(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 98/2013 (3) indførtes der harmoniserede regler for tilgængeliggørelse, indførsel, besiddelse og anvendelse af stoffer eller blandinger, der kan misbruges til ulovlig fremstilling af eksplosivstoffer, for at begrænse den brede offentligheds adgang til disse stoffer eller blandinger og sikre en passende indberetning af mistænkelige transaktioner i hele leverandørkæden.

(2)

Skønt forordning (EU) nr. 98/2013 har bidraget til at mindske truslen fra udgangsstoffer til eksplosivstoffer i Unionen, er det nødvendigt at styrke kontrolsystemet vedrørende udgangsstoffer, der kan anvendes til fremstilling af hjemmelavede eksplosivstoffer. I lyset af, hvor mange ændringer der er behov for, bør forordning (EU) nr. 98/2013 af klarhedshensyn erstattes.

(3)

Ved forordning (EU) nr. 98/2013 begrænsedes adgangen til og anvendelsen af udgangsstoffer til eksplosivstoffer for almindelige borgere. Uanset denne begrænsning kunne medlemsstaterne dog beslutte at give almindelige borgere adgang til disse stoffer ved hjælp af en ordning med licenser og registrering. Begrænsningerne og kontrollen vedrørende udgangsstoffer til eksplosivstoffer i de forskellige medlemsstater har derfor afveget fra hinanden og kunne forårsage handelshindringer i Unionen, hvorved det indre marked hindres i at fungere optimalt. Desuden har de eksisterende begrænsninger og kontroller ikke sikret et tilstrækkeligt niveau af offentlig sikkerhed, eftersom de ikke har forhindret kriminelle tilstrækkeligt i at erhverve udgangsstoffer til eksplosivstoffer. Truslen fra hjemmelavede eksplosivstoffer er forblevet stor og udvikler sig fortsat.

(4)

Derfor bør systemet til forebyggelse af ulovlig fremstilling af eksplosivstoffer styrkes yderligere og harmoniseres med henblik på den trussel mod den offentlige sikkerhed, der konstant udvikler sig, som terrorisme og anden alvorlig kriminalitet udgør. En sådan styrkelse og harmonisering bør også sikre den frie bevægelighed for udgangsstoffer til eksplosivstoffer i det indre marked og bør fremme konkurrencen mellem erhvervsdrivende og tilskynde til innovation, f.eks. ved at fremme udvikling af sikrere kemikalier, der kan afløse udgangsstoffer til eksplosivstoffer.

(5)

Kriterierne for at fastslå, hvilke foranstaltninger der bør gælde for hvilke udgangsstoffer til eksplosivstoffer, omfatter trusselsniveauet forbundet med det berørte udgangsstof til eksplosivstoffer, omfanget af handelen med det berørte udgangsstof til eksplosivstoffer, og hvorvidt det er muligt at fastsætte et koncentrationsniveau, under hvilket udgangsstoffet til eksplosivstoffer stadig kan anvendes til de lovlige formål, det gøres tilgængeligt til, samtidig med at det er betydeligt mindre sandsynligt, at dette udgangsstof kan anvendes til ulovlig fremstilling af eksplosivstoffer.

(6)

Det bør ikke være tilladt for almindelige borgere at erhverve, indføre, besidde eller anvende visse udgangsstoffer til eksplosivstoffer i koncentrationer over visse grænseværdier udtrykt i vægtprocent. Det bør imidlertid tillades almindelige borgere at erhverve, indføre, besidde eller anvende visse udgangsstoffer til eksplosivstoffer i koncentrationer over disse grænseværdier til lovlige formål, forudsat at de har licens hertil. Hvis en ansøger er en juridisk person, bør medlemsstatens kompetente myndighed tage hensyn til baggrundsoplysninger om den juridiske person og om enhver person, der enten handler alene eller som medlem af et organ under den juridiske person, og som har en ledende stilling inden for den juridiske person baseret på en bemyndigelse til at repræsentere den juridiske person, en beføjelse til at træffe beslutninger på den juridiske persons vegne eller en beføjelse til at udøve kontrol inden for den juridiske person.

(7)

For visse udgangsstoffer til eksplosivstoffer underlagt begrænsninger i koncentrationer over de grænseværdier, der er fastsat ved denne forordning, er der ingen lovlig anvendelse for almindelige borgere. Udstedelse af licenser for kaliumchlorat, kaliumperchlorat, natriumchlorat og natriumperchlorat bør derfor standses. Der bør kun tillades licenser til et begrænset antal udgangsstoffer til eksplosivstoffer, for hvilke der eksisterer en lovlig anvendelse for almindelige borgere. Sådanne licenser bør være begrænset til koncentrationer, der ikke overstiger den øvre grænseværdi som fastsat ved denne forordning. Over denne øvre grænseværdi er risikoen for ulovlig fremstilling af eksplosivstoffer større end almindelige borgeres ubetydelige lovlige anvendelse af disse udgangsstoffer til eksplosivstoffer, eftersom alternativer til eller lavere koncentrationer af disse udgangsstoffer kan opnå samme virkning. Det bør ved forordningen også fastlægges, hvilke omstændigheder de kompetente myndigheder som minimum bør tage hensyn til, når de overvejer at udstede en licens. Dette bør sammen med udformningen af licenser i bilag III fremme anerkendelsen af licenser udstedt af andre medlemsstater.

(8)

Det bør være muligt for gensidig anerkendelse af licenser udstedt af andre medlemsstater at finde sted bilateralt eller multilateralt med henblik på at nå målene for det indre marked.

(9)

Med henblik på at anvende forordningens begrænsninger og kontrol bør de erhvervsdrivende, der sælger til professionelle brugere eller almindelige borgere med licens, kunne anvende de oplysninger, som gøres tilgængelige længere oppe i leverandørkæden. Hver erhvervsdrivende i leverandørkæden bør derfor oplyse modtageren af regulerede udgangsstoffer til eksplosivstoffer om, at tilgængeliggørelse, indførsel, besiddelse eller anvendelse for almindelige borgere af disse udgangsstoffer til eksplosivstoffer er underlagt denne forordning, f.eks. ved at anbringe en passende mærkning på emballagen eller ved at kontrollere, at en passende mærkning er anbragt på emballagen, eller ved at medtage denne oplysning på sikkerhedsdatabladet udarbejdet i overensstemmelse med bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (4).

(10)

Forskellen mellem en erhvervsdrivende og en professionel bruger er, at den erhvervsdrivende gør et udgangsstof til eksplosivstoffer tilgængeligt for en anden person, hvorimod en professionel bruger kun erhverver eller indfører et udgangsstof til eksplosivstoffer til egen anvendelse. Erhvervsdrivende, som sælger til professionelle brugere, andre erhvervsdrivende eller almindelige borgere med licens, bør sikre sig, at deres ansatte, som deltager i salg af udgangsstoffer til eksplosivstoffer, er bekendt med, hvilke af de produkter, som de gør tilgængelige, indeholder udgangsstoffer til eksplosivstoffer, f.eks. ved at medtage oplysninger om, at et produkt indeholder et udgangsstof til eksplosivstoffer, i produktets stregkode.

(11)

Sondringen mellem en professionel bruger, for hvem det bør være muligt at gøre udgangsstoffer til eksplosivstoffer underlagt begrænsninger tilgængelige, og almindelige borgere, for hvem de ikke bør gøres tilgængelige, afhænger af, om personen agter at anvende det pågældende udgangsstof til eksplosivstoffer til formål, der knytter sig til denne persons specifikke erhverv, forretning eller profession, herunder skovbrug, gartneri og landbrugsaktivitet, udøvet enten på fuld tid eller på deltid og ikke nødvendigvis i forhold til størrelsen på det landareal, hvor aktiviteten udøves. Erhvervsdrivende bør derfor hverken gøre et udgangsstof til eksplosivstoffer underlagt begrænsninger tilgængeligt hverken for en fysisk eller juridisk person, som er erhvervsaktiv inden for områder, hvor det specifikke udgangsstof til eksplosivstoffer underlagt begrænsninger ikke normalt anvendes til professionelle formål, eller for fysiske eller juridiske personer, der er engageret i aktiviteter uden tilknytning til professionelle formål.

(12)

Erhvervsdrivendes ansatte, der deltager i tilgængeliggørelse af udgangsstoffer til eksplosivstoffer, bør være omfattet af de samme bestemmelser i denne forordning, som finder anvendelse på almindelige borgere, når sådanne ansatte anvender sådanne udgangsstoffer til eksplosivstoffer som privatpersoner.

(13)

Erhvervsdrivende bør lagre transaktionsoplysninger for i væsentlig grad at hjælpe myndighederne med at forebygge, afsløre, efterforske og retsforfølge grov kriminalitet, som begås med hjemmelavede eksplosive anordninger, og at kontrollere, at denne forordning overholdes. Det er i den forbindelse afgørende at identificere alle aktører i leverandørkæden og alle kunder, uanset om der er tale om almindelige borgere, professionelle brugere eller erhvervsdrivende. Da den ulovlige fremstilling og anvendelse af hjemmelavede eksplosivstoffer måske først finder sted lang tid efter salget af udgangsstofferne til eksplosivstoffer, bør transaktionsoplysningerne lagres, så længe det er nødvendigt, forholdsmæssigt og passende for at lette efterforskninger under hensyntagen til gennemsnitlige inspektionsperioder.

(14)

Denne forordning bør også finde anvendelse på erhvervsdrivende, som opererer online, herunder på onlinemarkedspladser. Derfor bør erhvervsdrivende, der opererer online, også sørge for at uddanne deres ansatte og for, at der er indført passende procedurer til afsløring af mistænkelige transaktioner. Desuden bør de kun gøre udgangsstoffer til eksplosivstoffer underlagt begrænsninger tilgængelige for almindelige borgere i medlemsstater, der opretholder eller indfører en licensordning i overensstemmelse med denne forordning, og først efter at have kontrolleret, at den almindelige borger har en gyldig licens. Efter at have kontrolleret den potentielle kundes identitet, f.eks. gennem de mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (5), bør den erhvervsdrivende kontrollere, at der er udstedt en licens, der omfatter den påtænkte transaktion, eksempelvis gennem fysisk inspektion af licensen på tidspunktet for levering af udgangsstoffet til eksplosivstoffer, eller, med den potentielle kundes godkendelse, ved at kontakte den kompetente myndighed i den medlemsstat, som har udstedt licensen. Erhvervsdrivende, som opererer online, bør, i lighed med dem, der opererer offline, også indhente slutbrugererklæringer fra professionelle brugere.

(15)

Onlinemarkedspladser fungerer blot som mellemled mellem på den ene side erhvervsdrivende og på anden side almindelige borgere, professionelle brugere eller andre erhvervsdrivende. Onlinemarkedspladser bør derfor ikke være omfattet af definitionen af en erhvervsdrivende og bør ikke forpligtes til at vejlede deres ansatte, som deltager i salg af udgangsstoffer til eksplosivstoffer underlagt begrænsninger, om forpligtelserne i henhold til denne forordning eller at kontrollere den potentielle kundes identitet og, hvor det er relevant, vedkommendes licens eller at anmode den potentielle kunde om andre oplysninger. I betragtning af den centrale rolle, som onlinemarkedspladser spiller i transaktioner online, herunder for så vidt angår salg af regulerede udgangsstoffer til eksplosivstoffer, bør de klart og effektivt oplyse deres brugere, som agter at gøre regulerede udgangsstoffer til eksplosivstoffer tilgængelige gennem anvendelse af onlinemarkedspladsernes tjenester, om forpligtelserne i henhold til denne forordning. Desuden bør onlinemarkedspladser træffe foranstaltninger, der bidrager til at sikre, at brugerne opfylder deres egne kontrolforpligtelser, f.eks. ved at tilbyde redskaber, som letter kontrollen af licenser. I lyset af onlinemarkedspladsernes stigende betydning for al slags levering og vigtigheden af denne udbudskanal, herunder med henblik på terrorformål, bør onlinemarkedspladser være underlagt samme afslørings- og indberetningsforpligtelser som erhvervsdrivende, selvom procedurerne til afsløring af mistænkelige transaktioner bør tilpasses behørigt til det specifikke onlinemiljø.

(16)

Onlinemarkedspladsers forpligtelser i henhold til denne forordning bør ikke udgøre en generel overvågningsforpligtelse. Denne forordning bør kun fastsætte specifikke forpligtelser for onlinemarkedspladser for så vidt angår afsløring og indberetning af mistænkelige transaktioner, der finder sted på deres websteder eller ved hjælp af deres computingtjenester. Onlinemarkedspladser bør ikke på grundlag af denne forordning holdes ansvarlige for transaktioner, der ikke afsløres, selv om onlinemarkedspladsen har indført passende, rimelige og forholdsmæssige procedurer til afsløring af sådanne mistænkelige transaktioner.

(17)

Denne forordning pålægger erhvervsdrivende at indberette mistænkelige transaktioner, uanset om den potentielle kunde er almindelig borger, professionel bruger eller erhvervsdrivende. Forpligtelserne vedrørende regulerede udgangsstoffer til eksplosivstoffer, herunder forpligtelsen til at indberette mistænkelige transaktioner, bør gælde alle de stoffer, der er opført i bilag I og II, uanset deres koncentration. Produkter, som kun indeholder udgangsstoffer til eksplosivstoffer i så små mængder og så komplekse blandinger, at det teknisk er yderst vanskeligt at udskille udgangsstofferne til eksplosivstoffer, bør dog udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde.

(18)

For at forbedre anvendelsen af denne forordning bør både erhvervsdrivende og offentlige myndigheder sørge for passende uddannelse for så vidt angår forpligtelserne i henhold til denne forordning. Medlemsstaterne bør sørge for, at der er udpeget inspektionsmyndigheder, og bør regelmæssigt gennemføre oplysningstiltag, der er tilpasset de særlige forhold i hver enkelt af de forskellige sektorer, og bør føre en løbende dialog med erhvervsdrivende på alle niveauer af leverandørkæden, herunder erhvervsdrivende, der opererer online.

(19)

Valget af de stoffer, som kriminelle bruger til ulovlig fremstilling af eksplosivstoffer, kan hurtigt ændre sig. Det bør derfor være muligt at medtage yderligere stoffer i de indberetningsforpligtelser, der indføres med denne forordning, om nødvendigt ved brug af en hasteprocedure. For at tage højde for den mulige udvikling med hensyn til misbrug af stoffer som udgangsstoffer til eksplosivstoffer bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ændring af denne forordning ved ændringer af de grænseværdier, over hvilke visse stoffer, der er underlagt begrænsninger ved denne forordning, ikke må gøres tilgængelige for almindelige borgere, og tilføjelse af yderligere stoffer, for hvilke mistænkelige transaktioner skal indberettes. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (6). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(20)

Der bør indføres en beskyttelsesklausul, der sikrer en passende EU-procedure med henblik på at håndtere stoffer, der ikke allerede er opført i bilag I eller II, men som en medlemsstat har rimelig grund til at antage kan anvendes til ulovlig fremstilling af eksplosivstoffer. Henset til de specifikke risici, der skal behandles i denne forordning, er det desuden hensigtsmæssigt at tillade medlemsstaterne under visse omstændigheder at vedtage beskyttelsesforanstaltninger, herunder for så vidt angår stoffer, der allerede er underlagt foranstaltninger i henhold til denne forordning. Endvidere bør medlemsstaterne kunne beholde de nationale foranstaltninger, hvorom de allerede har underrettet Kommissionen i overensstemmelse med artikel 13 i forordning (EU) nr. 98/2013.

(21)

Regelsættet vil blive forenklet ved at integrere de relevante sikkerhedsrelaterede begrænsninger om tilgængeliggørelsen af ammoniumnitrat fra forordning (EF) nr. 1907/2006 i nærværende forordning. Derfor bør bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006 ændres i overensstemmelse hermed.

(22)

Denne forordning medfører behandling af personoplysninger og videregivelse af disse oplysninger til tredjemand i tilfælde af mistænkelige transaktioner. Denne behandling og videregivelse indebærer et indgreb i den grundlæggende ret til beskyttelse af privatlivets fred og retten til beskyttelse af personoplysninger. Det bør derfor sikres, at den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger vedrørende fysiske personer, hvis personoplysninger behandles i medfør af denne forordning, beskyttes på behørig vis. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (7) finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der foretages inden for rammerne af nærværende forordning. Derfor bør behandlingen af personoplysninger i forbindelse med udstedelse af licenser og indberetning af mistænkelige transaktioner foretages i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679, herunder de generelle principper for databeskyttelse, dvs. lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed, formålsbegrænsning, dataminimering, rigtighed, opbevaringsbegrænsning, integritet og fortrolighed samt kravet om at tage behørigt hensyn til den registreredes rettigheder.

(23)

Kommissionen bør foretage en evaluering af denne forordning på grundlag af kriterierne effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og EU-merværdi. Denne evaluering bør tilvejebringe grundlaget for konsekvensanalyser af mulige yderligere foranstaltninger. Der bør regelmæssigt indsamles oplysninger med henblik på evaluering af denne forordning.

(24)

Målet for denne forordning, nemlig at begrænse almindelige borgeres adgang til udgangsstoffer til eksplosivstoffer, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af begrænsningens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(25)

Forordning (EU) nr. 98/2013 bør ophæves —

(1)

Den frie bevægelighed for arbejdstagere, etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser er grundlæggende principper for Unionens indre marked, som er grundfæstede i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(2)

I henhold til artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Unionen arbejde for en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt, og fremme social retfærdighed og beskyttelse, ligestilling mellem kvinder og mænd, solidaritet mellem generationerne og bekæmpelse af forskelsbehandling. I henhold til artikel 9 i TEUF skal Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tage hensyn til de krav, der er knyttet til at fremme et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed.

(3)

Den europæiske søjle for sociale rettigheder blev proklameret i fællesskab af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen på det sociale topmøde om fair job og vækst i Göteborg den 17. november 2017. Topmødet understregede behovet for at sætte mennesket i centrum med henblik på at videreudvikle Unionens sociale dimension og for at fremme konvergens gennem en indsats på alle niveauer, som bekræftet i konklusionerne fra Det Europæiske Råd efter mødet den 14. og 15. december 2017.

(4)

I deres fælles erklæring om EU’s lovgivningsmæssige prioriteter for 2018-2019 forpligtede Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen sig til at træffe foranstaltninger for at styrke Unionens sociale dimension ved at arbejde på at forbedre koordineringen af de sociale sikringsordninger, ved at beskytte arbejdstagerne mod sundhedsrisici på arbejdspladsen, ved at sikre en retfærdig behandling af alle på EU-arbejdsmarkedet gennem en modernisering af reglerne om udstationering af arbejdstagere og ved yderligere at forbedre håndhævelse af EU-retten på tværs af grænserne.

(5)

For at beskytte mobile arbejdstageres rettigheder og for at fremme fair konkurrence mellem virksomheder, navnlig små og mellemstore virksomheder (SMV’er), er det af afgørende betydning at forbedre den grænseoverskridende håndhævelse af EU-retten vedrørende arbejdskraftmobilitet og at tackle misbrug.

(6)

Der bør oprettes en europæisk arbejdsmarkedsmyndighed (»myndigheden«), der skal bidrage til at styrke retfærdigheden i og tilliden til det indre marked. Myndighedens mål bør defineres klart med stærk fokus på et begrænset antal opgaver, således at det sikres, at de midler, der er til rådighed anvendes så effektivt som muligt på områder, hvor myndigheden kan skabe den største merværdi. Med henblik herpå bør myndigheden bistå medlemsstaterne og Kommissionen med at fremme adgangen til oplysninger, bør støtte overholdelse af reglerne og samarbejde mellem medlemsstaterne for så vidt angår en konsekvent, formålstjenlig og effektiv anvendelse og håndhævelse af EU-retten vedrørende arbejdskraftmobilitet i hele Unionen, og koordineringen af de sociale sikringsordninger inden for Unionen og bør mægle og lette løsninger i tilfælde af tvister.

(7)

Det er afgørende at forbedre enkeltpersoners og arbejdsgiveres, navnlig SMV’ers, adgang til oplysninger om deres rettigheder og pligter vedrørende arbejdskraftmobilitet, fri bevægelighed for tjenesteydelser og koordinering af de sociale sikringsordninger for at give dem mulighed for at udnytte det indre markeds potentiale fuldt ud.

(8)

Myndigheden bør udføre sine aktiviteter vedrørende arbejdskraftmobilitet i hele Unionen og koordinering af de sociale sikringsordninger, herunder arbejdskraftens frie bevægelighed, udstationering af arbejdstagere og meget mobile tjenester. Den bør også styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne om imødegåelse af sort arbejde og andre situationer, der bringer det indre markeds funktion i fare, såsom skuffeselskaber og proformaselvstændige, uden at dette berører medlemsstaternes kompetence til at træffe afgørelse om nationale foranstaltninger. Hvor myndigheden i forbindelse med udførelsen af sine aktiviteter fatter mistanke om uregelmæssigheder på områder af EU-retten, såsom overtrædelser af regler om arbejdsforhold eller sundheds og sikkerhed eller udnyttelse af arbejdskraft, bør den være i stand til at indberette dem til og samarbejde om disse spørgsmål med de nationale myndigheder i de berørte medlemsstater og, hvor det er passende, indberette dem til Kommissionen og andre kompetente EU-organer.

(9)

Anvendelsesområdet for myndighedens aktiviteter bør dække specifikke EU-retsakter, der er anført i denne forordning, herunder ændringer hertil. Denne liste bør udvides i tilfælde af vedtagelse af yderligere EU-retsakter vedrørende arbejdskraftmobilitet i hele Unionen.

(10)

Myndigheden bør proaktivt bidrage til Unionens og medlemsstaternes indsats vedrørende arbejdskraftmobilitet i hele Unionen og koordinering af de sociale sikringsordninger ved at udføre sine opgaver i fuldt samarbejde med Unionens institutioner og organer og medlemsstaterne og samtidig undgå dobbeltarbejde og fremme synergi og komplementaritet.

(11)

Myndigheden bør bidrage til at lette anvendelsen og håndhævelsen af EU-retten inden for denne forordnings anvendelsesområde og til at støtte håndhævelsen af disse bestemmelser, som gennemføres ved hjælp af generelt anvendelige kollektive overenskomster i overensstemmelse med medlemsstaternes praksis. Med henblik herpå bør myndigheden etablere et centralt EU-websted med henblik på adgang til alle relevante EU-websteder og de nationale websteder, der er etableret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/67/EU (4), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/54/EU (5). Uden at dette berører opgaverne og aktiviteterne i Den Administrative Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (6) (»Den Administrative Kommission«), bør myndigheden også bistå med koordineringen af sociale sikringsordninger.

(12)

I visse tilfælde er der vedtaget sektorspecifik EU-ret for at imødekomme specifikke behov i bestemte sektorer, såsom vedrørende international transport, herunder vej-, jernbane- og søtransport, indre vandveje og luftfart. Myndigheden bør også inden for denne forordnings anvendelsesområde behandle arbejdskraftmobilitet og aspekter ved social sikring af anvendelsen af sådan sektorspecifik EU-ret. Omfanget af myndighedens aktiviteter, navnlig hvorvidt aktiviteterne bør udvides til yderligere EU-retsakter, der dækker sektorspecifikke behov vedrørende international transport, bør evalueres regelmæssigt og, hvor det er hensigtsmæssigt, tages op til revision.

(13)

Myndighedens aktiviteter bør omfatte enkeltpersoner, som er underlagt EU-retten inden for denne forordnings anvendelsesområde, herunder arbejdstagere, selvstændige og jobsøgende. Sådanne enkeltpersoner bør omfatte unionsborgere og tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold i Unionen, såsom udstationerede arbejdstagere, virksomhedsinternt udstationerede og fastboende udlændinge samt deres familiemedlemmer i overensstemmelse med EU-retten, der regulerer deres mobilitet inden for Unionen.

(14)

Oprettelsen af myndigheden bør ikke skabe nye rettigheder eller pligter for enkeltpersoner eller arbejdsgivere, herunder økonomiske aktører eller nonprofitorganisationer, da myndighedens aktiviteter bør omfatte sådanne enkeltpersoner og arbejdsgivere, for så vidt som de er omfattet af EU-retten inden for denne forordnings anvendelsesområde. Øget samarbejde om håndhævelse bør hverken pålægge mobile arbejdstagere eller arbejdsgivere, navnlig SMV’er, uforholdsmæssige administrative byrder eller fjerne incitamenter til arbejdskraftmobilitet.

(15)

For at sikre, at enkeltpersoner og arbejdsgivere kan nyde godt af et retfærdigt og effektivt indre marked, bør myndigheden støtte medlemsstaterne i at fremme mulighederne for arbejdskraftmobilitet eller for at yde tjenester og foretage ansættelser overalt inden for Unionen, herunder mulighederne for at få adgang til mobilitetstjenester på tværs af grænserne, såsom matchning af job, praktikophold og lærepladser samt mobilitetsordninger som Dit første Euresjob eller ErasmusPro. Myndigheden bør også bidrage til at forbedre gennemsigtigheden af oplysninger, herunder om, hvilke rettigheder og pligter der hidrører fra EU-retten, og adgangen til tjenester for enkeltpersoner og arbejdsgivere, i samarbejde med andre EU-oplysningstjenester som Dit Europa — Råd & Vink, og til fuldt ud at udnytte og sikre overensstemmelse med Dit Europa-portalen, der skal udgøre rygraden i den fælles digitale portal, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 (7).

(16)

Med henblik herpå bør myndigheden samarbejde med andre relevante EU-initiativer og netværk, navnlig det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger, Enterprise Europe-netværket, grænsekontaktpunktet SOLVIT og Udvalget af Arbejdstilsynschefer samt med relevante nationale tjenester såsom de organer til fremme af ligebehandling og til støtte for EU-arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som medlemsstaterne har udpeget i henhold til direktiv 2014/54/EU. Myndigheden bør afløse Kommissionen i forvaltningen af Det Europæiske Koordineringsbureau for Det Europæiske Arbejdsformidlingsnet (Eures), der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/589 (8), herunder fastlæggelsen af brugernes behov og forretningsmæssige krav til effektiviteten af Euresportalen og tilhørende tjenester vedrørende informationsteknologi (IT), men undtaget tilvejebringelse af IT og drift og udvikling af IT-infrastruktur, som fortsat varetages af Kommissionen.

(17)

Med henblik på at sikre en retfærdig, enkel og effektiv anvendelse og håndhævelse af EU-retten bør myndigheden støtte samarbejde og rettidig udveksling af oplysninger medlemsstaterne imellem. Sammen med andet personale bør nationale forbindelsesofficerer, der arbejder i myndigheden, støtte medlemsstaternes overholdelse af samarbejdsforpligtelserne, fremskynde udvekslingen mellem dem ved hjælp af procedurer til at nedbringe forsinkelser og sikre forbindelser med andre nationale forbindelseskontorer, organer og kontaktpunkter, der er oprettet i henhold til EU-retten. Myndigheden bør tilskynde til brug af innovative tilgange til effektivt og formålstjenligt samarbejde på tværs af grænserne, herunder elektroniske dataudvekslingsværktøjer som systemet til elektronisk udveksling af oplysninger vedrørende socialsikring (EESSI) og informationssystemet for det indre marked (IMI-systemet) og bør bidrage til at fremme digitaliseringsprocedurer og forbedre de IT-værktøjer, der anvendes til udveksling af meddelelser de nationale myndigheder imellem.

(18)

For at øge medlemsstaternes kapacitet til at sikre beskyttelse af personer, der udøver deres ret til fri bevægelighed, og bekæmpe uregelmæssigheder på tværs af grænserne i forbindelse med EU-retten inden for denne forordnings anvendelsesområde, bør myndigheden bistå de nationale myndigheder med at udføre samordnede og fælles inspektioner, herunder ved at lette gennemførelsen af inspektioner i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 2014/67/EU. Disse inspektioner bør finde sted efter anmodning fra medlemsstaterne eller efter deres tilslutning til myndighedens forslag. Myndigheden bør yde strategisk, logistisk og teknisk bistand til medlemsstater, der deltager i samordnede eller fælles inspektioner, under fuld overholdelse af fortrolighedskravene. Inspektioner bør foretages efter aftale med de berørte medlemsstater og finde sted inden for de retlige rammer af den nationale ret eller praksis i de medlemsstater, hvor inspektionerne finder sted. Medlemsstaterne bør følge op på resultaterne af de samordnede og fælles inspektioner i henhold til national ret eller praksis.

(19)

Samordnede og fælles inspektioner bør ikke erstatte eller underminere nationale beføjelser. Nationale myndigheder bør også inddrages fuldt ud i processen med sådanne inspektioner og have fuld autoritet. Hvor fagforeninger har ansvaret for inspektioner på nationalt plan, bør samordnede og fælles inspektioner finde sted efter aftale med og i samarbejde med de relevante arbejdsmarkedsparter.

(20)

Med henblik på at kortlægge nye tendenser, udfordringer eller smuthuller vedrørende arbejdskraftmobilitet og koordinering af de sociale sikringsordninger bør myndigheden i samarbejde med medlemsstaterne og, hvor det er hensigtsmæssigt, arbejdsmarkedets parter udvikle en analyse- og risikovurderingskapacitet. Dette bør indebære, at der udføres arbejdsmarkedsanalyser og -undersøgelser samt peer reviews. Myndigheden bør overvåge potentielle ubalancer med hensyn til færdigheder og arbejdskraftstrømme på tværs af grænserne, herunder deres mulige indvirkning på den territoriale samhørighed. Myndigheden bør også støtte den risikovurdering, der er omhandlet i artikel 10 i direktiv 2014/67/EU. Myndigheden bør sikre synergi og komplementaritet med EU-agenturer, -tjenester eller -net. Dette bør omfatte indhentning af bidrag fra SOLVIT og lignende tjenester vedrørende sektorspecifikke udfordringer og tilbagevendende problemer vedrørende arbejdskraftmobilitet inden for denne forordnings anvendelsesområde. Myndigheden bør også lette og strømline dataindsamlingsaktiviteter, der fremgår af EU-retten inden for denne forordnings anvendelsesområde. Dette medfører ikke indførelse af nye rapporteringsforpligtelser for medlemsstaterne.

(21)

For at øge de nationale myndigheders kapacitet vedrørende arbejdskraftmobilitet og koordinering af de sociale sikringsordninger og sikre bedre konsekvens i anvendelsen af EU-retten inden for denne forordnings anvendelsesområde bør myndigheden yde operativ bistand til nationale myndigheder, herunder ved at udarbejde praktiske retningslinjer, indføre uddannelses- og peerlæringsprogrammer, herunder for arbejdstilsyn til at håndtere udfordringer såsom proformaselvstændighed og udstationeringsmisbrug, fremme gensidige bistandsprojekter, lette udveksling af personale som omhandlet i artikel 8 i direktiv 2014/67/EU og bistå medlemsstaterne med at tilrettelægge oplysningskampagner for at oplyse enkeltpersoner og arbejdsgivere om deres rettigheder og pligter. Myndigheden bør fremme udveksling, formidling og udbredelsen af god praksis og af viden om og fremme gensidig forståelse af de forskellige nationale systemer og praksis.

(22)

Myndigheden bør udvikle synergier mellem sin opgave med at sikre retfærdig arbejdskraftmobilitet og imødegåelsen af sort arbejde. Med henblik på denne forordning forstås ved »imødegåelse« af sort arbejde forebyggelse af, afskrækkelse fra og bekæmpelse af sort arbejde samt fremme af registrering deraf. Med udgangspunkt i den viden og de arbejdsmetoder, der henholdsvis findes og anvendes i den europæiske platform for forbedring af samarbejdet i forbindelse med imødegåelse af sort arbejde, oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2016/344 (9), bør myndigheden med inddragelse af arbejdsmarkedets parter oprette en permanent arbejdsgruppe, også med navnet den europæiske platform for forbedring af samarbejdet i forbindelse med imødegåelse af sort arbejde. Myndigheden bør sikre en gnidningsløs overførsel af de eksisterende aktiviteter fra platformen oprettet ved afgørelse (EU) 2016/344 til den nye arbejdsgruppe inden for myndigheden.

(23)

Myndigheden bør indtage en mæglerrolle. Medlemsstaterne bør være i stand til at henvise omtvistede individuelle sager til myndigheden til mægling, når de ikke har kunnet løse sagerne indbyrdes gennem direkte kontakt og dialog. Mægling bør kun vedrøre tvister mellem medlemsstaterne, hvorimod enkeltpersoner og arbejdsgivere, som står over for vanskeligheder med hensyn til at udøve deres EU-rettigheder, fortsat bør råde over de nationale tjenester og EU-tjenester, der er beregnet til at håndtere disse sager, såsom SOLVIT-nettet, som myndigheden bør henvise sådanne sager til. SOLVIT-nettet bør også kunne henvise til myndigheden i tilfælde, hvor problemet ikke kan løses på grund af forskelligheder nationale myndigheder imellem. Myndigheden bør udføre sin mæglerrolle, uden at dette berører Den Europæiske Unions Domstols (EU-Domstolens) beføjelser vedrørende fortolkning af EU-retten, og uden at det berører Den Administrative Kommissions beføjelser.

(24)

Den europæiske interoperabilitetsramme (EIF) indeholder principper og anbefalinger om, hvordan man kan forbedre forvaltningen af interoperabilitetsaktiviteter og offentlige tjenester, etablere forbindelser på tværs af organisationer og på tværs af grænser, strømline processer, der understøtter digitale end-to-end-udvekslinger, og sikre, at både eksisterende og ny lovgivning støtter interoperabilitetsprincipperne. Den europæiske referencearkitektur for interoperabilitet (EIRA) er en generisk struktur, som omfatter principper og retningslinjer for gennemførelsen af interoperabilitetsløsninger, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/2240 (10). Både EIF og EIRA bør vejlede og støtte myndigheden, når den overvejer interoperabilitetsspørgsmål.

(25)

Myndigheden bør sigte mod at give EU-interessenter og nationale interessenter bedre adgang til onlineoplysninger og -tjenester og lette udvekslingen af oplysninger mellem dem. Myndigheden bør derfor tilskynde til anvendelse af digitale værktøjer, når det er muligt. Ud over IT-systemer og websteder spiller digitale værktøjer såsom onlineplatforme og databaser en stadig mere central rolle på markedet for arbejdskraftmobilitet på tværs af grænserne. Sådanne værktøjer er således nyttige med henblik på at give let adgang til relevante onlineoplysninger og lette udvekslingen af oplysninger for EU-interessenter og nationale interessenter vedrørende deres aktiviteter på tværs af grænserne.

(26)

Myndigheden bør tilstræbe, at de websteder og mobilapplikationer, der udvikles med henblik på udførelsen af de opgaver, der er fastsat i denne forordning, er i overensstemmelse med Unionens relevante tilgængelighedskrav. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 (11) skal medlemsstaterne sikre, at deres offentlige organers websteder er tilgængelige i overensstemmelse med principperne om, at de skal være opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste, og at de skal overholde kravene i nævnte direktiv. Nævnte direktiv finder ikke anvendelse på EU-institutioners, -organers, -kontorers og -agenturers websteder eller mobilapplikationer. Myndigheden bør dog søge at overholde principperne fastsat i nævnte direktiv.

(27)

Myndigheden bør ledes og drives i overensstemmelse med principperne i den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om decentraliserede agenturer af 19. juli 2012.

(28)

Ligestillingsprincippet er et grundlæggende princip i EU-retten. Det kræver, at ligestilling mellem kvinder og mænd skal sikres på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn. Alle parter bør tilstræbe at opnå en afbalanceret repræsentation af kvinder og mænd i bestyrelsen og gruppen af interesserede parter. Dette mål bør også forfølges af bestyrelsen for så vidt angår dens formand og næstformænd taget under ét.

(29)

Medlemsstaterne og Kommissionen bør være repræsenteret i en bestyrelse for at sikre, at myndigheden fungerer effektivt. Europa-Parlamentet og tværfaglige arbejdsmarkedsorganisationer på EU-plan, der ligeligt repræsenterer fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer og med passende repræsentation af SMV’er, kan også foreslå repræsentanter til bestyrelsen. Sammensætningen af bestyrelsen, herunder valget af formand og næstformand, bør overholde principperne om kønsbalance, erfaring og kvalifikationer. Bestyrelsen bør for at sikre, at myndigheden fungerer effektivt og formålstjenligt, navnlig vedtage et årligt arbejdsprogram, varetage sine opgaver i forbindelse med myndighedens budget, vedtage de finansielle bestemmelser, som finder anvendelse på myndigheden, udnævne en administrerende direktør og fastlægge procedurer for den administrerende direktørs beslutningstagning vedrørende myndighedens operationelle opgaver. Repræsentanter fra andre tredjelande, som anvender EU-reglerne inden for denne forordnings anvendelsesområde, bør kunne deltage i bestyrelsens møder som observatører.

(30)

I særlige tilfælde, hvor det er nødvendigt at opretholde maksimal fortrolighed, bør den uafhængige ekspert, der er udnævnt af Europa-Parlamentet, og repræsentanterne for tværfaglige arbejdsmarkedsorganisationer på EU-plan ikke deltage i bestyrelsens drøftelser. En sådan bestemmelse bør angives klart i bestyrelsens forretningsorden og begrænses til følsomme oplysninger vedrørende individuelle sager for at sikre, at ekspertens og repræsentanternes effektive deltagelse i bestyrelsens arbejde ikke begrænses unødigt.

(31)

Der bør udnævnes en administrerende direktør for at sikre den overordnede administrative forvaltning af myndigheden og gennemførelsen af de opgaver, der er pålagt myndigheden. Andre ansatte kan træde i stedet for den administrerende direktør, hvor dette anses for at være nødvendigt for at sikre den daglige forvaltning af myndigheden i overensstemmelse med myndighedens interne regler, uden at der skabes yderligere ledende stillinger.

(32)

Med forbehold af Kommissionens beføjelser bør bestyrelsen og den administrerende direktør være uafhængige i udførelsen af deres hverv og handle i almenhedens interesse.

(33)

Myndigheden bør basere sig direkte på relevante interesserede parters ekspertise på de områder, der falder under denne forordnings anvendelsesområde, gennem en særlig gruppe af interesserede parter. Medlemmerne bør være repræsentanter for arbejdsmarkedets parter på EU-plan, herunder anerkendte sektorspecifikke EU-arbejdsmarkedsparter, der repræsenterer sektorer, som er særlig berørt af spørgsmål vedrørende arbejdskraftmobilitet. Gruppen af interesserede parter bør modtage forudgående briefing og kunne afgive deres udtalelser til myndigheden, efter anmodning eller på eget initiativ. Gruppen af interesserede parter tager i udførelsen af sine aktiviteter behørigt hensyn til udtalelser fra og trækker på ekspertviden fra Det Rådgivende Udvalg for Koordinering af Sociale Sikringsordninger, der er nedsat ved forordning (EF) nr. 883/2004, og det rådgivende udvalg for arbejdskraftens frie bevægelighed, der er nedsat i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 (12).

(34)

For at sikre dens fulde selvstændighed og uafhængighed bør myndigheden råde over et selvstændigt budget, hvor indtægterne kommer fra Unionens almindelige budget, eventuelle frivillige finansielle bidrag fra medlemsstaterne og eventuelle bidrag fra tredjelande, der deltager i myndighedens arbejde. I ekstraordinære og behørigt begrundede tilfælde bør den også kunne opnå finansiering i form af delegationsaftaler eller ad hoc-tilskud og opkræve betaling for publikationer og tjenester, der leveres af myndigheden.

(35)

De oversættelsestjenester, som er nødvendige for myndighedens funktion, bør udføres af Oversættelsescentret for Den Europæiske Unions Organer (Oversættelsescentret). Myndigheden bør arbejde sammen med Oversættelsescentret for at fastlægge indikatorer for kvalitet, rettidighed og fortrolighed, for klart at identificere myndighedens behov og prioriteter og skabe gennemsigtige og objektive procedurer for oversættelsesprocessen.

(36)

Behandling af personoplysninger inden for rammerne af denne forordning bør ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (13) eller (EU) nr. 2018/1725 (14), alt efter hvilken der er gældende. Dette omfatter indførelse af passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at opfylde de forpligtelser, der følger af disse forordninger, navnlig foranstaltninger vedrørende lovligheden af behandlingen, sikkerheden af behandlingsaktiviteterne, afgivelse af oplysninger og registreredes rettigheder.

(37)

For at sikre gennemsigtighed omkring myndighedens virksomhed bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (15) finde anvendelse på myndigheden. Myndighedens aktiviteter bør kunne undersøges af Den Europæiske Ombudsmand i overensstemmelse med artikel 228 i TEUF.

(38)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (16) bør finde anvendelse på myndigheden, som bør tiltræde den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

(39)

Myndighedens værtsmedlemsstat bør sikre de bedst mulige vilkår for, at myndigheden kan fungere korrekt.

(40)

For at sikre åbne og gennemsigtige ansættelsesvilkår og ligebehandling af personalet bør vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen, fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 (17) (benævnt henholdsvis »personalevedtægten« og »ansættelsesvilkårene«), finde anvendelse på myndighedens personale og den administrerende direktør, herunder reglerne om tavshedspligt eller tilsvarende fortrolighedskrav.

(41)

Myndigheden bør samarbejde med EU-agenturer inden for rammerne af deres respektive beføjelser, navnlig agenturer, der er etableret på området for beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik, og i den forbindelse bygge på deres ekspertise og maksimere synergier: Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound), Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop), Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA) og Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut (ETF) samt Den Europæiske Unions Agentur for Retshåndhævelsessamarbejde (Europol) og Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde (Eurojust), for så vidt angår bekæmpelse af organiseret kriminalitet og menneskehandel. Dette samarbejde bør sikre koordinering, fremme synergi og forhindre enhver overlapning af deres aktiviteter.

(42)

På området for koordinering af sociale sikringsordninger bør myndigheden og Den Administrative Kommission arbejde tæt sammen med henblik på at opnå synergier og forhindre overlapning.

(43)

Med henblik på at tilføje en operationel dimension til de aktiviteter, der udføres af eksisterende organer inden for denne forordnings anvendelsesområde bør myndigheden udføre de opgaver, der er tillagt det faglige udvalg for arbejdskraftens frie bevægelighed, der er nedsat i henhold til forordning (EU) nr. 492/2011, det ekspertudvalg for udstationering af arbejdstagere, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/17/EF (18), herunder udveksling af oplysninger om administrativt samarbejde, bistand i spørgsmål om gennemførelse samt håndhævelse på tværs af grænserne, og den platform, der er oprettet ved afgørelse (EU) 2016/344. Når myndigheden indleder sin virksomhed, bør disse organer ophøre med at eksistere. Bestyrelsen kan beslutte at nedsætte målrettede arbejdsgrupper eller ekspertpaneler.

(44)

Det Rådgivende Udvalg for Koordinering af Sociale Sikringsordninger og det rådgivende udvalg vedrørende arbejdskraftens frie bevægelighed udgør et forum for høring af arbejdsmarkedets parter og regeringsrepræsentanter på nationalt plan. Myndigheden bør bidrage til deres arbejde og kan deltage i deres møder.

(45)

For at afspejle den nye institutionelle struktur bør forordning (EF) nr. 883/2004, (EU) nr. 492/2011 og (EU) 2016/589 ændres, og afgørelse (EU) 2016/344 bør ophæves, når myndigheden er operationel.

(46)

Myndigheden bør respektere de forskelligartede nationale arbejdsmarkedsrelationer og arbejdsmarkedets parters autonomi som udtrykkeligt anerkendt i TEUF. Deltagelse i myndighedens aktiviteter berører ikke medlemsstaternes beføjelser, forpligtelser og ansvar i medfør af bl.a. relevante og gældende konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), såsom konvention nr. 81 om arbejdstilsyn inden for industri og handel, og medlemsstaternes beføjelser til at regulere, mægle eller overvåge arbejdsmarkedsrelationerne på nationalt plan, navnlig om udøvelse af retten til kollektive forhandlinger og til at tage kollektive skridt.

(47)

Målene for denne forordning, nemlig at bidrage inden for dens anvendelsesområde til at sikre retfærdig arbejdskraftmobilitet i hele Unionen og at bistå medlemsstaterne og Kommissionen med koordineringen af sociale sikringsordninger inden for Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, når de handler uden koordinering, men kan på grund af denne aktivitets grænseoverskridende karakter og behovet for øget samarbejde medlemsstaterne imellem bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(48)

Nærværende forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig bekræftes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som anerkendt i artikel 6 i TEU —

(1)

Onlineformidlingstjenester er nøglekatalysatorer for iværksætteri og nye forretningsmodeller, handel og innovation, hvilket også kan forbedre forbrugernes velfærd, og som anvendes i stigende grad af både den private og den offentlige sektor. De giver adgang til nye markeder og forretningsmuligheder og giver virksomhederne mulighed for at udnytte fordelene ved det indre marked. De giver forbrugerne i Unionen mulighed for at udnytte disse fordele, navnlig ved at øge deres valg af varer og tjenesteydelser samt ved at bidrage til udbuddet af konkurrencedygtige priser online, men de skaber også udfordringer, der skal løses for at sikre retssikkerheden.

(2)

Onlineformidlingstjenester kan være afgørende for den kommercielle succes for virksomheder, som anvender sådanne tjenesteydelser for at kunne nå ud til forbrugerne. For at kunne udnytte fordelene ved onlineplatformsøkonomien til fulde er det derfor vigtigt, at virksomhederne kan have tillid til de onlineformidlingstjenester, som de indgår forretningsforhold med. Dette er navnlig vigtigt, fordi den voksende formidling af transaktioner gennem onlineformidlingstjenester, som understøttes af kraftige datadrevne indirekte netværkseffekter, fører til øget afhængighed for sådanne erhvervsbrugere, navnlig mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er), af disse tjenesteydelser for at kunne nå ud til forbrugerne. Som følge af den stigende afhængighed har udbydere af disse tjenesteydelser ofte en bedre forhandlingsposition, der gør dem i stand til reelt at handle ensidigt på en måde, som kan være urimelig, og som kan være til skade for deres erhvervsbrugeres legitime interesser og indirekte også for forbrugere i Unionen. De kan f.eks. ensidigt pålægge erhvervsbrugere en praksis, som groft afviger fra god forretningsskik, eller som er i strid med god tro og redelig handlemåde. Nærværende forordning omhandler sådanne potentielle gnidninger i onlineplatformsøkonomien.

(3)

Forbrugerne har taget brugen af onlineformidlingstjenester til sig. Et konkurrencedygtigt, retfærdigt og gennemsigtigt onlineøkosystem, hvor virksomhederne opfører sig ansvarligt, er også af afgørende betydning for forbrugernes velfærd. Sikring af gennemsigtigheden i og tilliden til onlineplatformsøkonomien i relationer mellem virksomheder kan også indirekte bidrage til at forbedre forbrugernes tillid til onlineplatformsøkonomien. Direkte virkninger af onlineplatformsøkonomiens udvikling på forbrugerne behandles imidlertid i anden EU-ret, navnlig forbrugerlovgivningen.

(4)

Onlinesøgemaskiner kan ligeledes være en vigtig kilde til internettrafik for virksomheder, som tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugerne via websteder, og kan derfor i væsentlig grad påvirke sådanne virksomhedswebstedsbrugeres kommercielle succes, når de udbyder deres varer eller tjenesteydelser online på det indre marked. I denne forbindelse har den rangordning af websteder — herunder websteder, hvor virksomhedswebstedsbrugere tilbyder deres varer og tjenesteydelser til forbrugerne — som udbydere af søgemaskiner foretager, en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og de pågældende virksomhedswebstedsbrugeres kommercielle succes. Selv i mangel af et kontraktforhold med virksomhedswebstedsbrugere kan udbydere af onlinesøgemaskiner således reelt handle ensidigt på en måde, som kan være urimelig, og som kan være til skade for erhvervsbrugernes legitime interesser og indirekte også for forbrugere i Unionen.

(5)

Karakteren af forholdet mellem udbydere af onlineformidlingstjenester og erhvervsbrugere kan også føre til situationer, hvor erhvervsbrugere ofte har begrænsede muligheder for at søge oprejsning, når ensidige handlinger fra udbydere af disse tjenesteydelser fører til en tvist. I mange tilfælde vil disse udbydere ikke tilbyde tilgængelige og effektive interne klagebehandlingssystemer. De eksisterende alternative udenretslige tvistbilæggelsesmekanismer kan også være ineffektive af en række årsager, herunder manglen på specialiserede mæglere og erhvervsbrugeres frygt for gengældelse.

(6)

Onlineformidlingstjenester og onlinesøgemaskiner samt transaktioner, der lettes ved disse tjenesteydelser, har et iboende grænseoverskridende potentiale og er af særlig betydning for, at Unionens indre marked fungerer korrekt i nutidens økonomi. Den potentielt urimelige og skadelige handelspraksis, som visse udbydere af disse tjenesteydelser udøver, og manglen på effektive klagemekanismer hæmmer den fulde udnyttelse af dette potentiale og har negativ indvirkning på det indre markeds funktion.

(7)

Der bør fastlægges et sæt målrettede ufravigelige regler på EU-plan til at sikre et retfærdigt, forudsigeligt, holdbart og pålideligt onlineerhvervsklima på det indre marked. Navnlig erhvervsbrugere af onlineformidlingstjenester bør gives passende gennemsigtighed samt effektive klagemuligheder i hele Unionen for at lette forretningsaktiviteter på tværs af grænserne i Unionen og derved gøre det indre marked mere velfungerende og afhjælpe en mulig ny fragmentering på de specifikke områder, der er omfattet af denne forordning.

(8)

Disse regler bør også indeholde passende incitamenter til at fremme rimelighed og gennemsigtighed, navnlig hvad angår rangordning af virksomhedswebstedsbrugere i de søgeresultater, der genereres af onlinesøgemaskiner. Samtidig bør disse regler anerkende og sikre det væsentlige innovationspotentiale i den bredere onlineplatformsøkonomi og give mulighed for en sund konkurrence, der kan føre til flere valgmuligheder for forbrugerne. Det er hensigtsmæssigt at præcisere, at denne forordning ikke bør påvirke national civilret, navnlig aftaleret, såsom regler om gyldighed, indgåelse, virkning og ophævelse af aftaler, for så vidt de nationale civilretlige regler er i overensstemmelse med EU-retten, og i det omfang de relevante aspekter ikke er omfattet af denne forordning. Medlemsstaterne bør fortsat frit kunne anvende nationale love, der forbyder eller sanktionerer ensidig adfærd eller urimelig handelspraksis, i det omfang de relevante aspekter ikke er omfattet af denne forordning.

(9)

Da onlineformidlingstjenester og onlinesøgemaskiner typisk har en global dimension, bør denne forordning finde anvendelse på udbydere af disse tjenesteydelser, uanset om de er etableret i en medlemsstat eller uden for Unionen, såfremt to kumulative betingelser er opfyldt. For det første bør erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere være etableret i Unionen. For det andet bør erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere, gennem levering af disse tjenester, tilbyde deres varer og tjenesteydelser til forbrugere i Unionen, i det mindste for en del af transaktionen. Med henblik på at fastslå, om en erhvervsbruger eller virksomhedswebstedsbruger tilbyder forbrugere i Unionen varer eller tjenesteydelser, er det nødvendigt at fastslå, hvorvidt det står klart, at erhvervsbrugeren eller virksomhedswebstedsbrugeren retter sine aktiviteter mod forbrugere i en eller flere medlemsstater. Dette kriterium bør fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols relevante retspraksis vedrørende artikel 17, stk. 1, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 (3) og artikel 6, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (4). Disse forbrugere bør være placeret i Unionen, men behøver ikke at have bopæl i Unionen eller have statsborgerskab i en af medlemsstaterne. Nærværende forordning bør således ikke finde anvendelse, hvis erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere ikke er etableret i Unionen, eller hvis de er etableret i Unionen, men hvor de benytter onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, der er placeret uden for Unionen, eller til personer, der ikke er forbrugere. Endvidere bør nærværende forordning finde anvendelse, uanset den ret der i øvrigt finder anvendelse på en aftale.

(10)

En bred vifte af forbindelser mellem virksomheder og forbrugere formidles online af udbydere, som styrer flersidede tjenesteydelser, der hovedsagligt er baseret på den samme økosystemforretningsmodel. For at tage højde for de relevante tjenesteydelser bør onlineformidlingstjenester defineres på en præcis og teknologineutral måde. Navnlig bør tjenesteydelserne bestå af informationssamfundstjenester, som er kendetegnet ved, at de har til formål at lette iværksættelsen af direkte transaktioner mellem virksomheder og forbrugere, uanset om transaktionerne er endeligt afsluttet online på portalen for den pågældende udbyder af onlineformidlingstjenester eller af erhvervsbrugeren, offline eller slet ikke, hvilket vil sige, at der ikke bør være noget krav om et kontraktligt forhold mellem erhvervsbrugere og forbrugere som en forudgående betingelse for, at onlineformidlingstjenester kan falde ind under denne forordnings anvendelsesområde. Den blotte medtagelse af en tjenesteydelse af udelukkende marginal karakter bør ikke være tilstrækkelig til at konkludere, at formålet med et websted eller en tjenesteydelse er at lette transaktioner i betydningen onlineformidlingstjenester. Desuden bør tjenesterne leveres på grundlag af kontraktforhold mellem de udbydere og erhvervsbrugere, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere. Et sådant kontraktforhold bør anses for at foreligge, når begge de pågældende parter på et varigt medium utvetydigt tilkendegiver deres hensigt om at forpligte sig, uden at der nødvendigvis kræves en udtrykkelig skriftlig aftale.

(11)

Eksempler på onlineformidlingstjenester, der er omfattet af denne forordning, bør derfor omfatte online-e-markedspladser, herunder de samarbejdsorienterede, hvor erhvervsbrugere er aktive, onlinesoftwareapplikationstjenester som f.eks. applikationsforhandlere og sociale medietjenester online, uanset hvilken teknologi der anvendes til levering af sådanne tjenester. I denne forstand vil onlineformidlingstjenester også kunne leveres ved hjælp af stemmestyringsteknologi. Det bør heller ikke være relevant, om disse transaktioner mellem erhvervsbrugere og forbrugere indebærer pengebetaling eller ej, eller om de delvist indgås offline. Denne forordning bør dog ikke gælde for peer-to-peer-onlineformidlingstjenester uden deltagelse af erhvervsbrugere, rene onlineformidlingstjenester mellem virksomheder, der ikke tilbydes forbrugere, onlinereklameværktøjer og onlinereklameudveksling, som ikke leveres med henblik på at lette iværksættelse af direkte transaktioner, og som ikke indebærer et kontraktforhold med forbrugere. Af samme grund bør søgemaskineoptimeringssoftwaretjenester samt tjenester, der vedrører reklameblokeringssoftware, ikke være omfattet af denne forordning. Teknologiske funktioner og grænseflader, der blot forbinder hardware og applikationer, bør ikke være omfattet af denne forordning, da de normalt ikke opfylder kravene til onlineformidlingstjenester. Sådanne funktioner eller grænseflader kan imidlertid være direkte forbundet med eller supplere visse onlineformidlingstjenester, og hvor dette er tilfældet, bør de relevante udbydere af onlineformidlingstjenester være omfattet af krav om gennemsigtighed i forbindelse med differentieret behandling på grundlag af disse funktioner og grænseflader. Denne forordning bør heller ikke finde anvendelse på onlinebetalingstjenester, da de ikke selv opfylder de gældende krav, men snarere i sagens natur er knyttet til transaktionen for levering af varer og tjenesteydelser til de pågældende forbrugere.

(12)

I overensstemmelse med den relevante retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol og i lyset af, at der er blevet observeret afhængighedsforhold blandt erhvervsbrugere, hovedsagelig i forbindelse med onlineformidlingstjenester, der fungerer som en portal til forbrugere i form af fysiske personer, bør begrebet forbruger, som anvendes til at afgrænse anvendelsesområdet for denne forordning, forstås således, at det kun henviser til fysiske personer, når de ikke handler som led i deres erhverv, forretning, håndværk eller fag.

(13)

I betragtning af det hurtige innovationstempo bør den definition på onlinesøgemaskine, der anvendes i denne forordning, være teknologineutral. Navnlig bør definitionen forstås således, at den også omfatter stemmesøgninger.

(14)

Udbydere af onlineformidlingstjenester har en tendens til at anvende præformulerede vilkår og betingelser, og for at beskytte erhvervsbrugere effektivt, hvor det er nødvendigt, bør denne forordning finde anvendelse, når vilkårene og betingelserne for et kontraktforhold, uanset deres betegnelse eller form, ensidigt fastsættes af udbyderen af onlineformidlingstjenester. Hvorvidt vilkårene og betingelserne er blevet ensidigt fastsat, bør vurderes fra sag til sag på grundlag af en samlet vurdering. Ved denne samlede vurdering bør de berørte parters relative størrelse, det forhold, at der har fundet forhandlinger sted, eller at visse bestemmelser herom kan have været genstand for sådanne forhandlinger og fastsat i fællesskab af den relevante tjenesteyder og erhvervsbruger, ikke i sig selv være afgørende. Forpligtelsen for udbydere af onlineformidlingstjenester til at gøre deres vilkår og betingelser lettilgængelige for erhvervsbrugere, herunder i fasen forud for den kontraktlige indgåelse af deres forretningsforhold, betyder desuden, at erhvervsbrugere ikke vil blive frataget den gennemsigtighed, der følger af denne forordning, selv om det skulle lykkes dem at forhandle sig frem til en eller anden aftale.

(15)

For at sikre, at de generelle vilkår og betingelser for et aftaleforhold tillader erhvervsbrugere at fastsætte kommercielle betingelser for anvendelse, ophør og suspendering af onlineformidlingstjenester og opnå forudsigelighed hvad angår deres forretningsforhold, bør sådanne vilkår og betingelser affattes i et almindeligt og forståeligt sprog. Vilkår og betingelser bør ikke anses for at være blevet affattet i et almindeligt og forståeligt sprog, når de er uklare, upræcise eller mangler oplysninger om vigtige kommercielle spørgsmål og derved ikke formår at give erhvervsbrugere en rimelig grad af forudsigelighed med hensyn til de vigtigste aspekter af kontraktforholdet. Desuden bør vildledende sprogbrug ikke anses for at være almindeligt og forståeligt.

(16)

For at sikre, at erhvervsbrugere har tilstrækkelig klarhed over, hvor og til hvem deres varer eller tjenesteydelser markedsføres, bør udbydere af onlineformidlingstjenester sikre gennemsigtighed over for deres erhvervsbrugere for så vidt angår eventuelle andre distributionskanaler og potentielle tilknyttede programmer, som de måtte anvende til at markedsføre de pågældende varer eller tjenesteydelser. Yderligere kanaler og tilknyttede programmer bør forstås på en teknologisk neutral måde, men kan bl.a. omfatte andre websteder, apps eller andre onlineformidlingstjenester, der anvendes til at markedsføre de varer eller tjenesteydelser, som erhvervsbrugere tilbyder.

(17)

Ejerskab til og kontrol med intellektuelle ejendomsrettigheder online kan have stor økonomisk betydning for både udbydere af onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere. For at sikre klarhed og gennemsigtighed for erhvervsbrugere og for at de har en bedre forståelse, bør udbydere af onlineformidlingstjenester inden for rammerne af deres vilkår og betingelser medtage generelle eller mere detaljerede oplysninger, hvis de ønsker det, med hensyn til de eventuelle samlede virkninger af disse vilkår og betingelser for ejerskab af og kontrol med erhvervsbrugernes intellektuelle ejendomsrettigheder. Sådanne oplysninger kan bl.a. omfatte information om almindelig anvendelse af logoer, varemærker eller mærkenavne.

(18)

At sikre gennemsigtighed i de generelle vilkår og betingelser kan være afgørende for at fremme holdbare forretningsforhold og forebygge uretfærdig adfærd til skade for erhvervsbrugere. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør derfor også sikre, at vilkår og betingelser er lettilgængelige i alle stadier af et forretningsforhold, herunder for potentielle erhvervsbrugere forud for aftalens indgåelse, og at eventuelle ændringer af disse vilkår meddeles berørte erhvervsbrugere på et varigt medium inden for en fastsat meddelelsesfrist, som er rimelig og forholdsmæssig i betragtning af de særlige omstændigheder, og som er på mindst 15 dage. Der bør gives forholdsmæssigt længere meddelelsesfrister på mere end 15 dage, hvis de foreslåede ændringer af vilkårene og betingelserne kræver, at erhvervsbrugere foretager tekniske eller kommercielle tilpasninger for at overholde ændringen, f.eks. ved at kræve, at de foretager væsentlige tekniske justeringer af deres varer eller tjenesteydelser. Denne meddelelsesfrist bør ikke gælde, hvis og i det omfang den frafaldes på en utvetydig måde af den pågældende erhvervsbruger, eller hvor og i det omfang at behovet for at gennemføre ændringen uden at overholde meddelelsesfristen skyldes en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse, der påhviler udbyderen i henhold til EU-retten eller national ret. Foreslåede redaktionelle ændringer bør dog ikke være omfattet af begrebet »ændring«, for så vidt de ikke ændrer vilkårenes og betingelsernes indhold eller betydning. Kravet om at anmelde foreslåede ændringer på et varigt medium bør gøre det muligt for erhvervsbrugere effektivt at gennemgå disse ændringer på et senere tidspunkt. Erhvervsbrugere bør være berettiget til at opsige deres kontrakt senest 15 dage fra modtagelsen af en meddelelse om en ændring, medmindre en kortere periode finder anvendelse på aftalen, f.eks. som følge af national civilret.

(19)

Generelt bør udbud af nye varer eller tjenesteydelser, herunder softwareapplikationer, på onlineformidlingstjenester anses for at være en tydeligt bekræftende handling, der resulterer i, at erhvervsbrugeren giver afkald på den meddelelsesfrist, der er nødvendig ved ændringer af vilkårene og betingelserne. I tilfælde hvor den rimelige og forholdsmæssige meddelelsesfrist er længere end 15 dage, fordi ændringerne af vilkårene og betingelserne kræver, at erhvervsbrugerne foretager væsentlige tekniske justeringer af deres varer eller tjenesteydelser, bør det ikke automatisk betragtes som værende et afkald på fristen, hvis erhvervsbrugeren udbyder nye eller varer og tjenesteydelser. Udbyderen af onlineformidlingstjenester bør forvente, at ændringer af vilkår og betingelser vil kræve, at erhvervsbrugeren foretager væsentlige tekniske justeringer, hvis f.eks. væsentlige funktioner ved de onlineformidlingstjenester, som erhvervsbrugere har haft adgang til, fjernes eller tilføjes, eller at erhvervsbrugere kan være nødt til at tilpasse deres varer eller omprogrammere deres tjenesteydelser for fortsat at kunne drive virksomhed via onlineformidlingstjenester.

(20)

For at beskytte erhvervsbrugere og af hensyn til retssikkerheden for begge parter bør ikke-overensstemmende vilkår og betingelser være ugyldige, dvs. betragtes, som om de aldrig har eksisteret, med virkning erga omnes og ex tunc. Dette bør dog kun vedrøre de særlige bestemmelser i de vilkår og betingelser, der ikke er i overensstemmelse. De resterende bestemmelser bør forblive gyldige og kunne fuldbyrdes, for så vidt som de kan adskilles fra ikke-forenelige bestemmelser. Pludselige ændringer til eksisterende vilkår og betingelser kan i høj grad skabe kaos i erhvervsbrugeres aktiviteter. For at begrænse sådanne negative virkninger for erhvervsbrugere og for at bekæmpe en sådan adfærd bør ændringer i strid med pligten til at stille en fastsat meddelelsesfrist derfor være ugyldige, dvs. betragtes, som om de aldrig har eksisteret, med virkning erga omnes og ex tunc.

(21)

For at sikre, at erhvervsbrugere til fulde kan udnytte de kommercielle muligheder, som onlineformidlingstjenester indebærer, bør udbyderne af disse tjenesteydelser ikke fuldstændig forhindre deres erhvervsbrugere i at angive deres handelsidentitet som en del af deres tilbud eller tilstedeværelse på de relevante onlineformidlingstjenester. Dette forbud mod indgriben bør imidlertid ikke forstås som en ret for erhvervsbrugere til ensidigt at bestemme, hvordan de skal præsentere deres tilbud eller være til stede på de relevante onlineformidlingstjenester.

(22)

En udbyder af onlineformidlingstjenester kan have juridiske grunde til at beslutte at begrænse, suspendere eller ophøre med at levere sine tjenesteydelser til en given erhvervsbruger, herunder ved at fjerne en given erhvervsbrugers individuelle varer eller tjenesteydelser eller ved effektivt at fjerne søgeresultater. I stedet for at blive suspenderet kan udbydere af onlineformidlingstjenester også begrænse erhvervsbrugeres individuelle opførelser, f.eks. ved at degradere dem eller ved at berøre en erhvervsbrugers forekomst negativt, hvilket kan omfatte et fald i rangordningen. I betragtning af at sådanne beslutninger i væsentlig grad kan påvirke den pågældende erhvervsbrugers interesser, bør vedkommende dog, inden eller når begrænsningen eller suspensionen træder i kraft, gives en begrundelse for den pågældende beslutning på et varigt medium. For at minimere de negative virkninger af sådanne beslutninger for erhvervsbrugere bør udbydere af onlineformidlingstjenester også give mulighed for at præcisere de forhold, der førte til denne beslutning, inden for rammerne af den interne klagebehandlingsproces, hvilket vil hjælpe erhvervsbrugere, hvor dette er muligt, til af afhjælpe den manglende overholdelse. Hvis udbyderen af onlineformidlingstjenester tilbagekalder beslutningen om at begrænse, suspendere eller bringe til ophør, f.eks. som følge af at beslutningen blev truffet ved en fejl, eller at den overtrædelse af vilkår og betingelser, som førte til denne beslutning, ikke blev begået i ond tro og er blevet afhjulpet på tilfredsstillende vis, bør udbyderen genindsætte den pågældende erhvervsbruger uden unødig forsinkelse, herunder give erhvervsbrugeren enhver adgang til personlige eller andre data eller begge dele, der var til rådighed, inden beslutningen blev truffet.

Begrundelsen for beslutningen om begrænsning, suspension eller ophør af levering af onlineformidlingstjenester bør tillade erhvervsbrugere at fastslå, om der er mulighed for at gøre indsigelse mod beslutningen og dermed forbedre mulighederne for erhvervsbrugere med henblik på at søge oprejsning, hvis det er nødvendigt. Begrundelsen bør indeholde årsagerne til beslutningen baseret på de årsager, som udbyderen på forhånd har fastsat i sine vilkår og betingelser, og på en forholdsmæssig måde henvise til de specifikke omstændigheder, herunder anmeldelser fra tredjeparter, som førte til beslutningen. En udbyder af onlineformidlingstjenester bør dog ikke skulle give en begrundelse for begrænsninger, suspension eller ophør, i det omfang det ville stride mod en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse. Der bør desuden ikke stilles krav om begrundelse, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester kan påvise, at den pågældende erhvervsbruger gentagne gange har overtrådt de gældende vilkår og betingelser med det resultat, at leveringen af de samlede pågældende onlineformidlingstjenester bringes til ophør.

(23)

Fuldstændigt ophør af onlineformidlingstjenesterne og den dermed forbundne sletning af data, der leveres til anvendelse af eller genereres ved levering af onlineformidlingstjenester, udgør et tab af vigtig information, som kan have en betydelig indvirkning på erhvervsbrugere og også kan forringe deres mulighed for at udøve andre rettigheder, som de har i medfør af denne forordning, på behørig vis. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør derfor give den pågældende erhvervsbruger en begrundelse på et varigt medium mindst 30 dage, inden det fuldstændige ophør af leveringen af deres onlineformidlingstjenester træder i kraft. I tilfælde, hvor en udbyder af onlineformidlingstjenester er lovmæssigt eller reguleringsmæssigt forpligtet til helt at ophøre med at levere sine onlineformidlingstjenester til en given erhvervsbruger, bør denne meddelelsesfrist imidlertid ikke finde anvendelse. Tilsvarende bør meddelelsesfristen på 30 dage ikke gælde, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester påberåber sig rettigheder til ophør i henhold til national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, og som åbner mulighed for øjeblikkeligt ophør, når det ikke i lyset af sagens faktiske omstændigheder, og efter at have afvejet de to parters interesser mod hinanden, med rimelighed kan forventes af vedkommende, at denne opretholder kontraktforholdet indtil udløbet af den aftalte frist eller indtil meddelelsesfristens udløb. Endelig bør meddelelsesfristen på 30 dage ikke finde anvendelse, hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester kan påvise gentagne overtrædelser af vilkår og betingelser. De forskellige undtagelser fra meddelelsesfristen på 30 dage kan navnlig opstå i forbindelse med ulovligt eller upassende indhold, sikkerheden ved en vare eller tjeneste, forfalskning, svig, malware, spam, brud på datasikkerheden, andre cybersikkerhedsrisici eller varens eller tjenesteydelsens egnethed til mindreårige. For at sikre proportionalitet bør udbydere af onlineformidlingstjenester, hvis det er rimeligt og teknisk muligt, udelukkende fjerne en erhvervsbrugers individuelle varer eller tjenesteydelser. Fuldstændigt ophør af onlineformidlingstjenester udgør den alvorligste foranstaltning.

(24)

Den rangordning af varer og tjenesteydelser, som foretages af udbydere af onlineformidlingstjenester, har en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og dermed på den kommercielle succes for de erhvervsbrugere, der tilbyder disse varer og tjenesteydelser til forbrugerne. Ved rangordning forstås den relative fremtrædende placering af erhvervsbrugeres tilbud eller den relevans, der tildeles søgeresultater, som de præsenteres, opstilles eller kommunikeres af udbydere af onlineformidlingstjenester eller udbydere af onlinesøgemaskiner, og som fremkommer ved anvendelse af algoritmiske sekvenserings-, rangordnings- eller revisionsmekanismer, visuelle fremhævninger eller andre fremhævningsværktøjer eller kombinationer heraf. Forudsigelighed indebærer, at udbydere af onlineformidlingstjenester fastsætter rangordningen på en ikke-vilkårlig måde. Udbydere bør derfor gennemgå de vigtigste parametre i rangordningen for at forbedre forudsigeligheden for erhvervsbrugere, for at give dem en bedre forståelse af, hvordan en rangordningsmekanisme fungerer, og for at sætte dem i stand til at sammenligne forskellige udbyderes rangordning. Den specifikke udformning af denne gennemsigtighedsforpligtelse er vigtig for erhvervsbrugere, da den indebærer, at der indkredses et begrænset sæt af parametre, som er mest relevante ud af et eventuelt meget større antal parametre, der har en vis indvirkning på rangordningen. Denne begrundede beskrivelse bør hjælpe erhvervsbrugere med at forbedre præsentationen af deres varer og tjenesteydelser eller visse iboende egenskaber ved disse varer eller tjenesteydelser. Begrebet hovedparameter bør forstås som en henvisning til alle generelle kriterier, processer, specifikke signaler der indarbejdes i algoritmer eller andre justerings- og degraderingsmekanismer, der anvendes i forbindelse med rangordning.

(25)

Beskrivelsen af de vigtigste parametre for rangordning bør også indeholde en redegørelse for enhver mulighed for erhvervsbrugere til aktivt at påvirke rangordningen mod vederlag samt en redegørelse for de relative virkninger heraf. Vederlag kan i denne forbindelse være betalinger foretaget med det hovedformål eller eneste formål at forbedre rangordningen samt indirekte vederlag i form af en erhvervsbrugers accept af yderligere forpligtelser af enhver art, der kan have dette som praktisk virkning, som f.eks. anvendelse af tilknyttede tjenester eller premiumelementer. Beskrivelsens indhold, herunder de vigtigste parametres antal og art, kan derfor variere kraftigt afhængigt af de pågældende specifikke onlineformidlingstjenester, men bør give erhvervsbrugere en passende forståelse af, hvordan rangordningsmekanismen tager hensyn til de særlige kendetegn ved de varer eller tjenesteydelser, der tilbydes af erhvervsbrugeren, og deres relevans for forbrugerne af de specifikke onlineformidlingstjenester. De indikatorer, der anvendes til måling af kvaliteten af erhvervsbrugeres varer eller tjenesteydelser, anvendelse af redigeringsprogrammer og deres evne til at påvirke rangordningen af disse varer eller tjenesteydelser, i hvilken grad vederlag indvirker på rangordningen, samt elementer, der ikke eller kun i begrænset udstrækning vedrører selve varen eller tjenesteydelsen, som f.eks. præsentationsmæssige karakteristika for onlinetilbud, kan være eksempler på vigtige parametre, som, når de indgår i en generel beskrivelse af rangordningsmekanismen i almindeligt og forståeligt sprog, bør bidrage til at give erhvervsbrugere den krævede passende forståelse af, hvordan den fungerer.

(26)

Tilsvarende har den rangordning af websteder, der foretages af udbydere af onlinesøgemaskiner, navnlig af de websteder, hvor virksomhederne tilbyder varer og tjenesteydelser til forbrugerne, en vigtig indvirkning på forbrugernes valgmuligheder og virksomhedswebstedsbrugernes kommercielle succes. Udbydere af onlinesøgemaskiner bør derfor give en beskrivelse af de vigtigste parametre til fastlæggelse af rangordningen af alle indekserede websteder og den relative betydning af disse vigtige parametre i forhold til andre parametre, herunder dem, som virksomhedswebstedsbrugere og andre websteder anvender. Ud over varernes og tjenesteydelsernes karakteristika og deres relevans for forbrugerne bør denne beskrivelse, når det drejer sig om onlinesøgemaskiner, også give virksomhedswebstedsbrugere mulighed for at få en passende forståelse af, hvorvidt og i så fald hvordan og i hvilket omfang der er taget højde for visse designegenskaber ved det brugte websted, såsom optimering til visning på mobile telekommunikationsenheder. Den bør ligeledes indeholde en redegørelse for eventuelle muligheder, som virksomhedswebstedsbrugere har for aktivt at påvirke rangordningen mod vederlag, samt en redegørelse for de relative virkninger heraf. Hvis der ikke foreligger et kontraktforhold mellem udbydere af onlinesøgemaskiner og virksomhedswebstedsbrugere, bør beskrivelsen være tilgængelig for offentligheden på et iøjnefaldende og lettilgængeligt sted på den relevante onlinesøgemaskine. Områder af websteder, som kræver, at brugerne logger ind eller registreres, bør ikke opfattes som lettilgængelige for offentligheden i denne forstand.

For at sikre forudsigelighed for virksomhedswebstedsbrugerne bør beskrivelsen også holdes ajour, herunder muligheden for, at ændringer i de vigtigste parametre gøres let identificerbare. Det vil også være til gavn for andre brugere af onlinesøgemaskinen end virksomhedswebstedsbrugere, hvis der foreligger en ajourført beskrivelse af de vigtigste parametre. I nogle tilfælde kan udbydere af onlinesøgemaskiner beslutte at påvirke rangordningen i et specifikt tilfælde eller fjerne et bestemt websted fra en rangordning på grundlag af anmeldelser fra tredjeparter. I modsætning til udbydere af onlineformidlingstjenester kan udbydere af onlinesøgemaskiner ikke på grund af et manglende kontraktforhold mellem parterne forventes at underrette en virksomhedswebstedsbruger direkte om en ændring i en rangordning eller en fjernelse fra en rangordning som følge af en anmeldelse. Ikke desto mindre bør en virksomhedswebstedsbruger have mulighed for at se indholdet af den anmeldelse, der i det specifikke tilfælde har ført til ændringen i rangordningen i et specifikt tilfælde eller fjernelsen af et bestemt websted fra rangordningen, og undersøge anmeldelsens indhold f.eks. i en offentligt tilgængelig onlinedatabase. Dette vil kunne bidrage til at begrænse konkurrenters potentielle misbrug af anmeldelser, som kan føre til fjernelse af websteder fra en rangordning.

(27)

Udbydere af onlineformidlingstjenester eller af onlinesøgemaskiner bør ikke i medfør af denne forordning pålægges at oplyse nærmere detaljer om, hvordan deres rangordningsmekanismer, herunder algoritmer, fungerer. Deres evne til at reagere på tredjeparters manipulation af rangordning i ond tro, herunder i forbrugernes interesse, bør heller ikke forringes. En generel beskrivelse af de vigtigste rangordningsparametre bør sikre disse interesser og samtidig give erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere en passende forståelse af, hvordan rangordningen fungerer i forbindelse med deres anvendelse af specifikke onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner. For at sikre, at målet for denne forordning nås, bør hensynet til de kommercielle interesser hos udbydere af onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner derfor aldrig føre til afslag på at oplyse om de vigtigste parametre, der afgør rangordningen. Selv om denne forordning ikke berører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 (5), bør beskrivelsen i denne forbindelse som minimum baseres på faktiske data om relevansen af de anvendte rangordningsparametre.

(28)

Kommissionen bør udarbejde retningslinjer for at hjælpe udbydere af onlineformidlingstjenester og udbydere af onlinesøgemaskiner med at anvende de rangordningsmæssige gennemsigtighedskrav, der er fastsat i denne forordning. Denne indsats bør bidrage til at optimere den måde, hvorpå de vigtigste parametre for rangordning indkredses og præsenteres for erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbruge.

(29)

Ved tilknyttede varer og tjenesteydelser bør forstås varer og tjenesteydelser, der tilbydes forbrugeren forud for afslutningen af en transaktion, der er iværksat på onlineformidlingstjenester i tillæg til den primære vare eller tjenesteydelse, der udbydes af erhvervsbrugeren. Tilknyttede varer og tjenesteydelser refererer til produkter, der typisk afhænger af og er direkte relateret til den primære vare eller tjenesteydelse med henblik på at fungere. Derfor bør termen udelukke varer og tjenesteydelser, der alene sælges i tillæg til de pågældende primære varer eller tjenesteydelser, snarere end at være komplementære i deres natur. Eksempler på tilknyttede tjenesteydelser omfatter reparationstjenester for en bestemt vare eller finansielle produkter, såsom billejeforsikring, der tilbydes for at komplementere den specifikke vare eller tjenesteydelse, der tilbydes af erhvervsbrugeren. På tilsvarende vis kan tilknyttede varer omfatte varer, der komplementerer det specifikke produkt, der tilbydes af en erhvervsbruger, ved at udgøre en opgradering eller et kundeværktøj knyttet til dette specifikke produkt. Udbydere af onlineformidlingstjenester, der tilbyder varer eller tjenesteydelser til forbrugere, der er tilknyttede varer eller tjenesteydelser, der sælges af en erhvervsbruger, der bruger deres onlineformidlingstjenester, bør i deres vilkår og betingelser indsætte en beskrivelse af de tilknyttede varer og tjenesteydelser, der tilbydes. Denne beskrivelse bør være tilgængelig i vilkårene og betingelserne, uanset om de tilknyttede varer eller tjenesteydelser leveres af selve udbyderen af onlineformidlingstjenester eller af en tredjepart. Denne beskrivelse bør være tilstrækkelig forståelig til at en erhvervsbruger forstår, hvorvidt en vare eller tjenesteydelse sælges som tilknyttet til erhvervsbrugerens varer eller tjenesteydelse. Beskrivelsen bør ikke nødvendigvis omfatte den specifikke vare eller tjenesteydelse, men snarere typen af produkt, der tilbydes som tilknyttet til erhvervsbrugerens primære produkt, samt en beskrivelse af, om og under hvilke betingelser erhvervsbrugere også kan tilbyde deres egne tilknyttede varer og tjenesteydelser gennem onlineformidlingstjenester. Endvidere bør beskrivelsen under alle omstændigheder angive, hvorvidt og under hvilke betingelser en erhvervsbruger kan tilbyde sine egne tilknyttede varer og tjenesteydelser i tillæg til de primære varer eller tjenesteydelser, der tilbydes gennem onlineformidlingstjenester.

(30)

Hvis en udbyder af onlineformidlingstjenester tilbyder forbrugerne visse varer eller tjenesteydelser gennem sine egne onlineformidlingstjenester eller gør det gennem en erhvervsbruger, som den kontrollerer, kan denne udbyder konkurrere direkte med andre erhvervsbrugere af sine onlineformidlingstjenester, som ikke kontrolleres af udbyderen, hvilket kan give udbyderen et økonomisk incitament til og mulighed for at udnytte sin kontrol over onlineformidlingstjenesten til at knytte tekniske eller økonomiske fordele til sine egne tilbud eller de tilbud, der tilbydes af en erhvervsbruger, som udbyderen kontrollerer, fordele, som den kan nægte konkurrerende erhvervsbrugere. En sådan adfærd kan undergrave fair konkurrence og begrænse forbrugernes valgmuligheder. I sådanne situationer er det navnlig vigtigt, at udbyderen af onlineformidlingstjenesten fungerer på en gennemsigtig måde og leverer en passende beskrivelse af og angiver hensynene bag enhver forskelsbehandling, enten via retslige, kommercielle eller tekniske hjælpemidler som f.eks. funktioner, der omfatter operativsystemer, som kan gives i relation til de udbudte varer eller tjenesteydelser, sammenlignet med dem, der tilbydes af erhvervsbrugere. For at sikre proportionalitet bør denne forpligtelse være gældende på niveauet for de samlede onlineformidlingstjenester, snarere end for de enkelte varer eller tjenester, der tilbydes via disse tjenester.

(31)

Når en udbyder af en onlinesøgemaskine selv tilbyder visse varer eller tjenesteydelser til forbrugerne via sine egne formidlingstjenester eller gør det via en virksomhedswebstedsbruger, som den kontrollerer, kan den pågældende udbyder konkurrere direkte med andre virksomhedswebstedsbrugere af de onlinesøgemaskiner, som ikke kontrolleres af udbyderen. I sådanne situationer er det navnlig vigtigt, at udbyderen af onlinesøgemaskinen fungerer på en gennemsigtig måde og indeholder en beskrivelse af enhver forskelsbehandling, enten via retslige, kommercielle eller tekniske hjælpemidler, der kan gives i relation til de varer eller tjenesteydelser, som tilbydes af udbyderen selv eller gennem en virksomhedswebstedsbruger, som udbyderen kontrollerer, sammenlignet med dem, der tilbydes af konkurrerende virksomhedswebstedsbrugere. For at sikre proportionalitet bør denne forpligtelse være gældende på niveauet for de samlede onlinesøgemaskiner snarere end for de enkelte varer eller tjenester, der tilbydes via disse tjenester.

(32)

Specifikke kontraktbestemmelser bør behandles i denne forordning, navnlig i situationer med ulige forhandlingspositioner, for at sikre, at kontraktforholdene gennemføres i god tro og på grundlag af fair behandling. Forudsigelighed og gennemsigtighed kræver, at erhvervsbrugere får en reel mulighed for at blive bekendt med ændringer af vilkår og betingelser, som derfor ikke bør indføres med tilbagevirkende kraft, medmindre de er baseret på en retlig eller reguleringsmæssig forpligtelse eller er til gavn for disse erhvervsbrugere. Erhvervsbrugere bør desuden tilbydes klarhed over, på hvilke betingelser deres kontraktlige forhold til udbydere af onlineformidlingstjenester kan bringes til ophør. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør sikre, at betingelserne for ophør altid er rimelige og kan udøves uden unødige hindringer. Endelig bør erhvervsbrugere oplyses fuldt ud om enhver adgang, som udbydere af onlineformidlingstjenester opretholder efter kontraktens er udløbet, til de oplysninger, som erhvervsbrugere indgiver eller genererer i forbindelse med deres brug af onlineformidlingstjenester.

(33)

Mulighed for at få adgang til og anvende data, herunder personoplysninger, kan åbne mulighed for en betydelig værdiskabelse i onlineplatformsøkonomien, både generelt og for de berørte erhvervsbrugere og onlineformidlingstjenester. Det er derfor vigtigt, at udbydere af onlineformidlingstjenester giver erhvervsbrugere en klar beskrivelse af omfanget, typen og betingelserne for deres adgang til og anvendelse af visse kategorier af oplysninger. Beskrivelsen bør være forholdsmæssigt afpasset og bør henvise til generelle adgangsbetingelser, og ikke indebære en udtømmende beskrivelse af faktiske data, eller kategorier af data. Identifikation af og særlige adgangsbetingelser for visse typer faktiske data, som kan være særdeles relevante for erhvervsbrugere, kan dog også medtages i beskrivelsen. Sådanne data kan omfatte rangordninger og bedømmelser, der er indsamlet af erhvervsbrugere på onlineformidlingstjenesterne. Alt i alt bør beskrivelsen sætte virksomhederne i stand til at forstå, om de kan benytte dataene til at øge værdiskabelsen, herunder ved eventuelt at bevare tredjepartsdatatjenester.

(34)

Det er i samme forbindelse vigtigt, at erhvervsbrugere forstår, hvorvidt udbyderen udveksler nogle af de data, der genereres gennem erhvervsbrugerens anvendelse af formidlingstjenesten, med tredjeparter. Erhvervsbrugere bør navnlig gøres opmærksomme på enhver udveksling af data med tredjeparter, der finder sted til formål, som ikke er nødvendige for, at onlineformidlingstjenesterne fungerer korrekt; f.eks. hvis udbyderen omsætter data på grundlag af kommercielle overvejelser. For at gøre det muligt for erhvervsbrugere fuldt ud at udøve de rettigheder, der er til rådighed for at påvirke en sådan dataudveksling, bør udbydere af onlineformidlingstjenester også tydeligt angive alle muligheder for at fravælge dataudveksling, hvis disse findes i deres kontraktforhold med erhvervsbrugeren.

(35)

Disse krav bør ikke forstås som nogen forpligtelse for udbydere af onlineformidlingstjenester til enten at formidle eller til ikke at formidle personoplysninger eller oplysninger, der ikke er personoplysninger, til deres erhvervsbrugere. Sådanne gennemsigtighedsforanstaltninger kan dog bidrage til øget dataudveksling og som en central kilde til innovation og vækst fremme målene om at skabe et fælles europæisk dataområde. Behandling af personoplysninger bør ske i henhold til Unionens lovgivning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om respekten for privatliv og beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med elektronisk kommunikation, særlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (6), direktiv (EU) 2016/680 (7) og direktiv 2002/58/EF (8).

(36)

Udbydere af onlineformidlingstjenester kan i visse tilfælde i deres betingelser og vilkår begrænse erhvervsbrugeres mulighed for at tilbyde varer eller tjenesteydelser til forbrugere på mere favorable betingelser på andre måder end gennem disse onlineformidlingstjenester. I disse tilfælde bør de pågældende udbydere angive årsagerne hertil, navnlig med hensyn til de vigtigste økonomiske, kommercielle eller retslige overvejelser, vedrørende de nævnte konkurrencebegrænsninger. Denne forpligtelse til gennemsigtighed bør imidlertid ikke forstås således, at den påvirker vurderingen af disse begrænsningers lovlighed i henhold til andre EU-retlige retsakter eller medlemsstaternes ret i, der er i overensstemmelse med EU-retten, herunder på områder som konkurrence og urimelig handelspraksis, og anvendelsen af sådanne love.

(37)

For at gøre det muligt for erhvervsbrugere, herunder dem, hvis anvendelse af de pågældende onlinereklameformidlingstjenester kan være blevet begrænset, suspenderet eller bragt til ophør, at have adgang til umiddelbare, egnede og effektive klagemuligheder, bør udbydere af onlineformidlingstjenester indføre et internt klagebehandlingssystem. Dette interne klagebehandlingssystem bør være baseret på principper om gennemsigtighed og lige behandling af lige situationer, og sikre, at en betydelig andel af klager kan løses bilateralt af udbyderen af onlineformidlingstjenester og de relevante erhvervsbrugere inden for et rimeligt tidsrum. Udbydere af onlineformidlingstjenester kan lade en beslutning, de har truffet, forblive i kraft under klagesagen. Ethvert forsøg på at nå frem til en aftale gennem det interne klagebehandlingssystem berører ikke udbydere af onlineformidlingstjenesters eller erhvervsbrugeres ret til at indlede retslige procedurer når som helst under eller efter den interne behandling af en klage. Desuden bør udbydere af onlineformidlingstjenester regelmæssigt offentliggøre og som minimum årligt kontrollere oplysninger om funktionen og effektiviteten af deres interne klagebehandlingssystem for at bistå erhvervsbrugere med at forstå de vigtigste problemer, der kan opstå i forbindelse med levering af forskellige onlineformidlingstjenester og muligheden for at nå frem til en hurtig og effektiv bilateral løsning.

(38)

Denne forordnings krav vedrørende det interne klagebehandlingssystem har til hensigt at tillade udbydere af onlineformidlingstjenester en rimelig grad af fleksibilitet, når disse systemer betjenes, og individuelle klager behandles, med henblik på at mindske den administrative byrde. Desuden bør de interne klagebehandlingssystemer gøre det muligt for udbydere af onlineformidlingstjenester at tackle enhver brug i ond tro på en forholdsmæssig måde, som visse virksomheder kan forsøge at gøre af disse systemer. I betragtning af omkostningerne i forbindelse med opsætning og drift af sådanne systemer er det hensigtsmæssigt at undtage alle udbydere af onlineformidlingstjenester, som udgør små virksomheder, i de relevante bestemmelser i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (9), fra disse forpligtelser. Konsolideringsreglerne i nævnte henstilling sikrer, at enhver omgåelse hindres. Denne undtagelse bør ikke påvirke disse virksomheders ret til på frivillig basis at etablere et internt klagebehandlingssystem, som opfylder kriterierne i denne forordning.

(39)

Brugen af ordet »intern« bør ikke forstås således, at det forhindrer, at et internt klagebehandlingssystem uddelegeres til en ekstern tjenesteudbyder eller en anden virksomhedsstruktur, når blot en sådan udbyder eller anden virksomhedsstruktur har fuld myndighed og kapacitet til at sikre, at det interne klagebehandlingssystem er i overensstemmelse med kravene i denne forordning.

(40)

Mægling kan give udbydere af onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere et middel til at løse tvister på en tilfredsstillende måde uden at skulle anvende retslige procedurer, som kan være langsommelige og dyre. Derfor bør udbydere af onlineformidlingstjenester lette mægling, navnlig ved at udpege mindst to offentlige eller private mæglere, som de er villige til at anvende. Formålet med at kræve udpegelse af et minimumsantal af mæglere, er at garantere mæglernes neutralitet. Mæglere, der leverer deres tjenesteydelser fra et sted uden for Unionen, bør kun udpeges, hvis det garanteres, at disse tjenesteydelser på ingen måde fratager de berørte erhvervsbrugere enhver retslig beskyttelse i henhold til EU-lovgivningen eller medlemsstaternes nationale ret, herunder kravene i denne forordning og de gældende regler vedrørende beskyttelse af personoplysninger og forretningshemmeligheder. For at være tilgængelige, retfærdige og så hurtige og effektive som muligt bør disse mæglere opfylde visse fastlagte kriterier. Ikke desto mindre bør udbydere af onlineformidlingstjenester og deres erhvervsbrugere frit og i fællesskab kunne udpege en hvilken som helst mægler efter eget valg, når der er opstået en tvist mellem dem. I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/52/EF (10) bør mægling i henhold til denne forordning være en frivillig proces i den forstand, at parterne selv er ansvarlige for processen og kan påbegynde og afslutte den på et hvilket som helst tidspunkt. Uanset dens frivillige karakter bør udbydere af onlineformidlingstjenester i god tro behandle anmodninger om at deltage i den mægling, der er fastsat i denne forordning.

(41)

Udbydere af onlineformidlingstjenester bør afholde en rimelig del af de samlede udgifter til mægling, under hensyntagen til alle de relevante elementer i den foreliggende sag. Til dette formål bør mægleren foreslå, hvilket forhold der er rimeligt i det enkelte tilfælde. I betragtning af omkostningerne og af den administrative byrde, der er forbundet med nødvendigheden af at udpege mæglere i vilkår og betingelser, er det hensigtsmæssigt at undtage alle udbydere af onlineformidlingstjenester, som er små virksomheder i henhold til de relevante bestemmelser i Kommissionens henstilling 2003/361/EF, fra denne forpligtelse. Konsolideringsreglerne i nævnte henstilling sikrer, at enhver omgåelse af denne forpligtelse hindres. Dette bør dog ikke påvirke disse virksomheders ret til at udpege mæglere i deres vilkår og betingelser, som opfylder kriterierne i denne forordning.

(42)

Da udbydere af onlineformidlingstjenester altid bør være forpligtede til at udpege mæglere, som de er villige til at gå i dialog med, og bør være forpligtede til at deltage i god tro i alle mæglingsforsøg, der udføres i henhold til denne forordning, bør disse forpligtelser fastsættes på en måde, der forhindrer erhvervsbrugeres misbrug af mæglingsordningen. Erhvervsbrugere bør også være forpligtede til at deltage i mægling i god tro. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør ikke være forpligtet til at deltage i mægling, hvis en erhvervsbruger anlægger sag om et spørgsmål, i forbindelse med hvilket den pågældende erhvervsbruger tidligere har anlagt sag med henblik på mægling, og hvor mægleren har afgjort i den sag, at erhvervsbrugeren ikke handlede i god tro. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør heller ikke være forpligtede til at deltage i mægling med erhvervsbrugere, der gentagne gange uden held har gjort mæglingsforsøg for mægleren. Disse usædvanlige situationer bør ikke begrænse erhvervsbrugerens mulighed for at indbringe en sag til mægling, hvis stridens genstand ifølge mæglerens afgørelse ikke vedrører de tidligere sager.

(43)

For at lette bilæggelsen af tvister vedrørende levering af onlineformidlingstjenester ved hjælp af mægling i Unionen bør Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstaterne tilskynde til, at der oprettes specialiserede mæglingsorganisationer, som der i øjeblikket er mangel på. Inddragelse af mæglere med ekspertviden inden for onlineformidlingstjenester og specifikke industrisektorer, hvor disse tjenesteydelser leveres, bør styrke den tillid, begge parter har til mæglingsprocessen, og bør øge sandsynligheden for, at denne proces fører til et hurtigt, retfærdigt og tilfredsstillende resultat.

(44)

Forskellige faktorer såsom begrænsede finansielle midler, en frygt for gengældelse og eksklusive valg af lovgivning og værneting i vilkår og betingelser kan begrænse effektiviteten af de eksisterende retslige klagemuligheder, navnlig dem, der kræver, at erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere handler individuelt og gennemsigtigt. For at sikre en effektiv anvendelse af denne forordning bør organisationer og foreninger, der repræsenterer erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere, samt visse offentlige organer i medlemsstaterne gives mulighed for at indbringe en sag for nationale domstole i overensstemmelse med national ret, herunder nationale procedurekrav. Sådanne sagsanlæg ved nationale domstole bør sigte mod at standse eller forbyde overtrædelser af de regler, der er fastsat i denne forordning, og mod at forhindre fremtidig skade, der kan underminere bæredygtige forretningsforhold inden for onlineplatformsøkonomien. For at sikre, at sådanne organisationer eller foreninger kan udøve denne ret effektivt og på en hensigtsmæssig måde, bør de opfylde visse kriterier. De skal navnlig være retmæssigt oprettet i henhold til en medlemsstats ret, være af almennyttig karakter og forfølge deres mål på en vedvarende måde. Disse krav bør forhindre enhver ad hoc-oprettelse af organisationer eller foreninger med henblik på en specifik sag eller specifikke sager eller med gevinst for øje. Endvidere bør det sikres, at der ikke sker nogen utilbørlig påvirkning fra nogen tredjepartsleverandører af finansiering i forbindelse med disse organisationers eller foreningers beslutningstagning.

For at undgå en interessekonflikt bør organisationer eller foreninger, der repræsenterer erhvervsbrugere eller virksomhedswebstedsbrugere, navnlig forhindres i at blive udsat for utilbørlig påvirkning fra udbydere af onlineformidlingstjenester eller onlinesøgemaskiner. Den fulde offentliggørelse af oplysninger om medlemsskab og finansieringskilde bør gøre det lettere for nationale domstole at vurdere, hvorvidt disse antagelighedskriterier er opfyldt. I betragtning af den særlige status for de relevante offentlige organer i medlemsstaterne, hvor disse organer er blevet oprettet, bør det kun være et krav, at disse er blevet specifikt pålagt, i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national ret, at indføre sådanne foranstaltninger enten i den kollektive interesse for de berørte parter eller i almenhedens interesse, uden at det er nødvendigt at anvende disse kriterier for sådanne offentlige organer. Sådanne foranstaltninger bør på ingen måde påvirke erhvervsbrugeres og virksomhedswebstedsbrugeres ret til at anlægge sag på individuelt grundlag.

(45)

Identiteten af organisationer, foreninger og offentlige organer, som efter medlemsstaternes opfattelse bør have ret til at anlægge sag efter denne forordning, bør meddeles til Kommissionen. Medlemsstaterne bør i forbindelse med en sådan meddelelse henvise specifikt til de relevante nationale bestemmelser, som organisationen, foreningen eller det offentlige organ er oprettet i henhold til, og, hvis det er relevant, henvise til det relevante offentlige register, hvor organisationen eller foreningen er registreret. Denne yderligere mulighed for udpegning fra medlemsstaternes side bør give et vist niveau af retssikkerhed og forudsigelighed, som erhvervsbrugere og virksomhedswebstedsbrugere kan sætte deres lid til. Den har samtidig til formål at gøre retslige procedurer mere effektive og kortere, hvilket lader til at være hensigtsmæssigt i denne forbindelse. Kommissionen bør sikre, at der i Den Europæiske Unions Tidende offentliggøres en liste over disse organisationer, foreninger og offentlige organer. Opførelse på denne liste bør tjene som gendriveligt bevis for rets- og handleevnen hos den organisation eller forening eller det offentlige organ, der anlægger sag. Såfremt der er betænkeligheder ved en udpegning, bør den medlemsstat, der har foretaget udpegningen, undersøge disse betænkeligheder. Organisationer, foreninger og offentlige organer, der ikke er udpeget af en medlemsstat, bør kunne anlægge sag ved nationale domstole med forbehold af en undersøgelse af rets- og handleevnen i henhold til kriterierne i denne forordning.

(46)

Medlemsstaterne bør pålægges at sikre passende og effektiv håndhævelse af denne forordning. Der findes allerede forskellige håndhævelsessystemer i medlemsstaterne, og de bør ikke være forpligtede til at oprette nye nationale håndhævelsesorganer. Medlemsstaterne bør have mulighed for at betro eksisterende myndigheder, herunder domstole, håndhævelsen af denne forordning. Denne forordning bør ikke forpligte medlemsstaterne til at indføre ex officio-håndhævelse eller til at pålægge bøder.

(47)

Kommissionen bør løbende overvåge anvendelsen af denne forordning i tæt samarbejde med medlemsstaterne. Kommissionen bør i denne forbindelse sigte mod at etablere et bredt netværk til udveksling af oplysninger ved at mobilisere relevante ekspertorganer, ekspertisecentre samt Observationscentret for Onlineplatformøkonomien. Medlemsstaterne bør efter anmodning give Kommissionen alle de relevante oplysninger, de har i denne forbindelse. Endelig bør dette arbejde drage fordel af den generelle øgede gennemsigtighed i de kommercielle forbindelser mellem erhvervsbrugere og udbydere af onlineformidlingstjenester og mellem virksomhedswebstedsbrugere og onlinesøgemaskiner, som denne forordning har til formål at opnå. For at kunne varetage sine tilsyns- og revisionsopgaver effektivt i henhold til denne forordning bør Kommissionen bestræbe sig på at indsamle oplysninger fra udbydere af onlineformidlingstjenester. Udbydere af onlineformidlingstjenester bør i god tro samarbejde om at lette indsamlingen af sådanne data, hvor det er relevant.

(48)

Adfærdskodekser, der er udarbejdet enten af de pågældende tjenesteudbydere eller organisationer eller foreninger, der repræsenterer dem, kan bidrage til en korrekt anvendelse af denne forordning og bør derfor fremmes. I forbindelse med udarbejdelsen af disse adfærdskodekser og i samråd med alle relevante interessenter bør der tages hensyn til de særlige træk ved de pågældende sektorer samt de specifikke egenskaber for SMV'er. Sådanne adfærdskodekser bør formuleres på en objektiv og ikke-diskriminerende måde.

(49)

Kommissionen bør med regelmæssige mellemrum evaluere denne forordning og nøje overvåge dens virkninger på onlineplatformsøkonomien, navnlig med henblik på at fastslå, om der er behov for ændringer i lyset af relevant teknologisk eller kommerciel udvikling. Denne evaluering bør omfatte de virkninger for erhvervsbrugere, der kan opstå som følge af den generelle anvendelse af eksklusive valg af lov og værneting i vilkår og betingelser, der ensidigt fastsættes af udbyderen af onlineformidlingstjenester. For at få et bredt overblik over udviklingen i sektoren bør evalueringen tage hensyn til medlemsstaternes og de relevante interessenters erfaringer. Ekspertgruppen for Observationscentret for Onlineplatformøkonomien, der er nedsat i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse C(2018)2393, spiller en central rolle i forbindelse med Kommissionens vurdering af denne forordning. Kommissionen bør derfor tage behørigt hensyn til de udtalelser og rapporter, som den forelægges af gruppen. Efter evalueringen bør Kommissionen træffe passende foranstaltninger. Yderligere foranstaltninger, herunder af lovgivningsmæssig art, kan være hensigtsmæssige, hvis og hvor de bestemmelser, der er fastsat i denne forordning, viser sig at være utilstrækkelige til på passende vis at afhjælpe vedvarende ubalancer og urimelig handelspraksis i sektoren.

(50)

Når de oplysninger, der kræves i henhold til denne forordning, opgives, bør der i videst muligt omfang tages hensyn til de særlige behov for personer med handicap i overensstemmelse med De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap (11).

(51)

Målet for denne forordning, nemlig at sikre et retfærdigt, forudsigeligt, holdbart og tillidsfuldt onlineerhvervsklima på det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at opfylde dette mål.

(52)

Denne forordning tilstræber at sikre fuld respekt for retten til adgang til effektive retsmidler og til en retfærdig rettergang som fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder og fremmer anvendelsen af friheden til at oprette og drive en virksomhed som fastsat i artikel 16 i chartret —

(1)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1132 (3) fastsættes der bl.a. regler for offentlighed og sammenkobling af medlemsstaternes centrale registre og handels- og selskabsregistre.

(2)

Brugen af digitale værktøjer og processer til nemmere, hurtigere og mere tids- og omkostningseffektiv etablering af et selskab eller åbning af en filial af dette selskab i en anden medlemsstat og til at tilvejebringe omfattende og tilgængelige oplysninger om selskaber er en af forudsætningerne for en effektiv funktion, modernisering og administrativ strømlining af et konkurrencepræget indre marked og for at sikre selskabernes konkurrenceevne og troværdighed.

(3)

Det er afgørende at sikre, at et retligt og administrativt miljø, som kan hamle op med de nye sociale og økonomiske udfordringer ved globaliseringen og digitaliseringen eksisterer på den ene side for at tilvejebringe de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger mod misbrug og svig og på den anden side for at forfølge mål, såsom fremme af økonomisk vækst og jobskabelse, og for at tiltrække investeringer til Unionen, hvilket alt sammen vil medføre økonomiske og sociale fordele for samfundet som helhed.

(4)

Der er på nuværende tidspunkt betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, når det drejer sig om adgangen til onlineværktøjer, der gør det muligt for iværksættere og selskaber at kommunikere med myndighederne om selskabsretlige spørgsmål. E-forvaltningstjenester er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat. Nogle medlemsstater leverer omfattende og brugervenlige tjenester fuldt ud online, mens andre ikke er i stand til at levere elektroniske løsninger på visse vigtige stadier i et selskabs livscyklus. Eksempelvis tillader nogle medlemsstater, at oprettelsen af selskaber eller indberetning af ændringer til dokumenter og oplysninger kan ske ved personligt fremmøde, nogle tillader, at disse handlinger kan gøres enten ved personligt fremmøde eller online, og i andre medlemsstater kan de kun gøres online.

(5)

Hvad angår adgang til selskabsoplysninger fastsætter EU-retten desuden, at der altid skal gives gratis adgang til et minimum af data. Omfanget af sådanne oplysninger er imidlertid stadig begrænset. Adgangen til sådanne oplysninger er meget forskellig, idet der i visse medlemsstater er adgang til flere gratis oplysninger end i andre, hvilket skaber ubalance i Unionen.

(6)

Kommissionen understreger i sin meddelelse »En strategi for et digitalt indre marked i EU« og i sin meddelelse »EU-handlingsplanen for e-forvaltning 2016-2020: Fremskyndelse af forvaltningernes digitale omstilling« den rolle, som de offentlige myndigheder spiller med hensyn til at hjælpe virksomheder til nemt at starte deres aktiviteter op, operere online og udvide på tværs af grænserne. EU-handlingsplanen for e-forvaltning anerkender specifikt vigtigheden af at forbedre brugen af digitale værktøjer i forbindelse med overholdelsen af selskabsretlige krav. Derudover har medlemsstaterne i Tallinnerklæringen om e-forvaltning af 6. oktober 2017 fremsat en kraftig opfordring til at styrke indsatsen for at skabe effektive, brugercentrerede elektroniske procedurer i Unionen.

(7)

Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre og handels- og selskabsregistre blev gennemført i juni 2017, hvilket i høj grad bidrager til at lette den grænseoverskridende adgang til selskabsoplysninger i Unionen og gør det muligt for registre i medlemsstaterne at kommunikere med hinanden elektronisk om visse grænseoverskridende transaktioner, som påvirker selskaberne.

(8)

For at lette oprettelsen af selskaber og registreringen af filialer og for at reducere omkostningerne og de tidsmæssige og administrative byrder, der er forbundet med disse registreringsprocesser, især for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (»SMVer«) som defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF (4), bør der fastsættes procedurer, der gør det muligt at oprette selskaber og registrere filialer fuldt ud online. Dette direktiv bør ikke forpligte selskaber til at anvende sådanne procedurer, men medlemsstaterne bør have mulighed for at beslutte, at nogle eller alle onlineprocedurer skal være obligatoriske. De aktuelle omkostninger og byrder, der er forbundet med oprettelses- og registreringsprocedurer, hidrører ikke kun fra de administrationsgebyrer, der pålægges ved oprettelse af et selskab eller registrering af en filial, men også fra andre krav, der forlænger den samlede proces, især når ansøgerens fysiske tilstedeværelse er påkrævet. Derudover bør oplysninger om sådanne procedurer gøres tilgængelige online og gratis.

(9)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1724 (5), ved hvilken den fælles digitale portal oprettes, fastsættes der generelle regler for onlinetilrådighedsstillelse af oplysninger, procedurer og bistandstjenester, som er relevante for et velfungerende indre marked. Dette direktiv fastsætter specifikke regler vedrørende onlineoprettelsen af selskaber med begrænset ansvar, onlineregistreringen af filialer og selskabers og filialers onlineindberetning af dokumenter og oplysninger (»onlineprocedurer«), som ikke er omfattet af nævnte forordning. Medlemsstaterne bør navnlig stille specifikke oplysninger om de i dette direktiv fastsatte onlineprocedurer og modeller for stiftelsesoverenskomster (»skabeloner«) til rådighed på websteder, der kan tilgås via den fælles digitale portal.

(10)

At gøre det muligt at oprette selskaber, registrere filialer og indberette dokumenter og oplysninger fuldt ud online vil give selskaberne lov til at anvende digitale værktøjer i deres kontakt med medlemsstaternes kompetente myndigheder. For at øge tilliden bør medlemsstaterne sørge for, at sikker elektronisk identifikation og brugen af tillidstjenester er mulig for nationale brugere såvel som for brugere på tværs af grænserne i overensstemmelse med Europa-Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (6). For at muliggøre grænseoverskridende elektronisk identifikation bør medlemsstaterne endvidere indføre elektroniske identifikationsordninger, som sikrer identifikation ved hjælp af godkendte elektroniske identifikationsmidler. Sådanne nationale ordninger vil blive brugt som grundlag for anerkendelse af elektroniske identifikationsmidler udstedt i andre medlemsstater. For at sikre at der er stor tillid i grænseoverskridende situationer, er det kun de elektroniske identifikationsmidler, der opfylder bestemmelserne i artikel 6 i forordning (EU) nr. 910/2014, som bør anerkendes. Dette direktiv bør under alle omstændigheder kun pålægge medlemsstaterne at muliggøre onlineoprettelse af selskaber, registrering af filialer og onlineindberetning af dokumenter og oplysninger for ansøgere, som er unionsborgere, gennem anerkendelse af deres elektroniske identifikationsmidler. Medlemsstaterne bør beslutte, hvordan de identifikationsmidler, som de anerkender, herunder dem der ikke er omfattet af forordning (EU) nr. 910/2014, skal gøres offentligt tilgængelige.

(11)

Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, hvem der i henhold til national ret skal betragtes som ansøgere med hensyn til onlineprocedurer, forudsat at dette ikke begrænser dette direktivs anvendelsesområde og formål.

(12)

For at lette onlineprocedurerne for selskaberne bør medlemsstaternes registre sikre, at reglerne vedrørende gebyrer for de onlineprocedurer, der fastsættes ved dette direktiv, er gennemsigtige og anvendes på ikkeforskelsbehandlende vis. Kravet om gennemsigtighed i reglerne om gebyrer bør dog ikke berøre kontraktfriheden, hvor en sådan eksisterer, mellem ansøgerne og dem, der bistår dem i en hvilken som helst del af procedurerne, herunder friheden til at forhandle en passende pris for sådanne ydelser.

(13)

Gebyrer, der opkræves af registrene i forbindelse med onlineprocedurerne, bør beregnes på grundlag af omkostningerne ved de pågældende ydelser. Sådanne gebyrer kan bl.a. også dække omkostningerne ved mindre ydelser, som leveres gratis. Ved beregningen af gebyrernes størrelse bør medlemsstaterne kunne tage højde for alle de omkostninger, som er forbundet med gennemførelsen af onlineprocedurerne, herunder den andel af generalomkostningerne, der kan henføres dertil. Medlemsstaterne bør endvidere kunne pålægge faste gebyrer og fastsætte beløb for sådanne gebyrer for en ubegrænset periode, forudsat at de med regelmæssige mellemrum kontrollerer, at sådanne gebyrer fortsat ikke overstiger de gennemsnitlige udgifter til de pågældende ydelser. Gebyrer for onlineprocedurer, der opkræves af registret i medlemsstaterne, bør ikke overstige de dækningsomkostninger, der er forbundet med leveringen af sådanne ydelser. Hvis færdigbehandlingen af proceduren kræver en betaling, bør det desuden være muligt at gennemføre denne ved hjælp af almindeligt tilgængelige grænseoverskridende betalingstjenester, såsom ved hjælp af kreditkort og bankoverførsler.

(14)

Medlemsstaterne bør bistå personer, der ønsker at oprette et selskab eller registrere en filial, ved at stille visse oplysninger til rådighed via den fælles digitale portal og, hvor det er relevant, på e-justiceportalen, på en kortfattet og brugervenlig måde for så vidt angår de procedurer og krav, der er forbundet med oprettelsen af selskaber med begrænset ansvar, registreringen af filialer, og indberetningen af dokumenter og oplysninger, regler vedrørende frakendte ledelsesmedlemmer og en beskrivelse af beføjelser og ansvar for selskabers administrations-, ledelses- og tilsynsorganer.

(15)

Det bør være muligt at oprette selskaber fuldt ud online. Medlemsstaterne bør dog kunne begrænse muligheden for onlineoprettelse til visse anpartsselskabsformer, som specificeret i dette direktiv, på grund af den kompleksitet, som er forbundet med at oprette andre selskabsformer i national ret. Medlemsstaterne bør under alle omstændigheder fastsætte nærmere regler for onlineoprettelse. Det bør være muligt at foretage onlineoprettelse gennem indberetning af dokumenter eller oplysninger i elektronisk form, uden at dette berører medlemsstaternes materielle og proceduremæssige krav, herunder dem der vedrører de retlige procedurer for udarbejdelse af stiftelsesoverenskomster, og ægtheden, nøjagtigheden, pålideligheden, troværdigheden og den korrekte retlige form af de dokumenter eller oplysninger, der er indsendt. Sådanne materielle og proceduremæssige krav bør dog ikke gøre onlineprocedurer, navnlig dem for onlineoprettelse af et selskab og onlineregistrering af en filial, umulig. Hvor det ikke er teknisk muligt at indhente elektroniske genparter af dokumenter, som opfylder medlemsstaternes krav, kan det undtagelsesvist kræves, at dokumenterne skal indleveres i papirform.

(16)

Hvor alle formaliteter, der er påkrævet for onlineregistrering af et selskab, er overholdt, herunder kravet om, at alle dokumenter og oplysninger skal indsendes af selskabet på korrekt vis, bør onlineoprettelsen hos myndigheder eller hos personer eller organer, der i henhold til national ret er bemyndiget til at varetage alle aspekter i forbindelse med onlineprocedurerne, ske hurtigt. I tilfælde, hvor der hersker tvivl om, hvorvidt de nødvendige formaliteter er opfyldt, herunder vedrørende en ansøgers identitet, lovligheden af et selskabs navn, hvorvidt et ledelsesmedlem er frakendt retten til at være ledelsesmedlem, eller hvorvidt andre oplysninger eller dokumenter overholder de retlige krav, samt i tilfælde, hvor der er mistanke om svig eller misbrug, kan onlineoprettelsen dog vare længere, og myndighedernes frist bør først begynde at løbe, når sådanne formaliteter er opfyldt. Hvis det ikke er muligt at afslutte proceduren inden for fristerne, bør medlemsstaterne under alle omstændigheder sikre, at ansøgeren underrettes om begrundelsen for en eventuel forsinkelse.

(17)

For at sikre rettidig onlineoprettelse af et selskab eller onlineregistrering af en filial bør medlemsstaterne ikke gøre denne oprettelse eller registrering afhængig af en licens eller tilladelse før denne oprettelse eller registrering kan færdigbehandles, medmindre dette er fastsat i national ret med henblik på at sikre, at der kan foretages korrekt kontrol af visse aktiviteter. Efter oprettelse eller registrering bør national ret regulere de situationer, hvor selskaber eller filialer ikke må udføre visse aktiviteter uden at indhente en licens eller tilladelse.

(18)

For at bistå virksomheder, navnlig SMVer, med at etablere sig bør det være muligt at oprette anpartsselskaber ved hjælp af skabeloner, der bør være tilgængelige online. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne skabeloner kan anvendes til onlineoprettelse, og bør frit kunne fastsætte, hvad deres retlige værdi er. Sådanne skabeloner kan indeholde en på forhånd fastsat række muligheder i overensstemmelse med national ret. Ansøgerne bør kunne vælge mellem at bruge skabeloner eller oprette et selskab med skræddersyede stiftelsesoverenskomster, og medlemsstaterne bør have mulighed for også at tilbyde skabeloner for andre selskabsformer.

(19)

For at tage hensyn til medlemsstaternes eksisterende selskabsretlige traditioner er det vigtigt at sørge for fleksibilitet med hensyn til måden, hvorpå de sikrer et fuldstændigt onlinesystem for oprettelse af selskaber, registrering af filialer og indberetning af dokumenter og oplysninger, herunder med hensyn til den rolle, som notarer og advokater spiller i en hvilken som helst del af en sådan onlineprocedure. Spørgsmål vedrørende onlineprocedurer, som ikke reguleres under dette direktiv, bør fortsat være underlagt national ret.

(20)

For at bekæmpe svig og selskabskapring og tilvejebringe garantier for pålideligheden og troværdigheden af de dokumenter og oplysninger, der findes i de nationale registre, bør bestemmelserne om onlineprocedurer fastsat i dette direktiv endvidere omfatte identitetskontroller og kontroller af rets- og handleevnen hos de personer, som ønsker at oprette et selskab eller registrere en filial eller indberette dokumenter og oplysninger. Disse kontroller kan være en del af den legalitetskontrol, som visse medlemsstater kræver. Det bør imidlertid være op til medlemsstaterne at udvikle og vedtage midlerne og metoderne til at udføre denne kontrol. Medlemsstaterne bør i den forbindelse kunne kræve, at notarer eller advokater deltager i en hvilken som helst del af onlineprocedurerne. En sådan deltagelse bør dog ikke forhindre, at proceduren gennemføres online i sin helhed.

(21)

Hvor det er begrundet af tvingende almene hensyn til at forhindre identitetsmisbrug eller identitetsændring eller for at sikre overholdelsen af reglerne om rets- og handleevne og om ansøgeres bemyndigelse til at repræsentere et selskab, bør det være muligt for medlemsstaterne at træffe foranstaltninger i overensstemmelse med national ret, som kræver ansøgerens fysiske tilstedeværelse hos en myndighed eller en person eller et organ, der i henhold til national ret er bemyndiget til at varetage alle aspekter af onlineprocedurerne, i den medlemsstat hvor selskabet skal oprettes eller en filial skal registreres. En sådan fysisk tilstedeværelse bør dog ikke kræves systematisk, men kun efter en konkret vurdering fra sag til sag, og hvis der er grund til mistanke i forhold til ansøgerne om identitetsforfalskning eller om manglende overholdelse af reglerne om rets- og handleevne eller om ansøgeres beføjelse til at repræsentere et selskab. En sådan mistanke bør være baseret på oplysninger, der er tilgængelige for de myndigheder, personer eller organer, der i henhold til national ret er bemyndiget til at udføre sådanne slags kontroller. Hvis der kræves fysisk tilstedeværelse, bør medlemsstaterne sikre, at alle andre trin i proceduren kan gennemføres online. Begrebet rets- og handleevne bør anses for at omfatte evnen til at handle.

(22)

Medlemsstaterne bør også kunne gøre det muligt for deres kompetente myndigheder, personer eller organer ved hjælp af supplerende elektroniske identifikations-, rets- og handleevne- og legalitetskontroller at verificere, hvorvidt alle kravene til selskabsoprettelsen er opfyldt. Sådanne kontroller kan bl.a. omfatte videokonferencer eller andre onlinebaserede midler, der giver en audiovisuel forbindelse i realtid.

(23)

For at sikre at alle personer, som interagerer med selskaber, er beskyttet, bør medlemsstaterne være i stand til at forebygge svigagtig adfærd eller andet misbrug ved at afvise udnævnelsen af et ledelsesmedlem for et selskab eller en filial af årsager, som ikke alene tager højde for denne persons tidligere adfærd på deres eget territorium — men hvor det fastsættes i henhold til national ret — også tager højde for oplysninger fra andre medlemsstater. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at anmode andre medlemsstater om oplysninger. Svaret kan enten bestå af oplysninger om en aktuel frakendelse af retten til at være ledelsesmedlem eller andre oplysninger, der er relevante for frakendelse i den medlemsstat, der har modtaget anmodningen. Sådanne anmodninger om oplysninger bør være mulige via registersammenkoblingssystemet. I denne forbindelse bør medlemsstaterne frit kunne vælge, hvordan de bedst indsamler disse oplysninger, f.eks. ved at indsamle de relevante oplysninger fra registre eller andre steder, hvor de er lagret i overensstemmelse med deres nationale ret, eller ved at oprette særlige registre eller særlige afdelinger i virksomhedsregistre. Hvis der er behov for yderligere oplysninger, f.eks. om perioder for og begrundelsen for frakendelse af retten til at være ledelsesmedlem, bør medlemsstaterne kunne stille disse til rådighed gennem alle tilgængelige systemer til udveksling af oplysninger i overensstemmelse med national ret. Dette direktiv bør dog ikke skabe en forpligtelse til at anmode om sådanne oplysninger i samtlige sager. Muligheden for at tage højde for oplysninger om frakendelse pålagt i en anden medlemsstat bør endvidere ikke forpligte medlemsstaterne til at anerkende frakendelser pålagt af andre medlemsstater.

(24)

For at sikre at alle personer, som interagerer med selskaber eller filialer, er beskyttet, og for at forebygge svigagtig adfærd eller andet misbrug er det vigtigt, at medlemsstaternes kompetente myndigheder er i stand til at verificere, at personen, der skal udnævnes til ledelsesmedlem, ikke er frakendt retten til at være ledelsesmedlem. Med henblik herpå bør de kompetente myndigheder også vide, om den pågældende person er registreret i et hvilket som helst af de registre, der er relevante for frakendelse af retten til at være ledelsesmedlem i andre medlemsstater, ved hjælp af systemet til sammenkobling af selskabsregistre. Registrene, de myndigheder eller personer eller organer, der er bemyndiget i henhold til national ret til at varetage alle aspekter af onlineprocedurerne, bør ikke opbevare sådanne personoplysninger længere, end hvad der er nødvendigt for at vurdere egnetheden af den person, der skal udnævnes til ledelsesmedlem. Sådanne enheder kan imidlertid have behov for at opbevare sådanne oplysninger i en længere periode med henblik på en eventuel revision af en negativ afgørelse. Opbevaringsperioden bør under alle omstændigheder ikke være længere end den periode, der er fastsat i de nationale regler for opbevaring af personoplysninger vedrørende oprettelsen af et selskab eller registreringen af en filial eller indberetningen af dokumenter og oplysninger i forbindelse hermed.

(25)

Forpligtelserne fastsat i dette direktiv i forbindelse med onlineoprettelse af selskaber og onlineregistrering af filialer bør ikke berøre andre formaliteter, som ikke er relateret til selskabsret, og som et selskab skal opfylde for at starte sine aktiviteter i overensstemmelse med EU-retten og national ret.

(26)

Som det er tilfældet med onlineoprettelsen af selskaber og onlineregistreringen af filialer, bør det med henblik på at reducere selskabernes omkostninger og byrder i løbet af selskabernes levetid ligeledes være muligt fuldt ud at indsende dokumenter og oplysninger online til de nationale registre. Det bør samtidig stå medlemsstaterne frit for at tillade indberetning af dokumenter og oplysninger ad anden vej, herunder i papirform. Dertil kommer, at offentliggørelse af selskabsoplysninger bør foretages, når oplysninger gøres offentligt tilgængelige i disse nationale registre, eftersom de nu er indbyrdes forbundne og fungerer som omfattende referencepunkt for brugerne. For at undgå forstyrrelser af de eksisterende metoder for offentliggørelse bør medlemsstaterne også have mulighed for at offentliggøre alle eller visse selskabsoplysninger i en national tidende, idet det samtidig sikres, at registeret sender disse oplysninger elektronisk til den pågældende nationale tidende. Dette direktiv bør ikke berøre nationale regler om registrets retlige værdi eller den rolle, som en national offentlig tidende spiller.

(27)

For at lette måden, hvorpå de oplysninger, der er lagret i nationale registre, kan søges og udveksles med andre systemer, bør medlemsstaterne sikre, at alle dokumenter og oplysninger, som er leveret til en myndighed eller en person eller et organ, der i henhold til national ret har bemyndigelse til at varetage alle aspekter af onlineprocedurerne, som et led i onlineprocedurerne fastsat i dette direktiv, kan opbevares i registrene i et maskinlæsbart og søgbart format eller som strukturerede data efter udløbet af fristen for den relevante gennemførelsesperiode. Dette betyder, at filformatet bør være struktureret på en sådan måde, at softwareapplikationer nemt kan identificere, genkende og hente specifikke data samt identificere og genkende deres interne struktur. Kravet om at sikre, at formatet af dokumenter og oplysninger er søgbart, bør ikke omfatte scannede underskrifter eller andre data, som ikke egner sig til at blive læst maskinelt. Eftersom dette kan indebære ændringer af medlemsstaternes eksisterende informationssystemer, bør der være en længere gennemførelsesperiode for dette krav.

(28)

For at reducere omkostningerne, de administrative byrder og procedurernes varighed for selskaberne bør medlemsstaterne anvende engangsprincippet i selskabsretten, som er etableret i Unionen, hvilket bl.a. fremgår af forordning (EU) 2018/1724, Kommissionens handlingsplan for e-forvaltning eller Tallinnerklæringen om e-forvaltning. Anvendelse af engangsprincippet indebærer, at selskaberne ikke vil blive bedt om at indgive samme oplysninger til de offentlige myndigheder mere end én gang. Selskaberne bør eksempelvis ikke skulle indberette de samme oplysninger både til registret og til den nationale tidende. I stedet bør registret sende de allerede indberettede oplysninger direkte til den nationale tidende. Hvis et selskab er oprettet i en medlemsstat og ønsker at registrere en filial i en anden medlemsstat, bør det tilsvarende være muligt for selskabet at gøre brug af de dokumenter eller oplysninger, der tidligere er indberettet til et register. Hvis et selskab er oprettet i én medlemsstat, men har en filial i en anden, bør det derudover være muligt for selskabet kun at skulle indberette visse ændringer af selskabsoplysningerne til det register, hvor selskabet er registreret, uden samtidig at skulle indberette de samme oplysninger til det register, hvor filialen er registreret. I stedet bør oplysninger om f.eks. en ændring af selskabets navn eller af dets vedtægtsmæssige hjemsted udveksles elektronisk mellem det register, som selskabet er registreret i, og det register, som filialen er registreret i, ved hjælp af registersammenkoblingssystemet.

(29)

For at sikre at sammenhængende og ajourførte oplysninger om selskaber er tilgængelige i Unionen, og for yderligere at øge gennemsigtigheden, bør det være muligt at bruge registersammenkoblingssystemet til udveksling af oplysninger om alle de selskabsformer, der er registreret i medlemsstaternes registre i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at stille elektroniske genparter af dokumenter og oplysninger for andre selskabsformer til rådighed via dette registersammenkoblingssystem.

(30)

For gennemsigtighedens skyld og for at beskytte arbejdstageres, kreditorers og mindretalsaktionærers interesser og for at øge tilliden til forretningstransaktioner, herunder dem, der har en grænseoverskridende karakter inden for det indre marked, er det vigtigt, at investorer, interesserede parter, forretningspartnere og myndigheder let kan tilgå selskabsoplysningerne. For at øge tilgængeligheden af disse oplysninger bør der være gratis adgang til flere oplysninger i alle medlemsstater. Sådanne oplysninger bør omfatte et selskabs status og oplysninger om dets filialer i andre medlemsstater samt oplysninger om personer, der enten som et organ eller som medlemmer af ethvert sådant organ er bemyndiget til at repræsentere selskabet. Endvidere bør gebyret for at indhente en genpart af alle eller dele af de dokumenter eller oplysninger, som selskabet har offentliggjort enten i papirform eller ved hjælp af elektroniske midler, ikke overstige de dermed forbundne administrative omkostninger, herunder omkostningerne til udvikling og ajourføring af registre, forudsat at prisen ikke står i et urimeligt forhold til de oplysninger, der anmodes om.

(31)

Medlemsstaterne har på nuværende tidspunkt mulighed for at oprette valgfrie adgangspunkter til registersammenkoblingssystemet. Det er dog ikke muligt for Kommissionen at koble andre interesserede parter til registersammenkoblingssystemet. For at andre interesserede parter kan få gavn af de sammenkoblede registre og for at sikre, at deres systemer indeholder nøjagtige, ajourførte og pålidelige oplysninger om selskaber, bør Kommissionen bemyndiges til at etablere yderligere adgangspunkter. Sådanne adgangspunkter bør være tilgængelige for systemer, der er udviklet og drevet af Kommissionen eller af andre EU-institutioner, kontorer eller agenturer, for at disse kan udføre deres funktioner eller overholde bestemmelserne i EU-retten.

(32)

Med henblik på at hjælpe selskaber, der er etableret i det indre marked, til lettere at udvide deres forretningsaktiviteter på tværs af grænserne, bør det være muligt for dem at oprette og registrere filialer i andre medlemsstater online. Medlemsstaterne bør derfor, på lignende vis som for selskaber, gøre det muligt at registrere filialer og indberette dokumenter og oplysninger online, hvilket vil bidrage til at reducere omkostningerne og samtidig mindske den administrative byrde og den tid, der bruges på formaliteter i forbindelse med grænseoverskridende ekspansion.

(33)

Ved registrering af en filial af et selskab, der er registreret i en anden medlemsstat, bør medlemsstaterne også være i stand til at verificere visse oplysninger om selskabet via registersammenkoblingssystemet. Hvis en filial lukkes i en medlemsstat, bør registret i denne medlemsstat desuden via registersammenkoblingssystemet underrette den medlemsstat, hvor selskabet er registreret, om en sådan lukning, og begge registre bør registrere denne oplysning.

(34)

For at sikre sammenhæng med EU-retten og national ret er det nødvendigt at slette bestemmelsen vedrørende kontaktudvalget, som er ophørt med at eksistere, og at ajourføre de selskabsformer, der er fastsat i bilag I og II til direktiv (EU) 2017/1132.

(35)

For at kunne tage højde for eventuelle fremtidige ændringer af medlemsstaternes retsregler og EU-lovgivningen vedrørende selskabsformer bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår ajourføring af listen over selskaber i bilag I, II og IIA til direktiv (EU) 2017/1132. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(36)

Bestemmelserne i dette direktiv, herunder forpligtelsen til at registrere selskaber, berører ikke national ret vedrørende skattemæssige foranstaltninger i medlemsstaterne eller deres territoriale eller administrative underafdelinger.

(37)

Medlemsstaternes beføjelse til at afvise ansøgninger om oprettelse af selskaber og registrering af filialer i tilfælde af svig eller misbrug og medlemsstaternes efterforsknings- og håndhævelseshandlinger, herunder sådanne foretaget af politiet eller andre kompetente myndigheder, bør ikke berøres af dette direktiv. Andre forpligtelser i henhold til EU-retten og national ret, herunder forpligtelser hidrørende fra bekæmpelse af hvidvaskning af penge, finansiering af terrorisme og regler om reelt ejerskab, bør heller ikke berøres. Dette direktiv berører ikke bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (8) om imødegåelse af risiciene i forbindelse med hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, navnlig forpligtelserne til at udføre passende kundekendskabsprocedurer på et risikobaseret grundlag og til at identificere og registrere den reelle ejer af en nyligt oprettet enhed i den medlemsstat, hvor enheden er stiftet.

(38)

Dette direktiv bør anvendes under overholdelse af EU-retten om databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger som fastlagt i artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Enhver behandling af personoplysninger vedrørende fysiske personer i henhold til dette direktiv skal foretages i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (9).

(39)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (10) og afgav en udtalelse den 26. juli 2018.

(40)

Målet for dette direktiv, nemlig at levere mere digitale løsninger til selskaber i det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(41)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (11) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er berettiget.

(42)

I betragtning af kompleksiteten af de ændringer, der kræves af de nationale systemer med henblik på at overholde bestemmelserne i dette direktiv, og de betydelige forskelle, der i øjeblikket findes mellem medlemsstaterne med hensyn til anvendelsen af digitale værktøjer og digitale procedurer på området for selskabsret, er det hensigtsmæssigt at indføre bestemmelser om, at medlemsstater, der har særlige vanskeligheder med at gennemføre visse bestemmelser i dette direktiv, kan meddele Kommissionen, at det er nødvendigt at opnå en forlængelse på op til ét år efter den relevante gennemførelsesperiode. Medlemsstaterne bør angive deres objektive grunde til at ansøge om en sådan forlængelse.

(43)

Kommissionen bør foretage en evaluering af dette direktiv. Ifølge punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning bør denne evaluering baseres på de fem kriterier effektivitet, virkningsfuldhed, relevans, sammenhæng og merværdi og danne grundlag for konsekvensanalyser af muligheder for yderligere tiltag. Medlemsstaterne bør hjælpe med at gennemføre denne evaluering ved at forsyne Kommissionen med de oplysninger, de har til rådighed, om, hvordan onlineoprettelse af selskaber fungerer i praksis, f.eks. oplysninger om antallet af onlineoprettelser, antallet af tilfælde, hvor der er anvendt skabeloner, eller hvor fysisk tilstedeværelse var påkrævet, samt den gennemsnitlige varighed af og udgifterne til onlineoprettelser.

(44)

Der bør indsamles oplysninger for at vurdere dette direktivs virkninger i forhold til det fastsatte mål og for at gennemføre en evaluering i overensstemmelse med punkt 22 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

(45)

Direktiv (EU) 2017/1132 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsætter, at enhver arbejdstager har ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold og til en begrænsning af den maksimale arbejdstid, til daglige og ugentlige hvileperioder samt til årlig ferie med løn.

(2)

Princip nr. 5 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, som blev bekendtgjort i Göteborg den 17. november 2017, fastsætter, at arbejdstagere uanset ansættelsesforholdets type og varighed har ret til rimelig og lige behandling for så vidt angår arbejdsvilkår, adgang til social beskyttelse og uddannelse, og at overgangen til tidsubegrænsede ansættelsesformer skal fremmes; at den nødvendige fleksibilitet hos arbejdsgiverne til hurtigt at tilpasse sig ændringer i de økonomiske forhold skal sikres i overensstemmelse med lovgivningen og kollektive overenskomster; at innovative arbejdsformer, der sikrer arbejdsvilkår af høj kvalitet, skal fremmes, at der skal tilskyndes til iværksætteri og selvstændig virksomhed, og at den erhvervsmæssige mobilitet skal lettes; samt at ansættelsesforhold, der fører til usikre arbejdsvilkår, skal forhindres, bl.a. ved at forbyde misbrug af atypiske kontrakter, og at en prøvetid bør være af en rimelig varighed.

(3)

Princip nr. 7 i den europæiske søjle for sociale rettigheder fastsætter, at arbejdstagere har ret til ved ansættelsesforholdets start at blive underrettet skriftligt om deres rettigheder og pligter i forbindelse hermed, herunder en eventuel prøvetid; at arbejdstagere forud for en opsigelse har ret til at blive underrettet om årsagerne hertil og få et rimeligt varsel, samt at de har ret til adgang til effektiv og upartisk tvistbilæggelse og i tilfælde af ubegrundet opsigelse ret til at klage, herunder ret til passende kompensation.

(4)

Siden vedtagelsen af Rådets direktiv 91/533/EØF (4) har arbejdsmarkederne undergået vidtrækkende forandringer som følge af den demografiske udvikling og digitaliseringen, hvilket har ført til, at der er blevet skabt nye ansættelsesformer, som har bidraget til innovation, jobskabelse og vækst på arbejdsmarkedet. Visse nye ansættelsesformer varierer betydeligt i forhold til traditionelle ansættelsesforhold for så vidt angår forudsigelighed, hvilket skaber usikkerhed om gældende rettigheder og social beskyttelse for de berørte arbejdstagere. På dette arbejdsmarked i forandring er der derfor et øget behov for, at arbejdstagerne underrettes fuldt ud om deres væsentlige arbejdsvilkår, hvilket bør ske rettidigt og skriftligt i en form, som arbejdstagere har let adgang til. For at skabe en passende ramme om udviklingen af nye ansættelsesformer bør arbejdstagere i Unionen også udstyres med en række nye minimumsrettigheder, som har til formål at fremme tryghed og forudsigelighed i ansættelsesforhold og samtidig sikre opadgående konvergens på tværs af medlemsstaterne og bevare arbejdsmarkedets tilpasningsevne.

(5)

I henhold til direktiv 91/533/EØF har størstedelen af arbejdstagerne i Unionen ret til at modtage skriftlige oplysninger om deres arbejdsvilkår. Direktiv 91/533/EØF omfatter imidlertid ikke alle arbejdstagere i Unionen. Desuden har der vist sig at være huller i beskyttelsen under de nye ansættelsesformer, der er blevet skabt som følge af udviklingen på arbejdsmarkedet siden 1991.

(6)

Der bør derfor på EU-plan fastsættes minimumskrav til oplysninger om de væsentlige punkter i ansættelsesforholdet og vedrørende arbejdsvilkår, som gælder for enhver arbejdstager, for at sikre alle arbejdstagere i Unionen en passende grad af gennemsigtighed og forudsigelighed, for så vidt angår deres arbejdsvilkår, idet der opretholdes en rimelig fleksibilitet for atypisk ansættelse, så fordelene herved for arbejdstagere og arbejdsgivere bevares.

(7)

Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 154 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) gennemført en høring i to faser af arbejdsmarkedets parter om forbedring af anvendelsesområdet for og effektiviteten af direktiv 91/533/EØF og udvidelse af dets mål for at fastsætte nye rettigheder for arbejdstagere. Dette førte ikke til nogen enighed blandt arbejdsmarkedets parter om at indlede forhandlinger om disse spørgsmål. Som det imidlertid blev bekræftet af resultaterne af de åbne offentlige høringer, der blev gennemført for at indhente synspunkter fra forskellige interessenter og borgere, er det vigtigt at træffe foranstaltninger på EU-plan på dette område ved at modernisere og tilpasse de nuværende retlige rammer til nye udviklinger.

(8)

Den Europæiske Unions Domstol (Domstolen) har i sin retspraksis opstillet kriterier for fastlæggelse af status som arbejdstager (5). Domstolens fortolkning af disse kriterier bør tages i betragtning ved gennemførelsen af dette direktiv. Forudsat at husarbejdere, arbejdstagere på tilkaldebasis, løst ansatte arbejdstagere, voucher-baserede arbejdstagere, arbejdstagere på onlineplatforme, praktikanter og lærlinge opfylder disse kriterier, kan de være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Reelt selvstændige erhvervsdrivende bør ikke være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, eftersom de ikke opfylder disse kriterier. Misbrug af betegnelsen selvstændig erhvervsdrivende som defineret i national ret, enten på nationalt plan eller i grænseoverskridende situationer, er en form for uretmæssigt angivet arbejde, som ofte forbindes med sort arbejde. Betegnelsen »proformaselvstændig« anvendes om en person, der erklæres at være selvstændig, selv om vedkommende opfylder de kriterier, som karakteriserer et ansættelsesforhold, for at undgå bestemte retlige eller skattemæssige forpligtelser. Sådanne personer bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde. Fastlæggelsen af, om der foreligger et ansættelsesforhold, bør være baseret på de faktiske omstændigheder i forbindelse med arbejdets reelle udførelse og ikke på parternes beskrivelse af forholdet.

(9)

Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvor det er berettiget af objektive grunde, at visse bestemmelser i dette direktiv ikke finder anvendelse på visse kategorier af embedsmænd, offentlige beredskabstjenester, de væbnede styrker, politiet, dommere, anklagere, efterforskere eller andre retshåndhævende myndigheder på grund af den særlige karakter af de opgaver, de skal udføre, eller deres ansættelsesvilkår.

(10)

De krav, der er fastlagt i dette direktiv om de følgende forhold, bør ikke gælde for søfarende og havfiskere, i lyset af deres særlige ansættelsesvilkår: sideløbende ansættelse, hvor de er uforenelige med det arbejde, der udføres om bord på skibe eller fiskerfartøjer, arbejdets minimumsforudsigelighed, arbejdstagere, der sendes til en anden medlemsstat eller et tredjeland, overgang til en anden form for ansættelse og afgivelse af oplysninger om identiteten på den socialsikringsinstitution, som modtager de sociale bidrag. Med henblik på dette direktiv bør søfarende og havfiskere som defineret i henholdsvis Rådets direktiv 2009/13/EF (6) og (EU) 2017/159 (7) anses for at arbejde i Unionen, når de arbejder om bord på skibe eller fiskerfartøjer, der er registreret i en medlemsstat eller fører en medlemsstats flag.

(11)