(1)

I henhold til artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) kan dækkede obligationer under visse betingelser indrømmes særbehandling. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2162 (5) fastsætter de centrale elementer i forbindelse med dækkede obligationer og indeholder en fælles definition af dækkede obligationer.

(2)

Den 20. december 2013 anmodede Kommissionen Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA) som oprettet ved forordning (EU) nr. 1093/2010 (6) om at afgive en udtalelse med hensyn til hensigtsmæssigheden af risikovægtene for dækkede obligationer, der er omhandlet i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013. I henhold til EBA's udtalelse af 1. juli 2014 udgør den særbehandling i forhold til risikovægte, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, i princippet en hensigtsmæssig tilsynsmæssig behandling. EBA anbefalede dog yderligere overvejelser om at supplere egnethedskravene for den fordelagtige risikovægtbehandling, således at de som minimum omfatter mindskelse af likviditetsrisiko og overdækning af sikkerhedsstillelse, de kompetente myndigheders rolle og den videre udvikling af de gældende krav om offentliggørelse af oplysninger til investorer.

(3)

I lyset af EBA's udtalelse bør der vedtages yderligere krav til dækkede obligationer, hvorved kvaliteten af dækkede obligationer, som kan indrømmes særbehandling efter forordning (EU) nr. 575/2013, styrkes.

(4)

De kompetente myndigheder kan delvis undlade at anvende kravet om, at eksponeringer mod kreditinstitutter inden for cover poolen skal opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 og tillade på op til 10 % af den nominelle værdi af det udstedende instituts udestående dækkede obligationer for at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 2 i stedet. En sådan delvis fritagelse finder dog kun anvendelse efter forudgående høring af EBA, og kun såfremt det kan dokumenteres, at der er betydelige potentielle koncentrationsproblemer i de pågældende medlemsstater som følge af anvendelsen af kravet om kreditkvalitetstrin 1. Da det er blevet stadig vanskeligere i de fleste medlemsstater både i og uden for euroområdet at opfylde kravene om, at eksponeringer skal opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 som stillet til rådighed af eksterne kreditvurderingsinstitutter, har de medlemsstater, som huser de største markeder for dækkede obligationer, anset det for nødvendigt at anvende en sådan fritagelse. For at gøre det enklere at anvende eksponeringer mod kreditinstitutter som sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer og imødegå potentielle koncentrationsproblemer er det nødvendigt at ændre forordning (EU) nr. 575/2013 ved at indføre en regel, som tillader eksponeringer mod kreditinstitutter på op til 10 % af den nominelle værdi af det udstedende instituts udestående dækkede obligationer for at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 2 i stedet for kreditkvalitetstrin 1, uden at der er krav om at høre EBA. Det er nødvendigt at tillade anvendelse af kreditkvalitetstrin 3 for kortfristede indskud og for derivater i specifikke medlemsstater, hvor det ville være for vanskeligt at opfylde kravet om kreditkvalitetstrin 1 eller 2. De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til direktiv (EU) 2019/2162, bør efter at have hørt EBA kunne tillade anvendelse af kreditkvalitetstrin 3 for derivataftaler med henblik på at imødegå potentielle koncentrationsproblemer.

(5)

Lån med sikkerhed i privilegerede andele udstedt af franske »Fonds Communs de Titrisation« eller af tilsvarende enheder, som sikrer eksponeringer i beboelses- eller erhvervsejendomme, anses for at være egnede aktiver, der kan anvendes som sikkerhed for dækkede obligationer for op til 10 % af den nominelle værdi af den udestående udstedelse af dækkede obligationer (»10 %-tærsklen«). Artikel 496 i forordning (EU) nr. 575/2013 gør det dog muligt for de kompetente myndigheder at undlade at anvende 10 %-tærsklen. Endvidere skal Kommissionen i henhold til nævnte forordnings artikel 503, stk. 4, vurdere, om den undtagelse, der gør det muligt for de kompetente myndigheder at undlade at anvende 10 %-tærsklen, er hensigtsmæssig. Den 22. december 2013 anmodede Kommissionen EBA om at afgive en udtalelse i denne henseende. I sin udtalelse anførte EBA, at anvendelsen af privilegerede andele udstedt af franske »Fonds Communs de Titrisation« eller af tilsvarende enheder, som sikrer eksponeringer i beboelses- eller erhvervsejendomme, som sikkerhedsstillelse, ville rejse tilsynsmæssige betænkeligheder på grund af dobbeltlagsstrukturen i et program for dækkede obligationer sikret ved securitiseringsandele og ville dermed føre til utilstrækkelig gennemsigtighed for så vidt angår cover poolens kreditkvalitet. EBA anbefalede derfor, at den undtagelse fra 10 %-tærsklen for privilegerede andele, der er fastsat i artikel 496 i nævnte forordning, fjernes efter den 31. december 2017.

(6)

Kun få nationale regelsæt for dækkede obligationer giver mulighed for at medtage værdipapirer sikret ved pant i beboelses- og erhvervsejendomme i cover poolen. Sådanne strukturer anvendes i stadig mindre omfang og skønnes at medføre unødvendig kompleksitet i forhold til programmer for dækkede obligationer. Det er derfor hensigtsmæssigt at bringe anvendelsen af sådanne strukturer som egnede aktiver til definitivt ophør.

(7)

Dækkede obligationer, der udstedes inden for koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer, som er i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013, er også blevet anvendt som egnet sikkerhedsstillelse. Koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer indebærer ikke yderligere risici ud fra et tilsynsmæssigt perspektiv, fordi de ikke giver anledning til de samme komplekse spørgsmål som anvendelsen af lån med sikkerhed i privilegerede andele udstedt af franske »Fonds Communs de Titrisation« eller udstedt af tilsvarende enheder, som securitiserer eksponeringer i beboelses- eller erhvervsejendomme. Ifølge EBA's udtalelse bør sikring af dækkede obligationer med koncerninterne puljestrukturer med dækkede obligationer tillades uden begrænsninger i forhold til værdien af det udstedende kreditinstituts udestående dækkede obligationer. Derfor bør kravet om at anvende grænsen på 15 % eller 10 % i forhold til eksponeringer mod kreditinstitutter i koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer fjernes. De pågældende koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer er reguleret i direktiv (EU) 2019/2162.

(8)

Værdiansættelsesprincipperne for fast ejendom, der stilles som sikkerhed for dækkede obligationer, anvendes på dækkede obligationer som en forudsætning for, at de pågældende obligationer kan opfylde kravene til særbehandling. Egnethedskravene til de aktiver, der tjener som sikkerhed for dækkede obligationer, vedrører de generelle kvalitetsmæssige kendetegn, der sikrer en robust cover pool, og bør derfor fastsættes i direktiv (EU) 2019/2162. Derfor bør bestemmelserne om værdiansættelsesmetoden også fastlægges i nævnte direktiv, og de reguleringsmæssige tekniske standarder om vurdering af belåningsværdien bør derfor ikke finde anvendelse på disse egnethedskriterier for dækkede obligationer.

(9)

Grænser for belåningsgraden er en nødvendig del af det at sikre kreditkvaliteten af dækkede obligationer. Artikel 129, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013 fastsætter grænser for belåningsgraden for realkreditlån og panterettigheder i skibe, men angiver ikke, hvordan de pågældende grænser skal anvendes. Dette kan føre til usikkerhed. Grænser for belåningsgraden bør anvendes som bløde dækningsbegrænsninger. Dette betyder, at et underliggende lån, selv om der ikke findes nogen grænser for størrelsen heraf, kun kan fungere som sikkerhedsstillelse inden for de grænser for belåningsgraden for aktiverne. Grænser for belåningsgraden bestemmer den procentvise del af lånet, som bidrager til dækningskravet for forpligtelser. Det bør derfor præciseres, at grænserne for belåningsgraden bestemmer den del af lånet, der bidrager til dækning af den dækkede obligation.

(10)

For at sikre større klarhed bør grænserne for belåningsgraden gælde i hele lånets løbetid. De faktiske grænser for belåningsgrad bør ikke ændres, men bør forblive på 80 % af beboelsesejendommens værdi for boliglån, på 60 % af erhvervsejendommens værdi for kommercielle lån med mulighed for en forøgelse til 70 % af denne værdi og på 60 % af værdien for skibe. Erhvervsejendomme bør forstås i overensstemmelse med den generelle opfattelse af denne type ejendomme som fast ejendom til »andet formål end beboelse«, herunder når de er ejet af nonprofitorganisationer.

(11)

For yderligere at forbedre kvaliteten af de dækkede obligationer, der indrømmes særbehandling, bør en sådan særbehandling være underlagt et krav om et minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse, dvs. et niveau for sikkerhedsstillelse, som er højere end dækningskravene som omhandlet i direktiv (EU) 2019/2162. Et sådant krav ville mindske de mest relevante risici i tilfælde af udstederens insolvens eller afvikling. En medlemsstats beslutning om at anvende et højere minimumsniveau for overdækning af sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter, der er beliggende på dens område, bør ikke forhindre kreditinstitutter i at investere i andre dækkede obligationer med et lavere minimum af overdækning af sikkerhedsstillelse, som er i overensstemmelse med denne forordning, og i at være omfattet af dens bestemmelser.

(12)

Det kræves, at kreditinstitutter, der investerer i dækkede obligationer, modtager visse oplysninger om disse dækkede obligationer mindst én gang hvert halve år. Krav om gennemsigtighed er et uomgængeligt aspekt ved dækkede obligationer og sikrer et ensartet niveau for offentliggørelse, sætter investorerne i stand til at foretage den nødvendige risikoanalyse og forbedrer sammenligneligheden, gennemsigtigheden og stabiliteten på markedet. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at gennemsigtighedskravene gælder for alle dækkede obligationer ved at fastsætte de pågældende krav i direktiv (EU) 2019/2162. Derfor bør sådanne krav fjernes fra forordning (EU) nr. 575/2013.

(13)

Dækkede obligationer er langsigtede finansieringsinstrumenter og udstedes derfor med en på forhånd fastsat løbetid på flere år. Det er derfor nødvendigt at sikre, at dækkede obligationer udstedt før den 31. december 2007 eller før den 8. juli 2022 ikke berøres af denne forordning. For at nå dette mål bør dækkede obligationer udstedt før den 31. december 2007 fortsat være undtaget fra kravene i forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår egnede aktiver, overdækning af sikkerhedsstillelse og substitutionsaktiver. Endvidere bør andre dækkede obligationer, som er i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013, og som er udstedt inden den 8. juli 2022, være undtaget fra kravene om overdækning af sikkerhedsstillelse og substitutionsaktiver og bør fortsat kunne indrømmes den særbehandling, der er fastsat i nævnte forordning, indtil deres forfaldstidspunkt.

(14)

Nærværende forordning bør anvendes sammen med de bestemmelser i national ret, der gennemfører direktiv (EU) 2019/2162. For at sikre ensartet anvendelse af det nye regelsæt om de strukturelle træk ved udstedelse af dækkede obligationer og de ændrede krav vedrørende særbehandling bør anvendelsen af nærværende forordning udskydes, således at den falder sammen med den dato, fra hvilken medlemsstaterne skal anvende de bestemmelser i national ret, som gennemfører nævnte direktiv.

(15)

Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

I henhold til artikel 169, stk. 1, og artikel 169, stk. 2, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal Unionen bidrage til at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved foranstaltninger, som vedtages i henhold til artikel 114 i TEUF. I henhold til artikel 38 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«) skal der sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker.

(2)

Forbrugerbeskyttelsesretten bør anvendes effektivt i hele Unionen. Dog blev det i den omfattende kvalitetskontrol af forbruger- og markedsføringsretten, som Kommissionen i 2016 og 2017 gennemførte i forbindelse med programmet for målrettet og effektiv regulering (Refitprogrammet), konkluderet, at effektiviteten af EU-forbrugerbeskyttelsesretten svækkes af en manglende bevidsthed blandt både erhvervsdrivende og forbrugere, og at den eksisterende adgang til retsmidler kunne udnyttes oftere.

(3)

Unionen har allerede truffet et antal foranstaltninger for at skabe større bevidsthed blandt forbrugere, erhvervsdrivende og aktører inden for retsvæsenet om forbrugerrettigheder og for at forbedre håndhævelsen af forbrugerrettigheder og forbrugernes adgang til retsmidler. Dog er der fortsat huller i national ret, hvad angår reelt effektive og forholdsmæssige sanktioner, der kan afskrække fra og straffe overtrædelser inden for Unionen, utilstrækkelige individuelle retsmidler for forbrugere, der lider skade ved overtrædelser af national lovgivning, hvorved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF (3) gennemføres, samt mangler for så vidt angår proceduren for søgsmål med påstand om forbud i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/22/EF (4). Proceduren for søgsmål med påstand om forbud bør revideres ved hjælp af en særskilt retsakt, der ændrer og erstatter direktiv 2009/22/EF.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF (5), 2005/29/EF og 2011/83/EU (6) indeholder krav til medlemsstaterne om at sørge for sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, med det formål at tackle overtrædelser af nationale bestemmelser til gennemførelse af disse direktiver. Endvidere stilles der ved artikel 21 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2394 (7) krav til medlemsstaterne om at træffe håndhævelsesforanstaltninger, herunder pålæggelse af sanktioner, på en effektiv, virkningsfuld og koordineret måde for at bringe udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension til ophør eller forbyde dem.

(5)

De nuværende nationale regler for sanktioner varierer betydeligt rundt omkring i Unionen. Navnlig sikrer ikke alle medlemsstater, at erhvervsdrivende, der er ansvarlige for udbredte overtrædelser eller udbredte overtrædelser med EU-dimension, kan pålægges sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning. Derfor bør de gældende regler vedrørende sanktioner i direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU forbedres, og samtidig bør der indføres nye regler vedrørende sanktioner i Rådets direktiv 93/13/EØF (8).

(6)

Det bør fortsat være et anliggende for medlemsstaterne at vælge, hvilke typer sanktion der skal indføres, og fastsætte de relevante procedurer for pålæggelse af sanktioner i tilfælde af overtrædelse af direktiv 93/13/EØF, 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, som ændret ved nærværende direktiv, i deres nationale ret.

(7)

For at gøre det lettere at anvende sanktioner på mere sammenhængende vis, navnlig i tilfælde af overtrædelser inden for Unionen, udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension, jf. forordning (EU) 2017/2394, bør der indføres fælles ikkeudtømmende og vejledende kriterier for anvendelse af sanktioner i direktiv 93/13/EØF, 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU. Disse kriterier bør omfatte f.eks. spørgsmålet om overtrædelsens art, grovhed, omfang og varighed samt enhver genopretning, som den erhvervsdrivende har givet forbrugerne for den påførte skade. Gentagen overtrædelse begået af samme ophavsmand er udtryk for en tilbøjelighed til at begå sådanne overtrædelser og er derfor en betydelig indikation for adfærdens grovhed og herigennem for behovet for at øge sanktionsniveauet for at opnå en effektiv afskrækkende virkning. Opnåede økonomiske fordele eller undgåede tab som følge af overtrædelsen bør tages i betragtning, hvis der foreligger relevante data. Andre skærpende eller formildende faktorer ved sagens omstændigheder kan også tages i betragtning.

(8)

Disse fælles ikkeudtømmende og vejledende kriterier for anvendelsen af sanktioner er muligvis ikke relevante for fastsættelse af sanktioner for enhver overtrædelse, navnlig ikke mindre alvorlige overtrædelser. Medlemsstaterne bør også tage hensyn til andre generelle retsprincipper for pålæggelse af sanktioner, som for eksempel ne bis in idem-princippet.

(9)

I overensstemmelse med artikel 21 i forordning (EU) 2017/2394 skal de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der er berørt af det koordinerede tiltag, over for den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, inden for deres jurisdiktion træffe alle de håndhævelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at bringe denne overtrædelse til ophør eller forbyde den. Når det er relevant, skal de pålægge den erhvervsdrivende, der er ansvarlig for den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension, sanktioner såsom bøder eller tvangsbøder. Håndhævelsesforanstaltninger skal træffes på en effektiv, virkningsfuld og koordineret måde for at bringe den udbredte overtrædelse eller den udbredte overtrædelse med EU-dimension til ophør eller forbyde den. De kompetente myndigheder, der er berørt af det koordinerede tiltag, skal tilstræbe at træffe håndhævelsesforanstaltninger samtidigt i de medlemsstater, der er berørt af overtrædelsen.

(10)

For at sikre, at medlemsstaternes myndigheder kan pålægge sanktioner, der er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension, der er genstand for koordinerede undersøgelses- og håndhævelsesforanstaltninger, jf. forordning (EU) 2017/2394, bør der indføres bøder som et element af sanktioner for sådanne overtrædelser. For at sikre, at bøderne har en afskrækkende virkning, bør medlemsstaterne i deres nationale ret fastsætte maksimumsbøden for sådanne overtrædelser til mindst 4 % af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i den eller de pågældende medlemsstater. I visse tilfælde kan en erhvervsdrivende også være en gruppe af selskaber.

(11)

Som fastlagt i artikel 9 og 10 i forordning (EU) 2017/2394 skal der ved pålæggelse af sanktioner, alt efter hvad der er relevant, tages behørigt hensyn til karakteren, grovheden og varigheden af den pågældende overtrædelse. Pålæggelsen af sanktioner skal være forholdsmæssig og i overensstemmelse med EU-retten og national ret, herunder med gældende retssikkerhedsgarantier og principperne i chartret. Endelig skal de sanktioner, der pålægges, være egnede i forhold til karakteren og den samlede faktiske eller potentielle skade af overtrædelsen af EU-retlige regler, som beskytter forbrugernes interesser. Beføjelsen til at pålægge sanktioner skal udøves enten direkte af de kompetente myndigheder under deres egen myndighed eller, hvor det er relevant, med bistand fra andre kompetente myndigheder eller andre offentlige myndigheder eller ved at give instruks til udpegede organer, hvis det er relevant, eller ved indbringelse for en domstol, der er kompetent til at træffe den nødvendige afgørelse, herunder, hvor det er relevant, ved appel, såfremt der ikke gives medhold i begæringen om at træffe den nødvendige afgørelse.

(12)

Hvis en enkelt kompetent myndighed som et resultat af et koordineret tiltag i henhold til forordning (EU) 2017/2394 og i den i nævnte forordning omhandlede betydning pålægger en erhvervsdrivende, der er ansvarlig for en udbredt overtrædelse eller en udbredt overtrædelse med EU-dimension, en bøde, bør den være i stand til at pålægge en bøde på mindst 4 % af den erhvervsdrivendes årlige omsætning i alle medlemsstater, der er berørt af det koordinerede håndhævelsestiltag.

(13)

Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at bevare eller indføre højere omsætningsbaserede maksimumsbøder for udbredte overtrædelser og udbredte overtrædelser med EU-dimension. Det bør også være muligt for medlemsstaterne at basere sådanne bøder på den erhvervsdrivendes omsætning på verdensplan eller udvide reglerne om bøder til andre overtrædelser, som ikke er omfattet af bestemmelserne i dette direktiv i relation til artikel 21 i forordning (EU) 2017/2394. Kravet om at fastsætte bøden til mindst 4 % af den erhvervsdrivendes årlige omsætning bør ikke gælde for eventuelle supplerende medlemsstatsregler for tvangsbøder, såsom dagbøder, for manglende overholdelse af en afgørelse, kendelse, foreløbig foranstaltning, tilsagn fra en erhvervsdrivende eller anden foranstaltning med det formål at bringe overtrædelsen til ophør.

(14)

Regler om sanktioner bør inkluderes i direktiv 93/13/EØF med henblik på at styrke dets afskrækkende virkning. Medlemsstaterne kan frit træffe beslutning om den administrative eller retslige procedure for anvendelse af sanktioner for overtrædelser af nævnte direktiv. Navnlig kan de administrative myndigheder eller nationale domstole pålægge sanktioner ved fastsættelsen af den urimelige karakter af kontraktvilkår, herunder på grundlag af en retssag anlagt af en administrativ myndighed. Sanktionerne kan også pålægges af administrative myndigheder eller nationale domstole, når sælgeren eller leverandøren anvender kontraktvilkår, der udtrykkeligt er defineret som urimelige under alle omstændigheder i national ret, og når sælgeren eller leverandøren anvender kontraktvilkår, der er blevet anset for at være urimelige ved en endelig bindende afgørelse. Medlemsstaterne kan beslutte, at de administrative myndigheder også har ret til at fastslå den urimelige karakter af kontraktvilkår. Administrative myndigheder eller nationale domstole kan også pålægge en sanktion gennem den samme afgørelse, hvori det fastslås, at der er tale om urimelige kontraktvilkår. Medlemsstaterne kan fastlægge de nødvendige koordineringsmekanismer for foranstaltninger på nationalt plan vedrørende individuel adgang til retsmidler og sanktioner.

(15)

Når medlemsstaterne fordeler indtægterne fra bøder, bør de overveje at øge beskyttelsen af forbrugernes generelle interesser samt andre beskyttede offentlige interesser.

(16)

Medlemsstaterne bør sikre, at der er retsmidler til rådighed for forbrugere, der lider skade som følge af urimelig handelspraksis, for at fjerne alle virkninger af sådan urimelig praksis. En klar ramme for individuelle retsmidler ville gøre det lettere at udøve privat håndhævelse. Forbrugeren bør have adgang til skadeserstatning og, hvor det er relevant, et afslag i købesummen eller ophævelse af kontrakten, på en forholdsmæssig og effektiv måde. Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at bevare eller indføre rettigheder til andre supplerende retsmidler, såsom afhjælpning eller ombytning, for forbrugere, der lider skade som følge af urimelig handelspraksis, for fuldt ud at fjerne virkningerne af sådan praksis. Medlemsstaterne bør ikke forhindres i at fastlægge betingelserne for anvendelse og effekten af retsmidler for forbrugerne. Ved anvendelse af retsmidlerne kan der, hvor det er relevant, tages hensyn til grovheden og arten af den urimelige handelspraksis, skade lidt af forbrugeren og andre relevante omstændigheder såsom den erhvervsdrivendes forseelse eller overtrædelse af kontrakten.

(17)

I kvalitetskontrollen af forbruger- og markedsføringsretten og den sideløbende evaluering af direktiv 2011/83/EU blev der også identificeret et antal områder, hvor de gældende EU-regler om forbrugerbeskyttelse bør moderniseres. På baggrund af den løbende udvikling af digitale værktøjer er det nødvendigt at tilpasse EU-forbrugerbeskyttelsesretten.

(18)

Højere rangordning eller fremtrædende placering af kommercielle tilbud i onlinesøgeresultater af udbydere af onlinesøgemaskiner har en betydelig indvirkning på forbrugerne.

(19)

Ved rangordning forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsdrivendes tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlinesøgemaskiner, herunder som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf.

(20)

I denne forbindelse bør bilag I til direktiv 2005/29/EF ændres for at gøre det klart, at praksis, hvor en erhvervsdrivende giver oplysninger til en forbruger i form af søgeresultater som svar på forbrugerens onlinesøgning uden tydelig oplysning om enhver form for betalt reklame eller betaling specifikt for at opnå en højere rangordning af produkter i søgeresultaterne, bør forbydes. Når en erhvervsdrivende direkte eller indirekte har betalt udbyderen af onlinesøgemaskinen for en højere rangordning af et produkt i søgeresultaterne, bør udbyderen af onlinesøgemaskinen informere forbrugerne om dette forhold på en kortfattet, let tilgængelig og forståelig måde. Indirekte betaling kan være i form af en erhvervsdrivendes accept af yderligere forpligtelser over for udbyderen af onlinesøgemaskinen af enhver art, der har en højere rangordning som specifik virkning. Den indirekte betaling kan bestå af øget provision pr. transaktion samt forskellige kompensationsordninger, der specifikt fører til højere rangordning. Betalinger for generelle tjenester, såsom gebyrer for optagelse i varesortimentet eller medlemskontingenter, som dækker en bred vifte af funktioner, der tilbydes af udbyderen af onlinesøgemaskinen til den erhvervsdrivende, bør ikke betragtes som betaling for specifikt at opnå højere rangordning af produkter, forudsat at en sådan betaling ikke foretages netop med henblik på at opnå en højere rangordning. Onlinesøgefunktioner kan udbydes af forskellige typer af onlineforhandlere, herunder formidlere, såsom onlinemarkedspladser, søgemaskiner og sammenligningswebsteder.

(21)

Krav om gennemsigtighed med hensyn til de vigtigste parametre, der afgør rangordning er også reguleret af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1150 (9). Kravene om gennemsigtighed i henhold til nævnte forordning dækker en bred vifte af onlineformidlere, herunder onlinemarkedspladser, men de gælder kun mellem handlende og onlineformidlere. Der bør derfor indføres tilsvarende gennemsigtighedskrav i direktiv 2005/29/EF for at sikre tilstrækkelig åbenhed over for forbrugerne, undtagen i tilfælde hvor der er tale om udbydere af onlinesøgemaskiner, som i henhold til nævnte forordning allerede skal opgive de vigtigste parametre, som individuelt eller kollektivt har størst betydning for afgørelsen af rangordningen, og den relative betydning af disse vigtigste parametre ved at levere en let og offentligt tilgængelig beskrivelse af deres onlinesøgemaskiner i et almindeligt og forståeligt sprog.

(22)

Erhvervsdrivende, der gør det muligt for forbrugerne at søge efter varer og tjenester, såsom rejser, indkvartering og fritidsaktiviteter, der tilbydes af forskellige forhandlere eller af forbrugere, bør informere forbrugerne om de standardparametre, der afgør rangordningen af de tilbud, som præsenteres for forbrugeren som følge af søgningen, og deres relative betydning i forhold til andre parametre. Disse oplysninger bør være kortfattede og være let, synligt og direkte tilgængelige. Parametre, der afgør rangordning, er alle generelle kriterier, processer, specifikke signaler der indarbejdes i algoritmer eller andre justerings- eller degraderingsmekanismer, der anvendes i forbindelse med rangordningen.

(23)

Kravet om oplysninger om de vigtigste parametre, der afgør rangordning berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (10). Erhvervsdrivende bør ikke være forpligtede til at offentliggøre de nærmere oplysninger om deres rangordningsmekanismers funktionalitet, herunder algoritmer. Erhvervsdrivende bør levere en generel beskrivelse af de vigtigste parametre, der afgør rangordningen, som forklarer de vigtigste standardparametre, der anvendes af den erhvervsdrivende, og deres relative betydning i forhold til andre parametre, men denne beskrivelse skal ikke nødvendigvis være i et brugertilpasset format for hver enkelt søgning.

(24)

Når forbrugere tilbydes produkter på onlinemarkedspladser, er både udbyderen af onlinemarkedspladsen og tredjepartsleverandøren involveret i levering af de oplysninger forud for indgåelsen af aftaler, der kræves ved direktiv 2011/83/EU. Forbrugere, der anvender onlinemarkedspladsen, forstår derfor muligvis ikke fuldt ud, hvem deres aftalepartnere er, og hvilken indvirkning dette har på deres rettigheder og forpligtelser.

(25)

Onlinemarkedspladser bør defineres med henblik på direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU på lignende vis som i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 524/2013 (11) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 (12). Dog bør definitionen af »onlinemarkedspladser« opdateres og gøres mere teknologisk neutral for at kunne omfatte nye teknologier. Der bør derfor, i stedet for til et »websted«, henvises til software, herunder et websted, en del af et websted eller en applikation, der drives af eller på vegne af den erhvervsdrivende, i overensstemmelse med en »onlinegrænseflade«, jf. forordning (EU) 2017/2394 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/302 (13).

(26)

Der bør derfor fastsættes specifikke oplysningskrav vedrørende onlinemarkedspladser i direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for at oplyse forbrugere, der anvender onlinemarkedspladser, om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen af tilbud, og hvorvidt de indgår en aftale med en erhvervsdrivende eller en ikkeerhvervsdrivende, såsom en anden forbruger.

(27)

Udbydere af onlinemarkedspladser bør informere forbrugerne om, hvorvidt den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, er en erhvervsdrivende eller ikkeerhvervsdrivende, på grundlag af den erklæring, der afgives til dem af tredjeparten. Når den tredjepart, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, erklærer sig som en ikkeerhvervsdrivende, bør udbydere af onlinemarkedspladser levere en kort erklæring om, at de forbrugerrettigheder, der følger af EU-forbrugerbeskyttelsesretten, ikke gælder for den indgåede aftale. Endvidere bør forbrugerne informeres om, hvordan forpligtelser i forbindelse med kontrakten deles mellem tredjeparter, der tilbyder varerne, tjenesteydelserne eller det digitale indhold, og udbydere af onlinemarkedspladser. Disse oplysninger bør leveres på en klar og forståelig måde og ikke kun i standardvilkår og -betingelser eller lignende aftaledokumenter. Oplysningskravene til udbydere af onlinemarkedspladser skal være forholdsmæssige. Disse krav skal sikre en balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og udbydere af onlinemarkedspladsernes konkurrencedygtighed. Der bør ikke stilles krav til udbydere af onlinemarkedspladser om at opregne specifikke forbrugerrettigheder, når de oplyser forbrugerne om, hvorvidt disse rettigheder ikke gælder. Dette berører ikke kravene om forbrugeroplysninger, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og navnlig i artikel 6, stk. 1, deri. De oplysninger, der skal gives vedrørende ansvaret for sikringen af forbrugerrettigheder, afhænger af de aftaler, som udbydere af onlinemarkedspladser har indgået med de relevante tredjepartserhvervsdrivende. Udbyderen af onlinemarkedspladsen kan angive, at en tredjepartserhvervsdrivende er eneansvarlig for sikringen af forbrugerrettigheder eller beskrive sine egne specifikke ansvarsområder, hvis denne udbyder påtager sig ansvaret for visse aspekter af aftalen, for eksempel levering eller udøvelse af fortrydelsesretten.

(28)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (14) bør der ikke stilles krav til udbydere af onlinemarkedspladser om at kontrollere tredjepartleverandørers retlige status. Udbydere af onlinemarkedspladser bør i stedet stille krav til tredjepartleverandører på onlinemarkedspladsen om at angive deres status som erhvervsdrivende eller ikkeerhvervsdrivende med henblik på forbrugerbeskyttelsesretten og formidle disse oplysninger til udbyderen af onlinemarkedspladsen.

(29)

Under hensyntagen til den hurtige teknologiske udvikling vedrørende onlinemarkedspladser og behovet for at sikre en høj grad af forbrugerbeskyttelse bør medlemsstaterne have mulighed for at vedtage eller opretholde særlige supplerende foranstaltninger med henblik herpå. Sådanne bestemmelser bør være forholdsmæssige og ikkediskriminerende og ikke berøre direktiv 2000/31/EF.

(30)

Definitionerne af digitalt indhold og digitale tjenester i direktiv 2011/83/EU bør tilpasses definitionerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (15). Digitalt indhold omfattet af direktiv (EU) 2019/770 dækker en enkelt levering, en række individuelle leveringer eller løbende levering over en tidsperiode. Elementet af løbende levering bør ikke nødvendigvis kræve langsigtet levering. Tilfælde såsom webstreaming af videoklip bør betragtes som løbende levering over en periode, uanset den reelle varighed af den audiovisuelle fil. Det kan derfor være vanskeligt at skelne mellem visse typer af digitalt indhold og digitale tjenester, da begge kan indebære, at den erhvervsdrivendes levering fortsætter i hele aftaleperioden. Eksempler på digitale tjenester er video- og lyddelingstjenester og anden filhosting, tekstbehandling eller spil, der tilbydes i cloudcomputing-miljøet, cloudlagring, webbaseret mail, sociale medier og cloudapplikationer. Den fortsatte involvering af udbyderen af tjenester berettiger anvendelsen af de regler vedrørende fortrydelsesretten, der er fastsat i direktiv 2011/83/EU, og som på effektiv vis giver forbrugeren mulighed for at afprøve tjenesten og, i løbet af 14 dage fra indgåelsen af aftalen, træffe beslutning om at beholde den eller ej. Mange aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, er karakteriseret ved en enkelt levering af et eller flere stykker digitalt indhold til forbrugeren, såsom musik- eller videofiler. Aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, er fortsat underlagt undtagelsen fra fortrydelsesretten fastsat i artikel 16, stk. 1, litra m), i direktiv 2011/83/EU, hvoraf det fremgår, at forbrugeren mister fortrydelsesretten, når udførelsen af aftalen er påbegyndt, såsom ved downloading eller streaming af indhold, med forbehold af forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke til at påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristen og anerkendelse af, at vedkommende derved har mistet sin fortrydelsesret. Hvor der er tvivl om, hvorvidt aftalen er en tjenesteydelsesaftale eller en aftale om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, bør reglerne om fortrydelsesret ved tjenesteydelser anvendes.

(31)

Digitalt indhold og digitale tjenester leveres ofte online i henhold til aftaler, i henhold til hvilke forbrugeren ikke betaler en pris, men afgiver personoplysninger til den erhvervsdrivende. Direktiv 2011/83/EU gælder allerede for aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium (dvs. levering af digitalt onlineindhold), uanset om forbrugeren betaler en pris med penge eller afgiver personoplysninger. Nævnte direktiv gælder dog kun for tjenesteydelsesaftaler, herunder aftaler om levering af digitale tjenester, i henhold til hvilke forbrugeren betaler eller påtager sig at betale en pris. Nævnte direktiv gælder derfor ikke for aftaler om digitale tjenester, i henhold til hvilke forbrugeren afgiver personoplysninger til den erhvervsdrivende uden at betale en pris. På grund af lighederne mellem og udskifteligheden af betalte digitale tjenester og digitale tjenester, der udføres til gengæld for personoplysninger, bør de være omfattet af samme regler i henhold til nævnte direktiv.

(32)

Der bør sikres sammenhæng mellem anvendelsesområdet for direktiv 2011/83/EU og direktiv (EU) 2019/770, der gælder for aftaler om levering af digitalt indhold eller digitale tjenester, i henhold til hvilke forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende.

(33)

Anvendelsesområdet for direktiv 2011/83/EU bør derfor udvides til også at omfatte aftaler, i henhold til hvilke den erhvervsdrivende leverer eller påtager sig at levere en digital tjeneste til forbrugeren, og forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger. Ligesom for aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, bør nævnte direktiv finde anvendelse, når som helst forbrugeren afgiver eller påtager sig at afgive personoplysninger til den erhvervsdrivende, undtagen hvis de personoplysninger, som forbrugeren afgiver, udelukkende behandles af den erhvervsdrivende med henblik på at levere det digitale indhold eller den digitale tjeneste, og den erhvervsdrivende ikke behandler disse oplysninger med noget andet formål. Enhver behandling af oplysninger bør være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (16).

(34)

For at sikre fuld overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/770 bør direktiv 2011/83/EU — såfremt digitalt indhold eller digitale tjenester ikke leveres til gengæld for en pris — heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdrivende indsamler personoplysninger med det ene formål at overholde retlige krav, som den erhvervsdrivende er underlagt. Sådanne situationer kan for eksempel omfatte tilfælde, hvor det af sikkerheds- og identifikationshensyn er påkrævet at registrere forbrugeren i henhold til gældende ret.

(35)

Direktiv 2011/83/EU bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor den erhvervsdrivende kun indsamler metadata, såsom oplysninger om forbrugerens udstyr eller browserhistorik, undtagen hvis denne situation betragtes som en aftale i henhold til national ret. Det bør heller ikke finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren, uden at have indgået en aftale med den erhvervsdrivende, udsættes for reklamer udelukkende for at få adgang til et digitalt indhold eller en digital tjeneste. Dog bør det stå medlemsstaterne frit for at udvide anvendelsen af reglerne i nævnte direktiv til også at gælde i sådanne situationer eller regulere sådanne situationer, der ikke falder ind under nævnte direktivs anvendelsesområde, på anden vis.

(36)

Begrebet »funktionalitet« bør forstås som en henvisning til de måder, hvorpå digitalt indhold eller digitale tjenester kan bruges. For eksempel kan fraværet eller tilstedeværelsen af tekniske begrænsninger, såsom beskyttelse ved hjælp af Digital Rights Management (DRM) eller områdekodning, have en indvirkning på muligheden for, at det digitale indhold eller den digitale tjeneste kan udføre alle sine funktioner i betragtning af dets/dens formål. Begrebet »interoperabilitet« vedrører, hvorvidt og i hvilket omfang digitalt indhold eller en digital tjeneste er i stand til at fungere sammen med hardware eller software, der adskiller sig fra det, som digitalt indhold eller digitale tjenester af samme type normalt bruges med. Tilfredsstillende funktionsevne vil f.eks. omfatte det digitale indholds eller den digitale tjenestes evne til at udveksle oplysninger med en sådan anden software eller hardware og til at anvende de udvekslede oplysninger. Begrebet »kompatibilitet« er defineret i direktiv (EU) 2019/770.

(37)

I henhold til artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, i direktiv 2011/83/EU skal erhvervsdrivende i forbindelse med henholdsvis aftaler indgået uden for fast forretningssted og aftaler om fjernsalg kræve, at forbrugeren giver forudgående udtrykkelige samtykke til, at leveringen påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber. Der er i nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra a), fastsat en aftaleretlig sanktion til brug i situationer, hvor dette krav ikke overholdes af den erhvervsdrivende, nemlig at forbrugeren ikke skal betale for de udførte tjenesteydelser. Kravet om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke er derfor kun relevant for tjenesteydelser, herunder digitale tjenester, der udføres mod betaling af prisen. Det er derfor nødvendigt at ændre artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, således at kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke kun gælder for tjenesteydelsesaftaler, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges en forpligtelse til at betale.

(38)

Der gives ved artikel 16, stk. 1, litra m), i direktiv 2011/83/EU mulighed for en undtagelse fra fortrydelsesretten med hensyn til digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret. Der er i nævnte direktivs artikel 14, stk. 4, litra b), fastsat en aftaleretlig sanktion til brug i situationer, hvor dette krav ikke overholdes af den erhvervsdrivende, nemlig at forbrugeren ikke skal betale for det forbrugte digitale indhold. Kravet om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse er derfor kun relevant for digitalt indhold, der leveres mod betaling af prisen. Det er derfor nødvendigt at ændre artikel 16, stk. 1, litra m), således at kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse kun gælder for aftaler, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges en forpligtelse til at betale.

(39)

Der er i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF fastsat oplysningskrav vedrørende »opfordring til køb« af et produkt til en specifik pris. Disse oplysningskrav gælder allerede i markedsføringsfasen, mens der ved direktiv 2011/83/EU indføres samme og andre — mere detaljerede — oplysningskrav i den senere fase forud for indgåelsen af aftalen (dvs. umiddelbart før forbrugeren indgår en aftale). Erhvervsdrivende kan derfor være nødsaget til at give de samme oplysninger i markedsføringsfasen (f.eks. i en onlinereklame på et mediewebsted) og i fasen forud for indgåelsen af aftalen (f.eks. på siderne i deres onlineinternetbutikker).

(40)

De oplysningskrav, der er fastsat i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2005/29/EF, omfatter, at forbrugeren oplyses om den erhvervsdrivendes klagebehandlingspolitik. Resultaterne af kvalitetskontrollen af forbruger- og markedsføringsretten viser, at disse oplysninger er mest relevante i fasen forud for indgåelsen af aftalen, der reguleres ved direktiv 2011/83/EU. Kravet om at give disse oplysninger i opfordringer til køb i markedsføringsfasen, jf. direktiv 2005/29/EF, bør derfor udgå.

(41)

Ved artikel 6, stk. 1, litra h), i direktiv 2011/83/EU stilles der krav til erhvervsdrivende om, forud for indgåelse af aftalen, at give forbrugerne oplysninger om fortrydelsesretten, herunder om standardfortrydelsesformularen fastsat i bilag I(B) til nævnte direktiv. Der er i artikel 8, stk. 4, i nævnte direktiv fastsat enklere krav til de oplysninger, der skal foreligge forud for indgåelsen af aftaler til brug i tilfælde af, at aftalen indgås ved anvendelse af en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at formidle oplysningerne, såsom pr. telefon, via stemmestyret indkøbsassistent eller SMS. De obligatoriske oplysninger, der skal gives forud for indgåelsen af aftaler i forbindelse med eller gennem en sådan særlig fjernkommunikationsteknik, omfatter oplysninger vedrørende fortrydelsesretten som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra h). De omfatter derfor også udlevering af standardfortrydelsesformularen i bilag I(B) til nævnte direktiv. Dog er det umuligt at udlevere fortrydelsesformularen, hvis aftalen for eksempel indgås pr. telefon eller stemmestyret indkøbsassistent, og det kan være teknisk umuligt at udlevere den på en brugervenlig måde ved hjælp af andre fjernkommunikationsmidler, der er omfattet af artikel 8, stk. 4. Udlevering af standardfortrydelsesformularen bør derfor udgå af de oplysninger, som de erhvervsdrivende i alle tilfælde skal give i forbindelse med eller gennem en sådan særlig fjernkommunikationsteknik, der anvendes til indgåelse af aftaler, jf. artikel 8, stk. 4.

(42)

Der gives ved artikel 16, stk. 1, litra a), i direktiv 2011/83/EU mulighed for at fastsætte en undtagelse fra fortrydelsesretten for så vidt angår tjenesteydelsesaftaler, der er blevet fuldt udført, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende vil miste sin fortrydelsesret, når aftalen er fuldstændig opfyldt af den erhvervsdrivende. Derimod stilles der ved artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, i nævnte direktiv, der vedrører den erhvervsdrivendes forpligtelser i situationer, hvor udførelsen af aftalen er påbegyndt, inden fortrydelsesfristen udløber, kun krav til de erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke, og ikke vedkommendes anerkendelse af, at fortrydelsesretten går tabt, når udførelsen er afsluttet. For at sikre sammenhæng mellem disse bestemmelser er det nødvendigt at tilføje en forpligtelse i artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, om, at den erhvervsdrivende også skal opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når udførelsen er afsluttet, hvis forbrugeren ved aftalen pålægges en forpligtelse til at betale. Derudover bør formuleringen af artikel 16, stk. 1, litra a), ændres for at tage hensyn til ændringerne i artikel 7, stk. 3, og artikel 8, stk. 8, således at kravet til erhvervsdrivende om at opnå forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse kun gælder for tjenesteydelsesaftaler, i henhold til hvilke forbrugeren pålægges en forpligtelse til at betale. Imidlertid bør medlemsstaterne have mulighed for ikke at anvende kravet om at opnå forbrugerens anerkendelse af, at fortrydelsesretten mistes, når udførelsen er afsluttet i kontrakter, hvor forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om et besøg fra den erhvervsdrivende med henblik på at udføre reparationer. I artikel 16, stk. 1, litra c), i nævnte direktiv fastsættes en undtagelse fra fortrydelsesretten for aftaler om levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg. Denne undtagelse omfatter f.eks. fremstilling og installation af specialfremstillede møbler i forbrugerens hjem, når de leveres i henhold til en enkelt købsaftale.

(43)

Undtagelsen fra fortrydelsesretten i artikel 16, stk. 1, litra b), i direktiv 2011/83/EU bør også anses for at gælde for aftaler om individuelle leverancer af ikkenetværksenergi, da prisen er afhængig af udsving på råvaremarkederne eller energimarkederne, hvilket ikke kan kontrolleres af den erhvervsdrivende og kan forekomme inden fortrydelsesfristen.

(44)

I artikel 14, stk. 4, i direktiv 2011/83/EU foreskrives de betingelser, på hvilke forbrugeren, i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten, ikke hæfter for omkostningerne ved udførelse af tjenesteydelser, levering af offentlige forsyninger og levering af digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium. Hvis nogen af disse betingelser er opfyldt, skal forbrugeren ikke betale prisen for tjenesteydelser, offentlige forsyninger eller digitalt indhold, der er modtaget før udøvelsen af fortrydelsesretten. For så vidt angår digitalt indhold er opfyldelsen af en af disse ikkekumulative betingelser, nemlig i henhold til artikel 14, stk. 4, litra b), nr. iii), ensbetydende med manglende bekræftelse af aftalen, som omfatter bekræftelse af forbrugerens udtrykkelige samtykke til, at udførelsen af aftalen påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret. Denne betingelse er imidlertid ikke blandt betingelserne for tabet af fortrydelsesretten i nævnte direktivs artikel 16, stk. 1, litra m), hvilket skaber usikkerhed med hensyn til forbrugernes mulighed for at anvende artikel 14, stk. 4, litra b), nr. iii), når de to øvrige betingelser i artikel 14, stk. 4, litra b), er opfyldt, og fortrydelsesretten som følge heraf er tabt i henhold til artikel 16, stk. 1, litra m). Betingelsen i artikel 14, stk. 4, litra b), nr. iii), bør derfor føjes til artikel 16, stk. 1, litra m), så forbrugeren kan udøve fortrydelsesretten, når denne betingelse ikke er opfyldt, og følgelig gøre krav på rettighederne i artikel 14, stk. 4.

(45)

Erhvervsdrivende kan personalisere prisen på deres tilbud til bestemte forbrugere eller bestemte kategorier af forbrugere baseret på automatiseret beslutningstagning og profilering af forbrugernes adfærd, der giver de erhvervsdrivende mulighed for at vurdere forbrugerens købekraft. Forbrugerne bør derfor informeres tydeligt, når den pris, de tilbydes, er personaliseret baseret på automatiseret beslutningstagning, så de kan tage højde for de potentielle risici i deres købsbeslutning. Der bør derfor føjes et specifikt oplysningskrav til direktiv 2011/83/EU om, at forbrugeren skal informeres, når prisen er personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstagning. Dette oplysningskrav bør ikke gælde teknikker, såsom »dynamiske« priser eller »realtidspriser«, der involverer en ændring af prisen på en meget fleksibel og hurtig måde som svar på markedsefterspørgslen, når disse teknikker ikke involverer personalisering baseret på automatiseret beslutningstagning. Dette oplysningskrav berører ikke forordning (EU) 2016/679, som bl.a. indeholder bestemmelser om personers ret til ikke at blive udsat for automatiseret individuel beslutningstagning, herunder profilering.

(46)

I betragtning af de teknologiske udviklinger er det nødvendigt at fjerne henvisningen til faxnummer fra listen over kommunikationsmidler i artikel 6, stk. 1, litra c), i direktiv 2011/83/EU, da fax sjældent anvendes nu og i høj grad er forældet.

(47)

Forbrugerne forlader sig i stigende grad på anmeldelser og anprisninger fra andre forbrugere, når de træffer købsbeslutninger. Når de erhvervsdrivende derfor giver adgang til forbrugeranmeldelser af produkter, bør de oplyse forbrugerne om, hvorvidt der er indført processer eller procedurer for at sikre, at de offentliggjorte anmeldelser stammer fra forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produkterne. Hvis der er indført sådanne processer eller procedurer, bør de give oplysninger til forbrugerne om, hvordan kontrollerne foretages, og klare oplysninger om, hvordan anmeldelser behandles, f.eks. om alle anmeldelser, uanset om de er positive eller negative, offentliggøres, eller om disse anmeldelser er blevet sponsoreret eller påvirket af et kontraktforhold med en erhvervsdrivende. Desuden bør det derfor betragtes som en urimelig handelspraksis at vildlede forbrugerne ved at angive, at anmeldelser af et produkt er indsendt af forbrugere, der faktisk har anvendt eller købt produktet, når der ikke er truffet rimelige og forholdsmæssige foranstaltninger til at sikre, at de stammer fra sådanne forbrugere. Sådanne skridt kan omfatte tekniske midler til at kontrollere pålideligheden af den person, der poster en anmeldelse, for eksempel ved at anmode om oplysninger for at kontrollere, at forbrugeren faktisk har anvendt eller købt brugt produktet.

(48)

Bestemmelserne i dette direktiv om forbrugeranmeldelser og anprisninger berører ikke den almindelige og legale reklamepraksis, der består i at fremsætte overdrevne udtalelser eller udtalelser, som ikke er beregnet til at blive opfattet bogstaveligt.

(49)

Erhvervsdrivende bør også forbydes at indsende falske forbrugeranmeldelser og fremsætte anprisninger såsom »likes« på sociale medier eller få andre til det for at fremme deres produkter samt at manipulere med forbrugeranmeldelser og anprisninger såsom offentliggørelse af udelukkende positive anmeldelser og sletning af de negative. En sådan praksis kan også forekomme gennem ekstrapolering af sociale anprisninger, når en brugers positive interaktion med visse former for onlineindhold linkes eller overføres til andet, men relateret indhold, hvilket giver det indtryk, at den pågældende bruger også har en positiv holdning til det relaterede indhold.

(50)

Erhvervsdrivende bør forbydes at videresælge billetter til forbrugere til kultur- og idrætsarrangementer, som de har erhvervet ved hjælp af software som »robotter«, der sætter dem i stand til at købe et antal billetter, der overstiger de tekniske begrænsninger, som den primære billetsælger har fastsat, eller omgå alle andre tekniske midler indført af den primære sælger for at sikre, at billetterne er tilgængelige for alle personer. Dette forbud berører ikke andre nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne kan træffe for at beskytte forbrugernes legitime interesser og for at sikre kulturpolitik og bred adgang for alle personer til kultur- og idrætsarrangementer, såsom regulering af videresalgsprisen for billetterne.

(51)

Artikel 16 i chartret garanterer friheden til at drive virksomhed i overensstemmelse med EU-retten og national ret og praksis. Dog kan markedsføring på tværs af medlemsstaterne af varer som værende identiske, mens de med hensyn til sammensætning og karakteristika reelt frembyder betydelige forskelle, vildlede forbrugerne og foranledige dem til at træffe en transaktionsbeslutning, som de ellers ikke ville have truffet.

(52)

En sådan praksis kan derfor betragtes som værende i strid med direktiv 2005/29/EF på grundlag af en vurdering fra sag til sag af relevante elementer. Med henblik på at lette anvendelsen af den gældende EU-ret for medlemsstaternes forbruger- og fødevaremyndigheder blev der i Kommissionens meddelelse af 29. september 2017»om anvendelse af EU's fødevare- og forbrugerbeskyttelseslovgivning i spørgsmål om to forskellige kvaliteter af produkter — specifikt i forbindelse med fødevarer« ydet vejledning om anvendelsen af de nuværende EU-regler i situationer med to forskellige kvaliteter af fødevarer. I den sammenhæng har Kommissionens Fælles Forskningscenter den 25. april 2018 præsenteret en »ramme for udvælgelse og testning af fødevarer til vurdering af kvalitetsrelaterede egenskaber: EU-harmoniseret testmetode«.

(53)

I mangel af en udtrykkelig bestemmelse har erfaringerne med håndhævelsen dog vist, at det kan være uklart for forbrugere, erhvervsdrivende og nationale kompetente myndigheder, hvilke former for handelspraksis der kan være i strid med direktiv 2005/29/EF. Nævnte direktiv bør derfor ændres for at sikre retssikkerheden for både erhvervsdrivende og håndhævelsesmyndighederne ved udtrykkeligt at adressere markedsføringen af en vare som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle. De kompetente myndigheder bør fra sag til sag vurdere og håndtere sådanne former for praksis i overensstemmelse med direktiv 2005/29/EF, som ændret ved nærværende direktiv. Den kompetente myndighed bør i sin vurdering tage hensyn til, hvorvidt en sådan differentiering let kan identificeres af forbrugerne, den erhvervsdrivendes ret til at tilpasse varer af samme mærke til forskellige geografiske markeder ud fra legitime og objektive faktorer såsom national ret, tilgængelighed eller sæsonbestemthed af råvarer eller frivillige strategier med det formål at forbedre adgangen til sund og næringsrig mad samt den erhvervsdrivendes ret til at tilbyde varer af samme mærke i pakninger med forskellig vægt eller volumen på forskellige geografiske markeder. De kompetente myndigheder bør vurdere, om en sådan differentiering let kan identificeres af forbrugerne ved at se på tilgængeligheden og tilstrækkeligheden af oplysningerne. Det er vigtigt, at forbrugerne bliver informeret om differentiering af varer ud fra legitime og objektive faktorer. Erhvervsdrivende bør frit kunne give sådanne oplysninger på forskellige måder, der giver forbrugerne mulighed for at få adgang til de nødvendige oplysninger. Generelt bør de erhvervsdrivende vælge andre måder end vareetiketten til formidling af disse oplysninger. De relevante sektorbestemte EU-regler og reglerne om fri bevægelighed for varer bør respekteres.

(54)

Selv om salg uden for fast forretningssted — ligesom salg på den erhvervsdrivendes forretningssted og fjernsalg — er en legitim og veletableret salgskanal, kan en række former for særlig aggressiv eller vildledende markedsføring eller særligt aggressive eller vildledende salgsmetoder i forbindelse med en erhvervsdrivendes besøg i forbrugerens hjem eller udflugter som omhandlet i artikel 2, stk. 8, i direktiv 2011/83/EU lægge pres på forbrugerne for at få dem til at købe varer eller tjenester, som de ellers ikke ville købe, eller varer til overpris, ofte til øjeblikkelig betaling. Sådanne former for praksis er ofte målrettet ældre eller andre sårbare forbrugere. En række medlemsstater betragter dem som uønskede og anser det for nødvendigt at begrænse særlige former for eller aspekter af salg uden for fast forretningssted i den i direktiv 2011/83/EU omhandlede betydning, såsom aggressiv og vildledende markedsføring eller salg af et produkt i forbindelse med besøg uden forudgående anmodning i en forbrugers hjem eller udflugter. Hvis der vedtages sådanne begrænsninger ud fra andre hensyn end forbrugerbeskyttelse, såsom den offentlige interesse eller respekten for privatlivet, der er beskyttet ved artikel 7 i chartret, falder de uden for anvendelsesområdet for direktiv 2005/29/EF.

(55)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet og med henblik på at lette håndhævelsen bør det præciseres, at direktiv 2005/29/EF ikke berører medlemsstaternes frihed til at vedtage nationale bestemmelser for yderligere at beskytte forbrugernes legitime interesser mod urimelig handelspraksis i forbindelse med besøg uden forudgående anmodning i deres private hjem af erhvervsdrivende, der ønsker at tilbyde eller sælge produkter, eller for så vidt angår udflugter, der organiseres af en erhvervsdrivende med det formål eller den virkning at reklamere for produkter eller sælge dem til forbrugerne, hvis sådanne bestemmelser er begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse. Alle sådanne bestemmelser bør stå i et rimeligt forhold til formålet, ikke give anledning til forskelsbehandling og ikke forbyde disse salgskanaler som sådan. Nationale bestemmelser, der vedtages af medlemsstaterne, kan for eksempel fastsætte det tidspunkt på dagen, hvor besøg i forbrugernes hjem uden deres udtrykkelige anmodning ikke er tilladt, eller forbyde sådanne besøg, når forbrugeren synligt har tilkendegivet, at disse besøg ikke er acceptable, eller foreskrive betalingsproceduren. Endvidere kan sådanne bestemmelser fastsætte mere beskyttende regler på de områder, som er harmoniseret ved direktiv 2011/83/EU. Direktiv 2011/83/EU bør derfor ændres for at gøre det muligt for medlemsstaterne at vedtage nationale foranstaltninger, der sikrer en længere fortrydelsesfrist, og fravige særlige undtagelser fra fortrydelsesretten. Der bør stilles krav til medlemsstaterne om at meddele alle nationale bestemmelser, der vedtages i den henseende, til Kommissionen, således at Kommissionen kan gøre disse oplysninger tilgængelige for alle interesserede parter og overvåge, at foranstaltningerne står i et rimeligt forhold til formålet og er lovlige.

(56)

For så vidt angår aggressiv og vildledende praksis i forbindelse med arrangementer, der afholdes andre steder end den erhvervsdrivendes forretningssted, berører direktiv 2005/29/EF ikke eventuelle betingelser for etablering eller godkendelsesordninger, som medlemsstaterne kan pålægge erhvervsdrivende. Nævnte direktiv berører endvidere ikke national aftaleret og navnlig ikke bestemmelserne om kontrakters gyldighed, indgåelse og virkning. Aggressiv og vildledende praksis i forbindelse med arrangementer, der afholdes andre steder end den erhvervsdrivendes forretningssted, kan forbydes på grundlag af en individuel vurdering i henhold til artikel 5 til 9 i nævnte direktiv. Hertil kommer, at bilag I til nævnte direktiv indeholder et generelt forbud mod praksis, hvor den erhvervsdrivende skaber det indtryk, at den erhvervsdrivende ikke handler som led i sit erhverv, og praksis, der skaber det indtryk, at forbrugeren ikke kan forlade lokalerne, før en aftale er indgået. Kommissionen bør vurdere, om de gældende regler giver et tilstrækkeligt forbrugerbeskyttelsesniveau og tilstrækkelige værktøjer til medlemsstaterne, så de effektivt kan gribe ind over for en sådan praksis.

(57)

Dette direktiv bør ikke berøre aspekter af national aftaleret, der ikke er reguleret af dette direktiv. Dette direktiv bør derfor ikke berøre national aftaleret, der f.eks. regulerer aftalers indgåelse eller gyldighed, såsom i tilfælde af manglende samtykke eller ulovlig kommerciel aktivitet.

(58)

For at sikre at borgerne har adgang til ajourførte oplysninger om deres forbrugerrettigheder og om udenretlig tvistbilæggelse, bør den onlineindgang, som skal udvikles af Kommissionen, så vidt muligt være brugervenlig, mobilvenlig, let tilgængelig og anvendelig for alle, herunder personer med handicap (»design for alle«).

(59)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (17) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesforskrifter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(60)

Målene for dette direktiv, nemlig bedre håndhævelse og modernisering af forbrugerbeskyttelsesretten, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af problemets EU-dækkende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

Ved artikel 52, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (3) fastsættes der meget generelle krav til de strukturelle træk dækkede obligationer. De pågældende krav er begrænset til et behov for, at dækkede obligationer skal udstedes af et kreditinstitut, der har sit hjemsted i en medlemsstat, og være omfattet af et særligt offentligt tilsyn og af en »dual recourse«-mekanisme. Disse emner behandles i nationale regelsæt om dækkede obligationer, hvor de reguleres langt mere detaljeret. De pågældende nationale regelsæt indeholder også andre strukturelle bestemmelser, navnlig regler om cover poolens sammensætning, kriterier for aktivers egnethed, muligheden for at pulje aktiver, gennemsigtigheds- og indberetningsbetingelser og regler om mindskelse af likviditetsrisikoen. Medlemsstaternes reguleringsmetoder adskiller sig også indholdsmæssigt. I flere medlemsstater findes der ingen specifikke nationale regelsæt om dækkede obligationer. Derfor er der endnu ikke fastsat krav i EU-retten til de centrale strukturelle træk ved dækkede obligationer udstedt i Unionen.

(2)

Ved artikel 129 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) tilføjes der yderligere betingelser til dem, der er omhandlet i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, for opnåelse af særbehandling for så vidt angår kapitalkrav, der gør det muligt for kreditinstitutter, som investerer i dækkede obligationer at råde over mindre kapital end, når de investerer i andre aktiver. De pågældende yderligere krav øger harmoniseringen af dækkede obligationer inden for Unionen, men tjener det særlige formål at fastsætte de betingelser, som skal være opfyldt, for at investorer i dækkede obligationer kan opnå en sådan særbehandling, og finder ikke anvendelse uden for rammerne af forordning (EU) nr. 575/2013.

(3)

I andre EU-retsakter, som f.eks. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 (5) og (EU) 2015/61 (6) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (7), henvises der også til definitionen i direktiv 2009/65/EF som en reference til at identificere de dækkede obligationer, som drager fordel af særbehandlingen for investorer i dækkede obligationer efter disse retsakter. De pågældende retsakter er dog formuleret forskelligt alt efter formål og genstand, og udtrykket »dækkede obligationer« anvendes således ikke konsekvent.

(4)

Behandlingen af dækkede obligationer kan overordnet set betragtes som harmoniseret for så vidt angår betingelserne for at investere i dækkede obligationer. Der mangler dog harmonisering i Unionen for så vidt angår betingelserne for at udstede dækkede obligationer, med flere konsekvenser til følge. For det første indrømmes instrumenter, som kan adskille sig fra hinanden med hensyn til art samt risikoniveau og investorbeskyttelse, særbehandling på lige fod. For det andet kunne forskelle mellem de nationale regelsæt eller manglen på et sådant regelsæt og manglen på en fælles definition af termen »dækkede obligationer« skabe hindringer for, at der kan skabes et ægte integreret indre marked for dækkede obligationer. For det tredje kan forskelle mellem sikkerhedsforanstaltninger i henhold til nationale regler bringe den finansielle stabilitet i fare, da dækkede obligationer med forskellige niveauer af investorbeskyttelse kan købes i hele Unionen og kan drage fordel af særbehandling i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013 og andre EU-retsakter.

(5)

En harmonisering af visse aspekter af nationale regelsæt baseret på visse bedste praksisser bør derfor sikre en gnidningsfri og fortløbende udvikling af velfungerende markeder i Unionen for dækkede obligationer og begrænse eventuelle risici og svagheder i forbindelse med den finansielle stabilitet. Med en sådan principbaseret harmonisering bør der kunne skabes et fælles udgangspunkt for udstedelse af alle dækkede obligationer i Unionen. En harmonisering kræver, at alle medlemsstater fastsætter regelsæt for dækkede obligationer, hvilket også burde fremme udviklingen af markeder for dækkede obligationer i de medlemsstater, hvor der ikke er nogen. Et sådant marked ville tilvejebringe en stabil finansieringskilde for kreditinstitutter, som på dette grundlag ville være bedre i stand til at yde forbrugere og virksomheder mere økonomisk overkommelige kreditlån, og som ville stille alternative sikre investeringer til rådighed for investorer.

(6)

I sin henstilling af 20. december 2012 om kreditinstitutters finansiering (8) opfordrede Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB), nationale kompetente myndigheder og Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådet forordning (EU) nr. 1093/2010 (9) til at identificere eksempler på bedste praksis med hensyn til dækkede obligationer og til at tilskynde harmonisering af nationale regelsæt. Det henstilles endvidere, at EBA koordinerer de foranstaltninger, som nationale kompetente myndigheder har truffet, særlig med hensyn til kvaliteten og adskillelsen af cover pools, dækkede obligationers afsondring i tilfælde af konkurs, risici i forbindelse med aktiver og forpligtelser, som indvirker på cover pools, og offentliggørelse af cover pools' sammensætning. I henstillingen opfordres EBA endvidere til at overvåge den måde, som markedet for dækkede obligationer fungerer på, med henvisning til eksempler på bedste praksis som identificeret af EBA, i en periode på to år for at vurdere behovet for lovgivningsmæssige tiltag og at indberette herom til ESRB og til Kommissionen.

(7)

I december 2013 anmodede Kommissionen EBA om rådgivning i overensstemmelse med artikel 503, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013.

(8)

I den rapport, som ledsagede EBA's udtalelse af 1. juli 2014, hvori EBA svarede på både ESRB's henstilling af 20. december 2012 og Kommissionens anmodning om rådgivning af december 2013, anbefalede EBA større konvergens mellem nationale retlige samt regulerings- og tilsynsmæssige rammer for dækkede obligationer med henblik på yderligere at fremme ensartet særbehandling af dækkede obligationer i Unionen i forhold til risikovægt.

(9)

I overensstemmelse med ESRB's henstilling overvågede EBA den måde, som markedet for dækkede obligationer fungerer på, med henvisning til eksempler på bedste praksis i den pågældende henstilling, i en periode på to år. På grundlag af denne overvågning fremkom EBA med en yderligere udtalelse og en yderligere rapport om dækkede obligationer til ESRB, Rådet og Kommissionen den 20. december 2016 (10). Rapporten konkluderede, at yderligere harmonisering er nødvendig for at sikre større konsekvens med hensyn til definitioner og den reguleringsmæssige behandling af dækkede obligationer i Unionen. I henhold til rapporten bør harmoniseringen endvidere tage udgangspunkt i eksisterende velfungerende markeder i visse medlemsstater.

(10)

dækkede obligationer udstedes normalt af kreditinstitutter. Formålet med dækkede obligationer er at tilvejebringe finansiering af lån, og en af kreditinstitutternes centrale aktiviteter er at yde lån i stor målestok. I EU-retten om særbehandling i forbindelse med dækkede obligationer stilles der derfor krav om, at obligationerne udstedes af kreditinstitutter.

(11)

Ved at begrænse retten til at udstede dækkede obligationer til kreditinstitutter sikres det, at udsteder har den fornødne viden til at kunne styre den kreditrisiko, der er forbundet med lånene i cover poolen. Det sikres endvidere, at udsteder er omfattet af kapitalkrav, som beskytter investorer efter »dual recourse«-mekanismen, som giver investoren såvel som modparten i en derivatkontrakt, en ret til at gøre krav gældende både i forhold til udstederen af dækkede obligationer og i forhold til de dækkende aktiver. Ved at forbeholde retten til at udstede dækkede obligationer til kreditinstitutter sikres det derfor, at dækkede obligationer forbliver et sikkert og effektivt finansieringsredskab, hvorved der bidrages til investorbeskyttelse og finansiel stabilitet, som er vigtige, offentlige politiske målsætninger af interesse for samfundet. Det er også på linje med tilgangen på velfungerende nationale markeder, hvor kun kreditinstitutter har tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(12)

Derfor bør kun kreditinstitutter som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 1), i forordning (EU) nr. 575/2013 have tilladelse til at udstede dækkede obligationer i henhold til EU-retten. Særlige kreditinstitutter er kendetegnet ved det forhold, at de ikke modtager indlån, men snarere modtager andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden, og de falder som sådan inden for definitionen af »kreditinstitut« som fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013. Uden at det berører accessoriske aktiviteter, der er tilladt i henhold til gældende national ret, er særlige kreditinstitutter institutter, der kun yder lån med pant og lån til den offentlige sektor, herunder finansiering af lån erhvervet fra andre kreditinstitutter. Dette direktiv har til hovedformål at regulere de betingelser, hvorunder kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer som et finansieringsredskab, ved at fastsætte produktkrav og etablere et særligt produkttilsyn, som kreditinstitutter er underlagt, for at sikre en høj grad af investorbeskyttelse.

(13)

»Dual recourse«-mekanismen er et væsentligt begreb, som indgår i mange eksisterende nationale regelsæt om dækkede obligationer, og mekanismen er endvidere et væsentligt træk i forbindelse med dækkede obligationer som omhandlet i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Det er derfor nødvendigt at præcisere det pågældende begreb for at sikre, at investorer og modparter i derivatkontrakter i hele Unionen kan gøre krav gældende både i forhold til udstederen af dækkede obligationer og i forhold til de dækkende aktiver under harmoniserede betingelser.

(14)

Afsondring i tilfælde af konkurs bør også være et væsentligt træk ved dækkede obligationer for at sikre, at investorer i dækkede obligationer modtager tilbagebetaling på obligationens forfaldsdato. Automatisk fremskyndelse af tilbagebetalingen ved udsteders insolvens eller afvikling kan forstyrre prioritetsrækkefølgen for investorer i dækkede obligationer. Det er derfor vigtigt at sikre, at investorer i dækkede obligationer modtager tilbagebetaling i overensstemmelse med den kontraktbestemte plan selv i tilfælde af insolvens eller afvikling. Afsondring i tilfælde af konkurs er derfor direkte knyttet til »dual recourse«-mekanismen og bør derfor også være et centralt kendetegn ved rammen for dækkede obligationer.

(15)

Et andet centralt kendetegn ved de gældende nationale regelsæt for dækkede obligationer er kravet om, at de dækkende aktiver er af meget høj kvalitet for at sikre en robust cover pool. Dækkende aktiver af høj kvalitet har særlige kendetegn, som vedrører betalingskrav og aktiverne stillet som sikkerhed for sådanne dækkende aktiver. Derfor bør der fastsættes generelle kvalitetsmæssige kendetegn for egnede dækkende aktiver.

(16)

Aktiver, som er anført i artikel 129, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013, bør inden for en ramme for dækkede obligationer være egnede dækkende aktiver. Dækkende aktiver, som ikke længere opfylder kravene i nævnte forordnings artikel 129, stk. 1, bør fortsat være egnede dækkende aktiver i henhold til dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra b), forudsat at de opfylder kravene i dette direktiv. Andre dækkende aktiver af tilsvarende høj kvalitet kan også anses for at være egnede efter dette direktiv, forudsat at sådanne dækkende aktiver opfylder de krav, der er fastsat i dette direktiv, herunder krav i relation til aktiverne stillet som sikkerhed for betalingskravet. For så vidt angår fysiske aktiver stillet som sikkerhed bør ejerforholdet registreres i et offentligt register for at sikre håndhævelse. Hvis der ikke findes et offentligt register, bør det være muligt for medlemsstaterne at indføre en alternativ form for certificering af ejerforhold og krav, der kan sammenlignes med den, der opnås ved offentlig registrering af det behæftede fysiske aktiv. Hvis medlemsstaterne gør brug af en sådan alternativ form for certificering, bør de også indføre en procedure for indførelse af ændringer i registreringen af ejerforhold og krav. Eksponeringer mod kreditinstitutter og eksponeringer mod forsikringsselskaber bør betragtes som egnede dækkende aktiver efter dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra a) eller b), afhængigt af om de opfylder kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013. Eksponeringer mod forsikringsselskaber bør også betragtes som egnede dækkende aktiver efter dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra b). Lån til eller garanteret af offentlige virksomheder som defineret i artikel 2, litra b), i Kommissionens direktiv 2006/111/E (11) kan anses for at være egnede dækkende aktiver, forudsat at de offentlige virksomheder leverer væsentlige offentlige tjenester til opretholdelse af kritiske samfundsmæssige aktiviteter.

Desuden bør offentlige virksomheder udbyde deres tjenester i henhold til en koncession eller en tilladelse fra en offentlig myndighed, være underlagt offentligt tilsyn og have tilstrækkelige indtægtsskabende beføjelser til at sikre deres solvens. Hvis medlemsstaterne beslutter at tillade aktiver i form af lån til eller garanteret af offentlige virksomheder inden for deres nationale rammer, bør de behørigt overveje den mulige indvirkning på konkurrencen af at tillade sådanne aktiver. Uanset deres ejerforhold bør kreditinstitutter og forsikringsselskaber ikke betragtes som offentlige virksomheder. Det bør desuden stå medlemsstaterne frit for at fastsætte i deres nationale regelsæt, at visse aktiver er udelukket fra at kunne medtages i cover poolen. For at sætte investorer i dækkede obligationer i stand til bedre at vurdere risikoen forbundet med et program for dækkede obligationer bør medlemsstaterne også fastsætte regler om risikospredning med hensyn til detaljeringsgrad og væsentlig koncentration, om antallet af lån eller eksponeringer i cover poolen og om antallet af modparter. Medlemsstaterne bør kunne bestemme den passende detaljeringsgrad og væsentlige koncentration, som kræves i henhold til deres nationale ret.

(17)

Dækkede obligationer har særlige strukturelle træk, som tager sigte på at beskytte investor til enhver tid. De pågældende træk indebærer bl.a., at investorer i dækkede obligationer har et krav ikke blot i forhold til udstederen, men også i forhold til aktiver i cover poolen. De pågældende produktrelaterede strukturelle krav adskiller sig fra de tilsynsmæssige krav, som finder anvendelse på et kreditinstitut, der udsteder dækkede obligationer. Førstnævnte bør ikke fokusere på at sikre den udstedende institutions tilsynsmæssige sundhedstilstand, men bør snarere sigte mod at beskytte investorer ved at stille særlige krav til selve den dækkede obligation. For at øge investorbeskyttelsen yderligere bør der i tillæg til det særlige krav om brug af dækkende aktiver af høj kvalitet også fastsættes bestemmelser om de generelle krav med hensyn til cover poolens kendetegn. De pågældende krav bør omfatte særlige regler, som tager sigte på at beskytte cover poolen, som f.eks. regler om adskillelse af dækkende aktiver. Adskillelse kan opnås på forskellige måder, f.eks. på balancen, ved hjælp af en special purpose vehicle eller på anden måde. Formålet med adskillelse af dækkende aktiver er ikke desto mindre at placere dem retligt uden for rækkevidde af andre kreditorer end investorer i dækkede obligationer.

(18)

Placeringen af aktiverne stillet som sikkerhed bør også reguleres for at sikre håndhævelse af investors rettigheder. Det er også vigtigt, at medlemsstaterne fastsætter regler om cover poolens sammensætning. Endvidere bør dette direktiv fastsætte dækningskravene, uden at dette berører medlemsstaternes ret til at give mulighed for at anvende andre midler til at mindske risici, såsom valuta- og renterisici. Beregningen af dækningen og betingelserne for at medtage derivatkontrakter i cover poolen bør også defineres for at sikre, at cover pools er omfattet af fælles standarder for høj kvalitet i hele Unionen. Beregningen af dækningen bør følge nominalprincippet for hovedstolen. Medlemsstaterne bør kunne anvende en anden beregningsmetode end nominalprincippet, forudsat at den anden metode er mere forsigtig, dvs. at den ikke resulterer i en højere dækningsgrad, hvor de dækkende aktiver er tælleren, og forpligtelserne vedrørende dækkede obligationer er nævneren. Medlemsstaterne bør kunne kræve et niveau for overdækning af sikkerhedsstillelse for dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter beliggende i den pågældende medlemsstat, som er højere end dækningskravet fastsat i dette direktiv.

(19)

En række medlemsstater stiller allerede krav om, at en overvågningsansvarlig for cover pools varetager særlige opgaver i forhold til egnede aktivers kvalitet og sikrer overensstemmelse med nationale dækningskrav. For at harmonisere behandlingen af dækkede obligationer i hele Unionen er det derfor vigtigt at have en klar definition af de opgaver og ansvarsområder, som den overvågningsansvarlige for cover pools har, hvis der stilles krav om en sådan i det nationale regelsæt. Det forhold, at der findes en overvågningsansvarlig for cover pools, fritager ikke de nationale kompetente myndigheder fra deres ansvar med hensyn til offentligt tilsyn med dækkede obligationer, navnlig for så vidt angår opfyldelse af kravene fastsat i de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv.

(20)

Ved artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013 opstilles der en række betingelser, som dækkede obligationer sikret ved securitiseringsenheder skal opfylde. En af disse betingelser vedrører det omfang, hvori denne type dækkende aktiver kan anvendes, og begrænser anvendelsen af sådanne strukturer til 10 % af værdien af de udestående dækkede obligationer. De kompetente myndigheder kan i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 575/2013 undlade at gøre denne betingelse gældende. I henhold til konklusionen på Kommissionens vurdering af, om denne fritagelse er hensigtsmæssig, bør det kun være muligt at anvende securitiseringsinstrumenter eller dækkede obligationer som dækkende aktiver ved udstedelse af dækkede obligationer for så vidt angår andre dækkede obligationer (»koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer«), og det bør være muligt uden begrænsninger med henvisning til værdien af de udestående dækkede obligationer. For at sikre et optimalt niveau af gennemsigtighed bør cover pools for eksternt udstedte dækkede obligationer ikke indeholde internt udstedte dækkede obligationer fra forskellige kreditinstitutter inden for den samme koncern. Da anvendelsen af koncerninterne puljede strukturer med dækkede obligationer medfører undtagelse fra grænserne for kreditinstitutters eksponeringer fastsat i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør de internt og eksternt udstedte dækkede obligationer desuden pålægges at opfylde betingelserne for kreditkvalitetstrin 1 på udstedelsestidspunktet eller i tilfælde af en efterfølgende ændring af kreditkvalitetstrin og med forbehold af de kompetente myndigheders godkendelse kreditkvalitetstrin 2. Når de internt eller eksternt udstedte dækkede obligationer ikke længere opfylder dette krav, betragtes de internt udstedte dækkede obligationer ikke længere som egnede aktiver i henhold til artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, og de eksternt udstedte dækkede obligationer fra den relevante cover pool er derfor ikke omfattet af undtagelsen i nævnte forordnings artikel 129, stk. 1, litra b).

Når de internt udstedte dækkede obligationer ikke længere opfylder det relevante krav med hensyn til kreditkvalitetstrin, bør de imidlertid være egnede dækkende aktiver med henblik på dette direktiv, forudsat at de opfylder alle kravene fastsat i dette direktiv, og de eksternt udstedte dækkede obligationer, der er sikret ved disse internt udstedte dækkede obligationer eller andre aktiver, der er i overensstemmelse med dette direktiv, bør derfor også kunne anvende mærket »European Covered Bond«. Medlemsstaterne bør have mulighed for at give tilladelse til at anvende sådanne strukturer. Det følger heraf, at for at denne mulighed reelt kan stilles til rådighed for kreditinstitutter, der tilhører en koncern, der er beliggende i forskellige medlemsstater, bør alle relevante medlemsstater have gjort brug af denne mulighed og gennemført den relevante bestemmelse i deres ret.

(21)

Mindre kreditinstitutter støder på vanskeligheder, når de udsteder dækkede obligationer, da udfærdigelsen af programmer for dækkede obligationer ofte indebærer store startomkostninger. Likviditet er også af stor betydning på markeder for dækkede obligationer, og den er stort set bestemt af mængden af udestående obligationer. Derfor bør det være tilladt, at to eller flere kreditinstitutter anvender fælles finansiering, således at mindre kreditinstitutter kan udstede dækkede obligationer. Dette vil bane vej for, at flere kreditinstitutter puljer dækkende aktiver som dækkende aktiver for dækkede obligationer udstedt af et enkelt kreditinstitut, og fremme udstedelsen af dækkede obligationer i de medlemsstater, hvor der ikke på indeværende tidspunkt findes et veludviklet marked for dækkede obligationer. Kravene til brug af aftaler om fælles finansiering bør sikre, at dækkende aktiver, som sælges, eller, hvis en medlemsstat har tilladt denne mulighed, som overføres til de udstedende kreditinstitutter gennem en aftale om finansiel sikkerhedsstillelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/47/EF (12), opfylder de krav til egnethed og adskillelse, der gælder for dækkende aktiver i henhold til EU-retten.

(22)

I forbindelse med denne type finansielle instrumenter er det væsentligt, at cover poolen for dækkede obligationer er gennemsigtig, da gennemsigtighed gør det lettere at foretage sammenligninger og giver investorerne mulighed for at gennemføre den fornødne risikoevaluering. EU-retten omfatter regler om udarbejdelse, godkendelse og udsendelse af det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel på et reguleret marked, der er beliggende i eller er aktivt i en medlemsstat. Nationale lovgivere og markedsdeltagere har som supplement til sådan EU-ret i tidens løb udviklet flere initiativer vedrørende de oplysninger, der skal gives til investorer i dækkede obligationer. Det er dog nødvendigt i EU-retten at præcisere, hvilke fælles oplysninger investorer som minimum bør have adgang til, inden eller på det tidspunkt de køber dækkede obligationer. Medlemsstaterne bør kunne supplere disse minimumskrav med yderligere bestemmelser.

(23)

Mindskelse af den likviditetsrisiko, der er forbundet med instrumentet, indgår som et centralt led i foranstaltningerne til sikring af investorer i dækkede obligationer. Dette er af afgørende betydning for at kunne sikre rettidig tilbagebetaling af de forpligtelser, der er knyttet til den dækkede obligationer. Der bør derfor indføres en likviditetsbuffer for cover poolen for at tage højde for risikoen for likviditetsmangel, f.eks. i forbindelse med løbetids- eller rentemismatch, betalingsafbrydelser, risikosammenblanding, betalingsforpligtelser knyttet til derivatkontrakter og andre operationelle forpligtelser, som forfalder til betaling inden for programmet for dækkede obligationer. Kreditinstituttet kan opleve situationer, hvor det bliver vanskeligt at overholde kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen, f.eks. i stresssituationer, hvor bufferen anvendes til at dække udgående pengestrømme. De kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv, bør overvåge overholdelse af kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen og om nødvendigt træffe foranstaltninger til at sikre, at kreditinstituttet overholder bufferkravet. Likviditetsbufferen for cover poolen adskiller sig fra de generelle likviditetskrav til kreditinstitutter i henhold til andre EU-retsakter, idet førstnævnte er direkte knyttet til cover poolen og har til formål at mindske de særlige likviditetsrisici, der gør sig gældende for den. For at begrænse de reguleringsmæssige byrder bør medlemsstaterne kunne give mulighed for hensigtsmæssig interaktion med likviditetskrav indført ved andre EU-retsakter, som tager sigte på andre formål end likviditetsbufferen for cover poolen. Medlemsstaterne bør derfor kunne beslutte, at, indtil den dato, hvor disse EU-retsakter ændres, finder kravet om en likviditetsbuffer for cover poolen kun anvendelse, hvis der ikke stilles andre likviditetskrav til kreditinstituttet i henhold til EU-retten i den periode, som er omfattet af sådanne andre krav. En sådan beslutning bør forhindre, at kreditinstitutter underlægges en forpligtelse til at dække de samme udgående pengestrømme med forskellige likvide aktiver i samme periode.

Medlemsstaternes mulighed for at beslutte, at likviditetsbufferen for cover poolen ikke skal anvendes, bør tages op til fornyet vurdering i forbindelse med fremtidige ændringer af likviditetskravene til kreditinstitutter i henhold til EU-retten, herunder den gældende delegerede forordning, der vedtages i henhold til artikel 460 i forordning (EU) nr. 575/2013. Likviditetsrisici kan imødegås på andre måder end ved at tilvejebringe likvide aktiver, f.eks. ved at udstede dækkede obligationer med strukturer med en løbetid, som kan forlænges, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsmangel eller stress. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne kunne tillade, at beregningen af likviditetsbufferen baseres på den endelige forfaldsdato for den dækkede obligation, idet der tages hensyn til eventuelle løbetidsforlængelser, når de udløsende begivenheder adresserer likviditetsrisici. Endvidere bør medlemsstaterne kunne tillade, at kravene til likviditetsbufferen for cover poolen ikke gælder for dækkede obligationer, der er underlagt krav om match funding, når indgående betalinger i henhold til kontrakter forfalder før udgående betalinger og placeres i højlikvide aktiver i mellemtiden.

(24)

I en række medlemsstater er der udviklet innovative strukturer for løbetidsprofiler for at tage højde for potentielle likviditetsrisici, herunder løbetidsmismatch. Disse strukturer omfatter muligheden for at forlænge den på forhånd fastsatte løbetid for den dækkede obligation i en vis periode eller for at lade betalingsstrømmene fra de dækkende aktiver gå direkte til investorer i dækkede obligationer. For at kunne harmonisere strukturer med en løbetid, som kan forlænges, i hele Unionen er det vigtigt at fastsætte de betingelser, hvorunder medlemsstaterne kan tillade sådanne strukturer, for at sikre, at strukturerne ikke bliver for komplicerede og ikke udsætter investorerne for yderligere risici. Det er i forbindelse med disse betingelser vigtigt at sikre, at kreditinstituttet ikke kan forlænge løbetiden efter eget skøn. Det bør kun være tilladt at forlænge løbetiden, når objektive og klart definerede udløsende begivenheder fastsat i national lov er indtruffet eller forventes at indtræffe i nær fremtid. Sådanne udløsende begivenheder bør tage sigte på at forhindre misligholdelse, f.eks. ved at afhjælpe likviditetsmangel, markedssvigt eller markedsforstyrrelser. Forlængelser kan også fremme en velordnet afvikling af kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, ved at der gives mulighed for forlængelser i tilfælde af insolvens eller afvikling for at undgå et brandudsalg af aktiver.

(25)

Kravet om et særligt offentligt tilsyn er et kendetegn for dækkede obligationer i henhold til artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Nævnte direktiv fastsætter dog hverken bestemmelser om et sådant tilsyns karakter og indhold eller om de myndigheder, der bør være ansvarlige for at foretage et sådant tilsyn. Det er derfor væsentligt at harmonisere de grundlæggende elementer i et sådant offentligt tilsyn med dækkede obligationer og at præcisere de opgaver og ansvarsområder, som påhviler de nationale kompetente myndigheder, der foretager tilsynet.

(26)

Offentligt tilsyn med dækkede obligationer adskiller sig fra tilsynet med kreditinstitutter i Unionen, og derfor bør medlemsstaterne kunne udpege nationale kompetente myndigheder til at varetage offentligt tilsyn med dækkede obligationer, der er nogle andre end de kompetente myndigheder, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter. For at sikre konsekvens i det offentlige tilsyn med dækkede obligationer i hele Unionen er det dog nødvendigt at stille krav om, at de kompetente myndigheder, som foretager det offentlige tilsyn med dækkede obligationer, indgår i et tæt samarbejde med dem, der fører overordnet tilsyn med kreditinstitutter, samt, hvor det er relevant, med afviklingsmyndigheden.

(27)

Det offentlige tilsyn med dækkede obligationer bør omfatte meddelelse til kreditinstitutter af tilladelse til at udstede dækkede obligationer. Da kun kreditinstitutter bør have tilladelse til at udstede dækkede obligationer, bør godkendelse til at optræde som kreditinstitut være en forudsætning for at blive givet den pågældende tilladelse. Mens Den Europæiske Centralbank i medlemsstater, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme, har til opgave at godkende kreditinstitutter, jf. artikel 4, stk. 1, litra a), i Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 (13), bør kun de myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv, have beføjelse til at give tilladelse til at udstede dækkede obligationer og udøve offentligt tilsyn med dækkede obligationer. Derfor bør dette direktiv fastsætte de betingelser, hvorunder kreditinstitutter, som er godkendt i henhold til EU-retten, kan opnå tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(28)

Tilladelsens omfang bør vedrøre programmet for dækkede obligationer. Dette program bør være underlagt tilsyn i henhold til dette direktiv. Et kreditinstitut kan have mere end ét program for dækkede obligationer. I så fald bør der kræves en særskilt tilladelse for hvert program. Et program for dækkede obligationer kan omfatte en eller flere cover pools. Flere cover pools eller forskellige udstedelser (forskellige internationale identifikationsnumre for værdipapirer (ISIN-koder)) under det samme program for dækkede obligationer er ikke nødvendigvis udtryk for, at der eksisterer flere særskilte programmer for dækkede obligationer.

(29)

Eksisterende programmer for dækkede obligationer bør ikke være påkrævede for at opnå ny tilladelse, når bestemmelserne i den nationale ret, der gennemfører dette direktiv, finder anvendelse. Med hensyn til dækkede obligationer, som er udstedt under de eksisterende programmer for dækkede obligationer efter anvendelsesdatoen for de bestemmelser i national ret, der gennemfører dette direktiv, bør kreditinstitutterne imidlertid opfylde alle kravene fastsat i dette direktiv. Sådan overholdelse bør overvåges af de kompetente myndigheder, der er udpeget i henhold til dette direktiv som en del af det offentlige tilsyn med dækkede obligationer. Medlemsstaterne kan i henhold til national ret give retningslinjer for, hvordan overensstemmelsesvurderingen proceduremæssigt gennemføres efter den dato, fra hvilken medlemsstaterne skal anvende bestemmelserne i den nationale ret til gennemførelse af dette direktiv. De kompetente myndigheder bør kunne gennemgå et program for dækkede obligationer og vurdere behovet for at ændre tilladelsen til dette program. Et sådant behov for ændringer kan skyldes væsentlige ændringer i forretningsmodellen for det kreditinstitut, der udsteder de dækkede obligationer, f.eks. efter en ændring af det nationale regelsæt for dækkede obligationer eller beslutninger truffet af kreditinstituttet. Sådanne ændringer kan betragtes som væsentlige, hvis de kræver en revurdering af de betingelser, hvorunder der blev givet tilladelse til at udstede dækkede obligationer.

(30)

Når en medlemsstat sørger for, at der udpeges en særlig administrator, bør den kunne fastsætte regler om kompetencer og operationelle krav for sådanne særlige administratorer. Disse regler kan udelukke muligheden for, at den særlige administrator modtager indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra forbrugere og private investorer, men tillader modtagelse af indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler udelukkende fra professionelle investorer.

(31)

For at sikre overholdelse af de krav, som stilles til kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, og for at sikre stort set ens behandling og overholdelse i hele Unionen bør der stilles krav til medlemsstaterne om at indføre bestemmelser vedrørende administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som er effektive, forholdsmæssige og har afskrækkende virkning. Medlemsstaterne bør også kunne indføre strafferetlige sanktioner i stedet for administrative sanktioner. Medlemsstater, der vælger at indføre strafferetlige sanktioner, bør underrette Kommissionen om de relevante strafferetlige bestemmelser.

(32)

Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som medlemsstaterne fastlægger, bør opfylde en række væsentlige krav vedrørende adressaterne af de pågældende sanktioner eller foranstaltninger, de kriterier, der skal tages i betragtning ved deres anvendelse, de krav til offentliggørelse, der stilles til kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, beføjelsen til at pålægge sanktioner og størrelsen af de administrative økonomiske sanktioner, der kan pålægges. Inden der træffes en afgørelse om pålæggelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger, bør adressaten have mulighed for at blive hørt. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte undtagelser fra retten til at blive hørt i forbindelse med andre administrative foranstaltninger end administrative sanktioner. En sådan undtagelse bør begrænses til tilfælde af overhængende fare, hvor det er nødvendigt med en hurtig indsats for at forhindre betydelige tab for tredjemand, som f.eks. investorer i dækkede obligationer, eller for at forhindre eller afhjælpe betydelig skade på det finansielle system. I sådanne tilfælde bør adressaten have mulighed for at blive hørt, efter at foranstaltningen er blevet pålagt.

(33)

Der bør stilles krav til medlemsstaterne om at sikre, at de kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, ved valget af arten af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger og størrelsen af de pågældende sanktioner tager højde for alle relevante omstændigheder for at sikre ensartet anvendelse af administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger i hele Unionen. Medlemsstaterne kan medtage administrative foranstaltninger i forbindelse med forlængelsen af løbetiden under strukturer med en løbetid, som kan forlænges. Hvis medlemsstaterne fastsætter sådanne foranstaltninger, kan disse foranstaltninger gøre det muligt for de kompetente myndigheder at erklære en forlængelse af løbetiden ugyldig og fastsætte betingelser for en sådan ugyldiggørelse for at rette op på den situation, hvor et kreditinstitut forlænger løbetiden i strid med de objektive udløsende begivenheder, som er fastsat i national ret, eller for at sikre finansiel stabilitet og investorbeskyttelse.

(34)

For at kunne konstatere eventuelle overtrædelser af de krav, der stilles til udstedelse og markedsføring af dækkede obligationer, bør de kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, tillægges de fornødne undersøgelsesbeføjelser og effektive mekanismer til at fremme indberetning af eventuelle eller faktiske overtrædelser. De pågældende mekanismer bør ikke have indvirkning på retten til forsvar for personer eller enheder, som påvirkes negativt af de pågældende beføjelser og mekanismer.

(35)

De kompetente myndigheder, som foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer, bør også have beføjelse til at pålægge administrative sanktioner og vedtage andre administrative foranstaltninger for at sikre det størst mulige spillerum efter en overtrædelse og for at medvirke til at forhindre yderligere overtrædelser, uanset om sådanne foranstaltninger betragtes som en administrativ sanktion eller en anden administrativ foranstaltning i henhold til national ret. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte yderligere sanktioner end dem, der er fastsat i dette direktiv.

(36)

Den gældende nationale lovgivning om dækkede obligationer er kendetegnet ved detaljeret regulering på nationalt plan og tilsyn med udstedelse af og programmer for dækkede obligationer for at sikre, at rettighederne for investorer i dækkede obligationer til enhver tid respekteres. Det pågældende tilsyn omfatter løbende overvågning af programmets karakteristika, dækningskravene og cover poolens kvalitet. Et passende omfang af investorinformation om regelsættet for udstedelse af dækkede obligationer indgår som et væsentligt led i investorbeskyttelse. Det bør derfor sikres, at de kompetente myndigheder regelmæssigt offentliggør oplysninger om bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv og om den måde, hvorpå de foretager offentligt tilsyn med dækkede obligationer.

(37)

Dækkede obligationer markedsføres på indeværende tidspunkt i Unionen med nationale betegnelser og mærker, hvoraf nogle er veletablerede, og andre ikke er det. Det forekommer derfor hensigtsmæssigt at give kreditinstitutter, som udsteder dækkede obligationer i Unionen, mulighed for at anvende et særligt »European Covered Bond«-mærke ved salg af dækkede obligationer til investorer både i Unionen og i tredjelande på den betingelse, at de pågældende dækkede obligationer opfylder kravene i dette direktiv. Hvis sådanne dækkede obligationer også er i overensstemmelse med kravene i artikel 129 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør kreditinstitutter have mulighed for at anvende mærket »European Covered Bond (Premium)«. Dette mærke, som angiver, at specifikke supplerende krav er blevet opfyldt, der resulterer i en styrket og velkendt kvalitet, kan være attraktivt selv i medlemsstater med veletablerede nationale mærker. Målet med de to mærker »European Covered Bond« og »European Covered Bond (Premium)« er at gøre det lettere for investorer at vurdere kvaliteten af de dækkede obligationer og for dermed at gøre dem mere attraktive som investeringsinstrument både inden og uden for Unionen. Anvendelsen af disse to mærker bør dog være frivillig, og medlemsstaterne bør kunne opretholde deres egne rammer for nationale betegnelser og mærkning sideløbende med disse to mærker.

(38)

For at kunne vurdere anvendelsen af dette direktiv bør Kommissionen i tæt samarbejde med EBA overvåge udviklingen i dækkede obligationer i Unionen og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om niveauet af investorbeskyttelse og udviklingen på markederne for dækkede obligationer. Rapporten bør også fokusere på udviklingen i de aktiver, der udgør sikkerhed for udstedelsen af dækkede obligationer. Da anvendelsen af strukturer med en løbetid, som kan forlænges, har været stigende, bør Kommissionen også aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om funktionsmåden for dækkede obligationer med en struktur med en løbetid, som kan forlænges, og de risici og fordele, der følger af udstedelsen af sådanne dækkede obligationer.

(39)

En ny kategori af finansielle instrumenter under betegnelsen europæisk sikrede værdipapirer (ESN'er), som er dækket af aktiver, der er mere risikobetonede end offentlige eksponeringer og lån med pant, og som ikke er egnede dækkende aktiver i henhold til dette direktiv, er blevet foreslået af markedsdeltagerne og andre som et supplerende instrument for banker til at finansiere realøkonomien. Kommissionen hørte EBA den 3. oktober 2017 om en vurdering af, i hvilket omfang ESN'er kunne anvende den bedste praksis, som EBA har identificeret for traditionelle dækkede obligationer, en passende risikobehandling af ESN'er og den mulige virkning af ESN-udstedelser på bankbalancernes behæftelsesniveauer. Som svar udsendte EBA en rapport den 24. juli 2018. Sideløbende med EBA's rapport offentliggjorde Kommissionen den 12. oktober 2018 en undersøgelse. Kommissionens undersøgelse og EBA's rapport konkluderede, at der var behov for en yderligere vurdering, f.eks. vedrørende reguleringsmæssig behandling. Kommissionen bør derfor fortsat vurdere, om en lovgivningsmæssig ramme for ESN'er vil være hensigtsmæssig, og aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne sammen med et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

(40)

På indeværende tidspunkt findes der ikke nogen ækvivalensordning til anerkendelse i Unionen af dækkede obligationer udstedt af kreditinstitutter i tredjelande undtagen i tilsynsmæssig sammenhæng, hvor visse tredjelandsobligationer på visse betingelser indrømmes særbehandling for så vidt angår likviditet. Kommissionen bør derfor i tæt samarbejde med EBA vurdere, om det er nødvendigt og relevant at indføre en ækvivalensordning for tredjelandsudstedere af og investorer i dækkede obligationer. Kommissionen bør derfor senest to år efter den dato, hvorfra medlemsstaterne skal anvende bestemmelserne i national ret til gennemførelse af dette direktiv, aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet og Rådet sammen med et lovgivningsmæssigt forslag, hvis det er relevant.

(41)

Dækkede obligationer er kendetegnet ved at have en på forhånd fastsat løbetid på flere år. Det er derfor nødvendigt at medtage overgangsforanstaltninger for at sikre, at dækkede obligationer udstedt inden den 8. juli 2022, ikke påvirkes. Dækkede obligationer, der er udstedt før denne dato, bør derfor fortsat opfylde kravene i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF og undtages fra de fleste af de nye krav, der er fastsat i dette direktiv. Der bør fortsat kunne henvises til sådanne dækkede obligationer som dækkede obligationer, forudsat at deres overholdelse af artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF, i den udgave, der fandt anvendelse på udstedelsesdatoen, og af de krav i dette direktiv, der finder anvendelse på dem, er underlagt tilsyn af de kompetente myndigheder, der er udpeget i medfør af dette direktiv. Dette tilsyn bør ikke omfatte de krav i dette direktiv, som dækkede obligationer er fritaget for. I nogle medlemsstater er ISIN-koderne åbne i en længere periode, således at dækkede obligationer kan udstedes løbende under denne kode med det formål at øge mængden (udstedelsesstørrelsen) af den dækkede obligation (»tapudstedelser«). Overgangsforanstaltningerne bør dække tapudstedelser af dækkede obligationer under ISIN-koder åbnet før den 8. juli 2022.

(42)

Som følge af de ensartede rammebestemmelser, der indføres for dækkede obligationer, bør beskrivelsen af dækkede obligationer i artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF ændres. I direktiv 2014/59/EU defineres dækkede obligationer ved en henvisning til artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF. Da denne definition bør ændres, bør direktiv 2014/59/EU også ændres. For at undgå, at dækkede obligationer, som udstedes i overensstemmelse med artikel 52, stk. 4, i direktiv 2009/65/EF inden den 8. juli 2022, påvirkes, bør der fortsat henvises til de pågældende dækkede obligationer som dækkede obligationer, indtil de forfalder til betaling. Direktiv 2009/65/EF og 2014/59/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(43)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (14) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget.

(44)

Målet for dette direktiv, nemlig at etablere en fælles ramme for dækkede obligationer for at sikre, at de strukturelle træk ved dækkede obligationer i hele Unionen svarer til den lavere risikoprofil, der berettiger til særbehandling i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af behovet for at videreudvikle markedet for dækkede obligationer i hele Unionen og fremme investeringer i Unionen bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(45)

Den Europæiske Centralbank blev hørt og afgav udtalelse den 22. august 2018.

(46)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (15) og har afgivet udtalelse den 12. oktober 2018.

(47)

Kreditinstitutter, der udsteder dækkede obligationer, behandler betydelige mængder personoplysninger. En sådan behandling bør til enhver tid foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (16). På samme måde bør EBA's behandling af personoplysninger, når den i henhold til dette direktiv opretholder en central database med administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som den meddeles af nationale kompetente myndigheder, finde sted i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (17) —

(1)

Ifølge 39 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 (2) kan der anvendes en tillægsimporttold, jf. artikel 182, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013, på de produkter og i de perioder, der er angivet i bilag VII til nævnte gennemførelsesforordning. Denne tillægsimporttold pålægges, hvis den årlige mængde af nogen af de produkter, der er overgået til fri omsætning i en af de anvendelsesperioder, der er angivet i nævnte bilag, overstiger udløsningsmængden for import af det pågældende produkt i et år Tillægsimporttolden pålægges ikke, hvis det er usandsynligt, at importen skaber forstyrrelser på EU-markedet, eller hvis virkningerne ikke står i forhold til det tilstræbte mål.

(1)

I henhold til artikel 182, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1308/2013 skal de udløsende mængder med henblik på eventuel anvendelse af tillægsimporttold for visse frugter og grøntsager fastsættes grundlag af importdata og data om det indenlandske forbrug for de tre foregående år. På grundlag af de data, som medlemsstaterne har indsendt i 2016, 2017 og 2018, bør de udløsende mængder for visse frugter og grøntsager fastsættes for 2020 og 2021.

(2)

Da anvendelsesperioden for eventuel tillægsimporttold som omhandlet i bilag VII til gennemførelsesforordning (EU) 2017/892 starter den 1. januar 2020 for en række produkter, skal nærværende forordning anvendes fra den 1. januar 2020, og den bør derfor træde i kraft hurtigst muligt —

(1)

I henhold til artikel 16, stk. 3, litra b), i forordning (EF) nr. 834/2007 har flere medlemsstater fremsendt dossierer på visse stoffer til Kommissionen og de øvrige medlemsstater med henblik på disse stoffers godkendelse og optagelse i bilag I, II, VI og VIII til Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 (2). Disse oplysninger er blevet undersøgt af Ekspertgruppen vedrørende Teknisk Rådgivning om Økologisk Produktion (i det følgende benævnt »EGTOP«) og Kommissionen.

(2)

I sine henstillinger om gødninger (3) konkluderede EGTOP blandt andet, at stofferne »biokul«, »bløddyrsaffald og æggeskaller« samt »humin- og fulvosyre« overholder målsætningerne og principperne for økologisk produktion. Disse stoffer bør derfor optages i bilag I til forordning (EF) nr. 889/2008. EGTOP anbefalede ligeledes, at definitionen på »calciumcarbonat« som fastsat i samme bilag præciseres.

(3)

I sine henstillinger om plantebeskyttelsesmidler (4) konkluderede EGTOP blandt andet, at stofferne »maltodekstrin«, »hydrogenperoxid«, »terpener (eugenol, geraniol og thymol)«, »natriumchlorid«, »cerevisan« og pyrethriner fra andre planter end Chrysanthemum cinerariaefolium overholder målsætningerne og principperne for økologisk produktion. Disse stoffer bør derfor optages i bilag II til forordning (EF) nr. 889/2008. Desuden har EGTOP fremsat anbefalinger om strukturen i samme bilag.

(4)

I sine henstillinger om foder (5) konkluderede EGTOP blandt andet, at stofferne »guargummi« som et fodertilsætningsstof, »ekstrakt fra ægte kastanje« som et sensorisk tilsætningsstof og »vandfrit betain« til enmavede dyr og kun af naturlig eller økologisk oprindelse overholder målsætningerne og principperne for økologisk produktion. Disse stoffer bør derfor optages i bilag VI til forordning (EF) nr. 889/2008. I samme bilag er henvisningen til visse ensileringsmidler uklar og bør præciseres for at undgå forvirring.

(5)

I sine henstillinger om fødevarer (6) konkluderede EGTOP blandt andet, at stofferne »glycerol« som et fugtemiddel i gelekapsler og overfladebehandling af piller, »bentonit« som et teknologisk hjælpestof, »L(+)mælkesyre og kaustisk soda« som et teknologisk hjælpestof til udvinding af planteproteiner, »taragummipulver« som et fortykningsmiddel og »humleekstrakt og harpiksekstrakt« i sukkerfremstillingen overholder målsætningerne og principperne for økologisk produktion. Disse stoffer bør derfor optages i bilag VIII til forordning (EF) nr. 889/2008. Desuden anbefalede EGTOP at kræve, at taragummipulver, lecithiner, glycerol, johannesbrødkernemel, gellangummi, arabisk gummi, guargummi og carnaubavoks er økologisk fremstillet. Erhvervsdrivende bør tildeles en treårig overgangsperiode for at give dem tid til at tilpasse sig dette nye krav.

(6)

I bilag VIIIa til forordning (EF) nr. 889/2008 er visse henvisninger til betegnelser på tilsætningsstoffer uklare og bør præciseres for at undgå forvirring.

(7)

Forordning (EF) nr. 889/2008 bør derfor ændres.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forskriftsudvalget for Økologisk Produktion —