(1)

Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020 har til formål at fastlægge en solid EU-ramme, der er afgørende for at sikre, at den fælles landbrugspolitik forbliver en fælles politik med lige vilkår, samtidig med at medlemsstaterne får et større ansvar for, hvordan målsætningerne opfyldes, og de fastsatte mål nås. Medlemsstaterne skal derfor udarbejde strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og gennemføre dem efter Kommissionens godkendelse.

(2)

Lovgivningsproceduren vedrørende Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020 er ikke blevet afsluttet tids nok til, at det er muligt for medlemsstaterne og Kommissionen at forberede alle de elementer, der er nødvendige for at anvende den nye retlige ramme og de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik fra den 1. januar 2021, således som Kommissionen oprindelig har foreslået. Denne forsinkelse har skabt usikkerhed og risici for landbrugere i Unionen og hele EU-landbrugssektoren. For at mindske denne usikkerhed og opretholde levedygtigheden i landdistrikter og regioner samt bidrage til miljømæssig bæredygtighed bør denne forordning fastsætte fortsat anvendelse af reglerne i den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik, der omfatter perioden 2014-2020 (»den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik«), og uafbrudte betalinger til landbrugere og andre støttemodtagere og dermed skabe forudsigelighed og stabilitet i overgangsperioden 2021 og 2022 (»overgangsperioden«) indtil datoen for anvendelse af den nye retlige ramme, der omfatter perioden fra den 1. januar 2023 (»den nye retlige ramme«).

(3)

Da lovgivningsproceduren vedrørende Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020 endnu ikke er afsluttet, medlemsstaterne stadig skal udarbejde de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik, og interessenterne skal høres, bør den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik fortsat finde anvendelse i den yderligere periode på to år. Formålet med overgangsperioden er at lette en gnidningsfri overgang til en ny programmeringsperiode for støttemodtagerne og give mulighed for at tage hensyn til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt (»den europæiske grønne pagt«).

(4)

For at sikre, at der kan ydes støtte til landbrugere og andre støttemodtagere fra Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) i 2021 og 2022, bør Unionen fortsat yde en sådan støtte i overgangsperioden på de betingelser, der er fastsat i den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik. Den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik er fastlagt ved navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (4), (EU) nr. 1305/2013 (5), (EU) nr. 1306/2013 (6), (EU) nr. 1307/2013 (7) og (EU) nr. 1308/2013 (8).

(5)

Denne forordning bør give medlemsstaterne tilstrækkelig tid til at udarbejde deres respektive strategiske planer under den fælles landbrugspolitik og lette etableringen af de administrative strukturer, der er nødvendige for en vellykket gennemførelse af den nye retlige ramme, navnlig ved at give mulighed for øget teknisk bistand. Alle strategiske planer under den fælles landbrugspolitik bør være klar til at træde i kraft, når overgangsperioden udløber, for at give hårdt tiltrængt stabilitet og sikkerhed for landbrugssektoren.

(6)

I lyset af at Unionen fortsat bør støtte udvikling af landdistrikterne i hele overgangsperioden, bør medlemsstaterne have mulighed for at finansiere deres forlængede programmer for udvikling af landdistrikterne med den modsvarende budgetbevilling for 2021 og 2022. De forlængede programmer bør sikre, at mindst den samme samlede andel af bidraget fra ELFUL afsættes til de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 59, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1305/2013, i overensstemmelse med de nye ambitioner i den europæiske grønne pagt.

(7)

Forordning (EU) nr. 1303/2013 fastsætter fælles bestemmelser for ELFUL og for andre fonde, som fungerer inden for en fælles ramme. Nævnte forordning bør fortsat gælde for programmer, der støttes af ELFUL for programmeringsperioden 2014-2020 og for programmeringsårene 2021 og 2022.

(8)

De frister, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1303/2013 for gennemførelsesrapporter, årlige statusmøder, efterfølgende evalueringer og sammenfattende rapporter, udgifters støtteberettigelse, frigørelse og budgetforpligtelser gælder kun for programmeringsperioden 2014-2020. Disse frister bør tilpasses for at tage hensyn til den forlængede varighed af den periode, i hvilken programmer vedrørende støtte fra ELFUL bør gennemføres.

(9)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1310/2013 (9) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 807/2014 (10) fastsætter, at udgifter til visse langfristede forpligtelser, der er indgået i henhold til visse forordninger, som tildelte støtte til landdistriktsudvikling, før forordning (EU) nr. 1305/2013 fandt anvendelse, på visse betingelser fortsat bør betales af ELFUL i programmeringsperioden 2014-2020. Nævnte udgifter bør på samme betingelser også fortsat være støtteberettigede i deres respektive retlige forpligtelsers varighed i programmeringsårene 2021 og 2022. Af hensyn til den juridiske klarhed og retssikkerheden bør det desuden præciseres, at de retlige forpligtelser, der er indgået under tidligere foranstaltninger, som svarer til de foranstaltninger i forordning (EU) nr. 1305/2013, som det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem finder anvendelse på, bør være underlagt dette integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, og at betalinger vedrørende disse retlige forpligtelser bør foretages i perioden fra den 1. december til den 30. juni i det efterfølgende kalenderår.

(10)

ELFUL bør kunne støtte omkostningerne til kapacitetsopbygning og forberedende aktioner, som støtter udarbejdelsen og den fremtidige gennemførelse af de lokaludviklingsstrategier styret af lokalsamfundet, der indledes i overensstemmelse med den nye retlige ramme.

(11)

Ved tildelingen af betalingsrettigheder eller ved genberegningen af betalingsrettigheder for medlemsstater, der beholder eksisterende rettigheder, i henhold til forordning (EU) nr. 1307/2013 begik nogle medlemsstater i 2015 fejl, da de fastsatte antallet eller værdien af betalingsrettigheder. Mange af disse fejl har, selv når de er begået med hensyn til en enkelt landbruger, indvirkning på værdien af betalingsrettighederne for alle landbrugere og for alle år. Nogle medlemsstater begik også fejl efter 2015 ved tildelingen af rettigheder fra reserven, f.eks. ved beregningen af gennemsnitsværdien. Sådanne tilfælde af manglende overholdelse er normalt genstand for en finansiel korrektion, indtil den pågældende medlemsstat har truffet korrigerende foranstaltninger. På baggrund af den tid, der er gået siden den første tildeling, medlemsstaternes bestræbelser på at fastslå og, hvor det er relevant, korrigere rettigheder og desuden af hensyn til retssikkerheden bør antallet og værdien af betalingsrettigheder anses for lovlige og formelt rigtige med virkning fra en bestemt dato.

(12)

I henhold til artikel 24, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1307/2013 blev medlemsstaterne ved tildeling af betalingsrettigheder givet mulighed for at anvende en reduktionskoefficient for støtteberettigede hektar, som består af permanente græsarealer beliggende i områder med vanskelige klimatiske forhold. Alpine græsningsarealer forvaltes ofte kollektivt, og derfor tildeles områder på årsbasis, hvilket skaber en betydelig grad af usikkerhed blandt landbrugerne i de berørte medlemsstater. Gennemførelsen af denne ordning har vist sig at være særligt kompleks, især for så vidt angår den nøjagtige definition af de berørte områder. Da værdien af betalingsrettigheder i områder, hvor reduktionskoefficienten ikke anvendes, afhænger af summen af betalingsrettigheder i de udpegede områder, påvirker denne usikkerhed efterfølgende alle landbrugere i de berørte medlemsstater. For at stabilisere den ordning, som i øjeblikket anvendes i disse medlemsstater, og med henblik på at sikre retssikkerhed for alle landbrugere i de berørte medlemsstater så hurtigt som muligt bør de berørte medlemsstater kunne anse værdien og antallet af alle rettigheder tildelt alle landbrugere før den 1. januar 2020 for lovlige og formelt rigtige. Værdien af disse rettigheder bør, uden at dette berører retsmidler, der kan benyttes af individuelle støttemodtagere, være den værdi for kalenderåret 2019, der gjaldt den 31. december 2019.

(13)

Bekræftelse af betalingsrettigheder udgør ikke en fritagelse for medlemsstaternes ansvar inden for rammerne af delt forvaltning af EGFL for at sikre beskyttelse af Unionens budget mod uregelmæssige udgifter. Derfor bør bekræftelse af de betalingsrettigheder, der blev tildelt landbrugere før den 1. januar 2021 eller undtagelsesvis før den 1. januar2020, ikke berøre Kommissionens beføjelse til at træffe afgørelser omhandlet i artikel 52 i forordning (EU) nr. 1306/2013 vedrørende uregelmæssige betalinger, som er tildelt for kalenderår til og med 2020 eller undtagelsesvis til og med 2019, og som skyldes fejl i antallet eller værdien af disse betalingsrettigheder.

(14)

I betragtning af at den nye retlige ramme for den fælles landbrugspolitik endnu ikke er vedtaget, bør det præciseres, at der bør fastsættes overgangsordninger for regulering af overgangen fra eksisterende støtteordninger, der ydes på flerårig basis, til den nye retlige ramme.

(15)

For at begrænse en betydelig fremførsel af forpligtelser fra den nuværende programmeringsperiode for udvikling af landdistrikterne til de strategiske planer under den fælles landbrugspolitik bør varigheden af nye flerårige forpligtelser for så vidt angår miljø- og klimavenligt landbrug, økologisk landbrug og dyrevelfærd som hovedregel begrænses til en periode på højst tre år. Fra 2022 bør forlængelse af eksisterende forpligtelser begrænses til et år.

(16)

Artikel 31, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1305/2013 fastsatte overgangsordninger, der skulle lette udfasningen af betalinger i områder, som på grund af anvendelsen af nye afgrænsningskriterier ikke længere ansås for områder med naturbetingede begrænsninger. Sådanne betalinger skulle betales indtil 2020 og i en periode på højst fire år. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 (11) forlængede den oprindelige frist for den nye afgrænsning af sådanne områder til 2019. For landbrugere i de medlemsstater, der fastsatte afgrænsningen i 2018 og 2019, kunne udfasningen af betalingerne ikke nå de maksimale fire år. Med henblik på at fortsætte udfasningen af betalingerne bør medlemsstaterne have mulighed for fortsat at udbetale dem i 2021 og 2022, alt efter hvad der er relevant. For at sikre et passende niveau for betalinger pr. hektar i overensstemmelse med artikel 31, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1305/2013 bør betalingsniveauet i 2021 og 2022 fastsættes til 25 EUR pr. hektar.

(17)

Da landbrugerne er udsat for stigende økonomiske og miljømæssige risici som følge af klimaændringer og øget prisvolatilitet, fastsætter forordning (EU) nr. 1305/2013 en foranstaltning til risikostyring, der skal bistå landbrugere med at imødegå disse risici. Nævnte foranstaltning omfatter finansielle bidrag til gensidige fonde og et redskab til indkomststabilisering. Der blev fastsat specifikke betingelser for ydelse af støtte i henhold til nævnte foranstaltning for at sikre, at landbrugere behandles lige i hele Unionen, konkurrencen ikke forvrides, og Unionens internationale forpligtelser overholdes. For yderligere at fremme anvendelsen af nævnte foranstaltning på landbrugere i alle sektorer bør medlemsstaterne have mulighed for at sænke den tærskel på 30 %, der udløser den kompensation til landbrugere for faldet i produktion eller indkomst, som finder anvendelse på det respektive redskab, dog ikke til under 20 %.

(18)

Landbrugere og virksomheder i landdistrikterne er på en hidtil uset måde blevet påvirket af konsekvenserne af covid-19-udbruddet. Forlængelsen af de omfattende begrænsninger i bevægelsesfriheden, der er indført i medlemsstaterne, samt obligatorisk lukning af butikker, udendørs markeder, restauranter og andre lignende foretagender, har skabt økonomiske forstyrrelser i landbrugssektoren og landdistrikterne og har ført til likviditetsproblemer for landbrugere og små virksomheder, der er aktive inden for forarbejdning, afsætning eller udvikling af landbrugsprodukter. Som reaktion på indvirkningen af krisen som følge af covid-19-udbruddet bør varigheden af den foranstaltning, der er omhandlet i artikel 39b i forordning (EU) nr. 1305/2013, forlænges for at afhjælpe de likviditetsproblemer, der bringer videreførelsen af landbrugsaktiviteter og af små virksomheder, der er aktive inden for forarbejdning, afsætning eller udvikling af landbrugsprodukter, i fare. Støtte til den pågældende foranstaltning bør finansieres med op til 2 % af de ELFUL-midler, der blev tildelt medlemsstaterne i programmeringsperioden 2014-2020.

(19)

For at undgå en situation, hvor midler til lokaludvikling styret af lokalsamfundet i programmeringsårene 2021 og 2022 ikke bliver brugt, bør medlemsstater, der gør brug af muligheden for at overføre midler fra direkte betalinger til udvikling af landdistrikterne, kun kunne anvende minimumstildelingen på 5 % og for Kroatiens vedkommende 2,5 % til lokaludvikling styret af lokalsamfundet på det ELFUL-bidrag til udvikling af landdistrikterne, der forlænges indtil den 31. december 2022, og som beregnes, inden overførslen af beløb fra direkte betalinger foretages.

(20)

I overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/2094 (12) om oprettelse af et EU-genopretningsinstrument (»EURI«) til støtte for genopretningen efter covid-19-krisen (»EURI-forordningen«) bør der stilles supplerende midler til rådighed for årene 2021 og 2022 til at imødegå virkningerne af covid-19-krisen og dens konsekvenser for Unionens landbrugssektor og landdistrikter.

(21)

I betragtning af de hidtil usete udfordringer, som Unionens landbrugssektor og landdistrikter står over for på grund af covid-19-krisen, bør de supplerende midler, som EURI stiller til rådighed, anvendes til at finansiere foranstaltninger under forordning (EU) nr. 1305/2013 og bane vejen for en robust, bæredygtig og digital økonomisk genopretning i overensstemmelse med målene for Unionens miljø- og klimaforpligtelser og de nye ambitioner i den europæiske grønne pagt.

(22)

Medlemsstaterne bør derfor ikke sænke det miljømæssige ambitionsniveau i deres eksisterende programmer for udvikling af landdistrikterne. De bør sikre den samme overordnede andel for de supplerende midler, som de i deres programmer for udvikling af landdistrikterne har afsat inden for rammerne af ELFUL-bidraget til foranstaltninger, der er til særlig gavn for miljøet og klimaet (»princippet om ikkeforringelse«). Desuden bør mindst 37 % af de supplerende midler, som ydes af EURI, afsættes til foranstaltninger, der er til særlig gavn for miljøet og klimaet, samt til dyrevelfærd og LEADER. Derudover bør mindst 55 % af disse supplerende midler afsættes til foranstaltninger, der fremmer økonomisk og social udvikling i landdistrikterne, nemlig til investeringer i fysiske aktiver, landbrugs- og erhvervsmæssig udvikling, støtte til basale servicefaciliteter og landsbyfornyelse i landdistrikterne og samarbejde.

(23)

Såfremt medlemsstaterne på anden måde ikke er i stand til at overholde princippet om ikkeforringelse, bør de have mulighed for at fravige forpligtelsen til at tildele mindst 55 % af de supplerende midler fra EURI til foranstaltninger, der fremmer økonomisk og social udvikling i landdistrikterne, og bør fortrinsvis støtte foranstaltninger, der er til særlig gavn for miljøet og klimaet. For at give medlemsstaterne tilstrækkelig fleksibilitet bør medlemsstaterne dog også have mulighed for at fravige princippet om ikkeforringelse for så vidt angår disse supplerende midler, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde den pågældende forpligtelse på 55 %.

(24)

De supplerende midler fra EURI er underlagt særlige betingelser. De pågældende supplerende midler bør derfor programmeres og overvåges adskilt fra EU-støtten til udvikling af landdistrikterne, idet de regler, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1305/2013, som udgangspunkt anvendes. Disse supplerende midler bør således gennemføres via forordning (EU) nr. 1305/2013 og bør inden for rammerne af nævnte forordning betragtes som beløb, der finansierer foranstaltninger under ELFUL. Som følge heraf bør reglerne i forordning (EU) nr. 1305/2013, herunder reglerne om ændringer af programmerne for udvikling af landdistrikterne, forordning (EU) nr. 1306/2013, herunder reglerne om automatisk frigørelse, og forordning (EU) nr. 1307/2013 i princippet finde anvendelse, medmindre andet er fastsat i nærværende forordning.

(25)

Der bør fastsættes en specifik maksimal EU-samfinansieringssats samt en øget støttesats for investeringer, der bidrager til en robust, bæredygtig og digital økonomisk genopretning, og støtte til unge landbrugere for at sikre den tilstrækkelige løftestangseffekt af de supplerende midler, der stilles til rådighed gennem EURI.

(26)

For at sikre kontinuitet i overgangsperioden bør reserven til kriser i landbrugssektoren opretholdes for 2021 og 2022. Det pågældende beløb til reserven for 2021 og 2022 bør indgå i nævnte reserve.

(27)

Hvad angår forfinansieringsordninger fra ELFUL, bør det præciseres, at hverken forlængelse indtil den 31. december 2022 af programmer, der støttes af ELFUL i overensstemmelse med denne forordning, eller de supplerende midler, der stilles til rådighed på grundlag af EURI-forordningen, bør føre til tildeling af yderligere forfinansiering til de pågældende programmer.

(28)

Artikel 11 i forordning (EU) nr. 1307/2013 indeholder i øjeblikket kun en meddelelsespligt for medlemsstaterne for så vidt angår deres beslutninger truffet i overensstemmelse med denne artikel og det anslåede resultat af nedsættelsen af den del af beløbet fra direkte betalinger, der skal tildeles en landbruger for et givet kalenderår, og som overstiger 150 000 EUR for årene 2015-2020. For at sikre videreførelse af det eksisterende system bør medlemsstaterne ligeledes give meddelelse om deres beslutninger truffet i overensstemmelse med nævnte artikel og det anslåede resultat af nedsættelsen for kalenderårene 2021 og 2022.

(29)

Artikel 14 i forordning (EU) nr. 1307/2013 giver medlemsstaterne mulighed for at overføre midler mellem direkte betalinger og udvikling af landdistrikterne for så vidt angår kalenderårene 2014-2020. Med henblik på at sikre, at medlemsstaterne kan følge deres egen strategi, bør fleksibiliteten mellem søjlerne også stilles til rådighed for kalenderåret 2021 (regnskabsåret 2022) og kalenderåret 2022 (regnskabsåret 2023).

(30)

For at gøre det muligt for Kommissionen at fastsætte budgetlofterne i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, artikel 36, stk. 4, artikel 42, stk. 2, artikel 49, stk. 2, artikel 51, stk. 4, og artikel 53, stk. 7, i forordning (EU) nr. 1307/2013 er det nødvendigt, at medlemsstaterne meddeler deres beslutninger om finansielle tildelinger pr. ordning for kalenderåret 2021 senest den 19. februar 2021 og for kalenderåret 2022 senest den 1. august 2021.

(31)

I artikel 22, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsættes en lineær justering af værdien af betalingsrettigheder, hvis loftet for grundbetalingsordningen ændres fra et år til de efterfølgende år som følge af visse beslutninger, som medlemsstaterne har truffet, og som har indvirkning på loftet for grundbetalingsordningen. Forlængelsen af bilag II til nævnte forordning om nationale lofter efter kalenderåret 2020 og de eventuelle årlige ændringer fra den pågældende dato kan have indvirkning på loftet for grundbetalingsordningen. For at medlemsstaterne skal kunne opfylde kravet om, at summen af værdien af betalingsrettigheder og reserver svarer til loftet for grundbetalingsordningen i nævnte forordnings artikel 22, stk. 4, er det derfor hensigtsmæssigt at fastsætte en lineær justering som tilpasning til forlængelsen af eller ændringerne til bilag II til nævnte forordning i overgangsperioden. For at give medlemsstaterne større fleksibilitet forekommer det desuden hensigtsmæssigt at give dem mulighed for at tilpasse værdien af betalingsrettigheder eller af reserven, eventuelt med forskellige tilpasningssatser.

(32)

I overensstemmelse med den nuværende retlige ramme meddelte medlemsstaterne i 2014 deres beslutninger frem til kalenderåret 2020 om fordelingen af det årlige nationale loft for grundbetalingsordningen mellem regioner og eventuelle årlige gradvise ændringer for den periode, der er omfattet af forordning (EU) nr. 1307/2013. Det er nødvendigt, at medlemsstaterne også meddeler disse beslutninger for kalenderårene 2021 og 2022.

(33)

Mekanismen for intern konvergens er den centrale proces for en mere ligelig fordeling af direkte indkomststøtte blandt landbrugere. Det bliver stadigt vanskeligere at begrunde betydelige individuelle forskelle, der er baseret på gamle historiske referencer. I forordning (EU) nr. 1307/2013 består den grundlæggende model for intern konvergens i, at medlemsstaterne fra 2015 anvender en ensartet fast sats for alle betalingsrettigheder på nationalt eller regionalt plan. For at sikre en mere gnidningsløs overgang til en ensartet værdi indførtes der imidlertid en undtagelse, som gjorde det muligt for medlemsstaterne at differentiere betalingsrettigheders værdi ved at anvende delvis konvergens, der også kaldes »tunnelmodellen«, i perioden 2015-2019. Visse medlemsstater gjorde brug af denne undtagelse. For at fortsætte processen hen imod en mere ligelig fordeling af direkte betalinger bør medlemsstaterne kunne konvergere yderligere i retning af et nationalt eller regionalt gennemsnit efter 2019 i stedet for at gå over til en ensartet fast sats eller opretholde rettighedernes værdi på niveauet for 2019. Denne mulighed for medlemsstaterne bør derfor finde anvendelse fra den 1. januar 2021. Medlemsstaterne bør hvert år underrette Kommissionen om deres beslutning for det efterfølgende år.

(34)

Bestemmelserne i forordning (EU) nr. 1307/2013 om tilpasning af alle betalingsrettigheder, der ændres ved nærværende forordning, bør finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2020, så det er præciseret, at medlemsstaterne kunne konvergere efter 2019.

(35)

I artikel 30 i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsættes, at de årlige gradvise ændringer af værdien af betalingsrettigheder tildelt fra reserven skal afspejle de årlige trin i det nationale loft, jf. bilag II til nævnte forordning, hvorved en flerårig forvaltning af reserven afspejles. Disse regler bør tilpasses, så de afspejler, at det er muligt at ændre både værdien af alle tildelte betalingsrettigheder og af reserven med henblik på tilpasning til en ændring af beløbet i bilag II til nævnte forordning mellem to år. I medlemsstater, der beslutter at fortsætte intern konvergens, gennemføres denne interne konvergens desuden på årsbasis. For kalenderårene 2020, 2021 og 2022 skal kun værdien af betalingsrettigheder for det indeværende år fastsættes i tildelingsåret. Enhedsværdien af betalingsrettigheder, der skal tildeles fra reserven i et givet år, bør beregnes efter eventuel justering af reserven i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 22, stk. 5. I ethvert efterfølgende år bør værdien af betalingsrettigheder tildelt fra reserven tilpasses i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 22, stk. 5.

(36)

Artikel 36 i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsætter, at den generelle arealbetalingsordning anvendes indtil den 31. december 2020. Det bør tillades at forlænge den generelle arealbetalingsordning i 2021 og 2022.

(37)

I betragtning af at den i nærværende forordning fastsatte ændring af bilag II til forordning (EU) nr. 1307/2013 vil træde i kraft for sent til, at medlemsstaterne kan overholde den oprindelige frist for visse meddelelsespligter i 2020, er det nødvendigt at udsætte fristen for medlemsstaternes beslutning om for første gang at indføre omfordelingsbetalinger fra 2021 eller 2022 og meddelelsen af denne beslutning til Kommissionen. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte denne frist til samme tidspunkt som fristen for beslutningerne om fleksibilitet mellem søjler.

(38)

I henhold til artikel 37 i forordning (EU) nr. 1307/2013 kan medlemsstater, der anvender den generelle arealbetalingsordning, beslutte at yde midlertidig national støtte i perioden 2015-2020 for at undgå en pludselig og væsentlig nedgang i støtten i de sektorer, der har nydt gavn af midlertidig national støtte indtil 2014. For at sikre, at sådan støtte i overgangsperioden fortsat spiller sin rolle med hensyn til at yde støtte til landbrugeres indkomst i disse specifikke sektorer, bør der fastsættes bestemmelser om videreførelse af denne støtte på samme betingelser og med samme begrænsninger som i perioden 2015-2020.

(39)

Af hensyn til retssikkerheden bør det præciseres, at medlemsstaterne i henhold til artikel 41 og 42 i forordning (EU) nr. 1307/2013 årligt har ret til at revidere deres beslutninger om omfordelingsbetalinger. Fristen for den revision, der skal finde anvendelse i 2021 og 2022, bør fastsættes til samme tidspunkt som fristen for beslutningerne om fleksibilitet mellem søjler.

(40)

I artikel 52, stk. 10, i forordning (EU) nr. 1307/2013 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter, der giver medlemsstaterne mulighed for at beslutte, at frivillig koblet støtte fortsat kan udbetales indtil 2020 på grundlag af de produktionsenheder, hvortil der i en tidligere referenceperiode blev tildelt sådan støtte. Tillæggelsen af beføjelser har til formål at sikre størst mulig sammenhæng mellem Unionens ordninger for sektorer, som kan være karakteriseret ved strukturel uligevægt på markedet. Det er derfor passende at forlænge tillæggelsen af beføjelser, så den også omfatter 2021 og 2022.

(41)

I betragtning af at den i nærværende forordning fastsatte ændring af bilag II til forordning (EU) nr. 1307/2013 vil træde i kraft for sent til, at medlemsstaterne kan overholde den oprindelige frist for visse meddelelsespligter i 2020, er det nødvendigt at udsætte fristen for medlemsstaternes beslutning om for første gang at indføre frivillig koblet støtte fra 2021 eller 2022 og meddelelsen af denne beslutning til Kommissionen. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte denne frist til samme tidspunkt som fristen for beslutningerne om fleksibilitet mellem søjler. Tilsvarende bør fristen for medlemsstaternes beslutning om at fortsætte eller ophøre med at tildele frivillig koblet støtte i 2021 og 2022 og meddelelsen af denne beslutning til Kommissionen udsættes til samme dato.

(42)

Artikel 54 i forordning (EU) nr. 1307/2013 fastsætter elementerne i medlemsstaternes meddelelser vedrørende frivillig koblet støtte. Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at disse meddelelser for kalenderårene 2021 og 2022 bør omfatte den procentdel af det nationale loft, der anvendes til at finansiere denne støtte for 2021 og 2022.

(43)

Forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsætter regler for den fælles markedsordning for landbrugsprodukter og indeholder visse støtteordninger. Det fremgår af Kommissionens lovgivningsforslag om den fælles landbrugspolitik efter 2020, at disse støtteordninger skal integreres i medlemsstaternes fremtidige strategiske planer under den fælles landbrugspolitik. For at sikre en gnidningsløs integration af disse støtteordninger i den fremtidige fælles landbrugspolitik bør der fastsættes regler om varigheden af hver af disse støtteordninger, når de skal forlænges i overgangsperioden. Hvad angår støtteordningen for olivenolie- og spiseolivensektoren, bør de eksisterende arbejdsprogrammer for perioden fra den 1. april 2018 til den 31. marts 2021 derfor efterfølges af nye arbejdsprogrammer, der løber fra den 1. april 2021 til den 31. december 2022. Eksisterende driftsprogrammer i frugt- og grøntsagssektoren, der ikke har nået deres maksimale varighed på fem år, kan kun forlænges indtil den 31. december 2022. Nye driftsprogrammer i frugt- og grøntsagssektoren bør kun godkendes for en varighed på højst tre år. De eksisterende nationale programmer for biavlssektoren for perioden fra den 1. august 2019 til den 31. juli 2022 bør forlænges indtil den 31. december 2022.

(44)

På grund af den krise, som covid-19-pandemien har forårsaget, har vinproducenter, der råder over plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, som udløber i 2020, i vid udstrækning været forhindret i at anvende disse tilladelser som planlagt i det sidste år af deres gyldighed. For at undgå, at disse tilladelser mistes, og mindske risikoen for en forværring af de betingelser, på hvilke plantningen ville skulle foregå, er det nødvendigt at give mulighed for at forlænge gyldigheden af plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, der udløber i 2020. Alle plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, der udløber i 2020, bør derfor forlænges indtil den 31. december 2021. I betragtning af ændringerne i markedsperspektiverne bør indehavere af plantningstilladelser, der udløber i 2020, desuden have mulighed for ikke at anvende deres tilladelser uden at blive pålagt administrative sanktioner.

(45)

Bestemmelsen i forordning (EU) nr. 1308/2013 om plantningstilladelser til nyplantning eller genplantning, der skulle udløbe i 2020, og som ændres ved nærværende forordning, bør på grund af forstyrrelserne som følge af covid-19-pandemien og de vanskeligheder, som den har forårsaget for så vidt angår anvendelsen af disse plantningstilladelser, finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2020.

(46)

I 2013 blev der fastsat overgangsbestemmelser for at sikre en gnidningsløs overgang fra den tidligere ordning for plantningsrettigheder for druer til vinfremstilling til den nye ordning for plantningstilladelser, navnlig for at undgå for mange plantninger inden denne nye ordnings begyndelse. Sidste frist for indgivelse af anmodninger om konvertering af plantningsrettigheder til tilladelser er den 31. december 2020. Tilladelser skal dog anvendes af ansøgeren og er ikke omsættelige, sådan som de tidligere plantningsrettigheder var. Desuden kan ansøgerne om tilladelser blive anmodet om at have et tilsvarende vindyrkningsareal, hvilket kan føre til situationer, hvor indehavere af plantningsrettigheder endnu ikke har erhvervet tilsvarende vindyrkningsarealer til at anvende de tilladelser, der ville følge af konverteringen af deres plantningsrettigheder. De alvorlige økonomiske virkninger af covid-19-pandemien for vinsektoren har ført til likviditetsproblemer for vinproducenter og også til usikkerhed om den fremtidige efterspørgsel efter vin. Vinproducenter, der stadig råder over plantningsrettigheder, bør ikke tvinges til at beslutte, om de ønsker at konvertere deres plantningsrettigheder til tilladelser, samtidig med at de står over for ekstraordinære vanskeligheder som følge af den krise, som covid-19-pandemien har forårsaget, særlig fordi de vil blive pålagt en administrativ sanktion, hvis de ikke anvender deres plantningstilladelser, der følger af konverteringen. De medlemsstater, der har tilladt vinproducenter at indgive deres anmodninger om konvertering af plantningsrettigheder indtil den 31. december 2020, bør derfor kunne forlænge fristen for indgivelse af sådanne anmodninger til den 31. december 2022. Følgelig bør den sidste dato for gyldigheden af sådanne konverterede tilladelser tilpasses og bør være den 31. december 2025.

(47)

Artikel 214a i forordning (EU) nr. 1308/2013 gjorde det muligt for Finland på visse betingelser at yde national støtte i det sydlige Finland indtil 2020, hvis Kommissionen gav tilladelse hertil. Med henblik på at sikre kontinuitet i betalinger af denne støtte i overgangsperioden er det nødvendigt, at ydelse af denne nationale støtte fortsat tillades på samme betingelser og med samme beløb som i 2020.

(48)

For at markedet for olivenolie kan fungere bedre, bør medlemsstaterne kunne træffe beslutning om gennemførelse af afsætningsregler med henblik på at regulere udbuddet. Anvendelsesområdet for sådanne beslutninger bør imidlertid ikke omfatte praksis, der kan forvride konkurrencen.

(49)

Nylige hændelser har vist, at landbrugere i stigende grad er udsat for risiko for svingende indkomster, dels på grund af markedseksponering og dels på grund af ekstreme vejrforhold og hyppige sundheds- og plantesundhedskriser, der påvirker Unionens husdyrbestand og agronomiske aktiver. For at lette virkningerne af svingende indkomster ved at opfordre landbrugere til at spare op i gode år, så de kan klare sig i dårlige år, bør nationale beskatningsforanstaltninger, hvorved indkomstbeskatningsgrundlaget for landbrugere beregnes på grundlag af en flerårig periode, være undtaget fra anvendelsen af statsstøttereglerne.

(50)

Målene for denne forordning, nemlig at fastsætte bestemmelser om fortsat anvendelse af reglerne i den nuværende ramme for den fælles landbrugspolitik og om uafbrudte betalinger til landbrugere og andre støttemodtagere og dermed skabe forudsigelighed og stabilitet i overgangsperioden, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(51)

Horisontale finansielle regler vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet med hjemmel i artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) finder anvendelse på denne forordning. Sådanne regler er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (13), og regulerer navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, offentlige indkøb, priser og indirekte gennemførelse og sikrer kontrol med de finansielle aktørers ansvar. Regler, der vedtages med hjemmel i artikel 322 i TEUF, omfatter også en generel ordning vedrørende konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget.

(52)

Forordning (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013, (EU) nr. 1307/2013 og (EU) nr. 1308/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(53)

For at sikre, at de supplerende midler, der stilles til rådighed på grundlag af ERI-forordningen, er tilgængelige fra den 1. januar 2021, bør nærværende forordnings bestemmelser om EURI-støtte finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra nævnte dato.

(54)

I lyset af det tvingende behov for straks at sikre retssikkerhed for landbrugssektoren under de nuværende omstændigheder bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Medlemsstaterne er på en hidtil uset måde blevet påvirket af krisen som følge af de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige konsekvenser af covid-19-pandemien. Krisen hæmmer væksten i medlemsstaterne, hvilket igen forværrer de alvorlige likviditetsmangler, der skyldes den pludselige og betydelige stigning i de offentlige investeringer, der er nødvendige i medlemsstaternes sundhedssystemer og andre sektorer i deres økonomier. Krisen har også forværret situationen for fattigdomstruede personer og dermed mindsket den sociale samhørighed i medlemsstaterne. Dertil kommer, at lukningen af de indre grænser har haft en alvorlig indvirkning på det økonomiske samarbejde, navnlig i grænseområder, hvor det har påvirket pendlende arbejdstagere og mikro-, små og mellemstore virksomheders (SMV'ers) levedygtighed. Dette har skabt en ekstraordinær situation, som bør imødegås med specifikke, øjeblikkelige og ekstraordinære foranstaltninger, der hurtigt får virkning for realøkonomien.

(2)

For at reagere på konsekvenserne af krisen blev Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1301/2013 (4) og (EU) nr. 1303/2013 (5) ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/460 (6) for at give mulighed for mere fleksibilitet i gennemførelsen af de operationelle programmer, der støttes af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (»EFRU«), Den Europæiske Socialfond (»ESF«) og Samhørighedsfonden (samlet benævnt »fondene«) samt af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (»EHFF«). Da de alvorlige negative virkninger for Unionens økonomier og samfund imidlertid forværredes, blev begge forordninger ændret igen ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/558 (7). Disse ændringer har tilvejebragt ekstraordinær yderligere fleksibilitet, således at medlemsstaterne kan koncentrere sig om den nødvendige reaktion på den hidtil usete krise, ved at øge muligheden for at mobilisere ikkeudnyttet støtte fra fondene og ved at forenkle de proceduremæssige krav i forbindelse med programgennemførelsen og revisionerne.

(3)

Den 23. april 2020 godkendte Det Europæiske Råd en »køreplan for genopretning« med henblik på at afhjælpe de enorme chok i økonomien og for at mindske på den ene side de sociale og økonomiske konsekvenser for Unionen som følge af de ekstraordinære restriktioner, som medlemsstaterne har indført for at begrænse spredningen af covid-19, og på den anden side risikoen for en asymmetrisk genopretning som følge af de forskellige nationale midler, der er til rådighed i de forskellige medlemsstater, hvilket for sin del har haft alvorlige konsekvenser for det indre markeds funktion. Køreplanen for genopretning har et stærkt investeringselement og opfordrer til oprettelse af den europæiske genopretningsfond. Endvidere gav den som bekræftet i Det Europæiske Råds konklusioner af 21. juli 2020 Kommissionen mandat til at analysere behovene, således at midlerne målrettes mod de sektorer og geografiske områder i Unionen, der er mest berørt, samtidig med at forbindelsen til den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 præciseres.

(4)

Der bør i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) 2020/2094 (8) og inden for rammerne af de midler, der er tildelt deri, gennemføres foranstaltninger, som tager sigte på genopretning og modstandsdygtighed, under de europæiske struktur- og investeringsfonde for at imødegå den hidtil usete virkning af covid-19-krisen. Sådanne supplerende midler bør anvendes med henblik på at sikre overholdelse af de tidsfrister, der er fastsat i forordning (EU) 2020/2094.

(5)

Denne forordning fastlægger regler og gennemførelsesordninger vedrørende de supplerende midler ydet som genopretningsbistand til samhørighed og til områder i Europa (»REACT-EU«) med henblik på at yde bistand til fremme af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og til forberedelse af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien. Der bør under REACT-EU stilles et ekstraordinært supplerende beløb på op til 47 500 000 000 EUR i 2018-priser til rådighed til budgetmæssige forpligtelser fra strukturfondene for 2021 og 2022 for at støtte de medlemsstater og regioner, der er mest berørt af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og til forberedelse af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien (»REACT-EU-midler«), med henblik på hurtigt at anvende midlerne i realøkonomien gennem de eksisterende operationelle programmer. REACT-EU-midlerne stammer fra Den Europæiske Unions genopretningsinstrument. En del af REACT-EU-midlerne bør afsættes til teknisk bistand på Kommissionens initiativ. Kommissionen bør fastsætte fordelingen af de REACT-EU-midlerne for hver medlemsstat på grundlag af en tildelingsmetode, der er baseret på de senest tilgængelige objektive statistiske data vedrørende medlemsstaternes relative velstand og den aktuelle covid-19-krises indvirkning på deres økonomier og samfund. Inden anvendelsen af tildelingsmetoden for REACT-EU-midlerne for 2021 og for at give støtte til de vigtigste sektorer efter covid-19-krisen i visse medlemsstater bør Luxembourg og Malta tildeles et beløb på henholdsvis 100 000 000 EUR og 50 000 000 EUR. Tildelingsmetoden bør omfatte et dedikeret supplerende beløb til regionerne i den yderste periferi på grund af deres økonomiers og samfunds særlige sårbarhed. For at afspejle udviklingen i covid-19-krisens virkninger bør fordelingen revideres i 2021 på grundlag af den samme tildelingsmetode og ved brug af de seneste statistiske data, der er til rådighed senest den 19. oktober 2021, med henblik på fordeling af 2022-tranchen af REACT-EU-midlerne.

(6)

I betragtning af betydningen af at bekæmpe klimaændringer i overensstemmelse med Unionens forpligtelse til at gennemføre Parisaftalen og nå FN's verdensmål for bæredygtig udvikling vil fondene bidrage til at integrere klimaforanstaltninger og til at nå et overordnet mål om, at 30 % af udgifterne i Unionens budget skal støtte klimamål. REACT-EU forventes at bidrage med 25 % af den samlede finansieringsramme til at opfylde klimamål. I overensstemmelse med karakteren af REACT-EU som et kriseafhjælpningsinstrument og den fleksibilitet, som nærværende forordning tilvejebringer, herunder manglen på krav om tematisk koncentration og medlemsstaternes mulighed for at dirigere REACT-EU-midlerne til at støtte EFRU- eller ESF-operationer i overensstemmelse med deres behov, kan niveauet for medlemsstaternes bidrag til at nå dette mål variere afhængigt af de nationale prioriteter.

(7)

Horisontale finansielle regler vedtaget vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet med hjemmel i artikel 322 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) finder anvendelse på denne forordning. Sådanne regler er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (9) (»finansforordningen«), og regulerer navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, offentlige indkøb, priser og indirekte gennemførelse og sikrer kontrol med de finansielle aktørers ansvar. Regler, der vedtages med hjemmel i artikel 322 i TEUF, omfatter en generel ordning vedrørende konditionalitet til beskyttelse af Unionens budget.

(8)

For at give medlemsstaterne størst mulig fleksibilitet med hensyn til at skræddersy kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og til at forberede en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien bør Kommissionen fastlægge tildelingerne på medlemsstatsniveau. Desuden bør der også være mulighed for at anvende REACT-EU-midler til støtte for de socialt dårligst stillede og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet. Desuden er det nødvendigt at fastsætte lofter for tildelingen til teknisk bistand på medlemsstaternes initiativ og samtidig give medlemsstaterne størst mulig fleksibilitet med hensyn til tildelingen heraf inden for de operationelle programmer, der støttes af EFRU eller ESF. ESF's operationelle styrke bør bevares, når REACT-EU-midlerne tildeles inden for politikområderne beskæftigelse, navnlig ungdomsbeskæftigelse i overensstemmelse med den styrkede ungdomsgaranti, færdigheder og uddannelse, social inklusion og sundhed, med et særligt fokus på at nå ud til dårligt stillede grupper og børn. Under hensyntagen til den forventede hurtige anvendelse af REACT-EU-midlerne bør de forpligtelser, der er knyttet til disse midler, først frigøres ved afslutningen af de operationelle programmer.

(9)

Da covid-19-pandemien har berørt regioner og kommuner forskelligt i medlemsstaterne, er inddragelsen af regionale og lokale aktører fra myndigheder, økonomiske partnere og arbejdsmarkedets parter samt civilsamfundet i overensstemmelse med partnerskabsprincippet vigtig for forberedelsen, gennemførelsen, overvågningen og evalueringen af den kriseafhjælpning, der støttes af REACT-EU.

(10)

Der bør også gives mulighed for finansielle overførsler under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse mellem EFRU og ESF for så vidt angår REACT-EU-midlerne i overensstemmelse med artikel 25a i forordning (EU) nr. 1303/2013. Sådanne overførsler bør ikke påvirke hverken de midler, der er til rådighed under målet om europæisk territorialt samarbejde, eller den specifikke tildeling til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet.

(11)

For at supplere de foranstaltninger, der allerede er til rådighed under anvendelsesområdet for EFRU, som udvidet ved forordning (EU) 2020/460 og (EU) 2020/558, bør medlemsstaterne fortsat have mulighed for at anvende REACT-EU-midlerne primært til investeringer i produkter og tjenester til sundhedsvæsenet, herunder grænseoverskridende sundhedsprodukter og -tjenester, samt institutionel pleje, pleje i nærmiljøet og familiebaseret pleje, til at yde støtte i form af driftskapital eller investeringsstøtte til SMV'er, herunder rådgivningsstøtte, navnlig i de sektorer, der er mest berørt af covid-19-pandemien og har behov for hurtig revitalisering som f.eks. turisme- og kultursektoren, til investeringer, der bidrager til overgangen til en digital og grøn økonomi, til investeringer i infrastruktur, der leverer ikkediskriminerende basale tjenester til borgerne, eller til økonomiske støtteforanstaltninger i de regioner, der er mest afhængige af de sektorer, der er mest berørt af covid-19-krisen. Styrket samarbejde, koordinering og modstandsdygtighed på sundhedsområdet bør også fremmes. Der bør endvidere ydes støtte til teknisk bistand. REACT-EU-midlerne bør udelukkende rettes mod det nye tematiske mål »Fremme af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og forberedelse af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien«, som også bør udgøre en fælles investeringsprioritet, med henblik på at muliggøre forenklet programmering og gennemførelse af disse midler.

(12)

For så vidt angår ESF, bør medlemsstaterne primært anvende REACT-EU-midlerne til at støtte adgangen til arbejdsmarkedet og sociale ordninger, der sikrer bevarelse af arbejdspladser, herunder gennem ordninger med nedsat arbejdstid og ved at yde støtte til selvstændige, iværksættere, freelancere, kunstnere og arbejdstagere i den kreative sektor. Ordninger med nedsat arbejdstid og lignende foranstaltninger, navnlig for selvstændige, har til formål at beskytte arbejdstagere og selvstændige mod risikoen for arbejdsløshed og samtidig opretholde samme arbejds- og ansættelsesvilkår og lønninger for ansatte. REACT-EU-midlerne, der afsættes til sådanne ordninger, skal udelukkende anvendes til støtte for arbejdstagerne. I lyset af de nuværende ekstraordinære omstændigheder, som covid-19-pandemien har afstedkommet, bør det være muligt at yde støtte til ordninger med nedsat arbejdstid for arbejdstagere og selvstændige, også selv om en sådan støtte ikke kombineres med aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger, medmindre disse foranstaltninger kræves i henhold til national lovgivning. Denne regel bør også gælde på en ensartet måde for ordninger med nedsat arbejdstid, der er blevet støttet i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1303/2013, som ændret ved forordning (EU) 2020/460 og (EU) 2020/558 efter covid-19-krisen, og som fortsat støttes under den særlige investeringsprioritet »Fremme af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og forberedelse af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien«. EU-støtte til sådanne ordninger med nedsat arbejdstid bør være tidsbegrænset.

(13)

Der bør også ydes støtte til jobskabelse og kvalitetsbeskæftigelse, navnlig for personer i sårbare situationer, samt til foranstaltninger til social inklusion og til udryddelse af fattigdom. Ungdomsbeskæftigelsesforanstaltninger bør forlænges i overensstemmelse med den styrkede ungdomsgaranti. Der bør foretages investeringer i uddannelse, erhvervsuddannelse og kompetenceudvikling, herunder omskoling og opkvalificering, navnlig for ugunstigt stillede grupper. Lige adgang til sociale tjenesteydelser af almen interesse, herunder for børn, ældre, personer med handicap, etniske minoriteter og hjemløse, bør fremmes.

(14)

Endvidere bør medlemsstaterne fortsat være særligt opmærksomme på personer, der bor i landdistrikter, grænseområder, mindre udviklede regioner, øregioner, bjergområder, tyndt befolkede områder og regioner i den yderste periferi samt i områder, der er berørt af industriel omstilling og affolkning, og, hvor det er relevant, anvende REACT-EU-midlerne til støtte for disse personer.

(15)

Eftersom den midlertidige lukning af grænserne mellem medlemsstaterne har ført til betydelige udfordringer for grænsesamfund og -virksomheder, er det hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne også har mulighed for at tildele REACT-EU-midlerne til eksisterende grænseoverskridende programmer under målet om europæisk territorialt samarbejde.

(16)

For at sikre, at medlemsstaterne har tilstrækkelige finansielle midler til hurtigt at gennemføre kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og til at forberede en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien, er det nødvendigt at fastsætte et højere niveau for den første forfinansiering med henblik på hurtig gennemførelse af de foranstaltninger, der støttes ved hjælp af REACT-EU-midlerne. Den første forfinansiering, der skal udbetales, bør sikre, at medlemsstaterne har midlerne til at sørge for forskud til støttemodtagere, når dette er nødvendigt, og for at refundere støttemodtagere hurtigt efter forelæggelsen af betalingsanmodninger.

(17)

Det bør være muligt for medlemsstaterne at tildele REACT-EU-midlerne til nye dedikerede operationelle programmer under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse eller til nye prioritetsakser i de eksisterende programmer under målet om investeringer i vækst og beskæftigelse og målet om europæisk territorialt samarbejde. Det bør med henblik på hurtig gennemførelse kun være muligt at angive myndigheder, der allerede er udpeget under eksisterende operationelle programmer, som støttes af EFRU, ESF eller Samhørighedsfonden, for nye dedikerede operationelle programmer. Der bør ikke stilles krav om en forudgående evaluering i medlemsstaterne, og de elementer, der er nødvendige for at forelægge det operationelle program for Kommissionen til godkendelse, bør begrænses.

(18)

REACT-EU-midlerne bør anvendes i overensstemmelse med princippet om bæredygtig udvikling og princippet om ikke at gøre skade, idet der tages hensyn til Parisaftalen og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Endvidere bør ligestilling mellem mænd og kvinder, kønsmainstreaming og integration af kønsaspektet tages i betragtning og fremmes under hele gennemførelsen af de operationelle programmer.

(19)

Med henblik på at lette byrden for de offentlige budgetter ved kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser og ved forberedelsen af en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien bør udgifter til operationer være berettiget til støtte fra den 1. februar 2020, og medlemsstaterne bør have mulighed for undtagelsesvis at anmode om, at der anvendes en medfinansieringssats på op til 100 % for de særskilte prioritetsakser i operationelle programmer, som tilvejebringer støtte baseret på REACT-EU-midlerne.

(20)

Selv om det er vigtigt at fastslå, at den 31. december 2023 er udløbsdatoen for opnåelse af støtte under programmeringsperioden 2014-2020, bør det gøres klart, at det stadig er muligt at opnå støtte til operationer i løbet af 2023.

(21)

Med henblik på at sikre kontinuitet i gennemførelsen af visse operationer, der støttes med REACT-EU-midlerne, bør bestemmelserne om faser i en forordning om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond Plus, Samhørighedsfonden, Fonden for Retfærdig Omstilling og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om finansielle regler for nævnte fonde og for Asyl- og Migrationsfonden, Fonden for Intern Sikkerhed og instrumentet for grænseforvaltning og visa finde anvendelse.

(22)

Som følge af de specifikke fleksibilitetsforanstaltninger, der som reaktion på covid-19-udbruddet blev indført i forordning (EU) nr. 1303/2013 ved forordning (EU) 2020/558, bør udgifter i tilknytning til fysisk fuldførte eller fuldt implementerede operationer, der yder bistand til fremme af kriseafhjælpning i forbindelse med covid-19-pandemien og dens sociale konsekvenser, og der forbereder en grøn, digital og modstandsdygtig genopretning af økonomien støttet under den tilsvarende nye tematiske målsætning, også være støtteberettigede, forudsat at de pågældende operationer blev iværksat fra den 1. februar 2020.

(23)

For at sætte medlemsstaterne i stand til hurtigt at anvende REACT-EU-midlerne i den nuværende programmeringsperiode er det berettiget undtagelsesvist at fritage medlemsstaterne fra forpligtelsen til at overholde forhåndsbetingelserne og kravene vedrørende resultatreserven og anvendelse af resultatrammen, vedrørende tematisk koncentration, også i forhold til de tærskler, der er fastsat for bæredygtig byudvikling i EFRU, og vedrørende udarbejdelse af en kommunikationsstrategi for REACT-EU-midlerne. Det er ikke desto mindre nødvendigt, at medlemsstaterne senest den 31. december 2024 foretager mindst én evaluering for at vurdere, om REACT-EU-midlerne er effektive, virkningsfulde og inkluderende, og hvordan disse midler har bidraget til det nye dedikerede tematiske mål. For at gøre det lettere at få adgang til sammenlignelige oplysninger på EU-plan bør medlemsstaterne, hvor det er relevant, skulle gøre brug af de covid-19-programspecifikke indikatorer, som Kommissionen stiller til rådighed. Når medlemsstaterne og forvaltningsmyndighederne varetager deres opgaver i forbindelse med information, kommunikation og synlighed, bør de desuden øge synligheden af de ekstraordinære foranstaltninger og midler, som Unionen har tilvejebragt, navnlig ved at sikre, at potentielle støttemodtagere, støttemodtagere, deltagere, endelige modtagere af finansielle instrumenter og offentligheden er opmærksomme på eksistensen og omfanget af den yderligere støtte, der stammer fra REACT-EU-midlerne.

(24)

For at gøre det muligt at målrette REACT-EU-midlerne mod de geografiske områder, hvor der er størst behov for dem, bør der, som en ekstraordinær foranstaltning og med forbehold af de generelle regler for tildeling af strukturfondsmidler, ikke stilles krav om, at REACT-EU-midlerne afsat til EFRU og ESF opdeles efter regionskategori. Medlemsstaterne forventes dog at tage hensyn til de forskellige regionale behov, som er opstået på grund af covid-19-pandemien, og til udviklingsniveauer for at sikre, at støtten tilgodeser såvel behovene i de regioner og byer, som er mest berørt af covid-19-pandemien, som nødvendigheden af fortsat at fokusere på mindre udviklede regioner i overensstemmelse med målene om økonomisk, social og territorial samhørighed, jf. artikel 174 i TEUF. Medlemsstaterne bør også inddrage de lokale og regionale myndigheder samt relevante organer, der repræsenterer civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter, i overensstemmelse med partnerskabsprincippet.

(25)

På nær i de tilfælde, hvor der er fastsat undtagelser i denne forordning, bør udgifter under REACT-EU være underlagt samme forpligtelser og garantier som al samhørighedsfinansiering. Dette omfatter respekt for de grundlæggende rettigheder og overholdelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder samt effektive foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skal gennemføres med støtte fra eksisterende agenturer for bekæmpelse af svig på medlemsstats- og EU-plan, såsom Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og, hvor det er relevant, Den Europæiske Anklagemyndighed.

(26)

Når der vedtages foranstaltninger til beskyttelse af Unionens budget, er det afgørende, at de endelige modtageres og støttemodtageres legitime interesser sikres korrekt.

(27)

For at lette overførsler, der er tilladt i henhold til de ændringer, der er indført ved denne forordning, bør betingelsen i artikel 30, stk. 1, litra f), i finansforordningen om anvendelse af bevillinger til samme formål ikke finde anvendelse på de disse overførsler.

(28)

Målet for denne forordning, nemlig at reagere på konsekvenserne af covid-19-krisen ved at indføre fleksibilitetsforanstaltninger i forbindelse med støtte fra de europæiske struktur- og investeringsfonde, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den påtænkte handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(29)

I betragtning af situationens hastende karakter i forbindelse med covid-19-pandemien bør denne forordning træde i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(30)

Forordning (EU) nr. 1303/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(31)

I henhold til artikel 135, stk. 2, i aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (10) finder de ændringer af Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (11) eller Rådets afgørelse 2014/335/EU, Euratom (12), der vedtages på eller efter datoen for aftalens ikrafttræden, ikke anvendelse på Det Forenede Kongerige, for så vidt disse ændringer har indvirkning på Det Forenede Kongeriges finansielle forpligtelser. Støtten i henhold til nærværende forordning for 2021 og 2022 finansieres ved en forhøjelse af loftet for egne indtægter i Unionen, hvilket ville få indvirkning på Det Forenede Kongeriges finansielle forpligtelse. Derfor bør nærværende forordning ikke finde anvendelse på eller i Det Forenede Kongerige —

(1)

Aftalen om Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2) (»udtrædelsesaftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2020/135 (3) og trådte i kraft den 1. februar 2020. Den overgangsperiode, der er omhandlet i udtrædelsesaftalens artikel 126, i hvilken EU-retten fortsat finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 127 (»overgangsperioden«), udløber den 31. december 2020.

(2)

Artikel 10 i traktaten mellem Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Den Franske Republik om private koncessionshaveres bygning og drift af en fast forbindelse under Den Engelske Kanal, der blev undertegnet i Canterbury den 12. februar 1986 (i det følgende benævnt »Canterburytraktaten«), oprettede en mellemstatslig kommission, der skulle føre tilsyn med alle spørgsmål vedrørende opbygningen og driften af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal.

(3)

Indtil udløbet af overgangsperioden udgør den mellemstatslige kommission den nationale sikkerhedsmyndighed som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 (4). I denne egenskab anvender den på hele den faste forbindelse under Den Engelske Kanal de bestemmelser i EU-retten, der er relevante for jernbanesikkerhed og, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 (5), jernbaneinteroperabilitet.

(4)

Efter overgangsperiodens udløb vil EU-retten, medmindre andet er fastsat, ikke længere finde anvendelse på den del af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, der henhører under Det Forenede Kongeriges jurisdiktion, og for så vidt angår den del af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, der henhører under Frankrigs jurisdiktion, vil den mellemstatslige kommission ikke længere være en national sikkerhedsmyndighed i henhold til EU-retten. Sikkerhedsgodkendelsen for infrastrukturforvalteren for den faste forbindelse under Den Engelske Kanal og sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomheder, der opererer gennem den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, som er udstedt af den mellemstatslige kommission i henhold til henholdsvis artikel 10 og 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF (6), ophører med at være gyldige fra den 1. januar 2021.

(5)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2020/1531 (7) fik Frankrig bemyndigelse til at forhandle, undertegne og indgå en international aftale med Det Forenede Kongerige vedrørende anvendelsen af Unionens regler for jernbanesikkerhed og -interoperabilitet i forbindelse med den faste forbindelse under Den Engelske Kanal med henblik på at fastholde en ensartet sikkerhedsordning. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/1530 (8) ændrede direktiv (EU) 2016/798, bl.a. for så vidt angår reglerne vedrørende nationale sikkerhedsmyndigheder.

(6)

På grundlag af forordning (EU) 2020/1530 og med forbehold af en aftale forudsat i afgørelse (EU) 2020/1531 og indgået på visse betingelser fastsat i nævnte afgørelse skulle den mellemstatslige kommission fortsat være den fælles sikkerhedsmyndighed for hele den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, samtidig med at den, for så vidt angår den del af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, der hører under Frankrigs jurisdiktion, udgør den nationale sikkerhedsmyndighed som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv (EU) 2016/798. Det er imidlertid usandsynligt, at den aftale, der er forudsat i afgørelse (EU) 2020/1531, vil være trådt i kraft ved overgangsperiodens udløb.

(7)

Uden en sådan aftale vil den mellemstatslige kommission fra den 1. januar 2021 ikke længere kunne betragtes som national sikkerhedsmyndighed som omhandlet i artikel 3, nr. 7), i direktiv (EU) 2016/798, for så vidt angår den del af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, der henhører under Frankrigs jurisdiktion. Sikkerhedsgodkendelser og sikkerhedscertifikater udstedt af den mellemstatslige kommission vil ophøre med at være gyldige. Den franske nationale sikkerhedsmyndighed bliver den kompetente nationale sikkerhedsmyndighed for den del af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal, der henhører under Frankrigs jurisdiktion.

(8)

I betragtning af den økonomiske betydning for Unionen af den faste forbindelse under Den Engelske Kanal er det afgørende, at den faste forbindelse under Den Engelske Kanal fortsat er i drift efter den 1. januar 2021. Med henblik herpå bør sikkerhedsgodkendelsen af infrastrukturforvalteren for den faste forbindelse under den Engelske Kanal, der er udstedt af den mellemstatslige kommission, forblive gyldig i en periode på højst to måneder fra datoen for denne forordnings anvendelse, hvilket er tilstrækkelig tid til, at den franske nationale sikkerhedsmyndighed kan udstede sin egen sikkerhedsgodkendelse.

(9)

De licenser, der i henhold til kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (9) er udstedt til jernbanevirksomheder, der er etableret i Det Forenede Kongerige, vil ikke længere være gyldige efter overgangsperiodens udløb. Den 10. november 2020 underrettede Frankrig i henhold til artikel 14, stk. 3, i direktiv 2012/34/EU Kommissionen om, at det agter at indlede forhandlinger om en grænseoverskridende aftale med Det Forenede Kongerige. Formålet med en sådan aftale er at give jernbanevirksomheder, der er etableret i og er i besiddelse af en licens udstedt af Det Forenede Kongerige, mulighed for at benytte den grænseoverskridende infrastruktur, der forbinder Unionen og Det Forenede Kongerige via den faste forbindelse under Den Engelske Kanal frem til grænseovergangsstationen og -terminalen i Calais-Fréthun (Frankrig), uden at opnå en licens i henhold til direktiv 2012/34/EU fra en licensudstedende myndighed i Unionen.

(10)

For at sikre forbindelsen mellem Unionen og Det Forenede Kongerige er det afgørende, at de jernbanevirksomheder, der er etableret i og i besiddelse af en licens udstedt af Det Forenede Kongerige, fortsætter driften. Med henblik herpå bør gyldighedsperioden for deres licenser, der er udstedt af Det Forenede Kongerige i henhold til direktiv 2012/34/EU, og for deres sikkerhedscertifikater, der er udstedt af den mellemstatslige kommission, forlænges med en periode på ni måneder fra datoen for denne forordnings anvendelse, hvilket er tilstrækkelig tid til at sætte de berørte medlemsstater i stand til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre konnektivitet i overensstemmelse med direktiv 2012/34/EU og (EU) 2016/798 og på grundlag af aftalen forudsat i afgørelse (EU) 2020/1531.

(11)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, for så vidt angår tilbagetrækning af den fordel, som indehavere af godkendelserne, certifikaterne og licenserne har fået tildelt, i de tilfælde, hvor der ikke er sikret opfyldelse af EU-kravene. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10). I betragtning af disse foranstaltningers potentielle indvirkning på jernbanesikkerheden bør undersøgelsesproceduren anvendes til vedtagelse af dem. Kommissionen bør vedtage gennemførelsesretsakter, der straks finder anvendelse, når dette påkræves i behørigt begrundede og særligt hastende tilfælde.

(12)

I betragtning af det akutte behov som følge af overgangsperiodens udløb, bør der ske en fravigelse af den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(13)

Målet for denne forordning, nemlig at fastsætte midlertidige foranstaltninger om visse aspekter af jernbanesikkerhed og -forbindelser med hensyn til overgangsperiodens udløb, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af omfanget og virkningerne bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(14)

Denne forordning bør træde i kraft hurtigst muligt og finde anvendelse fra dagen efter overgangsperiodens udløb —

(1)

Vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (3) og Rådets forordning (EU) 2017/1939 (4) har i væsentlig grad styrket de midler, som Unionen har til rådighed for at beskytte sine finansielle interesser strafferetligt. Oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) er en hovedprioritet i Unionens strafferetspolitik og politik for bekæmpelse af svig, da den har beføjelse til at foretage strafferetlig efterforskning og rejse tiltale vedrørende strafbare handlinger, der skader Unionens finansielle interesser som omhandlet i direktiv (EU) 2017/1371, i de deltagende medlemsstater.

(2)

For at beskytte Unionens finansielle interesser foretager Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (»kontoret«) administrative undersøgelser af administrative uregelmæssigheder samt kriminel adfærd. Det kan ved afslutningen af sine undersøgelser fremsætte retlige henstillinger til de nationale retsforfølgende myndigheder med henblik på at sætte dem i stand til at foretage tiltalerejsning og retsforfølgning i medlemsstaterne. Det vil i de medlemsstater, der deltager i EPPO, indberette mistanke om strafbare handlinger til EPPO og samarbejde med EPPO i forbindelse med EPPO's efterforskning.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (5) bør ændres og tilpasses som følge af vedtagelsen af forordning (EU) 2017/1939. Bestemmelserne i forordning (EU) 2017/1939 om forholdet mellem kontoret og EPPO bør afspejles i og suppleres af bestemmelserne i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 for at sikre det højeste niveau for beskyttelse af Unionens finansielle interesser ved hjælp af synergi mellem dem, samtidig med at der sikres tæt samarbejde, udveksling af oplysninger, komplementaritet og undgåelse af overlap.

(4)

Kontoret og EPPO bør i betragtning af deres fælles mål om at bevare EU-budgettets integritet etablere og opretholde et nært forhold baseret på princippet om loyalt samarbejde og med det formål at sikre komplementaritet i forhold til deres respektive mandater og koordinering af deres indsats, navnlig for så vidt angår anvendelsesområdet for det forstærkede samarbejde om oprettelse af EPPO. Forholdet mellem kontoret og EPPO bør bidrage til at sikre, at alle midler anvendes til at beskytte Unionens finansielle interesser.

(5)

I henhold til forordning (EU) 2017/1939 skal kontoret samt Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og medlemsstaternes kompetente myndigheder uden unødig forsinkelse underrette EPPO om mistanke om strafbar adfærd, i forhold til hvilken EPPO kan udøve sin kompetence. Da kontorets mandat er at foretage administrative undersøgelser af svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, er det ideelt placeret og udstyret til at fungere som en partner og privilegeret informationskilde for EPPO.

(6)

Elementer, der tyder på mulig strafbar adfærd, som henhører under EPPO's kompetence, kan findes i indledende påstande, som modtages af kontoret, eller først komme til syne i forbindelse med en administrativ undersøgelse, som kontoret indleder på grund af en mistanke om administrative uregelmæssigheder. Kontoret bør for at opfylde sin indberetningspligt over for EPPO derfor indberette mistanke om strafbar adfærd på et hvilket som helst tidspunkt før eller under dets undersøgelser.

(7)

Forordning (EU) 2017/1939 fastlægger de minimumselementer, som indberetninger skal indeholde. Det kan være nødvendigt for kontoret at foretage en foreløbig vurdering af påstande for at fastslå disse elementer og indsamle de nødvendige oplysninger. Kontoret bør foretage en sådan vurdering hurtigst muligt og ved hjælp af midler, der ikke risikerer at bringe en eventuel fremtidig strafferetlig efterforskning i fare. Når vurderingen er afsluttet, bør kontoret foretage indberetning til EPPO, hvis der identificeres en mistanke om en lovovertrædelse, som henhører under dets kompetence.

(8)

I betragtning af kontorets ekspertise bør de institutioner, organer, kontorer og agenturer, der er oprettet ved eller på grundlag af traktaterne (»institutioner, organer, kontorer og agenturer«), have mulighed for at trække på kontoret med henblik på at foretage en sådan foreløbig vurdering, af påstande, som er blevet indberettet til dem.

(9)

I overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 bør kontoret i princippet ikke indlede en administrativ undersøgelse parallelt med en efterforskning, der udføres af EPPO vedrørende de samme faktiske omstændigheder. I visse tilfælde kan beskyttelsen af Unionens finansielle interesser imidlertid kræve, at kontoret foretager en supplerende administrativ undersøgelse før afslutningen af en straffesag, som er indledt af EPPO, med henblik på at fastslå, om der er behov for forebyggende foranstaltninger, eller om der bør træffes finansielle, disciplinære eller administrative foranstaltninger. En sådan supplerende undersøgelse kan bl.a. være relevant for at tilbagesøge skyldige beløb til EU-budgettet, der er omfattet af særlige regler om forældelse, hvis de beløb, der står på spil, er meget høje, eller hvis der er behov for at undgå yderligere udgifter i risikosituationer ved hjælp af administrative foranstaltninger.

(10)

Med henblik på anvendelsen af kravet om ikkeoverlappende undersøgelser bør begrebet »samme faktiske omstændigheder« vurderes i lyset af EU-Domstolens retspraksis om princippet ne bis in idem, således at der derved forstås, at de faktiske omstændigheder, der undersøges, er identiske eller i det væsentlige de samme og forstås som en foreliggende helhed af konkrete omstændigheder, der er uløseligt forbundne i tid og rum.

(11)

I henhold til forordning (EU) 2017/1939 kan EPPO anmode kontoret om at foretage supplerende administrative undersøgelser. I mangel af en sådan anmodning bør sådanne supplerende undersøgelser på specifikke betingelser efter høring af EPPO være mulige på kontorets initiativ. EPPO bør navnlig have mulighed for at gøre indsigelse mod indledning eller fortsættelse af en undersøgelse foretaget af kontoret eller mod gennemførelse af bestemte handlinger vedrørende en af dets undersøgelser, navnlig med henblik på at bevare effektiviteten af sin efterforskning og sine beføjelser. Kontoret bør afholde sig fra at udføre en handling, som EPPO har gjort indsigelse mod. Hvis kontoret indleder en undersøgelse i mangel af en sådan indsigelse, bør det foretage undersøgelsen i løbende samråd med EPPO.

(12)

Kontoret bør aktivt støtte EPPO's efterforskninger. I denne forbindelse bør EPPO kunne anmode kontoret om at støtte eller supplere sine strafferetlige efterforskninger ved at udøve beføjelser i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013. Kontoret bør yde en sådan støtte inden for rammerne af sine beføjelser og inden for de rammer, der er fastsat i nævnte forordning.

(13)

For at sikre en effektiv koordinering og gennemsigtighed og et effektivt samarbejde bør kontoret og EPPO løbende udveksle oplysninger. Udveksling af oplysninger, der går forud for kontorets indledning af undersøgelser eller EPPO's indledning af efterforskning, er særlig relevant for at sikre passende koordinering mellem deres respektive tiltag, for at garantere komplementaritet og for at undgå overlap. Kontoret og EPPO bør med henblik herpå gøre brug af hit/no hit-funktionerne i deres respektive sagsstyringssystemer. Kontoret og EPPO bør fastsætte proceduren og vilkårene for denne udveksling af oplysninger i deres samarbejdsaftaler. For at sikre en korrekt anvendelse af de regler, der tager sigte på at undgå overlap og sikre komplementaritet, bør kontoret og EPPO nå til enighed om visse tidsfrister for deres udveksling af oplysninger.

(14)

Kommissionens rapport om evaluering af anvendelsen af forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 2. oktober 2017 (»Kommissionens evalueringsrapport«) konkluderede, at ændringerne i 2013 til den retlige ramme har betydet klare forbedringer med hensyn til gennemførelse af undersøgelser, samarbejde med partnere og berørte personers rettigheder. Samtidig kastede Kommissionens evalueringsrapport lys over visse mangler, som påvirker effektiviteten af undersøgelser.

(15)

Det er nødvendigt at adressere de klareste konklusioner i Kommissionens evalueringsrapport ved at ændre forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013. Disse ændringer er nødvendige på kort sigt for at styrke rammen for kontorets undersøgelser med henblik på, at kontoret forbliver stærkt og velfungerende og supplerer EPPO's strafferetlige tilgang med administrative undersøgelser, uden at ændre kontorets mandat eller beføjelser. Ændringerne vedrører primært områder, hvor manglen på klarhed i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 kunne hindre, at kontoret kan gennemføre undersøgelser effektivt, såsom foretagelse af kontrol og inspektion på stedet, mulighed for at få adgang til bankkontooplysninger og antageligheden af sagsrapporter, der udarbejdes af kontoret, som bevismidler i administrative eller retslige procedurer.

(16)

Ændringerne til forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 berører ikke de processuelle garantier, der gælder i forbindelse med undersøgelser. Kontoret er forpligtet til at overholde de processuelle garantier i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (6) og dem, der er indeholdt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne ramme kræver, at kontoret udfører sine undersøgelser objektivt, upartisk og fortroligt, fremskaffer såvel belastende som diskulperende oplysninger om de berørte personer og tager undersøgelsesskridt på grundlag af skriftlig bemyndigelse og efter en legalitetskontrol. Kontoret er forpligtet til at sikre overholdelse af rettighederne for de personer, der er berørt af dets undersøgelser, herunder uskyldsformodningen og retten til ikke at inkriminere sig selv. Når berørte personer høres, har de bl.a. ret til at blive bistået af en person efter eget valg, til at godkende referatet af samtalen og til at benytte et hvilket som helst af EU-institutionernes officielle sprog. De berørte personer har også ret til at fremsætte bemærkninger om sagens faktiske omstændigheder, inden der drages konklusioner.

(17)

Personer, der indberetter svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser, bør beskyttes af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 (7).

(18)

Hvor kontoret inden for sit mandat gennemfører understøttende foranstaltninger efter anmodning fra EPPO for at beskytte antageligheden af bevismidler samt grundlæggende rettigheder og processuelle garantier, samtidig med at overlappende undersøgelser undgås, og der sørges for et effektivt og komplementært samarbejde, bør kontoret og EPPO i tæt samarbejde sikre, at de gældende proceduremæssige garantier i kapitel VI i forordning (EU) 2017/1939 overholdes.

(19)

Kontoret har beføjelse til at foretage kontrol og inspektion på stedet, som giver det mulighed for at få adgang til økonomiske beslutningstageres lokaler og dokumenter som led i sine undersøgelser af mistanke om svig, korruption eller anden ulovlig adfærd, der skader Unionens finansielle interesser. Sådan kontrol og inspektion på stedet foretages i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 og forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96, ifølge hvilke disse beføjelser i visse tilfælde er underlagt betingelserne i national ret. Det blev i Kommissionens evalueringsrapport konstateret, at det ikke står helt klart, i hvilken udstrækning national ret finder anvendelse, og at det hæmmer effektiviteten af kontorets undersøgelsesaktiviteter.

(20)

Det er derfor hensigtsmæssigt at præcisere de tilfælde, hvor national ret skal finde anvendelse i forbindelse med kontorets undersøgelser, uden at ændre kontorets beføjelser eller den måde, hvorpå forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 fungerer i forhold til medlemsstaterne, således at Rettens nylige dom af 3. maj 2018 i sag T-48/16, Sigma Orionis SA mod Europa-Kommissionen (8), afspejles.

(21)

Kontorets foretagelse af kontrol og inspektion på stedet i situationer, hvor den pågældende økonomiske beslutningstager underkaster sig kontrol og inspektion på stedet, bør kun være underlagt EU-ret. Dette vil gøre det muligt for kontoret at udøve sine undersøgelsesbeføjelser på en effektiv og sammenhængende måde i alle medlemsstaterne med henblik på at bidrage til et højt niveau af beskyttelse af Unionens finansielle interesser i hele Unionen i overensstemmelse med artikel 325 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(22)

I situationer, hvor kontoret er nødt til at basere sig på bistand fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, navnlig hvor en økonomisk beslutningstager modsætter sig kontrol og inspektion på stedet, bør medlemsstaterne sikre, at kontorets indsats er effektiv, og yde den nødvendige bistand i overensstemmelse med de relevante nationale processuelle regler. For at beskytte Unionens finansielle interesser bør Kommissionen tage en medlemsstats eventuelle manglende overholdelse af dens pligt til at samarbejde med kontoret i betragtning ved vurderingen af, om de berørte beløb skal tilbagesøges ved anvendelse af finansielle korrektioner på medlemsstater i overensstemmelse med gældende EU-ret.

(23)

Kontoret kan i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 indgå administrative aftaler med medlemsstaternes kompetente myndigheder, såsom koordineringstjenester for bekæmpelse af svig, og institutioner, organer, kontorer og agenturer, med henblik på at fastsætte de nærmere regler for deres samarbejde efter nævnte forordning, navnlig vedrørende fremsendelsen af oplysninger, foretagelsen af undersøgelser og eventuelle opfølgende tiltag.

(24)

Forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 bør ændres for at indføre en pligt for økonomiske beslutningstagere til at samarbejde med kontoret i overensstemmelse med deres forpligtelse i henhold til forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 til at give adgang til foretagelse af kontrol og inspektion på stedet af lokaler, udendørsarealer, transportmidler og andre faciliteter, der anvendes i erhvervsmæssigt øjemed, og med forpligtelsen i artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (9), hvorefter enhver person eller enhed, der modtager EU-midler, fuldt ud skal samarbejde om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, herunder i forbindelse med undersøgelser, der foretages af kontoret.

(25)

Som en del af denne samarbejdspligt bør kontoret kunne kræve, at økonomiske beslutningstagere videregiver relevante oplysninger, når de kan have været involveret i det forhold, der undersøges, eller kan ligge inde med relevante oplysninger. Ved imødekommelsen af sådanne anmodninger bør økonomiske beslutningstagere ikke være forpligtet til at fremsætte selvinkriminerende udtalelser, men de bør være forpligtet til at besvare spørgsmål om faktiske omstændigheder og fremlægge dokumenter, selv om disse oplysninger kan blive brugt imod dem eller imod en anden økonomisk beslutningstager til at fastslå, at der foreligger ulovlig aktivitet. For at sikre effektiviteten af undersøgelser i forbindelse med den nuværende arbejdspraksis bør kontoret kunne anmode om adgang til oplysninger i privatejet udstyr, der anvendes i arbejdsøjemed. Kontoret bør have adgang på samme betingelser og i samme omfang, som gælder for nationale kontrolmyndigheder, og kun hvis kontoret har rimelig grund til at mistænke, at indholdet af sådant udstyr kan være relevant for undersøgelsen, i overensstemmelse med principperne om nødvendighed og proportionalitet og bør kun vedrøre oplysninger, der er relevante for undersøgelsen.

(26)

Økonomiske beslutningstagere bør have mulighed for at benytte et hvilket som helst af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor kontrol finder sted, og bør have ret til at blive bistået af en person efter eget valg, herunder en ekstern juridisk rådgiver, i forbindelse med kontrol og inspektion på stedet. Tilstedeværelse af en juridisk rådgiver bør imidlertid ikke være en retlig betingelse for gyldigheden af kontrol og inspektion på stedet. For at sikre effektiviteten af kontrol og inspektion på stedet, navnlig med hensyn til risikoen for, at bevismateriale forsvinder, bør kontoret kunne få adgang til lokaler, udendørsarealer, transportmidler og andre faciliteter, der anvendes i erhvervsmæssigt øjemed, uden at afvente, at den økonomiske beslutningstager har rådført sig med en juridisk rådgiver. Det bør kun acceptere en kort, rimelig udsættelse, for at beslutningstageren kan rådføre sig med en juridiske rådgiver, inden det påbegynder kontrollen og inspektionen på stedet. Enhver sådan udsættelse bør begrænses til det strengt nødvendige.

(27)

For at sikre gennemsigtighed ved foretagelse af kontrol og inspektion på stedet bør kontoret give økonomiske beslutningstagere passende oplysninger om deres pligt til at samarbejde og om konsekvenserne af at nægte at gøre dette og om den procedure, der finder anvendelse, herunder de processuelle garantier.

(28)

I forbindelse med interne, og om nødvendigt eksterne, undersøgelser har kontoret adgang til alle relevante oplysninger, som institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne er i besiddelse af. Som det fremgår af Kommissionens evalueringsrapport, er det nødvendigt at præcisere, at en sådan adgang bør være mulig, uanset på hvilken type databærer disse oplysninger eller data er lagret, for at afspejle den løbende teknologiske udvikling. I forbindelse med en intern undersøgelse bør kontoret kunne anmode om adgang til oplysninger, der opbevares i privatejet udstyr, der anvendes i arbejdsøjemed, i situationer, hvor kontoret har rimelig grund til at mistænke, at dets indhold kunne være relevant for undersøgelsen. Den relevante institution eller det relevante organ, kontor eller agentur bør kunne knytte specifikke betingelser til kontorets adgang. En sådan adgang bør være i overensstemmelse med principperne om nødvendighed og proportionalitet og bør kun vedrøre oplysninger, der er relevante for undersøgelsen. For at sikre et effektivt og ensartet niveau for kontorets adgang og et højt beskyttelsesniveau for de berørte personers grundlæggende rettigheder bør institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne sikre sammenhængen i de regler om adgang til privat udstyr, som vedtages af de forskellige institutioner, organer, kontorer og agenturer, for at sikre ensartede betingelser i overensstemmelse med den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) (10).

(29)

Med henblik på en mere sammenhængende ramme for kontorets undersøgelser bør reglerne for interne og eksterne undersøgelser tilpasses yderligere for at afhjælpe visse uoverensstemmelser, der er konstateret i Kommissionens evalueringsrapport, hvor divergerende regler ikke er velbegrundede. For eksempel bør rapporter og henstillinger, der udarbejdes efter en ekstern undersøgelse, om nødvendigt sendes til den berørte institution eller det berørte organ, kontor eller agentur, for at den eller det kan træffe passende foranstaltninger, sådan som det er tilfældet med interne undersøgelser. Kontoret bør, når dets mandat giver mulighed for det, støtte den berørte institution eller det berørte organ, kontor eller agentur i forbindelse med opfølgningen på sine henstillinger. Hvor kontoret ikke indleder en undersøgelse, bør det kunne sende relevante oplysninger til medlemsstaternes myndigheder eller til institutionerne, organerne, kontorerne eller agenturerne, så der kan træffes passende foranstaltninger. Det bør sende sådanne oplysninger, hvor det beslutter ikke at indlede en undersøgelse på trods af en tilstrækkelig mistanke om svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. Inden kontoret gør dette, bør det tage behørigt hensyn til mulig indgriben i EPPO's igangværende efterforskninger.

(30)

På grund af den store forskel i de nationale institutionelle rammer bør medlemsstaterne på grundlag af princippet om loyalt samarbejde have mulighed for at meddele kontoret, hvilke myndigheder der har kompetence til at træffe foranstaltninger efter kontorets henstillinger, og hvilke myndigheder der skal underrettes, såsom til finansielle, statistiske eller overvågningsmæssige formål, af hensyn til udførelsen af deres relevante opgaver. Sådanne myndigheder kan omfatte nationale koordineringstjenester for bekæmpelse af svig. I overensstemmelse med EU-Domstolens faste retspraksis har kontorets henstillinger, som findes i dets rapporter, ingen bindende retsvirkninger for sådanne myndigheder i medlemsstaterne eller for institutioner, organer, kontorer og agenturer.

(31)

Kontoret bør gives de nødvendige midler til at følge pengesporet med henblik på at afdække den modus operandi, der er typisk for mange former for svigagtig adfærd. Kontoret kan indhente bankkontooplysninger, der er relevant for dets undersøgelsesaktivitet, og som kreditinstitutter besidder, i en række medlemsstater gennem samarbejde med og bistand fra de nationale myndigheder. For at sikre en effektiv tilgang i hele Unionen bør forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 præcisere de kompetente nationale myndigheders pligt til at meddele kontoret bankkontooplysninger som led i deres generelle pligt til at bistå kontoret. Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen, gennem hvilke kompetente myndigheder et sådant samarbejde skal finde sted. Når de nationale myndigheder yder en sådan bistand til kontoret, bør det ske på de samme betingelser som dem, der gælder for de kompetente nationale myndigheder i den pågældende medlemsstat.

(32)

Med henblik på at beskytte og overholde processuelle garantier og grundlæggende rettigheder bør Kommissionen oprette en intern funktion i form af en kontrolansvarlig for processuelle garantier (den »kontrolansvarlige«), som — med henblik på en effektiv ressourceudnyttelse — bør være administrativt tilknyttet overvågningsudvalget og gives tilstrækkelige ressourcer. Den kontrolansvarlige bør behandle klager på en fuldt ud uafhængig måde, herunder i forhold til overvågningsudvalget og kontoret, og bør have adgang til alle oplysninger, der er nødvendige for, at vedkommende kan udføre sine opgaver.

(33)

En berørt person bør have mulighed for at indgive klage til den kontrolansvarlige vedrørende kontorets overholdelse af processuelle garantier samt på grundlag af en tilsidesættelse af de regler, der gælder for kontorets undersøgelser, navnlig tilsidesættelse af processuelle krav og grundlæggende rettigheder. Der bør med henblik herpå oprettes en klagemekanisme. Den kontrolansvarlige bør være ansvarlig for at fremsætte henstillinger som svar på sådanne klager og om nødvendigt at foreslå løsninger på de problemer, der rejses i klagerne. Den kontrolansvarlige bør behandle klagen i en hurtig, kontradiktorisk procedure, samtidig med at kontoret har mulighed for at fortsætte den igangværende undersøgelse. Den kontrolansvarlige bør give klageren og kontoret mulighed for at fremsætte bemærkninger til eller løse de problemer, der er rejst i klagen. Generaldirektøren bør træffe passende foranstaltninger, som den kontrolansvarliges henstilling måtte kræve. Generaldirektøren bør i behørigt begrundede tilfælde kunne afvige fra den kontrolansvarliges henstilling. Begrundelsen herfor bør vedlægges den endelige undersøgelsesrapport.

(34)

For at øge gennemsigtigheden og ansvarligheden bør den kontrolansvarlige aflægge rapport om klagemekanismen i sin årlige rapport. Den årlige rapport bør navnlig omfatte antallet af modtagne klager, typerne af involverede tilsidesættelser af processuelle krav og grundlæggende rettigheder, de berørte aktiviteter og om muligt de opfølgende foranstaltninger, som kontoret har truffet.

(35)

Tidlig fremsendelse af oplysninger fra kontoret med henblik på vedtagelse af forebyggende foranstaltninger er et vigtigt redskab til beskyttelse af Unionens finansielle interesser. For at sikre tæt samarbejde mellem kontoret og institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne i denne henseende er det hensigtsmæssigt, at sidstnævnte har mulighed for til enhver tid at rådføre sig med kontoret med henblik på at træffe beslutning om eventuelle hensigtsmæssige forebyggende foranstaltninger, herunder foranstaltninger til sikring af bevismateriale.

(36)

Rapporter, der udarbejdes af kontoret, udgør antagelige bevismidler i administrative eller retslige procedurer på samme måde og betingelser som administrative rapporter, der udarbejdes af nationale administrative inspektører. Ifølge Kommissionens evalueringsrapport sikrer denne regel ikke i tilstrækkelig grad effektiviteten af kontorets aktiviteter i visse medlemsstater. For at øge effektiviteten og den konsekvente anvendelse af kontorets rapporter bør det fastsættes i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013, at sådanne rapporter er antagelige som bevis i retslige procedurer af ikkestrafferetlig art ved nationale domstole samt i administrative procedurer i medlemsstaterne. Reglen om ækvivalens med rapporter fra nationale administrative inspektører bør fortsat finde anvendelse i tilfælde af nationale retslige procedurer af strafferetlig art. Det bør også fastsættes i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013, at de rapporter, som kontoret udarbejder, er antagelige som bevis i administrative og retslige procedurer på EU-plan.

(37)

Medlemsstaternes koordineringstjenester for bekæmpelse af svig blev indført ved forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 for at fremme et effektivt samarbejde og en effektiv udveksling af oplysninger, herunder oplysninger af operationel karakter, mellem kontoret og medlemsstaterne. Kommissionens evalueringsrapport konkluderede, at de har bidraget positivt til kontorets arbejde. Det fremgik også af Kommissionens evalueringsrapport, at der er behov for yderligere at præcisere rollen for disse koordineringstjenester for bekæmpelse af svig for at sørge for, at kontoret får den nødvendige bistand for at sikre, at dets undersøgelser er effektive, mens det overlades til den enkelte medlemsstat, hvordan koordineringstjenesterne for bekæmpelse af svig skal organiseres, og hvilke beføjelser de skal have. I denne forbindelse bør koordineringstjenesterne for bekæmpelse af svig kunne yde eller koordinere den nødvendige bistand til kontoret til, at det kan udføre sine opgaver effektivt før, under eller ved afslutningen af en ekstern eller intern undersøgelse.

(38)

Kontorets pligt til at bistå medlemsstaterne med at koordinere deres indsats til beskyttelse af Unionens finansielle interesser er et centralt element i dets mandat til at støtte grænseoverskridende samarbejde blandt medlemsstaterne. Der bør fastsættes mere detaljerede regler for at lette kontorets koordinerende aktiviteter og dets samarbejde i denne forbindelse med medlemsstaternes myndigheder, tredjelande og internationale organisationer. Disse regler bør ikke berøre kontorets udøvelse af de beføjelser, der er tillagt Kommissionen i særlige bestemmelser om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og samarbejde mellem disse myndigheder og Kommissionen, navnlig Rådets forordning (EF) nr. 515/97 (11) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 (12), samt koordineringsaktiviteter vedrørende de europæiske struktur- og investeringsfonde.

(39)

Det bør præciseres, at medlemsstaternes kompetente myndigheder, herunder koordineringstjenester for bekæmpelse af svig, fortsat er bundet af national ret, når de handler i samarbejde med kontoret eller med andre kompetente myndigheder med henblik på at beskytte Unionens finansielle interesser.

(40)

Det bør være muligt for koordineringstjenesterne for bekæmpelse af svig at bistå kontoret i forbindelse med koordineringsaktiviteter samt for koordineringstjenesterne for bekæmpelse af svig at samarbejde indbyrdes med henblik på yderligere at styrke de tilgængelige mekanismer for samarbejde om bekæmpelse af svig.

(41)

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne samt institutionerne, organerne, kontorerne og agenturerne bør træffe de foranstaltninger, som måtte kræves af en henstilling fra kontoret. For at give kontoret mulighed for at følge op på udviklingen i sager, hvor kontoret fremsætter retlige henstillinger til en medlemsstats nationale retsforfølgende myndigheder, bør medlemsstaten på kontorets anmodning sende kontoret den nationale domstols endelige afgørelse. For at bevare domstolenes uafhængighed fuldt ud bør en sådan fremsendelse først finde sted, efter den pågældende retsforfølgning er endeligt afgjort, og den endelige retsafgørelse er offentliggjort.

(42)

For at supplere procedurereglerne for foretagelse af undersøgelser, der er fastsat i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013, bør kontoret fastlægge retningslinjer vedrørende undersøgelsesprocedurerne, som kontorets ansatte skal følge.

(43)

Det bør præciseres, at kontoret kan deltage i fælles efterforskningshold, der er oprettet i overensstemmelse med EU-retten, og at det har ret til at udveksle operationelle oplysninger, der er indhentet i denne sammenhæng. Anvendelse af sådanne oplysninger er underlagt de vilkår og garantier, der er fastsat i den EU-ret, som de fælles efterforskningshold er oprettet på grundlag af. Når kontoret deltager i sådanne fælles efterforskningshold, har det en støttefunktion og påtager sig rollen som partner underlagt de retlige begrænsninger, der måtte findes i EU-retten og national ret.

(44)

Senest fem år efter den dato, der fastsættes i overensstemmelse med artikel 120, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) 2017/1939, bør Kommissionen evaluere anvendelsen af forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013, navnlig effektiviteten af samarbejdet mellem kontoret og EPPO, med henblik på at overveje, om ændringer måtte kræves på grundlag af den erfaring, der er gjort med hensyn til dette samarbejde. Kommissionen bør, hvis det er relevant, forelægge et nyt, samlet lovgivningsforslag senest to år efter nævnte evaluering.

(45)

Målet for denne forordning, nemlig at styrke beskyttelsen af Unionens finansielle interesser ved at tilpasse kontorets drift til oprettelsen af EPPO og ved at øge effektiviteten af de undersøgelser, der foretages af kontoret, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan ved at vedtage regler om forbindelserne mellem kontoret og EPPO for at forbedre effektiviteten af de undersøgelser, de foretager, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(46)

Denne forordning ændrer ikke medlemsstaternes beføjelser til og ansvar for at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af svig, korruption og enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser.

(47)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (13) og afgav formelle bemærkninger den 23. juli 2018.

(48)

Forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed ––

(1)

Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2) (»udtrædelsesaftalen«) blev indgået af Unionen i medfør af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 (3) og trådte i kraft den 1. februar 2020. Den overgangsperiode, der er omhandlet i udtrædelsesaftalens artikel 126, i hvilken EU-retten fortsat finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Det Forenede Kongerige) i overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 127, udløber den 31. december 2020. Den 25. februar 2020 vedtog Rådet afgørelse (EU, Euratom) 2020/266 (4) om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige om en ny partnerskabsaftale. Som det fremgår af forhandlingsdirektiverne, omfatter bemyndigelsen bl.a. de elementer, der er nødvendige for en omfattende behandling af vejtransportforbindelserne med Det Forenede Kongerige efter overgangsperiodens udløb. Det er imidlertid usikkert, om en aftale mellem Unionen og Det Forenede Kongerige om deres fremtidige forbindelser på området for godstransport og passagertransport ad vej vil være trådt i kraft ved udgangen af denne periode.

(2)

Ved overgangsperiodens udløb og i fravær af særlige bestemmelser vil alle rettigheder og forpligtelser, der følger af EU-retten med hensyn til markedsadgang som fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1072/2009 (5) og (EF) nr. 1073/2009 (6), ophøre for så vidt angår forholdet mellem Det Forenede Kongerige og Unionen og dennes medlemsstater.

(3)

I en sådan situation vil den internationale godstransport og passagertransport ad vej mellem Unionen og Det Forenede Kongerige blive alvorligt forstyrret.

(4)

Gibraltar er ikke omfattet af denne forordnings geografiske anvendelsesområde og enhver henvisning heri til Det Forenede Kongerige omfatter ikke Gibraltar.

(5)

Den Europæiske Transportministerkonferences (CEMT's) multilaterale kvotesystem er den eneste anden tilgængelige retlige ramme, som kunne udgøre grundlaget for vejgodstransporten mellem Unionen og Det Forenede Kongerige. På grund af det begrænsede antal tilladelser, der i øjeblikket er tilgængelige inden for rammerne af CEMT-systemet, og på grund af det begrænsede anvendelsesområde, for så vidt angår de typer af vejtransport, der er omfattet af systemet, er det i øjeblikket ikke tilstrækkeligt til fuldt at opfylde behovene for vejgodstransport mellem Unionen og Det Forenede Kongerige.

(6)

Der forventes også alvorlige forstyrrelser, herunder forstyrrelser af den offentlige orden, i forbindelse med passagertransport ad vej. Aftalen om lejlighedsvis international personbefordring med bus (7) (»Interbusaftalen«) er den eneste tilgængelige retlige ramme, som kan udgøre et grundlag for passagertransport med bus mellem Unionen og Det Forenede Kongerige efter overgangsperiodens udløb. Det Forenede Kongerige bliver en selvstændig kontraherende part i Interbusaftalen den 1. januar 2021. Interbusaftalen dækker imidlertid kun lejlighedsvise tjenesteydelser og er derfor utilstrækkelig til at afhjælpe forstyrrelserne i forbindelse med international buskørsel mellem Det Forenede Kongerige og Unionen som følge af overgangsperiodens udløb. Der er blevet forhandlet en protokol til Interbusaftalen vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus, og Det Forenede Kongerige forventes at ratificere den snarest muligt. Protokollen forventes dog ikke at træde i kraft i tide til at kunne blive en holdbar alternativ løsning for perioden umiddelbart efter overgangsperiodens udløb. De tilgængelige instrumenter opfylder derfor ikke behovene for passagertransport ved rutekørsel og speciel rutekørsel med bus mellem Unionen og Det Forenede Kongerige.

(7)

For at forhindre deraf følgende alvorlige forstyrrelser, herunder forstyrrelser af den offentlige orden, er det derfor nødvendigt at fastsætte en række midlertidige foranstaltninger, som gør det muligt for vejgodstransportvirksomheder og busselskaber med tilladelser fra Det Forenede Kongerige at transportere gods og passagerer ad vej mellem Det Forenede Kongerige og Unionen eller fra Det Forenede Kongeriges område til Det Forenede Kongeriges område med transit gennem en eller flere medlemsstater. For at sikre en passende ligevægt mellem Det Forenede Kongerige og Unionen bør de rettigheder, der tildeles, således være betinget af tildeling af tilsvarende rettigheder og være underlagt visse betingelser til sikring af fair konkurrence.

(8)

Retten til at gennemføre transporter på en medlemsstats område og mellem medlemsstater er et grundlæggende resultat af det indre marked og bør efter overgangsperiodens udløb og i mangel af specifikke bestemmelser om det modsatte ikke længere være tilgængelig for vejgodstransportvirksomheder fra Det Forenede Kongerige. I umiddelbar forlængelse af overgangsperioden og i mangel af en fremtidig aftale om vejgodstransport mellem Unionen og Det Forenede Kongerige er det dog sandsynligt, at forstyrrelser af trafikstrømmen og deraf følgende trusler mod den offentlige orden opstår, navnlig ved grænseovergangsstederne, som er få i antal, og hvor yderligere kontrol af køretøjer og deres last skal udføres. Øget trængsel ved grænseovergangssteder med Det Forenede Kongerige opstod allerede inden overgangsperiodens udløb. Krisen forbundet med covid-19-pandemien har også haft negative virkninger på vejtransporten med en stigning i tomme laster, hvilket er en tendens, der kan blive forværret, hvis der ikke er nogen fleksibilitet, der giver vejgodstransportvirksomheder fra Det Forenede Kongerige mulighed for selv i meget begrænset omgang at udføre transporter i Unionen i en strengt begrænset periode. Sådanne forstyrrelser kan føre til situationer med negativ indvirkning på kritiske forsyningskæder, der anses for at være nødvendige for at håndtere den igangværende covid-19-pandemi. For at reducere omfanget af sådanne forstyrrelser bør vejgodstransportvirksomheder fra Det Forenede Kongerige midlertidigt have mulighed for at udføre et begrænset antal yderligere transporter på Unionens område i forbindelse med transporter mellem Det Forenede Kongerige og Unionen. Deres køretøjer ville derfor ikke skulle vende tilbage til Det Forenede Kongerige straks og ville være mindre tilbøjelige til at være tomme, når de vender tilbage til Det Forenede Kongerige, hvilket ville reducere det samlede antal køretøjer og dermed trykket ved grænseovergangsstederne. Retten til at udføre sådanne yderligere transporter bør være forholdsmæssige, bør ikke være på samme niveau som de rettigheder, EU-vejgodstransportvirksomheder har i henhold til reglerne for det indre marked, og bør gradvist udfases.

(9)

Buskørsel på tværs af grænserne mellem Irland og Nordirland er af særlig betydning for lokalsamfundene i grænseregionerne med henblik på at sikre basal konnektivitet mellem lokalsamfundene, bl.a. som en del af det fælles rejseområde. Derfor bør det i grænseregionerne i Irland fortsat være tilladt for busselskaber fra Det Forenede Kongerige at medtage og afsætte passagerer i forbindelse med international passagertransport med bus mellem Irland og Nordirland.

(10)

For at afspejle dens midlertidige karakter, dog uden at danne præcedens, bør de foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, finde anvendelse i en kort periode. Med hensyn til vejgodstransport er denne korte periode designet til at muliggøre eventuelle foranstaltninger til sikring af basal konnektivitet, der træffes i CEMT-systemet, og uden at det berører ikrafttrædelsen af en fremtidig aftale om vejgodstransport mellem Unionen og Det Forenede Kongerige eller fremtidige EU-regler vedrørende transport. For så vidt angår passagertransport med bus er denne korte periode designet til at give mulighed for, at protokollen til Interbusaftalen vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus kan træde i kraft og finde anvendelse på Det Forenede Kongerige, ved at Det Forenede Kongerige enten ratificerer eller tiltræder denne protokol, og uden at det berører en eventuel fremtidig aftale om forholdet mellem Unionen og Det Forenede Kongerige.

(11)

Målet for denne forordning, nemlig at fastlægge midlertidige foranstaltninger for vejgodstransport og passagertransport mellem Unionen og Det Forenede Kongerige i tilfælde af mangel på en aftale om deres fremtidige forhold inden for vejtransport ved overgangsperiodens udløb, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(12)

I betragtning af den hastende karakter som følge af overgangsperiodens udløb, bør der ske en fravigelse af den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(13)

Denne forordning bør træde i kraft så hurtigt som muligt og bør finde anvendelse fra dagen efter udløbet af den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalen, medmindre en aftale om vejtransport med Det Forenede Kongerige er trådt i kraft eller alt efter omstændighederne har fundet midlertidig anvendelse senest på denne dato. Denne forordning bør finde anvendelse indtil dagen før ikrafttrædelsen af eller indtil dagen før den midlertidige anvendelse af en international aftale om vejtransport, der omfatter begge parter. Med undtagelse af de særlige bestemmelser, der finder anvendelse i grænseregionen i Irland i forbindelse med regelmæssig og speciel regelmæssig international rutekørsel mellem Irland og Nordirland, bør retten til at udføre regelmæssig og speciel regelmæssig rutekørsel med bus ophøre med at finde anvendelse på den dato, hvor protokollen til Interbusaftalen vedrørende regelmæssig og speciel regelmæssig international personbefordring med bus træder i kraft for Unionen og Det Forenede Kongerige. Denne forordning bør under alle omstændigheder ophøre med at finde anvendelse den 30. juni 2021.

(14)

Hvis det er nødvendigt for at imødekomme markedsbehovene, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for at genskabe ligheden mellem de rettigheder, som Unionen tildeler vejgodstransportvirksomheder fra Det Forenede Kongerige og busselskaber fra Det Forenede Kongerige, og de rettigheder, som Det Forenede Kongerige tildeler EU-vejgodstransportvirksomheder og EU-busselskaber, herunder når de rettigheder, som Det Forenede Kongerige tildeler, tildeles på grundlag af oprindelsesmedlemsstaten eller på anden måde ikke er lige tilgængelige for alle EU-operatører, og for at afhjælpe tilfælde af illoyal konkurrence til skade for EU-vejgodstransportvirksomheder og EU-busselskaber.

(15)

De delegerede retsakter bør være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og deres vilkår bør derfor stå i et rimeligt forhold til de problemer, der opstår som følge af den manglende tildeling af tilsvarende rettigheder eller som følge af urimelige konkurrencevilkår. Kommissionen bør kun suspendere anvendelsen af denne forordning i de mest alvorlige tilfælde, hvor Det Forenede Kongerige ikke tildeler tilsvarende rettigheder til EU-vejgodstransportvirksomheder eller til EU-busselskaber, eller hvor de tildelte rettigheder er minimale, eller hvor konkurrencevilkårene for vejgodstransportvirksomheder fra Det Forenede Kongerige eller busselskaber fra Det Forenede Kongerige er så forskellige fra EU-operatørers, at EU-operatørers ydelse af de pågældende tjenester ikke er økonomisk rentable for dem.

(16)

Ved vedtagelsen af de delegerede retsakter er det navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (8). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter. Kommissionen bør sikre, at eventuelle sådanne vedtagne delegerede retsakter ikke har en urimelig indvirkning på det indre markeds funktion.

(17)

For at sikre, at de rettigheder, som Det Forenede Kongerige tildeler EU-vejgodstransportvirksomheder og EU-busselskaber svarende til dem, der ved denne forordning indrømmes vejgodstransportvirksomheder fra Det Forenede Kongerige og busselskaber fra Det Forenede Kongerige, er lige tilgængelige for alle EU-operatører, bør anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1072/2009 og (EF) nr. 1073/2009 midlertidigt udvides. Nævnte forordninger dækker allerede den del af en rejse mellem en medlemsstat og et tredjeland, der under transit tilbagelægges på enhver medlemsstats område. Det er imidlertid nødvendigt at sikre i sådanne tilfælde, at forordning (EF) nr. 1072/2009 også finder anvendelse på den del af rejsen, der tilbagelægges på den medlemsstats område, hvor læsning eller aflæsning finder sted, og at forordning (EF) nr. 1073/2009 finder anvendelse på den del af rejsen, der tilbagelægges på den medlemsstats område, hvor passagerer medtages eller afsættes. En sådan udvidelse har til formål at sikre, at EU-operatører kan udføre tredjelandstransportaktiviteter til eller fra Det Forenede Kongerige samt foretage yderligere stop i deres drift af passagertransport —

(1)

Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (2) (»udtrædelsesaftalen«) blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse (EU) 2020/135 (3) og trådte i kraft den 1. februar 2020. Den overgangsperiode, der er fastsat i udtrædelsesaftalens artikel 126 (»overgangsperioden«), i hvilken EU-retten fortsat finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (Det Forenede Kongerige) i overensstemmelse med udtrædelsesaftalens artikel 127, udløber den 31. december 2020. Den 25. februar 2020 vedtog Rådet afgørelse (EU, Euratom) 2020/266 (4), der gav bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige om en ny partnerskabsaftale. Som det fremgår af forhandlingsdirektiverne, omfatter bemyndigelsen bl.a. de aspekter, der er nødvendige for på en fyldestgørende måde at afklare luftfartsforbindelserne med Det Forenede Kongerige efter overgangsperiodens udløb. Det er imidlertid usikkert, om en aftale mellem Unionen og Det Forenede Kongerige om deres fremtidige forbindelser på dette område vil være trådt i kraft ved udløbet af denne periode.

(2)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 (5) fastsættes betingelserne for, at luftfartsselskaber kan opnå Unionens tilladelse til at operere, og friheden til at udøve lufttrafik inden for Unionen fastsættes.

(3)

Ved overgangsperiodens udløb og i fravær af særlige bestemmelser vil alle rettigheder og forpligtelser, der følger af EU-retten med hensyn til markedsadgang som fastsat ved forordning (EF) nr. 1008/2008, ophøre for så vidt angår forholdet mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne.

(4)

Der er derfor nødvendigt at fastsætte et midlertidigt sæt af foranstaltninger, der gør det muligt for luftfartsselskaber med licens fra Det Forenede Kongerige at levere lufttransporttjenester mellem sidstnævntes område og medlemsstaternes område. For at sikre en fornuftig ligevægt mellem Det Forenede Kongerige og medlemsstaterne bør de derved indrømmede rettigheder betinges af, at Det Forenede Kongerige indrømmer luftfartsselskaber med licens fra Unionen tilsvarende rettigheder, og være underlagt visse betingelser, der sikrer fair konkurrence.

(5)

Krisen som følge af covid-19-pandemien skaber betydelige logistiske udfordringer for medlemsstaterne, navnlig med hensyn til kapaciteten til at transportere betydelige mængder lægemidler, vacciner og medicinsk udstyr til og fra tredjelande med kort varsel og under særligt krævende opbevaringsforhold og logistiske forhold. Det er nødvendigt at sikre, at der stilles tilstrækkelig lufttransportkapacitet til rådighed, og medlemsstaterne får yderligere ekstraordinær fleksibilitet til dette formål, herunder muligheden for at benytte tredjelandes luftfartøjer. Der bør derfor indrømmes yderligere elementer af den femte frihedsrettighed for fragt strengt begrænset til at udføre denne type operationer på ad hoc-basis, således at UK-luftfartsselskaber kan anvendes under sådanne ekstraordinære omstændigheder. Medlemsstaterne bør også kunne give tilladelse til yderligere rettigheder til udøvelse af luftambulancetjenester.

(6)

For at afspejle dens midlertidige karakter bør denne forordning finde anvendelse indtil den 30. juni 2021 eller indtil ikrafttræden eller, hvor dette aftales, den midlertidige anvendelse af en fremtidig aftale om udøvelse af lufttrafik med Det Forenede Kongerige, som Unionen er part i, forhandlet af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 218 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), alt efter hvilken dato der indtræffer først.

(7)

For at sikre gensidigt fordelagtige niveauer af forbindelser bør der indføres visse samarbejdsorienterede markedsføringsaftaler for både UK-luftfartsselskaber og EU-luftfartsselskaber i overensstemmelse med gensidighedsprincippet.

(8)

I betragtning af de ekstraordinære og unikke omstændigheder, der nødvendiggør vedtagelsen af denne forordning, og i overensstemmelse med traktaterne er det hensigtsmæssigt, at Unionen midlertidigt udøver den relevante delte kompetence, som den er blevet tildelt i henhold til traktaterne. Enhver indvirkning af denne forordning på kompetencefordelingen mellem Unionen og medlemsstaterne bør dog være strengt tidsbegrænset. Den af Unionen udøvede kompetence bør derfor kun udøves med hensyn til anvendelsesperioden for denne forordning. Den således udøvede delte kompetence bør følgelig ophøre med at blive udøvet af Unionen, så snart denne forordning ophører med at finde anvendelse. I overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, i TEUF vil medlemsstaterne derfor fra dette tidspunkt være i samme situation for så vidt angår udøvelsen af deres kompetence, som de ville have været i, hvis forordningen ikke var blevet vedtaget. Endvidere erindres der om, at udøvelsen af Unionens kompetence i denne forordning som fastsat i protokol nr. 25 om udøvelsen af delt kompetence, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og TEUF, kun omfatter de elementer, der indgår i denne forordning, og ikke omfatter hele området. Unionens og medlemsstaternes respektive kompetencer med hensyn til indgåelse af internationale aftaler på lufttransportområdet skal fastlægges i overensstemmelse med traktaterne og under hensyntagen til relevant EU-ret, herunder afgørelse (EU, Euratom) 2020/266 om bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Det Forenede Kongerige.

(9)

Denne forordning bør ikke forhindre medlemsstaterne i at udstede tilladelser til EU-luftfartsselskabers ruteflyvning på grundlag af rettigheder, de har fået tildelt af Det Forenede Kongerige, i lighed med de situationer, der opstår i forbindelse med internationale aftaler. Med hensyn til disse tilladelser bør medlemsstaterne ikke forskelsbehandle mellem EU-luftfartsselskaber.