(1)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2015/2422 (3) har Domstolen haft generelle drøftelser med Retten om de kompetencer, som de udøver, og undersøgt, om der i forbindelse med reformen af Unionens retslige struktur, der fandt sted i henhold til nævnte forordning, bør foretages visse ændringer i fordelingen af kompetence mellem Domstolen og Retten eller i Domstolens behandling af appelsager.

(2)

Således som det fremgår af den rapport, som Domstolen fremlagde for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen den 14. december 2017, er Domstolen af den opfattelse, at der på nuværende trin ikke er anledning til at foreslå ændringer for så vidt angår behandlingen af de præjudicielle spørgsmål, som bliver forelagt den i medfør af artikel 267 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). De præjudicielle forelæggelser udgør kernen i Unionens domstolssystem og behandles hurtigt, således at der ikke på nuværende tidspunkt er behov for en overførsel til Retten af kompetencen til at påkende præjudicielle spørgsmål på specifikke områder, som er fastsat i statutten for Den Europæiske Unions Domstol.

(3)

De drøftelser, som Domstolen og Retten har ført, har imidlertid vist, at Retten, når den træffer afgørelse i et annullationssøgsmål, der bliver anlagt af en medlemsstat til prøvelse af en retsakt fra Kommissionen, og som vedrører en manglende opfyldelse af en dom, der er blevet afsagt af Domstolen i henhold til artikel 260, stk. 2 eller 3, i TEUF, kan støde på alvorlige vanskeligheder ved afgørelsen af dette søgsmål, når Kommissionens og den pågældende medlemsstats standpunkter afviger fra hinanden med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt de af nævnte medlemsstat trufne foranstaltninger er egnede med henblik på at efterkomme Domstolens dom. Af disse grunde synes det nødvendigt, at sager, der vedrører et fast beløb eller en tvangsbøde, som en medlemsstat er blevet pålagt at betale i medfør af artikel 260, stk. 2 eller 3, i TEUF, forbeholdes Domstolen alene.

(4)

Det fremgår desuden af de drøftelser, som Domstolen og Retten har ført, at der iværksættes adskillige appeller i sager, der allerede har været genstand for en dobbelt prøvelse, først ved en uafhængig appelinstans og dernæst ved Retten, og at Domstolen afviser mange af disse appeller på grund af deres åbenlyse manglende grundlag, eller på et åbenbart afvisningsgrundlag. Med henblik på at gøre det muligt for Domstolen at koncentrere sig om de sager, der kræver dens fulde opmærksomhed, er det nødvendigt af hensyn til retsplejen at indføre en ordning for appeller, der vedrører sådanne sager, hvorved Domstolen helt eller delvist admitterer en appel, alene når den rejser et vigtigt spørgsmål for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling.

(5)

På baggrund af det stadigt stigende antal sager, der indbringes for Domstolen, og i overensstemmelse med skrivelse af 13. juli 2018 fra præsidenten for Den Europæiske Unions Domstol er det på dette trin nødvendigt at prioritere indførelsen af ovennævnte ordning, hvorved Domstolen afgør, hvorvidt en appel kan admitteres. Behandlingen af den del af Domstolens anmodning af 26. marts 2018, som vedrører en delvis overførsel af traktatbrudssøgsmål til Retten, bør foretages på et senere tidspunkt, der ligger efter fremsættelsen i december 2020 af den rapport om Rettens funktion, som er fastsat i artikel 3, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) 2015/2422. Det skal erindres, at denne rapport navnlig bør fokusere på Rettens effektivitet og nødvendigheden og effektiviteten af forøgelsen til 56 dommere, samtidig med at der tages hensyn til målet om at sikre, at mænd og kvinder er ligeligt repræsenteret ved Retten, som nævnt i præamblen til forordning (EU, Euratom) 2015/2422.

(6)

Det er derfor nødvendigt at ændre protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, idet der samtidig sikres en fuldstændig terminologisk sammenhæng mellem dens bestemmelser og de tilsvarende bestemmelser i TEUF, og fastsætte passende overgangsbestemmelser med hensyn til udfaldet af de sager, som verserer på tidspunktet for denne forordnings ikrafttræden —

(1)

Etableringen af en samlet strategi, der skal håndtere misligholdte eksponeringer, er et vigtigt mål for Unionen i dens forsøg på at gøre det finansielle system mere modstandsdygtigt. Håndteringen af misligholdte eksponeringer falder hovedsageligt ind under bankernes og medlemsstaternes ansvarsområde, men der er samtidig hermed også en klar EU-dimension med hensyn til at reducere den nuværende store beholdning af misligholdte eksponeringer og forhindre enhver overdreven ophobning af misligholdte eksponeringer i fremtiden og fremkomsten af systemiske risici i ikkebanksektoren. I betragtning af de indbyrdes forbindelser mellem banksystemerne og de finansielle systemer i hele Unionen, hvor banker opererer i flere jurisdiktioner og medlemsstater, er der et væsentligt potentiale for afsmittende virkninger for medlemsstaterne og Unionen som helhed, både med hensyn til økonomisk vækst og finansiel stabilitet.

(2)

Finanskrisen førte til en ophobning af misligholdte eksponeringer i banksektoren. Forbrugerne blev i høj grad berørt af den efterfølgende recession og faldet i boligpriserne. Det er afgørende at beskytte forbrugernes rettigheder i overensstemmelse med relevant EU-ret, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF (4) og 2014/17/EU (5), når problemet med misligholdte eksponeringer skal håndteres. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU (6) tilskynder til hurtig betaling fra både virksomheder og offentlige myndigheder og vil kunne bidrage til at forhindre den form for ophobning af misligholdte eksponeringer, der opstod under finanskrisen.

(3)

Et integreret finansielt system vil øge modstandsdygtigheden i Den Økonomiske og Monetære Union over for negative chok ved at fremme privat risikodeling på tværs af grænserne og samtidig mindske behovet for offentlig risikodeling. For at nå disse mål bør Unionen fuldføre bankunionen og yderligere udvikle en kapitalmarkedsunion. Håndtering af en eventuel fremtidig ophobning af misligholdte eksponeringer er afgørende for at kunne styrke bankunionen, da det er afgørende for at sikre konkurrencen i banksektoren, bevare den finansielle stabilitet og tilskynde til långivning for at skabe beskæftigelse og vækst i Unionen.

(4)

Rådet opfordrede i sin »Handlingsplan for behandling af misligholdte lån i Europa« af 11. juli 2017 forskellige institutioner til at træffe passende foranstaltninger til yderligere at håndtere det høje antal misligholdte eksponeringer i Unionen og forhindre, at de ophobes i fremtiden. I handlingsplanen skitseres en samlet tilgang, der fokuserer på en kombination af komplementære politiske tiltag på fire områder: i) tilsyn, ii) strukturelle reformer af rammerne for insolvens og inddrivelse af gæld, iii) udvikling af sekundære markeder for nødlidende aktiver og iv) fremme af omstrukturering af banksystemet. Tiltag på disse områder skal træffes på EU-plan og på nationalt plan, hvis det er relevant. Kommissionen tilkendegav en tilsvarende hensigt i sin »Meddelelse om fuldførelse af bankunionen« af 11. oktober 2017, hvori den krævede en omfattende pakke til håndtering af misligholdte lån i Unionen.

(5)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (7) danner sammen med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (8) den retlige ramme for de tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (sammen benævnt »institutter«). Forordning (EU) nr. 575/2013 indeholder bl.a. bestemmelser, der gælder umiddelbart for institutter, når de beregner deres kapitalgrundlag. Det er derfor nødvendigt at supplere de eksisterende tilsynsmæssige krav i forordning (EU) nr. 575/2013 vedrørende kapitalgrundlaget med bestemmelser, der kræver et fradrag i kapitalgrundlaget, når misligholdte eksponeringer ikke er tilstrækkeligt dækket af hensættelser eller andre justeringer. Et sådant krav vil reelt betyde, at der skabes en tilsynsmæssig bagstopperordning for misligholdte eksponeringer, som vil finde ensartet anvendelse på alle institutter i Unionen og tillige omfatte institutter, der er aktive på det sekundære marked.

(6)

Den tilsynsmæssige bagstopperordning bør ikke forhindre kompetente myndigheder i at udøve deres tilsynsbeføjelser i overensstemmelse med direktiv 2013/36/EU. Hvis de kompetente myndigheder i enkelttilfælde konstaterer, at der på trods af anvendelsen af den tilsynsmæssige bagstopperordning for misligholdte eksponeringer, der er fastsat i denne forordning, ikke er tilstrækkelig dækning af et bestemt instituts misligholdte eksponeringer, bør de kunne gøre brug af de tilsynsbeføjelser, der er fastsat i direktiv 2013/36/EU, herunder beføjelsen til at stille krav om, at institutterne anvender en specifik nedskrivningspolitik eller behandling af aktiver for så vidt angår kapitalgrundlagskravene. Det er derfor muligt for de kompetente myndigheder i enkelttilfælde at gå videre end kravene i denne forordning med henblik på at sikre tilstrækkelig dækning af misligholdte eksponeringer.

(7)

Med henblik på anvendelse af den tilsynsmæssige bagstopperordning bør der indføres et klart sæt betingelser for klassificering af misligholdte eksponeringer i forordning (EU) nr. 575/2013. Eftersom der i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 (9) allerede er fastsat kriterier vedrørende misligholdte eksponeringer i forbindelse med indberetning med henblik på tilsyn, bør klassificeringen af misligholdte eksponeringer bygge på denne eksisterende ramme. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 680/2014 omhandler misligholdte eksponeringer som defineret med henblik på beregning af kapitalgrundlagskravene i relation til kreditrisiko og værdiforringede eksponeringer i overensstemmelse med de gældende regnskabsregler. Eftersom kreditlempelser kan have indflydelse på, om en eksponering klassificeres som misligholdt, suppleres klassificeringskriterierne af klare kriterier for virkningen af kreditlempelser. Kreditlempelser bør sigte mod, at låntager igen kan få status som stabilt tilbagebetalingsdygtig, og bør overholde Unionens forbrugerbeskyttelseslovgivning og navnlig direktiv 2008/48/EF og 2014/17/EU, men kan have forskellige begrundelser og konsekvenser. Det bør derfor fastsættes, at en kreditlempelse, der er bevilget for en misligholdt eksponering, ikke bør bringe klassificeringen af denne eksponering som misligholdt til ophør, medmindre visse strenge kriterier for ophør er opfyldt.

(8)

Jo længere en eksponering har været misligholdt, jo mindre sandsynlighed er der for at kunne genindvinde dens værdi. Den del af eksponeringen, som bør være omfattet af hensættelser, andre justeringer eller fradrag, bør derfor øges med tiden efter en på forhånd fastlagt tidsplan. Misligholdte eksponeringer, der erhverves af et institut, bør derfor være omfattet af en tidsplan, som løber fra den dato, hvor den misligholdte eksponering oprindeligt blev klassificeret som misligholdt, og ikke fra datoen for erhvervelsen af den. Med henblik herpå bør sælger underrette køber om datoen for klassificering af eksponeringen som misligholdt.

(9)

Delvise afskrivninger bør tages i betragtning ved beregning af de specifikke kreditrisikojusteringer. For at undgå at afskrivningen medregnes to gange, skal den oprindelige eksponeringsværdi forud for den delvise afskrivning anvendes. Medtagelsen af delvise afskrivninger på listen over elementer, der kan anvendes til at opfylde bagstopperordningens krav, bør tilskynde institutterne til at indregne afskrivningerne rettidigt. For så vidt angår misligholdte eksponeringer, der er erhvervet af et institut til en lavere pris end det beløb, debitor skylder, bør erhverver behandle forskellen mellem anskaffelsesprisen og det beløb, som debitor skylder, på samme måde som en delvis afskrivning med henblik på den tilsynsmæssige bagstopperordning.

(10)

Sikrede misligholdte eksponeringer forventes normalt at resultere i et mindre alvorligt tab end usikrede misligholdte eksponeringer, da kreditrisikoafdækningen, der sikrer den misligholdte eksponering, giver instituttet et specifikt krav på et aktiv eller i forhold til en tredjepart ud over instituttets generelle krav over for den misligholdende låntager. For så vidt angår en usikret misligholdt eksponering er der kun et generelt krav over for den misligholdende låntager. På grund af det højere forventede tab på usikrede misligholdte eksponeringer bør der anvendes en strammere tidsplan.

(11)

En eksponering, som kun er delvist dækket af anerkendt kreditrisikoafdækning, bør betragtes som sikret med hensyn til den dækkede del og som usikret med hensyn til den del, der ikke er dækket af anerkendt kreditrisikoafdækning. Med henblik på at bestemme, hvilke dele af misligholdte eksponeringer der skal behandles som sikrede eller usikrede, bør kriterierne for at være omfattet af kreditrisikoafdækning og for fuld og hel sikring ved pant i fast ejendom, der anvendes til beregning af kapitalkrav, anvendes i overensstemmelse med den relevante tilgang i henhold til forordning (EU) nr. 575/2013, herunder den relevante værdijustering.

(12)

Der bør anvendes samme tidsplan, uanset årsagen til at eksponeringen er misligholdt. Den tilsynsmæssige bagstopperordning bør anvendes særskilt på hver enkelt eksponering. Der bør gælde en tidsplan på tre år for usikrede misligholdte eksponeringer. For at gøre det muligt for institutter og medlemsstater at forbedre effektiviteten af omstrukturering eller retshåndhævelsesprocedurer og indregne, at misligholdte eksponeringer, der er sikret ved pant i fast ejendom, og boliglån, der er garanteret af en anerkendt udbyder af kreditrisikoafdækning som defineret i forordning (EU) nr. 575/2013, vil have en resterende værdi i en længere periode, efter at lånet er blevet klassificeret som misligholdt, er det hensigtsmæssigt at fastsætte en tidsplan på ni år. For andre sikrede misligholdte eksponeringer bør der gælde en tidsplan på syv år for at opbygge fuld dækning.

(13)

Det bør være muligt at tage hensyn til kreditlempelser med henblik på anvendelse af den relevante dækningsfaktor. Mere præcist bør eksponeringen fortsat klassificeres som misligholdt, men dækningskravet bør forblive stabilt i yderligere et år. Derfor bør den faktor, der ville skulle anvendes i det år, hvor kreditlempelsen blev bevilget, finde anvendelse i to år. Hvis eksponeringen ved udløbet af det yderligere år stadig er misligholdt, bør den relevante faktor bestemmes, som om der ikke var blevet bevilget nogen kreditlempelse, under hensyntagen til den dato, hvor eksponeringen oprindeligt blev klassificeret som misligholdt. Eftersom bevilling af kreditlempelser ikke bør føre til arbitrage, bør dette yderligere år kun være tilladt med hensyn til den første kreditlempelse, der er blevet bevilget, siden eksponeringen blev klassificeret som misligholdt. Endvidere bør den etårige periode, hvor dækningsfaktoren forbliver uændret, ikke føre til en forlængelse af tidsplanen for hensættelserne. Følgelig bør en eventuel kreditlempelse, der er bevilget i det tredje år efter klassificeringen som misligholdt eksponering for usikrede eksponeringer eller i det syvende år efter klassificeringen som misligholdt eksponering for sikrede eksponeringer, ikke udsætte den fulde dækning af den misligholdte eksponering.

(14)

For at sikre, at værdiansættelsen af kreditrisikoafdækningen af institutternes misligholdte eksponeringer følger en forsigtig tilgang, bør Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA) overveje behovet for og om nødvendigt udvikle en fælles metode, navnlig med hensyn til antagelser vedrørende mulighederne for genindvinding og retshåndhævelse, og eventuelt inkludere minimumskrav til en ny værdiansættelse af kreditrisikoafdækningen for så vidt angår timingen.

(15)

Med henblik på at sikre en smidig overgang til den nye tilsynsmæssige bagstopperordning bør de nye bestemmelser ikke anvendes for eksponeringer, der er oprandt før den 26. april 2019.

(16)

For at sikre, at de ændringer til forordning (EU) nr. 575/2013, som indføres ved nærværende forordning, finder rettidig anvendelse, bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(17)

Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 (4) er blevet ændret væsentligt flere gange. Da der skal foretages yderligere ændringer, bør disse forordninger af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

For at sikre en sammenhængende og effektiv overgang efter omarbejdningen og ophævelsen af forordning (EF) nr. 443/2009 og forordning (EU) nr. 510/2011 bør nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. januar 2020. Det er dog hensigtsmæssigt at opretholde præstationsnormerne for CO2-emissioner og metoderne til at opfylde dem som fastsat i de nævnte forordninger uændret indtil 2024.

(3)

Parisaftalen (5) fastsætter bl.a. et langsigtet mål i overensstemmelse med målsætningen om at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og at fortsætte bestræbelserne på at holde den på 1,5 °C over det førindustrielle niveau. De seneste videnskabelige resultater fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) i dets særrapport om virkningerne af en global opvarmning på 1,5 °C over det førindustrielle niveau og dertil knyttede globale drivhusgasemissionsforløb bekræfter utvetydigt klimaændringernes negative virkninger. I denne særrapport konkluderes det, at emissionsreduktioner i alle sektorer er afgørende for at begrænse den globale opvarmning.

(4)

For at bidrage til målsætningerne i Parisaftalen er det nødvendigt at fremskynde omstillingen af hele transportsektoren til nulemissioner i betragtning af Kommissionens meddelelse af 28. november 2018 med titlen »En ren planet for alle — en europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi«, hvori der skitseres en vision for de nødvendige økonomiske og samfundsmæssige forandringer, som inddrager alle sektorer af økonomien og samfundet, med henblik på at gennemføre overgangen til nulemissioner af drivhusgasser senest i 2050. Emissioner af luftforurenende stoffer fra transport, som i betydelig grad skader vores helbred og miljøet, skal ligeledes reduceres drastisk så hurtigt som muligt. Emissionerne fra konventionelle køretøjer med forbrændingsmotor skal nedbringes yderligere efter 2020. Der skal indføres nul- og lavemissionskøretøjer, og de skal vinde en betydelig markedsandel inden 2030. Det vil efter 2030 være nødvendigt med yderligere CO2-emissionsreduktioner for personbiler og lette erhvervskøretøjer.

(5)

I Kommissionens meddelelse af 31. maj 2017 med titlen »Et mobilt Europa: En dagsorden for en socialt retfærdig omstilling til ren, konkurrencedygtig og sammenbundet mobilitet for alle« og af 8. november 2017 med titlen »Fremme af lavemissionsmobilitet — En Europæisk Union, der beskytter planeten, styrker forbrugernes rettigheder og forsvarer industrien og arbejdstagerne« fremhæves det, at præstationsnormerne for personbilers og lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner er en stærk drivkraft for innovation og effektivitet og vil bidrage til at styrke bilindustriens konkurrenceevne og bane vejen for nul- og lavemissionskøretøjer på en teknologineutral måde.

(6)

Denne forordning udstikker en klar kurs for reduktionen af CO2-emissioner fra vejtransportsektoren og bidrager til at nå det bindende mål, at der senest i 2030 skal være gennemført en reduktion i Unionens egne drivhusgasemissioner på mindst 40 % i forhold til 1990, således som godkendt i Det Europæiske Råds konklusioner af den 23.-24. oktober 2014 samt godkendt som Unionens tilsigtede nationalt bestemte bidrag i henhold til Parisaftalen på rådsmødet (miljøministrene) den 6. marts 2015.

(7)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (6) fastsætter forpligtelser for medlemsstaterne med hensyn til at opfylde Unionens mål om i 2030 at reducere sine drivhusgasemissioner med 30 % i forhold til niveauet i 2005 for de sektorer, der ikke indgår i Den Europæiske Unions emissionshandelssystem etableret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (7). Vejtransportsektoren bidrager væsentligt til emissionerne fra disse sektorer. Emissioner fra vejtransport viser endvidere en stigende tendens og ligger fortsat betydeligt over niveauet i 1990. Hvis vejtransportsektorens emissioner stiger yderligere, vil sådanne stigninger fortsat modvirke andre sektorers emissionsreduktioner for at bekæmpe klimaændringer.

(8)

I Det Europæiske Råds konklusioner af 23.-24. oktober 2014 fremhævedes vigtigheden af at reducere drivhusgasemissionerne og risiciene i forbindelse med afhængigheden af fossile brændstoffer i transportsektoren gennem en omfattende og teknologineutral tilgang til fremme af emissionsreduktion og energieffektivitet inden for transport, til elektrisk transport og til vedvarende energikilder inden for transport også efter 2020.

(9)

For at give Unionens forbrugere sikker, bæredygtig, konkurrencedygtig og prisoverkommelig energi er energieffektivitet, der bidrager til en begrænsning af efterspørgslen, en af de fem gensidigt understøttende og tæt forbundne dimensioner, som er fastsat i Kommissionens meddelelse af 25. februar 2015 med titlen »En rammestrategi for en modstandsdygtig energiunion med en fremadskuende klimapolitik«. Ifølge denne meddelelse skal alle økonomiske sektorer tage skridt til at øge effektiviteten af deres energiforbrug, men transportsektoren har et særlig stort energieffektivitetspotentiale, der kan udnyttes blandt andet gennem fortsat fokus på en stramning af præstationsnormerne for personbilers og lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner med henblik på 2030-målet.

(10)

Konklusionen på en evaluering af forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011 i 2015 var, at disse forordninger har været relevante og i det store hele sammenhængende og har medført store emissionsbesparelser, samtidig med at de har været mere omkostningseffektive end oprindelig forventet. De har også medført en betydelig merværdi for Unionen, som ikke kunne være nået i samme grad ved hjælp af nationale foranstaltninger. Fordelene ved disse forordninger er dog blevet udhulet som følge af den stigende uoverensstemmelse mellem de CO2-emissioner, der måles i henhold til New European Driving Cycle (NEDC), og de CO2-emissioner, der udledes fra køretøjer, som anvendes under faktiske brugsforhold.

(11)

Derfor bør målene for forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011 forfølges, ved at der fastsættes nye EU-flådedækkende mål for reduktion af CO2-emissioner for personbiler og lette erhvervskøretøjer for perioden frem til 2030. Ved fastsættelsen af niveauerne for disse mål er der taget hensyn til, hvor virkningsfuldt de vil bidrage til en omkostningseffektiv reduktion senest i 2030 af emissionerne i de sektorer, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842; endvidere er der taget hensyn til de resulterende omkostninger og besparelser for samfundet, fabrikanterne og køretøjsbrugerne og til de direkte og indirekte virkninger for beskæftigelsen, konkurrenceevnen og innovationen samt sidegevinsterne i form af mindre luftforurening og øget energisikkerhed. Eftersom personbilers markedsandel og som følge heraf deres samlede bidrag til CO2-emissioner er betydeligt større end for lette erhvervskøretøjer, anses en differentieret tilgang mellem personbiler og lette erhvervskøretøjer for hensigtsmæssig.

(12)

Der bør sikres en socialt acceptabel og retfærdig overgang til nulemissionsmobilitet. Det er derfor vigtigt at tage hensyn til de sociale virkninger af en sådan overgang i hele bilindustriens værdikæde og forholde sig proaktivt til de beskæftigelsesmæssige konsekvenser. Målrettede programmer på EU-plan og på nationalt og regionalt plan skal derfor overvejes med henblik på omskoling, opkvalificering og omplacering af arbejdstagere samt uddannelses- og jobsøgningsinitiativer i negativt berørte lokalsamfund og regioner i tæt dialog med arbejdsmarkedets parter og de kompetente myndigheder. Som en del af denne overgang bør kvinders beskæftigelse og lige muligheder i denne sektor styrkes.

(13)

En vellykket overgang til nulemissionsmobilitet kræver en integreret tilgang og det rette gunstige miljø til at stimulere innovation og fastholde Unionens teknologiske førerposition i denne sektor. Dette omfatter offentlige og private investeringer i forskning og innovation, øget udbud af nul- og lavemissionskøretøjer, udrulning af opladnings- og optankningsinfrastruktur, integration i energisystemerne samt bæredygtig materialeforsyning og bæredygtig produktion, genbrug og genanvendelse af batterier i Europa. Dette kræver en sammenhængende indsats på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt plan.

(14)

Som led i gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2007 (8) begyndte en ny prøvningsprocedure til måling af CO2-emissioner og brændstofforbrug for personbiler og lette erhvervskøretøjer, den verdensomspændende prøvningsprocedure for lette køretøjer (WLTP), der er fastsat i Kommissionens forordning (EU) 2017/1151 (9), at finde anvendelse i 2017.

Denne prøvningsprocedure giver værdier for CO2-emissioner og brændstofforbrug, som er mere repræsentative for de faktiske forhold. Derfor bør de nye CO2-emissionsmål baseres på de CO2-emissioner, der bestemmes på grundlag af denne prøvningsprocedure. Eftersom der vil foreligge WLTP-baserede CO2-emissioner til brug for vurdering af målopfyldelsen fra 2021, bør de nye præstationsnormer for CO2-emissioner defineres som reduktionsniveauer, der fastsættes i forhold til 2021-målene beregnet på grundlag af CO2-emissioner målt under WLTP-emissionsprøvningen. For at sikre, at de værdier, der bruges som udgangspunkt for at fastsætte de emissionsreduktionsmål, som skal finde anvendelse i 2025 og 2030, er solide og repræsentative, er betingelserne for foretagelsen af disse målinger blevet præciseret som led i gennemførelsen af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1152 (10) og (EU) 2017/1153 (11).

(15)

Det er væsentligt, at fastsættelsen af kravene om reduktion af CO2-emissioner fortsat skaber forudsigelighed i hele Unionen og et sikkert grundlag for fabrikanternes planlægning for hele deres flåde af nye personbiler og lette erhvervskøretøjer i Unionen.

(16)

I Kommissionens evaluering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/94/EF (12) i 2016 blev der påpeget et behov for yderligere præcisering og forenkling af denne retsakt, der ville kunne styrke direktivets relevans, virkningsfuldhed, effektivitet og sammenhæng. Kommissionen bør derfor senest den 31. december 2020 revidere nævnte direktiv og, hvis det er relevant, forelægge et relevant lovgivningsforslag. For at støtte udbredelsen af de mest brændstofeffektive og miljøvenlige køretøjer bør man i denne revision navnlig overveje at inkludere lette erhvervskøretøjer samt behovet for bedre udformede og yderligere harmoniserede EU-mærkningskrav, der kan give forbrugerne sammenlignelige, pålidelige og brugervenlige oplysninger om fordelene ved nul- og lavemissionskøretøjer, herunder oplysninger om luftforurenende stoffer.

(17)

Der bør derfor fastsættes EU-flådedækkende mål for reduktion af emissioner fra nye personbiler og lette erhvervskøretøjer for 2025 og for 2030 under hensyntagen til den tid, det tager at forny køretøjsflåden, og til nødvendigheden af, at vejtransportsektoren bidrager til opfyldelsen af klima- og energimålene for 2030. Denne trinvise tilgang sender også bilindustrien et klart og tidligt signal om ikke at forsinke indførelsen på markedet af energieffektive teknologier og nul- og lavemissionskøretøjer.

(18)

De præstationsnormer for CO2-emissioner, der er fastsat i denne forordning, finder anvendelse på nye personbiler og nye lette erhvervskøretøjer. For så vidt angår den eksisterende flåde af sådanne køretøjer, herunder brugte køretøjer, kan der også, bl.a. på nationalt plan og EU-plan, træffes supplerende foranstaltninger med henblik på at nedbringe emissionerne. Der kan eksempelvis træffes foranstaltninger for at tilskynde til en hurtigere fornyelse af flåden med henblik på hurtigst muligt at udskifte ældre, mere forurenende køretøjer med mere effektive køretøjer. Adgang til billigere nul- og lavemissionskøretøjer kunne fremme en ændring af forbrugeradfærden og en hurtigere udbredelse af lavemissionsteknologier.

(19)

Unionen er blandt verdens største producenter af motorkøretøjer og er teknologisk førende i den globale bilsektor, men konkurrencen er tiltagende, og denne sektor udvikler sig hastigt som følge af innovation inden for elektriske drivmidler og samarbejdsbaseret, sammenbundet og automatiseret mobilitet. For at bevare konkurrenceevnen og adgangen til markederne på verdensplan må Unionen have en reguleringsmæssig ramme, herunder et særligt incitament på området nul- og lavemissionskøretøjer, der bidrager til at skabe et stort hjemmemarked og støtter teknologisk udvikling og innovation.

(20)

Der bør indføres en særlig incitamentsordning for at lette overgangen til nulemissionsmobilitet. Denne ordning bør udformes således, at den fremmer indførelsen på EU-markedet af nul- og lavemissionskøretøjer. Der bør også indføres en særlig overgangsforanstaltning for at give forbrugere fra medlemsstater, hvor markedsindtrængningen for sådanne køretøjer er lav, mulighed for at få adgang til nul- og lavemissionskøretøjer.

(21)

Der bør fastsættes passende benchmarks for andelen af nul- og lavemissionskøretøjer i EU-flåden samt en velgennemtænkt mekanisme til tilpasning af en fabrikants specifikke emissionsmål på grundlag af andelen af nul- og lavemissionskøretøjer i fabrikantens egen flåde, så der sendes et stærkt og troværdigt signal, der tilskynder til udvikling, ibrugtagning og markedsføring af sådanne køretøjer; samtidig bør der være mulighed for at forbedre de konventionelle forbrændingsmotorers effektivitet yderligere.

(22)

Ved fastsættelsen af incitamenterne til fremme af nul- og lavemissionskøretøjer bør der tages hensyn til forskellen i CO2-emissioner mellem køretøjer. For så vidt angår personbiler bør den rolle, som lavemissionskøretøjer, særlig pluginhybridkøretøjer, spiller for overgangen til nulemissionskøretøjer, anerkendes. Tilpasningsmekanismen bør sikre, at en fabrikant, der overstiger benchmarkniveauet, nyder fordel af et højere specifikt emissionsmål. For at sikre en afbalanceret tilgang bør der være en grænse for, hvor stor en tilpasning der er mulig inden for denne mekanisme. Dette vil skabe incitamenter, der fremmer en rettidig udbygning med ladestandere og tankstationer og i høj grad gavner forbrugerne, konkurrenceevnen og miljøet.

(23)

Den lovgivningsmæssige ramme for gennemførelsen af det EU-flådedækkende mål bør sikre konkurrencemæssigt upartiske, socialt acceptable og bæredygtige emissionsreduktionsmål, som tager hensyn til alle Europas forskellige bilfabrikanter, og som gør det muligt at undgå unødig konkurrenceforvridning mellem bilfabrikanterne.

(24)

For at opretholde diversiteten på markedet for personbiler og lette erhvervskøretøjer og dets evne til at imødekomme forskellige forbrugerbehov bør specifikke emissionsmål fastsættes som en lineær funktion af køretøjernes nytte. At bevare masse som nytteparameteren anses for forenelig med den eksisterende ordning. For bedre at afspejle massen af køretøjer, der er i brug på vejene, bør parameteren med virkning fra 2025 ændres fra masse i køreklar stand til køretøjets prøvningsmasse som fastsat i WLTP.

(25)

Det bør undgås, at de EU-flådedækkende mål ændres som følge af ændringer i flådens gennemsnitlige masse. Ændringer i den gennemsnitlige masse bør derfor uden forsinkelse afspejles i beregningerne af de specifikke emissionsmål, og justeringen af den værdi for den gennemsnitlige masse, der anvendes til dette formål, bør finde sted hvert andet år med virkning fra 2025.

(26)

For at fordele indsatsen for at reducere emissioner på en konkurrencemæssigt neutral og retfærdig måde, der afspejler diversiteten på markedet for personbiler og lette erhvervskøretøjer, og med henblik på overgangen i 2021 til WLTP-baserede specifikke emissionsmål bør grænseværdikurvens hældning fastsættes på grundlag af de specifikke CO2-emissioner fra alle nye køretøjer registreret i 2021, og der bør tages hensyn til ændringerne i de EU-flådedækkende mål i henholdsvis 2021, 2025 og 2030 for at sikre, at alle fabrikanter bidrager i lige høj grad til indsatsen for at reducere emissioner. Hvad angår lette erhvervskøretøjer, bør der for fabrikanter af lettere varevogne, som er afledt af personbiler, gælde samme fremgangsmåde som for fabrikanter af personbiler, mens der for fabrikanter af køretøjer i de tungere markedssegmenter bør fastlægges en stejlere, uændret hældning for hele målperioden.

(27)

Denne forordning sigter mod at nå sine mål ved bl.a. at skabe incitamenter for bilindustrien til at investere i nye teknologier. Denne forordning fremmer aktivt miljøinnovation og tilvejebringer en mekanisme, der bør være rustet til den fremtidige teknologiske udvikling. Erfaringen viser, at miljøinnovation har bidraget betydeligt til omkostningseffektiviteten i forbindelse med forordning (EF) nr. 443/2009 og forordning (EU) nr. 510/2011 og til reduktionen af de faktiske CO2-emissioner. Denne metode bør derfor videreføres, og anvendelsesområdet bør udvides for at tilskynde til effektivitetsforbedringer i airconditionanlæg.

(28)

Der bør dog sikres en balance mellem incitamenter til miljøinnovation og de teknologier, for hvilke den emissionsreducerende virkning er påvist ved den officielle prøvningsprocedure. Derfor bør der opretholdes et loft over de besparelser opnået gennem miljøinnovation, som en fabrikant kan medregne med henblik på opfyldelse af sine mål. Kommissionen bør have mulighed for at tage dette loftsniveau op til revision, navnlig for at tage hensyn til virkningerne af ændringen i den officielle prøvningsprocedure. Det bør også præciseres, hvordan besparelserne skal beregnes med henblik på at indgå i målopfyldelsen.

(29)

Bæredygtige letvægtskomponenter er vigtige for at mindske energiforbruget og CO2-emissionerne fra nye køretøjer. Videreudvikling og anvendelse af disse bør støtte overgangen til nul- og lavemissionsmobilitet.

(30)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (13) etableredes en harmoniseret ramme med administrative bestemmelser og almene tekniske krav vedrørende godkendelse af alle nye køretøjer inden for direktivets anvendelsesområde. Den enhed, der er ansvarlig for efterlevelsen af denne forordning, bør være den samme som den enhed, der er ansvarlig for alle aspekter af typegodkendelsesproceduren i overensstemmelse med direktiv 2007/46/EF og for sikring af produktionens overensstemmelse.

(31)

Køretøjer til særlig brug som defineret i bilag II til direktiv 2007/46/EF er underkastet specifikke krav i forbindelse med typegodkendelse, og de bør derfor udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde.

(32)

I tilfælde, hvor nulemissionskøretøjer med en referencemasse på over 2 610 kg eller 2 840 kg, alt efter tilfældet, falder uden for denne forordnings anvendelsesområde, alene på grund af energilagringssystemets masse, er det hensigtsmæssigt at tillade, at disse køretøjer betragtes som værende omfattet af anvendelsesområdet.

(33)

Det er ikke hensigtsmæssigt at anvende den samme metode til at fastlægge emissionsreduktionsmål for fabrikanter med stor produktionsvolumen og fabrikanter med lille produktionsvolumen, der betragtes som uafhængige ifølge de kriterier, der er fastsat i denne forordning. Disse fabrikanter med lille produktionsvolumen bør have mulighed for at søge om alternative emissionsreduktionsmål, der hænger sammen med det teknologiske potentiale hos en given fabrikants køretøjer til at nedbringe de specifikke CO2-emissioner og er i overensstemmelse med de pågældende markedssegmenters karakteristika.

(34)

I erkendelse af de uforholdsmæssigt store konsekvenser for de mindste fabrikanter, hvis de skal overholde de specifikke emissionsmål, der fastlægges på grundlag af køretøjets nytte, de store administrative byrder i forbindelse med undtagelsesproceduren og de resulterende marginale fordele i form af lavere CO2-emissioner fra de køretøjer, som sælges af disse fabrikanter, bør fabrikanter, som årligt er ansvarlige for mindre end 1 000 nye personbiler og nye lette erhvervskøretøjer, der er registreret i Unionen, undtages fra anvendelsesområdet for de specifikke emissionsmål og fra afgifterne for emissionsoverskridelser. En fabrikant, som er omfattet af en fritagelse, men som ikke desto mindre ansøger om og indrømmes en undtagelse, bør dog være forpligtet til at opfylde det fastsatte undtagelsesmål.

(35)

Proceduren for indrømmelse af undtagelser til nichefabrikanter fra det EU-flådedækkende mål på 95 g CO2/km sikrer, at den indsats, der kræves af disse nichefabrikanter for at reducere emissioner, står i et rimeligt forhold til den indsats, der kræves af fabrikanter med stor produktionsvolumen, for så vidt angår dette mål. Det er hensigtsmæssigt fortsat at give disse nichefabrikanter mulighed for også at få en undtagelse fra de mål, der gælder fra 2025 frem til 2028.

(36)

Ved fastsættelsen af de gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra alle nye personbiler og nye lette erhvervskøretøjer, som registreres i Unionen, og som fabrikanterne bærer ansvaret for, bør der tages hensyn til alle personbiler og nye lette erhvervskøretøjer uanset deres masse eller andre karakteristika, alt efter omstændighederne. Selv om forordning (EF) nr. 715/2007 ikke dækker personbiler og lette erhvervskøretøjer med en referencemasse på over 2 610 kg, for hvilke typegodkendelsen ikke er udvidet efter artikel 2, stk. 2, i nævnte forordning, bør emissionerne fra disse køretøjer måles efter de samme måleprocedurer, som er præciseret i medfør af forordning (EF) nr. 715/2007, særlig procedurerne fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 692/2008 (14) og i forordning (EU) 2017/1151, og de korrelationsprocedurer, som er vedtaget på grundlag af forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011, navnlig gennemførelsesforordning (EU) 2017/1152 og (EU) 2017/1153. De heraf følgende CO2-emissionsværdier bør indføres i køretøjets typeattest, så de kan indgå i overvågningsordningen.

(37)

De specifikke CO2-emissioner for trinvis færdigopbyggede lette erhvervskøretøjer tildeles fabrikanten af basiskøretøjet.

(38)

Der bør tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for fabrikanter af lette erhvervskøretøjer, der fremstiller delvis opbyggede køretøjer, som typegodkendes i flere etaper. Da disse fabrikanter har ansvaret for at opfylde CO2-emissionsmålene, bør de have mulighed for med rimelig sikkerhed at forudse CO2-emissionerne fra de trinvis færdigopbyggede køretøjer. Kommissionen bør sikre, at disse behov på passende vis afspejles i de gennemførelsesforanstaltninger, som er vedtaget i henhold til forordning (EF) nr. 715/2007.

(39)

Med henblik på at skabe fleksibilitet for fabrikanterne kan de aftale at danne en pool på et åbent, gennemsigtigt og ikke-diskriminerende grundlag for at opfylde deres mål i henhold til denne forordning. En aftale om at oprette en pool bør ikke overstige fem år, men bør kunne forlænges. Når fabrikanter danner en pool, anses de for at have opfyldt deres mål i henhold til denne forordning, når poolens gennemsnitlige emissioner under ét ikke overstiger poolens specifikke emissionsmål.

(40)

Fabrikanternes mulighed for at danne pools har vist sig at være en omkostningseffektiv måde at opnå overensstemmelse med CO2-emissionsmålene på, idet den navnlig gør det lettere at opfylde målene for de fabrikanter, der fremstiller et begrænset udvalg af køretøjer. For at forbedre konkurrencemæssig neutralitet bør Kommissionen have beføjelse til at præcisere, på hvilke betingelser uafhængige fabrikanter må danne en pool, så de kan opnå en position svarende til forbundne virksomheders position.

(41)

Der er behov for en robust overholdelsesmekanisme for at sikre, at målene i denne forordning opfyldes.

(42)

For at opnå de CO2-emissionsreduktioner, der kræves i henhold til denne forordning, er det også afgørende, at emissionerne fra køretøjer i brug er i overensstemmelse med de CO2-værdier, der er fastslået ved typegodkendelsen. Ved beregningen af en fabrikants gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner bør Kommissionen derfor kunne tage enhver systemisk manglende overensstemmelse i betragtning, som typegodkendelsesmyndighederne konstaterer med hensyn til CO2-emissioner fra køretøjer i brug.

(43)

Kommissionen bør have beføjelser til at fastsætte og gennemføre en procedure for kontrol af overensstemmelsen efter ibrugtagning for så vidt angår CO2-emissioner fra ibrugtagne køretøjer, som fastsat i overensstemmelse med WLTP, og de CO2-emissionsværdier, der fremgår af typeattesterne. Ved fastlæggelsen af denne procedure bør det navnlig overvejes at finde metoder, herunder brug af data fra indbyggede anordninger til overvågning af brændstof- og/eller energiforbrug, til at påvise strategier, gennem hvilke et køretøjs CO2-effektivitet kunstigt forbedres i prøvningsproceduren i forbindelse med typegodkendelse. Hvis der konstateres afvigelser eller strategier, som kunstigt forbedrer et køretøjs CO2-effektivitet, i forbindelse med sådanne kontroller, skal disse resultater betragtes som tilstrækkelig grund til at mistænke, at der er alvorlig risiko for manglende overholdelse af de krav, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/858 (15) og forordning (EF) nr. 715/2007, og medlemsstaterne bør på den baggrund træffe de nødvendige foranstaltninger i henhold til kapitel XI i forordning (EU) 2018/858.

(44)

Nye personbilers og lette erhvervskøretøjers specifikke emissioner af CO2 måles på et harmoniseret grundlag i Unionen i overensstemmelse med WLTP. For at minimere den administrative byrde ved denne forordning bør opfyldelsen måles på grundlag af data om registreringer af nye personbiler og lette erhvervskøretøjer i Unionen, som medlemsstaterne indsamler og rapporterer til Kommissionen. Af hensyn til sammenhængen i de data, der anvendes til at vurdere opfyldelsen, bør reglerne for indsamling og rapportering af disse data så vidt muligt harmoniseres. Det bør derfor klart fastslås, at de kompetente myndigheder er ansvarlige for at fremlægge korrekte og fuldstændige data, og at der skal være et effektivt samarbejde mellem disse myndigheder og Kommissionen om at løse eventuelle datakvalitetsproblemer.

(45)

Fabrikanternes opfyldelse af målene fastsat i denne forordning bør vurderes på EU-plan. Fabrikanter, hvis gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner overstiger grænserne i denne forordning, bør pålægges en afgift for emissionsoverskridelsen for hvert kalenderår. Beløbene betalt for emissionsoverskridelser bør betragtes som indtægter, der indgår i Unionens almindelige budget. Kommissionen bør i sin revision i 2023 vurdere muligheden for at afsætte beløbene fra afgifterne for emissionsoverskridelser til en særlig fond eller et relevant program, der har til formål at sikre en retfærdig overgang til nulemissionsmobilitet og støtte omskoling, opkvalificering og anden kompetenceudvikling af arbejdstagere i bilindustrien.

(46)

Nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne eventuelt bevarer eller indfører i overensstemmelse med artikel 193 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), bør på baggrund af denne forordnings formål og procedurer ikke indføre yderligere eller højere bøder for fabrikanter, der ikke opfylder deres mål i medfør af denne forordning.

(47)

Denne forordning berører ikke den fulde anvendelse af Unionens konkurrenceregler.

(48)

Hvor effektivt de mål, der er fastsat i denne forordning, medvirker til at reducere de faktiske CO2-emissioner, afhænger i høj grad af den officielle prøvningsprocedures faktiske repræsentativitet. I overensstemmelse med udtalelse 1/2016 fra mekanismen for videnskabelig rådgivning (SAM) med titlen »Forskellen mellem CO2-emissionerne fra lette køretøjer i virkeligheden og laboratorieundersøgelser« (»Closing the gap between light-duty vehicle real-world CO2 emissions and laboratory testing«) og Europa-Parlamentets henstilling af 4. april 2017 til Rådet og Kommissionen som følge af dets undersøgelse af emissionsmålinger i bilindustrien (16) bør der iværksættes en mekanisme til vurdering af, om de værdier for køretøjers CO2-emissioner og energiforbrug, der fastslås i overensstemmelse med WLTP, er repræsentative for de faktiske forhold. Den mest pålidelige måde at sikre, at typegodkendelsesværdierne er repræsentative for de faktiske forhold, er ved at anvende data fra de indbyggede anordninger til overvågning af brændstof- og/eller energiforbrug. Kommissionen bør derfor have beføjelser til, om nødvendigt, at tilrettelægge procedurer for indsamling og behandling af de brændstof- eller energiforbrugsdata, der er nødvendige for at foretage sådanne vurderinger, og til at sikre, at sådanne data er offentligt tilgængelige, samtidig med at den påser, at alle personoplysninger beskyttes. For at sikre adgangen til brændstof- og energiforbrugsdata fra elektriske batteridrevne køretøjer og køretøjer med drivaggregater, der anvender gasformige brændstoffer, herunder brint, bør arbejdet med standardisering af indbyggede anordninger til overvågning af brændstof- og/eller energiforbrug for sådanne køretøjer gennemføres hurtigst muligt som led i gennemførelsen af forordning (EU) 2017/1151.

(49)

Kommissionen bør desuden vurdere, hvordan brændstof- og energiforbrugsdata kan hjælpe med at sikre, at køretøjets CO2-emissioner fastsat i overensstemmelse med WLTP, forbliver repræsentative for faktiske emissioner over tid for alle fabrikanter, og nærmere bestemt hvordan sådanne data kan anvendes til at overvåge forskellen mellem CO2-emissioner i laboratorier og faktiske CO2-emissioner og, hvor det er nødvendigt, til at forhindre, at denne forskel øges.

(50)

Det er vigtigt at vurdere hele livscyklussen for emissioner fra personbiler og lette erhvervskøretøjer på EU-plan. Med henblik herpå bør Kommissionen senest i 2023 vurdere muligheden for at udvikle en fælles EU-metode til brug for vurdering og pålidelig datarapportering af hele livscyklussen for CO2-emissioner fra sådanne biler og køretøjer, der bringes i omsætning på Unionens marked. Kommissionen bør vedtage opfølgende foranstaltninger, herunder, hvor det er relevant, lovgivningsforslag.

(51)

I 2024 finder en revision af de fremskridt, der er gjort i forbindelse med forordning (EU) 2018/842 og direktiv 2003/87/EF, sted. Effektiviteten af nærværende forordning bør derfor revideres grundigt i 2023, så der kan foretages en koordineret og sammenhængende vurdering af de foranstaltninger, der er gennemført i henhold til disse retsakter. I forbindelse med denne revision i 2023 bør Kommissionen også fastlægge en klar kurs for yderligere CO2-emissionsreduktioner for personbiler og lette erhvervskøretøjer efter 2030 for at bidrage betydeligt til at nå Parisaftalens langsigtede mål. Rapporten om denne revision bør om nødvendigt ledsages af et forslag til ændring af denne forordning.

(52)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser i forbindelse med fastsættelsen af nærmere betingelser for poolordninger, nærmere regler for procedurerne for overvågning og indberetning af data om gennemsnitlige emissioner og om anvendelsen af bilag II og III, vedtagelsen af nærmere regler om procedurerne for indberetning af afvigelser, som følge af kontrol, i CO2-emissionerne fra køretøjer i brug og for, hvordan disse afvigelser tages i betragtning ved beregningen af en fabrikants gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner, fastsættelsen af metoderne til opkrævning af afgifter for emissionsoverskridelser, offentliggørelse af fabrikanternes målopfyldelse, vedtagelse af detaljerede bestemmelser om en procedure til godkendelse af innovative teknologier eller innovative teknologipakker, vedtagelse af en nærmere procedure for indsamling og behandling af parametre vedrørende personbilers og lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner og brændstof- eller energiforbrug under faktiske forhold, fastsættelse af procedurerne for gennemførelse af kontroller af i) at de værdier for CO2-emissioner og brændstofforbrug, der fremgår af typeattesterne, svarer til CO2-emissionerne fra og brændstofforbruget i ibrugtagne køretøjer, og ii) om der i eller for prøvningskøretøjerne findes eventuelle strategier, som kunstigt forbedrer køretøjets præstationer i forbindelse med de prøvninger, der udføres med henblik på typegodkendelse, og fastsættelsen af de nødvendige sammenligningsparametre for at afspejle eventuelle ændringer i den lovpligtige prøvningsprocedure til måling af specifikke CO2-emissioner. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (17).

(53)

For at ændre eller supplere, alt efter hvad der er relevant, ikkevæsentlige elementer i bestemmelserne i denne forordning bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår ændring af datakravene og parametrene fastsat i bilag II og III til nærværende forordning» fastsættelse af regler vedrørende fortolkningen af kriterierne for indrømmelse af undtagelser for visse fabrikanter, indholdet af ansøgningerne om en undtagelse og indholdet og vurderingen af programmer til nedbringelse af de specifikke CO2-emissioner, ændring af bilag I, del A, til nærværende forordning med henblik på at fastsætte formlerne til beregning af undtagelsesmålene for nichefabrikanter, tilpasning af loftet for samlede bidrag til innovative teknologier for at reducere en fabrikants gennemsnitlige specifikke CO2-emissioner fra 2025, fastsættelse af vejledende principper og kriterier for fastlæggelse af procedurerne for gennemførelse af kontroller, fastlæggelse af foranstaltninger for tilpasning af værdierne for M0 og TM0, og tilpasning af formlerne til beregning af specifikke emissionsmål for at afspejle ændringen i den lovpligtige prøvningsprocedure. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (18). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(54)

Forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011 bør ophæves med virkning fra den 1. januar 2020.

(55)

Målene for denne forordning, nemlig at fastsætte præstationsnormer for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

(1)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (2) (»kodeksen«), skal al udveksling af oplysninger mellem toldmyndigheder og mellem økonomiske operatører og toldmyndigheder samt lagring af disse oplysninger foretages ved hjælp af elektroniske databehandlingsteknikker.

(2)

I henhold til kodeksen er det dog tilladt at anvende andre midler til udveksling og lagring af oplysninger end de i artikel 6, stk. 1, omhandlede elektroniske databehandlingsteknikker i en overgangsperiode, i det omfang de elektroniske systemer, der er nødvendige for anvendelse af kodeksens bestemmelser, endnu ikke er operationelle. Denne overgangsperiode skal slutte senest den 31. december 2020.

(3)

I overensstemmelse med kodeksen skal medlemsstaterne samarbejde med Kommissionen om at udvikle, vedligeholde og benytte elektroniske systemer til udveksling og lagring af toldoplysninger, og Kommissionen skal udarbejde et arbejdsprogram vedrørende udviklingen og indførelsen af disse elektroniske systemer.

(4)

Arbejdsprogrammet blev fastlagt i Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/578 (3). Det indeholder en liste over 17 elektroniske systemer, der skal udvikles med henblik på anvendelse af kodeksen, enten af medlemsstaterne alene (systemer, der skal forvaltes på nationalt plan — »nationale systemer«) eller af medlemsstaterne og Kommissionen i tæt samarbejde (EU-dækkende systemer, hvoraf nogle både indeholder EU-dækkende komponenter og nationale komponenter — »transeuropæiske systemer«).

(5)

I arbejdsprogrammet fastsættes tidsplanen for gennemførelsen af disse nationale og transeuropæiske systemer.

(6)

Overgangen til fuld anvendelse af elektroniske systemer til interaktion mellem økonomiske aktører og toldmyndigheder og indbyrdes mellem toldmyndighederne vil gøre det muligt at udnytte de forenklinger, der er åbnet mulighed for i kodeksen, fuldt ud, hvilket vil føre til mere effektiv udveksling af oplysninger mellem aktørerne, mere effektiv registrering af ankomst, transit og udpassage af varer, centraliseret toldbehandling og harmoniseret toldkontrol i hele Unionens toldområde, hvorved de administrative omkostninger, bureaukrati, fejl og svig i toldangivelser og »shoppen rundt mellem importsteder« mindskes.

(7)

Etablering af elektroniske systemer kræver, at Kommissionen og medlemsstaterne harmoniserer dataelementerne på grundlag af internationalt anerkendte datamodeller som krævet i kodeksen, at der foretages investeringer både i tidsmæssig og økonomisk henseende og at de eksisterende elektroniske systemer i visse tilfælde helt omprogrammeres. Medlemsstaterne har planlagt udviklingen af disse elektroniske systemer forskelligt, hvilket har ført til forskelle i tidsplanen for gennemførelsen af disse systemer i hele Unionen. Eftersom de elektroniske systemer er tæt forbundet, er det vigtigt at indføre dem i den rigtige rækkefølge. Forsinkelser i udviklingen af et system vil derfor uundgåeligt føre til forsinkelser i udviklingen af andre systemer. Kodeksen (herunder slutdatoen for overgangsforanstaltningerne den 31. december 2020) blev vedtaget i 2013, men de regler, der supplerer og gennemfører kodeksen, nemlig Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2446 (4), Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (5) og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/341 (6), blev først offentliggjort i 2015 og 2016. Dette har medført forsinkelser i fastlæggelsen af de funktionelle og tekniske specifikationer, der er nødvendige for udviklingen af de elektroniske systemer.

(8)

Selv om artikel 278 i kodeksen fastsætter den fælles frist til den 31. december 2020 for indførelsen af alle de systemer, der er omhandlet i nævnte artikel, og på trods af den indsats, som Unionen og nogle af medlemsstaterne har udfoldet på det budgetmæssige og operationelle niveau for at færdiggøre arbejdet inden for den fastsatte frist, er det blevet tydeligt, at nogle systemer kun kan indføres delvist inden denne frist. Det betyder, at visse allerede eksisterende systemer vil være nødt til fortsat at være i brug efter denne dato. Da der ikke er nogen lovgivningsmæssige ændringer, der forlænger denne frist, vil virksomheder og toldmyndigheder være ude af stand til at udføre deres opgaver og opfylde deres retlige forpligtelser for så vidt angår toldekspeditioner.

(9)

Arbejdet med tre grupper af systemer bør videreføres efter den 31. december 2020. Den første gruppe består af de nationale elektroniske systemer, der beskæftiger sig med underretninger om ankomst, frembydelse, angivelser til midlertidig opbevaring og toldangivelser for varer, der føres ind i Unionens toldområde (herunder de særlige procedurer med undtagelse af passiv forædling), og som skal opgraderes eller opbygges, så de kan tage hensyn til visse krav i kodeksen, såsom harmoniseringen af kravene til data, der skal indlæses i disse systemer. Den anden gruppe består af eksisterende elektroniske systemer, der skal opgraderes for at opfylde visse krav i kodeksen, såsom harmoniseringen af kravene til data, der skal indlæses i systemerne. Denne gruppe består af tre transeuropæiske systemer (systemet vedrørende summariske indpassageangivelser, systemet vedrørende ekstern og intern forsendelse og systemet vedrørende varer, som føres ud af Unionens toldområde) samt det nationale eksportsystem (herunder eksportkomponenten i det nationale system til særlige procedurer). Den tredje gruppe består af tre nye transeuropæiske elektroniske systemer (systemerne vedrørende sikkerhedsstillelse for potentiel eller eksisterende toldskyld, varers toldmæssige status og centraliseret toldbehandling). Kommissionen har i partnerskab med medlemsstaterne udarbejdet en detaljeret tidsplan for indførelse af disse systemer over perioden frem til udgangen af 2025.

(10)

I overensstemmelse med den nye planlægning for udviklingen af elektroniske systemer bør den i kodeksen fastsatte periode, hvor andre midler til udveksling og lagring af oplysninger end de i kodeksens artikel 6, stk. 1, omhandlede elektroniske databehandlingsteknikker kan anvendes midlertidigt, forlænges til 2022 for så vidt angår den første gruppe og til 2025 for så vidt angår den anden og tredje gruppe af elektroniske systemer.

(11)

Med hensyn til de øvrige systemer, der skal udvikles med henblik på gennemførelse af kodeksen, bør den generelle slutdato den 31. december 2020 for anvendelsen af andre midler til udveksling og lagring af oplysninger end de i kodeksens artikel 6, stk. 1, omhandlede elektroniske databehandlingsteknikker fortsat gælde.

(12)

For at gøre det muligt for Europa-Parlamentet og Rådet at overvåge indførelsen af alle de elektroniske systemer, der er nødvendige for gennemførelsen af de i kodeksens artikel 278 omhandlede bestemmelser, bør Kommissionen regelmæssigt aflægge rapport om de fremskridt, der er gjort, og om opfyldelsen af de fastsatte delmål inden for den planlagte tidsplan. Medlemsstaterne bør to gange om året forelægge Kommissionen de relevante oplysninger til dette formål. Når alle elektroniske systemer er operationelle, bør Kommissionen vurdere, om disse systemer er egnede til formålet ved hjælp af et egnethedstjek, der skal iværksættes senest et år efter den første dato, hvor disse systemer alle er operationelle.

(13)

Kodeksen bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden er store uligheder med hensyn til forhandlingsposition mellem leverandører og købere af landbrugs- og fødevarer et udbredt fænomen. Disse uligheder med hensyn til forhandlingsposition kan resultere i urimelig handelspraksis, når større og mere magtfulde handelspartnere forsøger at påtvinge visse former for praksis eller bestemte kontraktforhold, som er til deres fordel, i forbindelse med en salgstransaktion. En sådan praksis kan f.eks.: klart afvige fra god praksis på handelsområdet, være i strid med god tro og redelig handlemåde og være ensidigt påtvunget en handelspartner af en anden handelspartner; påtvinge en urimelig og uforholdsmæssig overførsel af økonomisk risiko fra en handelspartner til en anden; eller påtvinge en handelspartner en væsentlig ubalance mellem rettigheder og forpligtelser. Visse former for praksis kan være åbenlyst urimelige, selv om begge parter indgår aftale herom. Der bør indføres en EU-minimumsstandard for beskyttelse mod urimelig handelspraksis for at mindske forekomsten af denne praksis, som kan have en negativ indvirkning på landbrugsbefolkningens levestandard. Tilgangen med minimumsharmonisering i dette direktiv giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage eller opretholde nationale bestemmelser, der er mere vidtrækkende end den urimelige handelspraksis, der er opført i dette direktiv.

(2)

I tre publikationer fra Kommissionen siden 2009 (Kommissionens meddelelse af 28. oktober 2009 om en bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa, Kommissionens meddelelse af 15. juli 2014 om bekæmpelse af illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden og Kommissionens rapport af 29. januar 2016 om illoyal handelspraksis i business-til-business-fødevareforsyningskæden) har fokus været rettet mod, hvordan fødevareforsyningskæden fungerer, herunder forekomsten af urimelig handelspraksis. Kommissionen har foreslået en række ønskelige egenskaber ved de nationale og frivillige rammer for styring af urimelig handelspraksis i fødevareforsyningskæden. Ikke alle disse egenskaber er blevet en del af den retlige ramme eller de frivillige ordninger for styring i medlemsstaterne, og forekomsten af denne praksis er således stadig et fokusområde i de politiske drøftelser i Unionen.

(3)

Det af Kommissionen ledede Forum på Højt Plan for en Bedre Fungerende Fødevareforsyningskæde godkendte i 2011 en række principper for god praksis inden for vertikale relationer i fødevareforsyningskæden, som der var opnået enighed om blandt organisationer, der repræsenterede et flertal af aktørerne i denne kæde. Disse principper udgør grundlaget for forsyningskædeinitiativet (SCI), der blev iværksat i 2013.

(4)

Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 7. juni 2016 om illoyal handelspraksis i fødevarekæden (4) Kommissionen til at fremlægge et forslag til en retlig ramme på EU-plan, som omhandler illoyal handelspraksis. Rådet opfordrede i sin konklusion af 12. december 2016 om styrkelse af landbrugernes stilling i fødevareforsyningskæden og bekæmpelse af illoyal handelspraksis Kommissionen til tilpas hurtigt at gennemføre en konsekvensanalyse med henblik på at foreslå en lovgivningsmæssig EU-ramme eller ikkelovgivningsmæssige foranstaltninger til imødegåelse af illoyal handelspraksis. Kommissionen udarbejdede en konsekvensanalyse på baggrund af både en åben offentlig høring og en række målrettede høringer. Under lovgivningsproceduren fremlagde Kommissionen desuden oplysninger, ifølge hvilke de større aktører udgør en betydelig andel af den samlede produktionsværdi.

(5)

En række forskellige aktører i landbrugs- og fødevareforsyningskæden beskæftiger sig med forskellige led af landbrugs- og fødevarers produktion, forarbejdning, markedsføring, distribution og detailsalg. Denne kæde er klart den vigtigste kanal til forsyning af landbrugs- og fødevarer »fra jord til bord«. De nævnte aktører handler med landbrugs- og fødevarer, dvs. primære landbrugsvarer, herunder fiskevarer og akvakulturprodukter som opført i bilag I til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og varer, som ikke er opført i bilaget, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af varer, der er opført i nævnte bilag.

(6)

Der er en vis forretningsrisiko ved al økonomisk aktivitet, men landbrugsproduktion er et særlig usikkert område på grund af afhængigheden af biologiske processer, og da vejrforholdene også spiller ind. Denne usikkerhed øges, da landbrugs- og fødevarer i større eller mindre omfang er letfordærvelige og sæsonbetingede. I lyset af en landbrugspolitik, der er blevet markant mere markedsorienteret end tidligere, er beskyttelse mod urimelig handelspraksis blevet vigtigere for aktørerne i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.

(7)

En sådan urimelig handelspraksis kan navnlig have en negativ indvirkning på landbrugsbefolkningens levestandard. Denne indvirkning betragtes enten som direkte, da den vedrører landbrugsproducenter og deres sammenslutninger som leverandører, eller som indirekte som følge af en overvæltning af konsekvenserne af urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden på en måde, som har en negativ indvirkning på primærproducenter i denne kæde.

(8)

De fleste medlemsstater, men ikke alle, har særlige nationale bestemmelser, der beskytter leverandører mod urimelig handelspraksis, som forekommer i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Selv hvis der er mulighed for at gøre brug af aftaleretten eller selvreguleringsinitiativer, begrænses denne muligheds praktiske værdi af frygten for handelsrepressalier mod personer, som klager, og af de medfølgende finansielle risici ved at udfordre en sådan praksis. Visse medlemsstater, som har særlige bestemmelser om urimelig handelspraksis, overlader derfor håndhævelsen af sådanne bestemmelser til administrative myndigheder. Der er imidlertid stor forskel på medlemsstaternes bestemmelser om urimelig handelspraksis, for så vidt sådanne bestemmelser findes.

(9)

Aktørernes antal og størrelse varierer i de forskellige led i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Forskellene med hensyn til forhandlingsposition, som svarer til leverandørens økonomiske afhængighed af køberen, kan sandsynligvis føre til, at større aktører pålægger mindre aktører urimelig handelspraksis. En dynamisk tilgang, der er baseret på leverandørens og køberens relative størrelse for så vidt angår omsætning, bør give bedre beskyttelse mod urimelig handelspraksis for de aktører, der har mest brug for det. Urimelig handelspraksis er særlig skadelig for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Virksomheder, som er større end SMV'er, men hvis årlige omsætning ikke overstiger 350 000 000 EUR, bør også være beskyttet mod urimelig handelspraksis for at undgå, at omkostningerne i forbindelse med en sådan praksis videreføres til landbrugsproducenter. Effekten af overvæltning på landbrugsproducenter synes at være særlig stor for virksomheder med en årlig omsætning på op til 350 000 000 EUR. Beskyttelsen af leverandører af landbrugs- og fødevarer, herunder forarbejdede produkter, i mellemleddene kan også være med til at undgå, at handel ledes væk fra landbrugsproducenter og deres sammenslutninger, som producerer forarbejdede produkter, og over til leverandører, der ikke er beskyttet.

(10)

Den beskyttelse, som fastsættes ved dette direktiv, bør gavne landbrugsproducenter og fysiske eller juridiske personer, der leverer landbrugs- og fødevarer, herunder producentorganisationer, uanset om de er anerkendt eller ej, og sammenslutninger af producentorganisationer, uanset om de er anerkendt eller ej, med forbehold af deres relative forhandlingsposition. Disse producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer omfatter kooperativer. Disse producenter og personer er særlig sårbare over for urimelig handelspraksis og er mindst i stand til at overvinde den, uden at det får konsekvenser for deres økonomiske levedygtighed. Hvad angår de kategorier af leverandører, som bør beskyttes i henhold til dette direktiv, er det værd at bemærke, at en væsentlig andel af de kooperativer, der består af landbrugere, er virksomheder, som er større end SMV'er, men hvis årlige omsætning ikke overstiger 350 000 000 EUR.

(11)

Dette direktiv bør omfatte kommercielle transaktioner, uanset om de foregår mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, da offentlige myndigheder, når de køber landbrugs- og fødevarer, bør leve op til de samme standarder. Dette direktiv bør finde anvendelse på alle offentlige myndigheder, der agerer som købere.

(12)

Leverandører i Unionen bør ikke kun beskyttes mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret i samme medlemsstat som leverandøren eller i en anden medlemsstat end leverandøren, men også mod urimelig handelspraksis, som udøves af købere, der er etableret uden for Unionen. En sådan beskyttelse kan forhindre eventuelle utilsigtede konsekvenser såsom valg af etableringssted på grundlag af gældende bestemmelser. Leverandører, der er etableret uden for Unionen, bør også være omfattet af beskyttelse mod urimelig handelspraksis, når de sælger landbrugs- og fødevarer til Unionen. Ikke alene er sådanne leverandører lige så sårbare over for urimelig handelspraksis, men et bredere anvendelsesområde kan også forhindre en utilsigtet omledning af handelen til leverandører, der ikke er beskyttet, hvilket ville svække beskyttelsen af leverandører i Unionen.

(13)

Visse tjenesteydelser i tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer bør være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

(14)

Dette direktiv bør gælde for handelspraksis udvist hos større aktører over for aktører med en svagere forhandlingsposition. De forskellige aktørers årlige omsætning udgør en passende tilnærmelsesværdi for den relative forhandlingsposition. Selv om dette kriterium er en tilnærmelse, skaber det forudsigelighed for aktører for så vidt angår deres rettigheder og forpligtelser i medfør af dette direktiv. En øvre grænse bør hindre, at beskyttelse gives til aktører, som ikke er sårbare, eller som er betydeligt mindre sårbare end deres mindre partnere eller konkurrenter. Derfor fastsættes ved dette direktiv omsætningsbaserede kategorier af aktører, efter hvilke der ydes beskyttelse.

(15)

Da urimelig handelspraksis kan forekomme på alle stadier ved salget af et landbrugs- eller fødevareprodukt, dvs. før, under eller efter en salgstransaktion, bør medlemsstaterne sikre, at dette direktiv gælder for denne praksis, uanset hvornår den forekommer.

(16)

Når det skal vurderes, om en bestemt handelspraksis er urimelig, er det vigtigt at mindske risikoen for at begrænse brugen af rimelige og effektivitetsfremmende aftaler mellem parterne. Der bør derfor sondres mellem de former for praksis, der fastlægges i klare og utvetydige vendinger i leveringsaftaler eller efterfølgende aftaler mellem parterne, og praksis, som forekommer, efter at transaktionen er indledt, uden at de er blevet aftalt på forhånd, således at det kun er ensidige og retrospektive ændringer af de nævnte klare og utvetydige vendinger, der er forbudt. Visse former for handelspraksis betragtes imidlertid som urimelige på grund af deres art og bør ikke være omfattet af parternes kontraktfrihed.

(17)

Forsinket betaling for landbrugs- og fødevarer, herunder for sen betaling for letfordærvelige produkter, og annullering af ordrer på letfordærvelige produkter med kort varsel har en negativ indvirkning på leverandørens økonomiske levedygtighed uden udlignende fordele. En sådan praksis bør derfor forbydes. I denne forbindelse bør der med henblik på dette direktiv fastlægges en definition af letfordærvelige landbrugs- og fødevarer. De definitioner, der anvendes i EU-retsakter vedrørende fødevarelovgivning, angår andre mål, f.eks. sundhed og fødevaresikkerhed, og er derfor ikke hensigtsmæssige med henblik på dette direktiv. Et produkt bør betragtes som letfordærveligt, hvis det kan forventes at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter leverandørens sidste handling i forbindelse med høst, produktion eller forarbejdning, uanset om produktet videreforarbejdes efter salget, og uanset om produktet efter salget håndteres i overensstemmelse med andre bestemmelser, navnlig fødevaresikkerhedsbestemmelser. Letfordærvelige produkter anvendes eller sælges normalt hurtigt. Betalinger for letfordærvelige produkter, som foretages senere end 30 dage efter leveringen, 30 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 30 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes, er ikke forenelige med loyal handelspraksis. For at øge beskyttelsen af landbrugere og deres likviditet bør leverandører af andre landbrugs- og fødevarer ikke vente længere på betalingen end 60 dage efter leveringen, 60 dage efter udløbet af en aftalt leveringsperiode, hvis produkterne leveres regelmæssigt, eller 60 dage efter datoen, hvor det beløb, der skal betales, fastsættes.

Disse begrænsninger bør udelukkende finde anvendelse på betalinger med tilknytning til salg af landbrugs- og fødevarer og ikke på andre betalinger som f.eks. efterbetalinger fra et kooperativ til dets medlemmer. I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/7/EU (5) bør det med henblik på nærværende direktiv også være muligt at anse datoen, hvor det beløb, der skal betales for en aftalt leveringsperiode, fastsættes, for at være datoen for udstedelse af fakturaen eller datoen for køberens modtagelse af fakturaen.

(18)

De bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat ved dette direktiv, udgør særlige bestemmelser for landbrugs- og fødevaresektoren i forhold til de bestemmelser om betalingsfrister, der er fastsat i direktiv 2011/7/EU. De bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat ved nærværende direktiv, bør ikke påvirke aftaler om klausuler om værdideling som omhandlet i artikel 172a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (6). For at sikre at skoleordningen i henhold til artikel 23 i forordning (EU) nr. 1308/2013 er velfungerende, bør de bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat i nærværende direktiv, ikke finde anvendelse på betalinger, som en køber (dvs. støtteansøger) foretager til en leverandør inden for rammerne af skoleordningen. Under hensyntagen til udfordringerne for offentlige organer, der leverer sundhedspleje, med henblik på at prioritere sundhedspleje på en sådan måde, at den enkelte patients behov afvejes i forhold til de økonomiske midler, bør disse bestemmelser heller ikke gælde for offentlige organer, der leverer sundhedspleje, jf. artikel 4, stk. 4, litra b), i direktiv 2011/7/EU.

(19)

Druer og druemost til vinproduktion har særlige egenskaber, da druerne kun høstes i en meget begrænset periode af året, men anvendes til fremstilling af vin, som i nogle tilfælde først sælges mange år senere. For at tage højde for denne specielle situation har producentorganisationer og brancheorganisationer traditionelt set udarbejdet standardkontrakter til levering af sådanne produkter. Disse standardkontrakter fastlægger bestemmelser særlige betalingsfrister med ratebetalinger. Da disse standardkontrakter anvendes af leverandører og købere til flerårige ordninger, giver de både landbrugsproducenter en sikkerhed for langvarige salgsforbindelser og bidrager til stabiliteten i forsyningskæden. Hvor disse standardkontrakter er udarbejdet af en anerkendt producentorganisation, brancheorganisation eller sammenslutning af producentorganisationer, og er blevet gjort bindende af en medlemsstat i medfør af artikel 164 i forordning (EU) nr. 1308/2013 (»udvidelse«) inden den 1. januar 2019, eller hvis udvidelsen af standardkontrakterne forlænges af en medlemsstat uden væsentlige ændringer af betalingsbetingelserne til skade for leverandører af druer og druemost, bør de bestemmelser om forsinket betaling, der er fastsat ved dette direktiv, ikke gælde for sådanne kontrakter mellem leverandører af druer og druemost til vinproduktion og deres direkte købere. Medlemsstaterne er i medfør af artikel 164, stk. 6, i forordning (EU) nr. 1308/2013 forpligtet til at underrette Kommissionen om de respektive aftaler, som indgås af anerkendte producentorganisationer, brancheorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer.

(20)

Meddelelser om annullering for letfordærvelige produkter på mindre end 30 dage bør betragtes som urimelige, da leverandøren ikke ville være i stand til at finde en alternativ afsætningsmulighed for disse produkter. For produkter i visse sektorer kan endnu kortere annulleringsfrister dog muligvis stadig give leverandører tilstrækkelig tid til at sælge produkterne et andet sted eller til at anvende dem selv. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at indføre kortere annulleringsfrister for disse sektorer i behørigt begrundede tilfælde.

(21)

Stærkere købere bør ikke ændre aftalte kontraktvilkår ensidigt, f.eks. ved at trække produkter omfattet af en leveringsaftale ud af varesortimentet. Dette bør imidlertid ikke gælde de situationer, hvor der foreligger en aftale mellem en leverandør og en køber, der specifikt fastsætter, at køberen kan angive et konkret element af transaktionen på et senere tidspunkt for fremtidige ordrer. Det kan for eksempel vedrøre de mængder, der bestilles. En aftale indgås ikke nødvendigvis på samme tidspunkt, hvad angår alle aspekter af transaktionen mellem leverandør og køber.

(22)

Leverandører og købere af landbrugs- og fødevarer bør frit kunne forhandle salgstransaktioner, herunder prisen. Sådanne forhandlinger omfatter også betalinger for tjenesteydelser, som leveres af køberen til leverandøren såsom præsentation, markedsføring og salgsfremstød. Hvis en køber opkræver betalinger, som ikke er knyttet til en specifik salgstransaktion, fra en leverandør, bør dette imidlertid anses for at være urimeligt og være forbudt i henhold til dette direktiv.

(23)

Selv om der ikke bør være nogen forpligtelse til at anvende skriftlige kontrakter, kan anvendelsen af skriftlige aftaler inden for landbrugs- og fødevareforsyningskæden bidrage til at undgå visse former for urimelig handelspraksis. For at beskytte leverandører fra en sådan urimelig praksis bør leverandører eller deres sammenslutninger derfor have ret til at anmode om skriftlig bekræftelse af betingelserne for en leveringsaftale, hvis disse betingelser allerede er aftalt. I sådanne tilfælde bør en købers afvisning af skriftligt at bekræfte betingelserne i leveringsaftalen betragtes som urimelig handelspraksis og bør forbydes. Medlemsstaterne kan desuden indkredse, udveksle og fremme bedste praksis vedrørende indgåelse af langsigtede kontrakter med det formål at styrke producenternes forhandlingsposition i landbrugs- og fødevareforsyningskæden.

(24)

Dette direktiv harmoniserer ikke reglerne om bevisbyrde, som anvendes i sager ved de nationale håndhævende myndigheder, ligesom det heller ikke harmoniserer definitionen af leveringsaftaler. Bestemmelserne om bevisbyrde og definitionen af leveringsaftaler er derfor dem, der er fastsat i medlemsstaternes nationale ret.

(25)

I medfør af dette direktiv bør leverandører kunne indgive klage over visse former for urimelig handelspraksis. Handelsrepressalier fra købere mod leverandører, der udøver deres rettigheder eller truslen herom, f.eks. ved at trække produkter ud af varesortimentet, reducere mængden af bestilte produkter eller indstille visse tjenesteydelser, som køberen leverer til leverandøren, som f.eks. markedsføring eller salgsfremstød for leverandørernes produkter, bør forbydes og behandles som urimelig handelspraksis.

(26)

Omkostningerne ved oplagring, udstilling eller anden præsentation af landbrugs- og fødevarer eller ved tilgængeliggørelse af sådanne varer på markedet afholdes normalt af køberen. Det bør derfor i henhold til dette direktiv være forbudt, at en leverandør opkræves betaling, som enten skal foretages til køberen eller til en tredjepart, for sådanne tjenester, medmindre betalingen er aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber og leverandør. Hvis en sådan betaling aftales, bør den baseres på objektive og rimelige skøn.

(27)

For at bidrag fra en leverandør til omkostningerne ved landbrugs- og fødevareprodukters salgsfremstød, markedsføring eller reklame, herunder erhvervsfremmende udstillinger i butikker og salgskampagner, kan anses for rimelige, bør de være aftalt i klare og utvetydige vendinger ved indgåelsen af leveringsaftalen eller i en efterfølgende aftale mellem køber og leverandør. Ellers bør de være forbudt i henhold til dette direktiv. Hvis et sådant bidrag aftales, bør det baseres på objektive og rimelige skøn.

(28)

Medlemsstaterne bør udpege håndhævende myndigheder for at sikre effektiv håndhævelse af forbuddene i dette direktiv. Disse myndigheder bør enten kunne handle på eget initiativ eller på grundlag af klager fra parter, der berøres af urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, klager fra whistleblowere eller anonyme klager. En håndhævende myndighed kan fastslå, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at reagere på en klage. Administrative prioriteringer kan også føre til et sådant resultat. Hvis den håndhævende myndighed finder, at den ikke vil være i stand til at prioritere en klage, bør den underrette klageren og begrunde svaret. Hvis en klager anmoder om, at vedkommendes identitet holdes hemmelig på grund af frygt for handelsrepressalier, bør de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne træffe passende foranstaltninger.

(29)

Hvis en medlemsstat har mere end én håndhævende myndighed, bør den udpege et enkelt kontaktpunkt med henblik på at fremme et effektivt samarbejde mellem de håndhævende myndigheder og samarbejde med Kommissionen.

(30)

Leverandører kan finde det lettere at indgive en klage til den håndhævende myndighed i deres egen medlemsstat, f.eks. af sproglige årsager. For så vidt angår håndhævelsen kan det imidlertid være mere effektivt at indgive en klage til den håndhævende myndighed i den medlemsstat, hvor køberen er etableret. Leverandører bør kunne vælge, hvilken myndighed de ønsker at indgive klagen til.

(31)

I kraft af klager fra producentorganisationer, andre leverandørorganisationer og disses sammenslutninger, herunder repræsentative organisationer, kan der sikres beskyttelse af identiteten hos medlemmer af organisationerne, som mener, at de udsættes for urimelig handelspraksis. Andre organisationer, der har en berettiget interesse i at repræsentere leverandører, bør også have ret til at indgive klager efter anmodning fra en leverandør og til dennes fordel, forudsat at sådanne organisationer er uafhængige og nonprofit juridiske personer. De håndhævende myndigheder i medlemsstaterne bør således kunne modtage og reagere på klager fra sådanne enheder, idet de beskytter købernes proceduremæssige rettigheder.

(32)

For at sikre effektiv håndhævelse af forbuddet mod urimelig handelspraksis bør de udpegede håndhævende myndigheder have de nødvendige ressourcer og den nødvendige ekspertise.

(33)

Medlemsstaternes håndhævende myndigheder bør have de nødvendige beføjelser og den nødvendige ekspertise til at foretage undersøgelser. Bemyndigelse af disse myndigheder betyder ikke, at de er forpligtet til at anvende disse beføjelser i hver undersøgelse, som de foretager. Den håndhævende myndigheds beføjelser bør f.eks. gøre det muligt for dem at foretage en effektiv indsamling af faktuelle oplysninger, og de håndhævende myndigheder bør have beføjelse til at beordre, at en forbudt praksis indstilles, hvis det er relevant.

(34)

Afskrækkende midler såsom beføjelser til at pålægge eller indlede sager, f.eks. retssager, med henblik på at pålægge bøder og andre lige så effektive sanktioner samt at offentliggøre resultater af undersøgelser, herunder offentliggørelse af oplysninger om købere, som har begået overtrædelserne, kan tilskynde til adfærdsændringer og udenretslige løsninger mellem parterne, og de bør derfor være omfattet af de håndhævende myndigheders beføjelser. Bøder kan være særdeles effektive og afskrækkende. Den håndhævende myndighed bør dog i hver undersøgelse kunne beslutte, hvilken af dens beføjelser den vil udøve, og hvorvidt den vil pålægge eller indlede sag med henblik på pålæggelse af en bøde eller anden lige så effektiv sanktion.

(35)

Udøvelsen af de beføjelser, der tildeles de håndhævende myndigheder ved dette direktiv, bør være genstand for hensigtsmæssige garantier, der opfylder standarderne for de generelle principper i EU-retten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med Den Europæiske Unions Domstols retspraksis, herunder respekten for køberens ret til et forsvar.

(36)

Kommissionen og de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne bør samarbejde tæt for at sikre en fælles tilgang til anvendelsen af de bestemmelser, der er fastlagt i dette direktiv. Navnlig bør de håndhævende myndigheder yde hinanden gensidig bistand, f.eks. ved at udveksle oplysninger og hjælpe med undersøgelser, som har en grænseoverskridende dimension.

(37)

For at fremme effektiv håndhævelse bør Kommissionen hjælpe med at tilrettelægge regelmæssige møder mellem medlemsstaternes håndhævende myndigheder, på hvilke de kan dele relevante oplysninger, bedste praksis, nye udviklinger, håndhævelsespraksis og anbefalinger med hensyn til anvendelsen af bestemmelserne i dette direktiv.

(38)

Med henblik på at lette disse udvekslinger bør Kommissionen oprette et offentligt websted, som indeholder henvisninger til de nationale håndhævende myndigheder, herunder oplysninger om nationale foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv.

(39)

Da de fleste medlemsstater allerede har — om end forskellige — nationale bestemmelser om urimelig handelspraksis, er det hensigtsmæssigt at anvende et direktiv til at indføre en minimumsstandard i henhold til EU-retten. Dette bør gøre det muligt for medlemsstaterne at indarbejde de relevante bestemmelser i deres nationale retsorden på en sådan måde, at der skabes mulighed for etablering af sammenhængende ordninger. Medlemsstaterne bør ikke udelukkes fra inden for deres område at opretholde eller indføre strengere nationale bestemmelser, som fastsætter et højere niveau af beskyttelse mod urimelig handelspraksis, der forekommer i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, dog med forbehold af de gældende begrænsninger i EU-retten, som skal sikre et velfungerende indre marked, og såfremt sådanne bestemmelser er forholdsmæssige.

(40)

Medlemsstaterne bør også have mulighed for at opretholde eller indføre nationale bestemmelser, der har til formål at bekæmpe urimelig handelspraksis, og som falder uden for dette direktivs anvendelsesområde, dog med forbehold af de gældende begrænsninger i EU-retten, som skal sikre et velfungerende indre marked, og såfremt sådanne bestemmelser er forholdsmæssige. Sådanne nationale bestemmelser kan være mere vidtrækkende end dette direktiv, f.eks. hvad angår købernes og leverandørernes størrelse, beskyttelse af købere, omfanget af varer og omfanget af tjenesteydelser. Sådanne nationale bestemmelser kan også være mere vidtrækkende end antallet af og formerne for forbudt urimelig handelspraksis, der er opført i dette direktiv.

(41)

Sådanne nationale bestemmelser vil gælde sideløbende med frivillige styringsforanstaltninger såsom nationale adfærdskodekser eller forsyningskædeinitiativet. Der bør udtrykkeligt tilskyndes til anvendelse af frivillig, alternativ tvistbilæggelse mellem leverandører og købere, uden at dette berører leverandørens ret til at indgive klager eller henvende sig til civile domstole.

(42)

Kommissionen bør have et overblik over gennemførelsen af dette direktiv i medlemsstaterne. Desuden bør Kommissionen kunne vurdere, hvor effektivt dette direktiv er. Med henblik herpå bør de håndhævende myndigheder i medlemsstaterne fremlægge årlige rapporter for Kommissionen. Disse rapporter bør, hvor det er relevant, indeholde kvantitative og kvalitative oplysninger om klager, undersøgelser og afgørelser. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne indberetningsforpligtelse bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (7).

(43)

Af hensyn til en effektiv gennemførelse af politikken til bekæmpelse af urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden bør Kommissionen undersøge anvendelsen af dette direktiv og forelægge Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport. Denne undersøgelse bør navnlig vurdere effektiviteten af nationale foranstaltninger, hvis mål er at bekæmpe urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, og effektiviteten af samarbejdet mellem håndhævende myndigheder. Ved undersøgelsen bør der navnlig også fokuseres på, om det — ud over at beskytte leverandører — i fremtiden vil være berettiget at beskytte købere af landbrugs- og fødevarer i forsyningskæden. Rapporten bør, hvis det er relevant, ledsages af lovgivningsforslag.

(44)

Målet for dette direktiv, nemlig at fastlægge en EU-minimumsstandard for beskyttelse ved at harmonisere medlemsstaternes forskellige foranstaltninger vedrørende urimelig handelspraksis, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —