(1)

Ved artikel 25a i direktiv 2003/87/EF tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage bestemmelser om udelukkelse af flyvninger fra et tredjeland fra Unionens emissionshandelssystem (EU ETS). Sådanne bestemmelser bør skabe optimalt samspil mellem EU ETS og de foranstaltninger, som tredjelande har truffet for at mindske klimapåvirkningen fra luftfarten.

(2)

Der blev opnået enighed om en aftale mellem Unionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland i december 2020 (2). Handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (»aftalen«) blev undertegnet af Unionen på grundlag af Rådets afgørelse (EU) 2020/2252 (3) og godkendt af Unionen på grundlag af Rådets afgørelse (EU) 2021/689 (4). Aftalen blev anvendt midlertidigt, indtil den trådte i kraft den 1. maj 2021 (5). Hver part skal i henhold til aftalen indføre et effektivt kulstofprissætningssystem, der omfatter luftfart, og flyvninger fra flyvepladser beliggende i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) til flyvepladser beliggende i Det Forenede Kongerige skal reguleres inden for rammerne af EU ETS. I medfør af artikel 28a, stk. 7, i direktiv 2003/87/EF finder undtagelsen i artikel 28a, stk. 1, i direktiv 2003/87/EF, hvorefter medlemsstaterne skal betragte direktivets krav vedrørende emissioner fra visse flyvninger til og fra flyvepladser i lande uden for EØS som opfyldte, kun anvendelse i overensstemmelse med aftalens bestemmelser.

(3)

Det er derfor nødvendigt at ændre direktiv 2003/87/EF for at udelukke flyvninger fra flyvepladser beliggende i Det Forenede Kongerige til flyvepladser beliggende i EØS fra EU ETS. For at bevare stabiliteten med hensyn til EU ETS-dækningen af luftfartøjsoperatører bør denne udelukkelse af flyvninger fra flyvepladser beliggende i Det Forenede Kongerige til flyvepladser beliggende i EØS ikke berøre de bestemmelser, der udelukker visse luftfartsaktiviteter fra EU ETS baseret på specifikke tærskler i form af antal flyvninger eller emissioner pr. operatør.

(4)

Direktiv 2003/87/EF bør derfor ændres.

(5)

Da aftalen er blevet anvendt midlertidigt fra den 1. januar 2021, bør denne forordning finde anvendelse på emissioner fra denne dato —

(1)

Målet med forordning (EU) nr. 1380/2013 (2) er gradvist at eliminere udsmid i alt EU-fiskeri ved at indføre en landingsforpligtelse for fangster af arter, der er omfattet af fangstbegrænsninger.

(2)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 1380/2013 gælder landingsforpligtelsen for fiskeriet efter laks i Østersøen fra den 1. januar 2015.

(3)

Hvis der ikke er vedtaget flerårige planer i henhold til artikel 9 i forordning (EU) nr. 1380/2013, tillægges Kommissionen ved artikel 15, stk. 6, i samme forordning beføjelse til at vedtage en udsmidsplan med nærmere bestemmelser for gennemførelsen af landingsforpligtelsen for en periode på tre år, som kan forlænges med endnu en periode på tre år. Sådanne udsmidsplaner skal vedtages på grundlag af fælles henstillinger, som medlemsstaterne udarbejder i samråd med de relevante rådgivende råd.

(4)

Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1396/2014 (3) fastsættes der en udsmidsplan for fiskeriet efter laks, sild, brisling og torsk i Østersøen. Udsmidsplanen omfattede en undtagelse fra landingsforpligtelsen, særligt for laks begrundet i de høje overlevelsesrater, der er påvist for denne art, jf. artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013. Forordning (EU) nr. 1396/2014 udløb den 31. december 2017. Nævnte undtagelse for østersølaks blev fornyet ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/211 (4), som udløb den 31. december 2020.

(5)

Forordning (EU) 2016/1139 fastlægger en flerårig plan for bestande, der fiskes i Østersøen, og indeholder detaljer om indførelsen af landingsforpligtelsen for disse bestande, herunder laks. I artikel 7, stk. 1, litra a), i nævnte forordning gives Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at supplere forordningen ved at præcisere de nærmere detaljer om landingsforpligtelsen i forhold til høje overlevelsesrater.

(6)

Danmark, Tyskland, Estland, Letland, Litauen, Polen, Finland og Sverige har direkte interesse i spørgsmål vedrørende fiskeriforvaltning i Østersøen. Den 12. maj 2020 forelagde disse medlemsstater en fælles henstilling (5) for Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Råd for Østersøen. Der er indhentet videnskabelige bidrag fra relevante videnskabelige organer. Den fælles henstilling blev opdateret den 8. september 2020 og den 16. marts 2021.

(7)

I den ændrede fælles henstilling foreslås det, at undtagelsen fra landingsforpligtelsen for laks fanget med visse passive redskaber fastsat ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/211 fortsat bør finde anvendelse efter den 31. december 2020. Den giver incitament til at anvende mere selektive redskaber med lav indvirkning, når der fiskes efter andre arter end laks. Derudover vil undtagelsen potentielt reducere bifangsterne af fugle og pattedyr. I visse regioner vil den også lette kvoteforvaltningen og gøre det muligt at beskytte vilde laksebestande ved at genudsætte fanget vildlaks og kun beholde opdrættet laks. Dog bør kurve/tejner ikke længere være undtaget, og hvad angår pontonruser bør kun dem, der er udstyret med en fastgjort knudeløs pose (»vittjanpåse«) inkluderes. Derudover foreslås det i den fælles henstilling, at undtagelsen begrænses til 8 % af de årlige fangster fra hver medlemsstats laksekvote for yderligere at reducere mulige negative virkninger af denne undtagelse på bestanden. Sluttelig blev det i forbindelse med høringen af ekspertgruppen for fiskeri og akvakultur påpeget, at undtagelsen, som omhandlet i henstillingen, bør omfatte laks fanget i alle fiskerier ved anvendelse af de relevante passive redskaber.

(8)

Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) gennemgik den videnskabelige dokumentation, der var fremlagt sammen med den fælles henstilling (6). STECF mindede om sin tidligere vurdering (7) af fælder og ruser og gentog, at der er brug for mere dokumentation for at bekræfte de antagelser om overlevelsesrater, der er gjort for kurve/tejner og bundgarn. På den baggrund er kurve/tejner ikke længere inkluderet i den opdaterede fælles henstilling. Derudover forklarede medlemsstaterne, at tidligere indsendte data omfattede bundgarn, selv om bundgarn ikke var udtrykkeligt nævnt i den relevante undersøgelse, og at yderligere undersøgelser var igangsat. Medlemsstaterne forpligtede sig derfor til at fremsende yderligere information om overlevelsesrater for laks fanget i bundgarn, før udløbet af nævnte delegerede retsakt. Da STECF i sin tidligere vurdering anførte, at bundgarn fungerer som fælder og ruser, og at medlemsstaterne i den fælles henstilling har forpligtet sig til at foretage yderligere forskning, bør undtagelsen fortsat finde anvendelse. Hvad angår pontonruser, bemærkede STECF, at ruser med en fastgjort knudeløs pose potentielt er mere skånsomme end dem uden en sådan pose. Resultaterne viser, at overlevelsesraten for laks fanget med pontonruser udstyret med en fastgjort knudeløs pose er 52 %, selv om overlevelsesraten kan være markant højere, afhængigt af de miljømæssige forhold. Yderligere forskningsprojekter er i gang.

(9)

De foranstaltninger, der foreslås i den fælles henstilling, er i overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 1380/2013, og de kan derfor i overensstemmelse med samme forordnings artikel 18, stk. 3, og artikel 7, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2016/1139, indgå i nærværende forordning. På baggrund af STECF's vurdering bør denne undtagelse dog kun være midlertidig, og de berørte medlemsstater bør i god tid inden nærværende forordnings udløb fremlægge de relevante supplerende oplysninger og data foreslået af STECF.

(10)

På baggrund af ovenstående bør nærværende forordnings gyldighedsperiode begrænses til tre år for at sikre en opdateret vurdering af undtagelsen og af udviklingen af de berørte fiskerier.

(11)

Da den undtagelse, der blev givet ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/211, udløb den 31. december 2020, bør nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. januar 2021 for at sikre retlig kontinuitet. For at sikre retssikkerhed og på grund af sagens hastende karakter, bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —

(1)

I henhold til artikel 31, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 640/2014 (2), som ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/841 (3), skal det samlede støttebeløb, som støttemodtageren er berettiget til, baseres på antallet af fastslåede dyr, jf. artikel 30, stk. 3, i delegeret forordning (EU) nr. 640/2014, forudsat at der ikke er konstateret mere end tre ikkefastslåede dyr, og at de ikkefastslåede dyr individuelt kan identificeres ved hjælp af de metoder, der er fastsat i ordningen for identifikation og registrering af dyr, jf. artikel 2, stk. 1, nr. 7), i forordningen. Den individuelle identifikation vedrører imidlertid ikke andre dyrearter end kvæg, får og geder. Derudover fastsætter artikel 31, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 640/2014, at den administrative sanktion kun anvendes, hvis der er mere end tre ikkefastslåede dyr, uden at tage højde for det tilfælde, at der kun er tre eller færre ikkefastslåede kreaturer, får eller geder, der ikke kan identificeres individuelt ved hjælp af de metoder, der er fastsat i ordningen for identifikation og registrering af dyr.

(2)

Som følge heraf udelukker den anden betingelse i artikel 31, stk. 1, litra b), i delegeret forordning (EU) nr. 640/2014 alle andre dyrearter end kvæg, får og geder, der er omfattet af delegeret forordning (EU) nr. 640/2014, fra undtagelsen om anvendelsen af administrative sanktioner.

(3)

Artikel 31, stk. 1, litra b), i delegeret forordning (EU) nr. 640/2014 bør derfor ændres, således at kravet om individuel identifikation kun gælder kvæg, får og geder.

(4)

Artikel 31, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 640/2014 fastsætter ikke nogen administrativ sanktion i tilfælde, hvor op til tre ikkefastslåede kreaturer, får eller geder ikke kan identificeres individuelt, dvs. at disse dyr har mistet deres identitet og sporbarhed, uanset hvilken kilde systemet til identifikation og registrering af dyr anvender. Dette fører til en situation, hvor mindre alvorlig manglende opfyldelse, der udelukkende er baseret på antallet af ikkefastslåede dyr, vil føre til sanktioner, mens tilfælde af manglende opfyldelse, der er mere alvorlige, fordi de vedrører dyr (kvæg, får og geder), som ikke kan identificeres, ikke får konsekvenser.

(5)

Det er derfor også nødvendigt at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner for mere alvorlig manglende overholdelse, i tilfælde hvor de ikkefastslåede kreaturer, får eller geder ikke kan identificeres ved hjælp af de metoder, der er fastsat i ordningen for identifikation og registrering af dyr, uanset antallet.

(6)

Delegeret forordning (EU) nr. 640/2014 bør derfor ændres.

(7)

I lighed med delegeret forordning (EU) 2021/841 anvendes nærværende forordning i forbindelse med støtteansøgninger, ansøgninger om støtte og betalingsanmodninger, der indgives for ansøgningsår eller præmieperioder fra og med den 1. januar 2021 —

(1)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 17, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 (2) behandlet Ungarns ansøgning af 18. oktober 2016 om registrering af den geografiske betegnelse »Nagykunsági birspálinka«.

(2)

Forordning (EU) 2019/787, som erstatter forordning (EF) nr. 110/2008, trådte i kraft den 25. maj 2019. I overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, i nævnte forordning ophæves kapitel III i forordning (EF) nr. 110/2008 vedrørende geografiske betegnelser med virkning fra den 8. juni 2019.

(3)

Efter at have konkluderet, at ansøgningen er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 110/2008, har Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 6, i nævnte forordning offentliggjort hovedspecifikationerne i den tekniske dokumentation i Den Europæiske Unions Tidende (3) i overensstemmelse med artikel 50, stk. 4, første afsnit, i forordning (EU) 2019/787.

(4)

Kommissionen har ikke modtaget nogen indsigelser, jf. artikel 27, stk. 1, i forordning (EU) 2019/787.

(5)

Betegnelsen »Nagykunsági birspálinka« bør derfor registreres som geografisk betegnelse —

(1)

Fiskekvoterne for 2020 blev fastsat ved:

(2)

Fiskekvoterne for 2021 blev fastsat ved:

(3)

Hvis Kommissionen fastslår, at en medlemsstat har overskredet de fiskekvoter, som den har fået tildelt, skal Kommissionen i henhold til artikel 105, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1224/2009 nedsætte denne medlemsstats fremtidige fiskekvoter.

(4)

I artikel 105, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 1224/2009 fastsættes det, at sådanne nedsættelser gennemføres det eller de følgende år under anvendelse af de respektive multiplikationsfaktorer som fastlagt deri.

(5)

Nogle medlemsstater har overskredet deres kvoter for 2020. Derfor bør deres kvoter for de overfiskede bestande nedsættes for 2021 og, hvor det er relevant, for de efterfølgende år.

(6)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1247 (10) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/2006 (11) fastsattes nedsættelser af fiskekvoterne for visse lande og arter for 2020. For nogle medlemsstaters vedkommende var nedsættelserne for nogle arter imidlertid større end deres respektive kvoter for 2020 og kunne derfor ikke foretages i deres helhed det pågældende år. For at sikre, at hele mængden for de pågældende bestande bliver fratrukket i sådanne tilfælde, bør de resterende mængder medregnes ved fastsættelsen af nedsættelserne af 2021-kvoterne og efter omstændighederne efterfølgende kvoter.

(7)

I 2019 overskred Portugal sin kvote for hvid tun i Atlanterhavet nord for 5°N (ALB/AN05N). Overfiskningen resulterede i en nedsættelse af kvoten for 2020 på 1 271,026 ton. Efter anmodning fra Portugal blev den tilsvarende nedsættelse ligeligt fordelt over to år (2020 og 2021). Ved forordning (EU) 2020/1247 blev første halvdel af nedsættelsen, dvs. 635,513 ton, anvendt på den portugisiske kvote for 2020. En resterende mængde på 635,513 ton skal derfor trækkes fra den portugisiske kvote for 2021.

(8)

Hvad angår tobis i ICES-afsnit 2a og 3a og underområde 4, er det i betragtning af, at Danmark har overfisket sine samlede tilladte fangstmængder i EU-farvande i forvaltningsområde 2r, jf. bilag III til forordning (EU) 2020/123, for 2020, nødvendigt at foretage nedsættelser. I 2021 blev der tilladt minimale fangster af tobis i disse farvande med henblik på at overvåge bestandsstørrelsen for tobis. Med de nævnte nedsættelser er det imidlertid ikke muligt at opretholde det overvågningssystem (12), som Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har anbefalet til forvaltning af tobis. Nedsættelser af de kvoter, som Danmark overfiskede i 2020 i forvaltningsområde 2r, bør derfor foretages for tobisforvaltningsområde 3r i 2021.

(9)

De nedsættelser af fiskekvoter, der er fastsat ved denne forordning, bør gælde, uden at det berører de nedsættelser af de spanske 2021-kvoter, der skal foretages i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 185/2013 (13).

(10)

Da kvoterne er udtrykt i ton, bør mængder på under et ton ikke medregnes —

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (2) blev en række internationale standarder og fortolkningsbidrag, der eksisterede pr. 15. oktober 2008, vedtaget.

(2)

Covid-19-pandemien har skabt et hidtil uset eksternt chok for Unionen og dens økonomi og har skabt et behov for foranstaltninger, der tager sigte på at afbøde de negative konsekvenser for borgere og virksomheder, hvor det er muligt.

(3)

Medlemsstaterne og Unionen har truffet foranstaltninger til at yde finansiel bistand til virksomheder, herunder henstandsperioder baseret på private eller offentlige moratorier, for at undgå unødvendige konkurser og tab af arbejdspladser og for at støtte en hurtig genopretning.

(4)

Den 28. marts 2020 offentliggjorde International Accounting Standards Board (IASB) covid-19-relaterede lejenedslag (ændring til IFRS 16), som blev vedtaget ved Kommissionens forordning (EU) 2020/1434 (3).

(5)

Den 31. marts 2021 offentliggjorde IASB covid-19-relaterede lejenedslag efter den 30. juni 2021 (ændring til IFRS 16).

(6)

Ændringen af International Financial Reporting Standard (IFRS) 16 Leasingkontrakter udvider den fakultative, midlertidige covid-19-relaterede driftsmæssige nødhjælp for leasingtager for leasingkontrakter med betalingseftergivelse og betalinger, som oprindeligt forfalder senest den 30. juni 2021, til at omfatte leasingkontrakter med betalingseftergivelse og betalinger, der oprindeligt forfalder senest den 30. juni 2022.

(7)

Efter høringen af Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe konkluderer Kommissionen, at ændringen til IFRS 16 Leasingkontrakter opfylder kriterierne for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002.

(8)

Forordning (EF) nr. 1126/2008 bør derfor ændres.

(9)

IASB fastsatte ikrafttrædelsestidsdatoen for ændringen til IFRS 16 Leasingkontrakter til den 1. april 2021. Derfor bør nærværende forordnings bestemmelser finde anvendelse med tilbagevirkende kraft for at sikre retssikkerhed for de pågældende udstedere og sammenhæng med andre regnskabsstandarder, der er fastsat i forordning (EF) nr. 1126/2008.

(10)

I betragtning af den hastende karakter af denne covid-19-relaterede driftsmæssige nødhjælp bør nærværende forordning træde i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse —