ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 119

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

63. årgang
17. april 2020


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/531 af 16. april 2020 om fravigelse for 2020 af artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår størrelsen af forskud på direkte betalinger og areal- og dyrerelaterede foranstaltninger til udvikling af landdistrikter og af artikel 75, stk. 2, første afsnit, i samme forordning for så vidt angår direkte betalinger

1

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/532 af 16. april 2020 om fravigelse for 2020 af gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, (EU) nr. 180/2014, (EU) nr. 181/2014, (EU) 2017/892, (EU) 2016/1150, (EU) 2018/274, (EU) 2017/39, (EU) 2015/1368 og (EU) 2016/1240 for så vidt angår visse bestemmelser om administrativ kontrol og kontrol på stedet, der finder anvendelse i henhold til den fælles landbrugspolitik

3

 

*

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) 2020/533 af 15. april 2020 om forlængelse af tidsfristerne for indberetning af statistisk information (ECB/2020/23)

15

 

 

AFGØRELSER

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/534 af 16. april 2020 om suspension af vurderingen af ansøgninger om medlemskab af eksisterende europæiske netværk af referencecentre ( 1 )

18

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

FORORDNINGER

17.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 119/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/531

af 16. april 2020

om fravigelse for 2020 af artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår størrelsen af forskud på direkte betalinger og areal- og dyrerelaterede foranstaltninger til udvikling af landdistrikter og af artikel 75, stk. 2, første afsnit, i samme forordning for så vidt angår direkte betalinger

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (1), særlig artikel 75, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1306/2013 kan medlemsstaterne fra den 16. oktober til den 30. november udbetale forskud på op til 50 % på direkte betalinger som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (2) og op til 75 % på areal- og dyrerelaterede støtteforanstaltninger som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 (3).

(2)

Det fremgår af artikel 75, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1306/2013, at de betalinger, der henvises til i samme artikels stk. 1, herunder forskud på direkte betalinger, ikke må foretages, før de administrative kontroller og kontroller på stedet, som skal udføres i henhold til forordningens artikel 74, er blevet afsluttet. For så vidt angår areal- og dyrerelaterede støtteforanstaltninger til fordel for udvikling af landdistrikter, kan forskuddene dog i henhold artikel 75, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1306/2013, udbetales, efter at de administrative kontroller, jf. artikel 59, stk. 1, i samme forordning, er blevet afsluttet.

(3)

Som følge af den aktuelle situation, der skyldes covid-19-pandemien og de omfattende begrænsninger i bevægelsesfriheden, som er indført i medlemsstaterne, er der opstået usædvanlige administrative vanskeligheder i alle medlemsstater. På grund af disse vanskeligheder vil gennemførelsen af kontroller og den deraf følgende støtteudbetaling kunne blive forsinket. Samtidig er landbrugerne sårbare over for de økonomiske forstyrrelser, som pandemien forårsager, og oplever økonomiske vanskeligheder og likviditetsproblemer.

(4)

I betragtning af disse ekstraordinære omstændigheder er det nødvendigt at afhjælpe disse vanskeligheder ved at fravige artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1306/2013 for at give medlemsstaterne mulighed for at udbetale større forskud til støttemodtagerne for 2020.

(5)

Endvidere er det i lyset af de ekstraordinære omstændigheder, der er uden fortilfælde, nødvendigt at fravige artikel 75, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1306/2013 for at gøre det muligt at udbetale forskud på direkte betalinger, efter at de administrative kontroller, jf. artikel 28 og 29 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 (4), er blevet afsluttet. Det er dog yderst vigtigt, at en sådan fravigelse ikke forhindrer en forsvarlig økonomisk forvaltning og kravet om tilstrækkelig sikkerhed. De medlemsstater, der gør brug af denne fravigelse, er således ansvarlige for at træffe alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at overbetalinger undgås, og at eventuelle uretmæssigt udbetalte beløb rent faktisk inddrives hurtigt. Hvis der gøres brug af fravigelsen, skal dette derudover fremgå af forvaltningserklæringen for regnskabsåret 2021, jf. artikel 7, stk. 3, første afsnit, litra b), i forordning (EU) nr. 1306/2013.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Landbrugsfondene, Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger og Komitéen for Udvikling af Landdistrikterne —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset artikel 75, stk. 1, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 1306/2013 må medlemsstaterne for så vidt angår ansøgningsåret 2020 udbetale forskud på op til 70 % på de direkte betalinger, der er anført i bilag I til forordning (EU) nr. 1307/2013, og op til 85 % på støtte, der ydes til udvikling af landdistrikterne, jf. artikel 67, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1306/2013.

Artikel 2

Uanset artikel 75, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1306/2013 må medlemsstaterne for så vidt angår ansøgningsåret 2020 udbetale forskud på de direkte betalinger, der er anført i bilag I til forordning (EU) nr. 1307/2013, efter at de administrative kontroller i artikel 74 i forordning (EU) nr. 1306/2013 er blevet afsluttet.

Artikel 3

De medlemsstater, der gør brug af artikel 2 i nærværende forordning, skal i forvaltningserklæringen for regnskabsåret 2021, jf. artikel 7, stk. 3, første afsnit, litra b), i forordning (EU) nr. 1306/2013, bekræfte, at overbetalinger til støttemodtagere er undgået, og at uretmæssigt udbetalte beløb rent faktisk er blevet inddrevet hurtigt på grundlag af verifikation af alle fornødne oplysninger.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. april 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 608).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 487).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT L 227 af 31.7.2014, s. 69).


17.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 119/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/532

af 16. april 2020

om fravigelse for 2020 af gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, (EU) nr. 180/2014, (EU) nr. 181/2014, (EU) 2017/892, (EU) 2016/1150, (EU) 2018/274, (EU) 2017/39, (EU) 2015/1368 og (EU) 2016/1240 for så vidt angår visse bestemmelser om administrativ kontrol og kontrol på stedet, der finder anvendelse i henhold til den fælles landbrugspolitik

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (1), særlig artikel 62, stk. 2,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 af 13. marts 2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 (2), særlig artikel 8, og artikel 18, stk. 1, andet afsnit,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 229/2013 af 13. marts 2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet til fordel for de mindre øer i Det Ægæiske Hav og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1405/2006 (3), særlig artikel 7, artikel 11, stk. 3, og artikel 14, stk. 1, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

På grund af covid-19-pandemien og de omfattende begrænsninger i bevægelsesfriheden, der er indført i medlemsstaterne, er der opstået usædvanlige administrative vanskeligheder i alle medlemsstaterne med planlægningen og den rettidige udførelse af det krævede antal kontroller på stedet. Der er som følge af disse vanskeligheder risiko for, at gennemførelsen af kontrollerne og den efterfølgende støtteudbetaling forsinkes. Samtidig er landbrugerne sårbare over for de økonomiske forstyrrelser, som pandemien forårsager, og oplever økonomiske vanskeligheder og likviditetsproblemer.

(2)

I lyset af disse ekstraordinære omstændigheder, der er uden fortilfælde, er det nødvendigt at afhjælpe disse vanskeligheder ved at fravige forskellige gennemførelsesforordninger, der finder anvendelse inden for den fælles landbrugspolitik, med hensyn til den administrative kontrol og kontrollen på stedet.

(3)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 (4) fastsætter bestemmelser om bl.a. frister for meddelelsen af kontroldata og -statistikker, der vedrører det foregående kalenderår, tidspunktet for kontrol på stedet, kontrolprocenten for visse kontroller på stedet inden for rammerne af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, herunder for arealrelaterede støtteordninger bortset fra betalingen til landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet, den grønne betaling, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, dyrerelaterede støtteordninger og forhøjelse eller nedsættelse af kontrolprocenten for så vidt angår visse ordninger. Herudover fastsætter gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 bestemmelser om kontrol på stedet i forbindelse med støtteberettigelseskriterier, tilsagn og andre forpligtelser vedrørende ansøgninger om husdyrstøtte og betalingsanmodninger inden for rammerne af dyrerelaterede foranstaltninger, kontrolprocenter for ikke-arealrelaterede og ikke-dyrerelaterede landdistriktsudviklingsforanstaltninger og minimumskontrolprocenten vedrørende krydsoverensstemmelse.

(4)

I henhold til artikel 9 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 skal medlemsstaterne hvert år senest den 15. juli meddele Kommissionen kontroldata- og kontrolstatistikker for det foregående kalenderår for alle direkte betalinger, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, teknisk bistand og støtteordninger i vinsektoren, efterfølgende ændringer af rapporten for så vidt angår de optioner, der er valgt til kontrol af krydsoverensstemmelseskravene, de kompetente kontrolorganer, der er ansvarlige for kontrollen af krydsoverensstemmelseskrav og -standarder samt af rapporten om de foranstaltninger, der er truffet for at forvalte og føre kontrol med den frivillige koblede støtte vedrørende det foregående kalenderår. I lyset af den aktuelle situation bør nævnte frist i år forlænges til den 15. september 2020.

(5)

I henhold til artikel 24, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 skal den kompetente myndighed foretage fysisk kontrol på stedet i det tilfælde, hvor billedanalysen af ortofotos (satellitbilleder eller luftfotos) ikke giver resultater, som gør det muligt at drage klare konklusioner om støtteberettigelse eller den korrekte størrelse på det areal, der er genstand for den administrative kontrol eller kontrollen på stedet. I lyset af de nuværende omstændigheder, der er uden fortilfælde, bør der tilskyndes til, at kontrollen gennemføres ved telemåling og ved anvendelse af ny teknologi såsom ubemandede luftfartøjssystemer, geotaggede fotos, det verdensomspændende satellitnavigationssystem (GNSS) kombineret med den europæiske geostationære navigations-overlay-tjeneste (EGNOS) og Galileo, data indhentet af Copernicus Sentinel-satellitter og anden relevant dokumentation, der kan anvendes til at kontrollere overholdelsen af kriterierne for støtteberettigelse, tilsagn eller andre forpligtelser i forbindelse med den pågældende støtteordning eller støtteforanstaltning samt overholdelsen af de krav og normer, der er relevante for krydsoverensstemmelse.

(6)

Ved flere forpligtelser i henhold til forordning (EU) nr. 1306/2013 vedrørende krydsoverensstemmelse og i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (5) vedrørende grønne betalinger er der fastsat særlige og forskellige tidsrammer for deres opfyldelse, hvorfor det er nødvendigt, at kontrollen på stedet gennemføres inden for disse tidsrammer. De foranstaltninger, som medlemsstaterne har truffet i 2020 for at bekæmpe covid-19-pandemien, vanskeliggør muligheden for at udføre de krævede kontroller på stedet nøjagtigt og inden for den frist, der er fastsat for disse forpligtelser. Derfor er det med henblik på visse kontroller, der skal udføres i 2020, nødvendigt at fravige artikel 30-33a og artikel 68, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 og at nedsætte minimumsprocenten for kontrol på stedet i forhold til de normale kontrolprocenter for henholdsvis de grønne metoder og forpligtelserne vedrørende krydsoverensstemmelse. I betragtning af arten af forpligtelserne og proportionaliteten af kontrolindsatsen under de omstændigheder, der er følger af pandemien, bør kontrolpopulationen begrænses i overensstemmelse med de forpligtelser, der gælder for støttemodtagerne, og den pågældende arealanvendelse.

(7)

Artikel 42, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 fastsætter bestemmelser om kontrollen på stedet med henblik på efterprøvning af, at alle kriterier for støtteberettigelse, tilsagn og andre forpligtelser er opfyldt, og omfatter alle dyr, for hvilke der er indgivet støtteansøgninger eller betalingsanmodninger inden for rammerne af de dyrerelaterede støtteordninger eller dyrerelaterede støtteforanstaltninger, der skal kontrolleres. I lyset af den aktuelle situation bør det fastsættes, at hvis en medlemsstat ikke er i stand til at gennemføre sådanne kontroller på stedet i overensstemmelse med kravet i nævnte bestemmelse, kan medlemsstaten beslutte at gennemføre den kontrol på stedet, der vedrører ansøgningsåret 2020, på et hvilket som helst tidspunkt på året for så vidt som kontrollen stadig gør det muligt at efterprøve støtteberettigelsesbetingelserne.

(8)

For landdistriktsudviklingsforanstaltninger, der ikke er arealrelaterede og dyrerelaterede, fastsætter artikel 48, stk. 5, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, at den administrative kontrol af investeringsoperationer mindst skal indbefatte et kontrolbesøg på stedet til den operation, der er ydet støtte til, eller på investeringsstedet for at efterprøve, om investeringen er gennemført. I lyset af de nuværende omstændigheder bør det fastsættes, at hvis en medlemsstat ikke er i stand til at foretage kontrolbesøg på stedet før udbetalingen af de endelige betalinger, kan medlemsstaten fastsætte, at sådanne besøg kan erstattes af enhver relevant dokumentation, så længe de foranstaltninger, der er indført for at bekæmpe covid-19-pandemien, finder anvendelse.

(9)

Artikel 50, stk. 1, artikel 60, stk. 2, og artikel 52, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 fastsætter bestemmelser om kontrol på stedet og efterfølgende kontrol af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, der ikke er arealrelaterede eller dyrerelaterede. I lyset af de nuværende omstændigheder bør det være tilladt for medlemsstaterne at nedsætte antallet af disse kontroller eller at erstatte kontrollen på stedet med relevant dokumentation.

(10)

De isolationsforanstaltninger, der er indført i visse medlemsstater for at beskytte folkesundheden, omfatter vidtgående begrænsninger i bevægelsesfriheden og har derfor i praksis forhindret gennemførelsen af kontrollen på stedet i de tilfælde, hvor inspektørerne har været underlagt begrænsninger, som har gjort det umuligt at aflægge besøg hos støttemodtagerne eller fysisk komme ud på bedrifterne. I lyset af disse omstændigheder, der er uden fortilfælde, bør det undtagelsesvist accepteres, at for 2019 er kontrolprocenten lavere i de pågældende medlemsstater. For at sikre gennemsigtighed og lige behandling bør anvendelse af en lavere kontrolprocent for ansøgningsåret 2019, og ved foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, der ikke er arealrelaterede eller dyrerelaterede, i kalenderåret 2019, kun accepteres i de tilfælde, hvor der gjaldt vidtgående begrænsninger i bevægelsesfriheden, navnlig når der blev fastsat en tydelig dato for ikrafttrædelsen af isolationsforanstaltningerne og disse forhindrede gennemførelsen af den pågældende kontrol.

(11)

De undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, der fastsættes i nærværende forordning, skal forhindre forsinkelser i kontrolforanstaltningerne og i behandlingen af støtteansøgninger i medlemsstaterne og dermed undgå forsinkelser i betalingerne til støttemodtagerne for 2020. Medlemsstater, der gør brug af disse undtagelser, bør bestræbe sig på at anvende alternative dokumentationskilder, der kan omfatte anvendelsen af dokumentkontrol, ny teknologi eller pålidelig dokumentation, der er forelagt af støttemodtageren, til at erstatte de oplysninger, der normalt opnås ved den kontrol, der ville være foretaget under normale omstændigheder. Det er dog yderst vigtigt, at disse undtagelser ikke forhindrer en forsvarlig økonomisk forvaltning og ikke indvirker på kravet om tilstrækkelig sikkerhed. Medlemsstater, der gør brug af disse undtagelser, er således ansvarlige for at træffe alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at overbetalinger undgås, og at inddrivelsen af eventuelle uretmæssigt udbetalte beløb indledes. Hvis der gøres brug af undtagelserne, skal dette derudover fremgå af forvaltningserklæringen for regnskabsårene 2020 og 2021, jf. artikel 7, stk. 3, første afsnit, litra b), i forordning (EU) nr. 1306/2013

(12)

I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014 (6) og (EU) nr. 181/2014 (7) fastsættes kontrolprocenter for kontrol af særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder og på de mindre øer i Det Ægæiske Hav. På grund af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, der også berører Unionens fjernområder og de mindre øer i Det Ægæiske Hav, bør der dispenseres fra disse forordninger, og kontrolprocenten for kontrol på stedet tilpasses for 2020.

(13)

Artikel 27, stk. 2, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 (8) fastsætter, at den årlige kontrol på stedet skal omfatte en stikprøve, der mindst repræsenterer 30 % af den samlede støtte, der er ansøgt om, og at der skal aflægges kontrolbesøg hos hver producentorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer, der gennemfører et driftsprogram, mindst en gang hvert tredje år. Artikel 27, stk. 7, i nævnte forordning fastsætter, at der ved aktioner, som gennemføres på individuelle bedrifter, der tilhører medlemmer af producentorganisationer, som er omfattet af den stikprøve, der er omhandlet i artikel 27, stk. 2, i nævnte forordning, skal aflægges mindst ét kontrolbesøg for at undersøge, om de er gennemført. På grund af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, vil medlemsstaterne muligvis ikke være i stand til at opfylde disse krav og bør derfor have tilladelse til at gennemføre et lavere antal af sådanne kontroller i 2020 og bør i 2020 ikke være omfattet af kravene om hyppigheden af kontrolbesøg hos producentorganisationerne.

(14)

Artikel 29, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 fastsætter, at kontrollen i første led skal omfatte 100 % af den mængde produkter, der er tilbagekøbt fra markedet, bortset fra produkter til gratis uddeling, for hvilke medlemsstaterne i henhold til artikel 29, stk. 3, i nævnte forordning kan nøjes med at kontrollere en mindre procentdel, dog ikke under 10 % af de pågældende mængder i løbet af en producentorganisations produktionsår. På grund af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, vil medlemsstaterne muligvis ikke kunne opfylde dette krav og bør i 2020 have tilladelse til selv for andre tilbagekøbte produkter, uanset deres forventede anvendelse, at nøjes med at kontrollere en mindre procentdel, dog ikke under 10 % af de pågældende mængder i en producentorganisations produktionsår.

(15)

I henhold til artikel 30, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 skal hver kontrol omfatte en stikprøve, der mindst repræsenterer 5 % af de mængder, en producentorganisationen har tilbagekøbt i løbet af produktionsåret. På grund af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, vil medlemsstaterne muligvis ikke kunne opfylde dette krav og bør have tilladelse til i 2020 at anvende stikprøver, der mindst repræsenterer 3 % af de mængder, en producentorganisation har tilbagekøbt i løbet af produktionsåret 2019.

(16)

På grund af den krise, som covid-19-pandemien har forårsaget, vil det være fysisk umuligt for medlemsstaterne i 2020 at foretage en systematisk og stikprøvebaseret kontrol af operationer, der støttes i henhold til artikel 45-52 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (9). Der bør for regnskabsåret 2019/20 derfor fastsættes en undtagelse fra artikel 32, stk. 1, og artikel 42, stk. 3, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 (10), så medlemsstaterne kan fastlægge kontroller, der kan sidestilles med systematisk kontrol på stedet, såsom daterede fotos, daterede droneovervågningsrapporter, administrativ kontrol eller videokonferencer med støttemodtagerne, og som sikrer, at det, før udbetalingerne finder sted, kan efterprøves, at de gældende retsregler vedrørende støtteprogrammerne i vinsektoren er overholdt. Denne undtagelse bør finde anvendelse, uafhængigt af om medlemsstaterne har truffet foranstaltninger for at bekæmpe covid-19-pandemien.

(17)

Af samme grund vil det for regnskabsåret 2019/20 også være fysisk umuligt for medlemsstaterne inden for den frist, der er fastsat i artikel 43, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150, at gennemføre systematisk stikprøvebaseret kontrol af operationer, der vedrører grøn høst, hvortil der ydes støtte i henhold til artikel 47 i forordning (EU) nr. 1308/2013. Derfor bør der indføres en undtagelse, i henhold til hvilken kontrollens afslutning kan udskydes til den 15. september 2020.

(18)

I artikel 27, stk. 3, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 (11) fastsættes antallet af stikprøver af friske druer, der skal udtages fra vinmarker i den periode, hvor den pågældende parcel høstes, med henblik på etablering af analysedatabanken for isotopdata, jf. artikel 39 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273 (12). I tilfælde, hvor krisen som følge af covid-19-pandemien forhindrer medlemsstaterne i at gennemføre sådanne kontroller, bør medlemsstaterne have tilladelse til at fravige minimumsantallet af stikprøver, uafhængigt af om de har indført foranstaltninger for at bekæmpe covid-19-pandemien.

(19)

I henhold til artikel 31, stk. 2, litra b), i gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 skal medlemsstaterne foretage årlige kontroller på stedet af mindst 5 % af alle vinproducenter, der er opført i fortegnelsen over vindyrkningsarealer. I tilfælde, hvor krisen som følge af covid-19-pandemien forhindrer gennemførelsen af sådanne kontroller i flere vinproducerende medlemsstater over en lang periode, bør denne procentdel nedsættes for 2020. Denne undtagelse bør finde anvendelse, uafhængigt af om medlemsstaterne har truffet foranstaltninger for at bekæmpe covid-19-pandemien. Af samme grund bør det være tilladt for medlemsstaterne midlertidigt i 2020 at suspendere de i artikel 31, stk. 2, litra c), i nævnte forordning omhandlede systematiske kontroller på stedet, der skal foretages af arealer, der ikke er medtaget i et producentdossier.

(20)

Artikel 10 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/39 (13) fastsætter omfanget, indholdet, tidsplanen og rapporteringen af den kontrol på stedet, som medlemsstaterne foretager inden for rammerne af den ordning, der er omhandlet i artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013 (herefter »skoleordningen«). De foranstaltninger, der er truffet af medlemsstaterne for at bekæmpe covid-19-pandemien, kan have forhindret dem i at overholde kravene i artikel 10, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/39 med hensyn til antallet af kontroller på stedet vedrørende skoleåret 2018/19 inden den frist, der er fastsat i artikel 10, stk. 2, i nævnte forordning. Medlemsstaterne bør derfor indrømmes fleksibilitet i form af en forlængelse af den periode, hvor disse kontroller på stedet vedrørende skoleåret 2018/19 må gennemføres.

(21)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1368 (14) vedrørende støtte til biavlssektoren fastsætter bestemmelser om overvågning og kontrol med henblik på korrekt gennemførelse af de nationale biavlsprogrammer, de faktisk afholdte udgifter og det korrekte antal bistader som angivet af biavlerne. I henhold til artikel 8, stk. 3, i nævnte forordning skal medlemsstaterne sikre, at der foretages kontrol på stedet af mindst 5 % af støtteansøgerne inden for rammerne af biavlsprogrammerne. De foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, kan gøre det vanskeligt at gennemføre det antal kontroller på stedet, der er nødvendigt for at nå nævnte tærskel. Derfor bør medlemsstaterne indrømmes fleksibilitet og gives mulighed for at fravige nævnte krav. En sådan undtagelse bør dog ikke føre til, at risikoen for uberettigede betalinger øges. Enhver nedsættelse af antallet af kontroller på stedet bør derfor i videst muligt omfang erstattes af alternative kontroller.

(22)

Betalingsorganerne i medlemsstaterne gennemfører i øjeblikket kontroller af de produkter, der er oplagret i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1882 (15). De foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, vil kunne påvirke overholdelsen af kravene til kontrol på stedet af offentlig intervention og støtte til privat oplagring i henhold til artikel 60 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 (16). Medlemsstaterne bør derfor gives fleksibilitet ved at forlænge den periode, hvor disse kontroller gennemføres, eller ved at erstatte dem med anvendelse af anden relevant dokumentation. Der bør derfor dispenseres fra visse bestemmelser i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 for de produkter, der oplagres i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1882.

(23)

Komitéen for Landbrugsfondene, Forvaltningskomitéen for Direkte Betalinger, Udvalget for Udvikling af Landdistrikterne og Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

UNDTAGELSER FRA GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 809/2014

Artikel 1

Uanset artikel 9, stk. 1, 2 og 3, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 skal medlemsstaterne, hvad angår 2020, senest den 15. september 2020 meddele Kommissionen kontroldata og -statistikker for det foregående kalenderår, efterfølgende ændringer af rapporten om de optioner, der er valgt til kontrol af krydsoverensstemmelseskravene, og de kompetente kontrolorganer, der er ansvarlige for kontrollen af krydsoverensstemmelseskrav og -standarder, samt rapporten om de foranstaltninger, der er truffet for at forvalte og føre kontrol med den frivillige koblede støtte vedrørende det foregående kalenderår 2019.

Artikel 2

Uanset artikel 24, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 kan medlemsstaterne som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, for så vidt angår de kontroller vedrørende arealrelaterede støtteforanstaltninger, der skal foretages i ansøgningsåret 2020, beslutte fuldt ud at erstatte den fysiske kontrol, der skal foretages i henhold til nævnte forordning, navnlig den fysiske kontrol og kontrollen på stedet, med billedanalyse af ortofotos (satellitbilleder eller luftfotos) eller andet relevant bevismateriale, herunder bevismateriale såsom geotaggede fotos, som støttemodtageren har forelagt på den kompetente myndigheds anmodning, og som sætter den kompetente myndighed i stand til at drage endelige konklusioner.

Artikel 3

Uanset artikel 26, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage den kontrol på stedet af foranstaltninger omfattet af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, der er nødvendig for at sikre en effektiv efterprøvning af visse kriterier for støtteberettigelse, tilsagn og andre forpligtelser, der kun kan kontrolleres på et specifikt tidspunkt, for ansøgningsåret 2020 beslutte at foretage denne kontrol ved hjælp af ny teknologi, herunder geotaggede fotos, eller andet relevant bevismateriale som supplement til muligheden for at anvende telemåling.

Artikel 4

1.   Uanset artikel 30-33 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med nævnte artikler, for ansøgningsåret 2020 beslutte at tilrettelægge kontrollen på stedet i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 2 og 3.

2.   Den stikprøve, der udtages til kontrol på stedet for ansøgningsåret 2020, skal mindst omfatte:

a)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om støtte i henhold til grundbetalingsordningen eller den generelle arealbetalingsordning

b)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om omfordelingsbetalinger

c)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om betaling til områder med naturbetingede begrænsninger

d)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om betaling til unge landbrugere

e)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om arealrelaterede betalinger inden for rammerne af frivillig koblet støtte

f)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om betaling i henhold til ordningen for mindre landbrugere

g)

10 % af de arealer, der er anmeldt til produktion af hamp

h)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om afgrødespecifik betaling for bomuld

i)

3 % af alle støttemodtagere, der benytter landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet

j)

3 % af alle støttemodtagere, der skal efterleve de grønne metoder og anvende de nationale eller regionale miljøcertificeringsordninger som omhandlet i artikel 43, stk. 3, litra b), i forordning (EU) nr. 1307/2013

k)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om støtte til foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne

l)

3 % af alle kollektiver, der indgiver en kollektiv anmodning

m)

3 % af alle støttemodtagere, der ansøger om støtte i henhold til dyrerelaterede støtteordninger, og omfatter mindst 3 % af dyrene.

Den i første afsnit, litra i), omhandlede stikprøve skal samtidig omfatte mindst 3 % af alle støttemodtagere med permanente græsarealer, der er miljømæssigt sårbare inden for de områder, der er omfattet af Rådets direktiv 92/43/EØF (17) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (18) og yderligere sårbare områder som omhandlet i artikel 45, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1307/2013.

Hvad angår første afsnit, litra k), skal kontrolprocenten på 3 % nås for hver af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 28 og 29 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 (19).

3.   Medlemsstater, der i henhold til artikel 36 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 allerede har besluttet at reducere kontrolprocenten for visse ordninger til 3 %, kan yderligere reducere de kontrolprocenter, der er fastsat i nærværende artikels stk. 2, til 1 %.

4.   I det følgende ansøgningsår tages der med henblik på artikel 35 og 36 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 ikke hensyn til resultaterne af de kontroller, der er foretaget i henhold til nærværende artikels stk. 2 og 3. Den forhøjelse af kontrolprocenterne, der i henhold til nævnte forordnings artikel 35 skulle have fundet sted i ansøgningsåret 2020, foretages imidlertid i form af en tilsvarende forhøjelse i ansøgningsåret 2021.

5.   Med henblik på anvendelsen af kontrolprocenterne i stk. 2, første afsnit, litra a), e), i), og j), prioriterer medlemsstaterne andre områder end dem, der består af permanente græsarealer og/eller permanente afgrøder.

Arealer, der som følge af anvendelsen af stk. 2 og 3 ikke er omfattet af kontrol i ansøgningsåret 2020, prioriteres i de efterfølgende år i forbindelse med ajourføringen af systemet til identifikation af landbrugsparceller.

6.   I 2020 finder artikel 33a i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 ikke anvendelse.

Artikel 5

Uanset artikel 42, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage den kontrol på stedet af dyr, der kræves i henhold til nævnte bestemmelse, beslutte at foretage den kontrol på stedet, der vedrører ansøgningsåret 2020, når som helst i løbet af året, for så vidt som kontrollen stadig gør det muligt at efterprøve støtteberettigelsesbetingelserne.

Artikel 6

Uanset artikel 48, stk. 5, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage kontrolbesøg på stedet af den operation, der er ydet støtte til, eller på investeringsstedet, inden de foretager den endelige betaling, så længe disse foranstaltninger gennemføres beslutte at erstatte disse kontrolbesøg med enhver relevant dokumentation, herunder geotaggede fotos, som støttemodtageren har forelagt.

Hvis kontrolbesøgene ikke kan erstattes af relevant dokumentation, gennemfører medlemsstaterne kontrolbesøgene, efter den endelige betaling er foretaget.

Artikel 7

Uanset artikel 50, stk. 1, og artikel 60, stk. 2, tredje afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 finder følgende bestemmelser anvendelse, hvis medlemsstaterne som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage kontrol på stedet som krævet i henhold til nævnte bestemmelser:

a)

Medlemsstaterne kan beslutte at erstatte kontrol på stedet med enhver relevant dokumentation, herunder geotaggede fotos, som skal forelægges af støttemodtageren, og som skal sætte den kompetente myndighed i stand til at drage en endelig konklusion om, hvorvidt investeringen er gennemført

b)

I kalenderåret 2020 skal den stikprøve, der udtages til kontrol på stedet, omfatte mindst 3 % af de udgifter, der er omhandlet i artikel 46 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, og som medfinansieres af Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og anmeldes til betalingsorganet, og som ikke vedrører operationer, for hvilke der kun er anmeldt forskudsbetalinger.

I det følgende kalenderår tages der med henblik på artikel 50, stk. 5, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 ikke hensyn til resultaterne af de kontroller, der er foretaget i henhold til stk. 1, litra b). Den forhøjelse af kontrolprocenterne, der i henhold til nævnte forordnings artikel 50, stk. 5, skulle have fundet sted i kalenderåret 2020, foretages imidlertid i form af en tilsvarende forhøjelse i kalenderåret 2021.

Artikel 8

Uanset artikel 52, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 gælder det, at hvis medlemsstaterne som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage den efterfølgende kontrol, der kræves i henhold til nævnte bestemmelse, skal den stikprøve, der udtages til efterfølgende kontrol i kalenderåret 2020 omfatte mindst 0,6 % af ELFUL-udgifterne til investeringsoperationer med henblik på at kontrollere overholdelsen af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 71 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (20), eller de forpligtelser, der er fastsat nærmere bestemmelser om i landdistriktsudviklingsprogrammet.

Artikel 9

Uanset artikel 68, stk. 1, første afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage kontrol på stedet i henhold til nævnte bestemmelse, for ansøgningsåret 2020 beslutte at foretage kontrol på stedet hos mindst 0,5 % af alle støttemodtagere som omhandlet i artikel 92 i forordning (EU) nr. 1306/2013, som den pågældende kompetente kontrolmyndighed er ansvarlig for.

I det følgende ansøgningsår tages der med henblik på artikel 68, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 ikke hensyn til resultaterne af de kontroller, der er foretaget i henhold til stk. 1. Den forhøjelse af kontrolprocenterne, der i henhold til nævnte forordnings artikel 68, stk. 4, skulle have fundet sted i ansøgningsåret 2020, foretages imidlertid i form af en tilsvarende forhøjelse i ansøgningsåret 2021.

Artikel 10

Hvis en medlemsstat som følge af de isolationsforanstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til for så vidt angår ansøgningsåret 2019 at afslutte visse kontroller på stedet af foranstaltninger omfattet af det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som krævet i henhold til gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014, eller for så vidt angår kalenderåret 2019, hvis der er tale om ikke-arealrelaterede og ikke-dyrerelaterede landdistriktsudviklingsforanstaltninger, og de ikke kan fremskaffe alternativt bevismateriale som omhandlet i artikel 2, betragtes den kontrolprocent for kontrol på stedet, der er opnået på isolationsforanstaltningernes ikrafttrædelsesdag som acceptabel.

Artikel 11

1.   Medlemsstater, der gør brug af de undtagelser, der er omhandlet i artikel 4, 5, 7, 8 og 9, navnlig hvad angår ændring af kontroltidspunktet eller nedsættelse af antallet af kontroller, fastsætter så vidt muligt procedurer for anvendelsen af alternativt bevismateriale for at bibeholde det fornødne sikkerhedsniveau med hensyn til lovligheden og den formelle rigtighed af udgifterne samt overholdelsen af gældende krydsoverensstemmelseskrav og normer.

2.   De medlemsstater, der anvender artikel 2-9, skal i den forvaltningserklæring, de skal udarbejde i henhold til artikel 7, stk. 3, første afsnit, litra b), i forordning (EU) nr. 1306/2013, for regnskabsåret 2020 og 2021 bekræfte, at overbetalinger til støttemodtagere er undgået, og at der på grundlag af en verifikation af alle fornødne oplysninger er indledt procedurer for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb.

KAPITEL II

UNDTAGELSER FRA DE SÆRLIGE FORANSTALTNINGER, DER GÆLDER FOR UNIONENS FJERNOMRÅDER OG DE MINDRE ØER I DET ÆGÆISKE HAV

AFDELING 1

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014

Artikel 12

1.   Uanset artikel 16, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage fysisk kontrol i fjernområderne i henhold til i nævnte bestemmelse, i 2020 beslutte at tilrettelægge den fysiske kontrol i henhold til nærværende artikels stk. 2.

2.   Den fysiske kontrol ved import, indførsel, eksport og forsendelse af landbrugsprodukter, som foretages i det pågældende fjernområde, skal omfatte et repræsentativt udsnit på mindst 3 % af de licenser, der forelægges i henhold til artikel 9 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014.

3.   Uanset artikel 22 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014 kan medlemsstaterne, hvis de som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage kontrol på stedet i fjernområderne i henhold til nævnte artikel, i 2020 beslutte at tilrettelægge kontrollen på stedet i henhold til nærværende artikels stk. 4.

4.   De kompetente myndigheder foretager på grundlag af en risikoanalyse, der er foretaget i henhold til artikel 24, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014, kontrol på stedet af en stikprøve, der omfatter mindst 3 % af støtteansøgningerne. Stikprøven skal ligeledes repræsentere mindst 3 % af de støttebeløb, der er udbetalt for hvert tiltag.

AFDELING 2

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014

Artikel 13

1.   Uanset artikel 13, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014 kan Grækenland, hvis landet som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage fysisk kontrol i henhold til nævnte artikel, i 2020 beslutte at tilrettelægge den fysiske kontrol i henhold til nærværende artikels stk. 2.

2.   Den fysiske kontrol ved indførsel af landbrugsprodukter, som foretages på de mindre øer i Det Ægæiske Hav, skal omfatte et repræsentativt udsnit på mindst 3 % af de licenser, der forelægges i henhold til artikel 7 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014.

Den fysiske kontrol ved eksport eller forsendelse, der foretages på de mindre øer i Det Ægæiske Hav i henhold til afdeling 3 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014, skal omfatte et repræsentativt udsnit på mindst 3 % af transaktionerne, baseret på de risikoprofiler, som Grækenland har fastlagt.

3.   Uanset artikel 20 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014 kan Grækenland, hvis landet som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage kontrol på stedet i henhold til nævnte artikel, i 2020 beslutte at tilrettelægge kontrollen på stedet i henhold til nærværende artikels stk. 4.

4.   De kompetente myndigheder foretager på grundlag af en risikoanalyse, der er foretaget i henhold til artikel 22, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014, kontrol på stedet af en stikprøve på mindst 3 % af støtteansøgningerne for hvert tiltag. Stikprøven skal ligeledes repræsentere mindst 3 % af de støttebeløb, der er udbetalt for hvert tiltag.

KAPITEL III

UNDTAGELSER FRA GENNEMFØRELSESBESTEMMELSERNE TIL DEN FÆLLES MARKEDSORDNING

AFDELING 1

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) 2017/892

Artikel 14

1.   Uanset artikel 27, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 gælder følgende:

a)

I 2020 skal kontrollen på stedet som omhandlet i nævnte forordnings artikel 27 omfatte en stikprøve, der repræsenterer mindst 10 % af den samlede støtte, der er ansøgt om for 2019

b)

Kravet om, at der skal aflægges kontrolbesøg mindst hvert tredje år hos hver producentorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer, der gennemfører et driftsprogram, finder ikke anvendelse på den kontrol på stedet, der foretages i 2020.

2.   Uanset artikel 27, stk. 7, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 er kontrol på stedet i 2020 ikke omfattet af bestemmelsen om, at der skal aflægges mindst ét kontrolbesøg på stedet, hvor aktionen gennemføres, for at undersøge, om aktioner på individuelle bedrifter tilhørende medlemmer af producentorganisationer, der er omfattet af den stikprøve, der er omhandlet i nævnte forordnings artikel 27, stk. 2, er gennemført.

3.   Uanset artikel 29, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 kan medlemsstaterne i 2020 nøjes med at kontrollere en mindre procentdel af de produkter, der er tilbagekøbt fra markedet, uanset deres anvendelse, end den procentsats, der er fastsat i nævnte bestemmelse, men ikke under 10 % af de pågældende mængder i løbet af en producentorganisations produktionsår. Kontrollen kan finde sted hos producentorganisationen eller hos modtagerne af de pågældende produkter. Hvis der ved kontrollen konstateres uregelmæssigheder, foretager medlemsstaterne yderligere kontrol.

4.   Uanset artikel 30, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 skal hver kontrol i 2020 omfatte en stikprøve, der mindst repræsenterer 3 % af de mængder, som producentorganisationen har tilbagekøbt i løbet af produktionsåret 2019.

AFDELING 2

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150

Artikel 15

1.   Uanset artikel 32, stk. 1, og artikel 42, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 kan medlemsstaterne, hvis krisen som følge af covid-19-pandemien hindrer dem i at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med nævnte bestemmelser, i regnskabsåret 2019/20 erstatte sådan kontrol på stedet med andre typer kontrol, som medlemsstaterne fastsætter, f.eks. daterede fotos, daterede droneovervågningsrapporter, administrativ kontrol eller videokonferencer med støttemodtagerne, hvorved det kan garanteres, at reglerne for støtteprogrammerne i vinsektoren overholdes.

2.   Uanset artikel 43, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 gælder det, at hvis krisen som følge af covid-19-pandemien hindrer medlemsstaterne i at foretage kontrol på stedet i overensstemmelse nævnte bestemmelse, skal sådanne kontroller af grøn høst i regnskabsåret 2019/20 finde sted senest den 15. september 2020.

AFDELING 3

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) 2018/274

Artikel 16

1.   Uanset artikel 27, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 kan medlemsstaterne, hvis krisen som følge af covid-19-pandemien er til hinder for, at de i høstperioden i 2020 kan indsamle prøver af friske druer og forarbejde dem til vin med henblik på det antal prøver, der er fastsat i del II i bilag III til nævnte forordning, fravige det fastsatte antal prøver.

2.   Uanset artikel 31, stk. 2, litra b), i gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 kan medlemsstaterne, hvis krisen som følge af covid-19-pandemien er til hinder for, at de i 2020 kan foretage kontrol på stedet i overensstemmelse med nævnte bestemmelse, nøjes med at foretage kontrol på stedet af mindst 3 % af alle vinproducenter, der er opført i fortegnelsen over vindyrkningsarealer.

3.   Uanset artikel 31, stk. 2, litra c), i gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 kan medlemsstaterne i 2020 midlertidigt suspendere den systematiske kontrol på stedet af arealer beplantet med vinstokke, der ikke er medtaget i et producentdossier, hvis krisen som følge af covid-19-pandemien er til hinder for udførelsen af sådanne kontroller.

AFDELING 4

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) 2017/39

Artikel 17

Uanset artikel 10, stk. 2, første afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) 2017/39 kan medlemsstaterne fortsætte med at udføre kontrol på stedet vedrørende skoleåret 2018/19 indtil den 15. oktober 2020.

AFDELING 5

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) 2015/1368

Artikel 18

Uanset artikel 8, stk. 3, i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1368 kan medlemsstaterne i biavlsåret 2020 beslutte at fravige den procentsats på 5 %, der gælder for kontrol på stedet af støtteansøgere inden for rammerne af biavlsprogrammerne, forudsat at de erstatter den planlagte kontrol på stedet med alternative kontroller, f.eks. ved at anmode om fotos, afholde videosamtaler eller på anden måde tilvejebringe dokumentation til støtte for kontrollen af, at foranstaltningerne i biavlsprogrammerne er gennemført korrekt.

AFDELING 6

Undtagelser fra gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240

Artikel 19

1.   Uanset artikel 60, stk. 1 og 2, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 kan den berørte medlemsstat, hvis betalingsorganet som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at foretage rettidig kontrol på stedet og fysisk kontrol som omhandlet i artikel 60, stk. 1 og 2, i nævnte forordning, for de produkter, der er oplagret i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1882, beslutte at forlænge kontrolperioden med op til 30 dage efter foranstaltningernes ophør eller fuldt ud at erstatte kontrollen på stedet i den periode, hvor foranstaltningerne gennemføres, med relevant bevismateriale, herunder geotaggede fotos eller andet bevismateriale i elektronisk format.

2.   Uanset artikel 60, stk. 5, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 kan den berørte medlemsstat, hvis betalingsorganet som følge af de foranstaltninger, der er truffet for at bekæmpe covid-19-pandemien, ikke er i stand til at kontrollere på stedet, at produkter, der er oplagret i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2019/1882, er forseglet, og at forseglingen er ubrudt, beslutte fuldt ud at erstatte kontrollen på stedet i den periode, hvor foranstaltningerne gennemføres, med relevant bevismateriale, herunder geotaggede fotos eller andet bevismateriale i elektronisk format.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 20

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. april 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549.

(2)  EUT L 78 af 20.3.2013, s. 23.

(3)  EUT L 78 af 20.3.2013, s. 41.

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 809/2014 af 17. juli 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse (EUT L 227 af 31.7.2014, s. 69).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 608).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 180/2014 af 20. februar 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder (EUT L 63 af 4.3.2014, s. 13).

(7)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 181/2014 af 20. februar 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 229/2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet til fordel for de mindre øer i Det Ægæiske Hav (EUT L 63 af 4.3.2014, s. 53).

(8)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 af 13. marts 2017 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår frugt og grøntsager og forarbejdede frugter og grøntsager (EUT L 138 af 25.5.2017, s. 57).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).

(10)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 af 15. april 2016 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår de nationale støtteprogrammer for vinsektoren (EUT L 190 af 15.7.2016, s. 23).

(11)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/274 af 11. december 2017 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår tilladelsesordningen for plantning af vinstokke, fortegnelsen over vindyrkningsarealer, certificering, ind- og udgangsbøger, obligatoriske anmeldelser og meddelelser, om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og til Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår de relevante kontroller og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/561 (EUT L 58 af 28.2.2018, s. 60).

(12)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/273 af 11. december 2017 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår tilladelsesordningen for plantning af vinstokke, fortegnelsen over vindyrkningsarealer, ledsagedokumenter og certificering, ind- og udgangsbøger, obligatoriske anmeldelser, meddelelser og offentliggørelse af meddelte oplysninger, om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår de relevante kontroller og sanktioner, om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 555/2008, (EF) nr. 606/2009 og (EF) nr. 607/2009 og om ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 436/2009 og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/560 (EUT L 58 af 28.2.2018, s. 1).

(13)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/39 af 3. november 2016 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår EU-støtte til uddeling af frugt og grøntsager, bananer og mælk i undervisningsinstitutioner (EUT L 5 af 10.1.2017, s. 1).

(14)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1368 af 6. august 2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår støtte til biavlssektoren (EUT L 211 af 8.8.2015, s. 9).

(15)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1882 af 8. november 2019 om indledning af licitation med henblik på tildeling af støttebeløb til privat oplagring af olivenolie (EUT L 290 af 11.11.2019, s. 12).

(16)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 af 18. maj 2016 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår offentlig intervention og støtte til privat oplagring (EUT L 206 af 30.7.2016, s. 71).

(17)  Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).

(18)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7).

(19)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 487).

(20)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).


17.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 119/15


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS FORORDNING (EU) 2020/533

af 15. april 2020

om forlængelse af tidsfristerne for indberetning af statistisk information (ECB/2020/23)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 5.1 og 12.1,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information (1), særlig artikel 5, stk. 1,

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forpligtelsen til at indberette statistiske oplysninger, som fremgår af Den Europæiske Centralbanks (ECB) relevante forordninger, afspejler Eurosystemets statistiske behov, men den nuværende COVID-19-pandemi kan udgøre en væsentlig udfordring for statistiske rapporteringsenheder.

(2)

Som følge heraf kan der være behov for at tillade en forlængelse af visse tidsfrister for indberetning af statistisk information i et nærmere fastsat tidsrum. Beslutningen herom bør træffes hurtigt og effektivt for at virke.

(3)

For at reagere omgående på den nuværende pandemi træder denne forordning i kraft dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Delegation af beføjelsen til at forlænge tidsfristerne for statistisk indberetning

1.   Styrelsesrådet delegerer hermed beføjelsen til at forlænge tidsfristerne for indberetningen af statistisk information påkrævet i henhold til de forordninger fra Den Europæiske Centralbank (ECB), der fremgår af bilaget til denne forordning.

2.   I forbindelse med beslutningen om at forlænge en tidsfrist for indberetning af statistisk information tager direktionen hensyn til følgende:

a)

rapporteringshyppigheden i henhold til hver enkelt forordning i bilaget til denne forordning

b)

virkningen af spredningen af COVID-19 for rapporteringsenhedernes indberetning og datakvalitetssikring og kapaciteten hos de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta (herefter »de nationale centralbanker«), og for ECB til at udføre den nødvendige verifikation af den statistiske information

c)

den pågældende dataindsamlings hastende karakter for ECB's og de nationale centralbankers udførelse af Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB) opgaver.

d)

behovet for at koncentrere ECB's og de nationale centralbankers ressourcer om de dataindsamlinger, der er mest presserende for ECB's og de nationale centralbankers udførelse af ESCB's opgaver.

3.   Beslutninger, der træffes af direktionen i henhold til stk. 1, tager hensyn til ESCB's Statistiske Komités synspunkter i dennes normale sammensætning. I forbindelse med rådgivningen af direktionen tager ESCB's Statistiske Komité hensyn til databrugernes behov.

4.   En forlængelse af tidsfristerne for indberetning af statistisk information kan udelukkende vedrøre indberetning, der forfalder 31. december 2020 eller før.

5.   Tidsfrister for indberetning af statistisk information kan ikke forlænges ud over 30. juni 2021.

6.   Styrelsesrådet underrettes regelmæssigt hvert kvartal om eventuelle afgørelser truffet af direktionen i henhold til stk. 1.

7.   De berørte rapporteringsenheder oplyses om eventuelle afgørelser truffet af direktionen i henhold til stk. 1.

8.   Styrelsesrådet delegerer herved også beføjelsen til at forlænge tidsfristerne for de nationale centralbankers indberetning til ECB af den statistiske information i stk. 1 til direktionen. Beslutninger, der træffes af direktionen i henhold til dette stykke, skal være i overensstemmelse med den relevante afgørelse, den træffer i henhold til stk. 1.

Artikel 2

Afsluttende bestemmelse

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i henhold til traktaterne.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 15. april 2020.

For ECB's Styrelsesråd

Formand for ECB

Christine LAGARDE


(1)  EFT L 318 af 27.11.1998, s. 8.


BILAG

Liste over ECB's forordninger

1.   

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 1409/2013 af 28. november 2013 om betalingsstatistik (ECB/2013/43) (EUT L 352 af 24.12.2013, s. 18).

2.   

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) 2018/231 af 26. januar 2018 om statistiske rapporteringskrav for pensionskasser (ECB/2018/2) (EUT L 45 af 17.2.2018, s. 3).

3.   

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 1374/2014 af 28. november 2014 om statistiske rapporteringskrav for forsikringsselskaber (ECB/2014/50) (EUT L 366 af 20.12.2014, s. 36).


AFGØRELSER

17.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 119/18


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/534

af 16. april 2020

om suspension af vurderingen af ansøgninger om medlemskab af eksisterende europæiske netværk af referencecentre

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (1), særlig artikel 12, stk. 4, litra b) og c), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/287/EU (2) er der fastsat kriterier for etablering og evaluering af europæiske netværk af referencecentre (»netværk«) og deres medlemmer og for lettelse af udvekslingen af oplysninger og ekspertise om etablering og evaluering af sådanne netværk. I nævnte afgørelses artikel 6 opfordres medlemsstaterne til at oprette et råd af medlemsstater, som kan godkende forslagene til netværk, om medlemskab heraf og om et netværks ophør. Medlemsstaterne oprettede et råd af medlemsstater, som efterfølgende godkendte 23 netværk i december 2016 og ét i februar 2017. Alle netværk påbegyndte deres aktiviteter i 2017.

(2)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1269 (3) blev gennemførelsesafgørelse 2014/287/EU ændret, hvorved konceptet om en bestyrelse for hvert enkelt netværk bl.a. blev indført, samt tidsfrister inden for hvilke disse bestyrelser skal afgive både deres udkast til den endelige udtalelse og den endelige udtalelse vedrørende ansøgninger om medlemskab.

(3)

I artikel 8 i gennemførelsesafgørelse 2014/287/EU fastsættes således proceduren for ansøgninger om medlemskab af eksisterende netværk, herunder de specifikke tidsfrister, der skal overholdes af både netværksbestyrelserne og af de ansøgende sundhedstjenesteydere.

(4)

Der blev indledt en indkaldelse af ansøgninger om medlemskab af de eksisterende netværk i 2019, og vurderingen af de indgivne ansøgninger er i gang.

(5)

På grund af udbruddet af covid-19-pandemien er arbejdet hos sundhedstjenesteydere og sundhedsprofessionelle i EU fuldt ud koncentreret om håndteringen af den igangværende folkesundhedskrise. Gennem en række anmodninger fra forskellige netværksbestyrelser blev Kommissionens opmærksomhed henledt på, at disse ekstraordinære omstændigheder gør det umuligt for både bestyrelserne og ansøgerne at overholde de tidsfrister, der er fastsat i artikel 8 i gennemførelsesafgørelse 2014/287/EU.

(6)

For at gøre det muligt at fortsætte vurderingsproceduren, så snart de ekstraordinære omstændigheder i forbindelse med denne folkesundhedskrise ikke længere foreligger, bør vurderingen af ansøgninger om medlemskab af eksisterende netværk, der var i gang den 31. marts 2020, suspenderes fra den 1. april 2020 til den 31. august 2020. For at sikre fuld gennemsigtighed bør Kommissionens tjenestegrene underrette alle netværksbestyrelser, ansøgere og medlemsstater om suspensionen og begrundelsen herfor.

(7)

For at fjerne usikkerheden omkring de ansøgninger, der er indgivet under pandemien, bør denne afgørelse træde i kraft dagen efter offentliggørelsen.

(8)

Af hensyn til retssikkerheden bør afgørelsen anvendes med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2020.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 16 i direktiv 2011/24/EU —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Vurderingen af ansøgninger om medlemskab af eksisterende europæiske netværk af referencecentre, der var i gang den 31. marts 2020, suspenderes fra den 1. april 2020 til den 31. august 2020.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. april 2020.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. april 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 88 af 4.4.2011, s. 45.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/287/EU af 10. marts 2014 om fastsættelse af kriterier for etablering og evaluering af europæiske netværk af referencecentre og deres medlemmer og for lettelse af udvekslingen af oplysninger og ekspertise om etablering og evaluering af sådanne netværk (EUT L 147 af 17.5.2014, s. 79).

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1269 af 26. juli 2019 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2014/287/EU om fastsættelse af kriterier for etablering og evaluering af europæiske netværk af referencecentre og deres medlemmer og for lettelse af udvekslingen af oplysninger og ekspertise om etablering og evaluering af sådanne netværk (EUT L 200 af 29.7.2019, s. 35).