(1)

Ansvarsforsikring for motorkøretøjer (»motorkøretøjsforsikring«) er af særlig betydning for Europas borgere, uanset om de er forsikringstagere eller kan blive skadelidte som følge af en ulykke. Den har ligeledes væsentlig betydning for forsikringsselskaberne, da den udgør et væsentligt segment af skadesforsikringsmarkedet i Unionen. Motorkøretøjsforsikring har også en væsentlig indflydelse på fri bevægelighed for personer, varer og køretøjer og dermed på det indre marked. Styrkelse og konsolidering af det indre marked for motorkøretøjsforsikring bør derfor være et centralt mål for Unionens indsats på området for finansielle tjenesteydelser.

(2)

Kommissionen foretog i 2017 en evaluering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF (3), herunder af dets effektivitet, virkningsfuldhed og sammenhæng med andre EU-politikker. Konklusionen på evalueringen var, at direktiv 2009/103/EF i det store og hele er velfungerende, og at der kun er behov for få ændringer. Der blev imidlertid identificeret fire områder, hvor det ville være hensigtsmæssigt at foretage målrettede ændringer: erstatning til skadelidte som følge af ulykker, hvis det pågældende forsikringsselskab er insolvent, obligatoriske mindstebeløb for forsikringsdækning, medlemsstaternes kontrol af køretøjers forsikring og et nyt forsikringsselskabs brug af forsikringstageres erklæringer om erstatningshistorikken. Ud over disse fire områder er følgende, køretøjer, der sendes, ulykker med et påhængskøretøj trukket af et køretøj, uafhængige prissammenligningsværktøjer for motorkøretøjsforsikring og informationscentre og information til skadelidte, også blevet udpeget som områder, hvor målrettede ændringer ville være hensigtsmæssige. Derudover bør direktiv 2009/103/EF præciseres ved at udtrykket »offer«, der i nævnte direktiv anvendes som synonym for »skadelidte«, erstattes med udtrykket »skadelidte«, hvor det måtte være nødvendigt, ved hjælp af passende ændringer. Disse ændringer har udelukkende til formål at harmonisere den terminologi, der anvendes i nævnte direktiv, og udgør ikke en indholdsmæssig ændring.

(3)

Siden direktiv 2009/103/EF trådte i kraft, er der kommet mange nye typer af motorkøretøjer på markedet. Nogle af dem er drevet af en rent elektrisk motor, og nogle af dem af hjælpeudstyr. Sådanne køretøjer bør tages med i betragtning ved definitionen af begrebet »køretøj«. Denne definition bør baseres på sådanne køretøjers generelle karakteristika, navnlig deres konstruktivt bestemte maksimalhastigheder og nettovægt, og bør fastsætte, at kun køretøjer, der udelukkende drives af mekanisk energi, er omfattet. Definitionen bør gælde uanset antallet af hjul, som køretøjet har. Kørestole beregnet til personer med fysisk funktionsnedsættelse bør ikke medtages i definitionen.

(4)

Lette elektriske køretøjer, der ikke falder ind under definitionen af »køretøj«, bør udelukkes fra anvendelsesområdet for direktivet 2009/103/EF. Intet i nævnte direktiv bør imidlertid forhindre medlemsstaterne i at kræve ansvarsforsikring for motorkøretøjer i henhold til deres nationale ret på betingelser, som de selv fastsætter, for så vidt angår enhver form for motoriseret udstyr anvendt på land, som ikke er omfattet af nævnte direktivs definition af »køretøj«, og for hvilket nævnte direktiv derfor ikke kræver en sådan forsikring. Direktivet bør heller ikke forhindre medlemsstaterne i at fastsætte bestemmelser i deres nationale ret om, at ofre for ulykker forårsaget af andet motoriseret udstyr skal have adgang til medlemsstatens erstatningsorgan som fastsat i kapitel 4. Medlemsstaterne bør også kunne beslutte, at hvis personer, der er bosat på deres område, er skadelidte ved en ulykke forårsaget af sådant andet motoriseret udstyr i en anden medlemsstat, hvor der ikke kræves ansvarsforsikring for motorkøretøjer for dette motoriserede udstyr, skal disse personer have adgang til erstatningsorganet som fastsat i kapitel 4 i den medlemsstat, hvor de er bosat. Medlemsstaternes erstatningsorganer bør have mulighed for at indgå en gensidig aftale om, hvordan de vil samarbejde i en sådan situation.

(5)

Den Europæiske Unions Domstol har i nylige domme, dvs. i sagerne Vnuk (4), Rodrigues de Andrade (5) og Torreiro (6), præciseret betydningen af begrebet »færdsel med køretøjer«. Domstolen præciserede navnlig, at motorkøretøjer normalt er bestemt til at tjene som transportmiddel, uanset et sådant køretøjs karakteristika, og at færdsel med sådanne køretøjer omfatter enhver anvendelse af et køretøj, som er i overensstemmelse med dets almindelige brug som transportmiddel, uanset det terræn, hvorpå motorkøretøjet anvendes, og uanset om det er stationært eller i bevægelse. Direktiv 2009/103/EF finder ikke anvendelse, hvis et sådant køretøjs normale funktion på ulykkestidspunktet er »anden anvendelse end som transportmiddel«. Dette kan være tilfældet, hvis køretøjet ikke anvendes som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, idet dets normale funktion f.eks. er »anvendelse som industriel eller landbrugsmæssig energikilde«. Af hensyn til retssikkerheden er det hensigtsmæssigt at afspejle denne retspraksis i direktiv 2009/103/EF ved at tilføje en definition af »færdsel med køretøj«.

(6)

Nogle motorkøretøjer er mindre og er derfor mindre tilbøjelige end andre til at forårsage betydelig personskade eller tingsskade. Det ville være uforholdsmæssigt og ikke fremtidssikret at medtage dem i anvendelsesområdet for direktiv 2009/103/EF. Hvis de blev medtaget, ville det også underminere udbredelsen af nyere køretøjer, som f.eks. elcykler, der ikke udelukkende drives af mekanisk kraft, og modvirke innovation. Derudover er der ikke fyldestgørende dokumentation for, at sådanne mindre køretøjer kan forårsage ulykker med skadelidte i samme omfang som andre køretøjer, f.eks. biler eller lastbiler. I overensstemmelse med nærheds- og proportionalitetsprincippet bør kravene på EU-plan derfor kun omfatte de køretøjer, der er defineret som sådanne i direktiv 2009/103/EF.

(7)

Motorkøretøjsforsikring bør principielt dække ulykker overalt i medlemsstaterne. Nogle medlemsstater har imidlertid bestemmelser for køretøjer, der udelukkende anvendes i bestemte områder med begrænset adgang. Det bør være muligt for disse medlemsstater at gøre begrænsede undtagelser fra artikel 3 i direktiv 2009/103/EF for så vidt angår områder med begrænset adgang, hvor uautoriserede personer ikke bør komme ind, såsom lokalitetsspecifikke områder og områder med udstyr i havne og lufthavne. En medlemsstat, der beslutter at indføre sådanne undtagelser, bør også træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der ydes erstatning for tab eller skade forårsaget af et sådant køretøj.

(8)

Det bør også være muligt for en medlemsstat at undlade at kræve lovpligtig motorkøretøjsforsikring for køretøjer, der ikke er tilladt til brug på offentlig vej, i overensstemmelse med dens nationale ret. En sådan medlemsstat bør ikke desto mindre træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der ydes erstatning for tab eller skade forårsaget af sådanne køretøjer, medmindre medlemsstaten også beslutter at vedtage undtagelser fra artikel 10 i direktiv 2009/103/EF for så vidt angår erstatning for skader forårsaget af sådanne køretøjer i områder, der ikke er tilgængelige for offentligheden som følge af en retlig eller fysisk begrænsning af adgangen til sådanne områder, som defineret i dens nationale ret. En sådan undtagelse fra artikel 10 bør gælde for køretøjer, for hvilke en medlemsstat har besluttet at vedtage undtagelser fra forsikringspligten, fordi disse køretøjer ikke er tilladt til brug på offentlig vej i henhold til dens nationale ret, selv om forsikringspligten for disse køretøjer også kan være omfattet af en anden undtagelse, jf. artikel 5 i direktiv 2009/103/EF.

(9)

I visse medlemsstater findes der bestemmelser om anvendelse af køretøjer som et middel til forsætligt at forvolde personskade eller tingsskade. Hvor det er relevant, bør medlemsstaterne i forbindelse med de groveste lovovertrædelser have lov til at fortsætte deres retlige praksis med at udelukke sådanne skader fra den lovpligtige motorkøretøjsforsikring eller kræve den forsikringserstatning, der udbetales til de skadelidte, tilbagebetalt fra de personer, som er ansvarlige for denne skade. For ikke at reducere den beskyttelse, der ydes i henhold til direktiv 2009/103/EF, bør en sådan retlig praksis dog kun tillades, hvis en medlemsstat sikrer, at skadelidte i sådanne tilfælde får erstatning for sådanne skader på en måde, der ligger så tæt som muligt på, hvordan de ville blive ydet erstatning i henhold til direktiv 2009/103/EF. Medmindre medlemsstaten har fastsat bestemmelse om en sådan alternativ erstatningsordning eller -garanti, der sikrer erstatning til skadelidte for sådanne skader på en måde, der ligger så tæt som muligt på, hvordan de ville blive ydet erstatning i henhold til direktiv 2009/103/EF, bør sådanne skader dækkes i overensstemmelse med nævnte direktiv.

(10)

Medlemsstaterne bør ikke anvende direktiv 2009/103/EF på færdsel med køretøjer i forbindelse med motorsportsbegivenheder og -aktiviteter, herunder væddeløb og konkurrencer, samt træning, afprøvning og demonstrationer, herunder vedrørende hastighed, pålidelighed eller færdigheder, som er tilladt i henhold til deres nationale ret. Sådanne fritagne aktiviteter bør finde sted inden for et begrænset og afgrænset område på en sådan måde, at det sikres, at hverken den almindelige trafik, offentligheden eller en part, der ikke har forbindelse til aktiviteten, kan komme til reelt eller potentielt at færdes på den rute, der køres. Sådanne aktiviteter omfatter normalt aktiviteter på særligt udlagte motorsportsbaner eller -ruter og områderne i umiddelbar nærhed, såsom sikkerhedsområder, pit stop-områder og garager, hvor risikoen for en ulykke er meget højere sammenlignet med normale veje, og som uautoriserede personer ikke bør komme ind på.

(11)

En sådan fritagelse af motorsportsbegivenheder og -aktiviteter bør kun finde anvendelse, hvis medlemsstaten sikrer, at arrangøren af begivenheden eller aktiviteten eller en anden part har tegnet en alternativ forsikring eller garantiordning, der dækker skade på tredjemand, herunder tilskuere og andre tilstedeværende, men ikke nødvendigvis skade på de deltagende førere og deres køretøjer. Medmindre arrangørerne eller andre parter som betingelse for denne fritagelse har tegnet en alternativ forsikring eller garantiordning, eventuelt med undtagelse af skade på de deltagende førere og deres køretøjer, bør skaden dækkes i overensstemmelse med direktiv 2009/103/EF.

(12)

For ikke at reducere den beskyttelse, der ydes i henhold til direktiv 2009/103/EF, bør medlemsstaterne sikre, at skadelidte i forbindelse med de motorsportsbegivenheder og -aktiviteter, som er tilladt i henhold til deres nationale ret, og som falder ind under denne fritagelse, får erstatning for sådanne skader på en måde, der ligger så tæt som muligt på, hvordan de ville blive ydet erstatning i henhold til direktiv 2009/103/EF.

(13)

Under fremstilling og transport mangler køretøjerne transportfunktioner og anses ikke for at blive anvendt i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103/EF. Vælger en medlemsstat imidlertid ikke at anvende kravet om ansvarsforsikring for motorkøretøjer for sådanne køretøjer i henhold til artikel 28, stk. 1, i direktiv 2009/103/EF, bør der være en erhvervsansvarsforsikring til dækning af den skade, som disse køretøjer måtte forårsage.

(14)

I dag knytter mange medlemsstaters nationale ret forsikringspligten til færdsel med et køretøj som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103/EF. I sådanne medlemsstater er færdsel med et køretøj kun tilladt, når køretøjet er indregistreret. Disse medlemsstaters ret foreskriver, at køretøjet skal være dækket af en motorkøretøjsforsikring under den aktive registrering og anvendelse af køretøjet, jf. artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103/EF. Følgelig stiller disse medlemsstater ikke krav om forsikringsdækning for færdsel med køretøjer, som er permanent eller midlertidigt afmeldt, f.eks. fordi de står på et museum, er ved at blive istandsat eller af andre grunde ikke har været i brug i et længere tidsrum, f.eks. sæsonpræget anvendelse. Sådanne medlemsstater skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der ydes erstatning i overensstemmelse med den erstatning, der er fastsat i direktiv 2009/103/EF, for tab eller skade, der er forårsaget på deres område og på andre medlemsstaters område af køretøjer som defineret i nævnte direktiv, der anvendes i henhold til artikel 3, stk. 1, i nævnte direktiv.

(15)

I dag vælger nogle medlemsstater, hvori forpligtelsen til at tegne ansvarsforsikring for motorkøretøjer ikke er knyttet til indregistreringen af et køretøj, at undlade at kræve lovpligtig motorkøretøjsforsikring for køretøjer, der formelt er taget ud af brug i overensstemmelse med deres nationale ret. Eksempler på, at de således formelt tages ud af brug, omfatter fremsendelse af en meddelelse til den kompetente myndighed eller andre udpegede parter, der varetager den kompetente myndigheds funktion, eller at der træffes andre verificerbare fysiske foranstaltninger. Disse medlemsstater skal træffe passende foranstaltninger for at sikre, at der ydes erstatning i overensstemmelse med den erstatning, der er fastsat i direktiv 2009/103/EF, for tab eller skade, der er forårsaget på deres område og på andre medlemsstaters område af sådanne køretøjer.

(16)

Medlemsstaterne skal på indeværende tidspunkt afholde sig fra at foretage kontrol med forsikring for køretøjer, der er hjemmehørende på en anden medlemsstats område, og for køretøjer, der er hjemmehørende på et tredjelands område, når de kommer ind på deres område fra en anden medlemsstats område. Ny teknologisk udvikling såsom teknologien til automatisk nummerpladegenkendelse gør det muligt at foretage diskret kontrol med forsikring for køretøjer uden at standse dem og således uden at gribe ind i personers frie bevægelighed. Der er derfor hensigtsmæssigt at give tilladelse til at foretage denne kontrol med forsikring for køretøjer, men kun hvis kontrollen er ikkediskriminerende, nødvendig og forholdsmæssig, udgør en del af et generelt kontrolsystem på medlemsstatens område, som også køretøjer, der er hjemmehørende på den kontrollerende medlemsstats område, er omfattet af, og ikke kræver, at køretøjet standses.

(17)

Medlemsstater, der vælger at indføre et system til behandling af personoplysninger, som derefter kan deles med andre medlemsstater, f.eks. data fra nummerpladegenkendelsesteknologi, skal vedtage lovgivning, som baner vej for behandling af personoplysninger med henblik på at bekæmpe kørsel med uforsikrede køretøjer, samtidig med at der træffes passende foranstaltninger til at beskytte den registreredes rettigheder og legitime interesser. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (7) finder anvendelse på behandling af personoplysninger med henblik på at bekæmpe kørsel med uforsikrede køretøjer. Medlemsstaternes lovgivning bør navnlig præcisere det nøjagtige formål, henvise til det relevante retsgrundlag, opfylde de relevante sikkerhedskrav og overholde principperne om nødvendighed, proportionalitet og formålsbegrænsning og bør fastsætte en rimelig dataopbevaringsperiode. Endvidere bør principperne om »beskyttelse af personoplysninger gennem design« og »databeskyttelse gennem standardindstillinger« finde anvendelse på alle databehandlingssystemer, der udvikles og anvendes inden for rammerne af medlemsstaternes lovgivning.

(18)

I overensstemmelse med disse principper bør medlemsstaterne ikke opbevare personoplysninger, der behandles udelukkende med henblik på at klare et forsikringscheck, længere end den periode, der er nødvendig for at kontrollere, om et køretøj har en gyldig forsikringsdækning. Når det konstateres, at et køretøj er dækket, bør alle oplysninger vedrørende denne kontrol slettes. Når et verifikationssystem ikke er i stand til at fastslå, om et køretøj er forsikret, bør disse oplysninger kun opbevares i en begrænset periode, som ikke overstiger det antal dage, der er nødvendigt for at fastslå, om der er forsikringsdækning. For køretøjer, for hvilke det er fastslået, at de ikke er dækket af en gyldig forsikringspolice, er det rimeligt at kræve, at sådanne oplysninger opbevares, indtil eventuelle administrative eller retslige procedurer er afsluttet, og køretøjet er dækket af en gyldig forsikringspolice.

(19)

Direktiv 2009/103/EF omfatter på indeværende tidspunkt forskellige referencedatoer for den periodebestemte genberegning af mindstebeløbene for dækning i de forskellige medlemsstater, hvilket fører til forskellige mindstebeløb for dækning alt afhængigt af medlemsstaten. Disse mindstebeløb bør harmoniseres med henblik på at sikre ens mindstebeskyttelse af skadelidte i hele Unionen, og der bør indføres en ensartet justeringsbestemmelse, som tager udgangspunkt i det harmoniserede forbrugerprisindeks fra Eurostat samt procedureregler for en sådan justering og fastsættelse af en ensartet tidsramme.

(20)

Effektiv beskyttelse af skadelidte som følge af trafikulykker forudsætter, at disse skadelidte har ret til at kræve erstatning i den medlemsstat, hvor de er bosat, og til at modtage et svar inden for en rimelig frist. Den forudsætter også, at disse skadelidte, når deres erstatningskrav er berettigede, altid modtager de skyldige beløb for personskader eller for eventuelle tingsskader, uanset om den ansvarlige parts forsikringsselskab er solvent. Medlemsstaterne bør derfor oprette eller godkende et organ til i første omgang at udbetale erstatning til skadelidte, der er bosat på deres område, som derefter har ret til at kræve denne erstatning godtgjort af det organ, der er oprettet eller godkendt til samme formål i hjemlandet for det insolvente forsikringsselskab, der udstedte forsikringspolicen for den ansvarlige parts køretøj. Hvis en medlemsstat har en eksisterende erstatningsordning, bør medlemsstaten kunne tillade, at den fortsætter.

(21)

Et forsikringsselskab kan blive insolvent på forskellige måder, f.eks. ved at blive erklæret konkurs, hvis det misligholder sine forpligtelser, når det har givet afkald på sin autorisation i hjemlandet, eller fordi det har været genstand for en tilbagekaldelsesforanstaltning eller en afgørelse om forbud mod dets virksomhed. Når der afgives kendelse eller træffes afgørelse om at indlede konkurs- eller likvidationsproceduren, bør kendelsen eller afgørelsen offentliggøres. Det organ, der er oprettet eller godkendt til at yde erstatning til skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens i forsikringsselskabets hjemland, bør underrette sådanne organer i alle andre medlemsstater om denne kendelse eller afgørelse.

(22)

Medlemsstaterne bør sikre, at det organ, der er oprettet eller godkendt til at yde erstatning til skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens i den medlemsstat, på hvis område skadelidte er bosat, i alle faser af proceduren har beføjelse til at anmode om oplysninger, til at informere og blive informeret af og til at samarbejde med andre relevante organer, myndigheder og interessenter i Unionen. Sådanne oplysninger bør være tilstrækkelige til, at modtageren i det mindste kan opnå en generel forståelse af situationen. Sådanne oplysninger er vigtige for at sikre, at det organ, der yder erstatning til skadelidte, inden udbetaling af erstatningen på egen hånd eller sammen med alle de relevante parter i henhold til den nationale lovgivning er i stand til at fastslå, om forsikringsselskabet allerede har ydet erstatning til klageren for dennes krav. Det erstatningskrav, der indgives til dette organ, kan endog videresendes til forsikringsselskabet med henblik på yderligere undersøgelse eller afgørelse, hvis de nationale procedureregler kræver det. Medlemsstaterne bør sikre, at organet anmoder om og modtager mere detaljerede oplysninger om konkrete erstatningskrav.

(23)

Ordningen med efterfølgende refusion bør ikke berøre den gældende ret vedrørende skadelidtes dækningsgrad. Der bør gælde samme principper for erstatningskrav, uanset om forsikringsselskabet er solvent eller insolvent. Organet i hjemlandet for det forsikringsselskab, der har udstedt den ansvarlige parts forsikringspolice, bør indbetale beløbet til organet i den medlemsstat, på hvis område skadelidte er bosat, inden for en rimelig frist efter, at organet i forsikringsselskabets hjemland har modtaget et krav om refusion af en betaling, som organet i skadelidtes hjemland har udbetalt til skadelidte.

(24)

Afhængigt af de forskellige stadier i behandlingen af erstatningskrav, betalinger til skadelidte og refusionsprocedurerne i forskellige organer kan der være udestående forpligtelser mellem organer, der er oprettet eller godkendt til at yde erstatning til skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens. Retten til indtræden i rettigheder bør overgå fra det organ, der i første omgang har udbetalt erstatning, til organet i den anden medlemsstat, efterhånden som refusionen af organerne skrider frem. Organet, i det omfang dette organ har ydet erstatning for det lidte tab eller den lidte skade og endnu ikke har modtaget refusion, bør derfor indtræde i skadelidtes rettigheder over for skadevolderen, eller over for dennes forsikringsselskab. Organet bør dog ikke indtræde i skadelidtes rettigheder over for forsikringstageren eller den anden forsikrede person, der er ansvarlig for ulykken, for så vidt som forsikringstagerens eller den forsikrede persons ansvar dækkes af det insolvente forsikringsselskab i overensstemmelse med gældende national ret. Hver medlemsstat bør have pligt til at anerkende en sådan indtræden i rettigheder, der er fastsat af en anden medlemsstat.

(25)

For at sikre en effektiv og virkningsfuld beskyttelse af skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens er det nødvendigt, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre, at de midler, der er nødvendige for at yde erstatning til skadelidte, er til rådighed, når de har krav på erstatning. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør disse ordninger fastlægges af hjemlandene på nationalt plan. De bør imidlertid være i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med principper som lex specialis og lex posterior. For at undgå at pålægge forsikringsselskaberne en urimelig og uforholdsmæssigt stor byrde, hvis en medlemsstat kræver finansielle bidrag fra forsikringsselskaber, bør disse bidrag kun opkræves fra forsikringsselskaber, der er godkendt af denne medlemsstat. Dette bør ikke berøre finansieringen af eventuelle andre funktioner, der kan tildeles det organ, som er oprettet eller godkendt til at yde erstatning til skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens.

(26)

For at sikre, at kravene i dette direktiv vedrørende erstatning til skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens gennemføres effektivt, bør organerne, som har fået overdraget denne opgave, tilstræbe at indgå en aftale om deres funktioner og forpligtelser og om procedurerne for refusion. Hvis der ikke er indgået en sådan aftale senest 24 måneder efter datoen for dette direktivs ikrafttræden, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår fastlæggelse af sådanne organers proceduremæssige opgaver og forpligtelser med hensyn til refusion.

(27)

I tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens bør skadelidte have ret til at kræve erstatning fra et organ i den medlemsstat, hvor de er bosat, også når de lider skade som følge af ulykker, der indtræffer i en anden medlemsstat end den, hvor de er bosat. Medlemsstaterne bør kunne tildele opgaven med at udbetale erstatning til skadelidte til et nyt organ eller til et organ, der allerede findes, herunder til det erstatningsorgan, der er oprettet eller anerkendt i henhold til artikel 24 i direktiv 2009/103/EF. Medlemsstaterne bør også kunne pålægge ét organ opgaverne med at yde erstatning, i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens, til skadelidte som følge af ulykker i den medlemsstat, hvor de er bosat, og skadelidte som følge af ulykker i andre medlemsstater end den, hvor de er bosat. For skadelidte i andre medlemsstater end den, hvor de er bosat, er det også vigtigt at sikre udveksling af oplysninger og samarbejde med de erstatningsorganer, der er oprettet eller anerkendt i henhold til artikel 24 i direktiv 2009/103/EF i alle medlemsstater, og med repræsentanter bemyndiget til at behandle skadessager.

(28)

Medlemsstaterne kan oprette eller godkende mere end ét erstatningsorgan i henhold til direktiv 2009/103/EF, hvilket potentielt kan gøre det vanskeligere for skadelidte at finde frem til det organ, som de skal indgive deres krav til. Medlemsstater, der opretter eller godkender mere end ét erstatningsorgan, bør derfor sikre, at skadelidte har adgang til nødvendige oplysninger om mulighederne for at ansøge om erstatning på en måde, der gør det let for dem at forstå, hvilket organ de skal ansøge hos.

(29)

Hvis der er tale om et køretøj, der sendes, bør det være muligt for den person, der har ansvar for dækning af en ansvarsforsikring, at vælge at tegne en forsikringspolice i den medlemsstat, hvor køretøjet er indregistreret eller, i en periode på 30 dage fra datoen for køberens accept af leveringen, i bestemmelsesmedlemsstaten, selv hvis køretøjet ikke formelt er blevet indregistreret i bestemmelsesmedlemsstaten. Oplysningscentret i den medlemsstat, hvor køretøjet er indregistreret, og, når denne ikke er den samme, i bestemmelsesmedlemsstaten, samt i en hvilken som helst anden relevant medlemsstat, såsom den medlemsstat, på hvis område ulykken indtraf, eller hvor en skadelidt er bosat, bør samarbejde om at sikre, at de nødvendige oplysninger, som de ligger inde med i overensstemmelse med artikel 23 i direktiv 2009/103/EF, om det køretøj, der sendes, er tilgængelige.

(30)

I tilfælde af ulykker med påhængskøretøjer, for hvilke der er udstedt en ansvarsforsikring, som er særskilt fra det trækkende køretøjs, bør skadelidte kunne kræve erstatning af påhængskøretøjets forsikringsselskab, hvis dette er fastsat i national ret. Skadelidte bør på anmodning kunne indhente oplysninger fra påhængskøretøjets forsikringsselskab om det trækkende køretøjs forsikringsselskab eller, hvis påhængskøretøjets forsikringsselskab trods en rimelig indsats ikke er i stand til at identificere det trækkende køretøjs forsikringsselskab, oplysninger om den erstatningsordning, der er fastsat i artikel 10 i direktiv 2009/103/EF.

(31)

Erstatningshistorikken for forsikringstagere, som har til hensigt at indgå nye forsikringsaftaler med forsikringsselskaber, bør let kunne autentificeres med henblik på at fremme anerkendelse af en sådan erstatningshistorik, når der indgås en ny forsikringsaftale. For at kunne forenkle verifikationen og autentificeringen af erklæringer om erstatningshistorikken er det vigtigt, at deres indhold og form er ens i alle medlemsstaterne. Endvidere bør forsikringsselskaber, som tager hensyn til erklæringer om erstatningshistorikken ved fastsættelse af motorkøretøjers forsikringspræmier, ikke diskriminere på grund af nationalitet eller udelukkende på grund af den medlemsstat, hvor forsikringstageren tidligere havde sin bopæl. Endvidere bør forsikringsselskaber behandle en erklæring om erstatningshistorikken fra en anden medlemsstat på lige fod med en national erklæring om erstatningshistorikken og anvende enhver rabat, der ville være til rådighed for en i øvrigt identisk national kunde, herunder de rabatter, der kræves i henhold til en medlemsstats nationale lovgivning, såsom »bonus-malus«-rabatter. Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne vedtage national lovgivning vedrørende »bonus-malus«-ordninger, da sådanne ordninger er af national karakter og uden noget grænseoverskridende element, og beslutningstagningen vedrørende dem derfor i henhold til nærhedsprincippet bør forblive hos medlemsstaterne. For at gøre det muligt for medlemsstaterne at verificere, om og hvordan forsikringsselskaberne behandler erklæringer om erstatningshistorikken, bør forsikringsselskaber offentliggøre et overordnet sammendrag af deres politik med hensyn til deres brug af erklæringer om erstatningshistorikken, når de beregner præmier. Uden at det berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (8), er forsikringsselskaber ikke forpligtet til at offentliggøre forretningsmæssigt følsomme oplysninger såsom detaljer om takstregler.

(32)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af direktiv 2009/103/EF bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser vedrørende formen og indholdet af erklæringen om erstatningshistorikken. Disse gennemførelsesbeføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (9).

(33)

Medlemsstaterne bør kunne vælge at certificere værktøjer, der sætter forbrugerne i stand til at sammenligne priser, takster og dækning mellem udbydere af ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som opfylder betingelserne i direktiv 2009/103/EF. Hvis de er behørigt certificeret, kan sådanne værktøjer betegnes som »uafhængige prissammenligningsværktøjer for motorkøretøjsforsikring«. Medlemsstaterne bør også kunne oprette offentlige prissammenligningsværktøjer, der drives af en offentlig myndighed.

(34)

For at sikre, at erstatningskrav behandles problemfrit, er det, når der i henhold til national ret kræves en ulykkesrapport og skadelidte i henhold til loven har ret til at få udleveret en kopi af ulykkesrapporten fra de kompetente myndigheder, vigtigt, at skadelidte har rettidig adgang til den.

(35)

For at sikre, at mindstebeløbene for dækning af ansvarsforsikring for motorkøretøjer ikke udhules med tiden, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår justering af disse mindstebeløb for at afspejle udviklingen i den økonomiske realitet.

(36)

Ved vedtagelse af delegerede retsakter efter beføjelser i henhold til dette direktiv er det navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (10). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(37)

Europa-Kommissionen bør som led i evalueringen af, hvordan direktiv 2009/103/EF fungerer, overvåge nævnte direktivs anvendelse under hensyntagen til antallet af skadelidte, omfanget af udestående erstatningskrav som følge af forsinket udbetaling på tværs af grænser i insolvenssager, omfanget af mindstebeløbene for dækning i medlemsstaterne, omfanget af erstatningskrav som følge af kørsel med uforsikrede køretøjer på tværs af grænser og antallet af klager vedrørende erklæringer om erstatningshistorikken.

(38)

Desuden bør Kommissionen udarbejde en rapport der evaluerer, hvordan de erstatningsorganer, der er oprettet eller godkendt til at erstatte skadelidte i tilfælde af et forsikringsselskabs insolvens, fungerer, og hvordan samarbejdet mellem dem og finansieringen af dem fungerer. Om nødvendigt bør rapporten ledsages af et forslag til retsakt.

(39)

For at sikre, at direktiv 2009/103/EF fortsat tjener sit formål, som er at beskytte eventuelle skadelidte fra ulykker, der involverer motorkøretøjer, bør Kommissionen også overvåge og revidere nævnte direktiv i lyset af den teknologiske udvikling, herunder den øgede færdsel med autonome og halvautonome køretøjer. Den bør også analysere forsikringsselskabernes anvendelse af ordninger, hvor præmierne påvirkes af forsikringstagernes erklæringer om erstatningshistorikken. Kommissionen bør desuden vurdere effektiviteten af udvekslingen af de informationssystemer, der anvendes til grænseoverskridende forsikringskontrol.

(40)

Målene for dette direktiv, nemlig at sikre ens mindstebeskyttelse af skadelidte som følge af trafikulykker i hele Unionen, at sikre beskyttelse af dem i tilfælde af forsikringsselskabers insolvens og at sikre ligebehandling i forbindelse med forsikringsselskabers autentificering af erklæringer om erstatningshistorikken for potentielle forsikringstagere, der rejser på tværs af de indre EU-grænser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres virkninger, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(41)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (11) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(42)

Direktiv 2009/103/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 3 foretages følgende ændringer:

3)

Artikel 4 affattes således:

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).« "

4)

I artikel 5 tilføjes følgende stykker:

5)

Artikel 9 affattes således:

(*3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/792 af 11. maj 2016 om harmoniserede forbrugerprisindeks og det harmoniserede boligprisindeks og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 (EUT L 135 af 24.5.2016, s. 11).« "

6)

I Kapitel 4 affattes overskriften således:

»KAPITEL 4

ERSTATNING FOR SKADE FORVOLDT AF ET UKENDT KØRETØJ ELLER ET KØRETØJ, FOR HVILKET DER IKKE ER TEGNET LOVPLIGTIG FORSIKRING, JF. ARTIKEL 3, OG ERSTATNING I TILFÆLDE AF INSOLVENS «.

7)

I artikel 10 foretages følgende ændringer:

8)

Følgende artikel indsættes:

9)

Artikel 11, stk. 1, affattes således:

»I tilfælde, hvor der opstår en tvist mellem det i artikel 10, stk. 1, nævnte organ og et ansvarsforsikringsselskab om, hvem der skal yde erstatning til skadelidte, træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger til, at en af disse parter udpeges til straks og i første omgang at yde erstatning til skadelidte.«

10)

I kapitel 5 affattes overskriften således:

»KAPITEL 5

SÆRLIGE KATEGORIER AF SKADELIDTE, EKSKLUSIONSKLAUSULER, ENKELT PRÆMIE, KØRETØJER DER SENDES FRA EN MEDLEMSSTAT TIL EN ANDEN «.

11)

Overskriften på artikel 12 affattes således:

» Særlige kategorier af skadelidte «.

12)

I artikel 13 foretages følgende ændringer:

13)

Artikel 15, stk. 1, affattes således:

14)

Følgende artikel indsættes:

15)

Artikel 16 affattes således:

16)

Følgende artikel indsættes:

17)

I artikel 23 foretages følgende ændringer:

b)

Stk. 6 affattes således:

18)

Følgende artikel indsættes:

19)

Artikel 26, stk. 1, affattes således:

»Medlemsstaterne træffer alle passende foranstaltninger med henblik på at lette skadelidtes, deres forsikringsselskabers eller deres juridiske repræsentanters rettidige adgang til de grundlæggende oplysninger, som er nødvendige for behandlingen af skadesager.«

20)

Følgende artikel indsættes:

21)

I artikel 28, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Medlemsstaterne kan kræve motorkøretøjsansvarsforsikring, som opfylder kravene i dette direktiv, for enhver type af motoriseret udstyr, der anvendes på land og ikke er omfattet af definitionen af »køretøj« i artikel 1, nr. 1), og som artikel 3 ikke finder anvendelse på.«

22)

Følgende artikler indsættes:

(*4)  Kommissionens afgørelse 2004/9/EF af 5. november 2003 om nedsættelse af Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensioner (EUT L 3 af 7.1.2004, s. 34)."

(*5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13)."

(*6)   EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.« "

23)

I artikel 30 tilføjes følgende stykker:

(1)

I henhold til artikel 35, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2018/848 skal det certifikat, som de kompetente myndigheder eller, hvor det er relevant, kontrolmyndigheder eller kontrolorganer udsteder til de erhvervsdrivende og grupper af erhvervsdrivende, så vidt muligt udstedes i elektronisk form. Med udviklingen og den fulde udrulning af det elektroniske Traces-system (Trade Control and Expert System), der er omhandlet i artikel 2, nr. 36), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1715 (2), vil det blive muligt for alle kompetente myndigheder, kontrolmyndigheder og kontrolorganer i Unionen at udstede certifikater i elektronisk form fra den 1. januar 2023. Det bør derfor fastsættes, at det certifikat, der er omhandlet i artikel 35 i forordning (EU) 2018/848, fra den 1. januar 2023 skal udstedes i elektronisk form ved anvendelse af Traces-systemet.

(2)

I henhold til forordning (EU) 2018/848 skal erhvervsdrivende og grupper af erhvervsdrivende føre fortegnelser, der dokumenterer deres overholdelse af nævnte forordning. Der er fastsat visse mindstekrav til føring af fortegnelser og nærmere oplysninger i artikel 9, stk. 10, litra c), og artikel 34, stk. 5, i forordning (EU) 2018/848 samt i bilag II og III til nævnte forordning.

(3)

I overensstemmelse med de generelle produktionsregler i forordning (EU) 2018/848 skal der træffes forebyggende foranstaltninger og sikkerhedsforanstaltninger, hvor det er relevant, i alle faser af produktionen, tilberedningen og distributionen. Den relevante offentlige kontrol indebærer derfor især verificering af, at de erhvervsdrivende og grupperne af erhvervsdrivende anvender sådanne foranstaltninger. Selv om anvendelsen af visse af disse foranstaltninger kan verificeres ved en fysisk inspektion på stedet, er det for andre foranstaltninger nødvendigt at have fortegnelser for at dokumentere deres anvendelse. Derfor skal erhvervsdrivende og grupper af erhvervsdrivende føre fortegnelser for at kunne fremlægge dokumentation, når det er nødvendigt. For eksempel kan der fremlægges dokumentation for, at der er truffet foranstaltninger for at undgå forurening med ikketilladte produkter og stoffer og sammenblanding med ikkeøkologiske produkter, ved at opbevare dokumentation for rengøring af faciliteterne, udstyr og transportkøretøjer og dokumentation for uddannelse.

(4)

Dokumentationen er også relevant med henblik på sporbarhed og massebalance og efterfølgende for vurderingen af overholdelsen af forordning (EU) 2018/848. Sporbarhedskontrol og massebalancekontrol i henhold til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/771 (3) omfatter specifikke oplysninger, der skal underbygges af relevante dokumenter. Erhvervsdrivende og grupper af erhvervsdrivende skal føre fortegnelser over disse dokumenter med henblik på at fremlægge dokumentation for overholdelsen af deres aktiviteter.

(5)

Der skal gennemføres offentlig kontrol ud fra sandsynligheden for manglende overholdelse, jf. artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2018/848. De kompetente myndigheder eller, hvor det er relevant, kontrolmyndighederne eller kontrolorganerne har behov for relevante oplysninger med henblik herpå. Derfor kræves det i henhold til artikel 39, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2018/848, at erhvervsdrivende og grupper af erhvervsdrivende skal fremkomme med alle erklæringer og andre meddelelser, der er nødvendige til støtte for offentlig kontrol. Endvidere kræves der i henhold til artikel 39, stk. 1, litra d), nr. i), i nævnte forordning bl.a. en fuld beskrivelse af deres økologiske produktionsenhed eller produktionsenheden under omlægning og af deres aktiviteter.

(6)

For at sikre at den offentlige kontrol kan planlægges på passende vis, er det nødvendigt at specificere de oplysninger, der skal omfattes af erklæringerne og andre meddelelser, især oplysninger vedrørende de aktiviteter, der er udlagt til tredjemand, og visse detaljerede oplysninger vedrørende produktionsenhederne og andre lokaler, faciliteter og enheder, der anvendes til aktiviteterne, af de erhvervsdrivende eller grupper af erhvervsdrivende samt den planlagte forventede produktion.

(7)

I henhold til artikel 1, stk. 1 og stk. 2, litra a), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1378 (4), som anvendes fra den 1. januar 2022, skal de kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er anerkendt i henhold til artikel 46, stk. 1, i forordning (EU) 2018/848, forsyne erhvervsdrivende, grupper af erhvervsdrivende og eksportører i tredjelande, der har været genstand for den kontrol, der er nævnt i artikel 45, stk. 1, litra b), nr. i), i nævnte forordning, med et certifikat, der skal udstedes i elektronisk form ved anvendelse af Traces-systemet. Da det ikke vil være muligt at anvende Traces-systemet før den 1. januar 2023, skal forpligtelsen til at anvende Traces-systemet i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2021/1378 også udskydes.

(8)

Gennemførelsesforordning (EU) 2021/1378 bør derfor ændres.

(9)

Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør nærværende forordning finde anvendelse fra den dato, hvor forordning (EU) 2018/848 finder anvendelse. Bestemmelsen om anvendelsen af Traces-systemet bør dog anvendes fra den 1. januar 2023.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Økologisk Produktion —

a)

i overensstemmelse med modellen i bilag VI til forordning (EU) 2018/848

b)

i elektronisk form ved anvendelse af det elektroniske Traces-system (Trade Control and Expert System), der er omhandlet i artikel 2, nr. 36), i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1715.

a)

de aktiviteter, der er omfattet af certifikatet som omhandlet i artikel 35, stk. 1, i forordning (EU) 2018/848, og som er udlagt til tredjemand

b)

adressen eller geolokaliseringen for de økologiske og ikkeøkologiske produktionsenheder samt dem, der er under omlægning, områderne for indsamling af vilde planter eller alger eller andre lokaler eller enheder, der anvendes til deres aktiviteter

c)

i tilfælde af en bedrift, der er opdelt i forskellige produktionsenheder i overensstemmelse med artikel 9, stk. 7, i forordning (EU) 2018/848, beskrivelsen og adressen eller geolokaliseringen for ikkeøkologiske produktionsenheder

d)

deres planlagte og forventede produktion.

1)

Artikel 1, stk. 2, litra a), affattes således:

(*1)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1715 af 30. september 2019 om regler for driften af informationsstyringssystemet vedrørende offentlig kontrol og dets systemkomponenter (»IMSOC-forordningen«) (EUT L 261 af 14.10.2019, s. 37).« "

2)

I artikel 3 tilføjes som stk. 3:

»Artikel 1, stk. 2, litra a), nr. ii), anvendes fra den 1. januar 2023.«

(1)

Partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater (1) (»AVS-EU-partnerskabsaftalen«) blev undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 og trådte i kraft den 1. april 2003. I overensstemmelse med AVS-EU-Ambassadørudvalgets afgørelse nr. 3/2019 (2) (»afgørelsen om overgangsforanstaltninger«) skal finde anvendelse indtil den 30. november 2021.

(2)

I medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, første afsnit, blev der indledt forhandlinger om en ny ACS-EU-partnerskabsaftale (»den nye aftale«) i september 2018. Den nye aftale vil ikke være klar til at blive anvendt fra den 30. november 2021, datoen hvor den nuværende retlige ramme udløber. Det er derfor nødvendigt at ændre afgørelsen om overgangsforanstaltninger for yderligere at forlænge anvendelsen af bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen.

(3)

I henhold til AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4, andet afsnit, træffer AVS-EU-Ministerrådet eventuelle nødvendige overgangsforanstaltninger, indtil den nye aftale træder i kraft.

(4)

I medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 15, stk. 4, overdrog AVS-EU-Ministerrådet den 23. maj 2019 AVS-EU-Ambassadørudvalget beføjelserne til at træffe overgangsforanstaltninger (3). Derfor tilkommer det ACS-EU-Ambassadørudvalget at ændre overgangsforanstaltningerne i medfør af AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 4.

(5)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ACS-EU-Ambassadørudvalget, bør fastlægges, da den påtænkte retsakt vil være bindende for Unionen.

(6)

Bestemmelserne i AVS-EU-partnerskabsaftalen vil fortsat blive anvendt med henblik på at bevare kontinuiteten i forbindelserne mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og ACS-staterne på den anden side. Formålet med de ændrede overgangsforanstaltninger er derfor ikke at ændre AVS-EU-partnerskabsaftalens artikel 95, stk. 3 —

(1)

De fortegnelser, som Kommissionen ligger inde med, danner grundlag for dens drift og daglige arbejde. De er en del af Kommissionens aktiver og opfylder de funktioner, der består i at lette udvekslingen af oplysninger, fremlægge dokumentation for trufne foranstaltninger, opfylde institutionens retlige forpligtelser og bevare dens hukommelse. De skal derfor forvaltes i overensstemmelse med effektive regler, der gælder for alle generaldirektorater og tilsvarende tjenestegrene.

(2)

Kommissionen fører fortegnelser, der oprettes, modtages og forvaltes som led i dens aktiviteter. Alle fortegnelser, uanset format og det teknologiske miljø, som de indsamles, oprettes eller genereres i, registreres og opbevares i et officielt elektronisk register.

(3)

Bestemmelser om forvaltning af fortegnelser og arkiver indeholder principper, der skal sikre: oprettelse, modtagelse og korrekt bevarelse eller fjernelse af fortegnelser samt høring og kommunikation heraf, autenticiteten, pålideligheden, integriteten og læsbarheden over tid af fortegnelserne og de metadata, der ledsager dem, identificering af hver fortegnelse samt udtræk og tildeling af metadata, så de kan arkiveres, er søgbare og let kan spores, udvikling, vedligeholdelse og ajourføring af strukturen i Kommissionens registrerings- og arkivforvaltningssystemer, dens elektroniske registre og dens registre over analoge medier.

(4)

Disse principper skal dække hele livscyklussen for Kommissionens registre, uanset medie, og stille dem til rådighed, udveksle, dele, genbruge og formidle data, oplysninger og registre i overensstemmelse med politikken, forvaltningsordningerne og praksis for Kommissionens data- og informationsforvaltning.

(5)

Effektiv og korrekt forvaltning og arkivering af fortegnelser bidrager til at opfylde Kommissionens gennemsigtighedsforpligtelser, navnlig ved at lette offentlighedens adgang til dokumenter og gennemføre princippet om ansvarlighed i forbindelse med offentlige handlinger.

(6)

Bestemmelserne om forvaltning af fortegnelser og arkiver bør bringes i overensstemmelse med forpligtelsen til at give adgang til dokumenter, som Kommissionen er i besiddelse af, i overensstemmelse med de principper, ordninger og begrænsninger, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (2).

(7)

Ved Kommissionens afgørelse 2002/47/EF, EKSF, Euratom (3) ændrede Kommissionen sin forretningsorden, så den omfattede bestemmelser om dokumentforvaltning, og ved Kommissionens afgørelse 2004/563/EF, Euratom (4) ændrede den forretningsordenen, så den kom til at omfatte bestemmelser om elektroniske og digitaliserede dokumenter med henblik på at oprette elektronisk dokumentforvaltning og arkivering og fastlagde et fælles sæt regler og procedurer for alle tjenestegrene.

(8)

Det er nødvendigt at ajourføre de regler, der fastsætter betingelserne for, at elektroniske, digitaliserede og elektronisk fremsendte dokumenter er gyldige og opbevares til brug for Kommissionen.

(9)

Politikken for forvaltning af fortegnelser og arkivering bør tage hensyn til Kommissionens program for digital omstilling (5). Princippet om kun at oprette fortegnelser i elektronisk format bør derfor understreges kraftigt, selv om det ikke desto mindre bør være muligt at fravige det.

(10)

Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer opfordres til at anerkende elektronisk identifikation og tillidstjenester, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (6), med henblik på administrativt samarbejde, navnlig med udgangspunkt i eksisterende god praksis og resultaterne af igangværende projekter på de områder, der er omfattet af denne forordning.

(11)

Kommissionens regler og procedurer for forvaltning af fortegnelser og arkiver bør ajourføres regelmæssigt under hensyntagen til udviklingen i og resultaterne af akademisk og videnskabelig forskning, herunder fremkomsten af relevante standarder og udviklingen inden for informations- og kommunikationsteknologi.

(12)

Et registreringssystem registrerer ikke blot fortegnelser, men registrerer dem mere generelt med henblik på klart og pålideligt at identificere dem, sikre deres sporbarhed og gøre dem tilgængelige for andre brugere ved hjælp af arkivering eller andre former for aggregering af fortegnelser gennem hele deres livscyklus.

(13)

Informationssystemer, netværk og transmissionsfaciliteter, der forsyner Kommissionens registreringssystem, bør beskyttes ved hjælp af passende sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med de gældende sikkerhedsregler for informationsbeskyttelse.

(14)

Data og oplysninger bør være tilgængelige og udveksles så bredt som muligt inden for Kommissionen for at lette samarbejdet mellem dens medarbejdere og muligheden for at hente og genbruge data og oplysninger og for at fremme synergien mellem dens ressourcer og forbedre effektiviteten.

(15)

Hver EU-institution opretter og vedligeholder sine historiske arkiver og åbner dem for offentligheden i overensstemmelse med forordning (EØF, Euratom) nr. 354/83. Hver institution vedtager endvidere interne regler for anvendelsen af nævnte forordning.

(16)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (7) skal Kommissionen give de registrerede oplysninger om behandlingen af personoplysninger, der vedrører dem, og respektere deres rettigheder som registrerede. Kommissionen bør dog afveje disse rettigheder i forhold til målene om arkivering i offentlighedens interesse i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen.

(17)

Artikel 16, stk. 5, og artikel 19, stk. 3, i forordning (EU) 2018/1725 indeholder undtagelser fra registreredes ret til information og ret til sletning i forbindelse med behandling af oplysninger til arkiveringsformål i samfundets interesse. Disse rettigheder bør i princippet ikke finde anvendelse i den særlige sammenhæng med Kommissionens historiske arkiver, idet der tages hensyn til institutionens størrelse og dens registre og til arten af arkivering i samfundets interesse. Sletning af personoplysninger i sådanne registre vil navnlig underminere gyldigheden, integriteten og autenticiteten af Kommissionens arkiver og vil derfor i alvorlig grad kunne skade opfyldelsen af målene om arkivering i samfundets interesse.

(18)

Kommissionen kan være ude af stand til eller vil være forpligtet til at gøre en uforholdsmæssig indsats for at give oplysninger om behandlingen, når dens sagsakter og fortegnelser, der er udvalgt til permanent opbevaring, er blevet overført til dens historiske arkiver. De registrerede bør informeres om, at fortegnelser, der indeholder deres personoplysninger, kan overføres til Kommissionens historiske arkiver ved udløbet af den opbevaringsperiode, der er fastsat for disse fortegnelser som en del af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 15 og 16 i forordning (EU) 2018/1725. Disse oplysninger gives i forbindelse med de oprindelige behandlingsaktiviteter, for hvilke personoplysningerne oprindeligt blev indsamlet.

(19)

Artikel 25, stk. 4, i forordning (EU) 2018/1725 giver Kommissionen mulighed for at fastsætte undtagelser fra de rettigheder, der er omhandlet i artikel 17, 18, 20, 21, 22 og 23 i nævnte forordning, såfremt sådanne rettigheder sandsynligvis vil umuliggøre eller i alvorlig grad hindre opfyldelse af arkiveringsformål i samfundets interesse, og sådanne undtagelser er nødvendige for at opfylde disse formål. Medmindre der er fastsat undtagelser i en retsakt, der er vedtaget på grundlag af traktaterne, skal der vedtages interne regler, i henhold til hvilke Kommissionen kan fravige disse rettigheder.

(20)

Indrømmelse af adgang til personoplysninger i tilfælde af en anmodning fra den registrerede, som ikke indeholder specifikke oplysninger om den behandling, som anmodningen vedrører, kan indebære en uforholdsmæssig stor administrativ indsats eller være praktisk umulig i betragtning af størrelsen og arten af Kommissionens historiske arkiver.

(21)

Berigtigelse af personoplysninger vil undergrave integriteten og autenticiteten af Kommissionens arkiver og være i strid med formålet om arkivering i samfundets interesse. Dette berører ikke muligheden for, at Kommissionen i behørigt begrundede tilfælde af urigtige personoplysninger kan beslutte at medtage en supplerende erklæring eller anmærkning til den relevante registrering.

(22)

Personoplysninger udgør en integrerende og uundværlig del af de registre, der er udvalgt til permanent opbevaring. En indrømmelse af retten til at gøre indsigelse mod behandlingen af personoplysninger, der er indeholdt i sådanne fortegnelser, ville derfor gøre det umuligt at opfylde formålene med arkivering i samfundets interesse.

(23)

Kommissionen bør fastsætte undtagelser med forbehold af de betingelser og garantier, der er omhandlet i artikel 13 i forordning (EU) 2018/1725.

(24)

Ved anvendelsen af princippet om ansvarlighed bør Kommissionen føre en fortegnelse over anvendelsen af undtagelser.

(25)

For at sikre den størst mulige beskyttelse af registreredes rettigheder og frihedsrettigheder og i overensstemmelse med artikel 44, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 bør Kommissionens databeskyttelsesrådgiver snarest muligt underrettes om anvendelsen af undtagelser i henhold til denne afgørelse.

(26)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt om disse regler og afgav en udtalelse sammen med sine henstillinger den 3. marts 2020.

(27)

Alle medarbejdere bør være ansvarlige for udarbejdelsen og den korrekte forvaltning af fortegnelser vedrørende politikker, processer og procedurer, som de er ansvarlige for —