ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 63

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

65. årgang
2. marts 2022


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Rådets forordning (EU) 2022/345 af 1. marts 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

1

 

 

AFGØRELSER

 

*

Rådets afgørelse (FUSP) 2022/346 af 1. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

5

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

FORORDNINGER

2.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 63/1


RÅDETS FORORDNING (EU) 2022/345

af 1. marts 2022

om ændring af forordning (EU) nr. 833/2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,

under henvisning til Rådets afgørelse (FUSP) 2022/346 af 1. marts 2022 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (1),

under henvisning til fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 31. juli 2014 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 833/2014 (2).

(2)

Forordning (EU) nr. 833/2014 giver virkning til visse foranstaltninger i Rådets afgørelse 2014/512/FUSP (3).

(3)

Den 1. marts 2022 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2022/346 om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP og om indførelse af yderligere restriktive foranstaltninger med hensyn til levering af specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser til visse russiske kreditinstitutter og deres russiske datterselskaber, som er relevante for det russiske finansielle system, og som allerede er omfattet af restriktive foranstaltninger indført af Unionen eller af partnerlande, og, med visse undtagelser, med hensyn til kontakt med den russiske fond for direkte investeringer. Den forbyder med visse undtagelser også levering af eurosedler til Rusland.

(4)

Disse foranstaltninger falder ind under traktatens anvendelsesområde, og der bør derfor indføres regulering på EU-plan, navnlig for at sikre en ensartet anvendelse af dem i alle medlemsstaterne.

(5)

For at sikre at foranstaltningerne i denne forordning er effektive, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen.

(6)

Forordning (EU) nr. 833/2014 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) nr. 833/2014 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2d, stk. 1 og 4, affattes således:

»1.   De kompetente myndigheder udveksler oplysninger om udstedte tilladelser og afslag i henhold til artikel 2, 2a og 2b med de øvrige medlemsstater og Kommissionen. Udvekslingen af oplysninger sker ved hjælp af det elektroniske system, der er indført i henhold til artikel 23, stk. 6, i forordning (EU) 2021/821.

4.   Kommissionen udveksler, hvor det er relevant, i samråd med medlemsstaterne og på grundlag af gensidighed oplysninger med partnerlande med henblik på at understøtte effektiviteten af eksportkontrolforanstaltningerne i henhold til denne forordning og en konsekvent anvendelse af de eksportkontrolforanstaltninger, som partnerlandene anvender.«

2)

I artikel 2e tilføjes følgende stykker:

»3.   Det er forbudt at investere, deltage i eller på anden måde bidrage til projekter, der medfinansieres af den russiske fond for direkte investeringer.

4.   Uanset stk. 3 kan de kompetente myndigheder på vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, tillade investeringsdeltagelse i eller bidrag til projekter, der medfinansieres af den russiske fond for direkte investeringer, efter at have fastslået, at en sådan deltagelse eller et sådant bidrag er forfalden(t) i henhold til kontrakter, der er indgået inden den 2. marts 2022, eller tilknyttede kontrakter, der er nødvendige for opfyldelsen af sådanne kontrakter.«

3)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 5h

Det er fra den 12. marts 2022 forbudt at levere specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser, der anvendes til udveksling af finansielle data, til juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag XIV, eller til juridiske personer, enheder eller organer, som er etableret i Rusland, og hvoraf en enhed, der er opført på listen i bilag XIV, direkte eller indirekte ejer over 50 %.

Artikel 5i

1.   Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i euro til Rusland eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland, herunder Ruslands regering og centralbank, eller til brug i Rusland.

2.   Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for salg, levering, overførsel eller eksport af pengesedler denomineret i euro, forudsat at salget, leveringen, overførslen eller eksporten er nødvendig til:

a)

personlig brug af fysiske personer, der rejser til Rusland, eller medlemmer af deres nærmeste familie, der rejser sammen med dem, eller

b)

officielle formål for en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller international organisation i Rusland, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten.«

4)

Artikel 12 affattes således:

»Artikel 12

Det er forbudt bevidst og forsætligt at deltage i aktiviteter, hvis formål eller følge er at omgå forbuddene i denne forordning, herunder ved at agere som stedfortræder for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i artikel 2e, stk. 3, og artikel 5, 5a, 5b, 5e, 5f, 5h og 5i, eller ved at handle til deres fordel ved at anvende undtagelserne i artikel 2e, stk. 4, artikel 5, stk. 6, artikel 5a, stk. 2, artikel 5b, stk. 2, artikel 5e, stk. 2, artikel 5f, stk. 2, eller artikel 5i, stk. 2.«

5)

Bilaget til denne forordning tilføjes som bilag XIV til forordning (EU) nr. 833/2014.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 2022.

På Rådets vegne

J.-Y. LE DRIAN

Formand


(1)  EUT L 63 af 2.3.2022.

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 833/2014 af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 1).

(3)  Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 13).


BILAG

»BILAG XIV

Liste over personer, enheder og organer som omhandlet i artikel 5h

Bank Otkritie

Novikombank

Promsvyazbank

Bank Rossiya

Sovcombank

VNESHECONOMBANK (VEB)

VTB BANK

«.

AFGØRELSER

2.3.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 63/5


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2022/346

af 1. marts 2022

om ændring af afgørelse 2014/512/FUSP om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 31. juli 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/512/FUSP (1).

(2)

Unionen er fortsat urokkelig i sin støtte til Ukraines suverænitet og territoriale integritet.

(3)

Den 24. februar 2022 annoncerede præsidenten for Den Russiske Føderation en militær operation i Ukraine, og russiske væbnede styrker indledte et angreb på Ukraine. Dette angreb er en grov krænkelse af Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed.

(4)

I sine konklusioner af 24. februar 2022 fordømte Det Europæiske Råd på det kraftigste Den Russiske Føderations uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine. Med sine ulovlige militære aktioner overtræder Rusland groft folkeretten og FN-pagtens principper og underminerer europæisk og global sikkerhed og stabilitet. Det Europæiske Råd opfordrede til omgående udarbejdelse og vedtagelse af en yderligere individuel og økonomisk sanktionspakke.

(5)

I lyset af situationens alvor og som reaktion på Ruslands militære aggression mod Ukraine, bør der indføres yderligere restriktive foranstaltninger med hensyn til levering af specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser til visse russiske kreditinstitutter og deres russiske datterselskaber, som er relevante for det russiske finansielle system, og som allerede er omfattet af restriktive foranstaltninger indført af Unionen eller af partnerlande, og, med visse undtagelser, med hensyn til kontakt med den russiske fond for direkte investeringer. Levering af eurosedler til Rusland bør med visse undtagelser også forbydes.

(6)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at gennemføre visse foranstaltninger.

(7)

For at sikre at foranstaltningerne i denne afgørelse er effektive, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for offentliggørelsen.

(8)

Afgørelse 2014/512/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I afgørelse 2014/512/FUSP foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 1e

Det er fra den 12. marts 2022 forbudt at levere specialiserede tjenester til finansielle betalingsmeddelelser, der anvendes til udveksling af finansielle data, til de juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag VIII, eller til juridiske personer, enheder eller organer, som er etableret i Rusland, og hvoraf en enhed, der er opført på listen i bilag VIII, direkte eller indirekte ejer over 50 %.

Artikel 1f

1.   Det er forbudt at sælge, levere, overføre eller eksportere pengesedler denomineret i euro til Rusland eller til fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i Rusland, herunder Ruslands regering og centralbank, eller til brug i Rusland.

2.   Forbuddet i stk. 1 gælder ikke for salg, levering, overførsel eller eksport af pengesedler denomineret i euro, forudsat at salget, leveringen, overførslen eller eksporten er nødvendig til:

a)

personlig brug af fysiske personer, der rejser til Rusland, eller medlemmer af deres nærmeste familie, der rejser sammen med dem, eller

b)

officielle formål for en diplomatisk eller konsulær repræsentation eller international organisation i Rusland, der nyder immunitet i overensstemmelse med folkeretten.«

2)

I artikel 4b tilføjes følgende stykker:

»3.   Det er forbudt at investere, deltage i eller på anden måde bidrage til projekter, der medfinansieres af den russiske fond for direkte investeringer.

4.   Uanset stk. 3 kan de kompetente myndigheder på vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, tillade investeringsdeltagelse i eller bidrag til projekter, der medfinansieres af den russiske fond for direkte investeringer, efter at have fastslået, at en sådan deltagelse eller et sådant bidrag er forfalden(t) i henhold til kontrakter, der er indgået inden den 2. marts 2022, eller tilknyttede kontrakter, der er nødvendige for opfyldelsen af sådanne kontrakter.«

3)

Bilaget til denne afgørelse tilføjes som bilag VIII til afgørelse 2014/512/FUSP.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 2022.

På Rådets vegne

J.-Y. LE DRIAN

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2014/512/FUSP af 31. juli 2014 om restriktive foranstaltninger på baggrund af Ruslands handlinger, der destabiliserer situationen i Ukraine (EUT L 229 af 31.7.2014, s. 13).


BILAG

»BILAG VIII

LISTE OVER JURIDISKE PERSONER, ENHEDER ELLER ORGANER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 1e

Bank Otkritie

Novikombank

Promsvyazbank

Bank Rossiya

Sovcombank

VNESHECONOMBANK (VEB)

VTB BANK

«.