ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 307

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

62. årgang
28. november 2019


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

INTERNATIONALE AFTALER

 

*

Meddelelse om datoen for undertegnelse og midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien om forlængelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien, der udløber den 15. november 2019

1

 

*

Meddelelse om datoen for undertegnelse på Unionens vegne og midlertidig anvendelse af protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Senegal

2

 

 

FORORDNINGER

 

*

Kommissionens Gennemførelsesforordning (EU) 2019/1964 af 26. november 2019 om godkendelse L-lysin (base), flydende, L-lysinmonohydrochlorid, flydende, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat som tilsætningsstoffer til foder til alle dyrearter ( 1 )

3

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/1965 af 26. november 2019 om godkendelse af natriummolybdatdihydrat som tilsætningsstof til foder til får ( 1 )

12

 

*

Kommissionens forordning (EU) 2019/1966 af 27. november 2019 om ændring og berigtigelse af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter ( 1 )

15

 

 

AFGØRELSER

 

*

Rådets afgørelse (EU) 2019/1967 af 25. november 2019 om beskikkelse af en suppleant til Regionsudvalget efter indstilling fra Den Italienske Republik

27

 

*

Kommissionens Afgørelse (EU) 2019/1968 af 2. august 2019 om foranstaltning SA.21445 — C42/2006 gennemført af Den Italienske Republik til forrentning af Poste Italianes anfordringskonti hos finansministeriet (meddelt under nummer C(2019) 5649)  ( 1 )

28

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1969 af 26. november 2019 om forlængelse af godkendelsen af IPBC til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 ( 1 )

45

 

*

Kommissionens Gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1970 af 26. november 2019 om ændring af bilag II til beslutning 93/52/EØF for så vidt angår status som officielt fri for brucellose (B. melitensis) og af bilag II til beslutning 2003/467/EF for så vidt angår anerkendelse af bestemte regioner i Spanien som officielt frie for brucellose og af bilag I og II til beslutning 2008/185/EF for så vidt angår anerkendelse af bestemte regioner i Italien som officielt frie for brucellose og godkendelse af disse regioners udryddelsesprogrammer for Aujeszkys sygdom (meddelt under nummer C(2019) 8378)  ( 1 )

47

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1971 af 26. november 2019 om anerkendelse af ordningen Universal Feed Assurance Scheme til dokumentation af overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF og 2009/28/EF

54

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1972 af 26. november 2019 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i visse medlemsstater (meddelt under nummer C(2019) 8396)  ( 1 )

56

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1973 af 27. november 2019 om ikke at godkende sølvkobberzeolit som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7 ( 1 )

58

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

INTERNATIONALE AFTALER

28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/1


Meddelelse om datoen for undertegnelse og midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien om forlængelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien, der udløber den 15. november 2019

Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien undertegnede den 13. november 2019 i Bruxelles aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Mauretanien om forlængelse af protokollen om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Islamiske Republik Mauretanien, der udløber den 15. november 2019.

Aftalen anvendes følgelig midlertidigt fra den 16. november 2019, jf. aftalens artikel 6.


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/2


Meddelelse om datoen for undertegnelse på Unionens vegne og midlertidig anvendelse af protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Senegal

Den Europæiske Union og Republikken Senegal undertegnede den 18. november 2019 i Bruxelles protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Senegal.

Protokollen anvendes følgelig midlertidigt fra den 18. november 2019, jf. protokollens artikel 16.


FORORDNINGER

28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/3


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/1964

af 26. november 2019

om godkendelse L-lysin (base), flydende, L-lysinmonohydrochlorid, flydende, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat som tilsætningsstoffer til foder til alle dyrearter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse. Forordningens artikel 10, stk. 2, indeholder bestemmelser om en ny vurdering af tilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 82/471/EØF (2).

(2)

Flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat fremstillet ved fermentering med Corynebacterium glutamicum blev godkendt uden tidsbegrænsning i overensstemmelse med direktiv 82/471/EØF ved Kommissionens direktiv 88/485/EØF (3). Fodertilsætningsstofferne blev derpå opført i registret over fodertilsætningsstoffer som eksisterende produkter, jf. artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

I henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003, sammenholdt med artikel 7, er der indgivet ansøgninger om en ny vurdering af flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat fremstillet ved fermentering med Corynebacterium glutamicum som fodertilsætningsstof til alle dyrearter. Der er også indgivet ansøgninger om godkendelse af flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat til alle dyrearter, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003. Ansøgningerne var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til samme forordnings artikel 7, stk. 3.

(4)

Ansøgningerne vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »ernæringsmæssige tilsætningsstoffer« af flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat som fodertilsætningsstof til alle dyrearter.

(5)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser af 11. september 2013 (4), 28. oktober 2014 (5), 10. marts 2015 (6), 16. juni 2015 (7), 2. december 2015 (8), 19. april 2016 (9), 28. november 2018 (10) (11) og 3. april 2019 (12) at, flydende koncentreret L-lysin (base) fremstillet ved Escherichia coli FERM BP-10941, Escherichia coli FERM BP-11355, Corynebacterium glutamicum KCCM 11117P, Corynebacterium glutamicum NRRL B-50547, Corynebacterium glutamicum NRRL B-50775 og Corynebacterium glutamicum KCCM 10227, flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid fremstillet ved Escherichia coli FERM BP-10941 og Escherichia coli FERM BP-11355, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, fremstillet ved Escherichia coli FERM BP-10941, Escherichia coli FERM BP-11355, Escherichia coli CGMCC 3705, Escherichia coli CGMCC 7.57, Corynebacterium glutamicum NRRL B-50547, Corynebacterium glutamicum NRRL B-50775, Corynebacterium glutamicum KCCM 11117P og Corynebacterium glutamicum KCCM 10227 og L-lysinsulfat fremstillet ved Corynebacterium glutamicum KCCM 10227 og Corynebacterium glutamicum DSM 24990, under de påtænkte brugsbetingelser, ikke har skadelige virkninger for dyrs sundhed, forbrugersikkerheden eller miljøet. Sikkerheden ved tilsætningsstoffet, der er fremstillet ved genetisk modificerede mikroorganismer, navnlig ved Corynebacterium glutamicum NRRL B-50547, er betinget af, at fremstillingsprocessen udføres under sikring af, at intet rekombinant DNA fra produktionsstammen forekommer i slutproduktet. Autoriteten fastslog endvidere, at de fire former for L-lysin bør betragtes som farlige for brugerne af tilsætningsstofferne, navnlig ved indånding. Visse af formerne bør også anses for mildt irriterende for øjne eller ætsende for hud og øjne. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Autoriteten konkluderede også, at tilsætningsstofferne er en effektiv kilde til aminosyren L-lysin til alle dyrearter, og at tilsætningsstofferne for at være lige så effektive i drøvtyggere som i andre dyr end drøvtyggere bør beskyttes mod nedbrydning i vommen. Autoriteten vurderer ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoder til analyse af fodertilsætningsstofferne i foder og vand, der blev forelagt af det ved artikel 21 i forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Betegnelserne »flydende koncentreret L-lysin (base)« og »flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid« bør ændres til »L-lysinbase, flydende« og »L-lysinmonohydrochlorid, flydende«, da minimumsindholdet af L-lysin i disse tilsætningsstoffer kun er på henholdsvis 50 % og 22 %.

(7)

Vurderingen af flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat, der er fremstillet ved fermentering med Corynebacterium glutamicum spp eller Escherichia coli spp, som nævnt i betragtning 5, viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Derfor bør anvendelsen af disse stoffer godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(8)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne af betingelserne for godkendelse af flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat, der er fremstillet ved fermentering med Corynebacterium glutamicum, bør der indrømmes en overgangsperiode, så berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav, som godkendelsen medfører.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Godkendelse

De i bilaget opførte stoffer, der tilhører tilsætningsstofkategorien »tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber« og den funktionelle gruppe »aminosyrer, deres salte og analoger«, tillades anvendt som fodertilsætningsstoffer på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Overgangsforanstaltninger

1.   Flydende koncentreret L-lysin (base), flydende koncentreret L-lysinmonohydrochlorid, L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, og L-lysinsulfat, der er fremstillet ved fermentering med Corynebacterium glutamicum, som er godkendt ved Kommissionens direktiv 88/485/EØF, samt forblandinger, der indeholder stofferne, kan markedsføres indtil 18. juni 2020 i overensstemmelse med de bestemmelser, der var gældende før 18. december 2019, og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt.

2.   Fodermidler og foderblandinger, der indeholder de i stk. 1 omhandlede stoffer, og som er produceret og mærket før den 18. december 2020 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 18. december 2019, kan markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til dyr, der indgår i fødevareproduktion.

3.   Fodermidler og foderblandinger, der indeholder de i stk. 1 omhandlede stoffer, og som er produceret og mærket før den 18. december 2021 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 18. december 2019, kan markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til dyr, der indgår i fødevareproduktion.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 2019.

På Kommissionens vegne

Formand

Jean-Claude JUNCKER


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Rådets direktiv 82/471/EØF af 30. juni 1982 om visse produkter, der anvendes i foderstoffer (EFT L 213 af 21.7.1982, s. 8).

(3)  Kommissionens direktiv 88/485/EØF af 26. juli 1988 om ændring af bilaget til Rådets direktiv 82/471/EØF om visse produkter, der anvendes i foderstoffer (EFT L 239 af 30.8.1988, s. 36).

(4)  EFSA Journal 2013;11(10):3365.

(5)  EFSA Journal 2014;12(11):3895.

(6)  EFSA Journal 2015;13(3):4052.

(7)  EFSA Journal 2015;13(7):4156.

(8)  EFSA Journal 2016;14(3):4346.

(9)  EFSA Journal 2016;14(5):4471.

(10)  EFSA Journal 2019;17(1):5532.

(11)  EFSA Journal 2019;17(1):5537.

(12)  EFSA Journal 2019;17(5):5697.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Navn på indehaveren af godkendelsen

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

mg tilsætningsstof/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Kategori: ernæringsmæssige tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: aminosyrer, deres salte og analoger.

3c320

L-lysinbase, flydende

Tilsætningsstoffets sammensætning:

Vandig opløsning af L-lysin med et minimumsindhold af L-lysin på 50 %.

Aktivstoffets karakteristika:

L-lysin fremstillet ved fermentering med Escherichia coli FERM BP-10941 eller

Escherichia coli FERM BP-11355 eller

Corynebacterium glutamicum KCCM 11117P eller

Corynebacterium glutamicum NRRL B-50547 eller

Corynebacterium glutamicum NRRL B-50775 eller

Corynebacterium glutamicum KCCM 10227.

Kemisk betegnelse: NH2-(CH2)4-CH(NH2)-COOH

CAS-nr.: 56-87-1

Analysemetoder  (1):

Til kvantificering af lysin i fodertilsætningsstoffet og forblandinger, der indeholder mere end 10 % lysin:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS/FLD) — EN ISO 17180.

Til kvantificering af lysin i forblandinger, foderblandinger og fodermidler:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS), Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 (bilag III, F).

Til kvantificering af lysin i vand:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og optisk detektion (IEC-VIS/FLD) eller

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS).

Alle arter

1.

Indholdet af lysin skal angives på etiketten til tilsætningsstoffet.

2.

L-lysinbase, flydende, kan markedsføres og anvendes som et tilsætningsstof, der består af et præparat.

3.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved indånding, kontakt med huden eller kontakt med øjnene. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn og hud- og øjenbeskyttelse.

4.

Tilsætningsstoffet kan også anvendes i drikkevand.

5.

Følgende oplyses på mærkningen af tilsætningsstoffet og forblandingerne: »Ved supplering med L-lysin, navnlig via drikkevand, bør der tages højde for alle essentielle og betinget essentielle aminosyrer for at undgå ubalancer«

18.12.2029

3c321

L-lysinmonohydrochlorid, flydende

Tilsætningsstoffets sammensætning:

Vandholdig opløsning af L-lysinmonohydrochlorid med et minimumsindhold af L-lysin på 22 % og et fugtighedsindhold på højst 66 % (mindst 58 % L-lysin på tørstofbasis).

Aktivstoffets karakteristika:

L-lysinmonohydrochlorid fremstillet ved fermentering med

Escherichia coli FERM BP-10941 eller Escherichia coli FERM BP-11355.

Kemisk betegnelse: NH2-(CH2)4-CH(NH2)-COOH

CAS-nr.: 657-27-2

Analysemetoder (1) :

Til identificering af L-lysinmonohydrochlorid i fodertilsætningsstoffet:

Food Chemical Codex »L-lysinmonohydrochlorid-monografi«

Til kvantificering af lysin i fodertilsætningsstoffet og forblandinger, der indeholder mere end 10 % lysin:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS/FLD) — EN ISO 17180.

Til kvantificering af lysin i forblandinger, foderblandinger og fodermidler:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS), Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 (bilag III, F).

Alle arter

1.

Indholdet af lysin skal angives på etiketten til tilsætningsstoffet.

2.

L-lysinmonohydrochlorid, flydende, kan markedsføres og anvendes som et tilsætningsstof, der består af et præparat.

3.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved indånding og kontakt med øjnene. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn og øjenbeskyttelse.

4.

Følgende oplyses på mærkningen af tilsætningsstoffet og forblandingerne: »Ved supplering med L-lysin bør der tages højde for alle essentielle og betinget essentielle aminosyrer for at undgå ubalancer«

18.12.2029

3c322

 

L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren

Tilsætningsstoffets sammensætning:

Pulver af L-lysinmonohydrochlorid med et minimumsindhold af L-lysin på 78 % og et fugtighedsindhold på højst 1,5 %.

Aktivstoffets karakteristika:

L-lysinmonohydrochlorid fremstillet ved fermentering med

Escherichia coli FERM BP-10941 eller Escherichia coli FERM BP-11355 eller Escherichia coli CGMCC 3705 eller Escherichia coli CGMCC 7.57 eller Corynebacterium glutamicum NRRL B-50547 eller

Corynebacterium glutamicum NRRL B-50775 eller

Corynebacterium glutamicum KCCM 11117P eller

Corynebacterium glutamicum KCCM 10227.

Kemisk betegnelse: NH2-(CH2)4-CH(NH2)-COOH

CAS-nr.: 657-27-2

Analysemetoder (1):

Til identificering af L-lysinmonohydrochlorid i fodertilsætningsstoffet:

Food Chemical Codex »L-lysinmonohydrochlorid-monografi«

Til kvantificering af lysin i fodertilsætningsstoffet og forblandinger, der indeholder mere end 10 % lysin:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS/FLD) — EN ISO 17180.

Til kvantificering af lysin i forblandinger, foderblandinger og fodermidler:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS), Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009 (bilag III, F).

Til kvantificering af lysin i vand:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og optisk detektion (IEC-VIS/FLD) eller

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS).

Alle arter

1.

Indholdet af lysin skal angives på etiketten til tilsætningsstoffet.

2.

L-lysinmonohydrochlorid, teknisk ren, kan markedsføres og anvendes som et tilsætningsstof, der består af et præparat.

3.

Indholdet af endotoksiner i tilsætningsstoffet og dets tilbøjelighed til at støve skal sikre en maksimal eksponering for endotoksiner på 1600 IU endotoksiner/m3 luft  (2).

4.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved indånding. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn.

5.

Tilsætningsstoffet kan også anvendes i drikkevand.

6.

Følgende oplyses på mærkningen af tilsætningsstoffet og forblandingerne: »Ved supplering med L-lysin, navnlig via drikkevand, bør der tages højde for alle essentielle og betinget essentielle aminosyrer for at undgå ubalancer«

18.12.2029

3c324

 

L-lysinsulfat

Tilsætningsstoffets sammensætning:

Granulat med et minimumsindhold af L-lysin på 52 % og et maksimumsindhold af sulfat på 24 %.

Aktivstoffets karakteristika:

L-lysinsulfat fremstillet ved fermentering med Corynebacterium glutamicum KCCM 10227 eller

Corynebacterium glutamicum DSM 24990.

Kemisk betegnelse: C12H28N4O4•H2SO4/[NH2-(CH2)4-CH(NH2)-COOH]2SO4

CAS-nr.: 60343-69-3

Analysemetoder (1) :

Til kvantificering af lysin i fodertilsætningsstoffet og forblandinger, der indeholder mere end 10 % lysin:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-VIS/FLD) — EN ISO 17180.

Til identificering af sulfat i fodertilsætningsstoffet:

Den Europæiske Farmakopés monografi 20301

Til kvantificering af lysin i forblandinger, foderblandinger og fodermidler:

ionbyttekromatografi i kombination med postkolonnederivatisering og fotometrisk detektion (IEC-UV), Kommissionens forordning (EF) nr. 152/2009.

Alle arter

10 000

1.

Indholdet af lysin skal angives på etiketten til tilsætningsstoffet.

2.

L-lysinsulfat, flydende, kan markedsføres og anvendes som et tilsætningsstof, der består af et præparat.

3.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved indånding. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn.

4.

Følgende oplyses på mærkningen af tilsætningsstoffet og forblandingerne: »Ved supplering med L-lysin bør der tages højde for alle essentielle og betinget essentielle aminosyrer for at undgå ubalancer«

18.12.2029


(1)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på referencelaboratoriets hjemmeside: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports

(2)  Eksponering beregnet på indholdet af endotoksiner og tilsætningsstoffets tilbøjelighed til at støve i henhold til den af EFSA anvendte metode (EFSA Journal 2018;16(10):5458) Analysemetode Den Europæiske Farmakopé 2.6.14. (bakterielle endotoksiner).


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/12


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2019/1965

af 26. november 2019

om godkendelse af natriummolybdatdihydrat som tilsætningsstof til foder til får

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse. Forordningens artikel 10, stk. 2, indeholder bestemmelser om en ny vurdering af tilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 70/524/EØF (2).

(2)

Natriummolybdat blev i overensstemmelse med direktiv 70/524/EØF godkendt uden tidsbegrænsning som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter. Præparatet blev derpå opført i registret over fodertilsætningsstoffer som et eksisterende produkt, jf. artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

I henhold til artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003 sammenholdt med artikel 7 i samme forordning er der indgivet en ansøgning om en ny vurdering af natriummolybdat som tilsætningsstof til foder til får.

(4)

Ansøgeren anmodede om, at natriummolybdat klassificeres i tilsætningsstofkategorien »ernæringsmæssige tilsætningsstoffer«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(5)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 23. januar 2019 (3), at natriummolybdat under de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har skadelige virkninger på dyrs sundhed, forbrugernes sikkerhed eller miljøet. Autoriteten konkluderede også, at tilsætningsstoffet betragtes som hud- og øjenirriterende. Kommissionen mener derfor, at der bør træffes passende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre negative virkninger for menneskers sundhed, navnlig hvad angår brugerne af tilsætningsstoffet. Derudover konkluderede autoriteten, at supplering med molybdæn i fårefoder med natriummolybdatdihydrat anses for at være effektivt for at garantere en passende balance med kobber, når forholdet mellem kobber og molybdæn i foderet er i intervallet 3–10. Autoriteten vurderer ikke, at der er behov for særlige krav om overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoden til analyse af fodertilsætningsstoffet i foder, der blev forelagt af det ved artikel 21 i forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Vurderingen af natriummolybdatdihydrat viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt.

(7)

Da der ikke er sikkerhedshensyn, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne i betingelserne for godkendelsen af stoffet natriummolybdatdihydrat, bør der indrømmes en overgangsperiode, så berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav i godkendelsen.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Godkendelse

Det i bilaget opførte stof, der tilhører tilsætningsstofkategorien »tilsætningsstoffer med ernæringsmæssige egenskaber« og den funktionelle gruppe »forbindelser af sporstoffer«, tillades anvendt som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Overgangsforanstaltninger

1.   Natriummolybdatdihydrat samt forblandinger, der indeholder dette stof, som er produceret og mærket før den 18. juni 2020 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 18. december 2019, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt.

2.   Fodermidler og foderblandinger, der indeholder natriummolybdatdihydrat, som er produceret og mærket før den 18. december 2020 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 18. december 2019, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til dyr, der indgår i fødevareproduktion.

3.   Fodermidler og foderblandinger, der indeholder natriummolybdatdihydrat, som er produceret og mærket før den 18. december 2021 i overensstemmelse med de regler, der finder anvendelse før den 18. december 2019, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt, hvis de er bestemt til dyr, der ikke indgår i fødevareproduktion.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Rådets direktiv 70/524/EØF af 23. november 1970 om tilsætningsstoffer til foderstoffer (EFT L 270 af 14.12.1970, s. 1).

(3)  EFSA Journal 2019;17(2):5606.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Navn på indehaveren af godkendelsen

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller ‑kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

Indhold af grundstoffet i mg tilsætningsstof/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Kategori: ernæringsmæssige tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: Forbindelser af sporstoffer

3b701

Natriummolybdatdihydrat

Tilsætningsstoffets sammensætning

Natriummolybdatdihydrat som pulver med et minimumsindhold af molybdæn på 37 %.

Aktivstoffets karakteristika

Kemisk betegnelse: Na2MoO4. 2 H2O

CAS-nr.: 10102-40-6

Analysemetoder  (1):

Til kvantificering af det samlede indhold af molybdæn i tilsætningsstoffet, forblandinger, foderblandinger og fodermidler:

EN 15510: Induktivt koblet plasma-atomemissionsspektrometri (ICP- AES)

Til identificering af den samlede mængde natrium i tilsætningsstoffet:

EN 15510: Induktivt koblet plasma-atomemissionsspektrometri (ICP- AES) eller

EN ISO 6869: Atomabsorptionsspektroskopi (AAS)

Får

2,5 (i alt)

1.

Tilsætningsstoffet anvendes i foder som forblanding.

2.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og passende administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved kontakt med huden eller kontakt med øjnene. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan begrænses til et acceptabelt niveau gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med passende personlige værnemidler.

3.

Følgende skal angives på mærkningen af tilsætningsstoffet og forblandingerne:

»Supplering med molybdæn i fårefoder skal resultere i, at forholdet mellem kobber og molybdæn i foderet ligger i intervallet 3–10 for at garantere en passende balance med kobber«

18.12.2029


(1)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på referencelaboratoriets hjemmeside: https://ec.europa.eu/jrc/eurl/feed-additives/evaluation-reports


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/15


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2019/1966

af 27. november 2019

om ændring og berigtigelse af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 af 30. november 2009 om kosmetiske produkter (1), særlig artikel 15, stk. 1, og artikel 15, stk. 2, fjerde afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (2) fastsat regler om en harmoniseret klassificering af stoffer som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (i det følgende benævnt »CMR«) på grundlag af en videnskabelig vurdering fra Det Europæiske Kemikalieagenturs Udvalg for Risikovurdering. Stofferne klassificeres som CMR-stoffer i kategori 1A, CMR-stoffer i kategori 1B eller CMR-stoffer i kategori 2, afhængigt af i hvilket omfang deres CMR-egenskaber er dokumenteret.

(2)

I henhold til artikel 15 i forordning (EF) nr. 1223/2009 er anvendelse i kosmetiske produkter af stoffer, der er klassificeret som værende CMR-stoffer i kategori 1A, kategori 1B eller kategori 2 i bilag VI, del 3, til forordning (EF) nr. 1272/2008 (i det følgende benævnt »CMR-stoffer«), forbudt. Et CMR-stof kan dog anvendes i kosmetiske produkter, hvis betingelserne i artikel 15, stk. 1, andet punktum, eller i artikel 15, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1223/2009 er opfyldt.

(3)

For at gennemføre forbuddet mod CMR-stoffer ensartet på det indre marked, for at sikre retssikkerheden, navnlig for økonomiske aktører og nationale kompetente myndigheder, og for at sikre et højt niveau af beskyttelse af menneskers sundhed bør alle CMR-stoffer opføres på listen over forbudte stoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 og — hvor det er relevant — udgå af listerne over stoffer, der er underlagt begrænsninger, eller tilladte stoffer i bilag III og V til forordningen. Hvis betingelserne i artikel 15, stk. 1, andet punktum, eller i artikel 15, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1223/2009 er opfyldt, bør listerne over stoffer, der er underlagt begrænsninger, eller tilladte stoffer i bilag III og V til forordningen, ændres.

(4)

Det var hensigten at lade alle stoffer, der var klassificeret som CMR-stoffer i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008 pr. 1. december 2018, hvorfra Kommissionens forordning (EU) 2017/776 (3) fandt anvendelse, være omfattet af Kommissionens forordning (EU) 2019/831 (4). Nærværende forordning omfatter stoffer, der er klassificeret som CMR-stoffer i henhold til Kommissionens forordning (EU) 2018/1480 (5), som finder anvendelse fra den 1. maj 2020.

(5)

Der er, for så vidt angår stoffet 2-hydroxybenzoesyre, som er opført i den internationale nomenklatur for kosmetiske bestanddele (INCI) under navnet Salicylic acid, og som er klassificeret som et CMR-stof i kategori 2, indgivet en anmodning om anvendelse af artikel 15, stk. 1, andet punktum, i forordning (EF) nr. 1223/2009, og det er blevet fastslået, at den betingelse, der er fastsat ved den pågældende bestemmelse, er opfyldt.

(6)

Salicylsyre samt salte heraf er i øjeblikket opført under løbenummer 3 i bilag V til forordning (EF) nr. 1223/2009 som konserveringsmidler, der er tilladt i kosmetiske produkter ved en koncentration på højst 0,5 % (syre).

(7)

Salicylsyre er også opført under løbenummer 98 i bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009 som et stof, hvis anvendelse er underlagt begrænsninger, og som kun er tilladt, når det anvendes til andre formål end som konserveringsmiddel, i hårprodukter, som afrenses, ved en koncentration på højst 3,0 %, og i andre produkter ved en koncentration på højst 2,0 %.

(8)

I overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, andet punktum, i forordning (EF) nr. 1223/2009 kan et stof, der er klassificeret som et CMR-stof i kategori 2, anvendes i kosmetiske produkter, såfremt Den Videnskabelige Komité for Forbrugersikkerhed (VKF) har evalueret det og fundet det sikkert til brug i sådanne produkter.

(9)

Den 21. december 2018 afgav VKF en videnskabelig udtalelse om salicylsyre (6) (i det følgende benævnt »VKF's udtalelse«), hvori den konkluderede, at stoffet på grundlag af de tilgængelige data er sikkert, når det anvendes som konserveringsmiddel i kosmetiske produkter ved en koncentration på højst 0,5 % (syre) i betragtning af dets nuværende begrænsninger. VKF's udtalelse finder ikke anvendelse på mundplejeprodukter eller på produkter i sprayform, der kan medføre, at forbrugerens lunger eksponeres via indånding.

(10)

VKF konkluderede også, at salicylsyre er sikkert, når det anvendes til andre formål end som konserveringsmiddel ved en koncentration på højst 3,0 % for hårprodukter, som afrenses, og højst 2,0 % for andre produkter, i betragtning af dets nuværende restriktioner, undtagen for bodylotion, øjenskygge, mascara, eyeliner, læbestift og roll-on deodoranter. VKF's udtalelse finder ikke anvendelse på mundplejeprodukter eller på produkter i sprayform, der kan medføre, at forbrugerens lunder eksponeres via indånding.

(11)

Endelig konkluderede VKF, at salicylsyre er øjenirriterende med potentiale til at forårsage alvorlig øjenskade, og påpegede, at specifikke prøvninger i øjeblikket er i gang for at vurdere, om salicylsyre har hormonforstyrrende egenskaber, og om de hormonforstyrrende egenskaber af salicylsyre i kosmetiske produkter, afhængigt af resultatet af disse prøvninger, har behov for at blive taget i betragtning.

(12)

Stoffet bør, i lyset af klassificeringen af salicylsyre som et CMR-stof i kategori 2 og som øjenirriterende stof, der kan forårsage alvorlig øjenskade og af VKF's udtalelse, tillades som konserveringsmiddel i kosmetiske produkter ved en koncentration på højst 0,5 % (syre) i betragtning af dets nuværende begrænsninger, bortset fra mundplejeprodukter, samt anvendelser, der kan medføre eksponering af slutbrugerens lunger via indånding. Stoffet bør også, når det ikke anvendes som konserveringsmiddel, tillades i hårprodukter, som afrenses, ved en koncentration på højst 3,0 % og i andre produkter undtagen bodylotion, øjenskygge, mascara, eyeliner, læbestift og roll-on deodoranter ved en koncentration på højst 2,0 %. Det bør under ingen omstændigheder tillades i anvendelser, der kan medføre eksponering af slutbrugerens lunger via indånding. Som følge af VKF's konklusion om, at salicylsyre er øjenirriterende, bør den nuværende begrænsning og betingelse om, at stoffet ikke må anvendes i produkter til børn under tre år, undtagen i shampoo, ændres, så de omfatter alle produkter til børn under tre år. De begrænsninger, der er fastsat i bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009 og betingelserne, der er fastsat i bilag V til samme forordning bør tilpasses i overensstemmelse hermed.

(13)

Der er, for så vidt angår alle andre stoffer end salicylsyre, der er klassificeret som CMR-stoffer i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008 ved forordning (EU) 2018/1480, ikke indgivet nogen anmodning om tilladelse til undtagelsesvis anvendelse i kosmetiske produkter. Ingen af disse stoffer er i øjeblikket underlagt begrænsninger eller tilladelser i bilag III eller V til forordning (EF) nr. 1223/2009. Fire af disse stoffer er på nuværende tidspunkt opført i bilag II til denne forordning. De stoffer, der ikke allerede er opført i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009, bør tilføjes på listen over stoffer, der er forbudte i kosmetiske produkter, i nævnte bilag.

(14)

Stoffet 8-hydroxyquinolin; quinolin-8-ol, som er opført i INCI under navnet Oxyquinoline, er blevet klassificeret som et CMR-stof i kategori 1B ved forordning (EU) 2017/776, mens dets sulfatform, stoffet bis(8-hydroxyquinolinium)sulfat, som er opført i INCI under navnet Oxyquinoline sulphate, ikke er klassificeret som et CMR-stof. Begge stoffer blev opført under løbenummer 395 i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 på det tidspunkt, hvor klassificeringen af Oxyquinoline som et CMR-stof begyndte at finde anvendelse og blev forbudt til anvendelse i kosmetiske produkter, undtagen på de betingelser, der er fastsat i løbenummer 51 i bilag III til nævnte forordning. Da Oxyquinoline er klassificeret som et CMR-stof, burde det være blevet fjernet fra løbenummer 51 i bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009. Ved forordning (EU) 2019/831 udgik løbenummer 51 imidlertid fejlagtigt i sin helhed, herunder henvisningen til dette løbenummer i løbenummer 395 i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009. For korrekt at afspejle forbuddet mod Oxyquinoline i kosmetiske produkter på grundlag af dets klassificering som CMR-stof bør løbenummer 51 genindsættes for Oxyquinoline sulphate i bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009, og løbenummer 395 i bilag II til nævnte forordning bør tilpasses i overensstemmelse hermed.

(15)

Stoffet methylphenylendiamin, som er opført i INCI under navnet Diaminotoluene, er blevet tilføjet til listen over forbudte stoffer i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 ved forordning (EU) 2019/831 under løbenummer 1507. Dette løbenummer svarer imidlertid ikke til et specifikt stof, men til en gruppe af stoffer, blandt hvilke kun blandingen og reaktionsmassen af de to stoffer 4-methyl-m-phenylendiamin og 2-methyl-m-phenylendiamin klassificeres som CMR-stoffer i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008. Blandt disse CMR-stoffer er 4-methyl-m-phenylendiamin og 2-methyl-m-phenylendiamin og blandingen af disse to stoffer allerede opført under løbenummer 364, 413 og 1144 i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009, mens reaktionsmassen af 4-methyl-m-phenylendiamin og 2-methyl-m-phenylendiamin endnu ikke er blevet forbudt at anvende i kosmetiske produkter. Løbenummer 1507 i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 bør derfor ændres til kun at omfatte det pågældende stof. Idet CMR-stofferne 4-methyl-m-phenylendiamin og 2-methyl-m-phenylendiamin, såvel som blandingen og reaktionsmassen af disse to stoffer, også er del af den bredere gruppe af stoffer, der er underlagt begrænsninger, der er påført under løbenummer 9 i bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009, bør de tilsvarende løbenumre i bilag II, herunder løbenummer 1507 med ændringer, udelukkes fra løbenummer 9. Løbenummer 9 i bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009 bør derfor tilpasses.

(16)

Endvidere blev 19 stoffer eller grupper af stoffer, der er klassificeret som CMR-stoffer ved Kommissionens forordning (EU) 2016/1179 (7), og som trådte i kraft den 1. marts 2018, ved en fejl ikke medtaget i forordning (EU) 2019/831, selv om der ikke er indgivet nogen anmodning om anvendelse i kosmetiske produkter for de pågældende stoffer eller grupper af stoffer. Ingen af disse stoffer eller grupper af stoffer er i øjeblikket underlagt begrænsninger eller tilladelser i bilag III eller V til forordning (EF) nr. 1223/2009. 18 af disse stoffer eller gruppe af stoffer er i øjeblikket ikke opført i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 og bør derfor indgå i listen over stoffer, der er forbudte i de kosmetiske produkter i bilag II. Et af stofferne, dinatriumoctaborat, vandfrit, hører til den gruppe af stoffer, der allerede er opført under løbenummer 1396 i bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 og bør indgå i dette løbenummer. Løbenummer 1396 bør derfor tilpasses.

(17)

Forordning (EF) nr. 1223/2009 bør derfor ændres og berigtiges i overensstemmelse hermed.

(18)

Ændringerne af forordning (EF) nr. 1223/2009 er baseret på klassificeringen af de relevante stoffer som CMR-stoffer i forordning (EU) 2018/1480 og bør derfor finde anvendelse fra samme dato som disse klassificeringer.

(19)

For så vidt angår stoffet Oxyquinoline sulphate og for at undgå manglende kontinuitet og retsusikkerhed for økonomiske aktører bør berigtigelsen af fejlen, der blev indført ved forordning (EU) 2019/831, gælde med tilbagevirkende kraft fra datoen for ikrafttrædelsen af nævnte forordning.

(20)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra Det Stående Udvalg for Kosmetiske Produkter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II, III og V til forordning (EF) nr. 1223/2009 ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning.

Artikel 2

Bilag II og III til forordning (EF) nr. 1223/2009 berigtiges som angivet i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1 finder anvendelse fra den 1. maj 2020.

Nr. 1), litra a), og nr. 2), litra b) i bilag II anvendes fra den 11. juni 2019.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 342 af 22.12.2009, s. 59.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om ændring og ophævelse af direktiv 67/548/EØF og 1999/45/EF og om ændring af forordning (EF) nr. 1907/2006 (EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EU) 2017/776 af 4. maj 2017 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling, af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (EUT L 116 af 5.5.2017, s. 1).

(4)  Kommissionens forordning (EU) 2019/831 af 22. maj 2019 om ændring af bilag II, III og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1223/2009 om kosmetiske produkter (EUT L 137 af 23.5.2019, s. 29).

(5)  Kommissionens forordning (EU) 2018/1480 af 4. oktober 2018 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling, af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger og om berigtigelse af Kommissionens forordning (EU) 2017/776 (EUT L 251 af 5.10.2018, s. 1).

(6)  VKF/1601/18, http://ec.europa.eu/health/sites/health/files/scientific_committees/consumer_safety/docs/sccs_o_223.pdf

(7)  Kommissionens forordning (EU) 2016/1179 af 19. juli 2016 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske og videnskabelige udvikling, af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (EUT L 195 af 20.7.2016, s. 11).


BILAG I

1)   

I bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 foretages følgende ændringer:

Følgende løbenumre tilføjes:

Løbenummer

Stofidentifikation

Kemisk navn/INN

CAS-nr.

EF-nr.

a

b

c

d

»1612

Phosmet (ISO); S-[(1,3-dioxo-1,3-dihydro-2H-isoindol-2-yl)methyl]-O,O-dimethyldithiophosphat;

O, O-dimethylphthalimidomethyldithiophosphat

732-11-6

211-987-4

1613

Kaliumpermanganat

7722-64-7

231-760-3

1614

2-Benzyl-2-dimethylamino-4′-morpholinobutyrophenon

119313-12-1

404-360-3

1615

Quizalofop-P-tefuryl (ISO);

(+/–) tetrahydrofurfuryl-(R)-2-[4-(6-chlorchinoxalin-2-

yloxy)phenyloxy]propanoat

200509-41-7

414-200-4

1616

Propiconazol (ISO); (2RS,4RS;2RS,4SR)-1-[2-(2,4-dichlorphenyl)-4-propyl-1,3-dioxolan-2-yl]methyl-1H-1,2,4-triazol

60207-90-1

262-104-4

1617

Pinoxaden (ISO); 8-(2,6-diethyl-4-methylphenyl)-7-oxo-1,2,4,5-tetrahydro-7H-pyrazolo[1,2-d][1,4,5]oxadiazepin-9-yl-2,2-dimethylpropanoat

243973-20-8

635-361-9

1618

Tetramethrin (ISO);

(1,3-dioxo-1,3,4,5,6,7-hexahydro-2H-isoindol-2-yl)methyl-2,2-dimethyl-3-(2-methylprop-1-en-1-yl)cyclopropancarboxylat

7696-12-0

231-711-6

1619

(1,3,4,5,6,7-Hexahydro-1,3-dioxo-2H-isoindol-2-yl)methyl-(1R-trans)-2,2-dimethyl-3-(2-methylprop-1-enyl)cyclopropancarboxylat

1166-46-7

214-619-0

1620

Spirodiclofen (ISO);

3-(2,4-dichlorphenyl)-2-oxo1-oxaspiro[4,5]dec-3-en-4-yl-2,2-dimethylbutyrat

148477-71-8

604-636-5

1621

Reaktionsmasse af 1-[2-(2-aminobutoxy)ethoxy]but-2-ylamin og 1-([2-(2-aminobutoxy)ethoxy]methylpropoxy)but-2-ylamin

897393-42-9

447-920-2

1622

1-Vinylimiodazol

1072-63-5

214-012-0

1623

Amisulbrom (ISO)3-(3-brom-6-fluor-2-methylindol-1-ylsulfonyl)-N,N-dimethyl-1H-1,2,4-triazol-1-sulfonamid

348635-87-0

672-776-4«

2)   

I bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009 foretages følgende ændringer:

Løbenummer 98 affattes således:

»98

2–Hydroxybenzoesyre  (1)

Salicylic acid

69-72-7

200-712-3

a) Hårprodukter, som afrenses

b) Andre produkter undtagen bodylotion, øjenskygge, mascara, eyeliner, læbestift, roll-on deodorant

a) 3,0 %

b) 2,0 %

Må ikke anvendes i produkter til børn under 3 år.

Må ikke anvendes i former, der kan medføre eksponering af slutbrugerens lunger via indånding.

Må ikke anvendes i mundplejeprodukter.

Til andre formål end at hindre udviklingen af mikroorganismer i produktet. Dette formål skal fremgå af varens emballage.

Må ikke anvendes til børn under 3 år«  (2)

3)   

I bilag V til forordning (EF) nr. 1223/2009 foretages følgende ændringer:

Løbenummer 3 affattes således:

Løbenummer

Stofidentifikation

Betingelser

Advarsler og anvisninger vedr. anvendelse

Kemisk navn/INN

Glossar med fælles betegnelser for bestanddele

CAS-nr.

EF-nr.

Produkttype, kropsdele

Højeste koncentration i det brugsklare produkt

Andre

 

a

b

c

d

e

f

g

h

i

»3

Salicylsyre  (3) samt salte heraf

Salicylic acid

Calcium salicylate, magnesium salicylate, MEA-salicylate, sodium salicylate, potassium salicylate, TEA-salicylate

69-72-7

824-35-1, 18917-89-0, 59866- 70-5, 54-21-7, 578-36-9, 2174-16-5

200-712-3

212-525-4, 242-669-3, 261-963-2, 200-198-0, 209-421-6, 218-531-3

 

0,5 % (syre)

0,5 % (syre)

Må ikke anvendes i produkter til børn under 3 år.

Må ikke anvendes i mundplejeprodukter.

Må ikke anvendes i former, der kan medføre eksponering af slutbrugerens lunger via indånding.

Må, bortset fra i shampoo, ikke anvendes i produkter til børn under 3 år.

Må ikke anvendes til børn under 3 år  (4)

Må ikke anvendes til børn under 3 år  (5)


(1)  Som konserveringsmiddel, se bilag V, nr. 3.

(2)  Gælder kun for produkter, der kan tænkes anvendt til børn under 3 år.«

(3)  Til anden brug end som konserveringsmiddel, jf. bilag III, nr. 98.

(4)  Gælder kun for produkter, der kan tænkes anvendt til børn under 3 år.

(5)  Gælder kun for produkter, der kan tænkes anvendt til børn under 3 år, og som er i kontakt med hud i længere tid.«


BILAG II

1)   

I bilag II til forordning (EF) nr. 1223/2009 foretages følgende berigtigelser:

a)

Løbenummer 395 affattes således:

Løbenummer

Stofidentifikation

Kemisk navn/INN

CAS-nr.

EF-nr.

»395

Hydroxy-8-quinolein og dens sulfat bis(8-hydroxyquinolinium)sulfat bortset fra de anvendelser af sulfatet, der er fastsat i nr. 51 i bilag III

148-24-3

134-31-6

205-711-1

205-137-1«

b)

Løbenummer 1396 affattes således:

Løbenummer

Stofidentifikation

Kemisk navn/INN

CAS-nr.

EF-nr.

a

b

c

d

»1396

Borater, tetraborater, octaborater og salte og estere af borsyre, herunder:

Dinatriumoctaborat, vandfrit [1]

Dinatriumoctaborat-tetrahydrat [2]

2-Aminoethanol, monoester med borsyre [3]

(2-Hydroxypropyl)ammoniumdihydrogenorthoborat [4]

Kaliumborat, kaliumsalt af borsyre [5]

Trioctyldodecylborat [6]

Zinkborat [7]

Natriumborat, dinatriumtetraborat, vandfrit; borsyre, natriumsalt [8]

Tetrabordinatriumheptaoxid, hydrat [9]

Orthoborsyre, natriumsalt [10]

Dinatriumtetraboratdecahydrat; boraxdecahydrat [11]

Dinatriumtetraboratpentahydrat; boraxpentahydrat [12]

12008-41-2 [1]

12280-03-4 [2]

10377-81-8 [3]

68003-13-4 [4]

12712-38-8 [5]

—[6]

1332-07-6 [7]

1330-43-4 [8]

12267-73-1 [9]

13840-56-7 [10]

1303-96-4 [11]

12179-04-3 [12]

234-541-0 [1]

234-541-0 [2]

233-829-3 [3]

268-109-8 [4]

603-184-6 [5]

—[6]

215-566-6 [7]

215-540-4 [8]

235-541-3 [9]

237-560-2 [10]

215-540-4 [11]

215-540-4 [12]«

c)

Løbenummer 1507 affattes således:

Løbenummer

Stofidentifikation

Kemisk navn/INN

CAS-nr.

EF-nr.

»1507

Diaminotoluen, methyl-phenylendiamin, teknisk produkt-reaktionsmasse af [4-methyl-m-phenylendiamin og 2-methyl-m-phenylendiamin]

—»

d)

Følgende løbenumre tilføjes:

Løbenummer

Stofidentifikation

Kemisk navn/INN

CAS-nr.

EF-nr.

a

b

c

d

»1624

Pirimicarb (ISO); 2-(dimethylamino)-5,6-dimethylpyrimidin-4-yl dimethylcarbamat

23103-98-2

245-430-1

1625

1,2-Dichlorpropan; propylendichlorid

78-87-5

201-152-2

1626

Phenol, dodecyl-, forgrenet; [1]

Phenol, 2-dodecyl-, forgrenet; [2]

Phenol, 3-dodecyl-, forgrenet; [3]

Phenol, 4-dodecyl-, forgrenet; [4]

Phenol, (tetrapropenyl) derivater [5]

121158-58-5 [1]

1801269-80-6 [2]

1801269-77-1 [3]

210555-94-5 [4]

74499-35-7 [5]

310-154-3 [1]

- [2]

- [3]

640-104-9 [4]

616-100-8 [5]

1627

Coumatetralyl (ISO); 4-hydroxy-3-(1,2,3,4-tetrahydro-1-naphthyl)coumarin

5836-29-3

227-424-0

1628

Difenacoum (ISO); 3-(3-biphenyl-4-yl-1,2,3,4-tetrahydro-1-naphthyl)-4-hydroxycoumarin

56073-07-5

259-978-4

1629

Brodifacoum (ISO); 4-hydroxy-3-(3-(4′-brom-4-biphenylyl)-1,2,3,4-tetrahydro-1-naphthyl)coumarin

56073-10-0

259-980-5

1630

Flocoumafen (ISO); reaktionsmasse af: cis-4-hydroxy-3-(1,2,3,4-tetrahydro-3-(4-(4-trifluormethylbenzyloxy)phenyl)-1-naphthyl)coumarin og trans-4-hydroxy-3-(1,2,3,4-tetrahydro-3-(4-(4-trifluormethylbenzyloxy)phenyl)-1-naphthyl)coumarin

90035-08-8

421-960-0

1631

Acetochlor (ISO); 2-chlor-N-(ethoxymethyl)-N-(2-ethyl-6-methylphenyl)acetamid

34256-82-1

251-899-3

1632

E-glasmikrofibre af repræsentativ sammensætning

1633

Glasmikrofibre af repræsentativ sammensætning

1634

Bromadiolon (ISO); 3-[3-(4'-brombiphenyl4-yl)-3-hydroxy-1-phenylpropyl]-4-hydroxy-2H-chromen-2-on

28772-56-7

249-205-9

1635

Difethialon (ISO); 3-[3-(4′-brombiphenyl-4-yl)-1,2,3,4-tetrahydronaphthalen-1-yl]4-hydroxy-2H-1-benzothiopyran-2-on

104653-34-1

600-594-7

1636

Perfluornonan-1-syre [1]

samt natriumsalte [2]

og ammoniumsalte [3] heraf

375-95-1 [1]

21049-39-8 [2]

4149-60-4 [3]

206-801-3 [1]

- [2]

- [3]

1637

Dicyclohexylphthalat

84-61-7

201-545-9

1638

3,7-Dimethylocta-2,6-dienenitril

5146-66-7

225-918-0

1639

Bupirimat (ISO); 5-butyl-2-ethylamino-6-methylpyrimidin-4-yl dimethylsulfamat

41483-43-6

255-391-2

1640

Triflumizol (ISO); (1E)-N-[4-chlor-2-(trifluormethyl)phenyl]-1-(1H-imidazol-1-yl)-2-propoxyethanimin

68694-11-1

604-708-8

1641

tert-Butylhydroperoxid

75-91-2

200-915-7«

2)   

I bilag III til forordning (EF) nr. 1223/2009 foretages følgende berigtigelser:

a)

Løbenummer 9 affattes således:

Løbenummer

Stofidentifikation

Begrænsninger

Advarsler og anvisninger vedr. anvendelse

Kemisk navn/

INN

Glossar med fælles betegnelser for bestanddele

CAS-nr.

EF-nr.

Produkttype, kropsdele

Højeste koncentration i det brugsklare produkt

Andet

 

a

b

c

d

e

f

g

h

i

„9

Diaminotoluener, nitrogensubstituerede derivater og salte heraf (1), med undtagelse af de stoffer, der er anført under løbenummer 9a og 9b i dette bilag, og de stoffer, der er anført under løbenummer 364, 413, 1144, 1310, 1313 og 1507 i bilag II

 

 

 

Hårfarvningsstof i oxidative hårfarvningsprodukter

 

a) Almindelig brug

b) Erhvervsmæssig brug

For a) og b): Efter blanding under oxidative betingelser må den maksimumskoncentration, der anvendes på hår, ikke overstige 5 % beregnet som fri base

a) Følgende oplysninger skal angives på etiketten:

Blandingsforholdet.

»Image 1 Hårfarvestoffer kan fremkalde alvorlige allergiske reaktioner.

Læs og følg brugsanvisningen.

Dette produkt er ikke beregnet til brug på personer under 16 år.

Midlertidige tatoveringer med sort henna kan øge risikoen for allergi.

Man skal ikke farve sit hår, hvis: — man har udslæt i ansigtet eller en følsom, irritabel og beskadiget hårbund — man tidligere har haft en reaktion efter hårfarvning — man tidligere har haft en reaktion på en midlertidig tatovering med sort henna.

Indeholder phenylendiaminer (toluendiaminer).

Må ikke anvendes til farvning af øjenvipper eller øjenbryn.«

b) Følgende oplysninger skal angives på etiketten:

Blandingsforholdet.

»Kun til erhvervsmæssig brug. Hårfarvestoffer kan fremkalde alvorlige allergiske reaktioner.

Læs og følg brugsanvisningen.

Dette produkt er ikke beregnet til brug på personer under 16 år.

Midlertidige tatoveringer med sort henna kan øge risikoen for allergi.

Man skal ikke farve sit hår, hvis:

man har udslæt i ansigtet eller en følsom, irritabel og beskadiget hårbund

man tidligere har haft en reaktion efter farvning af hår eller øjenvipper

man tidligere har haft en reaktion på en midlertidig tatovering med sort henna

Indeholder phenylendiaminer (toluendiaminer).

Brug egnede beskyttelseshandsker.«

b)

Følgende løbenummer tilføjes:

Løbenummer

Stofidentifikation

Begrænsninger

Advarsler og anvisninger vedr. anvendelse

Kemisk navn/INN

Glossar med fælles betegnelser for bestanddele

CAS-nr.

EF-nr.

Produkttype, kropsdele

Højeste koncentration i det brugsklare produkt

Andet

a

b

c

d

e

f

g

h

i

»51

Bis(8-hydroxyquinolinium)sulfat

Oxyquinoline sulphate

134-31-6

205-137-1

Stabiliseringsmiddel af brintoverilte i hårprodukter, som afrenses

Stabiliseringsmiddel af brintoverilte i hårprodukter, som ikke afrenses

(0,3 % (som base))

(0,03 % (som base))«

 

 


AFGØRELSER

28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/27


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/1967

af 25. november 2019

om beskikkelse af en suppleant til Regionsudvalget efter indstilling fra Den Italienske Republik

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 305,

under henvisning til indstilling fra den italienske regering, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 26. januar 2015, den 5. februar 2015 og den 23. juni 2015 afgørelse (EU) 2015/116 (1), (EU) 2015/190 (2) og (EU) 2015/994 (3) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020.

(2)

Der er blevet en plads ledig som suppleant til Regionsudvalget, efter at Vito SANTARSIEROs mandatperiode er udløbet —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende beskikkes herved som suppleant til Regionsudvalget for den resterende del af mandatperioden, dvs. indtil den 25. januar 2020:

Vito BARDI, Presidente della Regione Basilicata.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2019.

På Rådets vegne

F. MOGHERINI

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2015/116 af 26. januar 2015 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020 (EUT L 20 af 27.1.2015, s. 42).

(2)  Rådets afgørelse (EU) 2015/190 af 5. februar 2015 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020 (EUT L 31 af 7.2.2015, s. 25).

(3)  Rådets afgørelse (EU) 2015/994 af 23. juni 2015 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020 (EUT L 159 af 25.6.2015, s. 70).


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/28


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/1968

af 2. august 2019

om foranstaltning SA.21445 — C42/2006 gennemført af Den Italienske Republik til forrentning af Poste Italianes anfordringskonti hos finansministeriet

(meddelt under nummer C(2019) 5649)

(Kun den italienske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med disse artikler (1) og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Ved brev af 30. december 2005 klagede Associazione Bancaria Italiana (»ABI« eller »klageren«) til Europa-Kommissionen over forskellige foranstaltninger, som ifølge ABI var til fordel for Poste Italiane SpA’s (»Poste Italiane« eller »PI«) bankaktiviteter. Kommissionen blev navnlig underrettet om, at Italien i henhold til en aftale mellem Den Italienske Republik (»Italien«) og PI betalte ca. 4 % i rente på midler, der var indsat på Poste Italianes anfordringskonti og var deponeret i det italienske finansministerium (»finansministeriet«), mens PI forrentede anfordringskonti med ca. 1 % (»foranstaltningen«). Forskellen mellem indlånsrenten (dvs. den rente, som PI betaler til anfordringskontohavere) og udlånsrenten (dvs. den rente, som PI modtager fra finansministeriet for midler, der er deponeret hos sidstnævnte), ville være større end den relevante forskel på »markedet«, hvilket efter klagerens opfattelse udgjorde statsstøtte.

(2)

Ved brev af 7. februar 2006 stillede Kommissionen Italien en række spørgsmål vedrørende den forrentning, der blev betalt på anfordringskonti. Italien besvarede spørgsmålene ved brev af 21. april 2006. Der blev afholdt et møde mellem Italien og PI den 30. marts 2006.

(3)

Ved brev af 26. september 2006 meddelte Kommissionen Italien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) vedrørende foranstaltningen. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til foranstaltningen (2).

(4)

Ved beslutning af 16. juli 2008 (3) (»beslutningen af 2008«) konkluderede Kommissionen, at den forrentning, som Italien ydede, udgjorde statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, og pålagde Italien omgående tilbagesøgning.

(5)

Den 4. december 2008 anlagde PI sag ved Retten med påstand om annullation af beslutningen af 2008.

(6)

Ved dom af 13. september 2013 i sag T-525/08 (4) annullerede Retten beslutningen af 2008 (»dommen af 2013«).

(7)

Den 30. oktober 2014 blev der på Kommissionens websted (5) offentliggjort et udbud om udarbejdelse af en rapport med en analyse og en sammenligning af afkastet af mulige investeringer af midler, der var indsat af PI som følge af tilbuddet om anfordringskonti for perioden 2005-2007.

(8)

Den 19. december 2014 blev kontrakten tildelt universitetet i Perugia. Rapporten blev afsluttet i november 2015.

2.   DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN OG STØTTEMODTAGEREN

2.1.   Poste Italiane

(9)

PI er den befordringspligtige posttjenestevirksomhed i Italien, som opfylder ydelser af almen økonomisk interesse, dvs. postbefordringspligten (6), i henhold til det andet postdirektiv (7) og bestemmelserne om befordringspligtig posttjeneste. Finansielle tjenesteydelser er i øjeblikket ikke omfattet af de ydelser af almindelig økonomisk interesse, som PI har fået overdraget.

(10)

Ud over at levere postbefordringsydelser tilbyder PI integrerede kommunikations-, logistik- og finansprodukter og -ydelser overalt i Italien.

(11)

PI driver sine bankaktiviteter via en fuldt integreret division benævnt BancoPosta.

(12)

I perioden fra 2005 til 2007 var PI's hovedaktionær Italien med en aktiepost på 65 %, mens Cassa Depositi e Prestiti (»CDP«) var mindretalsaktionær i PI med en andel på 35 %. CDP var en del af den offentlige forvaltning, indtil det blev omdannet til et aktieselskab sidst i 2003. Selv om 30 % af dets aktiekapital er overført til 65 bankfonde (8), er CDP fortsat under Italiens kontrol. PI blev også kontrolleret af Italien på tidspunktet for foranstaltningens gennemførelse.

2.2.   Foranstaltningen

(13)

Den foranstaltning, der vurderes, vedrører forrentningen af indskud på Poste Italianes anfordringskonti og deponeret hos statskassen i de tre år 2005-2007.

(14)

Forpligtelsen til at indlåne midler til finansministeriet (»forpligtelsen«) (9) blev fastsat i lov nr. 266 af 23. december 2005 (10) (»loven af 2005«), mens forrentningen blev ydet ved en aftale mellem Italien og PI, der blev vedtaget den 23. februar 2006 (»aftalen«).

(15)

I henhold til et lovdekret af 5. december 2003 (11) kan forholdet mellem PI og finansministeriet beskrives ud fra følgende diagram:

Image 2

(16)

I henhold til loven af 2005 skulle de finansielle renter, der blev betalt til PI for indlån til finansministeriet, fastlægges mellem Italien og PI i overensstemmelse med markedsparametre.

(17)

Ifølge loven af 2005 fastlagde aftalen den praktiske mekanisme for beregning af renterne for en treårsperiode. Den trådte i kraft den 4. april 2006 (12) med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2005. Den årlige rente blev hovedsagelig beregnet som det vægtede gennemsnit af afkastet af italienske statsobligationer (13) på 30 år (80 %) og 10 år (10 %) og for 12-måneders skatkammerbeviser (14) (10 %). De årlige afkast af de statspapirer og statsobligationer, der anvendes som benchmark i aftalen, blev opnået ved at beregne det simple gennemsnit af de 24 kursværdier, der noteres den første og femtende i hver måned af MTS SpA (den virksomhed, der varetager den elektroniske engroshandel med italienske statsobligationer og andre tidsbegrænsede værdipapirer). Bestemmelsen om, at parametrene skal genfastsættes halvmånedligt, gjorde således indekseringen variabel. I tilfælde af væsentlige skift i rentekurven (f.eks. en ændring i forholdet mellem langfristede og kortfristede renter) kunne PI gennemgå beregningsmetoden. Aftalen kunne ophæves af begge parter ved årets udgang med seks måneders opsigelse.

(18)

Renten udgjorde i 2005, 2006 og 2007 henholdsvis 3,9 %, 4,25 % og 4,7 %.

(19)

I medfør af lov nr. 296 af 27. december 2006 (herefter »loven af 2006«) (15) ændrede Italien loven af 2005. I loven af 2006 blev der fastlagt en ny investeringsramme: Kravet om, at PI deponerer midler indsat af privatkunder på anfordringskonti (dvs. ikke føres hos den offentlige forvaltning), blev afskaffet, og disse midler skulle investeres af PI i euroområde-statsobligationer (16). I henhold til loven af 2006 blev den nye investeringsramme gradvist gennemført i løbet af 2007 og afsluttet ved udgangen af dette år.

2.3.   Beslutningen af 2008

(20)

I beslutningen af 2008 konkluderede Kommissionen, at den foranstaltning, der vurderes (dvs. forrentningen, som finansministeriet ydede til PI i henhold til aftalen), udgjorde statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked, og pålagde den omgående og effektiv tilbagesøgning.

2.3.1.   Fornuftig privat låntager

(21)

For at fastslå, at der foreligger en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF i beslutningen af 2008, sammenlignede Kommissionen den rentesats, som finansministeriet havde betalt til PI i henhold til aftalen (»aftalerenten«), og den rentesats, som en forsigtig privat låntager ville have betalt på markedet i en tilsvarende situation (»den rente, der er ydet til den fornuftige private låntager«).

(22)

Som forklaret i betragtning 119 i beslutningen af 2008 vil en forsigtig låntager ved fastlæggelsen af lånerenten i det væsentligste have overvejet følgende faktorer:

a)

bruttoomfanget af de indsatte midler

b)

de indsatte midlers stabilitet

c)

den gennemsnitlige løbetid/levetid og afvigelser i indlånene samt

d)

finansielle risici.

(23)

Hvad angår bruttoomfanget af de indsatte midler, vurderede Kommissionen i beslutningen af 2008, at dette udgjorde i alt 35 mia. EUR, hvilket er et betragteligt beløb fra en enkelt långiver. Kommissionen bemærkede imidlertid, at de af PI deponerede midler hos finansministeriet kun udgør 2,8 % af den resterende mængde statspapirer pr. ultimo 2005. Hertil kom, at udstedelsen af italienske statsobligationer var overtegnet i denne periode. Der var derfor intet, der tydede på, at der var pengemangel på markedet, og at PI's indskud var afgørende for at afhjælpe en sådan mangel (betragtning 124 i beslutningen af 2008).

(24)

Med hensyn til stabiliteten af de indsatte midler fandt Kommissionen, at 10 % af indeståenderne på anfordringskonti kunne anses for at være volatile, og at 90 % kunne anses for at være stabile (betragtning 133 i beslutningen af 2008).

(25)

Hvad angår indskuddenes gennemsnitlige løbetid/levetid, sondrede Kommissionen mellem aktiv kapitalforvaltning, som ville have været mulig uden aftalen, og passiv kapitalforvaltning som følge af forpligtelsen. En forsigtig privat låntager burde have forventet, at forpligtelsen ville være blevet ændret inden for højst fem år, og ville have taget hensyn hertil ved fastsættelsen af lånerenten. Kommissionen anførte, at den gennemsnitlige levetid for de samlede indeståender på anfordringskonti var en smule mindre end fem år ved aktiv kapitalforvaltning. En forsigtig privat låntager burde derfor have baseret markedsforrentningen af den effektive løbetid for det stabile element i indeståenderne på afkastet af en femårig obligation (i stedet for det 10- eller 30-årige afkast som krævet i aftalen). For så vidt angår den variable del af indeståenderne, ville en forsigtig privat låntager have baseret forrentningen på tremåneders skatkammerbeviser (i stedet for de 12-måneders skatkammerbeviser, som krævet i aftalen).

(26)

Med hensyn til de finansielle risici i forbindelse med indeståender på anfordringskonti bemærkede Kommissionen, at likviditetsrisikoen alene blev båret af låntageren (dvs. finansministeriet) og ikke af PI. Hvis indskyderne hævede deres penge fra anfordringskontiene, ville finansministeriet i henhold til aftalen skulle stille de nødvendige midler til rådighed for PI for samme beløb.

(27)

Kommissionen konkluderede (betragtning 178 i beslutningen af 2008), at denne rente var højere end den rente, der blev ydet den fornuftige private låntager med 1,09 % i 2005, 0,65 % i 2006 og 0,47 % i 2007. Kommissionen konkluderede derfor, at foranstaltningen udgjorde statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

2.3.2.   Analyser af PI's investeringspolitik uden forpligtelsen

(28)

For fuldstændighedens skyld har Kommissionen i sin vurdering set nærmere på de alternative investeringsmuligheder, som Italien har foreslået, og som PI har til rådighed uden forpligtelsen, navnlig PI's investeringer med de midler, der var indsat via dets forsikringsaktiviteter, Poste Vita SpA og alternative strategier for aktiv kapitalforvaltning. I denne forbindelse undersøgte Kommissionen, om disse alternative investeringer ville have givet PI tilsvarende eller højere afkast end dem, der er fastsat i aftalen.

(29)

Kommissionen konkluderede, at disse alternative investeringer ud fra et risiko- og afkastmæssigt perspektiv ikke ville have givet PI tilsvarende eller højere afkast end dem, der er fastsat i aftalen.

2.4.   Annullation af beslutningen af 2008: dommen af 2013

(30)

Ved dommen af 2013 annullerede Retten beslutningen af 2008.

(31)

Retten fastslog, at det ikke var tilstrækkeligt til at påvise en fordel for PI, at der var en positiv forskel mellem aftalerenten og den rente, der blev ydet den fornuftige private låntager.

(32)

Retten bemærkede, at den rente, der blev ydet den fornuftige private låntager, var blevet anslået af Kommissionen på grundlag af de fire parametre, der er beskrevet i betragtning 22 i denne beslutning. Under disse omstændigheder konkluderede Retten, at den rente, der blev ydet den fornuftige private låntager, ikke udgjorde en markedsrente (17).

(33)

Retten bemærkede, at selv om den rente, der blev ydet den fornuftige private låntager, ikke var på niveau med markedsrenten, ville PI kun kunne udnytte fordelen, hvis aftalerenten var højere end det afkast, som PI med rimelighed kunne have opnået uden forpligtelsen.

(34)

Retten fastslog, at Kommissionen ikke kunne konkludere, at foranstaltningen var til fordel for PI uden aktivt at påvise, at PI uden forpligtelsen kunne have opnået et højere afkast ved at investere indlånene fra anfordringskonti sammenlignet med aftalerenten.

(35)

Retten konkluderede, at Kommissionen havde begået en åbenbart urigtig bedømmelse i beslutningen af 2008 ved at konkludere, at foranstaltningen var fordelagtig for PI baseret på den positive forskel mellem aftalerenten og den rente, der blev ydet den fornuftige private låntager.

(36)

Retten lagde til grund, at de af Kommissionen fremførte grunde til at anfægte relevansen af de af Italien fremlagte elementer ikke var tilstrækkeligt underbygget.

(37)

Retten bemærkede også, at Kommissionen for fuldstændighedens skyld havde vurderet de afkast, som PI havde opnået med de midler, der blev skabt i forbindelse med dets forsikringsaktiviteter og afkast i forbindelse med en aktiv kapitalforvaltningsstrategi, og havde konkluderet, at sådanne alternative investeringsstrategier ikke ville have genereret renter svarende til eller højere end dem, der er fastsat i aftalen i den relevante periode ud fra et risiko-/afkastperspektiv.

(38)

Retten undersøgte, om Kommissionens konklusion, der var baseret på dens vurdering af de alternative investeringsstrategier, som Italien havde foreslået, var korrekt.

(39)

Retten fastslog, at de forvaltningsgebyrer, der vedrørte anfordringskonti, og forsikringsprodukter, ikke var relevante for sammenligningen af de afkast, der blev genereret af aftalerenten og de alternative investeringsstrategier. Retten fandt derfor, at Kommissionen med urette havde trukket disse gebyrer fra, og at sammenligningen mellem aftalerenten og afkastene med fradrag af disse forvaltningsgebyrer i forbindelse med forsikringsprodukter ikke var relevant for vurderingen af, om foranstaltningen udgjorde statsstøtte.

(40)

Med hensyn til strategien for aktiv kapitalforvaltning anførte Retten, at Kommissionen ikke kunne foretage en meningsfuld sammenligning af aftalerenten og afkastet af den aktive kapitalforvaltningsstrategi ved at fokusere på en begrænset periode på tre år, som ikke var repræsentativ for de afkast, der blev opnået gennem en aktiv kapitalforvaltningsstrategi.

(41)

Endvidere fastslog Retten, at kapitalgevinster er en vigtig parameter for aktive kapitalforvaltningsstrategier og derfor ikke bør udelades fra en analyse af foranstaltningens forenelighed med det indre marked. Kommissionen havde gjort gældende, at kapitalgevinster skulle udelades fra analysen, da de ikke kunne forudses på forhånd, og som følge heraf var afkast af en aktiv kapitalfondsforvaltningsstrategi efter fradrag af disse kapitalgevinster lavere end aftalerenten eller den rente, der blev ydet den forsigtige private låntager.

(42)

Retten fastslog, at den omstændighed, at afkastene af den aktive kapitalforvaltningsstrategi efter fradrag af kapitalgevinster var lavere end aftalerenten, ikke var relevant med henblik på at fastslå, at der forelå en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

(43)

Retten gjorde gældende, at Kommissionens konklusion i beslutningen af 2008 om, at PI uden forpligtelsen ikke ville have været i stand til at opnå et afkast, der var lig med eller højere end aftalerenten, var baseret på fejlagtige eller ukorrekte oplysninger.

(44)

Retten annullerede derfor beslutningen af 2008. Dommen af 2013 blev ikke appelleret.

3.   BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

3.1.   Bemærkninger fra ABI

(45)

I sit brev af 27. december 2006 fremsatte ABI følgende bemærkninger:

a)

ABI anførte, at de midler, der var deponeret hos finansministeriet, repræsenterede en gæld, som skulle betales af statskassen året efter deponeringen. Som Kommissionen anførte i beslutningen om at indlede proceduren (18), ville det være finansministeriet, og ikke PI, der havde likviditetsrisikoen i forbindelse med de indsatte midler. Dette ville betyde, at finansministeriet i tilfælde af et fald i indlånene fra det ene år til det næste både skulle betale PI til den rente, der var fastsat i aftalen, og returnere forskellen mellem de indskudte beløb til PI.

b)

Ifølge ABI er de midler, der indsættes på finansministeriets konto, kortfristede indlån. Desuden anvendes disse midler til at finansiere ordinære budgetbehov.

c)

På grundlag af den ministerielle bekendtgørelse af 5. december 2003 (se betragtning 15) åbnede CDP to anfordringskonti hos finansministeriet, som oppebar en variabel rente svarende til det simple gennemsnit af seksmåneders bruttorenten for statsgældsbeviser og Rendistato-renten (19)..

d)

For endelig at vurdere, om den forrentning, som PI fik for indeståenderne hos finansministeriet, udgør statsstøtte, skal den rente, som PI fik udbetalt, sammenlignes med renten på kortfristede statsgældsbeviser (12-måneders). I januar 2005 var afkastet af et 12-måneders statsgældsbevis 2,21 %, hvilket betyder, at PI's forrentning var overvurderet med 1,69 %.

3.2.   Bemærkninger fra Italien

(46)

Ved brev af 31. oktober 2006, 29. december 2006, 16. februar 2007, 30. marts 2007, 2. april 2007, 1. juni 2007, 27. november 2007, 29. februar 2008, 7. marts 2008 og 23. april 2008 fremførte Italien flere argumenter.

(47)

Italien mindede for det første om, at det specificeres i loven af 2005 og aftalen, at den rente, der skal betales til PI, skulle fastsættes i henhold til markedsparametre. Ifølge Italien gav renten ikke PI nogen fordel.

3.2.1.   Udsving i indeståender på anfordringskonti

(48)

For det andet anførte Italien, at anfordringskonti kun skal sammenlignes med bankanfordringskonti fra og med 2001, hvor det nye produkt »Conto BancoPosta«-konto blev indført. Før 2001 udviste indeståender i finansministeriet udsving, f.eks. var der en betydelig tilbagegang i de indestående beløb på anfordringskonti i slutningen af 1990’erne, navnlig mellem 1996 og 1997, som skyldtes vedtagelsen af lov nr. 662 af 23. december 1996, som pålagde lukning af de konti, som finansministeriet havde anvendt til betaling af statspensioner. Lukningen førte til en reduktion på omkring 11 mia. EUR i indeståenderne (pr. 1. januar 1997). Ifølge Italien er det vanskeligt at identificere årsagerne til disse variationer præcist på grund af eksterne politiske faktorer og det forhold, at PI på daværende tidspunkt var en offentlig institution. Efter omdannelsen af PI til aktieselskab i 1998 er de indestående beløb i finansministeriet vokset støt og regelmæssigt.

3.2.2.   Aftalens beskaffenhed

(49)

Italien fremførte, at aftalen mellem finansministeriet og PI regulerede deres finansielle relation på en transparent måde. På den ene side havde aftalen en varighed på tre år og havde ikke ubegrænset varighed. På den anden side gav aftalen begge parter mulighed for at ophæve den, hvis markedsbetingelserne ikke længere kunne garantere, at mekanismen til beregning af forrentningen af indlånet var pålidelig.

(50)

Ifølge Italien var aftalens valg af en variabel rente med til at sikre overensstemmelse med en markedskonform rente. Navnlig var den variable rente fair for finansministeriet, fordi den medførte omkostninger for finansministeriet, der var på linje med omkostningerne ved alternative finansieringskilder, f.eks. mellemlang til langsigtet gæld.

(51)

Italien anfører, at PI siden 2007 har valgt en konservativ strategi for dens aktive kapitalforvaltning, der adskiller sig fra aftalens, fordi den giver PI mulighed for at opbygge en portefølje baseret på en aktivallokering på linje med selskabets målsætninger og finansielle strategi.

3.2.3.   Ændringer af den retlige forpligtelse til at deponere midler hos finansministeriet

(52)

Italien meddelte Kommissionen, at den lov, der pålægger PI at deponere de midler, der er indsat på anfordringskonti hos finansministeriet, blev ophævet i december 2006 ved loven af 2006. I henhold til denne lov blev midler indsat af privatkunder på anfordringskonti investeret af PI i euroområde-statsobligationer (se betragtning 19). Hensigten med den nye lov var at give PI større finansiel uafhængighed.

3.2.4.   Stabilitet af de midler, der er indsat på anfordringskonti

(53)

Til støtte for sin holdning til stabiliteten af de indsatte midler forelagde Italien resultaterne af to modeller: PI's interne statistiske modeller og en model udarbejdet af PI i samarbejde med rådgiveren […], som er målrettet mod at bestemme den konservative udvikling for midler indsat på anfordringskonti.

(54)

De interne modeller var baseret på en analyse af den daglige afvigelse i omfanget af indsatte midler på anfordringskonti og de gennemsnitlige beløb ved kun at analysere den historiske udvikling i anfordringskontienes omfang. Modellerne viser en stigende tendens i de beløb, der er indsat hos finansministeriet (indeståender på private kunders konti udgør ca. 75 % af de samlede indeståender på anfordringskonti). Det stabile element i indeståenderne viser en stigende tendens og udgør 90 % af de gennemsnitlige samlede indeståender (fra 85 % i 2002 til 92 % i 2006). På samme måde viser de interne modeller, at der er et volatilt element i indeståenderne, der er faldet til ca. 10 %.

(55)

Den […]-model, som Italien anser for at være meget konservativ, viser, at levetiden for det samlede antal anfordringskonti var forskellig fra levetiden for en enkelt anfordringskonto. Hvis nogle kunder rent faktisk havde besluttet at lukke deres konti fra den ene dag til den anden, var virkningen på de samlede midler modtaget af PI marginal på grund af det store antal kunder, det lave gennemsnitlige indestående på disse konti og tilførslen af nye indeståender som erstatning for de hævede indeståender.

(56)

Den type tilsynsmodel, der blev udviklet af […], blev anvendt af flere italienske banker i forbindelse med deres aktive likviditetsstyring på tidspunktet for aftalen med henblik på at fastsætte varigheden af deres løbende konti og derefter afspejle denne varighed i en tilsvarende investeringsportefølje som en del af deres aktiver/passiver (»ALM«). Denne forsigtighedsmodel blev anvendt af PI til at bestemme levetiden af indeståenderne på anfordringskonti (ejet af privatpersoner (20)) i perioden 2005-2006, hvor PI var forpligtet til at deponere alle midler hos finansministeriet (passiv likviditetsforvaltning), og for perioden efter den 1. januar 2007, hvor indeståenderne på private kunders anfordringskonti investeres af PI i euroområde-statsobligationer (aktiv likviditetsforvaltning).

3.2.4.1.   Passiv kapitalforvaltning

(57)

Ifølge Italien søgte […]-modellen i forbindelse med den passive forvaltning af PI's likviditet at kvantificere varigheden af de ved hjælp af de interne modeller bestemte stabile og volatile elementer i indeståenderne på grundlag af en analyse af den historiske volatilitet af anfordringskonti og kontoindehavernes sandsynlige adfærd. En modelspecifikation (21) viste, at omkring to tredjedele af indeståenderne havde en meget lang varighed, og en tredjedel havde en varighed, der varierede fra 0 til 10 år. Derfor ville den tilsvarende investeringsportefølje have en gennemsnitlig løbetid på 4,1 år og en Macauly-varighed (22) på 3,2 år. I en alternativ modelspecifikation (23) vil den tilsvarende investeringsportefølje have en gennemsnitlig levetid på 4,9 år og en Macauly-varighed på 3,8 år (24).

3.2.4.2.   Aktiv kapitalforvaltning

(58)

Ifølge Italien hjalp […]-modellen PI med at fastlægge den optimale aktivallokering i forbindelse med den aktive forvaltning af PI’s likviditet. På grundlag af meget forsigtige hypoteser indikerede den, at det var rimeligt for PI at indføre en aktivallokering med en gennemsnitlig levetid på fire til fem år.

3.2.5.   Omkostninger til anfordringskonti

(59)

Hvad angår indsættelse og deponering af midler stammende fra PI-kunders anfordringskonti, anfører Italien, at PI's analytiske regnskabssystem gør det muligt at bestemme omkostningerne i forbindelse med PI’s aktiviteter som helhed, men ikke for hvert enkelt produkt. Italien bemærkede, at PI's margener var lavere end de tilsvarende margener i banksektoren.

3.2.6.   Overensstemmelse mellem aftalerenten og finansministeriets finansieringsomkostninger

(60)

Italien anførte, at aftalen tillod PI at modtage rente på grundlag af afkastet af statsobligationer, der er det vigtigste finansieringsinstrument, der er til rådighed for Italien.

(61)

Navnlig gav aftalen PI en forrentning, der er knyttet til langfristede renter, som er på linje med tidshorisonten for de midler, der blev indsat på anfordringskontiene. Aftalen beskyttede også finansministeriet mod ugunstige markedsbetingelser ved at tillade det at ophæve aftalen, hvis den var blevet uforenelig med omkostningerne ved alternative finansieringskilder.

(62)

På grundlag af en sammenligning mellem renten i henhold til aftalen og finansministeriets finansieringsomkostninger gjorde Italien gældende, at omkostningerne til finansministeriets mellemlangsigtede finansiering var på linje med renten i henhold til aftalen.

(63)

Det er desuden sådan, at i) forrentningen i henhold til aftalen er indekseret efter parametre knyttet til Italiens statsgæld (statspapirer), som er den mest passende reference for finansministeriets finansieringsomkostninger ii) stabiliteten af finansieringen, som er verificeret med statistiske modeller, og forpligtelsen, som PI er pålagt, hovedsagelig gør investeringens varighed permanent (uden hensyntagen til de specifikke forholdsregler, såsom muligheden for tidlig hævning eller den treårige varighed af forholdet, der beskytter finansministeriet mod uforudsete ændringer i markedet) iii) den likviditetsrisiko, som finansministeriet påtager sig, er begrænset under forudsætning af postmidlernes påviste stabilitet og afspejles i tilknytningen af 10 % af sådanne midler til kortsigtede parametre.

(64)

Med hensyn til det langsigtede element i udlånsrenten (90 %, som omfatter i) 10 % knyttet til afkastet af 10-årige italienske statsobligationer og ii) 80 % knyttet til afkastet af 30-årige italienske statsobligationer) var Italien af den opfattelse, at forpligtelsen var forskellig fra en forpligtelse til at investere direkte i italienske statsobligationer, hvor italienske statsobligationer kunne vælges og forvaltes frit.

3.2.7.   Overensstemmelsen af den forrentning, som PI får for indeståender på anfordringskonti hos finansministeriet, med markedet

(65)

Udlånsrenten var markedskonform, idet de indsatte midler hos finansministeriet havde en varighed på lang sigt. Dette skyldtes, at forpligtelsen ikke var tidsbegrænset, og at de midler, der blev indsat på PI's kunders anfordringskonti og deponeret hos finansministeriet, var stabile. Desuden var det Italiens opfattelse, at forpligtelsen forhindrede PI i at forvalte midlerne på en aktiv og potentielt mere fordelagtig måde. Fandtes forpligtelsen ikke, kunne PI have investeret 10 % af sin likviditet i kortfristede obligationer og 90 % i langfristede obligationer.

(66)

På spørgsmålet om, hvorvidt den rente, der betales til PI, var markedskonform, videregav Italien PI's revisorers opfattelse samt erklæringer fra private banker og rådgivere. PI’s revisorer anførte, at de på anfordringskonti indsatte midler som følge af deres egenskaber og væksthastigheder var af stabil beskaffenhed. Private banker og rådgivere (25) var enige om, at afkast, som opnås af PI på midler indsat på anfordringskonti hos finansministeriet, svarede til markedsafkast, som PI kunne have opnået ved at indføre en passende investerings- og risikostyringsstrategi.

3.2.7.1.   Sammenligning med afkast af Poste Vitas produkter

(67)

Italien er af den opfattelse, at den forrentning, PI har fået for indeståenderne hos finansministeriet, var på linje med forrentningen af midlerne investeret af Poste Vita. Italien hævder, at livsforsikringspolicer er produkter, der kan betragtes som sammenlignelige med anfordringskonti, og at det gennemsnitlige afkast fra forvaltningen af disse produkter (f.eks. Posta Più) var 4,68 % for perioden 2002-2006, hvilket er på linje med gennemsnitsrenten i henhold til aftalen (4,55 %).

(68)

Efter Italiens opfattelse er anfordringskonti og livsforsikringspolicer sammenlignelige finansielle produkter, eftersom postkonti, om end de formelt er kortsigtede produkter, i realiteten svarede til mellemlangsigtede finansielle instrumenter med garanteret minimumskapital og -afkast.

3.2.7.2.   Sammenligning med La Banque Postale

(69)

Ifølge Italien fulgte La Banque Postale (Frankrig) en ALM-strategi baseret på samme type statistiske model, som PI benyttede i perioden under vurdering.

(70)

Denne statistiske model bestemmer de stabile og volatile midler indsat på anfordringskonti. De stabile midler investeres i OECD-statsobligationer, mens de volatile midler investeres i kortsigtede instrumenter. På grundlag af denne model opnåede Banque Postales anfordringskonti et afkast på 4,4 % i 2005 (i sammenligning med et afkast i henhold til aftalen på 3,9 %).

(71)

Mere specifikt viste eksemplet med Banque Postale, at der kan opnås afkast af investeringerne, der er højere end dem, der er fastsat i aftalen, ved anvendelse af en forsigtig gennemsnitlig varighed på fem år.

3.2.7.3.   Sammenligning med andre alternative investeringsstrategier (aktiv kapitalforvaltning)

(72)

Italien fremsendte en undersøgelse til Kommissionen gennemført af […] for at påvise, at forrentningen i henhold til aftalen ikke gav PI nogen fordele

(73)

[…]-undersøgelsen udviklede følgende analyse:

a)

Finansministeriets forrentning af PI’s indestående kunne anses for at være rimelig, idet:

1)

den forventede varighed af denne indlånsbase efter fradrag af et element, der i teorien er mere volatilt, er særdeles lang og praktisk talt uendelig.

2)

De karakteristiske træk ved indlånsbasen, for så vidt angår varighed, overføres til finansministeriet efter loven.

3)

Indekseringen af finansministeriets betalinger baseres på 10 % 12-måneders statsgældsbeviser (det mest volatile element), 10 % på tiårige italienske statsobligationer (det element, der med mere forsigtige antagelser potentielt kan falde med tiden) og 80 % på 30-årige italienske statsobligationer.

4)

Forpligtelsen understøtter den varige karakter af forholdet mellem PI og finansministeriet.

5)

Begrænsningerne for PI som indskyder indbefattede implicitte omkostninger og byrder:

a)

Indeståendet hos finansministeriet kan ikke betragtes som et kortfristet risikofrit aktiv i lyset af PI’s permanente forpligtelse til at indlåne sine penge til finansministeriet.

b)

PI's manglende mulighed for at beskæftige sig med aktive kapitalforvaltningsstrategier (den kvantitative analyse, som er gennemført af […], er målrettet mod at fastlægge de relevante medfølgende omkostninger).

b)

En sammenligning af PI’s rentemarginal med rentemarginalen for sammenlignelige banker fra den private sektor afslørede, at PI’s omkostninger i forbindelse med modtagelse af indlån fra detailkunder er på linje med omkostningerne til detailindlån for banker fra den private sektor. Desuden er rentemarginalen opnået af banker fra den private sektor for indlånselementet i deres finansiering betydeligt større end PI’s, hvilket ifølge […] er bevis for, at der ikke blev givet statsstøtte til PI.

c)

En sammenligning af misforholdet mellem PI’s løbetider og løbetider for tilsvarende operatører i den private sektor afslørede, at PI’s indlånsbase har en »praktisk talt uendelig« varighed, som den forsigtigt estimerede til mindst 60,8 % af den samlede varighed. I henhold til aftalen anvender PI indtægterne fra sin indlånsbase til at finansiere et langsigtet instrument, som f.eks. indlånet hos finansministeriet. For at klarlægge opførslen for banker fra den private sektor blev der udført en analyse af de finansielle forhold for banker med speciale i at finansiere den offentlige sektor (såsom Dexia og Depfa) Sådanne banker fremviser lignende mønstre. Faktisk finansierer banker med speciale i den offentlige sektor ca. 50 % af deres krav på mellem- til langfristet basis, og finansierer resten ved genkøbstransaktioner med ECB eller interbankindlån, og investerer samtidig samtlige deres midler i lån til en illikvid offentlig sektor, sædvanligvis med løbetider fra 10 til 50 år.

d)

En kvantitativ analyse målrettet mod at påvise fordelen ved aktiv kapitalforvaltning baseret på PI's investering i en portefølje af europæiske statsobligationer med start i marts 2007. Analysen består af to elementer, hvor det første er baseret på en analyse af potentiel tidligere ydeevne og det andet på en fremtidig udvikling:

1)

[…] anvendte tilbageskuende strategier til forvaltning af midlerne på PI’s indlånsportefølje, én med en varighed svarende til den for porteføljen i […]-undersøgelsen udført ved VaR-metoden (»benchmark-porteføljen«), og den anden, hvor der anvendes de kriterier og investeringsbegrænsninger, PI nu benytter (den »taktiske strategi«). Sidstnævnte strategi er baseret på en automatisk kvantitativ model. Det opnåede afkast for de seneste 10 år ved hjælp af den taktiske strategi har været ca. 1,62 % højere pr. år end afkastet i henhold til aftalen i samme periode (idet der dog med dette ikke er taget højde for transaktionsomkostninger). Afkastet i toårsperioden 2005-2006 (2,45 %) ville have været lavere end afkastet i henhold til aftalen (4,14 %).

2)

Hvis man ser på fremtiden, identificerede […] visse kapitalforvaltningsløsninger, som PI kunne indføre i nær fremtid, og som var målrettet mod at opnå afkast, der var større end dem, der frembydes ved passiv investering i statsobligationer, men uden tilføjelse af væsentlige merrisici. Som bevis for sådanne strategier giver […]-undersøgelsen følgende detaljerede beskrivelse:

a)

Strategier baseret på salg af købsoptioner på statsobligationer, hvilket ville give et ekstra afkast i 2008 på […]

b)

Oprettelse af en syntetisk EUR-statsobligation, hvilket ville give et ekstra afkast i 2008 på […]

c)

Forvaltning af en del af de opnåede kapitalgevinster på porteføljen, hvilket ville give et ekstra udbytte i 2008 på […] og

d)

konvertering af obligationer i porteføljen, hvilket ville give et ekstra udbytte i 2008 på […].

(74)

Ifølge Italien skal sammenligningen mellem finansministeriets indlånsforrentning og den forrentning, der er resultatet af aktive kapitalforvaltningsstrategier, foretages over en betydelig tidshorisont — ti år — for at dække en hel økonomisk cyklus. Dette var årsagen til, at […]-undersøgelsen sammenlignede afkastet i henhold til aftalen med de afkast, som hidrører fra alternative strategier, for en periode på ti år, snarere end for en kortere periode. Når renten stiger, er der en tendens til, at det går dårligt for fastforrentede porteføljer i sammenligning med variabelt forrentede porteføljer. Når omvendt renten falder, er situationen den modsatte.

(75)

Over en tiårsperiode kan man ifølge Italien sammenligne investeringsporteføljer baseret på variable renter og investeringsporteføljer baseret på faste renter, eftersom kapitalgevinster og -tab har tendens til at opveje hinanden. Over en tiårsperiode synes afkast af fastforrentede porteføljer reelt på linje med afkast af variabelt forrentede porteføljer. Aktiv kapitalforvaltning giver helt klart et bedre afkast end den passive (»parametriske«) forvaltning i henhold til aftalen (f.eks. er afkastet på den benchmarking, som anvendes af […], og som har en gennemsnitlig varighed på fem år, på linje med afkastet i henhold til aftalen, der gennemsnitligt har en meget længere levetid).

(76)

Desuden bør Kommissionen ifølge Italien desuden skelne mellem risiko på kort sigt og risiko på længere sigt. Værdien af fastforrentede værdipapirer med en løbetid på ti år kan variere en hel del på kort sigt, men over hele tiårsperioden giver fastforrentede obligationer et afkast, der, eftersom det er fast, er meget pålideligt. Alt i alt ville der over en tiårsperiode være en tendens til, at afkast af fastforrentede porteføljer ville være på linje med afkastene af variabelt forrentede porteføljer, om end de variabelt forrentede porteføljer er mere risikobetonede, eftersom de er udsat for årlige variationer i renterne.

(77)

Virkelig alternative investeringsforvaltningsstrategier, der er fleksible og kan være baseret på alle de finansielle instrumenter, som findes på markedet, øger muligheden for at opnå resultater, som er markant bedre end ved en statisk portefølje som den i henhold til aftalen.

(78)

Italien påpegede desuden, at da aftalen med finansministeriet blev indgået, var den fremtidige udvikling i renter og aftalens varighed ikke kendt. Muligheden for at anvende variable parametre for aftalen var ifølge Italien økonomisk rationel, eftersom det var rimeligt for begge parter, PI og finansministeriet. Muligheden for at revidere aftalen efter tre år og annullere den hvert år gjorde det muligt for en af parterne at trække sig ud af aftalen, hvis forrentningen var blevet urimelig eller inkonsekvent på grund af udviklingen i markedsrenten.

(79)

[…]-undersøgelsen viser også, at forpligtelsen genererede offeromkostninger og -risici for PI ved at begrænse virksomhedens spektrum af investeringsmuligheder. Indeståendet hos finansministeriet blev udelukkende knyttet til Italiens kreditrisiko for at forhindre PI i at opsøge muligheder for spredt investering på euro-statsobligationsmarkedet. Denne kreditrisiko blev desuden forøget med likviditetsrisikoen som følge af indeståendets langfristede beskaffenhed og fravær af ret til tidlig indløsning.

(80)

Italien begrunder sammenligningen mellem aftalemekanismen (baseret på variable renter) og de automatiske kvantitative modeller anvendt af […], som er målrettet mod at påvise fordelen ved aktiv forvaltning (baseret på faste renter), ved at sige, at den sædvanlige praksis for markedsoperatører, der handler med obligationer (og for PI siden 2007) nødvendiggør investering i fastforrentede værdipapirer. Italien hævder ligeledes, at sammenligningen mellem aftalemekanismen og de kvantitative modeller anvendt af RBS ikke skal foretages mellem passiv og aktiv kapitalforvaltning, men snarere mellem to forrentningsmekanismer baseret på faste og variable renter.

(81)

Endelig argumenterer Italien, at aftalemekanismen, som er baseret på kortfristede renter for det volatile element i midler indsat på anfordringskonti hos finansministeriet, giver et korrekt estimat af den reelle likviditetsrisiko, som bæres af finansministeriet.

3.2.8.   Bemærkninger til ABI's kommentarer

(82)

Ifølge Italien kunne renten på indeståendet hos finansministeriet ikke være kortfristet (f.eks. renten på 12-måneders skatkammerbeviser) på grund af de indsatte midlers stabilitet.

(83)

Italien anførte, at anvendelse af 2005 som referenceår, som ABI gjorde, førte til en misvisende analyse, eftersom 2005 var det år, hvor kortfristede renter var lavest.

(84)

For så vidt angår ABI’s sammenligning med den forrentning, CDP fik for midler indsat hos staten (en variabel seksmånedersrente svarende til den simple aritmetiske middelværdi af afkastet af ordinære seksmånedersstatsgælds-beviser og Rendistato-månedsindekset), hævder Italien, at CDP ikke kan sammenlignes med PI, idet det er en helt anden virksomhed med hensyn til struktur, erhvervsaktiviteter, formål, operationer, organisation og investeringspolitik. Italien gør ligeledes gældende, at ABI modsiger sig selv, når virksomheden hævder, at midler indsat af PI hos finansministeriet bør forrentes i henhold til kortsigtede parametre, eftersom Rendistato-månedsindekset repræsenterer en mellemlang/langfristet rente.

(85)

Italien argumenterer også, at midlerne på anfordringskontiene er enestående på markedet, og at det var vanskeligt at identificere et enkelt substitutionsprodukt. På grund af anfordringskontienes stabilitet kan indeståendet af disse konti hos statskassen imidlertid sammenlignes med de midler, der opkræves ved hjælp af langfristede obligationer for størstedelens vedkommende. Stabiliteten af de indsatte midler gjorde det irrelevant at foretage en sammenligning med kortfristede (12-måneders) statsgældsbeviser.

4.   VURDERING AF FORANSTALTNINGEN

4.1.   Forekomst af statsstøtte

(86)

For at afgøre, om en foranstaltning udgør støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF, skal Kommissionen afgøre, i) om foranstaltningen ydes af staten eller med statsmidler ii) om foranstaltningen giver en økonomisk fordel iii) om foranstaltningen kan fordreje konkurrencen ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner og endelig iv) om foranstaltningen påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Alle disse betingelser skal være opfyldt, for at en foranstaltning kan udgøre statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(87)

Ved dommen af 2013 annullerede Retten beslutningen af 2008. Retten fandt navnlig, at Kommissionen havde begået en åbenbart urigtig bedømmelse ved at konkludere, at foranstaltningen udgjorde statsstøtte på grundlag af den positive forskel mellem den i aftalen fastsatte rente og den rente, der blev ydet den forsigtige private låntager. For at påvise, at foranstaltningen reelt giver en sådan økonomisk fordel, bør Kommissionen klart have påvist, at PI uden forpligtelsen ikke med rimelighed kan have fået et afkast, der var højere end eller lig med aftalerenten, ved at investere indlånene fra anfordringskonti på markedet.

(88)

I denne vurdering tages der derfor stilling til, om der var tale om en økonomisk fordel, idet foranstaltningen i modsat fald ikke ville udgøre statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(89)

Kommissionen er af den opfattelse, at der ved sammenligningen mellem aftalerenten og de alternative investeringer, der var til rådighed for PI uden forpligtelsen, bør tages behørigt hensyn til investeringsrisikoen og samspillet med de risici, der følger af PI's forpligtelser (dvs. de samlede kunders indskud), ud fra et integreret aktivt/passivt kapitalforvaltningsperspektiv. Sammenligningen bør derefter foretages mellem det afkast, der var tilgængeligt i henhold til aftalen, og afkastet af investeringer med et risikoniveau svarende til det, der var fastsat i aftalen, eller mellem de risikojusterede afkast.

(90)

Kommissionen minder også om, at en analyse af den mulige fordel, som aftalen bibringer PI, skal ske ex-ante. Beregningen af de afkast, der er til rådighed under de alternative investeringer, bør foretages i overensstemmelse med de oplysninger, som parterne havde til rådighed på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået.

(91)

Kommissionen gennemgik først de sammenligninger, som Italien havde fremsendt, og som er sammenfattet i afsnit 3.2.7. Italien hævdede, at de alternative investeringer, der kunne have været tilgængelige for PI uden forpligtelsen, tilbød tilsvarende eller højere afkast end aftalen, og at dette viste, at aftalen ikke indebar nogen fordel for PI. Kommissionen fandt, at disse foreslåede alternative investeringer ikke har vist sig at være sammenlignelige med aftalen set ud fra et risikosynspunkt. De kan derfor ikke danne grundlag for den af Retten beskrevne vurdering, da de ikke giver mulighed for en meningsfuld konklusion om, hvorvidt PI har haft fordel af aftalen.

I den sammenlignende analyse af PI's forsikringsaktiviteter (se betragtning 67-68), hævder Italien, men dokumenterer ikke, at livsforsikringer kan sammenlignes med anfordringskonti, og at risiciene ved de udførte investeringer på baggrund af disse produkter kan sammenlignes med de risici, der er forbundet med aftalen.

I den sammenlignende analyse af La Banque Postales investeringsstrategi (se betragtning 69-71) dokumenterer Italien ikke, at La Banque Postales ansvarsprofil svarer til PI's, eller at La Banque Postales investeringsprofil svarer til PI's investeringsprofil i henhold til aftalen.

I den sammenlignende analyse af andre investeringsstrategier, som beskrevet i […]-undersøgelsen (se betragtning 72-81), tages PI's ansvarsprofil behørigt i betragtning i overensstemmelse med den vurdering, der er foretaget af […] (se betragtning 53-58), og der fremlægges en syntetisk risikomåling, dvs. volatiliteten af afkastene. Kommissionen bemærkede imidlertid, at de foreslåede alternative investeringer indebærer et andet risikoniveau end det, der er fastsat i aftalen, og at afkastet af disse alternative investeringer — hvis de ikke risikojusteres — ikke kan sammenlignes med det afkast, der er til rådighed i henhold til aftalen.

(92)

Desuden hævdede Italien, at den manglende forudgående fordel for PI var en følge af både PI's og statens mulighed for at annullere aftalen hvert år, såfremt betalingen var blevet urimelig (se betragtning 78). Kommissionen fandt imidlertid, at denne mulighed ikke udelukkede en potentiel fordel for PI. Denne mulighed dækkede ikke det første år, og Italien var ikke forpligtet til at udøve den, selv om det ville have været praktisk at gøre det i de følgende år.

(93)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at de argumenter, som Italien har fremført, ikke er tilstrækkelige til at drage en meningsfuld konklusion om, hvorvidt aftalen gav PI en fordel. Kommissionen har derefter lagt den vurdering til grund, som Retten har beskrevet i den foreliggende sag. Med henblik herpå vurderede Kommissionen de forventede afkast/risici ved et omfattende sæt af alternative investeringsstrategier, som er tilgængeligt uden forpligtelsen. Til at yde teknisk bistand valgte Kommissionen efter et udbud universitetet i Perugia, hvis eksperter udarbejdede en rapport i november 2015 (»ekspertrapporten«).

4.2.   Resumé af ekspertrapporten

(94)

Rapporten undersøger den investering, som PI har foretaget i henhold til forpligtelsen, hvis afkast reguleres af aftalen, og de potentielle alternative markedsinvesteringsstrategier, som PI kunne have overvejet, havde der ikke eksisteret en sådan forpligtelse, for perioden 2005-2007 for de midler, der er indsat på anfordringskonti. Rapporten vurderer ligeledes de respektive risiko-/afkastprofiler udelukkende ved brug af de oplysninger, der var tilgængelige for PI på investeringstidspunktet.

(95)

Ekspertrapporten simulerer, hvorledes PI's passiver (dvs. indeståender) forventes at udvikle sig over tid. Da disse passiver er indskydernes fordringer, kan PI kun investere det, som indskydere ikke hæver. Som følge heraf estimerer eksperterne såkaldte passivmønstre (»LP«), som modellerer den mængde midler, der forventes at være til rådighed for PI over en vis periode, og som PI derfor kan investere. For så vidt angår dette estimat, skelnes der i ekspertrapporten mellem de stabile elementer af passiverne og de volatile elementer. Det er kun de stabile elementer, der kan investeres i aktiver med kort eller lang løbetid i henhold til det estimerede passivmønster.

(96)

I ekspertgruppens rapport behandles to passivmønstre — LP1 og LP2 — der er forskellige med hensyn til, hvordan det stabile element af indlånene behandles (dvs. den del, der ikke hæves i løbet af de næste 30 år i henhold til antagelserne i modellen). I begge scenarier antages det i ekspertrapporten, at de samlede indeståender vil falde over tid som følge af hævningen af anfordringskontoindlån. I LP1 fordeles afgange af indlån med en løbetid i modellen på over 30 år proportionelt over en periode på 30 år. I LP2 fordeles alle afgange af indlån med en løbetid i modellen på over 30 år til afgangen i år 30. I de antagelser, der er anvendt i ekspertrapporten, er forskellen signifikant, da omkring 60 % af alle indlån i modellen har afgangsdatoer ud over 30 år. På baggrund heraf opstår afgange af indlån under LP1 regelmæssigt mellem ét og 30 år, mens kun 40 % af afgangene af indlån under LP2 forekommer mellem et og 30 år og 60 % kun i år 30.

(97)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke af de to passivmønstre der ville være en mere hensigtsmæssig antagelse, argumenterer eksperterne, at det mindre konservative passivmønster, LP2, er mere passende. Til støtte for denne konklusion gør ekspertgruppen gældende, at PI er forskellig fra en typisk forretningsbank, i og med at i) PI ikke var omfattet af de tilsynsregler, der gælder for banker, og dermed af højere kapitalkrav for mere langfristede investeringer, og at ii) PI ikke er eksponeret mod den samme risiko for massive hævninger og likviditetskrise som en typisk bank, fordi en stor del af investorerne anser PI for at være lig med Italien. Det anføres i ekspertgruppens rapport, at denne opfattelse er i overensstemmelse med forventningen om, at Italien i tilfælde af en likviditetskrise ville blive tvunget til at finansiere PI's eventuelle insolvens for at undgå en afsmittende virkning, der ville føre til en forringelse af hele den offentlige gælds kreditværdighed.

(98)

Kommissionen bemærker, at det af ekspertrapporten fremgår, at PI's indeståender på anfordringskonti hos finansministeriet reelt ikke var kortfristede. ABI foreslog en kortsigtet horisont for indeståenderne og gjorde gældende, at forrentningen af indlån til finansministeriet burde have svaret til dets kortfristede karakter (se betragtning 45). Samtidig minder Kommissionen om, at den langsigtede karakter af PI's indlån i finansministeriet, som vurderet i ekspertrapporten, ikke er tilstrækkelig til at fastslå, at der ikke foreligger statsstøtte. Ifølge den vurdering, der krævedes i henhold til dommen af 2013, er det nødvendigt at foretage en meningsfuld sammenligning af det afkast/den risiko både i forbindelse med forpligtelsen og uden forpligtelsen, for konkret at kunne fastslå, om den pågældende foranstaltning gav PI en fordel.

(99)

I overensstemmelse hermed opstiller ekspertrapporten en dynamisk rentemodel, der gør det muligt at beregne kurser på obligationer baseret på modellen for rentekurven på et hvilket som helst tidspunkt i fremtiden. Rapporten ser nærmere på tre rentescenarier: stationær (stabil), stigende og faldende renter i forhold til rentekurven på aftaletidspunktet.

(100)

Ekspertrapporten undersøger dernæst risiko-/afkastegenskaberne for den faktiske investering, som PI påtog sig i henhold til forpligtelsen, og hvis afkast er reguleret af aftalen. Her er risikoen — som udelukkende skyldes ændringer i renten, der har indflydelse på de obligationskurser, der anvendes til at beregne den passende aftalerente — meget lav. Faktisk er risikoniveauet 0,11 %, 0,17 % og 0,06 % under de stationære, stigende og faldende scenarier.

(101)

Med hensyn til de tilgængelige investeringsstrategier havde PI på investeringstidspunktet kun mulighed for at investere i investment grade euroområde-obligationer. Tilsvarende overvejer eksperterne strategier baseret på italienske statsobligationer med forskellige løbetider og en strategi, hvor der anvendes euroområde-statsobligationer til sammenligning.

(102)

I forbindelse med gennemgangen af de tilgængelige investeringsstrategier ser ekspertrapporten nærmere på to væsentlige risici: risikoen som følge af forskellen mellem løbetiden for PI's aktiver (de italienske statsobligationer) og passiver (indlån) og risikoen for, at Italien misligholder sine gældsforpligtelser.

(103)

Forskellen eller misforholdet mellem løbetider for aktiver og passiver skaber likviditetsrisiko (dvs. risikoen for, at PI ikke har tilstrækkelige likvide midler til at imødekomme indskydernes hæveanmodninger på et hvilket som helst tidspunkt). Denne likviditetsrisiko er imidlertid begrænset, når aktiverne (dvs. de italienske statsobligationer) er lette at sælge. Hvis PI måtte sælge disse obligationer før udløb, ville markedskursen følge den gældende rente på det pågældende tidspunkt og dermed gøre PI sårbar over for renterisiko, hvilket kunne føre til kapitalgevinster eller -tab. For denne risiko er der udtrykkeligt udformet en model i ekspertrapporten.

(104)

Med hensyn til risikoen for statslig misligholdelse påpeger eksperterne, at PI også bærer den italienske stats risiko for misligholdelse i henhold til aftalen. I ekspertgruppens rapport konkluderes det derfor, at det med anvendelsen af italienske statsobligationer i modellen bliver muligt at sammenligne den samme landerisiko i de to strategier, og der præsenterer en like for like-sammenligning uden eksplicit modellering.

(105)

I ekspertrapporten analyseres fem forskellige strategier:

Den første investeringsstrategi er en buy and hold-strategi. I henhold til denne strategi køber PI italienske statsobligationer og beholder dem til udløb. I ekspertgruppens rapport antages det, at sådanne obligationer er tilgængelige for alle løbetider (dvs. for en hvilken som helst periode) og kurssættes i henhold til rentekurven i modellen. Eftersom der kan købes passende obligationer med henblik på at matche aktivernes løbetid præcist, giver strategien et perfekt match mellem aktivernes og passivernes løbetid, således at der ikke er nogen renterisiko i denne strategi overhovedet.

Den anden strategi ligner den første, men fjerner den antagelse, at der er obligationer til rådighed for en hvilken som helst periode. PI bærer reelt en vis renterisiko, fordi der forventes afgange af indlån på tidspunkter, hvor der ikke er nogen obligation tilgængelig på markedet til at dække dem. Derfor kunne PI blive tvunget til at investere i visse obligationer med længere løbetid og sælge dem inden udløb for at dække forventede afgange af indlån, hvilket medfører en vis risiko for kapitalgevinster eller -tab.

Den tredje strategi er også en buy and hold-strategi, men indfører en frivillig strategisk løbetidskløft mellem obligationernes og indskuddenes løbetid. Her genereres løbetidskløften af PI, der investerer i aktiver med en løbetid, der er længere end de forventede afgange af indlån. Derfor accepterer PI den renterisiko, der er forbundet med at skulle sælge den underliggende obligation for at dække det tilsvarende indlånskrav på et tidspunkt, hvor et sådant krav opstår, mod et højere afkast på obligationer med en længere løbetid.

Den fjerde strategi er en dynamisk handelsstrategi, hvor PI dynamisk køber og sælger obligationer. Især investerer PI alle indeståenderne på anfordringskontoen i en obligation med bestemt løbetid — som anses for at være fem, ti eller 20 år — sælger den efter 15 dage, og geninvesterer fortjenesten i en anden obligation med samme løbetid (dvs. den nyligt købte obligation forfalder 15 dage efter den solgte obligation). Da afgange af indlån først tages i betragtning ved udgangen af et givet år, anses det beløb, der er investeret i et givet år, for at være konstant med hensyn til afgange og varierer kun med hensyn til ændringer i renten. Derfor er den deraf følgende årlige forrentning af denne strategi uafhængig af passivmønstret.

Som en femte strategi kigger undersøgelsen også på PI's investering fuldt ud i et indeks for euro-statsobligationer. Dette indeks omfatter euroområde-statsobligationer (og ikke kun italienske statsobligationer) med løbetider på over ti år. Denne strategi adskiller sig fra de tidligere strategier, eftersom den underliggende kreditrisiko ikke kun er på italienske statsobligationer, men en blanding af euroområde-statsobligationer. Der er opstillet yderligere antagelser i modellerne for at dække denne yderligere risiko. Igen betragtes afgange af indlån først ultimo et givet år, hvilket gør de årlige afkast uafhængige af passivmønstret.

(106)

De fem investeringsstrategier simuleres i ekspertrapporten. For alle strategier med undtagelse af strategien for euroområde-statsobligationer anslås risiko-/afkastprofilen under de tre forskellige rentescenarier: stationær, stigende og faldende.

(107)

Endelig undersøges det i ekspertrapporten, hvilken investeringsstrategi PI gennemførte, da indlånene blev frigjort fra forpligtelsen i 2007. Rapporten viser, at indlånene blev investeret i femårige euroområde-statsobligationer, og de giver igen risikoen/afkastet af en sådan investering på grundlag af deres model. Det konkluderes i ekspertrapporten, at strategien ikke var optimal, da den fører til et lavere afkast med højere risiko (0,65 %) i forhold til, hvad der kunne være opnået ved at følge en af de alternative investeringsstrategier.

(108)

Efter at have estimeret risiko-/afkastprofiler for alle investeringsstrategier anvender eksperterne derefter porteføljepristeorien til at bestemme, om den investering, som PI skulle foretage i henhold til forpligtelsen, og hvis afkast var reguleret i aftalen, gav PI en reel økonomisk fordel (dvs. om afkastet i henhold til aftalen var højere end det opnåelige afkast på tilsvarende risikoniveauer i alternative investeringer).

(109)

Med henblik herpå samlede ekspertrapporten risiko-/afkastegenskaberne for alle tilgængelige alternative investeringer i en enkelt investeringsfunktion, der udtrykker det opnåelige markedsafkast som en funktion af den risiko, der er taget. Hvis aftalens karakterisering af risiko/afkast skulle ligge over denne funktion (dvs. hvis PI i henhold til aftalen skulle opnå et højere afkast for en tilsvarende risiko end den, der findes på markedet), måtte man konkludere, at der har været tale om en fordel.

(110)

På grundlag af disse betragtninger konkluderes det i rapporten, at aftalen kun gav PI et højere afkast ved anvendelse af det konservative passivmønster LP1 og kun i forventningen om stigende afkast. I dette scenario ville fordelen kun være på 0,29 procentpoint set i lyset af, at PI senere var parat til at acceptere en risiko på 0,65 %. Under LP2 ville der ikke være nogen fordel i noget som helst rentescenarie.

4.3.   Kommissionens vurdering af ekspertgruppens rapport

(111)

Kommissionen finder, at nogle scenarier er mere plausible end andre med hensyn til specifikke antagelser eller fortolkninger i ekspertrapporten. Kommissionen er navnlig ikke enig i anvendelsen af passivmønster LP2.

(112)

Kommissionen bemærker, at ekspertrapporten kun gør brug af oplysninger, der var tilgængelige forud for aftalens indgåelse, som krævet i dommen af 2013, med undtagelse af henvisningen til det risikoniveau på 0,65 %, som PI accepterede efter forpligtelsens ophør. Kommissionen er ikke enig i anvendelsen af 0,65 % som det risikoniveau, der er relevant med hensyn til at estimere det forventede afkast uden forpligtelsen.

(113)

For det første har valget af passivmønster stor betydning for det forventede afkast af forskellige investeringsstrategier. Som anført i betragtning 96-97 er der betydelige forskelle med hensyn til de antagelser om afgange af indlån, der følger af valget af LP1 eller LP2. Den gennemsnitlige varighed af PI's indlån — dvs. den vægtede tid, hvor disse indlån i gennemsnit stilles til rådighed — varierer betydeligt, fra 9 til 14 år under henholdsvis LP1 og LP2.

(114)

Kommissionen bemærker, at varigheden under både LP1 og LP2 overskrider den periode på fem år, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (»EBA«) anbefaler som den maksimale varighed for ikke-forfaldne passiver, såsom indlån.

(115)

Kommissionen har undersøgt spørgsmålet om den gennemsnitlige varighed af indlån i PI, der skal anvendes i forbindelse med den vurdering, der kræves i henhold til afgørelsen fra 2013. Den finder, at LP2 synes at være alt for optimistisk i sin forventning til, hvor lang tid kundeindlån i gennemsnit holdes. PI's kundeindlån kan dog i praksis overstige de fem år, som EBA har anbefalet, jf. ekspertrapporten. I sin vurdering har Kommissionen lagt følgende forhold til grund:

a)

EBA's henstillinger om varigheden af indlån på fem år blev først afgivet i 2015, hvor lovkravene til likviditetsstyring allerede var blevet skærpet.

b)

I henhold til de eksisterende henstillinger fra EBA kan en længere varighed anses for hensigtsmæssig, hvis indlånsinstituttet kan påvise, at det har udarbejdet præcise modeller for rentetilpasningsprofilen (26).

c)

Som Italien ligeledes gør gældende (se betragtning 53-56), kunne postbankkunders profil anses for at være mere stabil end profilen for typiske forretningsbankkunder. Faktisk kan postbanker tiltrække kunder med gennemsnitlige indkomster eller mindre samt ældre kunder, som synes at være mindre rentefølsomme. Det betød, at varigheden af PI's indlån kunne forventes at overstige de fem år, som EBA har anbefalet.

d)

Samtidig finder Kommissionen, at de argumenter, der er fremført i ekspertrapporten og gengivet i betragtning 96-97, ikke er tilstrækkelige til at retfærdiggøre, at LP2 skulle foretrækkes frem for LP1. Det anføres i ekspertrapporten, at LP2 i dette specifikke tilfælde kunne retfærdiggøres, eftersom PI ikke var omfattet af tilsynsreglerne for banker, og at PI's image af en stor del af investorerne opfattes som værende lig med Italiens. Kommissionen finder imidlertid, at:

1)

fraværet af lovpligtige kapitalkrav for PI ikke som sådan påvirker indskydernes adfærd og slet ikke i den forstand, at det øger horisonten for deres indskud i PI,

2)

og at indskyderne ikke kan forventes at betragte PI's risikoprofil som værende lig med Italiens. Hvis det således antages, at Italien ville blive tvunget til at finansiere PI's eventuelle insolvens som antydet i ekspertrapporten, ville det faktisk betyde, at der foreligger statsstøtte i form af en stiltiende garanti.

(116)

På grundlag af ovenstående accepterer Kommissionen LP1 som en realistisk antagelse til at fastlægge den forsigtige investeringsstrategi, som PI ville have fulgt uden forpligtelsen i den relevante periode.

(117)

Endvidere minder Kommissionen om, at det i ekspertrapporten blev anført, at aftalerenten kun forventes at være højere end det forventede afkast af alternative investeringsstrategier i et scenarie med stigende rente, med 0,29 procentpoint (se betragtning 110). Disse 0,29 procentpoint var imidlertid blevet beregnet ved at sammenligne det forventede markedsafkast med et risikoniveau på 0,65 %, mens afkastet ifølge aftalen viste et risikoniveau på 0,17 % under scenariet med stigende rente.

(118)

Kommissionen finder ikke, at der er nogen begrundelse, der berettiger til at sammenligne afkast på forskellige risikoniveauer, navnlig fordi det anvendte risikoniveau på 0,65 % er blevet beregnet i ekspertrapporten ud fra den investeringsstrategi, som PI til sidst anlagde, efter at forpligtelsen var blevet ophævet (se betragtning 104). En sådan overvejelse forekommer ikke at være passende at bruge i forbindelse med en metode, hvor der kun skulle indgå oplysninger, der var til rådighed på forhånd.

(119)

Derfor bør det risikoniveau, der anvendes til at beregne det opnåelige markedsafkast med henblik på sammenligning med aftalerenten, være det samme som risikoen i aftalen, dvs. henholdsvis 0,11 %, 0,17 % og 0,06 % under de stationære, stigende og faldende scenarier.

(120)

På den baggrund bemærker Kommissionen, at den forventede fordel under aftalen i et scenarie med stigende rente med hensyn til LP1 derfor vil være ca. 0,5 procentpoint, og ikke 0,29 procentpoint. I scenariet med stationære og faldende renter ville markedsafkastet fortsat være ca. 0,15 procentpoint højere for stationære renter og 0,4 procentpoint højere for faldende renter i forhold til afkastet i aftalen.

4.4.   Konklusion

(121)

Den forventede rente i aftalen er lavere end det forventede afkast af alternative investeringsstrategier i et scenarie med stationær rente, med lignende risikoniveauer, og hvis forpligtelsen ikke fandtes. Som følge heraf medførte renten i aftalen ikke nogen umiddelbar fordel for PI.

(122)

Kommissionen har ikke noget grundlag for at antage, at hverken PI eller Italien med rimelighed kunne have forventet en bestemt renteudvikling på det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået. Hvis den samme sandsynlighed anvendes på de tre rentescenarier (dvs. faldende, stationær og stigende), er den forventede aftalerente marginalt lavere end det forventede afkast af alternative investeringsstrategier, med lignende risikoniveauer, og hvis forpligtelsen ikke fandtes. Som følge heraf medførte aftalen ikke nogen fordel for PI.

(123)

På baggrund heraf konkluderer Kommissionen, at der ikke er tilstrækkelig dokumentation for, at PI har haft en fordel i henhold til aftalen.

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den forrentning, som de offentlige myndigheder i Italien har betalt til Poste Italiane i henhold til lov nr. 266 af 23. december 2005 og aftalen i 2005-2007, udgør ikke støtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 2. august 2019.

På Kommissionens vegne

Margrethe VESTAGER

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT C 290 af 29.11.2006, s. 8.

(2)  Jf. fodnote 1.

(3)  Kommissionens beslutning 2009/178/EF af 16. juli 2008 om Italiens statsstøtte til forrentning af Poste Italianes anfordringskonti hos finansministeriet (C 42/06 (ex NN 52/06)) (EUT L 64 af 10.3.2009, s. 4).

(4)  Dom afsagt af Retten i sag T-525/08, Poste Italiane SpA mod Kommissionen, ECLI:EU:T:2013:481.

(5)  http://ec.europa.eu/competition/calls/tenders_closed.html, ref COMP/2014/017.

(6)  Postbefordringspligten omfatter forsendelser med en vægt på op til 2 kg og postpakker på op til 20 kg samt ydelser i forbindelse med anbefalet og forsikret post.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/39/EF af 10. juni 2002 om ændring af direktiv 97/67/EF for så vidt angår yderligere åbning af Fællesskabets marked for posttjenester (EFT L 176 af 5.7.2002, s. 21).

(8)  I henhold til artikel 5 i lovdekret nr. 269 af 30.9.2003, ophøjet til lov nr. 326 af 24.11.2003, blev aktierne i CDP overdraget til Italien. Desuden kan bankfonde og andre offentlige eller private parter kun eje aktier, der tilsammen ikke må udgøre mere end en minoritetsandel af CDP's kapital.

(9)  Anfordringskontotjenesteydelsen reguleres i det væsentlige af en lov af 1917, der blev offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende nr. 219 af 6.9.1917, ændret ved lovdekret 822 af 22.11.1945, offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende 12 af 15.1.1946. Indtil 2003 foreskrev loven, at midler indlånt via anfordringskonti skulle indsættes på en konto hos CDP med en rente svarende til renten modtaget af CDP for dets finansieringsaktivitet fratrukket 15 hundrededele procentpoint. Efter dekretet af 5.12.2003 er finansministeriet trådt i stedet for CDP.

(10)  Offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende nr. 302 af 29.12.2005, »supplemento ordinario« 211.

(11)  Offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende nr. 288 af 12.12.2003.

(12)  Gennemførelsen af aftalen blev godkendt ved et ministerielt dekret af 3. april 2006.

(13)  BTP: Buoni del Tesoro Poliennali.

(14)  BOT: Buoni ordinari del Tesoro.

(15)  Offentliggjort i Den Italienske Stats Tidende nr. 299 af 27.12.2006.

(16)  Ifølge Italien udgør de indsatte midler på anfordringskonti tilhørende privatkunder ca. 70-75 % af de samlede indsatte midler på anfordringskonti.

(17)  I dommen af 2013 hedder det i præmis 65: »la Commission a uniquement examiné le niveau de rémunération que le Trésor aurait pu demander unilatéralement compte tenu de quatre paramètres, à savoir la masse des fonds déposés, la stabilité de ces fonds, la durée moyenne du dépôt des fonds et les risques financiers supportés. Dans ces conditions, le taux de l’emprunteur privé, défini aux considérants 119 à 180 de la décision attaquée, ne constitue pas véritablement un « taux de marché »«.

(18)  Jf. fodnote 1.

(19)  Rendistato omfatter fra den 1. oktober 1995 det gennemsnitlige bruttoprovenu af beskattede statsobligationer med en restløbetid på over et år. (Kilde: Banca d'Italia)

(20)  I 2006 beløb indeståender på anfordringskonti ejet af privatpersoner (dvs. uden at medregne den offentlige forvaltning) sig til […], hvoraf […] tilhørte detailkunder, og […] tilhørte virksomheder.

(21)  VaR-modellen ved anvendelse af et tiårigt skæringspunkt

(22)  Macaulay-varigheden er den vægtede gennemsnitlige tid, indtil pengestrømme modtages, hvor vægten af de enkelte pengestrømme bestemmes ved at dividere nutidsværdien af pengestrømmen med summen af nutidsværdien af alle pengestrømme. Den måles i år.

(23)  Den lineære afskrivningsmodel og under anvendelse af et skæringspunkt på ti år

(24)  I brevene fra Italien bruges begreberne varighed og gennemsnitlig levetid ofte i flæng, selv om de kan henvise til forskellige begreber. Dette har ingen indvirkning på den vurdering, der er foretaget i denne afgørelse.

(25)  Brev af […], brev af […], brev af […], brev af […], brev af […].

(26)  https://www.eba.europa.eu/documents/10180/1084098/EBA-GL-2015-08+GL+on+the+management+of+interest+rate+risk+.pdf


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/45


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1969

af 26. november 2019

om forlængelse af godkendelsen af IPBC til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 14, stk. 5,

efter høring af Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aktivstoffet IPBC blev optaget i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (2) til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8, og i henhold til artikel 86 i forordning (EU) nr. 528/2012 anses det derfor for at være godkendt i henhold til nævnte forordning, idet godkendelsen er underlagt de specifikationer og betingelser, der er fastsat i bilag I til nævnte direktiv.

(2)

Godkendelsen af IPBC til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 udløber den 30. juni 2020. Der blev i overensstemmelse med artikel 13, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 indgivet en ansøgning om fornyelse af godkendelsen af IPBC den 20. december 2018.

(3)

Danmarks kompetente vurderingsmyndighed meddelte den 11. april 2019 Kommissionen, at den i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 havde truffet afgørelse om, at det var nødvendigt at foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen. I henhold til artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 skal den kompetente vurderingsmyndighed foretage en fuldstændig vurdering af ansøgningen senest 365 dage efter dens validering.

(4)

Den kompetente vurderingsmyndighed kan, hvis det er relevant, anmode ansøgeren om at fremlægge tilstrækkelige oplysninger til at foretage vurderingen, jf. nævnte forordnings artikel 8, stk. 2. I så fald stilles fristen på 365 dage i bero for en periode, der ikke må overstige 180 dage i alt, medmindre en længere suspension er begrundet i arten af de anmodede oplysninger eller særlige omstændigheder.

(5)

Senest 270 dage efter modtagelsen af en anbefaling fra den kompetente vurderingsmyndighed skal Det Europæiske Kemikalieagentur (i det følgende benævnt »agenturet«) udarbejde en udtalelse om fornyet godkendelse af aktivstoffet og fremlægge den for Kommissionen, jf. artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(6)

Det må derfor antages, at godkendelsen af IPBC til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 af årsager, der ikke kan tilskrives ansøgeren, vil udløbe, inden der er truffet afgørelse om fornyelse heraf. Derfor bør den gældende godkendelse af IPBC til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 forlænges i tilstrækkelig lang tid til, at ansøgningen kan behandles. I betragtning af fristerne for den kompetente vurderingsmyndigheds vurdering og for agenturets udarbejdelse og fremlæggelse af sin udtalelse bør godkendelsen forlænges til den 31. december 2022.

(7)

Uden hensyn til godkendelsens udløbsdato er IPBC fortsat godkendt til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8, under forudsætning af at specifikationerne og betingelserne i bilag I til direktiv 98/8/EF overholdes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Godkendelsen af IPBC til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 8 forlænges indtil den 31. december 2022.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1).


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/47


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1970

af 26. november 2019

om ændring af bilag II til beslutning 93/52/EØF for så vidt angår status som officielt fri for brucellose (B. melitensis) og af bilag II til beslutning 2003/467/EF for så vidt angår anerkendelse af bestemte regioner i Spanien som officielt frie for brucellose og af bilag I og II til beslutning 2008/185/EF for så vidt angår anerkendelse af bestemte regioner i Italien som officielt frie for brucellose og godkendelse af disse regioners udryddelsesprogrammer for Aujeszkys sygdom

(meddelt under nummer C(2019) 8378)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 91/68/EØF af 28. januar 1991 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandelen med får og geder inden for Fællesskabet (1), særlig bilag A, kapitel 1, afsnit II,

under henvisning til Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (2), særlig artikel 9, stk. 2, artikel 10, stk. 2, og bilag A, afsnit II, punkt 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 91/68/EØF er der fastsat dyresundhedsmæssige betingelser for samhandelen med får og geder i Unionen. Direktivet fastsætter, på hvilke betingelser medlemsstaterne eller regioner deraf kan anerkendes som officielt frie for brucellose (B. melitensis) for så vidt angår får og geder.

(2)

I henhold til Kommissionens beslutning 93/52/EØF (3) er de regioner i medlemsstaterne, der er opført i bilag II til beslutningen, anerkendt som officielt frie for brucellose (B. melitensis) for så vidt angår får og geder i overensstemmelse med betingelserne i direktiv 91/68/EØF.

(3)

Spanien har forelagt Kommissionen dokumentation for, at den selvstyrende region Murcia, provinsen Toledo i den selvstyrende region Castilla-La Mancha og provinserne Huelva, Sevilla og Cordoba i den selvstyrende region Andalusien overholder betingelserne i direktiv 91/68/EØF for at blive anerkendt som regioner, der er officielt frie for brucellose (B. melitensis) for så vidt angår får og geder.

(4)

På baggrund af evalueringen af den fremlagte dokumentation bør den selvstyrende region Murcia, provinsen Toledo i den selvstyrende region Castilla-La Mancha og provinserne Huelva, Sevilla og Cordoba i den selvstyrende region Andalusien anerkendes som officielt frie for brucellose (B. melitensis) for så vidt angår får og geder.

(5)

Bilag II til beslutning 93/52/EØF bør derfor ændres.

(6)

Direktiv 64/432/EØF finder anvendelse på handel inden for Unionen med kvæg og svin. I direktivet fastsættes det, på hvilke betingelser en medlemsstat eller en region deraf kan erklæres officielt brucellosefri for så vidt angår kvægbesætninger.

(7)

Ifølge artikel 2 i Kommissionens beslutning 2003/467/EF (4) er de regioner i medlemsstaterne, der er anført i kapitel 2 i bilag II til beslutningen, erklæret officielt brucellosefrie for så vidt angår kvægbesætninger.

(8)

Spanien har forelagt Kommissionen dokumentation for, at den selvstyrende region Aragonien og provinsen León i den selvstyrende region Castilla y León overholder betingelserne i direktiv 64/432/EØF for at blive anerkendt som regioner, der er officielt brucellosefrie for så vidt angår kvægbesætninger.

(9)

På baggrund af evalueringen af den fremlagte dokumentation bør den selvstyrende region Aragonien og provinsen León i den selvstyrende region Castilla y León anerkendes som officielt brucellosefrie for så vidt angår kvægbesætninger.

(10)

Bilag II til beslutning 2003/467/EF bør derfor ændres.

(11)

I henhold til artikel 10 i direktiv 64/432/EØF skal en medlemsstat, der mener, at være helt eller delvis fri for Aujeszkys sygdom, forelægge Kommissionen behørigt bevismateriale herfor. Ifølge samme artikel kan der kræves supplerende garantier i samhandelen med svin inden for Unionen.

(12)

I henhold til artikel 9 i direktiv 64/432/EØF kan en medlemsstat, der har et obligatorisk nationalt program til bekæmpelse af Aujeszkys sygdom for en del af sit område, forelægge Kommissionen dette program til godkendelse. Ifølge samme artikel kan der kræves supplerende garantier i samhandelen med svin inden for Unionen.

(13)

Der er ved Kommissionens beslutning 2008/185/EF (5) fastsat supplerende garantier vedrørende flytning af svin mellem medlemsstaterne. Disse garantier har betydning for klassifikationen af medlemsstaterne eller regioner deraf for så vidt angår deres sygdomsstatus med hensyn til Aujeszkys sygdom.

(14)

Bilag I til beslutning 2008/185/EF indeholder en liste over medlemsstater eller regioner deraf, der er fri for Aujeszkys sygdom.

(15)

Italien har forelagt Kommissionen dokumentation, der viser, at betingelserne i beslutning 2008/185/EF er opfyldt, således at regionen Friuli-Venezia Giulia kan anerkendes som værende officielt fri for Aujeszkys sygdom.

(16)

På grundlag af evalueringen af den fremlagte dokumentation bør regionen Friuli-Venezia Giulia anerkendes som værende fri for Aujeszkys sygdom.

(17)

Bilag I til beslutning 2008/185/EF bør derfor ændres.

(18)

Bilag II til beslutning 2008/185/EF indeholder en liste over de medlemsstater eller regioner deraf, hvor der er iværksat godkendte nationale bekæmpelsesprogrammer til udryddelse af Aujeszkys sygdom.

(19)

Italien har forelagt Kommissionen dokumentation med henblik på godkendelse af sit bekæmpelsesprogram for udryddelse af Aujeszkys sygdom for regionen Friuli-Venezia Giulia og med henblik på behørig opførelse af denne region i bilag II til beslutning 2008/185/EF.

(20)

På grundlag af evalueringen af den fremlagte dokumentation bør bekæmpelsesprogrammet for udryddelse af Aujeszkys sygdom for regionen Friuli-Venezia Giulia godkendes.

(21)

Bilag II til beslutning 2008/185/EF bør derfor ændres.

(22)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilag II til beslutning 93/52/EØF ændres som angivet i bilag I til denne afgørelse.

Artikel 2

Bilag II til beslutning 2003/467/EF ændres som angivet i bilag II til denne afgørelse.

Artikel 3

Bilag I og II til beslutning 2008/185/EF erstattes af teksten i bilag III til nærværende afgørelse.

Artikel 4

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 2019.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 46 af 19.2.1991, s. 19.

(2)  EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977/64.

(3)  Kommissionens beslutning 93/52/EØF af 21. december 1992 om konstatering af at bestemte medlemsstater eller regioner overholder betingelserne for brucellose (B. melitensis), og om anerkendelse af deres status som medlemsstat eller region, der er officielt fri for denne sygdom (EFT L 13 af 21.1.1993, s. 14).

(4)  Kommissionens beslutning 2003/467/EF af 23. juni 2003 om fastlæggelse af kvægbesætningers status i visse medlemsstater eller regioner i medlemsstater som officielt fri for tuberkulose, brucellose og enzootisk kvægleukose (EUT L 156 af 25.6.2003, s. 74).

(5)  Kommissionens beslutning 2008/185/EF af 21. februar 2008 om supplerende garantier med hensyn til Aujeszkys sygdom i medlemsstaternes samhandel med svin og om kriterier for de oplysninger, der skal gives om sygdommen (EUT L 59 af 4.3.2008, s. 19).


BILAG I

I bilag II til beslutning 93/52/EØF affattes oplysningerne om Spanien således:

»I Spanien:

Den selvstyrende region Aragonien

Den selvstyrende region Andalusien: provinsen Cadiz, Cordoba, Huelva og Sevilla

Den selvstyrende region Asturien

Den selvstyrende region Balearerne

Den selvstyrende region De Kanariske Øer

Den selvstyrende region Cantabrien

Den selvstyrende region Castilla-La Mancha

Den selvstyrende region Castilla y León

Den selvstyrende region Catalonien

Den selvstyrende region Extremadura

Den selvstyrende region Galicien

Den selvstyrende region La Rioja

Den selvstyrende region Madrid

Den selvstyrende region Murcia

Den selvstyrende region Navarra

Den selvstyrende region País Vasco

Den selvstyrende region Valencia.«


BILAG II

I kapitel 2 i bilag II til beslutning 2003/467/EF affattes oplysningerne om Spanien således:

»I Spanien:

Den selvstyrende region Andalusien: provinserne Almeria, Granada og Jaen

Den selvstyrende region Aragonien

Den selvstyrende region Asturien

Den selvstyrende region Balearerne

Den selvstyrende region De Kanariske Øer

Den selvstyrende region Castilla-La Mancha

Den selvstyrende region Castilla y León: provinserne Burgos, León, Soria, Valladolid og Zamora

Den selvstyrende region Catalonien

Den selvstyrende region Galicien

Den selvstyrende region La Rioja

Den selvstyrende region Madrid

Den selvstyrende region Murcia

Den selvstyrende region Navarra

Den selvstyrende region País Vasco

Den selvstyrende region Valencia.«


BILAG III

»BILAG I

Medlemsstater eller regioner deraf, der er frie for Aujeszkys sygdom, og hvor vaccination er forbudt

ISO-kode

Medlemsstat

Regioner

BE

Belgien

Alle regioner

CZ

Tjekkiet

Alle regioner

DK

Danmark

Alle regioner

DE

Tyskland

Alle regioner

IE

Irland

Alle regioner

FR

Frankrig

Departementerne Ain, Aisne, Allier, Alpes-de-Haute-Provence, Alpes-Maritimes, Ardèche, Ardennes, Ariège, Aube, Aude, Aveyron, Bas-Rhin, Bouches-du-Rhône, Calvados, Cantal, Charente, Charente-Maritime, Cher, Corrèze, Côte-d’Or, Côtes-d’Armor, Creuse, Deux-Sèvres, Dordogne, Doubs, Drôme, Essonne, Eure, Eure-et-Loir, Finistère, Gard, Gers, Gironde, Hautes-Alpes, Hauts-de-Seine, Haute Garonne, Haute-Loire, Haute-Marne, Hautes-Pyrénées, Haut-Rhin, Haute-Saône, Haute-Savoie, Haute-Vienne, Hérault, Indre, Ille-et-Vilaine, Indre-et-Loire, Isère, Jura, Landes, Loire, Loire-Atlantique, Loir-et-Cher, Loiret, Lot, Lot-et-Garonne, Lozère, Maine-et-Loire, Manche, Marne, Mayenne, Meurthe-et-Moselle, Meuse, Morbihan, Moselle, Nièvre, Nord, Oise, Orne, Paris, Pas-de-Calais, Pyrénées-Atlantiques, Pyrénées-Orientales, Puy-de-Dôme, Réunion, Rhône, Sarthe, Saône-et-Loire, Savoie, Seine-et-Marne, Seine-Maritime, Seine-Saint-Denis, Somme, Tarn, Tarn-et-Garonne, Territoire de Belfort, Val-de-Marne, Val-d’Oise, Var, Vaucluse, Vendée, Vienne, Vosges, Yonne og Yvelines

IT

Italien

Den selvstyrende provins Bolzano

Regionen Friuli-Venezia Giulia

CY

Cypern

Alle regioner

LU

Luxembourg

Alle regioner

HU

Ungarn

Alle regioner

NL

Nederlandene

Alle regioner

AT

Østrig

Alle regioner

PL

Polen

Voivodship podlaskie: følgende regioner (powiaty): augustowski, białostocki, Białystok, bielski, hajnowski, moniecki, sejneński, siemiatycki, sokólski, suwalski, Suwałki

SI

Slovenien

Alle regioner

SK

Slovakiet

Alle regioner

FI

Finland

Alle regioner

SE

Sverige

Alle regioner

UK

Det Forenede Kongerige

Alle regioner

»BILAG II

Medlemsstater eller regioner deraf, hvor der er iværksat godkendte nationale programmer for udryddelse af Aujeszkys sygdom

ISO-kode

Medlemsstat

Regioner

ES

Spanien

Alle regioner

IT

Italien

Regionen Emilia-Romagna

Regionen Lombardiet

Regionen Piemonte

Regionen Umbria

Regionen Veneto

LT

Litauen

Alle regioner

PL

Polen

Provinsen dolnośląskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship kujawsko-pomorskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship lubelskie: alle regioner (powiaty)

Voidodship lubuskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship łódzkie: alle regioner (powiaty)

Voivodship małopolskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship mazowieckie: alle regioner (powiaty)

Voivodship opolskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship podkarpackie: alle regioner (powiaty)

Voivodship podlaskie: følgende regioner (powiaty): grajewski, kolneński, łomżyński, Łomża, wysokomazowiecki, zambrowski

Voivodship pomorskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship śląskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship świętokrzyskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship warmińsko-mazurskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship wielkopolskie: alle regioner (powiaty)

Voivodship zachodniopomorskie: alle regioner (powiaty)

«

28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/54


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1971

af 26. november 2019

om anerkendelse af ordningen »Universal Feed Assurance Scheme« til dokumentation af overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF og 2009/28/EF

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF af 13. oktober 1998 om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af Rådets direktiv 93/12/EØF (1), særlig artikel 7c, stk. 4, andet afsnit,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF (2), særlig artikel 18, stk. 4, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 7b og 7c i og bilag IV til direktiv 98/70/EF og artikel 17 og 18 i og bilag V til direktiv 2009/28/EF indeholder ensartede bæredygtighedskriterier for biobrændstoffer og flydende biobrændsler og ensartede procedurer for kontrol af overholdelsen af disse kriterier.

(2)

Hvis biobrændstoffer og flydende biobrændsler skal tages i betragtning til de formål, der er omhandlet i artikel 17, stk. 1, litra a), b) og c), i direktiv 2009/28/EF, bør medlemsstaterne kræve, at de økonomiske aktører dokumenterer biobrændstoffernes og de flydende biobrændslers overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne i artikel 17, stk. 2-5, i samme direktiv.

(3)

Kommissionen kan beslutte, at frivillige nationale eller internationale ordninger, der fastsætter standarder for fremstilling af biomasseprodukter, indeholder nøjagtige data med henblik på de i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2009/28/EF omhandlede formål og/eller godtgør, at partier af biobrændstoffer eller flydende biobrændsler overholder bæredygtighedskriterierne i artikel 17, stk. 3, 4 og 5, og/eller at ingen materialer er blevet ændret eller fjernet bevidst, så partiet eller en del heraf ville skulle henføres under bilag IX. Hvis en økonomisk aktør fremlægger dokumentation eller data indhentet i overensstemmelse med en frivillig ordning, som Kommissionen har anerkendt, bør medlemsstaten ikke, i det omfang dette er omfattet af den pågældende anerkendelse, forlange, at leverandøren fremlægger yderligere dokumentation for overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne.

(4)

Anmodningen om anerkendelse af, at ordningen »Universal Feed Assurance Scheme« dokumenterer, at partier af biobrændstof er i overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne i direktiv 98/70/EF og 2009/28/EF, blev forelagt Kommissionen den 14. juni 2019. Ordningen, der har hjemsted i Confederation House, East of England Showground, Peterborough, PE2 6XE, Det Forenede Kongerige, kan omfatte foderingredienser og foderblandinger samt afgrøder, der egner sig til samdyrkning Ordningen omfatter handels-, transport- og lagringsfaserne for landbrugsråvarer fra producent til første forarbejdning og beror for de øvrige fasers vedkommende på andre frivillige ordninger anerkendt af Kommissionen. »Universal Feed Assurance Scheme« bærer således ansvaret for at sikre, at den anerkendelse, som Kommissionen har udstedt for de ordninger, som den fungerer sammen med, fortsat er gyldig, så længe samarbejdet varer ved. Den anerkendte ordning bør stilles til rådighed på den gennemsigtighedsplatform, der er oprettet ved direktiv 2009/28/EF.

(5)

Kommissionens vurdering af ordningen »Universal Feed Assurance Scheme« viste, at ordningen i tilstrækkelig grad dækker bæredygtighedskriterierne i direktiv 98/70/EF og 2009/28/EF med undtagelse af artikel 7b, stk. 2, i direktiv 98/70/EF og artikel 17, stk. 2, i direktiv 2009/28/EF. Den leverer imidlertid nøjagtige data om elementer, som er påkrævet af de økonomiske aktører i de senere led i leverandørkæden for at dokumentere overholdelse af artikel 7b, stk. 2, i direktiv 98/70/EF og artikel 17, stk. 2, i direktiv 2009/28/EF, og den anvender en massebalancemetode i overensstemmelse med kravene i artikel 7c, stk. 1, i direktiv 98/70/EF og artikel 18, stk. 1, i direktiv 2009/28/EF.

(6)

Ved vurderingen af ordningen »Universal Feed Assurance Scheme« blev det konstateret, at ordningen opfylder standarderne for pålidelighed, gennemsigtighed og uafhængige audits, og at den ligeledes opfylder kravene til metodologi i bilag IV til direktiv 98/70/EF og bilag V til direktiv 2009/28/EF.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget om Biobrændstoffers og Flydende Biobrændslers Bæredygtighed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

»Universal Feed Assurance Scheme« (»ordningen«), som blev forelagt Kommissionen til anerkendelse den 14. juni 2019, viser, at partier af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, der fremstilles i overensstemmelse med ordningens standarder for produktion af biobrændstoffer og flydende biobrændsler, er i overensstemmelse med bæredygtighedskriterierne i artikel 7b, stk. 3, 4 og 5, i direktiv 98/70/EF og artikel 17, stk. 3, 4 og 5, i direktiv 2009/28/EF.

Ordningen indeholder også nøjagtige data med henblik på de i artikel 17, stk. 2, i direktiv 2009/28/EF og artikel 7b, stk. 2, i direktiv 98/70/EF omhandlede formål, for så vidt at den sikrer, at alle relevante oplysninger fra de økonomiske aktører i de første led i leverandørkæden overføres til de økonomiske aktører i kædens efterfølgende led.

Artikel 2

Såfremt der i den ordning, der er forelagt Kommissionen til anerkendelse den 14. juni 2019, foretages indholdsmæssige ændringer, der kunne påvirke grundlaget for afgørelsen, meddeles sådanne ændringer straks til Kommissionen. Kommissionen vurderer de meddelte ændringer for at fastslå, om ordningen stadig på en hensigtsmæssig måde opfylder de bæredygtighedskriterier, der ligger til grund for anerkendelsen.

Artikel 3

Kommissionen kan ophæve denne afgørelse, bl.a. under følgende omstændigheder:

(a)

hvis det klart er påvist, at der med ordningen ikke er gennemført elementer, som anses for afgørende for denne afgørelse, eller hvis der er sket alvorlige og strukturelle brud på disse elementer

(b)

hvis der ikke aflægges årlige rapporter til Kommissionen om ordningen som krævet i henhold til artikel 7c, stk. 6, i direktiv 98/70/EF og artikel 18, stk. 6, i direktiv 2009/28/EF

(c)

hvis der med ordningen ikke gennemføres de standarder for uafhængige audits, der er fastsat i de gennemførelsesretsakter, der henvises til i artikel 7c, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv 98/70/EF og artikel 18, stk. 5, tredje afsnit, i direktiv 2009/28/EF, eller forbedringer af andre elementer i ordningen, der betragtes som afgørende for en fortsat anerkendelse.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes indtil den 30. juni 2021.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 350 af 28.12.1998, s. 58.

(2)  EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16.


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/56


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1972

af 26. november 2019

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i visse medlemsstater

(meddelt under nummer C(2019) 8396)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Unionen med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU (3) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i visse medlemsstater. Disse foranstaltninger omfatter forbud mod afsendelse af sendinger af tamsvin og svineprodukter fra visse områder. De dyresundhedsmæssige foranstaltninger, der er fastsat ved nævnte gennemførelsesafgørelse, finder anvendelse parallelt med foranstaltningerne i Rådets direktiv 2001/89/EF (4) og har navnlig til formål at bekæmpe spredning af klassisk svinepest på EU-plan.

(2)

I gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU fastsættes der tillige undtagelser fra forbuddet mod afsendelse af levende svin fra visse områder, forudsat at visse betingelser er opfyldt.

(3)

I anvendelsesperioden for foranstaltningerne i gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU bør der tages hensyn til klassisk svinepests epidemiologi samt effektiviteten af de dyresundhedsmæssige foranstaltninger, som anvendes af de medlemsstater, der er opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU, i forhold til EU-lovgivningen. I lyset af den nuværende epidemiologiske situation i Unionen og i tilgrænsende tredjelande og den indsats, der kræves for at bekæmpe sygdommen uden samtidig at pålægge unødvendige begrænsninger for samhandelen, bør anvendelsesperioden for gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU derfor forlænges.

(4)

Da det er vigtigt at sikre kontinuitet i foranstaltningerne mod klassisk svinepest på EU-plan i lyset af sygdommens aktuelle epidemi, bør forlængelsen af anvendelsesperioden for gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU tage hensyn til, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 (5), der indeholder bestemmelser om beskyttelsesforanstaltninger i tilfælde af dyresygdomme, finder anvendelse fra den 21. april 2021.

(5)

Derudover, under hensyntagen til effektiviteten af de samlede foranstaltninger, der er gennemført i Kroatien i henhold til direktiv 2001/89/EF, samt overvågningen og de foranstaltninger, der er truffet som forelagt for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, bør alle områder i Kroatien, der på nuværende tidspunkt er opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU, fjernes fra nævnte bilag på grund af den gunstige epidemiologiske situation for sygdommen i den pågældende medlemsstat.

(6)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU foretages følgende ændringer:

I artikel 10 ændres »31. december 2019« til »21. april 2021«.

Artikel 2

Punkt 2 i bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU udgår.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. november 2019.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/764/EU af 13. december 2013 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest i visse medlemsstater (EUT L 338 af 17.12.2013, s. 102).

(4)  Rådets direktiv 2001/89/EF af 23. oktober 2001 om EF-foranstaltninger til bekæmpelse af klassisk svinepest (EFT L 316 af 1.12.2001, s. 5).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/429 af 9. marts 2016 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed (»dyresundhedsloven«) (EUT L 84 af 31.3.2016, s. 1).


28.11.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/58


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2019/1973

af 27. november 2019

om ikke at godkende sølvkobberzeolit som et eksisterende aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 89, stk. 1, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 (2) er der opstillet en liste over eksisterende aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel godkendelse til anvendelse i biocidholdige produkter. Listen omfatter sølvkobberzeolit (EF-nr.: foreligger ikke, CAS-nr.: 130328-19-7).

(2)

Sølvkobberzeolit er blevet vurderet til anvendelse i produkter af produkttype 2, desinfektionsmidler og algedræbende midler, som ikke er beregnet til direkte anvendelse på mennesker eller dyr, og produkttype 7, konserveringsmidler til overfladefilm, som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Sverige blev udpeget som rapporterende medlemsstat, og landets kompetente myndighed fremsendte vurderingsrapporterne sammen med sine konklusioner til Det Europæiske Kemikalieagentur den 12. juni 2017.

(4)

Udvalget for Biocidholdige Produkter (3) vedtog den 17. oktober 2018 Det Europæiske Kemikalieagenturs udtalelser, jf. artikel 7, stk. 2, i delegeret forordning (EU) nr. 1062/2014, hvori der var taget hensyn til den kompetente vurderingsmyndigheds konklusioner.

(5)

Det fremgår af disse udtalelser, at biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7, som indeholder sølvkobberzeolit, ikke kan forventes at opfylde de krav, der er fastlagt i artikel 19, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 528/2012, da der ikke er påvist tilstrækkelig effektivitet.

(6)

Under hensyntagen til Det Europæiske Kemikalieagenturs udtalelser bør sølvkobberzeolit ikke godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7, da betingelserne i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) nr. 528/2012 ikke er opfyldt.

(7)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Sølvkobberzeolit (EF-nr.: foreligger ikke, CAS-nr.: 130328-19-7) godkendes ikke som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 2 og 7.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. november 2019.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1062/2014 af 4. august 2014 om det arbejdsprogram for systematisk undersøgelse af alle eksisterende aktivstoffer i biocidholdige produkter, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EUT L 294 af 10.10.2014, s. 1).

(3)  Udvalget for Biocidholdige Produkter, Opinion on the application for approval of the active substance Silver copper zeolite, Product type: 2, ECHA/BPC/210/2018, vedtaget den 17. oktober 2018. Udvalget for Biocidholdige Produkter, Opinion on the application for approval of the active substance Silver copper zeolite, Product type: 7, ECHA/BPC/213/2018, vedtaget den 17. oktober 2018.