18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/1

(1)

I sin meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« understregede Kommissionen, at der skal skabes gunstige vilkår for investeringer i viden og innovation for at opnå intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i Unionen. Både Europa-Parlamentet og Rådet har godkendt denne strategi.

(2)

De Forenede Nationers Generalforsamling anerkendte ved sine resolutioner af 28. juli 2010 og 18. december 2013 retten til sikkert og rent drikkevand og sanitet som en menneskeret, der er afgørende for at kunne få fuldt udbytte af livet. Den opfordrede også til gradvis realisering af menneskeretten til sikkert drikkevand og understregede internationalt samarbejdes vigtige rolle i denne sammenhæng.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1291/2013 (3) fastlagde rammeprogrammet for forskning og innovation (2014-2020) (»Horisont 2020«). Horisont 2020 har til formål at opnå en større indvirkning på forskning og innovation ved at bidrage til at styrke offentlig-offentlige partnerskaber, herunder gennem Unionens deltagelse i programmer, der iværksættes af flere medlemsstater, med henblik på bæredygtig udvikling.

(4)

Offentlig-offentlige partnerskaber bør sigte mod at udvikle tættere samspil, øge koordineringen og undgå unødig overlapning med EU-forskningsprogrammer og internationale, nationale og regionale forsknings- og innovationsprogrammer og bør fuldt ud overholde de generelle principper i Horisont 2020 med sigte på at styrke forskning og innovation for at bidrage til bæredygtig udvikling, navnlig principperne vedrørende åbenhed og gennemsigtighed.

(5)

I overensstemmelse med artikel 19, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1291/2013 skal forsknings- og innovationsaktiviteter, der gennemføres inden for rammerne af partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA), udelukkende være rettet mod civile anvendelsesformål.

(6)

Forordning (EU) nr. 1291/2013 identificerede »fødevaresikkerhed, bæredygtigt landbrug og skovbrug, havforskning og forskning i indre vandveje og bioøkonomien« og »klimaindsats, miljø, ressourceeffektivitet og råstofforsyning« som to af de prioriterede samfundsmæssige udfordringer, der skal løftes med støtte til investeringer i forskning og innovation. Ligeledes anerkendes det i forordning (EU) nr. 1291/2013, at forsknings- og innovationsaktiviteter rettet mod disse udfordringer skal gennemføres både på EU-plan og på internationalt plan i betragtning af klimaets og miljøets skala, kompleksitet og tværnationale og globale karakter samt den internationale dimension af fødevare- og landbrugsforsyningskæden.

(7)

I forordning (EU) nr. 1291/2013 anerkendes det, at internationalt samarbejde med tredjelande er nødvendigt for at løfte fælles udfordringer effektivt. Internationalt samarbejde inden for forskning og innovation er et vigtigt element i Unionens globale forpligtelser og spiller en vigtig rolle i Unionens partnerskab med de europæiske naboskabslande. I denne forbindelse er Middelhavsområdet af strategisk betydning for Unionen set ud fra en politisk, økonomisk, kulturel, videnskabelig og miljømæssig synsvinkel.

(8)

For at sikre overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1290/2013 (4) bør aktioner, der falder ind under denne afgørelses anvendelsesområde, respektere de grundlæggende rettigheder og overholde de principper, som er anerkendt navnlig i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Sådanne aktioner bør være i overensstemmelse med alle retlige forpligtelser i henhold til international ret, EU-retten, bl.a. relevante kommissionsafgørelser såsom Kommissionens meddelelse af 28. juni 2013 (5), og etiske principper, herunder undgåelse af at krænke forskningsintegriteten.

(9)

I sin meddelelse af 7. juni 2016 om oprettelsen af en ny ramme for partnerskaber med tredjelande som led i den europæiske dagsorden for migration understregede Kommissionen behovet for, at alle politikker, herunder forskning og innovation, anvendes til at imødegå de underliggende årsager til migration gennem en ny samarbejdsmodel, der inddrager private investorer, samt til behovet for at geare begrænsede budgetmidler og at fokusere på små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og bæredygtig infrastruktur.

(10)

PRIMA har til formål at gennemføre et fælles program for at fremme forsknings- og innovationskapacitet og udvikle viden og fælles innovative løsninger til at forbedre effektiviteten, sikkerheden og bæredygtigheden af agrofødevaresystemer og af integreret vandforsyning og -forvaltning i Middelhavsområdet. PRIMA bør bidrage til at nå de nyligt aftalte mål for bæredygtig udvikling og til den kommende EU-strategi for bæredygtig udvikling samt til målene i Parisaftalen.

(11)

Integreret vandforsyning og -forvaltning, herunder genbrug og behandling af vand, betyder, at alle de forskellige former for anvendelse af vandressourcer tages i betragtning.

(12)

Et bæredygtigt agrofødevaresystem bør sigte mod at imødekomme borgernes og miljøets krav til sikre, sunde og økonomisk overkommelige fødevarer og mod at gøre fødevare- og foderforarbejdning, -distribution og -forbrug mere bæredygtige med henblik på at minimere fødevaretab og agrofødevareaffald.

(13)

For så vidt angår vandressourcer og agrofødevaresystemer er åben, demokratisk og deltagerorienteret forvaltning af afgørende betydning for at sikre, at de mest omkostningseffektive løsninger gennemføres til gavn for hele samfundet.

(14)

For at sikre at de tredjelande, som ikke er associeret med Horisont 2020, nemlig Algeriet, Egypten, Jordan, Libanon og Marokko, deltager i PRIMA, er der behov for internationale aftaler om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Unionen og disse tredjelande, så de bliver omfattet af det retsgrundlag, som oprettes med denne afgørelse.

(15)

I overensstemmelse med målene for Horisont 2020 bør enhver anden medlemsstat og ethvert andet tredjeland, som er associeret med Horisont 2020, være berettiget til at deltage i PRIMA, hvis landet forpligter sig til at bidrage til finansieringen af PRIMA og til at træffe de lovgivningsmæssige, reguleringsmæssige, administrative og andre foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte Unionens finansielle interesser.

(16)

For at sikre den fælles implementering af PRIMA bør der etableres en implementeringsstruktur (»PRIMA-IS«). PRIMA-IS bør være modtager af Unionens finansielle bidrag og bør sikre, at PRIMA implementeres effektivt og gennemsigtigt.

(17)

For at opfylde målene med PRIMA bør det være muligt for ethvert andet tredjeland, som ikke er associeret med Horisont 2020, navnlig landene i det sydlige Middelhavsområde, at deltage, hvis landet forpligter sig til at bidrage til finansieringen af PRIMA, og hvis PRIMA-IS godkender dets deltagelse. Landets deltagelse bør også fastlægges i den relevante internationale aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem dette tredjeland og Unionen.

(18)

Unionens finansielle bidrag bør forudsætte, at deltagerlandene formelt giver tilsagn om at bidrage til finansieringen af PRIMA, og at disse tilsagn opfyldes og gennemføres i overensstemmelse med denne afgørelse. Deltagerlandene bør have fleksibilitet til at vælge at bidrage finansielt til PRIMA-IS med henblik på at finansiere indirekte aktioner og dermed opnå en høj grad af finansiel integration. Deltagerlandene bør endvidere bidrage finansielt eller i form af naturalier til aktiviteter, som gennemføres uden Unionens finansielle bidrag, og til den del af PRIMA-IS's administrationsbudget, der ikke dækkes af Unionens finansielle bidrag. Den periode, hvor deltagerlandene skal yde deres bidrag, bør være klart defineret.

(19)

Der bør fastlægges et loft for Unionens finansielle bidrag til PRIMA med finansiering fra Horisont 2020. Under dette loft bør Unionens finansielle bidrag svare til deltagerlandenes bidrag til PRIMA for at opnå en stor løftestangseffekt og sikre en stærkere integration af deltagerlandenes programmer. Det bør være muligt at anvende en begrænset del af Unionens finansielle bidrag til at dække PRIMA-IS's administrationsomkostninger. Der bør sikres effektiv forvaltning af PRIMA, og de administrative omkostninger bør holdes på et så lavt niveau som muligt.

(20)

For at undgå en langvarig implementering af PRIMA bør der fastsættes en frist for iværksættelsen af de sidste aktiviteter, som skal finansieres, herunder de sidste indkaldelser af forslag.

(21)

PRIMA-aktiviteterne bør være i overensstemmelse med målene og prioriteterne for forskning og innovation i Horisont 2020 og med de generelle principper og betingelser i artikel 26 i forordning (EU) nr. 1291/2013. PRIMA bør tage højde for definitionerne fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling vedrørende det teknologiske modenhedsniveau i klassificeringen af teknologisk forskning, produktudvikling og demonstrationsaktiviteter.

(22)

PRIMA bør støtte alle former for forsknings- og innovationsaktiviteter, herunder forsknings-, udviklings- og innovationsprojekter, innovative demonstrations- og pilotanlæg, kapacitetsopbygning, uddannelse, oplysnings- og formidlingsaktioner samt forskeres mobilitet, og omfatte en bred vifte af teknologiske modenhedsniveauer og sikre en passende balance mellem små og store projekter.

(23)

Med henblik på større indvirkning bør der tilstræbes sammenhæng mellem PRIMA og andre forsknings- og innovationsprojekter inden for rammerne af Horisont 2020 såsom videns- og innovationsfællesskabet for fødevarer (»Food KIC«) under Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi eller andre EU-instrumenter såsom det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, og mulige overlapninger bør undgås.

(24)

PRIMA bør implementeres på grundlag af årlige arbejdsplaner, der fastlægger de aktiviteter, der skal gennemføres i et givet år. PRIMA-IS bør regelmæssigt overvåge resultaterne af indkaldelser af forslag og de aktioner, som den finansierer, og vurdere, i hvilken grad videnskabelige emner, forventet indvirkning og overtegning med hensyn til forslag over tærsklen, som ikke kunne finansieres, er tilstrækkeligt imødegået. I begrundede tilfælde bør PRIMA-IS gennemføre korrigerende aktioner ved at ændre den årlige arbejdsplan eller i efterfølgende årlige arbejdsplaner.

(25)

For at nå målene i PRIMA bør PRIMA-IS primært yde finansiel støtte i form af tilskud til deltagere i aktioner finansieret af PRIMA-IS. Disse aktioner bør udvælges efter åbne indkaldelser af konkurrerende forslag under PRIMA-IS's ansvar.

(26)

Barrierer, der hindrer nytilkomnes deltagelse i PRIMA-aktiviteter, bør overvåges og imødegås.

(27)

I bestræbelserne på at nå PRIMA's mål og i overensstemmelse med de gældende regler og principper såsom princippet om videnskabelig topkvalitet bør PRIMA-IS gennem den årlige arbejdsplan sigte mod, at en passende del af dens finansiering, omkring 25 % af Unionens finansielle bidrag, som afspejler de tilsagn, som partnerlandene i Middelhavsområdet har givet over for PRIMA, ydes til retlige enheder, som er etableret i udpegede tredjelande, der betragtes som deltagerlande.

(28)

Forslagsindkaldelser, der forvaltes af PRIMA-IS, bør også offentliggøres på den fælles deltagerportal og via andre elektroniske formidlingsmetoder under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen.

(29)

PRIMA-IS bør gøre oplysninger om gennemførelse af de aktioner, der finansieres, offentligt tilgængelige.

(30)

Unionens finansielle bidrag bør forvaltes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og med reglerne om indirekte forvaltning, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (6) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (7).

(31)

For at beskytte Unionens finansielle interesser bør Kommissionen have ret til at indstille, nedsætte eller tilbageholde Unionens finansielle bidrag, hvis PRIMA implementeres utilstrækkeligt, delvist eller forsinket, eller hvis deltagerlandene ikke bidrager eller bidrager delvist eller forsinket til finansieringen af PRIMA.

(32)

I overensstemmelse med Horisont 2020's overordnede mål om at opnå større forenkling bør regelsæt, der afviger fra Horisont 2020's regelsæt, undgås. Deltagelse i indirekte aktioner, der finansieres af PRIMA-IS, sker derfor i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1290/2013. På grund af PRIMA's enestående mål og specifikke operationelle behov er det imidlertid nødvendigt at fastsætte et begrænset antal undtagelser i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 1, stk. 3.

(33)

For at tage højde for de særlige forhold, som følger af PRIMA's geografiske rækkevidde, er undtagelser fra artikel 9, stk. 1, litra b), og stk. 3, i forordning (EU) nr. 1290/2013 nødvendige for at tilpasse minimumsbetingelserne for at kunne deltage i indirekte aktioner. Med henblik på tilpasning til de særlige forhold i forbindelse med PRIMA bør det mindste antal deltagere som en undtagelse til artikel 9, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 1290/2013 navnlig være tre retlige enheder etableret i tre forskellige deltagerlande, hvilket vil fremme et afbalanceret Euro-Middelhavs-samarbejde. En undtagelse til artikel 9, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1290/2013 er også nødvendig for at sikre, at minimumsbetingelserne for deltagelse i indirekte aktioner ikke diskriminerer enheder etableret i tredjelande, der er deltagerlande.

(34)

Undtagelser fra artikel 10, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 1290/2013 er nødvendige for at sikre, at det som hovedregel kun er retlige enheder, som er etableret i et deltagerland eller oprettet i henhold til EU-retten, eller internationale organisationer af europæisk interesse, der er støtteberettigede. PRIMA-IS bør dog også kunne finansiere støttemodtagere, der er etableret i et land, som ikke er et deltagerland, forudsat at PRIMA-IS betragter en sådan deltagelse som afgørende, eller hvis der ydes finansiering i henhold til en international aftale eller ordning. Sådanne enheders deltagelse bør overvåges af PRIMA-IS.

(35)

Med henblik på forenkling bør den administrative byrde stå i nøje forhold til de forventelige virkninger for alle parter. Dobbeltrevision og uforholdsmæssig byrdefuld dokumentation eller rapportering bør undgås. Når der foretages revisioner, bør der om nødvendigt tages hensyn til de nationale programmers særlige forhold.

(36)

Revisioner af modtagere af EU-midler, der tildeles i henhold til denne afgørelse, bør sikre, at den administrative byrde nedbringes i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1291/2013.

(37)

Unionens finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssigt afpassede foranstaltninger i hele udgiftscyklussen, herunder forebyggelse, påvisning og undersøgelse af uregelmæssigheder, tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og efter omstændighederne ved anvendelse af administrative sanktioner i overensstemmelse med forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012.

(38)

Kommissionen bør under hensyntagen til deltagerlandenes synspunkter og de synspunkter, som en lang række interesserede parter har givet udtryk for, foretage en foreløbig evaluering til vurdering af navnlig PRIMA's kvalitet og effektivitet og fremskridtene med opfyldelsen af de fastlagte målsætninger samt en afsluttende evaluering og bør udarbejde rapporter om disse evalueringer.

(39)

På anmodning fra Kommissionen bør PRIMA-IS og deltagerlandene indsende alle de oplysninger, som Kommissionen har behov for til rapporterne om evaluering af PRIMA, og bør i denne forbindelse tilskyndes til at anvende et harmoniseret format.

(40)

Målet for denne afgørelse er at styrke integrationen og tilpasningen af forsknings- og innovationssystemer og -aktiviteter i Middelhavslande inden for agrofødevaresystemer for at gøre dem bæredygtige samt inden for integreret vandforsyning og -forvaltning. Omfanget af den forskning og innovation, som er nødvendig for at løfte udfordringerne i Middelhavsområdet, er enormt på grund af den systemiske karakter af de væsentligste flaskehalse. Forskning og innovation har et komplekst og tværfagligt anvendelsesområde og kræver en grænseoverskridende tilgang med flere aktører. Et samarbejde med en lang række deltagerlande kan bidrage til at øge det nødvendige omfang og anvendelsesområde ved at samle finansielle og intellektuelle ressourcer. Målet for denne afgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan ved at integrere nationale tiltag i en konsekvent EU-strategi, ved at samle fragmenterede nationale forsknings- og innovationsprogrammer, ved at bidrage til at udarbejde fælles forsknings- og finansieringsstrategier på tværs af nationale grænser og ved at opnå den kritiske masse af aktører og investeringer bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(41)

Unionen bør derfor deltage i PRIMA —

a)

de opfylder betingelsen i artikel 4, stk. 1, litra c), og overholder navnlig artikel 11, stk. 5

b)

PRIMA's implementeringsstruktur (»PRIMA-IS«) godkender deres deltagelse i PRIMA efter at have undersøgt relevansen af deres deltagelse med henblik på at nå PRIMA's mål, og

c)

de indgår en international aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde med Unionen, der fastlægger vilkårene og betingelserne for deres deltagelse i PRIMA.

a)

formulering af en langsigtet fælles strategisk dagsorden for agrofødevaresystemer for at gøre dem bæredygtige og for integreret vandforsyning og -forvaltning

b)

fokus i relevante nationale forsknings- og innovationsprogrammer på gennemførelse af den strategiske dagsorden

c)

inddragelse af alle relevante offentlige og private aktører i gennemførelsen af den strategiske dagsorden ved at samle viden og finansielle ressourcer for at opnå den nødvendige kritiske masse

d)

styrkelse af kapaciteten til forsknings- og innovationsfinansiering og af gennemførelseskapaciteten for alle involverede aktører, herunder SMV'er, den akademiske verden, ikkestatslige organisationer og lokale forskningscentre.

a)

finansiere de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a)

b)

dække PRIMA-IS's administrationsomkostninger op til højst 6 % af Unionens finansielle bidrag, jf. denne artikels stk. 1.

a)

at deltagerlandene dokumenterer, at PRIMA er oprettet i overensstemmelse med denne afgørelse

b)

at deltagerlandene eller organisationer udpeget af deltagerlandene udpeger en enhed med status som juridisk person som omhandlet i artikel 58, stk. 1, litra c), nr. vi), i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 som PRIMA-IS, der er ansvarlig for at implementere PRIMA effektivt, for at modtage, tildele og overvåge Unionens finansielle bidrag, jf. denne afgørelses artikel 3, stk. 1, samt deltagerlandenes bidrag, hvor dette er relevant, og for at sikre, at der iværksættes alle nødvendige aktioner for at nå PRIMA's mål

c)

at hvert deltagerland forpligter sig til at bidrage til finansieringen af PRIMA med et tilstrækkeligt bidrag fra nationale ressourcer, der er relevante for PRIMA's mål

d)

at PRIMA-IS dokumenterer sin kapacitet til at implementere PRIMA, herunder at modtage, tildele og overvåge Unionens finansielle bidrag, jf. denne afgørelses artikel 3, stk. 1, i forbindelse med indirekte forvaltning af Unionens budget i overensstemmelse med artikel 58, 60 og 61 i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012

e)

at der oprettes en effektiv forvaltningsmodel for PRIMA i overensstemmelse med artikel 12

f)

at PRIMA-IS efter at have opnået Kommissionens godkendelse vedtager de fælles principper, der er omhandlet i artikel 6, stk. 9.

a)

at PRIMA-IS gennemfører målene i artikel 2 og aktiviteterne i artikel 6

b)

at der opretholdes en hensigtsmæssig og effektiv forvaltningsmodel i overensstemmelse med artikel 12

c)

at PRIMA-IS opfylder rapporteringskravene i artikel 60, stk. 5, i forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012

d)

at deltagerlandene opfylder de forpligtelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra c).

a)

hvor det er relevant, finansielle bidrag til PRIMA-IS med henblik på at finansiere indirekte aktioner, jf. artikel 6, stk. 1, litra a)

b)

finansielle bidrag eller bidrag i form af naturalier til gennemførelse af aktiviteter, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), og

c)

finansielle bidrag eller bidrag i form af naturalier til den del af PRIMA-IS's administrationsbudget, der ikke dækkes af Unionens finansielle bidrag, jf. artikel 3, stk. 3, litra b).

a)

indirekte aktioner, jf. forordning (EU) nr. 1290/2013 og (EU) nr. 1291/2013, finansieret af PRIMA-IS i overensstemmelse med denne afgørelses artikel 7, primært i form af tilskud efter tværnationale åbne indkaldelser af konkurrerende forslag arrangeret af PRIMA-IS, herunder:

b)

aktiviteter, der finansieres af deltagerlandene uden Unionens finansielle bidrag, jf. artikel 3, stk. 1, og som består af:

a)

Forslagene skal vedrøre tværnationale projekter med deltagelse af mindst tre uafhængige retlige enheder, som er etableret i tre forskellige lande, der på tidspunktet for udløbet af indsendelsesfristen for den relevante indkaldelse af forslag betragtes som deltagerlande i henhold til denne afgørelse, hvoraf:

b)

Forslagene udvælges efter tværnationale indkaldelser af forslag og evalueres med bistand fra mindst tre uafhængige eksperter på grundlag af følgende tildelingskriterier: topkvalitet, virkning og gennemførelsens kvalitet og effektivitet.

c)

Forslagene prioriteres efter evalueringsresultaterne. Udvælgelsen foretages af PRIMA-IS og bør følge den nævnte prioritering. Deltagerlandene aftaler en passende finansieringsmåde, der giver mulighed for at finansiere så mange forslag over tærsklen som muligt på grundlag af denne prioritering, navnlig ved at tilvejebringe reservebeløb til de nationale bidrag til indkaldelser af forslag. Hvis et eller flere projekter ikke kan finansieres, kan de projekter, der følger umiddelbart efter i prioriteringen, udvælges.

a)

mindst én er etableret i en medlemsstat eller et tredjeland, der er associeret med Horisont 2020, og som ikke er omfattet af litra b), og

b)

mindst én er etableret i et tredjeland, der er nævnt i artikel 1, stk. 2, eller i et tredjeland, som grænser op til Middelhavet.

a)

retlige enheder, der er etableret i et deltagerland, eller som er oprettet i henhold til EU-retten

b)

internationale organisationer af europæisk interesse som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 12), i forordning (EU) nr. 1290/2013.

a)

deltagelsen anses af PRIMA-IS som afgørende for gennemførelsen af aktionen

b)

denne form for finansiering fastsættes i en bilateral aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde eller i andre aftaler mellem Unionen og den internationale organisation eller, for enheder etableret i et land, der ikke er et deltagerland, det land, som den retlige enhed er etableret i.

a)

kravene til PRIMA-IS's bidrag til de resultatindikatorer, der er fastlagt i bilag II til afgørelse 2013/743/EU

b)

kravene til PRIMA-IS's bidrag til den overvågning, der er omhandlet i bilag III til afgørelse 2013/743/EU

c)

de specifikke resultatindikatorer for PRIMA-IS's funktionsmåde

d)

kravene til PRIMA-IS vedrørende tilvejebringelse af oplysninger om administrationsomkostninger og om detaljerede tal for implementeringen af PRIMA

e)

ordningerne vedrørende tilvejebringelse af de data, der er nødvendige for at sikre, at Kommissionen kan opfylde sine forpligtelser med hensyn til formidling og rapportering

f)

ordningerne vedrørende Kommissionens godkendelse eller afvisning af udkastet til den årlige arbejdsplan, de fælles principper, jf. artikel 6, stk. 9, og deltagerlandenes rapporteringskrav, inden de vedtages af PRIMA-IS, og

g)

bestemmelser vedrørende offentliggørelse af forslagsindkaldelser fra PRIMA-IS, navnlig på den fælles deltagerportal, og via andre elektroniske formidlingsmetoder under Horisont 2020, som forvaltes af Kommissionen.

a)

en bestyrelse, som har en formand og en medformand

b)

et styringsudvalg

c)

et sekretariat under ledelse af en direktør

d)

et videnskabeligt rådgivende udvalg.

a)

den årlige arbejdsplan

b)

de fælles principper, jf. artikel 6, stk. 9, og

c)

kravene for deltagerlandenes rapportering til PRIMA-IS.

a)

gennemføre den årlige arbejdsplan

b)

yde støtte til de andre organer i PRIMA-IS

c)

overvåge og rapportere om implementeringen af PRIMA

d)

forvalte Unionens finansielle bidrag, jf. artikel 3, stk. 1, og deltagerlandenes finansielle bidrag og rapportere om deres anvendelse

e)

øge synligheden af PRIMA gennem oplysning og kommunikation

f)

samarbejde med Kommissionen i overensstemmelse med delegationsaftalen, jf. artikel 8

g)

sikre gennemsigtighed af PRIMA's aktiviteter.

a)

rådgive bestyrelsen om strategiske prioriteter og behov

b)

rådgive bestyrelsen om indholdet og omfanget af udkastet til den årlige arbejdsplan fra et videnskabeligt og teknisk synspunkt

c)

gennemgå de videnskabelige og tekniske aspekter af implementeringen af PRIMA og afgive en udtalelse om dets årlige rapport.

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/16

(1)

Den 6. februar 2017 noterede Rådet sig, at smugling af migranter og menneskehandel bidrager til at destabilisere den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Libyen.

(2)

Den 17. juli 2017 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2017/1338 (3), hvori der pålægges restriktioner for eksport til Libyen af visse varer, der kan anvendes til smugling af migranter og menneskehandel.

(3)

Det er nødvendigt at indføre forskrifter på EU-plan for at gennemføre foranstaltningerne, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender dem på samme måde.

(4)

Forordning (EU) 2016/44 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

1.   Der kræves forhåndstilladelse til:

2.   Bilag VII skal omfatte produkter, der kan anvendes til smugling af migranter og menneskehandel.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på medlemsstaternes myndigheders direkte eller indirekte salg, levering, overførsel eller eksport af varer, der er fastsat i bilag VII, samt ydelse af teknisk bistand, mæglervirksomhed, finansiering eller finansiel bistand i forbindelse med disse varer til den libyske regering eller dennes agenturer.

4.   Den pågældende kompetente myndighed må ikke give tilladelse, jf. stk. 1, hvis der er rimelig grund til at antage, at varerne vil blive anvendt til smugling af migranter og menneskehandel.

5.   Hvis en kompetent myndighed som anført i bilag IV afslår at udstede tilladelse eller annullerer, suspenderer, i væsentlig grad ændrer eller tilbagekalder en tilladelse i overensstemmelse med denne artikel, underretter den berørte medlemsstat de øvrige medlemsstater og Kommissionen herom og forsyner dem med de relevante oplysninger.«

2)

I artikel 20 indsættes følgende litra:

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/19

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1183/2005 (2) gives afgørelse 2010/788/FUSP (3) virkning, og der indføres visse foranstaltninger mod personer, der bryder våbenembargoen over for Den Demokratiske Republik Congo, herunder ved at indefryse deres aktiver.

(2)

FN's Sikkerhedsråds resolution (»UNSCR«) 2360 (2017) af 21. juni 2017 ændrede kriterierne for, hvilke personer og enheder der skal være omfattet af de restriktive foranstaltninger, der er fastlagt i punkt 9 og 11 i FN's Sikkerhedsråds resolution 1807 (2008). Afgørelse (EU) 2017/1340 giver FN's Sikkerhedsråds resolution 2360 (2017) virkning.

(3)

Da afgørelse (EU) 2017/1340 falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er lovgivning på EU-plan nødvendig for at give nævnte afgørelse virkning, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstaterne anvender den ensartet.

(4)

Forordning (EF) nr. 1183/2005 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/20

(1)

Rådet vedtog den 18. januar 2012 forordning (EU) nr. 36/2012.

(2)

I lyset af den alvorlige situation i Syrien, navnlig det syriske regimes anvendelse af kemiske våben og dets involvering i spredning af kemiske våben, bør 16 personer tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag II til forordning (EU) nr. 36/2012.

(3)

Bilag II til forordning (EU) nr. 36/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/24

(1)

I Kommissionens forordning (EU) nr. 642/2010 (2) fastlægges der regler om beregningen og fastsættelsen af importtolden for visse produkter. For blød hvede, hård hvede og majs kan importtolden afhænge af forskellen mellem det importerede produkts faktiske kvalitet og kvaliteten af det produkt, der står opført på importlicensen. Med henblik herpå foretager toldstedet kvalitative analyser af repræsentative prøver, og der stilles yderligere sikkerhed.

(2)

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1237 (3) indeholder bestemmelser for, hvornår der kræves importlicens. Der kræves ikke længere importlicens for kornprodukter, når de angives til overgang til fri omsætning på andre betingelser end dem, der gælder for toldkontingenter. Som følge deraf er kravet om sikkerhedsstillelse for importlicenser for de produkter, der nævnes i artikel 12, litra a), i Kommissionens forordning (EF) nr. 1342/2003 (4), udgået.

(3)

Artikel 2, stk. 4, i forordning (EU) nr. 642/2010 indeholder bestemmelser om nedsættelse af importtolden i visse lossehavne, hvilket toldmyndighederne skal udstede en attest for i overensstemmelse med modellen i bilag I til nævnte forordning. Modellen omfatter stadig en henvisning til importlicensnummeret som en yderligere oplysning vedrørende selve importlicensen. For ydermere at undgå forvirring bør udtrykket »certifikat« erstattes af »dokument«.

(4)

Artikel 3, stk. 4, og artikel 6, stk. 1 og 2, i forordning (EU) nr. 642/2010 indeholder bestemmelser om yderligere sikkerhedsstillelse med undtagelse af tilfælde, hvor importlicensen ledsages af visse overensstemmelsescertifikater. I de nævnte artikler og i artikel 7, stk. 4, bør henvisninger til »importlicenser« og den tilknyttede sikkerhed udgå eller erstattes med henvisninger til angivelsen om overgang til fri omsætning. Samtidig bør udtrykket »yderligere sikkerhed« erstattes med et mere passende udtryk.

(5)

Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør henvisningerne til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (5), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 450/2008 (6) og Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (7) erstattes af henvisninger til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (8) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (9).

(6)

Forordning (EU) nr. 642/2010 bør derfor ændres.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

1)

Artikel 1, stk. 3, affattes således:

»3.   De toldsatser i den fælles toldtarif, som er omhandlet i stk. 1, er dem, der finder anvendelse på det tidspunkt, der henvises til i artikel 172, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 (*1).

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1).«"

2)

Artikel 2, stk. 4, andet afsnit, affattes således:

»Toldmyndigheden i lossehavnen udsteder et dokument for mængden af hvert losset produkt efter modellen i bilag I. Den i første afsnit omhandlede toldnedsættelse indrømmes kun, hvis dokumentet følger varen indtil det tidspunkt, hvor importtoldformaliteterne afsluttes.«

3)

Artikel 3, stk. 3 og 4, affattes således:

»3.   Bestemmelserne om særligt anvendelsesformål i artikel 254, stk. 1, 4 og 5, i forordning (EU) nr. 952/2013 anvendes.

4.   Uanset artikel 211, stk. 3, litra c), i forordning (EU) nr. 952/2013 stiller importøren over for den kompetente myndighed en særlig sikkerhed på 24 EUR pr. ton for glasset majs, undtagen hvis angivelsen om overgang til fri omsætning ledsages af et overensstemmelsescertifikat udstedt af den argentinske myndighed Servicio Nacional de Sanidad y Calidad Agroalimentaria (Senasa) i overensstemmelse med nærværende forordnings artikel 7, stk. 2, første afsnit, litra a).

Hvis den gældende told på dagen for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning er på under 24 EUR pr. ton for majs, skal denne særlige sikkerhedsstillelse dog kun svare til toldbeløbet.«

4)

Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1.   For blød hvede af høj kvalitet stiller importøren over for den kompetente myndighed en særlig sikkerhed på 95 EUR pr. ton på dagen for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning, undtagen hvis angivelsen ledsages af et overensstemmelsescertifikat udstedt af Federal Grain Inspection Service (FGIS) eller Canadian Grain Commission (CGC) i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, første afsnit, litra b) eller c).

Hvis importtolden dog suspenderes for alle kvalitetskategorier af blød hvede i henhold til artikel 219 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (*2), kræves der ikke en særlig sikkerhedsstillelse for hele den periode, i hvilken importtolden er suspenderet.

2.   For hård hvede stiller importøren over for den kompetente myndighed en særlig sikkerhed på dagen for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning, undtagen hvis angivelsen ledsages af et overensstemmelsescertifikat udstedt af Federal Grain Inspection Service (FGIS) eller Canadian Grain Commission (CGC) i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, første afsnit, litra b) eller c).

Størrelsen af den særlige sikkerhedsstillelse er lig med forskellen mellem den højeste importtold og tolden for den anførte kvalitet på dagen for antagelsen af angivelsen om overgang til fri omsætning plus et tillæg på 5 EUR pr. ton. Hvis den gældende importtold for de forskellige kvaliteter af hård hvede er nul, kræves der dog ingen særlig sikkerhedsstillelse.

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671).«"

5)

Artikel 7, stk. 2, første afsnit, affattes således:

»2.   Følgende overensstemmelsescertifikater anerkendes officielt af Kommissionen i henhold til de principper, der er fastlagt i artikel 58 og 59 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (*3):

(*3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558).«"

6)

Artikel 7, stk. 4, affattes således:

»4.   Hvis analyseresultaterne viser, at den sending blød hvede af høj kvalitet, hård hvede eller glasset majs, der importeres, er af en lavere standardkvalitet end den, der er angivet i angivelsen om overgang til fri omsætning, skal importøren betale forskellen mellem importtolden for det i angivelsen anførte produkt og for det faktisk importerede produkt. I så fald frigives den særlige sikkerhed, der er omhandlet i artikel 3, stk. 4, og artikel 6, stk. 1 og 2, bortset fra det tillæg på 5 EUR pr. ton, der er nævnt i artikel 6, stk. 2, andet afsnit.

Hvis den i første afsnit nævnte forskel ikke betales inden for en måned, fortabes den særlige sikkerhed, der er omhandlet i artikel 3, stk. 4, og artikel 6, stk. 1 og 2.«

7)

Bilag I erstattes af teksten i bilaget til denne forordning.

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/29

(1)

Som et resultat af aftalen mellem Unionen og Amerikas Forenede Stater, der blev indgået ved Rådets afgørelse 2013/125/EU (2), ændrede Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 624/2013 (3) bilag I til forordning (EF) nr. 32/2000 med virkning fra den 1. juli 2013 med henblik på at åbne et nyt GATT-bundet toldkontingent på 1 550 ton for import til Unionen af tilberedte fødevarer, ikke andetsteds tariferet eller omfattet af KN-kode 2106 90 98, med oprindelse i Amerikas Forenede Stater.

(2)

Eftersom landespecifikke toldkontingenter tildeles på grundlag af varers oprindelse, blev det anset for passende — i bilag I til forordning (EF) nr. 32/2000 — at indføre en forpligtelse til at fremlægge et oprindelsescertifikat i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning om varers ikke-præferenceoprindelse, hver gang angivelsen om overgang til fri omsætning vedrører tilberedte fødevarer, som efter hensigten skal være omfattet af det nye toldkontingent.

(3)

Ved brev af 26. april 2016 anmodede Amerikas Forenede Stater imidlertid om at få denne forpligtelse afskaffet. I brevet forklares det, at de varer, som er omfattet af toldkontingentet, eksporteres fra mange forskellige steder i Amerikas Forenede Stater, og at selv om udstedelsen af certifikater er decentraliseret, så gør de ressourcer, der kræves for at overholde bestemmelserne vedrørende et sådant papirbaseret certificeringssystem, opgaven ekstremt vanskelig.

(4)

Hvad angår risikoen for at varer, som ikke har oprindelse i Amerikas Forenede Stater, vil kunne importeres under toldkontingentet, hvis forpligtelsen afskaffes, er det i henhold til artikel 61 i forordning (EU) nr. 952/2013 (4) allerede muligt for toldmyndighederne at kræve, at klarererne skal fremlægge yderligere bevis for varernes oprindelse, jf. artikel 57-59 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 (5). Den korrekte anvendelse af reglerne kan således sikres, også selv om forpligtelsen til at fremlægge et oprindelsescertifikat fjernes for at lette eksportørernes administrative byrde.

(5)

I betragtning af disse ekstraordinære omstændigheder er det derfor hensigtsmæssigt at tillade importører af disse varer at anvende toldkontingentet uden fremlæggelse af et oprindelsescertifikat.

(6)

Forordning (EF) nr. 32/2000 bør derfor ændres.

(7)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/31

(1)

Bilag IV til forordning (EF) nr. 329/2007 indeholder en liste over de personer, enheder og organer, der er udpeget af Sanktionskomitéen eller af FN's Sikkerhedsråd, og som dermed er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer i medfør af nævnte forordning.

(2)

Bilag V til forordning (EF) nr. 329/2007 indeholder en liste over de personer, enheder og organer, som Rådet har udpeget, da de ikke er opført på listen i bilag IV, og som ifølge forordningen er omfattet af indefrysningen af pengemidler og økonomiske ressourcer.

(3)

Den 5. juni 2017 ændrede Sanktionskomitéen oplysningerne om to enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

(4)

Den 2. juni 2017 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 2356 (2017), som tilføjede 14 fysiske personer og fire enheder til listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. Disse personer og enheder er blevet føjet til bilag IV til forordning (EF) nr. 329/2007 ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/970 (2). Nogle af disse personer og enheder bør derfor udgå af bilag V til forordning (EF) nr. 329/2007, idet de nu er opført i bilag IV.

(5)

Bilag IV og V bør derfor ændres —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/35

(1)

I artikel 13 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (2) er der fastsat en margen til uforudsete udgifter på op til 0,03 % af Unionens bruttonationalindkomst.

(2)

Kommissionen har i henhold til artikel 6 i forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 beregnet det absolutte beløb for margenen til uforudsete udgifter i 2014 (3).

(3)

Ved afgørelse (EU) 2015/435 (4) mobiliserede Europa-Parlamentet og Rådet margenen til uforudsete udgifter for at stille yderligere betalingsbevillinger til rådighed i 2014, som skal modregnes i 2018-2020.

(4)

I henhold til den mellemfristede betalingsprognose, der blev fremlagt i forbindelse med midtvejsgennemgangen, forventes der et pres på de årlige betalingslofter i årene 2018-2020.

(5)

Budgetforslaget for 2017 viser, at der findes en margen under betalingsloftet på 9,6 mia. EUR, hvilket giver mulighed for at modregne det fulde beløb, der blev mobiliseret i 2014.

(6)

Afgørelse (EU) 2015/435 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

Margenen til uforudsete udgifter mobiliseres for at forsyne Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014 med et beløb på 2 818 233 715 EUR i betalingsbevillinger ud over det betalingsloft, der er fastsat i den flerårige finansielle ramme (FFR).«

2)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Beløbet på 2 818 233 715 EUR modregnes via margenen under betalingsloftet for 2017.«

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/37

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1005/2008 (»IUU-forordningen«) indføres der en EU-ordning, som skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (»IUU-fiskeri«).

(2)

I IUU-forordningens kapitel VI fastlægges proceduren for identifikation af ikkesamarbejdende tredjelande, det fastsættes, hvilke foranstaltninger der kan træffes over for lande, der er identificeret som ikkesamarbejdende tredjelande, ligesom der fastsættes bestemmelser om opstilling af en liste over sådanne tredjelande, fjernelse fra listen, offentliggørelse af listen samt bestemmelser om hasteforanstaltninger.

(3)

Den 24. marts 2014 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU (2), der fastsatte en liste over ikkesamarbejdende tredjelande hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri i henhold til IUU-forordningen.

(4)

I overensstemmelse med artikel 32 i IUU-forordningen meddelte Kommissionen ved afgørelse af 1. oktober 2015 (»afgørelse af 1. oktober 2015«) (3) Unionen Comorerne (»Comorerne«), at det muligvis kunne blive identificeret som et land, som Kommissionen betragter som et ikkesamarbejdende tredjeland.

(5)

I afgørelsen af 1. oktober 2015 gjorde Kommissionen rede for de vigtigste kendsgerninger og overvejelser, der ligger bag en eventuel identifikation.

(6)

Afgørelsen af 1. oktober 2015 blev meddelt Comorerne ledsaget af et brev dateret samme dag, hvori Comorerne blev opfordret til i tæt samarbejde med Kommissionen at gennemføre en handlingsplan for at afhjælpe de konstaterede mangler.

(7)

Kommissionen opfordrede navnlig Comorerne til: i) at træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre foranstaltningerne i den af Kommissionen foreslåede handlingsplan, ii) at vurdere gennemførelsen af disse foranstaltninger og iii) hver sjette måned at sende en detaljeret evalueringsrapport til Kommissionen om gennemførelsen af hver af disse foranstaltninger, herunder om, hvor effektivt de enkeltvis eller samlet bidrager til at sikre en fiskerikontrolordning, der fuldt ud lever op til reglerne.

(8)

Comorerne fik mulighed for at svare skriftligt eller mundtligt på afgørelsen af 1. oktober 2015 såvel som på andre relevante oplysninger, Kommissionen havde fremsendt, således at det kunne fremlægge bevismateriale med henblik på at modbevise eller supplere de forhold, der er anført i afgørelsen af 1. oktober 2015. Comorerne blev sikret retten til at anmode om eller forelægge yderligere oplysninger.

(9)

Ved sin afgørelse af 1. oktober 2015 og sit brev indledte Kommissionen en dialog med Comorerne og understregede, at en periode på seks måneder i princippet burde være tilstrækkeligt til at nå en aftale.

(10)

Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige. De mundtlige og skriftlige bemærkninger, som Comorerne fremsendte i forlængelse af afgørelsen af 1. oktober 2015, blev vurderet og taget i betragtning. Comorerne blev underrettet enten mundtligt eller skriftligt om Kommissionens overvejelser.

(11)

Kommissionen kom imidlertid frem til, at Comorerne ikke i tilstrækkelig grad havde behandlet de forhold og mangler, som var beskrevet i afgørelsen af 1. oktober 2015. Kommissionen konkluderede endvidere, at foranstaltningerne i handlingsplanen ikke var blevet gennemført fuldt ud. Som konsekvens vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/889 (4), hvorved Comorerne identificeredes som et ikkesamarbejdende tredjeland hvad angår bekæmpelsen af IUU-fiskeri.

(12)

Baseret på de undersøgelser og dialoger, som Kommissionen har udført, herunder den udvekslede korrespondance og de afholdte møder, og de bagvedliggende årsager til afgørelsen af 1. oktober 2015 og gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/889, er det passende at opføre Comorerne på listen over ikkesamarbejdende tredjelande hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri.

(13)

I henhold til artikel 34, stk. 1, i IUU-forordningen fjerner Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen et tredjeland fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande, hvis det pågældende tredjeland godtgør, at den situation, der berettigede, at det blev opført på listen, er afhjulpet. I en afgørelse om fjernelse fra listen tages der også hensyn til, om det pågældende identificerede tredjeland har truffet konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen.

(14)

Kommissionen analyserede i afgørelsen af 1. oktober 2015 Comorernes forpligtelser og vurderede landets overholdelse af de folkeretlige forpligtelser, det har som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat. Med henblik på denne undersøgelse tog Kommissionen højde for parametrene i IUU-forordningens artikel 31, stk. 4-7.

(15)

Kommissionen gennemgik Comorernes overholdelse i overensstemmelse med konklusionerne i afgørelsen af 1. oktober 2015 og under hensyntagen til de relevante oplysninger, som Comorerne havde fremlagt, den foreslåede handlingsplan samt de foranstaltninger, der var truffet for at rette op på situationen.

(16)

De vigtigste mangler, som Kommissionen påpegede i den foreslåede handlingsplan, handlede om adskillige tilfælde af manglende gennemførelse af forpligtelser i henhold til folkeretten, navnlig hvad angår manglende vedtagelse af en passende rammelovgivning og procedurer for registrering og godkendelse, mangel på samarbejde og informationsudveksling mellem de comoriske myndigheder og tredjelande, hvor comoriske fartøjer driver fiskeri, mangel på en passende og effektiv overvågnings-, kontrol- og tilsynsordning og mangel på en afskrækkende sanktionsordning. Andre identificerede mangler vedrører mere generelt spørgsmålet om opfyldelsen af internationale forpligtelser, herunder regionale fiskeriforvaltningsorganisationers henstillinger og resolutioner. Der blev desuden konstateret manglende overholdelse af relevante organers henstillinger og beslutninger, såsom De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisations internationale handlingsplan for bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og retningslinjer for flagstaters præstationer. Oplysningerne om manglende efterlevelse af ikkebindende henstillinger og resolutioner fungerede dog kun som støttemateriale og ligger således ikke til grund for identifikationen.

(17)

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/889 identificerede Kommissionen Comorerne som et ikkesamarbejdende tredjelande i henhold til IUU-forordningen.

(18)

For så vidt angår Comorernes mulige begrænsninger som udviklingsland bemærkes det, at Comorernes udviklingsstatus og overordnede præstation med hensyn til fiskeriforvaltning kan være påvirket af dets udviklingsniveau. Under hensyntagen til arten af de mangler, der er konstateret i Comorerne, kan landets udviklingsniveau imidlertid ikke fuldt ud undskylde eller på anden måde begrunde Comorernes overordnede præstation som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat, når det gælder fiskeri, eller de mangelfulde foranstaltninger, landet har truffet for at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

(19)

I betragtning af afgørelsen af 1. oktober 2015 og gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/889 samt den af Kommissionen indledte dialog med Comorerne og udfaldet heraf kan det konkluderes, at de foranstaltninger, som Comorerne har truffet på baggrund af sine forpligtelser som flagstat, ikke er tilstrækkelige til at opfylde artikel 63, 64, 91, 94, 117 og 118 i De Forenede Nationers havretskonvention.

(20)

Comorerne har således ikke opfyldt sine folkeretlige forpligtelser som flagstat til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

(21)

Comorerne bør i betragtning af de konklusioner, der er draget, og i overensstemmelse med artikel 33 i IUU-forordningen tilføjes til listen over ikkesamarbejdende tredjelande, der er opstillet ved gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU. Denne afgørelse bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(22)

Opførelsen af Comorerne på listen over ikkesamarbejdende tredjelande hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri indebærer anvendelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 38 i IUU-forordningen. Ifølge artikel 38, stk. 1, i IUU-forordningen er import af fiskevarer fanget af fiskerfartøjer, der fører ikkesamarbejdende tredjelandes flag, forbudt. I Comorernes tilfælde bør dette forbud omfatte alle bestande og arter, nemlig alle fiskevarer som defineret i artikel 2, stk. 8, i IUU-forordningen, eftersom de manglende passende foranstaltninger over for IUU-fiskeri, der har ført til, at Comorerne blev identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland, ikke er begrænset til en bestemt bestand eller art.

(23)

Det bemærkes, at IUU-fiskeri nedfisker bl.a. fiskebestandene, ødelægger marine levesteder, underminerer bevarelsen og den bæredygtige udnyttelse af havets ressourcer, fordrejer konkurrencen, sætter fødevaresikkerheden på spil, stiller ærlige fiskere urimeligt dårligt i konkurrencen og svækker kystsamfundene. På baggrund af omfanget af de problemer, som IUU-fiskeri medfører, er det nødvendigt, at Unionen hurtigt gennemfører foranstaltningerne over for Comorerne som ikkesamarbejdende tredjeland. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(24)

I fald Comorerne påviser, at den situation, der berettigede, at landet blev opført på listen, er blevet afhjulpet, fjerner Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen Comorerne fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande i overensstemmelse med artikel 34, stk. 1, i IUU-forordningen. I en afgørelse om fjernelse fra listen bør der også tages hensyn til, om Comorerne har truffet konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/41

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1005/2008 (»IUU-forordningen«) indføres der en EU-ordning, som skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (»IUU-fiskeri«).

(2)

I IUU-forordningens kapitel VI fastlægges proceduren for identifikation af ikkesamarbejdende tredjelande, det fastsættes, hvilke foranstaltninger der kan træffes over for lande, der er identificeret som ikkesamarbejdende tredjelande, ligesom der fastsættes bestemmelser om opstilling af en liste over sådanne tredjelande, fjernelse fra listen, offentliggørelse af listen samt bestemmelser om hasteforanstaltninger.

(3)

Den 24. marts 2014 vedtog Rådet gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU (2), der fastsatte en liste over ikkesamarbejdende tredjelande hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri i henhold til IUU-forordningen.

(4)

I overensstemmelse med artikel 32 i IUU-forordningen meddelte Kommissionen ved afgørelse af 12. december 2014 (»afgørelse af 12. december 2014«) (3) Saint Vincent og Grenadinerne, at det muligvis kunne blive identificeret som et land, som Kommissionen betragter som et ikkesamarbejdende tredjeland.

(5)

I afgørelsen af 12. december 2014 gjorde Kommissionen rede for de vigtigste kendsgerninger og overvejelser, der ligger bag en eventuel identifikation.

(6)

Afgørelsen af 12. december 2014 blev meddelt Saint Vincent og Grenadinerne ledsaget af et brev dateret samme dag, hvori det blev foreslået Saint Vincent og Grenadinerne i tæt samarbejde med Kommissionen at gennemføre en handlingsplan for at rette op på det konstaterede mangler.

(7)

Kommissionen opfordrede navnlig Saint Vincent og Grenadinerne til: i) at træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre foranstaltningerne i den af Kommissionen foreslåede handlingsplan; ii) at vurdere gennemførelsen af disse foranstaltninger; og iii) hver sjette måned at sende en detaljeret rapport til Kommissionen om gennemførelsen af hver af disse foranstaltninger, herunder om, hvor effektivt de enkeltvis eller samlet bidrager til at sikre en fiskerikontrolordning, der fuldt ud lever op til reglerne.

(8)

Saint Vincent og Grenadinerne fik mulighed for at svare skriftligt og mundtligt på afgørelsen af 12. december 2014 såvel som på andre relevante oplysninger, Kommissionen havde fremsendt, således at det kunne fremlægge bevismateriale med henblik på at modbevise eller supplere de forhold, der er anført i afgørelsen af 12. december 2014. Saint Vincent og Grenadinerne blev sikret retten til at anmode om eller forelægge yderligere oplysninger.

(9)

Kommissionen indledte ved sin afgørelse og sit brev af 12. december 2014 en dialog med Saint Vincent og Grenadinerne og understregede, at en periode på seks måneder i princippet burde være tilstrækkeligt til at nå en aftale.

(10)

Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige. De mundtlige og skriftlige bemærkninger, som Saint Vincent og Grenadinerne fremsendte i forlængelse af afgørelsen af 12. december 2014, blev vurderet og taget i betragtning. Saint Vincent og Grenadinerne blev underrettet enten mundtligt eller skriftligt om Kommissionens overvejelser.

(11)

Kommissionen kom imidlertid frem til, at Saint Vincent og Grenadinerne ikke i tilstrækkelig grad havde behandlet de forhold og mangler, som var beskrevet i afgørelsen af 12. december 2014. Kommissionen konkluderede endvidere, at foranstaltningerne i handlingsplanen ikke var blevet gennemført fuldt ud. Som konsekvens vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/918 (4), hvorved Saint Vincent og Grenadinerne identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland hvad angår bekæmpelsen af IUU-fiskeri.

(12)

Baseret på de undersøgelser og dialoger, som Kommissionen har udført, herunder den udvekslede korrespondance og de afholdte møder, og de bagvedliggende årsager til afgørelsen af 12. december 2014 og gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/918, er det passende at opføre Saint Vincent og Grenadinerne på listen over ikkesamarbejdende tredjelande hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri.

(13)

I henhold til artikel 34, stk. 1, i IUU-forordningen fjerner Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen et tredjeland fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande, hvis det pågældende tredjeland godtgør, at den situation, der berettigede, at det blev opført på listen, er afhjulpet. I en afgørelse om fjernelse fra listen tages der også hensyn til, om det pågældende identificerede tredjeland har truffet konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen.

(14)

Kommissionen analyserede i afgørelsen af 12. december 2014 Saint Vincent og Grenadinernes forpligtelser og vurderede landets overholdelse af de folkeretlige forpligtelser, det har som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat. Med henblik på denne undersøgelse tog Kommissionen højde for parametrene i IUU-forordningens artikel 31, stk. 4-7.

(15)

Kommissionen gennemgik Saint Vincent og Grenadinernes overholdelse i overensstemmelse med konklusionerne i afgørelsen af 12. december 2014, de relevante oplysninger, som Saint Vincent og Grenadinerne havde fremlagt, den foreslåede handlingsplan samt de foranstaltninger, der var truffet for at rette op på situationen.

(16)

De vigtigste mangler, som Kommissionen påpegede i den foreslåede handlingsplan, handlede om adskillige tilfælde af manglende gennemførelse af forpligtelser i henhold til folkeretten, navnlig hvad angår manglende vedtagelse af en passende rammelovgivning, mangel på en passende og effektiv overvågnings-, kontrol- og tilsynsordning, mangel på en observatørordning og mangel på en afskrækkende sanktionsordning. Andre identificerede mangler vedrører mere generelt spørgsmålet om opfyldelsen af internationale forpligtelser, herunder regionale fiskeriforvaltningsorganisationers henstillinger og resolutioner samt betingelser for registrering af fartøjer i overensstemmelse med folkeretten. Der blev desuden konstateret manglende overholdelse af relevante organers henstillinger og beslutninger, såsom De Forenede Nationers Fødevare- og Landbrugsorganisationsinternationale handlingsplan for bekæmpelse af ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri og retningslinjer for flagstaters præstationer. Oplysningerne om manglende efterlevelse af ikkebindende henstillinger og resolutioner fungerede dog kun som støttemateriale og ligger således ikke til grund for identifikationen.

(17)

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/918 identificerede Kommissionen Saint Vincent og Grenadinerne som et ikkesamarbejdende tredjeland i henhold til IUU-forordningen.

(18)

For så vidt angår Saint Vincent og Grenadinernes mulige begrænsninger som udviklingsland, bemærkes det, at Saint Vincent og Grenadinernes udviklingsstatus og overordnede præstation specifikt med hensyn til fiskeri ikke er påvirket af landets generelle udviklingsniveau.

(19)

I betragtning af afgørelsen af 12. december 2014 og gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/918 samt den af Kommissionen indledte dialog med Saint Vincent og Grenadinerne og udfaldet heraf, kan det konkluderes, at de foranstaltninger, som Saint Vincent og Grenadinerne har truffet på baggrund af sine forpligtelser som flagstat, ikke er tilstrækkelige til at opfylde artikel 63, 64, 91, 94 og 117 i De Forenede Nationers havretskonvention, artikel 7, 18, 19, 20 og 23 i De Forenede Nationers aftale om gennemførelse af De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande og artikel III, stk. 8, i De Forenede Nationers aftale om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarings- og forvaltningsforanstaltninger på åbent hav.

(20)

Saint Vincent og Grenadinerne har således ikke opfyldt sine folkeretlige forpligtelser som flagstat til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

(21)

Saint Vincent og Grenadinerne bør i betragtning af de konklusioner, der er draget, og i overensstemmelse med artikel 33 i IUU-forordningen tilføjes til listen over ikkesamarbejdende tredjelande, der er opstillet ved gennemførelsesafgørelse 2014/170/EU. Denne afgørelse bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(22)

Opførelsen af Saint Vincent og Grenadinerne på listen over ikkesamarbejdende tredjelande hvad angår bekæmpelse af IUU-fiskeri indebærer anvendelsen af de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 38 i IUU-forordningen. Ifølge artikel 38, stk. 1, i IUU-forordningen er import af fiskevarer fanget af fiskerfartøjer, der fører ikkesamarbejdende tredjelandes flag, forbudt. I Saint Vincent og Grenadinernes tilfælde bør dette forbud omfatte alle bestande og arter, nemlig alle fiskevarer som defineret i artikel 2, stk. 8, i IUU-forordningen, eftersom de manglende passende foranstaltninger over for IUU-fiskeri, der har ført til, at Saint Vincent og Grenadinerne blev identificeret som et ikkesamarbejdende tredjeland, ikke er begrænset til en bestemt bestand eller art.

(23)

Det bemærkes, at IUU-fiskeri nedfisker bl.a. fiskebestandene, ødelægger marine levesteder, underminerer bevarelsen og den bæredygtige udnyttelse af havets ressourcer, fordrejer konkurrencen, sætter fødevaresikkerheden på spil, stiller ærlige fiskere urimeligt dårligt i konkurrencen og svækker kystsamfundene. På baggrund af omfanget af de problemer, som IUU-fiskeri medfører, er det nødvendigt, at Unionen hurtigt gennemfører foranstaltningerne over for Saint Vincent og Grenadinerne som ikke-samarbejdende tredjeland. Denne afgørelse bør derfor træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(24)

I fald Saint Vincent og Grenadinerne påviser, at den situation, der berettigede, at landet blev opført på listen, er blevet afhjulpet, fjerner Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen Saint Vincent og Grenadinerne fra listen over ikkesamarbejdende tredjelande i overensstemmelse med artikel 34, stk. 1, i IUU-forordningen. I en afgørelse om fjernelse fra listen bør der også tages der hensyn til, om Saint Vincent og Grenadinerne har truffet konkrete foranstaltninger til varig forbedring af situationen —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/45

(1)

Rådet vedtog den 26. januar 2015, den 5. februar 2015 og den 23. juni 2015 afgørelse (EU) 2015/116 (1), (EU) 2015/190 (2) og (EU) 2015/994 (3) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020.

(2)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Regionsudvalget, efter at Augusto ROLLANDINs mandatperiode er udløbet —

—

Pierluigi MARQUIS, Consigliere e Presidente della Regione Autonoma Valle d'Aosta.

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/46

(1)

Rådet vedtog den 26. januar 2015, den 5. februar 2015 og den 23. juni 2015 afgørelse (EU) 2015/116 (1), (EU) 2015/190 (2) og (EU) 2015/994 (3) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020.

(2)

Der er blevet en plads ledig som suppleant til Regionsudvalget, efter at Ingrid VAN ENGELSHOVENs mandatperiode er udløbet.

—

Saskia BRUINES, wethouder van de gemeente 's-Gravenhage.

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/47

(1)

Rådet vedtog den 26. januar 2015, den 5. februar 2015 og den 23. juni 2015 afgørelse (EU) 2015/116 (1), (EU) 2015/190 (2) og (EU) 2015/994 (3) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020.

(2)

Der er blevet to pladser ledige som medlem af Regionsudvalget, efter at Uta-Maria KUDERs og Detlef MÜLLERs mandatperioder er udløbet.

(3)

Der er blevet en plads ledig som suppleant til Regionsudvalget, efter at Andreas TEXTERs mandatperiode er udløbet —

a)

som medlemmer:

og

b)

som suppleant:

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/48

(1)

Rådet vedtog den 26. januar 2015, den 5. februar 2015 og den 23. juni 2015 afgørelse (EU) 2015/116 (1), (EU) 2015/190 (2) og (EU) 2015/994 (3) om beskikkelse af medlemmer af og suppleanter til Regionsudvalget for perioden fra den 26. januar 2015 til den 25. januar 2020.

(2)

Der er blevet en plads ledig som medlem af Regionsudvalget, efter at Marc SANTs mandatperiode er udløbet.

(3)

Der er blevet en plads ledig som suppleant, efter at Mario FAVA er blevet beskikket som medlem af Regionsudvalget —

a)

som medlem:

og

b)

som suppleant:

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/49

(1)

Rådet vedtog den 31. juli 2015 afgørelse (FUSP) 2015/1333 (1).

(2)

Rådet har tidligere gjort opmærksom på betydningen af stabilitet i Libyen og har tilbudt at yde støtte til de libyske myndigheder som anerkendt i medfør af den libyske politiske aftale for at bekæmpe smugling af migranter og menneskehandel.

(3)

Smugling af migranter og menneskehandel bidrager til at destabilisere den politiske og sikkerhedsmæssige situation i Libyen.

(4)

Der bør pålægges restriktioner for eksport til Libyen af visse varer, der kan anvendes til at fremme smugling af migranter og menneskehandel.

(5)

Afgørelse (FUSP) 2015/1333 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/51

(1)

Rådet vedtog den 27. maj 2016 afgørelse (FUSP) 2016/849.

(2)

I overensstemmelse med artikel 33, stk. 1, i afgørelse (FUSP) 2016/849 gennemfører Rådet ændringer af bilag I på grundlag af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds (»UNSC's«) eller sanktionskomitéens konstatering.

(3)

UNSC's komité, der er nedsat i henhold til De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1718 (2006), ændrede den 5. juni 2017 oplysningerne om to enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

(4)

Den 2. juni 2017 tilføjede UNSC 14 personer og fire enheder til listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger. Disse personer og enheder er derfor blevet tilføjet til bilag I til afgørelse (FUSP) 2016/849 i medfør af Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2017/975 (2). Nogle af disse personer og enheder bør derfor udgå af bilag II til afgørelse (FUSP) 2016/849, da de nu er opført i bilag I.

(5)

Bilag I og II til afgørelse (FUSP) 2016/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/55

(1)

Den 20. december 2010 vedtog Rådet afgørelse 2010/788/FUSP.

(2)

Den 21. juni 2017 vedtog De Forenede Nationers Sikkerhedsråd resolution 2360 (2017), som ændrer kriterierne for opførelse på listen vedrørende FN's restriktive foranstaltninger.

(3)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at iværksætte visse foranstaltninger.

(4)

Afgørelse 2010/788/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/56

(1)

Rådet vedtog den 31. maj 2013 afgørelse 2013/255/FUSP.

(2)

I lyset af den alvorlige situation i Syrien, navnlig det syriske regimes anvendelse af kemiske våben og dets involvering i spredning af kemiske våben, bør 16 personer tilføjes på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag I til afgørelse 2013/255/FUSP.

(3)

Afgørelse 2013/255/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

18.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 185/60

(1)

Den 22. maj 2013 vedtog Rådet afgørelse 2013/233/FUSP (1) om oprettelse af Den Europæiske Unions bistandsmission vedrørende integreret grænseforvaltning i Libyen (EUBAM Libya).

(2)

Den 19. januar 2016 nåede Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) til enighed om at anvende den eksisterende EUBAM Libya-ramme til at forberede et eventuelt civilt samarbejde om fælles sikkerheds- og forsvarspolitik/reform af sikkerhedssektoren med Libyens nationale samlingsregering efter anmodning fra denne, som skal bidrage til De Forenede Nationers støttemission i Libyen (UNSMIL), og nåede på dette grundlag til enighed om at forlænge mandatet for EUBAM Libya med 6 måneder. Efterfølgende vedtog Rådet den 15. februar 2016 afgørelse (FUSP) 2016/207 (2) om forlængelse af EUBAM Libya indtil den 21. august 2016.

(3)

Den 4. august 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/1339 (3) om ændring af afgørelse 2013/233/FUSP og om forlængelse heraf indtil den 21. august 2017.

(4)

I Maltaerklæringen fra medlemmerne af Det Europæiske Råd om de eksterne aspekter af migration af 3. februar 2017 blev det navnlig understreget, at indsatsen for at stabilisere Libyen nu er vigtigere end nogensinde, og at Unionen vil gøre sit yderste for at bidrage til at nå dette mål. I Libyen er kapacitetsopbygning afgørende for, at myndighederne kan få kontrol over land- og søgrænserne og bekæmpe transit- og smugleraktiviteter.

(5)

I sine konklusioner om Libyen af den 6. februar 2017 bekræftede Rådet navnlig sin fulde støtte til UNSMIL og konkluderede, at EUBAM Libya fortsat vil engagere sig og hjælpe de libyske myndigheder med henblik på en eventuel fremtidig civil mission, når forholdene tillader det, inden for politi, retsstatsprincippet og grænseforvaltningen.

(6)

Den 4. juli 2017 nåede PSC til enighed om på grundlag af den strategiske undersøgelse af missionen at forlænge mandatet for EUBAM Libya indtil den 31. december 2018.

(7)

Det bør være Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»HR«) tilladt at videregive klassificerede informationer, som er udarbejdet med henblik på EUBAM Libya, til Europol, Frontex, De Forenede Nationer og Interpol i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2013/488/EU (4).

(8)

Afgørelse 2013/233/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(9)

EUBAM Libya vil blive gennemført i en situation, som kan blive forværret og vil kunne hindre opfyldelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

1)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Formål

EUBAM Libya vil yde bistand til en omfattende planlægningsproces for reform af den civile sikkerhedssektor med henblik på at forberede en eventuel civil mission under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP).

Formålene med EUBAM Libya er at engagere sig og hjælpe de libyske myndigheder inden for grænseforvaltning, retshåndhævelse og det strafferetlige system i bred forstand.«

2)

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.   Med henblik på at nå de i artikel 2 fastsatte formål skal EUBAM Libya:

3)

Artikel 5, stk. 7, affattes således:

»7.   Den øverstbefalende for den civile operation, EU-delegationschefen i Libyen og missionschefen for EUBAM Libya konsulterer om nødvendigt hinanden. Den ledende rådgiver for kønsspørgsmål fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør også konsulteres, hvis det er relevant.«

4)

Artikel 6, stk. 7, affattes således:

»7.   Missionschefen koordinerer, hvor det er hensigtsmæssigt, med andre EU-aktører på stedet. Missionschefen får med forbehold af kommandovejen lokal politisk vejledning fra EU-delegationschefen i Libyen.«

5)

Artikel 9, stk. 1, affattes således:

»1.   PSC varetager under Rådets og HR's ansvar den politiske kontrol med og den strategiske ledelse af EUBAM Libya. Rådet bemyndiger herved PSC til at træffe de relevante afgørelser med henblik herpå i overensstemmelse med artikel 38, stk. 3, i TEU. Denne bemyndigelse omfatter kompetence til at udpege en missionschef efter forslag fra HR og til at ændre planlægningsdokumenterne. Beslutningskompetencen med hensyn til EUBAM Libyas mål og afslutning forbliver hos Rådet.«

6)

Artikel 11, stk. 4, affattes således:

»4.   EUBAM Libyas personale gennemgår obligatorisk sikkerhedstræning, inden de tiltræder deres stilling, i overensstemmelse med planlægningsdokumenterne. De skal også jævnligt i selve indsatsområdet have genopfriskningskurser, som organiseres af den ansvarlige for missionens sikkerhed.«

7)

Artikel 13, stk. 1, sidste afsnit, affattes således:

»Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUBAM Libya for perioden fra den 22. august 2016 til den 30. november 2017 udgør 17 000 000 EUR.«

8)

Artikel 15, stk. 4, affattes således:

»4.   HR bemyndiges til at videregive EU's klassificerede informationer, som er udarbejdet med henblik på EUBAM Libya, til Europol og Frontex i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU.«

9)

I artikel 15 tilføjes følgende stykker:

»5.   HR bemyndiges til at videregive EU's klassificerede informationer, som er udarbejdet med henblik på EUBAM Libya, til FN til og med klassificeringsgraden »RESTREINT UE/EU RESTRICTED« i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU.

6.   HR bemyndiges til at videregive EU's klassificerede informationer, som er udarbejdet med henblik på EUBAM Libya, til INTERPOL i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU. Med forbehold af indgåelsen af en aftale mellem Unionen og Interpol kan EUBAM Libya videregive sådanne informationer til Interpols nationale centralbureauer i medlemsstaterne i overensstemmelse med de ordninger, der skal aftales mellem den øverstbefalende for civile operationer og chefen for det relevante nationale centralbureau.

7.   HR bemyndiges til at indgå de ordninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne artikels bestemmelser om informationsudveksling.

8.   HR kan delegere bemyndigelserne til at videregive informationer og muligheden for at indgå de i denne artikel omhandlede ordninger til personer under HR's myndighed, til den øverstbefalende for den civile operation og/eller til missionschefen.«

10)

Artikel 16, stk. 2, affattes således:

»Den anvendes indtil den 31. december 2018.«