduren med kontrol. Da denne bemyndigelse opfylder kriterierne i artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), bør den tilpasses nævnte bestemmelse.

(6)

For at ajourføre forordning (EF) nr. 805/2004 bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, så den kan ændre bilagene til nævnte forordning med henblik på at ajourføre formularerne. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(7)

Denne forordning bør ikke berøre igangværende procedurer, hvor et udvalg allerede har afgivet udtalelse i overensstemmelse med artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF inden denne forordnings ikrafttræden.

(8)

I medfør af artikel 3 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og til TEUF, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(9)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(10)

Forordning (EF) nr. 805/2004 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 31 affattes således:

2)

Følgende artikel indsættes:

(*1)   EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.« "

3)

Artikel 32 udgår.

(1)

I henhold til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) er Unionens mål bl.a. at fremme befolkningernes velfærd og at arbejde for en bæredygtig udvikling i Europa baseret på en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt og et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, og hvor der samtidig fremmes social retfærdighed og lighed mellem kvinder og mænd. Ifølge artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen bl.a. tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse og bekæmpelse af social udstødelse.

(2)

I artikel 151 i TEUF fastsættes, at Unionen og medlemsstaterne, der er opmærksomme på de grundlæggende sociale rettigheder som dem i den europæiske socialpagt, bl.a. har som mål at fremme beskæftigelsen og en forbedring af leve- og arbejdsvilkårene for herigennem at muliggøre en harmonisering af samme, samtidig med at der fortsat sker forbedringer, en passende social beskyttelse og dialog mellem ledelse og ansatte.

(3)

I artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (4) (»chartret«) fastsættes, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold. I chartrets artikel 27 fastsættes arbejdstagernes ret til information og høring. I chartrets artikel 28 fastsættes, at arbejdstagere og arbejdsgivere eller deres respektive organisationer i overensstemmelse med EU-retten og national ret og praksis har ret til at forhandle og indgå kollektive overenskomster på passende niveauer. I chartrets artikel 23 fastsættes retten til ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.

(4)

Den europæiske socialpagt fastslår, at alle arbejdstagere har ret til rimelige arbejdsvilkår. Den anerkender alle arbejdstageres ret til en rimelig løn, der er tilstrækkelig til at sikre en anstændig levestandard for dem selv og deres familier. Den anerkender også den rolle, som kollektive overenskomster, der er indgået frit, og mekanismer for fastsættelse af lovbestemte mindstelønninger, spiller med henblik på at sikre en effektiv udøvelse af denne ret, alle arbejdstageres og arbejdsgiveres ret til at organisere sig i lokale, nationale og internationale organisationer for at beskytte deres økonomiske og sociale interesser og retten til at føre kollektive overenskomstforhandlinger.

(5)

I kapitel II i den europæiske søjle for sociale rettigheder (»søjlen«), der blev proklameret i Göteborg den 17. november 2017, fastlægges der en række principper, der skal tjene som rettesnor for sikring af rimelige arbejdsvilkår. I princip nr. 6 i søjlen bekræftes arbejdstagernes ret til rimelige lønninger, der sikrer en anstændig levestandard. Det fastsættes ligeledes, at passende mindstelønninger skal sikres på en måde, der opfylder behovene hos arbejdstageren og dennes familie inden for rammerne af de nationale økonomiske og sociale vilkår, samtidig med at adgangen til beskæftigelse og incitamenterne til at søge arbejde bibeholdes. Der mindes desuden om, at fattigdom blandt personer i arbejde skal hindres, og at alle lønninger skal fastsættes på en gennemsigtig og forudsigelig måde i overensstemmelse med national praksis og i respekt for arbejdsmarkedets parters autonomi. Princip nr. 8 i søjlen fastsætter, at arbejdsmarkedets parter skal høres om udformning og gennemførelse af økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale politikker i overensstemmelse med national praksis, og at de skal tilskyndes til at forhandle og indgå kollektive overenskomster om de for dem relevante emner, samtidig med at deres autonomi og retten til kollektive skridt respekteres.

(6)

I retningslinje 5 i bilaget til Rådets afgørelse (EU) 2020/1512 (5) opfordres medlemsstater, der har indført nationale mekanismer til fastlæggelse af en lovbestemt mindsteløn, til at sikre en reel inddragelse af arbejdsmarkedets parter i lønfastsættelsen, som sikrer rimelige lønninger, der muliggør en anstændig levestandard, idet der lægges særlig vægt på de lavere og mellemste indkomstgrupper med henblik på opadgående konvergens. I denne retningslinje opfordres medlemsstaterne også til at fremme social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger med henblik på lønfastsættelse. Medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter opfordres i retningslinjen ligeledes til at sikre, at alle arbejdstagere har passende og rimelige lønninger som følge af, at de nyder godt af kollektive overenskomster eller passende lovbestemte mindstelønninger, idet der tages hensyn til den deraf følgende indvirkning på konkurrenceevne, jobskabelse og fattigdom blandt personer i arbejde, samtidig med at national praksis respekteres. Kommissionens meddelelse af 17. september 2020 med titlen »Årlig strategi for bæredygtig vækst 2021« fastslår, at medlemsstaterne bør vedtage foranstaltninger for at sikre rimelige arbejdsvilkår. Endvidere blev der i Kommissionens meddelelse af 17. december 2019 med titlen »Årlig strategi for bæredygtig vækst 2020« mindet om, at det i forbindelse med voksende sociale skel er vigtigt at sikre, at hver arbejdstager får en rimelig løn. Der er udstedt landespecifikke henstillinger til et antal medlemsstater vedrørende mindstelønninger med det formål at forbedre fastsættelsen og ajourføringen af mindstelønninger.

(7)

Bedre leve- og arbejdsvilkår, herunder gennem passende mindstelønninger, er til gavn for arbejdstagere og virksomheder i Unionen såvel som for samfundet og økonomien i almindelighed, og de er en forudsætning for at opnå rimelig, inklusiv og bæredygtig vækst. En afhjælpning af de store forskelle i mindstelønsbeskyttelsens dækning og tilstrækkelighed bidrager til at gøre Unionens arbejdsmarked mere retfærdigt, til at forebygge og mindske lønuligheder og sociale uligheder samt til at fremme økonomiske og sociale fremskridt samt en opadgående konvergens. Konkurrencen på det indre marked bør baseres på høje sociale standarder, herunder et højt niveau for beskyttelse af arbejdstagerne og skabelse af kvalitetsarbejdspladser såvel som på innovation og produktivitetsforbedringer, samtidig med at der sikres lige konkurrencevilkår.

(8)

Når de fastsættes på et passende niveau, som det er bestemt i national ret eller i kollektive overenskomster, beskytter mindstelønninger arbejdstagernes indkomst, navnlig ugunstigt stillede arbejdstageres indkomst, bidrager de til at sikre en værdig tilværelse som tilstræbt i Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention nr. 131 (1970) om indførelse af en ordning for fastsættelse af mindstelønninger. Mindstelønninger, der sikrer en anstændig levestandard, og således lever op til en vis tærskel for anstændighed, kan bidrage til en mindskelse af fattigdommen på nationalt plan og til at opretholde den indenlandske efterspørgsel og købekraft, styrke incitamenterne til at arbejde, mindske lønmæssige uligheder og kønsbestemte lønforskelle og fattigdom blandt personer i arbejde og begrænse lønnedgangen i økonomiske nedgangstider.

(9)

Fattigdom blandt personer i arbejde er tiltaget i det seneste tiår, og flere arbejdstagere rammes af fattigdom. I økonomiske nedgangstider er den rolle, som de passende mindstelønninger spiller ved at beskytte lavtlønnede arbejdstagere, særlig vigtig, idet disse arbejdstagere er mere sårbare over for konsekvenserne af sådanne nedgangstider, og denne rolle er afgørende for at støtte en bæredygtig og inklusiv økonomisk genopretning, som bør føre til en stigning i kvalitetsbeskæftigelsen. For at sikre en bæredygtig genopretning er det af helt afgørende betydning, at virksomheder, navnlig mikrovirksomheder og små virksomheder, trives. I betragtning af covid-19-pandemiens virkninger er det vigtigt at vurdere, om lønningerne i de lavtlønnede sektorer, som viste sig at være uundværlige og af stor samfundsmæssig værdi under krisen, er tilstrækkelige.

(10)

Kvinder, yngre arbejdstagere, migrantarbejdstagere, enlige forsørgere, lavtkvalificerede arbejdstagere, personer med handicap og navnlig personer, der lider under flere former for forskelsbehandling, har stadigvæk en større sandsynlighed for at være mindstelønsmodtagere eller lavtlønnede end andre grupper. Eftersom kvinder er overrepræsenterede i lavtlønnede job, vil en forbedring af mindstelønningerne, så de bliver mere passende, bidrage til ligestilling mellem kønnene, til at mindske de kønsbestemte løn- og pensionsforskelle og til at løfte kvinder og deres familier ud af fattigdom og bidrage til bæredygtig økonomisk vækst i Unionen.

(11)

Krisen forårsaget af covid-19-pandemien har en betydelig indvirkning på servicesektoren, mikrovirksomhederne og de små virksomheder, som har en høj andel af lavtløns- og mindstelønsmodtagere. Mindstelønninger er derfor også vigtige i betragtning af de strukturelle tendenser, der er ved at omforme arbejdsmarkederne, og som i stigende grad er kendetegnede ved en høj andel af usikre og atypiske erhverv, hvilket ofte omfatter deltids-, sæson-, platforms- og vikaransatte. Disse tendenser har i mange tilfælde ført til øget jobpolarisering, hvilket har ført til en stigende andel af lavtlønnede job og sektorer og af job og sektorer med beskedne kvalifikationskrav i de fleste medlemsstater samt til højere lønulighed i nogle af dem. Det er vanskeligere for arbejdstagere med atypiske kontrakter at organisere sig og forhandle sig til kollektive overenskomster.

(12)

Der findes mindstelønsbeskyttelse i alle medlemsstater, men i nogle medlemsstater er denne beskyttelse fastsat ved lov eller administrative bestemmelser og ved kollektive overenskomster, mens den i andre udelukkende følger af kollektive overenskomster. De forskellige nationale traditioner i medlemsstaterne bør respekteres.

(13)

I de fleste tilfælde er den mindstelønsbeskyttelse, som kollektive overenskomster yder lavtlønsbeskæftigede, passende og sørger derfor for en anstændig levestandard, og den har vist sig at være et effektivt middel til at mindske fattigdom blandt personer i arbejde. I flere medlemsstater er de lovbestemte mindstelønninger normalt lave i forhold til andre lønninger i økonomien. I 2018 forholdt det sig i ni medlemsstater således, at den lovbestemte mindsteløn ikke gav en indtægt for en enlig mindstelønsmodtager, der var tilstrækkelig til at nå fattigdomsrisikotærsklen.

(14)

Ikke alle arbejdstagere i Unionen er reelt beskyttet af mindstelønninger, da nogle arbejdstagere i nogle medlemsstater, til trods for at de er dækket, modtager et vederlag, der i praksis er lavere end den lovbestemte mindsteløn, fordi de gældende regler ikke overholdes. Det konstateres, at en sådan manglende overholdelse navnlig berører kvinder, unge arbejdstagere, lavtkvalificerede arbejdstagere, migranter, enlige forsørgere, personer med handicap, arbejdstagere med atypisk former for beskæftigelse, såsom vikaransatte og deltidsansatte, samt landbrugsarbejdere og ansatte i restaurationsbranchen, hvilket har som konsekvens, at lønningerne presses ned. I medlemsstater, hvor der alene ydes mindstelønsbeskyttelse gennem kollektive overenskomster, skønnes andelen af arbejdstagere, der ikke er dækket, at variere fra 2 % til 55 % af alle arbejdstagere.

(15)

FN's Konvention om rettigheder for personer med handicap kræver, at arbejdstagere med handicap, herunder dem i beskyttet beskæftigelse, modtager lige løn for arbejde af samme værdi. Dette princip er også relevant med hensyn til mindstelønsbeskyttelse.

(16)

Selv om stærke kollektive overenskomstforhandlinger, navnlig på sektorniveau eller tværfagligt niveau bidrager til at sikre en passende mindstelønsbeskyttelse, er de traditionelle kollektive overenskomstforhandlinger blevet udhulet i de seneste årtier, bl.a. på grund af strukturelle ændringer i økonomien i retning af mindre organiserede sektorer og på grund af faldet i antallet af fagforeningsmedlemskaber, navnlig som følge af praksis med fagforeningsmodstand og væksten i usikre og atypiske former for arbejde Desuden kom kollektive overenskomstforhandlinger på sektorplan og på tværfagligt niveau under pres i nogle medlemsstater i kølvandet på finanskrisen i 2008. Kollektive overenskomstforhandlinger på sektorplan og på tværfagligt niveau er dog en væsentlig faktor for at opnå passende mindstelønsbeskyttelse og bør derfor fremmes og styrkes.

(17)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 154 i TEUF konsulteret arbejdsmarkedets parter ved to høringsrunder med hensyn til eventuelle tiltag for at imødegå udfordringerne i forbindelse med en passende mindstelønsbeskyttelse i Unionen. Der var ingen enighed blandt arbejdsmarkedets parter om at indlede forhandlinger om disse emner. Det er imidlertid vigtigt at træffe tiltag på EU-plan, samtidig med at nærhedsprincippet overholdes, for at forbedre leve- og arbejdsvilkårene i Unionen, navnlig tilstrækkeligheden af mindstelønninger, under hensyntagen til udfaldet af høringen af arbejdsmarkedets parter.

(18)

Med henblik på at forbedre leve- og arbejdsvilkårene samt en opadgående social konvergens i Unionen fastsættes ved dette direktiv minimumsforskrifter på EU-plan, og der fastsættes proceduremæssige forpligtelser med hensyn til passende lovbestemte mindstelønninger, og arbejdstagernes effektive adgang til mindstelønsbeskyttelse, i form af lovbestemte mindstelønninger, hvor disse forefindes, eller som de er fastlagt i kollektive overenskomster som defineret i dette direktiv, styrkes. Dette direktiv fremmer også kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse.

(19)

Dette direktiv har i overensstemmelse med artikel 153, stk. 5, i TEUF hverken til formål at harmonisere mindstelønningerne i hele Unionen eller til formål at indføre en ensartet mekanisme til fastsættelse af mindstelønninger. Det griber ikke ind i medlemsstaternes frihed til at fastsætte lovbestemte mindstelønninger eller til at fremme adgangen til mindstelønsbeskyttelse, der følger af kollektive overenskomster, i overensstemmelse med hvert enkelt medlemsstats nationale ret og praksis og særlige forhold og med fuld respekt af de nationale kompetencer og arbejdsmarkedets parters ret til at indgå aftaler. Dette direktiv pålægger ikke og bør ikke fortolkes som indebærende en forpligtelse for de medlemsstater, hvor løndannelsen udelukkende sikres via kollektive overenskomster, til at indføre en lovbestemt mindsteløn eller til at erklære kollektive overenskomster alment gældende. Endvidere fastsætter dette direktiv ikke lønniveauet, hvilket falder ind under arbejdsmarkedets parters ret til at indgå aftaler på nationalt plan og ind under medlemsstaternes relevante kompetence.

(20)

Der tages i dette direktiv hensyn til, at medlemsstater, der har ratificeret ILO's 2006-konvention om søfarendes arbejdsstandarder (6), som ændret, i henhold til nævnte konvention skal fastlægge procedurer for fastsættelse af mindstelønninger for søfarende efter høring af de repræsentative skibsrederorganisationer og søfarendes organisationer. Repræsentative skibsrederorganisationer og søfarendes organisationer skal deltage i sådanne procedurer. I betragtning af deres særlige karakter bør medlemsstaternes retsakter, der følger af sådanne procedurer, ikke være omfattet af de i dette direktivs kapitel II fastsatte bestemmelser om lovbestemte mindstelønninger. Sådanne retsakter bør ikke gribe ind i de frie kollektive overenskomstforhandlinger mellem skibsredere eller deres organisationer og søfarendes organisationer.

(21)

Dette direktiv bør under overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (7) finde anvendelse på arbejdstagere, der har en ansættelseskontrakt eller et ansættelsesforhold som defineret ved lov, kollektiv overenskomst eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat under hensyntagen til de kriterier, der er fastlagt af Den Europæiske Unions Domstol (Domstolen), for bestemmelse af en arbejdstagers status. Forudsat at de opfylder disse kriterier, kan arbejdstagere i både den private og offentlige sektor samt husarbejdere, arbejdstagere på tilkaldebasis, periodiske arbejdstagere, voucherbaserede arbejdstagere, platformarbejdere, praktikanter, lærlinge og andre atypiske arbejdstagere samt proformaselvstændige og personer, der udfører sort arbejde, være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Reelt selvstændige erhvervsdrivende er ikke omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, eftersom de ikke opfylder nævnte kriterier Misbrug af betegnelsen selvstændig erhvervsdrivende som defineret i national ret, enten på nationalt plan eller i grænseoverskridende situationer, er en form for uretmæssigt angivet arbejde, som ofte forbindes med sort arbejde. Betegnelsen »proformaselvstændig« anvendes om en person, der erklæres at være selvstændig, selv om vedkommende opfylder de kriterier, som karakteriserer et ansættelsesforhold, for at undgå visse retlige eller skattemæssige forpligtelser. Sådanne personer bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Fastlæggelsen af, om der foreligger et ansættelsesforhold, bør være baseret på de faktiske omstændigheder i forbindelse med arbejdets reelle udførelse og ikke på parternes beskrivelse af forholdet.

(22)

Velfungerende kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse er et vigtigt middel til at sikre, at arbejdstagerne er beskyttet af passende mindstelønninger, som følgelig sikrer en anstændig levestandard. I medlemsstater med lovbestemte mindstelønninger er kollektive overenskomstforhandlinger en støtte for den generelle lønudvikling og bidrager derfor til at forbedre mindstelønningernes tilstrækkelighed samt arbejdstagernes leve- og arbejdsvilkår. I de medlemsstater, hvor mindstelønsbeskyttelse udelukkende ydes gennem kollektive overenskomstforhandlinger, er deres niveau samt andelen af beskyttede arbejdstagere en direkte følge af, hvordan de kollektive overenskomstordninger og den kollektive overenskomstdækning fungerer. Stærke og velfungerende kollektive overenskomstforhandlinger kombineret med en høj dækning af sektorspecifikke eller tværfaglige kollektive overenskomster styrker mindstelønningernes tilstrækkelighed og dækning.

(23)

Mindstelønsbeskyttelse gennem kollektive overenskomster er til gavn for såvel arbejdstagere og arbejdsgivere som virksomheder. I visse medlemsstater er der ingen lovbestemte mindstelønninger. I disse medlemsstater fastsættes lønninger, herunder mindstelønsbeskyttelse, udelukkende gennem kollektive overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Gennemsnitslønningerne i disse medlemsstater er blandt de højeste i Unionen. Disse systemer er kendetegnet ved en meget høj kollektiv overenskomstdækning samt en høj grad af tilslutning til både arbejdsgiverorganisationer og fagforeninger. Mindstelønninger, der følger af en kollektiv overenskomst, der er erklæret alment gældende, uden at den erklærende myndighed besidder noget skøn for så vidt angår indholdet af de relevante bestemmelser, bør ikke betragtes som lovbestemt mindsteløn.

(24)

I en situation med faldende kollektiv overenskomstdækning er det afgørende, at medlemsstaterne fremmer kollektive overenskomstforhandlinger, letter udøvelsen af retten til kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse og derved styrker den lønfastsættelse, der følger af kollektive overenskomster, for at forbedre mindstelønsbeskyttelsen for arbejdstagere. Medlemsstaterne har ratificeret ILO's konvention nr. 87 (1948) om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og ILO's konvention nr. 98 (1949) om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger. Retten til at føre kollektive forhandlinger er anerkendt i disse ILO-konventioner, i ILO's konvention nr. 151 (1978) om arbejdsforbindelser (offentlige tjenester) og ILO's konvention nr. 154 (1981) om kollektive forhandlinger samt i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og i den europæiske socialpagt. Chartrets artikel 12 og 28 garanterer henholdsvis forsamlings- og foreningsfriheden og retten til kollektive forhandlinger og kollektive skridt. I henhold til præamblen bekræfter chartret disse rettigheder, eftersom de navnlig følger af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og de socialpagter, som Unionen og Europarådet har vedtaget. Medlemsstaterne bør, alt efter hvad der er relevant og i overensstemmelse med national ret og praksis, træffe foranstaltninger til at fremme kollektive overenskomstforhandlinger om lønfastsættelse. Sådanne foranstaltninger kan bl.a. omfatte foranstaltninger, som letter fagforeningsrepræsentanters adgang til arbejdstagere.

(25)

Medlemsstater med en høj kollektiv overenskomstdækning har som regel en lille andel af lavtlønnede arbejdstagere samt høje mindstelønninger. Medlemsstater med en lille andel af lavtlønnede har en kollektiv overenskomstdækningsgrad på over 80 %. Tilsvarende har de fleste af de medlemsstater, der har høje mindstelønninger i forhold til gennemsnitslønnen, en kollektiv overenskomstdækningsgrad på over 80 %. Hver medlemsstat med en kollektiv overenskomstdækningsgrad på under 80 % bør derfor vedtage foranstaltninger med henblik på at fremme sådanne kollektive overenskomstforhandlinger. Hver medlemsstat, hvor den kollektive overenskomstdækning er under en tærskel på 80 %, bør sørge for en ramme af grundforudsætninger for kollektive overenskomstforhandlinger og udarbejde en handlingsplan for at fremme kollektive overenskomstforhandlinger for gradvist at øge den kollektive overenskomstdækningsgrad. For at respektere arbejdsmarkedets parters autonomi, hvilket omfatter deres ret til at føre kollektive overenskomstforhandlinger og udelukker enhver forpligtelse til at indgå kollektive overenskomster, bør tærsklen på 80 % af den kollektive overenskomstdækning kun betragtes som en indikator, der udløser forpligtelsen til at udarbejde en handlingsplan.

Handlingsplanen bør revurderes regelmæssigt og mindst hvert femte år og om nødvendigt revideres. Handlingsplanen og enhver ajourføring af den bør meddeles til Kommissionen og offentliggøres. Hver enkelt medlemsstater bør kunne træffe beslutning om, hvad der er den hensigtsmæssige form for dens handlingsplan. En handlingsplan, som en medlemsstat har vedtaget inden dette direktivs ikrafttræden, kan betragtes som en handlingsplan efter dette direktiv, forudsat at den indeholder tiltag til effektivt at fremme kollektive overenskomstforhandlinger, og at den opfylder forpligtelserne i henhold til dette direktiv. Hver enkelt medlemsstat bør udarbejde en sådan handlingsplan efter høring af arbejdsmarkedets parter eller ved aftale med dem eller efter en fælles anmodning fra arbejdsmarkedets parter, som aftalt mellem dem. Medlemsstaternes kollektive overenskomstdækningsgrad varierer betydeligt på grund af en række faktorer, herunder national tradition og praksis såvel som historisk kontekst. Dette bør der tages hensyn til ved analysen af fremskridt i retning af en højere kollektiv overenskomstdækningsgrad, navnlig med henblik på handlingsplanen i henhold til dette direktiv.

(26)

Det er nødvendigt med fornuftige regler, procedurer og virkningsfuld praksis for fastsættelse og ajourføring af lovbestemte mindstelønninger for at sikre passende mindstelønninger og samtidig beskytte eksisterende og skabe nye beskæftigelsesmuligheder, lige vilkår og virksomheders konkurrenceevne, herunder mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Disse regler og procedurer og denne praksis omfatter en række komponenter, der skal bidrage til de lovbestemte mindstelønningers tilstrækkelighed, herunder kriterier til at vejlede medlemsstaterne med hensyn til fastsættelse og ajourføring af lovbestemte mindstelønninger, og indikatorer til vurdering af deres tilstrækkelighed, regelmæssige og rettidige ajourføringer, tilstedeværelsen af rådgivende organer og inddragelse af arbejdsmarkedets parter. En rettidig og effektiv inddragelse af sidstnævnte i fastsættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger samt i indførelsen eller ændringen af automatiske indeksationsmekanismer, hvor sådanne findes, er endnu et element i god forvaltningspraksis, der giver mulighed for en informeret og inklusiv beslutningsproces. Medlemsstaterne bør give arbejdsmarkedets parter relevante oplysninger om fastsættelse af lovbestemte mindstelønninger og ajourføringen heraf. At give arbejdsmarkedets parter mulighed for at give deres mening til kende og modtage et begrundet svar til de udtrykte meninger forud for fremlæggelsen af forslag til fastsættelse af lovbestemte mindstelønninger og ajourføring heraf, og før en beslutning træffes, kan bidrage til en passende inddragelse af arbejdsmarkedets parter i denne proces.

(27)

Medlemsstater, der anvender en automatisk indekseringsmekanisme, herunder halvautomatiske mekanismer, hvor der i det mindste er garanti for en minimal obligatorisk forhøjelse af de lovbestemte mindstelønninger, bør også indføre procedurerne for ajourføring af de lovbestemte mindstelønninger mindst hver fjerde år. Disse regelmæssige ajourføringer bør bestå af en evaluering af mindstelønningerne under hensyntagen til de vejledende kriterier, om nødvendigt efterfulgt af en ændring af beløbet. Hyppigheden af de automatiske indekseringsjusteringer på den ene side og ajourføringerne af de lovbestemte mindstelønninger på den anden side kan eventuelt variere. Medlemsstater, hvor der ikke findes automatiske eller halvautomatiske indekseringsmekanismer, bør ajourføre deres lovbestemte mindstelønninger mindst hvert andet år.

(28)

Mindstelønninger anses for at være passende, hvis de er rimelige i forhold til lønfordelingen i den relevante medlemsstat, og hvis de giver arbejdstagere en anstændig levestandard på grundlag af et ansættelsesforhold på fuld tid. Tilstrækkeligheden af de lovbestemte mindstelønninger afgøres og vurderes af hver medlemsstat i lyset af dens nationale socioøkonomiske forhold, herunder vækst i beskæftigelsen, konkurrenceevne samt regional og sektormæssig udvikling. Med henblik på bestemmelsen heraf bør medlemsstaterne tage hensyn til købekraft, de langfristede nationale produktivitetsniveauer og den langfristede udvikling i produktiviteten samt lønniveauer, lønfordeling og lønvækst.

Blandt andre instrumenter kan en kurv af varer og tjenesteydelser til faktiske priser, der er fastsat på nationalt plan, bidrage til at bestemme leveomkostningerne med henblik på at opnå en anstændig levestandard. Ud over materielle nødvendigheder som mad, tøj og bolig kan behovet for at deltage i kulturelle, uddannelsesmæssige og sociale aktiviteter også tages i betragtning. Det er hensigtsmæssigt at betragte fastsættelsen og ajourføringen af lovbestemte mindstelønninger som adskilt fra indkomststøttemekanismer. Medlemsstaterne bør anvende indikatorer og dertil knyttede referenceværdier som vejledning til deres vurdering af tilstrækkeligheden af lovbestemte mindstelønninger. Medlemsstaterne kan eventuelt vælge blandt indikatorer, der er almindeligt anvendt på internationalt plan, og/eller indikatorer, der anvendes på nationalt plan. Denne vurdering kan eventuelt baseres på referenceværdier, der er almindeligt anvendt på internationalt plan, såsom bruttomindstelønnen i forhold til 60 % af bruttomedianlønnen og bruttomindstelønnen i forhold til 50 % af den gennemsnitlige bruttoløn, hvilket er forhold, der aktuelt ikke gør sig gældende i alle medlemsstater, eller nettomindstelønnen i forhold til 50 % eller 60 % af nettogennemsnitslønnen. Vurderingen kan eventuelt også basere sig på referenceværdier, der er knyttet til indikatorer, der anvendes på nationalt plan, såsom sammenligningen af nettomindstelønnen i forhold til fattigdomsgrænsen og mindstelønningernes købekraft.

(29)

Uden at det berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte lovbestemte mindstelønninger og give mulighed for varierende satser og nedsatte satser, er det vigtigt at undgå, at varierende satser og nedsatte satser anvendes i vidt omfang, da de risikerer at have negativ indvirkning på mindstelønningernes tilstrækkelighed. Det bør sikres, at varierende og nedsatte satser overholder principperne om ikkeforskelsbehandling og proportionalitet. Varierende satser og nedsatte satser bør derfor forfølge et legitimt mål. Eksempler på sådanne nedsættelser kan være inddrivelse efter udbetaling af for højt ansatte beløb eller ved anvendelsen af nedsatte satser, der pålægges af en judiciel eller administrativ myndighed. Andre nedsatte satser, såsom dem, der knytter sig til det udstyr, der er nødvendigt for at udføre et arbejde, eller nedsatte satser for naturalydelser, såsom indkvartering, indebærer en høj risiko for at være uforholdsmæssige. Desuden bør intet i dette direktiv fortolkes som indebærende en forpligtelse for medlemsstaterne til at indføre varierende mindstelønssatser eller nedsatte mindstelønssatser.

(30)

Et effektivt håndhævelsessystem, herunder pålidelig overvågning, kontrol og inspektioner på stedet, er nødvendigt for at sikre, at de nationale rammer for lovbestemte mindstelønninger fungerer korrekt, og at de overholdes. For at styrke håndhævelsesmyndighedernes effektivitet er det også nødvendigt at have et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, herunder for at imødegå kritiske udfordringer såsom dem, der vedrører misbrug af underkontrahentvirksomhed, proformaselvstændig beskæftigelse, ikkeregistreret overarbejde eller sundheds- og sikkerhedsrisici, der er forbundet med øget arbejdsintensitet. De håndhævendes myndigheders kapacitet bør også udvikles, navnlig via uddannelse og vejledning. Rutinemæssige og uanmeldte besøg, judicielle eller administrative procedurer og sanktioner i tilfælde af overtrædelser er vigtige midler til at afskrække arbejdsgivere fra at begå overtrædelser.

(31)

En effektiv gennemførelse af mindstelønsbeskyttelsen gennem lovbestemmelser eller kollektive overenskomster er afgørende i forbindelse med tildelingen og gennemførelsen af offentlige udbud og koncessionskontrakter. Manglende overholdelse af kollektive overenskomster, som indeholder mindstelønsbeskyttelse, kan faktisk forekomme i forbindelse med gennemførelsen af sådanne kontrakter eller efterfølgende i underkontrahentkæden og resultere i, at arbejdstagerne får udbetalt lønninger, der ligger under det niveau, som er aftalt i de kollektive sektoroverenskomster. For at undgå sådanne situationer og i overensstemmelse med artikel 30, stk. 3, og artikel 42, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/23/EU (8), artikel 18, stk. 2, og artikel 71, stk. 1, i direktiv 2014/24/EU (9), og artikel 36, stk. 2, og artikel 88, stk. 1, direktiv 2014/25/EU (10) skal ordregivende myndigheder og enheder angående offentlige udbud træffe passende foranstaltninger, herunder muligheden for at indføre betingelser for udførelsen af kontrakter, og sikre, at økonomiske aktører betaler deres arbejdstagere de lønninger, der følger af kollektive overenskomster for den relevante sektor og det relevante geografiske område og respekterer de af arbejdstagernes og fagforeningernes rettigheder, som følger af ILO's konvention nr. 87 (1948) om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og ILO's konvention nr. 98 (1949) om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger, som henvist til i nævnte direktiver, for at efterleve gældende forpligtelser på det arbejdsretlige område. Nærværende direktiv medfører dog ingen yderligere forpligtelser i forhold til nævnte direktiver.

(32)

Reglerne for offentlige indkøb og koncessioner bør for så vidt angår ansøgere til finansiel støtte fra EU-fonde og -programmer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1060 (11) og grundforudsætningerne deri anvendes på tilstrækkelig vis, herunder med hensyn til overholdelsen af bestemmelser i kollektive overenskomster.

(33)

Pålidelig overvågning og dataindsamling er afgørende for effektiv mindstelønsbeskyttelse. Med henblik på dataindsamling kan medlemsstaterne anvende tilstrækkeligt repræsentative stikprøveundersøgelser, nationale databaser, harmoniserede data fra Eurostat og andre offentligt tilgængelige kilder såsom Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Medlemsstaterne kan undtagelsesvis eventuelt anvende skøn, hvis præcise data ikke foreligger. Arbejdsgivere, navnlig mikrovirksomheder og andre SMV'er, bør ikke bære en unødvendig administrativ byrde i forbindelse med gennemførelsen af krav til dataindsamling. Kommissionen bør hvert andet år aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om sin analyse af niveauerne og udviklingen med hensyn til tilstrækkeligheden og dækningen af lovbestemte mindstelønninger samt den kollektive overenskomstdækning på grundlag af data og oplysninger fra medlemsstaterne.

Desuden bør fremskridtene overvåges inden for rammerne af samordningen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken på EU-plan. I den forbindelse kan Rådet eller Kommissionen i overensstemmelse med henholdsvis artikel 150 og 160 i TEUF anmode Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse om inden for deres respektive kompetenceområde at undersøge udviklingen i den kollektive overenskomstdækning og tilstrækkeligheden af lovbestemte mindstelønninger i medlemsstaterne på grundlag af den rapport, der udarbejdes af Kommissionen, og andre multilaterale overvågningsværktøjer såsom benchmarking. I løbet af en sådan undersøgelse skal udvalgene inddrage arbejdsmarkedets parter på EU-plan, herunder tværsektorielle arbejdsmarkedsparter, i overensstemmelse med henholdsvis artikel 150 og 160 i TEUF.

(34)

Arbejdstagerne bør have let adgang til samlede oplysninger om lovbestemte mindstelønninger samt om den mindstelønsbeskyttelse, som følger af alment gældende kollektive overenskomster, for at sikre gennemsigtighed og forudsigelighed for så vidt angår deres arbejdsvilkår, herunder for personer med handicap i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 (12).

(35)

Arbejdstagerne og arbejdstagernes repræsentanter, herunder dem, der er fagforeningsmedlemmer eller -repræsentanter, bør være i stand til at udøve deres ret til forsvar, når deres rettigheder i forbindelse med mindstelønsbeskyttelse er fastsat i national ret eller følger af kollektive overenskomster og er blevet krænket. For at forhindre, at arbejdstagerne fratages deres rettigheder, der følger af national ret eller kollektive overenskomster, og uden at det berører særlige klage- og tvistbilæggelsesordninger i henhold til kollektive overenskomster, herunder kollektive tvistbilæggelsesordninger, bør medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at arbejdstagerne har adgang til effektiv, rettidig og upartisk tvistbilæggelse og en ret til genoprejsning samt effektiv juridisk og/eller administrativ beskyttelse mod enhver form for skade, hvis de beslutter sig for at udøve deres ret til et forsvar. Inddragelse af arbejdsmarkedets parter i den yderligere udvikling af upartiske tvistbilæggelsesmekanismer i medlemsstaterne kan være gavnlig. Arbejdstagerne bør underrettes om genoprejsningsmekanismerne med henblik på udøve deres ret til genoprejsning.

(36)

Kommissionen bør foretage en evaluering, der danner grundlag for en revision af den effektive gennemførelse af dette direktiv. Europa-Parlamentet og Rådet bør underrettes om resultaterne af denne revision.

(37)

Selv om de reformer og foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget for at fremme en passende mindstelønsbeskyttelse af arbejdstagerne, er et skridt i den rigtige retning, har de ikke altid været samlede og systematiske. Tiltag på EU-plan for at fremme mindstelønningernes tilstrækkelighed og dækning kan desuden bidrage til yderligere at forbedre leve- og arbejdsvilkårene i Unionen og afbøde betænkeligheder vedrørende eventuelle negative økonomiske konsekvenser som følge af medlemsstaternes isolerede foranstaltninger. Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(38)

Dette direktiv fastsætter proceduremæssige forpligtelser som minimumsforskrifter og berører dermed ikke medlemsstaternes beføjelser til at indføre og opretholde gunstigere bestemmelser. Rettigheder, der er erhvervet i medfør af de eksisterende nationale retlige rammer, bør fortsat finde anvendelse, medmindre der ved dette direktiv indføres gunstigere bestemmelser. Gennemførelsen af dette direktiv kan hverken anvendes til at indskrænke eksisterende rettigheder for arbejdstagere eller udgøre en gyldig begrundelse for at sænke det generelle niveau for beskyttelse af arbejdstagerne på det område, der er omfattet af dette direktiv, herunder navnlig med hensyn til nedsættelse eller afskaffelse af mindstelønninger.

(39)

Medlemsstaterne bør ved gennemførelsen af dette direktiv undgå at pålægge unødvendige administrative, økonomiske og retlige byrder, navnlig hvis de hæmmer oprettelse og udvikling af SMV'er. Medlemsstaterne tilskyndes derfor til at vurdere virkningen af deres gennemførelsesforanstaltninger på SMV'er for at sikre, at de ikke rammes uforholdsmæssigt hårdt, med særlig vægt på mikrovirksomheder og på den administrative byrde, og til at offentliggøre resultaterne af sådanne vurderinger. Hvis medlemsstaterne finder, at SMV'er rammes uforholdsmæssigt hårdt af gennemførelsesforanstaltningerne, bør de overveje at indføre foranstaltninger til støtte for SMV'er for at tilpasse deres aflønningsstrukturer til de nye krav.

(40)

Medlemsstaterne kan benytte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (13) og (EU) 2021/1057 (14) til at udvikle eller forbedre de tekniske aspekter af mindstelønsordninger, herunder vurdering af tilstrækkelighed, overvågning og dataindsamling, udvidelse af adgangen samt håndhævelse og generel kapacitetsopbygning i forbindelse med gennemførelsen af disse ordninger. I overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1057 skal medlemsstaterne afsætte et passende beløb til kapacitetsopbygning hos arbejdsmarkedets parter —

(1)

Rådets forordning (EU) nr. 1284/2009 (2) giver virkning til de foranstaltninger, der er fastsat i Rådets afgørelse 2010/638/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Republikken Guinea.

(2)

Ved afgørelse (FUSP) 2022/2052 foretages en ændring af titlen på afgørelse 2010/638/FUSP.

(3)

Det er derfor nødvendigt at indføre lovgivning på EU-plan for at give afgørelse (FUSP) 2022/2052 virkning, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender den på samme måde.

(4)

Forordning (EU) nr. 1284/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Den 1. oktober 2015 vedtog Rådet forordning (EU) 2015/1755.

(2)

På grundlag af en gennemgang foretaget af Rådet bør tre personer fjernes fra listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, jf. bilag I til forordning (EU) 2015/1755.

(3)

Bilag I til forordning (EU) 2015/1755 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Kommissionen har behandlet den ansøgning om godkendelse af ændringer af produktspecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Roero«, der er indgivet af Italien efter artikel 105 i forordning (EU) nr. 1308/2013.

(2)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 97, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1308/2013 offentliggjort ansøgningen om godkendelse af ændringen af produktspecifikationen i Den Europæiske Unions Tidende (2).

(3)

Kommissionen har ikke modtaget indsigelser i henhold til artikel 98 i forordning (EU) nr. 1308/2013.

(4)

Ændringen af produktspecifikationen bør derfor godkendes, jf. artikel 99 i forordning (EU) nr. 1308/2013.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 53, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012 behandlet Italiens ansøgning om godkendelse af en ændring af varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Chianti Classico«, der er registreret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2446/2000 (2) som ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 216/2011 (3) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 267/2013 (4).

(2)

Da der er tale om en væsentlig ændring, jf. artikel 53, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1151/2012, har Kommissionen i medfør af artikel 50, stk. 2, litra a), i samme forordning offentliggjort ændringsansøgningen i Den Europæiske Unions Tidende (5).

(3)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal ændringen af varespecifikationen godkendes —

(1)

I bilag I og II til Kommissionens forordning (EU) nr. 1408/2013 (2) er der fastsat et loft for de kumulerede beløb for den de minimis-støtte, som en medlemsstat yder til virksomheder, der er aktive inden for primærproduktion af landbrugsprodukter, over en periode på tre regnskabsår som nævnt henholdsvis i forordningens artikel 3, stk. 3, og artikel 3, stk. 3a.

(2)

Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (3) (»udtrædelsesaftalen«), hvoraf protokollen om Irland/Nordirland (»protokollen«) udgør en integrerende del, trådte i kraft den 1. februar 2020.

(3)

Den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalens artikel 126, hvor EU-retten i vid udstrækning fortsat fandt anvendelse på og i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, udløb den 31. december 2020.

(4)

Ifølge protokollens artikel 10 finder visse EU-retlige bestemmelser, der er angivet i bilag 5 til denne protokol, anvendelse på Det Forenede Kongerige med hensyn til foranstaltninger, der påvirker handelen med landbrugsvarer mellem Nordirland og Unionen.

(5)

Forordning (EU) nr. 1408/2013 er opført på listen over disse bestemmelser.

(6)

Af hensyn til overensstemmelsen med udtrædelsesaftalens og protokollens bestemmelser er det påkrævet at ændre loftet for de kumulerede beløb for Det Forenede Kongerige som helhed, jf. bilagene til forordning (EU) nr. 1408/2013, til de tilsvarende beløb alene for Nordirland.

(7)

For at sikre lige vilkår bør loftet for de kumulerede beløb for Nordirland baseres på den samme beregningsmetode som den, der blev anvendt for medlemsstaterne på det tidspunkt, hvor disse bilag blev udarbejdet.

(8)

Forordning (EU) nr. 1408/2013 bør derfor ændres —

1)

Artikel 1.1, litra b), affattes således:

(*1)  Da visse bestemmelser i EU-retten om statsstøtte i forbindelse med foranstaltninger, der påvirker samhandelen mellem Nordirland og Unionen, fortsat finder anvendelse for Det Forenede Kongerige, skal enhver henvisning til en medlemsstat i denne forordning forstås som en henvisning til en medlemsstat eller Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland i overensstemmelse med artikel 10 i og bilag 5 til protokollen til aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT C 384I af 12.11.2019).« "

2)

i bilag I affattes rækken, hvori loftet for det samlede de minimis-støttebeløb for Det Forenede Kongerige fastsættes, således:

»Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland 29 741 417 «

3)

i bilag II affattes rækken, hvori loftet for det samlede de minimis-støttebeløb for Det Forenede Kongerige fastsættes, således:

»Det Forenede Kongerige for så vidt angår Nordirland 35 689 700.«

(1)

I bilag II til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 (2) fastlægges listen over kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er godkendt med henblik på ækvivalens og har beføjelse til at føre kontrol og udstede attester i tredjelande.

(2)

I bilag IV til Kommissionens forordning (EF) nr. 1235/2008 (3) var »Ecocert SA« oprindeligt godkendt for Bahrain for så vidt angår produktkategori D. I bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 stod rækken for Bahrain for produktkategori D ved en fejl tom. Denne fejl skal berigtiges.

(3)

I bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 var »Florida Certified Organic Growers and Consumers, Inc. (FOG), DBA as Quality Certification Services (QCS)« fejlagtigt anført som et godkendt organ i Costa Rica for produktkategori A. Endvidere har kontrolorganet ikke meddelt detaljerede oplysninger om den produkttype, det ønsker at certificere for produktkategori D i Costa Rica, og godkendelsen af denne produktkategori blev derfor tildelt ved en fejl. Den relevante reference skal berigtiges.

(4)

Gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 bør derfor berigtiges.

(5)

Godkendelsens geografiske anvendelsesområde for »Ecocert SA« blev fejlagtigt begrænset. Denne fejl vedrørende Bahrain for produktkategori D bør derfor korrigeres med tilbagevirkende kraft fra datoen for ikrafttræden af gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325. Godkendelsen af »Florida Certified Organic Growers and Consumers, Inc. (FOG), DBA as Quality Certification Services (QCS)« blev fejlagtigt udvidet til at omfatte produktkategorierne A og D i Costa Rica. Denne fejl bør derfor korrigeres med tilbagevirkende kraft fra datoen for anvendelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Økologisk Produktion —

(1)

I Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (2) er der opstillet en liste over eksisterende aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel godkendelse til anvendelse i biocidholdige produkter. Listen omfatter L-(+)-mælkesyre.

(2)

L-(+)-mælkesyre er blevet vurderet til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 6, konserveringsmidler til produkter under opbevaring som beskrevet i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Tyskland blev udpeget som rapporterende medlemsstat, og landets kompetente vurderingsmyndighed fremsendte vurderingsrapporten sammen med sine konklusioner til Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) den 3. september 2020.

(4)

I overensstemmelse med artikel 75, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012 udarbejder Udvalget for Biocidholdige Produkter agenturets udtalelse vedrørende ansøgninger om godkendelse af aktivstoffer. I overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014 vedtog Udvalget for Biocidholdige Produkter agenturets udtalelse (3) den 15. juni 2021 under hensyntagen til den kompetente vurderingsmyndigheds konklusioner.

(5)

Det fremgår af udtalelsen, at de biocidholdige produkter af produkttype 6, som indeholder L-(+)-mælkesyre, kan forventes at opfylde kriterierne i artikel 19, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012, forudsat at betingelserne vedrørende deres anvendelse er opfyldt.

(6)

Under hensyntagen til agenturets udtalelse bør L-(+)-mælkesyre godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 6, forudsat at visse betingelser er opfyldt.

(7)

Da L-(+)-mælkesyre er klassificeret for hudætsning/hudirritation, underkategori 1C, og øjenskader og øjenirritation, kategori 1, jf. del 3 i bilag VI til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (4), bør den person, der er ansvarlig for at bringe stoffer eller blandinger, som er behandlet med eller indeholder aktivstoffet i koncentrationer, der fører til klassificering for hudætsning/hudirritation eller øjenskade/øjenirritation, i omsætning, navnlig sikre, at eksponeringen af offentligheden minimeres ved hjælp af passende risikobegrænsende foranstaltninger.

(8)

Da L-(+)-mælkesyre opfylder kriterierne for klassificering som ætsende for luftvejene, jf. del 3 i bilag VI til forordning (EF) nr. 1272/2008, bør den person, der er ansvarlig for at bringe stoffer eller blandinger, som er behandlet med eller indeholder aktivstoffet i en koncentration, der fører til klassificering for ætsende for luftvejene, i omsætning, navnlig sikre, at eksponeringen af offentligheden minimeres ved hjælp af passende risikobegrænsende foranstaltninger.

(9)

For at garantere en sikker anvendelse af biocidholdige produkter, der indeholder L-(+)-mælkesyre i behandlede artikler, og give brugere af behandlede artikler mulighed for at træffe informerede valg, bør den person, der er ansvarlig for at bringe en behandlet artikel, der er behandlet med eller indeholder L-(+)-mælkesyre, i omsætning, sikre, at mærkningen af den behandlede artikel indeholder de oplysninger, der er anført i artikel 58, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 528/2012. Desuden bør medlemsstaternes kompetente myndigheder eller, hvis der er tale om en EU-godkendelse, Kommissionen i resuméet af det biocidholdige produkts egenskaber for et biocidholdigt produkt, der indeholder L-(+)-mælkesyre, angive de relevante brugsanvisninger og forholdsregler, der skal fremgå af mærkningen af de behandlede artikler i henhold til artikel 58, stk. 3, litra e), i forordning (EU) nr. 528/2012.

(10)

Der bør gå en rimelig tid, før et aktivstof godkendes, således at berørte parter kan træffe de fornødne forberedelser til at opfylde de nye krav.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

(1)

Bilag I til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 (2) indeholder en liste over tredjelande, hvis produktionssystemer og kontrolforanstaltninger for økologisk produktion af landbrugsprodukter er anerkendt som ækvivalente med dem, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 (3).

(2)

Indien har meddelt Kommissionen, at landets kompetente myndighed har suspenderet kontrolorganet »TQ Cert Services Private Limited«, og at kontrolorganet derfor bør fjernes fra listen over kontrolorganer, der er godkendt af Indien.

(3)

Bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 indeholder en liste over kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er godkendt med henblik på ækvivalens og har kompetence til at foretage kontrol og udstede attester i tredjelande. I lyset af de nye oplysninger og anmodninger, som Kommissionen har modtaget siden vedtagelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325, bør der foretages visse ændringer af denne liste.

(4)

Der er indgivet meddelelser om tilfælde af manglende overholdelse i informationssystemet for økologisk landbrug (OFIS) af »Control Union Certifications« (BIO-149), »Ecocert SA« (BIO-154), »Lacon GmbH« (BIO-134) og »OneCert International PVT Ltd« (BIO-152). Disse anmeldelser vedrører kontamination af et stort antal sendinger af produkter, der er produceret i Indien og certificeret som økologiske af disse kontrolorganer. Kontaminationerne er sket med produkter og stoffer, der ikke er tilladt i økologisk produktion og/eller konventionel produktion i Unionen, på niveauer over og ofte langt over de maksimalgrænseværdier, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 396/2005 (4). De pågældende kontaminationer omfatter bl.a., men ikke kun, kontaminationer med ethylenoxid, som er kræftfremkaldende, mutagen og reproduktionstoksisk.

(5)

Desuden har disse kontrolorganer ikke påvist, at økologiske produkter, der importeres under deres kontrol, er blevet fremstillet i overensstemmelse med produktionsregler og underlagt kontrolordninger svarende til dem, der er fastsat i forordning (EF) nr. 834/2007 og i Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 (5) og (EF) nr. 1235/2008 (6).

(6)

Endvidere har disse kontrolorganer undladt at træffe korrigerende foranstaltninger som reaktion på de konstaterede uregelmæssigheder og overtrædelser.

(7)

Af disse grunde og i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra d), nr. iv), v) og vii), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1342 (7) bør kontrolorganerne »Control Union Certifications«, »Ecocert SA«, »Lacon GmbH« og »OneCert International PVT Ltd« tilbagetrækkes fra listen over kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er godkendt for Indien med henblik på ækvivalens i henhold til artikel 33, stk. 3, i forordning (EF) nr. 834/2007.

(8)

»A CERT European Organization for Certification S.A.« har meddelt Kommissionen, at det har ændret adresse.

(9)

Kommissionen har modtaget og behandlet en anmodning fra »BioGro New Zealand Limited« om tilbagetrækning af dets godkendelse for alle tredjelande, for hvilke det er godkendt i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325.

(10)

»Bureau Veritas Certification France SAS« har underrettet Kommissionen om sin ændrede internetadresse.

(11)

Kommissionen har modtaget og behandlet en anmodning fra »Ecocert SA« om navneændring. På grundlag af de modtagne oplysninger har Kommissionen konkluderet, at det er berettiget at erstatte navnet på dette kontrolorgan med »Ecocert SAS«.

(12)

Akkrediteringsorganet IOAS har underrettet Kommissionen om tilbagetrækningen af sin akkreditering vedrørende kontrolorganet »FairCert Certification Services Pvt Ltd«. Kommissionen har også opfordret kontrolorganet til at fremlægge et gyldigt akkrediteringscertifikat og træffe passende og rettidige afhjælpende foranstaltninger. Imidlertid har »FairCert Certification Services Pvt Ltd« ikke afgivet et tilfredsstillende svar inden for den fastsatte frist. Endelig har »FairCert Certification Services Pvt Ltd« ikke meddelt Kommissionen alle de oplysninger, der vedrørte dets tekniske dossier. Af disse tre grunde og i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra d), nr. iii), i delegeret forordning (EU) 2021/1342 bør »FairCert Certification Services Pvt Ltd« tilbagetrækkes fra listen over kontrolmyndigheder og kontrolorganer i bilag II til gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 for alle tredjelande.

(13)

»Kiwa Sativa« har underrettet Kommissionen om sin ændrede internetadresse.

(14)

Kommissionen har modtaget og behandlet en anmodning fra »Lacon GmbH« om tilbagetrækning af dets godkendelse for alle tredjelande, for hvilke det er godkendt i gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325.

(15)

Kommissionen har modtaget og behandlet en anmodning fra »LETIS S.A.« om tilbagetrækning af dets godkendelse for Afghanistan, Aserbajdsjan, Belarus, Côte d'Ivoire, Egypten, Etiopien, Iran, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldova, Marokko, Pakistan, Rusland, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine, De Forenede Arabiske Emirater og Usbekistan.

(16)

Akkrediteringsorganet IOAS har underrettet Kommissionen om tilbagetrækningen af sin akkreditering vedrørende »LETIS S.A.« i Tyrkiet. Kommissionen har også opfordret kontrolorganet til at fremlægge et gyldigt akkrediteringscertifikat vedrørende Tyrkiet og træffe passende og rettidige afhjælpende foranstaltninger. Imidlertid har »LETIS S.A.« ikke afgivet et tilfredsstillende svar inden for den fastsatte frist. Af disse to grunde og i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, litra d), nr. iii), i delegeret forordning (EU) 2021/1342 er det berettiget at tilbagetrække godkendelsen af »Letis S.A.« for Tyrkiet.

(17)

»OneCert International PVT Ltd« har underrettet Kommissionen om sin ændrede internetadresse.

(18)

Kommissionen har modtaget en anmodning fra »Oregon Tilth« om tilbagetrækning af dets godkendelse for Panama.

(19)

Kommissionen har modtaget en anmodning fra »Organic Standard« om tilbagetrækning af dets godkendelse for Rusland.

(20)

Kommissionen har modtaget og behandlet en anmodning fra »Soil Association Certification Limited« om frivillig indstilling af dets aktiviteter for alle tredjelande, for hvilke det er godkendt i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325.

(21)

»Tse-Xin Organic Certification Corporation« har meddelt Kommissionen, at det har ændret adresse.

(22)

Gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 bør derfor ændres.

(23)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Økologisk Produktion —

1)

Bilag I ændres som anført i bilag I til nærværende forordning.

2)

Bilag II ændres som anført i bilag II til nærværende forordning.

(1)

I henhold til traktatens artikel 300, stk. 3, består Regionsudvalget af repræsentanter for regionale og lokale myndigheder, der enten skal være valgt til en regional eller lokal myndighed eller være politisk ansvarlige over for en valgt forsamling.

(2)

Den 17. februar 2020 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2020/235 (2) om beskikkelse af et medlem af og en suppleant til Regionsudvalget efter indstilling fra Republikken Østrig. Rådet vedtog den 21. juni 2022 afgørelse (EU) 2022/1000 (3) om beskikkelse af et medlem af Regionsudvalget efter indstilling fra Republikken Østrig.

(3)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Regionsudvalget efter Christopher DREXLERs udtræden.

(4)

Der er blevet en plads ledig som suppleant, efter at Hannes WENINGER er blevet beskikket som medlem af Regionsudvalget.

(5)

Den østrigske regering har indstillet Werner AMON, der er repræsentant for en regional myndighed og valgt til en regional myndighed, Landesrat, Steiermärkische Landesregierung (medlem af delstatsregeringen i Steiermark), som medlem af Regionsudvalget for den resterende del af mandatperioden, dvs. indtil den 25. januar 2025.

(6)

Den østrigske regering har indstillet Thomas STEINER, der er repræsentant for en lokal myndighed og valgt til en lokal myndighed, Mitglied des Gemeinderats von Eisenstadt (medlem af kommunalbestyrelsen i Eisenstadt), som suppleant til Regionsudvalget for den resterende del af mandatperioden, dvs. indtil den 25. januar 2025 —

a)

som medlem:

og

b)

som suppleant:

(1)

Den 1. oktober 2015 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2015/1763 (1) om restriktive foranstaltninger i lyset af situationen i Burundi.

(2)

På grundlag af en gennemgang foretaget af Rådet af afgørelse (FUSP) 2015/1763 bør de restriktive foranstaltninger forlænges indtil den 31. oktober 2023, og tre personer bør fjernes fra listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, jf. bilaget til afgørelse (FUSP) 2015/1763.

(3)

Afgørelse (FUSP) 2015/1763 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 6, stk. 2, affattes således:

»Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 31. oktober 2023.«

2)

Bilaget ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

(1)

Den 25. oktober 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/638/FUSP (1) om restriktive foranstaltninger over for Republikken Guinea.

(2)

På grundlag af en gennemgang af afgørelse 2010/638/FUSP bør disse restriktive foranstaltninger forlænges indtil den 27. oktober 2023.

(3)

Rådet mener, at titlen på afgørelse 2010/638/FUSP bør ændres.

(4)

Afgørelse 2010/638/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Titlen affattes således:

»Rådets afgørelse 2010/638/FUSP af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger på baggrund af situationen i Guinea«.

2)

Artikel 8, stk. 2, affattes således:

(1)

Kommissionen modtog den 30. august 2022 en anmodning om registrering af et forslag til europæisk borgerinitiativ med titlen »Europæisk borgerinitiativ for veganske måltider«.

(2)

Målene for forslaget til borgerinitiativ er i ifølge initiativtagerne, »at alle private og offentlige steder, der sælger mad og drikkevarer i Europa, udtrykkeligt skal udbyde et vegansk alternativ. Forslaget til europæisk borgerinitiativ for VEGANSKE MÅLTIDER er for veganere og for de, der respekterer retten til et vegansk alternativ og med henblik på at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringer og give EU-forbrugerne lettere adgang til plantebaserede fødevarer i dagligdagen. En grusomhedsfri vegansk kost er uden udnyttelse og aflivning af dyr, hvilket afspejler den voksende kollektive bevidsthed om dyrs rettigheder. Desuden medfører veganerkost en ændring i området med hensyn til valg af produktions- og beskæftigelsesaktiviteter og dermed mere miljøvenlige strukturer og logistik. Ved forslaget til europæisk borgerinitiativ for VEGANSKE MÅLTIDER anmodes om indførelse ved lov af veganske alternativer overalt, hvor der offentligt sælges mad og drikkevarer i Europa, og det er håbet, at de europæiske borgeres deltagelse fører til godkendelse af en EU-lovgivning til stor gavn for jordkloden, dvs. med hensyn til afbødning af klimakrise, vilde arters udryddelse og skovrydning, en bedre arealanvendelse, forsvar af livet i havet, mindre madspild og fejlernæring.«

(3)

I et bilag findes der ligeledes yderligere oplysninger om emnet, målene og baggrunden for det foreslåede europæiske borgerinitiativ, og årsagerne til at støtte initiativet er beskrevet og præciseret heri. Initiativtagerne hævder, at hvis der findes et vegansk alternativ for alle, når der sælges mad og drikkevarer på private og offentlige steder, bliver det lettere at få adgang til et vegansk alternativ, at bidrage til at bekæmpe klimakrisen ved at øge forbruget af plantebaserede fødevarer og at reducere fødevareomkostningerne. »Lettere adgang til veganske fødevarer i den offentlige og private sektor for salg af mad og drikkevarer medfører ifølge initiativtagerne mindre CO2-emissionsforurening, mindre miljøforurening, mindre vandforbrug, og dyr kommer til at lide mindre«.

(4)

Hvad angår formålet med initiativet om at indføre en retlig forpligtelse for erhvervsdrivende på detailmarkedet for fødevarer og drikkevarer til at tilbyde veganske produkter, har Kommissionen beføjelse til at fremsætte et forslag til retsakt på grundlag af artikel 114 i TEUF. For så vidt som initiativet kan påvirke eller kræve særlige foranstaltninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, har Kommissionen desuden beføjelse til at fremsætte forslag til retsakter på grundlag af artikel 43 i TEUF.

(5)

Af disse grunde er det åbenbart, at ingen dele af initiativet falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

(6)

Denne konklusion berører ikke vurderingen af, om de konkrete materielle betingelser, der er nødvendige for, at Kommissionen kan handle, herunder overholdelsen af proportionalitetsprincippet og nærhedsprincippet samt foreneligheden med de grundlæggende rettigheder, er opfyldt i dette tilfælde.

(7)

Initiativtagergruppen har i tilstrækkelig grad dokumenteret, at den opfylder kravene i artikel 5, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2019/788, og har udpeget kontaktpersoner i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 5, stk. 3, første afsnit.

(8)

Initiativet er ikke åbenbart utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union eller med de rettigheder, der er nedfældet i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(9)

Forslaget til borgerinitiativ »Europæisk borgerinitiativ for veganske måltider« bør derfor registreres.

(10)

Den konklusion, at betingelserne for registreringen i henhold til artikel 6, stk. 3, i forordning (EU) 2019/788 er opfyldt, betyder dog ikke, at Kommissionen på nogen måde bekræfter den faktiske rigtighed af initiativets indhold, hvilket er initiativtagergruppens eget ansvar. Initiativet afspejler kun initiativtagergruppens holdning og kan ikke på nogen måde anses for at afspejle Europa-Kommissionens holdning —

(1)

Den 29. november 2016 fremsendte virksomheden Lanxess Deutschland GmbH (»ansøgeren«) en ansøgning om parallel gensidig anerkendelse i henhold til artikel 34 i forordning (EU) nr. 528/2012 af det biocidholdige produkt Preventol A 12 TK 50 (»det biocidholdige produkt«) til de kompetente myndigheder i en række medlemsstater, herunder Frankrig, Sverige og Tyskland. Det biocidholdige produkt indeholder aktivstoffet propiconazol og er et konserveringsmiddel til overfladefilm af produkttype 7, der er beregnet til industriel brug i forbindelse med beskyttelse af vandbaserede og opløsningsbaserede malinger og overfladebehandlingsmidler. Nederlandene er den referencemedlemsstat, der er ansvarlig for vurderingen af ansøgningen, jf. artikel 34, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(2)

Tyskland forelagde den 16. september 2020 koordinationsgruppen en indsigelse og fremførte, at de betingelser for godkendelse, som Nederlandene har fastsat, ikke sikrer, at det biocidholdige produkt opfylder kriteriet i artikel 19, stk. 1, litra b), nr. iii), i forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Den 17. september 2020 opfordrede koordinationsgruppens sekretariat de øvrige berørte medlemsstater og ansøgeren til at fremsætte skriftlige bemærkninger til forelæggelsen af indsigelsen. Ansøgeren indsendte sine bemærkninger den 29. september 2020. Forelæggelsen af indsigelsen blev drøftet i koordinationsgruppen den 21. oktober 2020 med ansøgerens deltagelse.

(4)

Tyskland mener, at risikobegrænsende foranstaltninger i forbindelse med at bringe artikler, der er behandlet med produktet eller indeholder dette, i omsætning, kun kan indgå i en godkendelse af et biocidholdigt produkt, hvis disse er omhandlet i betingelserne for godkendelse af aktivstoffet. Eftersom Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1609 (2) ikke indeholder de nødvendige risikobegrænsende foranstaltninger i forbindelse med at bringe artikler, der er behandlet med produktet eller indeholder dette, i omsætning, mener Tyskland, at de af Nederlandene foreslåede risikobegrænsende foranstaltninger i forbindelse med at bringe de behandlede artikler i omsætning ikke kan indgå i godkendelsen af det biocidholdige produkt. Da en uacceptabel indvirkning på menneskers sundhed og miljøet ved anvendelsen af det biocidholdige produkt derfor ikke, ifølge Tyskland, kan gøres til genstand for behørig behandling under godkendelsen af produktet, bør produktet ikke godkendes.

(5)

Da koordinationsgruppen ikke nåede til enighed vedrørende Tysklands indsigelse, videregav Nederlandene den 16. december 2021 den udestående indsigelse til Kommissionen, jf. artikel 36, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012. Nederlandene redegjorde dermed i detaljer for de punkter, som medlemsstaterne ikke havde kunnet nå til enighed om, og for begrundelsen for deres uenighed for Kommissionen. Redegørelsen blev fremsendt til de berørte medlemsstater og ansøgeren.

(6)

En af betingelserne for meddelelse af godkendelse er, at det er fastlagt i overensstemmelse med de fælles principper for vurdering af dossierer vedrørende biocidholdige produkter som omhandlet i bilag VI til forordning (EU) nr. 528/2012, at det biocidholdige produkt ikke i sig selv eller som følge af restkoncentrationer har nogen uacceptabel indvirkning på menneskers eller dyrs sundhed eller på miljøet, jf. artikel 19, stk. 1, litra b), nr. iii) og iv), i nævnte forordning.

(7)

Ved vurderingen af om et biocidholdigt produkt opfylder kriterierne i artikel 19, stk. 1., litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012, tages der hensyn til den måde, hvorpå behandlede artikler, som er behandlet med det biocidholdige produkt eller indeholder det biocidholdige produkt, vil kunne blive anvendt, jf. artikel 19, stk. 2, litra b), i nævnte forordning.

(8)

I henhold til artikel 58, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012 må en behandlet artikel ikke bringes i omsætning, medmindre alle aktivstoffer indeholdt i det biocidholdige produkt, den er behandlet med eller indeholder, er optaget på den liste, der opstilles i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i nævnte forordning, for den relevante produkttype og anvendelse eller i bilag I til nævnte forordning, og eventuelle betingelser eller begrænsninger deri er opfyldt. Nederlandene konkluderede, at der ved anvendelsen af det biocidholdige produkt ville være en uacceptabel indvirkning på menneskers sundhed og på miljøet, som gør det nødvendigt at indføre risikobegrænsende foranstaltninger i forbindelse med at bringe behandlede artikler, der er behandlet med eller indeholder det biocidholdige produkt, i omsætning og anvende dem, og nævnte foranstaltninger skal indgå i godkendelsen af det biocidholdige produkt. Betingelserne i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1609 indeholder ikke specifikke risikobegrænsende foranstaltninger, der er knyttet til at bringe behandlede artikler, der er behandlet med eller indeholder propiconazol, i omsætning, og nævnte gennemførelsesforordning giver ikke mulighed for, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne kan fastsætte nævnte risikobegrænsende foranstaltninger i godkendelsen af biocidholdige produkter, der indeholder propiconazol af produkttype 7, hvilket ville være nødvendigt for at imødegå de konstaterede uacceptable risici for menneskers sundhed og miljøet ved anvendelse af behandlede artikler, der er behandlet med eller er blevet tilført det biocidholdige produkt.

(9)

Efter en nøje gennemgang af alle oplysningerne forstår Kommissionen, at opfyldelsen af betingelserne i artikel 19, stk. 1, litra b), nr. iii) og iv), i forordning (EU) nr. 528/2012 for det biocidholdige produkt ikke kan sikres ved at indføre betingelser for anvendelsen af det biocidholdige produkt i de behandlede artikler uden samtidig at pålægge de personer, der bringer behandlede artikler, som indeholder nævnte biocidholdige produkter, i omsætning, visse forpligtelser. Eftersom der ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/1609 imidlertid ikke er fastsat de nødvendige betingelser eller restriktioner til sikring af en sikker anvendelse af det biocidholdige produkt, hvor der tages hensyn til den måde, hvorpå behandlede artikler, der er behandlet med eller indeholder det biocidholdige produkt, vil kunne blive anvendt, og da disse ikke kan fastlægges i godkendelsen af det biocidholdige produkt, ville anvendelsen af det biocidholdige produkt i de behandlede artikler have en uacceptabel indvirkning på menneskers sundhed og miljøet

(10)

Det er derfor Kommissionens opfattelse — forudsat at en sikker anvendelse af det biocidholdige produkt i behandlede artikler ikke kan sikres kun ved at indføre betingelser for anvendelsen af de biocidholdige produkter i de behandlede artikler uden samtidig at pålægge de personer, der bringer behandlede artikler i omsætning, visse forpligtelser — at produktet ikke opfylder betingelserne i artikel 19, stk. 1, litra b), nr. iii) og iv), i forordning (EU) nr. 528/2012.

(11)

Den 21. juni 2022 gav Kommissionen ansøgeren mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger, jf. artikel 36, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012. Den 18. juli 2022 fremsatte ansøgeren skriftlige bemærkninger, som Kommissionen har taget hensyn til.

(12)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —