(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (3) sigter mod at skabe et indre marked for elektronisk kommunikation i Unionen, samtidig med at der sikres et højt niveau af investeringer, innovation og forbrugerbeskyttelse gennem øget konkurrence. Dette direktiv indfører også et betydeligt antal nye opgaver for Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (»BEREC«) såsom at udstede retningslinjer om en række emner, at rapportere om tekniske spørgsmål, at føre registre, fortegnelser eller databaser og afgive udtalelser om det indre markeds procedurer for udkast til nationale foranstaltninger til markedsregulering.

(2)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 (4) supplerer og understøtter, for så vidt angår EU-dækkende roaming, rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation og fastlægger visse opgaver for BEREC.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (5) fastlægger yderligere opgaver for BEREC med hensyn til adgang til det åbne internet. Desuden er BEREC-retningslinjerne af 30. august 2016 for de nationale tilsynsmyndigheders gennemførelse af de europæiske netneutralitetsbestemmelser blevet hilst velkommen som værdifulde præciseringer for at garantere et stærkt, frit og åbent internet ved at sørge for en ensartet anvendelse af bestemmelserne for at sikre lige og ikkediskriminerende behandling af trafikken ved levering af internetadgangstjenester og beskytte slutbrugeres hertil hørende rettigheder.

(4)

Begrundet i behovet for at sikre udvikling af en konsekvent reguleringspraksis og en ensartet anvendelse af EU's rammebestemmelser for elektronisk kommunikation oprettede Kommissionen ved afgørelse 2002/627/EF (6) de europæiske tilsynsmyndigheders gruppe vedrørende elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (ERG), der skulle rådgive og bistå Kommissionen i konsolideringen af det indre marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og mere generelt tjene som mellemled mellem nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen.

(5)

BEREC og støttekontoret blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 (7). BEREC afløste ERG og havde til formål på den ene side at bidrage til at udvikle det indre marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og på den anden side gøre det mere velfungerende ved at sikre den konsekvente gennemførelse af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation. BEREC fungerer som et forum for samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder og mellem disse myndigheder og Kommissionen i udførelsen af samtlige deres opgaver i medfør af Unionens rammebestemmelser. BEREC blev oprettet med henblik på at yde ekspertise og handle uafhængigt og gennemsigtigt.

(6)

BEREC fungerer også som et organ for refleksion, debat og rådgivning for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen inden for elektronisk kommunikation.

(7)

Støttekontoret blev oprettet som et fællesskabsorgan med status som juridisk person for at udføre de opgaver, der er omhandlet i forordning (EF) nr. 1211/2009, navnlig faglig og administrativ støtte til BEREC. Støttekontoret blev givet retlig, administrativ og finansiel selvstændighed for effektivt at kunne yde støtte til BEREC.

(8)

Ved afgørelse 2010/349/EU (8) besluttede repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, at støttekontoret skulle have hjemsted i Riga. Hjemstedsaftalen mellem Republikken Letlands regering og støttekontoret trådte i kraft den 5. august 2011.

(9)

I sin meddelelse af 6. maj 2015 med titlen »En strategi for et digitalt indre marked i EU« bebudede Kommissionen, at den ville fremlægge forslag i 2016 om en ambitiøs gennemgang af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation, bl.a. med fokus på en mere effektiv institutionel reguleringsramme for at gøre reglerne for elektronisk kommunikation formålstjenlige som led i skabelsen af de rette vilkår for det digitale indre marked. Disse omfatter udbredelsen af net med meget høj kapacitet, mere koordineret forvaltning af radiofrekvenser til trådløse net og skabelse af lige vilkår for avancerede digitale net og innovative tjenester. Det blev understreget i nævnte meddelelse, at der med teknologiske og markedsmæssige vilkår, der hele tiden ændrer sig, bliver behov for styrkede institutionelle rammer, og at det også bliver nødvendigt at styrke BEREC's rolle.

(10)

I sin beslutning af 19. januar 2016 med titlen »På vej mod en akt for det digitale indre marked« opfordrede Europa-Parlamentet Kommissionen til med henblik på en yderligere integration af det digitale indre marked at sikre, at mere effektive institutionelle rammer er på plads.

(11)

BEREC og støttekontoret har bidraget positivt til den konsekvente gennemførelse af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation. Der er dog stadig betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til reguleringspraksis, hvilket berører virksomheder, der udøver grænseoverskridende virksomhed eller er aktive i et betydeligt antal medlemsstater, herunder i områder, hvor BEREC-retningslinjerne findes, men kunne udvikles yderligere. For yderligere at bidrage til udviklingen af det indre marked for elektronisk kommunikation i hele Unionen samt til fremme af adgang til og anvendelse af net med meget høj kapacitet, konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet, -tjenester og dertil hørende faciliteter og EU-borgernes interesser har denne forordning til formål at styrke BEREC's rolle. En sådan styrket rolle vil styrke den større rolle, som BEREC spiller som følge af forordning (EU) nr. 531/2012 og (EU) 2015/2120 og direktiv (EU) 2018/1972.

(12)

På baggrund af markedsudviklingen og den teknologiske udvikling, som ofte medfører en øget grænseoverskridende dimension, og af de hidtidige erfaringer, der er opnået med at forsøge at sikre konsekvent gennemførelse inden for elektronisk kommunikation, er det nødvendigt at bygge videre på BEREC's og støttekontorets arbejde. Deres styring og aktiviteter bør være strømlinede og egnede til de opgaver, de skal udføre. Under hensyntagen til de faste procedurer og de nye opgaver, som BEREC og støttekontoret tildeles, og for at styrke deres effektivitet bør der planlægges øget stabilitet i forvaltningen heraf, og beslutningsprocessen bør forenkles.

(13)

BEREC bør yde ekspertise og skabe tillid på grund af sin uafhængighed, kvaliteten af sin rådgivning og information, gennemsigtigheden i de procedurer og metoder, den opererer efter, og den omhu, hvormed den udfører sine opgaver. BEREC's uafhængighed bør ikke forhindre dens repræsentantskab i at føre drøftelser på grundlag af udkast udarbejdet af arbejdsgrupper.

(14)

Kontorets nye officielle navn bør være »Agenturet for Støtte til BEREC« (»BEREC-kontoret«). Betegnelsen »BEREC-kontoret« bør benyttes som agenturets navn i kort form. BEREC-kontoret bør have retlig, administrativ og finansiel selvstændighed. Med henblik herpå er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at BEREC-kontoret bliver et EU-organ, der har status som juridisk person, og som udøver de beføjelser, det tillægges. BEREC-kontoret bør som et decentraliseret EU-agentur arbejde inden for sit mandat og den eksisterende institutionelle ramme. Det bør ikke anses for at repræsentere Unionens holdning udadtil eller for at forpligte Unionen retligt.

(15)

Endvidere bør reglerne for ledelse og drift af BEREC-kontoret, hvor det er relevant, bringes i overensstemmelse med principperne i den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen af 19. juli 2012 om decentraliserede agenturer.

(16)

EU-institutionerne og de nationale tilsynsmyndigheder bør kunne drage fordel af BEREC's bistand og rådgivning, herunder om de relevante reguleringsmæssige konsekvenser af ethvert anliggende vedrørende den overordnede dynamik på de digitale markeder eller med hensyn til deres forbindelser, drøftelser og udvekslinger med og formidlingen af bedste reguleringspraksis til tredjemand. BEREC bør ud over sit bidrag til Kommissionens offentlige høring efter anmodning rådgive Kommissionen om udarbejdelsen af lovforslag. BEREC bør også kunne yde Europa-Parlamentet og Rådet rådgivning på deres anmodning eller på eget initiativ.

(17)

BEREC har som teknisk organ med ekspertise inden for elektronisk kommunikation, der er sammensat af repræsentanter for de nationale tilsynsmyndigheder og Kommissionen, de bedste forudsætninger for at få overdraget opgaver såsom at bidrage til effektive procedurer på det indre marked for udkast til nationale foranstaltninger for så vidt angår markedsregulering at give de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder de nødvendige retningslinjer til at sikre fælles kriterier og en konsekvent reguleringstilgang og at føre visse registre, databaser og fortegnelser på EU-plan. Dette berører ikke de opgaver, der er fastlagt for de nationale tilsynsmyndigheder, som er tættest på de elektroniske kommunikationsmarkeder og deres lokale forhold.

(18)

For at udføre sine opgaver bør BEREC fortsætte med at samle ekspertise fra de nationale tilsynsmyndigheder. BEREC bør sigte mod at sikre, at alle nationale tilsynsmyndigheder deltager i udførelsen af dets reguleringsopgaver og dets funktion. Med henblik på at styrke BEREC, gøre det mere repræsentativt og sikre dets ekspertise, erfaring og kendskab til den konkrete situation på alle de nationale markeder bør hver medlemsstat sikre, at dens nationale tilsynsmyndighed har de nødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer til at kunne deltage fuldt ud i BEREC's arbejde.

(19)

I lyset af den stigende konvergens mellem sektorer, der yder elektroniske kommunikationstjenester, og den horisontale dimension af de reguleringsspørgsmål, som er relateret til deres udvikling, bør BEREC og BEREC-kontoret have mulighed for at samarbejde med nationale tilsynsmyndigheder, andre EU-organer, -kontorer, -agenturer og rådgivende grupper, uanset deres rolle, navnlig Frekvenspolitikgruppen, der blev nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/622/EF (9), Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (10), Det Europæiske Databeskyttelsesråd, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (11), Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester, der blev nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU (12), Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 526/2013 (13), Det Europæiske GNSS-Agentur, der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 912/2010 (14), netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde, der blev oprettet i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (15), Det Europæiske Konkurrencenetværk og de europæiske standardiseringsorganisationer samt med eksisterende udvalg (f.eks. Kommunikationsudvalget og Radiofrekvensudvalget). BEREC og BEREC-kontoret bør også kunne samarbejde med medlemsstaternes relevante kompetente myndigheder, der har ansvar for konkurrence, forbrugerbeskyttelse og databeskyttelse, og med tredjelandes kompetente myndigheder, navnlig tilsynsmyndigheder, der er kompetente inden for elektronisk kommunikation, eller grupper af disse myndigheder samt med internationale organisationer, hvis det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver. BEREC bør også kunne konsultere interesserede parter ved hjælp af offentlige høringer.

(20)

BEREC bør have beføjelser til at etablere samarbejdsordninger med kompetente EU-organer, -kontorer, -agenturer og rådgivende grupper, med kompetente myndigheder i tredjelande og med internationale organisationer, som ikke bør skabe retlige forpligtelser. Målet for sådanne samarbejdsordninger kunne f.eks. være at udvikle samarbejdsforhold og udveksle synspunkter om reguleringsspørgsmål. Kommissionen bør sikre, at de nødvendige samarbejdsordninger er i overensstemmelse med Unionens politik og prioriteter, og at BEREC arbejder inden for sit mandat og den eksisterende institutionelle ramme og ikke anses for at repræsentere Unionens holdning udadtil eller for at forpligte Unionen internationalt.

(21)

BEREC bør bestå af repræsentantskabet og arbejdsgrupper. Det roterende formandskab for repræsentantskabet skal sikre kontinuiteten i BEREC's arbejde. Endvidere tilskyndes der til rotation af næstformænd, som repræsenterer forskellige nationale tilsynsmyndigheder.

(22)

BEREC bør kunne handle i Unionens interesse uafhængigt af indblanding udefra, herunder politisk pres og kommerciel indblanding. Det er derfor vigtigt at sikre, at medlemmerne af repræsentantskabet nyder de højeste garantier for personlig og funktionel uafhængighed. Lederen af en national tilsynsmyndighed eller et medlem af dens kollegiale organ eller en af disses stedfortrædere nyder et sådant niveau af personlig og funktionel uafhængighed. Mere konkret bør de handle uafhængigt og objektivt, bør hverken søge eller modtage instrukser i udøvelsen af deres funktioner, og de bør beskyttes mod vilkårlige afskedigelser. Funktionen for suppleanterne i repræsentantskabet kan også udøves af lederen af den nationale tilsynsmyndighed, et medlem af dens kollegiale organ, en af deres stedfortræder eller et andet medlem af personalet i den nationale tilsynsmyndighed, der under handler på vegne af og i overensstemmelse med omfanget af mandatet for medlemmet af repræsentantskabet, der er blevet erstattet.

(23)

Erfaringen har vist, at de fleste af BEREC's opgaver udføres bedst i arbejdsgrupper, som altid bør sikre ens hensyntagen til alle de nationale tilsynsmyndigheders synspunkter og bidrag. Repræsentantskabet bør derfor nedsætte arbejdsgrupper og udnævne deres formænd. De nationale tilsynsmyndigheder bør reagere omgående på en anmodning om udnævnelse for at sikre en hurtig nedsættelse af visse arbejdsgrupper, navnlig dem, der beskæftiger sig med procedurer med frister. Arbejdsgrupperne bør være åbne for deltagelse af eksperter fra Kommissionen. BEREC-kontorets personale bør støtte og bidrage til arbejdsgruppernes aktiviteter.

(24)

Repræsentantskabet og bestyrelsen bør om nødvendigt fra sag til sag kunne invitere enhver, hvis synspunkt kan være af interesse, til at deltage i deres møder som observatør.

(25)

Hvor det er relevant, og afhængigt af tildelingen af opgaver til myndigheder i hver medlemsstat, bør der i den relevante arbejdsgruppe tages hensyn til andre kompetente myndigheders synspunkter, f.eks. gennem høring på nationalt plan eller ved at indbyde disse andre myndigheder til de relevante møder, hvor der er behov for deres ekspertise. Under alle omstændigheder bør BEREC's uafhængighed opretholdes.

(26)

Repræsentantskabet og bestyrelsen bør fungere parallelt, idet førstnævnte hovedsageligt træffer afgørelser i reguleringsmæssige spørgsmål, og sidstnævnte i administrative spørgsmål såsom budget, personale og revision. I princippet og i tillæg til repræsentanterne for Kommissionen bør repræsentanterne for de nationale tilsynsmyndigheder i bestyrelsen være de samme som dem, der er udpeget til repræsentantskabet, men de nationale tilsynsmyndigheder bør kunne udpege andre repræsentanter, der opfylder de samme krav.

(27)

Tidligere blev ansættelsesmyndighedsbeføjelserne udøvet af næstformanden for kontorets forvaltningsudvalg. Denne forordning fastsætter, at bestyrelsen delegerer relevante ansættelsesmyndighedsbeføjelser til direktøren, som bemyndiges til at videredelegere disse beføjelser. Dette skal bidrage til en effektiv forvaltning af BEREC-kontorets personale.

(28)

Repræsentantskabet og bestyrelsen bør afholde mindst to ordinære møder om året. På baggrund af tidligere erfaringer og BEREC's styrkede rolle kan repræsentantskabet eller bestyrelsen være nødt til at afholde yderligere møder.

(29)

Direktøren bør fortsat være BEREC-kontorets repræsentant for så vidt angår retlige og administrative spørgsmål. Bestyrelsen bør udnævne direktøren efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure for at sikre en streng evaluering af kandidaterne og et højt niveau af uafhængighed. Mandatperioden for kontorets administrerende direktør var tidligere på tre år. Det er nødvendigt for direktøren at have en tilstrækkelig lang mandatperiode for at kunne sikre stabilitet og gennemføre en langsigtet strategi for BEREC-kontoret.

(30)

Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1271/2013 (16) bør finde anvendelse på BEREC-kontoret.

(31)

BEREC-kontoret bør yde den nødvendige faglige og administrative bistand til BEREC's arbejde, herunder finansiel, organisatorisk og logistisk bistand, og bør bidrage til BEREC's lovgivningsarbejde.

(32)

For at sikre BEREC-kontorets selvstændighed og uafhængighed og for at yde bistand til BEREC's arbejde bør BEREC-kontoret råde over sit eget budget, hvor indtægterne hovedsagelig bør komme fra et EU-bidrag. Budgettet bør være tilstrækkeligt og bør afspejle de yderligere opgaver, der er tildelt, og BEREC's og BEREC-kontorets styrkede rolle. Finansieringen af BEREC-kontoret bør ske på grundlag af en aftale med budgetmyndigheden som fastlagt i punkt 31 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde om budgetmæssige anliggender og om forsvarlig økonomisk forvaltning (17).

(33)

BEREC-kontoret bør have tilstrækkeligt personale til at udføre sine opgaver. Alle opgaver, som BEREC-kontoret tildeles, herunder faglige og administrative tjenester, der bistår BEREC med at udføre sine reguleringsopgaver, sammen med overholdelse af finansforordningen, personalevedtægten og andre gældende forskrifter, og den øgede vægt af driftsmæssige opgaver, som BEREC-kontoret skal løse i forhold til de administrative opgaver, bør vurderes og afspejles behørigt i ressourceplanen.

(34)

For yderligere at udvide den konsekvente gennemførelse af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation bør repræsentantskabet, arbejdsgrupperne og bestyrelsen være åbne over for deltagelse af tilsynsmyndigheder fra tredjelande, der er kompetente inden for elektronisk kommunikation, hvor disse tredjelande har indgået aftaler med Unionen herom, såsom EØS/EFTA-lande og kandidatlande.

(35)

I overensstemmelse med princippet om gennemsigtighed bør BEREC og BEREC-kontoret, hvor det er relevant, offentliggøre informationer om deres arbejde på deres webside. BEREC bør navnlig offentliggøre alle endelige dokumenter, der er udarbejdet under udførelsen af dets opgaver, f.eks. udtalelser, retningslinjer, rapporter, henstillinger, fælles holdninger og bedste praksisser samt alle undersøgelser, der bestilles for at støtte dets opgaver. BEREC og BEREC-kontoret bør også offentliggøre ajourførte lister over deres opgaver og ajourførte lister over medlemmer, suppleanter og andre deltagere i deres organisatoriske organers møder og interesseerklæringer fra medlemmerne af repræsentantskabet, medlemmer af bestyrelsen og direktøren.

(36)

BEREC, understøttet af BEREC-kontoret, bør kunne deltage i kommunikationsaktiviteter inden for sit kompetenceområde, som ikke er til skade for BEREC's kerneopgaver. Indholdet i og gennemførelsen af BEREC's kommunikationsstrategi bør være konsekvent, objektivt, relevant og koordineret med Kommissionens og de øvrige institutioners strategier og aktiviteter for at tage hensyn til Unionens image. BEREC-kontorets kommunikationsaktiviteter bør gennemføres i henhold til relevante kommunikations- og formidlingsplaner, som bestyrelsen har vedtaget.

(37)

BEREC og BEREC-kontoret bør for at kunne udføre deres opgaver effektivt have ret til at anmode om alle nødvendige informationer fra Kommissionen, de nationale tilsynsmyndigheder og som en sidste udvej andre myndigheder og virksomheder. Anmodninger om informationer bør begrundes, bør stå i et rimeligt forhold til formålet og bør ikke påføre adressaterne urimelige byrder. De nationale tilsynsmyndigheder bør samarbejde med BEREC og BEREC-kontoret og levere rettidige og nøjagtige informationer for at sikre, at BEREC og BEREC-kontoret er i stand til at opfylde deres opgaver. BEREC og BEREC-kontoret bør også ud fra princippet om loyalt samarbejde give Kommissionen, de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder de nødvendige informationer. Der bør, hvor det er relevant, sikres en fortrolig behandling af informationerne. Når BEREC vurderer, om en anmodning er behørigt begrundet, bør det tage hensyn til, om de informationer, der anmodes om, vedrører udførelsen af opgaver, der udelukkende er tillagt de relevante myndigheder.

(38)

BEREC-kontoret bør oprette et fælles informations- og kommunikationssystem for at undgå overlappende anmodninger om informationer og lette kommunikationen mellem alle involverede myndigheder.

(39)

For at sikre et højt niveau af fortrolighed og undgå interessekonflikter bør de regler om disse forhold, der gælder for medlemmerne af BEREC's og BEREC-kontorets organisatoriske organer, finde anvendelse på deres suppleanter.

(40)

Da denne forordning pålægger BEREC og BEREC-kontoret nye opgaver, og de kan blive pålagt yderligere opgaver ved andre EU-retsakter, bør Kommissionen foretage en regelmæssig evaluering af BEREC's og BEREC-kontorets virksomhed og effektiviteten af deres institutionelle struktur i et skiftende digitalt miljø. Hvis Kommissionen som følge resultatet af evalueringen finder, at den institutionelle struktur ikke er hensigtsmæssig for udførelsen af BEREC's og BEREC-kontorets opgaver, og navnlig for at sikre den konsekvente gennemførelse af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation, bør den undersøge alle muligheder for at forbedre denne struktur.

(41)

Støttekontoret, der blev oprettet som et fællesskabsorgan med status som juridisk person ved forordning (EF) nr. 1211/2009, afløses af det BEREC-kontor, der oprettes ved nærværende forordning, for så vidt angår ethvert ejendomsforhold, enhver aftale, herunder hjemstedsaftalen, enhver retlig forpligtelse, enhver ansættelseskontrakt, enhver økonomisk forpligtelse og ethvert økonomisk ansvar. BEREC-kontoret bør overtage støttekontorets personale, hvis rettigheder og pligter ikke bør påvirkes. For at sikre kontinuiteten i BEREC's og støttekontorets arbejde bør deres repræsentanter, dvs. formanden og næstformændene for repræsentantskabet, forvaltningsudvalget og den administrerende direktør, fortsætte i embedet indtil deres mandatperiode udløber.

(42)

Et betydeligt antal forbrugere i de fleste medlemsstater forlader sig stadig på traditionel international kommunikation som f.eks. telefonopkald og SMS-beskeder, trods det at et stigende antal af forbrugerne har adgang til nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester til deres internationale telefonibehov til lavere priser end traditionelle tjenester eller uden pengebetaling.

(43)

Kommissionen foreslog i 2013 en konsekvensanalyseret forordning, som omfattede en bestemmelse med reguleringsmæssige foranstaltninger gældende for EU-intern kommunikation. Supplerende data om markedet for EU-intern kommunikation blev indsamlet fra 2017 til 2018 af BEREC og af Kommissionen gennem en kommissionsundersøgelse og Eurobarometer. Som det fremgår af disse oplysninger, hersker der stadigvæk betydelige prisforskelle, både inden for fastnet- og mobilkommunikation, mellem indenlandsk tale- og SMS-kommunikation og kommunikation, der terminerer i en anden medlemsstat, med betragtelige prisudsving mellem lande, udbydere og tarifpakker og mellem talekommunikation i mobil- og fastnet. Udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester tager ofte forbrugsbaserede priser for EU-intern kommunikation, der langt overstiger de indenlandske tariffer, plus supplerende omkostninger. I gennemsnit synes standardprisen for et EU-internt fastnet- eller mobilopkald at være tre gange højere end standardprisen for et indenlandsk opkald, og standardprisen for en EU-intern SMS-besked mere end to gange højere end en indenlandsk SMS. Disse aritmetiske gennemsnit dækker dog over betydelige forskelle medlemsstaterne imellem. I nogle tilfælde kan standardprisen for et EU-internt opkald være op til otte gange højere end standardprisen for indenlandske opkald. Som følge heraf er forbrugerne i flere medlemsstater udsat for meget høje priser for EU-intern kommunikation. Disse høje priser påvirker hovedsageligt forbrugerne, navnlig dem, der foretager sådanne opkald sjældent eller har et lavt forbrug, hvilket udgør det store flertal af forbrugere, der anvender EU-intern kommunikation. Samtidig udbyder flere udbydere særtilbud, der er specielt attraktive for erhvervskunder og forbrugere med et betydeligt forbrug af EU-intern kommunikation. Sådanne tilbud beregnes ofte ikke på grundlag af et faktisk forbrug og kan bestå af et vist antal EU-interne taleminutter eller SMS-beskeder til et fast månedligt beløb (tillægstilbud), eller at et vist antal EU-interne taleminutter eller SMS-beskeder inkluderes i den månedlige ydelse for taleminutter eller SMS-beskeder, enten uden noget tillæg eller med et mindre tillæg. Betingelserne for disse tilbud er dog ofte ikke attraktive for forbrugere med et kun lejlighedsvist, uforudsigeligt eller relativt lavt forbrug af EU-intern kommunikation. Disse forbrugere risikerer derfor at betale urimeligt høje priser for deres EU-interne kommunikation og bør beskyttes.

(44)

Desuden udgør høje priser for EU-intern kommunikation en hindring for det indre markeds funktion, eftersom de modvirker søgning efter og køb af varer og tjenesteydelser hos en udbyder beliggende i en anden medlemsstat. Det er derfor nødvendigt at fastsætte specifikke og forholdsmæssige grænser for den pris, som udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester kan kræve af forbrugere for EU-intern kommunikation, for at fjerne sådanne høje priser.

(45)

Når udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester opkræver betaling fra deres forbrugere for EU-intern kommunikation med takster, der helt eller delvist er baseret på forbrug af sådanne tjenester, også i tilfælde af forbrugsbaseret modregning i en månedlig eller forudbetalt ydelse for sådanne tjenester, bør disse takster ikke overstige 0,19 EUR pr. minut for opkald og 0,06 EUR pr. SMS-besked. Disse lofter svarer til de maksimumpriser, der i øjeblikket gælder for henholdsvis regulerede roamingopkald og SMS-beskeder. Når forbrugerne roamer i Unionen, nyder de godt af beskyttelsen fra taleeurotariffen og SMS-eurotariffen, der gradvis er blevet erstattet af roaming til hjemmetakst. Disse lofter betragtes også som et passende benchmark for fastsættelsen af maksimumtaksten for reguleret EU-intern kommunikation i fem år med start den 15. maj 2019. Loftets nuværende niveau udgør et enkelt, gennemsigtigt og gennemprøvet sikkerhedsnet for beskyttelse mod høje priser og er passende som et loft for detailpriserne på al reguleret EU-intern kommunikation. Både roamingopkald i hele Unionen og EU-interne opkald deler lignende omkostningsstruktur.

(46)

Lofterne bør give udbyderne af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester mulighed for at få dækket deres omkostninger og således sikre en forholdsmæssig intervention på markedet for både mobil- og fastnetopkald. Lofterne vil kun finde direkte anvendelse på takster baseret på faktisk forbrug. De bør have en disciplinerende virkning også på de tilbud, hvor en vis mængde EU-intern kommunikation er inkluderet, uden at der opkræves særskilt betaling herfor, eftersom forbrugerne kan vælge at gå over til en forbrugsbaseret tarif for deres EU-interne kommunikation. Lofterne bør gælde for EU-interne kommunikationsmængder, der går ud over dem, der er inkluderet i en pakke, og for hvilke der opkræves særskilt betaling. Foranstaltningen bør på forholdsmæssig vis sikre, at forbrugere med et lavt forbrug af EU-intern kommunikation er beskyttet mod høje priser, og bør samtidig kun have behersket indvirkning på udbyderne.

(47)

Udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester bør være i stand til at foreslå deres forbrugere alternative tariftilbud for international kommunikation med forskellige takster for reguleret EU-intern kommunikation, og forbrugere bør frit kunne vælge sådanne tilbud udtrykkeligt og når som helst og uden betaling skifte tilbage, selv ved tilbud, som forbrugeren indgik inden sådanne bestemmelsers ikrafttræden. Kun alternative tilbud om international kommunikation, der f.eks. dækker alle eller nogle tredjelande, bør, når de accepteres af en forbruger, kunne frigøre en udbyder fra dennes forpligtelse til ikke at overskride lofterne for reguleret EU-intern kommunikation. Andre fordele som f.eks. subsidieret terminaludstyr eller nedslag i forbindelse med andre elektroniske kommunikationstjenester, der tilbydes af udbydere til forbrugere, er del af den normale konkurrencemæssige interaktion og bør ikke påvirke anvendeligheden af prislofter for reguleret EU-intern kommunikation.

(48)

Nogle udbydere af offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester kan blive betydeligt mere påvirket end flertallet af andre udbydere i Unionen af et prisloft for reguleret EU-intern kommunikation. Dette kan navnlig være tilfældet for de udbydere, der genererer en særlig stor del af deres indtægter eller driftsoverskud ved EU-intern kommunikation, eller hvis indenlandske marginer er lave i forhold til branchebenchmarks. Som en følge af marginkomprimering for så vidt angår reguleret EU-intern kommunikation vil en udbyder måske ikke kunne bevare sin indenlandske afregningsmodel. Sådanne scenarier er højst usandsynlige, eftersom maksimumpriserne klart ligger over omkostningerne ved at udbyde EU-intern kommunikation. For at tackle sådanne ekstraordinære scenarier på en forholdsmæssig måde bør de nationale tilsynsmyndigheder dog kunne indrømme en undtagelse efter anmodning fra denne udbyder i begrundede og ekstraordinære tilfælde.

(49)

En undtagelse bør kun indrømmes, når en udbyder i forhold til et relevant benchmark fastlagt af BEREC kan vise, at denne er betydeligt mere påvirket end de fleste andre udbydere i Unionen, og at denne påvirkning i betragtelig grad svækker udbyderens kapacitet til at bevare sin afregningsmodel for indenlandsk kommunikation. Når en national tilsynsmyndighed indrømmer en undtagelse, skal den fastlægge det maksimumprisniveau, som en udbyder kan anvende for reguleret EU-intern kommunikation, og som gør det muligt for den at bevare et konkurrencedygtigt prisniveau for indenlandsk kommunikation. En sådan undtagelse bør begrænses til et år og kan fornys, hvis udbyderen viser, at betingelserne for en undtagelse fortsat er opfyldt.

(50)

I lyset af proportionalitetsprincippet bør anvendeligheden af prisloftet for reguleret EU-intern kommunikation være tidsbegrænset og bør udløbe fem år efter dets ikrafttræden. En sådan begrænset varighed bør gøre det muligt at foretage en passende vurdering af virkningerne af foranstaltningerne og evaluering af, i hvilket omfang der fortsat er behov for at beskytte forbrugerne.

(51)

For at sikre en EU-dækkende konsekvent, rettidig og yderst effektiv beskyttelse af forbrugere, der er negativt påvirket af de betydelige prisforskelle for EU-intern kommunikation, bør sådanne bestemmelser finde direkte anvendelse ved at blive fastsat i en forordning. Den mest passende forordning med henblik herpå er forordning (EU) 2015/2120, som blev vedtaget efter en konsekvensanalyse, som bl.a. foreslog en bestemmelse om EU-intern kommunikation som et nødvendigt middel til at gennemføre det indre marked for elektronisk kommunikation. De sandsynlige virkninger på udbyderes indkomst genereret af udbud af EU-intern kommunikation er yderligere begrænset som følge af anvendelsen af taleeurotariffen og sms-eurotariffen for roaming, som loft for både fastnet- og mobilkommunikation, der fungerer som en sikkerhedsmekanisme, og af det bevis, der fremgår af BEREC's analyse fra 2018, på et betydeligt fald i de relevante mængder af fastnettrafik, der er påvirket af foranstaltningen i den mellemliggende periode. Disse bestemmelser bør derfor indføres som en ændring til forordning (EU) 2015/2120, der også bør tilpasses for at sikre, at medlemsstaterne vedtager regler om sanktioner for overtrædelse af sådanne bestemmelser.

(52)

Målene for denne forordning, nemlig at sikre den konsekvente gennemførelse af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende aspekter og gennem effektive procedurer på det indre marked for udkast til nationale foranstaltninger, og at sikre, at forbrugerne ikke opkræves urimeligt høje priser for at foretage nummerbaseret interpersonel kommunikation, der originerer i forbrugerens indenlandske udbyders medlemsstat og terminerer ved et fastnet- eller mobilnummer i en anden medlemsstat, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(53)

Denne forordning ændrer og udvider bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1211/2009. Eftersom der skal foretages væsentlige ændringer, bør nævnte retsakt af klarhedshensyn ophæves. Henvisninger til den ophævede forordning bør betragtes som henvisninger til nærværende forordning —

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF (4), 2002/20/EF (5), 2002/21/EF (6) og 2002/22/EF (7) er blevet væsentligt ændret. Da der skal foretages yderligere ændringer i disse direktiver, bør de af klarhedshensyn omarbejdes.

(2)

Kommissionen skal jævnligt tage de fem direktiver, der indgår i det nuværende regelsæt for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, nemlig direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF, 2002/22/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (8), op til fornyet vurdering, navnlig for at afgøre, om den teknologiske og markedsmæssige udvikling giver grund til ændringer.

(3)

I dens meddelelse af 6. maj 2015, der fastsætter strategien for det digitale indre marked, angav Kommissionen, at dens revision af regelsættet for telekommunikation ville lægge vægt på foranstaltninger, der tager sigte på at skabe incitamenter til investering i højhastighedsbredbåndsnet, opnå en mere sammenhængende tilgang til radiofrekvenspolitik og -forvaltning på det indre marked, skabe de rette betingelser for et reelt indre marked ved at håndtere opsplitningen i reguleringen, sikre effektiv forbrugerbeskyttelse, lige vilkår for alle markedsdeltagere og ensartet anvendelse af reglerne samt etablere mere effektive institutionelle rammer for reguleringen.

(4)

Dette direktiv er et led i en »målrettet regulering« (REFIT), hvis anvendelsesområde omfatter fire direktiver, nemlig direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF og 2002/22/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1211/2009 (9). Hvert af disse direktiver indeholder foranstaltninger, der gælder for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester, i overensstemmelse med baggrunden for lovgivningen i en sektor, hvor virksomhederne har været vertikalt integrerede, dvs. aktive inden for udbud af både net og tjenester. Revisionen er en anledning til at omarbejde de fire direktiver for at forenkle den nuværende struktur med henblik på at gøre den mere sammenhængende og lettilgængelig i forhold til Refitmålet. Den giver også mulighed for at tilpasse strukturen til den nye markedssituation, hvor udbud af kommunikationstjenester ikke længere nødvendigvis er knyttet sammen med udbud af et net. Som fastsat i den interinstitutionelle aftale af 28. november 2001 om en mere systematisk omarbejdning af retsakter (10) består omarbejdning i, at der vedtages en ny retsakt, der i én og samme tekst samler både de indholdsmæssige ændringer, der foretages i en tidligere retsakt, og de uændrede bestemmelser i denne retsakt. Forslaget til omarbejdning vedrører de indholdsmæssige ændringer, der foretages i en tidligere retsakt, og omfatter accessorisk kodificering af de uændrede bestemmelser i den tidligere retsakt sammen med nævnte indholdsmæssige ændringer.

(5)

Dette direktiv skaber en retlig ramme for at sikre frit udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, således at disse kun er underlagt de vilkår, der er fastsat i dette direktiv, og begrænsningerne i overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), navnlig foranstaltninger vedrørende den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, og i overensstemmelse med artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

(6)

Dette direktiv indskrænker ikke de enkelte medlemsstaters mulighed for at træffe nødvendige foranstaltninger til sikring af deres væsentlige sikkerhedsinteresser, beskyttelse af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed samt til skabelse af de rette betingelser for efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger, under hensyntagen til at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, navnlig artikel 7, 8 og 11, såsom begrænsninger vedrørende behandling af oplysninger, skal være fastlagt i lovgivningen, respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold og være underlagt proportionalitetsprincippet, jf. chartrets artikel 52, stk. 1.

(7)

Konvergensen mellem tele-, medie- og IT-sektoren betyder, at alle elektroniske kommunikationsnet og -tjenester så vidt muligt bør være omfattet af en samlet europæisk kodeks for elektronisk kommunikation, der indføres ved et enkelt direktiv, idet der dog kan være områder, for hvilke det er bedre at fastsætte umiddelbart gældende regler ved forordning. Det er nødvendigt at adskille regulering af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester fra regulering af indhold. Derfor omfatter dette direktiv ikke indholdet i de tjenester, der leveres via elektroniske kommunikationsnet ved hjælp af elektroniske kommunikationstjenester, f.eks. radio- og tv-udsendelsers indhold, finansielle ydelser og visse informationssamfundsydelser, og berører ikke foranstaltninger, der i henhold til EU-retten træffes på EU-plan eller på nationalt plan for så vidt angår sådanne tjenester med henblik på at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og varetage forsvaret af mediepluralisme. Indholdet af tv-programmer er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU (11). Reguleringen af audiovisuel politik og audiovisuelt indhold sigter mod at opfylde mål af almen interesse, som f.eks. ytringsfrihed, mediepluralisme, upartiskhed, kulturel og sproglig mangfoldighed, social inklusion, forbrugerbeskyttelse og beskyttelse af mindreårige. Adskillelsen mellem regulering af elektronisk kommunikation og regulering af indhold hindrer ikke, at der tages hensyn til den forbindelse, der er mellem de to områder, navnlig med henblik på at garantere mediepluralisme, kulturel mangfoldighed og forbrugerbeskyttelse. De kompetente myndigheder bør inden for rammerne af deres beføjelser bidrage til at sikre gennemførelsen af politikker med sigte på at fremme disse mål.

(8)

Dette direktiv omfatter udstyr til bilradio og forbrugerudstyr til radiomodtagere og forbrugerudstyr til digitalt tv, men berører ikke anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU (12) på radioudstyr.

(9)

For at gøre det muligt for de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder at opfylde de mål, der er opstillet i dette direktiv, navnlig om gennemgående interoperabilitet, bør direktivets anvendelsesområde omfatte visse aspekter af radioudstyr som defineret i direktiv 2014/53/EU og forbrugerudstyr til digitalt tv for at lette adgangen for slutbrugere med handicap. Det er vigtigt, at nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder tilskynder netoperatører og udstyrsfabrikanter til at samarbejde om at lette adgangen til elektroniske kommunikationstjenester for slutbrugere med handicap. Ikkeeksklusiv anvendelse af radiofrekvenser med henblik på egenanvendelse af radioterminaludstyr bør, skønt anvendelsen ikke har forbindelse med en økonomisk aktivitet, også være omfattet af dette direktiv, så der sikres en koordineret fremgangsmåde for så vidt angår tilladelsesordninger.

(10)

Visse elektroniske kommunikationstjenester i henhold til dette direktiv kunne også falde inden for definitionen af »tjeneste i informationssamfundet« i artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (13). Disse elektroniske kommunikationstjenester er også omfattet af det nævnte direktivs bestemmelser, der gælder for tjenester i informationssamfundet, for så vidt som dette direktiv eller andre EU-retsakter ikke indeholder mere specifikke bestemmelser for de elektroniske kommunikationstjenester. Elektroniske kommunikationstjenester som f.eks. taletelefonitjenester, beskedtjenester og elektroniske posttjenester er dog omfattet af nærværende direktiv. En og samme virksomhed, f.eks. en internetudbyder, kan tilbyde både elektronisk kommunikation, som f.eks. adgang til internettet, og tjenester, som ikke er omfattet af nærværende direktiv, f.eks. levering af webbaseret, ikkekommunikationsrelateret indhold.

(11)

Samme virksomhed, f.eks. en kabeloperatør, kan både tilbyde en elektronisk kommunikationstjeneste, såsom overføring af tv-signaler, og tjenester, der ikke omhandles i dette direktiv, såsom kommercialisering af et tilbud om indholdsbaseret radio- eller tv-spredningsvirksomhed, og derfor kan en sådan virksomhed pålægges yderligere forpligtelser i forbindelse med dens aktivitet som udbyder eller distributør af radio- eller tv-spredningsvirksomhed i medfør af bestemmelser, der ikke indeholdes i dette direktiv, med forbehold af de i bilaget til dette direktiv indeholdte vilkår.

(12)

Regelsættet bør omfatte brugen af radiofrekvenser til alle elektroniske kommunikationsnet, herunder den voksende egenanvendelse af radiofrekvenser, som ikke nødvendigvis er et led i en bestemt økonomisk aktivitet, til nye typer net, der udelukkende består af autonome systemer af mobilt radioudstyr, der er trådløst forbundet uden nogen central styring eller centraliseret netoperatør. I den trådløse 5G-kommunikation, der er undervejs, vil der sandsynligvis navnlig udvikle sig sådanne net uden for bygninger og på vejene, til brug i forbindelse med transport, energi, forskning og udvikling, e-sundhed, civilbeskyttelse og katastrofehjælp, tingenes internet, kommunikation mellem maskiner og netforbundne biler. Derfor bør medlemsstaterne, hvis de på grundlag af artikel 7 i direktiv 2014/53/EU anvender yderligere nationale krav til ibrugtagning eller anvendelse af sådant radioudstyr eller begge for at sikre en faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne og undgå skadelig interferens, tage hensyn til principperne for det indre marked.

(13)

Kravene til de elektroniske kommunikationsnets ydeevne er konstant stigende. Mens der tidligere især blev lagt vægt på at stille større båndbredde til rådighed, både i almindelighed og for den enkelte bruger, får andre parametre såsom latenstid, tilgængelighed og pålidelighed stadig større betydning. For i dag at imødekomme denne efterspørgsel anlægges der optiske fibernet længere og længere ud til brugerne, og fremtidige »net med meget høj kapacitet« skal have præstationsparametre svarende til dem, som et net baseret på optiske fiberelementer, der som minimum dækker strækningen frem til fordelingspunktet på leveringsstedet, kan levere. For en fast forbindelse betyder dette en netpræstation svarende til, den, der kan opnås med en optisk fiberforbindelse frem til et flerfamiliehus, betragtet som leveringsstedet, og for en trådløs forbindelse betyder det en netpræstation svarende til, hvad der kan opnås med en optisk fiberforbindelse frem til basisstationen, betragtet som leveringsstedet. Variationer i slutbrugernes oplevelse, som skyldes de forskellige egenskaber ved det medium, hvormed nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet, bør ikke tages i betragtning med henblik på at fastslå, hvorvidt et trådløst net kan anses for at levere en tilsvarende netpræstation. I overensstemmelse med princippet om teknologineutralitet bør andre teknologier og transmissionsmedier ikke udelukkes, hvis de er sammenlignelige med dette referencescenarie for så vidt angår ydeevne. Etableringen af sådanne »net med meget høj kapacitet« vil sandsynligvis yderligere øge nettenes ydeevne og bane vejen for udrulning af fremtidige generationer af trådløse net baseret på forbedrede radiogrænseflader og en tættere netarkitektur.

(14)

Der er behov for at tilpasse nogle af definitionerne for at sikre, at de er i overensstemmelse med princippet om teknologineutralitet og for at holde trit med den teknologiske udvikling, herunder nye former for netforvaltning, såsom ved hjælp af softwareemulerede net eller softwaredefinerede net. Den teknologiske og markedsmæssige udvikling har medført, at nettene er gået over til IP-teknologi (»Internet Protocol«), og at slutbrugerne har fået mulighed for at vælge mellem flere konkurrerende udbydere af taletelefoni. Derfor bør udtrykket »offentligt tilgængelig telefonitjeneste«, der udelukkende er anvendt i direktiv 2002/22/EF og i vid udstrækning opfattes som en henvisning til de traditionelle analoge telefonitjenester, erstattes af det mere tidssvarende og teknologineutrale udtryk »talekommunikationstjeneste«. Betingelserne for udbuddet af en tjeneste bør adskilles fra de egentlige definitoriske elementer i en talekommunikationstjeneste, dvs. en offentlig tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste med henblik på at etablere og modtage indenlandske eller indenlandske og internationale opkald direkte eller indirekte ved hjælp af et eller flere numre i en national eller international nummerplan, uanset om en sådan tjeneste er baseret på kredsløbskoblet eller pakkekoblet teknologi. Det ligger i en sådan tjenestes natur, at den går begge veje og giver begge parter mulighed for at kommunikere. En tjeneste, der ikke opfylder alle disse betingelser, f.eks. en »klik-selv«-funktion på et kundeservicewebsted, er ikke en sådan tjeneste. Talekommunikationstjenester omfatter også kommunikationsmidler specifikt beregnet til slutbrugere med handicap, som gør brug af tekstrelæ eller totale konversationstjenester.

(15)

De tjenester, der anvendes til kommunikationsformål, og de tekniske midler til leveringen heraf har udviklet sig betydeligt. I stedet for traditionelle taletelefonitjenester, tekstbeskeder (SMS) og elektroniske posttjenester anvender slutbrugerne i stigende grad funktionelt tilsvarende onlinetjenester som f.eks. internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester. For at sikre, at slutbrugerne og deres rettigheder beskyttes effektivt og på samme måde, når de benytter funktionelt ækvivalente tjenester, bør en fremtidsorienteret definition af elektroniske kommunikationstjenester ikke baseres på rent tekniske parametre, men snarere bygge på en funktionel tilgang. Reguleringen bør have en passende rækkevidde for at opfylde sine almennyttige mål. Mens »overføring af signaler« fortsat er et vigtigt parameter, når det fastslås, hvilke tjenester der er omfattet af dette direktiv, bør definitionen også omfatte andre tjenester, som muliggør kommunikation. Fra en slutbrugers synspunkt er det ikke relevant, om en udbyder overfører signalerne selv, eller om kommunikationen leveres via en internetadgangstjeneste. Definitionen af elektronisk kommunikationstjeneste bør derfor omfatte tre typer tjenester, der delvis kan overlappe hinanden, nemlig internetadgangstjenester som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/2120 (14), interpersonelle kommunikationstjenester som defineret i dette direktiv, og tjenester, der udelukkende eller hovedsagelig består i overføring af signaler. Definitionen af elektronisk kommunikationstjeneste bør fjerne de tvetydigheder, der er konstateret i gennemførelsen af den definitionen som forelå inden vedtagelsen af dette direktiv, og muliggøre en nøje afpasset anvendelse, bestemmelse for bestemmelse, af de specifikke rettigheder og forpligtelser i regelsættet på de forskellige typer tjenester. Behandlingen af personoplysninger i forbindelse med elektroniske kommunikationstjenester bør, uanset om den sker mod betaling eller ej, være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 (15).

(16)

For at falde ind under definitionen af elektronisk kommunikationstjeneste skal en tjeneste normalt ydes mod betaling. I den digitale økonomi anser markedsdeltagerne i stigende grad oplysninger om brugerne for at have monetær værdi. Elektroniske kommunikationstjenester udbydes ofte til slutbrugeren ikke kun mod penge, men i stigende grad og navnlig mod afgivelse af personoplysninger eller andre oplysninger. Begrebet betaling bør derfor omfatte situationer, hvor udbyderen af en tjeneste anmoder slutbrugeren om personoplysninger som omhandlet i forordning (EU) 2016/679 eller andre oplysninger, og slutbrugeren bevidst afgiver sådanne oplysninger direkte eller indirekte til udbyderen. Det bør også omfatte situationer, hvor slutbrugeren giver adgang til oplysninger uden aktivt at afgive disse, f.eks. personoplysninger, herunder IP-adresse, eller andre automatisk genererede oplysninger som f.eks. oplysninger, der indsamles og overføres ved hjælp af en cookie. I overensstemmelse med retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (EU-Domstolen) vedrørende artikel 57 i TEUF (16) er der også tale om betaling som omhandlet i TEUF, selv om tjenesteudbyderen ikke modtager betaling af modtageren af tjenesteydelsen, men i stedet af tredjemand. Begrebet betaling bør derfor også omfatte situationer, hvor slutbrugeren udsættes for reklamer som betingelse for at få adgang til en tjeneste, og situationer, hvor tjenesteudbyderen omsætter personoplysninger, som vedkommende har indsamlet, i penge i overensstemmelse med forordning (EU) 2016/679.

(17)

Interpersonelle kommunikationstjenester er tjenester, der muliggør kommunikation mellem personer og interaktiv udveksling af oplysninger, og omfatter tjenester som traditionelle taleopkald mellem to personer, men også alle former for e-mail, beskedtjenester og gruppechat. Interpersonelle kommunikationstjenester omfatter kun kommunikation mellem et afgrænset, dvs. ikke potentielt ubegrænset, antal fysiske personer, der bestemmes af afsenderen af kommunikationen. Kommunikation, der involverer juridiske personer, bør falde inden for definitionen i de tilfælde, hvor fysiske personer handler på vegne af disse juridiske personer eller er involveret på mindst én side af kommunikationen. Interaktiv kommunikation indebærer, at tjenesten giver modtageren af oplysningerne mulighed for at svare. Tjenester, der ikke opfylder disse krav, såsom lineær spredning, video on demand, websteder, sociale netværk, blogs eller udveksling af oplysninger mellem maskiner, bør ikke betragtes som interpersonelle kommunikationstjenester. En tjeneste bør under særlige omstændigheder ikke betragtes som en interpersonel kommunikationstjeneste, når den interpersonelle og interaktive kommunikationsmulighed udgør en mindre og rent accessorisk funktion, der er knyttet til en anden tjeneste, og som af objektive tekniske grunde ikke kan anvendes uden den primære tjeneste, og hvis integration i den primære tjeneste ikke er et middel til at omgå anvendelsen af reglerne for elektroniske kommunikationstjenester. Da begreberne »mindre« og »rent accessorisk« udgør en undtagelse fra definitionen, bør de fortolkes snævert og fra et objektivt slutbrugerperspektiv. En interpersonel kommunikationsfunktion kan betragtes som mindre, hvis dens objektive nytte for en slutbruger er meget begrænset, og hvis den i virkeligheden knap nok anvendes af slutbrugerne. Et eksempel på en funktion, der kunne anses for at falde uden for anvendelsesområdet for definitionen på interpersonelle kommunikationstjenester, kunne i princippet være en kommunikationskanal i forbindelse med onlinespil, alt afhængigt af egenskaberne ved tjenestens kommunikationsmulighed.

(18)

Interpersonelle kommunikationstjenester, der anvender numre i en national eller international nummerplan, etablerer forbindelse til offentligt tildelte nummerressourcer. Disse nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester omfatter både tjenester, der er tildelt slutbrugernumre med henblik på at sikre end-to-end-konnektivitet, og tjenester, der giver slutbrugere mulighed for at få forbindelse til personer, der har fået tildelt sådanne numre. Den blotte anvendelse af et nummer som et identifikationsmiddel bør ikke sidestilles med anvendelse af et nummer til tilslutning til offentligt tildelte numre og bør derfor ikke i sig selv betragtes som tilstrækkelig til, at en tjeneste betragtes som en nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste. Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester bør kun være underlagt forpligtelser, hvis almenvellet kræver, at der anvendes bestemte reguleringsmæssige forpligtelser for alle typer interpersonelle kommunikationstjenester, uanset om de anvender numre til at udbyde deres tjeneste eller ej. Det er rimeligt at behandle nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester anderledes, da de deltager i, og dermed også nyder godt af, et offentligt garanteret interoperabelt økosystem.

(19)

Et nettermineringspunkt (NTP) udgør i reguleringsøjemed en grænse mellem regelsættet for elektroniske kommunikationsnet og tjenester på den ene side og reguleringen af teleterminaludstyr på den anden. Det er de nationale tilsynsmyndigheders ansvar at fastlægge nettermineringspunkternes placering. På baggrund af de nationale tilsynsmyndigheders praksis og i betragtning af de mange forskellige fastnettopologier og trådløse topologier bør Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (»BEREC«) i tæt samarbejde med Kommissionen vedtage retningslinjer for fælles tilgang til identifikation af nettermineringspunktet i overensstemmelse med dette direktiv fastlægges i de forskellige konkrete tilfælde.

(20)

Den tekniske udvikling gør det muligt for slutbrugerne at få adgang til beredskabstjenester, ikke kun ved taleopkald, men også ved hjælp af andre interpersonelle kommunikationstjenester. Begrebet alarmkommunikation bør derfor omfatte alle de interpersonelle kommunikationstjenester, der gør det muligt at få adgang til sådanne beredskabstjenester. Det bygger på begreber, der allerede er fastlagt i EU-retten, nemlig en alarmcentral og den mest passende alarmcentral som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/758 (17) og »beredskabstjeneste« som defineret i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 305/2013 (18).

(21)

De nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders tiltag bør være baseret på et harmoniseret sæt af målsætninger og principper, og de bør, når det er nødvendigt, koordinere deres tiltag med myndighederne i andre medlemsstater og med BEREC, når de udfører deres opgaver i henhold til nærværende regelsæt.

(22)

De opgaver, som er tildelt de kompetente myndigheder i henhold til dette direktiv, bidrager til gennemførelsen af mere generelle politikker inden for områderne kultur, beskæftigelse, miljø, social samhørighed samt by- og landsplanlægning.

(23)

Regelsættet bør ud over de eksisterende tre hovedmålsætninger om at fremme konkurrence, det indre marked og slutbrugernes interesser forfølge endnu et mål, der vedrører konnektivitet og udtrykkes i resultater: udbredt adgang til og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet for alle unionsborgere og Unionens virksomheder på grundlag af rimelige priser og valgmuligheder, effektiv og fair konkurrence, åben innovation, effektiv udnyttelse af radiofrekvenser, fælles regler og forudsigelige reguleringstilgange på det indre marked samt de nødvendige sektorspecifikke regler til beskyttelse af unionsborgernes interesser. For medlemsstaterne, de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder samt interessenter betyder dette konnektivitetsmål på den ene side, at de skal sigte mod net med størst mulig kapacitet og tjenester, der er økonomisk bæredygtige inden for et bestemt område, og på den anden side, at de skal tilstræbe territorial samhørighed gennem konvergens for så vidt angår den kapacitet, der er til rådighed i forskellige områder.

(24)

Fremskridt hen imod opfyldelsen af de generelle mål i dette direktiv bør understøttes af et robust system til Kommissionens løbende evaluering og benchmarking af medlemsstaterne for så vidt angår tilgængeligheden af net med meget høj kapacitet hos alle større socioøkonomiske drivkræfter som f.eks. skoler, transportknudepunkter og større udbydere af offentlige tjenester såvel som stærkt digitaliserede virksomheder, tilgængeligheden af uafbrudt 5G-dækning i byområder og langs store landtransportveje samt tilgængeligheden til alle husstande i hver medlemsstat af elektroniske kommunikationsnet, der kan yde mindst 100Mbit/s, og som hurtigt kan opgraderes til gigabithastigheder. Med henblik herpå bør Kommissionen fortsætte med at overvåge medlemsstaternes resultater, herunder indekser, der sammenfatter relevante indikatorer for Unionens digitale resultater og følger udviklingen i medlemsstaternes digitale konkurrenceevne, såsom indekset over den digitale økonomi og det digitale samfund, og om nødvendigt udarbejde nye metoder og nye objektive, konkrete og målbare kriterier for benchmarking af medlemsstaternes effektivitet.

(25)

Princippet om, at medlemsstaterne bør anvende EU-retten på en teknologineutral måde, dvs. at en national tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed hverken bør påtvinge eller diskriminere til fordel for brugen af en bestemt type teknologi, udelukker ikke, at der, når det er berettiget for at nå målene for regelsættet, tages rimelige skridt til at fremme visse specifikke tjenester, som f.eks. digitalt tv, som et middel til øget radiofrekvenseffektivitet. Endvidere udelukker dette princip ikke, at der tages hensyn til, at visse transmissionsmedier har fysiske egenskaber og arkitekturtræk, der kan være overlegne med hensyn til tjenestekvalitet, kapacitet, vedligeholdelsesomkostninger, energieffektivitet, forvaltningsmæssig fleksibilitet, pålidelighed, robusthed og skalerbarhed og i sidste ende præstationer, hvilket kan afspejles i de skridt, der tages med henblik på forfølgelsen af de forskellige reguleringsmål.

(26)

Der bør tilskyndes til både reelle investeringer og konkurrence, som går hånd i hånd, således at økonomisk vækst, innovation og forbrugernes valgmuligheder øges.

(27)

Konkurrencen fremmes bedst ved at sikre et økonomisk effektivt niveau for investering i nye og eksisterende infrastrukturer, suppleret med regulering, hvor det måtte være nødvendigt, for at opnå effektiv konkurrence i detailleddet. Et effektivt infrastrukturbaseret konkurrenceniveau findes, når infrastrukturoverlapningen er af et omfang, der betyder, at investorer kan forventes at opnå et rimeligt udbytte på baggrund af fornuftige forventninger til udviklingen i markedsandele.

(28)

Det er nødvendigt at skabe passende incitamenter for investering i nye net med meget høj kapacitet, der støtter innovationen i forbindelse med indholdsrige internettjenester og styrker Unionens internationale konkurrenceevne. Sådanne net har et enormt potentiale til at give forbrugerne og erhvervslivet i hele Unionen fordele. Det er derfor afgørende at fremme bæredygtige investeringer i udviklingen af disse nye net, idet man fastholder konkurrencen, da der fortsat er flaskehalse og adgangsbarrierer på infrastrukturniveau, og øger forbrugernes valgmuligheder gennem forudsigelighed og sammenhæng i reguleringen.

(29)

Målet er gradvis at mindske mængden af forhåndsregulerende sektorspecifikke bestemmelser, efterhånden som konkurrencen på markederne udvikler sig, og i sidste instans at sikre, at den elektroniske kommunikation reguleres udelukkende gennem konkurrenceretten. Da markederne for elektronisk kommunikation har udvist stærk konkurrencedynamik de seneste år, er det meget vigtigt, at forhåndsregulerede forpligtelser kun benyttes, hvor der ikke er effektiv og bæredygtig konkurrence på de relevante markeder. Sigtet med forhåndsregulering er at opnå fordele for slutbrugerne ved at sikre effektiv konkurrence på detailmarkederne på et varigt grundlag. Forpligtelser på engrosniveau bør indføres, hvis konkurrencen på et eller flere detailmarkeder sandsynligvis ikke vil blive effektiv uden sådanne forpligtelser. Navnlig i betragtning af de forventede fremskridt med hensyn til innovation og konkurrence er det sandsynligt, at de nationale tilsynsmyndigheder gennem markedsanalyseprocessen gradvist kan konstatere, at der findes konkurrencedygtige detailmarkeder, også selv om der ikke reguleres på engrosniveau. I et sådant tilfælde bør den nationale tilsynsmyndighed konkludere, at det ikke længere er nødvendigt at regulere på engrosniveau, og foretage en vurdering af det tilsvarende relevante engrosmarked med henblik på at tilbagetrække forhåndsreguleringen. I den forbindelse bør den nationale tilsynsmyndighed tage hensyn til eventuelle løftestangseffekter mellem engrosmarkeder og relaterede detailmarkeder, hvilket kan kræve, at adgangsbarrierer på infrastrukturniveau fjernes med henblik på at sikre langsigtet konkurrence på detailniveau.

(30)

Elektronisk kommunikation er ved at blive uundværlig for et stigende antal sektorer. Tingenes internet er et eksempel på, hvordan overføring af radiosignaler, der er grundlaget for elektronisk kommunikation, er i stadig udvikling og påvirker den samfundsmæssige og forretningsmæssige virkelighed. For at vi kan drage størst mulig fordel af denne udvikling, er det afgørende, at der indføres og tages hensyn til nye trådløse kommunikationsteknologier og -applikationer i radiofrekvensforvaltningen. Da andre teknologier og applikationer, der anvender radiofrekvenser, også er genstand for stigende efterspørgsel og kan styrkes ved integration af eller kombination med elektronisk kommunikation, bør radiofrekvensforvaltningen, hvor det er hensigtsmæssigt, følge en tværsektoriel tilgang for at sikre en mere effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne.

(31)

Strategisk planlægning, samordning og i givet fald harmonisering på EU-plan kan medvirke til at sikre, at radiofrekvensbrugerne får fuldt udbytte af fordelene ved det indre marked, og at Unionens interesser forsvares effektivt på globalt plan. Derfor bør det være muligt at vedtage flerårige radiofrekvenspolitikprogrammer, hvor det er hensigtsmæssigt. Det første af sådanne programmer blev fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 243/2012/EU (19), som fastlægger politiske retningslinjer og målsætninger for den strategiske planlægning og harmonisering af brugen af radiofrekvenser i Unionen. Det bør være muligt for disse politiske retningslinjer og målsætninger at indeholde henvisninger til den adgang til og den effektive udnyttelse af radiofrekvenser, der er en forudsætning for etableringen af et funktionsdygtigt indre marked, i overensstemmelse med dette direktiv.

(32)

Landegrænser bliver i stigende grad irrelevante for fastlæggelsen af, hvordan frekvensressourcerne udnyttes optimalt. Ubegrundede forskelle mellem de nationale politikker medfører øgede omkostninger og tabte markedsmuligheder for frekvensbrugerne og forsinker innovationen til skade for et velfungerende indre marked og forbrugerne og økonomien som helhed.

(33)

Bestemmelserne om radiofrekvensforvaltning i dette direktiv bør være i overensstemmelse med arbejdet i internationale og regionale organisationer, der beskæftiger sig med radiofrekvensforvaltning, såsom Den Internationale Telekommunikationsunion (ITU) og Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT), for at sikre en effektiv forvaltning og harmonisering af radiofrekvensanvendelsen i hele Unionen og mellem medlemsstaterne og andre medlemmer af ITU.

(34)

I overensstemmelse med princippet om adskillelse af regulerings- og driftsopgaver bør medlemsstaterne, for at sikre de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders uvildige afgørelser, garantere disses uafhængighed. Dette krav om uafhængighed berører hverken medlemsstaternes institutionelle autonomi og forfatningsmæssige forpligtelser eller princippet om neutralitet i forhold til de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne, jf. artikel 345 i TEUF. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder bør råde over de nødvendige personale- og ekspertressourcer samt økonomiske midler til at udføre deres opgaver.

(35)

Visse opgaver i henhold til direktivet som f.eks. forhåndsregulering af markedet, herunder indførelse af forpligtelser vedrørende adgang og samtrafik og bilæggelse af tvister mellem virksomheder, bør kun varetages af de nationale tilsynsmyndigheder, dvs. organer, som er uafhængige af både sektoren og enhver ydre indblanding i form af politisk pres. Medmindre andet er fastsat, bør medlemsstaterne kunne tildele andre tilsynsopgaver, der er fastsat i dette direktiv, til enten de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder. Under gennemførelsen bør medlemsstaterne fremme stabiliteten af de nationale tilsynsmyndigheders kompetencer med hensyn til tildelingen af de opgaver, der fulgte af gennemførelsen af Unionens rammebestemmelser for elektronisk kommunikation som ændret i 2009, navnlig opgaverne vedrørende markedskonkurrence eller markedsadgang. Hvis opgaver er tildelt andre kompetente myndigheder, bør disse andre kompetente myndigheder tilstræbe at høre de nationale tilsynsmyndigheder, inden de træffer en afgørelse. I henhold til princippet om godt samarbejde bør de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder udveksle oplysninger med henblik på udøvelsen af deres opgaver.

(36)

Dette direktiv indeholder ingen materielle bestemmelser om åben internetadgang eller roaming og berører ikke fordelingen af beføjelser til de nationale tilsynsmyndigheder i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 531/2012 (20) og i forordning (EU) 2015/2120. På den anden side fastsætter dette direktiv endvidere, at de nationale tilsynsmyndigheder er kompetente med henblik på vurdering og nøje overvågning af markedsadgang og konkurrencespørgsmål, der potentielt påvirker slutbrugeres ret til åben internetadgang.

(37)

De nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed blev styrket i forbindelse med revisionen af rammebestemmelserne for elektronisk kommunikation, der blev gennemført i 2009, så de kan anvende regelsættet med større gennemslagskraft, og deres autoritet og forudsigeligheden i deres afgørelser øges. Til dette formål måtte det udtrykkelig fastsættes i national ret, at den nationale tilsynsmyndighed i udførelsen af sine opgaver er beskyttet mod indblanding udefra og politisk pres, der kan forhindre en uafhængig vurdering af de sager, den skal behandle. En sådan påvirkning udefra gør en instans, der medvirker i den nationale lovgivningsproces, uegnet til at fungere som tilsynsmyndighed under regelsættet. Derfor måtte der på forhånd opstilles regler for, på hvilket grundlag ledelsen for en national tilsynsmyndighed kan afskediges, så enhver rimelig tvivl om tilsynsmyndighedens uafhængighed og upåvirkelighed over for eksterne faktorer fjernes. For at undgå vilkårlige afskedigelser bør medlemmer, der afskediges, have ret til at anmode om, at de kompetente retsinstanser efterprøver, om der foreligger en gyldig grund til afskedigelserne, jf. de grunde, der betragtes som gyldige i henhold til dette direktiv. Sådanne afskedigelser bør kun begrundes i medlemmets personlige eller faglige kvalifikationer. Det er vigtigt, at de nationale tilsynsmyndigheder har deres eget budget, der navnlig sætter dem i stand til at ansætte tilstrækkeligt kvalificeret personale. Af hensyn til åbenhed i forvaltningen bør dette budget hvert år offentliggøres. Inden for rammerne af deres budget bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne forvalte deres personalemæssige og økonomiske ressourcer i fuld uafhængighed. For at sikre upartiskhed bør medlemsstater, der stadig ejer eller kontrollerer virksomheder, som gennem administrationsgebyrer bidrager til den nationale tilsynsmyndigheds eller andre kompetente myndigheders budget, sikre, at der er effektiv strukturel adskillelse mellem aktiviteterne i forbindelse med ejerskab eller kontrol og udøvelsen af kontrol over budgettet.

(38)

Det er nødvendigt yderligere at styrke de nationale tilsynsmyndigheders uafhængighed for at sikre, at deres ledelse og medlemmer er upåvirkelige over for pres udefra, ved at fastsætte mindstekrav til, hvilke kvalifikationer disse skal have for at kunne udnævnes, og en minimumsvarighed for deres mandat. For at afhjælpe risikoen for, at tilsynsmyndighederne varetager interesser i sektoren (»regulatory capture«), sikre kontinuitet og styrke uafhængigheden bør medlemsstaterne desuden overveje at begrænse muligheden for at forny mandatet for ledelsen eller bestyrelsesmedlemmerne og oprette en passende rotationsordning for bestyrelsen og den øverste ledelse. Dette kan være f.eks. gøres ved at udnævne de første medlemmer af det kollegiale organ for forskellige perioder, så de forskellige medlemmers såvel som deres efterfølgeres mandater ikke udløber på samme tidspunkt.

(39)

De nationale tilsynsmyndigheder bør stå til ansvar for den måde, hvorpå de udfører deres opgaver, og bør være forpligtet til at aflægge rapport herom. Denne forpligtelse bør normalt tage form af et krav om årlig rapportering snarere end ad hoc-anmodninger om rapportering, der kan begrænse deres uafhængighed eller hindre dem i udførelsen af deres opgaver, hvis kravene bliver urimeligt omfattende. Ifølge EU-Domstolens retspraksis (21) kan vidtgående eller ubetingede rapporteringskrav indirekte påvirke en myndigheds uafhængighed.

(40)

Medlemsstaterne bør meddele Kommissionen navnene på de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder. For myndigheder, der er kompetente med hensyn til tildeling af tilladelse til at installere faciliteter, bør det være muligt at opfylde meddelelsespligten ved at henvise til den centrale dokumentationstjeneste, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU (22).

(41)

Der bør bruges et system, der er så lidt indgribende som muligt, for tilladelser til udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med henblik på at fremme udviklingen af nye kommunikationstjenester og paneuropæiske kommunikationsnet og -tjenester, og så tjenesteudbyderne og forbrugerne kan udnytte det indre markeds stordriftsfordele.

(42)

Fordelene ved det indre marked for tjenesteudbydere og slutbrugere kan bedst virkeliggøres ved at anvende generelle tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester, bortset fra nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, uden at stille krav om udtrykkelige beslutninger eller administrative afgørelser fra nationale tilsynsmyndigheder, og ved at begrænse eventuelle procedurekrav til kun at omfatte en deklaratorisk anmeldelse. Hvis medlemsstaterne stiller krav om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal indgive anmeldelse, når de påbegynder deres aktiviteter, bør denne anmeldelse ikke indebære administrationsomkostninger for udbyderne, og anmeldelsesformularen kan eventuelt stilles til rådighed via et link på de kompetente myndigheders websted. For at støtte en effektiv koordinering på tværs af grænserne, navnlig hvad angår paneuropæiske operatører, bør BEREC oprette og vedligeholde en database over sådanne anmeldelser. De kompetente myndigheder bør kun fremsende fuldstændige anmeldelser til BEREC. Medlemsstaterne bør ikke forhindre udbud af net eller tjenester på nogen måde, herunder på grund af en ufuldstændig anmeldelse.

(43)

Anmeldelser bør blot bestå i en erklæring om, at udbyderen agter at påbegynde udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Udbyderen bør kun forpligtes til at lade erklæringen supplere af de oplysninger, der er opført i dette direktiv. Medlemsstaterne bør ikke pålægge yderligere eller særskilte anmeldelseskrav.

(44)

I modsætning til de øvrige kategorier af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der er defineret i dette direktiv, gør nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ikke brug af offentlige nummerressourcer og deltager ikke i et offentligt garanteret interoperabelt økosystem. Derfor bør denne type tjenester ikke være underlagt den generelle tilladelsesordning.

(45)

Ved tildeling af brugsrettigheder til radiofrekvenser, nummerressourcer eller tilladelse til at installere faciliteter bør de kompetente myndigheder meddele de virksomheder, der får tildelt sådanne rettigheder, de relevante vilkår. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte sådanne vilkår for brug af radiofrekvenser i individuelle brugsrettigheder eller i den generelle tilladelse.

(46)

Generelle tilladelser bør kun indeholde vilkår, som udelukkende vedrører den elektroniske kommunikationssektor. De bør ikke omfatte vilkår, som allerede gælder i medfør af anden eksisterende national ret, navnlig vedrørende forbrugerbeskyttelse, der ikke udelukkende vedrører kommunikationssektoren. De kompetente myndigheder bør f.eks. kunne holde virksomheder orienteret om gældende miljøbeskyttelses- samt by- og landsplanlægningskrav. De fastsatte vilkår i den generelle tilladelse har ikke betydning for bestemmelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 (23).

(47)

De vilkår, der kunne knyttes til generelle tilladelser, bør omfatte særlige betingelser vedrørende tilgængelighed for brugere med handicap og offentlige myndigheders og beredskabstjenesters behov for at kommunikere indbyrdes og med offentligheden før, under og efter en større katastrofe.

(48)

Virksomhedernes rettigheder og forpligtelser i henhold til generelle tilladelser må udtrykkeligt angives i disse tilladelser for at sikre ensartet konkurrence i hele Unionen og fremme grænseoverskridende forhandlinger om samtrafik mellem offentlige elektroniske kommunikationsnet.

(49)

Generelle tilladelser berettiger virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til offentligheden, til at forhandle samtrafik på vilkårene i dette direktiv. Virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til andre end offentligheden, kan forhandle samtrafik på kommercielle vilkår.

(50)

Når de kompetente myndigheder fastsætter vilkårene for generelle tilladelser og opkræver administrative gebyrer, bør de tage behørigt hensyn til situationer, hvor elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester udbydes af fysiske personer på et nonprofitgrundlag. Elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der ikke udbydes til offentligheden, bør være underlagt færre og mindre krævende vilkår, eller slet ingen, end hvad der er rimeligt for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der udbydes til offentligheden.

(51)

Hvis virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester i henhold til EU-retten, pålægges særlige forpligtelser som følge af deres udpegning som havende en stærk markedsposition som defineret i dette direktiv, bør disse særlige forpligtelser finde anvendelse adskilt fra de generelle rettigheder og forpligtelser, som gælder i henhold til den generelle tilladelse.

(52)

Det er muligt, at virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og -tjenester har brug for dokumentation for deres rettigheder i henhold til en generel tilladelse for så vidt angår samtrafik og installation af faciliteter, navnlig for at fremme forhandlinger med regionale eller lokale myndigheder eller med tjenesteudbydere i andre medlemsstater. Derfor bør de kompetente myndigheder forsyne virksomhederne med erklæringer herom enten efter anmodning eller alternativt som automatisk svar på en anmeldelse i henhold til den generelle tilladelse. Sådanne erklæringer bør ikke i sig selv kunne begrunde krav om rettigheder, og hverken rettigheder i medfør af den generelle tilladelse, brugsrettigheder eller udøvelsen af sådanne rettigheder må afhænge af en erklæring.

(53)

Det bør være muligt at opkræve administrationsgebyrer fra virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationstjenester for at finansiere den nationale tilsynsmyndigheds eller andre kompetente myndigheders aktiviteter vedrørende administration af det generelle tilladelsessystem og tildeling af brugsrettigheder. Sådanne gebyrer bør kun dække de reelle administrationsomkostninger ved disse aktiviteter. Med henblik herpå bør det sikres, at de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders indtægter og udgifter er gennemsigtige via årlige opgørelser over de samlede gebyrbeløb, der er opkrævet, og de administrationsomkostninger, der er påløbet, for at virksomhederne kan kontrollere, om der er overensstemmelse mellem dem.

(54)

Ordningerne vedrørende administrationsgebyrer bør ikke fordreje konkurrencen eller skabe hindringer for markedsadgangen. Et generelt tilladelsessystem gør det umuligt at afkræve de enkelte virksomheder administrationsomkostninger og dermed gebyrer, undtagen for tildeling af brugsrettigheder til nummerressourcer, radiofrekvenser og tilladelser til installation af faciliteter. Alle administrationsgebyrer bør være i overensstemmelse med principperne i et generelt tilladelsessystem. Et eksempel på et rimeligt, enkelt og gennemsigtigt alternativ til disse kriterier for opkrævning af gebyrer kunne være en omsætningsafhængig fordelingsnøgle. Hvis administrationsgebyrerne er meget lave, kan enhedsgebyrer eller gebyrer, der kombinerer en enhedssats med et omsætningsafhængigt element, også være hensigtsmæssige. Hvor det generelle tilladelsessystem omfatter virksomheder med meget små markedsandele, f.eks. lokalsamfundsbaserede netudbydere, eller tjenesteudbydere, hvis forretningsmodel medfører meget begrænsede indtægter, selv hvor der er tale om en væsentlig markedsdækning målt i volumen, bør medlemsstaterne overveje at fastsætte en passende minimumstærskel for pålæggelse af administrationsgebyrer.

(55)

Medlemsstaterne kan være nødt til at ændre de rettigheder, vilkår, procedurer, gebyrer og afgifter, som hænger sammen med generelle tilladelser og brugsrettigheder, i tilfælde hvor det er objektivt velbegrundet. Sådanne påtænkte ændringer bør behørigt meddeles alle berørte parter i god tid, så de har fyldestgørende lejlighed til at udtale sig. Unødvendige procedurer bør undgås i forbindelse med mindre ændringer i eksisterende tilladelser til at installere faciliteter eller i brugsrettigheder til radiofrekvenser eller til nummerressourcer, når disse ændringer ikke berører tredjemands interesser. Ved mindre ændringer af rettigheder og forpligtelser forstås ændringer, som hovedsagelig er af administrativ art og ikke ændrer den generelle tilladelse og de individuelle brugsrettigheder i væsentlig grad og således ikke kan give konkurrencemæssige fordele i forhold til andre virksomheder.

(56)

Under hensyntagen til betydningen af at sikre juridisk forudsigelighed og for at fremme forudsigelighed i reguleringen for at skabe et sikkert miljø for investeringer, navnlig for ny trådløs bredbåndskommunikation, bør enhver begrænsning eller tilbagekaldelse af eksisterende brugsrettigheder til radiofrekvenser eller nummerressourcer eller tilladelser til at installere faciliteter være genstand for forudsigelige og transparente procedurer. Derfor kan der eventuelt indføres strengere krav eller en anmeldelsesordning, navnlig i tilfælde hvor der er tildelt brugsrettigheder efter konkurrenceprægede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer og i tilfælde af harmoniserede radiofrekvensbånd, der skal bruges til trådløse elektroniske bredbåndskommunikationstjenester (»trådløse bredbåndstjenester«). Begrundelser, der henviser til faktisk og effektiv brug af radiofrekvenser og teknologisk udvikling, kunne bygge på de tekniske gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2002/676/EF (24). Hvis de generelle tilladelser og individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser endvidere skal begrænses, tilbagekaldes eller ændres uden samtykke fra rettighedshaveren, kan dette ske efter høring af de berørte parter, medmindre de foreslåede ændringer ermindre. Da begrænsninger eller tilbagekaldelser af generelle tilladelser eller rettigheder kan have betydelige konsekvenser for deres indehavere, bør de kompetente myndigheder være særligt opmærksomme og foretage en forhåndsvurdering af den potentielle skade, som sådanne foranstaltninger kan forårsage, inden de træffer disse foranstaltninger.

(57)

De nationale tilsynsmyndigheder, andre kompetente myndigheder og BEREC må, for at kunne udføre deres opgaver effektivt, indsamle oplysninger fra markedets aktører, herunder en vurdering af, om de generelle vilkår og betingelser er i overensstemmelse med dette direktiv uden at suspendere anvendelsen af disse vilkår og betingelser i forbindelse med vurderingen. Undtagelsesvis kan det også være nødvendigt at indhente oplysninger fra andre virksomheder, der er aktive i sektorer tæt knyttet til den elektroniske kommunikationssektor, herunder indholdsudbydere, som ligger inde med oplysninger, der kan være nødvendige, for at de kan udføre deres opgaver i henhold til EU-retten. Det kan også være nødvendigt at indsamle sådanne oplysninger på Kommissionens vegne, således at den kan opfylde sine forpligtelser i henhold til EU-retten. Anmodninger om oplysninger bør stå i et rimeligt forhold til formålet og bør ikke påføre virksomhederne urimelige byrder. De oplysninger, der indsamles af de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, bør, medmindre de i henhold til nationale regler om aktindsigt er fortrolige samt med forbehold af EU-regler og national regler om kommerciel fortrolighed, være offentligt tilgængelige.

(58)

For at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder udfører deres tilsynsopgaver effektivt, bør de oplysninger, som de indsamler, omfatte regnskabsoplysninger om de detailmarkeder, der er knyttet til engrosmarkeder, hvor en virksomhed er udpeget som havende en stærk markedsposition, og som derfor reguleres af den nationale tilsynsmyndighed. Endvidere bør oplysningerne omfatte data, der sætter den nationale tilsynsmyndighed i stand til at vurdere overholdelsen af de vilkår, der er knyttet til brugsrettigheder og de mulige følger af planlagte opgraderinger eller ændringer i nettopologien for udviklingen i konkurrencen eller for engrosprodukter, der stilles til rådighed for andre parter. Oplysninger om overholdelse af de dækningsforpligtelser, der er knyttet til brugsrettigheder til radiofrekvenser, er afgørende for at sikre fuldstændighed i de geografiske undersøgelser af netudrulning. I den forbindelse bør den kompetente myndighed kunne kræve, at der afgives oplysninger opdelt efter lokalområder med en granularitet, der er tilstrækkelig til at foretage en geografisk undersøgelse af netudrulningen.

(59)

For at lette byrden af indberetnings- og informationsforpligtelser for net- og tjenesteudbyderne og de berørte kompetente myndigheder bør disse krav være forholdsmæssigt afpassede, objektivt berettigede og begrænset til det strengt nødvendige. Navnlig bør gentagne anmodninger fra den kompetente myndighed og fra BEREC om de samme oplysninger samt krav om systematisk og jævnlig dokumentation for overholdelsen af samtlige vilkår for den generelle tilladelse eller brugsrettigheden undgås. Virksomhederne bør være bekendt med, hvad de oplysninger, de anmodes om at fremlægge, skal bruges til. Fremlæggelse af oplysninger bør ikke være en betingelse for markedsadgang. Til statistiske formål kan der stilles krav om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester skal indgive anmeldelse, når deres aktiviteter ophører.

(60)

Dette direktiv bør hverken berøre medlemsstaternes forpligtelse til at fremlægge enhver oplysning, som er nødvendig for at forsvare Unionens interesser i forbindelse med internationale aftaler, eller indberetningskrav i ret, der ikke er specifik for sektoren for elektronisk kommunikation, f.eks. konkurrenceretten.

(61)

Det er muligt at udveksle oplysninger, der af en kompetent myndighed betragtes som fortrolige i henhold til EU-regler og nationale regler om kommerciel fortrolighed og beskyttelse af personoplysninger, med Kommissionen, BEREC og andre myndigheder, hvis det er nødvendigt for anvendelsen af national ret, der gennemfører dette direktiv. De udvekslede oplysninger bør begrænses til, hvad der er relevant og rimeligt under hensyn til formålet med udvekslingen.

(62)

Bredbåndsnettene til elektronisk kommunikation bliver stadig mere forskelligartede med hensyn til teknologi, topologi, de anvendte medier og ejendomsforholdene Reguleringstiltag skal derfor bygge på detaljerede oplysninger vedrørende netudrulningen for at være effektiv og målrettet mod de områder, hvor der er behov for regulering. Disse oplysninger er afgørende for at fremme investeringer, øge konnektiviteten i hele Unionen og formidle oplysninger til alle relevante myndigheder og borgerne. De bør omfatte undersøgelser om både udrulning af net med meget høj kapacitet og væsentlige opgraderinger eller udvidelser af eksisterende kobbernet eller andre net, der muligvis ikke i alle henseender har samme præstationsegenskaber som net med meget høj kapacitet, f.eks. udrulning af fibernet til gadeskabet, kombineret med aktive teknologier som vectoring. De relevante prognoser bør vedrøre perioder på op til tre år. Detaljeringsgraden og den territoriale granularitet i de oplysninger, som de kompetente myndigheder bør indsamle, bør være afstemt efter det specifikke mål for reguleringen og være tilstrækkelig til at opfylde de reguleringsmæssige formål. Derfor vil størrelsen af den territoriale enhed også variere fra medlemsstat til medlemsstat afhængigt af de reguleringsmæssige behov under de særlige nationale omstændigheder og af, hvilke oplysninger der er til rådighed lokalt. I de fleste tilfælde vil niveau 3 i nomenklaturen for statistiske regionale enheder (NUTS) sandsynligvis ikke være en tilstrækkelig lille territorial enhed. De nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder bør følge BEREC's retningslinjer for bedste praksis i forbindelse med en sådan opgave, og disse retningslinjer vil kunne trække på erfaringerne fra de nationale tilsynsmyndigheders og/eller andre kompetente myndigheders gennemførelse af geografiske undersøgelser af netudrulningen. Uden at det berører kravet om kommerciel fortrolighed, bør de kompetente myndigheder, hvis oplysningerne ikke allerede er tilgængelige på markedet, stille de data, der er indsamlet i disse undersøgelser, direkte til rådighed i et åbent format i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF (25) og uden begrænsninger med hensyn til videreanvendelse, og de bør stille værktøjer til at fastslå tjenestekvaliteten til rådighed for slutbrugerne for at bidrage til øget bevidsthed om de tilgængelige konnektivitetstjenester. I forbindelse med indsamlingen af disse oplysninger bør alle berørte myndigheder respektere fortrolighedsprincippet og undgå at skabe konkurrencemæssige ulemper for virksomheder.

(63)

Mindskelse af den digitale kløft i Unionen er afgørende, hvis alle Unionens borgere skal have adgang til internettjenester og digitale tjenester. Med henblik herpå bør de relevante myndigheder i tilfælde af specifikke og veldefinerede områder have mulighed for at opfordre virksomheder og offentlige myndigheder til at erklære, at de har til hensigt at udrulle net med meget høj kapacitet i disse områder, ved at give dem tilstrækkelig tid til at fremlægge et velovervejet svar. Oplysningerne i prognoserne bør afspejle de økonomiske udsigter for sektoren for elektronisk kommunikation og virksomheders investeringsplaner på det tidspunkt, hvor oplysningerne er indsamlet, så det er muligt at kortlægge konnektiviteten i forskellige områder. Hvis en virksomhed eller offentlig myndighed erklærer, at den har til hensigt at foretage udrulning i et område, bør den nationale tilsynsmyndighed eller en anden kompetent myndighed kunne kræve, at andre virksomheder og offentlige myndigheder erklærer, hvorvidt de agter at udrulle net med meget høj kapacitet eller væsentligt opgradere eller udvide deres net, så det kan yde en downloadhastighed på mindst 100 Mbit/s i dette område. Denne procedure vil skabe gennemsigtighed for de virksomheder og offentlige myndigheder, der har tilkendegivet interesse i udrulning i det pågældende område, hvormed de ved udformningen af deres forretningsplaner kan vurdere den sandsynlige konkurrence, de vil møde fra andre net. Den positive virkning af en sådan gennemsigtighed afhænger af, om markedsdeltagerne svarer sandfærdigt og i god tro.

(64)

Markedsdeltagerne kan ændre deres udrulningsplaner af uforudsete, objektive og berettigede årsager, men de kompetente myndigheder bør gribe ind, herunder hvis offentlige midler er berørt, og om nødvendigt pålægge sanktioner, hvis de forsætligt eller som følge af grov uagtsomhed har modtaget vildledende, fejlagtige eller ufuldstændige oplysninger fra en virksomhed eller offentlig myndighed. Med henblik på anvendelsen af de relevante bestemmelser om sanktioner bør grov uagtsomhed henvise til en situation, hvor en virksomhed eller en offentlig myndighed giver vildledende, fejlagtige eller ufuldstændige oplysninger som følge af dens adfærd eller intern organisation, der ligger væsentligt under fornøden omhu i forbindelse med de afgivne oplysninger. Grov uagtsomhed bør ikke kræve, at virksomheden eller den offentlige myndighed er vidende om, at de afgivne oplysninger er vildledende, fejlagtige eller ufuldstændige, men snarere at vedkommende burde have haft kendskab til det, hvis den havde handlet eller var organiseret med fornøden omhu. Det er vigtigt, at sanktionerne er tilstrækkeligt afskrækkende i lyset af den negative indvirkning på konkurrencen og på offentligt finansierede projekter. Bestemmelserne om sanktioner bør ikke berøre retten til at kræve erstatning for skader i henhold til national ret.

(65)

For at sikre forudsigelige investeringsbetingelser bør de kompetente myndigheder kunne meddele virksomheder og offentlige myndigheder, der tilkendegiver interesse i udrulning af net med meget høj kapacitet, om der er foretaget eller planlagt andre typer netopgraderinger, herunder med downloadhastigheder på under 100 Mbit/s, i det pågældende område.

(66)

Det er vigtigt, at de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder hører alle interesserede parter om påtænkte afgørelser, giver dem tilstrækkelig tid under hensyn til sagens kompleksitet til at fremsætte kommentarer og tager hensyn til disse kommentarer, før de træffer endelig afgørelse. For at sikre, at afgørelser på nationalt plan ikke får negative følger for det indre markeds funktion eller for andre af TEUF's målsætninger, bør de nationale tilsynsmyndigheder desuden underrette Kommissionen og andre nationale tilsynsmyndigheder om visse udkast til afgørelser, så disse får mulighed for at kommentere dem. Det er rimeligt, at de kompetente myndigheder hører de interesserede parter i de tilfælde, der er fastsat i dette direktiv, om alle udkast til foranstaltninger med konsekvenser for handelen mellem medlemsstaterne.

(67)

Det er i et konkurrencebaseret miljø vigtigt, at der tages hensyn til de berørte parters, herunder brugernes og forbrugernes, synspunkter. Medlemsstaterne bør tilrettelægge en passende høringsmekanisme for at tage behørigt hensyn til borgernes interesser. En sådan mekanisme kunne involvere et organ, som uafhængigt af den nationale tilsynsmyndighed og af tjenesteudbyderne udfører forskning for så vidt angår forbrugerrelaterede spørgsmål, eksempelvis forbrugeradfærd og mekanismer for leverandørskift, og som fungerer i åbenhed og leverer bidrag til de eksisterende mekanismer for høring af de berørte parter. Desuden kan der indføres en mekanisme, med det formål at muliggøre et passende samarbejde om spørgsmål vedrørende fremme af lovligt indhold. Samarbejdsprocedurer, der indføres ved hjælp af en sådan mekanisme, bør imidlertid ikke kunne benyttes til systematisk overvågning af brug af internettet.

(68)

Udenretslig tvistbilæggelse kan være et hurtigt og omkostningseffektivt middel for slutbrugerne til at håndhæve deres rettigheder, navnlig for forbrugere, mikrovirksomheder og små virksomheder, som defineret i bilaget til Kommissionens henstilling 2003/361/EF (26). Medlemsstaterne bør give mulighed for, at den nationale tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed med ansvar for eller mindst et uafhængigt organ med dokumenteret ekspertise i at håndtere slutbrugerrettigheder kan fungere som en alternativ tvistbilæggelsesinstans. Med hensyn til tvistbilæggelse af denne art bør myndighederne ikke være underlagt nogen instrukser. Da mange medlemsstater har indført tvistbilæggelsesprocedurer også for slutbrugere, der ikke er forbrugere, og som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU (27), er det rimeligt at fastholde den sektorspecifikke tvistbilæggelsesprocedure for både forbrugere og, hvor medlemsstaterne udvider proceduren, andre slutbrugere, navnlig mikrovirksomheder og små virksomheder. For så vidt angår udenretslig tvistbilæggelse bør medlemsstaterne kunne opretholde eller indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i direktiv 2013/11/EU, for at sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

(69)

Hvis der opstår en tvist mellem virksomheder i én medlemsstat på et område, der er omfattet af dette direktiv, f.eks. vedrørende forpligtelser i forbindelse med adgang og samtrafik eller metoder til overførsel af slutbrugerfortegnelser, bør den forurettede part, der har forhandlet i god tro, men ikke har kunnet nå til enighed med modparten, kunne anmode den nationale tilsynsmyndighed om at afgøre tvisten. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne pålægge parterne en løsning. Når en national tilsynsmyndighed deltager i bilæggelsen af en tvist mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller tilhørende faciliteter i en medlemsstat, bør den søge at sikre, at de forpligtelser, der følger af dette direktiv, overholdes.

(70)

Ud over den klageadgang, der følger af EU-retten eller national ret, er der behov for en enkel procedure, der efter anmodning af en af tvistens parter sættes i gang for at bilægge grænseoverskridende tvister mellem virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i forskellige medlemsstater.

(71)

En vigtig opgave for BEREC er i givet fald at vedtage udtalelser i forbindelse med tvister mellem parter i forskellige medlemsstater. De nationale tilsynsmyndigheder bør derfor i sådanne sager tage fuldt hensyn til BEREC's udtalelse, når de pålægger en virksomhed forpligtelser eller på anden vis bilægger tvisten.

(72)

Manglende koordinering mellem medlemsstaterne i forbindelse med tilrettelæggelse af brugen af radiofrekvenser på deres område kan, hvis den ikke afhjælpes ved bilaterale forhandlinger mellem medlemsstaterne, skabe store interferensproblemer med alvorlige konsekvenser for udviklingen af det digitale indre marked. Medlemsstaterne bør træffe alle nødvendige foranstaltninger for at undgå grænseoverskridende og skadelig interferens mellem sig. Frekvenspolitikgruppen, der blev nedsat ved Kommissionens afgørelse 2002/622/EF (28), bør pålægges at støtte den nødvendige koordinering på tværs af landegrænserne og være det udpegede forum for bilæggelse af tvister mellem medlemsstaterne om grænseoverskridende spørgsmål. På grundlag af Frekvenspolitikgruppens løsningsforslag er en gennemførelsesforanstaltning i visse tilfælde nødvendig for definitivt at løse et problem med grænseoverskridende interferens eller for at håndhæve en koordineret løsning, der er aftalt af to eller flere medlemsstater i bilaterale forhandlinger, på et EU-retligt grundlag. Manglende koordinering mellem medlemsstaterne og Unionens nabolande kan også skabe store interferensproblemer. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger for at undgå grænseoverskridende og skadelig interferens med Unionens nabolande og samarbejde med hinanden til dette formål. Efter anmodning fra medlemsstater, der er berørt af grænseoverskridende interferens fra tredjelande, bør Unionen give sin fulde støtte til disse medlemsstater.

(73)

Frekvenspolitikgruppen er en rådgivende gruppe på højt plan i Kommissionen, der blev nedsat ved afgørelse 2002/622/EF for at bidrage til udviklingen af det indre marked og støtte udformningen af en radiofrekvenspolitik på EU-plan under hensyntagen til økonomiske, politiske, kulturelle, strategiske, sundhedsmæssige og sociale aspekter samt tekniske parametre. Gruppen bør sammensættes af lederne af de organer, som har det overordnede politiske ansvar for strategisk radiofrekvenspolitik. Den bør bistå og rådgive Kommissionen med hensyn til radiofrekvenspolitikken. Dette bør yderligere øge radiofrekvenspolitikkens synlighed på Unionens forskellige politikområder og bidrage til at sikre sammenhæng på tværs af sektorerne på EU-plan og nationalt plan. På anmodning fra Europa-Parlamentet og Rådet bør Frekvenspolitikgruppen også yde rådgivning til disse. Desuden bør gruppen også være forum for koordinering af medlemsstaternes gennemførelse af deres forpligtelser vedrørende radiofrekvenser i henhold til dette direktiv, og den bør spille en central rolle på områder af afgørende betydning for det indre marked, f.eks. koordinering og standardisering på tværs af grænserne. Der kan også nedsættes tekniske arbejdsgrupper eller ekspertgrupper til at bistå ved plenarmøder, hvor højtstående repræsentanter fra medlemsstaterne og Kommissionen udstikker rammer for den strategiske politik. Kommissionen har tilkendegivet, at den senest seks måneder efter dette direktivs ikrafttræden agter at ændre afgørelse 2002/622/EF, således at den afspejler de nye opgaver, som overdrages til Frekvenspolitikgruppen ved dette direktiv.

(74)

De kompetente myndigheder bør overvåge og sikre, at vilkårene for den generelle tilladelse og brugsrettighederne overholdes, og navnlig at sikre en faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenserne og overholdelse af forpligtelserne vedrørende dækning og tjenestekvalitet i kraft af administrative sanktioner, herunder økonomiske sanktioner og påbud og tilbagekaldelse af brugsrettigheder i tilfælde af manglende overholdelse af disse vilkår. Virksomhederne bør fremlægge de mest nøjagtige og fuldstændige oplysninger som muligt for de kompetente myndigheder, så disse er i stand til at løse deres tilsynsopgaver.

(75)

De vilkår, som knyttes til generelle tilladelser og individuelle brugsrettigheder, bør begrænses til dem, der er strengt nødvendige for at sikre overholdelsen af krav og forpligtelser i henhold til national ret og EU-retten.

(76)

Alle, der er genstand for en kompetent myndigheds afgørelse, bør kunne påklage afgørelsen til en instans, som er uafhængig af de involverede parter og af indblanding udefra og politisk pres, der kan forhindre en uafhængig vurdering af de sager, den skal behandle. Denne instans kan være en domstol. Desuden bør virksomhederne, hvis de finder, at deres ansøgninger om tilladelse til at installere faciliteter ikke er blevet behandlet i overensstemmelse med principperne i dette direktiv, have ret til at påklage sådanne afgørelser. Denne klageprocedure bør ikke berøre kompetencefordelingen inden for de nationale retssystemer og juridiske og fysiske personers rettigheder i henhold til national ret. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne garantere effektiv domstolskontrol af sådanne afgørelser.

(77)

For at skabe juridisk forudsigelighed for markedsdeltagerne bør klageinstanserne udføre deres funktioner effektivt. Klagesager bør navnlig ikke være unødigt langvarige. Foreløbige foranstaltninger, der suspenderer virkningerne af en kompetent myndigheds afgørelse, bør kun være tilladt, hvis det er presserende nødvendigt for at forhindre, at den part, der har anmodet om disse foranstaltninger, påføres alvorlig og uoprettelig skade, og når det er nødvendigt af hensyn til balancen mellem parternes interesser.

(78)

Der har været store forskelle i den måde, hvorpå klageinstanserne har benyttet foreløbige foranstaltninger til at suspendere de nationale tilsynsmyndigheders eller andre kompetente myndigheders afgørelser. For at skabe større ensartethed bør der indføres fælles fremgangsmåder i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis. Klageinstanserne bør også have ret til at anmode om tilgængelige oplysninger, som er offentliggjort af BEREC. I betragtning af den betydning klagesager har for, hvordan regelsættet som helhed fungerer, bør der i alle medlemsstater indføres en ordning for indsamling af oplysninger om klagesager og beslutninger om suspension af de kompetente myndigheders afgørelser samt for rapportering af disse oplysninger til Kommissionen og BEREC. Denne ordning bør sikre, at Kommissionen eller BEREC kan indhente teksten til de pågældende afgørelser eller domme fra medlemsstaterne med henblik på at samle dem i en database.

(79)

Der bør foretages en mere transparent anvendelse af EU-mekanismen til konsolidering af det indre marked for elektronisk kommunikation af hensyn til borgerne og interessenter og for at give de berørte parter mulighed for at fremsætte deres synspunkter, herunder ved at kræve, at de nationale tilsynsmyndigheder offentliggør eventuelle udkast til foranstaltning, samtidig med at de meddeles Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater. Alle sådanne udkast til foranstaltning bør være begrundede og indeholde en detaljeret analyse.

(80)

Kommissionen bør, under størst mulig hensyntagen til udtalelsen fra BEREC, kunne anmode en national tilsynsmyndighed om at trække et udkast til foranstaltning tilbage, hvis det vedrører afgrænsningen af relevante markeder eller udpegning af virksomheder som havende en stærk markedsposition eller ej, og hvis sådanne afgørelser ville hindre det indre marked eller være uforenelige med EU-retten, herunder navnlig de politiske mål, den nationale tilsynsmyndighed bør følge. Denne procedure berører hverken anmeldelsesproceduren i henhold til direktiv (EU) 2015/1535 eller Kommissionens særlige beføjelser i henhold til TEUF for så vidt angår overtrædelse af EU-retten.

(81)

Den nationale høring af de berørte parter bør gennemføres før høringen på EU-plan med henblik på konsolidering af det indre marked for elektronisk kommunikation og som led i proceduren for ensartet anvendelse af afhjælpende foranstaltninger, således at de berørte parters synspunkter kan afspejles i høringen på EU-plan. Derved undgår man også at skulle gennemføre endnu en høring på EU-plan, hvis den nationale høring fører til ændring af den planlagte foranstaltning.

(82)

Det er vigtigt, at regelsættet gennemføres rettidigt. Når Kommissionen har truffet afgørelse om, at en national tilsynsmyndighed skal trække en planlagt foranstaltning tilbage, bør tilsynsmyndigheden trække sit udkast til foranstaltning tilbage eller forelægge en revideret foranstaltning for Kommissionen. Der bør fastsættes en frist for meddelelsen af den reviderede foranstaltning til Kommissionen, for at informere markedsdeltagerne om, hvor længe markedsundersøgelsen varer, og den juridiske forudsigelighed øges.

(83)

Den EU-mekanisme, der gør det muligt for Kommissionen at kræve, at en national tilsynsmyndighed trækker planlagte foranstaltninger vedrørende markedsafgrænsning og udpegning af virksomheder med en stærk markedsposition tilbage, har bidraget væsentligt til en ensartet fremgangsmåde for udpegning af forhold, hvor der kan anvendes forhåndsregulering, og hvor virksomheder skal være omfattet af en sådan regulering. Erfaringerne med procedurerne i artikel 7 og 7a i direktiv 2002/21/EF har vist, at manglende ensartethed i de nationale tilsynsmyndigheders anvendelse af afhjælpende foranstaltninger under lignende markedsforhold underminerer det indre marked for elektronisk kommunikation. Derfor bør Kommissionen og BEREC inden for deres respektive ansvarsområder bidrage til at sikre en større grad af konsekvens i anvendelsen af afhjælpende foranstaltninger i forbindelse med udkast til foranstaltninger, som foreslås af de nationale tilsynsmyndigheder. Hvis BEREC deler Kommissionens tvivl for så vidt angår udkast til foranstaltninger vedrørende udvidelsen af forpligtelser efter det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, når det er nødvendigt for at imødegå store og varige økonomiske eller fysiske hindringer for duplikering, for virksomheder uafhængigt af udpegningen som havende en stærk markedsposition eller for reguleringen af nye netelementer med meget høj kapacitet, bør Kommissionen derudover kunne pålægge en national tilsynsmyndighed at trække udkastet til foranstaltning tilbage. For at få gavn af de nationale tilsynsmyndigheders ekspertise inden for markedsanalyse bør Kommissionen rådføre sig med BEREC, før den træffer sine afgørelser eller vedtager sine henstillinger.

(84)

I betragtning af de korte tidsfrister, der gælder ifølge ordningen for høring på EU-plan, bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage henstillinger eller retningslinjer til forenkling af procedurerne for udveksling af oplysninger mellem Kommissionen og de nationale tilsynsmyndigheder, f.eks. hvor der er tale om stabile markeder eller mindre ændringer i tidligere meddelte foranstaltninger. Kommissionen bør også tillægges beføjelse til at tillade en undtagelse fra kravet om meddelelse for at strømline procedurerne i visse tilfælde.

(85)

De nationale tilsynsmyndigheder bør samarbejde indbyrdes, med BEREC og med Kommissionen på en transparent måde for at sikre en ensartet anvendelse af dette direktiv i alle medlemsstaterne.

(86)

De nationale tilsynsmyndigheders skønsbeføjelser må forliges med udviklingen af en ensartet reguleringspraksis og en konsekvent anvendelse af regelsættet, for at tilsynsmyndighederne kan medvirke effektivt til at udvikle og komplettere det indre marked. Tilsynsmyndighederne bør derfor støtte Kommissionens og BEREC's aktiviteter vedrørende det indre marked.

(87)

Foranstaltninger, der kan få indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne, er foranstaltninger, som kunne øve en direkte eller indirekte, faktisk eller potentiel indflydelse på handelsmønsteret mellem medlemsstaterne på en måde, der kan skabe en hindring for det indre marked. Det kan være foranstaltninger, som har væsentlig indvirkning på virksomheder eller brugere i andre medlemsstater, herunder foranstaltninger, der påvirker brugerprisen i andre medlemsstater, foranstaltninger, der påvirker de muligheder, en virksomhed med hjemsted i en anden medlemsstat har for at udbyde en elektronisk kommunikationstjeneste, og navnlig foranstaltninger, som påvirker muligheden for at udbyde transnationale tjenester, samt foranstaltninger, der påvirker markedsstrukturen eller -adgangen og dermed får følger for virksomheder i andre medlemsstater.

(88)

En mere ensartet brug og fastlæggelse af elementerne i udvælgelsesprocedurerne og de vilkår fastsat i brugsrettighederne til radiofrekvenser, som har en væsentlig indvirkning på markedsforholdene og konkurrencesituationen, herunder betingelserne for markedsadgang og ekspansion, ville fremmes af en koordineringsordning, hvorved Frekvenspolitikgruppen på anmodning af den nationale tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed eller undtagelsesvis på eget initiativ sammenkalder et peer review-forum for at gennemgå udkast til foranstaltninger forud for en given medlemsstats tildeling af brugsrettigheder med henblik på at udveksle bedste praksis. Peer review-forummet er et instrument til peerlæring. Det bør bidrage til forbedret udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne og øge gennemsigtigheden af de konkurrenceprægede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer. Peer review-processen bør ikke være en formel betingelse for nationale tilladelsesprocedurer. Udvekslingen af synspunkter bør baseres på oplysninger fra den nationale tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed, som anmoder om peer review-forummet, og være et led i en bredere national foranstaltning vedrørende brugsrettighederne til radiofrekvenser, der mere generelt kan omfatte tildeling, handel og udlejning, varighed, fornyelse eller ændring af brugsrettighederne. Derfor bør den nationale tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed også kunne forelægge oplysninger om andre udkast til nationale foranstaltninger eller aspekter heraf, der hænger sammen med den pågældende udvælgelsesprocedure med henblik på begrænsning af antallet af brugsrettigheder til radiofrekvenser, men som ikke er omfattet af peer review-ordningen. For at mindske den administrative byrde bør den nationale tilsynsmyndighed eller anden kompetent myndighed kunne fremlægge disse oplysninger i et fælles indberetningsformat, hvis et sådant findes, med henblik på videresendelse til medlemmer af Frekvenspolitikgruppen.

(89)

Når det på EU-plan er vedtaget at harmonisere tildelingen af radiofrekvenser til bestemte virksomheder, bør medlemsstaterne nøje gennemføre disse vedtagelser ved tildelingen af brugsrettigheder af radiofrekvenser fra den nationale frekvensplan.

(90)

Medlemsstaterne bør kunne overveje at gøre brug af fælles tilladelsesprocesser, når de tildeler brugsrettigheder i tilfælde, hvor den forventede anvendelse strækker sig over grænsen til en anden medlemsstat.

(91)

Enhver kommissionsafgørelse med henblik på at sikre en harmoniseret anvendelse af dette direktiv bør være begrænset til reguleringsprincipper, -strategier og -metoder. For at undgå tvetydighed bør den ikke indeholde nogle detaljer, som normalt kræves til at afspejle nationale forhold, ligesom den ikke bør forbyde alternative strategier, som med rimelighed kan forventes at have tilsvarende virkning. En sådan afgørelse bør være forholdsmæssigt afpasset og bør ikke have nogen indvirkning på beslutninger, der er truffet af nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, og som ikke udgør nogen hindring for det indre marked.

(92)

Unionen og medlemsstaterne har i Verdenshandelsorganisationens regi afgivet en række tilsagn vedrørende standarder og regelsæt for telenet og -tjenester.

(93)

Standardisering bør fortsat primært være en markedsstyret proces. Der kan dog stadig være situationer, hvor det er hensigtsmæssigt at kræve bestemte standarder overholdt på EU-plan for at forbedre interoperabiliteten og brugernes valgmuligheder samt tilskynde til interkonnektivitet på det indre marked. På nationalt plan er medlemsstaterne undergivet direktiv (EU) 2015/1535. Standardiseringsprocedurer i henhold til nærværende direktiv berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU (29) og 2014/35/EU (30) og direktiv 2014/53/EU.

(94)

Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige kommunikationstjenester eller begge dele bør forpligtes til at træffe foranstaltninger for at beskytte henholdsvis sikkerheden i deres net og tjenester og for at forhindre eller minimere virkningen af sikkerhedshændelser. Under hensyn til teknologiens aktuelle stade bør disse foranstaltninger garantere et niveau af sikkerhed i net og tjenester, der står i et passende forhold til risikoen. Sikkerhedsforanstaltningerne bør som minimum tage hensyn til alle relevante aspekter af de følgende elementer: vedrørende nets og faciliteters sikkerhed: fysisk og miljømæssig sikkerhed, forsyningssikkerhed, kontrol af adgang til net og netintegritet; vedrørende håndtering af sikkerhedshændelser: procedurer for håndtering af sikkerhedshændelser, kapacitet til detektering af sikkerhedshændelser, underretning om og meddelelse af sikkerhedshændelser; vedrørende styring af driftskontinuitet: strategi for tjenesters kontinuitet og beredskabsplaner, katastrofeberedskabskapacitet; vedrørende monitorering, audit og testning: monitorerings- og logningspolitikker, øvelsesberedskabsplaner, testning af net og tjenester, sikkerhedsvurdering og kontrol med overholdelse; samt overholdelse af internationale standarder.

(95)

I betragtning af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenesters stigende betydning er det nødvendigt at sikre, at de også er omfattet af passende sikkerhedskrav i overensstemmelse med deres særlige karakter og økonomiske betydning. Udbydere af sådanne tjenester bør derfor også garantere et sikkerhedsniveau, der står i et passende forhold til risikoen. Da udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester normalt ikke udøver egentlig kontrol over transmissionen af signaler via net, kan risikoen i forbindelse med disse tjenester i visse henseender anses for at være lavere end i forbindelse med traditionelle elektroniske kommunikationstjenester. Hvor det er berettiget på baggrund af en vurdering af de faktiske sikkerhedsrisici, bør de foranstaltninger, der træffes af udbydere af de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester derfor være mindre strenge. Samme fremgangsmåde bør finde tilsvarende anvendelse på interpersonelle kommunikationstjenester, der gør brug af numre, men hvor udbyderen ikke udøver egentlig kontrol over transmissionen af signaler.

(96)

Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester bør via internettet informere brugerne om særlige og betydelige trusler og om, hvordan de kan sikre deres kommunikation, f.eks. ved at anvende bestemte typer software eller krypteringsteknologier. Kravet om at oplyse brugerne om sådanne trusler bør ikke fritage tjenesteudbyderne for forpligtelsen til for egen regning at træffe passende og øjeblikkelige foranstaltninger til at afhjælpe eventuelle sikkerhedstrusler og genoprette tjenestens normale sikkerhedsniveau. Sådanne oplysninger om sikkerhedstrusler bør stilles gratis til rådighed for brugerne.

(97)

For at garantere sikkerheden i net og tjenester og med forbehold for medlemsstaternes beføjelser til at sikre beskyttelse af deres væsentlige sikkerhedsinteresser og den offentlige sikkerhed og for at tillade efterforskning, afsløring og retsforfølgning af strafbare handlinger bør anvendelse af kryptering, f.eks. end-to-end, hvor det er hensigtsmæssigt, fremmes og, hvis det er nødvendigt, være obligatorisk i overensstemmelse med principperne om indbygget sikkerhed og privatlivsbeskyttelse som standard.

(98)

De kompetente myndigheder bør sikre, at de offentlige elektroniske kommunikationsnets integritet og tilgængelighed opretholdes. Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (»ENISA«) bør medvirke til at øge sikkerhedsniveauet inden for elektronisk kommunikation ved bl.a. at yde ekspertise og rådgivning samt fremme udveksling af bedste praksis. De kompetente myndigheder bør have de nødvendige midler til at varetage deres opgaver, herunder beføjelser til at indhente tilstrækkelige oplysninger til, at de kan vurdere niveauet af sikkerhed i net eller tjenester. De bør også have beføjelser til at indhente omfattende og pålidelige oplysninger om faktiske sikkerhedshændelser, der har haft væsentlige følger for driften af net eller tjenester. De bør, hvor det er nødvendigt, bistås af enheder, der håndterer IT-sikkerhedshændelser (»CSIRT'er«), og som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/1148 (31). CSIRT'er kan navnlig pålægges at forsyne de kompetente myndigheder med oplysninger om risici og sikkerhedshændelser, der berører offentlige elektroniske kommunikationsnet og offentligt tilgængelige kommunikationstjenester, samt at anbefale løsninger.

(99)

Hvor udbud af elektronisk kommunikation afhænger af offentlige ressourcer, hvis anvendelse kræver specifik tilladelse, bør medlemsstaterne kunne give den myndighed, der er kompetent med hensyn til udstedelsen af tilladelser, ret til at opkræve afgifter for at sikre en optimal udnyttelse af de pågældende ressourcer i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i dette direktiv. Medlemsstaterne kan ikke opkræve andre gebyrer eller afgifter i forbindelse med udbud af net og elektroniske kommunikationstjenester end dem, som er fastsat i dette direktiv, jf. EU-Domstolens retspraksis. I den henseende bør medlemsstaterne have en ensartet tilgang til fastsættelse af disse gebyrer eller afgifter, så den generelle tilladelsesprocedure eller tildelingen af brugsrettigheder ikke indebærer en urimelig økonomisk byrde for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

(100)

For at sikre en optimal udnyttelse af ressourcerne bør afgifterne afspejle den økonomiske og tekniske situation på det pågældende marked såvel som enhver anden faktor af væsentlig betydning for deres værdi. Samtidig bør afgifterne fastsættes på en måde, der sikrer effektiv tildeling og brug af radiofrekvenserne. Dette direktiv berører ikke det formål, som afgifterne for brugsrettigheder og tilladelser til at installere faciliteter anvendes til. Det bør f.eks. være muligt at anvende sådanne afgifter til at finansiere aktiviteter, der gennemføres af de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, og som ikke kan dækkes af administrationsgebyrer. Når udvælgelse foregår ved en konkurrencepræget eller sammenlignende udvælgelsesprocedure, og afgifter for brugsrettigheder til radiofrekvenser helt eller delvis består i engangsbeløb, bør betalingsordninger sikre, at sådanne afgifter ikke i praksis fører til udvælgelse på grundlag af kriterier, der ingen forbindelse har med målet om at sikre optimal udnyttelse af radiofrekvenser. Kommissionen bør med jævne mellemrum kunne offentliggøre sammenlignende undersøgelser af og, hvis det er hensigtsmæssigt, anden vejledning om bedste praksis med henblik på tildeling af radiofrekvenser, nummerressourcer eller tilladelse til at installere faciliteter.

(101)

Afgifter, som pålægges virksomheder for brugsrettigheder til radiofrekvenser, kan påvirke afgørelser om, hvorvidt der skal anmodes om sådanne rettigheder, og om, hvorvidt der skal gøres brug af radiofrekvensressourcer. For at sikre optimal udnyttelse af radiofrekvenser bør medlemsstaterne derfor fastsætte mindstepriser på en måde, der fører til en effektiv tildeling af disse brugsrettigheder, uanset hvilken udvælgelsesprocedure der anvendes. Medlemsstaterne kunne også tage hensyn til eventuelle omkostninger, der er forbundet med at opfylde de tilladelsesvilkår, som fastsættes med henblik på at tilgodese politiske mål. I den forbindelse skal der også tages hensyn til konkurrenceforholdene på det pågældende marked, herunder en eventuel alternativ anvendelse af ressourcerne.

(102)

Optimal brug af radiofrekvensressourcer afhænger af, om der er egnede net og tilhørende faciliteter til rådighed. I den henseende bør medlemsstaterne sigte mod at sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, hvis de anvender afgifter for brugsrettigheder til radiofrekvenser og retten til at installere faciliteter, tager hensyn til behovet for at fremme en løbende infrastrukturudvikling med henblik på at opnå den mest effektive udnyttelse af ressourcerne. Medlemsstaterne bør derfor søge at sikre, at ordningerne for betaling af afgifter for brugsrettigheden til radiofrekvenser, der er knyttet til den ressource, som faktisk er til rådighed, i muligt omfang anvendes optimalt, så de støtter de investeringer, der er nødvendige for at fremme en sådan infrastrukturudvikling og udbuddet af tilhørende tjenester. Betalingsordningerne bør specificeres på en objektiv, transparent, forholdsmæssig og ikkediskriminerende måde, inden der indledes procedurer om tildelingen af brugsrettigheder til radiofrekvenser.

(103)

Der bør sikres, at der på rette tid og sted findes ikkediskriminerende og transparente procedurer for tildeling af tilladelse til at installere faciliteter, således at vilkårene for en loyal og effektiv konkurrence garanteres. Dette direktiv berører hverken medlemsstaternes lovgivning om ekspropriering og brug af ejendom, normal udøvelse af ejendomsretten, normal brug af offentlig ejendom eller princippet om neutralitet over for de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne.

(104)

Tilladelser til udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som giver dem adgang til offentlig eller privat ejendom, er en væsentlig faktor i etableringen af elektroniske kommunikationsnet og nye netelementer. Unødvendig kompleksitet og forsinkelse i procedurerne for tildeling af rettigheder til at installere faciliteter kan derfor udgøre en betydelig hindring for udviklingen af konkurrence. Derfor bør tildelingen af rettigheder til at installere faciliteter til godkendte virksomheder forenkles. De kompetente myndigheder bør koordinere erhvervelsen af rettigheder til at installere faciliteter og stille relevante oplysninger til rådighed på deres websteder.

(105)

Det er nødvendigt at styrke medlemsstaternes beføjelser med hensyn til indehavere af rettigheder til at installere faciliteter for at sikre, at et nyt net etableres eller udbygges på en retfærdig, effektiv og miljømæssigt forsvarlig måde og uafhængigt af enhver forpligtelse for en virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, til at give adgang til sit elektroniske kommunikationsnet. En bedre delt udnyttelse af faciliteter kan nedsætte de miljømæssige omkostninger ved etablering af elektronisk kommunikationsinfrastruktur og tjene folkesundheden, den offentlige sikkerhed samt målene for by- og landsplanlægningen. De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at kræve, at virksomheder, som har draget fordel af rettighederne til at installere faciliteter på, over eller under offentlig eller privat ejendom, deles om sådanne faciliteter eller sådan ejendom, herunder fysisk samhusning, efter en offentlig høring af passende varighed, hvor alle berørte parter bør have mulighed for at give deres synspunkter til kende på de specifikke områder, hvor hensynet til den almene interesse nødvendiggør en sådan deling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor der allerede er stor pladsmangel i undergrunden, eller hvor en naturlig barriere skal krydses. De kompetente myndigheder bør navnlig kunne pålægge delt brug af netelementer og tilhørende faciliteter såsom kabelkanaler, ledningskanaler, master, mandehuller, gadeskabe, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, bygninger eller adgangsveje til bygninger og en bedre koordinering af anlægsarbejder af miljøhensyn eller andre politiske hensyn. Det bør derimod være op til de nationale tilsynsmyndigheder at fastlægge regler for fordelingen af omkostningerne ved delt brug af faciliteter eller ejendom for at sikre, at de berørte virksomheder belønnes passende for deres risici. I lyset af de forpligtelser, der pålægges ved direktiv 2014/61/EU, bør de kompetente myndigheder, navnlig lokale myndigheder, i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder også udarbejde passende koordineringsprocedurer for offentlige arbejder og andre relevante offentlige faciliteter eller anden relevant offentlig ejendom, der bør kunne omfatte procedurer, som sikrer, at de berørte parter får oplysning om relevante offentlige faciliteter eller relevant offentlig ejendom og igangværende eller planlagte offentlige arbejder, at de underrettes rettidigt om sådanne arbejder, og at delt brug fremmes så vidt muligt.

(106)

Hvor mobiloperatører af miljøhensyn får pålagt delt brug af tårne eller master, kan hensynet til folkesundheden medføre, at den enkelte operatørs maksimale tilladte sendeeffekt nedsættes, og det kan medføre, at operatørerne installerer flere sendeanlæg for at sikre et landsdækkende net. De kompetente myndigheder bør tilstræbe at forene miljøhensyn og hensynet til folkesundheden, idet de tager behørigt hensyn til forsigtighedsprincippet i Rådets henstilling 1999/519/EF (32).

(107)

Radiofrekvenser er en knap ressource med en stor offentlig værdi og markedsværdi. De er en altafgørende ressource for radiobaserede elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og i det omfang de anvendes til sådanne net og tjenester, bør de derfor effektivt allokeres og tildeles af de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder i overensstemmelse med harmoniserede mål og principper samt efter objektive, transparente og ikkediskriminerende kriterier, alt sammen under hensyntagen til demokratiske, sociale, sproglige og kulturelle interesser i forbindelse med anvendelsen af radiofrekvenser. Beslutning nr. 676/2002/EF fastlægger rammerne for en harmonisering af radiofrekvensanvendelsen.

(108)

Frekvenspolitiske tiltag i Unionen bør hverken berøre foranstaltninger, der under overholdelse af EU-retten træffes på EU-plan eller på nationalt plan med sigte på almennyttige målsætninger, navnlig i forbindelse med offentlige myndigheders net og forsvarsnet, regulering af indhold og med AV- og mediepolitikken, eller medlemsstaternes ret til at tilrettelægge og anvende deres radiofrekvenser med henblik på den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller forsvaret.

(109)

Det er vigtigt for den økonomiske og sociale udvikling, deltagelsen i det offentlige liv og den sociale og territorielle samhørighed, at der i alle medlemsstater sikres udbredt konnektivitet. I takt med at konnektivitet og brugen af elektronisk kommunikation bliver en integreret del af det europæiske samfund og den europæiske velfærd, bør medlemsstaterne tilstræbe at sikre trådløs bredbåndsdækning i hele Unionen. En sådan dækning bør opnås ved at sørge for, at medlemsstaterne pålægger de fornødne dækningskrav, som bør tilpasses til de enkelte områder, der dækkes, og begrænses til rimelige byrder, som ikke står i vejen for tjenesteudbydernes udrulning. I betragtning af den store rolle, som systemer som f.eks. radiobaserede lokalnet (RLAN) spiller i leveringen af trådløst højhastighedsbredbånd indendørs, bør foranstaltningerne sigte mod at sikre frigivelse af tilstrækkelige radiofrekvenser i frekvensbånd, der er særligt værdifulde aktiver, når det gælder omkostningseffektiv udbygning af trådløse net med almen dækning, navnlig indendørs. Desuden bør sammenhængende og koordinerede foranstaltninger med henblik på jordbaseret trådløs dækning af høj kvalitet i hele Unionen, som bygger på bedste nationale praksis med hensyn til operatørernes tilladelsesforpligtelser, sigte mod at opfylde radiofrekvenspolitikprogrammets målsætning om, at alle unionsborgere, både indendørs og udendørs, skal have adgang til de hurtigste bredbåndshastigheder på mindst 30 Mbit/s senest i 2020, og mod opnåelse af en ambitiøs vision om et gigabitsamfund i Unionen. Sådanne foranstaltninger vil fremme innovative digitale tjenester og sikre socioøkonomiske fordele på langt sigt. Den sammenhængende områdedækning og konnektiviteten på tværs af medlemsstater bør være størst mulig og pålidelig med henblik på at fremme nationale og grænseoverskridende tjenester og applikationer, såsom netforbundne biler og e-sundhed.

(110)

Det er bydende nødvendigt at sikre, at borgerne ikke eksponeres for elektromagnetiske felter på et niveau, der er skadeligt for folkesundheden. Medlemsstaterne bør tilstræbe konsekvens i hele Unionen for at adressere dette spørgsmål, idet der navnlig tages hensyn til forsigtighedsprincippet i henstilling nr. 1999/519/EF for at arbejde hen imod at sikre mere ensartede udrulningsbetingelser. Medlemsstaterne bør anvende den procedure, der er fastsat i direktiv (EU) 2015/1535, når det er relevant, bl.a. med henblik på at skabe gennemsigtighed for interessenter og give de øvrige medlemsstater og Kommissionen mulighed for at reagere.

(111)

Harmonisering og koordinering af radiofrekvenser og regulering af udstyr understøttet af standardisering er komplementære størrelser, der bør koordineres nøje, således at deres fælles mål opfyldes effektivt med støtte fra Frekvenspolitikgruppen. En koordinering af indholdet og timingen af mandater til Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministratorer (CEPT) i henhold til beslutning nr. 676/2002/EF og standardiseringsanmodninger til standardiseringsorganer såsom Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation, herunder med hensyn til radiomodtagerparametre, bør fremme indførelsen af fremtidige systemer, understøtte mulighederne for radiofrekvensdeling og sikre en effektiv radiofrekvensforvaltning.

(112)

Efterspørgslen efter harmoniserede radiofrekvenser er ikke ens i hele Unionen. Når der er mangel på efterspørgsel efter hele eller dele af et harmoniseret frekvensbånd på regionalt eller nationalt plan kunne medlemsstaterne undtagelsesvis tillade en alternativ brug af frekvensbåndet, f.eks. for at dække manglende markedsudbud til visse former for brug, så længe den manglende efterspørgsel gør sig gældende, og forudsat at den alternative brug ikke er til ulempe for den harmoniserede brug af frekvensbåndet i andre medlemsstater, og at den ophører, hvis der bliver efterspørgsel efter den harmoniserede brug.

(113)

Der er opnået fleksibilitet i radiofrekvensforvaltningen og adgangen til radiofrekvenser gennem teknologi- og tjenesteneutrale tilladelser, der tillader radiofrekvensbrugerne at vælge de bedste teknologier og tjenester til udnyttelse af radiofrekvensbånd, der i de relevante nationale planer for frekvensallokering, der er opstillet i overensstemmelse med EU-retten (»princippet om teknologineutralitet og princippet om tjenesteneutralitet«), står til rådighed for elektroniske kommunikationstjenester. Administrative beslutninger om brug af bestemte teknologier og tjenester bør kun gælde, når mål af almen interesse står på spil, og bør være klart begrundede og jævnligt tages op til overvejelse.

(114)

Begrænsninger i princippet om teknologineutralitet bør være relevante og begrundet i nødvendigheden af at undgå skadelig interferens, f.eks. ved at stille krav om udstrålingsmasker og effektniveau, at beskytte folkesundheden ved at begrænse befolkningens udsættelse for elektromagnetiske felter, at sikre velfungerende tjenester gennem et passende niveau for tjenesternes tekniske kvalitet, uden nødvendigvis at udelukke muligheden for at anvende mere end en tjeneste i samme radiofrekvensbånd, at sikre en passende fælles brug af frekvenser, navnlig hvor brugen kun er betinget af generelle tilladelser, at sikre effektiv brug af frekvenser eller at opfylde almennyttige mål i overensstemmelse med EU-retten.

(115)

Radiofrekvensbrugerne bør også kunne vælge frit, hvilke tjenester de vil tilbyde via radiofrekvenserne. Der bør på den anden side tillades foranstaltninger, der kræver, at der tilbydes en bestemt tjeneste for at opfylde klart afgrænsede almennyttige målsætninger, herunder menneskers sikkerhed, behovet for fremme af social, regional eller territorial samhørighed eller undgåelse af ineffektiv udnyttelse af radiofrekvenser, hvis en sådan fravigelse er nødvendig og står i et rimeligt forhold til målene. Disse mål bør omfatte fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed og mediepluralisme som fastlagt af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten. Medmindre det er nødvendigt for at beskytte menneskers sikkerhed eller undtagelsesvis for at opfylde andre almennyttige mål som defineret af medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten, bør undtagelser ikke give bestemte tjenester eksklusiv brugsrettigheder, men i stedet give de pågældende tjenester forrang, så andre tjenester eller teknologier så vidt muligt også kan anvende samme radiofrekvensbånd. Det henhører under medlemsstaternes kompetence at fastlægge omfanget og arten af enhver undtagelse vedrørende fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed og mediepluralisme.

(116)

Da allokering af radiofrekvenser til bestemte teknologier eller tjenester udgør en fravigelse af principperne om teknologi- og tjenesteneutralitet og begrænser friheden til at vælge, hvilken tjeneste der udbydes, eller hvilken teknologi der anvendes, bør ethvert forslag om en sådan allokering være gennemsigtigt og gøres til genstand for en offentlig høring.

(117)

Hvor medlemsstaterne undtagelsesvist beslutter at begrænse friheden til at udbyde elektroniske kommunikationsnet og -tjenester af hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed, bør medlemsstaterne angive grundene til en sådan begrænsning.

(118)

Radiofrekvenser bør forvaltes på en måde, der sikrer, at skadelig interferens undgås. Det grundlæggende begreb skadelig interferens bør derfor defineres tydeligt, så regulerende indgreb begrænses til, hvad der er nødvendigt for at forhindre en sådan interferens, idet der også tages hensyn til behovet for at overveje avancerede metoder til beskyttelse mod skadelig interferens med det formål at anvende disse teknologier og radiofrekvensforvaltningsmetoder til så vidt muligt at undgå anvendelse af princippet om ikkeinterferens og ikkebeskyttelse. Transport har i høj grad et grænseoverskridende element, og digitaliseringen af den medfører store udfordringer. Køretøjer (såsom metro, busser, biler, lastbiler, toge) bliver mere og mere autonome og netforbundne. I det indre marked er det blevet lettere for køretøjer at krydse nationale grænser. Det er afgørende at have pålidelig kommunikation og undgå skadelig interferens, hvis køretøjerne og de ombordværende kommunikationssystemer skal fungere sikkert og godt.

(119)

Med en stigende radiofrekvensefterspørgsel og nye forskellige applikationer og teknologier, som forudsætter en mere fleksibel adgang og brug af radiofrekvenser, bør medlemsstaterne fremme delt brug af radiofrekvenser ved at indføre så egnede tilladelsesordninger som muligt for de enkelte scenarier og ved at fastsætte egnede og transparente regler og betingelser herfor. Delt brug af radiofrekvenser sikrer i højere grad faktisk og effektiv udnyttelse af frekvenserne, idet den giver flere uafhængige brugere eller anordninger adgang til samme radiofrekvensbånd efter forskellige retlige ordninger, således at der bliver yderligere radiofrekvensressourcer til rådighed, udnyttelsen bliver mere effektiv, og fremme adgangen til radiofrekvenserne for nye brugere. Delt brug kan bygge på generelle tilladelser eller tilladelsesfri brug, som under bestemte betingelser for delt brug giver flere brugere mulighed for at få adgang til og bruge samme radiofrekvenser i forskellige geografiske områder eller på forskellige tidspunkter. Den kan også baseres på individuelle brugsrettigheder efter ordninger såsom tilladelsesbetinget delt adgang, hvor alle brugere (med en eksisterende bruger og nye brugere) aftaler vilkårene og betingelserne for den delte adgang under tilsyn af de kompetente myndigheder, således at et minimum af radiotransmissionskvalitet sikres. Hvis medlemsstaterne tillader delt brug efter forskellige tilladelsesordninger, bør de ikke fastsætte varighed for en sådan brug, der er meget forskellige, i de forskellige tilladelsesordninger.

(120)

Generelle tilladelser til anvendelse af radiofrekvenser kan fremme den mest effektive radiofrekvensanvendelse og i nogle tilfælde fremme innovation og er konkurrencefremmende, mens individuelle brugsrettigheder til radiofrekvenser i andre tilfælde kan være den mest hensigtsmæssige tilladelsesordning under visse specifikke omstændigheder. Individuelle brugsrettigheder bør f.eks. overvejes, når radiofrekvensernes gunstige spredningsmønstre eller transmissionens påtænkte effektniveau indebærer, at generelle tilladelser ikke kan afhjælpe interferensproblemerne i lyset af den påkrævede tjenestekvalitet. Tekniske foranstaltninger som f.eks. løsninger til at forbedre kvaliteten af modtagere kan gøre det muligt at anvende generelle tilladelser eller muliggøre radiofrekvensdeling og eventuelt undgå systematisk brug af princippet om ikkeinterferens og ikkebeskyttelse.

(121)

Medlemsstaterne bør for at sikre forudsigelighed, juridisk forudsigelighed og investeringsstabilitet på forhånd fastsætte passende kriterier med henblik på at fastslå, om målene om effektiv udnyttelse af radiofrekvenser overholdes af rettighedshaverne, når de anvender de vilkår, der er knyttet til de individuelle brugsrettigheder og generelle tilladelser. Interesserede parter bør inddrages i fastlæggelsen af sådanne vilkår og på en transparent måde meddeles, hvordan det vil blive vurderet, om de har opfyldt deres forpligtelser.

(122)

For at undgå, at der skabes hindringer for adgangen til markedet, navnlig gennem konkurrencehæmmende hamstring, bør medlemsstaternes håndhævelse af de vilkår, der er knyttet til brugsrettigheden til radiofrekvenser, være effektiv, og alle kompetente myndigheder bør om nødvendigt bidrage. Håndhævelsesbetingelserne bør omfatte anvendelse af en klausul om, at brugsrettigheden fortabes, hvis frekvenserne ikke reelt udnyttes (»use it or lose it«). Af hensyn til den juridiske forudsigelighed i forbindelse med eventuelle sanktioner for manglende udnyttelse af radiofrekvenser bør der på forhånd fastsættes minimumsgrænser for udnyttelse, herunder med hensyn til tidsrum, omfang og radiofrekvensernes identitet. Salg og udlejning af radiofrekvenser bør sikre en effektiv udnyttelse for den oprindelige rettighedshaver.

(123)

Hvis de harmoniserede betingelser for et radiofrekvensbånd er blevet fastsat i henhold til beslutning nr. 676/2002/EF, skal de kompetente myndigheder træffe afgørelse om, hvilken tilladelsesordning der er den mest hensigtsmæssige at anvende i det pågældende frekvensbånd eller dele heraf. Hvis alle medlemsstaterne sandsynligvis står over for lignende problemer, hvor divergerende løsninger kan fragmentere det indre marked for udstyr og derved forsinke udrulningen af 5G-systemer, kan det være nødvendigt for Kommissionen under videst mulig hensyntagen til udtalelsen fra Frekvenspolitikgruppen at anbefale fælles løsninger, som anerkender gældende tekniske harmoniseringsforanstaltninger. Dette kunne være en fælles værktøjskasse for medlemsstaterne, som de kan tage i betragtning, når de fastlægger passende ensartede tilladelsesordninger, der skal anvendes på et bånd eller en del af et bånd, alt efter faktorer som f.eks. befolkningstæthed, båndenes spredningsmønstre, forskellen mellem anvendelse i byområder og landdistrikter, et eventuelt behov for at beskytte eksisterende tjenester og de deraf følgende konsekvenser for stordriftsfordele i produktionen.

(124)

Deling af netinfrastruktur og i visse tilfælde radiofrekvensdeling kan gøre en mere faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser mulig og sikre en hurtig udrulning af net, navnlig i områder, der er mindre tætbefolkede. Når de kompetente myndigheder fastsætter, hvilke betingelser der skal knyttes til retten til radiofrekvenser, bør de også overveje at tillade forskellige former for deling eller koordinering mellem virksomheder med henblik på at sikre en faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser eller overholdelse af dækningsforpligtelser i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper.

(125)

Kravene om overholdelse af principperne om teknologi- og tjenesteneutralitet i tildelingen af brugsrettigheder samt muligheden for at overdrage rettigheder mellem virksomheder understøtter friheden og midlerne til at levere elektroniske kommunikationstjenester til offentligheden og gør det derved også lettere at opfylde almennyttige mål. Dette direktiv foregriber ikke, hvorvidt radiofrekvenser tildeles direkte til udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester eller til enheder, der bruger disse net eller tjenester. Sådanne enheder kan være udbydere af radio- eller tv-spredningsvirksomhed. Ansvaret for overholdelsen af de vilkår fastsat i brugsrettighederne til radiofrekvenser, og de relevante vilkår, der er knyttet til den generelle tilladelse, bør dog ligge hos den virksomhed, der har fået tildelt brugsrettigheder til radiofrekvenserne. Visse forpligtelser, som radio- og tv-selskaber pålægges for udbud af audiovisuelle medietjenester, kan gøre det nødvendigt at anvende særlige kriterier og procedurer for tildelingen af brugsrettigheder til radiofrekvenser for at opfylde et bestemt almennyttigt mål, som medlemsstaterne har fastsat i overensstemmelse med EU-retten. Proceduren for at tildele sådanne rettigheder bør dog under alle omstændigheder være objektiv, transparent, ikkediskriminerende og forholdsmæssigt afpasset.

(126)

Ifølge EU-Domstolens retspraksis bør alle nationale begrænsninger af de rettigheder, der sikres i artikel 56 i TEUF, være objektivt begrundet og forholdsmæssigt afpasset og bør ikke overskride dem, der er nødvendige for at nå deres mål. Radiofrekvenser, der er tildelt uden at følge en åben procedure, bør endvidere ikke anvendes til andre formål end det almennyttige mål, til hvilket de blev tildelt. I så tilfælde bør de interesserede parter gives mulighed for at fremsætte bemærkninger inden for en rimelig frist. Som led i ansøgningsproceduren for tildeling af rettigheder bør medlemsstaterne efterprøve, om ansøgeren kan opfylde de vilkår, der skal knyttes til sådanne rettigheder. Disse vilkår bør afspejles i udvælgelseskriterierne, som fastsættes på en objektiv, transparent, forholdsmæssigt afpasset og ikkediskriminerende måde forud for indledningen af en konkurrencepræget udvælgelsesprocedure. Med henblik på at anvende sådanne kriterier kan ansøgeren anmodes om at fremlægge de oplysninger, der er nødvendige for at kunne godtgøre den pågældendes evne til at opfylde disse vilkår. Hvis disse oplysninger ikke gives, kan ansøgningen om ret til at anvende en radiofrekvens afvises.

(127)

Medlemsstaterne bør forud for tildelingen af rettigheder kun pålægge kontrol af elementer, som en ansøger, der udviser almindelig omhu, med rimelighed kan forventes af opfylde, idet der tages behørigt hensyn til vigtigheden af den samfundsmæssige værdi og markedsværdien af radiofrekvenser som en knap offentlig ressource. Dette berører ikke muligheden for efterfølgende kontrol af, hvorvidt udvælgelseskriterierne er opfyldt, f.eks. ved milepæle, hvis kriterierne ikke med rimelighed kunne opfyldes indledningsvist. For at opretholde en faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser bør medlemsstater ikke tildele rettigheder, hvis deres kontrol tyder på, at ansøgeren ikke kan opfylde betingelserne, jf. dog muligheden for at fremme en tidsbegrænset brug til forsøgsformål. Tilladelser til brug af radiofrekvenser af en vis varighed bør gøre investeringerne mere forudsigelige, hvilket bidrager til en hurtigere netudrulning og bedre tjenester samt til stabilitet, der understøtter radiofrekvenshandel og -udlejning. Medmindre der gives tilladelse til at bruge radiofrekvenser for en ubegrænset periode, bør varigheden både tage hensyn til de fastsatte mål og være tilstrækkelig til at fremme tilbagebetalingen af de investeringer, der er foretaget. Selv om en længere varighed bidrager til større investeringsforudsigelighed, tjener foranstaltninger, der skal sikre en faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser, såsom den kompetente myndigheds beføjelse til at ændre eller tilbagekalde retten, såfremt vilkårene fastsat i brugsrettighederne ikke opfyldes, eller fremme af radiofrekvenshandel og -udlejning, til at forhindre en uhensigtsmæssig akkumulering af radiofrekvenser og skaber større fleksibilitet i distributionen af radiofrekvensressourcer. Større brug af afgifter på årsbasis er også et middel til at sikre en løbende vurdering af brugen af radiofrekvenserne af rettighedshaveren.

(128)

I betragtning af hvor vigtig en rolle teknisk innovation spiller, bør medlemsstaterne kunne tildele rettigheder til brug af radiofrekvenser til forsøgsformål med særlige begrænsninger og på særlige betingelser, der er nøje begrundet i, at rettighederne kun gælder for sådanne forsøg.

(129)

De kompetente myndigheder bør, når de beslutter, om en eksisterende brugsrettighed til harmoniserede radiofrekvenser skal fornys, tage hensyn til, i hvilken grad en fornyelse vil fremme målene med regelsættet og andre mål i henhold til EU-retten eller national ret. Sådanne beslutninger bør være genstand for en åben, ikkediskriminerende og transparent procedure og bygge på en revision af, hvordan de vilkår fastsat i de pågældende brugsrettigheder, er blevet opfyldt. Når medlemsstaterne vurderer, om der er behov for at forny brugsrettigheder, bør de afveje, hvilke konsekvenser det har for konkurrencen at forny tildelte rettigheder i forhold til at åbne frekvensbåndet for nye brugere og dermed måske fremme en mere effektiv udnyttelse eller en innovativ ny brug. De kompetente myndigheder bør i denne forbindelse kunne beslutte kun at tillade en begrænset varighed af fornyelsen for at forhindre alvorlige forstyrrelser af den etablerede brug. Selv om beslutninger om, hvorvidt rettigheder, der er tildelt inden dette direktiv finder anvendelse, skal fornys, bør respektere allerede gældende regler, bør medlemsstaterne også sikre, at de ikke skader målene med dette direktiv.

(130)

Når medlemsstaterne fornyereksisterende brugsrettigheder til harmoniserede radiofrekvenser, bør de sammen med vurderingen af behovet for at forny rettigheden, revurdere de dertil hørende afgifter for at sikre, at disse afgifter fortsat fremmer en optimal brug, idet der tages hensyn til bl.a. markedsudviklingen og den teknologiske udvikling. Af hensyn til den juridiske forudsigelighed er det hensigtsmæssigt, at eventuelle tilpasninger af eksisterende afgifter baseres på de samme principper, som gælder ved tildeling af nye brugsrettigheder.

(131)

En effektiv forvaltning af radiofrekvenser kan sikres ved at sørge for, at de radiofrekvenser, der allerede er tildelt, fortsat bruges effektivt. For at give rettighedshavere juridisk forudsigelighed bør der tages stilling til muligheden for at forny brugsrettigheder inden for en rimelig frist forud for udløbet af de pågældende rettigheder, f.eks. hvor rettigheder er blevet tildelt for 15 år eller derover, mindst to år før udløbet af disse rettighederne, medmindre muligheden for fornyelse udtrykkeligt blev udelukket på tidspunktet for tildeling af rettighederne. Af hensyn til den løbende forvaltning af ressourcer bør de kompetente myndigheder kunne tage stilling til sådanne spørgsmål på eget initiativ samt på anmodning af rettighedshaveren. Brugsrettighederne bør ikke fornys imod rettighedshaverens ønske.

(132)

Overdragelse af brugsrettigheder til radiofrekvenser kan være et effektivt middel til at opnå en mere effektiv udnyttelse af frekvenserne. Af fleksibilitets- og effektivitetshensyn og for at muliggøre en markedsbaseret værdiansættelse af radiofrekvenser bør medlemsstaterne som udgangspunkt tillade radiofrekvensbrugerne at overdrage eller udleje deres brugsrettigheder til tredjemand efter en enkelt procedure og i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i sådanne rettigheder, og konkurrencereglerne under den ansvarlige nationale tilsynsmyndigheds tilsyn. Medlemsstaterne bør for at fremme en sådan overdragelse eller udlejning, forudsat at de tekniske gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til beslutning nr. 676/2002/EF, overholdes, også behandle anmodninger om at få radiofrekvensrettigheder delt eller skilt ad og om at få vilkår for brugen taget op til fornyet overvejelse.

(133)

Det bør være op til de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder at træffe foranstaltninger specifikt med henblik på at fremme konkurrencen, når brugsrettigheder til radiofrekvenser tildeles eller fornys, da de har den fornødne økonomiske og tekniske viden og det fornødne kendskab til markedet. Betingelserne for tildeling af radiofrekvenser kan påvirke konkurrenceforholdene på markederne for elektronisk kommunikation og adgangsbetingelserne. Begrænset adgang til radiofrekvenser, navnlig hvor disse er knappe, kan skabe adgangsbarrierer eller hæmme investeringer, udrulning af net, levering af nye tjenester eller applikationer, innovation og konkurrence. Nye brugsrettigheder, herunder dem, der er erhvervet gennem overdragelse eller leje, og indførelsen af nye fleksible kriterier for radiofrekvensbrug kan også påvirke konkurrencen. Visse betingelser, der bruges til at fremme konkurrencen, kan, hvis de anvendes urimeligt, have andre virkninger, f.eks. kan radiofrekvenslofter og -reservationer skabe en kunstig knaphed, engrosadgangsforpligtelser kan begrænse forretningsmodeller unødigt i mangel af markedsstyrke og begrænsninger af overdragelser kan hindre udviklingen af sekundære markeder. Det er derfor nødvendigt at foretage en konsistent og objektiv konkurrencetest af pålæggelsen af sådanne betingelser, og den bør foretages konsekvent. Brugen af sådanne foranstaltninger bør derfor baseres på de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders grundige og objektive vurdering af markedet og konkurrenceforholdene. De nationale kompetente myndigheder bør imidlertid altid sikre en faktisk og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser og at konkurrenceforvridning gennem konkurrencehæmmende hamstring undgås.

(134)

Med udgangspunkt i Frekvenspolitikgruppens udtalelser kan det for at undgå grænseoverskridende interferens være nødvendigt at vedtage en fælles frist for, hvornår det kan tillades at bruge et radiofrekvensbånd, der er blevet harmoniseret i overensstemmelse med beslutning nr. 676/2002/EF, ligesom en sådan frist kan være nyttig, når det skal sikres, at fordelene ved de tilhørende tekniske harmoniseringsforanstaltninger for udstyrsmarkeder og ved udrulningen af net og tjenester med meget høj kapacitet udnyttes fuldt ud. Anvendelse af et radiofrekvensbånd kræver, at der tildeles radiofrekvenser i henhold til en generel tilladelsesordning eller individuelle brugsrettigheder, for at det er tilladt at anvende radiofrekvenserne, så snart tildelingsprocessen er afsluttet. Af hensyn til tildelingen af radiofrekvensbånd kan det være nødvendigt at frigive et frekvensbånd, som er optaget af andre brugere, og at yde dem erstatning. Gennemførelse af en fælles frist for tilladelse til anvendelse af harmoniserede frekvensbånd for elektroniske kommunikationstjenester, herunder 5G, kan imidlertid i en given medlemsstat blive berørt af uløste problemer i forbindelse med grænseoverskridende koordinering mellem medlemsstaterne eller med tredjelande, problemer med at sikre den tekniske migrering af eksisterende brugere af et bånd, begrænsning af anvendelsen af frekvensbåndet af hensyn til et mål af almen interesse, beskyttelse af den nationale sikkerhed og forsvaret eller force majeure. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne, hvad angår geografisk dækning, tidsaspekter og radiofrekvensområde, gøre alt for at begrænse eventuelle forsinkelser mest muligt. Derudover kan medlemsstaterne, hvor det er relevant, i lyset af deres vurdering af de relevante forhold anmode Unionen om at yde juridisk, politisk og teknisk bistand med henblik på at løse problemer vedrørende radiofrekvenskoordinering med Unionens nabolande, herunder kandidatlande og tiltrædelseslande, således at de pågældende medlemsstater kan opfylde deres forpligtelser i henhold til EU-retten.

(135)

For at sikre øget koordineret adgang til radiofrekvensressourcer senest i 2020 med henblik på at opnå faste og trådløse højhastighedsnet, i forbindelse med 5G, er 3,4-3,8 GHz- og 24,25-27,5 GHz-båndene af Frekvenspolitikgruppen blevet identificeret som prioriterede frekvensbånd, der er egnede til at opfylde målene i 5G-handlingsplanen senest i 2020. 40,5-43,5 GHz- og 66-71 GHz-båndene er også blevet udpeget med henblik på yderligere undersøgelse. Det er derfor nødvendigt at sikre, at 3,4-3,8 GHz- og 24,25-27,5 GHz-båndene eller dele deraf senest den 31. december 2020 stilles til rådighed for jordbaserede systemer, som kan levere trådløse bredbåndstjenester på harmoniserede betingelser fastsat i tekniske gennemførelsesforanstaltninger i henhold til artikel 4 i beslutning nr. 676/2002/EF som supplement til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/899 (33), eftersom disse bånd har særlige egenskaber, hvad angår dækning og datakapacitet, som gør det muligt at kombinere dem i tilstrækkelig grad med henblik på at opfylde 5G-kravene. Medlemsstaterne kan dog blive berørt af interferens, der sandsynligvis vil hidrøre fra tredjelande, som i overensstemmelse med ITU's radioreglement har udpeget disse frekvensbånd til andre tjenester end international mobil telekommunikation. Dette kan påvirke forpligtelsen til at overholde en fælles gennemførelsesdato. Den fremtidige anvendelse af 26 GHz-båndet til jordbaserede trådløse 5G-tjenester vil sandsynligvis bl.a. være rettet mod byområder og hotspotområder i byudkanter, mens der må påregnes en vis udrulning langs større veje og jernbanespor i landdistrikter. Dette giver mulighed for at anvende 26 GHz-båndet til andre tjenester end trådløse 5G-tjenester uden for disse geografiske områder, f.eks. til erhvervsspecifik kommunikation eller indendørs brug, og gør det derfor muligt for medlemsstaterne at udpege dette frekvensbånd og gøre det tilgængeligt på et ikkeeksklusivt grundlag.

(136)

Når efterspørgslen efter et radiofrekvensbånd overstiger de tilgængelige radiofrekvenser, og medlemsstaterne som følge deraf konkluderer, at brugsrettighederne til radiofrekvenser skal begrænses, bør de procedurer, der gælder for tildeling af disse rettigheder, være hensigtsmæssige og gennemskuelige for at undgå forskelsbehandling og for at optimere brugen af disse knappe ressourcer. Sådanne begrænsninger bør være berettigede, forholdsmæssigt afpassede og baseret på en omhyggelig vurdering af markedsvilkårene, idet der tages behørigt hensyn til de overordnede fordele for brugerne og til nationale mål og målene for det indre marked. Målene for enhver begrænsningsprocedure bør fastsættes tydeligt i forvejen. Medlemsstaterne bør, når de skal vælge den mest hensigtsmæssige udvælgelsesprocedure, rettidigt og på en transparent måde, og i overensstemmelse med koordineringstiltag truffet på EU-plan, høre alle interesserede parter om procedurens berettigelse, mål og betingelser. Medlemsstaterne bør bl.a. kunne anvende konkurrenceprægede eller sammenlignende udvælgelsesprocedurer ved tildeling af radiofrekvenser eller nummerressourcer af særlig økonomisk værdi. Ved forvaltningen af sådanne ordninger bør de kompetente myndigheder tage hensyn til målene i dette direktiv. Hvis en medlemsstat konstaterer, at der kan stilles yderligere rettigheder til rådighed i et frekvensbånd, bør den indlede proceduren herfor.

(137)

En voldsom stigning i efterspørgslen efter radiofrekvenser og i slutbrugernes efterspørgsel efter trådløs bredbåndskapacitet kan betyde, at der må findes løsninger, som muliggør alternative, komplementære og frekvensmæssigt effektive adgangsløsninger, herunder trådløse adgangssystemer med lav effekt og lille rækkevidde, såsom RLAN og net med små mobiladgangspunkter med lav effekt. Sådanne komplementære trådløse adgangssystemer, navnlig offentligt tilgængelige RLAN-adgangspunkter, forbedrer adgangen til internettet for slutbrugere og mobiltrafikfordelingen for mobiloperatørerne. RLAN benytter harmoniserede radiofrekvenser, uden at der stilles krav om en individuel tilladelse eller brugsrettighed til radiofrekvenser. De fleste RLAN-adgangspunkter benyttes til dato af private brugere som lokale trådløse forlængelser af deres faste bredbåndsforbindelse. Slutbrugere bør inden for rammerne af deres eget internetabonnement ikke forhindres i at dele adgangen til deres RLAN med andre, således at antallet af tilgængelige adgangspunkter øges, navnlig i tætbefolkede områder, den trådløse datakapacitet maksimeres ved hjælp af genanvendelse af radiofrekvenser, og der skabes en omkostningseffektiv trådløs bredbåndsinfrastruktur, der er tilgængelig for andre brugere. Unødige begrænsninger for udrulning og sammenkobling af RLAN-adgangspunkter bør derfor også fjernes.

(138)

De offentlige myndigheder eller offentlige tjenesteudbydere, som bruger RLAN i deres bygninger til gavn for personale, gæster eller kunder, f.eks. for at fremme adgangen til e-forvaltningstjenester eller til oplysninger om offentlig transport eller trafikstyring, kunne også give adgang til sådanne adgangspunkter til almen brug for borgerne som en ekstra tjeneste ud over de tjenester, som de leverer til offentligheden i disse lokaler, i det omfang konkurrencereglerne og reglerne om offentlige udbud tillader det. Udbydere af en sådan lokal adgang til elektroniske kommunikationsnet på eller omkring en privat ejendom eller et afgrænset offentligt område på et ikkekommercielt grundlag eller som ekstraydelse til en anden aktivitet, der ikke afhænger af en sådan adgang, såsom RLAN-hotspots, der stilles til rådighed for kunder, der betaler for andre ydelser, eller til offentligheden generelt i området, kan blive omfattet af kravene i generelle tilladelser til brug af radiofrekvenser, men bør ikke skulle opfylde betingelser eller krav, der er knyttet til de generelle tilladelser, og som gælder udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller forpligtelser vedrørende slutbrugere eller samtrafik. En sådan udbyder bør dog være omfattet af reglerne om ansvar fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF (34). Nye teknologier kommer til, såsom LiFi (Light Fidelity), og de vil supplere den aktuelle radiofrekvenskapacitet i RLAN og trådløse adgangspunkter med adgangspunkter, der er baseret på optisk synligt lys, og vil føre til hybride lokale datanet, der muliggør optisk trådløs kommunikation.

(139)

Da trådløse adgangspunkter med lav effekt og lille rækkevidde som f.eks. femtoceller, picoceller, metroceller eller mikroceller kan være meget små og benytter udstyr, der ikke er iøjefaldende i lighed med, hvad der anvendes i private RLAN-routere, som ikke kræver tilladelser ud over, dem der er nødvendigt for brugen af radiofrekvenser, og da sådanne adgangspunkter har en positiv indflydelse på udnyttelsen af radiofrekvenser og udviklingen af trådløs kommunikation, bør enhver indskrænkning af deres udrulning begrænses mest muligt. Som følge heraf bør medlemsstaterne for at fremme udrulning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og med forbehold af gældende krav vedrørende radiofrekvensforvaltning ikke underlægge udrulning af sådanne anordninger på bygninger, som ikke er officielt beskyttet som en del af et særligt udpeget miljø eller på grund af deres særlige arkitektoniske eller historiske værdi, individuelle tilladelser, undtagen af hensyn til den offentlige sikkerhed. Med henblik herpå bør deres egenskaber, såsom maksimal størrelse, vægt og emissionsegenskaber, specificeres på EU-plan på en forholdsmæssig afpasset måde for så vidt angår lokal udrulning og for at sikre et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden som fastsat i henstilling 1999/519/EF. Med henblik på drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde bør artikel 7 i direktiv 2014/53/EU anvendes. Dette gælder med forbehold for den private ejendomsret, der er fastsat i EU-retten eller national ret. Proceduren for behandling af ansøgninger om tilladelser bør strømlines og bør ikke berøre eventuelle kommercielle aftaler, og eventuelle administrationsgebyrer bør begrænses til de administrative omkostninger ved behandling af ansøgningen. Vurderingen af en ansøgning om en tilladelse bør tage så kort tid som muligt og i princippet højst fire måneder.

(140)

Offentlige bygninger og anden offentlig infrastruktur besøges og anvendes dagligt af et stort antal slutbrugere, der har behov for konnektivitet til at bruge e-forvaltning, e-transport og andre tjenester. Andre offentlige infrastrukturer såsom gadelamper, lyssignaler er meget værdifulde steder til udrulning af små celler f.eks. som følge af deres tæthed. Uden at dette berører de kompetente myndigheders mulighed for at underlægge udrulning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde forudgående individuelle tilladelser, bør operatørerne have adgang til disse offentlige steder, så de i tilstrækkelig grad kan imødekomme efterspørgslen. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at sådanne offentlige bygninger og anden offentlig infrastruktur stilles til rådighed på rimelige betingelser i forbindelse med udrulningen af små celler med henblik på at supplere direktiv 2014/61/EU, jf. dog principperne i dette direktiv. I direktiv 2014/61/EU følges en funktionel tilgang, og der pålægges kun adgangsforpligtelser for fysisk infrastruktur, når denne indgår i et net, og kun hvis den ejes eller benyttes af en netoperatør, hvorved mange bygninger, der ejes eller benyttes af offentlige myndigheder, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Det er imidlertid ikke nødvendigt med en særlig forpligtelse for fysisk infrastruktur såsom kabelkanaler eller master, der anvendes til intelligente transportsystemer, som ejes af netoperatører (udbydere af transporttjenester eller udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet), og et nets værtsdele, som derved er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2014/61/EU.

(141)

Bestemmelserne i nærværende direktiv finder for så vidt angår adgang og samtrafik anvendelse på offentlige elektroniske kommunikationsnet. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet til andre end offentligheden er ikke underlagt nogen forpligtelser vedrørende adgang eller samtrafik i henhold til dette direktiv, medmindre de i kraft af adgang til offentlige net kan underlægges betingelser, som er fastsat af medlemsstaterne.

(142)

Begrebet »adgang« defineres vidt forskelligt, og der er derfor behov for en præcis definition af, hvordan begrebet bruges i dette direktiv, uden at det berører dets anvendelse i forbindelse med andre af Unionens bestemmelser. En operatør kan eje det underliggende net eller de underliggende faciliteter eller leje nogle af dem eller dem alle.

(143)

På et marked med fri og åben konkurrence bør der ikke være begrænsninger, der hindrer virksomheder i at forhandle sig frem til indbyrdes adgangs- og samtrafikaftaler, navnlig hvad angår grænseoverskridende aftaler, i overensstemmelse med TEUF's konkurrenceregler. I forbindelse med skabelsen af et mere effektivt, reelt paneuropæisk marked med effektiv konkurrence, flere valgmuligheder og konkurrencedygtige tjenester for slutbrugere bør virksomheder, som modtager anmodninger om adgang eller samtrafik fra andre virksomheder, som er omfattet af en generel tilladelse for at kunne udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til offentligheden, i princippet indgå sådanne aftaler på et kommercielt grundlag og forhandle i god tro.

(144)

På markeder, hvor der også fremover vil være stor forskel på virksomhedernes forhandlingsposition, og hvor visse virksomheder er afhængige af infrastruktur, der udbydes af andre selskaber, for at kunne fremføre deres tjenester, vil det være hensigtsmæssigt, at der opstilles en rammelovgivning, som sikrer, at markedet fungerer effektivt. De nationale tilsynsmyndigheder bør gives mulighed for at sikre den fornødne adgang, samtrafik og interoperabilitet mellem tjenester til gavn for slutbrugerne, når det ikke lykkes at nå til enighed om en aftale på kommercielt grundlag. De kan navnlig sikre end-to-end-konnektivitet ved at pålægge virksomheder, der er omfattet af den generelle tilladelse, og som kontrollerer adgangen til slutbrugere, forholdsmæssige forpligtelser. Kontrol over adgangsmuligheder kan indebære ejerskab af eller kontrol over den fysiske forbindelse til slutbrugeren (hvad enten det er på fast- eller mobilnettet) eller mulighed for at ændre eller inddrage det eller de nationale numre, der er nødvendige for at oprette forbindelse til en slutbrugers nettermineringspunkt. Det vil f.eks. være aktuelt, hvis netoperatører uden rimelig grund begrænser slutbrugernes muligheder for at tilslutte sig internetportaler og tjenester.

(145)

I lyset af princippet om ikkediskrimination bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at alle virksomheder uanset deres størrelse eller forretningsmodel, og hvad enten de er vertikalt integrerede eller adskilte, kan opnå samtrafik på rimelige vilkår med henblik på at udbyde end-to-end-konnektivitet og adgang til internettet.

(146)

Nationale love eller administrative forskrifter, der knytter betingelser og vilkår for adgang eller samtrafik sammen med aktiviteterne hos den part, der anmoder om samtrafik, herunder specifikt omfanget af den pågældendes investeringer i netinfrastruktur, i stedet for at knytte dem til de leverede samtrafik- eller adgangstjenester, kan resultere i konkurrencefordrejning, hvilket er i strid med konkurrencelovgivningen.

(147)

Netoperatører, der kontrollerer adgangen til deres egne kunder, gør dette ved hjælp af entydige numre eller adresser i en offentliggjort nummer- eller adresseoversigt. Andre netoperatører skal kunne aflevere trafik til disse kunder og har således brug for at kunne kobles sammen enten direkte eller indirekte. Der bør derfor fastsættes bestemmelser om rettigheder og pligter til at forhandle om indgåelse af samtrafikaftaler.

(148)

Interoperabilitet er en fordel for slutbrugerne og er et vigtigt mål for denne rammelovgivning. Fremme af interoperabilitet er et af målene for de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i henhold til denne rammelovgivning Denne rammelovgivning fastslår endvidere, at Kommissionen skal offentliggøre en liste over standarder eller specifikationer for udbud af tjenester, tekniske grænseflader eller netfunktioner som grundlag for at fremme harmoniseringen inden for elektronisk kommunikation. Medlemsstaterne bør fremme anvendelsen af de offentliggjorte standarder eller specifikationer i det omfang, disse er strengt nødvendige for at sikre interoperabilitet mellem tjenester og øge brugernes valgmuligheder.

(149)

I øjeblikket afhænger både end-to-end-konnektivitet og adgang til beredskabstjenester af, at slutbrugere benytter nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester. Den teknologiske udvikling eller en øget brug af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester kunne medføre mangel på tilstrækkelig interoperabilitet mellem kommunikationstjenester. Dette kunne skabe betydelige hindringer for markedsadgangen og for den videre innovation og dermed i betydeligt omfang true effektiv end-to-end-konnektivitet mellem slutbrugere.

(150)

Hvis sådanne interoperabilitetsproblemer opstår, bør Kommissionen kunne anmode om en rapport fra BEREC, som skal udarbejde en faktuel vurdering af markedssituationen på EU-niveau og medlemsstatsniveau. Under størst mulig hensyntagen til BEREC's rapport og anden til rådighed værende dokumentation og under hensyntagen til virkninger på det indre marked bør Kommissionen afgøre, om der er behov for, at de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder griber ind med regulering. Hvis Kommissionen mener, at de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder bør overveje regulatorisk indgriben, bør den kunne vedtage gennemførelsesforanstaltninger, som specificerer, hvilken form og hvilket omfang eventuel regulatorisk indgriben fra de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder bør have, herunder navnlig myndighedernes og andre udbyderes forpligtelser til at offentliggøre og tillade brug, ændring og videreformidling af relevante oplysninger og foranstaltninger med henblik på at pålægge alle eller bestemte udbydere obligatorisk brug af standarder eller specifikationer.

(151)

De nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder bør i lyset af de specifikke nationale omstændigheder vurdere, om en intervention er nødvendig og berettiget for at sikre end-to-end-konnektivitet, og i givet fald pålægge de udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som har et betydeligt dækningsniveau og betydelig brugerudbredelse, forholdsmæssigt afpassede forpligtelser i overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger. Termen betydelig/-t bør fortolkes således, at den berørte udbyders geografiske dækning og antal slutbrugere repræsenterer en kritisk masse med henblik på at nå målet om at sikre end-to-end-konnektivitet mellem slutbrugere. Udbydere med et begrænset antal slutbrugere eller begrænset geografisk dækning, som kun marginalt ville kunne bidrage til at nå dette mål, bør normalt ikke være omfattet af sådanne interoperabilitetsforpligtelser.

(152)

I tilfælde hvor virksomheder ikke har adgang til realistiske alternativer til et ikkereplikerbart ledningsnet, kabler og tilhørende faciliteter i bygninger eller frem til det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, og med henblik på at skabe konkurrencemæssige resultater i slutbrugernes interesse, bør de nationale tilsynsmyndigheder have beføjelse til at pålægge alle virksomheder adgangsforpligtelser, uanset en udpegning som havende en stærk markedsposition. De nationale tilsynsmyndigheder bør i den forbindelse tage hensyn til alle tekniske og økonomiske hindringer for fremtidig replikering af net. Eftersom disse forpligtelser i visse tilfælde kan være indgribende, underminere incitamenter til investeringer og have den konsekvens, at dominerende aktørers position bliver styrket, bør de imidlertid kun pålægges, hvor det er begrundet og står i rimeligt forhold til at opnå bæredygtig konkurrence på de relevante markeder. Alene det forhold, at der allerede findes mere end en infrastruktur, bør ikke nødvendigvis fortolkes som tegn på, at dets aktiver kan replikeres. Virksomhederne bør, om nødvendigt i kombination med sådanne adgangsforpligtelser, også kunne påberåbe sig forpligtelsen til at give adgang til fysisk infrastruktur på grundlag af direktiv 2014/61/EU. Forpligtelser, der pålægges af den nationale tilsynsmyndighed i henhold til nævnte direktiv, og afgørelser truffet af andre kompetente myndigheder i henhold til direktiv 2014/61/EU for at sikre adgang til fysisk infrastruktur i bygninger eller fysisk infrastruktur frem til det første adgangspunkt bør være i overensstemmelse.

(153)

De nationale tilsynsmyndigheder bør i nødvendigt omfang kunne pålægge virksomhederne forpligtelser til at give adgang til de faciliteter, der er nævnt i et bilag til dette direktiv, dvs. programmeringsgrænseflader for applikationer (API'er) og elektroniske programoversigter (EPG'er), ikke kun for at sikre slutbrugernes adgang til digitale radio- og tv-tjenester, men også til beslægtede supplerende tjenester. Sådanne supplerende tjenester bør kunne omfatte programrelaterede tjenester, der specifikt er udformet til at forbedre adgang for slutbrugere med handicap, og programrelaterede internetforbundne tv-tjenester.

(154)

Når de nationale tilsynsmyndigheder vurderer det koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, frem til hvilket eller hvilken de agter at pålægge adgangsforpligtelser, er det vigtigt, at de vælger et punkt i overensstemmelse med BEREC's retningslinjer. Hvis der vælges et punkt tættere på slutbrugerne, vil det være mere fordelagtigt for den infrastrukturbaserede konkurrence og udrulningen af net med meget høj kapacitet. Den nationale tilsynsmyndighed bør således først overveje at vælge et punkt i en bygning eller lige uden for en bygning. Det kan være berettiget at udvide adgangsforpligtelserne til ledningsnet og kabler efter det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, idet sådanne forpligtelser begrænses til punkter, der ligger så tæt på slutbrugerne som muligt, og som kan være vært for et tilstrækkeligt antal slutbrugere, i tilfælde hvor det påvises, at der er store og varige fysiske eller økonomiske hindringer ved replikering, der medfører vigtige konkurrenceproblemer eller markedssvigt på detailniveau til skade for slutbrugerne. Vurderingen af netelementers replikabilitet kræver en markedsundersøgelse, der adskiller sig fra en analyse, der vurderer stærk markedsposition, og den nationale tilsynsmyndighed behøver således ikke at fastslå, at der er tale om stærk markedsposition, for at pålægge disse forpligtelser. På den anden side kræver en sådan analyse en tilstrækkelig økonomisk vurdering af markedsforholdene for at fastslå, om de kriterier, som er nødvendige for at pålægge forpligtelser, der går videre end det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, er opfyldt. Der er større sandsynlighed for, at sådanne udvidede adgangsforpligtelser er nødvendige i geografiske områder, hvor forretningsmulighederne for at udrulle alternativ infrastruktur er forbundet med større risici, f.eks. på grund af lav befolkningstæthed eller et begrænset antal flerfamiliehuse. Omvendt kan en høj koncentration af husstande være et tegn på, at det ikke er nødvendigt at pålægge sådanne forpligtelser. De nationale tilsynsmyndigheder bør også overveje, om sådanne forpligtelser vil kunne styrke positionen for virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne pålægge adgang til aktive eller virtuelle netelementer, der bruges til at udbyde tjenester på sådan infrastruktur, hvis adgangen til passive elementer ville være økonomisk ineffektiv eller fysisk umulig, og hvis den nationale tilsynsmyndighed mener, at formålet med adgangsforpligtelsen ville blive omgået, hvis der ikke blev grebet ind. For at styrke en ensartet reguleringspraksis i hele Unionen bør Kommissionen kunne kræve, at den nationale tilsynsmyndighed trækker sine udkast til foranstaltninger til udvidelse af adgangsforpligtelserne tilbage efter det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, hvis BEREC deler Kommissionens alvorlige tvivl om, hvorvidt udkastet til foranstaltning er foreneligt med EU-retten og navnlig reguleringsmålene i dette direktiv.

(155)

I sådanne tilfælde og for at efterleve proportionalitetsprincippet kan det være hensigtsmæssigt for de nationale tilsynsmyndigheder at undtage visse kategorier af ejere eller virksomheder eller begge fra forpligtelser, der går videre end det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt, der bør fastlægges af de nationale tilsynsmyndigheder, med den begrundelse, at en adgangsforpligtelse, som ikke bygger på en virksomheds udpegning som havende en stærk markedsposition, ville risikere at skade deres forretningsmuligheder ved nyligt udrullede netelementer, navnlig for små lokale projekter. Virksomheder, der udelukkende opererer på engrosniveau, bør ikke være genstand for sådanne adgangsforpligtelser, hvis de tilbyder en effektiv alternativ adgang på et kommercielt grundlag til et net med meget høj kapacitet på fair, ikkediskriminerende og rimelige vilkår og betingelser, herunder hvad angår pris. Det bør være muligt at udvide denne undtagelse til også at gælde andre udbydere på samme vilkår. Undtagelsen er muligvis ikke hensigtsmæssig for udbydere, der modtager offentlige midler.

(156)

Deling af passiv infrastruktur, der benyttes ved trådløse elektroniske kommunikationstjenester i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper, kan være særlig nyttig for at maksimere konnektivitet med meget høj kapacitet i hele Unionen, navnlig i områder, der er mindre tætbefolkede, hvor replikering ikke er mulig, og hvor slutbrugerne risikerer ikke at have en sådan konnektivitet. De nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder bør undtagelsesvis kunne pålægge en sådan deling eller lokal roamingadgang i overensstemmelse med EU-retten, hvis denne mulighed er klart fastlagt i de oprindelige vilkår for brugsrettigheden, og de påviser, at en sådan deling med fordel kan bidrage til at overvinde uoverstigelige økonomiske eller fysiske hindringer, og adgangen til net eller tjenester derfor er alvorligt mangelfuld eller fraværende, idet der tages hensyn til mange aspekter, herunder især behovet for dækning langs større transportveje, udvalg og en bedre kvalitet af tjenester til slutbrugerne samt behovet for at bevare incitamentet til at udrulle infrastruktur. I tilfælde, hvor der ikke er adgang for slutbrugere, og deling af passiv infrastruktur alene ikke er tilstrækkelig til at håndtere situationen, bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne pålægge forpligtelser til deling af aktiv infrastruktur. Dermed bevarer de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder fleksibiliteten til at vælge den mest hensigtsmæssige deling- eller adgangsforpligtelse, der bør være forholdsmæssig og begrundet med udgangspunkt i det konstaterede problems art.

(157)

Selvom det under visse omstændigheder kan være hensigtsmæssigt, at en national tilsynsmyndighed eller en anden kompetent myndighed indfører forpligtelser for virksomheder, uanset om de er udpeget som havende en stærk markedsposition, for at nå mål som end-to-end-konnektivitet eller interoperabilitet mellem tjenester, er det nødvendigt at sikre, at sådanne forpligtelser pålægges i overensstemmelse med regelsættet og navnlig dets anmeldelsesprocedurer. Sådanne forpligtelser bør kun pålægges, når det er begrundet i hensynet til at sikre formålene med dette direktiv, og hvor det er objektivt begrundet, gennemsigtigt, forholdsmæssigt og ikkediskriminerende med hensyn til at fremme effektivitet, holdbar konkurrence, effektive investeringer og effektiv innovation og giver slutbrugerne flest mulige fordele, og såfremt de pålægges i overensstemmelse med de relevante anmeldelsesprocedurer.

(158)

For at overvinde uoverstigelige økonomiske eller fysiske hindringer for at udbyde tjenester eller net, der afhænger af udnyttelse af radiofrekvenser, til slutbrugerne, og hvor der er huller i mobildækningen, kan lukningen heraf kræve adgang til og deling af passiv infrastruktur — eller hvor dette ikke er tilstrækkeligt — deling af aktiv infrastruktur eller lokale roamingaftaler. Uden at dette berører de delingsforpligtelser, der er knyttet til brugsrettigheder på grundlag af andre bestemmelser i dette direktiv, og navnlig foranstaltninger med henblik på at fremme konkurrencen, kan de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, når de agter at træffe foranstaltninger til at pålægge deling af passiv infrastruktur — eller når passiv adgang og deling ikke er tilstrækkelig — deling af aktiv infrastruktur eller lokale roamingaftaler, dog også opfordres til at overveje den mulige risiko for markedsdeltagerne i underforsynede områder.

(159)

Konkurrenceregler kan muligvis ikke i sig selv altid sikre den kulturelle mangfoldighed og mediepluralisme inden for digitalt tv. Den teknologiske og markedsmæssige udvikling nødvendiggør, at forpligtelser til at give betinget adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår tages op til fornyet overvejelse med jævne mellemrum af en medlemsstat for så vidt angår dens nationale marked for navnlig at afgøre, om det er berettiget at udvide dem, så de også omfatter EPG'er og API'er, i det omfang, det er nødvendigt for at sikre slutbrugernes adgang til bestemte digitale radio- og tv-transmissionstjenester. Medlemsstaterne bør kunne nærmere angive de digitale radio- og tv-transmissionstjenester, som slutbrugerne skal sikres adgang til ved hjælp af de love og administrative bestemmelser, de skønner nødvendige.

(160)

Medlemsstaterne bør også kunne give deres nationale tilsynsmyndighed tilladelse til at revurdere forpligtelserne i forbindelse med adgangsstyring af digitale radio- og tv-transmissionstjenester for gennem en markedsanalyse at vurdere, om betingelserne for virksomheder, som ikke har en stærk markedsposition på det relevante marked, skal trækkes tilbage eller ændres. En sådan tilbagetrækning eller ændring bør ikke få negative følger for slutbrugernes adgang til sådanne tjenester eller for udsigterne til en effektiv konkurrence.

(161)

Det er under visse omstændigheder nødvendigt at opstille en række ex ante-forpligtelser for at sikre udvikling af et konkurrencepræget marked med vilkår, som fremmer udrulning og ibrugtagning af net og tjenester med meget høj kapacitet og de størst mulige fordele for slutbrugerne. Definitionen på stærk markedsposition i dette direktiv svarer til begrebet dominerende stilling som fastlagt i EU-Domstolens retspraksis.

(162)

Der er en formodning for, at to eller flere virksomheder indtager en kollektivt dominerende stilling ikke alene, når der består strukturelle eller andre indbyrdes forbindelser, men også når det relevante markeds struktur må siges at være befordrende for koordineringseffekter, altså at det tilskynder til parallel eller gensidigt tilpasset konkurrencebegrænsende markedsadfærd.

(163)

Det er vigtigt, at sådanne ex ante-forpligtelser kun pålægges på et engrosmarked, hvor der er en eller flere virksomheder med en stærk markedsposition, med henblik på at sikre holdbar konkurrence, og hvor midlerne i medlemsstatens eller Unionens konkurrenceret ikke er tilstrækkelige til at løse problemet. Kommissionen har under iagttagelse af principperne i konkurrenceretten opstillet retningslinjer på EU-plan for, hvordan de nationale tilsynsmyndigheder skal vurdere, om der er reel konkurrence på et givet marked, og om der er tale om en stærk markedsposition. De nationale tilsynsmyndigheder bør analysere, om der er reel konkurrence for så vidt angår et bestemt produkt eller tjenestemarked i et nærmere bestemt geografisk område, som kan være enten hele den pågældende medlemsstat, en del heraf eller tilgrænsende dele af områder i flere medlemsstater set under ét. En analyse af, om der foreligger effektiv konkurrence, bør omfatte en analyse af, om markedet er et potentielt konkurrencemarked, og om den eventuelle mangel på konkurrence altså er varig. Disse retningslinjer bør også behandle spørgsmålet om nye, fremspirende markeder, hvor den faktiske markedsleder sandsynligvis har en betydelig markedsandel, men ikke bør pålægges urimelige forpligtelser. Kommissionen bør regelmæssigt tage retningslinjerne op til revision, navnlig i forbindelse med en revision af den eksisterende ret og under hensyntagen til EU-Domstolens retspraksis, økonomisk tænkning og faktisk markedserfaring for at sikre, at de til stadighed er hensigtsmæssige på et marked i hastig udvikling. De nationale tilsynsmyndigheder må samarbejde med hinanden, hvor det pågældende marked viser sig at være transnationalt.

(164)

Ved afgørelser af, om en virksomhed har en stærk markedsposition på et bestemt marked, bør de nationale tilsynsmyndigheder handle i overensstemmelse med EU-retten og tage størst muligt hensyn til Kommissionens retningslinjer for markedsanalyse og vurderingen af en stærk markedsposition.

(165)

De nationale tilsynsmyndigheder bør afgrænse relevante geografiske markeder på deres område, idet der tages størst muligt hensyn til Kommissionens henstilling om relevante produkt- og tjenestemarkeder (»henstillingen«), som er vedtaget i henhold til dette direktiv, og til nationale og lokale forhold. De nationale tilsynsmyndigheder bør derfor som minimum analysere de markeder, som er omfattet af henstillingen, herunder de markeder, som er opført, men ikke længere er reguleret i den specifikke nationale eller lokale kontekst. De nationale tilsynsmyndigheder bør ligeledes analysere markeder, der ikke er omfattet af henstillingen, men som er reguleret på det område, der er under deres jurisdiktion, på grundlag af tidligere markedsanalyser, eller andre markeder, hvis de har tilstrækkelig grundlag for at mene, at de tre kriterier, som er fastsat i dette direktiv, er opfyldt.

(166)

Transnationale markeder kan afgrænses, når det er begrundet i markedsafgrænsning, under hensyntagen til alle udbuds- og efterspørgselssidefaktorer i overensstemmelse med konkurrenceretlige principper. BEREC er det mest egnede organ til at foretage en sådan analyse, idet det drager fordel af de nationale tilsynsmyndigheders omfattende fælles erfaring med afgræsning af nationale markeder. Der bør tages hensyn til nationale forhold, når der foretages en analyse af potentielle transnationale markeder. Hvis de transnationale markeder afgrænses og berettiger foranstaltninger, bør de berørte nationale tilsynsmyndigheder samarbejde om at finde en hensigtsmæssig reguleringsmæssig respons, herunder i anmeldelsesproceduren over for Kommissionen. De kan også samarbejde på samme vis i tilfælde, hvor de transnationale markeder ikke er identificeret, men markedsvilkårene på deres områder er tilstrækkeligt ensartede til at kunne få gavn af en koordineret reguleringspraksis, eksempelvis hvad angår lignende omkostninger, markedsstrukturer eller operatører eller i tilfælde af transnational eller sammenlignelig efterspørgsel fra slutbrugerne.

(167)

Under visse omstændigheder er de geografiske markeder defineret som nationale eller subnationale, f.eks. fordi udrulningen af nettet er af national eller lokal karakter, hvilket sætter grænserne for virksomhedernes potentielle markedsposition, hvad angår engrosforsyning, men der er fortsat en markant transnational efterspørgsel hos en eller flere kategorier af slutbrugere. Det kan navnlig være tilfældet ved efterspørgsel fra slutbrugere inden for erhvervslivet, som driver faciliteter på flere steder i forskellige medlemsstater. Hvis denne transnationale efterspørgsel ikke kan efterkommes af leverandørerne i tilstrækkelig grad, f.eks. hvis disse er fragmenteret langs nationale grænser eller lokalt, opstår der en potentiel hindring for det indre marked. BEREC bør derfor tildeles beføjelser til at fastsætte retningslinjer for de nationale tilsynsmyndigheder om fælles reguleringstilgange for at sikre, at den transnationale efterspørgsel kan efterkommes på tilfredsstillende vis, hvilket danner grundlag for interoperabiliteten af engrosadgangsprodukter i hele Unionen og muliggør effektivitet og stordriftsfordele til trods for en fragmenteret udbudsside. BEREC's retningslinjer bør forme de nationale tilsynsmyndigheders valg på vej mod målsætningen om det indre marked, når de pålægger virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, lovgivningsmæssige forpligtelser på nationalt niveau, og samtidig fungere som rettesnor for harmoniseringen af tekniske specifikationer for engrosadgangsprodukter, der kan dække en sådan konstateret transnational efterspørgsel i det indre markeds interesse.

(168)

Sigtet med enhver form for forhåndsregulering er i sidste instans at opnå fordele for slutbrugerne med hensyn til pris, kvalitet og valgmuligheder ved at sikre detailmarkeder med effektiv konkurrence på et holdbart grundlag. Navnlig i betragtning af de forventede fremskridt med hensyn til innovation og konkurrence er det sandsynligt, at de nationale tilsynsmyndigheder gradvist vil konstatere, at der findes mange konkurrenceprægede detailmarkeder, også selv om der ikke reguleres på engrosniveau.

(169)

For de nationale tilsynsmyndigheder er udgangspunktet for udpegningen af engrosmarkeder, hvor forhåndsregulering kan være berettiget, en analyse af tilsvarende detailmarkeder. Analysen af den effektive konkurrence på detail- og engrosniveau foretages ud fra et fremadrettet perspektiv over en given tidshorisont og bygger på konkurrenceretten, herunder EU-Domstolens retspraksis, hvis det er relevant. Hvis det konkluderes, at der vil være effektiv konkurrence på et detailmarked uden forhåndsregulering på engrosniveau på det eller de tilsvarende relevante markeder, bør det føre til, at den nationale tilsynsmyndighed konkluderer, at det ikke længere er nødvendigt at regulere på det relevante engrosniveau.

(170)

Sideløbende med den gradvise overgang til deregulerede markeder vil kommercielle aftaler, herunder om saminvestering og adgang mellem operatører, blive stadig mere almindelige, og hvis de er holdbare og forbedrer konkurrencedynamikken, vil de kunne bidrage til den konklusion, at et bestemt engrosmarked ikke berettiger forhåndsregulering. En lignende logik vil gælde den anden vej rundt på kommercielle aftalers uforudsete ophør på et dereguleret marked. Analysen af sådanne aftaler bør tage højde for, at muligheden for regulering kan være grund til, at netejere indgår i kommercielle forhandlinger. Med henblik på at sikre, at der tages passende hensyn til indvirkningen af regulering på tilknyttede markeder, bør de nationale tilsynsmyndigheder, når de bestemmer, om et givet marked berettiger forhåndsregulering, sikre, at markederne analyseres på sammenhængende vis og om muligt enten på samme tid eller så tæt på hinanden som muligt.

(171)

Når det vurderes, om regulering på engrosniveau kan løse problemer på detailniveau, bør de nationale tilsynsmyndigheder tage højde for det forhold, at adskillige engrosmarkeder kan bidrage med input fra det foregående engrosled for et givet detailmarked, ligesom et enkelt engrosmarked omvendt kan bidrage med input fra det foregående engrosled for en række detailmarkeder. Derudover kan konkurrencedynamikken på et givet marked blive påvirket af markeder, som hænger sammen, men ikke har et vertikalt forhold, sådan som det kan være tilfældet mellem visse fastnet- og mobilnetmarkeder. De nationale tilsynsmyndigheder bør foretage denne vurdering for hvert enkelt engrosmarked, der er i betragtning til regulering, idet de starter med foranstaltninger til adgang til civil infrastruktur, da sådanne foranstaltninger sædvanligvis er befordrende for mere holdbar konkurrence, herunder infrastrukturkonkurrence, og efterfølgende analyserer alle engrosmarkeder, hvor forhåndsregulering kan være berettiget, opstillet efter deres egnethed til at håndtere de konstaterede konkurrenceproblemer på detailniveau. Når de nationale tilsynsmyndigheder beslutter, hvilken specifik foranstaltning der skal træffes, bør de vurdere dens tekniske gennemførlighed og foretage en cost-benefit-analyse under hensyntagen til, hvor egnet foranstaltningen er til at håndtere de konstaterede konkurrenceproblemer på detailniveau og muliggøre konkurrence baseret på differentiering og teknologineutralitet. De nationale tilsynsmyndigheder bør overveje konsekvenserne af at træffe specifikke foranstaltninger, som, hvis de kun er gennemførlige i visse nettopologier, kan udgøre en hindring for udrulningen af net med meget høj kapacitet i slutbrugernes interesse.

(172)

Med forbehold af princippet om teknologineutralitet bør de nationale tilsynsmyndigheder gennem de indførte foranstaltninger og, hvor det er muligt, inden infrastrukturen udrulles, skabe incitamenter til at udvikle fleksible og åbne netarkitekturer, der med tiden kan reducere byrden ved og kompleksiteten af de foranstaltninger, der pålægges på et senere tidspunkt. Den nationale tilsynsmyndighed bør i hver fase af vurderingen, og før den beslutter, om en supplerende, mere byrdefuld foranstaltning skal træffes for en virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, stræbe mod at fastslå, hvorvidt det pågældende detailmarked reelt vil være effektivt konkurrencedygtigt, også under hensyntagen til relevante kommercielle aftaler eller andre omstændigheder på engrosmarkedet, herunder andre former for regulering, der allerede er i kraft som f.eks. generelle adgangsforpligtelser til aktiver, der ikke kan erstattes, eller forpligtelser, der er pålagt i henhold til direktiv 2014/61/EU, og enhver regulering, som den nationale tilsynsmyndighed allerede betragter som passende for en virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition. En sådan vurdering, der har til formål at sikre, at der kun indføres de afhjælpende foranstaltninger, der bedst egner sig til effektivt at håndtere eventuelle problemer, der er konstateret i markedsanalysen, hindrer ikke en national tilsynsmyndighed i at konkludere, at en kombination af disse foranstaltninger, også selv om de er af varierende intensitet, i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er den mindst indgribende måde at håndtere problemet på. Selv om sådanne forskelle ikke resulterer i afgræsningen af bestemte geografiske markeder, bør de kunne berettige differentiering i de afhjælpende foranstaltninger, der træffes på baggrund af konkurrencebegrænsningens varierende intensitet.

(173)

Forhåndsregulering, der pålægges på engrosniveau, og som i princippet er mindre indgribende end regulering på detailniveau, bør anses for tilstrækkelig til at afhjælpe potentielle konkurrenceproblemer på det eller de tilknyttede downstreammarked(er). Den gradvise afregulering af detailmarkederne i Unionen er udtryk for de fremskridt, der er sket med konkurrencens funktion, siden regelsættet for elektronisk kommunikation trådte i kraft. Derudover bør reglerne i forbindelse med indførelsen af forhåndsforanstaltninger over for virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, om muligt forenkles og gøres mere forudsigelige. Derfor bør indførelsen af forudgående kontrol baseret på en virksomheds udpegning som havende en stærk markedsposition på engrosmarkeder have forrang.

(174)

Når en national tilsynsmyndighed ophæver regulering på engrosniveau, bør den fastsætte en rimelig varslingsfrist for at sikre en holdbar overgang til et afreguleret marked. Ved fastsættelse af en sådan varslingsfrist skal den nationale tilsynsmyndighed tage højde for de eksisterende aftaler mellem adgangsudbydere og adgangssøgende, der er indgået på grundlag af pålagte lovgivningsmæssige forpligtelser. Sådanne aftaler kan i en bestemt periode navnlig give adgangssøgende en aftalemæssig beskyttelse. Den nationale tilsynsmyndighed bør ligeledes tage højde for markedsdeltagernes reelle mulighed for at tage imod eventuelle tilbud om kommerciel engrosadgang eller saminvestering, som kan findes på markedet, og nødvendigheden af at undgå en længere periode med mulig reguleringsarbitrage. De overgangsordninger, som er fastsat af den nationale tilsynsmyndighed, bør tage hensyn til omfanget og planlægningen af tilsynet med de aftaler, der allerede eksisterer, når varslingsperioden starter.

(175)

For at give markedsdeltagerne vished om retsgrundlaget er det nødvendigt at sætte en frist for markedsundersøgelserne. Det er vigtigt, at der gennemføres en markedsanalyse med jævne mellemrum og inden for en rimelig tidsramme. Der er risiko for, at en national tilsynsmyndigheds manglende analyse af et marked inden for den fastsatte frist, påvirker det indre marked negativt, og almindelige overtrædelsesprocedurer vil ikke medføre den ønskede virkning i rette tid. Alternativt bør den pågældende nationale tilsynsmyndighed kunne anmode BEREC om bistand til at fuldføre markedsanalysen. En sådan bistand kunne f.eks. have form af en særlig taskforce bestående af repræsentanter for andre nationale tilsynsmyndigheder.

(176)

På grund af den høje grad af teknologisk innovation og stærkt dynamiske markeder i sektoren for elektronisk kommunikation er det nødvendigt hurtigt at tilpasse lovgivning på en koordineret og harmoniseret måde på EU- plan, da erfaringen har vist, at afvigelser mellem de nationale tilsynsmyndigheder i gennemførelsen af regelsættet kan skabe hindringer for det indre marked.

(177)

For at skabe større stabilitet og forudsigelighed i de regulerende foranstaltninger bør den maksimale tilladte periode mellem markedsanalyserne dog forlænges fra tre til fem år under forudsætning af, at markedsændringer i den mellemliggende periode ikke kræver en ny analyse. For at fastslå, om en national tilsynsmyndighed har opfyldt sin forpligtelse til at analysere markeder, og om den har meddelt det tilsvarende udkast til foranstaltning mindst hvert femte år, er det kun en meddelelse indeholdende en ny vurdering af markedsafgrænsningen og af en stærk markedsposition, der vil blive betragtet som starten på en ny femårig periode. Den blotte meddelelse af nye eller ændrede foranstaltninger, der pålægges på grundlag af en tidligere og urevideret markedsanalyse, vil ikke blive betragtet som opfyldelse af denne forpligtelse. En national tilsynsmyndigheds manglende overholdelse af forpligtelsen til med jævne mellemrum at gennemføre markedsanalyser som fastsat i dette direktiv bør ikke i sig selv betragtes som grund til, at eksisterende forpligtelser, som den pågældende nationale tilsynsmyndighed har pålagt det pågældende marked, er ugyldige eller ikke kan anvendes.

(178)

Indførelsen af en særlig forpligtelse for en virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kræver ikke en supplerende markedsanalyse, men i stedet en begrundelse for, at den pågældende forpligtelse er hensigtsmæssig og passende i forhold til det konstaterede problem på det pågældende marked og på det tilknyttede detailmarked.

(179)

Ved vurderingen af forholdsmæssigheden af de forpligtelser og vilkår, der pålægges, bør de nationale tilsynsmyndigheder tage hensyn til de forskellige konkurrenceforhold i de forskellige områder i medlemsstaterne under henvisning til især resultaterne af den geografiske undersøgelse, der foretages i overensstemmelse med dette direktiv.

(180)

Når det overvejes, om der skal indføres foranstaltninger til kontrol af priser, og hvilken form disse foranstaltninger i så fald skal have, bør de nationale tilsynsmyndigheder søge at tillade investorerne et rimeligt udbytte af et bestemt nyt investeringsprojekt. Navnlig er der risici forbundet med investeringsprojekter i forbindelse med nye adgangsnet, som understøtter produkter, for hvilke efterspørgslen er usikker på det tidspunkt, hvor investeringen foretages.

(181)

Revision af forpligtelser, der er pålagt virksomheder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition i den periode, som markedsanalysen omfatter, bør gøre det muligt for de nationale tilsynsmyndigheder at tage højde for, hvordan ny udvikling indvirker på de konkurrencemæssige forhold, f.eks. nyligt indgåede frivillige aftaler mellem virksomheder, såsom adgangsaftaler eller aftaler om saminvestering, for derved at tilvejebringe den fleksibilitet, der er særlig nødvendig i forbindelse med længerevarende reguleringscyklusser. En lignende logik bør gælde i tilfælde af et uforudset brud på eller en uforudset ophævelse af en kommercielle aftale, eller hvis de har virkninger, der adskiller sig fra markedsanalysen. Hvis ophævelse af en eksisterende aftale finder sted på et dereguleret marked, er det muligt, at der kræves en ny markedsanalyse. I mangel af en enkelt, vigtig ændring på markedet kan det dog i tilfælde af dynamiske markeder være nødvendigt at foretage en markedsanalyse oftere end hvert femte år, f.eks. ikke tidligere end hvert tredje år, således som det var tilfældet indtil datoen for dette direktivs anvendelse. Markeder bør betragtes som dynamiske, hvis den teknologiske udvikling og slutbrugernes efterspørgselsmønstre sandsynligvis vil udvikle sig på en sådan måde, at konklusionerne af analysen ville blive overflødiggjort på mellemlang sigt for en betydelig gruppe af geografiske områder eller af slutbrugere inden for det geografiske marked og produktmarked som defineret af den nationale tilsynsmyndighed.

(182)

Transparente betingelser og vilkår for adgang og samtrafik, herunder priser, gør det lettere at indgå aftaler, undgå uoverensstemmelser og styrke markedsaktørernes tillid til, at en tjeneste ikke udbydes på diskriminerende vilkår. Åbne og transparente tekniske grænseflader kan være særlig vigtige for at sikre interoperabilitet. Når en national tilsynsmyndighed pålægger forpligtelser med henblik på offentliggørelse af oplysninger, bør den også kunne præcisere, hvordan oplysningerne skal stilles til rådighed, og om de skal være vederlagsfrie under hensyntagen til oplysningernes art og formål.

(183)

Set i lyset af mængden af forskellige nettopologier, adgangsprodukter og markedsomstændigheder, der er opstået siden 2002, kan målsætningerne i bilag II til direktiv 2002/19/EF vedrørende ubundtet adgang til abonnentledninger og adgangsprodukter for udbydere af digitale tv- og radiotjenester nås bedre og på en mere fleksibel måde ved at opstille retningslinjer for minimumskriterier for et standardtilbud, der skal udarbejdes og jævnligt ajourføres af BEREC. Dette bilag bør derfor udgå.

(184)

Princippet om ikkediskrimination hindrer, at virksomheder med stærk markedsposition fordrejer konkurrencen, navnlig når der er tale om vertikalt integrerede virksomheder, der udbyder tjenester til virksomheder, som de konkurrerer med på downstreammarkeder.

(185)

For at håndtere og forhindre ikkeprisrelateret diskrimination er EoI (Equivalence of Inputs) i princippet den sikreste måde at opnå effektiv beskyttelse mod diskrimination. På den anden side vil levering af regulerede engrosinput på et EoI-grundlag sandsynligvis resultere i højere efterlevelsesomkostninger end andre former for forpligtelser vedrørende ikkediskrimination. Disse højere efterlevelsesomkostninger bør holdes op mod fordelene ved en hårdere konkurrence mellem aftagervirksomhederne og mod relevansen af garantier for ikkediskrimination i situationer, hvor den virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, ikke er omfattet af direkte priskontrol. De nationale tilsynsmyndigheder kan navnlig tage hensyn til, at engrosinput via nye systemer på et EoI-grundlag sandsynligvis vil generere tilstrækkelige nettofordele og derfor være forholdsmæssigt afpassede i betragtning af de relativt lavere inkrementalomkostninger til sikring af, at nykonstruerede systemer er i overensstemmelse med EoI. Omvendt bør de nationale tilsynsmyndigheder ligeledes overveje, om forpligtelserne er forholdsmæssige for de berørte virksomheder, f.eks. ved at tage hensyn til gennemførelsesomkostningerne, og vægte de mulige hindringer for udrulningen af nye systemer, som står i forhold til mere trinvise opgraderinger, såfremt førstnævnte skulle blive genstand for mere restriktive lovgivningsmæssige forpligtelser. I medlemsstater med et højt antal af mindre virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan det være uforholdsmæssigt at indføre EoI for hver af disse virksomheder.

(186)

Regnskabsmæssig opsplitning gør det muligt at klarlægge interne afregningspriser og giver de nationale tilsynsmyndigheder mulighed for at kontrollere, om eventuelle krav om ikkediskrimination er opfyldt. Kommissionen har i den forbindelse fremsat henstilling 2005/698/EF (35).

(187)

Anlægsaktiver, som kan være vært for et elektronisk kommunikationsnet, er altafgørende for en vellykket udrulning af nye net pga. de høje omkostninger ved at kopiere dem og de betydelige besparelser, som kan opnås ved at genanvende dem. Der er som supplement til reglerne for den fysiske infrastruktur, som er fastsat i direktiv 2014/61/EU, følgelig behov for en særlig foranstaltning i de tilfælde, hvor anlægsaktiverne er ejet af en virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition. Hvis der findes anlægsaktiver, og de er genanvendelige, er den positive virkning af opnåelse af faktisk adgang hertil på udrulningen af konkurrerende infrastruktur meget høj, og det er derfor nødvendigt at sikre, at adgangen til sådanne aktiver kan anvendes som en selvstændig foranstaltning, der kan forbedre konkurrence- og udrulningsdynamikken på ethvert downstreammarked, og som skal tages i betragtning forud for vurderingen af behovet for at pålægge andre eventuelle foranstaltninger og ikke blot anses som en accessorisk foranstaltning for andre engrosprodukter eller -tjenester eller som en foranstaltning, der er begrænset til virksomheder, som selv benytter sig af sådanne andre engrosprodukter eller -tjenester. Nationale tilsynsmyndigheder bør værdisætte oprindelige genanvendelige anlægsaktiver på grundlag af den forskriftsmæssigt bogførte værdi, efter fradrag af den akkumulerede afskrivning på beregningstidspunktet og indekseret ud fra et passende prisindeks, f.eks. detailpristallet, og udelukke de aktiver, der er fuldt ud afskrevet over en periode på ikke under 40 år, men som stadig anvendes.

(188)

De nationale tilsynsmyndigheder bør, når de pålægger forpligtelser i forbindelse med adgang til nye og forbedrede infrastrukturer, sikre, at disse adgangsbetingelser afspejler de omstændigheder, der ligger til grund for investeringsbeslutningen, og bl.a. tager hensyn til udrulningsomkostningerne, hvor hurtigt nye produkter og tjenester forventes at slå igennem, og det forventede detailprisniveau. For at give investorerne planlægningssikkerhed bør de nationale tilsynsmyndigheder endvidere være i stand til om nødvendigt at fastsætte vilkår og betingelser for adgang, der er stabile gennem hensigtsmæssige analyseperioder. I tilfælde, hvor priskontrol skønnes hensigtsmæssig, kan disse vilkår og betingelser omfatte prisordninger, der afhænger af en aftales omfang eller løbetid, i overensstemmelse med EU-retten, forudsat at de ikke har diskriminerende virkninger. Eventuelle adgangsbetingelser bør tage højde for nødvendigheden af at opretholde effektiv konkurrence til fordel for forbrugerne og virksomhederne.

(189)

Obligatorisk adgang til netinfrastruktur kan begrundes ud fra behovet for at styrke konkurrencen, men de nationale tilsynsmyndigheder er nødt til at afveje infrastrukturejernes ret til at udnytte deres infrastrukturer til egne formål mod andre tjenesteudbyderes ret til at få adgang til faciliteter, der er væsentlige for, at de kan udbyde konkurrerende tjenester.

(190)

På markeder, hvor der fremadrettet kan forventes et øget antal adgangsnet, vil slutbrugerne sandsynligvis i højere grad nyde godt af forbedringer i netkvaliteten takket være infrastrukturbaseret konkurrence i forhold til markeder med kun ét net. Hvorvidt konkurrencen inden for andre parametre såsom pris og udvalg er tilstrækkelig, afhænger sandsynligvis af de nationale og lokale konkurrenceforhold. Når de nationale tilsynsmyndigheder vurderer tilstrækkeligheden af konkurrencen på sådanne parametre og behovet for reguleringstiltag, bør de også tage hensyn til, om engrosadgang er tilgængelig for interesserede virksomheder på rimelige kommercielle vilkår, der muliggør bæredygtige og konkurrencedygtige resultater for slutbrugerne på detailmarkedet. Anvendelsen af generelle konkurrenceregler på markeder, der er karakteriseret ved bæredygtig og effektiv infrastrukturbaseret konkurrence, burde være tilstrækkelig.

(191)

Hvis virksomhederne pålægges forpligtelser til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af netelementer og tilhørende faciliteter, bør disse anmodninger kun afslås på grundlag af objektive kriterier som f.eks. teknisk gennemførlighed eller behov for at bevare nettets integritet. Når adgang afslås, bør den afviste part kunne klage, jf. procedurerne for bilæggelse af tvister i dette direktiv. En virksomhed, der er pålagt adgangsforpligtelser kan ikke forpligtes til at stille sådanne former for adgang til rådighed, som han ikke har mulighed for at stille til rådighed. Adgangsforpligtelser, som øger konkurrencen på kort sigt, bør ikke resultere i, at konkurrenterne mister deres incitament til at investere i alternative faciliteter, der kan styrke en mere bæredygtig konkurrence eller en bedre ydeevne og fordele for slutbrugerne på længere sigt. De nationale tilsynsmyndigheder kan f.eks., når de vælger det mindst indgribende reguleringstiltag og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, beslutte at revidere de forpligtelser, som er pålagt virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, og ændre tidligere afgørelser, herunder ved at trække forpligtelser tilbage og pålægge eller ikke pålægge nye adgangsforpligtelser, hvis dette er til fordel for brugerne og den bæredygtige konkurrence inden for tjenester. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne pålægge udbyderen af eller de parter, der er berettiget til adgang, tekniske og driftsmæssige betingelser i overensstemmelse med EU- retten. Navnlig indførelsen af tekniske standarder bør være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535.

(192)

Det kan være nødvendigt at kontrollere priserne, såfremt en analyse af et bestemt marked viser, at konkurrencen er utilstrækkelig. Navnlig virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, bør undgå en prisklemme, således at forskellen mellem deres detailpriser og de samtrafik- eller adgangspriser, der skal betales af konkurrenter, der udbyder lignende detailtjenester, ikke er tilstrækkelig til at skabe bæredygtig konkurrence. Når en national tilsynsmyndighed beregner de omkostninger, der er forbundet med oprettelse af en tjeneste i henhold til dette direktiv, bør der tillades en rimelig forrentning af den investerede kapital, herunder passende omkostninger til arbejdskraft og byggeri, idet der i fornødent omfang foretages en tilpasning af kapitalens værdi, så den afspejler den løbende ansættelse af aktiver og af driftens effektivitet. Den metode, der anvendes ved omkostningsdækningen, bør afhænge af situationen og tage hensyn til nødvendigheden af at fremme effektiviteten, skabe holdbar konkurrence og udbygning af net med meget høj kapacitet og således øgede fordele for slutbrugerne, ligesom som den skal tage hensyn til behovet for forudsigelige og stabile engrospriser til gavn for alle operatører, der ønsker at udrulle nye og forbedrede net, jf. Kommissionens henstilling 2013/466/EU (36).

(193)

Grundet usikkerheden om, hvor hurtigt efterspørgslen efter næste generation af bredbåndstjenester øges, er det vigtigt at give de operatører, som investerer i nye eller opgraderede net, en vis grad af prisfastsættelsesfleksibilitet med henblik på at fremme effektive investeringer og innovation. De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne beslutte at fastholde eller ikke at pålægge regulerede engrospriser for adgang til næstegenerationsnet, hvis der er tilstrækkelige konkurrencemæssige garantier. Mere specifikt for at dæmme op for urimeligt høje priser på markeder med virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, bør prisfastsættelsesfleksibiliteten ledsages af yderligere foranstaltninger til beskyttelse af konkurrencen og slutbrugernes interesser såsom strenge forpligtelser vedrørende ikkediskrimination, foranstaltninger til sikring af teknisk og økonomisk replikabilitet for downstreamprodukter og en påviselig begrænsning af detailprisen som resultat af infrastrukturkonkurrencen eller et prisanker, der stammer fra andre regulerede adgangsprodukter, eller begge. Disse konkurrencemæssige garantier er ikke til hinder for de nationale tilsynsmyndigheders indkredsning af andre omstændigheder, under hvilke det vil være passende ikke at indføre regulerede adgangspriser for visse engrosinput, f.eks. når høj priselasticitet i slutbrugerefterspørgslen gør det urentabelt for virksomheden, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, at opkræve priser, som ligger væsentligt over konkurrenceniveauet, eller hvor en lavere befolkningstæthed begrænser incitamenterne til udvikling af net med meget høj kapacitet, og den nationale tilsynsmyndighed fastslår, at effektiv og ikkediskriminerende adgang er sikret gennem forpligtelser pålagt i overensstemmelse med dette direktiv.

(194)

Når en national tilsynsmyndighed pålægger forpligtelser til at indføre et omkostningsregnskabssystem med henblik på at støtte priskontrol, bør den selv kunne foretage en årlig revision for at sikre, at dette omkostningsregnskabssystem følges, hvis den råder over nødvendigt kvalificeret personale, eller kræve, at en sådan revision udføres af et andet kvalificeret organ, som er uafhængigt af den pågældende virksomhed.

(195)

Unionens afregningssystem for engrosterminering af taleopkald er baseret på, at det opkaldende net betaler. En analyse af substitution på efterspørgsels- og udbudssiden viser, at der hverken nu eller i en overskuelig fremtid findes erstatninger på engrosniveau, som kan begrænse fastsættelsen af takster for terminering i et givet net. Termineringsmarkedernes tovejskarakter betyder, at yderligere potentielle konkurrencemæssige problemer kan omfatte krydssubsidiering mellem operatører. Disse potentielle konkurrenceproblemer er fælles for markederne for terminering af taleopkald i både fast- og mobilnet. På grund af termineringsoperatørernes mulighed for og incitament til at hæve priserne væsentligt over omkostningerne synes omkostningsbaseret prisfastsættelse derfor at være det mest hensigtsmæssige middel til at løse dette problem på mellemlang sigt. Fremtidige markedsudviklinger kan ændre dynamikken på disse markeder i en sådan udstrækning, at regulering ikke længere vil være nødvendig.

(196)

Med henblik på at mindske den lovgivningsmæssige byrde ved at håndtere de konkurrencemæssige problemer, der er forbundet med engrosterminering af taleopkald, på en ensartet måde i hele Unionen bør Kommissionen ved hjælp af en delegeret retsakt fastsætte en fælles maksimal termineringstakst for taleopkald i mobilnettjenester og en fælles maksimal termineringstakst for taleopkald i fastnettjenester, der gælder i hele Unionen.

(197)

Dette direktiv bør opstille detaljerede kriterier og parametre, på grundlag af hvilke værdierne for termineringstakster for taleopkald fastsættes. Termineringstaksterne i hele Unionen er faldet støt og forventes fortsat at gøre det. Når Kommissionen fastsætter de maksimale termineringstakster i den første delegerede retsakt, som den vedtager i henhold til dette direktiv, bør den se bort fra enhver ubegrundet ekstraordinær national afvigelse fra denne tendens.

(198)

Da det er usikkert, hvor hurtigt efterspørgslen efter bredbåndstjenester med meget høj kapacitet samt de generelle stordriftsfordele og tætheden vil vokse, giver aftaler om saminvestering betydelige fordele, hvad angår samling af omkostninger og risici, hvilket gør det muligt for mindre virksomheder at investere på økonomisk fornuftige vilkår, og således at fremme bæredygtig langsigtet konkurrence, herunder i områder, hvor den infrastrukturbaserede konkurrence måske ikke er effektiv. Sådanne saminvesteringer kan antage forskellige former, f.eks. medejerskab af netaktiver eller langsigtet risikodeling gennem samfinansiering eller købsaftaler. I denne forbindelse medfører købsaftaler, der udgør saminvesteringer, erhvervelse af specifikke rettigheder til kapacitet af strukturel karakter, der indebærer en grad af medbestemmelse og giver medinvestorer mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på downstreammarkeder, hvor den virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, er aktiv. Derimod giver kommercielle adgangsaftaler, der er begrænset til leje af kapacitet, ikke anledning til sådanne rettigheder og bør derfor ikke betragtes som saminvesteringer.

(199)

Hvis en virksomhed, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, fremsætter et tilbud om saminvestering på fair, rimelige og ikkediskriminerende vilkår i net med meget høj kapacitet, som består af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstationen og giver virksomheder af forskellig størrelse og med forskellig økonomisk kapacitet mulighed for at blive medinvestorer i infrastruktur, bør den nationale tilsynsmyndighed kunne afstå fra at pålægge forpligtelser i henhold til dette direktiv for det nye net med meget høj kapacitet, hvis mindst én potentiel medinvestor har indgået en aftale om saminvestering med denne virksomhed. Hvis en national tilsynsmyndighed beslutter at gøre et tilbud om saminvestering, der ikke har ført til en aftale, bindende og beslutter ikke at pålægge yderligere lovgivningsmæssige forpligtelser, kan den gøre dette, forudsat at en sådan aftale indgås, inden den deregulerende foranstaltning får virkning. Når det er teknisk umuligt at udrulle optiske fiberelementer op til slutbrugerens ejendom, bør net med meget høj kapacitet, der består af optiske fiberelementer op til et sted i umiddelbar nærhed af, dvs. lige uden for, denne ejendom, også kunne drage fordel af den samme regulatoriske behandling.

(200)

Når den nationale tilsynsmyndighed beslutter at afstå fra at pålægge forpligtelser, bør den tage disse skridt efter at have sikret, at tilbuddene om saminvestering overholder de nødvendige kriterier og er fremsat i god tro. Den differentierede regulering af nye net med meget høj kapacitet bør vurderes i efterfølgende markedsanalyser, hvilket navnlig efter en vis tid kan nødvendiggøre tilpasninger af reguleringen. Under behørigt begrundede omstændigheder bør de nationale tilsynsmyndigheder kunne pålægge forpligtelser vedrørende sådanne nye netelementer, når de fastslår, at visse markeder i mangel af reguleringstiltag ville stå over for betydelige konkurrenceproblemer. Navnlig kan de nationale tilsynsmyndigheder, når der er flere downstreammarkeder, der ikke har nået samme grad af konkurrence, kræve specifikke asymmetriske foranstaltninger for at fremme effektiv konkurrence, f.eks., men ikke begrænset til, nichedetailmarkeder såsom elektroniske kommunikationsprodukter til slutbrugere inden for erhvervslivet. For at bevare markedernes konkurrenceevne bør de nationale tilsynsmyndigheder også sikre rettighederne for de adgangssøgende, som ikke deltager i en given saminvestering. Dette bør opnås ved at bevare eksisterende adgangsprodukter eller — i tilfælde hvor oprindelige netelementer på sigt bliver afviklet — ved at indføre adgangsprodukter med en funktionalitet og kvalitet, der mindst svarer til det, der tidligere var tilgængeligt i den gamle infrastruktur, og i begge tilfælde med forbehold af en passende fleksibel mekanisme, der er godkendt af den nationale tilsynsmyndighed, og som ikke underminerer incitamenterne for medinvestorerne.

(201)

For at styrke en ensartet reguleringspraksis i hele Unionen bør Kommissionen, hvis de nationale tilsynsmyndigheder har konkluderet, at betingelserne i saminvesteringstilbuddet er opfyldt, kunne kræve, at den nationale tilsynsmyndighed trækker sine udkast til foranstaltninger tilbage og enten afstår fra at pålægge forpligtelser eller griber ind med lovgivningsmæssige forpligtelser for at afhjælpe væsentlige konkurrenceproblemer, hvis BEREC deler Kommissionens alvorlige tvivl om, hvorvidt udkastet til foranstaltning er foreneligt med EU-retten og navnlig reguleringsmålene i dette direktiv. Af effektivitetshensyn bør en national tilsynsmyndighed kunne sende en enkelt anmeldelse til Kommissionen af et udkast til foranstaltning, som vedrører en saminvesteringsordning, der opfylder de relevante betingelser. Hvis Kommissionen ikke udøver sine beføjelser til at kræve tilbagetrækning af udkastet til foranstaltning, vil det være uforholdsmæssigt, hvis efterfølgende forenklede anmeldelser af individuelle udkast til afgørelser fra den nationale tilsynsmyndighed på grundlag af samme ordning, herunder desuden dokumentation for faktisk indgåelse af en aftale med mindst en medinvestor, gøres til genstand for en afgørelse om tilbagetrækning i mangel af en ændring i omstændighederne. Endvidere finder forpligtelser, der er pålagt virksomheder uanset om de er udpeget som havende en stærkt markedsposition i henhold til dette direktiv eller direktiv 2014/61/EU, fortsat anvendelse. Forpligtelser i forbindelse med aftaler om saminvestering berører ikke anvendelsen af EU-retten.

(202)

Formålet med krav om funktionel adskillelse, hvorved en vertikalt integreret virksomhed forpligtes til at oprette driftsmæssigt adskilte forretningsenheder, er at sikre, at der leveres fuldt ligeværdige adgangsprodukter til alle operatører i detailleddet, herunder operatørens egne vertikalt integrerede afdelinger. Funktionel adskillelse kan styrke konkurrencen på en række relevante markeder ved at reducere incitamentet til forskelsbehandling væsentligt og ved at gøre det lettere at kontrollere og håndhæve overholdelsen af krav om ikkediskrimination. I særlige tilfælde bør det være muligt for en forpligtelse om funktionel adskillelse at være berettiget, hvor det trods vedvarende forsøg ikke er lykkedes at sikre reel ikkediskrimination på flere af de berørte markeder, og hvor der er ringe eller ingen udsigt til konkurrence på infrastrukturen inden for en rimelig tidsfrist, efter at der er indført en eller flere afhjælpende foranstaltninger, der tidligere ansås for hensigtsmæssige. Hvis der indføres et sådant krav, er det dog yderst vigtigt at sikre, at incitamenterne for den pågældende virksomhed til at investere i sit net bevares, og at der ikke opstår potentielle negative virkninger for forbrugerne. Der skal således først gennemføres en koordineret analyse af de forskellige relevante markeder i tilknytning til adgangsnettet i overensstemmelse med markedsanalyseproceduren. Under gennemførelsen af markedsanalysen og den nærmere udformning af forpligtelsen om funktionel adskillelse bør de nationale tilsynsmyndigheder være særlig opmærksomme på de produkter, der skal forvaltes af de særskilte forretningsenheder, og tage hensyn til nettets udrulning og teknologiske stade, der kan have betydning for muligheden for substitution mellem fastnettjenester og trådløse tjenester. For at undgå forvridning af konkurrencen i det indre marked bør planer om funktionel adskillelse godkendes på forhånd af Kommissionen.

(203)

Gennemførelsen af funktionel adskillelse bør ikke være til hinder for passende koordineringsmekanismer mellem de forskellige separate forretningsenheder, der sikrer, at moderselskabets økonomiske og ledelsesmæssige tilsynsrettigheder tilgodeses.

(204)

Hvis en vertikalt integreret virksomhed vælger at overdrage sine lokale adgangsnetaktiver eller en væsentlig del heraf til en særskilt juridisk enhed med en anden ejer eller oprette en særskilt forretningsenhed til at stå for adgangsprodukter, bør den nationale tilsynsmyndighed vurdere konsekvenserne af den planlagte transaktion, herunder enhver adgangsforpligtelse, som denne virksomhed tilbyder, for alle eksisterende forpligtelser, der er pålagt den vertikalt integrerede virksomhed, for at sikre, at eventuelle nye ordninger er i overensstemmelse med dette direktiv. Den pågældende tilsynsmyndighed bør gennemføre en ny analyse af de markeder, hvor den udskilte forretningsenhed driver virksomhed, og indføre, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser i overensstemmelse hermed. Til dette formål bør den nationale tilsynsmyndighed kunne anmode virksomheden om oplysninger.

(205)

Allerede i dag kan virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, som led i markedsanalysen give tilsagn på nogle markeder med det formål at håndtere konkurrenceproblemer, som den nationale tilsynsmyndighed har konstateret, og som myndigheden derefter tager hensyn til, når den træffer afgørelse om de passende regulatoriske forpligtelser. Der bør tages hensyn til enhver ny markedsudvikling, når der træffes afgørelse om de mest hensigtsmæssige afhjælpende foranstaltninger. Uden at dette berører bestemmelserne om reguleringen af saminvestering, begrænser arten af de givne tilsagn som sådan dog ikke de skønsbeføjelser, som den nationale tilsynsmyndighed tillægges for at pålægge virksomheder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, afhjælpende foranstaltninger. For at øge gennemsigtigheden og yde juridisk forudsigelighed i hele Unionen bør dette direktiv fastsætte en procedure for, hvordan virksomheder afgiver tilsagn, og hvordan de nationale tilsynsmyndigheder vurderer dem, under hensyntagen til markedsdeltagernes synspunkter ved hjælp af en markedstest, samt i givet fald hvordan de gøres bindende for den virksomhed, der giver tilsagnet, og kan håndhæves af den nationale tilsynsmyndighed. Medmindre den nationale tilsynsmyndighed har gjort tilsagn om saminvestering bindende og besluttet ikke at pålægge forpligtelser, er denne procedure ikke til hinder for anvendelse af markedsanalyseproceduren og forpligtelsen til at pålægge passende og forholdsmæssige foranstaltninger for at afhjælpe det konstaterede markedssvigt.

(206)

De nationale tilsynsmyndigheder bør kunne gøre tilsagnene helt eller delvist bindende for en bestemt periode, som ikke bør overstige den periode, for hvilken de gives, efter at have foretaget en markedsundersøgelse ved hjælp af en offentlig høring af interessenter. Hvis tilsagnene er gjort bindende, bør den nationale tilsynsmyndighed overveje konsekvenserne af denne afgørelse i sin markedsanalyse og tage hensyn hertil, når den vælger den eller de mest hensigtsmæssige regulerende foranstaltninger. De nationale tilsynsmyndigheder bør betragte de indgåede forpligtelser ud fra et fremadrettet bæredygtighedsperspektiv, navnlig når de fastsætter den periode, hvor forpligtelserne skal være bindende, og bør tage hensyn til den værdi, interessenterne tillægger den offentlige høring om stabile og forudsigelige markedsvilkår. Bindende forpligtelser vedrørende frivillig adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder, kan tilføre processen forudsigelighed og gennemsigtighed ved at fastsætte gennemførelsesprocessen for den planlagte adskillelse, f.eks. ved at fastsætte en køreplan for gennemførelsen med klare milepæle og forudsigelige konsekvenser, hvis visse milepæle ikke nås.

(207)

Forpligtelserne kan omfatte udnævnelsen af en tilsynsadministrator, hvis identitet og mandat bør godkendes af den nationale tilsynsmyndighed, og virksomhedens pligt til at aflevere periodiske rapporter om gennemførelsen.

(208)

Netejere, hvis forretningsmodel er begrænset til at udbyde engrostjenester til andre, kan være til nytte for skabelsen af et engrosmarked i fremgang med positiv virkning på detailkonkurrencen downstream. Derudover kan deres forretningsmodel være attraktiv for potentielle økonomiske investorer i mindre omskiftelige infrastrukturaktiver og med mere langsigtede perspektiver for udrulningen af net med meget høj kapacitet. Ikke desto mindre fører tilstedeværelsen af en virksomhed, der udelukkende opererer på engrosniveau, ikke nødvendigvis til reelt konkurrencedygtige detailmarkeder, og virksomheder, der udelukkende opererer på engrosniveau, kan udpeges som havende en stærk markedsposition på bestemte produktmarkeder og geografiske markeder. Visse konkurrencerisici, der hidrører fra adfærden blandt virksomheder, hvis forretningsmodel udelukkende er engrosorienteret, kan være mindre, end hvad er tilfældet for vertikalt integrerede virksomheder, forudsat at engrosmodellen er reel, og der ikke findes incitamenter til at forskelsbehandle downstreamudbydere. Den reguleringsmæssige respons bør følgelig være tilsvarende mindre indgribende, men bør navnlig bevare muligheden for at indføre forpligtelser vedrørende fair og rimelig prisfastsættelse. Omvendt bør de nationale tilsynsmyndigheder være i stand til at gribe ind, hvis der er opstået konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne. En virksomhed, der er aktiv på et engrosmarked, og som udelukkende udbyder detailtjenester til erhvervsbrugere, som er større end små og mellemstore virksomheder, bør alene betragtes som en engrosvirksomhed.

(209)

For at fremme migreringen fra de gamle kobbernet til næstegenerationsnet, hvilket er i slutbrugernes interesse, bør de nationale tilsynsmyndigheder være i stand til at overvåge netoperatørernes egne initiativer i den henseende og til om nødvendigt at fastsætte betingelserne for en hensigtsmæssig migreringsproces, f.eks. ved hjælp af forudgående varsel, gennemsigtighed og tilgængelighed af alternative adgangsprodukter af mindst tilsvarende kvalitet, når netejeren har påvist sin hensigt om og vilje til at skifte til opgraderede net. Med henblik på at undgå uberettigede forsinkelser i migreringen bør de nationale tilsynsmyndigheder tildeles beføjelser til at ophæve adgangsforpligtelser vedrørende kobbernettet, når en hensigtsmæssig migreringsproces er blevet fastsat, og overholdelse af betingelserne og processen for migrering fra den eksisterende infrastruktur er sikret. Dog bør netejere kunne afvikle eksisterende net. Adgangssøgende, som migrerer fra et adgangsprodukt, der er baseret på en eksisterende infrastruktur, til et adgangsprodukt, der er baseret på en mere avanceret teknologi eller et mere avanceret medium, bør kunne opgradere deres adgang til ethvert reguleret produkt med højere kapacitet, men bør ikke være forpligtet til at gøre det. I forbindelse med en opgradering bør adgangssøgende overholde de lovgivningsmæssige betingelser for adgang til et adgangsprodukt med højere kapacitet som fastsat af den nationale tilsynsmyndighed i dennes markedsanalyse.

(210)

Liberaliseringen af telesektoren, den stigende konkurrence og de øgede valgmuligheder inden for kommunikationstjenester går hånd i hånd med arbejdet for at fastlægge et harmoniseret regelsæt, der kan sikre udbuddet af forsyningspligtydelser. Begrebet forsyningspligt bør tages op til fornyet vurdering for at tage højde for de teknologiske fremskridt, markedsudviklingen og ændringer i brugernes behov.

(211)

Det følger af artikel 169 i TEUF, at Unionen skal medvirke til beskyttelsen af forbrugerne.

(212)

Forsyningspligten er et sikkerhedsnet, der skal sikre, at alle slutbrugere mindst har adgang til en række minimumsydelser og til en overkommelig pris for forbrugerne i situationer, hvor der er risiko for social udstødelse, som stammer fra manglen på en sådan adgang, der hindrer borgerne i fuld social og økonomisk deltagelse i samfundet.

(213)

Basal bredbåndsinternetadgang er praktisk talt tilgængelig overalt i Unionen og bruges i vis udstrækning til en lang række aktiviteter. Den generelle udnyttelse er dog lavere end tilgængeligheden, eftersom der stadig findes borgere som ikke har internetforbindelse grundet manglende kendskab, omkostninger, færdigheder eller efter eget valg. Tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang til en overkommelig pris har fået afgørende betydning for samfundet og for økonomien som helhed. Den danner grundlag for deltagelse i den digitale økonomi og i samfundet gennem grundlæggende onlineinternettjenester.

(214)

Det er et fundamentalt krav til forsyningspligt at sikre, at alle forbrugere har adgang til en tilgængelig tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester til en overkommelig pris på et fast sted. Medlemsstaterne bør ligeledes have mulighed for at sikre, at anden tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og andre talekommunikationstjenester end adgang og tjenester, som ydes på et fast sted, til borgere på farten har en overkommelig pris, hvis de anser dette for nødvendigt for at sikre forbrugernes fulde sociale og økonomiske deltagelse i samfundet. I denne sammenhæng bør der lægges særlig vægt på at sikre, at slutbrugere med handicap har tilsvarende adgang. Der bør ikke være nogen begrænsninger på de tekniske midler, hvormed forbindelsen etableres, idet der kan anvendes trådbaseret eller trådløs teknologi, og heller ikke nogen begrænsning af, hvilken kategori af virksomheder der må varetage en del af eller hele forsyningspligten.

(215)

Den internetadgangshastighed, som en given bruger oplever, afhænger af en række faktorer som f.eks. internetudbyderens tilslutningsmuligheder samt den applikation, som forbindelsen anvendes til. Det er op til medlemsstaterne under hensyntagen til BEREC's rapport om bedste praksis at definere den tilstrækkelige bredbåndsinternetadgang i lyset af de nationale forhold og den minimumsbåndbredde, som gælder for størstedelen af forbrugerne på en medlemsstats område, med henblik på at muliggøre et tilstrækkeligt niveau af social inklusion og deltagelse i den digitale økonomi og det digitale samfund på deres område. Den tilstrækkelige bredbåndsinternetadgangstjeneste til en overkommelig pris bør have tilstrækkelig båndbredde til at støtte adgangen til og anvendelsen af mindst ét minimumssæt af basale tjenester, som afspejler de tjenester, der anvendes af størstedelen af slutbrugerne. Med henblik herpå bør Kommissionen overvåge udviklingen i brugen af internet til at udpege de onlinetjenester, som størstedelen af slutbrugerne i hele Unionen anvender, og som er nødvendige for social og økonomisk deltagelse i samfundet, og ajourføre listen i overensstemmelse hermed. Kravene i EU-retten til adgangen til åbent internet, navnlig i forordning (EU) 2015/2120, bør finde anvendelse på alle tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjenester.

(216)

Forbrugerne bør ikke være tvunget til at have adgang til tjenester, som de ikke ønsker, og det bør følgelig være muligt for berettigede forbrugere efter anmodning at begrænse forsyningspligtydelserne til en overkommelig pris til at omfatte talekommunikationstjenester.

(217)

Medlemsstater bør kunne udvide foranstaltninger vedrørende overkommelige priser og kontrol med udgifter til også at omfatte mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder samt nonprofitorganisationer, forudsat at de opfylder de relevante betingelser.

(218)

De nationale tilsynsmyndigheder bør i koordination med andre kompetente myndigheder kunne overvåge detailtaksternes udvikling og niveau for tjenester, der henhører under forsyningspligten. En sådan overvågning bør foretages på en sådan måde, at den ikke pålægger hverken de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder eller udbydere af sådanne tjenester for store administrative byrder.

(219)

Ved overkommelig pris forstås en pris, som medlemsstaterne fastlægger på nationalt plan under hensyn til særlige nationale forhold. Hvis medlemsstaterne fastsætter, at detailpriserne for tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester ikke er overkommelige for forbrugere med lav indkomst eller særlige sociale behov, herunder ældre, slutbrugere med handicap og forbrugere, der bor i landdistrikter eller geografisk isolerede områder, bør de træffe passende foranstaltninger. Med henblik herpå kan medlemsstaterne yde disse forbrugere direkte støtte til kommunikationsformål, der kan være en del af de sociale ydelser eller kuponer eller direkte betalinger til disse forbrugere. Dette kan være et hensigtsmæssigt alternativ, idet der tages hensyn til behovet for at minimere markedsforvridninger. Alternativt eller derudover kan medlemsstaterne pålægge alle udbydere af sådanne tjenester at tilbyde disse forbrugere basale takstvalgmuligheder eller -pakker.

(220)

Sikring af overkommelige priser kan omfatte særlige takstvalgmuligheder eller -pakker, der tager højde for behovene hos brugere med lav indkomst eller med særlige sociale behov. Sådanne tilbud bør leveres med basale funktioner for at undgå fordrejning af markedets funktion. Vurderingen af, om priserne er overkommelige for de enkelte forbrugere, bør være begrundet i, at disse har ret til at indgå en aftale med en udbyder, at de skal have et nummer til rådighed, at tjenesten skal være til rådighed uafbrudt, og at de skal kunne overvåge og kontrollere deres udgifter.

(221)

Hvis en medlemsstat kræver, at udbydere tilbyder forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov takstvalgmuligheder eller -pakker, der er anderledes end dem, som de tilbyder på normale kommercielle betingelser, bør disse takstvalgmuligheder eller pakker tilbydes af alle udbydere af internetadgang og talekommunikationstjenester. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør kravet om, at alle udbydere af internetadgang og talekommunikationstjenester skal tilbyde takstvalgmuligheder eller -pakker, ikke medføre en uforholdsmæssig stor administrativ eller økonomisk byrde for disse udbydere eller medlemsstater. Hvis en medlemsstat på grundlag af en objektiv vurdering påviser en sådan uforholdsmæssig stor administrativ eller økonomisk byrde, kan den undtagelsesvis beslutte kun at pålægge udpegede udbydere forpligtelse til at tilbyde særlige takstvalgmuligheder eller -pakker. Den objektive vurdering bør også overveje fordelene for forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov ved et udvalg af udbydere og fordelene for alle udbydere, der kan nyde godt af at være udbyder af forsyningspligtydelser. Hvis en medlemsstat undtagelsesvis beslutter kun at pålægge udpegede udbydere forpligtelse til at tilbyde særlige takstvalgmuligheder eller -pakker, bør den sikre, at forbrugere med lav indkomst eller særlige behov kan vælge mellem flere udbydere, der tilbyder sociale takster. Dog kan medlemsstaterne i visse situationer måske ikke garantere et udvalg af udbydere, f.eks. hvis kun én virksomhed udbyder tjenester i den pågældende forbrugers bopælsområde, eller hvis det at tilbyde et udvalg af udbydere vil pålægge medlemsstaten en uforholdsmæssig stor organisatorisk og økonomisk ekstrabyrde.

(222)

Overkommelige priser bør ikke længere være en hindring for forbrugernes adgang til et minimum af konnektivitetstjenester. Retten til at indgå en aftale med en udbyder bør indebære, at forbrugere, som kan få afslag, navnlig forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov, har mulighed for at indgå en aftale til en overkommelig pris om tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester i det mindste fra et fast sted med enhver udbyder af sådanne tjenester på dette sted eller en udpeget udbyder, hvis en medlemsstat undtagelsesvis har besluttet at udpege en eller flere udbydere til at tilbyde disse takstvalgmuligheder eller -pakker. For at minimere de finansielle risici såsom ubetalte regninger bør udbyderne frit kunne beslutte, om de vil udbyde tjenesten efter forudbetaling på grundlag af individuelle forudbetalte enheder til en overkommelig pris.

(223)

For at sikre at borgerne kan træffes via talekommunikationstjenester, bør medlemsstaterne sørge for, at et nummer stilles til rådighed i en rimelig periode, også i perioder hvor talekommunikationstjenesten ikke anvendes. Udbyderne bør være i stand til at etablere mekanismer til kontrol af, at forbrugeren fortsat er interesseret i at bevare adgangen til nummeret.

(224)

Ydelse af kompensation til udbydere af sådanne tjenester under sådanne omstændigheder behøver ikke at medføre konkurrenceforvridning, når blot disse udbydere får kompensation for de specifikke nettoomkostninger derved, og nettoomkostningsbyrden inddækkes på en konkurrenceneutral måde.

(225)

For at vurdere behovet for tiltag til sikring af en overkommelig pris bør de nationale tilsynsmyndigheder i koordination med andre kompetente myndigheder, være i stand til at overvåge udviklingen i og detaljerne vedrørende tilbud om takstvalgmuligheder eller -pakker til forbrugere med en lav indkomst eller særlige sociale behov.

(226)

Medlemsstaterne bør gennemføre foranstaltninger, som fremmer skabelsen af et marked for produkter og tjenester til overkommelige priser, som omfatter faciliteter for forbrugere med handicap, herunder udstyr med kompenserende teknologier. Dette kan f.eks. ske ved henvisning til europæiske standarder eller ved at støtte gennemførelsen af krav i henhold til EU-retten om harmonisering af tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser. Medlemsstaterne bør fastsætte passende foranstaltninger under hensyntagen til nationale omstændigheder, som giver medlemsstaterne fleksibilitet til at træffe specifikke foranstaltninger, f.eks. hvis markedet ikke leverer produkter og tjenester til en overkommelig pris, der omfatter faciliteter for forbrugere med handicap, under almindelige økonomiske omstændigheder. Disse foranstaltninger kan omfatte direkte økonomisk støtte til slutbrugere. Omkostningerne for forbrugere med handicap ved relætjenester bør svare til gennemsnitsprisen på talekommunikationstjenester.

(227)

Relætjenester vedrører tjenester, som muliggør tovejskommunikation mellem fjernslutbrugere af forskellige former for kommunikation (f.eks. tekst, tegn og tale) ved at konvertere disse kommunikationsformer, normalt ved hjælp af en menneskelig operatør. Tekst i realtid er defineret i overensstemmelse med EU-retten om harmonisering af tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser og henviser til en slags tekstkonversation i punkt-til-punkt-situationer eller i multipunktkonference, hvor den tekst, der indtastes, sendes på en sådan måde, at brugeren opfatter kommunikationen som værende kontinuerlig på et tegn-for-tegn-grundlag.

(228)

Med henblik på datakommunikation ved transmissionshastigheder, der er tilstrækkelige til at give en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang, er fastnetforbindelser stort set tilgængelige for alle og benyttes af størstedelen af unionsborgerne. Det almindelige fastnetbredbånd dækkede og var tilgængeligt for 97 % af husstandene i Unionen i 2015 med en gennemsnitlig udnyttelsesgrad på 72 %, og tjenester baseret på trådløs teknologi når ud til endnu flere. Der er dog forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til tilgængeligheden og prisrimeligheden af fastnetbredbånd både i by- og landområder.

(229)

Markedet har en ledende rolle at spille for at sikre, at bredbåndsinternetadgang med en stadigt stigende kapacitet er tilgængelig. I områder, hvor markedet ikke vil levere, forekommer andre offentlige politikredskaber til fremme af tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangsforbindelser i princippet mere omkostningseffektive og mindre markedsforvridende end pålæggelse af forsyningspligt, og der kunne benyttes finansielle instrumenter såsom dem, der er tilgængelige under Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer og Connecting Europe-faciliteten, anvendelse af offentlige midler fra de europæiske struktur- og investeringsfonde, tilknytning af dækningsforpligtelser til brugsrettigheden til radiofrekvenser til støtte for udrulning af bredbåndsnet i områder, der er mindre tætbefolkede, og offentlige investeringer i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.

(230)

Hvis det efter en behørig vurdering under hensyntagen til resultaterne af den kompetente myndigheds geografiske undersøgelse af udbredelsen af nettene eller de seneste oplysninger, der er til rådighed for medlemsstaterne, inden resultaterne af den første geografiske undersøgelse foreligger, påvises, at det hverken er sandsynligt, at markedet eller offentlige interventionsmekanismer kan tilbyde slutbrugerne i visse områder en forbindelse, der kan yde en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste som defineret af medlemsstaterne, og talekommunikationstjenester på et fast sted, bør medlemsstaten undtagelsesvis kunne udpege forskellige udbydere eller grupper af udbydere af disse tjenester i de forskellige relevante dele af det nationale område. Ud over den geografiske undersøgelse bør medlemsstaterne om nødvendigt kunne anvende yderligere dokumentation for at konstatere, i hvilket omfang tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester er tilgængelige på et fast sted. Denne yderligere dokumentation kan omfatte oplysninger, der er til rådighed for de nationale tilsynsmyndigheder gennem markedsanalyseproceduren, og oplysninger, der er indsamlet fra brugere. Medlemsstaterne bør kunne begrænse forsyningspligten til støtte for tilgængeligheden af en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste, til kun at gælde slutbrugerens hovedopholdssted eller bopæl. Der bør ikke være nogen begrænsninger af de tekniske midler, hvormed den tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenesterne på et fast sted leveres, idet der kan anvendes trådbaseret eller trådløs teknologi, og heller ikke nogen begrænsning af, hvilken virksomhed der må varetage en del af eller hele forsyningspligten.

(231)

Det er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet op til medlemsstaterne at bestemme ud fra objektive kriterier, hvilke virksomheder der udpeges som forsyningspligtudbydere, i givet fald under hensyntagen til disse virksomheders evne og vilje til at levere alle eller en del af disse forsyningspligtydelser. Dette forhindrer ikke medlemsstaterne i forbindelse med udpegningsprocessen i at medtage specifikke vilkår, der er begrundet i hensynet til effektivitet, herunder samling af geografiske områder eller komponenter eller fastsættelse af minimumsperioder for udpegelsen.

(232)

Omkostningerne ved at sikre, at der er en forbindelse til rådighed, der kan yde tilstrækkelige bredbåndsinternetadgangstjenester, jf. dette direktiv, og talekommunikationstjenester på et fast sted til en overkommelig pris inden for rammerne af forsyningspligten, bør anslås navnlig ved at vurdere den forventede finansielle byrde for udbydere og brugere i sektoren for elektronisk kommunikation.

(233)

Som udgangspunkt må pålæggelse af krav til sikring af landsdækkende territorial dækning i udpegelsesproceduren forventes at udelukke eller afholde visse virksomheder fra at ansøge om at blive udpeget som forsyningspligtudbydere. Ligeledes kan det også medføre, at visse udbydere udelukkes på forhånd, hvis forsyningspligtudbydere udpeges for en uforholdsmæssigt lang eller ubegrænset periode. Hvis en medlemsstat beslutter at udpege en eller flere udbydere af hensyn til spørgsmålet om overkommelige priser, bør det være muligt for disse udbydere at være forskellige fra dem, der er udpeget med henblik på tilgængelighedselementet i forsyningspligten.

(234)

Hvis en udbyder, der undtagelsesvis er udpeget til at tilbyde takstvalgmuligheder eller -pakker, der er anderledes end dem, som tilbydes på normale kommercielle betingelser som fastsat i overensstemmelse med dette direktiv, eller til at sikre tilgængeligheden på et fast sted af tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjenester eller talekommunikationstjenester som fastsat i overensstemmelse med dette direktiv, vælger at afhænde en set i forhold til dens forsyningspligt væsentlig del af eller alle sine lokale adgangsnetaktiver på det nationale område til en særskilt juridisk enhed med et andet endeligt ejerskab, bør den kompetente myndighed bedømme virkningerne af handelen for at sikre kontinuiteten i forsyningspligten på hele eller dele af det nationale område. Med henblik herpå bør den udbyder, der af den kompetente myndighed blev udpeget til at varetage forsyningspligten, på forhånd underrette denne myndighed om afhændelsen. Den kompetente myndigheds bedømmelse bør ikke berøre handelens indgåelse.

(235)

For at sikre stabile forhold og fremme en gradvis overgang bør medlemsstaterne fortsat inden for deres område kunne sikre opfyldelse af andre forsyningspligtydelser end tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangs- og talekommunikationstjenester på et fast sted, som er omfattet af deres forsyningspligt i henhold til direktiv 2002/22/EF ved ikrafttrædelsen af nærværende direktiv, forudsat at disse tjenester eller sammenlignelige tjenester ikke er tilgængelige på normale kommercielle vilkår. Ved at tillade medlemsstaterne fortsat at sikre offentligheden offentlige betalingstelefoner, hvor der anvendes mønter, betalingskort eller forudbetalte kort, herunder kort sammen med en indtastet kode, telefonbøger og nummeroplysningstjenester inden for rammerne af forsyningspligten, så længe der er et påviseligt behov, vil de have den fornødne fleksibilitet til på behørig vis at tage hensyn til de forskellige nationale forhold. Dette kan omfatte opstilling af offentlige betalingstelefoner på vigtige steder for indrejse i landet, såsom i lufthavne eller på tog- og busstationer samt på steder, der opsøges af mennesker i nødsituationer, såsom hospitaler, politistationer og ved nødspor på motorveje, for at tilgodese rimelige behov hos slutbrugere, herunder navnlig slutbrugere med handicap.

(236)

Medlemsstaterne bør følge med i forbrugernes forhold, hvad angår deres anvendelse af tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester, og navnlig kontrollere, om priserne er overkommelige. Hvorvidt prisen på tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang og talekommunikationstjenester er overkommelig hænger sammen med, hvor detaljerede oplysninger brugerne får om udgifterne til deres forbrug, samt med de relative omkostninger ved anvendelse i forhold til andre tjenester, og det afhænger også af, om de kan kontrollere udgifterne. Kravet om overkommelige priser indebærer derfor, at forbrugerne gives øget indflydelse, og at udbyderne pålægges visse forpligtelser. Blandt disse forpligtelser kan nævnes specifikke krav om specificeret fakturering samt muligheden for, at forbrugeren selektivt blokerer for visse opkald, f.eks. dyre opkald til særtjenester med overtaksering, kontrollerer udgifterne gennem forudbetaling og modregner oprettelsesgebyrer. Sådanne foranstaltninger vil eventuelt skulle revurderes og ændres på baggrund af markedsudviklingen. Specificerede regninger for internetforbrug bør kun angive tidspunktet for, varigheden af og størrelsen af forbruget i en bestemt internetsession, men ikke angive, hvilke websteder eller internetslutpunkter der er oprettet forbindelse til under en sådan internetsession.

(237)

Medmindre forbrugere med ret til overkommelige priser konsekvent betaler for sent eller undlader at betale, bør de, så længe tvisten ikke er afgjort, beskyttes mod, at deres telefonforbindelse afbrydes øjeblikkeligt som følge af manglende betaling, og de bør, navnlig i tilfælde af uenighed om store regninger for opkald til særtjenester med overtaksering, fortsat have adgang til absolut nødvendige talekommunikationstjenester og et minimumstjenesteniveau af internetadgang som defineret af medlemsstaterne. Det bør være muligt for medlemsstaterne at beslutte, at en sådan adgang kun skal opretholdes, hvis abonnenten fortsætter med at betale abonnementsafgiften eller gebyret for basal internetadgang.

(238)

Hvis udbuddet af tilstrækkelige bredbåndsinternetadgangs- og talekommunikationstjenester eller udbuddet af andre tjenester i overensstemmelse med dette direktiv påfører en udbyder en urimelig byrde, kan denne urimelige byrde under behørig hensyntagen til udgifter og indtægter samt de immaterielle fordele, der følger af udbuddet af de pågældende tjenester, medtages i en eventuel beregning af nettoomkostningerne ved forsyningspligten.

(239)

Medlemsstaterne skal om nødvendigt fastlægge ordninger til finansiering af nettoomkostningerne ved forsyningspligten, såfremt det godtgøres, at forpligtelserne kun kan opfyldes med tab til følge eller er forbundet med nettoomkostninger, der ligger uden for normal forretningsstandard. Det er vigtigt at sikre, at nettoomkostningerne i forbindelse med forsyningspligten beregnes korrekt, og at eventuel finansiering så vidt muligt sker uden at påvirke konkurrencen og virksomhederne samt i overensstemmelse med artikel 107 og 108 i TEUF.

(240)

Når nettoomkostningerne ved forsyningspligten beregnes, skal både omkostninger og indtægter samt immaterielle goder, der resulterer af forsyningspligten, tages i betragtning, men der skal også tages højde for den generelle målsætning om at fastlægge prisstrukturer, der afspejler omkostningerne. Nettoomkostningerne ved forsyningspligten bør beregnes efter gennemskuelige procedurer.

(241)

Hensyntagen til immaterielle fordele betyder, at en skønnet pengeværdi af de indirekte fordele, som en virksomhed opnår som følge af sin stilling som forsyningspligtudbyder, bør fratrækkes den direkte nettoomkostning ved forsyningspligten for at kunne bestemme den samlede omkostningsbyrde.

(242)

Hvis forsyningspligten udgør en urimelig byrde for en udbyder, vil det være hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne lov til at indføre ordninger, der gør det muligt at få dækket nettoomkostningerne effektivt. Godtgørelse ved brug af offentlige midler er én måde at dække nettoomkostningerne ved forsyningspligten på. Deling af nettoomkostningerne ved forsyningspligt mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er en anden måde. Medlemsstaterne bør kunne finansiere nettoomkostningerne ved forsyningspligtens forskellige elementer gennem forskellige ordninger eller finansiere nettoomkostningerne ved nogle eller alle elementer gennem én af ordningerne eller en kombination heraf. Tilstrækkelig bredbåndsinternetadgang giver ikke blot fordele for sektoren for elektronisk kommunikation, men også for onlineøkonomien i bred forstand og for samfundet som helhed. Når der tilvejebringes en forbindelse, som giver flere slutbrugere adgang til bredbåndshastighed, sættes disse i stand til at benytte onlinetjenester og dermed til aktivt at deltage i det digitale samfund. Det gavner både almenvellet og udbyderne af elektronisk kommunikation, at sådanne forbindelser sikres på grundlag af forsyningspligten. Medlemsstaterne bør tage hensyn til disse forhold, når de vælger og udformer ordninger for dækning af nettoomkostninger.

(243)

I tilfælde af omkostningsdækning ved at dele nettoomkostningerne ved forsyningspligt mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester bør medlemsstaterne sikre, at metoden for allokering mellem udbydere bygger på objektive og ikkediskriminerende kriterier og er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. Dette princip hindrer ikke medlemsstaterne i at undtage nye markedsaktører, der ikke har vundet tilstrækkelig fodfæste på markedet. Det skal ved fastlæggelsen af eventuelle finansieringsordninger sikres, at markedsdeltagerne kun bidrager til finansieringen af forsyningspligtydelser og ikke til andre aktiviteter, som ikke er direkte knyttet til varetagelsen af forsyningspligten. Dækningsordninger bør følge EU-rettens principper og deleordninger, navnlig principperne om ikkediskrimination og proportionalitet. Enhver finansieringsordning bør sikre, at brugere i én medlemsstat ikke bidrager til omkostningerne ved forsyningspligten i en anden medlemsstat. Det bør være muligt at dele nettoomkostningerne ved forsyningspligten mellem alle eller nærmere bestemte kategorier af udbydere. Medlemsstaterne bør sikre, at deleordninger overholder principperne om gennemsigtighed, mindst mulig konkurrenceforvridning, ikkediskrimination og proportionalitet. Mindst mulig konkurrenceforvridning betyder, at bidrag skal dækkes på en måde, der i størst muligt omfang begrænser den økonomiske byrdes indvirkning på slutbrugerne, f.eks. ved at sprede bidrag mest muligt.

(244)

Udbydere, der modtager økonomisk støtte til forsyningspligtydelser, bør fremlægge oplysninger om de enkelte støtteberettigede elementer, der er tilstrækkelig detaljerede til at begrunde deres anmodning, for de nationale tilsynsmyndigheder. Medlemsstaternes ordninger for omkostningsberegning og finansiering af forsyningspligten bør meddeles Kommissionen, så den kan undersøge, om de er forenelige med TEUF. Medlemsstaterne bør skabe reel åbenhed om og mulighed for at kontrollere de beløb, der opkræves til finansiering af forsyningspligten. Beregningen af nettoomkostningerne ved levering af forsyningspligtydelser bør baseres på en objektiv og transparent metode for at sikre en så omkostningseffektiv levering af forsyningspligtydelser som muligt og fremme lige vilkår for markedsaktørerne. Det kan bidrage til at skabe større gennemsigtighed, hvis den metode, som påtænkes anvendt til beregning af nettoomkostningerne ved de enkelte aspekter af forsyningspligten, offentliggøres på forhånd, inden beregningen foretages.

(245)

Medlemsstaterne kan ikke pålægge markedsaktører finansielle bidrag vedrørende foranstaltninger, som ikke indgår i forsyningspligten. De enkelte medlemsstater har fortsat ret til at pålægge særlige foranstaltninger (uden for forsyningspligtens anvendelsesområde) og finansiere dem i overensstemmelse med EU-retten, men ikke ved hjælp af bidrag fra markedsaktører.

(246)

For effektivt at fremme den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer inden for Unionen bør det være muligt at anvende visse nationale nummerressourcer, navnlig visse ikkegeografiske numre, på en ekstraterritorial måde, dvs. uden for den tildelende medlemsstats område. I lyset af den betydelige risiko for bedrageri med hensyn til interpersonel kommunikation bør en sådan ekstraterritorial anvendelse kun tillades til levering af andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester. Håndhævelse af relevant national lovgivning, navnlig forbrugerbeskyttelsesreglerne og andre regler vedrørende brug af nummerressourcer, bør sikres af medlemsstaterne, uanset hvor brugsrettighederne er blevet tildelt, og hvor i Unionen nummerressourcerne bruges. Medlemsstaterne har fortsat kompetence til at anvende deres nationale ret på nummerressourcer, der bruges på deres område, også når rettighederne er blevet tildelt i en anden medlemsstat.

(247)

De nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder i medlemsstater, hvor nummerressourcer fra en anden medlemsstat bruges, har ikke kontrol over disse nummerressourcer. Det er derfor vigtigt, at den nationale tilsynsmyndighed eller en anden kompetent myndighed i en medlemsstat, der giver ret til ekstraterritorial anvendelse, også sikrer effektiv beskyttelse af slutbrugerne i de medlemsstater, hvor de pågældende numre anvendes. Med henblik på at opnå effektiv beskyttelse bør de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, som tildeler rettigheder til ekstraterritorial anvendelse, knytte betingelser dertil i overensstemmelse med dette direktiv vedrørende udbyderes overholdelse af forbrugerbeskyttelsesregler og andre regler vedrørende brug af nummerressourcer i de medlemsstater, hvor disse ressourcer vil blive brugt.

(248)

De nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder i de medlemsstater, hvor nummerressourcerne bruges, bør kunne anmode om støtte fra de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, som har tildelt brugsrettighederne til nummerressourcerne, til at bistå med at håndhæve deres regler. Håndhævelsesforanstaltninger, som træffes af de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, der har tildelt brugsrettighederne, bør omfatte sanktioner med afskrækkende virkning, og navnlig i tilfælde af en grov overtrædelse tilbagekaldelse af den rettighed til ekstraterritorial anvendelse af nummerressourcerne, der er tildelt den berørte virksomhed. Kravene til ekstraterritorial anvendelse bør ikke berøre medlemsstaternes beføjelser til i en konkret sag at blokere adgangen til numre eller tjenester, hvor dette er begrundet af bedrageri eller misbrug. Ekstraterritorial anvendelse af nummerressourcer bør ikke berøre EU-reglerne for levering af roamingtjenester, herunder reglerne vedrørende forhindring af unormal brug eller misbrug af roamingtjenester, der er genstand for detailprisregulering, og som nyder godt af regulerede engrosroamingtakster. Medlemsstaterne bør fortsat have mulighed for at indgå specifikke aftaler med tredjelande om ekstraterritorial anvendelse af nummerressourcer.

(249)

Medlemsstaterne bør fremme trådløs provisionering af nummerressourcer for at gøre det lettere at skifte udbyder af elektronisk kommunikation. Trådløs provisionering af nummerressourcer gør det muligt at omprogrammere identifikatorer for kommunikationsudstyr uden fysisk adgang til de pågældende anordninger. Denne egenskab er især relevant for maskine-til-maskine-tjenester, dvs. tjenester, som indebærer automatisk overførsel af data og oplysninger mellem anordninger eller softwarebaserede applikationer med begrænset eller ingen menneskelig interaktion. Udbydere af sådanne maskine-til-maskine-tjenester har måske ikke mulighed for fysisk adgang til deres anordninger, fordi de anvendes i fjerntliggende områder, eller fordi der anvendes et stort antal anordninger, eller på grund af deres brugsmønster. I lyset af det spirende marked for maskine-til-maskine-tjenester og nye teknologier bør medlemsstaterne bestræbe sig på at sikre teknologineutralitet i forbindelse med fremme af trådløs provisionering.

(250)

For at virksomhederne kan konkurrere i den elektroniske kommunikationssektor, er det afgørende, at der stilles nummerressourcer til rådighed på grundlag af transparente, objektive og ikkediskriminerende kriterier. Medlemsstaterne bør gives mulighed for at tildele brugsrettigheder til nummerressourcer til andre virksomheder end udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i lyset af den øgede relevans af numre for forskellige tjenester i forbindelse med tingenes internet. Alle elementer i de nationale nummerplaner bør forvaltes af de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder, herunder de punktkoder, der anvendes i forbindelse med netadresser. Hvor der er behov for harmonisering af nummerressourcer i Unionen for at understøtte udviklingen af paneuropæiske tjenester eller grænseoverskridende tjenester, navnlig nye maskine-til-maskine-baserede tjenester såsom netforbundne biler, og hvor efterspørgslen ikke kan dækkes af de eksisterende nummerressourcer, kan Kommissionen med bistand fra BEREC under anvendelse af sine udøvende beføjelser træffe gennemførelsesforanstaltninger.

(251)

Det bør være muligt at opfylde kravet om offentliggørelse af afgørelser om tildeling af brugsrettigheder til nummerressourcer ved at gøre disse afgørelser offentligt tilgængelige via et websted.

(252)

Der gør sig særlige forhold gældende, når børn skal efterlyses, hvorfor medlemsstaterne bør opretholde deres indsats for at sikre, at der faktisk på deres område stilles en velfungerende tjeneste til rådighed til efterlysning af børn under nummer »116000«. Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger til at sikre et tilstrækkeligt tjenestekvalitetsniveau i forbindelse med »116000«-nummeret.

(253)

Sideløbende med hotlinenummeret »116000« for efterlyste børn sørger mange medlemsstater også for, at børn har adgang til en børnevenlig tjeneste, der driver en telefonisk hjælpelinje for børn, der har brug for omsorg og beskyttelse, ved anvendelse af nummeret »116111«. Disse medlemsstater og Kommissionen bør sikre, at borgerne, navnlig børn og nationale børnebeskyttelsesordninger, gøres opmærksomme på eksistensen af »116111«-hjælpelinjen.

(254)

Et indre marked indebærer, at slutbrugerne kan få forbindelse med alle numre i andre medlemsstaters nationale nummerplaner og benytte tjenester, der bruger ikkegeografiske numre inden for Unionen, herunder bl.a. frikalds- og overtakseringsnumre, bortset fra når den slutbruger, der ringes op, af kommercielle årsager har valgt at begrænse adgangen fra visse geografiske områder. Slutbrugerne bør også kunne få forbindelse med internationale frikaldsnumre (UIFN). Der bør ikke lægges hindringer i vejen for opkald på tværs af grænserne til numre og benyttelse af de tilknyttede tjenester, undtagen i objektivt velbegrundede tilfælde, som f.eks. når det er nødvendigt for at bekæmpe bedrageri eller misbrug (f.eks. i forbindelse med visse særtjenester med overtaksering), hvor nummeret er defineret som rent nationalt (f.eks. et indenlandsk kortnummer), eller hvor det ikke er økonomisk muligt. Taksten, der pålignes parter, som foretager opkald fra steder uden for den pågældende medlemsstat, skal ikke nødvendigvis være den samme som for parter, der foretager opkald fra medlemsstaten. Der bør gives tydelige og fuldstændige forhåndsoplysninger til brugerne om enhver afgift for frikaldsnumre, f.eks. afgifter for internationale opkald til numre, som kan kaldes via de normale internationale retningsnumre. Hvis indtægter fra samtrafik eller andre tjenester tilbageholdes af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester på grund af bedrageri eller misbrug, bør medlemsstaterne sikre, at de tilbageholdte tjenesteindtægter tilbagebetales til de slutbrugere, der er berørt af det pågældende bedrageri eller det pågældende misbrug, hvor det er muligt.

(255)

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør en række af bestemmelserne om slutbrugernes rettigheder i dette direktiv ikke gælde for mikrovirksomheder, der kun udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Ifølge EU-Domstolens retspraksis skal definitionen af små og mellemstore virksomheder, som omfatter mikrovirksomheder, fortolkes strengt. For kun at medtage virksomheder, der reelt er uafhængige mikrovirksomheder, er det nødvendigt at undersøge strukturen af mikrovirksomheder, som danner en økonomisk koncern, hvis styrke overstiger en mikrovirksomheds styrke, og at sikre, at definitionen af mikrovirksomhed ikke omgås på et rent formelt grundlag.

(256)

Gennemførelsen af det indre marked for elektronisk kommunikation kræver, at der fjernes hindringer for slutbrugernes grænseoverskridende adgang til elektroniske kommunikationstjenester i hele Unionen. Udbyderne af elektronisk kommunikation til offentligheden bør ikke nægte eller begrænse adgang eller diskriminere slutbrugere på baggrund af deres nationalitet eller bopæls- eller etableringsmedlemsstat. Det bør imidlertid være muligt at differentiere på grundlag af forskelle, der kan retfærdiggøres objektivt, hvad angår omkostninger og risici, der ikke er begrænset til foranstaltningerne i forordning (EU) nr. 531/2012 med hensyn til misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester.

(257)

Den uensartede gennemførelse af reglerne om slutbrugerbeskyttelse har skabt væsentlige hindringer på det indre marked, som påvirker både udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og slutbrugerne. Disse hindringer bør reduceres ved anvendelse af ens regler, så der sikres et højt fælles beskyttelsesniveau i hele Unionen. En tilpasset fuld harmonisering af de slutbrugerrettigheder, der er omfattet af dette direktiv, bør i væsentlig grad øge den juridiske forudsigelighed for både slutbrugere og udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og bør medføre en markant reduktion af hindringerne for markedsadgang og den unødvendige byrde ved regeloverholdelse, der skyldes de fragmenterede regler. Fuld harmonisering er med til at overvinde hindringer for det indre markeds funktion, der skyldes sådanne nationale bestemmelser vedrørende slutbrugerrettigheder, som samtidig beskytter nationale udbydere mod konkurrence fra andre medlemsstater. For at opnå et højt fælles beskyttelsesniveau bør flere bestemmelser om slutbrugerrettigheder i nogen grad styrkes i dette direktiv i lyset af bedste praksis i medlemsstaterne. Fuld harmonisering af deres rettigheder øger slutbrugernes tillid til det indre marked, idet de nyder godt af en beskyttelse på samme høje niveau, når de benytter elektroniske kommunikationstjenester, både i deres medlemsstat og i forbindelse med ophold, arbejde eller rejser i andre medlemsstater. Fuld harmonisering bør kun vedrøre de emner, der er omfattet af bestemmelserne om slutbrugernes rettigheder i dette direktiv. Derfor bør den ikke berøre national ret for så vidt angår de aspekter af slutbrugerbeskyttelse, herunder visse aspekter af transparensforanstaltninger, der ikke er omfattet af disse bestemmelser. F.eks. bør foranstaltninger vedrørende transparensforpligtelser, som ikke er omfattet af dette direktiv, betragtes som forenelige med princippet om fuld harmonisering, mens yderligere krav vedrørende transparensspørgsmål, der er omfattet af dette direktiv, såsom offentliggørelse af oplysninger, bør betragtes som uforenelige. Desuden bør medlemsstaterne kunne opretholde eller indføre nationale bestemmelser om spørgsmål, der ikke er specifikt behandlet i dette direktiv, navnlig med henblik på at behandle nye spørgsmål.

(258)

Aftaler er et vigtigt værktøj for slutbrugerne, når det drejer sig om at sikre gennemskuelige oplysninger og den fornødne juridiske forudsigelighed. De fleste tjenesteudbydere på et konkurrencebaseret marked indgår aftaler med deres kunder, fordi det rent kommercielt er det mest hensigtsmæssige. Forbrugertransaktioner i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester er ud over dette direktiv underlagt kravene i gældende EU-ret til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse medaftaler, herunder navnlig Rådets direktiv 93/13/EØF (37) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU (38). Medtagelse af oplysningskrav i dette direktiv, som også kan være krævet i henhold til direktiv 2011/83/EU, bør ikke føre til duplikering af oplysningerne i dokumenter før og efter indgåelse af en aftale. Relevante oplysninger, der er givet i forbindelse med dette direktiv, herunder eventuelle mere præskriptive og detaljerede oplysningskrav, bør anses for at opfylde de hertil svarende krav i medfør af direktiv 2011/83/EU.

(259)

Nogle af disse bestemmelser om slutbrugerbeskyttelse, der som udgangspunkt kun gælder for forbrugere, nemlig bestemmelserne om aftaleoplysninger, maksimal varighed af aftaler og pakker, bør ikke alene være til gavn for forbrugere, men også for mikrovirksomheder og små virksomheder og nonprofitorganisationer som defineret i medlemsstaternes nationale ret. Forhandlingspositionen for disse kategorier af virksomheder og organisationer er sammenlignelig med forbrugernes, og de bør derfor nyde godt af samme beskyttelsesniveau, medmindre de udtrykkeligt giver afkald på disse rettigheder. Forpligtelserne vedrørende aftaleoplysninger i dette direktiv, herunder de forpligtelser i direktiv 2011/83/EU, som der henvises til i dette direktiv, bør finde anvendelse, uanset om der foretages betaling og størrelsen af den betaling, som kunden skal betale. Forpligtelserne vedrørende aftaleoplysninger, herunder de forpligtelser, der findes i direktiv 2011/83/EU, bør finde automatisk anvendelse på mikrovirksomheder, små virksomheder og nonprofitorganisationer, medmindre de foretrækker at forhandle individuelle aftalevilkår med udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. I modsætning til mikrovirksomheder, små virksomheder samt nonprofitorganisationer har større virksomheder som regel en bedre forhandlingsposition og er derfor ikke afhængige af de samme aftalemæssige oplysningskrav som forbrugerne. Andre bestemmelser, f.eks. om nummerportabilitet, som også er vigtige for større virksomheder, bør fortsat finde anvendelse på alle slutbrugere. »Nonprofitorganisationer« er retlige enheder, som ikke indtjener overskud til deres ejere eller medlemmer. Nonprofitorganisationer er typisk velgørende organisationer eller andre slags offentlige interesseorganisationer. I lyset af sådanne organisationers sammenlignelige situation er det derfor rimeligt at behandle dem på samme måde som mikrovirksomheder og små virksomheder i henhold til dette direktiv for så vidt angår slutbrugernes rettigheder.

(260)

De særlige forhold, der kendetegner sektoren for elektronisk kommunikation, kræver ud over horisontale aftalebestemmelser et begrænset antal yderligere bestemmelser om slutbrugerbeskyttelse. Slutbrugerne bør oplyses bl.a. om eventuelle kvalitetsniveauer, der tilbydes, betingelser for tilbud og opsigelse af aftaler, abonnements- og prisvilkår, der finder anvendelse, og takster for tjenester, som er genstand for særlige prisvilkår. Disse oplysninger er relevante for udbydere af andre offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester end transmissionstjenester, der anvendes til at levere maskine-til-maskine-tjenester. Med forbehold af de gældende regler om beskyttelse af personoplysninger bør en udbyder af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester ikke være omfattet af forpligtelser vedrørende oplysningskrav for så vidt angår aftaler, hvis denne udbyder og tilknyttede selskaber eller personer ikke modtager nogen betaling, der er direkte eller indirekte knyttet til udbuddet af elektroniske kommunikationstjenester, såsom hvor et universitet, giver besøgende fri adgang til sit wi-fi-net på universitetsområdet uden at modtage nogen betaling, hverken gennem brugerbetaling eller reklameindtægter.

(261)

Hvis slutbrugeren skal kunne foretage et veloplyst valg, er det afgørende, at de påkrævede relevante oplysninger gives forud for aftalens indgåelse i et klart og forståeligt sprog på et varigt medium eller, hvis dette ikke er muligt, og uden at det berører definitionen af varigt medium i direktiv 2011/83/EU, i et dokument, der stilles til rådighed af udbyderen og gives meddelelse om til brugeren, og som er let at downloade, åbne og konsultere på anordninger, som almindeligvis anvendes af forbrugerne. For at lette valget bør udbydere også af samme grund stille et resumé af de væsentlige aftalevilkår til rådighed. For at gøre det lettere at sammenligne og mindske efterlevelsesomkostningerne bør Kommissionen efter høring af BEREC vedtage en skabelon for sådanne aftaleresuméer. De oplysninger, der gives før indgåelse af en aftale, bør ligesom resuméskabelonen udgøre en integrerende del af den endelige aftale. Aftaleresuméet bør være kortfattet og letlæseligt og ideelt set ikke længere, end hvad der svarer til én A4-side, eller, hvis en række forskellige tjenester er samlet i en enkelt aftale, hvad der svarer til op til tre A4-sider.

(262)

Efter vedtagelsen af forordning (EU) 2015/2120 er bestemmelserne i dette direktiv vedrørende oplysninger om betingelser for begrænsning af adgang til eller brug af tjenester og applikationer samt oplysninger om trafikkontrol blevet forældede og bør ophæves.

(263)

Med hensyn til terminaludstyr bør kundeaftalen indeholde oplysninger om eventuelle betingelser, som udbyderen måtte have pålagt brugen af udstyret, f.eks. ved at SIM-låse mobile anordninger, hvis sådanne betingelser ikke er forbudt i henhold til den nationale ret, og om eventuelle gebyrer, som måtte forfalde til betaling ved aftalens opsigelse, uanset om denne finder sted før den fastsatte udløbsdato eller på denne dato, herunder om eventuelle omkostninger forbundet med at beholde udstyret. Hvis slutbrugeren beslutter at beholde det terminaludstyr, der blev solgt sammen på tidspunktet for aftalens indgåelse, bør en eventuel kompensation ikke overstige dets værdi pro rata temporis som beregnet på grundlag af værdien ved aftalens indgåelse eller på grundlag af den resterende del af servicegebyret indtil aftalens udløb, afhængig af hvilket beløb der er mindst. Medlemsstaterne bør kunne vælge andre metoder til beregning af kompensationssatsen, når en sådan sats er lig med eller mindre end den beregnede kompensation. Eventuelle begrænsninger for brug af terminaludstyr på andre net bør gratis ophæves af udbyderen senest ved betaling af en sådan kompensation.

(264)

Med forbehold af de materielle bestemmelser vedrørende sikkerhed, der påhviler udbyderen i henhold til dette direktiv, bør aftalen fastlægge, hvilke forholdsregler udbyderen kan træffe i tilfælde af sikkerhedshændelser, trusler eller sårbarheder. Desuden bør en aftale også angive eventuelle kompensations- og refusionsordninger, der er til rådighed, hvis en udbyder reagerer utilstrækkeligt på en sikkerhedshændelse, herunder hvis en sikringshændelse, som er anmeldt til udbyderen, finder sted på grund af kendte software- eller hardwaresårbarheder, som fabrikanten eller udvikleren har udsendt rettelser til, og tjenesteudbyderen ikke har foretaget disse rettelser eller truffet andre passende modforanstaltninger.

(265)

Gennemskuelige, aktuelle og sammenlignelige oplysninger om tilbud og tjenester er vigtige for forbrugerne på markeder med konkurrence mellem flere tjenesteudbydere. Slutbrugere bør let kunne sammenligne priserne for de forskellige tjenester, der tilbydes på markedet, på grundlag af oplysninger, der offentliggøres i en let tilgængelig form. For at gøre sammenligningen af priser og tjenester let bør de kompetente myndigheder i koordination med, hvis det er relevant, de nationale tilsynsmyndigheder have mulighed for at kræve mere gennemskuelige oplysninger (herunder om takster, servicekvalitet, betingelser for leveret terminaludstyr og andre relevante statistiske oplysninger) af udbydere af internetadgangstjenester eller offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester. Sådanne krav bør tage behørigt hensyn til disse nets eller tjenesters egenskaber. De bør også sikre, at tredjeparter har ret til gratis at benytte offentligt tilgængelige oplysninger, der er udsendt af sådanne virksomheder, med henblik på at udbyde sammenligningsværktøjer.

(266)

Slutbrugere er ofte ikke opmærksomme på omkostningerne ved deres forbrugsadfærd eller har svært ved at vurdere deres tids- eller dataforbrug, når de bruger elektroniske kommunikationstjenester. For at øge gennemsigtigheden og muliggøre bedre kontrol med deres kommunikationsbudget er det vigtigt at give slutbrugerne faciliteter til i tide at overvåge deres forbrug. Desuden bør medlemsstaterne kunne opretholde eller indføre bestemmelser om forbrugsgrænser, der beskytter slutbrugere mod ubehagelige overraskelser på regningen, herunder vedrørende særtjenester med overtaksering og andre tjenester, for hvilke der gælder særlige prisvilkår. Dette giver de kompetente myndigheder mulighed for at kræve, at oplysninger om sådanne priser skal gives, inden tjenesten ydes, og berører ikke medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller indføre generelle forpligtelser for særtjenester med overtaksering for at sikre effektiv slutbrugerbeskyttelse.

(267)

Uafhængige sammenligningsværktøjer såsom websteder udgør et effektivt middel for slutbrugerne til at vurdere fordelene ved forskellige udbydere af internetadgangstjenester og interpersonelle kommunikationstjenester, når de ydes mod tilbagevendende eller forbrugsbaserede direkte pengebetalinger, og til at indhente upartiske oplysninger, navnlig ved at sammenligne priser, takster og kvalitetsparametre på ét sted. Sådanne værktøjer bør være operationelt uafhængige af tjenesteudbydere, og ingen tjenesteudbyder bør begunstiges i søgeresultaterne. Sådanne værktøjer bør sigte mod at give oplysninger, som både er klare, præcise, fuldstændige og omfattende. De bør også sigte mod at omfatte den bredest mulige vifte af tilbud for at give et repræsentativt overblik, samtidig med at de dækker en betydelig del af markedet. De oplysninger, der gives via sådanne værktøjer, bør være troværdige, upartiske og gennemsigtige. Slutbrugerne bør informeres om, at der findes sådanne værktøjer. Medlemsstaterne bør sikre, at slutbrugerne har gratis adgang til mindst et sådant værktøj på deres respektive områder. Hvis der kun er ét værktøj i en medlemsstat, og det værktøj tages ud af drift eller ikke længere lever op til kvalitetskriterierne, bør medlemsstaten sikre, at slutbrugerne inden for rimelig tid har adgang til et andet sammenligningsværktøj på nationalt plan.

(268)

Uafhængige sammenligningsværktøjer kan være drevet af private virksomheder eller af eller på vegne af kompetente myndigheder, men bør drives i henhold til bestemte kvalitetskriterier, herunder kravet om at give oplysninger om ejere af værktøjet, give præcise og ajourførte oplysninger, angive tidspunktet for den seneste ajourføring, fastsætte klare, objektive kriterier for sammenligningen og inddrage en bred vifte af tilbud, som dækker en betydelig del af markedet. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, hvor ofte sammenligningsværktøjerne skal gennemgå og ajourføre de oplysninger, som de formidler til slutbrugerne, under hensyntagen til hvor ofte udbydere af internetadgangstjenester og af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester almindeligvis ajourfører deres oplysninger om takster og kvalitet.

(269)

Medlemsstaterne bør, af hensyn til at tage fat om spørgsmål af relevans for almenheden for så vidt angår brug af internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester samt for at tilskynde beskyttelsen af andres rettigheder og frihedsrettigheder, med bistand fra udbydere af sådanne tjenester kunne udarbejde og formidle almennyttige oplysninger om brugen af sådanne tjenester eller foranledige sådanne oplysninger videreformidlet. Det bør være muligt, at sådanne oplysninger omfatter oplysninger til almenheden om de hyppigst forekommende overtrædelser og deres retlige konsekvenser, f.eks. om overtrædelse af reglerne om ophavsret, anden ulovlig anvendelse og formidling af skadeligt indhold og vejledning om og metoder til beskyttelse mod de risici, der kan true den personlige sikkerhed, f.eks. i forbindelse med videregivelse af personoplysninger under visse omstændigheder, samt privatlivets fred og personlige data, samt oplysninger om tilgængeligheden af let anvendelig og konfigurabel software eller softwareoptioner, som gør det muligt at beskytte børn eller sårbare personer. Disse oplysninger kunne koordineres ved hjælp af samarbejdsproceduren i dette direktiv. Sådanne almennyttige oplysninger bør ajourføres, når det er påkrævet, og bør forelægges på let forståelige formater som fastlagt af de enkelte medlemsstater og på de nationale offentlige myndigheders websider. Medlemsstaterne bør kunne pålægge udbydere af internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester at videreformidle disse standardiserede oplysninger til alle deres kunder på en efter myndighedernes opfattelse hensigtsmæssig måde. Videreformidlingen af sådanne oplysninger bør imidlertid ikke være forbundet med for stor en byrde for udbyderne. Hvis den gør dette, bør medlemsstaterne kræve, at en sådan videreformidling sker under anvendelse af de midler, som udbyderne sædvanligvis benytter i deres kommunikation med slutbrugerne.

(270)

Hvis der ikke findes relevante EU-retlige bestemmelser, betragtes indhold, applikationer og tjenester som lovlige eller skadevoldende i overensstemmelse med nationale materielle og processuelle regler. Det er en opgave for medlemsstaterne, ikke for udbyderne af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, ud fra gældende ret at tage stilling til, om indhold, applikationer eller tjenester er lovlige eller skadevoldende. Dette direktiv og direktiv 2002/58/EF finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i direktiv 2000/31/EF, som bl.a. indeholder en regel om ren videreformidling (»mere conduit«) for mellemliggende tjenesteudbydere, som defineret deri.

(271)

De nationale tilsynsmyndigheder bør i koordination med andre kompetente myndigheder, eller, hvis det er relevant, andre kompetente myndigheder bør i koordination med de nationale tilsynsmyndigheder bemyndiges til at overvåge kvaliteten af tjenesterne og til systematisk at indsamle oplysninger om kvaliteten af de tjenester, der tilbydes af udbydere af internetadgangstjenester og af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester, for så vidt sidstnævnte er i stand til at tilbyde mindsteniveauer for tjenestekvalitet enten gennem kontrol med mindst visse elementer af nettet eller i medfør af en serviceleveranceaftale med henblik herpå, herunder kvaliteten af tjenesteudbuddet til slutbrugere med handicap. Disse oplysninger bør indsamles baseret på kriterier, der gør det muligt at sammenligne oplysningerne mellem tjenesteudbydere og mellem medlemsstater. Udbydere af sådanne elektroniske kommunikationstjenester, som driver virksomhed på et marked med fri konkurrence, må forventes at gøre passende og ajourførte oplysninger om deres tjenester offentligt tilgængelige, eftersom de har en forretningsmæssig interesse heri. De nationale tilsynsmyndigheder bør i koordination med andre kompetente myndigheder eller, hvis det er relevant, andre kompetente myndigheder bør i koordination med de nationale tilsynsmyndigheder dog alligevel kunne kræve, at sådanne oplysninger offentliggøres, såfremt det påvises, at de ikke tilstrækkeligt effektivt er bragt til offentlighedens kendskab. Hvis offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenesters tjenestekvalitet afhænger af eksterne faktorer, såsom kontrol af signaltransmission eller netforbindelse, bør de nationale tilsynsmyndigheder i koordination med andre kompetente myndigheder kunne kræve, at udbydere af sådanne tjenester oplyser deres forbrugere herom.

(272)

De nationale tilsynsmyndigheder bør i koordination med andre kompetente myndigheder også fastsætte de målemetoder, som tjenesteudbyderne skal anvende for at forbedre sammenligneligheden af de formidlede data. For at fremme sammenligneligheden i hele Unionen og mindske efterlevelsesomkostningerne bør BEREC vedtage retningslinjer for relevante tjenestekvalitetsparametre, som de nationale tilsynsmyndigheder i koordination med andre kompetente myndigheder bør tage størst muligt hensyn til.

(273)

Forbrugerne bør kunne træffe velinformerede valg og skifte udbyder, når det er i deres interesse, således at de kan få fuldt udbytte af konkurrencen på markedet. Det er afgørende at sikre, at de kan gøre dette uden hindringer af juridisk, teknisk eller praktisk art, herunder aftalevilkår, procedurer og afgifter. Dette forhindrer ikke udbydere i at fastsætte rimelige mindsteperioder på op til 24 måneder for forbrugeraftalens løbetid. Medlemsstater bør imidlertid have mulighed for at opretholde eller indføre bestemmelser om en kortere maksimal varighed og for at tillade forbrugere at skifte abonnements- og prisvilkår eller opsige en aftale i aftaleperioden uden at blive udsat for yderligere omkostninger i lyset af nationale forhold såsom konkurrenceniveauet og stabiliteten af investeringer i net. Uafhængigt af aftalen om en elektronisk kommunikationstjeneste kunne forbrugerne tænkes at foretrække og have gavn af en længere tilbagebetalingsperiode for fysiske forbindelser. Sådanne forbrugerforpligtelser kan spille en vigtig rolle med hensyn til at lette udrulningen af net med meget høj kapacitet hen til eller meget tæt på slutbrugerens ejendom, herunder gennem efterspørgselsaggregeringsordninger, der giver netinvestorer mulighed for at reducere de risici, der er forbundet med den indledende ibrugtagning. Forbrugernes ret til at skifte mellem udbydere af elektroniske kommunikationstjenester som fastsat i dette direktiv bør dog ikke begrænses af sådanne tilbagebetalingsperioder i aftaler om fysiske forbindelser, og sådanne aftaler bør ikke omfatte terminaludstyr eller internetadgangsudstyr, såsom mobiltelefoner, routere og modemmer. Medlemsstaterne bør sikre ligebehandling af enheder, herunder operatører, der finansierer udrulning af en fysisk forbindelse med meget høj kapacitet til en slutbrugers ejendom, herunder hvis en sådan finansiering sker ved hjælp af aftaler om afbetaling.

(274)

Automatisk forlængelse af aftaler om elektroniske kommunikationstjenester er også mulig. I sådanne tilfælde bør slutbrugerne være i stand til at opsige deres aftale uden omkostninger efter aftaleperiodens udløb.

(275)

Enhver ændring af aftalevilkår, der foreslås af udbydere af andre offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester end nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og som ikke er til fordel for slutbrugeren f.eks. hvad angår gebyrer, takster, begrænsning af datamængden, datahastigheden, dækningen eller behandlingen af personoplysninger, bør give slutbrugeren ret til at opsige aftalen uden at blive pålagt nogen omkostninger, selv hvis disse ændringer er kombineret med ændringer, der indebærer fordele. Udbyderes ændring af aftalevilkår bør derfor give slutbrugeren ret at opsige den pågældende aftale, medmindre hver ændring i sig selv er til fordel for slutbrugeren, eller ændringerne er af rent administrativ karakter f.eks. en ændring i udbyderens adresse og ikke har negativ virkning for slutbrugeren, eller ændringerne udelukkende er pålagt ved lov- eller regelændringer, såsom nye aftaleoplysningskrav, der er pålagt ved EU-retten eller national ret. Hvorvidt en ændring udelukkende er til slutbrugerens fordel, bør vurderes på grundlag af objektive kriterier. Der bør kun ses bort fra slutbrugerens ret til at opsige aftalen, hvis udbyderen er i stand til at godtgøre, at alle aftaleændringer udelukkende er til fordel for slutbrugeren eller er af rent administrativ karakter uden negativ virkning for slutbrugeren.

(276)

Slutbrugere bør underrettes om eventuelle ændringer i aftalevilkår ved hjælp af et varigt medium. Andre slutbrugere end forbrugere, mikrovirksomheder eller små virksomheder eller nonprofitorganisationer bør ikke kunne drage fordel af opsigelsesrettigheder i tilfælde af aftaleændringer for så vidt angår transmissionstjenester, der anvendes til maskine-til-maskine-tjenester. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte specifik slutbrugerbeskyttelse vedrørende aftaleopsigelse, hvis slutbrugere skifter bopæl. Bestemmelserne om aftaleopsigelse bør ikke berøre andre bestemmelser i EU-retten eller national ret om grunde til, at tjenesteudbydere eller slutbrugere kan opsige aftaler eller ændre aftalevilkår og -betingelser.

(277)

Det er afgørende for at gøre konkurrencen i et konkurrencepræget miljø effektiv, at der er mulighed for at skifte udbyder. Det forventes at øge slutbrugernes tryghed i forbindelse med skift af udbyder og gøre dem mere villige til at deltage aktivt i konkurrenceprocessen, hvis der er gennemsigtige, præcise og rettidige oplysninger om udbyderskift til rådighed. Tjenesteudbyderne bør sikre tjenestens kontinuitet, så slutbrugerne har mulighed for at skifte udbyder uden at blive hæmmet af risikoen for, at tjenesten er utilgængelig, og, hvis det er teknisk muligt, give mulighed for at skifte på den dato, som slutbrugerne ønsker.

(278)

Nummerportabilitet spiller en nøglerolle med hensyn til at øge forbrugernes valgmuligheder og skabe effektiv konkurrence på liberaliserede markeder for elektronisk kommunikation. Slutbrugere, der anmoder herom, bør have mulighed for at beholde deres numre uanset tjenesteudbyder og for et begrænset tidsrum mellem skift af tjenesteudbyder. Nummerportabilitet mellem det offentlige fastnet og mobilnettet er ikke omfattet af direktivet. Medlemsstaterne bør dog kunne anvende bestemmelser om nummerportabilitet mellem net, der udbyder tjenester på faste steder, og mobilnet.

(279)

Nummerportabilitet styrkes i betydelig grad, når såvel slutbrugerne, der tager deres numre med sig, og slutbrugere, der ringer til disse, har adgang til transparente takstoplysninger. De nationale tilsynsmyndigheder bør, som led i implementeringen af nummerportabilitet, hvor det er muligt, fremme relevant taksttransparens.

(280)

De nationale tilsynsmyndigheder kan, når de sikrer, at prissætningen af samtrafik i forbindelse med udbud af nummerportabilitet er omkostningsbaseret, også tage hensyn til tilgængelige priser på sammenlignelige markeder.

(281)

Nummerportabilitet er en afgørende faktor, som letter forbrugernes valg og fremmer effektiv konkurrence på liberaliserede markeder for elektronisk kommunikation, og bør derfor gennemføres med mindst mulig forsinkelse, således at nummeret aktiveres og bliver funktionelt inden for en frist på én arbejdsdag, og slutbrugeren dermed ikke må undvære den pågældende tjeneste i mere end én arbejdsdag fra den aftalte dato. Retten til nummerportabilitet bør gives den slutbruger, der har den pågældende aftale (forudbetalt eller betalt efterfølgende) med en udbyder. For at understøtte etstedsbetjening og for at fremme gnidningsløst udbyderskift for slutbrugerne bør skifteprocessen styres af den modtagende udbyder af elektronisk kommunikation til offentligheden. De nationale tilsynsmyndigheder eller, hvis det er relevant, andre kompetente myndigheder bør kunne fastlægge den globale proces for skiftet og porteringen af numre under hensyntagen til de nationale bestemmelser om aftaler og den teknologiske udvikling. Dette bør, hvor det er muligt, omfatte et krav om, at portering skal gennemføres trådløst, medmindre en slutbruger anmoder om en anden måde. Erfaringerne i visse medlemsstater har vist, at der er risiko for, at slutbrugere påtvinges et udbyderskift, uden at de har givet deres samtykke hertil. Skønt dette er et anliggende, der først og fremmest bør henhøre under de retshåndhævende myndigheder, bør det være muligt for medlemsstaterne at indføre det minimum af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder passende sanktioner vedrørende udbyderskift, der er nødvendigt for at minimere sådanne risici, og at sikre, at slutbrugerne beskyttes under hele udbyderskiftet uden at gøre processen mindre attraktiv for dem. Retten til nummerportabilitet bør ikke begrænses af aftalevilkår.

(282)

For at sikre, at skift og portering finder sted inden for de tidsfrister, der er fastsat i dette direktiv, bør medlemsstaterne fastsætte, at slutbrugere modtager kompensation fra udbydere på en let og rettidig måde, hvis en aftale mellem en udbyder og en slutbruger ikke overholdes. En sådan kompensation bør stå i rimeligt forhold til forsinkelsen med at overholde den pågældende aftale. Slutbrugere bør i det mindste kompenseres for forsinkelser på mere end én arbejdsdag med tjenesteaktivering, nummerportering eller utilgængelig tjeneste, og hvor udbydere ikke opfylder berammede tjeneste- eller installationsaftaler. Yderligere kompensation kan også være i form af automatisk nedsættelse af betalingen i tilfælde, hvor den afgivende udbyder skal fortætte med at yde sine tjenester, indtil den modtagende udbyders tjenester er aktiveret.

(283)

Pakker, der indeholder mindst enten én internetadgangstjeneste eller én offentligt tilgængelig nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste og andre tjenester, såsom offentligt tilgængelige nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, lineær spredning, og maskine-til-maskine-tjenester eller terminaludstyr, er blevet mere og mere udbredt og udgør en vigtig faktor i konkurrencen. Med henblik på dette direktiv bør en pakke anses for at foreligge i tilfælde, hvor elementerne i pakken ydes eller sælges af samme udbyder i henhold til samme aftale eller i henhold til aftaler, som er tæt forbundet med eller knyttet til hinanden. Selv om pakker ofte indebærer fordele for forbrugerne, kan de gøre det sværere eller bekosteligt at skifte udbyder og øge risikoen for »fastlåsning« til en aftale. I tilfælde, hvor forskellige tjenester og terminaludstyr i en pakke er underlagt forskellige regler vedrørende opsigelse af aftalen og udbyderskift eller aftalemæssige forpligtelser vedrørende erhvervelse af terminaludstyr, er forbrugerne reelt hæmmede, hvad angår deres ret i henhold til dette direktiv til at skifte til konkurrencedygtige tilbud på hele pakken eller dele af den. Visse væsentlige bestemmelser i dette direktiv vedrørende aftaleresuméoplysninger, gennemsigtighed, aftalernes varighed og opsigelse og udbyderskift bør derfor finde anvendelse på alle dele af en pakke, herunder terminaludstyr, andre tjenester såsom digitalt indhold eller digitale tjenester og de elektroniske kommunikationstjenester, der ikke er direkte omfattet af anvendelsesområdet for disse bestemmelser. Alle slutbrugerforpligtelser, der finder anvendelse i henhold til dette direktiv på en given elektronisk kommunikationstjeneste, som ydes eller sælges som en særskilt tjeneste, bør også finde anvendelse, når den indgår i en pakke med mindst én internetadgangstjeneste eller én offentligt tilgængelig nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste. Andre aftalemæssige forhold, f.eks. vedrørende foranstaltninger i tilfælde af manglende overensstemmelse med aftalen, bør være omfattet af de regler, der finder anvendelse på de respektive dele af pakken, f.eks. af reglerne i aftaler om salg af varer eller levering af digitalt indhold. En ret til at opsige et element i en pakke, som består af mindst én internetadgangstjeneste eller én offentligt tilgængelig nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste, inden udløbet af den aftalte varighed i henhold til den pågældende aftale på grund af manglende overensstemmelse eller manglende levering bør imidlertid give en forbruger ret til at opsige alle elementerne i pakken. Forbrugerne bør ligeledes for at bibeholde deres evne til let at kunne skifte udbyder ikke blive låst fast i et forhold til en udbyder via en aftalemæssig de facto-forlængelse af den oprindelige aftaleperiode.

(284)

Udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester er forpligtede til at give adgang til beredskabstjenester via alarmkommunikationer. Under ekstraordinære omstændigheder, navnlig grundet manglende teknisk gennemførlighed, er disse måske ikke i stand til at give adgang til beredskabstjenester eller lokalisering af den kaldende part eller begge dele. I sådanne tilfælde bør de på passende vis oplyse deres kunder herom i aftalen. Sådanne udbydere bør give deres kunder klare og gennemskuelige oplysninger i den oprindelige aftale og ajourføre dem i forbindelse med enhver ændring af leveringen af adgang til beredskabstjenester, f.eks. i fakturaer. Disse oplysninger bør omfatte enhver begrænsning i territorial dækning baseret på planlagte tekniske driftsparametre for kommunikationstjenesten og den tilgængelige infrastruktur. Ydes tjenesten ikke over en forbindelse, som er opsat til at give en bestemt tjenestekvalitet, bør oplysningerne også omfatte pålidelighedsniveauet for adgang og for lokaliseringsoplysninger om den kaldende part i forhold til en tjeneste ydet over en sådan forbindelse under hensyntagen til den aktuelle teknologi og de gældende kvalitetsstandarder samt tjenestekvalitetsparametrene i dette direktiv.

(285)

Slutbrugere bør fra enhver anordning, som muliggør brugen af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, kunne få adgang til beredskabstjenester gennem gratis alarmkommunikationer og uden at skulle benytte betalingsmidler, også når de benytter roamingtjenester i en medlemsstat. Ved alarmkommunikationer forstås kommunikationsmidler, der ikke kun omfatter talekommunikationstjenester, men også SMS, beskedtjenester, video eller andre former for kommunikation, f.eks. tekst i realtid samt totale konversationstjenester og relætjenester. Medlemsstater bør under hensyntagen til alarmcentralers kapacitet og tekniske udstyr kunne bestemme, hvilke nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester der er egnede til beredskabstjenester, herunder muligheden for at begrænse disse valgmuligheder til talekommunikationstjenester og tilsvarende for slutbrugere med handicap, eller at tilføje yderligere valgmuligheder som aftalt med nationale alarmcentraler. Alarmkommunikationer kan udløses på vegne af en person af et køretøjsmonteret alarmopkald eller et eCall som defineret i forordning (EU) 2015/758.

(286)

Medlemsstaterne bør sikre, at udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester giver pålidelig og nøjagtig adgang til beredskabstjenester under hensyntagen til nationale specifikationer og kriterier samt de nationale alarmcentralers kapacitet. Medlemsstaterne bør overveje alarmcentralernes evne til at håndtere alarmkommunikationer på mere end ét sprog. I tilfælde hvor den nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjeneste ikke ydes via en forbindelse, som er opsat til at give en bestemt servicekvalitet, er tjenesteudbyderen måske ikke i stand til at sikre, at nødopkald foretaget via dennes tjeneste dirigeres til den mest passende alarmcentral med samme pålidelighed. For sådanne netuafhængige udbydere, navnlig udbydere, som ikke er integreret med en udbyder af et offentligt elektronisk kommunikationsnet, er det måske ikke altid teknisk muligt at give lokaliseringsoplysninger om den kaldende part. Medlemsstaterne bør sikre, at der indføres standarder til sikring af præcis og pålidelig routing og forbindelse til beredskabstjenesterne så hurtigt som muligt, så netuafhængige udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester kan opfylde de forpligtelser, der vedrører adgang til beredskabstjenester og levering af lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, på et niveau, der er sammenligneligt med det, der kræves af andre udbydere af sådanne kommunikationstjenester. Hvor sådanne standarder og tilhørende alarmcentralsystemer ikke er blevet indført, bør det ikke kræves, at netuafhængige nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester giver adgang til beredskabstjenester, undtagen hvis det kan lade sig gøre rent teknisk eller på en måde, der er økonomisk rentabel. Dette kan eksempelvis omfatte medlemsstaters udpegning af en enkelt central alarmcentral til at modtage alarmkommunikationer. Sådanne udbydere bør ikke desto mindre orientere slutbrugerne, når adgang til det fælleseuropæiske alarmnummer »112« eller lokaliseringsoplysninger om den kaldende part ikke er understøttet.

(287)

For at forbedre medlemsstaternes rapportering og præstationsmåling med hensyn til besvarelse og håndtering af nødopkald bør Kommissionen hvert andet år aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om effektiviteten af gennemførelsen af det fælleseuropæiske alarmnummer »112«.

(288)

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med EU-retten om harmonisering af tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser træffe særlige foranstaltninger for at sikre, at beredskabstjenesterne, herunder det fælleseuropæiske alarmnummer »112«, er lige så tilgængelige for slutbrugere med handicap, herunder døve, hørehæmmede, talehæmmede og døvblinde slutbrugere, som for andre. Det kan betyde, at der skal tilvejebringes særligt terminaludstyr for slutbrugere med handicap, når andre kommunikationsmåder ikke er egnede til dem.

(289)

Det er vigtigt, at det fælleseuropæiske alarmnummer »112« bliver mere kendt, da det vil øge beskyttelsen og sikkerheden for borgere, der rejser i Unionen. Borgerne bør ved rejse i en hvilken som helst medlemsstat således bringes på det rene med, navnlig gennem oplysninger på opslag i internationale busterminaler, banegårde, havne og lufthavne samt i telefonbøger, slutbruger- og faktureringsmateriale, at det fælleseuropæiske alarmnummer »112« kan benyttes som fælles alarmnummer i hele Unionen. Det er først og fremmest medlemsstaterne, som er ansvarlige herfor, men Kommissionen bør fortsat både støtte og supplere medlemsstaternes initiativer med henblik på at øge kendskabet til det fælleseuropæiske alarmnummer »112« og foretage regelmæssige evalueringer af offentlighedens kendskab til dette nummer.

(290)

Lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, som finder anvendelse på alle alarmkommunikationer, øger beskyttelsesniveauet og sikkerheden for slutbrugerne og hjælper alarmtjenesterne med at udføre deres opgaver, forudsat at det nationale system af alarmcentraler garanterer, at alarmkommunikation og tilhørende data fremføres til beredskabstjenesterne. Modtagelsen og brugen af lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, som omfatter både netbaserede lokaliseringsoplysninger og, hvis de er tilgængelige, forbedrede lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, der stammer fra mobiltelefoner, bør ske i overensstemmelse med den relevante EU-ret om behandling af personoplysninger og sikkerhedsforanstaltninger. Virksomheder, der udbyder netbaseret lokalisering, bør stille lokaliseringsoplysninger om den kaldende part til rådighed for beredskabstjenester, så snart opkaldet når frem til den pågældende tjeneste, uanset hvilken teknologi der anvendes. Imidlertid har lokaliseringsteknologier baseret på mobiltelefoner vist sig at være betydelig mere præcise og omkostningseffektive på grund af tilgængeligheden af data fra den europæiske geostationære navigations-overlay-tjeneste og satellitnavigationssystemet Galileo samt andre globale satellitnavigationssystemer og wi-fi-data. Lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, der stammer fra mobiltelefoner, bør derfor supplere netbaserede lokaliseringsoplysninger, selv hvis lokalisering på grundlag af data fra mobiltelefoner først bliver tilgængelig, efter at alarmkommunikationen er etableret. Medlemsstaterne bør sikre, at lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, der stammer fra mobiltelefoner, når disse findes, gøres tilgængelige for den mest passende alarmcentral. Dette er måske ikke altid muligt, f.eks. når lokalisering ikke er tilgængelig på en mobiltelefon eller gennem den interpersonelle kommunikationstjeneste, der anvendes, eller når det ikke er teknisk muligt at indhente disse oplysninger. Medlemsstaterne bør desuden sikre, at alarmcentralen er i stand til at uddrage og håndtere de tilgængelige lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, hvis det er muligt. Etableringen og overførslen af lokaliseringsoplysninger om den kaldende part bør være omkostningsfri for både slutbrugeren og den myndighed, der håndterer alarmkommunikationen, uanset midlet til etablering, f.eks. via mobiltelefonen eller nettet, eller midlet til overførsel, f.eks. via talekanal, SMS eller IP-baseret.

(291)

For at følge den teknologiske udvikling med hensyn til præcise lokaliseringsoplysninger om den kaldende part, lige adgang for slutbrugere med handicap og routing af opkald til den mest passende alarmcentral bør Kommissionen have beføjelse til ved delegeret retsakt at vedtage de nødvendige foranstaltninger for at sikre foreneligheden, interoperabiliteten, kvaliteten, pålideligheden og kontinuiteten af alarmkommunikationer i Unionen, såsom funktionelle bestemmelser, hvorved forskellige parters rolle i kommunikationskæden fastlægges, f.eks. udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, netoperatører og alarmcentraler, samt tekniske bestemmelser, hvorved de tekniske midler til at opfylde de funktionelle bestemmelser fastlægges. Sådanne foranstaltninger bør ikke berøre den måde, hvorpå medlemsstaternes beredskabstjenester er organiseret.

(292)

En borger i en medlemsstat, som har behov for at kontakte beredskabstjenester i en anden medlemsstat, ikke gøre det, fordi beredskabstjenester ikke har nogle kontaktoplysninger for beredskabstjenesterne i andre medlemsstater. En EU-dækkende sikker database over numre på den eller de ledende beredskabstjenester i hvert land bør derfor indføres. Derfor bør BEREC opretholde en sikker database over medlemsstaternes beredskabstjenesters E.164-numre, hvis en anden organisation ikke opretholder en sådan database, med henblik på at sikre, at beredskabstjenesterne i én medlemsstat kan kontaktes af beredskabstjenesterne i en anden.

(293)

Indbyrdes forskellig national ret har udviklet sig vedrørende udsendelse via elektroniske kommunikationstjenester af offentlige advarsler om overhængende eller truende alvorlige nødsituationer og katastrofer. Med henblik på at tilnærme lovgivningen på dette område bør dette direktiv derfor fastsætte, at offentlige advarsler, når offentlige varslingssystemer er etableret, bør udsendes af udbydere af mobile nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester til alle berørte slutbrugere. De berørte slutbrugere bør anses for at være de slutbrugere, som befinder sig i geografiske områder, der potentielt er berørt af overhængende eller truende alvorlige nødsituationer og katastrofer i varselsperioden, som fastslået af de kompetente myndigheder.

(294)

Hvis effektiv forbindelse ud til alle berørte slutbrugere, uanset deres bopælssted eller -medlemsstat, er sikret og opfylder det højeste datasikkerhedsniveau, bør medlemsstaterne kunne give mulighed for udsendelsen af offentlige advarsler via andre offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester end mobile nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester eller transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-spredning, eller via mobilapplikationer, som transmitteres via internetadgangstjenester. Med henblik på at informere slutbrugere, der rejser ind i en medlemsstat, om sådanne offentlige varslingssystemer, bør den pågældende medlemsstat sikre, at disse slutbrugere straks automatisk pr. SMS modtager gratis og letforståelige oplysninger om, hvordan de kan modtage offentlige advarsler, herunder ved hjælp af mobilt terminaludstyr, der ikke er aktiveret til internetadgangstjenester. Andre offentlige advarsler end advarsler, der er afhængige af mobile nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, bør transmitteres til slutbrugerne på en måde, som er let at modtage. Hvis et offentligt varslingssystem bygger på en applikation, bør det ikke kræve, at slutbrugerne logger ind eller registreres hos myndighederne eller applikationsudbyderen. Slutbrugernes lokaliseringsoplysninger bør anvendes i overensstemmelse med direktiv 2002/58/EF. Udsendelsen af offentlige advarsler bør være gratis for slutbrugerne. Som led i sin gennemgang af dette direktivs gennemførelse kan Kommissionen også vurdere, om det er muligt, i overensstemmelse med EU-retten og gennemførligt at indføre et fælles EU-dækkende offentligt varslingssystem med henblik på at advare offentligheden i tilfælde af overhængende eller truende katastrofer eller alvorlige nødsituationer på tværs af forskellige medlemsstater.

(295)

Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastslå, om forslag til alternative systemer end gennem mobile nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester virkelig svarer til sådanne tjenester, under størst muligt hensyntagen til de tilsvarende retningslinjer fra BEREC. Sådanne retningslinjer bør udarbejdes efter høring af nationale myndigheder med ansvar for alarmcentraler for at sikre, at beredskabseksperter spiller en rolle i forbindelse med udarbejdelsen heraf, og at der er en fælles forståelse mellem de forskellige medlemsstaters myndigheder om, hvad der er nødvendigt for at sikre fuld indførelse af sådanne offentlige varslingssystemer i medlemsstaterne, og samtidig sikre, at Unionens borgerne beskyttes effektivt, når de rejser i en anden medlemsstat.

(296)

I overensstemmelse med målene for chartret og de forpligtelser, der er fastsat i FN's konvention om rettigheder for personer med handicap, bør regelsættet sikre, at alle slutbrugere, herunder slutbrugere med handicap, ældre og brugere med særlige sociale behov, har nem og lige adgang til tjenester af høj kvalitet og til en overkommelig pris, uanset hvor de har bopæl i Unionen. Ifølge erklæring nr. 22, der er knyttet som bilag til slutakten til Amsterdamtraktaten, skal EU's institutioner i forbindelse med udarbejdelsen af foranstaltninger i henhold til artikel 114 i TEUF tage hensyn til behovene hos personer med handicap.

(297)

De kompetente myndigheder bør for at sikre, at slutbrugere med handicap kan udnytte konkurrencen og de samme valgmuligheder mellem tjenesteudbydere som de fleste slutbrugere, om nødvendigt og på baggrund af de nationale forhold og efter at have hørt slutbrugere med handicap præcisere de forbrugerbeskyttelseskrav for slutbrugere med handicap, som skal opfyldes af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester. Sådanne krav kan bl.a. omfatte krav om, at udbyderne sikrer, at slutbrugere med handicap udnytter deres tjenester på tilsvarende vilkår og betingelser, herunder priser, takster og kvalitet, som deres øvrige slutbrugere, uanset de ekstraomkostninger, som disse udbydere måtte pådrage sig. Yderligere krav kan relatere sig til engrosordninger mellem udbydere. For at undgå at skabe en uforholdsmæssig stor byrde for tjenesteyderne bør de kompetente myndigheder kontrollere, om målene om lige adgang og valgmuligheder kan opnås uden sådanne foranstaltninger.

(298)

Ud over EU-retten om harmonisering af tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser fastsætter dette direktiv nye udvidede krav til prismæssig overkommelighed og tilgængelighed for relevant terminaludstyr og specifikt udstyr og specifikke tjenester for slutbrugere med handicap. Derfor er den tilsvarende forpligtelse i direktiv 2002/22/EF, hvorved medlemsstaterne blev pålagt at fremme tilgængeligheden af terminaludstyr til slutbrugere med handicap, forældet og bør ophæves.

(299)

Der er opstået effektiv konkurrence med hensyn til nummeroplysningstjenester og telefonbøger bl.a. i medfør af artikel 5 i Kommissionens direktiv 2002/77/EF (39). For at opretholde denne situation med effektiv konkurrence bør alle udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester, der tildeler deres slutbrugere numre fra en nummerplan, fortsat have pligt til at stille alle relevante oplysninger til rådighed på en hensigtsmæssig, omkostningsbaseret og ikkediskriminerende måde.

(300)

Slutbrugere bør oplyses om deres ret til at bestemme, om de ønsker at stå opført i en telefonbog. Udbydere af nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester bør respektere slutbrugernes beslutning, når de giver udbydere af telefonbogstjenester adgang til data. I artikel 12 i direktiv 2002/58/EF sikres slutbrugernes ret til privatlivets fred for så vidt angår optagelsen af deres personoplysninger i en offentlig telefonbog.

(301)

Foranstaltninger i engrosleddet til sikring af medtagelse af slutbrugerdata i databaser bør overholde kravene til beskyttelse af personoplysninger i henhold til forordning (EU) 2016/679 og artikel 12 i direktiv 2002/58/EF. Der bør indføres omkostningsorienteret levering af disse data til tjenesteudbydere, idet medlemsstaterne bør gives mulighed for at etablere en central mekanisme til levering af omfattende samlet information til telefonbogsudbydere, og drages omsorg for netadgang på rimelige og gennemsigtige vilkår for at sikre, at slutbrugerne fuldt ud kan drage fordel af konkurrence, hvilket i vidt omfang har gjort det muligt at afskaffe regulering af disse tjenester i detailleddet og tilvejebringelse af tilbud om telefonbogstjenester på rimelige og gennemskuelige vilkår.

(302)

Efter at forsyningspligten for telefonbogstjenester er ophævet, og da der findes et velfungerende marked for sådanne tjenester, er der ikke længere behov for at sikre adgangsretten til telefonbogstjenester. De nationale tilsynsmyndigheder bør dog fortsat kunne indføre forpligtelser og betingelser for virksomheder, der kontrollerer adgangen til slutbrugerne, således at adgangen til og konkurrencen på dette marked opretholdes.

(303)

Slutbrugerne skal kunne stole på, at alt udstyr, der sælges i Unionen til modtagelse af radio i nye køretøjer i klasse M og af digitalt tv, er indbyrdes kompatibelt. Medlemsstaterne skal kunne sikre, at sådant udstyr overholder et minimum af harmoniserede standarder. Disse standarder kan tilpasses løbende i takt med den teknologiske og markedsmæssige udvikling.

(304)

Hvis medlemsstaterne beslutter at vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med direktiv (EU) 2015/1535 om interoperabilitet for forbrugerradiomodtagere, bør de være i stand til at modtage og gengive radiotjenester, der udsendes via digital jordbaseret radiotransmission eller via IP-net, for at sikre, at interoperabilitet opretholdes. Dette kan også forbedre den offentlige sikkerhed, idet brugerne får mulighed for at benytte en bredere vifte af teknologier til at få adgang til og modtage oplysninger om nødsituationer i medlemsstaterne.

(305)

Det er ønskeligt, at forbrugerne opnår den højeste grad af tilslutningsmuligheder til digitale tv-apparater. Interoperabilitet er et koncept, der udvikler sig på dynamiske markeder. Standardiseringsorganer bør gøre deres yderste for at sikre, at relevante standarder udvikler sig i takt med den pågældende teknologi. Det er ligeledes vigtigt at sikre, at der er stik på digitale tv-apparater, der kan overføre alle nødvendige elementer i et digitalt signal, herunder audio- og videosignaler, adgangsstyringsinformation, serviceoplysninger, API-oplysninger og kopibeskyttelsesinformation. Direktivet bør derfor sikre, at funktionalitet tilhørende eller implementeret i stik ikke begrænses af netoperatører, tjenesteudbydere eller udstyrsfabrikanter og fortsætter med at udvikle sig i takt med den teknologiske udvikling. Med hensyn til visning og udformning af internetforbundne tv-tjenester må det anses for at være til gavn for forbrugerne, at der etableres en fælles standard baseret på markedskræfterne. Til at fremme en sådan udvikling bør medlemsstaterne og Kommissionen kunne tage politiske initiativer i overensstemmelse med traktaterne.

(306)

Bestemmelserne om interoperabilitet for forbrugerudstyr til radio og tv udelukker ikke, at bilradiomodtagere i nye køretøjer i klasse M er i stand til at modtage og gengive radiotjenester, der udsendes via analog jordbaseret radiotransmission, og disse bestemmelser udelukker heller ikke, at medlemsstaterne pålægger forpligtelser om at sikre, at digitalt radiomodtagere er i stand til at modtage og gengive analoge jordbaserede radioudsendelser.

(307)

Uden at det berører EU-retten, forhindrer dette direktiv ikke medlemsstaterne i at vedtage tekniske forskrifter vedrørende digitalt jordbaseret tv-udstyr for at forberede forbrugernes migrering til nye standarder for jordbaseret transmission og undgå levering af udstyr, der ikke vil være i overensstemmelse med de standarder, som skal indføres.

(308)

Medlemsstaterne bør kunne pålægge virksomheder i deres retsområde rimelige »must carry«-forpligtelser for at tilgodese velbegrundede politiske hensyn, men en sådan pligt bør kun pålægges i den udstrækning, det er nødvendigt for at virkeliggøre almennyttige målsætninger, som medlemsstaterne nøje har fastlagt i overensstemmelse med EU-retten, og den bør være rimelig og transparent. Det bør være muligt at anvende »must carry«-forpligtelser for nærmere bestemte radio- og tv-kanaler samt supplerende tjenester, der udbydes af en nærmere bestemt medietjenesteudbyder. En af medlemsstaterne pålagt fordelingspligt skal være rimelig, dvs. at den skal stå i et rimeligt forhold til det tilsigtede mål, og være transparent på baggrund af klart definerede målsætninger i almenhedens interesse. Medlemsstaterne bør give en objektiv begrundelse for de »must carry«-forpligtelser, som de pålægger i deres nationale ret, for at sikre, at sådanne forpligtelser er transparente, står i et rimeligt forhold til målet og er klart afgrænsede. Forpligtelserne bør udformes på en måde, der giver tilstrækkelige incitamenter til effektive infrastrukturinvesteringer.

(309)

»Must carry«-forpligtelserne bør tages op til nyvurdering mindst hvert femte år med det formål at ajourføre dem i forhold til den teknologiske og markedsmæssige udvikling og sikre, at de fortsat står i et rimeligt forhold til de tilstræbte mål. Sådanne forpligtelser kan eventuelt indeholde en bestemmelse om en afpasset godtgørelse, som bør fastsættes i national ret. Hvor det er tilfældet, bør national ret også fastlægge den gældende metode til beregning af en passende godtgørelse. Denne metode bør undgå uoverensstemmelse med afhjælpende adgangsforanstaltninger, som de nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge udbydere af transmissionstjenester, der anvendes til radio- og tv-spredning, og som er udpeget som havende en stærk markedsposition. Hvis en tidsbegrænset aftale undertegnet før den 20. december 2018 fastsætter en anden metode, bør det imidlertid være muligt fortsat at anvende denne metode i aftalens løbetid. I mangel af en national bestemmelse om godtgørelse bør udbydere af radio- eller tv-kanaler og udbydere af elektroniske kommunikationsnet, der anvendes til transmission af disse radio- eller tv-kanaler, kunne indgå en aftale om en afpasset godtgørelse.

(310)

Elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, der bruges til transmission af radio- og tv-udsendelser til offentligheden, omfatter kabel-tv-, IPTV-, satellit- og jordbaserede sendernet. De kan også omfatte andre net, hvis et betydeligt antal slutbrugere anvender sådanne net som deres primære adgang til modtagelse af radio- og tv-udsendelser. »Must carry«-forpligtelser i forbindelse med transmission af analoge tv-udsendelser bør kun overvejes, hvis manglen på sådanne forpligtelser ville forårsage betydelige forstyrrelser for et betydeligt antal slutbrugere, eller hvis der ikke findes andre transmissionsmåder for bestemte tv-kanaler. »Must carry«-forpligtelser kan omfatte transmission af tjenester, der er specielt beregnet på at sikre slutbrugere med handicap lige adgang. Som følge heraf kan supplerende tjenester omfatte tjenester med det formål at lette adgangsmulighederne for slutbrugere med handicap, f.eks. videotekst, undertekstning for slutbrugere, der er døve eller hørehæmmede, synstolkning, oplæste undertekster og tegnsprogstolkning, og kan om nødvendigt omfatte adgang til de tilhørende rådata. I lyset af væksten i udbuddet og modtagelsen af internetforbundne tv-tjenester og EPG'ers vedvarende betydning for slutbrugernes valgmuligheder kan transmissionen af programrelaterede data, som er nødvendige for at understøtte internetforbundne tv- og EPG-funktioner, være omfattet af must carry-forpligtelser. Det bør være muligt for sådanne programrelaterede data at omfatte oplysninger om programindhold, og hvordan der opnås adgang til det, men ikke selve programindholdet.

(311)

Faciliteter som nummervisning er normalt til rådighed på moderne telefoncentraler og kan derfor i stigende grad udbydes uden eller med ganske få omkostninger. Medlemsstaterne behøver ikke at stille krav om, at disse faciliteter udbydes, såfremt det allerede er tilfældet. Direktiv 2002/58/EF sikrer brugernes privatliv i forbindelse med specificeret fakturering ved at give dem mulighed for at beskytte deres privatliv i forbindelse med nummervisning. Udviklingen af disse tjenester på et paneuropæisk grundlag vil gavne forbrugerne og fremmes ved dette direktiv. Det er almindelig praksis for udbydere af internetadgangstjenester at give kunderne en e-mailadresse med deres virksomhedsnavn eller varemærke. For at sikre, at slutbrugerne ikke udsættes for fastlåsningsvirkninger i forbindelse med risikoen for at miste adgang til e-mails ved skift af internetadgangstjenester, bør medlemsstaterne kunne pålægge udbydere af sådanne tjenester en forpligtelse til efter anmodning enten at give adgang til deres e-mails eller at overføre e-mails sendt til den eller de relevante e-mailadresser. Faciliteten bør stilles til rådighed gratis og i en periode, som den nationale tilsynsmyndighed anser for passende.

(312)

Medlemsstaterne sikrer ved at informere herom, at markedsaktørerne og potentielle nye aktører på markedet har kendskab til deres rettigheder og pligter og ved, hvor de kan få nærmere oplysninger herom. Når oplysningerne offentliggøres i den pågældende medlemsstats officielle tidende, kan de berørte parter i andre medlemsstater finde de oplysninger, de har brug for.

(313)

For at sikre, at det paneuropæiske marked for elektronisk kommunikation fungerer faktisk og effektivt, bør Kommissionen føre tilsyn med de omkostninger, der påvirker priserne for slutbrugerne, og offentliggøre oplysninger derom.

(314)

For at afgøre, om EU-retten anvendes korrekt, skal Kommissionen vide, hvilke virksomheder der er udpeget som havende en stærk markedsposition, og hvilke forpligtelser de nationale tilsynsmyndigheder har pålagt markedsaktørerne. Det er derfor nødvendigt, at medlemsstaterne ud over at offentliggøre oplysningerne på nationalt niveau også sender dem til Kommissionen. Når medlemsstaterne skal sende oplysninger til Kommissionen, bør dette kunne ske i elektronisk form under forudsætning af, at der aftales passende procedurer for autentifikation.

(315)

For at tage hensyn til den markedsmæssige, sociale og teknologiske udvikling, herunder udviklingen inden for tekniske standarder, styre risiciene for sikkerheden i net og tjenester og sikre en effektiv adgang til beredskabstjenester via alarmkommunikationer bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår fastsættelse af en fælles EU-dækkende termineringstakst for taleopkald i fastnet- og mobilmarkeder, vedtagelse af foranstaltninger i relation til alarmkommunikationer i Unionen og tilpasning af bilagene til dette direktiv. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (40). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelsen af delegerede retsakter.

(316)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage afgørelser med henblik på at løse problemer med grænseoverskridende skadelig interferens mellem medlemsstater, at fastlægge en harmoniseret eller koordineret fremgangsmåde med henblik på at behandle inkonsekvent gennemførelse af almindelig regulering i praksis fra de nationale tilsynsmyndigheders side i forbindelse med regulering af markederne for elektronisk kommunikation samt nummerering, herunder nummerserier, portabilitet for numre og identifikationsmidler, nummer- og adresseomsætningssystemer og adgang til beredskabstjenesterne via det fælleseuropæiske alarmnummer »112«, at gøre gennemførelsen af standarder eller specifikationer obligatorisk eller fjerne standarder eller specifikationer fra den obligatoriske del af listen over standarder, at træffe tekniske og organisatoriske foranstaltninger for på passende vis at styre risiciene for sikkerheden i net og tjenester samt om, under hvilke forhold og efter hvilke procedurer der skal foretages underretninger om sikkerhedshændelser, at specificere relevante oplysninger vedrørende individuelle rettigheder, der kan sælges, offentligt til rådighed i et standardiseret elektronisk format, når brugsrettighederne til radiofrekvenser er tildelt, at specificere de trådløse adgangspunkters fysiske og tekniske egenskaber, at give en national tilsynsmyndighed beføjelse til eller forhindre denne i at pålægge virksomheder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition, visse forpligtelser vedrørende adgang eller samtrafik, at harmonisere særlige numre eller nummerserier for at løse problemer med uopfyldt efterspørgsel efter nummerressourcer på tværs af landegrænser eller på paneuropæisk plan og at præcisere en skabelon til aftaleresumé, der skal gives til forbrugere. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (41).

(317)

Endelig bør Kommissionen om nødvendigt og efter at have taget størst muligt hensyn til BEREC's udtalelse kunne vedtage henstillinger angående udpegningen af de relevante produkt- og tjenestemarkeder, anmeldelserne i henhold til proceduren for konsolidering af det indre marked og den harmoniserede anvendelse af bestemmelserne i regelsættet.

(318)

Kommissionen bør regelmæssigt undersøge, hvordan dette direktiv fungerer, navnlig med henblik på at afgøre, om der er behov for ændringer i lyset af skiftende teknologiske betingelser og markedsvilkår.

(319)

Kommissionen bør i forbindelse med sin undersøgelse af, hvordan dette direktiv fungerer, vurdere, om der på baggrund af udviklingen på markedet og med sigte på både konkurrence og forbrugerbeskyttelse fortsat er behov for bestemmelserne om sektorspecifik forhåndsregulering, eller om de skal ændres eller ophæves. Eftersom dette direktiv indfører nye tilgange til regulering af sektorer for elektronisk kommunikation, såsom muligheden for at udvide anvendelsen af symmetriske forpligtelser efter det første koncentrationspunkt eller fordelingspunkt og reguleringen af saminvesteringer, bør der tages særligt hensyn til vurdering af deres funktion.

(320)

Fremtidig teknologisk og markedsmæssig udvikling, navnlig ændringer inden for anvendelse af forskellige elektroniske kommunikationstjenester og deres evne til at sikre effektiv adgang til beredskabstjenester, kan bringe opfyldelsen af målene i dette direktiv om slutbrugernes rettigheder i fare. BEREC bør derfor overvåge denne udvikling i medlemsstaterne og regelmæssigt offentliggøre en udtalelse, herunder en vurdering af indvirkningen af denne udvikling på anvendelsen i praksis af de bestemmelser i dette direktiv, der vedrører slutbrugere. Kommissionen bør under størst mulig hensyntagen til BEREC's udtalelse offentliggøre en rapport og forelægge et lovgivningsforslag, hvis den finder det nødvendigt for at sikre, at målene i dette direktiv opnås.

(321)

Direktiv 2002/19/EF, 2002/20/EF, 2002/21/EF, 2002/22/EF og artikel 5 i afgørelse nr. 243/2012//EU bør ophæves.

(322)

Kommissionen bør overvåge overgangen fra de gældende til de nye rammebestemmelser.

(323)

Målet for dette direktiv, nemlig at skabe harmoniserede og forenklede rammer for regulering af elektroniske kommunikationsnet, elektroniske kommunikationstjenester og tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester, vilkårene for tilladelser til net og tjenester, radiofrekvensbrug og nummerressourcer, adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt beskyttelse af slutbrugerne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af handlingens omfang eller virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(324)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (42) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(325)

Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget indholdsmæssige ændringer i forhold til de ophævede direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre de bestemmelser, hvori der ikke er foretaget ændringer, følger af de ophævede direktiver.

(326)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag XII, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret og datoerne for anvendelse af direktiverne —