(1)

Covid-19-pandemien har medført en kraftig nedgang i lufttrafikken som følge af et betydeligt fald i efterspørgslen og direkte foranstaltninger truffet af medlemsstaterne og tredjelande med henblik på at inddæmme pandemien.

(2)

Disse omstændigheder ligger uden for luftfartsselskabernes kontrol, og de efterfølgende frivillige eller obligatoriske aflysninger af flyvninger er en nødvendig reaktion på disse omstændigheder.

(3)

Leverandører af ground handling-ydelser har fortsat likviditetsproblemer, der kan føre til, at leveringen af ground handling-ydelser suspenderes. Dette kan medføre, at lufthavnstjenester i EU-lufthavne begrænses eller suspenderes.

(4)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/696 (2) fik lufthavnenes forvaltningsorganer eller medlemsstaternes kompetente myndigheder i perioden fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2020, i tilfælde hvor en leverandør af ground handling-ydelser ophører med sine aktiviteter før udløbet af den periode, for hvilken denne blev udvalgt, mulighed for direkte at udvælge en leverandør af ground handling-ydelser til at levere ydelserne for en periode på højst seks måneder eller for en periode indtil den 31. december 2020, hvis denne periode er længere. Ved forordning (EU) 2020/696 blev Kommissionen også tillagt delegerede beføjelser til at forlænge disse perioder.

(5)

I overensstemmelse med artikel 24a, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1008/2008 forelagde Kommissionen den 13. november 2020 en sammenfattende rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.

(6)

I Kommissionens sammenfattende rapport påpeges det, at lufttrafikken til trods for en gradvis stigning i perioden fra april til august 2020 stadig var væsentligt reduceret i september 2020 sammenlignet med samme periode i 2019. Ifølge data fra Eurocontrol var lufttrafikmængden den 25. november 2020 63 % lavere end den 25. november 2019.

(7)

På trods af de vanskeligheder, der er forbundet med korrekt at forudsige vejen til genopretning af lufttrafikken, må det forventes, at denne situation vil vare ved i den nærmeste fremtid og frem til december 2021. På baggrund af Eurocontrols seneste prognose for lufttrafikken fra september 2020 forventes det, at niveauet for lufttrafikken vil være 50 % lavere i februar 2021 sammenlignet med februar 2020 (under forudsætning af en ukoordineret tilgang medlemsstaterne imellem om indførelse af operationelle procedurer og ophævelse af nationale restriktioner). Tal fra Verdenssundhedsorganisationen viser, at antallet af registrerede covid-19-tilfælde på ugebasis i Europa den 22. november 2020 nåede op på 1,77 millioner (44 % af antallet af tilfælde på verdensplan) og dermed overskred antallet af tilfælde i foråret 2020 betydeligt. Tal fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme viser, at incidensraten over 14 dage i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Det Forenede Kongerige er steget støt siden sommeren 2020. Det fremgår af den ugentlige overvågningsrapport af 22. november 2020, at raten var nået op 549 (landeinterval: 58-1 186) pr. 100 000 indbyggere.

(8)

Det må forventes, at den vedvarende nedgang i lufttrafikmængden skyldes virkningerne af covid-19-pandemien. De tilgængelige data om forbrugernes tillid i kølvandet på covid-19 viser, at ca. 60 % af de adspurgte i april 2020 gav udtryk for, at de sandsynligvis ville benytte lufttransport på ny i løbet af få måneder efter, at pandemien fortager sig, men denne procentdel var faldet til 45 % i juni 2020. De tilgængelige data viser således tydeligt en sammenhæng mellem covid-19-pandemien og forbrugernes efterspørgsel efter lufttransport, og der kan ikke konstateres andre gyldige årsager til at forklare nedgangen i efterspørgslen efter lufttransport.

(9)

Kommissionens sammenfattende rapport påviser, at de nationale og ukoordinerede restriktioner og karantæne- og testkrav, som medlemsstaterne har indført som svar på det stigende antal covid-19-tilfælde i Europa siden midten af august, og som ofte indføres med meget kort varsel, også nedbryder forbrugertilliden og resulterer i lavere efterspørgsel på lufttransport.

(10)

På baggrund af det ekstremt lave antal flyreservationer, ovennævnte epidemiologiske prognose og lufttrafikprognose samt usikkerheden og uforudsigeligheden i forbindelse med nationale foranstaltninger truffet med henblik på at inddæmme covid-19-pandemien må det forventes, at de lave niveauer for lufttrafik og passagerefterspørgsel som følge af covid-19-pandemien vil vare ved i 2021. Det forventes ikke, at der vil ske en tilbagevenden til trafikniveauerne fra før covid-19-pandemien i adskillige år. Det er imidlertid for tidligt på nuværende tidspunkt at konkludere, om kapacitetsreduktionerne vil fortsætte i samme store omfang efter 2021.

(11)

Leverandører af ground handling-ydelser er blevet hårdt ramt af covid-19-pandemien og den deraf følgende nedgang i lufttrafikken. Det væsentligt reducerede antal flyvninger siden begyndelsen af pandemien har haft negativ indvirkning på deres indtægtskilder for så vidt angår levering af ground handling-ydelser i EU-lufthavne. Mange leverandører af ground handling-ydelser har derfor store økonomiske vanskeligheder, og adskillige af dem har allerede indledt en omstruktureringsproces, modtaget redningspakker fra staten eller indstillet deres aktiviteter.

(12)

På baggrund af prognoserne for lufttrafikken for de kommende måneder er det sandsynligt, at de svære markedsvilkår i sektoren for ground handling-ydelser vil vare ved som følge af det begrænsede antal flyvninger, der vil skulle betjenes i 2021. Det er sandsynligt, at den negative udviklingstendens inden for lufttrafik yderligere vil forværre den alvorlige økonomiske situation, som leverandører af ground handling-ydelser befinder sig i, og dermed føre til risiko for yderligere konkurser. Under disse omstændigheder er det sandsynligt, at yderligere leverandører af ground handling-ydelser i lufthavne, hvor antallet af leverandører er begrænset, må indstille leveringen af ground handling-ydelser før udløbet af den periode, for hvilken de er blevet udvalgt. Dette kan føre til pludselige afbrydelser i leveringen af ground handling-ydelser i de pågældende lufthavne, før en ny leverandør kan udvælges efter proceduren i artikel 11, stk. 1, i Rådets direktiv 96/67/EF.

(13)

Det er derfor nødvendigt at forlænge den fritagelsesperiode, der er omhandlet i artikel 24a, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1008/2008 fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2021.

(14)

For at undgå retsusikkerhed, navnlig for lufthavnens forvaltningsorgan og medlemsstatens kompetente myndighed, bør nærværende forordning vedtages efter hasteproceduren i artikel 25b i forordning (EF) nr. 1008/2008, og den bør grundet sagens hastende karakter træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Covid-19-pandemien har medført en kraftig nedgang i lufttrafikken som følge af et betydeligt fald i efterspørgslen og direkte foranstaltninger truffet af medlemsstaterne og tredjelande med henblik på at inddæmme pandemien.

(2)

Disse omstændigheder ligger uden for luftfartsselskabernes kontrol, og de efterfølgende frivillige eller obligatoriske aflysninger af flyvninger er en nødvendig reaktion på disse omstændigheder.

(3)

EU-luftfartsselskaberne har fortsat likviditetsproblemer, der i medfør af artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1008/2008, kan føre til suspension eller tilbagekaldelse af deres licens eller til, at den erstattes af en midlertidig licens, uden at et strukturelt økonomisk behov giver anledning hertil. Udstedelsen af en midlertidig licens kan sende et negativt signal til markedet om et luftfartsselskabs evne til at overleve, hvilket forværrer ellers midlertidige økonomiske problemer.

(4)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/696 (2) fik medlemsstaternes kompetente licensudstedende myndigheder mulighed for at undlade at suspendere eller tilbagekalde licensen i perioden fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2020, hvis vurderingen af den økonomiske formåen blev gennemført i denne periode, og forudsat at der ikke var nogen sikkerhedsrisiko, og at der var en realistisk mulighed for en tilfredsstillende finansiel rekonstruktion inden for 12 måneder. Ved forordning (EU) 2020/696 blev Kommissionen også tillagt delegerede beføjelser til at forlænge den i artikel 9, stk. 1a, omhandlede periode mellem den 1. marts 2020 til den 31. december 2020.

(5)

I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1c, i forordning (EF) nr. 1008/2008 forelagde Kommissionen den 13. november 2020 en sammenfattende rapport for Europa-Parlamentet og Rådet.

(6)

I Kommissionens sammenfattende rapport påpeges det, at lufttrafikken til trods for en gradvis stigning i perioden fra april til august 2020 stadig var væsentligt reduceret i september 2020 sammenlignet med samme periode i 2019. Ifølge data fra Eurocontrol var lufttrafikmængden den 25. november 2020 63 % lavere end den 25. november 2019.

(7)

På trods af de vanskeligheder, der er forbundet med korrekt at forudsige vejen til genopretning af lufttrafikken, må det forventes, at denne situation vil vare ved i den nærmeste fremtid og frem til december 2021. På baggrund af Eurocontrols seneste prognose for lufttrafikken fra september 2020 forventes det, at niveauet for lufttrafikken vil være 50 % lavere i februar 2021 sammenlignet med februar 2020 (under forudsætning af en ukoordineret tilgang medlemsstaterne imellem om indførelse af operationelle procedurer og ophævelse af nationale restriktioner). Tal fra Verdenssundhedsorganisationen viser, at antallet af registrerede covid-19-tilfælde på ugebasis i Europa den 22. november 2020 nåede op på 1,77 millioner (44 % af antallet af tilfælde på verdensplan) og dermed overskred antallet af tilfælde i foråret 2020 betydeligt. Tal fra Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme viser, at incidensraten over 14 dage i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og Det Forenede Kongerige er steget støt siden sommeren 2020. Det fremgår af den ugentlige overvågningsrapport af 22. november 2020, at raten var nået op 549 (landeinterval: 58-1 186) pr. 100 000 indbyggere.

(8)

Det må forventes, at den vedvarende nedgang i lufttrafikmængden skyldes virkningerne af covid-19-pandemien. De tilgængelige data om forbrugernes tillid i kølvandet på covid-19 viser, at ca. 60 % af de adspurgte i april 2020 gav udtryk for, at de sandsynligvis ville benytte lufttransport på ny i løbet af få måneder efter, at pandemien fortager sig, men denne procentdel var faldet til 45 % i juni 2020. De tilgængelige data viser således tydeligt en sammenhæng mellem covid-19-pandemien og forbrugernes efterspørgsel efter lufttransport, og der kan ikke konstateres andre gyldige årsager til at forklare nedgangen i efterspørgslen efter lufttransport.

(9)

Kommissionens sammenfattende rapport påviser, at de nationale og ukoordinerede restriktioner og karantæne- og testkrav, som medlemsstaterne har indført som svar på de nye covid-19-tilfælde i Europa siden midten af august, og som ofte indføres med meget kort varsel, også nedbryder forbrugertilliden og resulterer i lavere efterspørgsel på lufttransport.

(10)

På baggrund af det ekstremt lave antal flyreservationer, ovennævnte epidemiologiske prognose og lufttrafikprognose samt usikkerheden og uforudsigeligheden i forbindelse med nationale foranstaltninger truffet med henblik på at inddæmme covid-19-pandemien må det forventes, at de lave niveauer for lufttrafik og passagerefterspørgsel som følge af covid-19-pandemien vil vare ved i 2021. Det forventes ikke, at der vil ske en tilbagevenden til trafikniveauerne fra før covid-19-pandemien i adskillige år. Det er imidlertid for tidligt på nuværende tidspunkt at konkludere, om kapacitetsreduktionerne vil fortsætte i samme store omfang efter 2021.

(11)

Sådanne lave niveauer for lufttrafik og passagerefterspørgsel kan udløse fortsatte likviditetsproblemer for EU-luftfartsselskaber i perioden fra den 31. december 2020 til den 31. december 2021, som kan føre til suspension eller tilbagekaldelse af deres licens eller til, at erstattes af en midlertidig licens, uat et strukturelt økonomisk behov giver anledning hertil.

(12)

Det er derfor nødvendigt, forudsat at der ikke er nogen sikkerhedsrisiko, og at der er en realistisk mulighed for en tilfredsstillende finansiel rekonstruktion inden for 12 måneder, at give de kompetente licensudstedende myndigheder mulighed for at undlade at suspendere eller tilbagekalde licensen på grundlag af en vurdering af den økonomiske formåen, hvis denne er gennemført i den forlængede periode fra den 1. marts 2020 til den 31. december 2021. Ved udløbet af perioden bør EU-luftfartsselskabet være omfattet af den procedure, som er fastsat ved artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1008/2008.

(13)

For at undgå retsusikkerhed, navnlig for de licensudstedende myndigheder og luftfartsselskaberne, bør nærværende forordning vedtages efter hasteproceduren i artikel 25b i forordning (EF) nr. 1008/2008, og den bør grundet sagens hastende karakter træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for at meddele og forny en sådan godkendelse.

(2)

L-histidinmonohydrochloridmonohydrat produceret af Escherichia coli ATCC 9637 blev ved Kommissionens forordning (EF) nr. 244/2007 (2) godkendt for en periode på 10 år som et fodertilsætningsstof til laksefisk.

(3)

Der er i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af L-histidinmonohydrochloridmonohydrat produceret af Escherichia coli ATCC 9637 som fodertilsætningsstof til laksefisk. Ansøgningen omfattede en anmodning om at ændre stammebetegnelsen til Escherichia coli NITE SD 00268 og var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 14, stk. 2, i nævnte forordning. I overensstemmelse med artikel 7 i nævnte forordning blev der desuden anmodet om en udvidelse af anvendelsen til andre finnefisk. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 18. marts 2020 (3), at L-histidinmonohydrochloridmonohydrat produceret af Escherichia coli NITE SD 00268 ikke har skadelige virkninger på dyrs sundhed, på forbrugernes sundhed eller på miljøet, når det anvendes som tilskud i mængder, der er i overensstemmelse med kravene til de arter, som det er bestemt til. Autoriteten konkluderede også, at det, selv om det pågældende tilsætningsstof ikke er hudirriterende, ikke var muligt at konkludere, om tilsætningsstoffet kunne være toksisk ved indånding, være irriterende for øjne eller være hudsensibiliserende. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Autoriteten konkluderede også, at tilsætningsstoffet er en effektiv kilde til aminosyren histidin for fiskearter. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået rapporterne om metoder til analyse af fodertilsætningsstoffet, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af L-histidinmonohydrochloridmonohydrat produceret af Escherichia coli NITE SD 00268 viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Anvendelsen af dette tilsætningsstof bør derfor godkendes som angivet i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Som følge af fornyelsen af godkendelsen af L-histidinmonohydrochloridmonohydrat produceret af Escherichia coli ATCC 9637 som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget til nærværende forordning, bør forordning (EF) nr. 244/2007 ophæves.

(7)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne af betingelserne for godkendelse af L-histidinmonohydrochloridmonohydrat produceret af Escherichia coli ATCC 9637, bør der indrømmes en overgangsperiode, således at interesserede parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav, som fornyelsen af godkendelsen medfører.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for at meddele og forny en sådan godkendelse.

(2)

Selenomethionin produceret af Saccharomyces cerevisiae NCYC I-3399 blev ved Kommissionens forordning (EF) nr. 900/2009 (2) godkendt for en periode på 10 år som fodertilsætningsstof til alle dyrearter.

(3)

I overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003 blev der indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af selenomethionin produceret af Saccharomyces cerevisiae CNCM I-3399 som fodertilsætningsstof til alle dyrearter i tilsætningsstofkategorien »tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 7. maj 2020 (3), at selenomethionin produceret af Saccharomyces cerevisiae CNCM I-3399 på de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har nogen skadelig virkning på dyrs sundhed, forbrugersikkerheden eller miljøet. Autoriteten konkluderede også, at tilsætningsstoffet er potentielt hudsensibiliserende og respiratorisk sensibiliserende. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Den dokumentation for tilsætningsstoffets effektivitet, som den oprindelige godkendelse var baseret på, gælder også i en fornyelsesprocedure. Autoriteten anbefalede endelig at ændre betegnelsen for tilsætningsstoffet. Autoriteten har også verificeret den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af selenomethionin produceret af Saccharomyces cerevisiae CNCM I-3399 viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Godkendelsen af dette tilsætningsstof bør derfor fornyes.

(6)

Som følge af fornyelsen af godkendelsen af selenomethionin produceret af Saccharomyces cerevisiae CNCM I-3399 som fodertilsætningsstof bør forordning (EF) nr. 900/2009 ophæves.

(7)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne af betingelserne for godkendelse af selenomethionin produceret af Saccharomyces cerevisiae CNCM I-3399, bør der indrømmes en overgangsperiode, således at interesserede parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav, som fornyelsen af godkendelsen medfører.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for at meddele og forny en sådan godkendelse.

(2)

Pediococcus pentosaceus DSM 16244 blev ved Kommissionens forordning (EU) nr. 514/2010 (2) godkendt for en periode på 10 år som et fodertilsætningsstof til alle dyrearter.

(3)

I overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EF) nr. 1831/2003 blev der indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af Pediococcus pentosaceus DSM 16244 som fodertilsætningsstof til alle dyrearter med en anmodning om, at tilsætningsstoffet klassificeres i tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til samme forordnings artikel 14, stk. 2.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 25. maj 2020 (3), at ansøgeren har fremlagt dokumentation, der viser, at tilsætningsstoffet opfylder de eksisterende godkendelsesbetingelser. Autoriteten konkluderede, at Pediococcus pentosaceus DSM 16244 ikke har skadelige virkninger på dyrs sundhed, forbrugersikkerheden eller miljøet. Den konkluderede endvidere, at stoffet ikke er irriterende for hud og øjne, men at det anses for at være hudsensibiliserende og respiratorisk sensibiliserende. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet.

(5)

Vurderingen af Pediococcus pentosaceus DSM 16244 viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør godkendelsen af dette tilsætningsstof fornyes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Som følge af fornyelsen af godkendelsen af Pediococcus pentosaceus DSM 16244 som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget til nærværende forordning, bør forordning (EU) nr. 514/2010 ophæves.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for at meddele og forny en sådan godkendelse.

(2)

Præparatet af citronsyre, sorbinsyre, thymol og vanillin blev godkendt som fodertilsætningsstof i 10 år til fravænnede smågrise ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1117/2010 (2) og til slagtekyllinger, hønniker, alle mindre udbredte fuglearter beregnet til slagtning, opdrættet til æglægning samt andre fravænnede dyr af svinefamilien end Sus scrofa domesticus ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 849/2012 (3).

(3)

I henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgav indehaveren af denne godkendelse en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af præparatet af citronsyre, sorbinsyre, thymol og vanillin som fodertilsætningsstof til alle svinearter (fravænnede), slagtekyllinger, hønniker, alle mindre udbredte fuglearter bestemt til slagtning og opdrættet til æglægning med anmodning om, at tilsætningsstoffet klassificeres i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 17. marts 2020 (4), at præparatet af citronsyre, sorbinsyre, thymol og vanillin på de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har nogen skadelig virkning på dyrs sundhed, på forbrugersikkerheden eller på miljøet. Autoriteten konkluderede endvidere, at tilsætningsstoffet anses for at være hud- og øjenirriterende samt hudsensibiliserende og respiratorisk sensibiliserende. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet.

(5)

Vurderingen af præparatet af citronsyre, sorbinsyre, thymol og vanillin viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Godkendelsen af dette tilsætningsstof bør derfor fornyes.

(6)

Som følge af fornyelsen af godkendelsen af præparatet af citronsyre, sorbinsyre, thymol og vanillin som fodertilsætningsstof bør forordning (EU) nr. 1117/2010 og (EU) nr. 849/2012 ophæves.

(7)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne i betingelserne for godkendelsen af præparatet af citronsyre, sorbinsyre, thymol og vanillin, bør der indrømmes en overgangsperiode, så berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav i godkendelsen.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for at meddele eller ændre en sådan godkendelse.

(2)

Anvendelsen af et præparat af montmorillonitillit som fodertilsætningsstof blev godkendt ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1964 (2).

(3)

I henhold til artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003 anmodede Kommissionen Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) om at fremsætte en udtalelse om, hvorvidt godkendelsen af et præparat af montmorillonitillit som fodertilsætningsstof fortsat opfylder betingelserne i artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003 i betragtning af en ændring af betingelserne i nævnte godkendelse. Ændringen vedrører den nuværende godkendelse af anvendelse af tilsætningsstoffet som antiklumpningsmiddel i tilskudsfoder. Ansøgningen var ledsaget af de relevante oplysninger, der lå til grund herfor.

(4)

Autoriteten konkluderede i sine udtalelser af 30. oktober 2014 (3), 10. september 2015 (4) og 20. marts 2020 (5), at den foreslåede ændring af betingelserne for godkendelse af præparatet af montmorillonitillit ikke ændrer de tidligere konklusioner om, at tilsætningsstoffet ikke har skadelige virkninger på dyrs sundhed, forbrugersikkerheden eller miljøet. Den konkluderede endvidere, at støv, der genereres ved normal håndtering af tilsætningsstoffet, har potentiale til at eksponere alle åndedrætsorganer for skadelige stoffer (krystallinsk siliciumdioxid), for hvilke der ikke er identificeret sikre eksponeringsniveauer, og som i mangel af data om virkningerne på hud og øjne må anses for at være irriterende for hud og øjne og potentielt hudsensibiliserende. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Autoriteten har også konkluderet, at tilsætningsstoffet er effektivt som antiklumpningsmiddel. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har ligeledes gennemgået rapporten om metoderne til analyse af fodertilsætningsstoffet, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af de foreslåede ændringer af godkendelsesproceduren viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt.

(6)

Gennemførelsesforordning (EU) 2016/1964 bør derfor ændres.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af en sådan godkendelse.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet tre ansøgninger om godkendelse af et præparat af 6-fytase. Ansøgningerne var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningerne vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer« og den funktionelle gruppe »fordøjelighedsfremmende stoffer« af et præparat af 6-fytase produceret af Komagataella phaffii DSM 32854 som fodertilsætningsstof til alle fjerkræarter, prydfugle, smågrise, slagtesvin, søer og mindre udbredte svinearter bestemt til slagtning eller avl.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser af 7. maj 2020 (2), 25. maj 2020 (3) og 1. juli 2020 (4), at præparatet af 6-fytase produceret af Komagataella phaffii DSM 32854 under de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har skadelige virkninger på sundheden for alle fjerkræarter, prydfugle, smågrise, slagtesvin, søer og mindre udbredte svinearter bestemt til slagtning eller avl, på forbrugersikkerheden eller på miljøet. Autoriteten konkluderede også, at tilsætningsstoffet bør betragtes som øjenirriterende samt potentielt hudsensibiliserende og potentielt sensibiliserende for luftvejene. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Autoriteten konkluderede, at tilsætningsstoffet er et effektivt zooteknisk tilsætningsstof til forbedring af foderets fordøjelighed for så vidt angår alle fjerkræarter, prydfugle, smågrise, slagtesvin, søer og mindre udbredte svinearter bestemt til slagtning eller avl. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Autoriteten har ligeledes gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det i henhold til forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af præparatet af 6-fytase produceret af Komagataella phaffii DSM 32854 viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af præparatet godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

(1)

I protokol nr. 2 til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge af 14. maj 1973 (3) (»den bilaterale frihandelsoverenskomst mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge«) og protokol nr. 3 til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS-aftalen«) (4), som ændret ved afgørelse truffet af det blandede EØS-udvalg nr. 140/2001 af 23. november 2001 om ændring af protokol 2 og 3 til EØS-aftalen om forarbejdede landbrugsvarer og andre landbrugsvarer (5), fastsættes handelsordningerne mellem Unionen og Kongeriget Norge for så vidt angår visse landbrugsprodukter og forarbejdede landbrugsprodukter.

(2)

I protokol nr. 3 til EØS-aftalen er der fastsat en nultoldsats for vand tilsat sukker eller andre sødemidler eller aromatiseret, henhørende under KN-kode 2202 10 00, og visse andre ikke-alkoholholdige drikkevarer uden indhold af varer henhørende under pos. 0401 til 0404 eller fedt af varer henhørende under pos. 0401 til 0404, henhørende under KN-kode 2202 90 10.

(3)

Siden den 1. januar 2017 har KN-kode 2202 90 været erstattet af KN-kode 2202 91 00 og 2202 99. Denne forordning bør derfor omfatte produkter henhørende under KN-kode 2202 10 00, ex 2202 91 00 og ex 2202 99.

(4)

Aftalen i form af brevveksling mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Norge om protokol nr. 2 til den bilaterale frihandelsoverenskomst mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge (6) (»aftalen i form af brevveksling«) suspenderer midlertidigt den toldfrie ordning, der anvendes i henhold til protokol nr. 2, for varer henhørende under KN-kode 2202 10 00 (vand, herunder mineralvand og vand tilsat kulsyre, tilsat sukker eller andre sødemidler eller aromatiseret) og ex 2202 90 10 (andre ikke-alkoholholdige drikkevarer med indhold af sukker), som erstattes af KN-kode 2202 10 00, ex 2202 91 00 og ex 2202 99. I henhold til aftalen i form af brevveksling er toldfri import af disse varer med oprindelse i Norge kun tilladt inden for et toldfrit kontingent. Import ud over dette toldfrie kontingent belægges med en told.

(5)

I henhold til aftalen i form af brevveksling får de pågældende varer endvidere ubegrænset toldfri adgang til Unionen, hvis kontingentet ikke er blevet opbrugt senest den 31. oktober i det foregående år.

(6)

Ifølge de oplysninger, der er indberettet til Kommissionen, var det årlige kontingent for 2020 for de pågældende varer, som blev åbnet ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/2154 (7), ikke blevet opbrugt den 31. oktober 2020. De pågældende varer bør derfor få ubegrænset toldfri adgang til Unionen fra den 1. januar til den 31. december 2021.

(7)

Den midlertidige suspension af toldfriheden i henhold til protokol nr. 2 til den bilaterale frihandelsoverenskomst mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge bør derfor ikke finde anvendelse i 2021.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Horisontale Spørgsmål i forbindelse med Handel med Forarbejdede Landbrugsprodukter uden for Bilag I —

(1)

Den 1. juli 2020 indgav de danske og tyske myndigheder en anmodning til Kommissionen om fritagelse vedrørende den kombinerede netløsning Kriegers Flak (»Kriegers Flak Combined Grid Solution«, i det følgende benævnt »KF«) i henhold til elektricitetsforordningens artikel 64.

(2)

Den 7. juli offentliggjorde Europa-Kommissionen fritagelsesanmodningen på sit websted (2) og opfordrede medlemsstater og interessenter til at fremsætte bemærkninger indtil den 31. august 2020. På mødet med Rådets Energigruppe den 13. juli 2020 blev medlemsstaterne også informeret om, at der var indgivet en fritagelsesanmodning, og at der kunne fremsættes bemærkninger.

(3)

Kriegers Flak henviser, som geografisk område, til et rev i Østersøen, som spænder over Danmarks, Tysklands og Sveriges økonomiske zoner. Revet skaber relativt lavvandede områder, og i 2007 var både Danmark, Tyskland og Sverige interesseret i at udvikle vindmølleparker i området. Oprindeligt undersøgte transmissionssystemoperatørerne fra alle tre medlemsstater muligheden for et fælles projekt til samkøring af udviklingen i området. Fra 2010 var det kun de danske og tyske systemoperatører, der gik videre med projektet om at etablere en vindmøllepark, hvor elektriciteten sendes til to lande (et såkaldt »hybridprojekt«).

(4)

Ifølge anmodningen om fritagelse var hovedformålet med at udforme KF som et hybridprojekt at øge anvendelsen af tilslutninger mellem vindmølleparker og deres respektive onshorenet ved at stille denne kapacitet til rådighed for budområdeoverskridende handel, når den ikke er fuldt ud nødvendig for transport af elektricitet produceret fra vindmølleparker til land.

(5)

I slutningen af 2010 undertegnede Energinet.dk (den danske transmissionssystemoperatør) og 50Hertz (den tyske transmissionssystemoperatør for dette område) en tilskudsaftale om et bidrag fra det europæiske genopretningsprogram for energiområdet (EEPR) på 150 mio. EUR. I 2013 var KF også med på den første liste over projekter af fælles interesse i bilaget til Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1391/2013 (3). Konceptet bag KF, herunder konceptet vedrørende den forventede behandling af elektricitetsstrømme i tilfælde af kapacitetsbegrænsninger (»håndtering af kapacitetsbegrænsning«), har været genstand for intense drøftelser med de involverede nationale energireguleringsmyndigheder og er også omhandlet i kontakten med Europa-Kommissionen.

(6)

Som et bredere projekt omfatter KF en kombination af følgende elementer (se også figur 1 nedenfor):

(7)

Med hensyn til ovennævnte aktiver anser fritagelsesanmodningen ikke vindmølleparkerne som formelt værende en del af KF-projektet (som derfor anses for at være begrænset til transmissionsnetaktiv c) til h)).

(8)

Derudover er kun aktiv e) til h) direkte relateret til »kombinering« af de nationale net. Derfor er kun disse aktiver (markeret som »KF CGS-aktiver« i figur 1 og 2) medfinansieret med EU-midler.

(9)

De fritagelser, der anmodes om, har alle til formål at tildele kapacitet fra KF-systemet på budområdegrænsen mellem budområderne Danmark 2 (DK2) og Tyskland-Luxembourg (DE-LU) med forrang til de offshorevindmølleparker, som er direkte forbundet til KF-systemet.

(10)

Ansøgerne anmoder om fritagelse for KF-systemet fra en række krav, som er beskrevet nedenfor, der alle vedrører minimumskapaciteten, der er stillet til rådighed for handel, i overensstemmelse med artikel 16, stk. 8, i elektricitetsforordningen.

(11)

Det fremgår af artikel 16, stk. 8, i elektricitetsforordningen, at transmissionssystemoperatører ikke må begrænse den mængde af kapacitet på samkøringslinjerne, der skal stilles til rådighed for markedsdeltagere som et middel til at løse kapacitetsbegrænsninger inden for deres eget budområde eller som et middel til at styre strømme, der er resultat af transaktioner inden for samme budområde. Dette afsnit skal anses for opfyldt, når minimumskapaciteten for grænser, der anvender en koordineret nettotransmissionskapacitetsmetode, udgør 70 % af transmissionskapaciteten under overholdelse af de driftsmæssige sikkerhedsgrænser efter fradrag af eventuelle uforudsete hændelser som fastsat i overensstemmelse med retningslinjerne om kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger, er tilgængelig for budområdeoverskridende handel. De tyske og de danske myndigheder anmoder om, at denne minimumskapacitet ikke skal finde anvendelse på den samlede transmissionskapacitet under overholdelse af de driftsmæssige sikkerhedsgrænser efter fradrag af eventuelle uforudsete hændelser. Den skal i stedet kun finde anvendelse på den resterende kapacitet efter fradrag af al kapacitet, der forventes at være nødvendig for transmissionen af produktionen fra vindmølleparkerne, som er forbundet til KF-systemet til land (»resterende kapacitet«).

(12)

Hvis der således ud af en transmissionskapacitet på 400 MW allerede er behov for 320 MW til transport af vindenergi til land, er det kun i henhold til fritagelsesanmodningen 80 MW, der er underlagt kravene i artikel 16, stk. 8. Hvis minimum 70 % af de 80 MW derfor er tilgængelig for budområdeoverskridende handel, bør dette efter de tyske og de danske myndigheders opfattelse anses for at være tilstrækkelig til at opfylde kravene i elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8. Den kapacitet, der er trukket fra den samlede kapacitet, før beregning af den minimumskapacitet, som stilles til rådighed for handel inden for day-ahead-tidsrammen, skal baseres på prognoserne for vindenergiproduktion fra begge transmissionssystemoperatører på day-ahead-stadiet. Uudnyttet kapacitet efter tildeling af day-ahead-kapacitet skal stilles til rådighed for intraday-markedet.

(13)

Det skal bemærkes, at denne metode, som angivet i anmodningen, for øjeblikket er medtaget i kapacitetsberegningsmetoden vedrørende kapacitetsberegning for Hansa-regionen med hensyn til day-ahead- og intraday-tidsrammerne. Kapacitetsberegningen for Hansa-regionen omfatter Kriegers Flak-projektet. Kapacitetsberegningsmetoden for Hansa-regionen blev aftalt mellem de nationale regulerende myndigheder i Hansa-regionen den 16. december 2018. Det har endnu ikke været muligt at aftale kapacitetsberegningsmetoden vedrørende kapacitetsberegningen for Hansa-regionen med hensyn til forward-tidsrammen og en opdateret metode vedrørende day-ahead- og intraday-tidsrammerne mellem de kompetente nationale regulerende myndigheder i regionen, navnlig fordi der ikke er nogen aftale om metoden til beregning af kapacitet på Kriegers Flaks samkøringslinje. Derfor blev fristen for at nå til enighed forlænget i håb om at skabe klarhed gennem nærværende fritagelsesprocedure (4).

(14)

Artikel 12, 14, 15 og 16 i elektricitetsforordningen henviser i flere tilfælde til minimumsniveauer for tilgængelig kapacitet, jf. artikel 16, stk. 8. De tyske og de danske myndigheder anmoder om fritagelsen med henblik på, at minimumskapaciteten i disse artikler afspejler minimumskapaciteten som beregnet ovenfor, således 70 % af den resterende kapacitet.

(15)

Kommissionen anser ikke dette for at være separate fritagelsesanmodninger. Det er vigtigt at bemærke, at elektricitetsforordningens artikel 64, stk. 1, ikke muliggør fritagelser fra forordningens artikel 12. For så vidt en fritagelse fra artikel 16, stk. 8, resulterer i en anden beregning af minimumskapaciteten, omfatter alle henvisninger til denne minimumsværdi i forordningen henvisninger til værdien omhandlet i afgørelsen om fritagelse.

(16)

Ud fra anmodningen skal fritagelsen også tages i betragtning i de respektive kapacitetsberegningsprocesser efter Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 (5) om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger, Kommissionens forordning (EU) 2016/1719 (6) om fastsættelse af retningslinjer for langsigtet kapacitetstildeling og Kommissionens forordning (EU) 2017/2195 (7) om fastsættelse af retningslinjer for drift af elektricitetstransmissionssystemer. I det omfang der anmodes om fritagelser fra de metoder, der er vedtaget i henhold til disse forordninger, anses sådanne anmodninger ikke for at være separate fritagelsesanmodninger, men for at være uløseligt forbundet med anmodningen om fritagelse fra elektricitetsforordningen. I det omfang en bestemmelse i elektricitetsforordningen som følge af en fritagelse ikke finder anvendelse, eller kun delvist finder anvendelse, på et projekt, finder metoder vedtaget efter lavere reguleringsniveau, som henviser til den respektive bestemmelse i elektricitetsforordningen eller på grundlag deraf, heller ikke anvendelse.

(17)

Det fremgår desuden af fritagelsesanmodningen, at reservationen af kapacitet på markedet på lang sigt skal baseres på den resterende kapacitet efter fradrag af den installerede vindenergikapacitet. Reservationen af kapacitet i de andre tidsenheder for markedet skal baseres på den resterende kapacitet efter fradrag af den forventede tilførsel af vindenergi. Selv om det fremgår af anmodningen, at afkortningen af offshorevindmølleparker (hvilket udelukkende forstås som vindmølleparkerne Baltic 1 og 2 og Kriegers Flak) som følge af reservationen af grænseoverskridende kapacitet for budområdeoverskridende handel skal undgås i alle tidsenheder for markedet, fortolker Kommissionen dette således, at denne anmodning er den forventede konsekvens af de andre anmodede fritagelser og den beskrevne metode til beregning og tildeling af kapacitet og ikke en anmodning om separate fritagelser. Det fremgår navnlig udtrykkeligt af anmodningen, at der skal tildeles fast kapacitet, og derfor skal ingen tildelt transmissionskapacitet afkortes med henblik på at forhindre afkortning af offshorevindmølleparkerne.

(18)

I fritagelsesanmodningen anmodes om, at fritagelsen træder i kraft samtidig med idriftsættelsen af KF, som forventes i 3. kvartal 2020, og gælder »så længe vindmølleparkerne Baltic 1, Baltic 2 og Kriegers Flak er tilsluttet KF«. Senere henvises til en tidsbegrænsning »så længe disse vindmølleparker er funktionsdygtige og tilsluttet systemet«.

(19)

Kommissionen fortolker dette således, at det henviser til de vindmølleparker, som allerede eksisterer eller, hvad angår vindmølleparken Kriegers Flak, som skal være funktionsdygtige i den nærmeste fremtid. Med hensyn til de nye vindmølleparker vil deres forventede produktion, end ikke som opfølgende investeringer i de eksisterende parker, ikke blive fratrukket den samlede transmissionskapacitet før beregning af den resterende kapacitet.

(20)

I høringsperioden modtog Kommissionen bemærkninger fra fem forskellige interesserede parter og fra én medlemsstat.

(21)

I henhold til elektricitetsforordningens artikel 64 kan der gives fritagelse fra de relevante bestemmelser i artikel 3 og 6, artikel 7, stk. 1, artikel 8, stk. 1 og 4, artikel 9, 10 og 11, artikel 14 til 17, artikel 19 til 27, artikel 35 til 47 og artikel 51 i forordningen, forudsat at medlemsstaten/medlemsstaterne (i dette tilfælde både Danmark og Tyskland) kan påvise, at der er betydelige problemer forbundet med driften af små isolerede systemer eller små forbundne systemer.

(22)

Undtagen for så vidt angår regioner i den yderste periferi skal fritagelsen være tidsbegrænset og omfattet af betingelser, der tager sigte på at øge konkurrencen og integration med det indre marked for elektricitet.

(23)

Endelig skal fritagelsen søge at sikre, at den ikke hindrer overgangen til vedvarende energi, øget fleksibilitet, energioplagring, elektromobilitet og fleksibelt elforbrug.

(24)

Elektricitetsforordningen indeholder ikke bestemmelser om generelle automatiske fritagelser for små forbundne eller små isolerede systemer. Uanset de forskellige størrelser og tekniske egenskaber for EU's elsystemer antager forordningen således, at alle sådanne systemer kan og bør drives i overensstemmelse med det samlede regelsæt.

(25)

Denne antagelse kan dog tilbagevises, og i henhold til elektricitetsforordningens artikel 64, stk. 1, er der således mulighed for fritagelse fra visse bestemmelser i elektricitetsforordningen, hvis medlemsstaterne bl.a. kan påvise, at anvendelse af disse bestemmelser på små isolerede systemer kan være forbundet med betydelige problemer, navnlig som følge af de geografiske forhold eller efterspørgselsprofiler, der gør sig gældende for de pågældende systemer. Dette har f.eks. vist sig at være tilfældet for visse små og isolerede Middelhavsøer med meget lav efterspørgsel om vinteren og en betydelig stigning i efterspørgslen i korte turistsæsoner (8).

(26)

Ud over isolerede systemer tager elektricitetsforordningen hensyn til muligheden for også at give fritagelse til små forbundne systemer. Dette rejser spørgsmålet om, hvad et system udgør efter elektricitetsforordningens artikel 64. Til dato vedrører alle Kommissionens afgørelser om at give fritagelse for isolerede systemer øer. Den kendsgerning, at det eneste system, der udtrykkeligt nævnes i artikel 64, er Cyperns, en ø hvis transmissionssystem i øjeblikket ikke er forbundet til andre medlemsstaters transmissionssystemer, viser, at øer også var det, som lovgiveren havde til hensigt, da muligheden for fritagelse for små isolerede eller små forbundne systemer blev medtaget.

(27)

Selve betegnelsen »system« er ikke defineret, hverken i elektricitetsforordningen eller elektricitetsdirektivet. Dog defineres i artikel 2, stk. 42 og 43, i elektricitetsdirektivet henholdsvis betegnelsen »lille isoleret system« og »lille forbundet system«. Små isolerede systemer defineres som »ethvert system med et forbrug på under 3 000 GWh i 1996, som får mindre end 5 % af sit årlige forbrug dækket via sammenkobling med andre systemer«, og små forbundne systemer defineres som »ethvert system med et forbrug på under 3 000 GWh i 1996, som får mere end 5 % af sit årlige forbrug dækket via sammenkobling med andre systemer«.

(28)

For det første antager begge definitioner, at systemet er noget, inden for hvilket et elforbrug kan måles og defineres. For det andet er det noget, der kan sammenkobles med andre systemer. I henhold til direktivets artikel 2, nr. 39), (som afviger fra forordningen) er betegnelsen »samkøringslinje« også defineret som »udstyr, der anvendes til at sammenkoble elektricitetssystemer«. På baggrund heraf er det tydeligt, at »system« må være noget, der i) kan omfatte forbrugssteder og ii) kan sammenkobles til andre systemer ved hjælp af elektriske kabler. Dette synes at udelukke fortolkningen af flere overlappende og indbyrdes forbundne systemer som værende et »system«. Tværtimod er det nødvendigt klart at adskille ét system fra et andet. Den klareste adskillelse, og det er også den, der har været anvendt ved Kommissionens praksis i andre sager til dato (9), er en topologisk adskillelse af ét geografisk område fra et andet, såsom et hav, der adskiller en ø fra andre øer og fastlandet eller bjerge. Endvidere er det klart, at et »system« skal holdes sammen af noget og ikke kan bestå af flere fuldstændig uafhængige og uforbundne elementer, idet en gruppe af adskilte og ikkeforbundne sammenkoblede øer ikke vil udgøre ét men flere systemer.

(29)

I den foreliggende sag er området forbundet af kabler, idet en del af KF ligger midt ude i havet. Vindmølleparken Baltic 2 og Kriegers Flak er placeret på eller i nærheden af Kriegers Flak-revet, mens vindmølleparken Baltic 1 er placeret mellem revet og det tyske fastland. Vindmølleparkerne er således klart adskilt fra fastlandet af Østersøen. Havet adskiller imidlertid også vindmølleparkerne fra hinanden. Selv om de er forbundet til hinanden af kabler, er det ikke anderledes end deres tilslutning til systemerne på land.

(30)

KF-systemet udgør imidlertid en enhed, der er sammenholdt af den fælles operation via MIO. MIO fungerer på mange måder som en adskilt systemoperatør, der selvstændigt beregner kapacitet, kommer med forslag til afhjælpende foranstaltninger i tilfælde af kapacitetsbegrænsning, træffer foranstaltninger for at sikre spændingsstabilitet og køber modkøbsydelser, omend under tilsyn af systemoperatører, dvs. de to transmissionssystemoperatører, som ejer netelementerne. Således er KF adskilt fra andre systemer af havet og bundet sammen som ét system af et fælles operationelt koncept og en fælles driftsfunktion. Endvidere overlapper det ikke andre systemer, og man kan heller ikke sige, at de enkelte vindmølleparker udgør adskilte systemer. Ingen af de to transmissionssystemoperatører kan ensidigt kontrollere KF systemelementerne.

(31)

Således udgør det kombinerede KF-netanlæg, sammen med de tilsluttede vindmølleparker, et system efter forordningens artikel 64.

(32)

KF er også klart et »lille« system. Med hensyn til nystartede systemer er det logisk at undlade at henvise til forbruget i 1996. Dette referenceår går stadig tilbage til det første elektricitetsdirektiv, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF (10), omend med en tærskel på 2 500 GWh. Det har været bibeholdt som referencepunkt i en længere årrække for at forhindre, at systemer ændrer status på baggrund af ændringer i deres årlige forbrugstal.

(33)

Men så snart et nyt system står klart og er fuldt funktionsdygtigt, er det nødvendigt på det tidspunkt at anvende dets forbrug som basis for at vurdere, om der er tale om et »lille« system. Dette er tilfældet for KF. KF-systemet har ikke et betydeligt forbrug, idet det samlede forbrug inklusiv nettab anslås til ca. 90 GWh. Der forventes heller ikke nogen betydelig stigning i forbruget (f.eks. gennem produktion af brint) i den nærmeste fremtid. Selv om forbruget efter artikel 2, nr. 42) og 43), i forordningen kan tyde på, at udtrykket »små systemer« er forbundet med »menneskeligt« forbrug og således begrænset til beboede øer, er Kommissionen af den opfattelse, at manglen på efterspørgsel fra husholdninger og virksomheder ikke udelukker betegnelsen »lille system«. Eftersom der ikke er en minimumstærskel, vil krav om menneskeligt forbrug i systemet ikke give mening som adskillelseskriterie. Selv om Kommissionens afgørelser om små systemer hovedsageligt sigter mod at løse særlige udfordringer for stabile og konkurrencedygtige forsyninger til systemets beboere, begrænser ordlyden i forordningen ikke muligheden for fritagelse for sådanne problemer. Eftersom artiklen henviser til betydelige problemer »forbundet med driften« af et system, kan disse problemer lige så vel bygge på interaktionen mellem systemet og produktionen, der finder sted deri, som på interaktionen med efterspørgsel.

(34)

Endelig er KF, som selv leverer betydelig kapacitet på samkøringslinjerne, tydeligt »forbundet«.

(35)

KF er således et lille forbundet system i henhold til elektricitetsforordningens artikel 64, stk. 1, litra a).

(36)

Ordlyden af artikel 64 er meget bred og henviser til »betydelige problemer forbundet med driften af systemet«. Betegnelsen »betydelige problemer« er hverken juridisk defineret og Kommissionen har heller ikke givet en definition af betegnelsen i sin afgørelsespraksis. Den åbne formulering giver Kommissionen mulighed for at tage hensyn til alle potentielle problemer forbundet med små systemers særlige situation, forudsat de er betydelige og ikke blot har marginal betydning. Sådanne problemer kan variere betydeligt afhængig af de særlige geografiske forhold, der gør sig gældende for det pågældende system, produktionen og forbruget, men også på grund af teknologisk udvikling (såsom elektricitetslagring og små produktionsanlæg).

(37)

I tidligere afgørelser har de problemer, der skulle løses, været forbundet med at bevare social samhørighed og/eller lige konkurrencevilkår mellem fastlandet og øerne i en situation, hvor systemsikkerheden på øen krævede yderligere foranstaltninger eller omfattede betydeligt højere omkostninger på en ø sammenlignet med fastlandet. »Drift« kan således ikke forstås snævert, såsom at sikker drift af systemet ikke vil være muligt uden fritagelsen. Derimod har »problemer« altid været anset for også at omfatte socioøkonomiske problemer for brugerne af det konkrete system (11).

(38)

Endvidere bliver de pågældende problemer nødt til at forekomme for driften af systemet. Det forekommer derfor svært at forstille sig en begrundelse, der udelukkende er baseret på konsekvenser, som forekommer uden for systemet, som f.eks. konsekvenser for nationale støtteordninger. Dette udelukker ikke relevansen af »indirekte« konsekvenser med hensyn til f.eks. sikker drift af systemet.

(39)

KF-systemet er det første af sin art, som kombinerer tilslutningskabler mellem onshoresystemer og offshorevindmølleparker, der er placeret i to forskellige lande, et kabel med tilslutning til disse offshorevindmølleparker, der dermed giver mulighed for handel med el mellem både onshoresystemer, en omformerstation mellem to forskellige synkrone områder, to forskellige spændingsniveauer tilsluttet via en offshoretransformer samt MIO, der selvstændigt (under tilsyn af operatørerne fra begge transmissionssystemoperatører) kontrollerer de forskellige systemelementer, som udløser modkøb eller afkortning, hvor det er nødvendigt, og fastsætter omformerens indstillingspunkter.

(40)

Det er en kompleks opgave at etablere et sådant system og har været forbundet med betydelige udfordringer. Med tanke på projektets høje kompleksitet har tiden fra planlægning til endelig realisering af projektet været lang.

(41)

Da der i 2010 blev underskrevet en tilskudsaftale mellem Kommissionen og transmissionssystemoperatørerne om et bidrag på 150 mio. EUR af EU-midler til KF-projektet, forudsatte aftalen, at idriftsættelsen af KF-systemet var planlagt til at finde sted i juni 2016.

(42)

Som følge af at det var det første af sin art var det imidlertid nødvendigt at ændre systemets konfiguration midt i projektet. Til at begynde med var det planen at anvende HVDC-kabler, men da den planlagte HVDC-offshoreplatform blev ca. 250 % dyrere end forventet (12), var det nødvendigt at ombygge systemet og anvende offshorevekselstrømskabler. Der blev underskrevet en revideret tilskudsaftale i september 2015.

(43)

Denne reviderede struktur medførte en væsentlig reduktion i transmissionskapaciteten i tillæg til, hvad der er nødvendigt for at overføre den producerede vindenergi fra offshorevindmølleparkerne til land. Dette kan påvises ved at sammenligne to eksempler på håndtering af kapacitetsbegrænsning, som fremgår af forskellige redegørelser fra Energinet.dk til Kommissionen henholdsvis den 14. november 2012 og den 3. september 2014:

(44)

Disse eksempler viser, under forudsætning af at outputtet fra vindproduktionen er det samme i begge scenarier, at kapaciteten på KF-systemet, der var stillet til rådighed for markedet for handel til Tyskland var 830 MW i forbindelse med projektet fra 2012 og 230 MW i forbindelse med projektet fra 2014. Det skal imidlertid bemærkes, at den faktiske forskel mellem begge de udformede projekter i høj grad afhænger af vindforholdene (13).

(45)

Denne væsentlige ændring i udformningen af projektet viser den særlige udfordring, der er forbundet med dette projekt. Med den nye udformning anvendes usædvanligt lange vekselstrømskabler, med en samlet længde på vekselstrømstilslutningen på mere end 200 km, en længde hvor der normalt ville blive anvendt jævnstrømsteknologi (som oprindeligt planlagt). Dette skaber udfordringer for spændingsstabiliteten inden for systemet. Med henblik på at imødegå denne udfordring har man udviklet MIO-konceptet for at kunne overvåge og kontrollere KF-aktiverne og reagere (selvstændigt men under tilsyn af transmissionssystemoperatører) efter behov.

(46)

Reaktionerne fra MIO omfatter indkøb af nødvendige modkøbsmængder, i tilfælde af at der opstår kapacitetsbegrænsninger. Under kraftige vindforhold ville produktionen fra offshorevindmølleparkerne allerede have fyldt en meget stor andel af kablerne. Hvis der kræves store minimumshandelsvolumener under sådanne forhold, ville store modkøbsmængder være hyppigt forekommende.

(47)

Eksempler: I situationer hvor prisen i DE/LU-området er højere end prisen i DK2-området, ville kabelforbindelsen mellem de tyske vindmølleparker og det tyske fastland få kapacitetsproblemer, og det ville kræve modkøb for at sikre minimumshandelsvolumen i retningen DE/LU til DK. Hvis minimum 70 % af de 400 MW kapacitet i en sådan situation (dvs. 280 MW) skulle stilles til rådighed for handel, ville denne kapacitet blive anvendt til at transportere elektricitet fra DK 2-området (eventuelt fra vindenergi produceret i Danmark eller andre lande i Skandinavien) til DE/LU-området. Tilføjelsen af de 280 MW og vindenergien fra vindmølleparkerne Baltic 1 og Baltic 2, som er placeret i DE/LU-budområdet, ville imidlertid overstige tilslutningskablets kapacitet mellem disse vindmølleparker og det tyske fastland.

(48)

Derfor var det nødvendigt, for at stille denne kapacitet til rådighed, enten at reducere produktionen fra vindmølleparkerne (afkortning/nedadgående belastningsomfordeling), eller også ville systemoperatørerne være nødt til at foretage modkøb (handle elektricitet fra DE/LU-området til DK2-området). Begge metoder ville reducere den fysiske strøm på kablet og forhindre overbelastning. Men som det også følger af elektricitetsforordningens artikel 13, må ikkemarkedsbaseret belastningsomfordeling af elektricitet fra vedvarende energikilder kun anvendes, hvis der intet andet alternativ foreligger. Endvidere kan væsentlige reduceringer i driftstiden for de vedvarende produktionsaktiver have en negativ indvirkning på deres forretningsmuligheder eller formålene med støtte fra ordningen for vedvarende energi. MIO er således etableret for kun at reducere vindmølleparkernes output som en sidste udvej og for først at håndtere kapacitetsbegrænsninger via modkøb.

(49)

Derfor vil anvendelsen af artikel 16, stk. 8, øge graden af modkøb, der er behov for. Dette ville uden tvivl øge graden af kompleksitet med hensyn til at bevare en stabil drift af KF-systemet, eftersom det ville kræve hyppigere indgriben fra MIO, og der ville være behov for at større handelsmængder blev varetaget af MIO. Ud fra de tilgængelige oplysninger fremgår det imidlertid ikke, at denne øgede grad af kompleksitet vil sætte spørgsmålstegn ved selve KF-systemets driftssikkerhed og dermed allerede begrunde en fritagelse i sig selv.

(50)

I den forbindelse er det dog vigtigt at understrege, at elektricitetsforordningen udtrykkeligt anerkender de særlige udfordringer, der er forbundet med nyskabende projekter generelt samt hybridaktiver, som navnlig kombinerer sammenkobling og onshoretilslutninger.

(51)

Det følger af elektricitetsforordningens artikel 3, litra l), at »markedsregler giver mulighed for, at demonstrationsprojekter videreudvikles til bæredygtige, sikre og lavemissionsenergikilder, -teknologier eller -systemer, som skal virkeliggøres og anvendes til gavn for samfundet«. Den lovgivningsmæssige ramme har således til formål at fremme demonstrationsprojekter. Ifølge elektricitetsforordningens artikel 2, nr. 24), defineres et demonstrationsprojekt som »et projekt, der fremviser en teknologi, som er den første af sin art i Unionen, og som udgør en væsentlig nyskabelse, der rækker langt ud over det bedste eksisterende tekniske niveau«. Dette gælder klart KF, som er det første projekt af sin art, og som har krævet, som også fremvist af de væsentlige udfordringer med at frembringe det, væsentlig nyskabelse, der rækker langt ud over det bedste eksisterende tekniske niveau.

(52)

Endvidere fremgår det af betragtning 66 i forordningen, at »offshoreelektricitetsinfrastruktur med dobbelt funktion (såkaldte »offshorehybridaktiver«), der kombinerer transport af offshorevindenergi til land og samkøringslinjer, bør også være berettiget til undtagelse, såsom i henhold til de regler, der gælder for nye jævnstrømssamkøringslinjer, samt, hvis projektomkostningerne er særligt høje, for vekselstrømssamkøringslinjer. Kriegers Flak er betydeligt mere kompleks end det gennemsnitlige projekt for vekselstrømssamkøringslinjen, og ville dermed i princippet være berettiget til en fritagelse efter artikel 63. Hvor det er nødvendigt, bør der i regelsættet tages behørigt hensyn til de særlige forhold for disse aktiver med hensyn til at overvinde hindringer for realiseringen af samfundsmæssigt omkostningseffektive offshorehybridaktiver«. Selv om denne betragtning udtrykkeligt nævner undtagelser for nye samkøringslinjer, og dermed henviser til artikel 63, viser anvendelsen af »såsom«, at dette ikke er den eneste vej til specifikke rammer for hybridaktiver, som betragtningen ønsker at fremhæve. Idet KF er det første hybridaktiv, er det tydeligt, at lovgiverne var bekendt med dette projekt ved udarbejdelsen af betragtning 66, og anså det for muligt, at projektet ville kræve et særligt regelsæt.

(53)

Selv om en betragtning ikke kan ændre lovkravene i henhold til forordningen til at opstille rammer gennem fritagelser eller undtagelser, og artikel 3, litra l), ikke fastsætter specifikke krav til, hvordan regelsæt skal behandle demonstrationsprojekter, er de to samlet set udtryk for lovgivers ønske om, at Kommissionen navnlig lægger vægt på den særlige situation og udfordringerne for hybridaktiver og demonstrationsprojekter.

(54)

På baggrund heraf står KF som demonstrationsprojekt over for højere grad af kompleksitet. Omfanget af denne kompleksitet kan endnu ikke påvises fuldt ud, eftersom projektet er det første af sin art. Dette vil være tilstrækkeligt til at udgøre problemer efter artikel 64. Det er imidlertid ufornødent at undersøge dette, såfremt andre grunde for fritagelse var tilstrækkelige, alene eller sammen med ovennævnte komplekse drift og opsætning af KF-systemet som det første hybridaktiv af sin art.

(55)

Ud over en øget grad af kompleksitet i forhold til driften af KF-systemet vil den forøgede mængde af modkøb også have indvirkninger på tilgrænsende budområder. DE/LU-området er et stort område i modsætning til DK2-området, som er væsentligt mindre. Dette fører til mere begrænset ressourcetilgængelighed for op- og nedregulering. Det gøres gældende i fritagelsesanmodningen, at disse ressourcer allerede kunne blive fuldt udnyttet ved modkøb for KF-systemet.

(56)

Der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt en sådan mangel på tekniske modkøbsressourcer ville være hyppigt forekommende, eftersom modkøb normalt ville forekomme under kraftige vindforhold, hvor et stort antal vindenergiproduktionsaktiver producerer i DK2-området, men i betragtning af de mange forskellige netsituationer, kan dette ikke helt udelukkes.

(57)

Ikke desto mindre har KF også andre midler til rådighed med hensyn til håndtering af kapacitetsbegrænsninger på sit net. KF-anlægget kan f.eks. i tilfælde af mangel på modkøbsressourcer stadig fungere sikkert, selv om outputtet fra vindmølleparkernes andel af selve KF-systemet blev reduceret. Dette er udtrykkeligt fastsat i elektricitetsforordningens artikel 13, når det er nødvendigt for at opretholde operationel sikkerhed.

(58)

Derudover skal det bemærkes, at stigninger i systemomkostninger alene, det være sig som følge af øgede modkøbsomkostninger eller øgede omkostninger til anskaffelse af reserver for DK2-området, som sådan ikke kan danne grundlag for fritagelser efter artikel 64. I denne forbindelse skal det også bemærkes, at Kommissionen i sin seneste tilsagnsafgørelse i sag AT.40461 DE/DK Interconnector, som undersøgte systematiske begrænsninger for grænseoverskridende kapacitet efter EU's konkurrenceregler, vurderede, at ekstraomkostningerne som følge af øget behov for modkøb eller belastningsomfordeling ikke kunne godtages som begrundelse for begrænsning af grænseoverskridende strømme (14).

(59)

Endelig fremgår det af fritagelsesanmodningen, at de første drøftelser om KF-projektet allerede blev indledt i 2007, og at projektet altid siden da har været planlagt på basis af en særlig tilgang til håndtering af kapacitetsbegrænsning, som kun tildeler kapacitet til det resterende marked efter fradrag af prognoserne for vindenergi på day-ahead-stadiet.

(60)

Det fremgår desuden af anmodningen, at der har været betydelige ændringer af regelsættet siden 2007, og at navnlig elektricitetsforordningen, med indførelsen af artikel 16, stk. 8, har indført nye krav i forhold til den eksisterende lovgivning. Det anføres i fritagelsesanmodningen, at investeringsbeslutningen i 2016 blev truffet på baggrund af den antagelse, at offshorevindmølleparkerne kunne drage fordel af prioriteret lastfordeling, på basis af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF (15), og at konsekvensen heraf var, at kapaciteten for grænseoverskridende handel kunne reduceres.

(61)

Kommissionen vil på denne baggrund gerne understrege, at princippet om at maksimere den grænseoverskridende kapacitet ikke er noget nyt, og at disse argumenter ikke kan godtages. For det første er det baseret på de grundlæggende principper i EU-retten og navnlig på artikel 18 i traktaten om Den Europæiske Union (TEUF), der forbyder forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, og artikel 35 i TEUF, der forbyder kvantitative udførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning. For det andet indførte artikel 16, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 714/2009 (16) forpligtelsen om at maksimere samkøringskapaciteten, hvoraf det fremgår, at »det størst mulige kapacitetsniveau på samkøringslinjerne og de transmissionsnet, der er berørt af grænseoverskridende kapacitet, skal stilles til rådighed for markedsdeltagerne under overholdelse af standarderne for sikker netdrift«. Derudover fremgår det af bilag 1.7 til forordningen, at transmissionssystemoperatørerne »ikke må begrænse kapaciteten på samkøringslinjerne for at afhjælpe kapacitetsbegrænsningerne inden for deres eget systemområde«. Endvidere traf Kommissionen den 14. april 2010 i sag AT.39351 Swedish Interconnectors (17) afgørelse om at acceptere tilsagn afgivet af de svenske transmissionssystemoperatører om at have, på baggrund af Kommissionens foreløbige vurdering, misbrugt sin dominerende stilling på det svenske marked ved at begrænse den grænseoverskridende kapacitet for at løse interne kapacitetsbegrænsningsproblemer i strid med artikel 102 i TEUF. En lignende indledende konklusion som følge af tilsagn blev draget i sag AT.40461 DE/DK Interconnector (18) for grænsen mellem Vestdanmark (DK1) og området Tyskland/Luxembourg.

(62)

På baggrund af ovennævnte principper burde markedsoperatørerne have været bekendt med princippet om at maksimere den grænseoverskridende kapacitet. Under alle omstændigheder stod Kommissionens fortolkning af de eksisterende regler vedrørende grænseoverskridende kapacitet helt klart, senest siden april 2010, på basis af sag AT.39351 Swedish Interconnectors. Endelig, i modsætning til hvad der hævdes i fritagelsesanmodningen, gav punkt 1.7 i bilag 1 til forordning (EF) nr. 714/2009 heller ikke mulighed for i det uendelige at reducere overførselskapaciteten af hensyn til operationel sikkerhed, omkostningseffektivitet eller minimering af negative virkninger på det indre marked for elektricitet. Derimod blev det tydeligvis »kun tolereret, indtil en langsigtet løsning blev fundet«, hvor en sådan begrænsning undtagelsesvis kan have været tilladt. Det fremgår således klart, at det ikke var tilladt at skabe et helt system, der baserer sig på en permanent reduktion, efter forordning (EF) nr. 714/2009.

(63)

Forholdet mellem forpligtelsen til at maksimere den grænseoverskridende kapacitet efter elektricitetsforordningen og give prioriteret lastfordeling og prioriteret adgang til energi fra vedvarende energikilder efter direktiv 2009/28/EF blev imidlertid af i hvert fald nogle markedsdeltagere opfattet som ikke helt klart, og ansøgerne påpeger, at dette spørgsmål blev rejst gentagne gange af projektlederne i deres kontakter med Europa-Kommissionen med hensyn til navnlig dette første projekt af sin art. De transmissionssystemoperatører, der arbejdede på KF-projektet så heller ikke bare igennem fingre med den mulige udfordring for deres påtænkte tilgang til håndtering af kapacitetsbegrænsninger. Tværtimod forelagde de adskillige gange deres planlagte tilgang for Europa-Kommissionens tjenestegrene. Efter ansøgers mening bidrog det til projektlederens forvirring omkring de gældende regler for dette projekt, at Europa-Kommissionens tjenestegrene i adskillige kontakter med projektlederne siden 2010 ikke havde anmodet om ændringer i KF-projektets struktur for at sikre, at princippet om maksimering blev anvendt.

(64)

Det fremgår af ansøgningen om tilskud til KF-projektet fra 2010 (19), at der skulle foreligge en »korrekt fortolkning af prioriteret feed-in« for at sikre projektets levedygtighed. Det fremgår af den fælles gennemførlighedsundersøgelse, som blev indgivet til Kommissionens tjenestegrene, at den »grundlæggende antagelse er, at kapaciteten på samkøringslinjerne, som ikke forventes at være nødvendig for transport af vindenergi kan stilles til rådighed for spotmarkedet«. Den forventede yderligere transmissionskapacitet for handel var således kun den resterende kapacitet efter transport af offshorevindenergi til land.

(65)

Det fremgik også af undersøgelsen, at »på basis af direktiv 2009/28/EF har alle lande prioriteret adgang til nettet for vedvarende energikilder. Den tyske nationale lovgivning kræver endvidere, at vindmøller til enhver tid kan indgå i det tyske nationale transmissionsnet. I tilfælde af utilstrækkelig transmissionskapacitet kan de formelle netadgangskrav imidlertid imødekommes ved hjælp af modkøb eller balancemarkedsforanstaltninger.« Både problemet med håndtering af kapacitetsbegrænsninger og den mulige løsning med modkøb var derfor allerede blevet drøftet.

(66)

Ikke desto mindre var tilgangen til håndtering af kapacitetsbegrænsninger fortsat under drøftelse, herunder med Europa-Kommissionens tjenestegrene. I meget lignende redegørelser den 14. november 2012 og (på basis af den reviderede projektplan) den 3. september 2014 redegjorde Energinet.dk, transmissionssystemoperatøren, udtrykkeligt for, at »modellen for håndtering af kapacitetsbegrænsninger er en væsentlig del af grundlaget for investeringsbeslutningen«. Begge redegørelser rejste udtrykkeligt spørgsmålet om eventuelle modstridende fortolkninger af prioriteret adgang på basis af artikel 16 i direktiv 2009/28/EF på den ene side og princippet om maksimering efter artikel 16 i forordning (EF) nr. 714/2009 på den anden side.

(67)

Med en klar beskrivelse af måden, hvorpå transmissionssystemoperatørerne påtænkte at løse denne strid i forhold til KF-projektet, fremgik det af redegørelserne, at »kapacitet til vindenergiproduktion til onshorenettet vil blive reserveret på basis af day-ahead-prognosen« og at »den resterende kapacitet skal gives til markedskoblingen (og dermed definere den kapacitet, der stilles til rådighed for handel) og anvendes på samme måde som kapaciteten på andre samkøringslinjer«. Selv om redegørelsen fra 2014 ikke (på skrift) påpegede den reducerede kapacitet til markedet sammenlignet med den tidligere projektplan, blev dette heller ikke holdt skjult. Tværtimod følger begge redegørelser præcis den samme opbygning, og hvis man holder dem op mod hinanden, fremgår forskellen tydeligt.

(68)

Siden 2010 har vigtigheden af tilgangen til håndtering af kapacitetsbegrænsninger således gentagne gange været forelagt på møder med nationale lovgivere og Europa-Kommissionens tjenestegrene, hvor det er blevet fremhævet at forskellige lovkrav i henhold til afledt ret kan opfattes som værende i modstrid med hinanden. Den planlagte tilgang, som projektparterne påtænker at følge for at løse problemet, og den indvirkning, det vil have på den grænseoverskridende kapacitet, fremgår i det mindste også tydeligt af de senere redegørelser. I disse år blev de nationale myndigheder og Kommissionen ved med at støtte projektet, herunder med betydelige finansielle bidrag, uden at kræve ændringer i projektstrukturen.

(69)

Kommissionen bemærker også, at det foreslåede koncept er blevet drøftet indgående med de pågældende nationale myndigheder, og at ingen af de involverede nationale lovgivere har gjort indsigelser med hensyn til det forventede koncept for håndtering af kapacitetsbegrænsninger. Tværtimod blev konceptet godkendt af alle lovgivere i den pågældende »Hansa«-region i forbindelse med godkendelse af kapacitetsberegningsmetoden for Hansa-regionen.

(70)

Alene det forhold at de nationale myndigheder og Kommissionen over en årrække ikke har givet udtryk for juridiske betænkeligheder med hensyn til et projekt kan selvfølgelig ikke på nogen måde ses som en begrundelse for at indrømme projektet fritagelse. Desuden, som det også er blevet fremhævet i et svar på høringen, må visse ændringer i (eller afklaringer vedrørende) lovbestemte krav forventes med hensyn til projekter med meget lange gennemførselsperioder. I betragtning af spørgsmålets kompleksitet og de omfattende drøftelser af regelsættet kan Kommissionen imidlertid ikke udelukke, at projektparterne med rimelighed kan have antaget, at de kunne gå i gang med projektet som planlagt. Dette anerkendes også af en række indgivelser til Kommissionen, herunder dem, som er temmelig kritiske over for fritagelsen. Hvis de nationale lovgivere, ministerier eller Kommissionen endvidere havde gjort indsigelser, kunne projektet eventuelt være blevet tilpasset før det blev indledt, f.eks. ved at forøge tilslutningskapaciteten på land for at imødekomme øgede strømme for handel (som det var planen til at begynde med, men som derefter blev droppet, da projektet blev ændret).

(71)

Grunden til at håndtering af kapacitetsbegrænsninger var nævnt som en væsentlig del af investeringsbeslutningen var, at investeringsbeslutningen skulle tage hensyn til alle de involverede parters interesser. Dette omfattede offshorevindenergianlæggene, som modtog subsidier gennem forskellige nationale støtteordninger. Det er klart, at hvis der skulle gives mest mulig kapacitet for handel, ville dette medføre øget sandsynlighed for, at der ville ske afkortning af offshorevindenergianlæggene.

(72)

I det omfang at afkortning er ikkemarkedsbaseret, berettiger artikel 13, stk. 7, selvfølgelig disse produktionsanlæg til fuld økonomisk kompensation for tabt indtjening fra støtteordninger og på day-ahead-markedet. Hvis tabt indtjening måtte være højere end dette (f.eks. fra intraday-markedet eller systemtjenester), fastsætter forordningen ingen kompensationsforpligtelse (selv om en sådan forpligtelse kan følge af national lov). Under alle omstændigheder vil en betydelig stigning i afkortningen af offshorevindmølleparker væsentligt ændre projektets grundlæggende forudsætninger, som havde til formål at øge offshorevindmølleparkernes muligheder for transport af elektricitet til land, øge pålideligheden for elforsyning til DK 2-området og til at forøge kapaciteten for handel, men uden at ændre forholdene betydeligt for de eksisterende offshorevindmølleparker eller den prioritet, der gives til deres feed-in under de respektive nationale rammer. Havde projektparterne vidst, at det var nødvendigt at stille mest mulig kapacitet til rådighed for handel uanset vindmølleparkernes prioriterede adgang, kunne projektet således aldrig være blevet gennemført.

(73)

På baggrund af regelmæssige kontakter med nationale lovgivere, ministerier og Kommissionen med beskrivelser af den planlagte tilgang, er det plausibelt, at projektparterne kunne have misforstået den retlige situation. Under hensyntagen hertil og i lyset af det særlige fokus, der skal være på de udfordringer, som er forbundet med navnlig dette demonstrationsprojekt vedrørende hybridaktiver og demonstrationsprojekter, kunne anvendelsen af lovkrav, som ville kræve store ændringer i projektgrundlaget, og som, hvis de havde været klare tidligere, kunne have forhindret projektet i at blive gennemført eller ændret projektgrundlaget, anses for at skabe betydelige problemer for driften af det lille forbundne system.

(74)

Kommissionen kan således konkludere, at den fulde anvendelse af elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8, på KF-systemet ville skabe betydelige problemer for driften af et lille forbundet system.

(75)

Fritagelsen gælder for beregning og tildeling af overførselskapacitet på KF samkøringslinjen, der fraviger kravene i elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8, for så vidt den fastsætter en minimumstærskel på 70 % af KF-samkøringslinjens samlede transmissionskapacitet. I stedet skal elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8, finde anvendelse, for så vidt minimum 70 % af den resterende kapacitet skal stilles til rådighed, hvorved forstås minimum 70 % af den resterende kapacitet efter fradrag af det, der skal anvendes til transport af produktionen fra vindmølleparkerne Baltic 1, Baltic 2 og Kriegers Flak til deres respektive onshoresystemer, baseret på daglige prognoser for elproduktionen fra disse parker.

(76)

Hvis andre bestemmelser henviser til den »minimumstærskel«, som fremgår af elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8, skal dette betragtes som en henvisning til den minimumstærskel, der fremgår af denne afgørelse. Dette gælder også for netregler og retningslinjer for elektricitet, herunder for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger, for langsigtet kapacitetstildeling samt for de vilkår, betingelser og metoder, der er baseret på disse Kommissionsforordninger.

(77)

Alle andre krav i elektricitetsforordningens artikel 16, navnlig kravet om at gøre det størst mulige kapacitetsniveau på samkøringslinjer tilgængeligt, under overholdelse af standarderne for sikker netdrift, finder fortsat anvendelse.

(78)

Det fremgår af elektricitetsforordningens artikel 64, at afgørelsen skal søge at sikre, at den ikke hindrer overgangen til vedvarende energi, øget fleksibilitet, energioplagring, elektromobilitet og fleksibelt elforbrug.

(79)

Afgørelsen om fritagelse har til formål at åbne mulighed for det første demonstrationsprojekt af sin art, som sigter mod bedre integration af vedvarende energi i elsystemet. Den hindrer derfor ikke omstillingen til vedvarende energi. Desuden har den ingen mærkbar indvirkning på elektromobilitet eller fleksibelt elforbrug.

(80)

Med hensyn til øget fleksibilitet og energioplagring er det vigtigt at bemærke, at muligheden for fleksible tjenester (herunder lagring) for at støtte elsystemet direkte afhænger af at skaffe nøjagtige og klare investeringer og sende signaler til disse tjenesteudbydere. Hvis der findes strukturelle kapacitetsbegrænsninger inden for et budområde, medfører det fordrejede investeringssignaler for lokalitetsspecifikke fleksibilitetsydelser. Eksempelvis kunne investering i produktion af brint eller batterilagring inden for KF-systemet være mere levedygtigt inden for et regelsæt, der korrekt afspejler kapacitetsbegrænsningen mellem KF-systemet og begge onshoresystemer. I betragtning af de betydelige teknologiske udfordringer, der er forbundet med offshoreinvestering, betyder dette ikke automatisk, at sådanne investeringer ville være levedygtige i tilfælde af et adskilt offshorebudområde for KF-systemet, men det er klart, at tilgangen efter fritagelsesafgørelsen kan have negative konsekvenser for sådanne investeringspotentialer sammenlignet med etableringen af et offshorebudområde.

(81)

På den anden side kræver elektricitetsforordningens artikel 64 ikke fritagelsesafgørelser for at maksimere potentialet for fleksibilitet eller energioplagring men kun for at »søge at sikre, at fritagelsen ikke hindrer det«. Med andre ord skal fritagelsen ikke hindre udviklingen, som uden fritagelsen ville ske naturligt. Det er imidlertid ikke sikkert, at KF-systemet, i mangel af en fritagelse, vil fungere som et adskilt offshorebudområde. Som respondenterne i høringen også har fremhævet, kan et offshorebudområde have betydelige fordele for markedets funktion, gennemsigtighed og effektive udnyttelse af netaktiver, men det indebærer også en vis kompleksitet, f.eks. med hensyn til fordelingen af omkostninger og fordele. Hvis et offshorebudområde ikke bliver etableret, er det ikke klart, hvorvidt fuldstændig gennemførelse af elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8, i forbindelse med KF-projektet af sig selv ville sende mere præcise investeringssignaler med hensyn til fleksibilitetsydelser eller lagring.

(82)

Selv om fritagelsen ikke hindrer omstillingen hen imod øget fleksibilitet, herunder energioplagring, er det vigtige at tage hensyn til behovet for hensigtsmæssige investeringssignaler og dets indvirkning på eventuel lagring eller andre fleksibilitetsinvesteringer med hensyn til betingelserne for fritagelsen.

(83)

Det fremgår af elektricitetsforordningens artikel 64, at fritagelsen skal være tidsbegrænset, og at den skal være omfattet af betingelser, der tager sigte på at øge konkurrencen og integration med det indre marked for elektricitet.

(84)

En tidsbegrænsning kan således ikke blot være begrundet i proportionalitetsprincippet, f.eks. hvis en kortere fritagelse kan løse de aktuelle problemer, eller hvis en længere fritagelse vil medføre en uforholdsmæssig stor byrde for markedsdeltagerne. Forordningen indeholder bestemmelser om en obligatorisk begrænsning til forskellige formål. Først og fremmest antager forordningen, at det generelle regelsæt kan anvendes i alle situationer på det indre marked, og at en sådan generel anvendelse er til gavn for samfundet. Selv om artikel 64 anerkender, at fritagelser kan være nødvendige i særlige situationer, kan disse fritagelser medføre en højere grad af kompleksitet af det samlede system og hindre integration også i naboområderne. Endvidere er begrundelsen for fritagelse normalt baseret på de tekniske og retlige rammer på det pågældende tidspunkt og på en given nettopologi. Alle disse situationer kommer til at ændre sig. Endelig er det vigtigt, at markedsdeltagerne er i stand til at forudsige lovgivningsmæssige ændringer i tilstrækkelig god tid. Alle fritagelser skal derfor være tidsbegrænsede.

(85)

Den eneste situation, hvor forordningen indeholder bestemmelser om generelle fritagelsesmuligheder uden tidsbegrænsning vedrører regioner i den yderste periferi som defineret i artikel 349 i TEUF, som ikke kan samkøres med Unionens energimarked af indlysende fysiske grunde. Dette er let at forstå, eftersom disse regioner ikke har nogen indvirkning på det indre marked for elektricitet. Eftersom KF ikke er en region i den yderste periferi, bliver der nødt til at være en klar og forudsigelige tidsbegrænsning for fritagelsen.

(86)

Fritagelsesanmodningen indeholder forslag om en tidsbegrænsning baseret på de tre offshorevindmølleparkers drift og tilslutning. Det fremgår således af ordlyden, at den ikke er tidsubegrænset. Denne betingelse er imidlertid ikke tilstrækkelig præcis i forhold til, hvad der stadig forstås ved »drift« af de oprindelige vindmølleparker, og giver ikke tredjeparter mulighed for at forudse regelsættet i tilstrækkelig god tid.

(87)

For at undgå enhver tvivl skal det klart kunne identificeres, hvorvidt en offshorevindmøllepark, der er tilsluttet til KF-systemet, stadig er en af de oprindelige vindmølleparker. Der bør under alle omstændigheder tilføjes en betingelse om, at fra det tidspunkt, hvor en af de tre vindmølleparker stopper med at køre, undtagen for sædvanlig vedligeholdelse eller reparation, eller er genstand for betydelige ændringer, hvilket som minimum anses for at være tilfældet, når en ny tilslutningsaftale er påkrævet, eller hvor produktionskapaciteten af vindmølleparken forøges med mere end 5 %, skal produktionen fra denne vindmøllepark ikke længere fratrækkes den samlede transmissionskapacitet før beregning af den resterende kapacitet for dermed at forøge den kapacitet, der er til rådighed for handel på samkøringslinjen.

(88)

Men hvis en eller to af vindmølleparkerne stopper med at køre eller på anden måde bliver omfattet af fritagelsen, skal det ikke have negative konsekvenser for de andre vindmølleparkers handelsmæssige situation eller systemets drift. Således ophører fritagelsen ikke bare, fordi en af vindmølleparkernes produktion ikke længere er berettiget til forudgående fradrag fra den samlede transmissionskapacitet, men kun hvis alle de tre vindmølleparker er berettiget til dette fradrag.

(89)

Med hensyn til den passende varighed af fritagelsen bemærker Kommissionen, at den umiddelbare anvendelse af reglerne, hvorfra der anmodes om fritagelse, ville kræve væsentlige ændringer af regeludstedelsen og de kommercielle ordninger for KF, med potentielle negative konsekvenser for vindmølleparkernes drift.

(90)

På den anden side bemærker Kommissionen, at hvis der gives fritagelse, så længe vindmølleparkerne kører og er tilsluttet, kan det betyde, at fritagelsen ville gælde i 20 år eller længere i betragtning af offshorevindmølleparkers gennemsnitlige levetid. En så lang fritagelse kan medføre betydelige ulemper for markedsintegrationen.

(91)

Derudover er det vigtigt, at fritagelsen for KF ikke skaber et uforanderligt og ufleksibelt, og temmelig fremmed, element i forbindelse med offshoreregeludstedelsen. For at sikre tilstrækkelig fleksibilitet, men samtidig sikre alle parter i projektet og andre markedsdeltagere et tilstrækkeligt niveau af sikkerhed og forudsigelighed, bør der fastsættes en regelmæssig revision af den ramme, som er godkendt i denne fritagelsesafgørelse.

(92)

Kommissionen bliver derfor nødt til finde den rette balance mellem projektparterne i KF's legitime interesser og nabomedlemsstaterne, som har haft tillid til lovligheden af den lovgivningsmæssige løsning, der er udviklet for det første projekt af sin art og i EU-forbrugernes og -producenternes interesse for at drage fordel af princippet om maksimering af grænseoverskridende strømme.

(93)

Kommissionen tager hensyn til, at udvikling og gennemførelse af en lovgivningsmæssig løsning, der ikke kræver en fritagelse, er en mulighed (20), men at det vil tage lang tid og desuden medføre en betydelig grad af kompleksitet. Det samme gælder de nødvendige tilpasninger af kontrakter til den nye lovgivningsmæssige behandling i overensstemmelse med EU-reglerne. Eftersom regelsættet for offshorehybridaktiver desuden er til behandling i øjeblikket, bør der afsættes tilstrækkelig tid til at sikre, at sådanne tilpasninger ikke skal påbegyndes, før der er skabt en solid og klar basis derfor. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at indrømme fritagelse i ti år.

(94)

Det kan dog ikke helt udelukkes, at det fortsat vil være nødvendigt at bibeholde fritagelsen for at sikre økonomisk balance og KF-systemets levedygtighed selv over denne periode på ti år. Kommissionen kan således forlænge denne periode, hvis det er berettiget. Fritagelsen, inklusiv eventuelle forlængelser, kan ikke vare mere end 25 år, idet det vil overstige vindmølleparkernes forventede levetid.

(95)

Kommissionens revision af en eventuel anmodning om forlængelse omfatter en vurdering af, hvorvidt det er muligt at ændre projektstrukturen på en måde, der giver mulighed for fuld integration af KF-systemet i det generelle regelsæt, der f.eks. er omfattet af definitionen af offshorebudområder. Enhver ændring af projektstrukturen ville tage behørigt hensyn til den økonomiske balance som fastsat i fritagelsesafgørelsen. En detaljeret procedure for anvendelse og indrømmelse af en sådan forlængelse fremgår af afsnit 5.5.3.

(96)

Med hensyn til at indføre yderligere betingelser vil indførelse af en forøgelse af den minimumskapacitet, der stilles til rådighed for handel til et ellers uændret projekt, bidrage direkte til at rejse det problem, som fritagelsen skal løse, i de timer, hvor kablerne i KF-systemet har kapacitetsproblemer. På den anden side gælder princippet om maksimering under alle omstændigheder, hvis sådanne kabler ikke har kapacitetsproblemer, idet maksimumskapaciteten, hvor det er teknisk muligt, allerede skal stilles til rådighed op til transmissionssystemets samlede kapacitet.

(97)

Når dette er sagt, kan det ikke helt udelukkes, at der er basis for en forøgelse af den tilgængelige kapacitet på længere sigt. Navnlig de tidligere projektplaner gav mulighed for etablering af yderligere jævnstrømskabler, og disse planer blev opgivet, da omkostningerne til de nødvendige komponenter ville blive 2,5 gange større (se betragtning 40-42 ovenfor). Det er således ikke udelukket, at sådanne investeringer kunne blive foretaget i fremtiden. Navnlig KF-tilskudsaftalen gav mulighed for at integrere en svensk vindmøllepark i KF-systemet og rejste muligheden for at forøge kapaciteten i sådan et scenarie.

(98)

Hvis ny teknologisk udvikling eller markedsudvikling eller investering i nye offshorevindmølleparker i nærheden af KF medfører en opgradering af det eksisterende system eller etableringen af nye kabler, som forøger den tilgængelige kapacitet for økonomisk levedygtig handel (under hensyntagen til behovet for at opnå sikker drift af KF-systemet og tilstødende systemer), bør sådanne investeringer foretages. I tilfælde af forlængelsesanmodninger skal Kommissionen også vurdere, hvorvidt sådanne investeringer i yderligere kapacitet med rimelighed kan forventes.

(99)

Hvis udbydere af fleksibilitetstjenester udviser konkret interesse i at realisere projekter i eller i nærheden af KF-systemet, der kan øge den tilgængelige kapacitet for handel ved at gøre brug af fleksibilitetstjenester (f.eks. lagring af overskydende vindproduktion i offshorebatterier), skal de pågældende nationale myndigheder tage behørigt hensyn til sådanne investeringer og udnytte deres potentiale for at øge den tilgængelige kapacitet for handel op til den minimumsværdi, der fremgår af elektricitetsforordningens artikel 16, stk. 8.

(100)

For at Kommissionen kan vurdere, hvorvidt fritagelsen stadig er nødvendig i betragtning af eventuelle fremtidige præciseringer og ændringer af den retlige ramme for hybridprojekter, skal de nationale myndigheder aflægge rapport til Kommissionen i tilstrækkelig god tid før udgangen af fritagelsesperioden om, hvorvidt de anser forlængelsen af fritagelsen for nødvendig. Hvis de nationale myndigheder ønsker at anmode om forlængelse af nærværende fritagelse, skal der indgives en fælles anmodning i tilstrækkelig god tid før udgangen af fritagelsesperioden til, at der kan foretages en grundig undersøgelse af fritagelsesanmodningen og tidlige oplysninger til markedsdeltagerne om det fremtidige regelsæt for KF. Alle sådanne anmodninger skal indeholde en cost-benefit-analyse, der påviser fritagelsens indvirkning på både KF-systemet og på det regionale og europæiske plan, og som minimum sammenligner mulighederne for at fortsætte fritagelsen i sin nuværende form, forøger den tilgængelige kapacitet ved at foretage yderligere investeringer og fuldt ud integrerer KF-systemet i det generelle regelsæt for offshorehybridaktiver, som finder anvendelse på tidspunktet for anmodningen om forlængelse.

(101)

Når der træffes afgørelse om forlængelse, skal Kommissionen tage behørigt hensyn til de tilsluttede vindmølleparkers og de involverede systemoperatørers økonomiske interesser, men også til den bredere socioøkonomiske konsekvenser af fritagelsen på regionalt og europæisk plan. Navnlig skal revisionen fastlægge, hvorvidt og hvordan KF-systemet bør integreres i et bredere regelsæt for hybridaktiver.

(102)

For at der kan tages tilstrækkelig hensyn til ændringer i regelsættet samt den teknologiske udvikling og markedsudviklingen, bør alle forlængelser (hvis de indrømmes) være tidsbegrænsede.

(103)

Hvis Kommissionen konkluderer, at der for at indrømme en forlængelse er behov for ændringer af den lovgivningsmæssige tilgang, der fremgår af denne afgørelse, eller at andre betingelser er nødvendige for at øge konkurrencen eller markedsintegrationen, skal der afsættes tilstrækkelig tid til deres gennemførelse, samt gives tilstrækkeligt varsel til andre markedsdeltagere om eventuelle ændringer i den tilgængelige grænseoverskridende kapacitet —

(1)

Den 25. januar 2017 indgav Contec Cleanroom (UK) Ltd en ansøgning i henhold til artikel 43, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 om godkendelse af en familie af biocidholdige produkter med betegnelsen »Contec Hydrogen Peroxide« af produkttype 2, som beskrevet i bilag V til nævnte forordning, med skriftlig bekræftelse af, at den kompetente myndighed i Det Forenede Kongerige er indforstået med at vurdere ansøgningen. Den 25. marts 2019 tog Contec Europe over som potentiel godkendelsesindehaver i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, og Sloveniens kompetente myndighed accepterede at overtage rollen som kompetent vurderingsmyndighed pr. 1. februar 2020. Ansøgningen blev registreret under sagsnummer BC-GN057178-26 i registret over biocidholdige produkter.

(2)

»Contec Hydrogen Peroxide« indeholder hydrogenperoxid, som er opført på EU-listen over godkendte aktivstoffer, jf. artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Den 28. august 2019 fremlagde den kompetente vurderingsmyndighed i overensstemmelse med artikel 44, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012, en vurderingsrapport og konklusionerne af sin vurdering for Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«).

(4)

Den 7. april 2020 fremlagde agenturet en udtalelse for Kommissionen (2) om »Contec Hydrogen Peroxide«, i overensstemmelse med artikel 44, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(5)

I udtalelsen konkluderes det, at »Contec Hydrogen Peroxide« er en »familie af biocidholdige produkter« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra s), i forordning (EU) nr. 528/2012, men ikke opfylder betingelsen i samme forordnings artikel 19, stk. 1, litra b), nr. i).

(6)

Ifølge agenturets udtalelse har ansøgeren ikke påvist, at »Contec Hydrogen Peroxide« er tilstrækkeligt effektivt på grund af uoverensstemmelser i de fremlagte effektivitetsstudier, som ikke dokumenterede, at alle relevante kriterier er opfyldt.

(7)

Kommissionen er enig i agenturets udtalelse og mener derfor, at der ikke bør meddeles EU-godkendelse af »Contec Hydrogen Peroxide«.

(8)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

(1)

Forordning (EF) nr. 1007/2009 fastsætter harmoniserede regler for omsætning af sælprodukter i Unionen. I artikel 3, stk. 1, fastsættes betingelserne for omsætning af sælprodukter, der hidrører fra inuitsamfundenes eller andre oprindelige samfunds jagt. Når sælprodukter bringes i omsætning, skal de være ledsaget af et dokument, der attesterer, at betingelserne i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1007/2009 er opfyldt, og som er udstedt af et organ, der er anerkendt hertil af Kommissionen.

(2)

Ved afgørelse C(2015) 5253 (2) anerkendte Kommissionen »Department of Environment, Government of Nunavut« som et organ, der er bemyndiget til at udstede dokumenter, der attesterer, at betingelserne i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1007/2009 for omsætning af sælprodukter i Unionen er opfyldt.

(3)

På baggrund af de ændringer, der ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/1775 (3) blev foretaget i forordning (EF) nr. 1007/2009, og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1850 (4) vedtog Kommissionen foruden afgørelse C(2015) 5253 også afgørelse C(2015) 7273 (5).

(4)

Den 4. august 2020 modtog Kommissionen et brev fra Department of Economic Development and Transportation of Nunavut af 22. april 2020 med anmodning om at ændre navnet på det anerkendte organ for at afspejle en omstrukturering inden for Government of Nunavut.

(5)

Department of Economic Development and Transportation of Government of Nunavut anmodede om, at navnet »Department of Environment, Government of Nunavut« ændres til »Government of Nunavut«.

(6)

Department of Economic Development and Transportation of Government of Nunavut præciserede, at denne navneændring ikke indebar nogen ændring af det anerkendte organs funktion og rolle.

(7)

Organet »Government of Nunavut« opfylder kravene til anerkendte organer i artikel 3, stk. 1a, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1007/2009 og artikel 3, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1850.

(8)

Organet »Government of Nunavut« bør derfor anerkendes som et organ, der er bemyndiget til at udstede dokumenter, der attesterer, at betingelserne i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1007/2009 er opfyldt —

(1)

For at fastlægge medlemsstaternes årlige emissionstildelinger for perioden 2021 til 2030 for de sektorer, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842, skal de pågældende beregninger baseres på de mest nøjagtige tilgængelige data. Derfor fastsættes de samlede drivhusgasemissioner, der hører under anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842, og som blev meddelt af medlemsstaterne til Kommissionen i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 525/2013 (2) i 2020, på baggrund af en omfattende gennemgang. Denne gennemgang blev i henhold til artikel 19, stk. 1, i forordning (EU) nr. 525/2013 foretaget af Kommissionen bistået af Det Europæiske Miljøagentur og gav i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) 2018/842 reviderede data om drivhusgasemissioner for året 2005 og årene 2016-2018.

(2)

Lige så nøjagtige data som de reviderede opgørelsesdata kræves for drivhusgasemissioner fra stationære anlæg, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (3), hvorved der blev indført et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen (herefter "EU ETS"), som de fremgår af EU-registret over verificerede emissioner fra disse anlæg (herefter "registret). I det omfang at EU-ETS-emissionerne for 2005 i registret ikke svarer til det nuværende anvendelsesområde for direktiv 2003/87/EF eller forordning (EU) 2018/842, anvendes relevante kommissionsafgørelser (4) vedtaget i medfør af direktiv 2003/87/EF eller Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF (5) og de nationale tildelingsplaner og den officielle korrespondance mellem Kommissionen og de respektive medlemsstater til at tilvejebringe supplerende emissionsdata.

(3)

For at sikre overensstemmelse mellem de fastsatte årlige emissionstildelinger og de rapporterede drivhusgasemissioner for hvert år for perioden 2021 til 2030 skal medlemsstaternes årlige emissionstildelinger beregnes i CO2-ækvivalenter ved at anvende de samme værdier for globale opvarmningspotentialer, navnlig de værdier, der er fastsat i 5. vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer og som anført i bilaget til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1044 (6).

(4)

Med henblik på beregning af den årlige emissionstildeling for hver medlemsstat for 2030 i overensstemmelse med reduktionerne af drivhusgasemissioner i 2030 i forhold til deres niveauer i 2005, der er fastsat i bilag I til forordning (EU) 2018/842, anvendes en femtrinsmetode.

(5)

Som det første bestemmes værdien af drivhusgasemissionerne i 2005. Mængden af drivhusgasemissioner fra stationære anlæg, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2003/87/EF, som fandtes i 2005, trækkes fra de reviderede samlede drivhusgasemissioner for året 2005. For medlemsstater, der først har deltaget i EU ETS fra 2005 eller derefter, anvendes den emissionsmængde, der er fastlagt for 2005 i afgørelse 2013/162/EU. Udvidelsen af anvendelsesområdet for direktiv 2003/87/EF i 2013 tages der højde for ved at beregne den ækvivalente værdi for 2005 for den tilsvarende tilpasning af den årlige emissionstildeling for 2020 i overensstemmelse med afgørelse 406/2009/EF, der er fastsat i gennemførelsesafgørelse 2013/634/EU. I henhold til artikel 10, stk. 1, litra a), i forordning (EU) 2018/842 skal der ved denne beregning ligeledes tages hensyn til ændringer i anlæg, der er omfattet af anvendelsesområdet, mellem 2005 og 2012, efter samme metode som den, der er fastlagt i afgørelse (EU) 2017/1471.

(6)

Som det andet beregnes den årlige emissionstildeling for hver medlemsstat for 2030 ved at anvende den procentsats, der er fastsat i bilag I til forordning (EU) 2018/842, på den beregnede emissionsværdi for 2005.

(7)

Som det tredje beregnes den gennemsnitlige mængde drivhusgasemissioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842 i 2016, 2017 og 2018, for hver medlemsstat, ved at trække den gennemsnitlige mængde verificerede drivhusgasemissioner fra stationære anlæg, der falder under anvendelsesområdet for direktiv 2003/87/EF, i 2016, 2017 og 2018, i den pågældende medlemsstat og CO2-emissioner fra den indenlandske luftfart fra dens gennemsnitlige samlede reviderede drivhusgasemissioner for 2016, 2017 og 2018.

(8)

Som det fjerde beregnes de årlige emissionstildelinger for hver medlemsstat for 2021 til 2029. De bliver fastlagt på grundlag af et lineært forløb, der begynder med den gennemsnitlige mængde for 2016, 2017 og 2018, ved fem tolvtedele af tidslinjen fra 2019 til 2020, og som ender med den årlige emissionstildeling for 2030. For Grækenland, Kroatien og Ungarn starter det lineære forløb i 2020, da dette fører til en lavere tildeling for disse medlemsstater.

(9)

Endelig tilpasses de deraf følgende værdier for de årlige emissionstildelinger. EU ETS-kvoter for drivhusgasemissioner fra stationære anlæg, der i henhold til artikel 27 i direktiv 2003/87/EF og på medlemsstaternes anmodning til Kommissionen i medfør af nævnte artikel, er udelukket fra EU ETS, er dermed, hvis de er udelukket fra Unionens emissionsloft i medfør af nævnte direktiv for 2021 og fremefter, omfattet af anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842. De mængder, der er trukket fra loftet, lægges derefter til de årlige emissionstildelinger for de pågældende medlemsstater for perioden 2021 til 2030. Den tilpasningsmængde, der er angivet i bilag IV til forordning (EU) 2018/842, lægges til den årlige emissionstildeling for 2021 for hver af de medlemsstater, der er opført i nævnte bilag.

(10)

De samlede maksimale mængder for visse medlemsstater, der følger efter den reduktion af EU ETS-kvoter, der kan tages i betragtning med henblik på en medlemsstats overholdelse mellem 2021 og 2030 i henhold til artikel 9 i forordning (EU) 2018/842, bestemmes ved at anvende de procentsatser, som medlemsstaterne har meddelt i henhold til artikel 6, stk. 3, i nævnte forordning, på værdierne for de beregnede drivhusgasemissioner for 2005.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Klimaændringer —

(1)

I artikel 28, stk. 1, i forordning (EU) nr. 600/2014 identificeres de markedspladser, på hvilke finansielle modparter som defineret i artikel 2, nr. 8), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (2) og ikkefinansielle modparter, som opfylder betingelserne i artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 648/2012, kan indgå transaktioner i derivater tilhørende en klasse af derivater, som er erklæret omfattet af handelsforpligtelsen. De markedspladser, på hvilke sådanne transaktioner kan indgås, er begrænset til regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter (MHF'er), organiserede handelsfaciliteter (OHF'er) og tredjelandes markedspladser, der af Kommissionen anerkendes som værende omfattet af ækvivalente retlige krav og effektivt tilsyn i det pågældende tredjeland. Det pågældende tredjeland skal ligeledes sørge for et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af markedspladser, som er meddelt tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (3).

(2)

I overensstemmelse med artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 600/2014 har Kommissionen fastslået i gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/541 (4), at de retlige og tilsynsmæssige rammer, der finder anvendelse på godkendte børser og regulerede markedsoperatører, der er etableret i Singapore og godkendt af Monetary Authority of Singapore (MAS), sikrer, at disse opfylder retligt bindende krav, som er ækvivalente med de krav til markedspladser i Unionen, der er fastsat i direktiv 2014/65/EU, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 (5) og forordning (EU) nr. 600/2014, og som er underlagt effektivt tilsyn og håndhævelse i Singapore.

(3)

Listen over godkendte børser og anerkendte markedsoperatører i bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/541 kan ajourføres for, hvis det er relevant, at udvide anvendelsesområdet for den ækvivalensafgørelse, der er omhandlet i artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 600/2014, til også at omfatte yderligere godkendte børser og anerkendte markedsoperatører i Singapore eller for at fjerne godkendte børser og anerkendte markedsoperatører fra listen. Kommissionens kan foretage en særlig gennemgang på et hvilket som helst tidspunkt, hvis en relevant udvikling nødvendiggør, at Kommissionen revurderer den beslutning, der er truffet ved nævnte afgørelse. På grundlag af de resultater, der måtte fremgå af en regelmæssig eller særlig gennemgang, kan Kommissionen på et hvilket som helst tidspunkt beslutte at ændre eller ophæve ovennævnte afgørelse, navnlig hvis udviklingen berører de betingelser, som danner grundlag for vedtagelsen af afgørelsen.

(4)

Siden vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/541 har yderligere en række anerkendte markedsoperatører, der er etableret i Singapore, opnået tilladelse fra MAS til at handle med derivater tilhørende en klasse af derivater, som er erklæret omfattet af handelsforpligtelsen. Ifølge de oplysninger, MAS har afgivet, opfylder disse yderligere anerkendte markedsoperatører de retligt bindende krav, som ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/541 er erklæret ækvivalente med de krav til markedspladser i Unionen, der er fastsat i direktiv 2014/65/EU. Kommissionen finder det derfor hensigtsmæssigt at ajourføre listen over godkendte børser og anerkendte markedsoperatører i gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/541, som bør ændres til at omfatte yderligere anerkendte markedsoperatører, der er etableret i Singapore og godkendt af MAS.

(5)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater, hvor der har været bekræftede tilfælde af sygdommen hos tamsvin eller vildtlevende svin (»de berørte medlemsstater«). I del I-IV i bilaget til nævnte gennemførelsesafgørelse afgrænses og listeopføres visse områder i de berørte medlemsstater, og områderne er opdelt efter risikoniveauet under hensyntagen til den epidemiologiske situation for så vidt angår den pågældende sygdom. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU er blevet ændret flere gange med henblik på at tage hensyn til ændringer i den epidemiologiske situation for så vidt angår afrikansk svinepest i Unionen, som bilaget nødvendigvis må afspejle. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU blev senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2019 (5) som følge af ændringer i den epidemiologiske situation vedrørende sygdommen i Rumænien og Polen.

(2)

Siden datoen for vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/2019 har der været nye forekomster af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i Slovakiet, Polen og Tyskland.

(3)

I december 2020 blev der konstateret adskillige udbrud af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i distrikterne Vranov nad Topľou og Rimavská Sobota i Slovakiet i områder, der for øjeblikket er opført i del I i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Disse tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i nævnte bilag. Disse områder i Slovakiet, der for øjeblikket er opført i del I i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, og som er berørt af disse seneste tilfælde af afrikansk svinepest, bør derfor nu opføres i del II i nævnte bilag i stedet for i del I, og de eksisterende afgrænsninger i del I skal også omdefineres og udvides for at tage hensyn til disse nylige tilfælde.

(4)

I december 2020 blev der desuden konstateret adskillige tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i distriktet ostródzki i Polen i et område, der er opført del II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, og som ligger i umiddelbar nærhed af et område, der for øjeblikket er opført i del I i samme bilag. Disse nye tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i nævnte bilag. Dette område i Polen, der for øjeblikket er opført i del I i nævnte bilag, og som ligger i umiddelbar nærhed af et område, der er opført i del II i samme bilag, der er berørt af disse seneste tilfælde af afrikansk svinepest, bør derfor nu opføres i del II i nævnte bilag i stedet for i del I, og de eksisterende afgrænsninger i del I skal også omdefineres og udvides for at tage hensyn til disse nylige tilfælde.

(5)

I december 2020 blev der desuden konstateret adskillige tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i distriktet Gorlitz i Tyskland i et område, der er opført del II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, og som ligger i umiddelbar nærhed af et område, der for øjeblikket er opført i del I i samme bilag. Disse nye tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i nævnte bilag. Dette område i Tyskland, der for øjeblikket er opført i del I i nævnte bilag, og som ligger i umiddelbar nærhed af det område, der er opført i del II i samme bilag, der er berørt af disse seneste tilfælde af afrikansk svinepest, bør derfor nu opføres i del II i nævnte bilag i stedet for i del I, og de eksisterende afgrænsninger i del I skal også omdefineres og udvides for at tage hensyn til disse nylige tilfælde.

(6)

Efter de nylige tilfælde af afrikansk svinepest hos vildtlevende svin i Slovakiet, Polen og Tyskland og under hensyntagen til den nuværende epidemiologiske situation i Unionen er regionaliseringen i disse medlemsstater blevet revurderet og ajourført. Derudover er de eksisterende risikostyringsforanstaltninger også blevet revurderet og ajourført. Disse ændringer skal afspejles i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(7)

For at tage hensyn til den seneste udvikling i den epidemiologiske situation for så vidt angår afrikansk svinepest i Unionen og for at bekæmpe de risici, der er forbundet med spredning af sygdommen, på en proaktiv måde bør der for Slovakiet, Polen og Tyskland afgrænses nye højrisikoområder af en tilstrækkelig størrelse, som på behørig vis bør opføres i del I og II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(8)

Da den epidemiologiske situation i Unionen med hensyn til spredningen af afrikansk svinepest tilsiger en hurtig indsats, er det vigtigt, at de ændringer, der foretages i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU ved nærværende afgørelse, får virkning snarest muligt.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —