ISSN 1977-0634

Den Europæiske Unions

Tidende

L 262

European flag  

Dansk udgave

Retsforskrifter

61. årgang
19. oktober 2018


Indhold

 

II   Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

Side

 

 

FORORDNINGER

 

*

Rådets forordning (Euratom) 2018/1563 af 15. oktober 2018 om Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram(2019-2020), som komplementerer Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation, og om ophævelse af forordning (Euratom) nr. 1314/2013

1

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1564 af 17. oktober 2018 om godkendelse af et præparat af dolomitmagnesit som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter undtagen malkekøer og andre drøvtyggere bestemt til mælkeproduktion, fravænnede smågrise og slagtesvin ( 1 )

20

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1565 af 17. oktober 2018 om godkendelse af et præparat af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (DSM 28088) som tilsætningsstof til foder til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter bortset fra æglæggende fugle, slagtekalkuner, kalkuner opdrættet til avl, fravænnede smågrise, slagtesvin og mindre udbredte svinearter (indehaver af godkendelsen er Elanco GmbH) ( 1 )

24

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1566 af 18. oktober 2018 om godkendelse af præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222) som tilsætningsstof til foder til fravænnede smågrise og mindre udbredte svinearter (fravænnede) og om ændring af forordning (EF) nr. 1453/2004 (indehaver af godkendelsen er Andrès Pintaluba S.A.) ( 1 )

27

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1567 af 18. oktober 2018 om berigtigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 om godkendelse af taurin, beta-alanin, L-alanin, L-arginin, L-asparaginsyre, L-histidin, D,L-isoleucin, L-leucin, L-phenylalanin, L-prolin, D,L-serin, L-tyrosin, L-methionin, L-valin, L-cystein, glycin, mononatriumglutamat og L-glutaminsyre som tilsætningsstoffer til foder til alle dyrearter og af L-cysteinhydrochloridmonohydrat som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter undtagen katte og hunde ( 1 )

31

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1568 af 18. oktober 2018 om godkendelse af et præparat af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159) som tilsætningsstof til foder til alle svin og alle fjerkræarter ( 1 )

34

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1569 af 18. oktober 2018 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1110/2011 om godkendelse af et enzympræparat af endo-1,4-beta-xylanase produceret af Trichoderma reesei (CBS 114044) som tilsætningsstof til foder til æglæggende høner, mindre udbredte fjerkræarter og slagtesvin (indehaver af godkendelsen er Roal Oy) ( 1 )

37

 

*

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1570 af 18. oktober 2018 om afslutning af proceduren vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013

40

 

 

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1571 af 18. oktober 2018 om minimumssalgsprisen for skummetmælkspulver i forbindelse med den 26. dellicitation i den licitationsprocedure, der blev indledt ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080

54

 

 

AFGØRELSER

 

*

Rådets afgørelse (EU) 2018/1572 af 15. oktober 2018 om Unionens anvendelse af regulativ nr. 9, 63 og 92 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa om ensartede forskrifter for godkendelse af trehjulede køretøjer, knallerter og udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer for køretøjer i klasse L for så vidt angår støjemission

55

 

*

Rådets afgørelse (EU) 2018/1573 af 15. oktober 2018 om fastlæggelse af den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse i ØPA-Udvalget vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

57

 

*

Rådets afgørelse (EU) 2018/1574 af 16. oktober 2018 om beskikkelse af et medlem af Regionsudvalget efter indstilling fra Den Italienske Republik

60

 

*

Kommissionens afgørelse (EU) 2018/1575 af 9. august 2018 om Grækenlands foranstaltninger over for visse græske kasinoer SA.28973 — C 16/2010 (ex NN 22/2010, ex CP 318/2009) (meddelt under nummer C(2018) 5267)  ( 1 )

61

 

*

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1576 af 18. oktober 2018 om ændring af bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater (meddelt under nummer C(2018) 6961)  ( 1 )

71

 

 

Berigtigelser

 

*

Berigtigelse til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007 ( EUT L 260 af 17.10.2018 )

90

 


 

(1)   EØS-relevant tekst.

DA

De akter, hvis titel er trykt med magre typer, er løbende retsakter inden for rammerne af landbrugspolitikken og har normalt en begrænset gyldighedsperiode.

Titlen på alle øvrige akter er trykt med fede typer efter en asterisk.


II Ikke-lovgivningsmæssige retsakter

FORORDNINGER

19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/1


RÅDETS FORORDNING (Euratom) 2018/1563

af 15. oktober 2018

om Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram(2019-2020), som komplementerer Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation, og om ophævelse af forordning (Euratom) nr. 1314/2013

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 7, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter høring af Det Videnskabelige og Tekniske Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Et af målene for Det Europæiske Atomenergifællesskab (»Fællesskabet«) er at bidrage til højnelse af levestandarden i medlemsstaterne, herunder ved at fremme og støtte nuklear forskning i medlemsstaterne og supplere den ved at gennemføre et forsknings- og uddannelsesprogram inden for rammerne af Fællesskabet.

(2)

Nuklear forskning kan bidrage til social og økonomisk velstand og miljømæssig bæredygtighed ved at forbedre nuklear sikkerhed, sikring og strålingsbeskyttelse. Lige så vigtig er den nukleare forsknings potentielle bidrag til den langsigtede dekarbonisering af energisystemet på en sikker og effektiv måde.

(3)

I den foreløbige evaluering af 2014-2018- forsknings- og uddannelsesprogrammet for Fællesskabet, der er nedsat ved Rådets forordning (Euratom) nr. 1314/2013 (2), (»2014-2018-programmet«) blev det konkluderet, at aktionen er relevant og fortsat afgørende for at tackle udfordringerne inden for nuklear sikkerhed, sikring og sikkerhedskontrol, håndtering af radioaktivt affald, strålingsbeskyttelse og fusionsenergi.

(4)

For at sikre kontinuiteten i den nukleare forskning på fællesskabsplan er det nødvendigt at fastlægge forsknings- og uddannelsesprogrammet for Fællesskabet for perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2020 (»2019-2020-programmet«). 2019-2020-programmet bør have samme mål som 2014-2018-programmet, støtte de samme aktiviteter og anvende samme gennemførelsesmetode, der har vist sig at være effektiv og passende med henblik på at nå 2014-2018-programmets mål.

(5)

Ved at støtte nuklear forskning vil 2019-2020-programmet bidrage til at nå målene for Horisont 2020-rammeprogrammet for forskning og innovation (»Horisont 2020-rammeprogrammet«), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 (3), og lette gennemførelsen af Europa 2020-strategien og realiseringen og funktionen af det europæiske forskningsrum.

(6)

Uanset den potentielle indvirkning af kerneenergi på energiforsyningen og den økonomiske udvikling kan alvorlige nukleare ulykker bringe menneskeliv i fare. Der bør derfor være størst muligt fokus på nuklear sikkerhed og, for så vidt det er relevant, de sikringsaspekter, som Det Fælles Forskningscenter (»JRC«) beskæftiger sig med, i 2019-2020-programmet.

(7)

Den strategiske energiteknologiplan for EU (»SET-planen«), som er fastlagt i Rådets konklusioner af mødet den 28. februar 2008 i Bruxelles, fremskynder udviklingen af en portefølje af lavemissionsteknologier. Det Europæiske Råd blev på mødet den 4. februar 2011 enigt om, at Unionen og dens medlemsstater vil fremme investeringer i vedvarende energikilder og sikre og bæredygtige lavemissionsteknologier og vil fokusere på at gennemføre de teknologiprioriteter, der er fastsat i SET-planen. Hver medlemsstat kan frit vælge, hvilke teknologiarter den vil støtte.

(8)

Eftersom alle medlemsstater har nukleare anlæg eller bruger radioaktive materialer, navnlig til medicinske formål, anerkendte Rådet i sine konklusioner af mødet den 1. og 2. december 2008 i Bruxelles det fortsatte behov for ekspertise på det nukleare område, navnlig gennem tilstrækkelig forskningstilknyttet uddannelse og erhvervsuddannelse, som koordineres på fællesskabsplan.

(9)

Den enkelte medlemsstat afgør, om den vil anvende kerneenergi, men det anerkendes også, at kerneenergi spiller forskellige roller i forskellige medlemsstater.

(10)

Ved at undertegne aftalen om oprettelse af Den Internationale Fusionsenergiorganisation for ITER, der skal forestå den fælles gennemførelse af ITER-projektet (4), har Fællesskabet forpligtet sig til at deltage i opførelsen af ITER-projektet (»ITER«) og den fremtidige udnyttelse heraf. Fællesskabets bidrag forvaltes gennem det europæiske fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling, som er oprettet ved Rådets beslutning 2007/198/Euratom (5).

(11)

For at fusion kan blive en pålidelig mulighed for kommerciel energiproduktion, er det for det første nødvendigt, at opførelsen af ITER gennemføres rettidigt, og at det idriftsættes. For det andet er det nødvendigt, at der udformes en ambitiøs, men realistisk køreplan hen imod elektricitetsproduktion inden 2050. At nå disse mål kræver, at det europæiske fusionsprogram rettes mod et fælles aktivitetsprogram, der gennemfører denne køreplan. For at sikre resultaterne i de igangværende fusionsforskningsaktiviteter og det langsigtede tilsagn fra og samarbejde mellem fusionsinteressenterne bør kontinuiteten i Fællesskabets støtte sikres. Der bør primært lægges stærkere fokus på aktiviteter til støtte for ITER, men også på udvikling hen imod en demonstrationsreaktor, herunder, hvor det er relevant, større inddragelse af den private sektor. En sådan rationalisering og omfokusering bør gennemføres uden at bringe Europas førerposition i fusionsforskersamfundet i fare.

(12)

JRC bør fortsat yde uafhængig kundedrevet videnskabelig og teknisk støtte til udformning, udvikling, gennemførelse og overvågning af Fællesskabets politikker, navnlig på området for forskning og uddannelse i nuklear sikkerhed og sikring. For at udnytte de menneskelige ressourcer bedst muligt og sikre, at der ikke foregår dobbeltarbejde inden for forskningen i Unionen, bør alle nye aktiviteter, som JRC udøver, analyseres for at kontrollere, om de er i overensstemmelse med dem, der allerede foregår i medlemsstaterne. Sikringsaspekterne i Horisont 2020-rammeprogrammet bør begrænses til JRC's direkte aktioner.

(13)

JRC bør vedblive med at generere ekstra ressourcer ved hjælp af konkurrencebaserede aktiviteter, herunder ved at deltage i indirekte aktioner i 2019-2020-programmet, tredjeparts arbejde og i mindre omfang udnytte intellektuel ejendomsret.

(14)

Det er EU's opgave i alle medlemsstaternes interesse at udvikle en ramme til støtte for fælles avanceret forskning, videndannelse og erfaringsopbygning inden for nukleare fissionsteknologier med særlig vægt på sikkerhed, sikring, strålingsbeskyttelse og ikkespredning. Dette forudsætter uafhængig videnskabelig dokumentation, hvortil JRC kan yde et væsentligt bidrag. Dette anerkendes i Kommissionens meddelelse af 6. oktober 2010 til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Europa 2020-flagskibsinitiativ Innovation i EU«, hvor Kommissionen giver udtryk for, at den agter at styrke den videnskabelige dokumentation til brug for den politiske beslutningsproces gennem JRC. JRC agter at tage denne udfordring op ved at målrette forskningen i nuklear sikkerhed og sikring mod EU's politiske prioriteter.

(15)

Med det formål at uddybe forbindelserne mellem videnskab og samfund og forstærke den offentlige tillid til videnskab bør 2019-2020-programmet tilskynde til informeret inddragelse af borgere og civilsamfundet i forsknings- og innovationsforhold ved at fremme naturvidenskabelig uddannelse, gøre videnskabelig viden lettere tilgængelig, udvikle ansvarlige forsknings- og innovationsdagsordener, som imødekommer borgernes og civilsamfundets bekymringer og forventninger, og støtte deres deltagelse i aktiviteter i 2019-2020-programmet.

(16)

Gennemførelsen af 2019-2020-programmet bør imødekomme nye muligheder og behov, der opstår inden for videnskab og teknologi, erhvervsliv, politikker og samfundet. Dagsordenerne bør derfor fastlægges i tæt samarbejde med interessenter fra alle berørte sektorer, og der bør sikres tilstrækkelig fleksibilitet i forbindelse med ny udvikling. Der kan eventuelt indhentes ekstern rådgivning under 2019-2020-programmet, idet der også gøres brug af relevante strukturer, såsom europæiske teknologiplatforme.

(17)

Behovet for at fortsætte den nukleare forskning på europæisk plan blev anerkendt i resultaterne af de drøftelser, der fandt sted på symposiet den 26.-27. februar 2013 i Bruxelles om »fordele og begrænsninger i forbindelse med forskning inden for nuklear fission med henblik på en lavemissionsøkonomi«, som blev forberedt gennem en tværfaglig undersøgelse med deltagelse af blandt andre eksperter inden for energi, økonomi og samfundsvidenskab og tilrettelagt af Kommissionen og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i fællesskab.

(18)

2019-2020-programmet bør medvirke til at styrke forskererhvervets tiltrækningskraft i Unionen. Der bør rettes tilstrækkeligt fokus mod Kommissionen henstilling af 11. marts 2005 om det europæiske charter for forskere og en adfærdskodeks for ansættelse af forskere (6) samt andre relevante referencerammer, der er defineret inden for rammerne af det europæiske forskningsrum, samtidig med at deres frivillige karakter respekteres.

(19)

De aktiviteter, der udvikles under 2019-2020-programmet, bør søge at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder inden for forskning og innovation ved navnlig at tage fat om de underliggende årsager til skæv kønsfordeling, ved at udnytte både kvindelige og mandlige forskeres potentiale fuldt ud og ved at integrere kønsdimensionen i projektindholdet med henblik på at forbedre kvaliteten af forskning og stimulere innovation. Aktiviteterne bør også sigte mod at gennemføre principperne vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder, jf. artikel 2 og 3 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 8 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(20)

Forsknings- og innovationsaktiviteter, der støttes af 2019-2020-programmet, bør respektere grundlæggende etiske principper. Der bør, hvor det er relevant, tages hensyn til udtalelser om energispørgsmål fra Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik inden for Naturvidenskab og Ny Teknologi. Forskningsaktiviteterne bør også tage hensyn til artikel 13 i TEUF og mindske anvendelsen af dyr til forskning og forsøg med henblik på i sidste ende at erstatte anvendelsen af dyr med andre metoder. Alle aktiviteter bør gennemføres på en måde, som sikrer et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed.

(21)

Der bør også opnås større effekt ved at kombinere 2019-2020-programmet og midler fra den private sektor med offentlig-private partnerskaber på centrale områder, hvor forskning og innovation kan medvirke til realisering af Unionens mere overordnede mål for konkurrenceevnen. Der bør lægges særlig vægt på inddragelse af små og mellemstore virksomheder.

(22)

2019-2020-programmet bør fremme samarbejde, navnlig på sikkerhedsområdet, med tredjelande på grundlag af fælles interesse og gensidigt udbytte, navnlig for at fremme en fortsat forbedring af den nukleare sikkerhed.

(23)

For at opretholde lige konkurrencevilkår for alle virksomheder på det indre marked bør støtten i 2019-2020-programmet ydes i overensstemmelse med statsstøttereglerne, så det sikres, at de offentlige udgifter virker efter hensigten, og markedsforvridning undgås, såsom fortrængning af private investeringer, dannelse af ineffektive markedsstrukturer eller videreførelse af ineffektive virksomheder.

(24)

Behovet for en ny tilgang til kontrol og risikoforvaltning i EU's støtte til forskning blev anerkendt af Det Europæiske Råd i dets konklusioner af 4. februar 2011, hvori der blev opfordret til en ny balance mellem tillid og kontrol og mellem risikovillighed og risikominimering. Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 11. november 2010 om forenkling af gennemførelsen af forskningsrammeprogrammerne (7) til en pragmatisk ændring i retning af administrativ og finansiel forenkling og erklærede, at forvaltningen af europæisk forskningsstøtte bør være mere tillidsbaseret og risikotolerant over for deltagerne.

(25)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, opdagelse og efterforskning af uregelmæssigheder, tilbagesøgning af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og efter omstændighederne ved anvendelse af sanktioner. En revideret kontrolstrategi, hvor vægten forskydes fra minimering af fejlraten til risikobaseret kontrol og afsløring af svig, bør mindske kontrolbyrden for deltagerne.

(26)

Det er vigtigt at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning af 2019-2020-programmet og gennemførelsen heraf på en måde, der er så effektiv og brugervenlig som muligt, samtidig med at retssikkerheden og adgangen til 2019-2020-programmet for alle deltagere sikres. Det er nødvendigt at sikre, at de relevante bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (»finansforordningen«) (8) overholdes, og at kravene om forenkling og bedre lovgivning opfyldes.

(27)

For at sikre en så effektiv gennemførelse som muligt og nem adgang for alle deltagere gennem forenklede procedurer og for at opnå en sammenhængende, komplet og gennemsigtig ramme for deltagerne bør deltagelse i 2019-2020-programmet og formidling af forskningsresultater være underlagt de regler, der gælder for Horisont 2020-rammeprogrammet, jf. forordning (EU) nr. 1291/2013, med visse tilpasninger eller undtagelser.

(28)

For at gøre det muligt på mest effektiv vis at anvende de låne- og egenkapitalinstrumenter, der er oprettet under Horisont 2020-rammeprogrammet, og samtidig bevare de særlige karakteristika for aktioner under 2019-2020-programmet og fuldt ud udnytte det disponible budget, bør tilbagebetalinger som følge af anvendelsen af disse finansielle instrumenter på grund af manglende udnyttelse af de disponible midler under 2019-2020-programmet eller 2014-2018-programmet komme 2019-2020-programmet direkte til gode.

(29)

Det er vigtigt fortsat at gøre det lettere at udnytte de intellektuelle ejendomsrettigheder, der skabes af deltagerne, samtidig med at de øvrige deltageres og Fællesskabets legitime interesser beskyttes i overensstemmelse med kapitel 2 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (»Euratomtraktaten«).

(30)

De deltagergarantifonde, der forvaltes af Kommissionen og er oprettet i medfør af Rådets forordning (Euratom) nr. 1908/2006 (9) og Rådets forordning (Euratom) nr. 139/2012 (10), har vist sig at være en vigtig beskyttelsesmekanisme, der mindsker risiciene i forbindelse med skyldige beløb, som misligholdende deltagere ikke tilbagebetaler. Den deltagergarantifond, der er oprettet i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 (11), bør også dække aktioner i henhold til nærværende forordning.

(31)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelse af indirekte aktioner efter 2019-2020-programmet bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage arbejdsprogrammer og afgørelsen om godkendelse af finansieringen af indirekte aktioner. Disse gennemførelsesbeføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (12).

(32)

Opfyldelse af 2019-2020-programmets mål inden for relevante områder kræver støtte til tværgående aktiviteter, både inden for 2019-2020-programmet og sammen med aktiviteterne i Horisont 2020-rammeprogrammet.

(33)

En effektiv resultatorienteret forvaltning, herunder evaluering og overvågning, forudsætter, at der udvikles specifikke resultatindikatorer, der kan måles over et længere tidsrum, som er realistiske, afspejler logikken i interventionen og er relevante for det pågældende hierarki af mål og aktiviteter. Der bør indføres passende samordningsmekanismer mellem gennemførelsen og overvågningen af 2019-2020-programmet på den ene side og overvågningen af det europæiske forskningsrums fremskridt, resultater og funktion på den anden side.

(34)

Styrelsesrådet for JRC, som er oprettet ved Kommissionens afgørelse 96/282/Euratom (13), er blevet hørt om det videnskabelige og teknologiske indhold af JRC's direkte aktioner.

(35)

Af hensyn til retssikkerheden bør forordning (Euratom) nr. 1314/2013 ophæves.

(36)

Europa-Parlamentet er blevet hørt på fakultativt grundlag og afgav en udtalelse (14)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

AFSNIT I

OPRETTELSE

Artikel 1

Oprettelse

Ved denne forordning oprettes Det Europæiske Atomenergifællesskabs forsknings- og uddannelsesprogram for perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2020 (»2019-2020-programmet«) og reglerne for deltagelse i dette program, herunder deltagelse i programmer under finansieringsorganer, der forvalter støtte, som ydes i overensstemmelse med denne forordning, og i aktiviteter, der gennemføres i fællesskab i henhold til denne forordning og rammeprogrammet for forskning og innovation Horisont 2020 (»Horisont 2020-rammeprogrammet«) oprettet ved forordning (EU) nr. 1291/2013, fastlægges.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

a)   »forsknings- og innovationsaktiviteter«: hele spektret af aktiviteter i forbindelse med forskning, teknologisk udvikling, demonstration og innovation, herunder fremme af samarbejde med tredjelande og internationale organisationer, formidling og optimering af resultater og stimulering af uddannelse og mobilitet blandt forskerne i Det Europæiske Atomenergifællesskab (»Fællesskabet«)

b)   »direkte aktioner«: forsknings- og innovationsaktiviteter, der gennemføres af Kommissionen gennem Det Fælles Forskningscenter (»JRC«)

c)   »indirekte aktioner«: forsknings- og innovationsaktiviteter, som Fællesskabet eller Unionen (»Unionen« eller »EU«) yder finansiel støtte til, og som iværksættes af deltagerne

d)   »offentlig-privat partnerskab«: et partnerskab, hvor parter fra den private sektor, Fællesskabet og, hvor det er relevant, andre parter, såsom organer i den offentlige sektor, forpligter sig til i fællesskab at støtte udvikling og gennemførelse af et program for forskning og innovation eller forsknings- og innovationsaktiviteter

e)   »offentlig-offentligt partnerskab«: et partnerskab, hvor organer i den offentlige sektor eller organer, der har fået overdraget offentlige tjenesteydelsesopgaver på lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt plan, sammen med Fællesskabet forpligter sig til i fællesskab at støtte udvikling og gennemførelse af et program for forskning og innovation eller forsknings- og innovationsaktiviteter.

Artikel 3

Mål

1.   2019-2020-programmets generelle mål er at gennemføre forskning og uddannelse på det nukleare område med vægt på fortsat forbedring af nuklear sikkerhed, sikring og strålingsbeskyttelse, navnlig for potentielt at bidrage til den langsigtede dekarbonisering af energisystemet på en sikker og effektiv måde. Det generelle mål skal nås gennem de aktiviteter, der er angivet i bilag I, i form af direkte og indirekte aktioner, som forfølger de specifikke mål i stk. 2 og 3.

2.   2019-2020-programmets indirekte aktioner har følgende specifikke mål:

a)

at støtte sikkerheden i nukleare systemer

b)

at bidrage til udvikling af sikre langsigtede løsninger til håndtering af radioaktivt slutaffald, herunder endelig geologisk deponering samt separation og transmutation

c)

at støtte udviklingen og bæredygtigheden af nuklear ekspertise og topkvalitet i Unionen

d)

at støtte strålingsbeskyttelse og udvikling af medicinske anvendelser af stråling, herunder blandt andet sikker levering og anvendelse af radioisotoper

e)

at arbejde hen imod demonstration af gennemførligheden af fusion som energikilde ved at udnytte eksisterende og fremtidige fusionsanlæg

f)

at skabe fundamentet for fremtidige fusionskraftanlæg ved at udvikle materialer, teknologier og skitseprojekter

g)

at fremme innovation og industriel konkurrenceevne

h)

at sikre tilgængelighed og brug af forskningsinfrastrukturer af paneuropæisk relevans.

3.   2019-2020-programmets direkte aktioner har følgende specifikke mål:

a)

at forbedre den nukleare sikkerhed, herunder nuklear reaktor- og brændselssikkerhed, affaldshåndtering, herunder endelig geologisk deponering samt separation og transmutation, dekommissionering og nødberedskab

b)

at forbedre sikkerheden i forbindelse med nuklear teknologi, herunder nuklear sikkerhedskontrol, ikkespredning, bekæmpelse af ulovlig handel og nuklear eftersporing

c)

at styrke den videnskabelige ekspertise på det nukleare område med henblik på standardisering

d)

at fremme videnforvaltning, uddannelse og erhvervsuddannelse

e)

at støtte EU's politik inden for nuklear sikkerhed og sikring.

Enhver ny aktivitet, der tildeles JRC, skal analyseres af Styrelsesrådet for JRC for at kontrollere, om den er i overensstemmelse med eksisterende aktiviteter i medlemsstaterne.

4.   2019-2020-programmet gennemføres på en sådan måde, at det sikres, at indsatsområderne og de støttede aktiviteter er relevante for ændrede behov og tager hensyn til, at videnskab, teknologi, innovation, politikudformning, markeder og samfundet hele tiden udvikler sig, med henblik på at udnytte de menneskelige og finansielle ressourcer bedst muligt og at undgå dobbeltarbejde inden for nuklear forskning og udvikling i Unionen.

5.   Inden for de specifikke mål i stk. 2 og 3 kan nye og uventede behov, der opstår under gennemførelsen af 2019-2020-programmet, inddrages. Dette kan, hvis det er behørigt begrundet, omfatte reaktioner på nye muligheder, kriser og trusler, behov vedrørende udviklingen af nye EU-politikker og pilotforsøg vedrørende aktioner, der forventes støttet i fremtidige programmer.

Artikel 4

Budget

1.   Finansieringsrammen for gennemførelsen af 2019-2020-programmet er på 770 220 000 EUR. Beløbet fordeles således:

a)

indirekte aktioner i programmet for fusionsforskning og -udvikling: 349 834 000 EUR

b)

indirekte aktioner vedrørende nuklear fission, sikkerhed og strålingsbeskyttelse: 151 579 000 EUR

c)

direkte aktioner: 268 807 000 EUR.

Kommissionens administrative udgifter til gennemførelsen af 2019-2020-programmets indirekte aktioner må i 2019-2020-programmets løbetid gennemsnitligt højst udgøre 6 % af summen af de beløb, der er angivet i første afsnit, litra a) og b).

2.   Finansieringsrammen for 2019-2020-programmet kan dække udgifter til aktiviteter vedrørende forberedelse, overvågning, kontrol, revision og evaluering, der er nødvendige i forbindelse med forvaltningen af programmet og opfyldelsen af dets mål, navnlig undersøgelser og ekspertmøder, for så vidt de vedrører denne forordnings generelle mål, og udgifter til IT-netværk med fokus på informationsbehandling og -udveksling samt alle andre udgifter til teknisk eller administrativ bistand, som Kommissionen måtte afholde i forbindelse med forvaltningen af 2019-2020-programmet. Udgifterne til fortsatte og gentagne aktioner såsom kontrol, revision og IT-netværk dækkes inden for grænserne af Kommissionens administrative udgifter fastsat i stk. 1.

3.   Bevillinger kan om nødvendigt, og hvis det er behørigt begrundet, opføres i budgettet efter 2020 til dækning af udgifter til teknisk eller administrativ bistand for fortsat at kunne forvalte aktioner, der endnu ikke er afsluttet den 31. december 2020.

4.   Hvis direkte aktioner bidrager til initiativer, der er iværksat af enheder, som har fået overdraget gennemførelsesopgaver af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, og artikel 15, betragtes dette bidrag ikke som en del af finansieringsbidraget til disse initiativer.

5.   Budgetforpligtelserne kan opdeles i årsrater. Kommissionen bevilger hvert år årsraterne under hensyntagen til de støttemodtagende aktioners fremskridt, de beregnede behov og de disponible budgetmidler.

Artikel 5

Associering af tredjelande

1.   2019-2020-programmet er åbent for associering af:

a)

tiltrædelseslande, kandidatlande og potentielle kandidatlande i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse landes deltagelse i EU-programmer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler og associeringsrådsafgørelser eller lignende aftaler

b)

medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) eller lande eller territorier, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, og som opfylder alle følgende kriterier:

i)

en god kapacitet inden for videnskab, teknologi og innovation

ii)

gode resultater i forbindelse med deltagelse i EU-programmer for forskning og innovation

iii)

en retfærdig og rimelig behandling af intellektuelle ejendomsrettigheder

c)

lande eller territorier, der er associeret med det syvende Euratomrammeprogram eller Euratoms program for forskning og uddannelse 2014-2018.

2.   Specifikke vilkår og betingelser for associerede landes deltagelse i 2019-2020-programmet, herunder det finansielle bidrag baseret på det associerede lands bruttonationalprodukt, fastsættes ved internationale aftaler mellem Unionen og de associerede lande.

AFSNIT II

GENNEMFØRELSE

KAPITEL I

Gennemførelse, forvaltning og støtteformer

Artikel 6

Forvaltning og former for fællesskabsstøtte

1.   2019-2020-programmet gennemføres via indirekte aktioner, der bruger en eller flere af de former for finansiel støtte, som er fastsat i finansforordningen, navnlig tilskud, priser, indkøb og finansielle instrumenter. Fællesskabets støtte består endvidere af direkte aktioner i form af forsknings- og innovationsaktiviteter, der gennemføres af JRC.

2.   Uden at det berører Euratomtraktatens artikel 10, kan Kommissionen overlade en del af gennemførelsen af 2019-2020-programmet til de finansieringsorganer, der er omhandlet i finansforordningens artikel 62, stk. 1, litra c).

Kommissionen kan desuden overlade gennemførelsen af indirekte aktioner efter 2019-2020-programmet til organer, der er oprettet under eller omhandlet i Horisont 2020-rammeprogrammet.

3.   Kommissionen vedtager ved gennemførelsesretsakter efter undersøgelsesproceduren i artikel 12, stk. 3, afgørelsen om godkendelse af finansiel støtte til indirekte aktioner.

Artikel 7

Regler for deltagelse og formidling af forskningsresultater

1.   En retlig enheds deltagelse i indirekte aktioner, der gennemføres efter 2019-2020-programmet, er underlagt de regler, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1290/2013, jf. dog stk. 2 og 3.

2.   Med henblik på 2019-2020-programmet omfatter de »sikkerhedsregler«, der er omhandlet i artikel 43, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1290/2013, medlemsstaternes forsvarsinteresser som omhandlet i Euratomtraktatens artikel 24.

Uanset artikel 44, stk. 3, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1290/2013 kan Kommissionen eller finansieringsorganet, hvad angår resultater, der skabes af deltagere, som har modtaget finansiel støtte fra Fællesskabet, gøre indsigelse mod overdragelse af ejendomsretten eller udstedelse af eksklusive eller ikkeeksklusive licenser til tredjemand, der er etableret i et tredjeland, som ikke er associeret med 2019-2020-programmet, hvis Kommissionen eller finansieringsorganet finder, at overførslen eller udstedelsen ikke tjener til at udvikle Unionens økonomiske konkurrenceevne eller er uforenelig med etiske principper eller sikkerhedshensyn. »Sikkerhedshensyn« omfatter medlemsstaternes forsvarsinteresser som omhandlet i Euratomtraktatens artikel 24.

Uanset artikel 49, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 1290/2013 har Fællesskabet og dets fællesforetagender med henblik på udvikling, gennemførelse og overvågning af Fællesskabets politikker og programmer eller forpligtelser, der følger af internationalt samarbejde med tredjelande og internationale organisationer, ret til at få adgang til resultater, der skabes af deltagere, som har modtaget finansielle bidrag fra Fællesskabet. Denne adgangsret omfatter ret til at bemyndige tredjemand til at bruge resultaterne i forbindelse med offentlige indkøb og ret til at give underlicens og er begrænset til ikkekommerciel og ikkekonkurrencemæssig anvendelse og gives royaltyfrit.

3.   Den deltagergarantifond, der er oprettet i medfør af forordning (EU) nr. 1290/2013, dækker den risiko, der er forbundet med de skyldige beløb, som ikke kan inddrives fra deltagere i aktioner, der er finansieret gennem tilskud fra Kommissionen eller finansieringsorganer i henhold til denne forordning.

Artikel 8

Tværgående foranstaltninger

1.   For at nå målene i 2019-2020-programmet og håndtere de udfordringer, som er fælles for 2019-2020-programmet og Horisont 2020-rammeprogrammet, kan aktiviteter, som går på tværs af de indirekte aktioner, der er anført i bilag I, og de indirekte aktioner, der gennemfører særprogrammet under Horisont 2020-rammeprogrammet, jf. Rådets afgørelse 2013/743/EU (15), opnå finansiel støtte fra EU.

2.   Den finansielle støtte omhandlet i stk. 1 kan være en kombination af finansiel støtte til indirekte aktioner fastsat ved denne forordnings artikel 4 og artikel 6 i forordning (EU) nr. 1291/2013 og gennemføres via en fælles finansieringsordning.

Artikel 9

Ligestilling

2019-2020-programmet sikrer effektiv fremme af ligestilling mellem kønnene og ligestillingsaspektet i indholdet af forsknings- og innovationsaktiviteterne.

Artikel 10

Etiske principper

1.   Alle forsknings- og innovationsaktiviteter under 2019-2020-programmet, gennemføres under overholdelse af etiske principper og den relevante nationale lovgivning, EU-lovgivning samt internationale lovgivning, herunder Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention og dens tillægsprotokoller.

Der lægges særlig vægt på proportionalitetsprincippet, retten til privatlivets fred, retten til beskyttelse af personoplysninger, retten til personlig fysisk og psykisk integritet, retten til ikkediskrimination og behovet for at sikre et højt niveau for beskyttelse af menneskers sundhed.

2.   Forsknings- og innovationsaktiviteter, der gennemføres efter 2019-2020-programmet, må udelukkende være rettet mod civile anvendelsesformål.

Artikel 11

Arbejdsprogrammer

1.   Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter efter undersøgelsesproceduren i artikel 12, stk. 3, arbejdsprogrammer for gennemførelse af indirekte aktioner. Sådanne arbejdsprogrammer skal muliggøre anvendelse af bottom-up-tilgange, der forfølger målene på innovative måder.

Arbejdsprogrammerne skal fastsætte de grundlæggende elementer for gennemførelsen af aktionerne i overensstemmelse med finansforordningen, herunder deres detaljerede mål, den tilknyttede finansiering og en tidsplan samt en flerårig tilgang og strategiske retningslinjer for de efterfølgende gennemførelsesår.

2.   For direkte aktioner udarbejder Kommissionen i overensstemmelse med afgørelse 96/282/Euratom et flerårigt arbejdsprogram med en mere detaljeret beskrivelse af målene og de videnskabelige og teknologiske prioriteringer, der er fastsat i bilag I, og en tidsplan for gennemførelsen.

I det flerårige arbejdsprogram omhandlet i første afsnit skal der ligeledes tages hensyn til relevante forskningsaktiviteter, som medlemsstaterne, de associerede lande og de europæiske og internationale organisationer gennemfører. Det ajourføres efter behov.

3.   Arbejdsprogrammerne omhandlet i stk. 1 og 2 skal tage højde for det videnskabelige, teknologiske og innovative niveau på nationalt plan, EU-plan og internationalt plan og for relevante politiske, markedsmæssige og samfundsmæssige tendenser. De ajourføres efter behov.

4.   Arbejdsprogrammerne omhandlet i stk. 1 og 2 skal indeholde et afsnit, som udpeger de tværgående aktiviteter, der er omhandlet i artikel 8.

Artikel 12

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Udvalget mødes i to forskellige sammensætninger, der beskæftiger sig med henholdsvis fissionsaspekterne og fusionsaspekterne i 2019-2020-programmet.

Med henblik på at lette gennemførelsen af 2019-2020-programmet godtgør Kommissionen i forbindelse med hvert møde i udvalget som fastlagt på dagordenen i overensstemmelse med sine retningslinjer udgifterne til én repræsentant pr. medlemsstat og én ekspert eller rådgiver pr. medlemsstat for de dagsordenspunkter, hvor en medlemsstat har behov for særlig ekspertise.

3.   Når der henvises til dette stykke, finder undersøgelsesproceduren i artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

4.   Når udvalgets udtalelse skal indhentes ved skriftlig procedure, afsluttes denne procedure uden resultat, hvis formanden for udvalget træffer beslutning herom, eller et flertal af udvalgsmedlemmerne anmoder herom, inden for tidsfristen for afgivelse af udtalelsen.

Artikel 13

Oplysninger til udvalget

Kommissionen underretter regelmæssigt udvalget omhandlet i artikel 12 om de generelle fremskridt med gennemførelsen af 2019-2020-programmet og forelægger det rettidige oplysninger om alle indirekte aktioner, der foreslås eller finansieres i henhold til 2019-2020-programmet.

Artikel 14

Ekstern rådgivning og samfundsmæssigt engagement

1.   Ved gennemførelsen af 2019-2020-programmet inddrages der, hvis det er relevant, rådgivning og bidrag fra:

a)

Euratoms Videnskabelige og Tekniske Udvalg, jf. Euratomtraktatens artikel 134

b)

uafhængige rådgivende grupper nedsat af Kommissionen og bestående af eksperter på højt niveau

c)

dialogfora oprettet i henhold til internationale aftaler om videnskab og teknologi

d)

fremadrettede aktiviteter

e)

målrettede offentlige høringer (herunder, hvis det er relevant, regionale og nationale myndigheder eller interessenter) og

f)

gennemsigtige og interaktive processer, der sikrer støtte til ansvarlig forskning og innovation.

2.   Der tages også fuldt hensyn til de forsknings- og innovationsdagsordener, der bl.a. opstilles af europæiske teknologiplatforme, fælles programlægningsinitiativer og europæiske innovationspartnerskaber.

KAPITEL II

Specifikke aktionsområder

Artikel 15

Små og mellemstore virksomheder

Der skal i 2019-2020-programmet lægges særlig vægt på at sikre tilstrækkelig deltagelse af og innovationsindvirkning på små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og den private sektor i almindelighed. Kvantitative og kvalitative vurderinger af SMV'ers deltagelse gennemføres som en del af evaluerings- og overvågningsordningerne.

Artikel 16

Offentlig-private og offentlig-offentlige partnerskaber

For at nå målene i denne forordnings artikel 3 kan 2019-2020-programmets specifikke aktiviteter gennemføres gennem:

a)

fællesforetagender oprettet på grundlag af Euratomtraktatens kapitel 5

b)

offentlig-offentlige partnerskaber baseret på finansieringsordningen for samfinansieringsaktioner i programmet

c)

kontraktlige offentlig-private partnerskaber som omhandlet i artikel 25 i forordning (EU) nr. 1291/2013.

Artikel 17

Internationalt samarbejde med tredjelande og internationale organisationer

1.   Enheder, der er etableret i tredjelande, og internationale organisationer kan deltage i 2019-2020-programmets indirekte aktioner på de betingelser, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1290/2013. Undtagelser fra det generelle princip herfor er fastsat i nærværende forordnings artikel 7. 2019-2020-programmet skal fremme internationalt samarbejde med tredjelande og internationale organisationer med henblik på at:

a)

styrke Unionens ekspertise og tiltrækningskraft inden for forskning og innovation såvel som dens økonomiske og industrielle konkurrenceevne

b)

imødegå fælles samfundsmæssige udfordringer effektivt

c)

støtte Unionens udenrigs- og udviklingspolitiske mål i komplementaritet med udenrigspolitiske programmer og udviklingsprogrammer og tilstræbe synergi med andre EU-politikker.

2.   Med det mål at fremme samarbejde med bestemte tredjelande eller grupper af tredjelande gennemføres der målrettede aktioner på grundlag af en strategisk tilgang såvel som fælles interesse, prioriteter og gensidigt udbytte, idet der tages hensyn til tredjelandenes videnskabelige og teknologiske formåen og markedsmulighederne samt de forventede virkninger.

Der skal opfordres til gensidig adgang til tredjelandsprogrammer. For at maksimere indvirkningen fremmes samordning og synergi med medlemsstaternes og de associerede landes initiativer. Samarbejdets karakter kan variere alt efter, hvilke partnerlande der er tale om.

Ved fastlæggelse af samarbejdets prioriteter skal der tages hensyn til udviklingen i Unionens politik, mulighederne for samarbejde med tredjelande og en retfærdig og rimelig behandling af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Artikel 18

Oplysning, kommunikation, udnyttelse og formidling

1.   Ved gennemførelsen af 2019-2020-programmet skal kommunikations- og formidlingsaktiviteter anses som en integreret del af de aktioner, der støttes af 2019-2020-programmet.

2.   Kommunikationsaktiviteter som omhandlet i stk. 1 kan omfatte:

a)

initiativer, der har til formål at øge kendskabet til Euratomprogrammet og lette adgangen til finansiering over 2019-2020-programmet, navnlig for de regioner og typer af deltagere, der har en relativt lav deltagelse

b)

målrettet assistance til projekter og konsortier for at give dem adgang til nødvendig viden og færdigheder til at optimere kommunikation, udnyttelse og formidling af resultater

c)

initiativer til fremme af dialog og debat om videnskabelige, teknologiske og innovationsrelaterede spørgsmål med offentligheden og udnyttelse af sociale medier og andre innovative teknologier og metodologier

d)

kommunikation af EU's politiske prioriteter, forudsat at de vedrører denne forordnings målnavnlig Kommissionens rettidige og omhyggelige videregivelse af oplysninger til medlemsstaterne.

3.   Med forbehold af Euratomtraktaten og den relevante EU-ret kan formidlingsaktiviteter som omhandlet i stk. 1 omfatte:

a)

aktioner, der samler resultater fra en række projekter, herunder projekter, der finansieres via andre kilder, i brugervenlige databaser og rapporter, der sammenfatter de vigtigste konklusioner

b)

formidling af resultater til politiske beslutningstagere, herunder standardiseringsorganer, for at fremme de pågældende organers anvendelse af resultater af betydning for deres politik på internationalt, EU-, nationalt og regionalt plan.

KAPITEL III

Kontrol

Artikel 19

Kontrol og revision

1.   Det kontrolsystem, der oprettes med henblik på gennemførelsen af denne forordning, udformes, så det giver rimelig sikkerhed for tilstrækkelig styring af risiciene i forbindelse med operationernes effektivitet og virkning og for de bagvedliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed under hensyntagen til programmernes flerårige karakter og arten af de berørte betalinger.

2.   Kontrolsystemet omhandlet i stk. 1 skal sikre en passende balance mellem tillid og kontrol under hensyntagen til administrative og andre omkostninger ved kontrol på alle niveauer, navnlig for deltagerne, således at 2019-2020-programmets mål kan nås, og programmet kan tiltrække de bedste forskere og de mest innovative virksomheder.

3.   Som en del af kontrolsystemet omhandlet i stk. 1 baseres revisionsstrategien for udgifter, der afholdes i forbindelse med indirekte aktioner efter 2019-2020-programmet, på finansiel revision af et repræsentativt udsnit af udgifter på tværs af hele 2019-2020-programmet. Et sådant repræsentativt udsnit suppleres af en udvælgelse baseret på en vurdering af de risici, der er forbundet med udgifterne.

Revision af udgifter i forbindelse med indirekte aktioner efter 2019-2020-programmet gennemføres på en ensartet måde i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet med henblik på at minimere revisionsbyrden for deltagerne.

Artikel 20

Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

1.   Ved gennemførelsen af aktioner, der finansieres i henhold til denne forordning, træffer Kommissionen egnede foranstaltninger til at sikre, at Unionens finansielle interesser beskyttes gennem foranstaltninger til forebyggelse af svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, ved tilbagesøgning af de uretmæssigt udbetalte beløb samt efter omstændighederne ved administrative og økonomiske sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

2.   Kommissionen, eller dens befuldmægtigede, og Revisionsretten har beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, som har modtaget EU-midler i henhold til denne forordning.

Kommissionen kan foretage kontrol op til to år efter den endelige betaling, uden at dette berører stk. 3.

3.   Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan foretage undersøgelser, herunder kontrol på stedet, i overensstemmelse med de bestemmelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (16) og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (17), for at fastslå, om der har været tale om svig, korruption eller andre ulovlige aktiviteter, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse med en aftale om tilskud, en afgørelse om ydelse af tilskud eller en kontrakt finansieret i henhold til 2019-2020-programmet.

4.   Samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om ydelse af tilskud som følge af gennemførelsen af denne forordning skal indeholde bestemmelser, der udtrykkeligt giver Kommissionen, Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage denne kontrol og disse undersøgelser i overensstemmelse med deres respektive kompetencer, uden at det berører stk. 1, 2 og 3.

KAPITEL IV

Overvågning og evaluering

Artikel 21

Overvågning

1.   Kommissionen overvåger årligt gennemførelsen, herunder fremskridt og resultater, af 2019-2020-programmet. Kommissionen forelægger det i artikel 12 omhandlede udvalg oplysninger herom.

2.   Kommissionen aflægger rapport om resultaterne af overvågningen omhandlet i stk. 1 og gør dem offentligt tilgængelige.

Artikel 22

Evaluering

1.   Evalueringer gennemføres tids nok til, at resultaterne kan indgå i beslutningsprocessen.

Senest den 31. december 2022 gennemfører Kommissionen med bistand fra uafhængige eksperter udvalgt på grundlag af en gennemsigtig proces en efterfølgende evaluering af 2019-2020-programmet. Denne evaluering skal dække baggrunden for foranstaltningerne, gennemførelsen og resultaterne heraf samt foranstaltningernes langsigtede virkninger og bæredygtighed, og indgå i grundlaget for en afgørelse om en eventuel forlængelse, ændring eller udsættelse af en efterfølgende foranstaltning.

2.   Uanset stk. 1 er direkte og indirekte aktioner i 2019-2020-programmet underlagt separate evalueringer.

3.   Ved evalueringerne omhandlet i stk. 1 og 2 vurderes de fremskridt, der er sket i forhold til de mål, der er fastsat i artikel 3, under hensyntagen til de relevante resultatindikatorer, der er defineret i bilag II.

4.   Medlemsstaterne giver Kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for at kunne overvåge og evaluere de pågældende foranstaltninger, hvis det er relevant, og sådanne oplysninger foreligger.

5.   Kommissionen meddeler Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg konklusionerne af evalueringerne omhandlet i stk. 1 og 2 og sine bemærkninger hertil.

AFSNIT III

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER OG OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 23

Ophævelses- og overgangsbestemmelser

1.   Forordning (Euratom) nr. 1314/2013 ophæves med virkning fra den 1. januar 2019.

2.   Uden at det berører stk. 1, er aktiviteter eller aktioner, der får finansiel støtte fra Fællesskabet i henhold til forordning (Euratom) nr. 1314/2013, fortsat omfattet af de regler, der gælder for disse aktiviteter eller aktioner, indtil deres afslutning, gennemførelse eller lukning. Hvis det er nødvendigt, varetages eventuelle tilbageværende opgaver for det udvalg, som er nedsat i henhold til forordning (Euratom) nr. 1314/2013, af det udvalg, der er omhandlet i nærværende forordnings artikel 12.

3.   Den finansieringsramme, der er omhandlet i artikel 4, kan også anvendes til at dække de udgifter til teknisk og administrativ bistand, der er nødvendige for at sikre overgangen mellem 2019-2020-programmet og de foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til forordning (Euratom) nr. 1314/2013.

4.   Uanset finansforordningens artikel 209, stk. 3, andet afsnit, tildeles årlige tilbagebetalinger, der er frembragt via et finansielt instrument i henhold til forordning (EU) nr. 1291/2013 og som følge af manglende udnyttelse af midler, der stilles til rådighed i henhold til nærværende forordning eller forordning (Euratom) nr. 1314/2013, til 2019-2020-programmet.

Artikel 24

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2018.

På Rådets vegne

F. MOGHERINI

Formand


(1)  Udtalelse af 6.7.2018 (EUT C 237 af 6.7.2018, s. 38).

(2)  Rådets forordning (Euratom) nr. 1314/2013 af 16. december 2013 om forsknings- og uddannelsesprogrammet for Det Europæiske Atomenergifællesskab (2014-2018), som komplementerer Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 948).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 af 11. december 2013 om Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse nr. 1982/2006/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 104).

(4)  EUT L 358 af 16.12.2006, s. 62.

(5)  Rådets beslutning 2007/198/Euratom af 27. marts 2007 om oprettelse af et europæisk fællesforetagende for ITER og fusionsenergiudvikling og om tilståelse af fordele til det (EUT L 90 af 30.3.2007, s. 58).

(6)  EUT L 75 af 22.3.2005, s. 67.

(7)  EUT C 74 E af 13.3.2012, s. 34.

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).

(9)  Rådets forordning (Euratom) nr. 1908/2006 af 19. december 2006 om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i foranstaltninger under Det Europæiske Atomenergifællesskabs syvende rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2007-2011) (EUT L 400 af 30.12.2006, s. 1).

(10)  Rådets forordning (Euratom) nr. 139/2012 af 19. december 2011 om regler for virksomheders, forskningscentres og universiteters deltagelse i indirekte aktioner under Det Europæiske Atomenergifællesskabs rammeprogram og for formidling af forskningsresultater (2012-2013) (EUT L 47 af 18.2.2012, s. 1).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 af 11. december 2013 om reglerne for deltagelse og formidling i »Horisont 2020 for forskning og innovation (2014-2020)« og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1906/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 81).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(13)  Kommissionens afgørelse 96/282/Euratom af 10. april 1996 om reorganisering af Det Fælles Forskningscenter (EFT L 107 af 30.4.1996, s. 12).

(14)  Udtalelse af 11.9.2018 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(15)  Rådets afgørelse 2013/743/EU af 3. december 2013 om særprogrammet til gennemførelse af Horisont 2020 — rammeprogram for forskning og innovation (2014-2020) og om ophævelse af afgørelse 2006/971/EF, 2006/972/EF, 2006/973/EF, 2006/974/EF og 2006/975/EF (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 965).

(16)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(17)  Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).


BILAG I

AKTIVITETER

Baggrund for 2019-2020-programmet — på vej mod 2020

Ved at nå de mål, der er fastsat i artikel 3, vil 2019-2020-programmet styrke resultaterne inden for de tre prioriteter i Horisont 2020-rammeprogrammet, nemlig videnskabelig topkvalitet, industrielt lederskab og samfundsmæssige udfordringer.

Kernekraft udgør et element i debatten om bekæmpelse af klimaændringer og mindskning af Europas afhængighed af importeret energi. Inden for en bredere sammenhæng med at finde frem til fremtidens bæredygtige energimiks vil 2019-2020-programmet gennem sine forskningsaktiviteter også bidrage til debatten om fordele og begrænsninger i forbindelse med nuklear fissionsenergi med henblik på en lavemissionsøkonomi. Når der sikres løbende forbedring af den nukleare sikkerhed, vil mere avanceret kernekraftteknologi også kunne stille betydelige forbedringer i udsigt hvad angår effektivitet og forbrug af ressourcer og frembringe mindre affald end de nuværende teknologier. Der vil blive lagt størst mulig vægt på nukleare sikkerhedsaspekter.

2019-2020-programmet styrker rammeprogrammet for forskning og innovation på det nukleare område og koordinerer medlemsstaternes forskningsaktiviteter for derved at undgå dobbeltarbejde, fastholde en kritisk masse på nøgleområder og sikre, at offentlige midler udnyttes bedst muligt. Samordningen vil imidlertid ikke forhindre medlemsstaterne i at have programmer til opfyldelse af nationale behov.

Strategien for at udvikle fusion som en pålidelig mulighed for kommerciel CO2-fri energiproduktion følger en køreplan med delmål hen imod målet om elektricitetsproduktion inden 2050. For at gennemføre denne strategi skal der ske en omstrukturering af aktiviteterne på fusionsområdet i EU, herunder styring, finansiering og forvaltning, for at sikre, at fokus flyttes fra ren forskning til udformning, opførelse og drift af fremtidige anlæg, såsom ITER, DEMO og senere anlæg. Dette kræver et nært samarbejde mellem hele EU's fusionsforskersamfund, Kommissionen og de nationale finansieringsorganer.

For at fastholde den ekspertise i EU, der er nødvendig for at nå disse mål, skal 2019-2020-programmet yderligere styrke sin rolle inden for uddannelse gennem etablering af uddannelsesfaciliteter af paneuropæisk interesse, der udbyder særlige programmer. Det skal fortsat fremme det europæiske forskningsrum og den videre integration af nye medlemsstater og associerede lande.

Aktiviteter, der er nødvendige for at nå programmets mål

Indirekte aktioner

For at sikre, at de indirekte aktioner i 2019-2020-programmet gensidigt forstærker medlemsstaternes og den private sektors forskningsaktiviteter, skal arbejdsprogrammernes prioriteter fastlægges på grundlag af passende bidrag fra nationale offentlige myndigheder og interessenter inden for nuklear forskning, der indgår i organer eller rammer såsom teknologiplatforme og tekniske fora vedrørende nukleare systemer og sikkerhed, håndtering af slutaffald og strålingsbeskyttelse/risiko ved lave doser og fusionsforskning og eventuelle relevante organisationer eller fora på det nukleare område.

a)

Støtte til sikkerheden i nukleare systemer (samfundsmæssige udfordringer, videnskabelig topkvalitet og industrielt lederskab)

I overensstemmelse med det generelle mål støtte til fælles forskningsaktiviteter vedrørende sikker drift og dekommissionering af reaktorsystemer (herunder brændselskredsløbsanlæg) i brug i EU eller, for så vidt det er nødvendigt for at opretholde bred ekspertise i nuklear sikkerhed i EU, de reaktortyper, der eventuelt vil blive anvendt i fremtiden, med fuldt fokus på de sikkerhedsmæssige aspekter, herunder alle aspekter af brændselskredsløbet, såsom separation og transmutation.

b)

Bidrag til udvikling af sikre langsigtede løsninger til håndtering af radioaktivt slutaffald, herunder endelig geologisk deponering samt separation og transmutation (videnskabelig topkvalitet og samfundsmæssige udfordringer)

Fælles og/eller koordinerede forskningsaktiviteter vedrørende de resterende centrale aspekter af geologisk deponering af brugt brændsel og langlivet radioaktivt affald og demonstration af teknologier og sikkerhed, hvis det er relevant. Disse aktiviteter skal fremme udviklingen af en fælles EU-holdning til de primære problemer, der er forbundet med affaldshåndtering fra udledning af brændsel til bortskaffelse.

Forskningsaktiviteter vedrørende håndtering af andre radioaktive affaldsstrømme, for hvilke der i øjeblikket ikke findes industrielt udviklede processer.

c)

Støtte til udvikling og bæredygtighed af nuklear ekspertise og topkvalitet i Unionen (videnskabelig topkvalitet)

Fremme af fælles uddannelses- og mobilitetsaktiviteter mellem forskningscentre og erhvervsliv og mellem de forskellige medlemsstater og associerede lande samt støtte til opretholdelsen af tværfaglige nukleare kompetencer med det formål at sikre tilstedeværelsen af kvalificerede forskere, ingeniører og medarbejdere i den nukleare sektor i EU på lang sigt.

d)

Støtte til strålingsbeskyttelse og udvikling af medicinske anvendelser af stråling, herunder bl.a. sikker levering og anvendelse af radioisotoper (videnskabelig topkvalitet og samfundsmæssige udfordringer)

Fælles og/eller koordineret forskning, navnlig i risiciene fra lave doser fra industriel, medicinsk eller miljømæssig eksponering, i krisestyring i forbindelse med uheld, der involverer stråling, og i radioøkologi for at tilvejebringe et paneuropæisk videnskabeligt og teknologisk grundlag for et robust, retfærdigt og socialt acceptabelt beskyttelsessystem.

Forskningsaktiviteter vedrørende medicinske anvendelser af ioniserende stråling og driftsmæssige sikkerhedsaspekter af strålingsbeskyttelse og anvendelse heraf.

e)

Arbejde hen imod demonstration af gennemførlighed af fusion som energikilde ved at udnytte eksisterende og fremtidige fusionsanlæg (industrielt lederskab og samfundsmæssige udfordringer)

Støtte til fælles forskning, der gennemføres af medlemmer af EUROfusion, og eventuelle enheder omhandlet i litra i), for at sikre en hurtig start af højeffektiv drift af ITER, herunder anvendelse af relevante anlæg (herunder, hvis det er relevant, JET — Joint European Torus), integreret modellering ved hjælp af bl.a. højtydende computere og uddannelsesaktiviteter for at forberede den næste generation af forskere og ingeniører.

f)

Skabelse af fundamentet for fremtidige fusionskraftanlæg ved at udvikle materialer, teknologier og skitseprojekter (industrielt lederskab og samfundsmæssige udfordringer)

Støtte til fælles forskning, der gennemføres af medlemmer af Eurofusion og eventuelle enheder omhandlet i litra i), for at udvikle og kvalificere materialer til et demonstrationskraftværk, hvilket bl.a. kræver forberedelse af et relevant materialeprøvningsanlæg og forhandlinger om EU's deltagelse i en passende international ramme for dette anlæg. I denne udvikling og kvalificering anvendes alle mulige niveauer af den eksperimentelle, beregningsmæssige og teoretiske kapacitet, der er til rådighed.

Støtte til fælles forskning, der gennemføres af medlemmer af Europæiske aftale om udvikling af fusionsenergi og eventuelle enheder omhandlet i litra i), som omhandler forhold i forbindelse med reaktordrift og udvikler og demonstrerer alle relevante teknologier til et fusionsdemonstrationskraftværk. Disse aktiviteter omfatter udarbejdelse af skitseprojekter til et komplet demonstrationskraftværk samt undersøgelse af mulighederne i stellaratorer som kraftværksteknologi.

g)

Fremme af innovation og erhvervslivets konkurrenceevne (industrielt lederskab)

Gennemføre eller støtte videnforvaltning og teknologioverførsel fra forskning, der samfinansieres af 2019-2020-programmet, til industri, som udnytter alle innovative aspekter af forskningen.

Fremme innovation bl.a. gennem åben adgang til videnskabelige publikationer, en database til videnforvaltning og -formidling og fremme teknologiske fag i uddannelsesprogrammer.

På lang sigt skal 2019-2020-programmet støtte forberedelse og udvikling af en konkurrencedygtig industrisektor på fusionsenergiområdet, der fremmer inddragelsen af den private sektor og i givet fald SMV'er, navnlig via gennemførelsen af en teknologisk køreplan hen imod et fusionskraftværk med aktiv inddragelse af industrien i design- og udviklingsprojekterne.

h)

Sikring af tilgængelighed og anvendelse af forskningsinfrastrukturer af paneuropæisk relevans (videnskabelig topkvalitet)

Aktiviteter til støtte for opbygning, modernisering, anvendelse og fortsat tilgængelighed af centrale forskningsinfrastrukturer i 2019-2020-programmet samt relevant adgang til disse infrastrukturer og samarbejde mellem dem.

i)

Det europæiske fusionsprogram

Det fælles aktivitetsprogram om gennemførelse af en køreplan hen imod målet om elektricitetsproduktion inden 2050 samfinansieret gennem EUROfusion-tilskuddet (samfinansieringsaktion i programmet) tildelt under forordning (Euratom) nr. 1314/2013 til juridiske enheder, der etableres eller udpeges af medlemsstater og eventuelle tredjelande, som er associeret med 2019-2020-programmet. EUROfusion-tilskuddet kan fortsat finansieres under 2019-2020-programmet. Det fælles program kan omfatte naturalier fra Fællesskabet, såsom videnskabelig og teknisk udnyttelse af JET-anlægget, jf. Euratomtraktatens artikel 10, eller udstationering af ansatte i Kommissionen.

Direkte JRC-aktioner

Prioriteterne for direkte aktioner fastlægges gennem høring af Kommissionens politikansvarlige generaldirektorater og Styrelsesrådet for JRC.

JRC's nukleare aktiviteter skal støtte gennemførelsen af Rådets direktiv 2009/71/Euratom (1) og 2011/70/Euratom (2) samt Rådets konklusioner, der giver højeste prioritet til de højeste standarder for nuklear sikkerhed i EU og internationalt.

JRC skal navnlig bidrage til den forskning i nuklear sikkerhed, der er nødvendig for sikker og fredelig anvendelse af kerneenergi og andre ikkefissionsanvendelser. JRC skal skabe et videnskabeligt grundlag for de relevante EU-politikker og efter behov reagere inden for rammerne af sin mission og kompetence over for nukleare begivenheder, uheld og ulykker. Til det formål skal JRC gennemføre forskning og vurderinger, fastsætte referencer og standarder og tilbyde målrettet uddannelse. Det tilstræbes at skabe synergi med relevante tværgående initiativer med henblik på at optimere de menneskelige og finansielle ressourcer og undgå overlapning inden for nuklear forskning og udvikling i Unionen. JRC's aktiviteter på disse områder vil blive udøvet under hensyntagen til relevante initiativer på regionalt plan, medlemsstats- eller EU-plan med henblik på at udforme det europæiske forskningsrum.

a)

Forbedre den nukleare sikkerhed, herunder: nuklear reaktor- og brændselssikkerhed, affaldshåndtering, herunder endelig geologisk deponering samt separation og transmutation; dekommissionering og nødberedskab

JRC skal bidrage til udviklingen af værktøjer og metoder til at opnå høje sikkerhedsstandarder for kernereaktorer og brændselskredsløb, som er relevante for Europa. Disse værktøjer og metoder omfatter:

1)

analyser af alvorlige ulykker; modeller og metodologier til vurdering af driftssikkerhedsmargener for nukleare anlæg; støtte til udviklingen af en fælles EU-tilgang til evalueringen af avancerede brændselskredsløb og -designs; undersøgelse og formidling af erfaringer fra driften. JRC vil videreføre sit europæiske clearinginstitut for nukleare operatørers operationelle erfaringer for at koncentrere sine aktiviteter om nukleare sikkerhedsudfordringer efter Fukushima med appel til medlemsstaternes kompetencer på dette område

2)

minimering af videnskabelig usikkerhed i forudsigelsen af nukleart affalds opførsel over lang tid og spredningen af radionuklider i miljøet; centrale aspekter af forskning i afvikling af nukleare anlæg

3)

udveksling af oplysninger med relevante parter for at styrke EU's kapacitet til at reagere over for nukleare uheld og ulykker gennem forskning i beredskabssystemer og modeller for radiologisk spredning i luften og ved at mobilisere ressourcer og ekspertise til analyse og modellering af nukleare ulykker.

b)

Forbedre sikkerheden i forbindelse med nuklear teknologi, herunder nuklear sikkerhedskontrol, ikke-spredning, bekæmpelse af ulovlig handel og nuklear eftersporing

Der skal rettes størst mulig opmærksomhed mod ikkespredning. JRC vil:

1)

udvikle avancerede metodologier samt metoder og teknologier til detektion og verificering med henblik på at støtte Fællesskabets sikkerhedskontrol og styrke den internationale sikkerhedskontrol

2)

udvikle og anvende forbedrede metoder og teknologier med henblik på at forebygge, detektere og reagere på nukleare og radioaktive uheld, herunder kvalifikation af detektionsteknologi og udvikling af nukleare eftersporingsmetoder og -teknikker til bekæmpelse af ulovlig handel i synergi med den globale CBRN-ramme (kemisk, biologisk, radiologisk og nuklear)

3)

støtte gennemførelsen af traktaten om ikkespredning af kernevåben og EU-relaterede strategier gennem analyse, undersøgelser og opfølgning af den tekniske udvikling inden for eksportkontrolsystemer, som kan støtte Kommissionens og EU's relevante tjenestegrene.

c)

Styrkelse af den videnskabelige ekspertise på det nukleare område med henblik på standardisering

JRC skal videreudvikle det videnskabelige grundlag for nuklear sikkerhed og sikring. Der vil blive lagt vægt på forskning i aktiniders, konstruktionsmaterialers og nukleare materialers grundlæggende egenskaber og opførsel. For at støtte standardisering i EU vil JRC tilvejebringe de nyeste nukleare standarder, referencedata og målinger, herunder udvikling og gennemførelse af relevante databaser og vurderingsværktøjer. JRC vil støtte videreudvikling af medicinske anvendelser, navnlig ny kræftbehandling baseret på alfabestråling.

d)

Fremme af videnforvaltning, uddannelse og erhvervsuddannelse

JRC skal være på forkant med ny udvikling inden for forskning og instrumentering samt sikkerheds- og miljøbestemmelser. Til dette formål skal en rullende investeringsplan for de videnskabelige infrastrukturer gennemføres.

For at bevare Unionens førende stilling inden for nuklear sikkerhed og sikring skal JRC udvikle videnforvaltningsværktøjer, overvåge tendenser inden for menneskelige ressourcer i EU gennem sit europæiske observatorium for menneskelige ressourcer på det nukleare område og udbyde målrettede uddannelsesprogrammer, der også omfatter dekommissioneringsaspekter.

e)

Støtte til EU's politik på området for nuklear sikkerhed og sikring

JRC skal styrke sin ekspertise og topkvalitet for at tilvejebringe uafhængig videnskabelig og teknisk dokumentation, som kan være nødvendig for at støtte EU's politik inden for nuklear sikkerhed og sikring.

Som Euratoms GIF-ansvarlige for Generation IV Forum (GIF) vil JRC fortsat koordinere Fællesskabets bidrag til GIF. JRC vil fortsætte og videreudvikle det internationale forskningssamarbejde med centrale partnerlande og internationale organisationer (såsom Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) og Kerneenergiagenturet (NEA) i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD)) med henblik på at fremme Unionens politikker på området for nuklear sikkerhed og sikring.

Tværgående aktiviteter i 2019-2020-programmet

For at nå sine generelle mål vil 2019-2020-programmet støtte supplerende aktiviteter (direkte og indirekte, koordinering og stimulering af fælles programlægning), som sikrer synergi mellem forskning i løsning af fælles udfordringer (såsom materialer, kølemiddelteknologi, referencedata på det nukleare område, modellering og simulering, fjernhåndtering, affaldshåndtering og strålingsbeskyttelse).

Tværgående aktiviteter og grænseflader med Horisont 2020-rammeprogrammet

For at nå målene i 2019-2020-programmet vil relevante forbindelser og grænseflader, såsom fælles forslagsindkaldelser, blive sikret med særprogrammet under Horisont 2020-rammeprogrammet.

2019-2020-programmet kan bidrage til de lånefaciliteter og egenkapitalfaciliteter, der udvikles i Horisont 2020-rammeprogrammet, og som vil blive udvidet til at omfatte målene i artikel 3.

Internationalt samarbejde med tredjelande og internationale organisationer

Det internationale samarbejde på området for nuklear forskning og innovation med udgangspunkt i fælles mål og gensidig tillid skal fortsættes med henblik på at skabe klare og betydelige fordele for Unionen og dens miljø. Som bidrag til at nå de specifikke mål, der er fastsat i artikel 3, vil Fællesskabet søge at styrke Unionens videnskabelige og tekniske ekspertise gennem internationale samarbejdsaftaler og fremme den europæiske nukleare industris adgang til nye vækstmarkeder.

Internationale samarbejdsaktiviteter vil blive fremmet gennem multilaterale rammer (såsom IAEA, OECD, ITER og GIF) og gennem eksisterende eller nyt bilateralt samarbejde med lande med et stærkt F&U-grundlag og et stærkt industrielt grundlag samt forskningsanlæg i drift, under projektering eller under opførelse.


(1)  Rådets direktiv 2009/71/Euratom af 25. juni 2009 om EF-rammebestemmelser for nukleare anlægs nukleare sikkerhed (EUT L 172 af 2.7.2009, s. 18).

(2)  Rådets direktiv 2011/70/Euratom af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald (EUT L 199 af 2.8.2011, s. 48).


BILAG II

RESULTATINDIKATORER

For hvert af de specifikke mål i 2019-2020-programmet fastlægges i dette bilag et antal nøgleresultatindikatorer til vurdering af resultater og indvirkninger, som kan justeres under gennemførelsen af 2019-2020-programmet.

1.   Indikatorer for indirekte aktioner

a)

Støtte til sikkerheden i nukleare systemer

antal støttede projekter (fælles forskning og/eller koordinerede aktioner), der sandsynligvis vil føre til påviselige forbedringer af praksis inden for nuklear sikkerhed i Europa

b)

Bidrag til udvikling af sikre langsigtede løsninger til håndtering af radioaktivt slutaffald, herunder endelig geologisk deponering samt separation og transmutation

antal projekter, der bidrager til udviklingen af sikre langsigtede løsninger til håndtering af radioaktivt slutaffald

c)

Støtte til udvikling og bæredygtighed af nuklear ekspertise og topkvalitet i Unionen

uddannelse gennem forskning — antal ph.d.-studerende og forskere med doktorgrad, der støttes gennem Euratoms fissionsprojekter

antal stipendiatstuderende og studerende i Euratoms fusionsprogram

d)

Støtte til strålingsbeskyttelse og udvikling af medicinske anvendelser af stråling, herunder blandt andet sikker levering og anvendelse af radioisotoper

antal projekter, der sandsynligvis vil have en påviselig indvirkning på reguleringspraksis i forbindelse med strålingsbeskyttelse og på udviklingen af medicinske anvendelser af stråling

e)

Arbejdet hen imod demonstration af gennemførlighed af fusion som energikilde ved at udnytte eksisterende og fremtidige fusionsanlæg

antal publikationer i førende fagfællebedømte tidsskrifter

f)

Skabelse af fundamentet for fremtidige fusionskraftanlæg ved at udvikle materialer, teknologier og skitseprojekter

procentdel af delmål i køreplanen for fusionsenergi for perioden 2014-2020, som nås i 2019-2020-programmet

g)

Fremme af innovation og industriel konkurrenceevne

antal spin-off-effekter fra fusionsforskning i 2019-2020-programmet

patentansøgninger frembragt af og patenter tildelt på grundlag af forskningsaktiviteter støttet af 2019-2020-programmet

h)

Sikring af tilgængelighed og anvendelse af forskningsinfrastrukturer af paneuropæisk relevans

antal forskere, som har adgang til forskningsinfrastruktur gennem støtte fra 2019-2020-programmet.

2.   Indikatorer for direkte aktioner

a)

Virkningsindikator for JRC's støtte til politikker

antal tilfælde af håndgribelig og specifik indvirkning på EU's politikker som følge af JRC's støtte til tekniske og videnskabelige politikker

b)

Indikator for JRC's videnskabelige produktivitet

antal fagfællebedømte publikationer.

De indikatorer, der er nævnt i litra a) og b), kan repræsenteres i overensstemmelse med følgende fællesskabsmål for direkte aktioner:

forbedre den nukleare sikkerhed, herunder: nuklear reaktor- og brændselssikkerhed, affaldshåndtering, herunder endelig geologisk deponering samt separation og transmutation; dekommissionering; nødberedskab

forbedre sikkerheden i forbindelse med nuklear teknologi, herunder nuklear sikkerhedskontrol, ikke-spredning, bekæmpelse af ulovlig handel og nuklear eftersporing

styrkelse af den videnskabelige ekspertise på det nukleare område med henblik på standardisering

fremme af videnforvaltning, uddannelse og erhvervsuddannelse

støtte til EU's politik inden for nuklear sikkerhed.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/20


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1564

af 17. oktober 2018

om godkendelse af et præparat af dolomitmagnesit som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter undtagen malkekøer og andre drøvtyggere bestemt til mælkeproduktion, fravænnede smågrise og slagtesvin

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om godkendelse af et præparat af dolomitmagnesit. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer« af et præparat af dolomitmagnesit som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter.

(4)

Præparatet af dolomitmagnesit, der tilhører tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer«, er tidligere blevet godkendt for ti år som tilsætningsstof til foder til malkekøer og andre drøvtyggere bestemt til mælkeproduktion, fravænnede smågrise og slagtesvin, jf. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1964 (2).

(5)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser 17. april 2018 (3) og 25. januar 2017 (4), at præparatet af dolomitmagnesit på de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har nogen skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet. Autoriteten har også konkluderet, at det er effektivt som antiklumpningsmiddel. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav vedrørende overvågning efter markedsføringen. Autoriteten har også gennemgået den rapport om metoder til analyse af fodertilsætningsstoffet, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(6)

Vurderingen af præparatet af dolomitmagnesit viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Anvendelsen af præparatet bør derfor godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Det i bilaget opførte præparat, der tilhører tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer« og den funktionelle gruppe »antiklumpningsmidler«, tillades anvendt som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1964 af 9. november 2016 om godkendelse af et præparat af dolomitmagnesit til malkekøer og andre drøvtyggere bestemt til mælkeproduktion, fravænnede smågrise og slagtesvin og godkendelse af et præparat af montmorillonitillit til alle dyrearter som fodertilsætningsstoffer (EUT L 303 af 10.11.2016, s. 7).

(3)  EFSA Journal 2018;16(5):5272.

(4)  EFSA Journal 2017;15(2):4711.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

mg tilsætningsstof/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Teknologiske tilsætningsstoffer: antiklumpningsmidler

1g598

Dolomitmagnesit

Tilsætningsstoffets sammensætning

Præparat af en naturlig blanding af:

dolomit og magnesit ≥ 40 % (som indeholder et mindsteindhold af: carbonater 24 %).

Aktivstoffets karakteristika

Dolomit

CAS-nummer: 16389-88-1

(CaMg)(CO3)2

Magnesit

CAS-nummer: 546-93-0

MgCO3

Talkum (hydreret magnesiumsilikat)

CAS-nummer: 14807-96-6

Mg3Si4O10(OH)2

Talkum ≥ 35 %

Chlorit (aluminium-magnesium)

CAS-nummer: 1318-59-8

(Mg,Fe,Al)6(Si, Al)4O10(OH)8

Jern (struktur) 6 % (gennemsnit)

Chlorit ≥ 16 %

Fri for kvarts og asbest

Analysemetode  (1)

Til karakterisering af fodertilsætningsstoffet:

røntgendiffraktion (XRD) sammen med

atomabsorptionsspektrofotometri (AAS)

Alle dyrearter undtagen malkekøer og andre drøvtyggere bestemt til mælkeproduktion, fravænnede smågrise og slagtesvin

5 000

20 000

1.

Følgende skal være angivet i mærkningen af tilsætningsstoffet og de forblandinger, der indeholder det: »Tilsætningsstoffet dolomitmagnesit er rigt på (inaktivt) jern«.

2.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved anvendelse. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med de fornødne personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn.

8. november 2028


(1)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på referencelaboratoriets hjemmeside: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/24


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1565

af 17. oktober 2018

om godkendelse af et præparat af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (DSM 28088) som tilsætningsstof til foder til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter bortset fra æglæggende fugle, slagtekalkuner, kalkuner opdrættet til avl, fravænnede smågrise, slagtesvin og mindre udbredte svinearter (indehaver af godkendelsen er Elanco GmbH)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om godkendelse af et præparat af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (CBS 28088). Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer« af et præparat af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (DSM 28088) som tilsætningsstof til foder til slagtekyllinger, hønniker og mindre udbredte fjerkræarter, bortset fra æglæggende fugle, slagtekalkuner, kalkuner opdrættet til avl, fravænnede smågrise, slagtesvin og mindre udbredte svinearter.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser af 7. december 2016 (2) og 17. april 2018 (3), at præparatet af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (DSM 28088) på de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet. Autoriteten konkluderede også, at tilsætningsstoffet betragtes som effektivt for slagtekyllinger, slagtekalkuner og fravænnede smågrise samt slagtesvin og mindre udbredte svinearter. Autoriteten mente, at disse konklusioner kan udvides til også at omfatte hønniker og kalkuner opdrættet til avl, og at de kan udvides til også at omfatte mindre udbredte fjerkræarter, der er bestemt til slagtning, opdræt eller æglægning. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav vedrørende overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoder til analyse af fodertilsætningsstoffet, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af præparatet af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (DSM 28088) viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Anvendelsen af dette præparat bør derfor godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Det i bilaget opførte præparat, der tilhører fodertilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer« og den funktionelle gruppe »fordøjelighedsfremmende stoffer«, godkendes som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  EFSA Journal 2017;15(1):4677.

(3)  EFSA Journal 2018;16(5):5270.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Navn på indehaveren af godkendelsen

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

Aktive enheder/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Kategori: zootekniske tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: fordøjelighedsfremmende stoffer

4a29

Elanco GmbH

Endo-1,4-beta-mannanase

EC 3.2.1.78

Tilsætningsstoffets sammensætning

Præparat af endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (ATCC 28088) med en aktivitet på mindst:

1,6 × 108 U (1) /g i fast form

5,9 × 108 U/g i flydende form.

Aktivstoffets karakteristika

endo-1,4-beta-mannanase produceret af Paenibacillus lentus (DSM 28088)

Analysemetoder  (2)

Til kvantificering af endo-1,4-beta-mannanase i fodertilsætningsstof, forblandinger og foderstoffer:

kolorimetri baseret på enzymatisk hydrolyse og reaktion af reducerende sukker (mannoseækvivalent) med 3,5-dinitrosalicylsyre (DNS).

Slagtekyllinger

Hønniker

Mindre udbredte fjerkræarter bortset fra æglæggende fugle

32 000 U

1.

I brugsvejledningen for anvendelsen af tilsætningsstoffet og forblandinger angives oplagringsbetingelserne og stabilitet over for varmebehandling.

2.

Til brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne skal foderstofvirksomhedslederne iværksætte driftsprocedurer og administrative foranstaltninger med henblik på at imødegå risici ved anvendelse. Hvis disse risici ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum ved hjælp af sådanne procedurer og foranstaltninger, skal tilsætningsstoffet og forblandingerne anvendes med personlige værnemidler, herunder hudbeskyttelse og åndedrætsværn.

3.

Til fravænnede smågrise på op til ca. 35 kg

8. november 2028

Slagtekalkuner

Kalkuner opdrættet til avl

48 000 U

Fravænnede smågrise

48 000 U

Slagtesvin

Mindre udbredte svinearter bestemt til slagtning

32 000 U


(1)  1 U er den mængde enzym, der frigiver 0,72 mikrogram reducerende sukker (mannoseækvivalenter) fra et substrat, der indeholder mannan (johannesbrødkernemel), pr. minut ved pH 7,0 og 40 °C.

(2)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på hjemmesiden for referencelaboratoriet for fodertilsætningsstoffer: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/27


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1566

af 18. oktober 2018

om godkendelse af præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222) som tilsætningsstof til foder til fravænnede smågrise og mindre udbredte svinearter (fravænnede) og om ændring af forordning (EF) nr. 1453/2004 (indehaver af godkendelsen er Andrès Pintaluba S.A.)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse. Forordningens artikel 10 indeholder bestemmelser om en ny vurdering af tilsætningsstoffer, der er godkendt i henhold til Rådets direktiv 70/524/EØF (2).

(2)

Præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222) blev ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1453/2004 (3) tilladt anvendt uden tidsbegrænsning som tilsætningsstof til foder til fravænnede smågrise, jf. direktiv 70/524/EØF. Præparatet blev derpå opført i registret over fodertilsætningsstoffer som et eksisterende produkt, jf. artikel 10, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Der er i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1831/2003 sammenholdt med samme forordnings artikel 7 indgivet en ansøgning om en ny vurdering af præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222) som tilsætningsstof til foder til fravænnede smågrise og mindre udbredte svinearter (fravænnede). Ansøgeren har anmodet om, at tilsætningsstoffet klassificeres i tilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer«. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sine udtalelser af 8. oktober 2013 (4), 16. maj 2017 (5) og 17. april 2018 (6), at præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222) på de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har nogen skadelig virkning på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet. Autoriteten konkluderede også, at anvendelsen af præparatet har potentiale til at øge den endelige kropsvægt og forbedre forholdet mellem foderindtag og tilvækst hos fravænnede smågrise, og at denne konklusion kan udvides til også at omfatte mindre udbredte svinearter (fravænnede). Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav vedrørende overvågning efter markedsføringen. Autoriteten har også gennemgået den rapport om metoder til analyse af fodertilsætningsstoffet, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222) viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Anvendelsen af præparatet bør derfor godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Som en konsekvens af at der meddeles godkendelse af præparatet, bør forordning (EF) nr. 1453/2004 ændres.

(7)

Da der ikke er sikkerhedsmæssige betænkeligheder, som kræver øjeblikkelig anvendelse af ændringerne i betingelserne for godkendelsen, bør der indrømmes en overgangsperiode, så berørte parter kan forberede sig på at opfylde de nye krav i godkendelsen.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Godkendelse

Det i bilaget opførte præparat, der tilhører fodertilsætningsstofkategorien »zootekniske tilsætningsstoffer« og den funktionelle gruppe »fordøjelighedsfremmende stoffer«, godkendes som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Ændring af forordning (EF) nr. 1453/2004

I bilag II til forordning (EF) nr. 1453/2004 udgår angivelse E 1612 om præparatet af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase og alfa-amylase.

Artikel 3

Overgangsforanstaltninger

Det i bilaget opførte præparat samt foder, der indeholder dette præparat, der er produceret og mærket før den 8. maj 2019 i henhold til de regler, der finder anvendelse før den 8. november 2018, kan fortsat markedsføres og anvendes, indtil de eksisterende lagre er opbrugt.

Artikel 4

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Rådets direktiv 70/524/EØF af 23. november 1970 om tilsætningsstoffer til foderstoffer (EFT L 270 af 14.12.1970, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1453/2004 af 16. august 2004 om permanent tilladelse til visse tilsætningsstoffer til foderstoffer (EUT L 269 af 17.8.2004, s. 3).

(4)  EFSA Journal 2013; 11(10):3430.

(5)  EFSA Journal 2017; 15(6):4856.

(6)  EFSA Journal 2018; 1(5):5271.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Navn på indehaveren af godkendelsen

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

Aktive enheder/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Kategori: zootekniske tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: fordøjelighedsfremmende stoffer

4a1612i

Andrés Pintaluba S.A.

Endo-1,3(4)-beta-glucanase

EC 3.2.1.6

Endo-1,4-beta-xylanase

EC 3.2.1.8

Alfa-amylase

EC 3.2.1.1

Tilsætningsstoffets sammensætning

Præparat af endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og af alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222), med en aktivitet på hhv. mindst:

Endo-1,3(4)-beta-glucanase: 900 U (1)/g.

Endo-1,4-beta-xylanase: 1 000 U (2)/g.

Alfa-amylase 3 000 U (3)/g.

Fast form

Aktivstoffets karakteristika

endo-1,3(4)-beta-glucanase og endo-1,4-beta-xylanase produceret af Aspergillus niger (NRRL 25541) og alfa-amylase produceret af Aspergillus niger (ATCC66222)

Analysemetoder  (4)

Til bestemmelse i fodertilsætningsstoffet af:

endo-1,3(4)-beta glucanase: kolorimetri baseret på glucanases enzymatiske reaktion på byg-betaglucansubstrat ved tilstedeværelse af 3,5-dinitrosalicylsyre (DNS) ved pH 4,0 og 30 °C

endo-1,4-β-xylanase i fodertilsætningsstoffet: kolorimetri baseret på xylanases enzymatiske reaktion på rug-arabinoxylansubstrat ved tilstedeværelse af DNS ved pH 4,0 og 30 °C

alfa-amylase: kolorimetri baseret på amylases enzymatiske reaktion på hvedestivelsessubstrat ved tilstedeværelse af DNS ved pH 5,0 og 30 °C

Til bestemmelse af aktivstoffet i forblandinger og foderstoffer:

kolorimetri med måling af depolymeriserede opløselige fragmenter frigivet ved glucanases aktion på azo-bygglucan

kolorimetri med måling af depolymeriserede opløselige fragmenter frigivet ved endo-1,4-β-xylanases aktion på azo-xylan

kolorimetri med måling af depolymeriserede opløselige fragmenter frigivet ved amylases aktion på p-nitrophenyl-maltoheptaosid.

Fravænnede smågrise

Mindre udbredte svinearter

(fravænnede)

 

endo-1,3(4)-beta-glucanase

450 U

beta-xylanase

500 U

alfa-amylase

1 500 U

 

1.

I brugsvejledningen for anvendelsen af tilsætningsstoffet og forblandingerne angives oplagringsbetingelser og stabilitet over for varmebehandling.

2.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved anvendelse. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller reduceres til et minimum ved hjælp af disse procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med de fornødne personlige værnemidler, herunder hud- og øjenbeskyttelse samt åndedrætsværn.

3.

Til fravænnede smågrise på op til ca. 35 kg.

8. november 2028


(1)  1 U er den mængde enzym, der frigiver 1 mikromol reducerende sukker (glucoseækvivalenter) fra byg-beta-glucan pr. minut ved pH 4,0 og 30 °C.

(2)  1 U er den mængde enzym, der frigiver 1 mikromol reducerende sukker (glucoseækvivalenter) fra rug-arabinoxylan pr. minut ved pH 4,0 og 30 °C.

(3)  1 U er den mængde enzym, der frigiver 1 mikromol reducerende sukker (glucoseækvivalenter) fra hvedestivelse pr. minut ved pH 5,0 og 30 °C.

(4)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på hjemmesiden for referencelaboratoriet for fodertilsætningsstoffer: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/31


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1567

af 18. oktober 2018

om berigtigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 om godkendelse af taurin, beta-alanin, L-alanin, L-arginin, L-asparaginsyre, L-histidin, D,L-isoleucin, L-leucin, L-phenylalanin, L-prolin, D,L-serin, L-tyrosin, L-methionin, L-valin, L-cystein, glycin, mononatriumglutamat og L-glutaminsyre som tilsætningsstoffer til foder til alle dyrearter og af L-cysteinhydrochloridmonohydrat som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter undtagen katte og hunde

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 (2) er visse fodertilsætningsstoffer, herunder glycin, L-cystein og L-cysteinhydrochloridmonohydrat, godkendt som aromastoffer.

(2)

Der er i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 en fejl i angivelsen vedrørende glycin, hvor der i kolonnen »Andre bestemmelser« står, at det på etiketten til tilsætningsstoffet skal være angivet, at det anbefalede maksimumsindhold af aktivstoffet i fuldfoder med et vandindhold på 12 % for andre kategorier og arter er 25 g/kg. I overensstemmelse med den udtalelse, som Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (3) udstedte i forbindelse med godkendelsen af dette fodertilsætningsstof, er den korrekte mængde 25 mg/kg.

(3)

Der er i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 fejl i angivelserne vedrørende L-cystein og L-cysteinhydrochloridmonohydrat med hensyn til fremstillingsprocessen for aktivstoffet. Navnlig er det i kolonnen »Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode« angivet, at aktivstoffet er fremstillet ved kemisk syntese eller proteinhydrolyse. Det er i denne del udeladt, at proteinhydrolysen skal foretages af animalske eller vegetabilske proteiner, således at det ikke er tilladt at anvende menneskehår, der ville kunne anvendes som en kilde til hydrolyse, til at fremstille dette specifikke tilsætningsstof.

(4)

De fejlagtige bestemmelser har givet anledning til forvirring hos foderstofvirksomhedslederne med hensyn til de faktiske bestemmelser for markedsføring af de pågældende tilsætningsstoffer. Situationen har skabt usikkerhed med hensyn til den gældende retlige ramme. Fejlene har derfor medført en række markedsforstyrrelser i forbindelse med ovennævnte tilladelse til markedsføring og anvendelse af glycin, L-cystein og L-cysteinhydrochloridmonohydrat. Berigtigelserne af gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 bør derfor gælde med tilbagevirkende kraft fra datoen for ikrafttrædelsen af samme gennemførelsesforordning for at genoprette retssikkerheden vedrørende den retlige status for de tilsætningsstoffer, som fejlene vedrører, for at undgå skadelige virkninger for de berørte foderstofvirksomhedsledere og for at genoprette stabiliteten på markedet.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 berigtiges som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 15. marts 2018.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 af 15. februar 2018 om godkendelse af taurin, beta-alanin, L-alanin, L-arginin, L-asparaginsyre, L-histidin, D,L-isoleucin, L-leucin, L-phenylalanin, L-prolin, D,L-serin, L-tyrosin, L-methionin, L-valin, L-cystein, glycin, mononatriumglutamat og L-glutaminsyre som tilsætningsstoffer til foder til alle dyrearter og af L-cysteinhydrochloridmonohydrat som tilsætningsstof til foder til alle dyrearter undtagen katte og hunde (EUT L 53 af 23.2.2018, s. 134).

(3)  EFSA Journal 2014; 12(5):3670.


BILAG

I bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2018/249 foretages følgende berigtigelser:

1)

I angivelsen vedrørende stof nr. 2b17034, glycin, foretages i kolonnen »Andre bestemmelser« følgende berigtigelser:

a)

Punkt 3) affattes således:

»3.

Følgende angives på etiketten til tilsætningsstoffet: »Anbefalet maksimumsindhold af aktivstoffet i fuldfoder med et vandindhold på 12 %:

20 g/kg for katte og hunde

25 mg/kg og for andre arter og kategorier.««

b)

Punkt 5) affattes således:

»5.

Funktionel gruppe, identifikationsnummer, navn på aktivstoffet og tilsat mængde skal angives i mærkningen af fodermidler og foderblandinger, hvis følgende indhold af aktivstoffet i fuldfoder med et vandindhold på 12 % overskrides:

20 g/kg for katte og hunde

25 mg/kg og for andre arter og kategorier.«

2)

I angivelsen vedrørende stof nr. 2b17033, L-cystein, erstattes »Fremstillet ved kemisk syntese eller proteinhydrolyse« i kolonnen »Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode« af »Fremstillet ved kemisk syntese eller hydrolyse af animalsk eller vegetabilsk protein«.

3)

I angivelsen vedrørende stof nr. 2b920, L-cysteinhydrochloridmonohydrat, erstattes »Fremstillet ved kemisk syntese eller proteinhydrolyse« i kolonnen »Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode« af »Fremstillet ved kemisk syntese eller hydrolyse af animalske eller vegetabilske proteiner«.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/34


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1568

af 18. oktober 2018

om godkendelse af et præparat af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159) som tilsætningsstof til foder til alle svin og alle fjerkræarter

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse.

(2)

Der er i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EF) nr. 1831/2003 indgivet en ansøgning om godkendelse af et præparat af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159). Ansøgningen var vedlagt de oplysninger og dokumenter, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003.

(3)

Ansøgningen vedrører godkendelse i tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer« af et præparat af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159) som tilsætningsstof til foder til svin og fjerkræ.

(4)

Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) konkluderede i sin udtalelse af 17. april 2018 (2), at præparatet af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159) på de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet. Den konkluderede også, at det har kapacitet til at nedbryde fumonisiner i foder. Autoriteten mener ikke, at der er behov for særlige krav vedrørende overvågning efter markedsføringen. Den har også gennemgået den rapport om metoder til analyse af fodertilsætningsstoffet, der blev forelagt af det ved forordning (EF) nr. 1831/2003 oprettede referencelaboratorium.

(5)

Vurderingen af præparatet af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159) viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt. Anvendelsen af dette præparat bør derfor godkendes som anført i bilaget til nærværende forordning.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Det i bilaget opførte præparat, der tilhører tilsætningsstofkategorien »teknologiske tilsætningsstoffer« og den funktionelle gruppe »stoffer, der nedsætter mykotoksinkontamineringen af foder«, tillades anvendt som fodertilsætningsstof på de betingelser, der er fastsat i bilaget.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  EFSA Journal 2018: 16(5):5269.


BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Navn på indehaveren af godkendelsen

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

Aktive enheder/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Teknologiske tilsætningsstoffer: stoffer, der nedsætter mykotoksinkontamineringen af foder: fumonisiner

1m03i

Fumonisinesterase EC 3.1.1.87

Tilsætningsstoffets sammensætning

Præparat af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159), der indeholder mindst 3 000 U/g (1).

Aktivstoffets karakteristika

Præparat af fumonisinesterase produceret af Komagataella phaffii (DSM 32159).

Analysemetode  (2)

Til bestemmelse af aktiviteten af fumonisinesterase: højtryksvæskekromatografi kombineret med tandemmassespektrometri.

HPLC-MS/MS-metode baseret på kvantificering af tricarballylsyre, der frigives via enzymaktiviteten fra fumonisin B1 ved ph 8,0 og 30 °C.

Alle svin

Alle fjerkræarter

10

 

1.

I brugsvejledningen for anvendelsen af tilsætningsstoffet og forblandingerne angives oplagringsbetingelser og pelleteringsstabilitet.

2.

Anbefalet maksimumsdosis: 300 U/kg fuldfoder.

3.

Anvendelsen af tilsætningsstoffet er tilladt i foderstoffer, der overholder EU-lovgivningen om uønskede stoffer i foderstoffer (3).

4.

Foderstofvirksomhedslederne skal fastlægge driftsprocedurer og administrative foranstaltninger for brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne med henblik på at imødegå risici ved anvendelse. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller begrænses til et minimum gennem sådanne procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med de fornødne personlige værnemidler, herunder åndedrætsværn.

8. november 2028


(1)  1 U er den enzymaktivitet, der frigiver 1 μmol tricarballylsyre pr. minut fra 100 μΜ fumonisin B1 i 20 mM Tris-Cl-buffer, pH 8,0, med 0,1 mg/ml bovint serumalbumin ved 30 °C.

(2)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på hjemmesiden for EU-referencelaboratoriet for fodertilsætningsstoffer: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports.

(3)  Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/32/EF af 7. maj 2002 om uønskede stoffer i foderstoffer (EFT L 140 af 30.5.2002, s. 10).


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/37


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1569

af 18. oktober 2018

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1110/2011 om godkendelse af et enzympræparat af endo-1,4-beta-xylanase produceret af Trichoderma reesei (CBS 114044) som tilsætningsstof til foder til æglæggende høner, mindre udbredte fjerkræarter og slagtesvin (indehaver af godkendelsen er Roal Oy)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1831/2003 af 22. september 2003 om fodertilsætningsstoffer (1), særlig artikel 13, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EF) nr. 1831/2003 indeholder bestemmelser om godkendelse af fodertilsætningsstoffer og om grundlaget og procedurerne for meddelelse af sådan godkendelse.

(2)

Anvendelsen af præparatet af endo-1,4-beta-xylanase produceret af Trichoderma reesei (CBS 114044) blev godkendt som tilsætningsstof til foder til æglæggende høner, mindre udbredte fjerkræarter og slagtesvin ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1110/2011 (2).

(3)

I overensstemmelse med artikel 13, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1831/2003 har indehaveren af godkendelsen foreslået at ændre minimumsindholdet af tilsætningsstoffet til æglæggende høner og slagtesvin. Ansøgningen var ledsaget af relevant baggrundsdokumentation. Kommissionen videresendte ansøgningen til Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«).

(4)

Autoriteten konkluderede i sin udtalelse af 6. marts 2018 (3), at reduktionen af minimumsindholdet fra 24 000 BXU til 12 000 BXU for æglæggende høner og fra 24 000 BXU to 20 000 BXU for slagtesvin ikke har skadelige virkninger på dyrs eller menneskers sundhed eller på miljøet, og at de nye foreslåede doser er effektive for målarterne.

(5)

Vurderingen af de nye foreslåede doser viser, at betingelserne for godkendelse, jf. artikel 5 i forordning (EF) nr. 1831/2003, er opfyldt.

(6)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1110/2011 bør derfor ændres.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1110/2011 erstattes af teksten i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 268 af 18.10.2003, s. 29.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1110/2011 af 3. november 2011 om godkendelse af et enzympræparat af endo-1,4-beta-xylanase produceret af Trichoderma reesei (CBS 114044) som tilsætningsstof til foder til æglæggende høner, mindre udbredte fjerkræarter og slagtesvin (indehaver af godkendelsen er Roal Oy) (EUT L 287 af 4.11.2011, s. 27).

(3)  EFSA Journal 2018; 16(3):5216, og EFSA Journal 2018; 16(3):5217.


BILAG

»

BILAG

Tilsætningsstoffets identifikationsnummer

Navn på indehaveren af godkendelsen

Tilsætningsstof

Sammensætning, kemisk betegnelse, beskrivelse, analysemetode

Dyreart eller -kategori

Maksimumsalder

Minimumsindhold

Maksimumsindhold

Andre bestemmelser

Godkendelse gyldig til

Aktive enheder/kg fuldfoder med et vandindhold på 12 %

Kategori: zootekniske tilsætningsstoffer. Funktionel gruppe: fordøjelighedsfremmende stoffer

4a8

Roal Oy

Endo-1,4-beta-xylanase

EC 3.2.1.8

Tilsætningsstoffets sammensætning

Præparat af endo-1,4-beta-xylanase produceret af Trichoderma reesei (CBS 114044) med en aktivitet på mindst:

 

i fast form: 4 × 106 BXU (1)/g

 

i flydende form: 4 × 105 BXU/g

Aktivstoffets karakteristika

Endo-1,4-beta-xylanase produceret af Trichoderma reesei (CBS 114044)

Analysemetode  (2)

I tilsætningsstoffet og forblandingen: test med reducerende sukker for endo-1,4-beta-xylanase ved kolorimetrisk reaktion af dinitrosalicylsyreopløsning på udbyttet af reducerende sukker ved pH 5,3 og 50 °C

I foderet: kolorimetri med måling af det vandopløselige farvestof, der frigives af enzymet fra hvede-arabinoxylansubstrat tværbundet med azurin

Mindre udbredte fjerkræarter bortset fra æglæggende fugle

8 000 BXU

1.

I brugsvejledningen for anvendelsen af tilsætningsstoffet og forblandinger angives oplagringsbetingelserne og stabilitet over for varmebehandling.

2.

Til brugerne af tilsætningsstoffet og forblandingerne skal foderstofvirksomhedslederne iværksætte driftsprocedurer og administrative foranstaltninger med henblik på at imødegå risici ved anvendelse. I tilfælde, hvor risiciene ikke kan fjernes eller reduceres til et minimum ved hjælp af disse procedurer og foranstaltninger, må tilsætningsstoffet og forblandingerne kun anvendes med de fornødne personlige værnemidler.

24. november 2021

Æglæggende høner

12 000 BXU

Æglæggende fugle af mindre udbredte fjerkræarter

24 000 BXU

Slagtesvin

20 000 BXU

«

(1)  1 BXU er den mængde enzym, der frigiver 1 nmol reducerende sukker som xylose fra birke-xylan pr. sekund ved pH 5,3 og 50 °C.

(2)  Nærmere oplysninger om analysemetoderne findes på referencelaboratoriets hjemmeside: https://ec.europa.eu/jrc/en/eurl/feed-additives/evaluation-reports.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/40


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1570

af 18. oktober 2018

om afslutning af proceduren vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/476 af 11. marts 2015 om de foranstaltninger, Unionen kan træffe på grundlag af en rapport vedtaget af WTO's Tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger (2) (»WTO-bemyndigelsesforordningen«), særlig artikel 1 og 2, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Den 28. maj 2013 indførte Kommissionen ved forordning (EU) nr. 490/2013 en midlertidig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (»forordningen om midlertidig told«) (3).

(2)

Den 19. november 2013 indførte Rådet ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 en endelig antidumpingtold på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (»forordningen om endelig told«) (4).

(3)

Den 15. september 2016 afsagde Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) domme i sagerne T-80/14, T-111/14 til T-121/14 (5) og T-139/14 (6) (»dommene«) og annullerede artikel 1 og 2 i forordningen om endelig told, i det omfang de vedrører sagsøgerne i de pågældende sager (»de pågældende eksporterende producenter«) (7).

(4)

Rådet for Den Europæiske Union appellerede først dommene. Efter Rådets afgørelse om at trække sine appeller tilbage blev sagerne dog slettet fra Domstolens register den 2. og 5. marts 2018 (8). Som følge heraf er dommene blevet endelige og bindende fra datoen for deres afsigelse.

(5)

Retten fandt, at institutionerne ikke i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at der forelå en mærkbar fordrejning af priserne på de vigtigste råmaterialer, der anvendes i produktionen af biodiesel i Argentina og Indonesien, som følge af en differentieret eksportafgiftsordning, hvorunder der anvendes forskellige afgifter på råmaterialer og på biodiesel. Den fastslog, at institutionerne ikke burde have lagt til grund, at prisen på råmaterialerne ikke i tilstrækkeligt omfang var afspejlet i de argentinske og indonesiske eksporterende producenters regnskaber, og at de ikke burde have set bort fra dem ved beregningen af den normale værdi for biodiesel produceret i Argentina og Indonesien.

(6)

Den 26. oktober 2016 vedtog WTO's tvistbilæggelsesorgan panelrapporten, som ændret ved appelorganets rapport (»rapporterne om Argentina«) (9), i tvisten om Den Europæiske Unions antidumpingforanstaltninger over for biodiesel fra Argentina (DS473).

(7)

Den 28. februar 2018 vedtog tvistbilæggelsesorganet også panelrapporten i tvisten om EU's antidumpingforanstaltninger over for biodiesel fra Indonesien (DS480) (»rapporten om Indonesien«) (10). Hverken Indonesien eller EU appellerede denne rapport.

(8)

I rapporterne om Argentina og Indonesien (»rapporterne«) blev det bl.a. konstateret, at EU har handlet i modstrid med:

artikel 2.2.1.1 i WTO's antidumpingaftale (antidumpingaftalen) ved at undlade at beregne produktionsomkostningerne for den undersøgte vare på grundlag af de fortegnelser, der føres af producenterne selv

antidumpingaftalens artikel 2.2 og artikel VI:1(b)(ii), i GATT 1994 ved at undlade at anvende produktionsomkostningerne i Argentina og Indonesien i forbindelse med beregningen af den normale værdi for biodiesel

antidumpingaftalens artikel 9.3 og artikel VI:2, i GATT 1994 ved at indføre en antidumpingtold, der er højere end den dumpingmargen, der skulle have været fastlagt i henhold til henholdsvis artikel 2 i antidumpingaftalen og artikel VI:1, i GATT 1994.

(9)

I rapporten om Indonesien konstaterede panelet desuden, at EU har handlet i modstrid med:

Antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii) og artikel 2.2 ved at undlade at fastsætte den fortjeneste, som andre eksportører eller producenter normalt opnår ved salg af varer inden for samme generelle kategori på oprindelseslandets hjemmemarked.

Antidumpingaftalens artikel 2.3 ved at undlade at beregne eksportprisen for én indonesisk eksporterende producent, P.T. Musim Mas, på grundlag af prisen for den importerede biodiesel — fremstillet af P.T. Musim Mas — ved første videresalg til uafhængige købere i EU.

Antidumpingaftalens artikel 3.1 og 3.2 ved ikke at fastslå, at der forelå et betydeligt prisunderbud, hvad angår importen fra Indonesien.

(10)

Panelet anbefalede, at DSB opfordrer EU til at bringe sine foranstaltninger i overensstemmelse med antidumpingaftalen og GATT 1994.

(11)

Efter rapporten om Argentina indledte Kommissionen en fornyet undersøgelse (11) i henhold til artikel 1, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/476 (12) (»den fornyede undersøgelse«). Ved indledningen af den fornyede undersøgelse meddelte Kommissionen, at den også fandt det hensigtsmæssigt at undersøge konsekvenserne af konklusionerne i rapporterne om Argentina for de foranstaltninger, der blev indført over for biodiesel fra Indonesien, da de retlige fortolkninger i rapporterne om Argentina også syntes at være relevante for undersøgelsen vedrørende Indonesien.

(12)

I løbet af den fornyede undersøgelse modtog Kommissionen en række bemærkninger fra interesserede parter, navnlig vedrørende anvendeligheden af fortolkningen af rapporterne om Argentina på foranstaltningerne over for biodiesel fra Indonesien. Kommissionen var af den opfattelse, at der var behov for mere tid til analysen af bemærkningerne vedrørende Indonesien, og besluttede at undlade at medtage en undersøgelse af Indonesien i ændringsforordningen og i stedet at lade den fornyede undersøgelse være åben, for så vidt angår Indonesien.

(13)

Den 18. september 2017 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 om ændring af forordningen om endelig told (»ændringsforordningen«), for så vidt angår de argentinske eksporterende producenter (13).

(14)

Rettens annullation af den dispositive del af forordningen om endelig told, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter, påvirker også gyldigheden af ændringsforordningen. Eftersom ændringsforordningen ændrede en forordning, hvori den dispositive del er blevet annulleret, er ændringsforordningen også selv blevet ugyldig og finder ikke anvendelse på de pågældende eksporterende producenter.

(15)

Den 28. maj 2018 blev der offentliggjort en meddelelse (14) om genoptagelse af den oprindelige undersøgelse vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien, der førte til vedtagelsen af forordningen om endelig told (»meddelelsen«). Samtidig blev den igangværende fornyede undersøgelse vedrørende Indonesien afsluttet.

(16)

I henhold til Domstolens praksis kan proceduren for at erstatte en annulleret retsakt genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte. Unionens institutioner har, når de således efterkommer dommene, mulighed for at afhjælpe de aspekter af forordningen om endelig told, som førte til annullationen heraf, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter (15).

(17)

Kommissionen bør være opmærksom på ikke blot den dispositive del af dommene, men også de præmisser, der førte til disse domme og udgjorde deres afgørende grundlag, for så vidt som de var nødvendige for at fastslå den nøjagtige betydning af den dispositive del. Andre konklusioner i forordningen om endelig told, som ikke blev anfægtet inden for de fastsatte tidsfrister, eller som blev anfægtet, men afvist af Retten og således ikke førte til annullering af forordningen om endelig told, er derfor stadig gældende (16).

(18)

For at opfylde sine forpligtelser besluttede Kommissionen at genoptage den nuværende antidumpingprocedure på netop det punkt, hvor ulovligheden indtraf, og på den måde revurdere den metode, der blev anvendt til at beregne en normal værdi.

(19)

Meddelelsens anvendelsesområde omfatter begrundelsen i Rettens domme, hvad angår de pågældende eksporterende producenter og muligheden for at lade alle eksporterende producenter fra Argentina og Indonesien være omfattet af konklusionerne. Endvidere tog Kommissionen hensyn til konklusionerne fra WTO's paneler og fra appelorganet, både hvad angår Argentina og Indonesien for at bringe de foranstaltninger, der var uforenelige med WTO-forpligtelserne, i fuld overensstemmelse med WTO-aftalerne, i overensstemmelse med artikel 19.1 i tvistbilæggelsesforståelsen.

(20)

I meddelelsen opfordrede Kommissionen de pågældende eksporterende producenter og EU-erhvervsgrenen til at give deres synspunkter til kende skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(21)

Alle parter, som anmodede om det inden for denne frist, og som påviste, at der var særlige grunde til, at de burde høres, fik lejlighed til at blive hørt.

(22)

Der blev modtaget indlæg fra European Biodiesel Board (EBB), fem eksporterende producenter i Indonesien og fra de indonesiske myndigheder.

2.   GENNEMFØRELSE AF RETTENS DOMME OG AF WTO-KONKLUSIONERNE

(23)

Kommissionen har mulighed for at afhjælpe de aspekter af forordningen om endelig told, som førte til annullationen heraf, og samtidig lade de dele af vurderingen, som ikke påvirkes af dommene (17), forblive uændrede.

(24)

Som angivet i meddelelsen revurderede Kommissionen derudover den oprindelige undersøgelses endelige konklusioner under hensyntagen til konklusionerne fra WTO's paneler og appelorganet, både hvad angår Argentina og Indonesien. Kommissionen besluttede at lade alle eksporterende producenter fra Argentina og Indonesien være omfattet af konklusionerne. Denne revurdering var baseret på oplysninger, der var indhentet i den oprindelige undersøgelse og i den fornyede undersøgelse, samt på oplysninger, der blev modtaget fra de interesserede parter efter offentliggørelsen af meddelelsen.

(25)

Én indonesisk eksporterende producent, Wilmar, gjorde både før og efter fremlæggelsen af oplysninger gældende, at der ikke er noget retligt grundlag for at genoptage undersøgelsen, hvad angår Wilmar, eftersom Retten annullerede hele forordningen om endelig told for denne virksomhed. I henhold til artikel 266 i TEUF har en institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, dog pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af dommen fra Den Europæiske Unions Domstol. Endvidere skal EU sørge for, at de antidumpingforanstaltninger, der er indført over for importen af biodiesel fra Indonesien og Argentina, er i overensstemmelse med de henstillinger og afgørelser, der er indeholdt i WTO-rapporterne. For at undersøge, hvilke foranstaltninger der bør træffes for at efterkomme Rettens domme og WTO's afgørelser, var det nødvendigt at genoptage undersøgelsen på det tidspunkt, hvor den ulovlighed, der blev konstateret for begge lande og for alle de pågældende eksporterende producenter, fandt sted. Hvorvidt en foranstaltning er annulleret helt eller delvist, er irrelevant for spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionen som følge heraf igen skal undersøge alle aspekter af den undersøgelse, der gik forud for den annullerede retsakt. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(26)

Den oprindelige undersøgelse af spørgsmålet om dumping og skade omfattede perioden fra 1. juli 2011 til 30. juni 2012 (»undersøgelsesperioden«). Hvad angår de relevante parametre inden for rammerne af skadesvurderingen blev oplysninger dækkende perioden fra den 1. januar 2009 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«) analyseret.

3.   DEN PÅGÆLDENDE VARE

(27)

Den pågældende vare er fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse, i ren form eller i blandinger, med oprindelse i Argentina og Indonesien, som i øjeblikket henhører under KN-kode ex 1516 20 98, ex 1518 00 91, ex 1518 00 95, ex 1518 00 99, ex 2710 19 43, ex 2710 19 46, ex 2710 19 47, 2710 20 11, 2710 20 15, 2710 20 17, ex 3824 99 92, 3826 00 10 og ex 3826 00 90 (»den pågældende vare«, almindeligvis omtalt som »biodiesel«).

(28)

Hverken Rettens domme eller rapporterne påvirker de konklusioner, der er beskrevet i betragtning 16 til 27 i forordningen om endelig told vedrørende den pågældende vare og samme vare.

4.   FASTSÆTTELSE AF DEN NORMALE VÆRDI OG BEREGNING AF DUMPINGMARGENERNE

(29)

Kommissionen revurderede den oprindelige undersøgelses konklusioner, hvad angår justering af omkostninger, loft over fortjeneste og dobbelttælling.

4.1.   Justering af omkostninger

(30)

Rettens domme og WTO's konklusioner (nævnt i betragtning 8) vedrører alle den justering af omkostninger, der blev foretaget af EU-institutionerne i forordningen om endelig told.

(31)

Som nævnt i betragtning 28 i forordningen om endelig told fastsatte Kommissionen, at den normale værdi skulle beregnes, eftersom hjemmemarkedssalget ikke blev anset for at have fundet sted i normal handel. Denne konklusion er ikke blevet bestridt og er fortsat gældende. Ej heller anfægtede nogen interesserede parter konklusionen i løbet af denne fornyede undersøgelse.

(32)

I betragtning 29 til 34 i forordningen om endelig told fastslog Kommissionen, at forskellen mellem de eksportafgifter, der er indført af Indonesien på det vigtigste råmateriale (rå palmeolie i Indonesien og sojabønneolie og sojabønner i Argentina), og dem, der blev opkrævet for det færdige produkt (biodiesel), pressede de indenlandske priser i Indonesien og Argentina, og at dette derfor burde tages med i betragtning ved beregningen af den normale værdi.

(33)

Ved beregningen af den normale værdi erstattede Kommissionen som følge heraf omkostningerne til det vigtigste råmateriale i de eksporterende producenters fortegnelser med de referencepriser, der offentliggøres af de relevante myndigheder i de pågældende lande.

(34)

Endvidere har Kommissionen baseret sine konklusioner i den oprindelige undersøgelse på den fortolkning, at antidumpingaftalens artikel 2.2.1.1 tillader den undersøgende myndighed at afslå at anvende de eksporterende producenters fortegnelser, hvis myndigheden fastslår, at de enten i) er i modstrid med almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (generally accepted accounting principles — »GAAP«) eller ii) ikke på rimelig vis afspejler de omkostninger, der er forbundet med produktionen og salget af den pågældende vare (betragtning 42 og 72 i forordningen om endelig told).

(35)

I rapporterne for både Argentina og Indonesien er panelet og appelorganet af den opfattelse, at Kommissionen ikke havde et tilstrækkeligt retsgrundlag i henhold til artikel 2.2.1.1 til at konkludere, at de indonesiske og argentinske producenters fortegnelser ikke på rimelig vis afspejler omkostningerne forbundet med produktion og salg af biodiesel, eller til at se bort fra de relevante omkostninger i disse fortegnelser i forbindelse ved beregningen af den normale værdi for biodiesel.

(36)

Efter rapporterne om Argentina genberegnede Kommissionen den normale værdi for de eksporterende producenter i Argentina efter den metode, der er beskrevet i betragtning 40-49 vedrørende Argentina i forordningen om midlertidig told (18). Som forklaret i betragtning 11-12 genberegnede Kommissionen også oprindeligt den normale værdi for de eksporterende producenter i Indonesien efter den metode, der er beskrevet i betragtning 60-65 vedrørende Indonesien i forordningen om midlertidig told (18). For begge landes vedkommende anvendte Kommissionen nu igen denne metode.

(37)

I de bemærkninger, EBB fremlagde efter genoptagelsen af denne sag, fremførte de, at rapporterne ikke afskærer Kommissionen fra at anvende en justering for omkostninger til råmaterialer i forbindelse med beregningen af den normale værdi, hvis det er behørigt begrundet. Den samme påstand blev fremsat under den fornyede undersøgelse efter rapporterne om Argentina og blev afvist af Kommissionen, da det ikke ville være i overensstemmelse med konklusionerne i rapporterne, som forklaret i betragtning 43-53 i ændringsforordningen. Da denne forklaring stadig er gyldig efter rapporten om Indonesien fortsatte Kommissionen med at afvise denne påstand.

(38)

Af de årsager, der er beskrevet i betragtning 44 og 64 i forordningen om midlertidig told, blev hjemmemarkedssalget ikke i nogen af landene anset for at have fundet sted i normal handel, og den normale værdi af samme vare måtte beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6. Dette blev gjort ved at lægge de justerede produktionsomkostninger i undersøgelsesperioden sammen med de afholdte salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G-omkostninger«) samt en rimelig fortjenstmargen.

(39)

Som forklaret i betragtning 46 og 65 i forordningen om midlertidig told mente Kommissionen, at beløbet til fortjeneste ikke kunne baseres på de faktiske oplysninger fra de stikprøveudtagne virksomheder i Indonesien. Derfor blev det beløb, der var blevet anvendt som fortjeneste, da den normale værdi blev beregnet i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c), fastsat ud fra den rimelige fortjeneste, som en ung, innovativ og kapitalintensiv erhvervsgren af denne type kunne opnå under normale konkurrenceforhold på et frit og åbent marked, dvs. 15 % af omsætningen.

(40)

I WTO-sagerne om Argentina og Indonesien blev fastsættelsen af en fortjeneste på 15 % anfægtet af begge lande, der hævdede, at dette beløb ikke var baseret på en »rimelig metode« som krævet i antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii). I begge sager fastslog WTO-instanserne, at EU ikke havde handlet i modstrid med antidumpingaftalen i denne henseende. Det beløb til fortjeneste, der blev anvendt ved beregningen af den normale værdi, forbliver derfor 15 %.

(41)

Én eksporterende producent fra Indonesien, PT Cermerlang Energi Perkasa, fremførte i sin bemærkning, at Kommissionen burde basere sine beregninger på oplysningerne fra producenterne i stikprøven eller under alle omstændigheder ikke automatisk anvende grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c). Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog producenten påstanden. Som forklaret i betragtning 40 konstaterede WTO-instanserne dog, at Kommissionens henvisning til og anvendelse af denne artikel ikke var i modstrid med WTO-reglerne. Kommissionen afviste derfor denne påstand.

4.2.   Loft over fortjeneste

(42)

Selv om WTO-panelet stadfæstede EU's fastsættelse af beløbet for fortjenesten i henhold til antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii), blev det konstateret i rapporten om Indonesien, at når en myndighed fastsætter fortjenesten på grundlag af enhver anden rimelig metode i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, litra c), kræves det i henhold til antidumpingaftalen, at det sikres, at denne fortjeneste ikke overstiger den fortjeneste, som andre eksportører normalt opnår ved salg af varer inden for samme generelle kategori i dette land. Panelet mente ikke, at EU havde fastsat et sådant loft over fortjenesten.

(43)

For at fastsætte det nødvendige loft over fortjenesten i henhold til antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii), er det nødvendigt at fastlægge, hvilke virksomheder der fremstiller varer, der betragtes som henhørende under »den samme generelle kategori« som biodiesel.

(44)

I rapporten om Indonesien anførte panelet i punkt 7.62, at »antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii) ikke indeholder nogen særlige krav om en undersøgelsesmyndighed med hensyn til definitionen af, hvilke varer der betragtes som henhørende under den samme generelle kategori af varer, med henblik på at fastsætte« den fortjeneste, der normalt opnås ved salg». Vi er enige med Den Europæiske Union om, at der ikke er nogen forpligtelse til at fortolke anvendelsesområdet for varer i samme generelle kategori bredt«. I punkt 7.63 tilføjede panelet, at »efter vores opfattelse kan en rimelig og objektiv myndighed konkludere, at den samme generelle kategori af varer er en smallere kategori«.

(45)

På grundlag af konklusionerne i rapporten om Indonesien gennemgik Kommissionen igen de oplysninger, der var tilgængelige, og som kunne bruges til at fastlægge et loft over fortjenesten, både hvad angår Argentina og Indonesien. Kommissionen bemærkede, at der er to datasæt til rådighed, som ville henhøre under samme generelle kategori af varer.

(46)

Det første datasæt blev indgivet af virksomhederne i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. I antidumpingaftalens artikel 2.2.2 fastsættes det, at beløbet til fortjeneste for »den undersøgte eksportør eller producent« i henhold til artikel 2.2.2 (iii) maksimalt kan være den fortjeneste, som normalt opnås af »andre eksportører eller producenter ved salg af varer i samme generelle kategori«. Den smalleste fortolkning af den samme generelle kategori af varer i henhold til denne artikel ville være begrænset til nøjagtig den samme vare, dvs. biodiesel. De data, der er nødvendige for at beregne loftet over fortjenesten, baseret på den fortjeneste, som producenter af biodiesel i Indonesien og Argentina opnåede, er let tilgængelige for Kommissionen, eftersom de blev indgivet til Kommissionen af de virksomheder, der indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse.

(47)

Den omstændighed, at den fortjeneste, de stikprøveudtagne virksomheder faktisk opnåede, ikke blev anvendt til at fastsætte en fortjenstmargen for hver af disse producenter i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6, forhindrer ikke Kommissionen i at anvende disse data til at fastsætte loftet over fortjenesten i henhold til artikel 2, stk. 6, litra c). Dette følger af ordlyden i punkt 7.65 i panelets rapport om Indonesien, hvor panelet ikke er enig i argumentet om, at »den fortjeneste, der normalt opnås« i antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii), betyder, at en undersøger kan se bort fra den fortjeneste, der opnås ved salg, der ikke anses for at være forenelige med normal kommerciel praksis. Én indonesisk eksporterende producent, PT Cermerlang Energi Perkasa, fremførte også i sine bemærkninger, at ud fra rapporten om Indonesien må Kommissionen ikke — ved beregningen af loftet over fortjeneste — se bort fra fortjenesten fra hjemmemarkedssalget af biodiesel i Indonesien, idet sidstnævnte ikke betragtes som havende fundet sted i normal handel.

(48)

Ved anvendelse af denne snævre fortolkning af varekategorien, biodiesel, beregnede Kommissionen loftet over fortjenesten for en individuel producent ved at anvende beløbet for den fortjeneste, som de øvrige producenter, der var omfattet af undersøgelsen, havde opnået. For at beregne fortjenesten for den indonesiske producent Wilmar anvendtes eksempelvis den vejede gennemsnitlige fortjeneste, der blev opnået af de øvrige undersøgte og efterprøvede indonesiske producenter P.T. Ciliandra, P.T. Musim Mas og P.T. Pelita. Omvendt blev der for P.T. Ciliandra anvendt den vejede gennemsnitlige fortjeneste, der blev opnået af Wilmar, P.T. Musim Mas og P.T. Pelita. Der blev anvendt samme metode til beregning af loftet over fortjenesten for de undersøgte og efterprøvede argentinske producenter.

(49)

Det andet datasæt omfatter data fra andre producenter end dem, der er omfattet af undersøgelsen, og som blev fremsendt til Kommissionen i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. En af de indonesiske producenter, der blev undersøgt på daværende tidspunkt, fremlagde data fra en forretningsmæssigt forbundet virksomhed for salget af blandinger af biodiesel og mineralsk diesel samt salget af dieselbrændstof og skibsbrændstof (»andre brændstoffer«). Fortjenstmargenen i forbindelse med disse salg blev indberettet til at være 10,2 %. Hvis den var blevet anvendt som loft over fortjenesten, ville denne fortjenstmargen sandsynligvis enten have medført ingen eller ubetydelige dumpingmargener for alle virksomheder i Indonesien. Disse ikkeverificerede oplysninger blev dog kun indgivet for én producent i Indonesien, mens tilsvarende data for andre producenter i Indonesien og Argentina ikke blev stillet til rådighed for Kommissionen. Eftersom de tilgængelige data derfor ikke kan anvendes på en konsekvent måde for begge lande, betragtede Kommissionen det som værende uhensigtsmæssigt at anvende data fra blot én producent i ét land til at fastsætte loftet over fortjenesten. Derudover var det ikke muligt for Kommissionen inden for den tid, der var til rådighed efter genoptagelsen af undersøgelsen, at efterprøve nøjagtigheden af de indgivne data og de tilgrundliggende beregninger. Eftersom dumpingens størrelse lå under bagatelgrænsen (som forklaret i betragtning 62) og undersøgelsen derfor blev afsluttet for alle virksomheders vedkommende, anså Kommissionen det uanset hvad for at være unødvendigt at anvende de ikkeverificerede indrapporterede oplysninger om fortjeneste på salget af blandinger af biodiesel og mineralsk diesel med henblik på at fastsætte loftet over fortjenesten. Kommissionen anså det i stedet for at være mere hensigtsmæssigt at anvende de oplysninger, der var indgivet og verificeret under den oprindelige undersøgelse.

(50)

To eksporterende producenter i Indonesien, Wilmar og PT Pelita Agung Agrindustri, samt de indonesiske myndigheder hævdede, at Kommissionens skønsmargen ved udvælgelsen af dataene, der blev anvendt til at fastsætte loftet over fortjenesten, er begrænset af konklusionerne i panelets rapport om Indonesien. Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog Wilmar dette argument. Ifølge disse interesserede parter skal Kommissionen enten anvende beløbene for fortjeneste på salg af blandinger af biodiesel med mineralsk diesel eller den opnåede fortjeneste på salg af dieselbrændstof og skibsbrændstof. Der er dog intet i rapporten om Indonesien, der forhindrer Kommissionen i at anvende andre tilgængelige relevante oplysninger. Panelet fastslår i punkt 7.70, at »EU's myndigheder kunne have taget hensyn til dette salg ved fastsættelsen af loftet over fortjenesten«, og i punkt 7.72, at »EU's myndigheder burde have taget hensyn til salget af dieselbrændstof og skibsbrændstof fra [[***]] med henblik på fastsættelse af loftet over fortjenesten«. Panelets anvendelse af formuleringen »kunne« og »burde« i rapporten om Indonesien antyder, at panelet mener, at Kommissionen var nødt til at overveje, hvorvidt disse oplysninger kunne anvendes til at fastsætte et loft over fortjenesten, snarere end at se bort fra disse oplysninger baseret på en ukorrekt fortolkning af udtrykket »den fortjeneste, der normalt opnås«. Overvejelsen omkring disse salg er nu medtaget i betragtning 49, og det blev hverken fundet hensigtsmæssigt eller nødvendigt at anvende disse specifikke salg.

(51)

I sine indlæg fremlagde EBB et alternativt datasæt, som Kommissionen kunne anvende til at beregne et loft over fortjenesten. Disse data vedrørte tre virksomheder, der hverken producerede eller solgte den pågældende vare i nogen af de undersøgte lande i løbet af undersøgelsesperioden. På grundlag af offentligt tilgængelige data og oplysninger fra to af de eksporterende producenter i Indonesien var det tydeligt, at ingen af de tre virksomheder er baseret i Indonesien, men i stedet i Malaysia og Singapore. EBB's fremsendte data er aggregerede data hentet fra årsrapporter og/eller resultater fra de relevante virksomheder og dækker muligvis over fortjenstmargener for et bredt varesortiment og for forretningsmæssigt forbundne virksomheder.

(52)

Kommissionen var ikke enig i, at disse data var hensigtsmæssige i forbindelse med at fastsætte et loft over fortjenesten. Disse virksomheders vigtigste varer er palmeolie og varer såsom fedtsyrer, glycerin, gødning, sukker og melasse, stearin, kakaosmør og oliekemikalier. Nogle virksomheder leverer også ikkeforbundne tjenester såsom drift af beboelsesejendomme, likviditetsstyring eller vedligeholdelse af jernbanenet. Disse virksomheders varer kan ikke anses for at henhøre under den samme generelle varekategori som den pågældende vare, biodiesel. Dette er navnlig tilfældet for varen palmeolie, eftersom dette er den råvare, der anvendes som input til fremstilling af biodiesel. Kommissionen mener, at medtagelsen af denne vare i samme generelle kategori som biodiesel ville indebære en alt for bred fortolkning af denne kategori. Kommissionen afslog derfor at anvende de foreslåede data.

(53)

I en nyligt afsluttet antidumpingundersøgelse vedrørende importen af biodiesel fra Indonesien til USA beregnede de amerikanske myndigheder en fortjenstmargen på 6,15 % (19). Kommissionen undersøgte, om dette tal kunne bruges som et loft over fortjenesten. Eftersom det var indhentet fra regnskaberne hos en producent, der var beliggende i Tyskland, kunne Kommissionen dog heller ikke bruge disse data.

(54)

Alt i alt følger den metode, der er beskrevet i betragtning 46-48, logikken i antidumpingaftalens artikel 2.2.2 (iii), og der anvendes kendte data, som er til rådighed for Kommissionen, uden at der er behov for yderligere undersøgelser. Derfor anses denne metode for at være den mest hensigtsmæssige i denne sag.

(55)

Denne metode giver følgende resultater. For Argentinas vedkommende havde alle de involverede producenter opnået en reel fortjenstmargen på over de 15 %, der — som anført i betragtning 39-40 — blev anvendt i den oprindelige undersøgelse. Et vægtet gennemsnit af enhver kombination af disse fortjenstmargener ville derfor også altid resultere i et loft over fortjenesten på over 15 %. Dette betyder, at den fortjenstmargen på 15 %, der blev fastlagt i den oprindelige undersøgelse, er lavere end de individuelle lofter over fortjenesten og er derfor den fortjenstmargen, der skal anvendes ved beregningerne af dumpingmargenerne.

(56)

For Indonesiens vedkommende lå de fortjenstmargener, der reelt blev opnået af de producenter, der var omfattet af undersøgelsen, også på over 15 % for alle på nær én virksomhed. Eftersom der blev anvendt et vejet gennemsnit til at beregne de individuelle lofter over fortjenesten, medfører denne fortjenstmargen på under 15 % et loft over fortjenesten for visse producenter på under 15 %, hvilket nødvendiggør en nedjustering af nogle af de fortjenstmargener, der blev anvendt til beregningen af dumpingmargenerne. For én virksomhed var loftet over fortjenesten på over 15 %, hvilket betyder, at det stadig er fortjenstmargenen på 15 %, der skal anvendes. De andre tre virksomheder har et loft over fortjenesten på under 15 %, hvilket betyder, at de fortjenstmargener, der anvendes til at beregne den normale værdi, ikke kan være højere end dette loft. Anvendelsen af metodologien fører til følgende resultater:

Tabel 1

Virksomhed

Fortjenstmargen

P.T. Ciliandra Perkasa, Jakarta

15 %

P.T. Musim Mas, Medan

12,87 %

P.T. Pelita Agung Agrindustri, Medan

14,42 %

P.T. Wilmar Bioenergi Indonesia, Medan; P.T. Wilmar Nabati Indonesia, Medan

14,42 %

4.3.   Dobbelttælling

(57)

I rapporten om Indonesien konstaterede panelet, at EU havde undladt at beregne eksportprisen for én indonesisk eksporterende producent, P.T. Musim Mas, på grundlag af prisen for den importerede biodiesel — fremstillet af P.T. Musim Mas — ved første videresalg til uafhængige købere i EU, som fastsat i antidumpingaftalens artikel 2.3.

(58)

En bestemt type biodiesel (biodiesel baseret på fedtsyredestillat af palme) er berettiget til at blive »dobbelttalt« med henblik på overholdelse af EU's obligatoriske mål for blanding af biodiesel. Af denne grund behøver EU-blandingsproducenter kun bruge halvt så meget af denne type biodiesel for at overholde EU's obligatoriske mål for blanding af biodiesel. Eftersom denne form for biodiesel således er mere værdifuld for kunderne, kan en producent af denne biodiesel opkræve en tillægspris af kunden. I dette specifikke tilfælde vedrører spørgsmålet om dobbelttælling visse former for eksport fra P.T. Musim Mas til kunder i Italien. I den oprindelige undersøgelse så EU bort fra denne tillægspris i beregningen af eksportprisen for biodiesel.

(59)

I lyset af konklusionerne fra WTO om, at EU havde gjort uret i at se bort fra denne tillægspris, der blev betalt af kunder i Italien, genvurderede Kommissionen sine beregninger og justerede eksportprisen for P.T. Musim Mas i overensstemmelse hermed.

4.4.   Genberegnede dumpingmargener

(60)

Toldsatserne for alle indonesiske og argentinske eksportører som revideret i lyset af Rettens domme samt konklusionerne og henstillingerne i rapporterne om Indonesien og Argentina, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, er som følger:

Tabel 2

Land

Virksomhed

Dumpingmargen

Indonesien

P.T. Ciliandra Perkasa, Jakarta

– 4,0 %

P.T. Musim Mas, Medan

– 4,7 %

P.T. Pelita Agung Agrindustri, Medan

4,4 %

P.T. Wilmar Bioenergi Indonesia, Medan; P.T. Wilmar Nabati Indonesia, Medan

6,2 %

Argentina

Louis Dreyfus Commodities S.A., Buenos Aires

4,5 %

Molinos Agro SA, Buenos Aires; Oleaginosa Moreno Hermanos SACIFI y A, Bahia Blanca; Vicentin SAIC, Avellaneda

6,6 %

Aceitera General Deheza SA, General Deheza; Bunge Argentina SA, Buenos Aires

8,1 %

(61)

I lyset af de høje negative dumpingmargener for to af de fire stikprøveudtagne indonesiske virksomheder efterprøvede Kommissionen, hvorvidt den vejede gennemsnitlige landsdækkende dumpingmargen — under hensyntagen til de negative margener — lå over bagatelgrænsen, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 3.

(62)

Omfanget af dumping i den indonesiske stikprøve var, udtrykt som en procentdel af cif-eksportværdien, på 1,6 %, dvs. under bagatelgrænsen på 2 %.

(63)

Da dumping på landsplan ligger under bagatelgrænsen, bør undersøgelsen afsluttes for så vidt angår importen af biodiesel fra Indonesien uden foranstaltninger.

5.   REVIDEREDE KONKLUSIONER VEDRØRENDE SKADE PÅ BASIS AF RAPPORTERNE

(64)

I rapporterne om Argentina blev det bl.a. konkluderet, at EU havde handlet i modstrid med antidumpingaftalens artikel 3.1 og 3.4 i forbindelse med undersøgelsen af virkningerne af dumpingimporten for den hjemlige erhvervsgren, i det omfang de vedrører produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse.

(65)

I den ændringsforordning, der blev vedtaget efter rapporterne om Argentina, blev dette behandlet i betragtning 87-123 (20). Hverken Rettens domme eller rapporten om Indonesien indeholder nogen konklusioner, der ville nødvendiggøre en revurdering af denne analyse, som derfor stadig gælder.

(66)

I løbet af den oprindelige undersøgelse blev det anset for hensigtsmæssigt at foretage en kumulativ vurdering af importen fra Argentina og Indonesien, eftersom betingelserne i grundforordningens artikel 3, stk. 4, var opfyldt på daværende tidspunkt. Konklusioner vedrørende skade og årsagssammenhæng blev derfor baseret på de kombinerede virkninger af importen af biodiesel fra begge lande. Disse betingelser er dog ikke længere opfyldt, eftersom det blev fastslået, at det landsdækkende dumpingniveau for Indonesien lå under bagatelgrænsen på 2 %.

(67)

Det er derfor nødvendigt at fastslå, om en analyse af årsagssammenhængen, begrænset til dumpingimporten af biodiesel fra Argentina, ville føre til den konklusion, at der er årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

5.1.   Konklusioner vedrørende skade

(68)

Den metodologi, der ligger til grund for skadesanalysen i forordningen om endelig told, påvirkes ikke af Rettens domme eller rapporten om Indonesien, for så vidt angår Argentina. De relevante konklusioner i forordningen om endelig told forbliver derfor gyldige.

(69)

Den samlede EU-produktion udgjorde ca. 9 052 871 ton i den betragtede periode, mens EU-forbruget af biodiesel steg med 5 %. Importmængderne fra Argentina steg med i alt 41 % i den betragtede periode, mens markedsandelen steg fra 7,7 % til 10,8 % i samme periode. Selv om priserne på importen af biodiesel fra Argentina steg i den betragtede periode, lå de stadig under EU-erhvervsgrenens priser i samme periode. Forskellen mellem de argentinske priser og EU-priserne, udtrykt i procent af EU-erhvervsgrenens vejede gennemsnitspris (ab fabrik), dvs. prisunderbudsmargenen, lå på mellem 4,5 % og 9,1 %. Selv om EU-erhvervsgrenens rentabilitet var på 3,5 % i 2009, faldt den efterfølgende og blev til tab på op til – 3,5 % i den oprindelige undersøgelsesperiode (1. juli 2011-30. juni 2012).

(70)

Analysen i forordningen om endelig told viste, at EU-erhvervsgrenen havde lidt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5. Mens forbruget voksede, mistede EU-erhvervsgrenen markedsandel og rentabilitet. Samtidig voksede markedsandelen for importen, som underbød EU-producenternes priser.

5.2.   Reviderede konklusioner vedrørende årsagssammenhæng

(71)

Som forklaret i punkt 5.1. blev det konstateret, at al import fra Argentina til Unionen foregik til dumpingpriser i undersøgelsesperioden. Konklusionerne i forordningen om endelig told viste også, at mængden af dumpingimporten til lave priser fra Argentina steg betragteligt (41 % i den betragtede periode), hvilket resulterede i en stigning i markedsandelen på 3 procentpoint ved udgangen af den pågældende periode.

(72)

På trods af en stigning i forbruget på 5 % tabte EU-erhvervsgrenen 5,5 procentpoint af markedsandelen i den betragtede periode. Selv om de gennemsnitlige priser på dumpingimporten fra Argentina steg med 54 % i den betragtede periode, lå de stadig væsentligt under EU-erhvervsgrenens priser i samme periode. Dumpingimporten underbød EU-erhvervsgrenens priser med en gennemsnitlig prisunderbudsmargen på 8 % i undersøgelsesperioden.

(73)

Eftersom undersøgelsen blev afsluttet for så vidt angår Indonesien, som forklaret i betragtning 60-63, er det nødvendigt at vurdere importen fra Indonesien særskilt som en anden faktor, der også kan have forvoldt skade.

(74)

De reviderede tal for importen fra tredjelande (herunder Indonesien) giver følgende overblik:

Tabel 3

 

 

2009

2010

2011

UP

EU-producenternes salg

Salgsmængde (ton)

9 454 786

9 607 731

8 488 073

9 294 137

Indeks 2009 = 100

100

102

90

98

Markedsandel

84,7 %

83,3 %

76,1 %

79,2 %

Indeks 2009 = 100

100

98

90

94

Import fra Argentina

Import i alt (ton)

853 589

1 179 285

1 422 142

1 263 230

Indeks 2009 = 100

100

138

167

148

Markedsandel

7,7 %

10,2 %

12,7 %

10,8 %

Indeks 2009 = 100

100

135

167

141

Import fra Indonesien

Import i alt (ton)

157 915

495 169

1 087 518

995 663

Indeks 2009 = 100

100

314

689

631

Markedsandel

1,4 %

4,3 %

9,7 %

8,5 %

Indeks 2009 = 100

100

303

689

600

Andre tredjelande

Import i alt (ton)

699 541

256 327

161 973

175 370

Indeks 2009 = 100

100

37

23

25

Markedsandel

6,3 %

2,2 %

1,5 %

1,5 %

Indeks 2009 = 100

100

35

23

24

(75)

Der var et betydeligt fald i importen fra USA, Norge og Sydkorea efter indførelsen af foranstaltninger over for importen fra USA i 2009 og efter en antiomgåelsesundersøgelse vedrørende import afsendt fra Canada i 2010. Derimod steg andelen for importen fra Indonesien fra 1,4 % til 8,5 %, hvilket svarer til en stigning på 500 % i den betragtede periode. Samtidig oplevede EU-erhvervsgrenen et fald i markedsandel fra 84,7 % til 79,2 %.

(76)

På tilsvarende vis blev importen fra Indonesien mere end firdoblet i løbet af den pågældende periode, mens EU-erhvervsgrenens salg faldt. En nærmere undersøgelse viser, at i 2010 steg salgsmængden for importen fra Indonesien med 214 %. Samme år steg EU-erhvervsgrenens salgsmængder dog med 2 %. Det er først i det følgende år, at EU-erhvervsgrenens salgsmængder reduceredes drastisk, hvilket faldt sammen med en yderligere stigning på 119 % i importen fra Indonesien fra 2010 til 2011.

Tabel 4

Pris pr. ton (EUR)

2009

2010

2011

UP

EU

797

845

1 096

1 097

Indeks 2009 = 100

100

106

137

138

Argentina

629

730

964

967

Indeks 2009 = 100

100

116

153

154

Indonesien

597

725

864

863

Indeks 2009 = 100

100

121

145

145

Andre tredjelande (undtagen Indonesien)

527

739

1 037

1 061

Indeks 2009 = 100

100

140

197

201

(77)

Desuden var de gennemsnitlige priser for importen fra Indonesien meget lavere end både EU-erhvervsgrenens priser og priserne på den argentinske import i hele den betragtede periode. Da der er visse forskelle mellem varen fra Indonesien og varen på EU-markedet, skal denne eksportpris dog tilpasses for at afspejle konkurrenceforholdet mellem de to.

(78)

I betragtning 93-97 i forordningen om midlertidig told havde Kommissionen anvendt en prisjustering på grundlag af prisforskellen på EU-markedet mellem salget af biodiesel med koldfilterpunkt 13 (den indonesiske kvalitet) og salget af biodiesel med koldfilterpunkt 0 (EU-kvaliteten). Selv efter denne justering underbød de indonesiske eksportpriser stadig EU-erhvervsgrenens priser med 4 %.

(79)

I rapporten om Indonesien konstaterede panelet dog i punkt 7.158-7.159, at denne tilpasning af priserne ikke i tilstrækkelig grad afspejler »kompleksiteterne i konkurrenceforholdene« mellem den importerede indonesiske biodiesel og det blandingsprodukt, EU-erhvervsgrenen sælger. Panelet gav ikke en mere præcis vejledning vedrørende metoden til at måle dette forhold.

(80)

Kommissionen bemærkede, at der er mange forskellige muligheder for at blande forskellige typer biodiesel med den indonesiske biodiesel for at få en sammenlignelig EU-vare. Det er derfor ikke praktisk muligt at beregne prisoplysninger for disse forskellige typer biodieselblandinger i undersøgelsesperioden. Desuden finder de europæiske biodieselproducenter, at den oprindelige prisjustering, der førte til en underbudsmargen på 4 %, afspejler konkurrenceforholdet korrekt. Slutteligt anførte panelet selv i punkt 7.159, at en mere kompleks analyse stadig kunne have ført til konklusionen om, at importen fra Indonesien i betydelig grad underbød priserne på EU-erhvervsgrenens blandingsprodukt. Kommissionen konkluderede derfor, at den indonesiske eksport underbød EU-priserne med mindst 4 % i undersøgelsesperioden.

(81)

Med henblik på at fastslå en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den skade, der er påført EU-erhvervsgrenen, skal det dokumenteres, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, at dumpingimporten har forvoldt EU-erhvervsgrenen væsentlig skade, samtidig med at den skade, der er forvoldt af andre kendte faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten. Begrebet årsagssammenhæng fortolkes på en WTO-forenelig måde, hvilket vil sige, at det er nødvendigt at fastslå, at der er en reel og væsentlig årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den skade, som den indenlandske erhvervsgren forvoldes (21). I betragtning 189 i forordningen om endelig told konkluderes det, at der ikke var bevis for, at virkningerne fra andre faktorer — hverken betragtet hver for sig eller samlet — var i stand til at bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimporten fra Argentina og Indonesien tilsammen og den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(82)

I lyset af de faktiske omstændigheder og den reviderede analyse (beskrevet i betragtning 71-80) efter begrænsningen af analysen til kun at omfatte importen fra Argentina, var det dog også nødvendigt at revidere denne konklusion.

(83)

I undersøgelsesperioden kom næsten halvdelen af al import til Unionen fra Indonesien til en pris, der var lavere end både EU-erhvervsgrenens og de argentinske priser. Endnu vigtigere er det, at den eksponentielle stigning i importmængden fra Indonesien såvel som dennes markedsandel har bidraget betydeligt til den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(84)

Virkningerne af den indonesiske eksport kom i tillæg til de øvrige faktorer, der blev påvist i forordningen om midlertidig told, heriblandt EU-erhvervsgrenens overkapacitet og selvforskyldt skade (betragtning 132-140 i forordningen om midlertidig told).

(85)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at virkningerne af importen af biodiesel fra Indonesien til Unionen og de øvrige faktorer, der er nævnt i den foregående betragtning, bidrog til den skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, i et sådant omfang, at det ikke kan fastslås, at der er en reel og betydelig årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Argentina og den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(86)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EBB, at karakteren af den skade, der forvoldtes af andre faktorer, herunder importen fra Indonesien, ikke svækkede årsagssammenhængen mellem den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, og importen fra Argentina. EBB hævdede desuden, at Kommissionen havde anvendt et fejlagtigt grundlag i sin analyse, som angiveligt var baseret på den antagelse, at dumpingimport fra Argentina burde have været den væsentligste eller eneste årsag til væsentlig skade, og ikke blot en af årsagerne til skade. Ifølge EBB ville det være tilstrækkeligt til at påvise, at importen fra Argentina havde en negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenens situation, uden at den behøvede at være den eneste eller største årsag til den forvoldte skade. I betragtning af at importmængden fra Argentina i den betragtede periode (2009 — medio 2012) var større end importen fra Indonesien, og eftersom det argentinske underbud af EU-erhvervsgrenens priser med 8 % var højere end det indonesiske underbud på 4 %, havde importen fra Argentina ifølge EBB's opfattelse en tydelig negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenens situation, hvilket er tilstrækkeligt til at påvise en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Argentina og den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(87)

I denne forbindelse peger Kommissionen først og fremmest på, at den allerede har redegjort for den anvendte retsstandard i betragtning 81. I den betragtning er der ingen omtale af begreberne »væsentligste« eller »primære« årsag til analysen af årsagssammenhængen. Retsstandarden er baseret på grundforordningens artikel 3, stk. 6 og 7, hvori det fastsættes, at det skal påvises, at dumpingimporten forvolder skade, mens andre kendte faktorer også bør undersøges for at sikre, at skade, der forvoldes af sådanne andre faktorer, ikke tilskrives dumpingimporten. For det andet kan der ikke findes støtte i retsgrundlaget for EEB's påstande om, at den afgørende test ville være, hvorvidt dumpingimporten har haft en »negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenen«. Den relevante juridiske test er derimod at fastslå, om der var en »reel og væsentlig sammenhæng« mellem dumpingimporten fra Argentina og den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt.

(88)

Kommissionen er af den opfattelse, at de faktiske omstændigheder i sagen ikke gør det muligt at drage en sådan konklusion. Da EU-erhvervsgrenen oplevede en betydelig import fra Argentina i 2009, men kun små mængder fra Indonesien, lå dens rentabilitet netop på 3,5 %. Da importen fra Indonesien steg betydeligt, blev rentabiliteten negativ og faldt til – 2,5 % i den oprindelige undersøgelsesperiode. I denne henseende er det vigtigt at bemærke, at importen fra Indonesien i denne periode steg betydeligt hurtigere end importen fra Argentina (se tabel 3 ovenfor). Kommissionen mener derfor, at EBB's ensidige fokus på en sammenligning mellem de respektive underbudsmargener for importen fra Indonesien (justeret for kvalitetsforskelle) og fra Argentina ikke fuldt ud og i tilstrækkelig grad afspejler den betydning, som hvert eksporterende lands eksport havde på EU-erhvervsgrenens situation, navnlig med hensyn til rentabilitet.

(89)

Kommissionen konkluderer, at det ikke er muligt at fastsætte en reel og væsentlig årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Argentina og den væsentlige skade, der forvoldtes EU-erhvervsgrenen, i betragtning af betydningen af andre kendte faktorer, der bidrager til denne skade.

(90)

Én virksomhed, COFCO Argentina S.A., gav sig til kende efter offentliggørelsen af gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 og hævdede, at den opfyldte alle tre kriterier for nye eksporterende producenter, som anført i artikel 3 i forordningen om endelig told, og fremlagde dokumentation herfor. Kommissionen analyserede anmodningen og dokumentationen. I lyset af resultaterne af den genoptagne undersøgelse blev anmodningen dog irrelevant.

6.   KONKLUSION

(91)

Undersøgelsen bør afsluttes, idet i) dumpingmargenerne for Indonesien er under bagatelgrænsen, og ii) det ikke kan fastslås, at der er en reel og betydelig årsagssammenhæng mellem dumpingimporten fra Argentina og den væsentlige skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 7. Dette betyder, at de eksisterende foranstaltninger, som stadig er i kraft for de eksporterende producenter fra Argentina og Indonesien, der ikke anfægtede antidumpingforanstaltningerne ved Retten og fik medhold, bør ophæves. Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 derfor ophæves.

(92)

Den endelige antidumpingtold, der er betalt i medfør af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 på importen af biodiesel fra Argentina og Indonesien, og den midlertidige told, som er blevet endeligt opkrævet i henhold til artikel 2 i samme forordning, bør tilbagebetales eller udlignes, i det omfang den vedrører den import af biodiesel, der blev solgt til eksport til Unionen af de virksomheder, der anfægtede nævnte forordning i Retten og fik medhold, dvs. de argentinske eksporterende producenter Unitec Bio SA, Molinos Rio de la Plata SA, Oleaginosa Moreno Hermanos SACIFI y A, Vicentin SAIC, Aceitera General Deheza SA, Bunge Argentina SA, Cargill SACI, Louis Dreyfus Commodities S.A. (LDC Argentina SA) og de indonesiske eksporterende producenter PT Pelita Agung Agrindustri, PT Ciliandra Perkasa, PT Wilmar Bioenergi Indonesia, PT Wilmar Nabati Indonesia, PT Perindustrian dan Perdagangan Musim Semi Mas (PT Musim Mas). Anmodninger om tilbagebetaling eller udligning skal indgives til de nationale toldmyndigheder i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser.

(93)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede PT Cermerlang Energi Perkasa, at tilbagebetaling og udligning af antidumpingtold burde være tilgængelig for alle virksomheder, der havde afholdt sådanne toldudgifter, og ikke kun for de virksomheder, der med held havde anfægtet forordningen om endelig told i Retten. Den fremførte desuden, at ud over gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 burde gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 også ophæves.

(94)

Kommissionen minder for det første om, at gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 kun ændrede gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013. Når sidstnævnte forordning ophæves, ophører ændringsforordningen med at have nogen retsvirkning. Der er derfor ikke behov for specifikt at ophæve denne forordning også. For det andet er Rettens annullering af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 kun gældende for de virksomheder, der anfægtede forordningen ved Retten. Den antidumpingtold, der er blevet pålagt andre virksomheder, er derfor blevet indsamlet lovligt i henhold til EU-retten. I det omfang den indonesiske WTO-rapport konstaterede, at antidumpingforanstaltningerne over for importen fra Indonesien burde bringes i overensstemmelse med EU's WTO-forpligtelser, er Kommissionen nået til enighed med Indonesien om at gennemføre disse konklusioner senest i oktober 2018. I overensstemmelse med de generelle principper for tvistbilæggelse i WTO vil en sådan gennemførelse først få virkning fra datoen for gennemførelsen. Kommissionen afviste derfor påstanden om, at denne told også burde tilbagebetales eller udlignes.

(95)

I lyset af Domstolens seneste praksis (22) er det også hensigtsmæssigt at fastsætte de morarenter, der skal betales i tilfælde af tilbagebetaling af en endelig told, fordi de pågældende bestemmelser vedrørende told ikke fastsætter en sådan rente, og anvendelsen af nationale regler ville føre til urimelige konkurrenceforvridninger mellem de erhvervsdrivende alt efter, hvilken medlemsstat der er valgt til toldbehandlingen.

7.   FREMLÆGGELSE AF OPLYSNINGER

(96)

Alle parter blev informeret om Kommissionens konklusioner, og de fik en frist, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger.

(97)

Det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, har ikke afgivet udtalelse —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Antidumpingproceduren vedrørende importen af fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse, i ren form eller i blandinger, med oprindelse i Argentina og Indonesien, som i øjeblikket henhører under KN-kode ex 1516 20 98 (Taric-kode 1516209821, 1516209829 og 1516209830), ex 1518 00 91 (Taric-kode 1518009121, 1518009129 og 1518009130), ex 1518 00 95 (Taric-kode 1518009510), ex 1518 00 99 (Taric-kode 1518009921, 1518009929 og 1518009930), ex 2710 19 43 (Taric-kode 2710194321, 2710194329 og 2710194330), ex 2710 19 46 (Taric-kode 2710194621, 2710194629 og 2710194630), ex 2710 19 47 (Taric-kode 2710194721, 2710194729 og 2710194730), 2710 20 11, 2710 20 15, 2710 20 17, ex 3824 99 92 (Taric-kode 3824999210, 3824999212 og 3824999220), 3826 00 10 og ex 3826 00 90 (Taric-kode 3826009011, 3826009019 og 3826009030) (»biodiesel«) afsluttes hermed.

Artikel 2

Den endelige antidumpingtold, der er betalt i medfør af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 på importen af biodiesel fra Argentina og Indonesien, og den midlertidige told, som er blevet endeligt opkrævet i henhold til artikel 2 i samme forordning, tilbagebetales eller udlignes, i det omfang den vedrører den import af biodiesel, der blev solgt til Unionen af følgende virksomheder:

Virksomhed

Taric-tillægskode

Argentina

Unitec Bio SA, Buenos Aires

C330

Molinos Agro SA, Buenos Aires

B784

Oleaginosa Moreno Hermanos SACIFI y A, Bahia Blanca

B784

Vicentin SAIC, Avellaneda

B784

Aceitera General Deheza SA, General Deheza

B782

Bunge Argentina SA, Buenos Aires

B782

Cargill SACI, Buenos Aires

C330

Louis Dreyfus Commodities S.A. (LDC Argentina SA), Buenos Aires

B783

Indonesien

PT Pelita Agung Agrindustri, Medan

B788

PT Ciliandra Perkasa, Jakarta

B786

PT Wilmar Bioenergi Indonesia, Medan

B789

PT Wilmar Nabati Indonesia, Medan

B789

PT Perindustrian dan Perdagangan Musim Semi Mas (PT Musim Mas), Medan

B787

Anmodninger om tilbagebetaling eller udligning indgives til de nationale toldmyndigheder i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser.

De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat. De morarenter, der skal betales i tilfælde af tilbagebetaling, der giver anledning til retten til betaling af morarenter, er den sats, der anvendes af Den Europæiske Centralbank til dennes vigtigste refinansieringstransaktioner, som er offentliggjort i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende, der er gældende den første kalenderdag i den måned, hvor fristen udløber, forhøjet med ét procentpoint.

Artikel 3

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 ophæves.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  EUT L 83 af 27.3.2015, s. 6.

(3)  EUT L 141 af 28.5.2013, s. 6.

(4)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 af 19. november 2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT L 315 af26.11.2013, s. 2).

(5)  Dom af 15. september 2016 i sag T-80/14, PT Musim Mas mod Rådet, sag T-111/14, Unitec Bio SA mod Rådet for Den Europæiske Union, sag T-112/14 til T-116/14 og T-119/14, Molinos Río de la Plata SA m.fl. mod Rådet for Den Europæiske Union, sag T-117/14, Cargill SACI mod Rådet for Den Europæiske Union, sag T-118/14, LDC Argentina SA mod Rådet for Den Europæiske Union, sag T-120/14, PT Ciliandra Perkasa mod Rådet for Den Europæiske Union, sag T-121/14, PT Pelita Agung Agrindustri mod Rådet for Den Europæiske Union (EUT C 402 af 31.10.2016, s. 28).

(6)  Sag T-139/14, PT Wilmar Bioenergi Indonesia og PT Wilmar Nabati Indonesia mod Rådet for Den Europæiske Union (EUT C 392 af 24.10.2016, s. 26).

(7)  De argentinske eksporterende producenter Unitec Bio SA, Molinos Rio de la Plata SA, Oleaginosa Moreno Hermanos SACIFI y A, Vicentin SAIC, Aceitera General Deheza SA, Bunge Argentina SA, Cargill SACI, Louis Dreyfus Commodities S.A. (LDC Argentina SA) og de indonesiske eksporterende producenter PT Pelita Agung Agrindustri, PT Ciliandra Perkasa, PT Wilmar Bioenergi Indonesia, PT Wilmar Nabati Indonesia, PT Perindustrian dan Perdagangan Musim Semi Mas (PT Musim Mas).

(8)  Kendelser afsagt af Domstolens præsident den 15. februar 2018 i de forenede sager C-602/16 P og C-607/16 P til C-609/16 P og den 16. februar 2018 i sagerne C-603/16 P til C-606/16 P.

(9)  WTO, appelorganets rapport, AB-2016-4, WT/DS473/AB/R af 6. oktober 2016 og WTO, panelrapporten, WT/DS473/R af 29. marts 2016.

(10)  WTO, panelrapporten, WT/DS480/R af 25. januar 2018.

(11)  Indledningsmeddelelse angående de gældende antidumpingforanstaltninger over for importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien efter de henstillinger og afgørelser, der blev vedtaget af WTO's tvistbilæggelsesinstans i tvisten om EU's antidumpingforanstaltninger over for biodiesel (DS473) (EUT C 476 af 20.12.2016, s. 3).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/476 af 11. marts 2015 om de foranstaltninger, Unionen kan træffe på grundlag af en rapport vedtaget af WTO's Tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger (EUT L 83 af 27.3.2015, s. 6.)

(13)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 af 18. september 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT L 239 af 19.9.2017, s. 9).

(14)  Meddelelse om Rettens domme af 15. september 2016 i sagerne T-80/14, T-111/14 til T-121/14 og T-139/14 vedrørende Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien og efter de henstillinger og afgørelser, der blev vedtaget af Verdenshandelsorganisationens tvistbilæggelsesinstans i tvisterne DS473 og DS480 (tvisterne vedrørende EU's antidumpingforanstaltninger over for biodiesel) (EUT C 181 af 28.5.2018, s. 5).

(15)  Sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques (IPS) mod Rådet, Sml. 2000 I, s. 8147.

(16)  Sag C-256/16, Deichmann SE, ECLI:EU:C:2018:187, præmis 87.

(17)  Sag C-458/98 P, Industrie des poudres sphériques (IPS) mod Rådet, Sml. 2000 I, s. 8147.

(18)  EUT L 141 af 28.5.2013, s. 6.

(19)  United States Department of Commerce, Investigation A-560-830, Memorandum, »Cost of Production and Constructed Value Calculation Adjustments for the Final Determination — Wilmar Trading Pte. Ltd.«, 20 February 2018.

(20)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1578 af 18. september 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1194/2013 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af biodiesel med oprindelse i Argentina og Indonesien (EUT L 239 af 19.9.2017, s. 9).

(21)  I overensstemmelse med WTO-afgørelsen i sagen »EU — Countervailing Measures on Certain Polyethylene Terephtalate from Pakistan«, hvor appelorganet fastslog, at »Det vigtigste mål i en analyse af årsagssammenhængen, jf. SCM-aftalens artikel 15.5, er, at en undersøgende myndighed fastslår, om der er en »reel og væsentlig årsagssammenhæng« mellem den subsidierede import og den skade, der er påført den indenlandske erhvervsgren« (Appelorganets rapport, AB-2017-5, WT/DS486/AB/R af 16. maj 2018, punkt 5.226).

(22)  Domstolens dom af 18. januar 2017, Wortmann, C-365/15, EU:C:2017:19, præmis 35 til 39.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/54


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1571

af 18. oktober 2018

om minimumssalgsprisen for skummetmælkspulver i forbindelse med den 26. dellicitation i den licitationsprocedure, der blev indledt ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1),

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 af 18. maj 2016 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår offentlig intervention og støtte til privat oplagring (2), særlig artikel 32, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080 (3) indledes der en procedure for salg af skummetmælkspulver ved licitation.

(2)

På grundlag af de bud, der er modtaget i forbindelse med den 26. dellicitation, bør der fastsættes en minimumssalgspris.

(3)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter—

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forbindelse med den 26. dellicitation for salg af skummetmælkspulver inden for rammerne af den licitationsprocedure, der er indledt ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080, og hvortil fristen for indgivelse af bud udløb den 16. oktober 2018, fastsættes minimumssalgsprisen til 123,10 EUR/100 kg.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

For formanden

Jerzy PLEWA

Generaldirektør

Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  EUT L 206 af 30.7.2016, s. 71.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2080 af 25. november 2016 om indledning af en licitationsprocedure for salg af skummetmælkspulver (EUT L 321 af 29.11.2016, s. 45).


AFGØRELSER

19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/55


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1572

af 15. oktober 2018

om Unionens anvendelse af regulativ nr. 9, 63 og 92 fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa om ensartede forskrifter for godkendelse af trehjulede køretøjer, knallerter og udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer for køretøjer i klasse L for så vidt angår støjemission

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 og 207, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Rådets afgørelse 97/836/EF (1) tiltrådte Unionen overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (2) (»overenskomsten af 1958 som revideret«).

(2)

De harmoniserede forskrifter fra De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa (FN/ECE) i FN/ECE-regulativ nr. 9 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L2, L4 og L5 for så vidt angår støjemission, FN/ECE-regulativ nr. 63 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L1 for så vidt angår støjemission og FN/ECE-regulativ nr. 92 — Ensartede forskrifter for godkendelse af ikkeoriginale udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer (NORESS) til køretøjer i klasse L1, L2, L3, L4 og L5 for så vidt angår støjemission (»FN-regulativ nr. 9, 63 og 92«) har til formål at fjerne tekniske hindringer for samhandel med motorkøretøjer mellem de kontraherende parter i overenskomsten af 1958 som revideret og at sikre, at sådanne køretøjer har en høj grad af sikkerhed og beskyttelse. Køretøjer i klasse L indbefatter lette køretøjer som f.eks. motordrevne cykler, to- eller trehjulede knallerter, motorcykler med og uden sidevogn, trehjulede motorcykler og quadricykler.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 (3) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 134/2014 (4) foreskriver indførelse af tilladte støjniveauer, krav til udskiftningsudstødningssystemer og prøvningsmetoder for to- og trehjulede motordrevne køretøjer samt quadricykler.

(4)

Bilag IV, V og VI til forordning (EU) nr. 168/2013 og bilag IX til forordning (EU) nr. 134/2014 indeholder forskrifter for typegodkendelse af køretøjer i klasse L for så vidt angår deres tilladte støjniveau og udstødningssystem.

(5)

På datoen for tiltrædelsen af overenskomsten af 1958 som revideret tiltrådte EU et antal FN-regulativer, som er anført i bilag II til afgørelse 97/836/EF; FN-regulativ nr. 9, 63 og 92 var ikke opført på denne liste.

(6)

Som foreskrevet i artikel 3, stk. 3, i Rådets afgørelse 97/836/EF og i henhold til artikel 1, stk. 7, i overenskomsten af 1958 som revideret kan Unionen beslutte at anvende et, flere eller alle FN-regulativer, som det ikke tiltrådte ved tiltrædelsen af overenskomsten af 1958 som revideret.

(7)

Efter de nylige ændringer af FN-regulativ nr. 9, 63 og 92, som bringer dem på linje med de relevante tekniske bestemmelser i forordning (EU) nr. 168/2013 og (EU) nr. 134/2014, er det nu hensigtsmæssigt, at Unionen anvender FN-regulativ nr. 9, 63 og 92 for at sørge for fælles harmoniserede krav på internationalt plan. Dette bør gøre det muligt for EU-virksomheder at følge ét sæt forskrifter, der er anerkendt på verdensplan, navnlig i de lande, der er kontraherende parter i overenskomsten af 1958 som revideret —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Union anvender FN/ECE-regulativ nr. 9 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L2, L4 og L5 for så vidt angår støjemission, regulativ nr. 63 — Ensartede forskrifter for godkendelse af køretøjer i klasse L1 for så vidt angår støjemissioner og FN/ECE-regulativ nr. 92 — Ensartede forskrifter for godkendelse af ikkeoriginale udskiftningsudstødningslyddæmpningssystemer (NORESS) til køretøjer i klasse L1, L2, L3, L4 og L5 for så vidt angår støjemission.

Artikel 2

Kommissionen underretter De Forenede Nationers generalsekretær om denne afgørelse.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2018.

På Rådets vegne

E. KÖSTINGER

Formand


(1)  Rådets afgørelse 97/836/EF af 27. november 1997 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af overenskomsten under FN's Økonomiske Kommission for Europa om indførelse af ensartede tekniske forskrifter for hjulkøretøjer samt udstyr og dele, som kan monteres og/eller benyttes på hjulkøretøjer, samt vilkårene for gensidig anerkendelse af godkendelser, der er meddelt på grundlag af sådanne forskrifter (»overenskomst af 1958 som revideret«) (EFT L 346 af 17.12.1997, s. 78).

(2)  EFT L 346 af 17.12.1997, s. 81.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 af 15. januar 2013 om godkendelse og markedsovervågning af to- og trehjulede køretøjer samt quadricykler (EUT L 60 af 2.3.2013, s. 52).

(4)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 134/2014 af 16. december 2013 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 168/2013 for så vidt angår krav til miljøpræstationer og fremdriftsydelse og ændring af bilag V hertil (EUT L 53 af 21.2.2014, s. 1).


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/57


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1573

af 15. oktober 2018

om fastlæggelse af den holdning, som på Den Europæiske Unions vegne skal indtages i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse i ØPA-Udvalget vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207 og artikel 218, stk. 9,

under henvisning til den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (1) (»aftalen«),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aftalen blev den 28. juli 2016 undertegnet på Unionens vegne i henhold til Rådets afgørelse (EU) 2016/1850 (2) og har fundet midlertidig anvendelse siden den 15. december 2016.

(2)

Traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (»Unionen«) blev undertegnet den 9. december 2011 og trådte i kraft den 1. juli 2013.

(3)

Republikken Kroatien tiltrådte aftalen den 8. november 2017 ved at deponere sin tiltrædelsesakt.

(4)

I henhold til aftalens artikel 77 kan ØPA-Udvalget træffe afgørelse om eventuelle ændringer, som måtte være nødvendige, som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, som på Unionens vegne skal indtages, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse i ØPA-Udvalget på dets årlige møde vedrørende de ændringer af aftalen, der er nødvendige, som følge af Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som på Den Europæiske Unionen vegne skal indtages i ØPA-Udvalget, som er nedsat ved den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Republikken Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af en afgørelse i ØPA-Udvalget på dets årlige møde vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union, baseres på det udkast til ØPA-Udvalgets afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

ØPA-Udvalgets afgørelse offentliggøres efter vedtagelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. oktober 2018.

På Rådets vegne

F. MOGHERINI

Formand


(1)  EUT L 287 af 21.10.2016, s. 3.

(2)  Rådets afgørelse (EU) 2016/1850 af 21. november 2008 om undertegnelse og midlertidig anvendelse af den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (EUT L 287 af 21.10.2016, s. 1).


UDKAST TIL

AFGØRELSE Nr. …/2018 TRUFFET AF ØPA-UDVALGET

der er nedsat i henhold til den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side

af …

vedrørende Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union

ØPA-UDVALGET HAR —

under henvisning til den foreløbige økonomiske partnerskabsaftale mellem Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side (»aftalen«), der blev undertegnet i Bruxelles den 28. juli 2016, og som har fundet midlertidig anvendelse siden den 15. december 2016, særlig artikel 76, 77 og 81,

under henvisning til traktaten om Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (»Unionen«) og tiltrædelsesakten til aftalen, der er deponeret af Republikken Kroatien den 8. november 2017, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aftalen gælder på den ene side for de områder, hvor traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse, og på de betingelser, der er fastsat i nævnte traktat, og på den anden side på Ghanas område.

(2)

I henhold til aftalens artikel 77 kan ØPA-Udvalget træffe afgørelse om eventuelle ændringer, som måtte være nødvendige, som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Republikken Kroatien godkender og noterer sig som part i aftalen på samme måde som Unionens øvrige medlemsstater teksten til aftalen såvel som de bilag, protokoller og erklæringer, der er knyttet dertil.

Artikel 2

Aftalens artikel 81 affattes således:

»Artikel 81

Autentiske aftaletekster

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.«

Artikel 3

Unionen fremsender den kroatiske udgave af aftalen til Ghana.

Artikel 4

1.   Aftalens bestemmelser finder anvendelse på varer, der eksporteres enten fra Ghana til Republikken Kroatien eller fra Republikken Kroatien til Ghana, og som er i overensstemmelse med de oprindelsesregler, der er gældende på aftaleparternes område, og som den 15. december 2016 enten var i transit eller under midlertidig opbevaring på toldoplag eller i frizoner i Ghana eller i Republikken Kroatien.

2.   Der indrømmes præferencebehandling i de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, forudsat at et oprindelsesbevis, som toldmyndighederne i eksportlandet har udstedt efterfølgende forelægges toldmyndighederne i importlandet senest fire måneder efter datoen for denne afgørelses ikrafttræden.

Artikel 5

Ghana forpligter sig til ikke at fremsætte krav eller anmodninger, til ikke at indføre afhjælpende foranstaltninger og til ikke at ændre eller tilbagekalde indrømmelser i henhold til artikel XXIV.6 og XXVIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) 1994 eller artikel XXI i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) i forbindelse med Republikken Kroatiens tiltrædelse af Unionen.

Artikel 6

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for undertegnelsen.

Dog finder artikel 3 og 4 anvendelse fra den 15. december 2016.

Udfærdiget i …, den ….

For Ghana

For Den Europæiske Union


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/60


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1574

af 16. oktober 2018

om beskikkelse af et medlem af Regionsudvalget efter indstilling fra Den Italienske Republik

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 305,

under henvisning til indstilling fra den italienske regering, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 26. januar 2015, den 5. februar 2015 og den 23. juni 2015 afgørelse (EU) 2015/116 (1), (EU) 2015/190 (2) og (EU) 2015/994 (3) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020.

(2)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Regionsudvalget, efter at Luciano D'ALFONSOs mandatperiode er udløbet —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Følgende beskikkes herved som medlem af Regionsudvalget for den resterende del af mandatperioden, dvs. indtil den 25. januar 2020:

Giovanni LOLLI, Vicepresidente della Regione Abruzzo.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 16. oktober 2018.

På Rådets vegne

G. BLÜMEL

Formand


(1)  Rådets afgørelse (EU) 2015/116 af 26. januar 2015 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020 (EUT L 20 af 27.1.2015, s. 42).

(2)  Rådets afgørelse (EU) 2015/190 af 5. februar 2015 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020 (EUT L 31 af 7.2.2015, s. 25).

(3)  Rådets afgørelse (EU) 2015/994 af 23. juni 2015 om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020 (EUT L 159 af 25.6.2015, s. 70).


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/61


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2018/1575

af 9. august 2018

om Grækenlands foranstaltninger over for visse græske kasinoer SA.28973 — C 16/2010 (ex NN 22/2010, ex CP 318/2009)

(meddelt under nummer C(2018) 5267)

(Kun den græske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret de interesserede parter til at indsende deres bemærkninger i henhold til ovenstående bestemmelse(r) (1), og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Den 8. juli 2009 indgav konsortiet Loutraki SA — Club Hotel Loutraki SA (2) (»klageren« eller »Casino Loutraki«) en klage til Kommissionen angående den græske lovgivning om afgifter på entrébilletter til kasinoer med påstand om, at denne ordning udgjorde statsstøtte til visse kasinooperatører. Ved e-mail af 7. oktober 2009 meddelte klageren, at vedkommende ikke havde indvendinger imod at få ophævet sin anonymitet. Den 14. oktober 2009 mødtes Kommissionens tjenestegrene med repræsentanter for klageren. Ved brev af 26. oktober 2009 fremlagde klageren yderligere oplysninger til støtte for sin klage.

(2)

Den 21. oktober 2009 fremsendte Kommissionen klagen til Grækenland og bad Grækenland om at afklare de spørgsmål, der var blevet rejst i den. Grækenland svarede Kommissionen den 27. november 2009.

(3)

Den 15. december 2009 sendte Kommissionen Grækenlands svar til klageren. Klageren indsendte bemærkninger til Grækenlands svar den 29. december 2009.

(4)

Den 25. februar, den 4. og 23. marts og den 13. april 2010 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger fra Grækenland, og Grækenland svarede herpå den 10. marts samt den 1. og 21. april 2010.

(5)

Ved afgørelse af 6. juli 2010 (»åbningsafgørelsen«) meddelte Kommissionen Grækenland, at den ville indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til den foranstaltning, som Grækenland havde gennemført, nemlig opkrævning af en lavere afgift på entrebilletter til bestemte kasinoer (»foranstaltningen«). Åbningsafgørelsen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (1), og de interesserede parter blev anmodet om at fremsætte deres bemærkninger.

(6)

Den 4. august 2010 modtog Kommissionen bemærkninger til åbningsafgørelsen fra to kasinoer, der angiveligt skulle have modtaget støtte under foranstaltningen, nemlig Casino Mont Parnès (3) og Casino Thessaloniki (4).

(7)

Kommissionen modtog Grækenlands bemærkninger til åbningsafgørelsen den 6. oktober 2010. De græske myndigheder fremsendte supplerende oplysninger om den anfægtede foranstaltning den 12. oktober 2010.

(8)

Ved brev af 8. og 25. oktober 2010 fremsatte klageren sine bemærkninger til åbningsafgørelsen.

(9)

Ved brev af 29. oktober 2010 videresendte Kommissionen bemærkningerne fra Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki til de græske myndigheder. Ved brev af 6. december 2010 fremsatte de græske myndigheder deres bemærkninger til tredjeparternes bemærkninger.

(10)

Den 24. maj 2011 vedtog Kommissionen afgørelse 2011/716/EU (5) (»den endelige afgørelse fra 2011«), hvori det blev konkluderet, at foranstaltningen udgjorde ulovlig statsstøtte, og at støtten skulle tilbagebetales.

(11)

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. august 2011 anlagde Den Hellenske Republik sag med påstand om annullation af den endelige afgørelse fra 2011 (sag T-425/11). Begæringer om annullation blev også indgivet af Etaireia Akiniton Dimosiou AE (sag T-419/11), Casino Thessaloniki (sag T-635/11), Casino Mont Parnès (sag T-14/12) og Athens Resort Casino AE Symmetochon (sag T-36/12), der er aktionær i Casino Thessaloniki og Casino Mont Parnès.

(12)

Ved dom af 11. september 2014 i sag T-425/11, Grækenland mod Kommissionen (6) (»dommen fra 2014«), annullerede Retten den endelige afgørelse fra 2011 efter at have konkluderet, at Kommissionen ikke havde godtgjort, at der var tale om statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(13)

Kommissionen ankede dommen fra 2014 den 22. november 2014. Ved kendelse af 22. oktober 2015 i sag C-530/14 P, Kommissionen mod Grækenland (7) (»kendelsen fra 2015«), afviste Domstolen Kommissionens anke og stadfæstede dommen fra 2014. Som følge heraf udtalte Retten, at de annullationssøgsmål, som Etaireia Akinton Dimosiou AE, Casino Thessaloniki, Casino Mont Parnès og Athens Resort Casino AE Symmetochon havde anlagt vedrørende den endelige afgørelse fra 2011, var formålsløse, og at det ikke var nødvendigt at pådømme dem.

(14)

Kommissionen måtte derfor tage foranstaltningen op til fornyet overvejelse og vedtage en ny endelig afgørelse herom.

(15)

Den 14. april 2017 indgav Casino Loutraki en ny klage med anmodning til Kommissionen om at vedtage en ny endelig afgørelse om, at foranstaltningen var i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF og uforenelig med det indre marked, og at støtten skulle tilbagesøges.

(16)

Den 17. november 2017 fremsendte Kommissionen klagen til Grækenland og anmodede Grækenland om at fremsætte bemærkninger. Som svar på en anmodning fra Grækenland om oversættelse af klagen til græsk fremsendte Kommissionen på ny dokumenterne på græsk den 20. december 2017. Grækenland svarede Kommissionen den 26. januar 2018.

2.   DEN PÅGÆLDENDE FORANSTALTNING

2.1.   Foranstaltningen

(17)

Den pågældende foranstaltning er den ordning med afgifter på entrébilletter til kasinoer i Grækenland, som fandtes indtil november 2012. Ifølge denne ordning blev der opkrævet en differentieret afgift på entrébilletter til kasinoer i Grækenland afhængigt af, om et kasino var offentligt eller privat ejet.

(18)

Siden 1995 har alle kasinoer i Grækenland skullet opkræve en entrépris på 15 EUR af hver enkelt kunde. De er så forpligtet til at betale 80 % af dette beløb (12 EUR) til den græske stat i form af en entréafgift. De har ret til at beholde de resterende 20 % af afgiften (3 EUR), der anses for at være betaling for udstedelsen af entrébilletten og til dækning af deres udgifter.

(19)

En undtagelse med hensyn til størrelsen af den entrépris, som kasinoet opkrævede, var i praksis blevet anvendt for statsejede kasinoer (»offentlige kasinoer«) og for det privatejede Casino Thessaloniki. Disse kasinoer skal opkræve 6 EUR af hver kunde, der får adgang. De er så forpligtet til at betale 80 % af dette beløb (4,80 EUR) til den græske stat i form af en entréafgift. De har ret til at beholde de resterende 20 % af afgiften (1,20 EUR), der anses for at være betaling for udstedelsen af entrébilletten og til dækning af deres udgifter.

(20)

Som følge af foranstaltningen overfører private kasinoer 12 EUR pr. besøgende kunde til staten, mens de offentlige kasinoer og Casino Thessaloniki overfører 4,80 EUR pr. besøgende kunde til staten. Lovgivningen giver også kasinoer mulighed for at give kunderne gratis adgang under visse omstændigheder, idet de stadig er forpligtet til at betale en entréafgift på enten 12 EUR eller 4,80 EUR til staten for hver besøgende kunde, selv om de ikke opkræver entré.

2.2.   De relevante nationale bestemmelser

(21)

Før det græske kasinomarked blev liberaliseret i 1994, var der kun tre kasinoer, som opererede i Grækenland, nemlig Casino Mont Parnès, Casino Korfu og Casino Rhodos. På daværende tidspunkt var disse kasinoer offentlige virksomheder og blev drevet som statsejede klubber af den græske nationale turismeorganisation (»EOT«) (8). Priserne på entrébilletterne til disse kasinoer blev ved beslutninger truffet af generalsekretæren for EOT (9) fastsat til 1 500 GRD (ca. 4,50 EUR) eller 2 000 GRD (ca. 6 EUR). Efter Grækenlands indførelse af euroen i 2002 blev 6 EUR den regulerede entrépris til offentlige kasinoer.

(22)

Det græske kasinomarked blev liberaliseret i 1994 som følge af vedtagelsen af lov nr. 2206/1994 (10), hvor der ud over de tre eksisterende statsejede kasinoer blev åbnet seks nye private kasinoer. I henhold til artikel 2, stk. 10, i lov nr. 2206/1994 skulle entréprisen til kasinoer i bestemte områder fastsættes ved ministerbeslutning, der også fastsatte den procentdel af prisen, som skulle betales til den græske stat. Ved ministerbeslutning (11) af 16. november 1995 (»ministerbeslutningen af 1995«) bestemte finansministeren, at alle operatører af kasinoer fra den 15. december 1995 i henhold til lov nr. 2206/1994 (12) skulle opkræve en entrépris på 5 000 GRD (13) (ca. 15 EUR). I henhold til ministerbeslutningen fra 1995 var kasinooperatørerne endvidere juridisk forpligtet til at tilbageholde 20 % af prisen, herunder moms, som betaling for udstedelse af billetten og til dækning af deres udgifter, idet det resterende beløb skulle betragtes som en afgift til staten (14). I henhold til ministerbeslutningen fra 1995 kan kasinoerne i særlige tilfælde give kunderne gratis adgang (15). Selv i disse tilfælde skulle kasinoerne overføre 80 % af den regulerede entrépris til staten, selv om de ikke modtog entréprisen i sådanne tilfælde (16). I henhold til ministerbeslutningen skulle hvert kasino svare afgiften til staten månedligt (17). I henhold til ministerbeslutningen kunne der også ydes særlig rabat på billetter, som er gyldige i 15 eller 30 dage (18). Ved Grækenlands indførelse af euroen i 2002 blev 15 EUR den regulerede standardentrépris for offentlige kasinoer.

(23)

Selv om driften af kasinoer i Grækenland generelt er omfattet af lov nr. 2206/1994 og ministerbeslutningen fra 1995, var de offentligt ejede kasinoer i Mont Parnès, på Korfu og Rhodos undtaget fra anvendelsen af denne lov og denne beslutning, indtil de fik tildelt licens af kasinokommissionen. Mere specifikt hedder det i lov nr. 2160/1993, at disse kasinoer fortsat skal drives som klubber af EOT på grundlag af de relevante EOT-bestemmelser, nemlig lov nr. 1624/1951 (19), dekret nr. 4109/1960 (20) og lov nr. 2160/1993 (21). Som følge heraf fortsatte Casino Mont Parnès, Casino Korfu og Casino Rhodos med at opkræve entréprisen på 6 EUR.

(24)

Derimod gennemførte alle nye private kasinoer, der blev oprettet efter vedtagelsen af lov nr. 2206/1994, ministerbeslutningen fra 1995 og opkrævede entréprisen på 15 EUR bortset fra Casino Thessaloniki. Selv om Casino Thessaloniki blev registreret og fik tildelt licens i henhold til lov nr. 2206/1994, anvendte det den nedsatte entrépris på 6 EUR, der blev opkrævet af de statsejede kasinoer indtil november 2012 i henhold til lov nr. 2687/1953 (22), i henhold til hvilken virksomheder med udenlandske investeringer skal behandles mindst lige så gunstigt som andre tilsvarende virksomheder i landet (23). Siden tildelingen af licensen i 1995 har Casino Thessaloniki været omfattet af kravet om betaling af 80 % af entréprisens nominelle værdi i afgift til staten (24).

(25)

Ifølge Grækenland bør de særlige bestemmelser, der gælder for de offentlige kasinoer, som eksisterede før lov nr. 2206/1994, betragtes som undtagelser fra anvendelsen af de generelle bestemmelser i lov nr. 2206/1994 og i ministerbeslutningen fra 1995. Indtil de offentlige kasinoer fik tildelt licens i henhold til lov nr. 2206/1994, var det derfor opfattelsen, at ministerbeslutningen fra 1995 ikke skulle anvendes på disse kasinoer, hverken med hensyn til entréprisen på 15 EUR eller kravet om betaling af 80 % af denne pris i afgift til staten. Da entréprisen for de offentlige kasinoer undtagelsesvist forblev 6 EUR på grundlag af EOT's allerede gældende beslutninger, der blev betragtet som særlige undtagelsesbestemmelser (allerede eksisterende særlige lovregler), som ikke var berørt af de generelle bestemmelser i lov nr. 2206/1994 og ministerbeslutningen fra 1995, betalte de offentlige kasinoer imidlertid kun 80 % af 6 EUR. EOT-beslutningerne blev kun anset for at finde anvendelse, når kasinoerne efter deres privatisering ikke længere var 100 % ejet af staten. Det var først efter deres privatisering, at disse kasinoer begyndte at opkræve standardentréprisen på 15 EUR og skulle betale 80 % af 15 EUR i afgift til staten.

(26)

En yderligere undtagelse fra anvendelsen af de generelle bestemmelser i lov nr. 2206/1994 og ministerbeslutningen fra 1995 gjaldt for Casino Mont Parnès efter dets delvise privatisering ved lov nr. 3139/2003, der udtrykkeligt bestemte, at entréprisen til Casino Mont Parnès skulle forblive 6 EUR.

(27)

I 2000 overgik driften af Casino Mont Parnès og Casino Corfu fra EOT til Ellinika Tourika Akinita AE (»ETA«), der var 100 % ejet af den græske stat. Fra udgangen af 2000, og indtil der blev udstedt licenser til disse kasinoer i henhold til lov nr. 2206/1994 i 2003, begyndte (25) ETA i starten frivilligt og senere i medfør af artikel 24 i lov nr. 2919/2001 gradvist at tilpasse sig til de forpligtelser, der var fastsat for kasinoer i lov nr. 2206/1994, for at forberede begge de tidligere statsejede klubber på at blive drevet fuldt ud med licens og blive privatiseret. I denne overgangsperiode betalte ETA 80 % af entréprisen på 6 EUR, der blev opkrævet af Casino Mont Parnès og Casino Korfu, til staten. Ifølge Kommissionens oplysninger er der ikke blevet truffet nogen ny ministerbeslutning, og Casino Korfu blev ved med at opkræve en entrépris på 6 EUR indtil privatiseringen i august 2010 (26), hvor det begyndte at opkræve entréprisen på 15 EUR.

(28)

Med hensyn til Casino Rhodos blev licensen i henhold til lov nr. 2206/1994 udstedt i 1996 (27). Kasinoet fortsatte dog med at opkræve den reducerede entrépris indtil 1999 og gik først over til at opkræve 15 EUR, efter at det var blevet privatiseret i april 1999.

(29)

I november 2012 indførte Grækenland en ny lovgivning (28), hvori der blev fastsat en ensartet entrépris på 6 EUR for alle kasinoer, både offentlige og private, idet alle kasinoer skulle tilbageholde 20 % (1,20 EUR) af entréprisen som gebyr for udstedelsen af billetten og til dækning af udgifterne og hver måned betale de resterende 80 % (4,80 EUR) som afgift til staten. Grækenland har bekræftet, at denne lovgivning fortsat er i kraft på nuværende tidspunkt.

3.   BEGRUNDELSE FOR INDLEDNING AF PROCEDUREN

(30)

Kommissionen indledte en formel undersøgelse efter artikel 108, stk. 2, i TEUF, fordi den nærede alvorlig mistanke om, at flere nærmere identificerede kasinoer i Grækenland blev afgiftsmæssigt forskelsbehandlet, fordi de var omfattet af en mere gunstig afgiftsordning end andre kasinoer i landet.

(31)

Kommissionen fandt ikke, at foranstaltningen overholdt de generelle græske lovbestemmelser for normal opkrævning af afgifter på entrébilletter til kasinoer, men at den forbedrede støttemodtagernes konkurrencemæssige position.

(32)

Efter Kommissionens opfattelse så foranstaltningen ud til at udgøre et tab af offentlige indtægter for den græske stat og begunstigede de kasinoer, hvis entrébilletter var billigere. Kommissionen besvarede de græske myndigheders argument om, at det var kunden, der opnåede den direkte fordel, med, at subsidier til forbrugerne kunne udgøre statsstøtte til virksomheder, når subsidiet var betinget af køb af en bestemt vare eller tjeneste hos en bestemt virksomhed (29).

(33)

Kommissionen bemærkede også, at afgiftsniveauet ikke så ud til at være fastsat efter de enkelte kasinoers forhold (30), og konkluderede foreløbigt, at foranstaltningen var selektiv (31).

(34)

Kommissionen fandt, at foranstaltningen kunne fordreje konkurrencen mellem kasinoer i Grækenland eller påvirke samhandelen i Europa. Kommissionen anførte, at den fuldt ud respekterede medlemsstaternes ret til at regulere hasardspil på deres område under overholdelse af EU-retten, men kunne ikke acceptere, at dette kunne være et argument for, at denne foranstaltning ikke kunne føre til konkurrencefordrejninger eller påvirke samhandelen mellem medlemsstater. Aktørerne i denne sektor var ofte internationale hotelkoncerner, hvis investeringsbeslutninger kunne blive påvirket af denne foranstaltning, og hvis kasinoer kunne få turister til at rejse til Grækenland. Kommissionen konkluderede derfor, at foranstaltningen kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstater (32).

(35)

Kommissionens foreløbige holdning var, at foranstaltningen udgjorde ulovlig støtte, da de græske myndigheder havde gennemført den uden Kommissionens forudgående tilladelse, og at støtten måske skulle tilbagesøges i medfør af artikel 15 i procedureforordningen, der fandt anvendelse på daværende tidspunkt (Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (33) (34)).

(36)

Kommissionen havde ikke fundet grundlag for at betragte foranstaltningen som forenelig med det indre marked, da foranstaltningen så ud til at udgøre uberettiget driftsstøtte til de kasinoer, der var omfattet af den (35).

(37)

Kommissionen fremførte, at hvis dens tvivl om, hvorvidt foranstaltningen indeholdt uforenelig statsstøtte, blev bekræftet, ville den i henhold til artikel 14, stk. 1, i procedureforordningen kræve, at Grækenland tilbagesøgte støtten fra modtagerne, medmindre dette ville være i strid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen (36).

4.   BEMÆRKNINGER FRA GRÆKENLAND OG ANDRE INTERESSEREDE PARTER

(38)

Under den formelle undersøgelsesprocedure modtog Kommissionen bemærkninger fra Grækenland, Casino Mont Parnès, Casino Thessaloniki og Casino Loutraki.

4.1.   Bemærkninger fra Grækenland og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki

(39)

Da bemærkningerne fra repræsentanten for det begunstigede Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki i det store og hele er identiske med bemærkningerne fra de græske myndigheder, opsummeres de samlet i dette afsnit.

(40)

Både Grækenland og Casino Mont Parnès og Cassino Thessaloniki bestrider, at der er tale om statsstøtte med den begrundelse, at staten ikke giver afkald på indtægter, eller at kasinoerne, selv om den gør, ikke opnår nogen fordel.

(41)

De græske myndigheder gør gældende, at prisforskellen er et spørgsmål om prisregulering, da den opkrævede afgift udgør samme procentdel af de respektive priser på entrébilletterne.

(42)

Ifølge de græske myndigheder er formålet med at fastsætte en entrépris og kræve betaling af en afgift til staten ikke at skabe indtægter til staten, men at få folk med lav indkomst til at afholde sig fra at spille hasard. Det forhold, at entrébilletterne også giver staten en indtægt, ændrer ikke ved disses funktion som kontrolforanstaltning. De græske myndigheder finder følgelig, at kravet om, at en entrébillet skal udstedes til en bestemt pris for kunder, der får adgang til kasinoets spilleområde, er en administrativ kontrolforanstaltning, som indfører en afgift, men som ikke er en skat og ikke kan betragtes som en skattebyrde i henhold til statsrådet dom nr. 4027/1998 (statsrådet er Grækenlands øverste forvaltningsdomstol).

(43)

Med hensyn til forskellene mellem kasinoernes entrépriser fremfører Grækenland, at kasinoernes økonomiske og sociale omstændigheder er forskellige og ikke sammenlignelige. Ifølge de græske myndigheder er forskellen i afgift begrundet i hensynet til den offentlige orden. De gør gældende, at de »forskellige kasinoers forhold berettiger og er i fuldstændig overensstemmelse med praksis med at fastsætte forskellige entrépriser for kasinoer, der ligger i nærheden af store befolkningscentre […], og for kasinoer på landet […], som især bebos af en landbobefolkning, der for de flestes vedkommende har en lavere indtægt og et lavere uddannelsesniveau og derfor har større behov for at blive tilskyndet til ikke at spille hasard end indbyggere i byområder.

(44)

Klageren (Casino Loutraki) har bemærket, at entréprisen blev sat op fra 6 EUR til 15 EUR, da Casino Korfu blev privatiseret i 2010. Hertil svarer de græske myndigheder, at øen Korfu geografisk ligger meget isoleret, og at kasinoet derfor ikke er i konkurrence med de øvrige græske kasinoer (konkurrencen kan derfor ikke blive fordrejet). De græske myndigheder fremfører videre, at det er vigtigt at sikre, at entréprisen virker afskrækkende og dermed beskytter Korfus indbyggere, da ændringerne i driften af kasinoet efter privatiseringen uundgåeligt vil medføre en drastisk forøgelse af åbningstiden, det generelle aktivitetsniveau og kasinoets tiltrækningskraft.

(45)

Selv hvis kasinoer med lavere entrépris blev begunstiget, fordi de tiltrækker flere kunder, bestrider de græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki, at der nødvendigvis er tale om tab af indtægter for staten. Det er heller ikke sikkert, at disse påståede støttemodtagere, hvis entréprisen var højere, ville generere større indtægter for staten, så det påståede indtægtstab er hypotetisk. De græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki gør gældende, at det er kunden, der opnår en fordel ved den lavere entrépris, og at den del af prisen, som kasinoet beholder, er større i kasinoer med en entrépris på 15 EUR, hvilket er til fordel for de kasinoer, der har den højeste entrépris.

(46)

De græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki fastholder, at denne foranstaltning ikke påvirker konkurrencen eller samhandelen, da kasinoerne hver især betjener et lokalt marked. De afviser muligheden af konkurrence med andre former for hasardspil, således som det påstås i afgørelsen om at indlede proceduren, og påpeger, at hasardspil på internettet på nuværende tidspunkt er forbudt i Grækenland.

(47)

De græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki hævder, at selv hvis det antages, at den reducerede entrépris på 6 EUR kan have påvirket og stadig kan påvirke en udenlandsk virksomheds beslutning om at investere i et kasino i Grækenland, vil dette udenlandske selskab altid kunne påberåbe sig lov nr. 2687/1953, således som Hyatt Regency Hotels and Tourism (Thessaloniki) S.A. gjorde i forbindelse med kasinoet i Thessaloniki.

(48)

Klageren påstår, at støttemodtagerne kan vælge at give kunderne gratis adgang, forudsat at 80 % af entréprisen alligevel indbetales til staten, og dette viser ifølge klageren meget klart, at foranstaltningen udgør statsstøtte. Hertil svarer de græske myndigheder, at denne praksis er »meget sjælden«, da kasinoerne benytter sig af denne mulighed til at tilbyde adgang til især VIP'er eller berømtheder, og at denne praksis er i strid med skatteloven (lov nr. 2238/1994), eftersom betaling af 80 % af entréprisen til staten ud af virksomhedens egne ressourcer ikke anerkendes som produktive udgifter og derfor ikke kan fratrækkes virksomhedens indtægter, hvorfor en virksomhed, der gør dette, påfører sig selv en betydelig skattebyrde.

(49)

De græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki gør endvidere Kommissionen opmærksom på andre forskelle mellem kasinoerne under forskellige skatte- og lovgivningsforanstaltninger. De anfører, at disse forskelle begunstiger Casino Loutraki (klageren) og opvejer de fordele, som støttemodtagerne har på grund af den lavere entrépris. Alle kasinoer betaler en andel af bruttofortjenesten til staten. Den væsentligste foranstaltning i denne sammenhæng er en foranstaltning om, at loven kræver en lavere andel af Casino Loutraki end af de andre. Kommissionen påpeger for det første, at hvis de andre foranstaltninger, som de græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki nævner, rent faktisk findes, kan de udgøre en særskilt støtteforanstaltning, der begunstiger Casino Loutraki, forudsat at alle bestemmelser i gældende EU-lovgivning om statsstøtte er opfyldt. Men under alle omstændigheder vedrører de ikke den pågældende foranstaltning og falder uden for rammerne for nærværende afgørelse.

(50)

De græske myndigheder og Casino Mont Parnès og Casino Thessaloniki har ikke fremsendt bemærkninger vedrørende støttens forenelighed og lovlighed.

(51)

Som reaktion på klagerens nye skrivelse af 14. april 2017 og navnlig påstanden om, at de begunstigede kasinoers højere tiltrækningskraft som følge af lavere entrépriser og den omfattende praksis med at udstede gratis billetter førte til en afvigelse i efterspørgslen og øgede samlede indtægter og dermed gav en fordel (se betragtning 56), hævder de græske myndigheder, at hverken lavere adgangspriser eller udstedelse af gratis billetter stemmer overens med en stigning i de pågældende kasinoers samlede indtægter.

4.2.   Bemærkninger fra Casino Loutraki

(52)

Casino Loutraki hævder, at foranstaltningerne under den nationale lovgivning udgør en afgiftsmæssig forskelsbehandling, der begunstiger visse kasinoer, da den afgift på 80 % af entréprisen, som skal betales til staten, anvendes på et forskelligt afgiftsgrundlag, nemlig de to forskellige entrépriser, der er fastsat af staten. Entréprisen til de begunstigede kasinoer er betydeligt lavere end entréprisen til de andre kasinoer (6 EUR i stedet for 15 EUR), hvilket udgør et indtægtstab for staten, og da dette skaber konkurrencefordrejning, udgør det statsstøtte.

(53)

Casino Loutraki anfører videre, at foranstaltningen ikke er objektivt begrundet, da indførelsen af en lavere entrépris for de begunstigede kasinoer rent faktisk strider mod den sociale målsætning og mod begrundelsen for og karakteren af fastsættelsen af en entrépris for kasinoer, jf. det græske statsråds dom nr. 4027/1998. Casino Loutraki påstår, at det ikke med rimelighed kan hævdes, at man kan sikre administrativ kontrol og social beskyttelse ved at opkræve forskellige priser på adgangsbilletter. I Casino Mont Parnès, der kun ligger ca. 20 km fra Athens centrum, koster billetten 6 EUR, mens den i Casino Loutraki, der ligger omkring 85 km fra Athens centrum, koster 15 EUR. I Casino Thessaloniki, der kun ligger ca. 8 km fra Thessaloniki centrum, er billetprisen 6 EUR, mens den i Halkikidi, omkring 120 km fra Thessaloniki centrum, koster 15 EUR.

(54)

Casino Loutraki bemærker, at Grækenland tidligere har påstået, at den reducerede entrépris på 6 EUR var begrundet i de enkelte kasinoers særlige forhold, der navnlig vedrører geografisk placering (som er bestemmende for visse økonomiske, sociale, demografiske og andre specifikke særtræk), men at Casino Korfu, da det blev privatiseret i august 2010, begyndte at opkræve en entrépris på 15 EUR uden at give nogen forklaring på, hvorfor disse særlige forhold ikke længere gjorde sig gældende.

(55)

Med hensyn til de særskilte foranstaltninger, som Grækenland og Casino Mont Parnès henviser til, og som efter deres mening begunstiger Casino Loutraki (navnlig at Casino Loutraki angiveligt skulle betale en mindre andel af den årlige bruttofortjeneste til staten end de andre kasinoer), hævder Casino Loutraki, at man i praksis har betalt det samme beløb som konkurrenterne i henhold til en særlig aftale med myndighederne.

(56)

Casino Loutraki understreger i sin nye skrivelse af 14. april 2017, efter at Rettens endelige afgørelse fra 2011 blev annulleret, at den fordel, som den pågældende foranstaltning giver, består i de begunstigede kasinoers højere tiltrækningskraft og den deraf følgende stigning i støttemodtagernes samlede indtægter. Ifølge Casino Loutraki bør Kommissionen fastslå en sådan fordel og vedtage en ny endelig afgørelse, hvori det konkluderes, at den pågældende foranstaltning har givet støttemodtagerne en sådan fordel, idet der tages hensyn til alle de oplysninger, som de græske myndigheder har indsendt under proceduren frem til den endelige afgørelse fra 2011.

(57)

Casino Loutraki hævder desuden, at de begunstigede kasinoers omfattende praksis med at udstede gratis billetter udgør et uafhængigt, tredje element ved den tildelte fordel. I forbindelse med dette element anmoder Casino Loutraki Kommissionen om at fremlægge alle de oplysninger og beviser, der er nødvendige for at fastslå, at praksis med at udstede gratis billetter var almindelig og omfattende og gik videre end målsætningerne i den undtagelse, der er fastsat i ministerbeslutningen fra 1995.

(58)

Casino Loutraki hævder, at foranstaltningen også opfylder de øvrige statsstøttekriterier og ikke er forenelig med det indre marked, og at Kommissionen derfor bør vedtage en ny endelig afgørelse, hvori det konkluderes, at foranstaltningen er ulovligt iværksat i strid med artikel 108, stk. 3, i TEUF, og at fordelen skal tilbagesøges.

5.   VURDERING AF FORANSTALTNINGEN

(59)

Ifølge artikel 107, stk. 1, i TEUF er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. For at en støtte kan betegnes som støtte i henhold til denne bestemmelse, skal alle betingelserne i denne bestemmelse være opfyldt. For det første skal der være tale om statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler. For det andet skal støtten kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. For det tredje skal den give den begunstigede en selektiv fordel. For det fjerde skal den fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene (37).

(60)

Med hensyn til den tredje betingelse for at konkludere, at der er tale om støtte, sondres der mellem betingelserne vedrørende fordele og selektivitet for at sikre, at ikke alle statslige foranstaltninger, der giver en fordel (dvs. som forbedrer en virksomheds finansielle stilling), udgør statsstøtte, men kun de foranstaltninger, der selektivt giver en sådan fordel til visse virksomheder eller visse kategorier af virksomheder eller til visse økonomiske sektorer (38).

(61)

En fordel er enhver økonomisk fordel, som en virksomhed ikke kunne have opnået på normale markedsvilkår, dvs. uden statslig indgriben (39). Det er kun foranstaltningens indvirkning på virksomheden, der er relevant, ikke hverken årsagen til eller formålet med statens indgriben (40). Hver gang en virksomheds finansielle situation forbedres som følge af statslig indgriben på betingelser, der ikke svarer til normale markedsvilkår, er der tale om en fordel. For at vurdere dette skal en virksomheds finansielle situation efter gennemførelsen af foranstaltningen sammenlignes med, hvordan virksomhedens finansielle situation ville have været, hvis foranstaltningen ikke var blevet indført (40). Eftersom det kun er foranstaltningens indvirkning på virksomheden, der betyder noget, er det irrelevant, om fordelen er obligatorisk for virksomheden i og med, at den ikke kunne undgå eller give afkald på den (41).

(62)

Foranstaltningens præcise form er også irrelevant, når det skal fastslås, om den giver virksomheden en fordel (42). Det er ikke alene tildelingen af en positiv økonomisk fordel, der er relevant for begrebet statsstøtte, da også fritagelse fra økonomiske byrder kan give en fordel. Dette dækker over en bred kategori, der omfatter enhver reduktion af omkostninger, som normalt ville indgå i en virksomheds budget (43). Det gælder alle situationer, hvor økonomiske aktører fritages for omkostninger, som er forbundet med deres økonomiske aktivitet (44).

(63)

I dommen fra 2014 fastslog Retten, at den differentierede afgift på entrébilletter til offentlige kasinoer og private kasinoer i Grækenland ikke udgjorde en afgiftslettelse til fordel for offentlige kasinoer, der gav en fordel efter artikel 107, stk. 1, i TEUF. Ifølge Retten »følger det […] af den omhandlede foranstaltning, at de beløb, der betales til staten af kasinoerne som en afgift på entrébilletterne, kun er en pro rata-sats af det, som hvert kasino opkræver i entrépris. […] Foranstaltningen svarer […] ikke til en reduktion i afgiftsgrundlaget, eftersom de beløb, der skal betales af hvert kasino, svarer til en pro rata-sats på 80 % af de samlede entréindtægter, som kasinoet rent faktisk indkasserer. […] [F]or så vidt som den afgift på 80 %, der skal betales til staten af alle kasinoer, beregnes forholdsmæssigt af det beløb, som de rent faktisk opkræver i entrépris for de solgte billetter« (45), »er den omstændighed, at de kasinoer, som opkræver en entrépris på 6 EUR, skal betale beløb til staten, der er mindre end de beløb, der skal betales til sidstnævnte af de kasinoer, som opkræver en entrépris på 15 EUR, ikke tilstrækkeligt til at fastslå, at der foreligger en fordel i forhold til de kasinoer, der henhører under den første kategori« (46).

(64)

I kendelsen fra 2015 stadfæstede Domstolen denne argumentation og anførte, at »Retten med rette har lagt til grund, at forskellen mellem de to absolutte beløb, der skulle betales tilbage til den græske stat, svarer til den samme procentdel af de forskellige beløb, som de to kategorier af kasinoer havde modtaget« (47).

(65)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at den pågældende foranstaltning ikke giver en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(66)

Med hensyn til praksissen med at udstede gratis billetter fastslog Retten i dommen fra 2014, at »[…] de kasinoer, som opkræver en entrépris på 6 EUR, [gives] en fordel, for så vidt som de til staten på grundlag af en identisk opkrævet entrépris (lig med nul) skal betale en afgift, der er lavere end den, der skal betales af de kasinoer, der opkræver en entrépris på 15 EUR« (48). Den fastslog efterfølgende, at eftersom ordningen med entrépriser til kasinoer i Grækenland ikke giver kasinoer, der opkræver en entrépris på 6 EUR, nogen fordel, kan ordningen med gratis entrébilletter ikke anses for at øge den fordel, som denne ordning giver (49). Den fastslog, at »[i] denne forbindelse er det, eftersom ordningen med entrépriser i kasinoer ikke giver en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF for så vidt angår de solgte entrébilletter, og eftersom den omhandlede medlemsstat kan tillade udstedelse af gratis entrébilletter af præcist angivne og berettigede grunde, såsom markedsføringsmæssige grunde eller som følge af en social forpligtelse, rimeligt for denne medlemsstat at opstille den yderligere betingelse, at de afgifter, som ellers ville være blevet betalt til staten, ligeledes betales i tilfældet med gratis entrébilletter« (50). Derfor udelukkede Retten eksistensen af en særskilt og specifik fordel som følge af praksis med at udstede gratis billetter (51).

(67)

I kendelsen fra 2015 stadfæstede Domstolen denne argumentation og anførte, at eftersom »Retten med rette anså, at den eneste forskel mellem de beløb, der blev betalt til staten pr. solgt entrébillet, ikke gav de kasinoer, hvor der opkræves en entrépris på 6 EUR, nogen fordel«, kan praksis med at udstede gratis billetter ikke øge denne fordel (52).

(68)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at praksis med at udstede gratis billetter ikke giver en fordel som omhandlet i artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(69)

Endelig hævder klageren, at ordningen med entrébetaling til kasinoer i Grækenland resulterer i, at de offentlige kasinoer har en højere tiltrækningskraft for kunderne som følge af den lavere regulerede entrépris og de højere samlede indtægter (dvs. generering af andre indtægtskilder såsom hasardspil, overnatning, bar- og restaurationsydelser), der skyldes de yderligere kunder, der tiltrækkes af den lavere entrépris. Ligesom med de gratis billetter, hvor ordningen med entré til kasinoer i Grækenland ikke i sig selv giver de offentlige kasinoer en fordel, kan en øget tiltrækningskraft eller ekstra indtægter fra yderligere kunder, der tiltrækkes af den lavere entrépris, ikke siges at give en fordel. Selv hvis der kunne påvises en sådan fordel, er det under alle omstændigheder kun fordele, der ydes direkte eller indirekte ved hjælp af statsmidler, som kan udgøre støtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF (53). Ifølge Domstolen udgør en indirekte negativ virkning på statens indtægter som følge af reguleringsforanstaltninger ikke en overførsel af statsmidler, hvis det er en iboende del af foranstaltningen (54). For eksempel indebærer nationale regler, der fastsætter en mindstepris for visse varer, ikke overførsel af statsmidler (55). Mens et tab af statsmidler er forbundet med den differentierede afgift, som offentlige og private kasinoer erlægger til den græske stat, er der ikke tale om tab af statsmidler, alene fordi de offentlige kasinoer fik lov til at opkræve et lavere entrégebyr end de private kasinoer. Kommissionen konkluderer derfor, at den fordel, som klageren hævder er blevet givet, også selv om det blev påvist, at den fandtes, ikke ydes ved hjælp af statsmidler i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(70)

Da en foranstaltning skal opfylde alle de fire kumulative betingelser i artikel 107, stk. 1, i TEUF for at udgøre statsstøtte, er det ikke nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

6.   KONKLUSION

(71)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at den ordning med afgifter på entrébilletter til kasinoer i Grækenland, der fandtes indtil november 2012, ikke udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF —

VEDTAGET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den ordning med afgifter på entrébilletter til kasinoer i Grækenland, der fandtes indtil november 2012, udgør ikke statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Hellenske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. august 2018.

På Kommissionens vegne

Margrethe VESTAGER

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT C 235 af 31.8.2010, s. 3.

(2)  Konsortiet Loutraki S.A. — Club Hotel Casino Loutraki S.A. (Κοινοπραξια Δ.Α.Ε.Τ.- Λουτρακι Α.Ε.- Κλαμπ Οτελ Λουτρακι Α.Ε.), Voukourestiou 11, Akti Poseidonos 48, Loutraki, Athen 10671, Grækenland.

(3)  Casino Mont Parnès, société anonyme »Elliniko Kasino Parnithas A.E.«, Agiou Konstantinou 49, 15124 Marousi Attikis, Grækenland.

(4)  Casino Thessaloniki, »Regency Entertainment Psychagogiki kai Touristiki A.E.«, Agiou Konstantinou 49, 15124 Marousi Attikis, Grækenland, og 13. km Thessalonikis-Polygyros-vejen, 55103 Thessaloniki, Grækenland.

(5)  Kommissionen afgørelse 2011/716/EU af 24. maj 2011 om Grækenlands statsstøtte til visse græske kasinoer C 16/10 (ex NN 22/10, ex CP 318/09) (EUT L 285 af 1.11.2011, s. 25).

(6)  Rettens dom af 11. september 2014, Den Hellenske Republik mod Kommissionen, T-425/11, ECLI:EU:T:2014:768.

(7)  Domstolens kendelse af 22. oktober 2015, uropa-Kommissionen mod Den Hellenske Republik, C-530/14 P, ECLI:EU:C:2015:727.

(8)  De tre kasinoer drives som EOT-klubber ved lov nr. 1624/1951, dekret nr. 4109/1960 og lov nr. 2160/1993. Senere overgik driften af kasinoerne på Korfu og i Mont Parnès fra EOT til det græske selskab for udvikling af turisme (ETA), der er 100 % ejet af den græske stat, ved lov nr. 2636/1998 og lov nr. 2837/2000, indtil der blev tildelt licenser til de to ovennævnte kasinoer ved lov nr. 3139/2003 (kasinoet på Rhodos blev drevet af EOT, indtil det fik tildelt licens i 1996).

(9)  De beslutninger, som EOT's generalsekretær har truffet (i henhold til lov nr. 1624/1951 og dekret nr. 4109/1960), er nærmere bestemt følgende: EOT-beslutning nr. 535633 af 21.11.1991 (der fastsatte entréprisen for kasinoet i Mont Parnès til 2 000 GRD), EOT-beslutning nr. 508049 af 24.3.1992 (der fastsatte entréprisen til kasinoerne på Korfu og Rhodos til 1 500 GRD) og EOT-beslutning nr. 532691 af 24.11.1997 (der ændrede entréprisen til kasinoet på Korfu til 2 000 GRD).

(10)  Lov nr. 2206/1994 om oprettelse, organisation, drift og kontrol af kasinoer og andre anliggender, Νόμος 2206, Δημοσιεύθηκε στο ΦΕΚ 62 — 20.4.1994.

(11)  Ministerbeslutning 1128269/1226/0015/ΠΟΛ.1292 af 16.11.1995 — ΦΕΚ 982/B'/1995.

(12)  Artikel 1 i ministerbeslutningen fra 1995: »Kasinooperatører (lov nr. 2206/1994) skal fra den 15. december 1995 udstede en entrébillet pr. person i henhold til de specifikke bestemmelser i følgende artikler.«

(13)  Artikel 5 i ministerbeslutningen fra 1995: »Den samme billetpris for adgang til spillemaskiner og områder med bordspil udgør 5 000 GRD.«

(14)  Følgende er fastsat i artikel 7, stk. 1, i ministerbeslutningen fra 1995: »Af billettens samlede værdi beholder kasinovirksomheden 20 % som afgift for udstedelse af billetten og til dækning af udgifter, herunder moms. Det resterende beløb betales som afgift til staten.«

(15)  Følgende er fastsat i artikel 6 i ministerbeslutningen fra 1995: »Hvor kasinoet af hensyn til promotion eller sociale forpligtelser ikke kræver entrébillet, udsteder kasinoet en billet mærket »Supplement« i en særlig billetrulle eller en særlig totaliser i det afgiftsgodkendte kasseapparat.«

(16)  Følgende er fastsat i artikel 7, stk. 2, i ministerbeslutningen fra 1995: »For supplementsbilletter betales den offentlige afgift på grundlag af billetprisen den relevante dag som fastlagt i artikel 5 i denne beslutning.«

(17)  Følgende er fastsat i artikel 10, stk. 1, i ministerbeslutningen fra 1995: »Afgifter til staten indleveres på skattekontoret den 10. i hver måned sammen med en erklæring om afgifter opkrævet i den foregående måned.«

(18)  Følgende er fastsat i artikel 8, stk. 1, i ministerbeslutningen fra 1995: »Med forbehold af stk. 2-7 er det mutatis mutandis tilladt [for kasinooperatører] at udstede billetter, der er gyldige i 15 eller 30 konsekutive dage eller en kalendermåned. Der kan ydes rabat på disse langtidsbilletter som følger:

a)

på billetter gyldige i 15 dage: 40 % af den samlede værdi af 15 dagbilletter. Hvis disse billetter udstedes for 14 kalenderdage, dækker de sidste 14 dage i en kalendermåned den periode, der starter den 16. og slutter ved månedens udgang.

b)

på billetter gyldige i 30 dage eller en måned: 50 % af den samlede værdi af 30 dagbilletter«.

(19)  Lov nr. 1624/1951 om ratifikation, ændring og supplering af lov nr. 1565/1950 om oprettelse af den græske turismeorganisation, Νόμος 1624, Δημοσιεύθηκε στο ΦΕΚ 7 — 8.1.1951.

(20)  Dekret nr. 4109/1960 om ændring og supplering af lovgivningen vedrørende den græske turismeorganisation og visse andre bestemmelser, Νομοθετικό Διάταγμα 4109, Δημοσιεύθηκε στο ΦΕΚ 153 — 29.9.1960.

(21)  Lov nr. 2160/1993 om turisme og andre anliggender, Νόμος 2160, Δημοσιεύθηκε στο ΦΕΚ 118 — 19.7.1993.

(22)  Lov nr. 2687/1953 om investering og beskyttelse af udenlandsk kapital, Νομοθετικό Διάταγμα 2687, Δημοσιεύθηκε στο ΦΕΚ 317 — 10.11.1953.

(23)  Casino Thessaloniki blev omfattet af bestemmelserne i lov nr. 2687/1953 i overensstemmelse med præsidentielt dekret Π.Λ 290/1995 (godkendelse af en investering i udenlandsk kapital foretaget af Hyatt Regency Hotel and Tourism Enterprise, Προεδρικό Διάταγμα 290, Δημοσιεύθηκε στο ΦΕΚ 163 — 9.8.1995), der sidestillede det med kasinoerne i Mont Parnès og på Korfu.

(24)  Jf. betragtning 16, 17 og 18 i åbningsafgørelsen.

(25)  Casino Mont Parnès blev drevet af Elliniko Kasino Parnithas A.E. (EKP), der blev oprettet i 2001 som et datterselskab af ETA, der er 100 % kontrolleret af den græske stat.

(26)  Ifølge de oplysninger, som de græske myndigheder fremsendte under den formelle undersøgelsesprocedure, blev Casino Korfu privatiseret den 30.8.2010 med salget — efter et internationalt udbud — af 100 % af aktierne i virksomheden Corfu Hellenic Casino S.A. (EKK) til V&T Corfu Casino S.A., der var oprettet af den bydende, som havde vundet udbuddet, nemlig konsortiet Vivere Entertainment Commercial & Holding S.A. — Theros International Gaming INC. EKK var blevet oprettet i 2001 som et datterselskab af ETA.

(27)  Ved ministerbeslutning Τ/633/29.5.1996.

(28)  Lov nr. 4093/2012, det græske lovtidende I 222 af 12. november 2012.

(29)  Se betragtning 19-23 i åbningsafgørelsen.

(30)  Se betragtning 26, 27, 28 og 37 i åbningsafgørelsen.

(31)  Se betragtning 24-29 i åbningsafgørelsen.

(32)  Jf. betragtning 30, 31 og 32 i åbningsafgørelsen.

(33)  Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastsættelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EFT L 83 af 27.3.1999, s. 1).

(34)  Se betragtning 34 og 35 i åbningsafgørelsen.

(35)  Jf. betragtning 36, 37 og 38 i åbningsafgørelsen.

(36)  Se betragtning 39 og 40 i åbningsafgørelsen.

(37)  Domstolens dom af 21. december 2016, forenede sager C-20/15 P og C-21/15 P, Kommissionen mod World Duty Free Group, ECLI:EU:C:2016:981, præmis 53, og den deri nævnte retspraksis.

(38)  Se sag C-20/15 P og C-21/15 P, Kommissionen mod World Duty Free Group, ECLI:EU:C:2016:981, præmis 56, og sag C-6/12 P Oy, ECLI:EU:C:2013:525, præmis 18.

(39)  Domstolens dom af 11. juli 1996, SFEI m.fl., C-39/94, ECLI:EU:C:1996:285, præmis 60, Domstolens dom af 29. april 1999, Spanien mod Kommissionen, C-342/96, ECLI:EU:C:1999:210, præmis 41.

(40)  Domstolens dom af 2. juli 1974, Italien mod Kommissionen, 173/73, ECLI:EU:C:1974:71, præmis 13.

(41)  Kommissionens beslutning 2004/339/EF af 15. oktober 2003 om Italiens støtteforanstaltninger til fordel for RAI SpA (EUT L 119 af 23.4.2004, s. 1), betragtning 69, forslag til afgørelse fra generaladvokat Fennelly af 26. november 1998, Frankrig mod Kommissionen, C-251/97, ECLI:EU:C:1998:572, punkt 26.

(42)  Domstolens dom af 24. juli 2003, Altmark Trans, C-280/00, ECLI:EU:C:2003:415, præmis 84.

(43)  Domstolens dom af 15. marts 1994, Banco Exterior de España, C-387/92, ECLI:EU:C:1994:100, præmis 13, Domstolens dom af 19. september 2000, Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, ECLI:EU:C:2000:467, præmis 25, Domstolens dom af 19. maj 1999, Italien mod Kommissionen, C-6/97, ECLI:EU:C:1999:251, præmis 15, Domstolens dom af 3. marts 2005, Heiser, C-172/03, ECLI:EU:C:2005:130, præmis 36.

(44)  Domstolens dom af 20. november 2003, GEMO SA, C-126/01, ECLI:EU:C:2003:622, præmis 28-31.

(45)  Dommen fra 2014, præmis 55.

(46)  Dommen fra 2014, præmis 57.

(47)  Kendelsen fra 2015, præmis 35.

(48)  Dommen fra 2014, præmis 76.

(49)  Dommen fra 2014, præmis 77.

(50)  Dommen fra 2014, præmis 78.

(51)  Dommen fra 2014, præmis 80.

(52)  Kendelsen fra 2015, præmis 55.

(53)  Domstolens dom af 24. januar 1978, Van Tiggele, 82/77, ECLI:EU:C:1978:10, præmis 25 og 26, Rettens dom af 12. december 1996, Air France mod Kommissionen, T-358/94, ECLI:EU:T:1996:194, præmis 63.

(54)  Domstolens dom af 13. marts 2001, C-379/98, Preussen Elektra, EU:C:2001:160, præmis 62.

(55)  Domstolens dom af 24. januar 1978, Van Tiggele, 82/77, ECLI:EU:C:1978:10, præmis 25 og 26.


19.10.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/71


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/1576

af 18. oktober 2018

om ændring af bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater

(meddelt under nummer C(2018) 6961)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4,

under henvisning til Rådets direktiv 2002/99/EF af 16. december 2002 om dyresundhedsbestemmelser for produktion, tilvirkning, distribution og indførsel af animalske produkter til konsum (3), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater, hvor der har været bekræftede tilfælde af sygdommen hos tamsvin eller vildtlevende svin (i det følgende benævnt »de berørte medlemsstater«). I del I-IV i bilaget til nævnte gennemførelsesafgørelse afgrænses og listeopføres visse områder i de berørte medlemsstater, og områderne er opdelt efter risikoniveauet under hensyntagen til den epidemiologiske situation for så vidt angår den pågældende sygdom. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU er blevet ændret flere gange med henblik på at tage hensyn til ændringer i den epidemiologiske situation for så vidt angår afrikansk svinepest i Unionen, således at nævnte bilag nu afspejler disse ændringer. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU blev senest ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1512 (5) som følge af nylige tilfælde af afrikansk svinepest i Ungarn og Polen.

(2)

Risikoen for spredning af afrikansk svinepest blandt vildtlevende dyr hænger sammen med den naturlige langsomme spredning af sygdommen blandt populationer af vildtlevende svin samt de risici, der hænger sammen med menneskelig aktivitet, således som det fremgår af den nylige epidemiologiske udvikling i sygdommen i Unionen, og som dokumenteret af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »EFSA«) i den videnskabelige udtalelse fra Ekspertpanelet for Dyrs Sundhed og Velfærd, som blev offentliggjort den 14. juli 2015, i EFSA's videnskabelige rapport om epidemiologiske analyser af afrikansk svinepest i de baltiske lande og Polen, som blev offentliggjort den 23. marts 2017, og i EFSA's videnskabelige rapport om epidemiologiske analyser af afrikansk svinepest i de baltiske lande og Polen, som blev offentliggjort den 8. november 2017 (6).

(3)

De EU-minimumsforanstaltninger, der skal træffes til bekæmpelse af afrikansk svinepest, er fastsat ved Rådet direktiv 2002/60/EF (7). Navnlig skal der i henhold til artikel 9 i direktiv 2002/60/EF oprettes en beskyttelses- og overvågningszone, så snart afrikansk svinepest er blevet officielt bekræftet hos svin på en bedrift, og de foranstaltninger, der skal træffes i beskyttelses- og overvågningszonerne for at forhindre spredning af sygdommen, er fastsat ved direktivets artikel 10 og 11. Endvidere er de foranstaltninger, der skal træffes, så snart der bekræftes afrikansk svinepest hos vildtlevende svin, fastsat i artikel 15 i direktiv 2002/60/EF; blandt andet skal svinebedrifterne i det afgrænsede inficerede område sættes under officielt tilsyn. Nylig erfaring har vist, at foranstaltningerne i direktiv 2002/60/EF er effektive med hensyn til at bekæmpe spredning af sygdommen, navnlig foranstaltningerne med henblik på rengøring og desinfektion af inficerede bedrifter.

(4)

Under hensyntagen til effektiviteten af de foranstaltninger, der anvendes i de berørte medlemsstater i overensstemmelse med direktiv 2002/60/EF, navnlig artikel 10, stk. 4, litra b), artikel 10, stk. 5, og artikel 15, og i overensstemmelse med de risikobegrænsende foranstaltninger for så vidt angår afrikansk svinepest, der er beskrevet i Verdensorganisationen for Dyresundheds sundhedskodeks for terrestriske dyr, bør visse områder i Letland, Litauen og Polen, der på nuværende tidspunkt er opført i del III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, nu opføres i del II eller del I i nævnte bilag i betragtning af udløbet af perioden på tre måneder efter den afsluttende rengøring og desinfektion af de inficerede bedrifter. Da de områder, hvor situationen fortsat udvikler sig, er opført i del III i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, bør der altid tages særligt hensyn til virkningen på de omkringliggende områder, når der foretages ændringer med hensyn til områder opført i nævnte del.

(5)

Endvidere har den epidemiologiske situation i Unionen for så vidt angår afrikansk svinepest udviklet sig siden datoen for vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1512, og der har været yderligere tilfælde af sygdommen, der skal være afspejlet i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU.

(6)

Der blev i september 2018 konstateret ét tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin i Tauragė amt i Litauen. Dette tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Dette område i Litauen, der er berørt af afrikansk svinepest, bør derfor nu opføres i nævnte bilags del II i stedet for i del I.

(7)

Der blev i oktober 2018 konstateret ét tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin i Puławy amt i Polen. Dette tilfælde af afrikansk svinepest hos et vildtlevende svin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Dette område i Polen, der er berørt af afrikansk svinepest, bør derfor nu opføres i nævnte bilags del II i stedet for i del I.

(8)

Der blev i oktober 2018 konstateret ét udbrud af afrikansk svinepest hos tamsvin i Teleorman amt i Rumænien. Dette udbrud af afrikansk svinepest hos tamsvin udgør en øget risiko, der bør være afspejlet i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU. Dette område i Rumænien, der er berørt af afrikansk svinepest, bør derfor nu opføres i nævnte bilags del III i stedet for i del I.

(9)

For at tage hensyn til den seneste epidemiologiske udvikling vedrørende afrikansk svinepest i Unionen og for at bekæmpe de risici, der er forbundet med spredning af sygdommen, på en proaktiv måde bør der for Letlands, Litauens og Polens vedkommende afgrænses nye højrisikoområder af en tilstrækkelig størrelse, som på behørig vis opføres i del I og II i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU, ligesom visse områder bør overføres fra del III til del I eller II i nævnte bilag som følge af afslutningen af perioden på tre måneder efter den afsluttende rengøring og desinfektion af de inficerede bedrifter. Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU bør derfor ændres.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU erstattes af teksten i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. oktober 2018.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  EFT L 18 af 23.1.2003, s. 11.

(4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU af 9. oktober 2014 om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse 2014/178/EU (EUT L 295 af 11.10.2014, s. 63).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1512 af 10. oktober 2018 om ændring af bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU om dyresundhedsmæssige foranstaltninger til bekæmpelse af afrikansk svinepest i visse medlemsstater (EUT L 255 af 11.10.2018, s. 18).

(6)  EFSA Journal 2015;13(7):4163, EFSA Journal 2017;15(3):4732 og EFSA Journal 2017;15(11):5068.

(7)  Rådets direktiv 2002/60/EF af 27. juni 2002 om specifikke bestemmelser for bekæmpelse af afrikansk svinepest og om ændring af direktiv 92/119/EØF for så vidt angår Teschener syge og afrikansk svinepest (EFT L 192 af 20.7.2002, s. 27).


BILAG

Bilaget til gennemførelsesafgørelse 2014/709/EU affattes således:

»

BILAG

DEL I

1.   Tjekkiet

Følgende områder i Tjekkiet:

okres Uherské Hradiště,

okres Kroměříž,

okres Vsetín,

katastrální území obcí v okrese Zlín:

Bělov,

Biskupice u Luhačovic,

Bohuslavice nad Vláří,

Brumov,

Bylnice,

Divnice,

Dobrkovice,

Dolní Lhota u Luhačovic,

Drnovice u Valašských Klobouk,

Halenkovice,

Haluzice,

Hrádek na Vlárské dráze,

Hřivínův Újezd,

Jestřabí nad Vláří,

Kaňovice u Luhačovic,

Kelníky,

Kladná-Žilín,

Kochavec,

Komárov u Napajedel,

Křekov,

Lipina,

Lipová u Slavičína,

Ludkovice,

Luhačovice,

Machová,

Mirošov u Valašských Klobouk,

Mysločovice,

Napajedla,

Návojná,

Nedašov,

Nedašova Lhota,

Nevšová,

Otrokovice,

Petrůvka u Slavičína,

Pohořelice u Napajedel,

Polichno,

Popov nad Vláří,

Poteč,

Pozlovice,

Rokytnice u Slavičína,

Rudimov,

Řetechov,

Sazovice,

Sidonie,

Slavičín,

Smolina,

Spytihněv,

Svatý Štěpán,

Šanov,

Šarovy,

Štítná nad Vláří,

Tichov,

Tlumačov na Moravě,

Valašské Klobouky,

Velký Ořechov,

Vlachova Lhota,

Vlachovice,

Vrbětice,

Žlutava.

2.   Estland

Følgende områder i Estland:

Hiiu maakond.

3.   Ungarn

Følgende områder i Ungarn:

Borsod-Abaúj-Zemplén megye 650100, 650200, 650300, 650400, 650500, 650600, 650700, 650800, 650900, 651000, 651100, 651200, 651300, 651400, 651500, 651610, 651700, 651801, 651802, 651803, 651900, 652000, 652100, 652200, 652300, 652400, 652500, 652601, 652602, 652603, 652700, 652800, 652900, 653000, 653100, 653200, 653300, 653401, 653403, 653500, 653600, 653700, 653800, 653900, 654000, 654201, 654202, 654301, 654302, 654400, 654501, 654502, 654600, 654700, 654800, 654900, 655000, 655100, 655200, 655300, 655400, 655500, 655600, 655700, 655800, 655901, 655902, 656000, 656100, 656200, 656300, 656400, 656600, 657300, 657400, 657500, 657600, 657700, 657800, 657900, 658000, 658100, 658201, 658202, 658310, 658403, 659100, 659210, 659220, 659300, 659400, 659500, 659601, 659602, 659701, 659800, 659901, 660000, 660100, 660200, 660400, 660501, 660502, 660600 és 660800 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Hajdú-Bihar megye 900150, 900250, 900350, 900450, 900550, 900650, 900660, 900670, 900750, 900850, 900860, 900930, 900950, 901050, 901150, 901250, 901260, 901270, 901350, 901560, 901590, 901850, 901950, 902950, 902960, 903050, 903150, 903250, 903350, 903360, 903370, 903450, 904450, 904460, 904550, 904650, 904750, 904760, 905450 és 905550 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Heves megye 700150, 700250, 700260, 700350, 700450, 700460, 700550, 700650, 700750, 700850, 702350, 702450, 702550, 702750, 702850, 703350, 703360, 703450, 703550, 703610, 703750, 703850, 703950, 704050, 704150, 704250, 704350, 704450, 704550, 704650, 704750, 704850, 704950, 705050, 705250, 705350, 705510 és 705610 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Jász-Nagykun-Szolnok megye 750150, 750160, 750250, 750260, 750350, 750450, 750460, 750550, 750650, 750750, 750850, 750950 és 750960 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Nógrád megye 550120, 550130, 550210, 550710, 550810, 551450, 551460, 551550, 551650, 551710, 552010, 552150, 552250, 552350, 552360, 552450, 552460, 552520, 552550, 552610, 552620, 552710, 552850, 552860, 552950, 552960, 552970, 553050, 553110, 553250, 553260, 553350, 553650, 553750, 553850, 553910 és 554050 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Pest megye 571250, 571350, 571550, 571610, 571750, 571760, 572250, 572350, 572550, 572850, 572950, 573360, 573450, 580050 és 580450 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Szabolcs-Szatmár-Bereg megye 850650, 850850, 851851, 851852, 851950, 852350, 852450, 852550, 852750, 853560, 853650, 853751, 853850, 853950, 853960, 854050, 854150, 854250, 854350, 855250, 855350, 855450, 855460, 855550, 855650, 855660, 855750, 855850, 855950, 855960, 856012, 856050, 856150, 856260, 857050, 857150, 857350 és 857450 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe.

4.   Letland

Følgende områder i Letland:

Aizputes novads,

Alsungas novads,

Kuldīgas novada Gudenieku, Turlavas un Laidu pagasts,

Pāvilostas novada Sakas pagasts un Pāvilostas pilsēta,

Priekules novads,

Skrundas novada Rudbāržu pagasts,

Stopiņu novada daļa, kas atrodas uz rietumiem no autoceļa V36, P4 un P5, Acones ielas, Dauguļupes ielas un Dauguļupītes,

Ventspils novada Jūrkalnes pagasts.

5.   Litauen

Følgende områder i Litauen:

Jurbarko rajono savivaldybė: Smalininkų ir Viešvilės seniūnijos,

Kelmės rajono savivaldybė: Kelmės, Kelmės apylinkių, Kražių, Kukečių, Liolių, Pakražančio seniūnijos, Tytyvėnų seniūnijos dalis į vakarus ir šiaurę nuo kelio Nr. 157 ir į vakarus nuo kelio Nr. 2105 ir Tytuvėnų apylinkių seniūnijos dalis į šiaurę nuo kelio Nr. 157 ir į vakarus nuo kelio Nr. 2105, ir Vaiguvos seniūnijos,

Mažeikių rajono savivaldybė: Sedos, Šerkšnėnų ir Židikų seniūnijos,

Pagėgių savivaldybė,

Plungės rajono savivaldybė,

Raseinių rajono savivaldybė: Girkalnio ir Kalnūjų seniūnijos dalis į šiaurę nuo kelio Nr A1, Nemakščių, Paliepių, Raseinių, Raseinių miesto ir Viduklės seniūnijos,

Rietavo savivaldybė,

Šakių rajono savivaldybė: Barzdų, Griškabūdžio, Kriūkų, Kudirkos Naumiesčio, Lekėčių, Lukšių, Sintautų, Slavikų, Sudargo ir Žvirgždaičių seniūnijos,

Šilalės rajono savivalybė,

Šilutės rajono savivaldybė: Juknaičių, Kintų, Šilutės ir Usėnų seniūnijos,

Tauragės rajono savivaldybė: Lauksargių, Skaudvilės, Tauragės, Mažonų, Tauragės miesto ir Žygaičių seniūnijos.

6.   Polen

Følgende områder i Polen:

 

w województwie warmińsko-mazurskim:

gmina Stare Juchy w powiecie ełckim,

gminy Dubeninki, Gołdap i część gminy Banie Mazurskie położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 650 w powiecie gołdapskim,

gmina Pozezdrze i część gminy Węgorzewo położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 63 biegnącą od południowo-wschodniej granicy gminy do skrzyżowania z drogą nr 650, a następnie na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 650 biegnącą od skrzyżowania z drogą nr 63 do skrzyżowania z drogą biegnącą do miejscowości Przystań i na wschód od linii wyznaczonej przez drogę łączącą miejscowości Przystań, Pniewo, Kamionek Wielki, Radzieje, Dłużec w powiecie węgorzewskim,

gmina Ruciane – Nida i część gminy Pisz położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 58 oraz miasto Pisz w powiecie piskim,

gminy Giżycko z miastem Giżycko, Kruklanki, Miłki, Wydminy i Ryn w powiecie giżyckim,

gminy Mikołajki, Piecki, część gminy Sorkwity położona na południe od drogi nr 16 i część gminy wiejskiej Mrągowo położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 16 biegnącą od zachodniej granicy gminy do granicy miasta Mrągowo oraz na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 59 biegnącą od wschodniej granicy gminy do granicy miasta Mrągowo w powiecie mrągowskim,

gmina Bisztynek w powiecie bartoszyckim,

gminy Dźwierzuty i Świętajno w powiecie szczycieńskim.

gminy Orneta, Lubomino, część gminy wiejskiej Lidzbark Warmiński położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 513 biegnącą od wschodniej granicy gminy do wschodniej granicy miasta Lidzbark Warmiński oraz na południowy wschód od linii wyznaczonej przez drogę nr 51 i część gminy Kiwity położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 513 w powiecie lidzbarskim,

gminy Elbląg, Godkowo, Gronowo Elbląskie, Markusy, Pasłęk i część gminy Tolkmicko niewymieniona w części II załącznika w powiecie elbląskim oraz strefa wód przybrzeżnych Zalewu Wiślanego i Zatoki Elbląskiej,

powiat miejski Elbląg,

gminy Biskupiec, Dobre Miasto, Jeziorany i Kolno w powiecie olsztyńskim,

gmina Miłakowo w powiecie ostródzkim,

 

w województwie podlaskim:

gminy Brańsk z miastem Brańsk, Rudka i Wyszki w powiecie bielskim,

gmina Perlejewo w powiecie siemiatyckim,

gminy Kolno z miastem Kolno, Mały Płock i Turośl w powiecie kolneńskim,

gmina Poświętne w powiecie białostockim,

gminy Kołaki Kościelne, Rutki, Szumowo, część gminy Zambrów położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr S8 i miasto Zambrów w powiecie zambrowskim,

gminy Wiżajny i Przerośl w powiecie suwalskim,

gminy Kulesze Kościelne, Nowe Piekuty, Szepietowo, Klukowo, Ciechanowiec, Wysokie Mazowieckie z miastem Wysokie Mazowieckie, Czyżew w powiecie wysokomazowieckim,

gminy Miastkowo, Nowogród i Zbójna w powiecie łomżyńskim.

 

w województwie mazowieckim:

gminy Ceranów, Kosów Lacki, Sabnie, Sterdyń, część gminy Bielany położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 63 i część gminy wiejskiej Sokołów Podlaski położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 63 w powiecie sokołowskim,

gminy Grębków, Korytnica, Liw, Łochów, Miedzna, Sadowne, Stoczek, Wierzbno i miasto Węgrów w powiecie węgrowskim,

część gminy Kotuń położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę łączącą miejscowości Nowa Dąbrówka, Pieróg, Kotuń wzdłuż ulicy Gorzkowskiego i Kolejowej do przejazdu kolejowego łączącego się z ulicą Siedlecką, Broszków, Żuków w powiecie siedleckim,

gminy Rzekuń, Troszyn, Lelis, Czerwin i Goworowo w powiecie ostrołęckim,

powiat miejski Ostrołęka,

powiat ostrowski,

gminy Karniewo, Maków Mazowiecki, Rzewnie i Szelków w powiecie makowskim,

gmina Krasne w powiecie przasnyskim,

gminy Mała Wieś i Wyszogród w powiecie płockim,

gminy Ciechanów z miastem Ciechanów, Glinojeck, Gołymin – Ośrodek, Ojrzeń, Opinogóra Górna i Sońsk w powiecie ciechanowskim,

gminy Baboszewo, Czerwińsk nad Wisłą, Naruszewo, Płońsk z miastem Płońsk, Sochocin i Załuski w powiecie płońskim,

gminy Gzy, Obryte, Zatory, Pułtusk i część gminy Winnica położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę łączącą miejscowości Bielany, Winnica i Pokrzywnica w powiecie pułtuskim,

gminy Brańszczyk, Długosiodło, Rząśnik, Wyszków, Zabrodzie i część gminy Somianka położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 62 w powiecie wyszkowskim,

gminy Jadów, Klembów, Poświętne, Strachówka i Tłuszcz w powiecie wołomińskim,

gminy Dobre, Jakubów, Mrozy, Kałuszyn, Stanisławów, część gminy Cegłów położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od zachodniej granicy gminy łączącą miejscowości Wiciejów, Mienia, Cegłów i na wschód od linii wyznaczonej przez drogę łączącą miejscowości Cegłów, Skwarne i Podskwarne biegnącą do wschodniej granicy gminy i część gminy Mińsk Mazowiecki położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 92 biegnącą od zachodniej granicy gminy do granicy miasta Mińsk Mazowiecki i na północ od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od wschodniej granicy miasta Mińsk Mazowiecki łączącą miejscowości Targówka, Budy Barcząckie do wschodniej granicy gminy w powiecie mińskim,

gminy Górzno, Łaskarzew z miastem Łaskarzew, Sobolew, Trojanów, Żelechów i część gminy Miastków Kościelny położona na południe od rzeki Wilga w powiecie garwolińskim,

gminy Garbatka Letnisko, Gniewoszów, i Sieciechów w powiecie kozienickim,

gminy Baranów i Jaktorów w powiecie grodziskim,

powiat żyrardowski,

gminy Belsk Duży, Błędów, Goszczyn i Mogielnica w powiecie grójeckim,

gminy Białobrzegi, Promna, Stara Błotnica, Wyśmierzyce i część gminy Stromiec położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 48 w powiecie białobrzeskim,

gminy Jedlińsk, Jastrzębia i Pionki z miastem Pionki w powiecie radomskim,

gminy Iłów, Młodzieszyn, Nowa Sucha, Rybno, Sochaczew z miastem Sochaczew i Teresin w powiecie sochaczewskim,

gmina Policzna w powiecie zwoleńskim.

 

w województwie lubelskim:

gminy Jabłonna, Krzczonów, Jastków, Konopnica, Wólka, Głusk i Wojciechów w powiecie lubelskim,

gminy Miączyn, Nielisz, Sitno, Skierbieszów, Stary Zamość, Komarów-Osada w powiecie zamojskim,

gminy Trzeszczany i Werbkowice w powiecie hrubieszowskim,

gminy Jeziorzany i Kock, w powiecie lubartowskim,

gminy Adamów i Serokomla w powiecie łukowskim,

powiat rycki,

gminy Janowiec, i część gminy wiejskiej Puławy położona na zachód od rzeki Wisły w powiecie puławskim,

gminy Karczmiska, Poniatowa i Wilków w powiecie opolskim,

gminy Mełgiew, Rybczewice, miasto Świdnik i część gminy Piaski położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 17 biegnącą od wschodniej granicy gminy Piaski do skrzyżowania z drogą nr S12 i na zachód od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od skrzyżowania dróg nr 17 i nr S12 przez miejscowość Majdan Brzezicki do północnej granicy gminy w powiecie świdnickim;

gminy Gorzków, Izbica, Rudnik i Żółkiewka w powiecie krasnostawskim,

gminy Bełżec, Jarczów, Lubycza Królewska, Łaszczów, Susiec, Tyszowce i Ulhówek w powiecie tomaszowskim,

gminy Łukowa i Obsza w powiecie biłgorajskim,

powiat miejski Lublin.

 

w województwie podkarpackim:

gminy Horyniec-Zdrój, Narol, Stary Dzików i Wielkie Oczy i część gminy Oleszyce położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od wschodniej granicy gminy przez miejscowość Borchów do skrzyżowania z drogą nr 865 w miejscowości Oleszyce, a następnie na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 865 biegnącą w kierunku północno-wschodnim do skrzyżowania z drogą biegnąca w kierunku północno-zachodnim przez miejscowość Lubomierz - na południe od linii wyznaczonej przez tę drogę do skrzyżowania z drogą łączącą miejscowości Uszkowce i Nowy Dzików – na zachód od tej drogi w powiecie lubaczowskim,

gminy Laszki i Wiązownica w powiecie jarosławskim.

7.   Rumænien

Følgende områder i Rumænien:

Alba county with the following delimitation:

North of National Road no. 7

Arad county with the following delimitation:

In the North side of the line described by following localities:

Macea,

Șiria,

Bârzava,

Toc, which is junction with National Road no. 7,

North of National Road no. 7,

Arges county,

Bistrița county,

Brașov county,

Cluj county,

Covasna county,

Dolj county,

Harghita county,

Hunedoara county with the following delimitation:

North of the line described by following localities:

Brănișca,

Deva municipality,

Turdaș,

Zam and Aurel Vlaicu localities which are at junction with National Road no. 7,

North of National Road no. 7,

Iasi county,

Maramureș county,

Neamt county,

Vâlcea county.

DEL II

1.   Tjekkiet

Følgende områder i Tjekkiet:

katastrální území obcí v okrese Zlín:

Bohuslavice u Zlína,

Bratřejov u Vizovic,

Březnice u Zlína,

Březová u Zlína,

Březůvky,

Dešná u Zlína,

Dolní Ves,

Doubravy,

Držková,

Fryšták,

Horní Lhota u Luhačovic,

Horní Ves u Fryštáku,

Hostišová,

Hrobice na Moravě,

Hvozdná,

Chrastěšov,

Jaroslavice u Zlína,

Jasenná na Moravě,

Karlovice u Zlína,

Kašava,

Klečůvka,

Kostelec u Zlína,

Kudlov,

Kvítkovice u Otrokovic,

Lhota u Zlína,

Lhotka u Zlína,

Lhotsko,

Lípa nad Dřevnicí,

Loučka I,

Loučka II,

Louky nad Dřevnicí,

Lukov u Zlína,

Lukoveček,

Lutonina,

Lužkovice,

Malenovice u Zlína,

Mladcová,

Neubuz,

Oldřichovice u Napajedel,

Ostrata,

Podhradí u Luhačovic,

Podkopná Lhota,

Provodov na Moravě,

Prštné,

Příluky u Zlína,

Racková,

Raková,

Salaš u Zlína,

Sehradice,

Slopné,

Slušovice,

Štípa,

Tečovice,

Trnava u Zlína,

Ublo,

Újezd u Valašských Klobouk,

Velíková,

Veselá u Zlína,

Vítová,

Vizovice,

Vlčková,

Všemina,

Vysoké Pole,

Zádveřice,

Zlín,

Želechovice nad Dřevnicí.

2.   Estland

Følgende områder i Estland:

Eesti Vabariik (välja arvatud Hiiu maakond).

3.   Ungarn

Følgende områder i Ungarn:

Heves megye 700860, 700950, 701050, 701111, 701150, 701250, 701350, 701550, 701560, 701650, 701750, 701850, 701950, 702050, 702150, 702250, 702260, 702950, 703050, 703150, 703250, 703370, 705150 és 705450 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Szabolcs-Szatmár-Bereg megye 850950, 851050, 851150, 851250, 851350, 851450, 851550, 851560, 851650, 851660, 851751, 851752, 852850, 852860, 852950, 852960, 853050, 853150, 853160, 853250, 853260, 853350, 853360, 853450, 853550, 854450, 854550, 854560, 854650, 854660, 854750, 854850, 854860, 854870, 854950, 855050, 855150, 856250, 856350, 856360, 856450, 856550, 856650, 856750, 856760, 856850, 856950, 857650, valamint 850150, 850250, 850260, 850350, 850450, 850550, 852050, 852150, 852250 és 857550 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Nógrád megye 550110, 550310, 550320, 550450, 550460, 550510, 550610, 550950, 551010, 551150, 551160, 551250, 551350, 551360, 551810 és 551821 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe,

Borsod-Abaúj-Zemplén megye 656701, 656702, 656800, 656900, 657010, 657100, 658401, 658402, 658404, 658500, 658600, 658700, 658801, 658802, 658901, 658902 és 659000 kódszámú vadgazdálkodási egységeinek teljes területe.

4.   Letland

Følgende områder i Letland:

Ādažu novads,

Aglonas novads,

Aizkraukles novads,

Aknīstes novads,

Alojas novads,

Alūksnes novads,

Amatas novads,

Apes novads,

Auces novads,

Babītes novads,

Baldones novads,

Baltinavas novads,

Balvu novads,

Bauskas novads,

Beverīnas novads,

Brocēnu novada Blīdenes pagasts, Remtes pagasta daļa uz austrumiem no autoceļa 1154 un P109,

Burtnieku novads,

Carnikavas novads,

Cēsu novads,

Cesvaines novads,

Ciblas novads,

Dagdas novads,

Daugavpils novads,

Dobeles novads,

Dundagas novads,

Engures novads,

Ērgļu novads,

Garkalnes novads,

Gulbenes novads,

Iecavas novads,

Ikšķiles novads,

Ilūkstes novads,

Inčukalna novads,

Jaunjelgavas novads,

Jaunpiebalgas novads,

Jaunpils novads,

Jēkabpils novads,

Jelgavas novads,

Kandavas novads,

Kārsavas novads,

Ķeguma novads,

Ķekavas novads,

Kocēnu novads,

Kokneses novads,

Krāslavas novads,

Krimuldas novads,

Krustpils novads,

Kuldīgas novada Ēdoles, Īvandes, Padures, Rendas un Kabiles, pagasts, Rumbas pagasta daļa uz ziemeļiem no autoceļa P120, Kurmāles pagasta daļa uz rietumiem no autoceļa 1283 un 1290, un uz ziemeļaustrumiem no autoceļa P118, Kuldīgas pilsēta,

Lielvārdes novads,

Līgatnes novads,

Limbažu novads,

Līvānu novads,

Lubānas novads,

Ludzas novads,

Madonas novads,

Mālpils novads,

Mārupes novads,

Mazsalacas novads,

Mērsraga novads,

Naukšēnu novads,

Neretas novads,

Ogres novads,

Olaines novads,

Ozolnieku novads,

Pārgaujas novads,

Pļaviņu novads,

Preiļu novads,

Priekuļu novads,

Raunas novads,

republikas pilsēta Daugavpils,

republikas pilsēta Jelgava,

republikas pilsēta Jēkabpils,

republikas pilsēta Jūrmala,

republikas pilsēta Rēzekne,

republikas pilsēta Valmiera,

Rēzeknes novads,

Riebiņu novads,

Rojas novads,

Ropažu novads,

Rugāju novads,

Rundāles novads,

Rūjienas novads,

Salacgrīvas novads,

Salas novads,

Salaspils novads,

Saldus novada Novadnieku, Kursīšu, Zvārdes, Šķēdes, Nīgrandes, Jaunauces, Rubas, Vadakstes, un Pampāļu pagasts,

Saulkrastu novads,

Sējas novads,

Siguldas novads,

Skrīveru novads,

Skrundas novada Nīkrāces, Skrundas un Raņķu pagasts, Skrundas pilsēta,

Smiltenes novads,

Stopiņu novada daļa, kas atrodas uz austrumiem no autoceļa V36, P4 un P5, Acones ielas, Dauguļupes ielas un Dauguļupītes,

Strenču novads,

Talsu novads,

Tērvetes novads,

Tukuma novads,

Vaiņodes novads,

Valkas novads,

Varakļānu novads,

Vārkavas novads,

Vecpiebalgas novads,

Vecumnieku novads,

Ventspils novada Ances, Tārgales, Popes, Vārves, Užavas, Piltenes, Puzes, Ziru, Ugāles, Usmas un Zlēku pagasts, Piltenes pilsēta,

Viesītes novads,

Viļakas novads,

Viļānu novads,

Zilupes novads.

5.   Litauen

Følgende områder i Litauen:

Alytaus rajono savivaldybė: Krokialaukio, Miroslavo ir Simno seniūnijos,

Anykščių rajono savivaldybė,

Biržų miesto savivaldybė,

Biržų rajono savivaldybė,

Druskininkų savivaldybė,

Elektrėnų savivaldybė,

Ignalinos rajono savivaldybė,

Jonavos rajono savivaldybė,

Jurbarko rajono savivaldybė: Eržvilko, Jurbarko miesto ir Jurbarkų seniūnijos,

Kaišiadorių miesto savivaldybė,

Kaišiadorių rajono savivaldybė: Kaišiadorių apylinkės, Kruonio, Nemaitonių, Palomenės, Pravieniškių, Rumšiškių, Žiežmarių ir Žiežmarių apylinkės seniūnijos,

Kalvarijos savivaldybė,

Kauno miesto savivaldybė,

Kauno rajono savivaldybė,

Kazlų Rūdos savivaldybė,

Kelmės rajono savivaldybė: Užvenčio ir Šaukėnų seniūnijos,

Kėdainių rajono savivaldybė,

Kupiškio rajono savivaldybė,

Marijampolės savivaldybė: Igliaukos, Gudelių, Liudvinavo, Sasnavos, Šunskų seniūnijos,

Molėtų rajono savivaldybė: Alantos, Balninkų, Čiulėnų, Inturkės, Joniškio, Luokesos, Mindūnų, Suginčių, Videniškių seniūnijos,

Pakruojo rajono savivaldybė,

Panevėžio rajono savivaldybė,

Pasvalio rajono savivaldybė,

Radviliškio rajono savivaldybė: Aukštelkų seniūnija, Baisogalos seniūnijos dalis į vakarus nuo kelio Nr. 144, Radviliškio, Radviliškio miesto seniūnija, Šeduvos miesto seniūnijos dalis į pietus nuo kelio Nr. A9 ir į vakarus nuo kelio Nr. 3417 ir Tyrulių seniūnija,

Prienų miesto savivaldybė,

Prienų rajono savivaldybė: Ašmintos, Balbieriškio, Išlaužo, Naujosios Ūtos, Pakuonio, Šilavoto ir Veiverių seniūnijos,

Raseinių rajono savivaldybė: Ariogalos, Betygalos, Pagojukų, Šiluvos, Kalnųjų seniūnijos ir Girkalnio seniūnijos dalis į pietus nuo kelio Nr. A1,

Rokiškio rajono savivaldybė,

Šalčininkų rajono savivaldybė,

Šilutės rajono savivaldybė: Rusnės seniūnija,

Širvintų rajono savivaldybės: Čiobiškio, Gelvonų, Jauniūnų, Karnavės, Musninkų, Širvintų, Zibalų seniūnijos,

Švenčionių rajono savivaldybė,

Tauragės rajono savivaldybė: Batakių ir Gaurės seniūnijos,

Telšių rajono savivaldybė: Degaičių, Gadūnavo, Luokės, Nevarėnų, Ryškėnų, Telšių miesto, Upynos, Varnių, Viešvėnų ir Žarėnų seniūnijos,

Trakų rajono savivaldybė,

Ukmergės rajono savivaldybė,

Utenos rajono savivaldybė,

Varėnos rajono savivaldybė,

Vilniaus miesto savivaldybė,

Vilniaus rajono savivaldybė: Avižienių, Bezdonių, Buivydžių, Dūkštų, Juodšilių, Kalvelių, Lavoriškių, Maišiagalos, Marijampolio, Medininkų, Mickūnų, Nemenčinės, Nemenčinės miesto, Nemėžio, Pagirių, Riešės, Rudaminos, Rukainių, Sudervės, Sužionių, Šatrininkų, Žujūnų seniūnijos,

Vilkaviškio rajono savivaldybė,

Visagino savivaldybė,

Zarasų rajono savivaldybė.

6.   Polen

Følgende områder i Polen:

 

w województwie warmińsko-mazurskim:

gminy Kalinowo, Prostki i gmina wiejska Ełk w powiecie ełckim,

gmina Milejewo i część obszaru lądowego gminy Tolkmicko położona na południe od linii brzegowej Zalewu Wiślanego i Zatoki Elbląskiej do granicy z gminą wiejską Elbląg w powiecie elbląskim,

powiat olecki,

gminy Orzysz, Biała Piska i część gminy Pisz położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 58 w powiecie piskim,

gmina Frombork, część gminy wiejskiej Braniewo położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr E28 i S22 i miasto Braniewow powiecie braniewskim,

gminy Kętrzyn z miastem Kętrzyn, Reszel i część gminy Korsze położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od wschodniej granicy łączącą miejscowości Krelikiejmy i Sątoczno i na wschód od linii wyznaczonej przez drogę łączącą miejscowości Sątoczno, Sajna Wielka biegnącą do skrzyżowania z drogą nr 590 w miejscowości Glitajny, a następnie na wschód od drogi nr 590 do skrzyżowania z drogą nr 592 i na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 592 biegnącą od zachodniej granicy gminy do skrzyżowania z drogą nr 590 w powiecie kętrzyńskim,

część gminy wiejskiej Lidzbark Warmiński położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 511 oraz na północny zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 51 i miasto Lidzbark Warmiński w powiecie lidzbarskim,

część gminy Sorkwity położona na północ od drogi nr 16 i część gminy wiejskiej Mrągowo położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 16 biegnącą od zachodniej granicy gminy do granicy miasta Mrągowo oraz na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 59 biegnącą od wschodniej granicy gminy do granicy miasta Mrągowo;

w województwie podlaskim:

powiat grajewski,

powiat moniecki,

powiat sejneński

gminy Łomża, Piątnica, Śniadowo, Jedwabne, Przytuły i Wizna w powiecie łomżyńskim,

powiat miejski Łomża,

gminy Mielnik, Nurzec – Stacja, Grodzisk, Drohiczyn, Dziadkowice, Milejczyce i Siemiatycze z miastem Siemiatycze w powiecie siemiatyckim,

powiat hajnowski,

gminy Kobylin-Borzymy i Sokoły w powiecie wysokomazowieckim,

część gminy Zambrów położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr S8 w powiecie zambrowskim,

gminy Grabowo i Stawiski w powiecie kolneńskim,

gminy Czarna Białostocka, Dobrzyniewo Duże, Gródek, Juchnowiec Kościelny, Łapy, Michałowo, Supraśl, Suraż, Turośń Kościelna, Tykocin, Wasilków, Zabłudów, Zawady i Choroszcz w powiecie białostockim,

gminy Boćki, Orla i Bielsk Podlaski z miastem Bielsk Podlaski w powiecie bielskim,

gmina Puńsk, część gminy Krasnopol położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 653, część gminy Sejny położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 653 i na wschód od linii wyznaczonej przez drogę nr 663 i miasto Sejny w powiecie sejneńskim,

gminy Bakałarzewo, Filipów, Jeleniewo, Raczki, Rutka-Tartak, Suwałki i Szypliszki w powiecie suwalskim,

powiat miejski Suwałki,

powiat augustowski,

powiat sokólski,

powiat miejski Białystok.

 

w województwie mazowieckim:

gminy Przesmyki, Wodynie, Skórzec i część gminy Mordy położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 698 biegnącą od zachodniej granicy gminy do północno – wschodniej granicy gminy i część gminy Zbuczyn położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od północno-wschodniej do południowej granicy gminy i łączącą miejscowości Tarcze, Choja, Zbuczyn, Grodzisk, Dziewule i Smolanka w powiecie siedleckim,

gminy Repki, Jabłonna Lacka, część gminy Bielany położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę nr 63 i część gminy wiejskiej Sokołów Podlaski położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę nr 63 w powiecie sokołowskim,

powiat łosicki,

gmina Brochów w powiecie sochaczewskim,

powiat nowodworski,

gminy Joniec i Nowe Miasto w powiecie płońskim,

gminy Pokrzywnica, Świercze i część gminy Winnica położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę łączącą miejscowości Bielany, Winnica i Pokrzywnica w powiecie pułtuskim,

gminy Dąbrówka, Kobyłka, Marki, Radzymin, Wołomin, Zielonka i Ząbki w powiecie wołomińskim,

część gminy Somianka położona na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 62 w powiecie wyszkowskim,

gminy Dębe Wielkie, Halinów, Sulejówek miasto Mińsk Mazowiecki i części gminy Latowicz położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od północnej granicy gminy przez miejscowość Stawek do skrzyżowania z drogą nr 802 i na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 802 biegnącą od tego skrzyżowania do wschodniej granicy gminy w powiecie mińskim,

gminy Borowie, Wilga i Garwolin z miastem Garwolin, Maciejowice i część gminy Miastków Kościelny położona na północ od rzeki Wilga w powiecie garwolińskim,

gminy Celestynów, Józefów, Karczew, Osieck, Otwock, Sobienie Jeziory i Wiązowna w powiecie otwockim

powiat warszawski zachodni,

powiat legionowski,

powiat piaseczyński,

powiat pruszkowski,

gminy Chynów, Grójec, Jasieniec, Pniewy i Warka w powiecie grójeckim,

gminy Milanówek, Grodzisk Mazowiecki, Podkowa Leśna i Żabia Wola w powiecie grodziskim,

gminy Grabów nad Pilicą, Magnuszew, Głowaczów, Kozienice w powiecie kozienickim,

część gminy Stromiec położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 48 w powiecie białobrzeskim,

powiat miejski Warszawa.

 

w województwie lubelskim:

gminy Czemierniki, Kąkolewnica, Komarówka Podlaska, Wohyń, część gminy Borki położona na południowy – wschód od linii wyznaczonej przez drogę nr 19, miasto Radzyń Podlaski, część gminy wiejskiej Radzyń Podlaski położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od północno-zachodniej granicy gminy i łącząca miejscowości Brzostówiec i Radowiec do jej przecięcia z granicą miasta Radzyń Podlaski, następnie na wschód od linii stanowiącej granicę miasta Radzyń Podlaski biegnącej do południowej granicy gminy i na południe od linii wyznaczonej przez drogę nr 19 biegnącą od południowo zachodniej granicy gminy do granicy miasta Radzyń Podlaski oraz na południe od południowej granicy miasta Radzyń Podlaski do granicy gminy w powiecie radzyńskim,

gminy Stoczek Łukowski z miastem Stoczek Łukowski, Wola Mysłowska, Trzebieszów, część gminy Krzywda położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę biegnąca od północnej granicy gminy w kierunku południowym i łączącą miejscowości Kożuchówka, Krzywda i Adamów, część gminy Stanin położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 807, i część gminy wiejskiej Łuków położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę biegnącą od północnej granicy gminy przez miejscowość Wólka Świątkowa do północnej granicy miasta Łuków i na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 806 biegnącą od wschodniej granicy miasta Łuków do wschodniej granicy gminy wiejskiej Łuków i część miasta Łuków położona na wschód od linii wyznaczonej przez drogę nr 63 biegnącą od północnej granicy miasta Łuków do skrzyżowania z drogą nr 806 i na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 806 biegnącą od tego skrzyżowania do wschodniej granicy miasta Łuków w powiecie łukowskim,

gminy Janów Podlaski, Kodeń, Tuczna, Leśna Podlaska, Rossosz, Łomazy, Konstantynów, Piszczac, Rokitno, Biała Podlaska, Zalesie, Terespol z miastem Terespol, Drelów, Międzyrzec Podlaski z miastem Międzyrzec Podlaski w powiecie bialskim,

powiat miejski Biała Podlaska,

gmina Łęczna i część gminy Spiczyn położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 829 w powiecie łęczyńskim,

część gminy Siemień położona na zachód od linii wyznaczonej przez drogę nr 815 i część gminy Milanów położona na zachód od drogi nr 813 w powiecie parczewskim,

gminy Niedźwiada, Ostrówek, Abramów, Firlej, Kamionka, Michów i Lubartów z miastem Lubartów, w powiecie lubartowskim,

gminy Niemce i Garbów w powiecie lubelskim,

część gminy Piaski położona na północ od linii wyznaczonej przez drogę nr 17 biegnącą od