5.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/1

(1)

For at fremme nye initiativer på området skattemæssig gennemsigtighed på EU-plan er der i de senere år foretaget en række ændringer af Rådets direktiv 2011/16/EU (3). I denne sammenhæng blev den fælles indberetningsstandard for oplysninger om finansielle konti (»den fælles indberetningsstandard«), der er udarbejdet af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), introduceret i Unionen ved Rådets direktiv 2014/107/EU (4). I den fælles indberetningsstandard foreskrives automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti, der indehaves af ikke skattemæssigt hjemmehørende personer, ligesom der fastlægges rammer for denne udveksling på verdensplan. Direktiv 2011/16/EU blev ændret ved Rådets direktiv (EU) 2015/2376 (5), som indeholder bestemmelser om automatisk udveksling af oplysninger om grænseoverskridende forhåndstilsagn i skattesager, og ved Rådets direktiv (EU) 2016/881 (6), som foreskriver obligatorisk automatisk udveksling af land for land-rapporter om multinationale virksomheder blandt skattemyndighederne. I lyset af den betydning, som brugen af oplysninger til bekæmpelse af hvidvaskning af penge kan have for skattemyndighederne, pålægger Rådets direktiv (EU) 2016/2258 (7) medlemsstaterne en forpligtelse til at give skattemyndighederne indsigt i de procedurer for passende omhu i forbindelse med kunderne, som pengeinstitutterne anvender, i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (8). Selv om direktiv 2011/16/EU er blevet ændret flere gange for at forbedre de midler, som skattemyndighederne kan bruge til at reagere på aggressiv skatteplanlægning, er der stadig behov for at styrke visse gennemsigtighedsaspekter ved de nuværende rammer for beskatning.

(2)

Medlemsstaterne har stadig sværere ved at beskytte deres nationale skattegrundlag mod at blive eroderet, da metoderne til skatteplanlægning er blevet stadig mere avancerede, og den øgede mobilitet for både kapital og personer inden for det indre marked ofte udnyttes. Sådanne metoder omfatter almindeligvis aftaler, der indgås på tværs af forskellige jurisdiktioner, og hvor skattepligtige fortjenester flyttes til mere gunstige skatteordninger, eller skatteyderens samlede skattetilsvar mindskes på anden vis. Derfor oplever mange medlemsstater et betydeligt fald i deres skatteindtægter, hvilket hindrer dem i at føre vækstfremmende skattepolitikker. Det er derfor afgørende, at medlemsstaternes skattemyndigheder indhenter omfattende og relevante oplysninger om potentielt aggressive skatteordninger. Takket være sådanne oplysninger vil myndighederne umiddelbart kunne reagere på skadelig skattepraksis og lukke eventuelle smuthuller ved at vedtage lovgivning eller foretage målrettede risikovurderinger og skatterevisioner. Det forhold, at skattemyndighedernes ikke reagerer på en indberettet ordning, bør dog ikke indebære en accept af gyldigheden eller den skattemæssige behandling af denne ordning.

(3)

Da de fleste potentielt aggressive skatteplanlægningsordninger spreder sig over flere jurisdiktioner, vil videregivelse af oplysninger om dem frembringe yderligere positive resultater, hvis oplysningerne også udveksles blandt medlemsstaterne. Navnlig er automatisk udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder afgørende for at sikre disse myndigheder de oplysninger, der er nødvendige for, at de kan træffe foranstaltninger, hvis de bemærker aggressiv skattepraksis.

(4)

I erkendelse af, at gennemsigtige rammer for udvikling af forretningsaktiviteter kan yde et væsentligt bidrag til at slå ned på skatteundgåelse og -unddragelse på det indre marked, er Kommissionen blevet opfordret til at iværksætte initiativer vedrørende obligatorisk indberetning af oplysninger om potentielt aggressive skatteplanlægningsordninger, der minder om aktion 12 i OECD's projekt vedrørende udhuling af skattegrundlaget og overførsel af overskud (BEPS). I denne forbindelse har Europa-Parlamentet efterlyst strengere foranstaltninger rettet mod mellemmænd, som medvirker i ordninger, der kan føre til skatteundgåelse og -unddragelse. Det er også vigtigt at bemærke, at OECD i G7-erklæringen af 13. maj 2017 fra Bari om bekæmpelse af skattemæssige overtrædelser og andre ulovlige finansielle strømme blev anmodet om at indlede drøftelser om muligheder for at imødegå ordninger, der er udformet med henblik på at omgå indberetning i henhold til den fælles indberetningsstandard, eller som har til formål at beskytte de reelle ejere ved hjælp af uigennemskuelige strukturer, idet der også tages hensyn til den model for oplysningspligt, som er inspireret af tilgangen til undgåelsesordninger i rapporten om BEPS-aktion 12.

(5)

Det er nødvendigt at minde om, hvordan visse finansielle mellemmænd og andre udbydere af skatterådgivning synes at have hjulpet deres kunder aktivt med at skjule penge i udlandet. Hertil kommer, at selv om den fælles indberetningsstandard, der blev introduceret ved direktiv 2014/107/EU, er et væsentligt fremskridt i retning af at fastlægge en ramme for skattemæssig gennemsigtighed i Unionen, kan den stadig forbedres — i hvert fald med hensyn til oplysninger om finansielle konti.

(6)

Indberetning af potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger kan bidrage effektivt til bestræbelserne på at skabe et miljø med retfærdig beskatning på det indre marked. På denne baggrund vil det være et skridt i den rigtige retning at pålægge mellemmænd en forpligtelse til at underrette skattemyndighederne om visse grænseoverskridende ordninger, der potentielt kan bruges til aggressiv skatteplanlægning. For at kunne udforme en mere helhedsorienteret politik er det desuden nødvendigt, at skattemyndighederne efter indberetning af oplysninger deler disse med deres kolleger i de øvrige medlemsstater. Sådanne ordninger har også til formål at gøre den fælles indberetningsstandard mere effektiv. Endvidere er det afgørende at give Kommissionen adgang til en tilstrækkelig mængde oplysninger, så den kan kontrollere, at dette direktiv har den ønskede effekt. Kommissionens adgang til disse oplysninger fratager ikke medlemsstaterne deres forpligtelse til at anmelde statsstøtte til Kommissionen.

(7)

Det erkendes, at indberetning af potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger med større sandsynlighed vil have den ønskede afskrækkende effekt, hvis skattemyndighederne får de relevante oplysninger på et tidligt tidspunkt, dvs. før sådanne ordninger føres ud i livet. For at lette medlemsstaternes forvaltningers arbejde kan den efterfølgende automatiske udveksling af oplysninger om sådanne ordninger finde sted en gang i kvartalet.

(8)

For at sikre et velfungerende indre marked og undgå smuthuller i de foreslåede bestemmelser bør forpligtelsen til at indberette oplysninger pålægges alle aktører, der normalt er involveret i at udforme, markedsføre, tilrettelægge eller forvalte gennemførelsen af en indberetningspligtig grænseoverskridende transaktion eller en række af sådanne transaktioner, og andre, som yder assistance eller rådgivning i den forbindelse. Det bør heller ikke glemmes, at en forpligtelse til at indberette oplysninger i visse tilfælde ikke vil kunne håndhæves over for en mellemmand på grund af fortroligheden af korrespondance mellem advokat og klient, eller en tilsvarende lovbaseret tavshedspligt, eller hvis der ikke findes nogen mellemmand, f.eks. fordi den skattepligtige selv udformer og gennemfører en ordning. Derfor er det afgørende, at skattemyndighederne under sådanne omstændigheder ikke går glip af muligheden for at modtage oplysninger om skatterelaterede ordninger, som kan være knyttet til aggressiv skatteplanlægning. I sådanne tilfælde er det således nødvendigt at flytte forpligtelsen til at indberette oplysninger over på den skatteyder, der nyder godt af ordningen.

(9)

Aggressive skatteplanlægningsordninger er med årene blevet stadig mere komplekse, og de ændres og tilpasses løbende som en reaktion på defensive modforanstaltninger fra skattemyndighedernes side. I betragtning af dette ville det være mere effektivt at forsøge at optrevle potentielt aggressive skatteplanlægningsordninger ved at udarbejde en liste over de egenskaber og elementer, der i særlig grad antyder, at der er tale om skatteundgåelse eller misbrug, i stedet for at definere begrebet aggressiv skatteplanlægning. Disse egenskaber og elementer benævnes også »kendetegn«.

(10)

Da det primære formål dette direktiv om indberetning af potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger bør være at sikre et velfungerende indre marked, er det afgørende, at der ikke foretages regulering på EU-plan, ud over hvad der er nødvendigt for at opnå de tilstræbte mål. Derfor er det nødvendigt at begrænse anvendelsen af eventuelle fælles bestemmelser om indberetning, så den kun omfatter grænseoverskridende situationer, altså situationer, der enten involverer mere end én medlemsstat eller en medlemsstat og et tredjeland. Under sådanne omstændigheder kan det på grund af den potentielle indvirkning på det indre markeds funktion retfærdiggøres, at der er behov for at vedtage et sæt fælles regler frem for at overlade spørgsmålet til de enkelte medlemsstater. En medlemsstat kan træffe yderligere nationale indberetningsforanstaltninger af lignende art, men eventuelle indsamlede oplysninger ud over dem, der i henhold til dette direktiv er indberetningspligtige, bør ikke automatisk meddeles de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater. Disse oplysninger kan udveksles efter anmodning eller spontant i henhold til gældende regler.

(11)

I betragtning af, at de ordninger, som der indberettes oplysninger om, bør have en grænseoverskridende dimension, er det vigtigt at dele de relevante oplysninger med skattemyndighederne i de øvrige medlemsstater for at sikre, at dette direktiv bliver så effektivt som muligt med hensyn til at afskrække brugere af aggressiv skatteplanlægning. Mekanismen til udveksling af oplysninger i forbindelse med grænseoverskridende forhåndstilsagn i skattesager og forhåndsgodkendte prisfastsættelsesordninger bør også bruges til at fremme obligatorisk og automatisk udveksling af indberettede oplysninger om potentielt aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger blandt skattemyndighederne i Unionen.

(12)

For at lette automatisk udveksling af oplysninger og sikre mere effektiv udnyttelse af ressourcerne bør udvekslingerne foretages via det fælles kommunikationsnetværk (CCN), som er udviklet på EU-plan. I denne sammenhæng registreres oplysningerne i et sikret centralregister med data om det administrative samarbejde på beskatningsområdet. Medlemsstaterne bør pålægges at træffe en række praktiske foranstaltninger for at standardisere udvekslingen af alle nødvendige oplysninger ved bl.a. at oprette en standardformular. Der bør desuden fastsættes sproglige krav i forbindelse med den planlagte udveksling af oplysninger, og CCN-netværket bør opgraderes.

(13)

For at minimere omkostningerne og de administrative byrder for både skatteforvaltninger og mellemmænd og for at sikre dette direktivs effektivitet med hensyn til at afskrække brugere af aggressiv skatteplanlægning bør anvendelsesområdet for automatisk udveksling af oplysninger i forbindelse med indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger inden for Unionen være i overensstemmelse med den internationale udvikling. Der bør indføres et særligt kendetegn for at imødegå ordninger, der er udformet med henblik på at omgå den indberetningspligt, der omfatter automatisk udveksling af oplysninger. For så vidt angår dette kendetegn bør aftaler om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti i henhold til den fælles indberetningsstandard sidestilles med indberetningspligten i artikel 8, stk. 3a, i direktiv 2014/107/EU og bilag I dertil. I forbindelse med gennemførelsen af de dele af nærværende direktiv, der omhandler ordninger til undgåelse af den fælles indberetningsstandard og ordninger, der involverer juridiske personer, juridiske ordninger eller andre lignende strukturer, kan medlemsstaterne anvende OECD's arbejde og mere specifikt dens model for oplysningspligt for at imødegå ordninger til undgåelse af den fælles indberetningsstandard og uigennemsigtige strukturer i udlandet samt kommentarerne hertil, som en kilde til illustration eller fortolkning, for at sikre en ensartet anvendelse i alle medlemsstater, for så vidt som disse tekster er tilpasset bestemmelserne i EU-retten.

(14)

Selv om direkte beskatning fortsat hører under medlemsstaternes beføjelser, bør der nævnes en virksomhedsskattesats på nul eller næsten nul udelukkende med henblik på en klar afgrænsning af anvendelsesområdet for det kendetegn, der omfatter ordninger med grænseoverskridende transaktioner, som mellemmænd eller eventuelt skatteydere har pligt til at indberette i henhold til direktiv 2011/16/EU, og som de kompetente myndigheder automatisk bør udveksle oplysninger om. Der bør i øvrigt erindres om, at grænseoverskridende aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger med det hovedformål, eller der som et af hovedformålene har, at opnå en skattefordel, som virker mod formålet eller hensigten med gældende skatteret, er omfattet af den generelle regel om bekæmpelse af misbrug, som fastsat i artikel 6 i Rådets direktiv (EU) 2016/1164 (9).

(15)

For at forbedre mulighederne for, at dette direktiv bliver effektivt, bør medlemsstaterne fastsætte sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv. Sådanne sanktioner bør være effektive, forholdsmæssige og have en afskrækkende virkning.

(16)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv, og navnlig for den automatiske udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage en standardformular med et begrænset antal bestanddele, bl.a. med relation til sprogordninger. Af samme årsag bør Kommissionen også tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage de nødvendige praktiske foranstaltninger for at opgradere centralregistret med data om det administrative samarbejde på beskatningsområdet. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

(17)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (11). Enhver behandling af personoplysninger, der foretages inden for rammerne af dette direktiv, skal være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (12) og forordning (EF) nr. 45/2001.

(18)

I dette direktiv overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i navnlig Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(19)

Målet for dette direktiv, nemlig at gøre det indre marked mere velfungerende ved at modvirke brugen af aggressive grænseoverskridende skatteplanlægningsordninger, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af, at dette direktiv målrettes mod ordninger, der udvikles med henblik på at drage fordel af ineffektivitet på markedet, som bunder i samspillet mellem forskelligartede nationale skatteregler, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, navnlig i betragtning af at det begrænses til grænseoverskridende ordninger, der vedrører enten mere end én medlemsstat eller en medlemsstat og et tredjeland.

(20)

Direktiv 2011/16/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 3 affattes således:

2)

følgende artikel indsættes:

»Artikel 8ab

Anvendelsesområde og betingelser for obligatorisk automatisk udveksling af oplysninger vedrørende indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger

1.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at kræve, at mellemmænd indgiver oplysninger, som de er bekendt med, i besiddelse af eller kontrollerer, om indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger til de kompetente myndigheder inden 30 dage fra:

afhængigt af hvad der indtræffer først.

Uanset første afsnit påhviler det også mellemmænd, der er omhandlet i artikel 3, nr. 21), andet afsnit, at indgive oplysninger inden 30 dage fra dagen efter den dato, hvor de direkte eller ved hjælp af andre personer har ydet støtte, assistance eller rådgivning.

2.   I tilfælde af markedsegnede ordninger skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger til at kræve, at mellemmanden aflægger periodisk beretning hver tredje måned, som giver en opdatering, der indeholder nye oplysninger som omhandlet i stk. 14, litra a), (d), (g) og (h), der er blevet tilgængelige, siden den seneste beretning blev indgivet.

3.   Hvis mellemmanden er forpligtet til at indgive oplysninger om indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger til de kompetente myndigheder i mere end én medlemsstat, skal sådanne oplysninger kun indgives i den medlemsstat, der optræder først i nedenstående liste:

4.   hvor der i henhold til stk. 3 er flere forpligtelser til indberetning, er mellemmanden fritaget fra at skulle indgive oplysninger, hvis den pågældende i overensstemmelse med national lovgivning kan godtgøre, at de samme oplysninger er blevet indgivet i en anden medlemsstat.

5.   Hver medlemsstat kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at give mellemmanden ret til en fritagelse fra at skulle indgive oplysninger om en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning, hvis indberetningspligten krænker fortroligheden af korrespondancen mellem advokat og klient, eller en tilsvarende lovbaseret tavshedspligt i henhold til medlemsstatens nationale lovgivning. I sådanne tilfælde træffer hver medlemsstat de nødvendige foranstaltninger for at kræve, at mellemmænd straks underretter enhver anden mellemmand eller, hvis der ikke findes nogen mellemmand, den relevante skatteyder om deres indberetningsforpligtelser i henhold til stk. 6.

Mellemmænd kan kun være berettiget til en fritagelse i henhold til første afsnit i det omfang, de opererer inden for grænserne af den relevante nationale lovgivning, der definerer deres erhverv.

6.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at kræve, at hvis der ikke findes nogen mellemmand, eller hvis mellemmanden underretter den relevante skatteyder eller en anden mellemmand om anvendelsen af en fritagelse i henhold til stk. 5, påhviler forpligtelsen til at indgive oplysninger om en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning den anden underrettede mellemmand eller, hvis der ikke findes nogen mellemmand, den relevante skatteyder.

7.   Den relevante skatteyder, som har indberetningspligten, indgiver oplysningerne senest 30 dage fra dagen efter den dato, hvor den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning stilles til rådighed til gennemførelse for den relevante skatteyder eller er klar til gennemførelse af den relevante skatteyder, eller når det første skridt i gennemførelsen heraf er blevet taget i relation til den relevante skatteyder, afhængigt af hvad der indtræffer først.

Hvis den relevante skatteyder er forpligtet til at indgive oplysninger om den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning til de kompetente myndigheder i mere end én medlemsstat, skal sådanne oplysninger kun indgives til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der optræder først i nedenstående liste:

8.   Hvor der i henhold til stk. 7 er flere forpligtelser til indberetning, er den relevante skatteyder fritaget fra at skulle indgive oplysninger, hvis vedkommende i overensstemmelse med national lovgivning kan godtgøre, at de samme oplysninger er blevet indgivet i en anden medlemsstat.

9.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at kræve, at hvis der er mere end en enkelt mellemmand, påhviler forpligtelsen til at indgive oplysninger om den indberetningspligtige grænseoverskridende ordning alle mellemmænd, der er involveret i samme indberetningspligtige grænseoverskridende ordning.

En mellemmand er kun fritaget fra at skulle indgive oplysninger i det omfang, vedkommende kan godtgøre i overensstemmelse med national lovgivning, at de samme oplysninger, der er omhandlet i stk. 14, allerede er indgivet af en anden mellemmand.

10.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at kræve, at hvis indberetningspligten påhviler den relevante skatteyder, og hvis der er mere end én relevant skatteyder, er den relevante skatteyder, der skal indgive oplysninger i overensstemmelse med stk. 6, den første i nedenstående liste:

Enhver relevant skatteyder er kun fritaget fra at skulle indgive oplysninger i det omfang, vedkommende i overensstemmelse med national lovgivning kan godtgøre, at de samme oplysninger, der er omhandlet i stk. 14, allerede er indgivet af en anden relevant skatteyder.

11.   Hver medlemsstat kan træffe de nødvendige foranstaltninger for at kræve, at hver relevant skatteyder skal indgive oplysninger om sin brug af ordningen til skattemyndighederne i hvert år, vedkommende bruger den.

12.   Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at pålægge mellemmænd og relevante skatteydere at indgive oplysninger om indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger, hvor det første skridt blev gennemført mellem ikrafttrædelsesdatoen og datoen for anvendelsen af dette direktiv. Mellemmænd og relevante skatteydere skal indgive oplysninger om disse indberetningspligtige grænseoverskridende ordninger senest den 31. august 2020.

13.   Den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor oplysningerne er indgivet i henhold til denne artikels stk. 1-12, skal gennem en automatisk udveksling videregive de i denne artikels stk. 14 anførte oplysninger til de kompetente myndigheder i alle øvrige medlemsstater i overensstemmelse med bestemmelserne om den praktiske gennemførelse i artikel 21.

14.   De oplysninger, som den kompetente myndighed i medlemsstaten skal videregive i henhold til stk. 13, skal eventuelt omfatte følgende:

15.   Reagerer en skattemyndighed ikke på en indberetningspligtig grænseoverskridende ordning, indebærer dette ikke en accept af gyldigheden eller den skattemæssige behandling af denne ordning.

16.   For at lette udvekslingen af de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 13, vedtager Kommissionen de bestemmelser, der er nødvendige for den praktiske gennemførelse af denne artikel, herunder foranstaltninger, der skal standardisere meddelelsen af oplysninger i henhold til denne artikels stk. 14, som led i proceduren for fastlæggelse af den standardformular, der er omhandlet i artikel 20, stk. 5.

17.   Kommissionen har ikke adgang til de oplysninger, der er omhandlet i stk. 14, litra a), c) og h).

18.   Den automatiske udveksling af oplysninger skal finde sted inden for én måned efter udløbet af det kvartal, hvor oplysningerne blev indgivet. De første oplysninger meddeles senest den 31. oktober 2020.«

3)

Artikel 20, stk. 5, affattes således:

»5.   Kommissionen fastlægger standardformularer, herunder sprogordninger, i overensstemmelse med proceduren i artikel 26, stk. 2, i følgende tilfælde:

Disse standardformularer må ikke omfatte flere elementer for udveksling af oplysninger end dem, der er anført i artikel 8a, stk. 6, og artikel 8ab, stk. 14, og andre relaterede områder, der er knyttet til disse elementer, og som er nødvendige for at opfylde målene i henholdsvis artikel 8a og artikel 8ab.

De sprogordninger, der er omhandlet i første afsnit, forhindrer ikke medlemsstaterne i at meddele de oplysninger, der er omhandlet i artikel 8a og 8ab, på et hvilket som helst af Unionens officielle sprog. Disse sprogordninger kan dog omfatte bestemmelser om, at de centrale elementer i disse oplysninger også skal sendes på et andet af Unionens officielle sprog.«

4)

Artikel 21, stk. 5, affattes således:

»5.   Senest den 31. december 2017 udvikler og stiller Kommissionen teknisk og logistisk støtte til et sikkert centralregister på medlemsstatsniveau for administrativt samarbejde på beskatningsområdet til rådighed, hvor oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med artikel 8a, stk. 1 og 2, indføres med henblik på den automatiske udveksling, der er omhandlet i de nævnte stykker.

Senest den 31. december 2019 udvikler og stiller Kommissionen teknisk og logistisk støtte til et sikkert centralregister på medlemsstatsniveau for administrativt samarbejde på beskatningsområdet til rådighed, hvor oplysninger, der skal meddeles i forbindelse med artikel 8ab, stk. 13, 14 og 16, indføres med henblik på den automatiske udveksling, der er omhandlet i de nævnte stykker.

De kompetente myndigheder i alle medlemsstater har adgang til de oplysninger, der indføres i dette register. Kommissionen har også adgang til de oplysninger, der indføres i dette register, dog med de begrænsninger, der er fastsat i artikel 8a, stk. 8, og artikel 8ab, stk. 17. Kommissionen vedtager de nødvendige praktiske bestemmelser efter proceduren i artikel 26, stk. 2.

Indtil dette sikre centralregister er sat i drift, foretages den automatiske udveksling, der er omhandlet i artikel 8a, stk. 1 og 2, og artikel 8ab, stk. 13, 14 og 16, i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1 og de gældende praktiske ordninger.«

5)

Artikel 23, stk. 3, affattes således:

»3.   Medlemsstaterne sender Kommissionen en årlig vurdering af effektiviteten af den automatiske udveksling af oplysninger som omhandlet i artikel 8, 8a, 8aa og 8ab og af de opnåede konkrete resultater. Kommissionen vedtager ved hjælp af gennemførelsesretsakter formatet og betingelserne for meddelelse af den årlige vurdering. Gennemførelsesretsakterne vedtages efter proceduren i artikel 26, stk. 2.«

6)

Artikel 25a affattes således:

»Artikel 25a

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv vedrørende artikel 8aa og 8ab, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«

7)

Artikel 27 affattes således:

»Artikel 27

Rapportering

1.   Hvert femte år efter den 1. januar 2013 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv.

2.   Hvert andet år efter den 1. juli 2020 evaluerer medlemsstaterne og Kommissionen relevansen af bilag IV, og Kommissionen forelægger en rapport for Rådet. Denne rapport ledsages eventuelt af et forslag til retsakt.«

8)

Teksten i bilaget til dette direktiv tilføjes som bilag IV.

5.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/14

(1)

Efter en antisubsidieundersøgelse (»den oprindelige undersøgelse«) indførte Kommissionen ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/309 (2) en endelig udligningstold på importen af visse former for regnbueørred med oprindelse i Tyrkiet (»de gældende foranstaltninger«).

(2)

Den 13. marts 2017 indgav Aegean Exporters Association (»ansøgeren«) en anmodning om en delvis interimsundersøgelse af udligningsforanstaltningerne.

(3)

Anmodningen indeholdt beviser for, at en ændring med hensyn til gennemførelsen af de direkte produktionssubsidier, der blev indført i 2016, førte til et betydeligt fald i omfanget af subsidier til ørredproducenter i Tyrkiet, og at foranstaltningerne derfor ikke længere var nødvendige for at udligne subsidieringen. Ansøgeren hævdede endvidere, at ændringen var af varig karakter. Ansøgeren mente derfor, at de gældende foranstaltninger burde tages op til fornyet overvejelse.

(4)

Kommissionen fastslog, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, og offentliggjorde den 20. juli 2017 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) (3) om indledning af en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 19 i grundforordningen.

(5)

Den nuværende undersøgelsesperiode omfattede perioden fra den 1. juli 2016 til den 30. juni 2017. For at afgøre, om der havde være et fald i subsidieringen af ørredproducenterne siden den oprindelige undersøgelse, og om ændringen var af varig karakter, analyserede Kommissionen også udviklingen i de samlede subsidiebeløb, som de tyrkiske myndigheder har indrømmet ørredproducenterne siden den oprindelige undersøgelsesperiode (fra 1. januar til 31. december 2013).

(6)

Kommissionen underrettede ansøgeren, de kendte eksporterende producenter i Tyrkiet, EU-producenter, brugere og forhandlere, som den vidste var berørt af sagen, sammenslutninger, der repræsenterer EU-producenter og de tyrkiske myndigheder om indledningen af den delvise interimsundersøgelse.

(7)

Interesserede parter fik mulighed for at give deres mening til kende skriftligt og anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

(8)

To interesserede parter fremsatte bemærkninger og fremførte, at det var nødvendigt at opretholde de gældende foranstaltninger. En af parterne, Dansk Akvakultur (der repræsenterede klageren i den oprindelige undersøgelse), var af den opfattelse, at betingelserne i grundforordningens artikel 19 ikke var opfyldt. Dansk Akvakultur påstod, at oplysningerne i anmodningen var ufuldstændige og gav et unøjagtigt billede af subsidieringen til ørredproducenter i Tyrkiet, og at de ændringer, som de tyrkiske myndigheder har indført, ikke kan betragtes som værende af »varig karakter«. Den anden part, en spansk akvakultursammenslutning, påstod også, at udligningsforanstaltningerne burde opretholdes, og fremførte, at priserne på importen fra Tyrkiet er lavere end priserne hos ørredproducenterne i Unionen.

(9)

I betragtning af det store antal eksporterende producenter anførte Kommissionen i indledningsmeddelelsen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de eksporterende producenter i overensstemmelse med grundforordningens artikel 27.

(10)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald at udtage en stikprøve, bad Kommissionen alle kendte eksporterende producenter i Tyrkiet om at indsende de oplysninger, der var angivet i indledningsmeddelelsen. Endvidere anmodede Kommissionen Republikken Tyrkiets repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen. Oplysningerne i indledningsmeddelelsen blev sendt til mere end 70 virksomheder i Tyrkiet.

(11)

27 eksporterende producenter indsendte de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, udtog Kommissionen foreløbigt en stikprøve på fem eksporterende producenter/grupper af producenter, som omfattede tre eksporterende producenter/grupper af producenter, der tegnede sig for den største eksportmængde til Unionen, og to mindre eksporterende producenter/grupper af producenter. Kommissionen fandt den foreslåede stikprøve repræsentativ.

(12)

Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. To grupper af eksporterende producenter, KLC Group og Sagun Group, anmodede om at blive medtaget i stikprøven. Kommissionen besluttede at tilføje KLC Group til stikprøven i betragtning af virksomhedens omfattende eksport, for behørigt at undersøge den ændrede ordnings virkninger for sektoren. I betragtning af den begrænsede tid, der var til rådighed for undersøgelsen, besluttede Kommissionen imidlertid at afvise Sagun Group's anmodning (4) om at blive medtaget i stikprøven.

(13)

Den endelige stikprøve bestod således af følgende eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter og deres forretningsmæssigt forbundne virksomheder:

(14)

Den endelige stikprøve repræsenterede ca. 71 % af importen af den undersøgte vare, som blev eksporteret til Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode. Kommissionen fandt, at stikprøven var repræsentativ og ville give den mulighed for at foretage en korrekt analyse af virkningerne af de tyrkiske myndigheders ændringer for alle virksomheder i denne sektor.

(15)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den fandt nødvendige for at evaluere virkningerne af de ændringer i forbindelse med gennemførelsen af ordningen om direkte subsidier, som blev indført af de tyrkiske myndigheder.

(16)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til de seks eksporterende producenter/grupper af producenter i stikprøven og til de tyrkiske myndigheder. Samtlige parter indsendte fuldstændige spørgeskemabesvarelser.

(17)

Kommissionen aflagde kontrolbesøg hos en af de stikprøveudvalgte grupper af eksporterende producenter, nemlig Alima Group. Kommissionen aflagde også kontrolbesøg hos de tyrkiske myndigheder. I betragtning af konklusionerne i kapitel 4.3.4 besluttede Kommissionen ikke at aflægge kontrolbesøg hos de resterende virksomheder i stikprøven.

(18)

Den 21. februar 2018 fremlagde Kommissionen de vigtigste kendsgerninger og betragtninger i undersøgelsen for alle interesserede parter og opfordrede dem til at fremsætte skriftlige bemærkninger hertil og/eller anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer inden den 18. marts 2018.

(19)

De tyrkiske myndigheder, ansøgeren, de fire stikprøveudvalgte eksporterende producenter og Dansk Akvakultur fremsatte bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger. En høring mellem Kommissionen, de tyrkiske myndigheder og ansøgeren fandt sted den 23. marts 2018. En høring mellem Kommissionen og Dansk Akvakultur fandt sted den 16. april 2018.

(20)

Den undersøgte vare er regnbueørred (Oncorhynchus mykiss):

med oprindelse i Tyrkiet og i øjeblikket henhørende under ex KN-kode 0301 91 90, ex 0302 11 80, ex 0303 14 90, ex 0304 42 90, ex 0304 82 90 og ex 0305 43 00 (Taric-kode 0301919011, 0302118011, 0303149011, 0304429010, 0304829010 og 0305430011) (»den undersøgte vare«).

(21)

Kommissionen konkluderede i den oprindelige undersøgelse, at varer fremstillet i Unionen og varer fremstillet i Tyrkiet er samme vare i henhold til grundforordningens artikel 2, litra c).

(22)

Som led i den oprindelige undersøgelse undersøgte Kommissionen en række foranstaltninger, som de tyrkiske eksporterende ørredproducenter havde fordel af eller kunne have haft fordel af i den oprindelige undersøgelsesperiode (2013) (se betragtning 37 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1195/2014 (5) om indførelse af midlertidig udligningstold).

(23)

De vigtigste subsidier, som de tyrkiske ørredproducenter havde fordel af i den oprindelige undersøgelsesperiode, var direkte subsidier pr. kg til alle ørredproducenter på mellem 7 % og 9,6 %. Desuden havde to af virksomhederne i stikprøven i den oprindelige undersøgelse fordel af subsidierede lån. Kommissionen konstaterede et subsidiebeløb gennem subsidierede lån på 0,1 % for en af virksomhederne (Kilic) og på 0,3 % for den anden virksomhed (Özpekler).

(24)

Kommissionen konstaterede, at fordelene ved alle de andre undersøgte subsidieordninger i den oprindelige undersøgelsesperiode var nul eller ubetydelige. De gældende foranstaltninger over for ørredproducenterne udlignede således især de direkte subsidier.

(25)

I den oprindelige undersøgelsesperiode (2013) blev ørredproducenterne indrømmet direkte subsidier på grundlag af dekret nr. 2013/4463 af 7. marts 2013 om landbrugssubsidier i 2013 (»dekretet fra 2013«). Dette dekret vedrørte ørreder produceret i 2013.

(26)

I henhold til dekretet fra 2013 blev subsidierne indrømmet alle ørredproducenter, der var i besiddelse af en gyldig produktionstilladelse til akvakulturbrug. En produktionstilladelse kan vedrøre produktion i havbrug og dambrug eller en produktion på landbaserede anlæg. En ørredproducent kan have flere produktionstilladelser (akvakulturbrug) beliggende i samme dambrug eller i det samme område i havet. I henhold til dekretet fra 2013 var produktion i forbindelse med hver af disse tilladelser berettiget til subsidier op til følgende grænser: for hver produktionstilladelse modtog ørredproducenterne 0,65 tyrkiske lira (»TL«) pr. kg ørred til produktion af indtil 250 ton om året; til produktion af mellem 251 og 500 ton modtog ørredproducenterne halvdelen af dette beløb (0,325 TL/kg), og der blev ikke tildelt subsidier for produktion over 500 ton.

(27)

Subsidier til ørredproduktion er reguleret ved et dekret, som vedtages af den tyrkiske regering på årsbasis. Dekretet indeholder grundlæggende betingelser og subsidiebeløb til akvakulturproduktion i Tyrkiet. Procedurer og principper vedrørende gennemførelsen af dekretet fastlægges derefter i bekendtgørelser fra ministeriet for fødevarer, landbrug og husdyr hvert år.

(28)

Da den nuværende undersøgelsesperiode omfattede anden halvdel af 2016 og første halvdel af 2017, undersøgte Kommissionen først beløb og betingelser vedrørende subsidier, der blev indrømmet eller ville blive indrømmet ørredproducenter i 2016 og 2017 (se kapitel 4.2).

(29)

For det andet analyserede Kommissionen den generelle udvikling af de subsidiebeløb, som de tyrkiske myndigheder har indrømmet siden den oprindelige undersøgelse (se kapitel 4.3). For det tredje undersøgte Kommissionen, om der var en væsentlig ændring i omfanget af subsidieringen, og om ændringen kunne anses for at være af varig karakter (se kapitel 4.4).

(30)

I 2016 blev ørredproducenterne indrømmet subsidier på grundlag af dekret nr. 2016/8791 (6) om landbrugssubsidier i 2016 (»dekretet fra 2016«). Desuden indeholdt bekendtgørelse nr. 2016/33 (7) vedrørende tilskud til akvakultur de nærmere betingelser for de pågældende subsidier.

(31)

Mens subsidiebeløbet i TL/kg forblev på 2013-niveauet, blev akvakulturbrug med tilladelser, som var »beliggende i samme potentielle område, bestemt af ministeriet, i samme dambrugsbassin eller i regionale dambrugsbassiner i samme område«, udelukket fra subsidier ved en ny artikel 4.16.

(32)

I henhold til denne artikel og i modsætning til situationen i den oprindelige undersøgelsesperiode forholdt det sig således, at i tilfælde, hvor en ørredproducent havde mere end én produktionstilladelse (eller et »akvakulturbrug«) i samme potentielle område i havet som defineret af ministeriet, i samme bassin (opdæmning) eller i samme bassiner i de samme regioner, som tilhørte den samme person eller den samme virksomhed, blev disse tilladelser eller akvakulturbrug betragtet som én enkelt tilladelse eller et enkelt akvakulturbrug tilhørende denne virksomhed, og det direkte subsidie skulle udbetales i henhold til denne fortolkning. Ansøgeren påstod, at der som følge af denne artikel var sket et fald i den subsidieberettigede produktionsmængde, hvilket førte til et betydeligt fald i de subsidier, som ørredproducenterne modtog. Kommissionen bemærkede imidlertid, at denne betingelse havde to begrænsninger.

(33)

For det første har undersøgelsen vist, at begrænsningen i artikel 4.16 i dekretet fra 2016 ifølge de tyrkiske myndigheders oplysninger kun vedrørte ørredproduktion i dambrugsbassiner eller i havbrug, men ikke landbaserede anlæg, som ifølge de tyrkiske myndigheders oplysninger udgjorde ca. 20 % af den samlede ørredproduktion (8). Efter fremlæggelsen af oplysninger bekræftede de tyrkiske myndigheder også, at 65 % af de samlede produktionsanlæg (akvakulturbrug) er landbaserede anlæg, og at kun 35 % af produktionsanlæggene (akvakulturbrug) er dambrugsbassiner eller havbrug.

(34)

Begrænsningen i artikel 4.16 i dekretet fra 2016 havde således ingen indvirkning på 20 % af ørredproduktionen eller på 65 % af produktionsanlæggene eller akvakulturbrugene. Dette gjorde sig eksempelvis gældende for en af virksomhederne i stikprøven, Mittos, som havde sit eget landbaserede ørredbrug. Derudover havde en anden virksomhedsgruppe i stikprøven, Özpekler Group, akvakulturbrug beliggende i forskellige dambrugsbassiner. Ifølge oplysningerne fra disse virksomheder/virksomhedsgrupper (som blev kontrolleret på regeringsniveau) var virksomhederne således berettigede til subsidier for det samme antal produktionstilladelser (seks i det ene tilfælde, og tre i det andet) i 2015 (før lovændringen) og i 2016 (efter den nye lovgivning var trådt i kraft). Lovændringen havde derfor ingen væsentlig indvirkning på disse virksomheder.

(35)

For det andet fandt begrænsningen anvendelse pr. juridisk enhed, hvilket betød, at samtlige virksomheder i en gruppe bestående af forretningsmæssigt forbundne virksomheder kunne ansøge om subsidier op til de grænser, der er fastsat i dekretet. Dette betød, at hvis en virksomhedsgruppe bestod af forskellige juridiske enheder, hvis akvakulturbrug (tilladelser) var beliggende i samme område, kunne hver af virksomhederne i gruppen modtage subsidier på særskilt grundlag, selv hvis virksomheden havde akvakulturbrug i samme område sammen med de øvrige forretningsmæssigt forbundne virksomheder. De tyrkiske myndigheder bekræftede, at dette var tilfældet for en af grupperne i stikprøven, Alima Group. Begge de forretningsmæssigt forbundne virksomheder i denne gruppe var berettigede til at anmode om subsidier, selv om deres akvakulturbrug var beliggende i samme område.

(36)

På grund af disse forhold reducerede den overordnede virkning af begrænsningen ikke antallet af subsidiemodtagere væsentligt. I henhold til de tyrkiske myndigheders oplysninger faldt antallet af tilladelser for akvakulturbrug, der var berettigede til direkte subsidier, fra 947 i 2015 til 837 i 2016 og 817 i 2017. Som det fremgår af betragtning 34, var antallet af subsidieberettigede tilladelser for individuelle akvakulturbrug såsom Özpekler Group eller Mittos det samme før og efter ændringen, hvorimod der for nogle virksomheder var et fald i antallet af subsidieberettigede tilladelser for akvakulturbrug mellem 2015 og 2016.

(37)

I tillæg til den lovændring, som blev indført ved artikel 4.16 i dekretet fra 2016, gennemførte de tyrkiske myndigheder ved samme dekret et nyt direkte subsidie til produktion i akvakulturbrug med lukket system (9) pr. 1. januar 2016. Det fremgår af artikel 4.16 i dekretet, at målet var at »udnytte de tilgængelige vandressourcer i landet maksimalt med henblik på at sikre opdræt af akvakulturprodukter og forskellige arter i områder, hvor der kun er begrænsede vandmængder til rådighed«.

(38)

Subsidiet til produktion i akvakulturbrug med lukket system kan også ydes til producenter af andre fiskearter, som er anført i dekretet, f.eks. blankesten og havbars. Subsidiebeløbet var på 0,5 TL pr. kg fisk produceret i akvakulturbrug med lukket system, uanset fiskens art.

(39)

I henhold til den faste praksis med hvert år at vedtage nye dekreter og bekendtgørelser vedrørende subsidier til ørredproducenterne blev dekretet fra 2016 i 2017 erstattet af dekret nr. 2017/10465 (10) vedrørende landbrugssubsidier i 2017 (»dekretet fra 2017«). Desuden indeholdt bekendtgørelse nr. 2017/38 (11) vedrørende tilskud til akvakultur de nærmere betingelser for de pågældende subsidier.

(40)

Dekretet fra 2017 opretholdt bestemmelserne i artikel 4.16 om antallet af subsidieberettigede tilladelser. Samtidig blev der indført en forhøjelse af beløbet til de direkte subsidier, der ydes til ørredproduktion. Der er tale om følgende nye subsidiebeløb:

(41)

Med dekretet fra 2017 indførtes der desuden nye subsidier. Ifølge oplysningerne fra de tyrkiske myndigheder udgjorde disse nye subsidier delvis en erstatning for og et supplement til de direkte subsidier, der blev udlignet i den oprindelige undersøgelse, og sigtede mod at støtte forbruget af fisk i Tyrkiet, fremme overholdelse af miljøstandarder, sygdomsbekæmpelse og fødevarekvalitet, diversificering og sporbarhed. Der er tale om følgende nye subsidier:

(42)

Målet med subsidier til produktion af ørred på over 1 kg var at fremme produktdiversificering. Subsidiebeløbet blev fastsat til 0,25 TL/kg for produktion op til 250 ton og halvdelen af dette beløb (0,125 TL/kg) for produktion mellem 250 og 500 ton. Begrænsningen af kriterierne for subsidieberettigelse i artikel 4.16, som er nærmere uddybet i betragtning 32-35, fandt også anvendelse for denne type subsidie.

(43)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod de tyrkiske myndigheder og ansøgeren, at subsidiet til ørreder på over 1 kg kun vedrørte produktion af den pågældende vare, hvis vægten var på mellem 1 kg og 1,2 kg. De påstod, at ørreder med en vægt på over 1,2 kg ikke længere falder ind under definitionen af den pågældende vare. Derudover vil landbrugsministeriet ifølge de tyrkiske myndigheder begrænse subsidierne til ørreder af en vægt på over 1,25 kg i den kommende bekendtgørelse, som fastlægger betingelserne for subsidieordningerne for produktionen i 2018. Derfor vil susidiet for ørreder af en vægt på over 1 kg ikke blive taget i betragtning ved vurderingen af udviklingen i subsidiebeløbene til ørredproducenter i både 2017 og 2018.

(44)

Kommissionen var enig i, at ørreder, der sælges i form af hele fisk af en vægt på 1,2 kg eller derover, ikke var den pågældende vare. Subsidier, der ydes til produktionen af sådanne fisk, som udelukkende anvendes på et anderledes markedet, er således ikke udligningsberettigede under de gældende foranstaltninger.

(45)

Der var imidlertid blevet ydet subsidier til produktionen af ørreder på mellem 1 kg og 1,2 kg under ordningen i 2017, som dermed hørte ind under varedækningen. Desuden indrømmes der subsidier til en akvakulturbruger iflg. artikel 4, litra f), i bekendtgørelse nr. 2017/38 »ved høstning«. Selv om de tyrkiske myndigheder har til hensigt at begrænse subsidiet til ørreder over 1,25 kg i 2018, er der ingen juridiske kriterier i dekretet, der udelukker subsidiet, når ørreden sælges i en anden form. Ifølge de oplysninger, der blev indsendt, er det almindelig praksis i branchen at forarbejde nogle af de store høstede ørreder og sælge dem som den pågældende vare f.eks. i form af fileter. Det tilsvarende subsidiebeløb fra ordningen er således til gavn for den pågældende vare. Desuden kan Kommissionen i sin analyse kun anvende relevante endelige love og administrative forskrifter, som gælder fuldt ud i eksportlandet. Da bekendtgørelsen, der definerer betingelserne for 2018, endnu ikke er vedtaget, kan de intentioner, som de tyrkiske myndigheder har gjort rede for, ikke tages i betragtning på dette tidspunkt. Kommissionen afviste derfor at udelukke denne ordning fra sin overordnede analyse og præciserede derimod sine konklusioner vedrørende ordningens økonomiske virkninger (jf. betragtning 67).

(46)

Hensigten med subsidierne til mærkning af fisk var at fremme sporbarheden og kvaliteten af fisk. Subsidiebeløbet blev fastsat til 0,02 TL/stk. for produktion op til 250 ton og halvdelen af dette beløb (0,01 TL) for produktion mellem 250 og 500 ton. Begrænsningen fandt anvendelse pr. produktionstilladelse. Begrænsningen af kriterierne for subsidieberettigelse i artikel 4.16, som er nærmere uddybet i betragtning 32-35, fandt også anvendelse for denne type subsidie. Subsidiet til mærkning af fisk kan også ydes til producenter af andre fiskearter, som er anført i dekretet, f.eks. blankesten og havbars. De interesserede parter anfægtede ikke denne konklusion efter fremlæggelsen af oplysninger.

(47)

Subsidierne til fremme af god opdrætspraksis vedrørte overholdelsen af visse standarder for miljø, fødevaresikkerhed, fiskevelfærd og sporbarhed. For at være berettiget til subsidiet skulle hver enkelt virksomhed underkastes en revision. Efter revisionen kan der udstedes et certifikat. De institutter, der kontrollerer, om standarderne er overholdt, skal godkendes af ministeriet. Virksomhedernes frist for at indsende deres anmodning om subsidieberettigelse i forbindelse med ørredproduktion i 2017 var den 31. marts 2018. Subsidiebeløbet blev fastsat til 0,25 TL/kg for produktion op til 250 ton. Begrænsningen fandt anvendelse pr. juridisk enhed. De interesserede parter anfægtede ikke denne konklusion efter fremlæggelsen af oplysninger.

(48)

Efter den lovændring, der blev indført ved artikel 4.16 i dekretet fra 2016, synes omfanget af den ørredproduktion, der var berettiget til direkte subsidier, at være faldet. Ifølge oplysningerne fra de tyrkiske myndigheder samt de foreliggende oplysninger var det vanskeligt at måle de faktiske virkninger af lovændringerne i 2016 i form af den støtteberettigede produktions mængde og værdi i forhold til det system, der var gældende forud for ikrafttrædelsen af dette dekret, og virkningerne afhang af de produktionsmængder, der fremstilles under hver tilladelse.

(49)

Virkningen varierede også på individuelt virksomhedsniveau, afhængigt af virksomhedernes specifikke produktionssituation. Fra 2016 kunne virksomheder med mere end én tilladelse i samme region eller område under den gamle ordning kun modtage direkte subsidier for én af dem. Andre virksomheder med landbaserede anlæg (f.eks. Mittos) eller virksomheder, som havde aktiviteter i forskellige områder eller regioner (f.eks. Özpekler Group), modtog direkte subsidier på samme niveau som før 2016 eller højere, idet de havde mere end én tilladelse. Da begrænsningen i artikel 4.16 i dekretet fra 2016 desuden fandt anvendelse pr. juridisk enhed, varierede virkningen af lovændringen for en virksomhedsgruppe således også afhængigt af gruppens struktur. Selv om virksomhedsgrupper som GMS Group og KLC Group blev mest påvirket af lovændringen, blev virksomheder eller virksomhedsgrupper som Alima, Mittos og Özpekler samt alle de mindre virksomheder, som udgjorde mere end 65 % af de virksomheder, der blev påvirket, således kun påvirket i begrænset omfang eller slet ikke.

(50)

Kommissionen bemærkede desuden, at det faktiske beløb til direkte subsidier til ørredproducenter steg i 2017 (jf. betragtning 40). Dekreterne fra 2016 og 2017 indførte desuden en række nye subsidier, som ørredproducenterne kan havde fordel af (jf. kapitel 4.2.1 og 4.2.2).

(51)

Selv om de begrænsninger, der blev indført i 2016, således kan have medført et fald i subsidieringen via direkte subsidier, indførte de tyrkiske myndigheder samtidig nye subsidier og/eller ændrede eksisterende subsidieordninger. Et vigtigt spørgsmål var således, om det forhøjede beløb til direkte subsidier og de nyligt indførte subsidier ville kompensere for den begrænsning, der blev indført ved dekretet fra 2016. Hvis dette var tilfældet, kunne det samlede subsidieringsniveau være lig med eller højere end det subsidieringsniveau, der blev beregnet i forbindelse med indførelsen af den oprindelige udligningstold. Selv hvis en producent modtog færre direkte subsidier i 2016, fordi producentens forskellige tilladelser eller akvakulturbrug blev betragtet under ét, vil denne ændring ikke nødvendigvis have medført en reduktion af det samlede subsidieringsniveau i forhold til situationen før lovændringen i 2016 (jf. betragtning 62 til 65).

(52)

Kommissionen fandt derfor, at den var nødt til at vurdere virkningen af samtlige subsidieordninger, som ørredproducenter i Tyrkiet kan have haft fordel af (eller kan have fordel af i fremtiden) samt det overordnede subsidieringsniveau på nationalt plan. Kommissionen undersøgte således ikke lovændringens specifikke virkninger i undersøgelsesperioden for hver af de stikprøveudvalgte virksomheder, men foretog derimod en samlet vurdering og bekræftede samtidig sine konklusioner, hvad angår oplysningerne fra de eksporterende producenter i stikprøven.

(53)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte de tyrkiske myndigheder og ansøgeren, at Kommissionen burde have genberegnet subsidiemargenerne for de enkelte virksomheder i stikprøven. Kommissionen var uenig i denne påstand. Ansøgeren anmodede om en revurdering af faldet i omfanget af subsidier til alle ørredproducenter i Tyrkiet som følge af lovændringen i 2016. Da ændringerne i de nationale forhold ikke var af varig karakter, fandt Kommissionen det ikke hensigtsmæssigt at beregne de tilsvarende individuelle subsidiebeløb. Ændringerne syntes ikke at være tilstrækkelige til at godtgøre, at subsidiebeløbet var blevet væsentligt ændret og var af varig karakter. Desuden bekræftede undersøgelsen af det nationale subsidieniveau og de anslåede subsidiebeløb for 2018 den samme konklusion.

(54)

Mellem 2013 og 2016 blev der indrømmet følgende subsidiebeløb til ørredproducenterne:

Tabel

Direkte subsidier til ørredproducenter

(55)

Mellem 2013 og 2016 faldt det samlede subsidiebeløb til ørredproduktion med 37 %.

(56)

Det største fald (20 %) i subsidiebeløbet fandt sted mellem 2013 og 2015, dvs. før den lovændring, som blev indført med dekretet fra 2016. Faldet i disse år svarer til faldet i ørredproduktionen (17 %) i samme periode.

(57)

Faldet i subsidiebeløbet mellem 2015 og 2016 (før og efter ændringen) var på 20,6 %.

(58)

I 2016 udgjorde direkte subsidier til ørredproducenter et beløb på 39 762 389 TL.

(59)

Gennemførelsen af alle de subsidieordninger, som ørredproducenterne kunne drage fordel af i 2017, var endnu ikke afsluttet på tidspunktet for undersøgelsen. Kommissionen baserede derfor sine foreløbige konklusioner på budgetoverslaget for 2017 for hver af ordningerne på overordnet niveau.

(60)

Budgettet til direkte subsidier i 2017 var på 52 500 000 TL. Ifølge de foreløbige oplysninger, som de tyrkiske myndigheder fremlagde under kontrolbesøget, blev 90 % af budgettet opbrugt (47 250 000 TL).

(61)

Derudover blev der afsat følgende budget til de nye subsidieordninger, som blev indført i 2017:

(62)

Budgettet til produktion i lukket system, mærkning af fisk og god opdrætspraksis omfattede også subsidier til produktion af andre arter såsom blankesten og havbars. På grundlag af de tyrkiske myndigheders statistikker over den samlede akvakulturproduktion i 2016 tegnede ørredproduktionen sig for 41,2 % af den subsidieberettigede produktion af fisk.

(63)

På grundlag af budgetoverslaget, et budgetforbrug på 90 % og den kendsgerning, at nogle af ordningerne skulle være til fordel for produktion af andre arter end ørred, anslog Kommissionen for det første, at det samlede subsidiebeløb til ørredproducenter i 2017 kunne overstige 50 mio. TL. Dette skøn blev baseret på oplysninger fra de tyrkiske myndigheder, ifølge hvilke 90 % af budgettet for direkte subsidier forventedes at blive opbrugt. Endvidere anvendte Kommissionen samme procentvise andel af budgettet til at vurdere subsidiebeløbet vedrørende de supplerende subsidier, der blev indført i 2017 (se betragtning 61). Endelig, for så vidt angår de budgetposter, der omfatter andre støtteberettigede fiskearter (dvs. subsidier til produktion i lukket system, produktion af ørreder over 1 kg, mærkning af fisk og god opdrætspraksis), har Kommissionen anvendt den sats på 41,2 %, som udgøres af ørredproduktion inden for den subsidieberettigede produktion af fisk.

(64)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte de tyrkiske myndigheder og ansøgeren, at ingen af de tyrkiske ørredproducenter har haft fordel af subsidiet til produktion i akvakulturbrug med lukket system eller subsidiet til mærkning af fisk i 2017, navnlig på grund af de indledende investeringsomkostninger og da det var praktisk umuligt at anvende de to ordninger. Det maksimale budget for god opdrætspraksis i 2017 var kun på 592 250 TL, og 83 % af det planlagte budget blev faktisk opbrugt i forhold til 90 % som oprindeligt anslået af de tyrkiske myndigheder.

(65)

Kommissionen accepterede at revurdere det samlede subsidiebeløb til ørredproducenter på grundlag af de beløb, som ørredproducenterne faktisk modtog i 2017, i overensstemmelse hermed. På grundlag af disse nye beløb for subsidieordningerne var det samlede subsidiebeløb til ørredproducenter på ca. 48,5 mio. TL i 2017.

(66)

Desuden fremførte de tyrkiske myndigheder, at subsidieordningen for ørreder på over 1 kg ikke burde indgå i beregningen af ørredproducenternes fordel. I henhold til myndighedernes beregninger, som blev fremlagt under høringen, ville subsidiebeløbet for produktion af den pågældende vare i så fald beløbe sig til ca. 43 mio. i 2017.

(67)

Kommissionen bemærkede imidlertid, at tre forskellige typer af ørreder kan drage fordel af denne ordning: 1) ørreder mellem 1 kg og 1,2 kg, 2) ørreder på over 1,2 kg, som kan ende som den pågældende vare efter forarbejdning, og 3) ørreder på over 1,2 kg, der anvendes på et andet marked end den pågældende vare. Da der ikke forelå præcise tal om fordelingen af budgettet for dette subsidie, var Kommissionen ikke i stand til at beregne det nøjagtige beløb for hver af de tre typer. Selv hvis det antages, at 100 % af dette subsidie udelukkende ville gå til den tredje type og derfor ikke ville have nogen indvirkning på den pågældende vare, ville dette ikke ændre den overordnede konklusion. Beløbet på 43 mio. TL i 2017 vil nemlig stadig udgøre en stigning på 4 mio. TL i forhold til 2016. En sådan stigning vil neutralisere en betydelig del af virkningen af faldet i 2016, som var blevet påpeget af ansøgeren som en ændring, der berettigede en fornyet undersøgelse af foranstaltningerne.

(68)

Mellem den oprindelige undersøgelsesperiode (2013) og 2016 faldt subsidierne til ørredproducenter med 37 %. Faldet i subsidiebeløbet siden 2013 skyldtes imidlertid ikke alene lovændringen i 2016, men var også en følge af det samlede fald i produktionen af ørreder (jf. tabellen i betragtning 54). Subsidierne til ørredproducenter steg igen efter 2016.

(69)

I 2017 udgjorde det samlede subsidiebeløb til ørredproducenter mellem 43 mio. og 48,5 mio. TL. Kommissionen konkluderede derfor, at subsidiebeløbet efter 2016 nærmer sig beløbet fra før lovændringen.

(70)

Kommissionen konkluderede således, at faldet i de eksisterende subsidier efter lovændringen i 2016 var midlertidigt, og at det samlede subsidiebeløb og produktionsstøtten pr. ton er steget igen siden 2016.

(71)

I lyset af konklusionerne i kapitel 4.3.4 fastholdt Kommissionen derfor, at faldet i subsidierne til ørredproducenter i 2016 kun var midlertidigt. Den fastholdt også, at da betingelserne og beløbene for subsidierne blev revideret af de tyrkiske myndighed på årsbasis, kunne de indførte ændringer ikke betragtes som varige, især da:

Kommissionen anslog derudover, at de samlede subsidier til ørredproducenter kan nå op på 56 mio. TL i 2018, dvs. ca. 6 mio. TL over beløbet for 2015, som er året før lovændringen (12).

(72)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte de tyrkiske myndigheder og ansøgeren, at subsidiet til bekæmpelse af sygdomme i produktionen af fiskeyngel, som blev indført i 2018, ikke vedrørte den pågældende vare. De begrundede imidlertid ikke deres påstand. Efter Kommissionens opfattelse var der ikke nogen særlig grund til, at dette subsidie ikke skulle vedrøre den pågældende vare. Det er slående, at selv landbrugsministeriet fremlagde den nye støtte som et tilskud til ørredproducenter under kontrolbesøget. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(73)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte de tyrkiske myndigheder og ansøgeren også, at subsidierne til produktion i lukket system og til mærkning af fisk burde udelukkes fra vurderingen, da de ikke blev anvendt i 2017, og da det var dyrt og praktisk umuligt at anvende dem (jf. betragtning 64). Kommissionen bemærkede i denne forbindelse, at subsidiebeløbet til mærkning af fisk var på 0,02 TL/stk. for produktion op til 250 ton i 2017, men tilsyneladende steg til 0,03 TL/stk. i 2018 (13). Det ser således ud til, at Tyrkiet gjorde ordningerne mere attraktive. Kommissionen afviste derfor påstanden on, at disse nye subsidieordninger burde udelukkes fra beregningerne af subsidier i 2018 og den nærmeste fremtid.

(74)

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen råder over, skal ørredproducenterne desuden foretage indledende investeringer og/eller underkastes revision med henblik på at tilpasse deres forretningspraksis til kriterierne for subsidieberettigelse, som blev indført med de nye subsidieordninger. Selv om budgettet til disse ordninger ikke opbruges i de første år af anvendelsen, er det derfor sandsynligt, at de i højere grad vil blive opbrugt i de følgende år, når virksomhederne har tilpasset deres aktiviteter til kriterierne for subsidieberettigelse.

(75)

Endelig påstod de tyrkiske myndigheder og ansøgeren, at Kommissionen burde have taget hensyn til deprecieringen af den tyrkiske lira på 90 % over de seneste år. De mente, at denne depreciering var af varig karakter.

(76)

Kommissionen var uenig i denne påstand. Deprecieringen af den tyrkiske lira, som er en frit konvertibel valuta med en svingende valutakurs, kan ikke tilskrives Tyrkiet. Desuden kan valutakurserne følge en bestemt tendens over en given periode, men kan også vende i andre perioder. Der foreligger derfor ikke den nødvendige stabilitet og forudsigelighed, der udgør en ændring af omstændigheder af varig karakter.

(77)

På baggrund af disse betragtninger fastholdt Kommissionen, at ordningen for gennemførelse af direkte subsidier er karakteriseret ved konstante ændringer i retsgrundlaget, kriterierne for subsidieberettigelse og de faktiske subsidiebeløb. Selv om de faktiske beløb for 2018 afviger fra Kommissionens skøn, ændres ordningen til gennemførelse af subsidieordningerne konstant, og disse ændringer kan derfor ikke anses for at være af varig karakter. I denne sammenhæng fastholdt Kommissionen også, at faldet i subsidieringen mellem 2013 og 2016 kun var af midlertidig natur, da subsidiebeløbene for 2017 og 2018 blev anslået til at være på omtrent samme niveau som i 2013. Kommissionen konkluderede, at faldet i 2016 derfor ikke kunne betragtes som værende af varig karakter i modsætning til ansøgerens påstand.

(78)

På grundlag af Kommissionens konklusioner vedrørende ændringerne i gennemførelsen af direkte subsidier til ørredproducenter i Tyrkiet og fraværet af en varig karakter af disse ændringer blev anmodningen om en delvis interimsundersøgelse fundet ubegrundet, og den delvise interimsundersøgelse bør derfor afsluttes.

(79)

De gældende foranstaltninger, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/309, bør derfor opretholdes.

(80)

Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for, at det påtænktes at afslutte undersøgelsen. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte fremlæggelse af oplysninger. Indlæg og bemærkninger blev, hvor det var berettiget, taget i betragtning.

(81)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (14) —

5.6.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/25

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indledte den 2. august 2017 en antidumpingprocedure vedrørende importen til Unionen af ferrosilicium med oprindelse i Egypten og Ukraine og offentliggjorde en indledningsmeddelelse herom i Den Europæiske Unions Tidende (2).

(2)

Undersøgelsen blev indledt som følge af en klage, der blev indgivet af Euroalliages (»klageren«) på vegne af fire EU-producenter, nemlig Ferropem Ferroatlántica SL, OFZ og Huta Laziska S.A., der tegner sig for mere end 90 % af den samlede EU-produktion af ferrosilicium. Klagen indeholdt umiddelbare beviser for skadevoldende dumping, som blev fundet tilstrækkelige til at berettige indledningen af proceduren.

(3)

Kommissionen underrettede klageren, kendte eksporterende producenter i Egypten og Ukraine, kendte importører og brugere samt andre parter, som den vidste var berørt af sagen, og repræsentanterne for Egypten og Ukraine om indledningen af undersøgelsen. De interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om en mundtlig høring inden for fristen i indledningsmeddelelsen.

(4)

Der blev aflagt kontrolbesøg mellem december 2017 og februar 2018 hos de fire EU-producenter, de samarbejdsvillige eksporterende producenter i henholdsvis Egypten og Ukraine og hos en samarbejdsvillig forretningsmæssigt forbundet importør i Unionen.

(5)

Ved e-mail af 27. februar 2018 meddelte klageren Kommissionen, at man trak klagen tilbage.

(6)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 1, kan procedurer afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

(7)

Undersøgelsen frembragte ikke oplysninger, hvoraf det fremgik, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. Kommissionen var derfor af den opfattelse, at denne procedure bør afsluttes.

(8)

De interesserede parter blev underrettet herom og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Kommissionen har dog ikke modtaget bemærkninger, der godtgør, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

(9)

Kommissionen konkluderer derfor, at antidumpingproceduren vedrørende importen til Unionen af ferrosilicium, en ferrolegering med indhold af silicium på 20 vægtprocent eller derover, men ikke over 96 vægtprocent, og af jern på 4 vægtprocent eller derover, med oprindelse i Egypten og Ukraine, bør afsluttes uden indførelse af foranstaltninger.

(10)

Denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til grundforordningens artikel 15, stk. 1 —