(1)

Der er i løbet af de seneste 20 år gjort betydelige fremskridt i Unionen med hensyn til menneskeskabte luftemissioner og luftkvalitet, navnlig gennem en målrettet EU-politik, herunder Kommissionens meddelelse af 21. september 2005 med titlen »Temastrategi for luftforurening«. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF (4) har medvirket til dette fremskridt ved at fastsætte lofter for medlemsstaternes samlede årlige emissioner af svovldioxid (SO2), nitrogenoxider (NOx), andre flygtige organiske forbindelser end metan (NMVOC) og ammoniak (NH3) fra 2010 og frem. Resultatet er, at svovldioxidemissionerne er reduceret med 82 %, nitrogenoxidemissionerne med 47 %, emissionerne af andre flygtige organiske forbindelser end metan med 56 % og ammoniakemissionerne med 28 % i Unionen mellem 1990 og 2010. Men som angivet i meddelelsen fra Kommissionen af 18. december 2013 med titlen »Programmet ren luft i Europa« (»den reviderede temastrategi for luftforurening«) er der stadig betydelige negative virkninger og risici for menneskers sundhed og miljøet.

(2)

Det bekræftes i det syvende miljøhandlingsprogram (5), at det langsigtede mål med Unionens politik for luft er at opnå luftkvalitetsniveauer, der ikke medfører væsentlige negative virkninger og risici for menneskers sundhed og miljøet, og der opfordres med dette for øje til fuld overholdelse af gældende EU-lovgivning om luftkvalitet og til fastlæggelse af strategiske mål og aktiviteter for tiden efter 2020, en styrket indsats i områder, hvor befolkningen og økosystemerne eksponeres for et højt luftforureningsniveau, samt større synergi mellem luftkvalitetslovgivningen og Unionens politikmål, der navnlig er blevet fastsat for klimaforandring og biodiversitet.

(3)

I den reviderede temastrategi for luftforurening fastsættes der nye strategiske mål for perioden frem til 2030 med henblik på at komme tættere på Unionens langsigtede mål for luftkvalitet.

(4)

Medlemsstaterne og Unionen er i færd med at ratificere De Forenede Nationers Miljøprograms Minamatakonvention om kviksølv fra 2013, der søger at beskytte menneskers sundhed og miljøet gennem reduktion af kviksølvemissionerne fra eksisterende og nye kilder med henblik på dens ikrafttræden i 2017. Kommissionen bør overvåge indberettede emissioner fra dette forurenende stof.

(5)

Medlemsstaterne og Unionen er parter i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UNECEs) konvention om grænseoverskridende luftforurening over store afstande fra 1979 (»LRTAP-konventionen«) og flere af dens protokoller, herunder protokollen angående reduktion af forsuring, eutrofiering og ozon ved jordoverfladen fra 1999, der blev revideret i 2012 (»den reviderede Göteborgprotokol«).

(6)

Hvad angår året 2020 og derefter, fastsættes der i den reviderede Göteborgprotokol nye emissionsreduktionstilsagn for hver part vedrørende svovldioxid, nitrogenoxider, andre flygtige organiske forbindelser end metan, ammoniak og fine partikler i forhold til basisåret 2005, og der opfordres til reduktion af emissionerne af sodpartikler, til indsamling og opbevaring af oplysninger om de skadelige virkninger af koncentrationer og depositioner af luftforurenende stoffer for menneskers sundhed og miljøet og til deltagelse i de virkningsrelaterede programmer under LRTAP-konventionen.

(7)

Den ordning med nationale emissionslofter, som er oprettet ved direktiv 2001/81/EF, bør derfor revideres, så den bringes på linje med Unionens og medlemsstaternes internationale tilsagn. Med henblik herpå er de nationale emissionsreduktionstilsagn for et hvilket som helst år fra 2020 til 2029 i nærværende direktiv identiske med dem, der er fastsat i den reviderede Göteborgprotokol.

(8)

Medlemsstaterne bør gennemføre dette direktiv på en måde, der bidrager effektivt til at opnå Unionens langsigtede mål for luftkvalitet, som understøttet af Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer, og Unionens mål om beskyttelse af biodiversitet og økosystemer ved, at niveauerne og depositionen af forsurende og eutrofierende luftforurening og luftforurening med ozon bringes ned under de kritiske belastninger og niveauer, der er fastsat i LRTAP-konventionen.

(9)

Dette direktiv bør ligeledes bidrage til på en omkostningseffektiv måde at opnå de mål for luftkvalitet, der er fastsat i EU-lovgivningen, og til at afbøde virkningerne af klimaændringer ud over at forbedre luftkvaliteten globalt og forbedre synergierne med Unionens klima- og energipolitikker og samtidig undgå overlap med eksisterende EU-lovgivning.

(10)

Dette direktiv bidrager også til at reducere de sundhedsmæssige omkostninger ved luftforurening i Unionen ved at forbedre EU-borgernes velfærd samt fremme overgangen til en grøn økonomi.

(11)

Dette direktiv bør bidrage til den gradvise reduktion af luftforurening ved at bygge på de reduktioner, som EU-lovgivning om kontrol med luftforureningskilder, der adresserer emissioner af specifikke stoffer, har bevirket.

(12)

EU-lovgivning om kontrol med luftforureningskilder bør effektivt levere de forventede emissionsreduktioner. Det er afgørende at identificere og reagere på ikkeeffektiv EU-lovgivning om kontrol med luftforureningskilder på et tidligt stadium for at opnå de overordnede luftkvalitetsmålsætninger, således som det fremgår af forskellen mellem emissioner ved faktisk kørsel og testemissioner af nitrogenoxider fra Euro 6-dieselbiler.

(13)

Medlemsstaterne bør opfylde de tilsagn om emissionsreduktion, som er fastsat i dette direktiv fra 2020 til 2029 og fra 2030 og frem. For at sikre påviselige fremskridt mod 2030-tilsagnene bør medlemsstaterne identificere vejledende emissionsniveauer i 2025, som teknisk set er opnåelige og ikke medfører uforholdsmæssigt store udgifter, og de bør bestræbe sig på at opfylde disse niveauer. Hvis emissionerne for 2025 ikke kan begrænses i overensstemmelse med det fastsatte reduktionsforløb, bør medlemsstaterne gøre rede for årsagerne til denne afvigelse samt de foranstaltninger, der vil kunne bringe medlemsstaterne tilbage på deres forløb, i deres efterfølgende rapporter, der skal udarbejdes i henhold til dette direktiv.

(14)

De nationale emissionsreduktionstilsagn, der er fastsat i dette direktiv for 2030 og frem, er baseret på de enkelte medlemsstaters anslåede reduktionspotentiale i rapport nr. 16 om temastrategien for luftforurening fra januar 2015, på en teknisk undersøgelse af forskellene mellem de nationale skøn og skønnene i rapport nr. 16 om temastrategien for luftforurening og på det politiske mål om at fastholde den samlede reduktion af virkningerne for sundheden i 2030 (sammenlignet med 2005) tættest muligt på den reduktion, der er angivet i Kommissionens forslag til dette direktiv. For at øge gennemsigtigheden bør Kommissionen offentliggøre de bagved liggende antagelser, der er anvendt i rapport nr. 16 om temastrategien for luftforurening.

(15)

Opfyldelsen af de nationale emissionsreduktionstilsagn bør vurderes med henvisning til den specifikke metodologiske status på det tidspunkt, hvor tilsagnet blev fastsat.

(16)

Indberetningskravene og emissionsreduktionstilsagnene bør baseres på det nationale energiforbrug og solgt brændstof. Nogle medlemsstater kan dog i henhold til LRTAP-konventionen vælge at benytte de samlede nationale emissioner beregnet på basis af den anvendte mængde brændstof i forbindelse med vejtransportsektoren som grundlag for opfyldelse. Denne mulighed bør bevares i dette direktiv for at sikre overensstemmelse mellem folkeretten og EU-retten.

(17)

For at imødegå noget af den usikkerhed, der er forbundet med at fastsætte nationale emissionsreduktionstilsagn, indeholder den reviderede Göteborgprotokol fleksibilitetsmuligheder, som bør indarbejdes i dette direktiv. Den reviderede Göteborgprotokol indeholder navnlig en mekanisme til justering af nationale emissionsopgørelser og til beregning af gennemsnitlige årlige nationale emissioner i maksimalt tre år, hvis visse betingelser er opfyldt. Fleksibilitetsmuligheder bør endvidere fastlægges i dette direktiv, hvor direktivet stiller krav om et reduktionstilsagn, der overstiger den omkostningseffektive reduktion, der er fastlagt i rapport nr. 16 om temastrategien for luftforurening, og også for at hjælpe medlemsstaterne i tilfælde af pludselige og ekstraordinære hændelser med tilknytning til energiproduktion eller -forsyning, forudsat at særlige betingelser er opfyldt. Anvendelsen af disse fleksibilitetsmuligheder bør overvåges af Kommissionen under hensyntagen til de retningslinjer, der er udarbejdet inden for rammerne af LRTAP-konventionen. Med henblik på vurdering af anmodninger om justeringer bør emissionsreduktionstilsagnene for perioden mellem 2020 og 2029 anses for at være blevet fastsat den 4. maj 2012, som er den dato, hvor Göteborgprotokollen blev revideret.

(18)

Hver medlemsstat bør udarbejde, vedtage og gennemføre et nationalt program for bekæmpelse af luftforurening med henblik på at opfylde sit emissionsreduktionstilsagn og medvirke effektivt til virkeliggørelsen af luftkvalitetsmålsætningerne. I den forbindelse bør medlemsstaterne tage hensyn til behovet for at reducere emissionerne, navnlig af nitrogenoxider og fine partikler, i de zoner og bymæssige områder, hvor koncentrationen af luftforurenende stoffer er særlig høj, og/eller i de zoner og bymæssige områder, som bidrager væsentligt til luftforureningen i andre zoner og bymæssige områder, herunder i nabolande. Med dette for øje bør nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening medvirke til, at de luftkvalitetsplaner, der er opstillet i henhold til artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF (6), bliver vellykket gennemført.

(19)

Med henblik på at reducere emissioner fra menneskeskabte kilder bør de nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening overveje foranstaltninger, der gælder for alle relevante sektorer, herunder landbrug, energi, industri, vejtransport, transport ad indre vandveje, boligopvarmning og brug af mobile ikkevejgående maskiner og opløsningsmidler. Medlemsstaterne bør dog have ret til at bestemme, hvilke foranstaltninger de vil træffe for at opfylde emissionsreduktionstilsagnene fastsat i dette direktiv.

(20)

Ved udarbejdelsen af de nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening bør medlemsstaterne tage hensyn til bedste praksis i håndteringen af bl.a. de mest skadelige forurenende stoffer inden for dette direktivs anvendelsesområde i forhold til følsomme befolkningsgrupper.

(21)

Landbruget tegner sig for en stor del af emissioner af ammoniak og fine partikler til luften. For at reducere disse emissioner bør de nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening indeholde foranstaltninger, der gælder for landbruget. Sådanne foranstaltninger bør være omkostningseffektive og baseret på konkrete oplysninger og data under hensyntagen til de videnskabelige fremskridt og tidligere foranstaltninger truffet af medlemsstaterne. Den fælles landbrugspolitik giver medlemsstaterne mulighed for at bidrage til luftkvaliteten med specifikke foranstaltninger. Fremtidige evalueringer vil give en bedre forståelse af virkningerne af disse foranstaltninger.

(22)

Forbedringer af luftkvaliteten bør opnås ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger. Når medlemsstaterne træffer foranstaltninger, der skal indgå i de nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening, der finder anvendelse på langbrugssektoren, bør de sikre, at der fuldt ud tages hensyn til deres virkninger for små landbrugsbedrifter for at begrænse eventuelle yderligere omkostninger så meget som muligt.

(23)

Når visse foranstaltninger, der træffes inden for rammerne af de nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening, der har til formål at forebygge emissioner fra landbrugssektoren, kan komme i betragtning til finansiel støtte, navnlig foranstaltninger der træffes af landbrugsbedrifter, der kræver betydelige ændringer i fremgangsmåder eller betydelige investeringer, bør Kommissionen lette adgangen til en sådan finansiel støtte og til andre disponible EU-midler.

(24)

Med henblik på at reducere emissioner bør medlemsstaterne overveje at støtte et skift i investeringerne til rene og effektive teknologier. Innovation kan bidrage til at forbedre bæredygtighed og til at løse problemerne ved kilden ved at forbedre sektorspecifikke løsninger på udfordringerne med luftkvaliteten.

(25)

Nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening, herunder den analyse, som understøtter identifikation af politikker og foranstaltninger, bør ajourføres regelmæssigt.

(26)

Med henblik på at udarbejde veldokumenterede nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening og eventuelle større ajourføringer heraf bør medlemsstaterne fremlægge sådanne programmer og ajourføringer til høring blandt offentligheden og de kompetente myndigheder på alle niveauer og på et tidspunkt, hvor alle politik- og foranstaltningsmuligheder står åbne. Hvis gennemførelsen af en medlemsstats program kan indvirke på luftkvaliteten i en anden medlemsstat eller et tredjeland, bør medlemsstaten indlede høringer på tværs af grænserne i overensstemmelse med kravene i EU-retten og folkeretten, herunder UNECE-konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne (Esbokonventionen fra 1991) og protokollen hertil om strategisk miljøvurdering fra 2003.

(27)

Målet med dette direktiv er bl.a. at beskytte menneskers sundhed. Som Domstolen talrige gange har påpeget, ville det være uforeneligt med den bindende karakter, som et direktiv ifølge artikel 288, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har, principielt at udelukke, at en pligt, som pålægges ved et direktiv, kan påberåbes af berørte personer. Denne betragtning gælder navnlig for et direktiv, der har som mål at kontrollere og mindske luftforureningen, og som derfor har til formål at beskytte menneskers sundhed.

(28)

Medlemsstaterne bør udarbejde og indberette nationale emissionsopgørelser og -fremskrivninger samt orienterende opgørelsesrapporter for alle de luftforurenende stoffer, som dette direktiv omfatter, således at Unionen kan opfylde sine indberetningsforpligtelser i henhold til LRTAP-konventionen og protokollerne dertil.

(29)

For at bevare fuld sammenhæng for Unionen som helhed bør medlemsstaterne sikre, at de nationale emissionsopgørelser og -fremskrivninger samt orienterende opgørelsesrapporter, som de indberetter til Kommissionen, stemmer helt overens med, hvad de indberetter i henhold til LRTAP-konventionen.

(30)

For at vurdere, om de nationale emissionsreduktionstilsagn fastlagt i dette direktiv er virkningsfulde, bør medlemsstaterne ligeledes overvåge luftforureningens virkninger for land- og vandøkosystemer og aflægge rapport om sådanne virkninger. For at sikre en omkostningseffektiv tilgang bør medlemsstaterne have mulighed for at anvende de valgfrie overvågningsindikatorer, der er omhandlet i dette direktiv, og de bør sikre samordning med andre overvågningsprogrammer fastsat i henhold til relaterede direktiver og, hvis det er relevant, LRTAP-konventionen.

(31)

Et europæisk forum for ren luft, der involverer alle interessenter, herunder medlemsstaternes kompetente myndigheder på alle relevante niveauer, bør oprettes med henblik på at udveksle erfaringer og god praksis, navnlig at give input til vejledning og lette den koordinerede gennemførelse af EU-lovgivning og -politikker vedrørende forbedringen af luftkvaliteten.

(32)

I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/4/EF (7) bør medlemsstaterne sikre, at der aktivt og systematisk formidles oplysninger ad elektronisk vej.

(33)

Det er nødvendigt at ændre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF (8) med henblik på at sikre overensstemmelse mellem nævnte direktiv og UNECE-konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet fra 1998 (»Århuskonventionen«).

(34)

For at tage højde for den tekniske og internationale udvikling bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår ændring af bilag I samt bilag III, del 2, og bilag IV for at tilpasse dem til udviklingen inden for rammerne af LRTAP-konventionen og for så vidt angår ændring af bilag V for at tilpasse det til den tekniske og videnskabelige udvikling og til udviklingen inden for rammerne af LRTAP-konventionen. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (9). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(35)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af fleksibilitetsmuligheder og nationale programmer for bekæmpelse af luftforurening i henhold til dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (10).

(36)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af de nationale regler, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Sanktionerne bør være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(37)

Henset til arten og omfanget af de ændringer, der bør foretages i direktiv 2001/81/EF, bør nævnte direktiv erstattes, hvilket vil forbedre retssikkerheden, øge klarheden og gennemsigtigheden og forenkle lovgivningen. For at sikre kontinuitet i forbedringen af luftkvaliteten bør medlemsstaterne opfylde de nationale emissionslofter i direktiv 2001/81/EF, indtil de nye nationale emissionsreduktionstilsagn i nærværende direktiv bliver gældende i 2020.

(38)

Målet for dette direktiv, nemlig at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og miljøet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af luftforureningens grænseoverskridende karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(39)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (11) har medlemsstaterne påtaget sig i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen om gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget —

a)

rammeprogrammet for forskning og innovation

b)

de europæiske struktur- og investeringsfonde, herunder relevante midler fra den fælles landbrugspolitik

c)

instrumenter til finansiering af miljø- og klimaindsatsen såsom LIFE-programmet.

(1)

I traktatens artikel 43, stk. 3, fastsættes det, at Rådet på forslag af Kommissionen skal vedtage foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder.

(2)

Ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 (1) skal der vedtages bevarelsesforanstaltninger under hensyntagen til den foreliggende videnskabelige, tekniske og økonomiske rådgivning, herunder, hvor det er relevant, rapporter fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF).

(3)

Det påhviler Rådet at vedtage foranstaltninger vedrørende fastsættelse og fordeling af fiskerimuligheder, herunder visse funktionelt tilknyttede betingelser, hvor det er relevant. Fiskerimulighederne bør fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at hver medlemsstat sikres en relativ stabilitet i fiskeriet for hver bestand eller for hvert fiskeri, og med behørig hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål som fastsat i forordning (EU) nr. 1380/2013.

(4)

Fiskerimulighederne for dybhavsarter som defineret i artikel 2, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 2347/2002 (2) fastsættes hvert andet år.

(5)

De samlede tilladte fangstmængder (»TAC'er«) bør fastsættes på grundlag af den foreliggende videnskabelige rådgivning og under hensyntagen til biologiske og samfundsøkonomiske aspekter, samtidig med at der sikres en retfærdig behandling af de forskellige fiskerisektorer, og på baggrund af de holdninger, som er kommet til udtryk under høringen af interesseparter, herunder navnlig på møder med de berørte rådgivende råd.

(6)

Fiskerimulighederne bør fastsættes i overensstemmelse med internationale aftaler og principper, f.eks. FN-aftalen af 1995 om bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (3), og de detaljerede forvaltningsprincipper, som er fastlagt i FAO's internationale retningslinjer af 2008 for forvaltningen af dybhavsfiskeri på åbent hav, i henhold til hvilke navnlig lovgiver bør være mere forsigtig, hvis oplysningerne er usikre, upålidelige eller utilstrækkelige. At der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, bør ikke bruges som begrundelse for at udskyde eller undlade at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

(7)

I den seneste videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og fra STECF konkluderes det, at de fleste dybhavsbestande stadig ikke udnyttes på et bæredygtigt grundlag, og at fiskerimulighederne for at sikre en bæredygtig udnyttelse af disse bestande bør reduceres yderligere, indtil der ses en positiv udvikling af bestandene.

(8)

På baggrund af rådgivningen fra ICES bør TAC'en for spidstandet blankesten ændres i de nordvestlige farvande, således at TAC'en udelukkende gælder for bifangster.

(9)

De relevante områder inden for Komitéen for Fiskeriet i det Østlige Centrale Atlanterhav (CECAF) og Den Almindelige Kommission for Fiskeri i Middelhavet (GFCM), som grænser op til ICES-underområde IX, er mængdemæssigt væsentlige fangstområder for spidstandet blankesten. Eftersom ICES-data for disse tilstødende områder er ufuldstændige, bør TAC'en fortsat kun omfatte ICES-underområde IX. Med henblik på forberedelse af fremtidige forvaltningsbeslutninger bør der imidlertid fastsættes bestemmelser for rapportering af data for disse tilstødende områder.

(10)

ICES foreslår, at der indtil 2020 ikke bør tages fangster af orange savbug. Der er tidligere blevet fastsat TAC'er for orange savbug (med en TAC-værdi på nul siden 2010). Det bør forbydes at fiske efter, beholde om bord, omlade eller lande denne art, eftersom bestanden er nedfisket og ikke er i bedring. ICES gør opmærksom på, at der ikke er foregået direkte EU-fiskeri efter orange savbug i det nordøstlige Atlanterhav siden 2010.

(11)

Ifølge rådgivningen fra ICES viser begrænsede observationer om bord på fartøjer, at procentdelen af nordlig skolæst har udgjort mindre end 1 % af de rapporterede fangster af almindelig skolæst. Med udgangspunkt heri anbefaler ICES, at der ikke bør være noget direkte fiskeri efter nordlig skolæst, og at bifangster bør fratrækkes TAC'en for almindelig skolæst med henblik på at mindske potentialet for fejlrapportering af arter mest muligt. ICES angiver, at der er betydelige forskelle, dvs. på mere end en størrelsesorden (mere end ti gange), mellem de relative mængder af almindelig skolæst og nordlig skolæst, der rapporteres om i de officielle landinger og de observerede fangster samt i videnskabelige undersøgelser i de områder, hvor der i øjeblikket fiskes efter nordlig skolæst. Der foreligger meget begrænsede data for denne art, og en del af de rapporterede landingsdata anses af ICES for at være berørt af fejlrapportering af arter. Som følge heraf er det ikke muligt at opstille en nøjagtig historisk fangstopgørelse for nordlig skolæst. Derfor bør enhver bifangst af nordlig skolæst i overensstemmelse med den videnskabelige rådgivning begrænses til 1 % af hver medlemsstats kvote og fratrækkes denne kvote.

(12)

ICES anbefaler, at direkte fangster af dybhavshajer bør fastsættes til nul. ICES gør dog også opmærksom på, at de gældende restriktive fangstbegrænsninger fører til fejlrapporteringer vedrørende uundgåelige bifangster af dybhavshajer. Navnlig indebærer det direkte ikkeindustrielle dybhavsfiskeri efter sort sabelfisk ved anvendelse af langliner uundgåelige bifangster af dybhavshajer, som i dag smides døde over bord. I lyset heraf og med henblik på at indsamle videnskabelige oplysninger om dybhavshajer bør der på forsøgsbasis indføres en restriktiv tilladt bifangst for 2017 og 2018, hvormed begrænsede landinger af uundgåelige bifangster af dybhavshajer i direkte ikkeindustrielle dybhavsfiskeri efter sort sabelfisk, der anvender langliner, tillades. Langliner er anerkendt som et selektivt fiskeredskab i sådant ikkeindustrielt fiskeri. De berørte medlemsstater bør udvikle regionale forvaltningsforanstaltninger for fiskeri efter sort sabelfisk og specifikke dataindsamlingsforanstaltninger for dybhavshajer for at sikre nøje overvågning af disse bestande. Fastsættelse af en tilladt EU-bifangst for dybhavshajer i EU-farvande og internationale farvande i ICES-underområde V, VI, VII, VIII og IX, i EU-farvande og internationale farvande i ICES-underområde X, og i EU-farvande i CECAF 34.1.1, 34.1.2 og 34.2 berører ikke princippet om relativ stabilitet for så vidt angår dybhavshajer i nævnte områder.

(13)

I overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 847/96 (4) bør det fastsættes, for hvilke bestande de deri fastsatte foranstaltninger skal gælde. Der bør anvendes præventive TAC'er på bestande, hvor der ikke foreligger nogen videnskabelig vurdering af fiskerimulighederne vedrørende det år, for hvilket der skal fastsættes TAC'er; der bør anvendes analytiske TAC'er i alle andre tilfælde. I lyset af rådgivningen fra ICES og STECF bør dybhavsbestande, for hvilke der ikke foreligger videnskabelig vurdering af de relevante fiskerimuligheder, omfattes af præventive TAC'er.

(14)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 847/96 indgav Portugal den 15. september 2016 en anmodning til Kommissionen om at forhøje TAC'en (2016) for ansjos i ICES-underområde IX og X og i EU-farvande i CECAF 34.1.1 til 15 000 ton. ICES bekræftede i sin rådgivning af 21. oktober 2016 den usædvanligt gode status for ansjosbestanden, og at fangster på 15 000 ton i 2016 kan anses for at være bæredygtige. Rådets forordning (EU) 2016/72 (5) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(15)

Fiskerimulighederne for ansjos i ICES-underområde IX og X og i EU-farvande i CECAF 34.1.1, der er fastsat i forordning (EU) 2016/72, anvendes fra den 1. januar 2016. Ændringsbestemmelserne i nærværende forordning bør også finde anvendelse fra denne dato. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft berører ikke retssikkerhedsprincippet eller princippet om berettiget forventning, idet de pågældende fiskerimuligheder er forhøjet i forhold til de muligheder, der er fastsat i forordning (EU) 2016/72.

(16)

For at undgå afbrydelser i fiskeriet og sikre EU-fiskernes udkomme bør denne forordning anvendes fra den 1. januar 2017. Denne forordning bør på grund af sin hastende karakter træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen —

(1)

I henhold til forordning (EU) nr. 531/2012 bør en roamingudbyder ikke pålægge de indenlandske detailpriser noget yderligere tillæg for roamingkunder i andre medlemsstater, hverken for foretagne eller modtagne regulerede roamingopkald, afsendte regulerede roaming-SMS'er eller anvendte regulerede dataroamingtjenester, herunder MMS-beskeder, dog med forbehold af en »politik om rimeligt forbrug«. Denne bestemmelse finder anvendelse fra 15. juni 2017, forudsat at den lovgivningsmæssige retsakt, der skal vedtages i forlængelse af forslaget om engrosmarkedet for roaming, som henvist til i artikel 19, stk. 2, i denne forordning, er trådt i kraft inden denne dato.

(2)

I forordning (EU) nr. 531/2012 fastsættes det, at en roamingudbyder under særlige og ekstraordinære omstændigheder kan anmode sine nationale tilsynsmyndigheder om tilladelse til at pålægge sine roamingkunder et tillæg. Alle sådanne anmodninger om tilladelse skal ledsages af alle de oplysninger, der er nødvendige for at dokumentere, at udbyderen uden et detailroamingtillæg ikke er i stand til at dække sine omkostninger ved at levere regulerede detailroamingtjenester, og at bæredygtigheden af udbyderens indenlandske afregningsmodel således undermineres.

(3)

For at sikre en ensartet anvendelse af alle de politikker, der tager sigte på at forebygge misbrug eller unormal anvendelse af roamingtjenester (»politik om rimeligt forbrug«) og af tilladelser til at pålægge tillæg på tværs af Unionen, er det nødvendigt at fastsætte detaljerede regler for anvendelsen af politikkerne om rimeligt forbrug, for metoden til vurdering af, om afskaffelsen af detailroamingtillæg er bæredygtig, og for den anmodning, der indgives af en roamingudbyder til vurdering.

(4)

I henhold til forordning (EU) nr. 531/2012 er formålet med en politik om rimeligt forbrug at forebygge roamingmisbrug eller unormale anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til den gældende indenlandske takst, som f.eks. brugen af disse tjenester til andet end periodiske rejser, eksempelvis ved permanent at anvende disse tjenester. Gennemførelsesforanstaltningerne bør sikre, at roamingudbydere ikke udnytter muligheden for at anvende en roamingpolitik om rimeligt forbrug til andre formål til ulempe for roamingkunder, der foretager periodiske rejser.

(5)

I forbindelse med afskaffelsen af detailroamingtillæg i Unionen kommer de samme prisvilkår til at gælde for brugen af mobiltjenester, når der roames i udlandet i Unionen, som når man er hjemme (dvs. i det land, hvor kunden har sit mobilabonnement). Der tages i forordning (EU) nr. 531/2012 sigte på at afskaffe forskellen mellem indenlandske priser og roamingpriser, når der i perioder rejses i Unionen, hvilket fører til gennemførelsen af »roaming til hjemmetakst«. Det er imidlertid ikke meningen, at reglerne skal muliggøre permanent roaming i Unionen, dvs. en situation, hvor en kunde i en medlemsstat, som har høje indenlandske priser for mobiltjenester, køber tjenester fra en operatør i en anden medlemsstat, som har lave indenlandske priser for mobiltjenester, og hvor kunden normalt hverken bor eller har faste forbindelser til, som medfører hyppige og længerevarende ophold i sidstnævnte medlemsstat, med henblik på at roame permanent i førstnævnte medlemsstat.

(6)

Permanent anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til gældende indenlandske priser med andre formål end periodiske rejser vil sandsynligvis fordreje konkurrencen, sætte et opadgående pres på indenlandske priser på hjemmemarkederne og true investeringsincitamenter på markeder i både ind- og udland. På besøgte markeder vil besøgte operatører skulle konkurrere direkte med indenlandske tjenesteudbydere fra andre medlemsstater, hvor priser, omkostninger, lovgivnings- og konkurrencevilkår kan være meget forskellige, og på grundlag af engrosroamingvilkår, der er fastsat tæt på omkostningerne med det ene formål at lette periodisk roaming. For hjemoperatøren kan permanent brug af indenlandske priser under roaming medføre, at der nægtes adgang til engrosroamingtjenester, eller at disse begrænses af besøgte operatører, eller at hjemoperatøren udbyder begrænsede indenlandske mængder eller opkræver højere indenlandske priser, hvilket påvirker hjemoperatørens evne til at betjene sine normale indenlandske kunder både hjemme og i udlandet.

(7)

Det er nødvendigt at fastsætte gennemførelsesbestemmelser på grundlag af tydelige og generelt anvendelige principper, som kan omfatte de mange og varierede periodiske rejsemønstre, som roamingkunder udviser, for at sikre at politikker om rimeligt forbrug ikke fungerer som en hindring for, at sådanne kunder fuldt ud kan nyde godt af »roaming til hjemmetakst«. For at sikre, at roamingudbyderen anvender politikken om rimeligt forbrug, bør en kunde normalt anses for at foretage periodiske rejser til udlandet inden for Unionen, hvis kunden normalt opholder sig i roamingudbyderens medlemsstat eller har faste forbindelser til denne medlemsstat, som medfører hyppige og længerevarende ophold på denne medlemsstats område, og kunden forbruger regulerede detailroamingtjenester i alle andre medlemsstater.

(8)

I forordning (EU) nr. 531/2012 fastsættes det, at enhver politik om rimeligt forbrug skal give roamingudbyderens kunder mulighed for at forbruge mængder af regulerede detailroamingtjenester til den gældende indenlandske detailpris, som er i overensstemmelse med deres respektive indenlandske pris- og abonnementsvilkår.

(9)

Nærværende forordning bør ikke hæmme roamingudbyderes mulighed for at tilbyde og roamingkunders mulighed for at vælge en alternativ roamingtakst, jf. artikel 6e, stk. 3, i forordning (EU) nr. 531/2012, som kan inkludere aftalte anvendelsesvilkår, der falder uden for politikken for rimeligt forbrug, jf. denne forordning.

(10)

For at sikre, at detailroamingtjenester ikke udsættes for misbrug eller unormal anvendelse, som ikke vedrører periodiske rejser uden for kundens bopælsland eller en medlemsstat, som kunden har faste forbindelser til, hvilket medfører hyppige og længerevarende ophold på dennes område, kan roamingudbydere have behov for at fastslå, hvor roamingkunderne har deres sædvanlige opholdssted, eller om der er tale om faste forbindelser. Under hensyntagen til de former for dokumentation, som er sædvanlige i de respektive medlemsstater, og til den oplevede risiko for misbrug eller unormal anvendelse, bør roamingudbyderen være i stand til at fremlægge et rimeligt bevis for kundens opholdssted under de nationale tilsynsmyndigheders tilsyn for så vidt angår proportionaliteten af den samlede dokumentationsbyrde og rimeligheden heraf i en national sammenhæng. En sådan dokumentation for individuelle brugere kan omfatte en erklæring fra kunden, fremlæggelse af et gyldigt dokument, der bekræfter kundens bopælsmedlemsstat, angivelse af kundens postadresse eller faktureringsadresse for andre tjenester, der udbydes i roamingudbyderens medlemsstat, en erklæring om indskrivning på en videregående uddannelse på fuld tid, bevis for optagelse på en lokal valgliste eller for betaling af lokale skatter eller kopskatter. For erhvervskunder kan en sådan dokumentation omfatte dokumentation for den juridiske enheds hjemsted eller etablering, for enhedens faktiske udførelse af dens økonomiske aktiviteter eller det primære sted, hvor de medarbejdere, der bruger et bestemt sim-kort, udfører deres opgaver. Faste forbindelser til en medlemsstat, der medfører hyppige og længerevarende ophold på medlemsstatens område, kan hidrøre fra et varigt fuldtidsansættelsesforhold, som f.eks. det grænsearbejdere har, varige kontraktuelle forhold, der medfører en lignende grad af fysisk tilstedeværelse for en selvstændig, deltagelse i fuldtidsstudier, der kræver jævnligt fremmøde, eller fra andre situationer, som f.eks. dem der omfatter udstationerede arbejdstagere eller pensionister, når de medfører et lignende niveau af ophold i området.

(11)

Roamingudbydere bør begrænse anmodninger om dokumentation til normalt bosiddende og personer med stabile forbindelser til medlemsstaten, som medfører hyppige og længerevarende ophold på dennes område, efter indgåelsen af en aftale til situationer, hvor indsamling af oplysninger til fakturering synes at tyde på misbrug eller unormal anvendelse, som ikke vedrører periodiske rejser. Det bevis, der anmodes om, bør kun omfatte, hvad der er strengt nødvendigt og proportionelt for at bekræfte kundens tilknytning til roamingudbyderens medlemsstat. Kunder bør ikke pålægges dokumentationskrav for at bekræfte overholdelse af betingelserne i politikken om rimeligt forbrug, hvis disse omstændigheder ikke er til stede. Der bør i særdeleshed ikke pålægges krav om gentagne fremsendelser af en sådan dokumentation, hvis de ikke er baseret på en risikovurdering af sandsynligheden for misbrug eller unormal anvendelse.

(12)

For at gøre det muligt for kunderne at forbruge regulerede detailroamingtjenester til den gældende indenlandske detailpris, som er i overensstemmelse med de respektive indenlandske pris- og abonnementsvilkår, bør roamingudbyderen som hovedregel ikke pålægge mængden af mobiltjenester, der er tilgængelige for roamingkunder, en begrænsning, der adskiller sig fra den indenlandske begrænsning, når kunden periodisk rejser inden for Unionen. Indenlandske begrænsninger bør omfatte enhver politik om rimeligt forbrug for så vidt angår indenlandsk brug af pris- og abonnementsvilkår.

(13)

I forbindelse med visse indenlandske pris- og abonnementsvilkår, der i det efterfølgende er beskrevet som åbne datapakker, kan dataforbruget være ubegrænset, eller der kan være inkluderet datamængder til en lav indenlandsk enhedspris i forhold til den regulerede maksimale engrosroamingafgift, der henvises til i artikel 12 i forordning (EU) nr. 531/2012. Hvis der ikke findes nogen begrænsning for ekstraordinære mængder i forbindelse med sådanne åbne datapakker, er der større sandsynlighed for, at det er denne type pris- og abonnementsvilkår, og ikke andre, der bliver udsat for organiseret gensalg til personer, som ikke er bosiddende i eller har faste forbindelser til roamingudbyderens medlemsstat, som medfører hyppige og længerevarende ophold heri. Endvidere kan denne type misbrug eller unormal anvendelse af åbne datapakker under roaming medføre, at disse forsvinder fra de indenlandske markeder, eller at der pålægges begrænsninger på roaming med disse pris- og abonnementsvilkår til ulempe for indenlandske brugere, hvilket ikke er formålet med forordning (EU) nr. 531/2012. Denne risiko er væsentlig mindre for taleopkald og SMS-tjenester, eftersom disse er udsat for en højere grad af fysisk og tidsmæssig begrænsning, og de faktiske forbrugsmønstre har været stabile eller faldende over de seneste år. Dette berører ikke de erhvervsdrivendes ret til at træffe foranstaltninger til at håndtere meget atypiske brugsmønstre for tale- eller SMS-roamingtjenester som følge af svigagtig adfærd. Selv om det er nødvendigt at indføre yderligere garantier, som sikrer mod denne øgede risiko for misbrug af regulerede detaildataroamingtjenester til den gældende indenlandske detailtakst for åbne datapakker, bør indenlandske kunder, der periodisk rejser inden for Unionen, imidlertid være i stand til at forbruge detailmængder af disse tjenester i et omfang, der svarer til to gange den mængde, der kan købes op til engrosdataroamingloftet for et beløb, der er lig med den overordnede indenlandske detailpris uden moms for mobiletjenestekomponenten i de indenlandske pris- og abonnementsvilkår for hele den pågældende faktureringsperiode. Disse udgør mængder, som er i overensstemmelse med de indenlandske pris- og abonnementsvilkår, eftersom de er tilpasset den indenlandske detailpris i de pågældende indenlandske pris- og abonnementsvilkår, og de kan anvendes i forbindelse med åbne datapakker, herunder når de er sammensat med andre detailmobiltjenester. Anvendelsen af en multiplikator på to afspejler hensigtsmæssigt det forhold, at operatører ofte forhandler engrosdataroamingpriser under de gældende lofter, og at forbrugerne ofte ikke anvender hele den datamængde, der er med i deres pris- og abonnementsvilkår. I denne forbindelse vil kundegennemsigtighed blive sikret i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EU) nr. 531/2012, ifølge hvilken roamingudbyderen sender en meddelelse til roamingkunden, når den gældende rimelige forbrugsmængde af regulerede dataroamingtjenester er fuldt opbrugt, og hvor det pristillæg, der opkræves for roamingkundens yderligere forbrug af regulerede dataroamingtjenester, oplyses.

(14)

For at nedbringe risikoen for at forudbetalte abonnementer, som ikke medfører nogen langsigtet forpligtelse, alene anvendes til permanent roaming, bør roamingudbyderen som alternativ til at bede om dokumentation for kundens opholdssted eller faste forbindelse til udbyderens medlemsstat, som medfører hyppige og længerevarende ophold på dennes område, kunne begrænse brugen af regulerede detaildataroamingtjenester til den gældende indenlandske detailpris for et forudbetalt abonnement til datamængder, som kan købes op til engrosdataroamingloftet, for det pengebeløb uden moms, der er tilgængeligt på det forudbetalte abonnement på det tidspunkt, hvor roamingforbruget foretages.

(15)

Roamingudbyderen bør være i stand til at opdage og forebygge misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til indenlandske priser med andre formål end periodiske rejser. Samtidig bør roamingkunderne beskyttes mod enhver foranstaltning, der kan påvirke deres mulighed for at anvende regulerede detailroamingtjenester til indenlandske priser, mens de rejser i et andet EU-land. Foranstaltninger til at opdage og forebygge misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til indenlandske priser bør være enkle og gennemsigtige, og de bør nedbringe administrative byrder for roamingkunder samt overdrevne og unødvendige underretninger. I tråd med kravet om ophold i eller faste forbindelser til roamingudbyderens medlemsstat, som medfører hyppige og længerevarende ophold i denne, bør de indikatorer, der underbygge sandsynligheden for misbrug eller unormal anvendelse, være baseret på objektive indikatorer, som hidrører fra trafikmønstre, der viser, at kunden ikke primært opholder sig i roamingudbyderens land, eller at der primært anvendes indenlandske mobiltjenester. Sådanne objektive indikatorer skal pr. definition fastsættes over en vis periode. En sådan periode bør være tilstrækkeligt lang (minimum fire måneder) til at roamingkunden kan forbruge detailroamingtjenester til indenlandske priser, mens denne foretager forudsigelige former for periodiske rejser i Unionen. Indikatorer for tilstedeværelse i roamingudbyderens land bør ikke rammes negativt af utilsigtet roaming i grænseområder. I denne henseende bør situationen med både utilsigtede roamere og grænsearbejdere tages i betragtning ved at det anskues, at et log-on på roamingudbyderens net et hvilket som helst tidspunkt på en given dag påviser en dag med indenlandsk tilstedeværelse ved anvendelsen af de objektive indikatorer. I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 531/2012 bør roamingudbydere også sørge for tilstrækkelig information med henblik på at bemyndige deres kunder til aktivt at forhindre utilsigtet roaming. Ophold og forbrug uden for Unionen bør ikke have en negativ påvirkning af roamingkunders mulighed for at anvende roaming til hjemmetakst i Unionen, eftersom disse ikke kan betragtes som risikoindikatorer, der tyder på, at kunden udnytter roaming til den gældende indenlandske detailpris i roamingudbyderens medlemsstat til andre formål end periodiske rejser i Unionen. I den forbindelse bør ophold og forbrug regnes som foretaget indenlandsk i forbindelse med anvendelsen af de objektive indikatorer. Roamingudbyderen kan også anvende andre former for tydelige beviser på misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til indenlandske priser, som f.eks. det forhold, at et abonnement næsten ikke anvendes i roamingudbyderens medlemsstat, men snarere under roaming, eller at flere abonnementer anvendes af den samme bruger under roaming.

(16)

I henhold til bestemmelserne i forordning (EU) nr. 531/2012 om sikring af gennemsigtighed ved brug af roamingtjenester og på linje med reglerne om aftaler i den elektroniske kommunikationssektor, skal kontraktbestemmelser, der fastsætter en politik om rimeligt forbrug, kommunikeres klart til kunden, inden de træder i kraft. En roamingudbyders politikker om rimeligt forbrug bør i henhold til denne forordning anmeldes til den nationale tilsynsmyndighed af roamingudbyderen.

(17)

Behandling af trafikdata og lokaliseringsdata er underlagt bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF (2). Artikel 6 giver roamingudbyderen mulighed for at behandle de trafikdata, som er nødvendige for debitering og afregning af samtrafik over for kunden. Roamingudbyderens anvendelse af foranstaltninger til at opdage og forebygge misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til indenlandske priser bør ikke føre til lagring og automatisk behandling af identificerbare personlige kundeoplysninger, herunder trafikdata og lokaliseringsdata, som ikke har forbindelse til eller står i forhold til målet om at opdage og forbygge misbrug eller unormal anvendelse.

(18)

Roamingudbydere bør være i stand til at opdage og forebygge, at tredjeparter i strid med aftalevilkårene på engros- og detailsalgsniveau udnytter »roaming til hjemmetakst« til at foretage prisarbitrage med henblik på at opnå en økonomisk fordel gennem salg til kunder, som normalt ikke har bopæl i eller faste forbindelser til roamingudbyderens medlemsstat. Hvis operatøren med objektive og veldokumenterede beviser konstaterer et systematisk misbrug, bør operatøren anmelde de beviser, der dokumenterer den systematiske misbrug, til den nationale tilsynsmyndighed sammen med de foranstaltninger, der er truffet for at sikre overholdelse af alle vilkårene i den underliggende aftale, senest når foranstaltningerne er trådt i kraft.

(19)

I specifikke tilfælde, hvor operatøren har veldokumenterede beviser for en bestemt roamingkundes forbrugsmønster, der påviser sandsynligheden for misbrug eller unormal anvendelse af regulerede detailroamingtjenester til indenlandske priser med andre formål end periodiske rejser, bør operatøren på trods af dokumentation for ophold i eller faste forbindelse til medlemsstaten fremlagt af kunden advare kunden om risikoen for, at der kan påløbe et roamingtillæg. De objektive kriterier, der kan anvendes som indikatorer, der dokumenterer sandsynlighed for misbrug eller unormal anvendelse bør på forhånd være fastsat i detaljer i aftalen.

(20)

Roamingudbyderens mulighed for at pålægge et tillæg berører ikke eventuelle proportionelle foranstaltninger, der kan træffes i henhold til national lovgivning, og som er i overensstemmelse med EU-retten, såfremt kunden aktivt har afgivet urigtige oplysninger, med henblik på at sikre overholdelse af alle vilkårene i den underliggende aftale.

(21)

Roamingudbydere, som har en politik om rimeligt forbrug, bør indføre gennemsigtige, enkle og effektive procedurer med henblik på at imødekomme klager fra kunder i forbindelse med anvendelsen af deres politik. I henhold til artikel 17, stk. 2, i forordning (EU) nr. 531/2012 bør roamingkunder under alle omstændigheder have adgang til et kompetent udenretligt tvistbilæggelsesorgan, som retfærdigt og hurtigt skal afgøre uløste tvister mellem kunder og roamingudbydere, der hidrører fra anvendelsen af en politik om rimeligt forbrug, jf. artikel 34 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF (3), som ændret ved direktiv 2009/136/EF (4).

(22)

I henhold til forordning (EU) nr. 531/2012 skal de nationale tilsynsmyndigheder nøje overvåge og føre tilsyn med anvendelsen af politikker om rimeligt forbrug for at sikre, at indenlandske udbyderes anvendelse af en politik om rimeligt forbrug ikke hindrer kundernes adgang til »roaming til hjemmetakst«. Hvis den nationale tilsynsmyndighed konstaterer, at der er forekommet en overtrædelse af forpligtelserne i roamingforordningen, har den nationale tilsynsmyndighed beføjelse til at kræve, at overtrædelsen øjeblikkeligt bringes til ophør.

(23)

Denne forordning bør ikke berøre eksisterende rettigheder og forpligtelser i henhold til EU-retten eller til national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten. Det gælder navnlig slutbrugeres ret til at benytte mobile elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i alle medlemsstater, uanset deres nationalitet eller bopælssted i Unionen, alle nationale regler, der kræver fremlæggelse af et identitetsbevis eller anden dokumentation for at erhverve et sim-kort eller på anden vis abonnerer på sådanne net eller tjenester, eventuelle nationale foranstaltninger vedrørende opretholdelse af kontinuiteten af tjenesteydelsen eller af taletidskort med et bestemt nummer eller sim-kort, samt retten for udbydere af elektroniske kommunikationstjenester til at træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med national ret med henblik på at bekæmpe svig.

(24)

Eftersom roamingforbrugsmønstre forandrer sig i løbet af et år, bør anmodninger om tilladelse til at pålægge roamingtillæg indgivet af en roamingudbyder i henhold til artikel 6c, stk. 2, i forordning (EU) nr. 531/2012 med henblik på at sikre bæredygtigheden af udbyderens indenlandske afregningsmodel vurderes på grundlag af datatrafik for mindst 12 måneder. Roamingudbyderen bør for at beregne trafikmængden over et år også have mulighed for at fremvise trafikprognoser. Prognoserne bør være baseret på faktiske data, som f.eks. faktiske data for roamingforbrug, fremskrivninger af faktisk indenlandsk forbrug i forhold til roamingforbrug, fremskrivninger af faktisk roamingforbrug hos en betydelig undergruppe af roamingkunder, der anvender pris- og abonnementsvilkår for roaming til hjemmetakst, til alle roamingkunder, der er omfattet af roaming til hjemmetakst, i henhold til artikel 6a i forordning (EU) nr. 531/2012. Når de vurderer forskellige ansøgeres anmodninger om pålægge roamingtillæg, bør de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at de forudsætninger, som hver ansøger lægger til grund for de prognosticerede mængder, er konsekvente under hensyntagen til relevante forskelle i kommerciel positionering og kundebaser.

(25)

Eventuelle oplysninger om omkostninger og indtægter, der understøtter anmodningen om tilladelse til at pålægge et roamingtillæg indgivet af en roamingudbyder i henhold til artikel 6c, stk. 2, i forordning (EU) nr. 531/2012 med henblik på at sikre bæredygtigheden af udbyderens indenlandske afregningsmodel, bør være baseret på regnskaber, som kan være justeret for prognoser af trafikmængden. Afvigelser fra prognoser af omkostninger på grundlag af regnskaber bør kun være tilladte, hvis de understøttes af beviser for finansielle forpligtelser, som udbyderen allerede havde påtaget sig, da anmodningen blev indgivet.

(26)