29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/1

(1)

Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (3) indeholder bestemmelser om medlemsstaternes udveksling og lagring af oplysninger med henblik på indførelse af de særordninger, der er omhandlet i afsnit XII, kapitel 6, i Rådets direktiv 2006/112/EF (4).

(2)

Da disse særordninger pr. 1. januar 2021 udvides til at omfatte fjernsalg af andre varer og tjenesteydelser end teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester og elektroniske tjenesteydelser, er det nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for denne forordnings regler om meddelelse af oplysninger og overførsel af beløb mellem identifikationsmedlemsstaten og forbrugsmedlemsstaten.

(3)

På grund af det udvidede anvendelsesområde for særordningerne til også at omfatte fjernsalg af varer og alle tjenesteydelser, vil antallet af transaktioner, der skal meddeles i momsangivelsen, stige betydeligt. For at give identifikationsmedlemsstaten tilstrækkelig tid til at behandle de momsangivelser, som afgiftspligtige personer indgiver under særordningen, bør fristen for overførsel af oplysninger vedrørende momsangivelsen og det momsbeløb, der betales til hver forbrugsmedlemsstat, forlænges med 10 dage.

(4)

Som følge af særordningernes udvidelse til også at omfatte fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande er det nødvendigt, at toldmyndigheden i indførselsmedlemsstaten er i stand til at identificere vareindførsler i småforsendelser, for hvilke momsen skal betales under en af særordningerne. Det registreringsnummer, hvorunder momsen betales, bør derfor oplyses forinden, således at toldmyndighederne kan kontrollere dets gyldighed ved varernes indførsel.

(5)

Afgiftspligtige personer, der benytter sådanne særordninger, kan blive udsat for krav om udlevering af regnskaber og administrative undersøgelser fra identifikationsmedlemsstaten og alle de forbrugsmedlemsstater, hvortil varerne eller tjenesteydelserne leveres. For at mindske de administrative byrder og efterlevelsesomkostninger, som flere anmodninger om regnskaber og administrative undersøgelser er forbundet med for såvel virksomhederne som skattemyndighederne, og for at undgå dobbeltarbejde, bør sådanne anmodninger og undersøgelser så vidt muligt koordineres af identifikationsmedlemsstaten.

(6)

For at forenkle indsamlingen af statistiske data om anvendelsen af særordningerne bør Kommissionen have mulighed for at udtrække aggregerede statistiske og diagnostiske oplysninger, såsom antallet af de forskellige typer elektroniske meddelelser, der udveksles mellem medlemsstaterne, om særordningerne, dog ikke data om individuelle afgiftspligtige personer.

(7)

Bestemmelserne om, hvilke oplysninger der skal gives af den afgiftspligtige person og fremsendes mellem medlemsstaterne ved anvendelsen af særordningerne, og om de tekniske detaljer, herunder ensartede elektroniske meddelelser, for den afgiftspligtige persons fremlæggelse eller medlemsstaternes indbyrdes fremsendelse af disse oplysninger, bør vedtages efter den udvalgsprocedure, der er fastlagt i denne forordning.

(8)

I betragtning af den tid, det tager at indføre de foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne forordning og tilpasse medlemsstaternes IT-systemer til registrering og til angivelse og betaling af moms, og under hensyntagen til de ændringer, der er indført ved artikel 2 i Rådets direktiv (EU) 2017/2455 (5), bør denne forordning anvendes fra datoen for anvendelsen af disse ændringer.

(9)

Forordning (EU) nr. 904/2010 bør derfor ændres —

1)

Artikel 1, stk. 4, affattes således:

»4.   I denne forordning fastsættes der også regler og procedurer for den elektroniske udveksling af oplysninger om moms i forbindelse med varer og tjenesteydelser leveret i overensstemmelse med særordningerne i afsnit XII, kapitel 6, i direktiv 2006/112/EF og også for eventuel efterfølgende informationsudveksling samt for så vidt angår varer og tjenesteydelser, der er omfattet af disse særordninger, for pengeoverførsel mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder.«

2)

Artikel 2, stk. 2, affattes således:

»2.   Definitionerne i artikel 358, 358a, 369a og 369l i direktiv 2006/112/EF angående de enkelte særordninger finder også anvendelse ved anvendelsen af denne forordning.«

3)

Artikel 17, stk. 1, litra d), affattes således:

4)

I artikel 17, stk. 1, tilføjes følgende litra:

5)

Artikel 17, stk. 2, affattes således:

»2.   De tekniske detaljer i forbindelse med den automatiserede undersøgelse af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, litra b), c), d) og e), vedtages efter proceduren i artikel 58, stk. 2.«

6)

Artikel 31 ændres således:

7)

I kapitel XI foretages følgende ændringer:

8)

Punkt 1 i bilag I affattes således:

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/7

(1)

I Rådets direktiv 2006/112/EF (3) fastlægges særordninger for pålæggelse af merværdiafgift (moms) for ikkeetablerede afgiftspligtige personer, der leverer teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester eller elektronisk leverede tjenesteydelser til ikkeafgiftspligtige personer.

(2)

I Rådets direktiv 2009/132/EF (4) indrømmes en fritagelse for moms for indførsler af småforsendelser af ringe værdi.

(3)

I evalueringen af nævnte særordninger, som blev indført den 1. januar 2015, blev der peget på en række områder, hvor der kan foretages forbedringer. For det første bør der ske en reduktion af den byrde, der for mikrovirksomheder, som er etableret i en medlemsstat og lejlighedsvis leverer sådanne ydelser til andre medlemsstater, er forbundet med at skulle opfylde momsforpligtelser i andre medlemsstater end deres etableringsmedlemsstat. Der bør derfor indføres en tærskel på fællesskabsplan, hvorunder sådanne leveringer forbliver momspligtige i deres etableringsmedlemsstat. For det andet er kravet om at skulle opfylde kravene til fakturering i alle medlemsstater, som der leveres til, meget byrdefuldt. Med henblik på at minimere byrderne for virksomheder bør reglerne for fakturering derfor være dem, som gælder i den identifikationsmedlemsstat, hvor den leverandør, der gør brug af særordninger, hører til. For det tredje kan afgiftspligtige personer, som ikke er etableret i Fællesskabet, men som har et momsregistreringsnummer i en medlemsstat, f.eks. fordi de udfører lejlighedsvise momspligtige transaktioner i denne medlemsstat, hverken gøre brug af særordningen for afgiftspligtige personer, som ikke er etableret i Fællesskabet, eller særordningen for afgiftspligtige personer, som er etableret i Fællesskabet. Det bør derfor være tilladt sådanne afgiftspligtige personer at gøre brug af særordningen for afgiftspligtige personer, som ikke er etableret i Fællesskabet.

(4)

Evalueringen af de særordninger for afgiftspålæggelse for teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester eller elektronisk leverede tjenesteydelser, som blev indført den 1. januar 2015, har derudover vist, at kravet om, at momsangivelsen skal indsendes inden for 20 dage efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører, er en utilstrækkelig frist, især for leveringer via et telekommunikationsnet, en grænseflade eller en portal, hvis de ydelser, som leveres via telekommunikationsnettet, grænsefladen eller portalen, formodes at være leveret af operatøren af telekommunikationsnettet, grænsefladen eller portalen, som skal indsamle oplysningerne til udfærdigelse af momsangivelsen hos hver enkelt tjenesteyder. Evalueringen har også vist, at kravet om at foretage korrektion i momsangivelsen for den pågældende afgiftsperiode er meget byrdefuldt for afgiftspligtige personer, da det kan medføre, at de skal genindsende flere momsangivelser hvert kvartal. Følgelig bør fristen for indgivelse af momsangivelsen forlænges fra 20 dage til udgangen af den måned, der følger efter udgangen af afgiftsperioden, og afgiftspligtige personer bør kunne korrigere tidligere momsangivelser i en efterfølgende angivelse i stedet for i angivelserne for den afgiftsperiode, som korrektionerne vedrører.

(5)

For at undgå, at afgiftspligtige personer, der leverer andre ydelser end teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester eller elektronisk leverede tjenesteydelser til ikkeafgiftspligtige personer, skal momsregistreres i hver eneste medlemsstat, hvor sådanne tjenesteydelser er momspligtige, bør medlemsstaterne tillade afgiftspligtige personer, der leverer sådanne ydelser, at gøre brug af det IT-system til registrering og til angivelse og betaling af momsen, der giver dem mulighed for at angive og betale moms for sådanne ydelser i en enkelt medlemsstat.

(6)

Realiseringen af det indre marked, globaliseringen og de teknologiske forandringer har medført en eksplosiv vækst i den elektroniske handel og dermed også inden for fjernsalg af varer, som både leveres fra en medlemsstat til en anden og fra tredjelandsområder eller tredjelande til Fællesskabet. De relevante bestemmelser i direktiv 2006/112/EF og 2009/132/EF bør tilpasses denne udvikling under hensyntagen til princippet om beskatning i forbrugslandet og behovet for at beskytte medlemsstaternes skatteindtægter og skabe lige konkurrencevilkår for de berørte virksomheder og minimere byrderne for dem. Særordningen for teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester eller elektronisk leverede tjenesteydelser leveret af afgiftspligtige personer, der er etableret i Fællesskabet, men ikke i forbrugsmedlemsstaten, bør derfor udvides til fjernsalg af varer inden for Fællesskabet, og en tilsvarende særordning bør indføres for fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande. For tydeligt at fastlægge anvendelsesområdet for de foranstaltninger, der finder anvendelse for fjernsalg af varer inden for Fællesskabet og fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande, bør disse begreber defineres.

(7)

En stor andel af fjernsalg af varer, som både leveres fra en medlemsstat til en anden og fra tredjelandsområder eller tredjelande til Fællesskabet, formidles ved hjælp af elektroniske grænseflader såsom en markedsplads, platform, portal eller tilsvarende midler, ofte ved anvendelse af oplagsprocedurer i forbindelse med distributionscentre. Selv om medlemsstaterne kan fastsætte, at en anden person end den person, der er betalingspligtig for momsen, hæfter solidarisk for betaling af momsen i sådanne tilfælde, har dette vist sig at være utilstrækkeligt til at sikre effektiv opkrævning af momsen. For at nå det mål og begrænse den administrative byrde for sælgere, skattemyndigheder og forbrugere er det derfor nødvendigt at inddrage afgiftspligtige personer, der formidler fjernsalg af varer ved hjælp af en sådan elektronisk grænseflade, i opkrævningen af moms på sådanne salg ved at fastsætte, at det er disse personer, der anses for at foretage de pågældende salg. For fjernsalg af varer, der indføres fra tredjelandsområder eller tredjelande til Fællesskabet, bør dette begrænses til salg af varer, som forsendes eller transporteres i forsendelser med en reel værdi, der ikke overstiger 150 EUR, hvorover en fuld toldangivelse ved indførslen kræves til toldformål.

(8)

Hvad angår afgiftspligtige personers leveringer, der formidles ved hjælp af en elektronisk grænseflade såsom en markedsplads, platform eller portal eller tilsvarende midler, er det nødvendigt at opbevare regnskaber i en periode på mindst ti år for at kontrollere, at moms for disse leveringer er bogført korrekt. Perioden på ti år stemmer overens med gældende bestemmelser om opbevaring af regnskaber. Hvis regnskaberne består af personoplysninger, bør de overholde EU-ret om databeskyttelse.

(9)

For at reducere byrden for virksomheder, der gør brug af særordningen for fjernsalg af varer inden for Fællesskabet, bør forpligtelsen til at udstede en faktura i forbindelse med sådanne salg afskaffes. For at give sådanne virksomheder retssikkerhed bør det af definitionen af sådan levering af varer klart fremgå, at den også finder anvendelse, såfremt varerne transporteres eller forsendes for leverandørens regning, herunder når leverandøren indirekte medvirker ved transporten eller forsendelsen.

(10)

Anvendelsesområdet for særordningen for fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande bør begrænses til salg af varer med en reel værdi, der ikke overstiger 150 EUR, og som forsendes direkte fra et tredjelandsområde eller tredjeland til en kunde i Fællesskabet, hvorefter der vil være krav om en fuld toldangivelse til toldformål ved indførslen. Punktafgiftspligtige varer bør udelukkes fra anvendelsesområdet herfor, eftersom punktafgift er en del af afgiftsgrundlaget for moms ved indførsel. Med henblik på at undgå dobbelt påligning af afgift bør der indføres en fritagelse for moms ved indførsel af varer angivet i henhold til den særordning.

(11)

For at undgå konkurrenceforvridning mellem leverandører inden for og uden for Fællesskabet og tab af skatteindtægter er det derudover nødvendigt at afskaffe fritagelsen for indførsel af varer i småforsendelser med ringe værdi, som er fastsat i direktiv 2009/132/EF.

(12)

En afgiftspligtig person, der gør brug af særordningen for fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande, bør kunne udpege en formidler, der er etableret i Fællesskabet, som den person, der i vedkommendes navn og på vedkommendes vegne er betalingspligtig for momsen og skal opfylde de forpligtelser, der er fastlagt i særordningen.

(13)

Med henblik på at beskytte medlemsstaternes skatteindtægter bør en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet og gør brug af denne særordning, være forpligtet til at udpege en formidler. Den forpligtelse bør imidlertid ikke finde anvendelse, hvis vedkommende er etableret i et land, med hvilket Unionen har indgået en aftale om gensidig bistand.

(14)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv for så vidt angår opstilling af en liste over tredjelande, med hvilke Unionen har indgået en aftale om gensidig bistand svarende til reglerne i Rådets direktiv 2010/24/EU (5) og Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 (6), bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (7). Eftersom opstillingen af listen over tredjelande er direkte forbundet med det administrative samarbejde vedrørende merværdiafgift, er det hensigtsmæssigt, at Kommissionen bistås af Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde, der er nedsat ved artikel 58 i forordning (EU) nr. 904/2010.

(15)

På baggrund af den eksplosive vækst i elektronisk handel og den deraf følgende stigning i det antal småforsendelser med en reel værdi på op til 150 EUR, som indføres i Fællesskabet, bør medlemsstaterne systematisk tillade brug af særordninger for angivelse og betaling af moms ved indførsel. Sådanne ordninger kan anvendes, når særordningen for fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande ikke anvendes. Hvis indførselsmedlemsstaten ikke har bestemmelser om systematisk anvendelse af nedsatte momssatser i henhold til denne særordning, bør slutkunden kunne vælge standardproceduren for indførsel med henblik på at drage nytte af en potentielt nedsat momssats.

(16)

Anvendelsesdatoerne for bestemmelserne i dette direktiv tager, hvor det er relevant, hensyn til den tid, som behøves for at iværksætte de nødvendige foranstaltninger til dets gennemførelse, og som medlemsstaterne behøver for at tilpasse deres IT-system til registrering og til angivelse og betaling af moms.

(17)

Målet for dette direktiv, nemlig forenkling af momsforpligtelserne, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(18)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (8) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af deres gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(19)

Direktiv 2006/112/EF og 2009/132/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 58 affattes således:

»Artikel 58

1.   Leveringsstedet for følgende tjenesteydelser til en ikkeafgiftspligtig person er det sted, hvor denne person er etableret, har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted:

Når leverandøren af en ydelse og kunden kommunikerer via elektronisk post, betyder dette ikke i sig selv, at den leverede ydelse er en elektronisk leveret tjenesteydelse.

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, når følgende betingelser er opfyldt:

3.   Når den tærskel, der er omhandlet i stk. 2, litra c), overskrides i løbet af et kalenderår, anvendes stk. 1 fra dette tidspunkt.

4.   Den medlemsstat, hvor de leverandører, som er omhandlet i stk. 2, er etableret eller, i mangel af et etableringssted, har deres bopæl eller sædvanlige opholdssted, skal give disse leverandører ret til at vælge, at leveringsstedet fastlægges i overensstemmelse med stk. 1, og dette valg skal mindst gælde for en periode på to kalenderår.

5.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til overvågning af den afgiftspligtige persons opfyldelse af de betingelser, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4.

6.   Den tilsvarende værdi i national valuta af det beløb, der er anført i stk. 2, litra c), beregnes ved at anvende den vekselkurs, som Den Europæiske Centralbank offentliggør på datoen for vedtagelse af Rådets direktiv (EU) 2017/2455 (*1).

(*1)  Rådets direktiv (EU) 2017/2455 af 5. december 2017 om ændring af direktiv 2006/112/EF og direktiv 2009/132/EF for så vidt angår visse momsforpligtelser i forbindelse med levering af ydelser og fjernsalg af varer (EUT L 348 af 29.12.2017, s. 7).«"

2)

Artikel 219a affattes således:

»Artikel 219a

1.   Fakturering foretages efter reglerne i den medlemsstat, hvor leveringen af varer eller ydelser anses for at have fundet sted i henhold til bestemmelserne i afsnit V.

2.   Uanset stk. 1 foretages fakturering efter følgende regler:

3.   Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder anvendelse med forbehold af artikel 244-248.«

3)

Artikel 358a, nr. 1), affattes således:

»1)   »afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet«: en afgiftspligtig person, som hverken har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted på Fællesskabets område«.

4)

Artikel 361, stk. 1, litra e), affattes således:

1)

I artikel 14 tilføjes følgende stykke:

»4.   I dette direktiv forstås ved:

1)   »fjernsalg af varer inden for Fællesskabet«: levering af varer, der af leverandøren eller for dennes regning forsendes eller transporteres, herunder hvor leverandøren indirekte medvirker ved transporten eller forsendelsen af varerne, fra en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten af varerne til en kunde afsluttes, hvis følgende betingelser er opfyldt:

2)   »fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande«: levering af varer, der af leverandøren eller for dennes regning forsendes eller transporteres, herunder hvor leverandøren indirekte medvirker ved transporten eller forsendelsen af varerne, fra et tredjelandsområde eller et tredjeland til en kunde i en medlemsstat, hvis følgende betingelser er opfyldt:

2)

Følgende artikel tilføjes:

»Artikel 14a

1.   Når en afgiftspligtig person ved hjælp af en elektronisk grænseflade såsom en markedsplads, platform eller portal eller tilsvarende midler formidler fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande i forsendelser med en reel værdi, der ikke overstiger 150 EUR, anses denne afgiftspligtige person for selv at have modtaget og leveret disse varer.

2.   Når en afgiftspligtig person ved hjælp af en elektronisk grænseflade såsom en markedsplads, platform eller portal eller tilsvarende midler formidler levering af varer i Fællesskabet fra en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet, til en ikkeafgiftspligtig person, anses den afgiftspligtige person, som formidler leveringen, for selv at have modtaget og leveret disse varer.«

3)

Artikel 33 affattes således:

»Artikel 33

Uanset artikel 32

4)

Artikel 34 udgår.

5)

Artikel 35 affattes således:

»Artikel 35

Bestemmelserne i artikel 33 finder ikke anvendelse på leveringer af brugte genstande, kunstgenstande, samlerobjekter og antikviteter som defineret i artikel 311, stk. 1, nr. 1)-4), eller på leveringer af brugte transportmidler som defineret i artikel 327, stk. 3, der pålægges moms i henhold til de gældende særordninger på området.«

6)

I artikel 58 udgår stk. 2-6.

7)

I afsnit V indsættes følgende kapitel:

»KAPITEL 3a

Tærskel for afgiftspligtige personer, der leverer varer omfattet af artikel 33, litra a, og tjenesteydelser omfattet af artikel 58

Artikel 59c

1.   Artikel 33, litra a, og artikel 58 finder ikke anvendelse, når følgende betingelser er opfyldt:

2.   Når den tærskel, der er omhandlet i stk. 1, litra c), overskrides i løbet af et kalenderår, anvendes artikel 33, litra a), og artikel 58 fra dette tidspunkt.

3.   Den medlemsstat, på hvis område varerne befinder sig, når forsendelsen eller transporten påbegyndes, eller hvor de afgiftspligtige personer, der leverer teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester og elektronisk leverede tjenesteydelser, er etableret, giver de afgiftspligtige personer, der foretager leveringer, der kan omfattes af bestemmelserne i stk. 1, ret til at vælge, at leveringsstedet fastlægges i overensstemmelse med artikel 33, litra a), og artikel 58, og dette valg skal mindst gælde for en periode på to kalenderår.

4.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til overvågning af den afgiftspligtige persons opfyldelse af de betingelser, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3.

5.   Den tilsvarende værdi i national valuta af det beløb, der er omhandlet i stk. 1, litra c), beregnes ved at anvende den vekselkurs, som Den Europæiske Centralbank offentliggør på datoen for vedtagelse af direktiv (EU) 2017/2455.«

8)

Følgende artikel tilføjes:

»Artikel 66a

Uanset artikel 63, 64 og 65 indtræder afgiftspligten og forfalder momsen på det tidspunkt, hvor betaling modtages, for så vidt angår leveringer af varer, for hvilke momsen skal betales af den person, som formidler leveringen i henhold til artikel 14a.«

9)

I artikel 143, stk. 1, indsættes følgende litra:

10)

Artikel 220, stk. 1, nr. 2), affattes således:

11)

Følgende artikel tilføjes:

»Artikel 242a

1.   Når en afgiftspligtig person ved hjælp af en elektronisk grænseflade såsom en markedsplads, platform, portal eller tilsvarende facilitet formidler levering af varer eller ydelser til ikkeafgiftspligtige personer i Fællesskabet i overensstemmelse med bestemmelserne i afsnit V, er den afgiftspligtige person, som formidler leveringen, forpligtet til at føre regnskab over de pågældende leveringer. Sådanne regnskaber skal være tilstrækkeligt detaljerede til, at skattemyndighederne i de medlemsstater, hvor de pågældende leveringer er afgiftspligtige, kan kontrollere, om momsen er bogført korrekt.

2.   De i stk. 1 omhandlede regnskaber skal efter anmodning gøres elektronisk tilgængelige for de berørte medlemsstater.

Sådanne regnskaber skal opbevares i en periode på ti år fra udgangen af det år, hvor en transaktion blev foretaget.«

12)

Overskriften til afsnit XII, kapitel 6, affattes således:

»Særordninger for afgiftspligtige personer, der leverer tjenesteydelser til ikkeafgiftspligtige personer eller foretager fjernsalg af varer«.

13)

I artikel 358 udgår nr. 1), 2) og 3).

14)

Overskriften til afsnit XII, kapitel 6, afdeling 2 affattes således:

»Særordning for tjenesteydelser leveret af afgiftspligtige personer, som ikke er etableret i Fællesskabet«.

15)

I artikel 358a tilføjes følgende nr.:

»3)   »forbrugsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvor leveringen af tjenesteydelser anses for at finde sted i henhold til afsnit V, kapitel 3.«

16)

Artikel 359 affattes således:

»Artikel 359

Medlemsstaterne tillader en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet, og som leverer tjenesteydelser til en ikkeafgiftspligtig person, der er etableret eller har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, at anvende denne særordning. Denne ordning finder anvendelse på alle tjenesteydelser, der leveres på denne måde inden for Fællesskabet.«

17)

Artikel 362 affattes således:

»Artikel 362

Identifikationsmedlemsstaten tildeler den afgiftspligtige person, der ikke er etableret i Fællesskabet, et individuelt momsregistreringsnummer til anvendelsen af denne særordning og meddeler vedkommende dette nummer elektronisk. På grundlag af de oplysninger, der anvendes til denne identifikation, kan forbrugsmedlemsstaterne anvende deres egne identifikationssystemer.«

18)

Artikel 363, litra a), affattes således:

19)

Artikel 364 og 365 affattes således:

»Artikel 364

En afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet, og som gør brug af denne særordning, indsender en momsangivelse elektronisk til identifikationsmedlemsstaten for hvert kalenderkvartal, uanset om der er leveret tjenesteydelser omfattet af denne særordning eller ej. Momsangivelsen skal indsendes inden udgangen af den måned, der følger efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører.

Artikel 365

Momsangivelsen skal indeholde det individuelle momsregistreringsnummer til anvendelsen af denne særordning samt for hver enkelt forbrugsmedlemsstat, hvor der skal betales moms, den samlede værdi uden moms af de leveringer af tjenesteydelser omfattet af denne særordning, der er foretaget i afgiftsperioden, og det samlede tilsvarende afgiftsbeløb opdelt efter sats. Også de gældende momssatser og det samlede skyldige afgiftsbeløb skal anføres i angivelsen.

Såfremt det er nødvendigt at foretage ændringer af momsangivelsen efter indsendelsen, medtages sådanne ændringer i en efterfølgende angivelse senest tre år efter den dato, hvor den oprindelige angivelse skulle indsendes i henhold til artikel 364. Denne efterfølgende momsangivelse skal angive den relevante forbrugsmedlemsstat, afgiftsperioden og det momsbeløb, der skal ændres.«

20)

Artikel 368 affattes således:

»Artikel 368

En afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet, og som gør brug af denne særordning, kan ikke foretage fradrag af momsbeløb i henhold til artikel 168. Uanset artikel 1, nr. 1), i direktiv 86/560/EØF får denne afgiftspligtige person tilbagebetalt moms i overensstemmelse med nævnte direktiv. Artikel 2, stk. 2 og 3, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 86/560/EØF finder ikke anvendelse på tilbagebetaling i forbindelse med tjenesteydelser, der er omfattet af denne særordning.

Hvis en afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kræves registreret i en medlemsstat for virksomhed, der ikke er omfattet af særordningen, skal vedkommende fradrage moms opkrævet i den pågældende medlemsstat vedrørende sin afgiftspligtige virksomhed omfattet af særordningen i den momsangivelse, der skal indgives efter dette direktivs artikel 250.«

21)

Overskriften til afsnit XII, kapitel 6, afdeling 3 affattes således:

»Særordning for fjernsalg af varer inden for Fællesskabet og for tjenesteydelser leveret af afgiftspligtige personer, som er etableret i Fællesskabet, men ikke i forbrugsmedlemsstaten«.

22)

I artikel 369a tilføjes følgende nr.:

»3)   »forbrugsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvor leveringen af tjenesteydelser anses for at have fundet sted i henhold til afsnit V, kapitel 3, eller, i tilfælde af fjernsalg af varer inden for Fællesskabet, den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne til kunden afsluttes.«

23)

Artikel 369b og 369c affattes således:

»Artikel 369b

Medlemsstaterne tillader en afgiftspligtig person, der foretager fjernsalg af varer inden for Fællesskabet, og en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i forbrugsmedlemsstaten, og som leverer tjenesteydelser til en ikkeafgiftspligtig person, at anvende denne særordning. Denne særordning finder anvendelse på alle varer og tjenesteydelser, der leveres på denne måde inden for Fællesskabet.

Artikel 369c

En afgiftspligtig person skal til identifikationsmedlemsstaten anmelde påbegyndelse og ophør af sin afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning og ændringer i denne virksomhed, som gør, at vedkommende ikke længere opfylder betingelserne for at gøre brug af særordningen. Denne anmeldelse skal foretages elektronisk.«

24)

Artikel 369e ændres således:

25)

Artikel 369f og 369g affattes således:

»Artikel 369f

En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, skal indsende en momsangivelse elektronisk til identifikationsmedlemsstaten for hvert kalenderkvartal, uanset om der er foretaget fjernsalg af varer inden for Fællesskabet eller leveret tjenesteydelser omfattet af denne særordning eller ej. Momsangivelsen skal indsendes inden udgangen af den måned, der følger efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører.

Artikel 369g

1.   Momsangivelsen skal indeholde det i artikel 369d nævnte momsregistreringsnummer og for hver forbrugsmedlemsstat, hvor der skal betales moms, vise den samlede værdi uden moms af fjernsalg af varer inden for Fællesskabet og af leveringer af tjenesteydelser omfattet af denne særordning, der er foretaget i afgiftsperioden, og det samlede tilsvarende afgiftsbeløb opdelt efter sats. Også de gældende momssatser og det samlede skyldige afgiftsbeløb skal anføres i angivelsen. Momsangivelsen skal også indeholde ændringer, som vedrører tidligere afgiftsperioder, jf. stk. 4.

2.   Når varer i forbindelse med fjernsalg af varer inden for Fællesskabet omfattet af denne særordning forsendes eller transporteres fra andre medlemsstater end identifikationsmedlemsstaten, skal momsangivelsen også indeholde den samlede værdi af sådanne salg for hver medlemsstat, hvorfra varerne er forsendt eller transporteret, samt det individuelle momsregistreringsnummer eller det skatteregistreringsnummer, som hver af disse medlemsstater har tildelt. Momsangivelsen skal indeholde disse oplysninger for hver medlemsstat ud over identifikationsmedlemsstaten opdelt efter forbrugsmedlemsstat.

3.   Når den afgiftspligtige person, der leverer tjenesteydelser omfattet af denne særordning, har et eller flere faste forretningssteder, som ikke befinder sig i identifikationsmedlemsstaten, og hvorfra tjenesteydelserne leveres, skal momsangivelsen også indeholde den samlede værdi af disse tjenesteydelser for hver medlemsstat, hvor personen har et forretningssted, sammen med det individuelle momsregistreringsnummer eller skatteregistreringsnummeret for dette forretningssted opdelt efter forbrugsmedlemsstat.

4.   Såfremt det er nødvendigt at foretage ændringer af momsangivelsen efter indsendelsen, medtages sådanne ændringer i en efterfølgende angivelse indenfor tre år efter den dato, hvor den oprindelige angivelse skulle indsendes i henhold til artikel 369f. Denne efterfølgende momsangivelse skal angive den relevante forbrugsmedlemsstat, afgiftsperioden og det momsbeløb, der skal ændres.«

26)

Artikel 369h, stk. 1, andet afsnit, andet punktum, affattes således:

»Hvis leveringerne er foretaget i andre valutaer, anvender den afgiftspligtige person, som gør brug af denne særordning, valutakursen på den sidste dag i afgiftsperioden, når momsangivelsen udfærdiges.«

27)

Artikel 369i, stk. 1, affattes således:

»En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, indbetaler momsen under henvisning til den relevante momsangivelse senest ved udløbet af fristen for indsendelse af angivelsen.«

28)

Artikel 369j affattes således:

»Artikel 369j

En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kan for så vidt angår vedkommendes afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning ikke foretage fradrag af moms opkrævet i forbrugsmedlemsstaten i henhold til artikel 168. Uanset artikel 2, nr. 1), artikel 3 og artikel 8, stk. 1, litra e), i direktiv 2008/9/EF får denne afgiftspligtige person tilbagebetalt moms i overensstemmelse med nævnte direktiv.

Hvis en afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kræves registreret i en medlemsstat for virksomhed, der ikke er omfattet af denne særordning, skal vedkommende fradrage moms opkrævet i den pågældende medlemsstat vedrørende sin afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning i den momsangivelse, der skal indgives efter dette direktivs artikel 250.«

29)

Artikel 369k, stk. 1, affattes således:

»1.   En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, skal føre regnskab over de transaktioner, der er omfattet af denne særordning. Dette regnskab skal være tilstrækkeligt detaljeret til, at forbrugsmedlemsstatens skattemyndigheder kan fastslå, at momsangivelsen er korrekt.«

30)

I afsnit XII, kapitel 6, tilføjes følgende afdeling:

»AFDELING 4

Særordning for fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande

Artikel 369l

I denne afdeling omfatter fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande kun varer, undtagen punktafgiftspligtige varer, i forsendelser med en reel værdi, der ikke overstiger 150 EUR.

I denne afdeling og med forbehold af andre fællesskabsbestemmelser forstås ved:

1)   »afgiftspligtig person, der ikke er etableret i Fællesskabet«: en afgiftspligtig person, som hverken har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller har et fast forretningssted på Fællesskabets område

2)   »formidler«: en person, der er etableret i Fællesskabet og af den afgiftspligtige person, der foretager fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande, er udpeget til at være betalingspligtig for momsen og opfylde de forpligtelser, der er fastlagt i denne særordning, i den afgiftspligtige persons navn og på dennes vegne

3)   »identifikationsmedlemsstat«:

I forbindelse med litra b) og e) gælder, at hvis den afgiftspligtige person eller formidleren har mere end ét fast forretningssted i Fællesskabet, er vedkommende bundet af beslutningen om at angive etableringsmedlemsstaten for det pågældende kalenderår og de to efterfølgende kalenderår

4)   »forbrugsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvor forsendelsen eller transporten af varerne til kunden afsluttes.

Artikel 369m

1.   Medlemsstaterne tillader følgende afgiftspligtige personer, som foretager fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande, at gøre brug af denne særordning:

Disse afgiftspligtige personer skal anvende denne særordning på alle deres fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande.

2.   Med henblik på stk. 1, litra b), kan ingen afgiftspligtig person udpege mere end én formidler på samme tid.

3.   Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt med opstilling af en liste over de tredjelande, som er omhandlet i stk. 1, litra c). Denne gennemførelsesretsakt vedtages i overensstemmelse med den undersøgelsesprocedure, som er omhandlet i artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011, og med henblik herpå er udvalget det udvalg, der er nedsat ved artikel 58 i forordning (EU) nr. 904/2010.

Artikel 369n

For så vidt angår fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande, for hvilke moms angives i henhold til denne særordning, indtræder afgiftspligten og forfalder momsen på leveringstidspunktet. Varerne anses for at være leveret på det tidspunkt, hvor betalingen modtages.

Artikel 369o

En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, eller en formidler, der handler på vedkommendes vegne, skal til identifikationsmedlemsstaten anmelde påbegyndelse og ophør af sin virksomhed i henhold til denne særordning og ændringer i denne virksomhed, som gør, at vedkommende ikke længere opfylder betingelserne for at gøre brug af særordningen. Denne anmeldelse skal foretages elektronisk.

Artikel 369p

1.   De oplysninger, som en afgiftspligtig person, der ikke gør brug af en formidler, skal meddele identifikationsmedlemsstaten, inden vedkommende påbegynder brugen af denne særordning, omfatter følgende:

2.   De oplysninger, som formidleren skal meddele identifikationsmedlemsstaten, inden vedkommende påbegynder brugen af denne særordning på vegne af en afgiftspligtig person, omfatter følgende:

3.   De oplysninger, som formidleren skal meddele identifikationsmedlemsstaten for hver afgiftspligtig person, som vedkommende repræsenterer, inden den afgiftspligtige person påbegynder brugen af denne særordning, omfatter følgende:

4.   Enhver afgiftspligtig person, der gør brug af denne særordning, eller, hvis det er relevant, dennes formidler skal underrette identifikationsmedlemsstaten om eventuelle ændringer af de meddelte oplysninger.

Artikel 369q

1.   Identifikationsmedlemsstaten tildeler den afgiftspligtige person, som gør brug af denne særordning, et individuelt momsregistreringsnummer til anvendelsen af særordningen og meddeler vedkommende dette nummer elektronisk.

2.   Identifikationsmedlemsstaten tildeler en formidler et individuelt registreringsnummer og meddeler vedkommende dette nummer elektronisk.

3.   Identifikationsmedlemsstaten tildeler formidleren et individuelt momsregistreringsnummer til anvendelsen af denne særordning for hver afgiftspligtig person, som vedkommende er udpeget for.

4.   Det momsregistreringsnummer, der er tildelt i henhold til stk. 1, 2 og 3, anvendes kun med henblik på denne særordning.

Artikel 369r

1.   Identifikationsmedlemsstaten sletter en afgiftspligtig person, der ikke gør brug af en formidler, fra identifikationsregisteret i følgende tilfælde:

2.   Identifikationsmedlemsstaten sletter formidleren fra identifikationsregisteret i følgende tilfælde:

3.   Identifikationsmedlemsstaten sletter en afgiftspligtig person, der er repræsenteret ved en formidler, fra identifikationsregisteret i følgende tilfælde:

Artikel 369s

En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, eller dennes formidler skal for hver måned indsende en momsangivelse elektronisk til identifikationsmedlemsstaten, uanset om der er foretaget fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande eller ej. Momsangivelsen skal indsendes inden udgangen af den måned, der følger efter udgangen af den afgiftsperiode, som angivelsen vedrører.

Skal en momsangivelse indsendes i overensstemmelse med første afsnit, må medlemsstaterne ikke med henblik på moms pålægge yderligere forpligtelser eller andre formaliteter ved indførsel.

Artikel 369t

1.   Momsangivelsen skal indeholde det i artikel 369q nævnte momsregistreringsnummer og for hver forbrugsmedlemsstat, hvor der skal betales moms, vise den samlede værdi uden moms af de fjernsalg af varer indført fra tredjelandsområder eller tredjelande, for hvilke moms er forfaldet i afgiftsperioden, og det samlede tilsvarende afgiftsbeløb opdelt efter sats. Også de gældende momssatser og det samlede skyldige afgiftsbeløb skal anføres i angivelsen.

2.   Såfremt det er nødvendigt at foretage ændringer af momsangivelsen efter indsendelsen, medtages sådanne ændringer i en efterfølgende angivelse indenfor tre år efter den dato, hvor den oprindelige angivelse skulle indgives i henhold til artikel 369s. Denne efterfølgende momsangivelse skal angive den relevante forbrugsmedlemsstat, afgiftsperioden og det momsbeløb, der skal ændres.

Artikel 369u

1.   Momsangivelsen udfærdiges i euro.

Medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, kan kræve, at momsangivelsen udfærdiges i deres nationale valuta. Hvis leveringer er foretaget i andre valutaer, anvender den afgiftspligtige person, som gør brug af denne særordning, eller hans formidler valutakursen på den sidste dag i afgiftsperioden, når momsangivelsen udfærdiges.

2.   Omregning sker ved anvendelse af de valutakurser, som Den Europæiske Centralbank har offentliggjort for den pågældende dag, eller, hvis der ikke har været nogen offentliggørelse den dag, den næste offentliggørelsesdag.

Artikel 369v

En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, eller dennes formidler indbetaler momsen under henvisning til den relevante momsangivelse senest ved udløbet af fristen for indsendelse af angivelsen.

Betaling sker til en bankkonto denomineret i euro, der er udpeget af identifikationsmedlemsstaten. Medlemsstater, der ikke har indført euroen, kan kræve, at betaling sker til en bankkonto denomineret i deres egen valuta.

Artikel 369w

En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kan for så vidt angår vedkommendes afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning ikke foretage fradrag af moms opkrævet i forbrugsmedlemsstaten i henhold til artikel 168. Uanset artikel 1, nr. 1), i direktiv 86/560/EØF og artikel 2, nr. 1), og artikel 3 i direktiv 2008/9/EF får denne afgiftspligtige person tilbagebetalt moms i overensstemmelse med nævnte direktiver. Artikel 2, stk. 2 og 3, og artikel 4, stk. 2, i direktiv 86/560/EØF finder ikke anvendelse på tilbagebetaling i forbindelse med varer, der er omfattet af denne særordning.

Hvis en afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, kræves registreret i en medlemsstat for virksomhed, der ikke er omfattet af denne særordning, skal personen fradrage moms opkrævet i den pågældende medlemsstat vedrørende sin afgiftspligtige virksomhed omfattet af denne særordning i den momsangivelse, der skal indgives efter dette direktivs artikel 250.

Artikel 369x

1.   En afgiftspligtig person, som gør brug af denne særordning, skal føre regnskab over de transaktioner, der er omfattet af denne særordning. En formidler skal føre regnskab for hver af de afgiftspligtige personer, som vedkommende repræsenterer. Disse regnskaber skal være tilstrækkeligt detaljerede til, at forbrugsmedlemsstatens skattemyndigheder kan fastslå, at momsangivelsen er korrekt.

2.   De i stk. 1 omhandlede regnskaber skal efter anmodning gøres elektronisk tilgængelige for forbrugsmedlemsstaten og for identifikationsmedlemsstaten.

Regnskaber skal opbevares i en periode på ti år fra udgangen af det år, hvor en transaktion blev foretaget.

(*2)  Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger (EUT L 84 af 31.3.2010, s. 1).«"

31)

I afsnit XII tilføjes følgende kapitler:

»KAPITEL 7

Særordning for angivelse og betaling af moms ved indførsel

Artikel 369y

Hvis særordningen i kapitel 6, afdeling 4, ikke anvendes på indførsel af varer, undtagen punktafgiftspligtige varer, i forsendelser med en reel værdi, der ikke overstiger 150 EUR, tillader indførselsmedlemsstaten en person, der på vegne af den person, til hvem varerne er bestemt, frembyder varerne til toldmyndighederne på Fællesskabets område, at gøre brug af en særordning for angivelse og betaling af moms ved indførsel for så vidt angår varer, hvis forsendelse eller transport afsluttes i denne medlemsstat.

Artikel 369z

1.   Ved anvendelsen af denne særordning gælder følgende:

2.   Medlemsstaterne fastsætter, at den person, der frembyder varerne til toldmyndighederne på Fællesskabets område, træffer passende foranstaltninger til at sikre, at den person, til hvem varerne er bestemt, betaler den korrekte afgift.

Artikel 369za

Uanset artikel 94, stk. 2, kan medlemsstaterne fastsætte, at indførselsmedlemsstatens gældende normalsats for moms anvendes, når der gøres brug af denne særordning.

Artikel 369zb

1.   Medlemsstaterne tillader, at moms opkrævet i henhold til denne særordning meddeles elektronisk i en månedlig angivelse. Angivelsen skal indeholde den samlede opkrævede moms i den relevante kalendermåned.

2.   Medlemsstaterne stiller krav om, at den i stk. 1 omhandlede moms betales senest ved udgangen af måneden efter indførslen.

3.   Personer, der gør brug af denne særordning, skal føre regnskab over de transaktioner, der er omfattet af denne særordning, for en periode fastlagt af indførselsmedlemsstaten. Dette regnskab skal være tilstrækkeligt detaljeret til, at indførselsmedlemsstatens skatte- eller toldmyndigheder kan fastslå, at den angivne moms er korrekt, og regnskabet skal efter anmodning fra indførselsmedlemsstaten gøres elektronisk tilgængeligt.

KAPITEL 8

Modværdier

Artikel 369zc

1.   Modværdien i national valuta af beløb i euro i forbindelse med beløbet omhandlet i artikel 369l, stk. 1, og artikel 369y fastsættes en gang om året. Dagkurserne den første hverdag i oktober anvendes med virkning fra den 1. januar i det følgende år.

2.   Medlemsstaterne kan afrunde det beløb i national valuta, der opnås ved omregning af beløbene i euro.

3.   Medlemsstaterne kan bibeholde det beløb uændret, der gælder på tidspunktet for den i stk. 1 omhandlede årlige justering, såfremt omregningen af beløbet udtrykt i euro inden den i stk. 2 nævnte afrunding medfører en ændring af beløbet udtrykt i national valuta på under 5 % eller en nedsættelse af beløbet.«

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/23

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 (2) fastsættes Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (»PRIMA«), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater.

(2)

Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet (»Algeriet«) har udtrykt ønske om at tilslutte sig PRIMA som deltagerland på lige fod med medlemsstaterne og de tredjelande, der er associeret med Horisont 2020 — rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020), som deltager i PRIMA.

(3)

I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (EU) 2017/1324 bliver Algeriet deltagerland, forudsat at der indgås en international aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Unionen, der fastlægger vilkårene og betingelserne for Algeriets deltagelse i PRIMA.

(4)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2017/2209 (3) blev aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Demokratiske Folkerepublik Algeriet, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Demokratiske Folkerepublik Algeriets deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA) (»aftalen«), undertegnet den 26. oktober 2017 med forbehold af dens senere indgåelse.

(5)

Aftalen bør godkendes —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/25

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 (2) fastsættes Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (»PRIMA«), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater.

(2)

Den Arabiske Republik Egypten (»Egypten«) har udtrykt ønske om at tilslutte sig PRIMA som deltagerland på lige fod med medlemsstaterne og de tredjelande, der er associeret med Horisont 2020 — rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020), som deltager i PRIMA.

(3)

I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (EU) 2017/1324 bliver Egypten deltagerland, forudsat at der indgås en international aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Unionen, der fastlægger vilkårene og betingelserne for Egyptens deltagelse i PRIMA.

(4)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2017/2210 (3) blev aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Den Arabiske Republik Egypten, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Den Arabiske Republik Egyptens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA) (»aftalen«), undertegnet den 27. oktober 2017 med forbehold af dens senere indgåelse.

(5)

Aftalen bør godkendes —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/27

(1)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2017/1324 (2) fastsættes Unionens deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (»PRIMA«), der iværksættes i fællesskab af flere medlemsstater.

(2)

Det Hashemitiske Kongerige Jordan (»Jordan«) har udtrykt ønske om at tilslutte sig PRIMA som deltagerland på lige fod med medlemsstaterne og de tredjelande, der er associeret med Horisont 2020 — rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020), som deltager i PRIMA.

(3)

I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (EU) 2017/1324 bliver Jordan deltagerland, forudsat at der indgås en international aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Unionen, der fastlægger vilkårene og betingelserne for Jordans deltagelse i PRIMA.

(4)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2017/2211 (3) blev aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Den Europæiske Union og Det Hashemitiske Kongerige Jordan, som fastsætter vilkårene og betingelserne for Det Hashemitiske Kongerige Jordans deltagelse i partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA) (»aftalen«), undertegnet den 10. november 2017 med forbehold af dens senere indgåelse.

(5)

Aftalen bør godkendes —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/29

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/32

(1)

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 (2) fastlægger de nærmere bestemmelser om formodninger om kundens etableringssted med henblik på at fastslå stedet for levering af teleydelser, radio- og TV-spredningstjenester og elektronisk leverede ydelser til ikkeafgiftspligtige personer.

(2)

Evalueringen af kravene til anvendelse af disse formodninger har vist, at det er yderst byrdefuldt for afgiftspligtige personer etableret i en medlemsstat, som leverer sådanne ydelser til en ikkeafgiftspligtig person i andre medlemsstater, under visse omstændigheder at skulle indhente to separate beviser, der ikke er indbyrdes modstridende, for kundens etableringssted, bopæl eller sædvanlige opholdssted.

(3)

Denne byrde er særlig stor for små og mellemstore virksomheder. Et krav om at indhente et enkelt bevis bør forenkle forpligtelserne for sådanne virksomheder, hvis leveringer til kunder i andre medlemsstater i EU ligger under en bestemt værdi.

(4)

Forenklingen af kravet om at indhente bevis for kundens etableringssted supplerer de ændringer, der indføres ved artikel 1 i Rådets direktiv (EU) 2017/2455 (3) af særordningerne i afsnit XII, kapitel 6, i direktiv 2006/112/EF, og bør derfor anvendes fra samme dato.

(5)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/34

(1)

Der er ved forordning (EF) nr. 882/2004 fastsat generelle regler for offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at bl.a. regler om fødevarehygiejne overholdes. I henhold til nævnte forordning er Den Europæiske Unions referencelaboratorier (i det følgende benævnt »EU-referencelaboratorier«) bl.a. ansvarlige for at give de nationale referencelaboratorier nærmere oplysninger om analysemetoder og for at koordinere anvendelsen af sådanne metoder. EU-referencelaboratorierne er opført på en liste i bilag VII til nævnte forordning.

(2)

Arbejdsprogrammet for EU-referencelaboratoriet for mælk og mejeriprodukter har primært fokus på at levere analysemetoder og på at sikre en fælles tilgang til sammenlignende præstationsprøvninger, som nationale referencelaboratorier foretager af kvalitetsmarkører som for eksempel antallet af somatiske celler og kim. Der findes nu en veletableret avanceret ekspertise med hensyn til, hvordan de pågældende analyser skal foretages på korrekt vis, både blandt de officielle laboratorier, der foretager offentlig kontrol, og blandt de laboratorier, der i stigende grad anvendes af fødevarevirksomhederne til at analysere de pågældende markører, der er en afgørende faktor for prisen på den mælk, der indsamles på bedriften.

(3)

EU-referencelaboratoriet for mælk og mejeriprodukter er ikke længere påkrævet i Unionen. Det bør derfor udgå af listen over EU-referencelaboratorier i bilag VII til forordning (EF) nr. 882/2004.

(4)

Bilag VII til forordning (EF) nr. 882/2004 bør derfor ændres.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/36

(1)

Når Rådet vedtager en retsakt med kvalificeret flertal, skal det kontrolleres, at de medlemsstater, der udgør det kvalificerede flertal, repræsenterer mindst 65 % af Unionens befolkning.

(2)

Denne procentdel beregnes i overensstemmelse med befolkningstallene i bilag III til Rådets forretningsorden (»forretningsordenen«).

(3)

I henhold til artikel 11, stk. 6, i forretningsordenen skal Rådet med virkning fra den 1. januar hvert år tilpasse de tal, der er fastsat i nævnte bilag, i overensstemmelse med de oplysninger, som Eurostat har til rådighed pr. 30. september det foregående år.

(4)

Forretningsordenen bør derfor ændres i overensstemmelse hermed for året 2018 —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/38

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der sigter mod at beskytte børn fra skadelige virkninger af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse og mod at indføre procedurer, der skal sikre, at sådanne børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende stater og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt fjernede eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som der regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for EU-medlemsstaterne og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem en stat, der tiltræder konventionen, og de kontraherende stater, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af en stat, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Georgien deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 24. juli 1997. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Georgien den 1. oktober 1997.

(11)

Med undtagelse af Danmark, Luxembourg og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret Georgiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Georgien har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens og Maltas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Georgien blevet konkluderet, at Luxembourg og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere Georgiens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Sydafrika deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 8. juli 1997. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Sydafrika den 1. oktober 1997.

(13)

Med undtagelse af Luxembourg og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret Sydafrikas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Sydafrika har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens og Maltas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Sydafrika blevet konkluderet, at Luxembourg og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere Sydafrikas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(14)

Luxembourg og Rumænien bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af Georgiens og Sydafrikas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige EU-medlemsstater, som allerede har accepteret Georgiens og Sydafrikas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(15)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(16)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/41

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der sigter mod at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse og mod at indføre procedurer, der skal sikre, at sådanne børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende stater og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt fjernede eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som der regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for EU-medlemsstaterne og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem en stat, der tiltræder konventionen, og de kontraherende stater, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af en stat, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

San Marino deponerede den 14. december 2006 sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for San Marino den 1. marts 2007.

(11)

Med undtagelse af Kroatien, Danmark, Nederlandene, Portugal og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i San Marino blevet konkluderet, at Kroatien, Nederlandene, Portugal og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Kroatien, Nederlandene, Portugal og Rumænien bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige EU-medlemsstater, som allerede har accepteret San Marinos tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(13)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/43

(1)

Den Europæiske Union har sat sig som et af sine mål at fremme beskyttelse af børns rettigheder, jf. artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union. Foranstaltninger til beskyttelse af børn mod ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse er en væsentlig del af denne politik.

(2)

Rådet har vedtaget forordning (EF) nr. 2201/2003 (2) (»Bruxelles IIa-forordningen«), der sigter mod at beskytte børn mod skadelige virkninger af ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse og mod at indføre procedurer, der skal sikre, at sådanne børn hurtigt vender tilbage til deres sædvanlige opholdssted, og at samværsretten og forældremyndigheden beskyttes.

(3)

Bruxelles IIa-forordningen supplerer og styrker Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser (»Haagerkonventionen af 1980«), som på internationalt niveau indfører et system af forpligtelser og en samarbejdsordning mellem de kontraherende stater og mellem centrale myndigheder og sigter mod at sikre hurtig tilbagegivelse af ulovligt fjernede eller tilbageholdte børn.

(4)

Alle Unionens medlemsstater er parter i Haagerkonventionen af 1980.

(5)

Unionen opfordrer tredjelande til at tiltræde Haagerkonventionen af 1980 og støtter den korrekte gennemførelse af Haagerkonventionen af 1980 ved blandt andet sammen med medlemsstaterne at deltage i de særlige kommissioner, som der regelmæssigt nedsættes under Haagerkonferencen om International Privatret.

(6)

En fælles retlig ramme gældende for EU-medlemsstaterne og tredjelande kunne være den bedste løsning på følsomme sager om international bortførelse af børn.

(7)

Haagerkonventionen af 1980 fastsætter, at den finder anvendelse mellem en stat, der tiltræder konventionen, og de kontraherende stater, der har erklæret, at de accepterer tiltrædelsen.

(8)

Haagerkonventionen af 1980 tillader ikke, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom Unionen bliver part i den. Unionen kan derfor ikke tiltræde nævnte konvention og kan heller ikke deponere en erklæring om accept af en stat, der tiltræder konventionen.

(9)

I henhold til Den Europæiske Unions Domstols udtalelse 1/13 (3) falder erklæringer om accept i henhold til Haagerkonventionen af 1980 ind under Unionens eksterne enekompetence.

(10)

Panama deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 2. februar 1994. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Panama den 1. maj 1994.

(11)

Med undtagelse af Østrig og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret Panamas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Panama har accepteret Bulgariens, Cyperns, Estlands, Letlands, Litauens, Maltas og Sloveniens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Panama blevet konkluderet, at Østrig og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere Panamas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(12)

Uruguay deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 18. november 1999. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Uruguay den 1. februar 2000.

(13)

Med undtagelse af Østrig og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret Uruguays tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Uruguay har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands og Litauens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Uruguay blevet konkluderet, at Østrig og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere Uruguays tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(14)

Colombia deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 13. december 1995. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for Colombia den 1. marts 1996.

(15)

Med undtagelse af Østrig og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret Colombias tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Colombia har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands, Litauens og Maltas tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i Colombia blevet konkluderet, at Østrig og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere Colombias tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(16)

El Salvador deponerede sit instrument til tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 den 5. februar 2001. Haagerkonventionen af 1980 trådte i kraft for El Salvador den 1. maj 2001.

(17)

Med undtagelse af Østrig og Rumænien har alle berørte medlemsstater allerede accepteret El Salvadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. El Salvador har accepteret Bulgariens, Estlands, Letlands og Litauens tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980. Det er på baggrund af en vurdering af situationen i El Salvador blevet konkluderet, at Østrig og Rumænien er rede til i Unionens interesse at acceptere El Salvadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980.

(18)

Østrig og Rumænien bør derfor bemyndiges til i Unionens interesse at deponere deres erklæringer om accept af Panamas, Uruguays, Colombias og El Salvadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980 i overensstemmelse med betingelserne i denne afgørelse. De øvrige EU-medlemsstater, som allerede har accepteret Panamas, Uruguays, Colombias og El Salvadors tiltrædelse af Haagerkonventionen af 1980, bør ikke deponere nye erklæringer om accept, da de eksisterende erklæringer bevarer deres gyldighed i henhold til folkeretten.

(19)

Det Forenede Kongerige og Irland er bundet af Bruxelles IIa-forordningen og deltager i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse.

(20)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

29.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 348/46