7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/1

—

del I-IV og

—

del V, i det omfang bestemmelserne deri er begrænset til det formål at sikre aftalens midlertidige anvendelse.

—

artikel 29

—

artikel 35

—

artikel 55, i det omfang artiklen vedrører samarbejde vedrørende søtransport

—

artikel 58

—

artikel 71, i det omfang artiklen vedrører grænsesikkerhed, og

—

artikel 73, i det omfang artiklen vedrører samarbejde om ikkelandbrugsmæssige geografiske betegnelser.

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/2

(1)

Der er ved Kommissionens direktiv 96/8/EF (2) fastsat harmoniserede regler vedrørende fødevarer til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab, og direktivets anvendelsesområde omfatter produkter, der i forordning (EU) nr. 609/2013 er defineret som kosterstatningsprodukter til vægtkontrol.

(2)

Ved forordning (EU) nr. 609/2013 ophæves direktiv 96/8/EF, og der fastsættes generelle krav til sammensætning af og oplysning om forskellige kategorier af fødevarer, herunder produkter, der er defineret som kosterstatning til vægtkontrol. For at Kommissionen kan opfylde sin forpligtelse til at vedtage særlige krav til sammensætning af og oplysning om kosterstatningsprodukter til vægtkontrol, bør der bygges videre på bestemmelserne i direktiv 96/8/EF, da de pågældende bestemmelser har sikret den frie bevægelighed for fødevarer, der præsenteres som kosterstatning til vægtkontrol, på tilfredsstillende vis og samtidig sikret et højt niveau af beskyttelse af folkesundheden.

(3)

Kosterstatning til vægtkontrol er et komplekst produkt, der er specielt formuleret til overvægtige eller svært overvægtige voksne, der har til hensigt at opnå vægttab. Den essentielle sammensætning af kosterstatningsprodukter til vægtkontrol skal — i forbindelse med energifattige diæter med henblik på vægttab — opfylde de daglige ernæringsbehov hos overvægtige eller svært overvægtige voksne ved godt helbred som fastsat ved hjælp af almindeligt anerkendte videnskabelige data.

(4)

Med henblik på at garantere sikkerheden ved og egnetheden af kosterstatningsprodukter til vægtkontrol bør der fastsættes detaljerede krav til deres sammensætning, herunder krav vedrørende energiindhold samt indholdet af makro- og mikronæringsstoffer. De pågældende krav bør være baseret på den seneste videnskabelige rådgivning fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) (3).

(5)

Med henblik på at sikre innovation og produktudvikling bør det være muligt på frivillig basis at tilsætte ingredienser, der ikke er omfattet af særlige krav i denne forordning, til kosterstatningsprodukter til vægtkontrol, navnlig for så vidt angår kostfibre. Alle ingredienser, der anvendes til fremstilling af kosterstatningsprodukter til vægtkontrol, bør være egnede til raske overvægtige eller svært overvægtige voksne, og deres egnethed bør om nødvendigt være dokumenteret med relevante undersøgelser. Det er fødevarevirksomhedsledernes ansvar at dokumentere, at en ingrediens er egnet, og det er de nationale kompetente myndigheders ansvar i hvert enkelt tilfælde at vurdere, om dette er korrekt.

(6)

Kosterstatningsprodukter til vægtkontrol skal være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 (4). Med henblik på at tage hensyn til den særlige karakter af kosterstatningsprodukter til vægtkontrol bør der fastsættes tilføjelser til og undtagelser fra disse generelle regler, hvor det er relevant.

(7)

Det er af afgørende betydning, at kosterstatningsprodukter til vægtkontrol er forsynet med en næringsdeklaration med henblik på at garantere, at de anvendes korrekt af såvel raske overvægtige eller svært overvægtige voksne, der indtager de pågældende fødevarer, som af sundhedspersonale, der kan rådgive om deres egnethed i visse tilfælde. For derfor at give mere fyldestgørende oplysninger bør næringsdeklarationen indeholde flere oplysninger end dem, der er foreskrevet ved forordning (EU) nr. 1169/2011. Desuden bør forpligtelsen til at forsyne kosterstatningsprodukter til vægtkontrol med en næringsdeklaration være obligatorisk for al kosterstatning til vægtkontrol uanset størrelsen på emballagen eller beholderen, og undtagelsen i punkt 18 i bilag V til forordning (EU) nr. 1169/2011 bør derfor ikke finde anvendelse.

(8)

For at give passende oplysninger og gøre det lettere at sammenligne produkter bør næringsdeklarationen for kosterstatningsprodukter til vægtkontrol være angivet pr. portion og/eller pr. forbrugsenhed samt pr. samlet daglig ration. Desuden bør sådanne oplysninger henvise til det brugsklare produkt efter tilberedning i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger.

(9)

Artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1169/2011 indeholder en begrænset liste over næringsstoffer, som på frivillig basis kan angives i næringsdeklarationen for fødevarer. Bilaget til forordning (EU) nr. 609/2013 indeholder en liste over stoffer, der kan tilsættes til kosterstatningsprodukter til vægtkontrol, hvoraf nogle ikke er omfattet af artikel 30, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1169/2011. For at sikre juridisk klarhed bør det udtrykkeligt fastsættes, at næringsdeklarationen for kosterstatningsprodukter til vægtkontrol kan omfatte sådanne stoffer. Desuden kan mere detaljerede oplysninger vedrørende kulhydrat og fedt i produktet i visse tilfælde være nyttige for forbrugere og sundhedspersonale. Fødevarevirksomhedslederne bør derfor have mulighed for at give sådanne oplysninger på frivillig basis.

(10)

Raske overvægtige eller svært overvægtige voksne kan have anderledes ernæringsbehov end den almindelige befolkning. Desuden er kosterstatning til vægtkontrol fødevarer, der fuldstændig erstatter den daglige kost. Af disse årsager vil angivelse af det ernæringsmæssige indhold af energi og næringsstoffer i kosterstatningsprodukter til vægtkontrol som en procentdel af det daglige referenceindtag for den almindelige befolkning som fastsat i forordning (EU) nr. 1169/2011 vildlede forbrugerne og bør derfor ikke være tilladt.

(11)

Meddelelser vedrørende det »meget lave« eller »lave« kalorieindhold i kosterstatningsprodukter til vægtkontrol kan give forbrugerne nyttige oplysninger. Der bør derfor fastsættes regler for sådanne meddelelser på frivillig basis.

(12)

Ernærings- og sundhedsanprisninger er salgsfremmende redskaber, som fødevarevirksomhedsledere anvender på frivillig basis i kommercielle meddelelser i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 (5). I betragtning af den særlige rolle, som kosterstatningsprodukter til vægtkontrol spiller i kosten for de mennesker, der indtager den, bør det ikke være tilladt at anvende ernærings- og sundhedsanprisninger for sådanne produkter. For dog at tage hensyn til, at oplysninger vedrørende tilstedeværelsen af kostfibre i kosterstatningsprodukter til vægtkontrol kan være nyttige for forbrugerne, bør det på visse betingelser være tilladt at anvende ernæringsanprisninger ved tilsætning af kostfibre.

(13)

Der blev ved direktiv 96/8/EF stillet krav om, at kosterstatningsprodukter til vægtkontrol tilsættes kostfibre. På grund af manglende videnskabelig dokumentation på området kunne autoriteten ikke fastsætte et minimumsindhold for kostfibre i sin seneste udtalelse. Af disse årsager bør det ved direktiv 96/8/EF krævede minimumsindhold af kostfibre fastholdes, hvis de tilsættes til kosterstatningsprodukter til vægtkontrol.

(14)

I henhold til artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (6) er medlemsstaterne ansvarlige for at håndhæve fødevarelovgivningen samt overvåge og kontrollere, at lederne af fødevare- og foderstofvirksomheder overholder kravene i alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled. I den sammenhæng bør fødevarevirksomhedsledere, der markedsfører fødevarer i form af kosterstatning til vægtkontrol, med henblik på at lette en effektiv officiel overvågning af sådanne produkter forelægge de nationale kompetente myndigheder en model for den anvendte mærkning samt alle relevante oplysninger, som de kompetente myndigheder betragter som nødvendige for at dokumentere, at denne forordning er overholdt, medmindre medlemsstaterne har et andet effektivt overvågningssystem.

(15)

Med henblik på at gøre det muligt for fødevarevirksomhedslederne at tilpasse sig til de nye krav, hvilket kan indebære teknisk tilpasning til fremstillingsprocessen for de pågældende produkter, bør denne forordning anvendes fra fem år efter dens ikrafttræden —

a)

krav til sammensætning

b)

krav til mærkning, præsentation og reklame

c)

notifikationskrav i forbindelse med markedsføring.

a)

en meddelelse om, at produktet kun er bestemt til raske overvægtige eller svært overvægtige voksne, der har til hensigt at opnå vægttab

b)

er meddelelse om, at produktet ikke bør anvendes af gravide eller ammende kvinder, unge eller personer, der lider af et helbredsproblem, uden rådgivning fra sundhedspersonale

c)

en meddelelse om vigtigheden af at sørge for tilstrækkelig daglig væskeindtagelse

d)

en meddelelse om, at produktet giver tilstrækkelige mængder af alle næringsstoffer, der er nødvendige for at dække det daglige behov, hvis det anvendes i overensstemmelse med brugsanvisningen

e)

en meddelelse om, at produktet ikke bør benyttes i mere end otte uger eller gentagne gange i kortere perioder af raske overvægtige eller svært overvægtige voksne uden rådgivning fra sundhedspersonale

f)

om fornødent anvisninger på passende tilberedning og en meddelelse om vigtigheden af at følge disse anvisninger

g)

hvis et produkt, når det anvendes efter fabrikantens anvisninger, medfører et dagligt indtag af polyoler på over 20 g pr. dag, en meddelelse om, at fødevaren kan virke afførende

h)

hvis produktet ikke er tilsat kostfibre, en meddelelse om, at der skal søges rådgivning hos sundhedspersonale med hensyn til muligheden for at supplere produktet med kostfibre.

a)

mængden af fedt- og kulhydratbestanddele

b)

mængden af ethvert af de stoffer, der er opført i bilaget til forordning (EU) nr. 609/2013, hvis en sådan angivelse ikke er omfattet af stk. 1

c)

mængden af ethvert stof, der er tilsat til produktet i henhold til artikel 3, stk. 3.

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/11

(1)

Transaktioner med medlemmer af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) som modparter er fritaget fra kravene om handelsgennemsigtighed i henhold til artikel 1, stk. 6, i forordning (EU) nr. 600/2014, for så vidt at disse transaktioner gennemføres med henblik på penge- og valutapolitikken eller politikken for finansiel stabilitet.

(2)

En sådan fritagelse fra anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 600/2014 kan i overensstemmelse med artikel 1, stk. 9, i forordning (EU) nr. 600/2014, hvis de opfylder de relevante krav, udvides til centralbanker i tredjelande samt til Den Internationale Betalingsbank, som med henblik på denne fritagelse anses for at svare til et tredjelands centralbank i medfør af artikel 1, stk. 9, i forordning (EU) nr. 600/2014. Med henblik herpå udarbejdede Kommissionen en rapport med en vurdering af den internationale behandling af centralbanker i tredjelande og forelagde den for Europa-Parlamentet og Rådet. Rapporten indeholdt en analyse af behandlingen af centralbanker, herunder medlemmerne af ESCB, inden for tredjelandes retlige rammer og de potentielle virkninger, som administrativt fastlagte krav om offentliggørelse i Unionen kan have for tredjelandes centralbanktransaktioner. For så vidt angår analysen, konkluderedes det i rapporten, at fritagelsen af en række tredjelandes centralbanker for handelsgennemsigtighedsforpligtelserne i forordning (EU) nr. 600/2014 var nødvendig, og det konkluderedes således, at det var hensigtsmæssigt at udvide fritagelsen til også at gælde for disse tredjelandes centralbanker.

(3)

Listen over tredjelandes centralbanker, som er fritaget, i denne forordning bør revideres, som det skønnes relevant, herunder med henblik på i relevant omfang at udvide fritagelserne til andre tredjelandes centralbanker, som endnu ikke er medtaget på listen, eller at fjerne sådanne enheder fra listen.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra ekspertgruppen under Det Europæiske Værdipapirudvalg —

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/14

(1)

Anvendelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 151/2013 (2) har vist, at fraværet af specifikke standarder for dataadgang og -aggregering samt sammenligning fører til strukturelle mangler. Fraværet af standardiserede data, ensartet funktionalitet og et standardiseret meddelelsesformat har hæmmet direkte og øjeblikkelig adgang til data og dermed forhindret de i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 omhandlede enheder i effektivt at vurdere den systemiske risiko og dermed i at opfylde deres respektive forpligtelser og mandater.

(2)

Med henblik på at afhjælpe disse hindringer er det nødvendigt at ændre delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 ved yderligere at specificere de operationelle standarder, der kræves for at aggregere og sammenligne data på tværs af transaktionsregistre for at sikre, at de i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 omhandlede enheder kan få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde deres respektive forpligtelser og mandater.

(3)

For at muliggøre en effektiv og virkningsfuld sammenligning og aggregering af data på tværs af transaktionsregistre bør skemaer i XML-format og XML-meddelelser, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden, anvendes til adgang til data og til kommunikation mellem de i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 omhandlede enheder og transaktionsregistrene. Dette bør ikke udelukke muligheden for, at transaktionsregistrene og de relevante enheder indbyrdes kan aftale at give adgang eller kommunikere ved hjælp af andre formater end XML.

(4)

Skemaer i XML-format bør anvendes til forelæggelse af data for de relevante enheder på en måde, der letter aggregering heraf, mens XML-meddelelser bør anvendes til at strømline dataudvekslingsprocesser mellem transaktionsregistrene og de relevante enheder. Delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 udelukker ikke, at der også anvendes særskilte skemaer, som ikke er i XML-format, såsom CSV (comma separated values) eller tekst (txt), for så vidt som de giver de relevante enheder mulighed at opfylde deres respektive forpligtelser og mandater. Transaktionsregistre bør derfor have tilladelse til at fortsætte med at anvende disse formater som supplement til, men ikke som erstatning for, anvendelsen af skemaer i XML-format. Som minimum bør skemaer i XML-format og XML-meddelelser baseret på ISO 20022-metoden anvendes til alle outputrapporter og udvekslinger for at sikre sammenlignelighed og aggregering af data på tværs af transaktionsregistre.

(5)

De enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan uddelegere opgaver og ansvarsområder til ESMA i henhold til artikel 28 i forordning (EU) nr. 1095/2010 (3), herunder adgang til data, der indberettes til transaktionsregistre. Anvendelsen af en sådan uddelegering bør ikke på nogen måde berøre transaktionsregistres forpligtelse til at give enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, direkte og øjeblikkelig adgang til de pågældende data.

(6)

For at sikre fortrolighed bør enhver form for dataudveksling mellem transaktionsregistre og de relevante enheder gennemføres via en sikker forbindelse mellem maskiner ved hjælp af datakrypteringsprotokoller. For at sikre fælles minimumsstandarder bør en SSH-filoverførselsprotokol (SFTP) anvendes mellem transaktionsregistre og de enheder, der er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012. Dette bør ikke udelukke muligheden for, at transaktionsregistrene og de relevante enheder indbyrdes kan aftale at etablere en sikker forbindelse mellem maskiner ved hjælp af en separat kanal, der supplerer SFTP. Transaktionsregistre bør derfor have tilladelse til at fortsætte med at anvende andre sikre forbindelser mellem maskiner som supplement til, men ikke som erstatning for, anvendelsen af SFTP.

(7)

Data om den seneste handel med derivataftaler med åbne positioner er afgørende for overvågningen af den finansielle stabilitet og systemisk risiko. Derfor bør de relevante enheder have adgang til disse data.

(8)

Det er vigtigt at lette den direkte og øjeblikkelige adgang til specifikke datasæt og således at skabe et sæt af kombinerbare ad hoc-anmodninger vedrørende handelens parter, de økonomiske vilkår, klassificering og identificering af derivataftalen, tidshorisonten for gennemførelse, indberetning og udløb samt virksomheden og livscyklushændelser.

(9)

Fristerne for transaktionsregistrenes levering af data til de relevante enheder bør harmoniseres for at forbedre den direkte og øjeblikkelig adgang til data i transaktionsregistrene og give de relevante enheder og transaktionsregistre mulighed for at forbedre planlægningen af deres interne dataprocesser.

(10)

Delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 bør derfor ændres for yderligere at præcisere og forbedre den operationelle ramme for adgangen til, aggregering og sammenligning af data på tværs af transaktionsregistre.

(11)

Anvendelsen af bestemmelserne i nærværende delegerede forordning bør udskydes for at give transaktionsregistrene mulighed for at tilpasse deres systemer til de specifikationer, der er fastsat i nærværende delegerede forordning.

(12)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(13)

I overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1095/2010 har ESMA afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på, og analyseret de potentielle omkostninger og fordele i forbindelse hermed. Disse offentlige høringer gav ESMA mulighed for at indhente synspunkter fra de relevante myndigheder og medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), som blev fremlagt af ECB. ESMA har desuden anmodet om en udtalelse fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i forordning (EU) nr. 1095/2010 —

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   Transaktionsregistre giver de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, direkte og øjeblikkelig adgang til oplysninger om derivataftaler i overensstemmelse med artikel 2 og 3 i nærværende forordning, herunder også hvis der forekommer delegering i henhold til artikel 28 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

For så vidt angår første afsnit, skal transaktionsregistre anvende et XML-format og et skema, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden. Transaktionsregistre kan desuden efter aftale med den pågældende enhed give adgang til oplysninger om derivataftaler i et andet format, der aftales i fællesskab.«

b)

Stk. 2 udgår.

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/18

(1)

I artikel 6 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/2250 (2) fastsættes en de minimis-undtagelse fra forpligtelsen til at lande visse arter, der fanges med bestemte former for redskaber.

(2)

Den danske, den italienske, den slovakiske, den tjekkiske og den tyske sprogudgave af delegeret forordning (EU) 2016/2250 indeholder en fejl i artikel 6, litra f), vedrørende de former for redskaber, der anvendes.

(3)

Den danske sprogudgave af delegeret forordning (EU) 2016/2250 indeholder yderligere fejl i artikel 6, litra e), f) og g), vedrørende de arter, der er omfattet af de minimis-undtagelsen, i artikel 8, stk. 2, litra c) og d), og i artikel 8, stk. 3, vedrørende de særlige tekniske foranstaltninger i Skagerrak og i bilaget, fodnote 3, vedrørende definitionen af de fartøjer, der er omfattet. De øvrige sprogudgaver er ikke berørt heraf.

(4)

Delegeret forordning (EU) 2016/2250 bør derfor berigtiges.

(5)

For at sikre lige vilkår for alle fiskere, der er omfattet af de minimis-undtagelsen, bør denne delegerede forordning finde anvendelse fra den anvendelsesdato, der er fastsat i delegeret forordning (EU) 2016/2250 —

1)

Artikel 6, litra e), affattes således:

2)

Artikel 6, litra f), affattes således:

3)

Artikel 6, litra g), affattes således:

4)

Artikel 8, stk. 2, litra c), affattes således:

5)

Artikel 8, stk. 2, litra d), affattes således:

6)

Artikel 8, stk. 3, indledende sætning, affattes således:

»3.   Det er tilladt at anvende en anordning, der holder fisk tilbage, når der fiskes efter rejer, jf. stk. 2, litra d), forudsat at der er tilstrækkelige fiskerimuligheder til at dække bifangster, og at anordningen til at holde fisk tilbage er«.

7)

Fodnote 3, første punktum, i bilaget affattes således:

»Fartøjer anses for at fiske efter sej, hvis sej, når fartøjerne anvender trawl med en maskestørrelse på mindst 100 mm, på årsgennemsnit har udgjort mindst 50 % af alle fartøjets landinger af fisk fanget i EU og tredjelandes områder af Nordsøen i løbet af perioden x — 4 til x — 2, hvor x er anvendelsesåret, dvs. 2012-2014 for anvendelsesåret 2016, 2013-2015 for anvendelsesåret 2017 og 2014-2016 for anvendelsesåret 2018.«

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/20

(1)

I henhold til artikel 9, stk. 1, i afgørelse 2013/354/FUSP bemyndiges Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) i overensstemmelse med traktatens artikel 38, stk. 3, til at træffe de relevante afgørelser med henblik på at varetage den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af Den Europæiske Unions politimission i de palæstinensiske områder (EUPOL COPPS), herunder afgørelsen om at udnævne en missionschef.

(2)

Den 17. februar 2015 vedtog PSC afgørelse EUPOL COPPS/1/2015 (2) om udnævnelse af Rodolphe MAUGET til missionschef for EUPOL COPPS fra den 16. februar 2015 til den 30. juni 2015.

(3)

Mandatet for Rodolphe MAUGET som missionschef for EUPOL COPPS er blevet forlænget flere gange, senest ved PSC's afgørelse EUPOL COPPS/1/2016 (3), der forlængede hans mandat som missionschef for EUPOL COPPS indtil den 30. juni 2017.

(4)

Den 22. september 2017 foreslog Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik at udnævne Kauko AALTOMAA til missionschef for EUPOL COPPS fra den 1. oktober 2017 til den 30. juni 2018 —

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/21

(1)

Genbosætning er et vigtigt redskab til at yde beskyttelse til fordrevne personer og et klart eksempel på global solidaritet med tredjelande med det formål at hjælpe dem med at håndtere det store antal personer, der flygter fra krig eller forfølgelse. Genbosætning er med til at redde liv, bidrager til at mindske irregulær migration og forvalte migrationspresset og imødegår smuglernetværkenes narrativ ved at skifte farlige og irregulære migrationsstrømme til Unionen ud med sikre og lovlige muligheder for migration. Genbosætning er derfor også et vigtigt element i EU's omfattende asyl- og migrationspolitik.

(2)

I september 2015 fik krisen i Middelhavsområdet EU-institutionerne til øjeblikkeligt at erkende, at der var tale om en nødsituation som følge af de usædvanligt store migrationsstrømme i området, og opfordre til vedtagelsen af kortsigtede og langsigtede foranstaltninger, fra håndtering af migrationsstrømme fra lande uden for EU til sikring af en effektiv kontrol ved de ydre grænser, styrkelse af EU's tilbagesendelsespolitik samtidig med en reform af det fælles europæiske asylsystem og en forbedring af mulighederne for sikre og lovlige veje til EU.

(3)

Den 8. juni 2015 henstillede Kommissionen som led i de øjeblikkelige foranstaltninger og med henblik på overordnet at tackle migrationskrisen og vise solidaritet med de tredjelande, der er særligt hårdt ramt af den globale flygtningekrise, at der indføres en EU-ordning med henblik på at genbosætte 20 000 personer med behov for international beskyttelse over en periode på to år (1). Den 20. juli 2015 enedes medlemsstaterne sammen med de lande, der har tilsluttet sig Dublinsystemet, om at genbosætte 22 504 personer fra Mellemøsten, Afrikas Horn og Nordafrika, som har behov for international beskyttelse (2).

(4)

For at optrævle migrantsmuglernetværk og tilbyde migranterne et alternativ til at sætte deres liv på spil besluttede EU og Tyrkiet den 18. marts 2016 at bryde den cirkel af ukontrollerede strømme af migranter, som har skabt en humanitær krise, og nåede til enighed om en række foranstaltninger, herunder genbosætning af syrere med behov for international beskyttelse i medlemsstaterne.

(5)

Rådet ændrede efter erklæringen fra EU og Tyrkiet Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 (3) for at gøre det muligt for medlemsstaterne under deres nationale og multilaterale ordninger at opfylde deres omfordelingsforpligtelser for så vidt angår 54 000 ansøgere gennem genbosætning, indrejse af humanitære årsager eller andre former for lovlig indrejse af syrere med behov for international beskyttelse fra Tyrkiet.

(6)

New York-erklæringen om flygtninge og migranter af 19. september 2016, der blev vedtaget af alle 193 FN-medlemsstater, opfordrede til en mere retfærdig fordeling af byrden og ansvaret for at tage imod og støtte verdens flygtninge. FN's medlemsstater gav udtryk for, at de agter at udvide antallet af lovlige muligheder for flygtninge for at få tilladelse til indrejse eller blive genbosat i tredjelande (4).

(7)

Mere end 23 000 personer er pr. 20. september 2017 blevet genbosat i henhold til den ordning, der blev aftalt den 20. juli 2015, og i henhold til erklæringen fra EU og Tyrkiet. Medlemsstaterne har derudover genbosat personer med behov for international beskyttelse gennem deres egne nationale ordninger.

(8)

Alene i 2016 genbosatte medlemsstaterne 14 205 flygtninge, hvilket er en betydelig stigning i forhold til de 8 155 personer, der blev genbosat i 2015, de 6 550 i 2014 og de mellem 4 000 og 5 000 om året i perioden 2010-2013. Denne stigning viser merværdien af og potentialet for samarbejde på EU-plan og koordinering i forbindelse med genbosætning. Den viser også betydningen af tilstrækkelige midler til genbosætning fra EU's budget, da der er afsat 293,3 mio. EUR for perioden fra 2014 til 2017.

(9)

Medlemsstater, der endnu ikke har opfyldt deres tilsagn i henhold til de nuværende ordninger, bør gøre dette snarest muligt. De eventuelle tilsagn, der ikke er opfyldt efter udløbet af begge ordninger, bør fremføres til næste tilsagnsrunde om genbosætning og være et supplement til de nye tilsagn, som medlemsstaterne skal give.

(10)

EU bør gå fra ad hoc-ordninger for genbosætning og indrejse af humanitære årsager til en fast ramme for genbosætning i EU. Med henblik herpå har Kommissionen som led i revisionen af EU's asylsystem fremsat et forslag til en EU-genbosætningsramme (5), der skal åbne sikre og lovlige veje til international beskyttelse for dem, der har behov for det. En hurtig vedtagelse af forslaget er en vigtigt forudsætning for en mere effektiv, retfærdig og stabil europæisk asyl- og migrationspolitik.

(11)

For at sikre, at genbosætningen fortsætter, indtil en EU-genbosætningsramme er på plads, opfordrede Kommissionen på det 8. forum om genbosætning og omfordeling den 4. juli 2017 medlemsstaterne til at give ambitiøse tilsagn om genbosætning baseret på de aftalte prioriteter for denne periode og i overensstemmelse med FN's Højkommissariat for Flygtninges (UNHCR) forventede globale behov for 2018.

(12)

Formålet med denne henstilling er at sikre, at genbosætningsindsatsen kan fortsætte i perioden mellem afslutningen af de nuværende EU-ordninger for genbosætning og den praktiske gennemførelse af EU-genbosætningsrammen, og at følge op på den tilsagnsrunde, der blev indledt den 4. juli 2017 i lyset af de nye behov fastsat i UNHCR's forventede globale behov for genbosætning for 2018.

(13)

Henstillingen har til formål at støtte medlemsstaternes løbende bestræbelser på at åbne og forbedre de lovlige og sikre muligheder for personer med behov for international beskyttelse. Medlemsstaternes tiltag i overensstemmelse med denne henstilling skal vise solidaritet med de tredjelande, hvortil et stort antal personer, der har behov for international beskyttelse, er blevet fordrevet, og de skal bidrage til internationale genbosætningsinitiativer og til en bedre overordnet forvaltning af migrationssituationen. Målene for denne henstilling er således i overensstemmelse med forslaget om en EU-genbosætningsramme.

(14)

Valget af prioriterede regioner er baseret på behovet for at fortsætte gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016, herunder gennem den fremtidige frivillige ordning om indrejse af humanitære årsager, fortsætte genbosætningen fra Jordan og Libanon og følge op på meddelelsen i handlingsplanen om foranstaltninger til at støtte Italien, reducere presset langs den centrale Middelhavsrute og øge solidariteten (6) med henblik på at genbosætte personer fra afrikanske nøglelande, der ligger langs med eller fører til den centrale Middelhavsrute, herunder Libyen, Niger, Tchad, Egypten, Etiopien og Sudan.

(15)

Tilsagnsrunden, der blev indledt den 4. juli 2017, har pr. 20. september ført til ca. 14 000 tilsagn fra medlemsstaterne. Der er behov for et stærkere engagement fra alle medlemsstater for at bidrage til den fælles indsats for at redde liv og tilbyde troværdige alternativer til de irregulære bevægelser.

(16)

Det globale behov for genbosætning er på 1,2 mio. personer, og UNHCR har gentagne gange opfordret alle lande til gradvis at øge omfanget af deres genbosætningsprogrammer i overensstemmelse med de hensigter, der gives udtryk for i New York-erklæringen om flygtninge. På denne baggrund og med udgangspunkt i de fremskridt, der er opnået siden 2015, bør Unionen tilbyde mindst 50 000 genbosætningspladser med henblik på senest den 31. oktober 2019 at tage imod personer, der har behov for international beskyttelse, fra tredjelande.

(17)

Som hjælp til medlemsstaternes gennemførelse af dette mål bør 500 mio. EUR stilles til rådighed fra EU's budget. Medlemsstaterne kan på de betingelser, der gælder for Asyl-, Migrations- og Integrationsfondens tildeling af midler, modtage et fast beløb på 10 000 EUR pr. genbosat person fra prioriterede regioner.

(18)

UNHCR planlægger en midlertidig mekanisme for hurtig evakuering fra Libyen af de mest sårbare grupper af migranter fra Libyen. EU bør sammen med andre globale aktører bidrage til denne mekanisme, således at den reelt bidrager til, at de mest sårbare personer med behov for international beskyttelse, som i dag befinder sig i Libyen, kan få adgang til muligheden for genbosættelse. Den irregulære migration vil kun ophøre, hvis der findes et reelt alternativ til at begive sig ud på farlige rejser. Medlemsstaterne bør i forbindelse med overvejelserne om deres genbosætningstilsagn derfor også tage hensyn til og støtte dette UNHCR-initiativ.

(19)

Repræsentanter for Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik sammen med repræsentanter for Niger og Tchad og formanden for Libyens præsidentråd anerkendte i en fælles erklæring om migration og asyl den 28. august 2017 behovet for at tilrettelægge genbosætningen af personer med behov for international beskyttelse, som er særligt udsatte, i takt med at den smuglerstyrede migration mindskes.

(20)

Mindst 50 000 genbosætningspladser, der skal udbydes af Unionen fra de prioriterede regioner, skal bidrage til globale solidaritetsinitiativer om at øge antallet af lovlige muligheder for migration, herunder UNHCR's seneste globale indkaldelse af tilsagn om 40 000 pladser til genbosætning fra landene langs den centrale Middelhavsrute i 2018.

(21)

For at sikre overvågning af gennemførelsen bør medlemsstaterne rapportere månedligt til Kommissionen om personer, der er blevet genbosat på deres område i overensstemmelse med deres tilsagn, idet de angiver, fra hvilket land personen er blevet genbosat.

(22)

Kommissionen bør gøre status over, hvilke fremskridt der gøres med gennemførelsen af denne henstilling, senest den 31. oktober 2018. På baggrund af gennemgangen og under hensyntagen til den generelle migrationssituation i EU og globalt kan medlemsstaterne blive opfordret til at revidere deres tilsagn yderligere.

(23)

Denne henstilling bør rettes til medlemsstaterne. De associerede stater opfordres til at bidrage til de fælles europæiske genbosætningsbestræbelser —

1)

På grundlag af de erfaringer, der er opnået i forbindelse med gennemførelsen af EU's aktuelle genbosætningsprogrammer, og for at skabe en bedre overgang mellem disse ordninger og EU-genbosætningsrammen bør medlemsstaterne tilbyde mindst 50 000 genbosætningspladser med henblik på senest den 31. oktober 2019 at tage imod personer, der har behov for international beskyttelse, fra tredjelande.

2)

Medlemsstater, som endnu ikke har givet deres tilsagn i forbindelse med den tilsagnsrunde om genbosætning, som Kommissionen indledte den 4. juli 2017, bør gøre dette senest den 31. oktober 2017, og de, der allerede har gjort dette, bør overveje at øge antallet at tilsagn for at nå målet.

3)

Medlemsstaterne bør i deres tilsagn fokusere på:

4)

Medlemsstaterne opfordres til at opfylde deres tilsagn ved hurtigst muligt at genbosætte i tæt samarbejde med UNHCR og eventuelt med støtte fra EASO.

5)

Medlemsstaterne bør hver måned meddele Kommissionen, hvor mange personer der er blevet genbosat på deres område i overensstemmelse med deres tilsagn, idet de angiver, fra hvilket land personen er blevet genbosat.

6)

Medlemsstaterne bør gøre fuld brug af den finansielle støtte på 500 mio. EUR, der er stillet til rådighed gennem Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden med henblik på opfyldelsen af de tilsagn om genbosætning, der er omhandlet i denne henstilling.

7)

Kommissionen vil tage denne henstilling op til fornyet overvejelse senest den 31. oktober 2018. Efter Kommissionens status over gennemførelsen af denne henstilling og under hensyntagen til den generelle migrationssituation i EU og globalt kan medlemsstaterne blive opfordret til at revidere deres tilsagn yderligere.

8)

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/25

(1)

I et område uden kontrol ved de indre grænser kan det kun under ekstraordinære omstændigheder besluttes midlertidigt at genindføre kontrol ved de indre grænser som reaktion på situationer, der i alvorlig grad påvirker den offentlige orden eller den interne sikkerhed i området, i dele heraf eller i en eller flere medlemsstater. I lyset af de virkninger, genindførelsen af en sådan kontrol kan have for den frie bevægelighed for alle personer og varer inden for området uden kontrol ved de indre grænser, kan det kun ske som en sidste udvej og under strenge betingelser, hvad angår omfanget og varigheden af en midlertidig genindførelse af grænsekontrol.

(2)

De nuværende bestemmelser i Schengengrænsekodeksen giver mulighed for hurtigt at genindføre midlertidig kontrol ved de indre grænser, hvis en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i en medlemsstat kræver øjeblikkelig handling, i op til højst to måneder (artikel 28). I henhold til kodeksen kan der også genindføres kontrol ved de indre grænser i tilfælde af trusler mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed i tilfælde af forudseelige begivenheder i op til højst seks måneder (artikel 25). En kombineret anvendelse af Schengengrænsekodeksens artikel 28 og 25 gør det muligt at opretholde grænsekontrollen i op til i alt otte måneder. Derudover giver en ny trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed mulighed for på ny at anvende reglerne (og således på ny at beregne varigheden af kontrolperioden).

(3)

Schengengrænsekodeksens artikel 29 indeholder bestemmelser om en særlig procedure, der gør det muligt at genindføre kontrol ved de indre grænser i en periode på op til 2 år, hvis den overordnede funktion af området uden kontrol ved de indre grænser er truet på grund af vedvarende alvorlige mangler i forbindelse med grænsekontrollen ved de ydre grænser, som blev konstateret under en Schengenevaluering. Med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1624 (1) kan denne procedure også anvendes, hvis en medlemsstat ikke træffer de nødvendige foranstaltninger, efter at der er foretaget en sårbarhedsvurdering, eller ikke samarbejder med agenturet, hvis situationen ved de ydre grænser kræver, at der hurtigt træffes foranstaltninger.

(4)

Selv om den nugældende frist i langt de fleste tilfælde har været tilstrækkelig, har det i den senere tid vist sig, at visse alvorlige trusler mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed såsom terrortrusler eller større ukontrollerede sekundære bevægelser inden for Unionen kan vare langt længere end ovennævnte tidsrum.

(5)

Kommissionen har vedtaget et forslag til ændring af de relevante bestemmelser i Schengengrænsekodeksen for fremover at imødegå sådanne vedvarende trusler. Forslaget ændrer tidsbegrænsningerne for genindførelsen af kontrol ved de indre grænser i Schengengrænsekodeksens artikel 25 i tilfælde af forudseelige begivenheder og anerkender derved, at det kan være begrundet at forlænge den nuværende tidsbegrænsning til højst 2 år. Forslaget giver desuden mulighed for yderligere forlængelse af kontrollen ved de indre grænser, når en specifik trussel mod den indre sikkerhed eller den offentlige orden varer længere end dette tidsrum.

(6)

Disse nye tidsbegrænsninger ledsages af supplerende proceduremæssige krav, som medlemsstaterne skal opfylde, inden de kan genindføre kontrol ved de indre grænser eller forlænge en sådan kontrol. Medlemsstaterne skal navnlig underbygge deres underretning med en risikovurdering, der viser, at den planlagte genindførelse af kontrol ved de indre grænser eller forlængelsen af en sådan kontrol udgør sidste udvej, og forklare, hvordan kontrollen ved de indre grænser kan være med til at imødegå den konstaterede trussel. Desuden skal Kommissionen nu afgive udtalelse, når kontrollen ved de indre grænser varer længere end seks måneder. Bestemmelserne vedrørende »høringsproceduren«, efter at Kommissionen har afgivet udtalelse, ændres også for at afspejle den nye rolle, Den Europæiske Grænse- og Kystvagt og Europol spiller, og for at sikre, at der tages behørigt hensyn til resultaterne af høringen, navnlig hvad angår inddragelsen af nabomedlemsstaterne. Alle disse ændringer har til formål at sikre, at der kun genindføres kontrol ved de indre grænser, når og så længe det er nødvendigt og begrundet.

(7)

De foreslåede ændringer af Schengengrænsekodeksen bygger på de nuværende bestemmelser. Indtil de ovenfor beskrevne ændringer af Schengenkodeksen er vedtaget, er det vigtigt, at alle medlemsstater, der har til hensigt at genindføre midlertidig kontrol ved de indre grænser, fuldt ud opfylder kravene i de eksisterende bestemmelser i Schengengrænsekodeksen, hvori det allerede kræves, at medlemsstater, der har til hensigt at anvende denne foranstaltning, først overvejer alternative foranstaltninger til grænsekontrol og samarbejder med nabomedlemsstaterne.

(8)

Forud for beslutningen om at genindføre midlertidig kontrol ved de indre grænser eller forlænge en sådan kontrol bør de berørte medlemsstater i medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 26 vurdere, i hvilket omfang en sådan foranstaltning udgør en passende reaktion på truslen mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, og om foranstaltningen står i et rimeligt forhold til truslen, idet der blandt andet tages hensyn til foranstaltningens sandsynlige virkninger for den frie bevægelighed for personer inden for området uden kontrol ved de indre grænser. Målrettet kontrol på grundlag af konstant opdaterede risikoanalyser og efterretninger vil derfor være med til at optimere den gavnlige virkning af kontrollen og begrænse dens negative virkninger for den frie bevægelighed.

(9)

De medlemsstater, der berøres af genindførelsen af kontrol ved de relevante grænseafsnit, bør regelmæssigt kunne udtrykke deres syn på behovet herfor med henblik på at tilrettelægge et gensidigt samarbejde mellem alle involverede medlemsstater og regelmæssigt undersøge, om foranstaltningerne står i et rimeligt forhold til de begivenheder, der har afstedkommet genindførelsen af grænsekontrol, og truslen mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed. De medlemsstater, der har besluttet at genindføre en sådan kontrol, bør tage hensyn til disse synspunkter ved bedømmelsen og revurderingen af behovet for kontrollen med det formål hele tiden at tilpasse den til omstændighederne.

(10)

En medlemsstat, der genindfører kontrol ved de indre grænser eller forlænger en sådan kontrol, bør blandt andet informere om de foranstaltninger, som andre medlemsstater skal træffe i forbindelse med den planlagte grænsekontrol, jf. Schengengrænsekodeksens artikel 27, stk. 1, litra e). I medfør af Schengengrænsekodeksens artikel 27, stk. 5, kan der finde fælles møder sted mellem den medlemsstat, der planlægger at genindføre grænsekontrol ved de indre grænser, de øvrige medlemsstater, navnlig dem, der er direkte berørt af disse foranstaltninger, og Kommissionen med henblik på i givet fald at tilrettelægge et gensidigt samarbejde mellem medlemsstaterne. Disse kontakter med nabomedlemsstater bør anvendes til at begrænse virkningerne for den frie bevægelighed.

(11)

Da der kun under ekstraordinære omstændigheder og som sidste udvej midlertidigt kan genindføres kontrol ved de indre grænser, bør medlemsstaterne først undersøge, om det ikke er muligt at anvende andre alternative foranstaltninger i stedet for grænsekontrol for effektivt at imødegå den konstaterede trussel, og kun beslutte at genindføre kontrol ved de berørte indre grænser som sidste udvej, når sådanne mindre restriktive foranstaltninger i forbindelse med den grænseoverskridende trafik ikke i tilstrækkelig grad kan imødegå de konstaterede trusler. De berørte medlemsstater bør redegøre for resultatet af disse overvejelser og begrundelsen for valget af grænsekontrol i deres underretning, jf. Schengengrænsekodeksens artikel 27, stk. 1.

(12)

Medlemsstaterne bør i den henseende træffe alle nødvendige foranstaltninger for at fremme og fuldt ud efterkomme Kommissionens henstilling af 12. maj 2017 (C(2017) 3349 final) om forholdsmæssigt afpasset politikontrol og politisamarbejde i Schengenområdet.

(13)

Denne henstilling bør efterkommes under fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder.

(14)

Denne henstilling bør rettes til alle Schengenstater, der er bundet af afsnit III i Eurforordning (EU) 2016/399 (2) —

a)

de sandsynlige virkninger af genindførelsen af en sådan kontrol for den frie bevægelighed for personer inden for området uden kontrol ved de indre grænser

b)

de sandsynlige virkninger af genindførelsen af en sådan kontrol for det indre marked.

a)

i god tid i forvejen høre de medlemsstater, der er berørt af den planlagte genindførelse af grænsekontrol

b)

opretholde et tæt og løbende samarbejde, som gør det muligt løbende at revurdere og tilpasse kontrollen, så den afspejler ændringerne i behovene og virkningerne i marken

c)

være parat til at bistå hinanden med henblik på en effektiv gennemførelse af grænsekontrol, når det er nødvendigt og begrundet.

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/28

(1)

Offentlige udbud er et instrument til at opnå intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Instrumentet vil kunne få en betydelig økonomisk betydning (1) ved at bidrage til Kommissionens dagsorden for vækst, job og grænseoverskridende handel. Produktive, effektive og konkurrencedygtige offentlige udbud er både en hjørnesten for et velfungerende indre marked og en vigtig kanal for europæiske investeringer (2).

(2)

Direktiverne om offentlige udbud, der blev vedtaget i 2014 (3), giver medlemsstaterne en værktøjskasse, der gør dem i stand til at anvende offentlige udbud mere effektivt og strategisk. Offentlige udbud står over for nye udfordringer, da de i stigende grad forventes at: demonstrere, at de fører til størst mulig værdi for de offentlige midler på trods af stadig strammere budgetter, udnytte de muligheder, som digitalisering og markeder i udvikling byder på, bidrage strategisk til horisontale politiske målsætninger og samfundsmæssige værdier som for eksempel innovation, social inklusion og økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, maksimere tilgængeligheden og udvise ansvarlighed med hensyn til at minimere ineffektivitet, spild, uregelmæssigheder, svig og korruption samt opbygge ansvarlige forsyningskæder.

(3)

Det er nødvendigt at sikre effektiv anvendelse af reglerne for offentlige udbud på alle niveauer for at kunne udnytte denne væsentlige løftestang for europæiske investeringer så godt som muligt, som det kommer til udtryk i investeringsplanen for Europa (4), og for at opnå det stærkere indre marked, som Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, opfordrede til i sin tale om Unionens tilstand i 2017. Effektivitet er også blandt de områder inden for offentlige udbud, hvor det i løbet af processen med det europæiske semester er kommet frem, at der er plads til forbedringer.

(4)

Det bør derfor sikres, at offentlige midler anvendes så effektivt som muligt, og offentlige indkøbere bør være i stand til at indkøbe i overensstemmelse med de højeste standarder for professionalisme. Fremme og støtte af professionalisme blandt udbudspraktikere kan hjælpe til, at offentlige udbud indvirker på hele økonomien (5).

(5)

Formålet med at professionalisere offentlige udbud er i bred forstand at afspejle den generelle forbedring af hele den række af færdigheder og kompetencer og al den viden og erfaring, som personer, der leder eller deltager i opgaver i forbindelse med udbud, er i besiddelse af (6). Professionaliseringen skal også omfatte de værktøjer, den støtte og den institutionelle politiske arkitektur, der er nødvendige for at udføre arbejdet effektivt og levere resultater (7). Derfor bør en effektiv professionaliseringspolitik være baseret på en overordnet strategisk tilgang med tre supplerende målsætninger:

(6)

Denne henstilling (8) tilskynder til udvikling og gennemførelse af professionaliseringspolitikker i medlemsstaterne ved at tilbyde en referenceramme, der kan tages op til overvejelse (9). Det ønskede resultat af dette initiativ er at hjælpe medlemsstaterne med at opbygge deres egen professionaliseringspolitik og herigennem styrke udbuddenes profil, indflydelse, virkning og omdømme med hensyn til at opfylde offentlige målsætninger.

(7)

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne og til deres offentlige administrationer, primært på nationalt niveau. Dog bør medlemsstaterne — inden for rammerne af deres centraliserede eller decentraliserede udbudssystemer — yderligere tilskynde ordregivende myndigheder/ordregivere til og støtte dem i at igangsætte professionaliseringsinitiativer. Medlemsstaterne bør derfor gøre organer, der er ansvarlige for offentlige udbud på alle niveauer, samt organer, der sørger for uddannelsen af revisorer og offentlige sagsbehandlere med ansvar for gennemgangen af sager vedrørende offentlige udbud, opmærksomme på denne henstilling —

1.

Medlemsstaterne bør udvikle og gennemføre langsigtede professionaliseringsstrategier for offentlige udbud, der er skræddersyet til deres behov, ressourcer og administrative struktur, og som står alene eller indgår i mere omfattende professionaliseringspolitikker fra den offentlige administrations side. Målet er at tiltrække, udvikle og fastholde færdigheder, fokusere på præstationer og strategiske resultater og få mest muligt ud af de tilgængelige værktøjer og teknikker. Disse strategier bør:

2.

Medlemsstaterne bør også tilskynde ordregivende myndigheder/ordregivere til og støtte dem i at gennemgøre de nationale professionaliseringsstrategier, udvikle professionaliseringsinitiativer samt en egnet institutionel arkitektur og samarbejde med henblik på mere koordinerede, effektive og strategiske udbud baseret på blandt andet:

3.

Medlemsstaterne bør identificere og definere de basisfærdigheder og -kompetencer, som enhver udbudspraktiker bør uddannes i og være i besiddelse af, under hensyntagen til udbudsprojekters tværfaglige karakter, både for specialiserede udbudspraktikere og for beslægtede funktioner samt for dommere og revisorer, som for eksempel:

4.

Medlemsstaterne bør udvikle egnede uddannelsesprogrammer — indledende og livslange — på grundlag af data, en vurdering af behov samt kompetencerammer, hvis de er tilgængelige. De bør for eksempel:

5.

Medlemsstaterne bør også udvikle og støtte de ordregivende myndigheders/ordregivernes anvendelse af solid forvaltning af menneskelige ressourcer, karriereplanlægning og motivationsordninger, der er specifikke for udbudsfunktioner, og som har til formål at tiltrække og fastholde kvalificeret personale på udbudsområdet og tilskynde praktikere til at levere bedre kvalitet og anvende en mere strategisk tilgang til offentlige udbud, som for eksempel:

6.

Medlemsstaterne bør tilskynde til og støtte udvikling og anvendelse af tilgængelige IT-værktøjer, der kan forenkle og forbedre funktionen af udbudssystemer. De bør for eksempel:

7.

Medlemsstaterne bør støtte og fremme integritet som en iboende del af professionel adfærd på individuelt og institutionelt plan ved at levere værktøjer til at sikre, at reglerne overholdes, og at der er gennemsigtighed og retningslinjer vedrørende forebyggelse af uregelmæssigheder. De bør for eksempel:

8.

Medlemsstaterne bør yde rådgivning, der på den ene side skal sikre retssikkerheden med hensyn til EU-ret og national ret samt opfyldelsen af krav, der stammer fra EU's internationale forpligtelser, og på den anden side facilitere og fremme strategisk tænkning, kommerciel dømmekraft og intelligent/informeret beslutningstagning, som for eksempel:

9.

Medlemsstaterne bør fremme udvekslingen af god praksis og yde støtte til udbudspraktikeremed henblik på at sikre professionelle udbudsprocedurer, samarbejde og overførsel af ekspertise. De bør for eksempel:

10.

Der henstilles til, at medlemsstaterne oplyser Kommissionen om foranstaltninger, der træffes i henhold til denne henstilling, når de rapporterer i henhold til artikel 83 i direktiv 2014/24/EU, artikel 45 i direktiv 2014/23/EU og artikel 99 i direktiv 2014/25/EU.