29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/1

(1)

Den 25. juni 2012 bemyndigede Rådet Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at indlede forhandlinger med New Zealand om en rammeaftale, der skal afløse den fælles erklæring af 21. september 2007 om forbindelser og samarbejde mellem Den Europæiske Union og New Zealand.

(2)

Forhandlingerne om partnerskabsaftalen om forbindelser og samarbejde mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og New Zealand på den anden side (»aftalen«) blev afsluttet med succes den 30. juli 2014. Aftalen afspejler både det historisk tætte forhold og de stadig stærkere bånd, der udvikler sig mellem parterne, samt deres ønske om yderligere at styrke og udvide deres forbindelser på en ambitiøs og innovativ måde.

(3)

I aftalens artikel 58 fastsættes det, at Unionen og New Zealand midlertidigt kan anvende visse af aftalens bestemmelser, indtil den træder i kraft; parterne fastsætter i fællesskab disse bestemmelser.

(4)

Aftalen bør derfor undertegnes på Unionens vegne, og visse bestemmelser bør anvendes midlertidigt indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse —

—

Artikel 3 (Dialog)

—

Artikel 4 (Samarbejde i regionale og internationale organisationer)

—

Artikel 5 (Politisk dialog)

—

Artikel 53 (Det blandede udvalg) med undtagelse af stk. 3, litra g) og h)

—

Afsnit X (Afsluttende bestemmelser) med undtagelse af artikel 57 og artikel 58, stk. 1 og 3, for så vidt som det er nødvendigt med henblik på at sikre den midlertidige anvendelse af de bestemmelser i aftalen, der er henvist til i nærværende artikel.

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/3

a)

Møder på stats- og regeringschefniveau, som skal afholdes regelmæssigt, når parterne finder det nødvendigt.

b)

Konsultationer og besøg på ministerielt plan, som vil finde sted ved de lejligheder og på de steder, som parterne beslutter.

c)

Konsultationer mellem udenrigsministre, som skal finde sted regelmæssigt, om muligt årligt.

d)

Møder mellem højtstående embedsmænd med henblik på konsultationer om spørgsmål af fælles interesse eller briefinger og samarbejde om vigtige aspekter af den hjemlige eller internationale udvikling.

e)

Sektordialoger om emner af fælles interesse.

f)

Udvekslinger af delegationer mellem Europa-Parlamentet og det New Zealands parlament.

a)

at fremme de vigtigste principper vedrørende de demokratiske værdier, menneskerettighederne og retsstatsprincippet, også i multilaterale fora

b)

når det er hensigtsmæssigt, i praksis at samarbejde om og koordinere bestræbelserne for at fremme de demokratiske værdier, menneskerettighederne og retsstatsprincippet, også i tredjelande.

a)

når det er hensigtsmæssigt, at tage skridt til at undertegne, ratificere eller tiltræde og til fulde gennemføre alle andre relevante internationale instrumenter

b)

at opretholde en effektiv ordning for national eksportkontrol, hvorved eksport og transit af varer med relation til masseødelæggelsesvåben kan kontrolleres, herunder kontrol med, at teknologi med dobbelt anvendelsesformål ikke anvendes til fremstilling af masseødelæggelsesvåben, og som omfatter effektive sanktioner for omgåelse af eksportkontrollen.

a)

når det er hensigtsmæssigt, at tage skridt til at gennemføre Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol (»Romstatutten«) og tilknyttede instrumenter

b)

at udveksle erfaringer med regionale partnere om vedtagelsen af de retlige tilpasninger, der er nødvendige for at muliggøre ratificeringen og gennemførelsen af Romstatutten, og

c)

at samarbejde om at fremme Romstatuttens almene gyldighed og integritet.

a)

inden for rammerne af en fuldstændig gennemførelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1267, 1373 og 1540 og andre relevante FN-resolutioner og internationale instrumenter

b)

ved at udveksle oplysninger om terroristgrupper og deres støttenetværk i overensstemmelse med gældende folkeret og national ret

c)

ved at udveksle synspunkter om:

d)

ved at samarbejde med henblik på at uddybe den internationale konsensus om bekæmpelse af terrorisme og dens normative ramme og ved at arbejde hen imod en snarlig aftale om den omfattende konvention om bekæmpelse af international terrorisme med henblik på at supplere eksisterende FN-instrumenter til bekæmpelse af terrorisme og

e)

ved at fremme samarbejdet mellem FN's medlemsstater med henblik på effektivt at gennemføre FN's globale strategi til bekæmpelse af terrorisme ved hjælp af alle egnede midler.

a)

at udveksle synspunkter og, når det er hensigtsmæssigt, at koordinere holdningerne til udviklingsspørgsmål i regionale og internationale fora for at fremme en inklusiv og bæredygtig vækst med henblik på menneskelig udvikling og

b)

at udveksle oplysninger om deres respektive udviklingsprogrammer og, når det er hensigtsmæssigt, at koordinere deres engagement internt i det pågældende land for at øge programmernes virkning for en bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse.

a)

en årlig handelspolitisk dialog mellem højtstående embedsmænd, der suppleres af ministermøder om handel, når parterne beslutter dette

b)

en årlig dialog om landbrugshandlen og

c)

andre sektorspecifikke udvekslinger, når parterne beslutter dette.

a)

udveksling af oplysninger

b)

anvendelse af importkrav på hele den andens parts område

c)

gennemførelse af kontrol af alle eller dele af den anden parts myndigheders tilsyns- og certificeringssystemer i overensstemmelse med de relevante internationale standarder i Codex Alimentarius, OIE og IPPC om vurderingen af sådanne systemer og

d)

anerkendelse af skadegørerfrie og sygdomsfrie områder og områder med lav forekomst af skadegørere eller sygdom.

a)

spørgsmål om udbud og efterspørgsel, bilateral handel og investeringsspørgsmål samt spørgsmål af interesse i relation til international handel

b)

toldmæssige og ikketoldmæssige hindringer for råvarehandel, tilknyttede tjenester og investeringer

c)

parternes respektive lovgivningsmæssige rammer og

d)

bedste praksis i forbindelse med bæredygtig udvikling af mineindustrien, herunder de politiske retningsliner for mineraler, fysisk planlægning og tilladelsesprocedurer.

a)

praksis, fremme, formidling, strømlining, forvaltning, harmonisering, beskyttelse og effektiv gennemførelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

b)

forebyggelse af krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder

c)

bekæmpelse af forfalskning og piratkopiering gennem hensigtsmæssige former for samarbejde og

d)

den måde, hvorpå organer, der har ansvaret for beskyttelse og håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, fungerer.

a)

tager New Zealand uden yderligere formaliteter sine egne statsborgere tilbage, som ulovligt opholder sig på en medlemsstats område, på sidstnævnte stats anmodning og

b)

tager hver medlemsstat uden yderligere formaliteter sine egne statsborgere tilbage, som ulovligt opholder sig på New Zealands område, på sidstnævnte stats anmodning.

a)

udveksling af synspunkter om de forskellige aspekter af informationssamfundet, særlig etableringen af hurtige bredbåndsnet, politikker for og regulering af elektronisk kommunikation, herunder forsyningspligtydelser, licensgivning og generelle tilladelser, beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger, digital forvaltning og offentlighed i forvaltningen, internetsikkerhed og tilsynsmyndighedernes uafhængighed og effektivitet

b)

sammenkobling af og interoperabilitet for forskningsnet og -tjenester og infrastruktur og -tjenester for it og videnskabelige data, herunder i en regional sammenhæng

c)

standardisering, certificering og udbredelse af nye informations- og kommunikationsteknologier

d)

sikkerheds-, tillids- og privatlivsmæssige aspekter af informations- og kommunikationsteknologier og -tjenester, herunder fremme af onlinesikkerhed, bekæmpelse af misbrug af informationsteknologi og alle former for elektroniske medier samt informationsudveksling og

e)

udveksling af synspunkter om foranstaltninger med henblik på at løse problemet med roamingomkostninger for international mobiltelefoni.

a)

samarbejde om enkeltpersoners læringsmobilitet gennem fremme af udvekslingen af studerende, forskere, akademisk og administrativt personale i højere læreanstalter og lærere

b)

fælles samarbejdsprojekter mellem uddannelsesinstitutioner i Unionen og New Zealand for at fremme udviklingen af læseplaner, fælles studieprogrammer og grader samt mobilitet for personale og studerende

c)

institutionelt samarbejde, forbindelser og partnerskaber med henblik på at styrke det uddannelsesmæssige element i videntrekanten og at fremme udvekslingen af erfaringer og knowhow og

d)

støtte til politisk reform gennem undersøgelser, konferencer, seminarer, arbejdsgrupper, benchmarking og udveksling af oplysninger og god praksis, navnlig i lyset af Bologna- og Københavnprocesserne, og de eksisterende redskaber og principper for at øge gennemsigtigheden og innovationen på uddannelsesområdet.

a)

sundhedsbeskyttelse

b)

overvågning af overførbare sygdomme (såsom udbrud af influenza og akutte sygdomme) og andre aktiviteter inden for rammerne af det internationale sundhedsregulativ (2005), herunder beredskabsforanstaltninger mod trusler på tværs af grænserne, navnlig beredskabsplanlægning og risikovurdering

c)

samarbejde om standarder og overensstemmelsesvurdering for at håndtere lovgivningsmæssige spørgsmål og risici fra produkter (herunder lægemidler og medicinske anordninger)

d)

spørgsmål vedrørende gennemførelse af Verdenssundhedsorganisationens (»WHO«) rammekonventionen om bekæmpelse af tobaksrygning og

e)

spørgsmål vedrørende gennemførelsen af WHO's adfærdskodeks for international rekruttering af sundhedspersonale.

a)

overgangen til økonomier med lav udledning af drivhusgasser ved hjælp af nationale strategier og aktioner, der er hensigtsmæssige for at afhjælpe situationen, herunder grønne vækststrategier

b)

udformning, gennemførelse og drift af markedsbaserede mekanismer, særlig CO2-handelsordninger

c)

offentlige og private finansieringsinstrumenter til brug i indsatsen mod klimaændringer

d)

forskning i og udvikling og anvendelse af teknologier til mindskelse af udledningen af drivhusgasser og

e)

overvågning af drivhusgasemissionerne og analyse af deres virkninger, herunder udvikling og gennemførelse af tilpasningsstrategier, når det er nødvendigt.

a)

udforme politikker med henblik på at øge energiforsyningssikkerheden

b)

fremme den globale handel og de globale investeringer på energiområdet

c)

forbedre konkurrenceevnen

d)

forbedre den måde, hvorpå de globale energimarkeder fungerer

e)

udveksle oplysninger og politiske erfaringer via eksisterende multilaterale energifora

f)

fremme anvendelsen af vedvarende energi samt udviklingen og indførelsen af rene, forskelligartede og bæredygtige energiteknologier, herunder teknologier for vedvarende energi og CO2-fattig energi

g)

opnå en rationel energiudnyttelse med bidrag fra både udbuds- og efterspørgselssiden ved at fremme energieffektiviteten i produktionen, transporten, distributionen og slutanvendelsen af energi

h)

gennemføre deres respektive internationale forpligtelser til på mellemlang sigt at rationalisere og udfase ineffektiv støtte til fossile brændstoffer, der tilskynder til et ødselt forbrug og

i)

udveksle bedste praksis med hensyn til energiefterforskning og -produktion.

a)

udvekslingen af oplysninger om deres respektive politikker og praksis

b)

styrkelse af flyforbindelserne mellem Unionen og New Zealand med henblik på at:

c)

nå målene for ubegrænset adgang til de internationale maritime markeder og handel baseret på fair konkurrence på kommercielle vilkår og

d)

sikre gensidig anerkendelse af kørekort til landbaserede motorkøretøjer.

a)

gennem en effektiv forvaltning i Fiskerikommissionen for det Vestlige og Centrale Stillehav og på grundlag af den bedste tilgængelige videnskab at sikre en langsigtet bevarelse og bæredygtig brug af stærkt vandrende fiskebestande i det vestlige og centrale Stillehav, herunder ved i overensstemmelse med de relevante FN-konventioner og andre internationale instrumenter fuldt ud at anerkende de særlige krav fra små øudviklingsstater og territorier og sikre en gennemsigtig beslutningstagningsproces

b)

at sikre bevarelsen og en rationel brug af marine levende ressourcer inden for rammerne af Kommissionen for Bevarelse af de Marine Levende Ressourcer i Antarktis, herunder bestræbelserne for at bekæmpe IUU-fiskeri inden for det område, hvor konventionen om bevarelse af de marine levende ressourcer i Antarktis finder anvendelse

c)

at sikre vedtagelsen og gennemførelsen af effektive bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger for bestandene inden for rammerne af det sydlige Stillehavs fiskeriforvaltningsorganisationer og

d)

at lette tilslutningen til fiskeriforvaltningsorganisationer, som den ene part er medlem af og den anden en tiltrædende part.

a)

at fremme en effektiv gennemførelse af denne aftale

b)

at overvåge udviklingen i de omfattende forbindelser mellem parterne

c)

eventuelt at anmode om oplysninger fra andre udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til andre aftaler mellem parterne, der indgår som en del af den fælles institutionelle ramme, jf. artikel 52, stk. 1, og at tage stilling til alle rapporter, de måtte fremsende

d)

at udveksle standpunkter og fremsætte forslag om spørgsmål af fælles interesse, herunder fremtidige tiltag og disponible ressourcer til gennemførelse heraf

e)

at opstille prioriteringer i forhold til denne aftales mål

f)

at søge egnede midler til at hindre eventuelle problemer på de områder, der er omfattet af aftalen

g)

at bestræbe sig på at bilægge eventuelle tvister i forbindelse med anvendelsen eller fortolkningen af denne aftale

h)

at undersøge de oplysninger, en part fremlægger i overensstemmelse med artikel 54 og

i)

når det er hensigtsmæssigt, at fremsætte henstillinger og vedtage afgørelser for at anvende særlige aspekter af denne aftale.

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/31

Bilag 6, ny forklarende bemærkning 0.42a:

Der tilføjes en ny forklarende bemærkning til artikel 42a, som affattes således:

Bilag 2, artikel 4, stk. 2, nr. i):

Teksten affattes således:

Bilag 2, artikel 4, stk. 2, nr. iii):

Teksten affattes således:

Bilag 2, ny artikel 5:

Efter den ændrede artikel 4 indsættes:

Bilag 2, skitse 9:

Skitse 9 affattes således:

»Skitse 9

EKSEMPEL PÅ KONSTRUKTION AF ET KØRETØJ MED GLIDENDE SIDEPRESENNINGER

Skitse 9, fortsat

Skitse 9, fortsat

«.

Bilag 2, ny skitse 10

Efter den nye skitse 9 indsættes:

»Skitse 10

EKSEMPEL PÅ KONSTRUKTION AF ET KØRETØJ MED PRESENNINGSOVERDÆKKET SKYDETAG

Skitse 10, fortsat

Skitse 10, fortsat

«.

Bilag 7, første del, artikel 5, stk. 2, nr. i):

Teksten affattes således:

Bilag 7, første del, artikel 5, stk. 2, nr. iii):

Teksten affattes således:

Bilag 7, første del, ny artikel 6:

Efter den ændrede artikel 5 indsættes:

Bilag 7, del I, skitse 9:

Skitse 9 affattes således:

»Skitse 9

EKSEMPEL PÅ KONSTRUKTION AF EN CONTAINER MED GLIDENDE SIDEPRESENNINGER

Skitse 9, fortsat

Skitse 9, fortsat

«.

Bilag 7, del I, ny skitse 10:

Efter den nye skitse 9 indsættes:

»Skitse 10

EKSEMPEL PÅ KONSTRUKTION AF EN CONTAINER MED PRESENNINGSOVERDÆKKET SKYDETAG

Skitse 10, fortsat

Skitse 10, fortsat

«.

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/45

(1)

I betragtning af den nuværende situation på markedet for skummetmælkspulver med hensyn til prisfremgang og den omfattende lagerbeholdning i interventionslagrene bør der åbnes for salg af interventionsskummetmælkspulver ved en licitationsprocedure i henhold til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240.

(2)

For at kunne administrere salget fra interventionslagrene på passende vis, er det nødvendigt at anføre den dato, inden hvilken skummetmælkspulver, der er udbudt til salg, skal være overtaget til offentlig intervention.

(3)

I henhold til artikel 28, stk. 4, litra b), c), og d), i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 er det nødvendigt at fastsætte perioderne for afgivelse af bud, minimumsmængden, for hvilken der kan afgives bud, og størrelsen af den sikkerhed, der skal stilles, når der afgives bud.

(4)

I forbindelse med artikel 31, stk. 1, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1240 er det nødvendigt at fastsætte frister inden for hvilke medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om alle bud, der kan antages.

(5)

Af hensyn til en effektiv administration bør medlemsstaterne formidle deres oplysninger til Kommissionen i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EF) nr. 792/2009 (3).

(6)

Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter har ikke afgivet udtalelse inden for den af formanden fastsatte frist —

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/48

(1)

Den 18. april 2012 indførte Rådet ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 325/2012 (2) (»den anfægtede forordning«) en endelig antidumpingtold på importen af oxalsyre med oprindelse i Indien og Folkerepublikken Kina på mellem 14,6 % og 52,2 % efter en antidumpingundersøgelse i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (3).

(2)

Ved dom af 20. maj 2015 (4) annullerede Retten den anfægtede forordning, for så vidt angår Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltd, en samarbejdsvillig kinesisk eksporterende producent. Retten fastslog, at Rådets argumentation vedrørende to spørgsmål om fastsættelsen af skadestærsklen ikke var i overensstemmelse med artikel 296 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(3)

Efter Rettens dom offentliggjorde Kommissionen en meddelelse, hvori den bekendtgjorde, at den havde besluttet at genoptage antidumpingundersøgelsen vedrørende oxalsyre med henblik på at efterkomme dommen, for så vidt angår Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltd.

(4)

Som anført i betragtning 66 og 83 i den anfægtede forordning havde Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltd gjort gældende, at Kommissionen ikke havde foretaget en fuldstændig justering på 6,5 % svarende til den normale toldsats ved beregningen af skadesmargenen.

(5)

Kommissionen havde i den oprindelige undersøgelse konkluderet, at påstanden var berettiget, og den havde revideret beregningerne, for så vidt angår skadesmargenen, som følger: Den endelige vejede gennemsnitlige importpris blev beregnet ved til Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltds vejede gennemsnitlige cif-eksportpris, Unionens grænse, for de to typer oxalsyre (raffineret og uraffineret) først at lægge 6,5 % til told og derefter et fast beløb på 10 EUR pr. ton til omkostninger efter importen.

(6)

Resultatet var en nedsættelse af Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltds skadesmargen til 18,7 %. Som allerede anført i betragtning 83 og 87 i den anfægtede forordning lå den nedsatte skadesmargen imidlertid stadig over den dumpingmargen, der var fastlagt for Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltd (14,6 %), og som er grundlaget for den indførte antidumpingtold.

(7)

Som anført i betragtning 142 og 143 i Kommissionens forordning (EU) nr. 1043/2011 (5) om midlertidige foranstaltninger i den foreliggende sag og som bekræftet ved den anfægtede forordning udgjorde den fortjeneste, der anvendtes til beregningen af skadestærsklen, 8 % af omsætningen, hvilket ansås for at være den fortjeneste, som EU-erhvervsgrenen med rimelighed kunne forvente at opnå under normale konkurrencevilkår i en situation uden skadevoldende dumping. De overvejelser, der ligger til grund for anvendelsen af dette tal, drøftes i det følgende.

(8)

I den undersøgelse, der førte til den anfægtede forordning, blev det fastslået, at EU-erhvervsgrenen i den betragtede periode enten var tabsgivende eller havde en meget begrænset fortjeneste. Dette fortjenstniveau var utilstrækkeligt til at opretholde produktionen på mellemlang sigt. I den betragtede periode i forbindelse med den oprindelige undersøgelse var der desuden betydelige importmængder til priser, der i gennemsnit var lavere end de dumpingpriser, som blev konstateret i den oprindelige undersøgelsesperiode. Denne lavprisimport havde en negativ indvirkning på de økonomiske resultater hos EU-erhvervsgrenen. Derfor kunne det overskudsniveau, som EU-erhvervsgrenen faktisk opnåede i den betragtede periode, ikke anses for at være en fortjeneste, som EU-erhvervsgrenen med rimelighed kunne forvente at opnå under normale konkurrencevilkår.

(9)

Desuden indsamlede Kommissionen i forbindelse med den oprindelige undersøgelse ingen data om EU-erhvervsgrenens fortjeneste i en periode forud for den betragtede periode. Derfor forelå der ingen data om EU-erhvervsgrenens fortjeneste for en periode umiddelbart før den betragtede periode, der kunne anvendes som en rimelig fortjenstmargen til beregningen af skadesmargenen. Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Yuanping, at Kommissionens tjenestegrene burde have anvendt oplysninger, der faldt uden for den betragtede periode, med henblik på at foretage en grundig vurdering forud for fastsættelsen af målfortjenesten.

(10)

Denne påstand blev ikke accepteret. EU's retsinstanser har anerkendt Kommissionens vide skønsmæssige beføjelser, for så vidt angår den periode, der skal tages i betragtning med henblik på konstatering af skaden (6). Kommissionen fastsatte i begyndelsen af den oprindelige undersøgelse en periode med henblik på at indsamle data til vurdering af skade, dvs. den betragtede periode (1. januar 2007 til 31. december 2010), og den indsamlede ikke data, som falder uden for denne periode. Som forklaret i betragtning 23 nedenfor må Kommissionen desuden i forbindelse med denne genoptagelse af undersøgelsen kun basere sig på de oplysninger, som forelå under den oprindelige undersøgelse.

(11)

Kommissionen analyserede derfor den målfortjeneste, der blev foreslået af klageren i den undersøgelse, der førte til den anfægtede forordning. I klagen blev der foreslået en målfortjenstmargen på 10 % til beregning af skadesmargenen. Kommissionen bemærkede i den forbindelse, at den fortjenstmargen, Rådet lagde til grund i en tidligere undersøgelse vedrørende importen af oxalsyre fra Indien og Folkerepublikken Kina i 1991, var på 10 % (7). Klageren begrundede tallet med henvisning til, at et sådant rentabilitetsniveau kunne nås, hvis virksomheden producerede med fuld kapacitetsudnyttelse. Den fortjenstmargen, som blev foreslået af klageren, vedrører imidlertid ikke faktiske data om fortjeneste i en situation uden dumpingimport under normale konkurrencevilkår, men en teoretisk situation med fuld kapacitetsudnyttelse. Da klageren ikke godtgjorde, at den fulde kapacitetsudnyttelse, som den baserede den foreslåede målfortjeneste på, var eller kunne være opnået på normale markedsvilkår uden dumpingimport, kunne den hævdede fortjenstmargen ikke anvendes af denne grund.

(12)

Under disse omstændigheder undersøgte Kommissionen den fortjenstmargen, som var blevet fastlagt i forbindelse med andre undersøgelser vedrørende den kemiske sektor, som også er karakteriseret ved kapitalintensive industrier ligesom oxalsyreindustrien og har en tilsvarende produktionsproces.

(13)

For så vidt angår de fortjenstmargener, der blev benyttet i forbindelse med tidligere undersøgelser i den kemiske sektor (8) (herunder den fortjenstmargen, som blev benyttet i forbindelse med den foregående undersøgelse vedrørende oxalsyre), blev det konstateret, at en gennemsnitlig fortjenstmargen på omkring 8 % var blevet anset for at udgøre en rimelig fortjeneste, som EU-erhvervsgrenen kunne opnå under normale markedsvilkår i en situation uden skadevoldende dumping.

(14)

Desuden undersøgte Kommissionen den fortjenstmargen, der blev anvendt i forbindelse med undersøgelser vedrørende andre sektorer, der i lighed med den kemiske sektor er kapitalintensive. I den forbindelse konstaterede Kommissionen, at den fortjenstmargen, der blev anvendt i forbindelse med disse undersøgelser (9), stemte overens med den gennemsnitlige fortjenstmargen, der blev konstateret for den kemiske sektor, herunder for oxalsyre.

(15)

Ud fra de betragtninger, der er omhandlet ovenfor, og i mangel af faktiske data vedrørende de fortjenestniveauer, som kunne opnås af EU-erhvervsgrenen i undersøgelsesperioden under normale betingelser i en situation uden skadevoldende dumping, fandt Kommissionen det passende at fastlægge en sådan rimelig fortjenstmargen på grundlag af den gennemsnitlige fortjenstmargen, som er fastlagt i forbindelse med antidumpingundersøgelser for andre kemiske industrier og andre industrier med lignende karakteristika såsom at være kapitalintensive. På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at 8 % var en fortjenstmargen, som EU-erhvervsgrenen med rimelighed kunne forvente at opnå under normale konkurrencevilkår, dvs. i en situation uden dumpingimport, og denne fortjenstmargen burde derfor anvendes til beregning af skadestærsklen.

(16)

Kommissionen fremlagde de kendsgerninger og betragtninger, der er omhandlet ovenfor, den 29. juni 2016. Yuanping Changyuan Chemicals Co. Ltd og EU-erhvervsgrenen fik mulighed for at fremsætte bemærkninger.

(17)

Bemærkningerne blev modtaget inden for den fastsatte frist og blev behørigt taget i betragtning. Desuden blev der afholdt en høring den 11. august 2016 mellem Kommissionens tjenestegrene og Yuanping.

(18)

Som følge af bemærkningerne fra de interesserede parter blev der foretaget en række ændringer i det oprindelige dokument med fremlæggelse af oplysninger af 29. juni 2016. Derfor fremlagde Kommissionen igen ovennævnte kendsgerninger og betragtninger for interesserede parter den 24. august 2016.

(19)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Oxaquim, at det var uklart, om Yuanpings påstand, der er omhandlet i betragtning 4 ovenfor, havde været helt eller kun delvist berettiget. I den forbindelse bekræftede Kommissionen, at påstanden havde været fuldt ud berettiget. Som forklaret nærmere i betragtning 5 og 6 ovenfor afspejlede den reviderede beregning fra Kommissionens side i forbindelse med den oprindelige undersøgelse faktisk fuldt ud de bemærkninger, som Yuanping fremsatte på tidspunktet for den oprindelige undersøgelse.

(20)

For sin del hævdede Yuanping, at Kommissionen med henblik på at efterkomme Rettens dom foretog en efterfølgende analyse for at begrunde konklusionerne af den oprindelige undersøgelse. Ifølge Yuanping fremgik dette af, at Kommissionen baserede sig på Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1138/2011 (10), som blev offentliggjort efter vurderingen af målfortjenesten i den aktuelle procedure. Yuanping påstod, at en sådan efterfølgende analyse ikke kunne anvendes til at begrunde de oprindelige konklusioner. Denne påstand var ikke korrekt og blev afvist af følgende grunde.

(21)

For det første med hensyn til de sager, der er lagt til grund for vurderingen af målfortjenesten (hvoraf der kun henvises til nogle få i forordningen), er Yuanpings påstand faktuelt ukorrekt. Målfortjenesten i alle disse sager, herunder i den forordning, som Yuanping henviser til ovenfor, var enten blevet midlertidigt eller endeligt fastlagt forud for fastsættelsen af målfortjenesten i den oprindelige undersøgelse.

(22)

For det andet skal Kommissionen for at efterkomme Rettens dom i henhold til artikel 266 i TEUF give en begrundelse i henhold til artikel 296 i TEUF for de resultater i den oprindelige undersøgelse, for hvilke Domstolen fandt, at begrundelsen var utilstrækkelig. I den forbindelse skal Kommissionen basere sig på de oplysninger, som var til rådighed på tidspunktet for den oprindelige undersøgelse.

(23)

Følgelig begrundede Kommissionen disse resultater, f.eks. anvendelsen af 8 % som målfortjeneste, udelukkende ved anvendelse af oplysninger, som den tidligere havde baseret sig på i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(24)

Desuden var alle de oplysninger, som Kommissionen forelagde i denne forordning, allerede i sagsakterne i den oprindelige undersøgelse og/eller var offentligt tilgængelige på det tidspunkt. Disse oplysninger blev på ny fremsendt til Yuanping i forbindelse med denne undersøgelse, og det fremgik, at Kommissionen ikke havde anvendt ny dokumentation i sin forbedrede begrundelse.

(25)

Yuanping hævdede endvidere, at en administrativ procedure ikke er tilstrækkelig til at rette de fejl, som Retten konstaterede.

(26)

Denne påstand blev afvist. Retten godtgjorde ikke, at Kommissionens konklusioner var faktuelt eller substantielt forkerte. Retten fastslog derimod, at den anfægtede forordning i visse tilfælde ikke var tilstrækkeligt begrundet. At give en bedre begrundelse i denne forordning i overensstemmelse med artikel 296 i TEUF er en hensigtsmæssig måde at efterleve Rettens dom på.

(27)

Endelig hævdede Yuanping, at det tal for omkostninger efter import, som Kommissionen anvendte, dvs. 10 EUR pr. ton, var for lavt. Til støtte for denne påstand forsynede Yuanping Kommissionen med dokumentation i form af en række fakturaer fra 2016, hvor omkostningerne efter importen angiveligt var højere.

(28)

Denne påstand blev afvist. De tal for omkostninger efter importen, som Kommissionen anvendte i den oprindelige undersøgelse, var resultatet af verificerede oplysninger fra samarbejdsvillige ikke forretningsmæssigt forbundne importører. I den forbindelse undlod Yuanping at begrunde, hvorfor Kommissionen burde genberegne dette tal på baggrund af ikke-verificerede data fra en periode uden for den oprindelige undersøgelsesperiode.

(29)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 15, stk. 1, i forordninge (EF) nr. 1225/2009 —

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/53

(1)

Den 10. november 2008 vedtog Rådet fælles aktion 2008/851/FUSP (1) om oprettelse af EU's militæroperation Atalanta (»Atalanta«).

(2)

Den 21. november 2014 ændrede Rådets afgørelse 2014/827/FUSP (2) fælles aktion 2008/851/FUSP og forlængede Atalanta indtil den 12. december 2016.

(3)

Den strategiske redegørelse 2016 for Atalanta har ført til den konklusion, at Atalantas mandat bør forlænges indtil december 2018.

(4)

Fælles aktion 2008/851/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed.

(5)

I medfør af artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens afgørelser og aktioner, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark deltager ikke i gennemførelsen af denne afgørelse og deltager derfor ikke i finansieringen af denne operation —

1)

I artikel 14 tilføjes følgende stykke:

»5.   Det finansielle referencegrundlag for de fælles udgifter til EU-militæroperationen for perioden 13. december 2016 til 31. december 2018 beløber sig til 11 064 000 EUR. Den procentdel af referencebeløbet, der er omhandlet i artikel 25, stk. 1, i Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 (*1), er 0 %.

(*1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2015/528 af 27. marts 2015 om oprettelse af en mekanisme til administration af finansieringen af de fælles udgifter til EU-operationer, der har indvirkning på militær- eller forsvarsområdet (Athena) og om ophævelse af afgørelse 2011/871/FUSP (EUT L 84 af 28.3.2015, s. 39).«"

2)

Artikel 16, stk. 3, affattes således:

»3.   EU's militæroperation ophører den 31. december 2018.«.

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/55

(1)

Den 22. juli 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/486/FUSP (1) om Den Europæiske Unions rådgivende mission om reform af den civile sikkerhedssektor Ukraine (EUAM Ukraine).

(2)

Afgørelse 2014/486/FUSP som ændret ved afgørelse (FUSP) 2015/2249 (2) gav EUAM Ukraine et finansielt referencegrundlag indtil den 30. november 2016 og et mandat indtil den 30. november 2017.

(3)

Den 12. maj 2016 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2016/712 (3) om tilpasning af det finansielle referencegrundlag for perioden indtil den 30. november 2016.

(4)

Der bør fastsættes et finansielt referencegrundlag for perioden fra den 1. december 2016 til den 30. november 2017, og afgørelse 2014/486/FUSP bør ændres i overensstemmelse hermed —

1)

Artikel 14, stk. 1, i affattes således:

»1.   Det finansielle referencegrundlag, der er beregnet til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM Ukraine indtil den 30. november 2014, udgør 2 680 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag, der er beregnet til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM Ukraine for perioden fra den 1. december 2014 til den 30. november 2015, udgør 13 100 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag, der er beregnet til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM Ukraine for perioden fra den 1. december 2015 til den 30. november 2016, udgør 17 670 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag, der er beregnet til dækning af udgifterne i forbindelse med EUAM Ukraine for perioden fra den 1. december 2016 til den 30. november 2017, udgør 20 800 000 EUR. Det finansielle referencegrundlag for de efterfølgende perioder fastsættes af Rådet.«

2)

I artikel 17 indsættes følgende stykke:

»1a.   HR har bemyndigelse til i overensstemmelse med afgørelse 2013/488/EU at videregive EU's klassificerede informationer og dokumenter, som er udarbejdet med henblik på EUAM Ukraine, til og med den klassifikationsgrad, som fastsættes af Rådet, til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (»Frontex«). Med henblik herpå fastlægges ordninger mellem HR og Frontex.«

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/57

(1)

Ved e-mail af 9. januar 2014 anmeldte de italienske myndigheder i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) den yderligere kompensation, som den regionale forvaltningsdomstol i Piemonte havde tilkendt Arfea — Aziende Riunite Filovie ed Autolinee (»Arfea«) for personbefordring med bus på basis af koncessioner tildelt af den italienske Piemonte-region (»regionen«) i perioden 1997-1998 (»den relevante periode«).

(2)

Anmeldelsen blev registreret under statsstøttenummer SA.38132. Efter anmodning om oplysninger, som Kommissionen sendte den 7. februar 2014 med henblik på at afklare, om den yderligere kompensation var blevet udbetalt, bekræftede regionen den 11. marts 2014, at den havde udbetalt yderligere kompensation til Arfea den 7. februar 2014, dvs. efter at den italienske regering havde meddelt foranstaltningen til Kommissionen. Foranstaltningen behandles derfor som en ikke-anmeldt foranstaltning.

(3)

De italienske myndigheder udleverede yderligere oplysninger den 7. april 2014 og den 21. maj 2014 og efter en anmodning om oplysninger sendt af Kommissionen den 24. juli 2014, sendte de italienske myndigheder yderligere oplysninger den 20. august 2014.

(4)

Ved brev af den 23. februar 2015 oplyste Kommissionen Italien om, at den med hensyn til den pågældende støtte havde besluttet at indlede en procedure i henhold til artikel 108, stk. 2, i TEUF. De italienske myndigheder fremsatte deres bemærkninger til åbningsafgørelsen ved brev af 16. april 2015.

(5)

I Kommissionens beslutning om at indlede proceduren, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2), opfordrede Kommissionen interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til foranstaltningen.

(6)

Den eneste interesserede part, der fremsatte bemærkninger til åbningsafgørelsen, var støttemodtageren, Arfea. Bemærkningerne blev modtaget den 30. juli 2015, og den 18. august 2015 blev de videresendt til Italien, som fik mulighed for at reagere. Kommentarer fra Italien blev modtaget ved brev af 24. september 2015.

(7)

Arfea er en privat virksomhed, der leverer lokal offentlig personbefordring på grundlag af koncessioner og kommercielle transporttjenester. Nærmere bestemt drev Arfea ifølge de italienske myndigheder som Alessandria-provinsens og Asti-provinsens (»provinserne«) koncessionshaver et busrutenet i hele den periode, der gennemgås (1997 og 1998). Virksomheden leverer også andre private tjenester, såsom turisttjenester og busudlejning.

(8)

De italienske myndigheder anfører, at regionen allerede havde udbetalt offentlige tilskud til Arfea for ovennævnte tjeneste i perioden 1997-1998 i henhold til regionsregeringens rammeafgørelse (Delibera della Giunta Regionale eller D.G.R.) nr. 658-2041 af 16. februar 1984 (rammeafgørelsen fra 1984), der gennemfører lov nr. 151/1981 (3) og regional lov nr. 16/1982 (4). Disse love fastlagde reglerne for tildeling af offentlige tilskud til investeringer og driftsunderskud i enheder eller virksomheder, der leverer personbefordring. I henhold til artikel 1 i regional lov nr. 16/82 er disse tjenester »normalt dem beregnet til løbende eller periodisk kollektiv transport af personer eller varer med priser, tidspunkter, intervaller og forudbestemte ruteplaner samt udifferentieret tilbud«. I 1997 anmodede Arfea desuden om og fik yderligere offentlige tilskud fra regionen efter artikel 12 i lov nr. 472/1999 for året 1997. Eftersom det lader til, at Arfea modtog disse offentlige tilskud mere end ti år, før Kommissionen sendte sin første anmodning om oplysninger til Italien, vil disse tilskud ikke være genstand for vurderingen i denne afgørelse.

(9)

I 2007, efter en dom afsagt af Consiglio di Stato (Italiens øverste forvaltningsdomstol), der med tilbagevirkende kraft tildelte kompensation for leveringen af den offentlige tjeneste til en udbyder af offentlig personbefordring direkte efter Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 (5) i tillæg til den kompensation, som udbyderen allerede havde modtaget efter national lovgivning (6), anmodede Arfea på grundlag af forordningen om yderligere kompensation for offentlig tjeneste fra regionen for de økonomiske ulemper, som forpligtelsen til offentlig tjeneste angiveligt medførte for virksomheden i henholdsvis 1997 og 1998. Arfea anfører, at de modtagne tilskud, i henhold til beregning efter national lovgivning, ikke fuldstændigt kompenserede virksomhedens driftsunderskud i forbindelse med forpligtelsen til offentlig tjeneste. Den anmodning blev afvist af regionen ved note af 14. maj 2007 og 25. januar 2008. Ved anke nr. 913/2007 og 438/2008 anfægtede Arfea og andre tjenesteudbydere disse noter, der afviste deres anmodninger om yderligere kompensation.

(10)

Ved dom af 18. februar 2010 (Sentenze nos. 976 og 977/2010) gav den regionale forvaltningsdomstol i Piemonte (»den regionale forvaltningsdomstol«) Arfea medhold i virksomhedens anke og fastslog, at Arfea havde ret til en yderligere kompensation for den leverede offentlige tjeneste i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1191/69.

(11)

I dommene anførte den regionale forvaltningsdomstol, at et selskab, der yder offentlig tjeneste, ikke kan få afvist kravet om tilbagebetaling af de omkostninger, der følger af at yde denne tjeneste. Det utilstrækkelige tilskudsniveau tildelt af Italien ville have medført en ubegrundet ulempe for koncessionshaveren. Den regionale forvaltningsdomstol fandt desuden, at Arfea havde ret til at modtage kompensation for leveringen af den offentlige tjeneste, selv om der ikke var indgivet en forudgående anmodning om ophævelse af forpligtelsen til offentlig tjeneste. Ifølge den regionale forvaltningsdomstol skulle den præcise størrelse af den yderligere kompensation til Arfea fastsættes af regionen på basis af pålidelige data fra selskabets regnskaber, som viser forskellen mellem de omkostninger, der kan tilskrives Arfeas aktiviteter under forpligtelsen til offentlig tjeneste, og de deraf følgende indtægter. Regionen beregnede imidlertid ikke den kompensation, som den skulle have udbetalt til Arfea i henhold til den regionale forvaltningsdomstols kendelse.

(12)

Ved kendelse (ordinanze istruttorie) nr. 198 og 199 af 14. februar 2013 udnævnte den regionale forvaltningsdomstol en sagkyndig (»den sagkyndige«) til at varetage opgaven med at afgøre, om de beløb, som Arfea krævede (1 446 526 EUR for 1997 og 421 884 EUR for 1998), var beregnet i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1191/1969 samt præmis 87-95 i Altmark-dommen (7). Ud fra dommene afsagt af den regionale forvaltningsdomstol (giudizio per l'ottemperanza) nr. 1070 og 1071/2013 af 10. oktober 2013 lader det til, at den sagkyndige bekræftede, at de økonomiske ulemper i form af underkompensation, som Arfea havde lidt, var på 1 196 780 EUR for 1997 og 102 814 EUR for 1998. Den regionale forvaltningsdomstol fastsatte størrelsen af den yderligere kompensation, som regionen skulle betale til Arfea i henhold hertil, og fastsatte fristen for betaling af beløbene til den 7. februar 2014. De italienske myndigheder bekræftede, at regionen havde betalt beløbene til Arfea den 7. februar 2014.

(13)

Det er regionens betaling af den yderligere kompensation til Arfea som følge af dom nr. 1070 og 1071/2013, der udgør de ikke-anmeldte foranstaltninger, og som er genstand for denne afgørelse.

(14)

Som det fremgår af afsnittet herover udpegede den regionale forvaltningsdomstol en sagkyndig til at fastslå størrelsen af den yderligere kompensation, som regionen skyldte Arfea. Den 17. juni 2013 udarbejdede den sagkyndige to rapporter, én for 1997 og én for 1998. Den sagkyndige foretog rettelser i den beregning af kompensationen, som Arfeas rådgivere havde udarbejdet, men bekræftede, at den anvendte metode til beregningen af den yderligere kompensation var i overensstemmelse med artikel 10 ff. i forordning (EØF) nr. 1191/69 samt præmis 87-95 i Altmark-dommen. Den sagkyndige anvendte følgende metode:

(15)

Den sagkyndige gør i sine rapporter rede for, at de data, der blev anvendt til kontrollen, var bekræftet af regionen. I modsætning til kravet fra de italienske myndigheder, finder den sagkyndige, at det på baggrund af Arfeas regnskaber er muligt at fastslå, hvilke udgifter der blev afholdt som følge af at opfylde en forpligtelse til offentlig tjeneste, der angiveligt var pålagt af regionen. Ifølge den sagkyndige kan nogle udgifter fordeles direkte, hvorimod nogle fællesudgifter kun kan adskilles ved at foretage en indirekte fordeling af disse udgifter på Arfeas offentlige og private aktiviteter. Den indirekte fordeling af fælles udgifter blev foretaget på baggrund af parametre i den såkaldte »basismodel« (modelli base) angiveligt udarbejdet af Arfea på baggrund af instruktioner fra regionen (de såkaldte »Instructions 97«). Disse parametre angav den procentvise aktivitet af bymæssige og inter-city offentlige tjenester leveret i regionen og den procentvise andel af andre private aktiviteter (f.eks. busudlejning). Den sagkyndige anvendte disse procentdele på de fælles udgifter, for hvilke det angiveligt ikke var muligt at føre separate regnskaber.

(16)

Med hensyn til opfyldelsen af Altmark-dommen udtaler den sagkyndige sig ikke om, hvorvidt Arfea rent faktisk har fået pålagt klart definerede forpligtelser til offentlig tjeneste, eftersom dette spørgsmål ikke var inden for hans mandat. Han bekræfter, at parametrene til beregning af offentlige tilskud blev fastlagt i rammeafgørelsen fra 1984, og at den yderligere kompensation, der er verificeret i hans rapport, ikke overstiger, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.

(17)

Den sagkyndige er enig i beregningerne foretaget af Arfeas rådgivere om rimelig fortjeneste, der er defineret som et gennemsnitligt afkast baseret på følgende forudsætninger:

(18)

Endelig fastholder den sagkyndige, at Arfeas enhedsudgifter i 1997 og 1998 svarer til dem for en normal veladministreret virksomhed, der leverer lignende tjenester på markedet.

(19)

Konklusionen var, at de yderligere kompensationer for 1997 og 1998 (1 196 780 EUR for 1997 og 102 814 EUR for 1998) ville svare til forskellen mellem det bekræftede underskud og den økonomiske nettovirkning, fratrukket de offentlige tilskud, som regionen allerede havde betalt.

(20)

De italienske myndigheder gav 28 koncessioner (disciplinari di concessione), som af provinserne blev tildelt Arfea for levering af tjenester på 27 regionale ruter og én interregional rute, med forskellige gyldighedsdatoer. Nogle af koncessionerne var tydeligvis gældende i løbet af den relevante periode, hvorimod der for andre ruter ikke er dokumentation for fornyelse men kun for efterfølgende ændringer:

(21)

Alle koncessioner er årlige, og fornyelsen af dem var underlagt indgivelse af en anmodning om fornyelse mindst én måned før koncessionens udløb samt betaling af et koncessionsgebyr. De fastlægger alle, at det alene er virksomheden, der bærer risikoen for udførelsen af tjenesterne. Flere koncessioner henviser til regionale tabeller, der fastlægger tarifferne. Fem koncessioner angiver, at leveringen af tjenesten ikke udgør en ret til nogen form for støtte eller kompensation. De øvrige 23 koncessioner angiver, at adgangen til offentlige tilskud er med forbehold for opfyldelse af bestemmelserne i koncessionen, og at de relevante beregninger skal foretages på baggrund af rammeafgørelsen fra 1984 (10).

(22)

Det fremgår af åbningsafgørelsen, at Kommissionen havde flere betænkeligheder med hensyn til foranstaltningens forenelighed med det indre marked.

(23)

Kommissionen satte for det første spørgsmålstegn ved, om de fire betingelser, der opstilles i Domstolens dom i Altmark-sagen, var opfyldt.

(24)

For det andet var Kommissionen betænkelig med hensyn til, om den pågældende foranstaltning var fritaget for forpligtelsen til underretning efter artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69. Kommissionen var navnlig betænkelig med hensyn til, om regionen ensidigt pålagde Arfea nogen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, og for det andet om den pågældende kompensation opfyldte alle betingelserne i forordning (EØF) nr. 1191/69. Hvis der ikke var dokumentation for, at nogen af disse betingelser var opfyldt, skulle foreneligheden af den underrettede foranstaltning vurderes efter forordning (EF) nr. 1370/2007.

(25)

For det tredje var Kommissionen i tvivl om foranstaltningens forenelighed efter forordning (EF) nr. 1370/2007. Kommissionen satte spørgsmålstegn ved, om Arfea var pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste i betydningen af forordning (EF) nr. 1370/2007 i form af en kontrakt om offentlig tjeneste eller i form af generelle regler. I det omfang, at koncessionsaftalerne kan betragtes som kontrakter om offentlig tjeneste, var Kommissionen betænkelig ved, om disse aftaler opfyldte kravene i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1370/2007, der fastlægger det obligatoriske indhold i kontrakter om offentlig trafikbetjening. Kommissionen var desuden betænkelig ved, om beregningen af den kompensation, der var tildelt Arfea, opfyldte kravene i forordning (EF) nr. 1370/2007 med henblik på at undgå overkompensation.

(26)

For det fjerde var Kommissionen betænkelig med hensyn til foranstaltningens nøjagtige karakteristika. Kommissionen var især betænkelig ved, om foranstaltningen, i stedet for en tilkendelse af kompensation for offentlig tjeneste, kunne betragtes som en tilkendelse af erstatning for ukorrekt adfærd, hvilket ikke er en fordel efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(27)

De italienske myndigheder fandt, at den anmeldte foranstaltning udgør statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, navnlig fordi den ikke opfyldte alle de betingelser, som Domstolen fastsatte i Altmark-dommen. De italienske myndigheder fandt desuden, at kompensationen tilkendt af regionen hverken opfyldte forordning (EØF) nr. 1191/69 eller forordning (EF) nr. 1370/2007. I denne forbindelse fremførte Italien først og fremmest følgende argumenter.

(28)

De italienske myndigheder fremhævede, at der hverken var tale om en ensidig eller kontraktlig pålæggelse af forpligtelse til offentlig tjeneste for bustjeneste for den relevante periode. For det første fastholder de italienske myndigheder, at Arfea drev forretning på baggrund af koncessioner, som skulle fornys hvert år på selskabets anmodning. Disse koncessioner (28 i alt, nævnt under betragtning 19 herover) omfattede en forpligtelse til at benytte et tarifsystem godkendt af regionen til en på forhånd fastlagt tidsplan til gengæld for en eneret til at levere de pågældende tjenester, men at koncessionerne ikke definerede nogen specifikke forpligtelser til offentlig tjeneste efter artikel 2 i forordning (EØF) nr. 1191/69. Ligeledes finder de italienske myndigheder, at disse koncessioner ikke angiver nogen kompensationsparametre fastlagt på forhånd for de specifikke forpligtelser til offentlig tjeneste. Den efterfølgende tilkendelse af kompensation ved en dom afsagt af en national domstol vil ikke være forenelig med dette krav.

(29)

For det andet specificerer alle koncessionsdokumenter, at tjenesten alene skal leveres for virksomhedens egen risiko, og at tjenesteudbyderen bærer de fulde udgifter. På trods af, at de af de italienske myndigheder tildelte koncessioner angav, at driften af tjenesten alene var for virksomhedens egen risiko, anmodede Arfea flere gange om fornyelse af disse koncessioner.

(30)

For det tredje viser koncessionsdokumenterne, at de ruter, der blev betjent af virksomhedens busser, blev ændret flere gange på virksomhedens anmodning, og det kan derfor udelukkes, at den regionale eller provinsielle myndighed, der tilkendte koncessionerne, pålagde nogen forpligtelser om offentlig tjeneste, heller ikke indirekte.

(31)

De italienske myndigheder gjorde desuden rede for, at virksomheden til gengæld for eneretten til at levere transporttjenester, på de fastlagte betingelser med ændringer fortaget på virksomhedens anmodning, modtog driftstilskud i henhold til italiensk lov som betaling for de leverede tjenester på baggrund af standardudgifter beregnet ud fra rammeafgørelsen fra 1984. Standardudgiften for tjenesten blev beregnet i henhold til den dengang gældende lovgivning (lov nr. 151/81 og regional lov nr. 16/82), der fastlagde tilskud til udgifterne ved levering af offentlige transporttjenester på baggrund af almindelige støtteberettigede udgifter. Dette tilskud skulle fuldt ud dække virksomhedens driftsunderskud. I henhold til italiensk lovgivning skulle disse driftstilskud gøre det muligt for tjenesteudbyderen at opnå økonomisk balance, og at alle yderligere underskud skulle tilskrives ineffektiv administration fra udbyderens side. Følgelig blev det udtrykkeligt bestemt, at alle sådanne underskud skulle dækkes af virksomheden, eftersom den ikke havde indført alle de foranstaltninger, der var påkrævet for at reducere omkostningerne og øge indtægterne.

(32)

De italienske myndigheder fastholdt desuden, at den efterfølgende beregning af den yderligere kompensation foretaget af den af Domstolen udpegede sagkyndig helt tydeligt ikke er i overensstemmelse med kravene i den almindelige kompensationsprocedure efter artikel 10 ff. i forordning (EØF) nr. 1191/69. Ifølge de italienske myndigheder analyserede den sagkyndige, som Domstolen forhørte sig hos, blot de af virksomhedens rådgivers fremlagte udgifter og indtægter, der var fastlagt efterfølgende, og fordi der ikke var noget særskilt regnskab. Den konkluderede derefter, at det fremkommende resultat, med undtagelse af nogle få poster, hvor der blev registreret forskelle, grundlæggende var korrekt.

(33)

De italienske myndigheder finder desuden, at kompensationen ikke opfylder nogen af kravene i forordning (EF) nr. 1370/2007. Navnlig beregningen af størrelsen af kompensationen ville ikke være i overensstemmelse med den metode, der fremgår af bilag 1 til forordning (EF) nr. 1370/2007 til beregning af den økonomiske nettovirkning af opfyldelse af forpligtelser til offentlig tjeneste.

(34)

Til slut fremfører de italienske myndigheder, at dommene fra den regionale forvaltningsdomstol pålagde at betale Arfea økonomisk kompensation for opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste i 1997 og 1998, men at de ikke tilkendte kompensation for skader, der skyldes manglende betaling af disse tilskud. De italienske myndigheder gjorde rede for, at Arfea den 6. juni 2014 indgav en anmodning om tilkendelse af erstatning ud over den kompensation, som virksomheden allerede var tilkendt af den regionale forvaltningsdomstol. I henhold til de italienske myndigheder viser det, at den kompensation, som Arfea blev tilkendt af den regionale forvaltningsdomstol, og som er genstand for denne afgørelse, ikke udgør en erstatning.

(35)

Den eneste interesserede part, der reagerede på åbningsafgørelsen, var støttemodtageren, Arfea. Arfea er uenig i Kommissionens foreløbige konstateringer i åbningsafgørelsen.

(36)

Arfea fremfører, at foreneligheden og lovligheden af den pågældende foranstaltning alene bør vurderes af Kommissionen efter forordning (EØF) nr. 1191/69 og ikke efter forordning (EF) nr. 1370/2007. I henhold til Arfea kan forordning (EF) nr. 1370/2007 ikke finde anvendelse på situationer opstået, før den trådte i kraft, dvs. den 3. december 2009, som det blev bekræftet af Retten i dens dom af 20. marts 2013 i Andersen-sagen T-92/11. Arfea fastholder imidlertid, at de kompensationer, som den blev tilkendt, overholder kravene i forordning (EF) nr. 1370/2007.

(37)

Arfea fremfører for det andet, at den blev pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste efter artikel 2, stk. 1, og artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69. Ifølge Arfea er lokale offentlige transporttjenester offentlige tjenester. I Italien bliver disse tjenester fordelt ved administrative koncessioner, og de tilhørende forpligtelser til offentlige tjenester vedrørende leveringen af tjenesterne bliver fastlagt i koncessionsaftaler samt i aftaler og dokumenter vedhæftet disse koncessionsaftaler. I Arfeas tilfælde vedrører disse forpligtelser til offentlig tjeneste driftsprogrammer, busruter, stoppesteder og tariffer. Med hensyn til det faktum, at koncessionerne specificerede, at tjenesterne skulle drives for virksomhedens egen risiko, fremfører Arfea, at det vedrører sikkerhedsrisici for passagerer og tredjeparter, ikke almindelige virksomhedsrisici.

(38)

Arfea fremfører for det tredje, at virksomhedens manglende anmodning om ophør af disse forpligtelser til offentlig tjeneste i henhold til artikel 4 i forordning (EØF) nr. 1191/69 ikke fratager virksomheden dens ret til kompensation efter forordning (EØF) nr. 1191/69. Ifølge Arfea finder den procedure, der i henhold til artikel 4 i forordning (EØF) nr. 1191/69 blev pålagt et selskab efter at forordning (EØF) nr. 1191/69 trådte i kraft, ikke anvendelse på forpligtelser til offentlig tjeneste. Denne fortolkning af artikel 4 i forordning (EØF) nr. 1191/69 understøttes, i henhold til Arfea, af dommen afsagt af Domstolen den 3. marts 2014 i CTP-sagen C-518/12.

(39)

Med hensyn til beregning størrelsen af kompensationen tilkendt selskabet af den regionale administrative domstol i Piemonte-regionen, fremfører Arfea for det fjerde, at Kommissionen ikke kan sætte spørgsmålstegn ved rapporten fra den sagkyndige udpeget af domstolen, eftersom det er en foreløbig teknisk foranstaltning, der fuldstændig hører under den nationale domstols kompetence. Under alle omstændigheder skal parametrene til beregningen af kompensationen fastsættes på forhånd i afgørelsen fra regionalrådet af 16. februar 1984, og selskabet ikke ville være blevet overkompenseret. De pågældende kompensationer overholder derfor de krav, der er fastsat i forordning (EØF) nr. 1191/69 i denne forbindelse.

(40)

For det femte, i henhold til Arfea, finder de argumenter, der er sammenfattet i betragtning 37-39 ovenfor, også anvendelse på vurderingen af den pågældende kompensations kompatibilitet med kravene i forordning (EF) nr. 1370/2007. Med hensyn til, om disse kompensationer overholder de formelle krav pålagt af den forordning, som Kommissionen i åbningsafgørelsens betragtning 64 og følgende henviser til, fremfører Arfea, at de ikke bør finde anvendelse på den aktuelle sag. Ifølge Arfea vil det være juridisk og logisk umuligt at påvise overholdelsen af disse krav, fordi den relevante situation fandt sted, mange år før forordning (EF) nr. 1370/2007 trådte i kraft.

(41)

Til slut kræver Arfea, at kompensationerne tilkendt dem af den regionale forvaltningsdomstol i Piemonte-regionen opfylder de fire Altmark-betingelser. For det første blev Arfea pålagt tydeligt definerede forpligtelser til offentlig tjeneste i overensstemmelse med den først Altmark-betingelse. For det andet skulle parametrene for kompensationen have været fastsat på forhånd på en gennemsigtig og objektiv måde i afgørelsen fra regionalrådet af 16. februar 1984, i overensstemmelse med den anden Altmark-betingelse. For det tredje ville den sagkyndiges rapport have fastlagt, at kompensationen ikke oversteg udgifterne til levering af forpligtelserne til offentlig tjeneste, inklusive en rimelig fortjeneste, i overensstemmelse med den tredje Altmark-betingelse. Endelig ville Arfea opfylde kriterierne for en typisk og veladministreret virksomhed i henhold til det fjerde Altmark-kriterium, hvilket er demonstreret ved det faktum, at virksomhedens gennemsnitlige udgifter/km var under de almindelige udgifter i regionen.

(42)

I sine bemærkninger til Arfeas bemærkninger, bekræfter de italienske myndigheder igen deres holdning, som de tilkendegjorde i åbningsafgørelsen uden yderligere bemærkninger.

(43)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, »er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne«.

(44)

For at en støtteforanstaltning kan betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, skal alle følgende betingelser følgelig være opfyldt:

(45)

Kommissionen noterer sig, at regionen i henhold til dommene fra den regionale forvaltningsdomstol skulle betale yderligere kompensation til Arfea for rutebilkørsel i 1997 og 1998, hvad angår regionale ruter. Den sagkyndige kontrollerede, om Arfea var blevet påført en økonomisk ulempe i form af underkompensation for 1997 svarende til 1 196 780 EUR og 102 814 EUR for 1998 som følge af de forpligtelser til offentlig tjeneste, som virksomheden angiveligt var pålagt. Den 7. februar 2014 betalte regionen faktisk dette beløb til Arfea med henblik på at efterkomme dommene.

(46)

Det forhold, at en national domstol pålægger regionen at betale kompensation til et selskab, fratager ikke regionen, som efterkommer dommen, dens ansvar, eftersom en stats nationale domstole betragtes som denne stats organer og derfor er bundet af forpligtelsen til loyalt samarbejde (11).

(47)

Foranstaltningen kan derfor tilregnes staten, og de midler, der er anvendt til betaling af kompensationen, er statsmidler.

(48)

Kommissionen bemærker indledningsvis, at Arfea udøver en økonomisk aktivitet, nemlig passagerbefordring mod vederlag. Arfea skal således betragtes som en »virksomhed« efter traktatens artikel 107, stk. 1.

(49)

Ydelsen af foranstaltningen bør også betragtes som selektiv, da den kun er til fordel for Arfea.

(50)

Med hensyn til spørgsmålet om tildeling af en økonomisk fordel følger det af Altmark-dommen, at den kompensation, der ydes af staten eller ved hjælp af statsmidler til virksomheder som vederlag for forpligtelser til offentlig tjeneste, der pålægges dem, ikke medfører en sådan fordel for de berørte virksomheder og dermed ikke udgør statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, forudsat at følgende fire betingelser er opfyldt:

(51)

Ifølge Altmark-dommen skal alle fire betingelser være opfyldt, for at det kan udelukkes, at der er tale om en økonomisk fordel i de tilfælde, hvor der ydes kompensation til en virksomhed som vederlag for forpligtelser til offentlige tjenester, der er pålagt den.

(52)

For så vidt angår den første Altmark-betingelse bemærker Kommissionen for det første, at det er medlemsstaterne, der skal vise, at en bestemt virksomhed blev pålagt forpligtelser til offentlig tjeneste, og at pålæggelsen af sådanne forpligtelser til offentlig tjeneste er berettiget ud fra almene hensyn (12). De italienske myndigheder gjorde imidlertid ikke rede for, hvilke forpligtelser til offentlig tjeneste berettiget ud fra almene hensyn, der var pålagt Arfea. De fremførte derimod, at Arfea ikke var blevet pålagt nogen forpligtelse til offentlig tjeneste.

(53)

For det andet bemærker Kommissionen, at begrebet forpligtelser til offentlig tjeneste henviser til betingelser, der pålægges en operatør, som operatøren ikke ville påtage sig i egen forretningsmæssig interesse eller i hvert fald ikke i samme omfang uden vederlag. Disse betingelser skal være tydeligt defineret af myndigheden i en overdragelseskontrakt. I denne forbindelse har Arfea ikke været i stand til nøjagtigt at forklare, hvilke forpligtelser til offentlig tjeneste, den er blevet pålagt, og heller ikke påvise, at disse forpligtelser til offentlig tjeneste var klart defineret i en overdragelseskontrakt. På baggrund af begrundelserne i betragtning 77-82 herunder mener Kommissionen, at meget tyder på, at sådanne tydeligt definerede forpligtelser til offentlig tjeneste ikke var pålagt Arfea.

(54)

Med hensyn til den anden Altmark-betingelse, bemærker Kommissionen, at parametrene til beregning af kompensationen tilkendt Arfea i dommene afsagt af den regionale forvaltningsdomstol, ikke var fastsat på forhånd. De blev alene fastlagt på baggrund af en efterfølgende beregning foretaget af den sagkyndige på grundlag af flere forudsætninger, der ikke blev behørigt forklaret, og desuden forelå der ingen adskilte regnskaber.

(55)

I modsætning til, hvad Arfea fremfører, kan parametrene til beregning af disse kompensationer ikke anses for fastlagt i regionalrådets afgørelse af 16. februar 1984. Kompensationerne tilkendt Arfea af den regionale forvaltningsdomstol er netop yderligere kompensationer, og formålet med dem var lige præcis at dække den økonomiske byrde i forbindelse med forpligtelserne til offentlig tjeneste, der angiveligt var pålagt Arfea, som ikke til fulde ville være blevet dækket at de kompensationer, virksomheden allerede var tilkendt i medfør af regionalrådets afgørelse af 16. februar 1984.

(56)

Denne tilgang er i modstrid med den anden Altmark-betingelse, og enhver kompensation tilkendt på baggrund heraf udgør statsstøtte. Domstolen har netop i Altmark-dommen tydeliggjort, at »følgelig udgør en medlemsstats kompensation af de af en virksomhed lidte tab i den situation, hvor det efterfølgende viser sig, at en virksomhed med udførelse af visse tjenesteydelser i forbindelse med opfyldelsen af forpligtelser til offentlig tjeneste ikke er økonomisk levedygtig, uden at kriterierne for en sådan kompensation er fastlagt på forhånd, en økonomisk foranstaltning, som henhører under begrebet statsstøtte i TEUF's artikel 107, stk. 1's forstand« (13).

(57)

Kommissionen konkluderer derfor, at den anmeldte foranstaltning ikke opfylder den anden Altmark-betingelse.

(58)

For så vidt angår den tredje Altmark-betingelse, finder Kommissionen først og fremmest, at når en virksomhed både udfører aktiviteter underlagt forpligtelser til offentlig tjeneste og aktiviteter, der ikke er underlagt forpligtelse til offentlig tjeneste, er det ikke muligt præcist at fastlægge, hvilke udgifter der er afholdt i forbindelse med levering af forpligtelser til offentlig tjeneste, hvis der ikke forelægger en korrekt adskillelse af regnskaber for udbyderens forskellige aktiviteter.

(59)

I den foreliggende sag har de italienske myndigheder fremført, at Arfea ikke har gennemført en korrekt adskillelse af regnskaberne mellem dens aktiviteter, der angiveligt var underlagt forpligtelser til offentlig tjeneste pålagt af Piemonte-regeringen, og dens andre aktiviteter. Kommissionen udtrykte også bekymringer om, hvorvidt Arfea havde gennemført en sådan adskillelse af regnskaberne, og Arfea indgav ikke nogen bemærkninger om dette forhold. Af de uddrag fra Arfeas regnskaber, som den sagkyndige udpeget af retten benyttede til at bestemme størrelsen af kompensationerne, fremgik desuden ingen adskillelse af regnskabet mellem Arfeas forskellige aktiviteter. Fordelingen af udgifter foretaget af den af retten udpegede sagkyndige har fundet sted efterfølgende på baggrund af den basismodel, som Arfeas rådgivere har udarbejdet, og som fastlægger hvilken procentdel af de forskellige udgifter, der skal tildeles Arfeas forskellige aktiviteter.

(60)

For det andet finder Kommissionen, at den fortjeneste, som den sagkyndige har benyttet til beregning af størrelsen af kompensation, er højere, end hvad der kan betragtes som en rimelig fortjeneste i betydningen af den tredje Altmark-betingelse.

(61)

Den sagkyndige fandt, at en afkastgrad på investeret kapital på 12,89 % for 1997 og 10,81 % for 1998 var en rimelig fortjeneste. Disse grader er baseret på udbyttet fra 10-årige italienske statsobligationer (6,8 % for 1997) plus en gennemsnitlig risikopræmie (4,8 % for 1997) korrigeret op for at tage højde for Arfeas egen økonomiske situation (med 1,28 for 1997).

(62)

I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at den af den sagkyndige fastsatte risikopræmie er særligt høj, eftersom den risiko, som Arfea var eksponeret for, var temmelig begrænset. Arfea havde netop eneret til koncessionerne, hvilket beskyttede virksomheden mod konkurrence fra andre operatører, og kompensationen fastsat af den sagkyndige kompenserede alle de påståede udgifter til leveringen af forpligtelserne til offentlig tjeneste.

(63)

Kommissionen bemærker desuden, at den sagkyndige nok påpegede, at transportsektoren nød godt af en gennemsnitlig risiko, der var lavere end markedsrisikoen, men han korrigerede risikopræmien op for at tage højde for Arfeas egen økonomiske eksponering, som var højere en den gennemsnitlige eksponering i sektoren. På den måde tog den sagkyndige således ikke hensyn til en almindelig transportvirksomheds risiko men for Arfeas egen risiko, som var højere end den gennemsnitlige risiko i sektoren.

(64)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen således ikke, at den tredje Altmark-betingelse er opfyldt.

(65)

Eftersom alle betingelserne i Altmark-dommen skal være opfyldt, og eftersom den foreliggende foranstaltning ikke opfylder de første tre Altmark-betingelser, er der ikke noget behov for, at Kommissionen undersøger, om den fjerde Altmark-betingelse er opfyldt.

(66)

På baggrund af ovenstående finder Kommissionen, at den yderligere kompensation til Arfea for de tjenester, virksomheden ydede i den relevante periode, ikke opfylder alle fire Altmark-betingelser, og de har derfor givet den en selektiv økonomisk fordel, jf. traktatens artikel 107, stk. 1.

(67)

Kommissionen bemærker for det første, at de foreliggende kompensationer blev tilkendt Arfea ved to domme afsagt af den regionale forvaltningsdomstol i Piemonte den 10. oktober 2013 og blev betalt af Piemonte-regionen den 7. februar 2014, dvs. længe efter, at markedet for passagerbefordring med bus blev åbnet for konkurrence i EU.

(68)

EU-Domstolen bemærkede i denne forbindelse i Altmark-dommen, at flere medlemsstater siden 1995 var begyndt at åbne visse transportmarkeder for konkurrence fra virksomheder etableret i andre medlemsstater, således at flere virksomheder allerede tilbød transportydelser i byer, forstæder eller regioner i andre medlemsstater end deres hjemstat på dette tidspunkt.

(69)

Enhver kompensation til Arfea må således anses for at kunne fordreje konkurrencen inden for personbefordring med bus og at kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, for så vidt som den forringer de muligheder, som transportselskaber etableret i andre medlemsstater har for at tilbyde deres tjenester i Italien, og styrker Arfeas position på markedet ved at frigøre virksomheden for omkostninger, den ellers skulle have båret i forbindelse med de daglige forretningsaktiviteter.

(70)

Kommissionen bemærker desuden, at Arfea er aktiv på andre markeder, såsom markedet for private transporttjenester, og at virksomheden således konkurrerer med andre virksomheder i EU på disse markeder. Der er desuden risiko for, at enhver kompensation til Arfea fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne på disse markeder.

(71)

Kommissionen finder derfor, at foranstaltningen fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(72)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen udgør statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1.

(73)

For at den regionale forvaltningsdomstols begrundelse, for at Arfea var berettiget til yderligere kompensation for offentlig tjeneste efter forordning (EØF) nr. 1191/69, er gyldig, skulle Arfea have erhvervet retten til yderligere kompensation på det tidspunkt, hvor virksomheden leverede disse tjenester, og kompensationerne skulle have været fritaget fra den obligatoriske underretningsprocedure i medfør af artikel 17, stk. 2 i forordning (EØF) nr. 1191/69. I modsat fald, i det omfang kompensationen udgør statsstøtte i henhold til TEUF's artikel 107, stk. 1, ville manglende underretning af den pågældende kompensation have medført, at kompensationen var ulovlig i medfør af TEUF's artikel 108. Det skyldes, at i henhold til artikel 17, stk. 2, i den forordning er kompensation, der følger af anvendelsen af denne forordning, undtaget fra den forudgående underretning, der er fastlagt i TEUF's artikel 108, stk. 3, og dermed fra kravet om forudgående anmeldelse.

(74)

Det følger i denne forbindelse af Combus-dommen, at begrebet »kompensation for offentlig tjeneste« i den bestemmelses forstand skal fortolkes meget snævert (14). Fritagelsen for underretning efter artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69 omfatter kun kompensation for forpligtelser til offentlig tjeneste, der ensidigt er pålagt en virksomhed i henhold til artikel 2 i samme forordning, og som beregnes efter metoden i forordningens artikel 10-13 (den fælles kompensationsmetode). Den finder imidlertid ikke anvendelse på kontrakter om offentlig tjeneste efter definitionen i artikel 14. Kompensation, der betales i henhold til en kontrakt om offentlig tjeneste som defineret i artikel 14 i forordning (EØF) nr. 1191/69, og der udgør statsstøtte, skal anmeldes til Kommissionen, før den betales. I tilfælde af manglende anmeldelse vil kompensationen blive betragtet som ulovligt gennemført støtte efter traktatens artikel 108.

(75)

Spørgsmålet om, hvorvidt artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69 faktisk fritog de italienske myndigheder for forudgående underretning i den foreliggende sag, afhænger for det første af, om regionen rent faktisk ensidigt pålagde Arfea en forpligtelse til offentlig tjeneste, og for det andet af, om den kompensation, der blev betalt som følge af denne forpligtelse, er i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1191/69. Kommissionen vil i det følgende undersøge begge spørgsmål.

(76)

Ifølge Arfea pålagde Piemonte-regionen virksomheden forpligtelser til offentlig tjeneste, der var defineret i koncessionsaftalerne for levering af personbefordring med bus samt i aftaler og dokumenter vedhæftet disse koncessionsaftaler. Disse forpligtelser til offentlig tjeneste vedrører driftsprogrammer, busruter, stoppesteder og tariffer.

(77)

Kommissionen bemærker først og fremmet, at koncessionsaftalerne klart fastlagde, at de kun var gyldige i ét år, og at de kunne fornys på anmodning fra transportselskabet, efter betaling af et koncessionsgebyr. Det følger, at disse koncessioner udgjorde grundlaget for et kontraktmæssigt forhold mellem Arfea og Piemonte-regionen, som Arfea frivilligt indgik i.

(78)

På baggrund af disse aftaler er der således ikke grundlag for at anse forpligtelser til offentlig tjeneste i betydningen af forordning (EØF) nr. 1191/69 for ensidigt pålagt Arfea. Retten påminder i sin dom af 3. marts 2016 i Simet-sagen T-15/14 om, at frivillig indgåelse af et kontraktforhold er forskelligt fra ensidig pålæggelse af forpligtelser til offentlig tjeneste og giver ikke anledning til en kompensationspligt efter forordning (EØF) nr. 1191/69 (15).

(79)

For det andet bemærker Kommissionen, at Arfea ikke tydeligt udpegede de aftaler og dokumenter vedhæftet koncessionsaftalerne, som ville have pålagt virksomheden forpligtelser til offentlig tjeneste. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at Arfea henviser til aftalerne om busruter og tidsplaner, som var vedhæftet koncessionsaftalerne, og til tabeller, der fastlægger regionale tariffer, og som nogle af koncessionsaftalerne henviste til.

(80)

Hvad angår disse aftaler om busruter og tidsplaner, bemærker Kommissionen, at de ikke kan anses for ensidigt at pålægge Arfea forpligtelser til offentlig tjeneste. Ligesom selve koncessionsaftalerne indgik Arfea dem faktisk frivilligt. Indholdet af disse aftaler, f.eks. busruterne, er desuden blevet ændret på anmodning fra Arfea for flere koncessioner. De kan derfor ikke anses for ensidigt at have pålagt forpligtelser til offentlige tjenester efter artikel 2 i forordning (EØF) nr. 1191/69.

(81)

For så vidt angår fastsættelse af regionale tariffer, der fastsætter de højeste tariffer for alle passagerer, bemærker Kommissionen, at Retten i sin dom af 3. marts 2016 i Simet-sagen T-15/14 tydeligt har gjort rede for, at generelle regler om tariffer ikke pålægger forpligtelser til offentlig tjeneste i betydningen af artikel 2 i forordning (EØF) nr. 1191/69. I henhold til Retten, dækker begrebet tarifpligter i den forstand, at bestemmelsen er begrænset til de maksimale tariffer, der indføres for en bestemt kategori af passagerer eller produkter, ikke almindelige prispolitiske foranstaltninger (16).

(82)

Til slut bemærker Kommissionen, at det under alle omstændigheder er vanskeligt at forene det forhold, at Arfea anmodede om fornyelse af koncessionerne og endda betalte et koncessionsgebyr for dem, med pålæggelsen af nogen forpligtelse til offentlig tjeneste efter artikel 2, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1191/69. I medfør af den bestemmelse skal der nemlig »ved forpligtelser til offentlig tjeneste forstås forpligtelser, som transportvirksomheden ikke ville påtage sig i egen forretningsmæssig interesse eller i hvert fald ikke i samme omfang og ikke på samme betingelser«. Retten bemærker i sin dom af 3. marts 2016 i Simet-sagen T-15/14, at det er vanskeligt at forestille sig, at en virksomhed ville anmode om fornyelsen af en koncession, når de forpligtelser, der er knyttet til den, tages i betragtning, hvis udførelsen af den koncession ikke er i virksomhedens forretningsmæssige interesse.

(83)

Selv hvis forpligtelserne til offentlig tjeneste blev anset for at være ensidigt pålagt Arfea, ville kompensationen, i denne sag, quod non, for disse tjenester stadig skulle være i overensstemmelse med den almindelige kompensationsprocedure (afdeling IV) i forordning (EØF) nr. 1191/69 for at kunne fritages for forudgående underretning efter artikel 17, stk. 2. Kommissionen mener ikke, at det er tilfældet.

(84)

Kommissionen minder i denne forbindelse om, at det af artikel 10 og 11 i forordning (EØF) nr. 1191/69 følger, at en kompensation ikke må være højere end den økonomiske byrde for virksomheden som følger af at pålægge den forpligtelser til offentlig tjeneste. Artikel 1, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 1191/69 fastlægger desuden i den udgave, der trådte i kraft den 1. juli 1992, at: »Når en transportvirksomhed både præsterer tjenesteydelser, der er omfattet af forpligtelser til offentlig tjeneste, og udfører andre aktiviteter, skal de pågældende offentlige tjenester udgøre særlige afdelinger, der mindst opfylder følgende betingelser:

[…]«.

(85)

For det andet minder Kommissionen om, at myndighederne i henhold til artikel 13 i forordning (EØF) nr. 1191/69 på forhånd skal fastsætte størrelsen af kompensationen.

(86)

I den foreliggende sag, finder Kommissionen, at kompensationerne tilkendt Arfea ikke opfylder disse krav.

(87)

For det første bemærker Kommissionen, som det fremgår af betragtning 59 herover, at det ikke er påvist, at Arfea har gennemført en korrekt adskillelse af regnskaberne for de aktiviteter, der angiveligt skulle være underlagt forpligtelse til offentlig tjeneste, og de øvrige aktiviteter, i medfør af artikel 1, nr. 5), litra a), i forordning (EØF) nr. 1191/69. Tværtimod, uddragene fra Arfeas regnskaber for 1997 og 1998, som den sagkyndige udpeget af retten benyttede til at bestemme størrelsen af kompensationerne, viser nærmere, at udgifterne ikke var adskilt for hver aktivitet.

(88)

For det andet bemærker Kommissionen, at i modsætning til artikel 13 i forordning (EØF) nr. 1191/69, er kompensationen til Arfea ikke fastsat på forhånd, den er derimod fastsat på baggrund af en efterfølgende vurdering, som fastsat af den regionale forvaltningsdomstol.

(89)

I lyset af disse bemærkninger, konkluderer Kommissionen, at de yderligere kompensationer tilkendt Arfea af den regionale forvaltningsdomstol i Piemonte-regionen ikke var fritaget for forudgående underretning i medfør af artikel 17,stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69.

(90)

Da det ikke er påvist, at foranstaltningen var fritaget for forudgående underretning efter artikel 17, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1191/69, skal betalingernes forenelighed med det indre marked undersøges, da de må anses for at udgøre statsstøtte efter TEUF artikel 107, stk. 1, jf. afsnit 6.1.

(91)

Hvad dette angår, indeholder traktatens artikel 93 bestemmelser vedrørende foreneligheden af statsstøtte i forbindelse med samordning af transport og forpligtelser til offentlig tjeneste på transportområdet og udgør en lex specialis i forhold til artikel 107, stk. 3, samt artikel 106, stk. 2, eftersom den indeholder særlige bestemmelser vedrørende statsstøttens forenelighed. EU-Domstolen har statueret, at »støtteforanstaltninger til transportvæsenet i henhold til artiklen kun er forenelige med traktaten i ganske bestemte tilfælde, som ikke skader [Unionens] almindelige interesser« (17).

(92)

Den 3. december 2009 trådte forordning (EF) nr. 1370/2007 i kraft og ophævede forordning (EØF) nr. 1191/69 og Rådets forordning (EØF) nr. 1107/70 (18). Forordning (EF) nr. 1370/2007 finder anvendelse ved kompensation for forpligtelser til offentlig tjeneste inden for personbefordring med jernbane og ad vej.

(93)

Kommissionen finder, at foreneligheden af den ikke-anmeldte foranstaltning skal undersøges med udgangspunkt i forordning (EF) nr. 1370/2007, da det er den lovgivning, der er gældende på det tidspunkt, hvor denne afgørelse vedtages. Kommissionen bemærker desuden, at den yderligere kompensation tilkendt Arfea af den regionale forvaltningsdomstol blev betalt den 7. februar 2014 (19).

(94)

I henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1370/2007 er »kompensationer for offentlig trafikbetjening i forbindelse med drift af offentlig personbefordring eller overholdelse af takstforpligtelser pålagt ved generelle regler, der ydes i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser, forenelige med det indre marked. Sådanne kompensationer er fritaget for den pligt til forudgående underretning, der er fastsat i traktatens artikel 108, stk. 3«.

(95)

Af de årsager, der er anført nedenfor, finder Kommissionen, at den ikke-anmeldte kompensation ikke er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1370/2007, og at den derfor ikke kan erklæres forenelig med det indre marked efter forordningens artikel 9, stk. 1.

(96)

For det første bemærker Kommissionen, at koncessionsaftalerne ikke opfylder kravene i artikel 4 i denne forordning, der fastlægger det obligatoriske indhold i generelle regler og kontrakter om offentlig trafikbetjening, der fastsætter offentlige serviceforpligtelser:

(97)

For det andet bemærker Kommissionen, at den relevante foranstaltning ikke opfylder de relevante krav i forordning (EF) nr. 1370/2007 om beregning af størrelsen af kompensationen.

(98)

Af artikel 6, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1370/2007 fremgår det, at i tilfælde af direkte tildelte kontrakter om offentlig trafikbetjening, skal kompensationen være i overensstemmelse med bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1370/2007 og med de bestemmelser, der er fastsat i bilaget, for at sikre, at kompensationen ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at udføre forpligtelsen til offentlig tjeneste.

(99)

Efter punkt 2 i bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007 må kompensationen ikke overstige et beløb, der svarer til et beløb, der består af følgende faktorer: omkostninger pådraget i forbindelse med forpligtelsen til offentlig tjeneste minus billetindtægter og minus alle positive økonomiske virkninger, der er fremkommet inden for det rutenet, der betjenes under forpligtelsen til offentlig tjeneste, plus en rimelig fortjeneste. Efter punkt 4 i det bilag skal omkostninger og indtægter desuden beregnes i overensstemmelse med gældende regnskabsprincipper og beskatningsregler. Punkt 5 i bilaget indeholder bestemmelser om, at: »når en operatør af offentlig trafikbetjening varetager både tjenester underlagt en offentlig serviceforpligtelse, som der ydes kompensation til, og andre aktiviteter, [skal der] ske en regnskabsmæssig udskilning af den offentlige trafikbetjening, som opfylder mindst følgende betingelser:

(100)

Som det allerede er bemærket i betragtning 59, foretog Arfea imidlertid ikke en korrekt adskillelse af regnskaberne for de aktiviteter, der angiveligt skulle være underlagt forpligtelse til offentlig tjeneste, og de øvrige aktiviteter, som det kræves efter punkt 5 i bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007. Derfor er det umuligt at bevise, at en hvilken som helst kompensation, som i sidste ende er tilkendt, ikke er større end den økonomiske nettovirkning, dvs. summen af de virkninger — såvel positive som negative — som opfyldelse af forpligtelsen til offentlig tjeneste har for de omkostninger og indtægter, som en operatør af offentlig trafikbetjening har (punkt 2 i bilaget til forordning (EF) nr. 1370/2007). Fordi der ikke på forhånd har været fastlagt nogen parametre til beregning af kompensation, må denne beregning nødvendigvis gennemføres efterfølgende på baggrund af vilkårlige antagelser, således som det er tilfældet med Arfeas rådgivere og den sagkyndige udpeget af den regionale forvaltningsdomstol i Piemonte. Endelig, jf. betragtning 60-63 er den fortjeneste, som den sagkyndige har benyttet til beregning af størrelsen af kompensation, højere, end hvad der kan betragtes som en rimelig fortjeneste.

(101)

For det tredje bemærker Kommissionen, at Arfea selv har anerkendt, at krave i forordning (EF) nr. 1370/2007 ikke er opfyldt i den foreliggende sag, idet de fremfører, at en sådan opfyldelse ville være juridisk og logisk umulig, fordi den pågældende situation fandt sted mange år, før den nævnte forordning trådte i kraft.

(102)

Kommissionen finder derfor, at den yderligere kompensation, som blev tilkendt af den regionale forvaltningsdomstol, ikke blev udbetalt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1370/2007, og at den derfor er uforenelig med det indre marked.

(103)

I åbningsafgørelsen opfordrede Kommissionen eventuelle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til, om dommene fra den regionale forvaltningsdomstol vedrører en skadeserstatning efter en påstået lovovertrædelse, eller om den vedrører en tildeling af kompensation for forpligtelser til offentlig tjeneste på grundlag af de gældende rådsforordninger. Kun de italienske myndigheder indgav bemærkninger i denne forbindelse og fremførte, at den pågældende foranstaltning udgør kompensation for opfyldelse af forpligtelsen til offentlig tjeneste, ikke skadeserstatning.

(104)

Kommissionen bemærker i denne henseende, at skadeserstatning for ulovlig handling eller anden ukorrekt adfærd fra myndighedernes side (20) ikke udgør en fordel og derfor ikke skal betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1 (21). Formålet med en skadeserstatning er forskelligt fra formålet med statsstøtte, eftersom den sigter mod at genindsætte den skadelidte i den situation, som vedkommende befandt sig i, før skaden indtrådte, som om det aldrig var sket (restitutio in integrum).

(105)

For at skadeserstatning falder uden for statsstøttereglernes område, skal den dog være baseret på en generel regel om kompensation (22). I Lucchini-sagen fastholdt EU-Domstolen desuden, at en national ret ikke kan anvende nationale retsforskrifter, hvis det hindrer »anvendelsen af fællesskabsretten, da den ville gøre det umuligt at tilbagesøge en statsstøtte, der er tildelt i strid med fællesskabsretten« (23). Princippet for denne udtalelse er, at en national retsregel ikke kan anvendes, hvis dette hindrer den rette anvendelse af EU-retten (24). Retten har i denne forbindelse i sin dom af 3. marts 2016 i Simet-sagen T-15/14 fastslået, at en tildeling af skadeserstatning, der består af erstatning for en skade, der følger af pålæggelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, nødvendigvis måtte klassificeres som statsstøtte, alene af den grund at den bestod af en skadeserstatning, fordi det vil give mulighed for omgåelse af traktatens artikel 107 og 108 (25).

(106)

Med hensyn til den yderligere kompensation, som den regionale forvaltningsdomstol tilkendte Arfea, bemærker Kommissionen, først og fremmest at der i den regionale domstols afgørelse er henvisning til Arfeas ret til at modtage betalinger i form af kompensation i medfør af artikel 6, 10 og 11 i forordning (EØF) nr. 1191/69, som skal fastsættes af myndighederne på basis af pålidelige data. Dette indikerer, at Arfeas ret til at modtage kompensation ifølge den regionale forvaltningsdomstol ikke udspringer af en generel regel om erstatning for forvoldt skade som følge af ulovlig handling eller anden ukorrekt adfærd fra myndighedernes side, men at den er fastsat i forordning (EØF) nr. 1191/69.

(107)

For det andet bemærker Kommissionen, at Arfea til den italienske ret den 6. juni 2014 indgav en anmodning om tilkendelse af erstatning af Piemonte-regionen ud over den kompensation, som virksomheden allerede var tilkendt af den regionale forvaltningsdomstol. Arfea anførte i sin anmodning, at virksomheden havde lidt skade som følge af regionens sene anerkendelse og betaling af kompensation, som virksomheden havde til gode for 1997 og 1998. Dette indikerer, at Arfea ikke selv anser de af den regionale forvaltningsdomstol allerede tilkendte kompensationer som skadeserstatning.

(108)

For det tredje finder Kommissionen, at en tilkendelse af erstatning til Arfea som kompensation for den økonomiske byrde, der følger af de italienske myndigheders påståede ensidige pålæggelse af forpligtelser til offentlig tjeneste, vil være i strid med traktatens artikel 107 og 108.

(109)

Det skyldes, at en sådan tilkendelse ville frembringe nøjagtig samme resultat for Arfea som en tilkendelse af kompensation for offentlig tjeneste i den relevante periode, til trods for at koncessionsaftalerne for de pågældende tjenesteydelser hverken var fritaget for forhåndsanmeldelse eller var i overensstemmelse med de materielle krav i forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EF) nr. 1370/2007, jf. ovenfor.

(110)

Muligheden for en sådan tilkendelse ville således reelt gøre det muligt at omgå statsstøttereglerne og de betingelser, der er fastsat af de lovgivende instanser, hvorunder de kompetente myndigheder, når de pålægger eller indgår kontrakter vedrørende forpligtelser til offentlig tjeneste, kompenserer operatører af offentlig trafikbetjening for omkostninger til gengæld for opfyldelsen af forpligtelsen til offentlig tjeneste. En tilkendelse af erstatning svarende til den samlede støtte, der skulle ydes, ville være en indirekte tildeling af den statsstøtte, som er fundet ulovlig og uforenelig med det indre marked (26). Retten har, jf. ovenfor, gjort det klart, at statsstøtteregler under disse omstændigheder ikke kan omgås, blot fordi den pågældende foranstaltning ville være en skadeserstatning (27).

(111)

Kommissionen betragter derfor ikke dommen fra den regionale forvaltningsdomstol som en tilkendelse af erstatning til Arfea for skade forvoldt som følge af ulovlig handling eller anden ukorrekt adfærd fra de italienske myndigheders side, men derimod som en tildeling af ulovlig og uforenelig statsstøtte, som er forbudt i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1.

(112)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at den ikke-anmeldte foranstaltning udgør statsstøtte efter traktatens artikel 107, stk. 1, og at den er uforenelig med det indre marked.

(113)

I henhold til traktaten og Domstolens faste praksis har Kommissionen kompetence til at beslutte, at den berørte medlemsstat skal afskaffe eller ændre støtten, når den har fundet støtten uforenelig med det indre marked (28). Domstolen har ligeledes konsekvent statueret, at formålet med en medlemsstats forpligtelse til at ophæve støtteforanstaltninger, som Kommissionen anser for uforenelig med det indre marked, er at genoprette den tidligere situation (29).

(114)

I denne forbindelse har Domstolen bestemt, at dette mål er nået, når støttemodtageren har tilbagebetalt det beløb, der er modtaget i ulovlig støtte og således mister sin fordel i forhold til sine konkurrenter på markedet, og situationen forud for støtteudbetalingen er genoprettet (30).

(115)

I overensstemmelse med denne retspraksis bestemmer artikel 16, stk. 1 i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (31), at »i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren […]«.

(116)

Fordi de foreliggende foranstaltninger blev gennemført i strid med traktatens artikel 108 og desuden anses for at være ulovlige og uforenelig statsstøtte, skal de således betales tilbage med henblik på at genoprette situationen, som den var på markedet forud for tildelingen af dem. Tilbagebetaling bør dække perioden fra det øjeblik, Arfea blev begunstiget, dvs. da støtten blev gjort tilgængelig for virksomheden (altså den 7. februar 2014), og indtil fuld tilbagebetaling, og de beløb, der tilbagesøges, pålægges renter, indtil de er fuldt tilbagebetalt —

a)

det samlede beløb (hovedstol og renter), som støttemodtageren skal tilbagebetale

b)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme afgørelsen

c)

dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten.

—

omkostninger pådraget i forbindelse med en offentlig serviceforpligtelse eller et antal offentlige serviceforpligtelser, der er pålagt af de(n) kompetente myndighed(er), og som er indeholdt i en kontrakt om offentlig trafikbetjening og/eller i en generel regel

—

minus alle positive økonomiske virkninger, der er fremkommet inden for det rutenet, der betjenes i henhold til de(n) pågældende offentlige serviceforpligtelse(r)

—

minus billetindtægter eller andre indtægter, der er tilvejebragt under opfyldelsen af de(n) pågældende offentlige serviceforpligtelse(r)

—

plus en rimelig fortjeneste

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/76

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fugle, herunder fjerkræ. Infektioner med aviær influenza-virus hos tamfjerkræ forårsager to hovedformer af sygdommen, som har forskellig virulens. Den lavpatogene form giver generelt kun milde symptomer, mens den højpatogene form forårsager meget stor dødelighed hos de fleste fjerkræarter. Sygdommen kan have alvorlige konsekvenser for fjerkræopdrættets rentabilitet.

(2)

Man finder hovedsagelig aviær influenza hos fugle, men infektionen kan under visse omstændigheder også forekomme hos mennesker, om end risikoen generelt er meget lille.

(3)

Ved udbrud af aviær influenza er der risiko for, at sygdomsagenset spreder sig til andre bedrifter, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. Det kan således sprede sig fra én medlemsstat til andre medlemsstater eller til tredjelande via handel med levende fugle eller produkter heraf.

(4)

Rådets direktiv 2005/94/EF (3) indeholder bestemmelser om visse forebyggende foranstaltninger vedrørende overvågning og tidlig påvisning af aviær influenza samt minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. I henhold til direktivet skal der oprettes beskyttelses- og overvågningszoner i tilfælde af et udbrud af højpatogen aviær influenza.

(5)

Nederlandene har underrettet Kommissionen om et udbrud af højpatogen aviær influenza af subtype H5N8 på en bedrift i landet, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab, og straks truffet de foranstaltninger, der er påkrævet i henhold til direktiv 2005/94/EF, herunder oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner.

(6)

Kommissionen har gennemgået de pågældende foranstaltninger sammen med Nederlandene og finder det godtgjort, at grænserne for de beskyttelses- og overvågningszoner, landets kompetente myndighed har oprettet, ligger tilstrækkelig langt fra den bedrift, hvor det bekræftede udbrud er konstateret.

(7)

For at hindre unødige forstyrrelser i samhandelen inden for EU og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt hurtigt at identificere de beskyttelses- og overvågningszoner, der er oprettet i Nederlandene i forhold til højpatogen aviær influenza, på EU-plan.

(8)

De beskyttelses- og overvågningszoner i Nederlandene, hvor de ved direktiv 2005/94/EF fastsatte dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger anvendes, bør derfor, i afventning af det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, afgrænses i bilaget til denne afgørelse, ligesom regionaliseringens varighed bør fastsættes.

(9)

Denne afgørelse vil blive taget op til fornyet vurdering på det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/80

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fugle, herunder fjerkræ. Infektioner med aviær influenza-virus hos tamfjerkræ forårsager to hovedformer af sygdommen, som har forskellig virulens. Den lavpatogene form giver generelt kun milde symptomer, mens den højpatogene form forårsager meget stor dødelighed hos de fleste fjerkræarter. Sygdommen kan have alvorlige konsekvenser for fjerkræopdrættets rentabilitet.

(2)

Man finder hovedsagelig aviær influenza hos fugle, men infektionen kan under visse omstændigheder også forekomme hos mennesker, om end risikoen generelt er meget lille.

(3)

Ved udbrud af aviær influenza er der risiko for, at sygdomsagenset spreder sig til andre bedrifter, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. Det kan således sprede sig fra én medlemsstat til andre medlemsstater eller til tredjelande via handel med levende fugle eller produkter heraf.

(4)

Rådets direktiv 2005/94/EF (3) indeholder bestemmelser om visse forebyggende foranstaltninger vedrørende overvågning og tidlig påvisning af aviær influenza samt minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. I henhold til direktivet skal der oprettes beskyttelses- og overvågningszoner i tilfælde af et udbrud af højpatogen aviær influenza.

(5)

Sverige har underrettet Kommissionen om et udbrud af højpatogen aviær influenza af subtype H5N8 på en bedrift i landet, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab, og straks truffet de foranstaltninger, der er påkrævet i henhold til direktiv 2005/94/EF, herunder oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner.

(6)

Kommissionen har gennemgået de pågældende foranstaltninger sammen med Sverige og finder det godtgjort, at grænserne for de beskyttelses- og overvågningszoner, landets kompetente myndighed har oprettet, ligger tilstrækkelig langt fra den bedrift, hvor det bekræftede udbrud er konstateret.

(7)

For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen inden for EU og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt hurtigt at identificere de beskyttelses- og overvågningszoner, der er oprettet i Sverige i forhold til højpatogen aviær influenza, på EU-plan.

(8)

De beskyttelses- og overvågningszoner i Sverige, hvor de ved direktiv 2005/94/EF fastsatte dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger anvendes, bør derfor, i afventning af det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, afgrænses i bilaget til denne afgørelse, ligesom regionaliseringens varighed bør fastsættes.

(9)

Denne afgørelse vil blive taget op til fornyet vurdering på det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/83

29.11.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 321/83