19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/1

(1)

På den 21. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), som fandt sted i Paris fra den 30. november til den 12. december 2015, blev teksten til en aftale vedrørende styrkelsen af den globale reaktion på klimaændringer vedtaget.

(2)

Parisaftalen blev undertegnet den 22. april 2016 i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2016/590 (2).

(3)

Parisaftalen træder i kraft på tredivtedagen efter den dato, hvor mindst 55 parter i UNFCCC, som i alt tegner sig for mindst ca. 55 % af de samlede drivhusgasemissioner, har deponeret deres ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter. Unionen og dens medlemsstater er parter i UNFCCC. I sine konklusioner af 18. marts 2016 understregede Det Europæiske Råd nødvendigheden af, at Unionen og dens medlemsstater indgår Parisaftalen hurtigst muligt og i tide til at blive parter heri fra dens ikrafttræden.

(4)

Parisaftalen træder i stedet for tilgangen under Kyotoprotokollen fra 1997.

(5)

Parisaftalen fastsætter bl.a. et langsigtet mål i overensstemmelse med målsætningen om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og om at fortsætte bestræbelserne på at holde den på 1,5 °C over det førindustrielle niveau. For at nå dette mål vil parterne udarbejde, meddele og opretholde successive nationalt bestemte bidrag.

(6)

I henhold til Parisaftalen skal parterne fra og med 2023 foretage en global statusopgørelse hvert femte år på grundlag af den nyeste forskning og den hidtidige gennemførelse med henblik på at overvåge fremskridt og se nærmere på emissionsreduktioner, klimatilpasning og ydet støtte; og hver parts successive bidrag skal udgøre et fremskridt i forhold til partens bidrag på det pågældende tidspunkt og afspejle dens største ambitioner.

(7)

Det Europæiske Råd tilsluttede sig i sine konklusioner af 23. og 24. oktober 2014 om 2030-rammen for klima- og energipolitikken et bindende mål for reduktion af EU's egne drivhusgasemissioner for hele økonomien på mindst 40 % senest i 2030 i forhold til 1990. Den 6. marts 2015 vedtog Rådet dette bidrag fra Unionen og dens medlemsstater som deres tilsigtede nationalt bestemte bidrag, hvilket blev meddelt UNFCCC's sekretariat.

(8)

I den meddelelse, som ledsager forslaget om Unionens undertegnelse af Parisaftalen, fremhævede Kommissionen, at den globale overgang til renere energi kræver en ændret investeringsadfærd og incitamenter i hele det politiske spektrum. Det er en af Unionens vigtigste prioriteter at skabe en robust energiunion, som kan give borgerne sikker, bæredygtig og konkurrencedygtig energi til overkommelige priser. Det kræver en fortsat ambitiøs klimaindsats og fremskridt med hensyn til andre aspekter af energiunionen at nå dette mål.

(9)

Rådet bekræftede i sine konklusioner af 18. september 2015, at Unionen og dens medlemsstater har til hensigt at handle i fællesskab i henhold til Parisaftalen, og hilste Norge og Islands hensigt om at deltage i denne fælles indsats velkommen.

(10)

Unionen og dens medlemsstaters fælles indsats vil blive aftalt rettidigt og omfatte det respektive emissionsniveau, der er tildelt Unionen og dens medlemsstater.

(11)

Det er et krav i henhold til Parisaftalens artikel 4, stk. 16, at sekretariatet underrettes om den fælles indsats, herunder det emissionsniveau, som hver part skal holde sig inden for i den relevante periode.

(12)

Parisaftalen er i overensstemmelse med Unionens miljømål, jf. traktatens artikel 191, navnlig målene om bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed og fremme på internationalt plan af foranstaltninger til løsning af de regionale og globale miljøproblemer, og navnlig bekæmpelse af klimaændringer.

(13)

Parisaftalen og kompetenceerklæringen bør godkendes på Unionens vegne —

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/4

a)

holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C i forhold til det førindustrielle niveau, idet det erkendes, at dette vil reducere risiciene ved og virkningerne af klimaændringer væsentligt

b)

øge tilpasningsevnen over for de skadelige virkninger af klimaændringer og fremme modstandsdygtigheden over for klimaændringer og en udvikling med lave drivhusgasemissioner på en måde, der ikke er til fare for fødevareproduktionen, og

c)

lede finansielle strømme i retning af lave drivhusgasemissioner og klimarobust udvikling.

a)

fremme modvirkningen af drivhusgasemissioner og samtidig skabe bæredygtig udvikling

b)

tilskynde til og fremme deltagelse af offentlige og private enheder, der har fået tilladelse af en part, i modvirkningen af drivhusgasemissioner

c)

bidrage til at reducere emissionsniveauerne i den værtspart, der vil drage fordel af modvirkningsaktiviteter med henblik på emissionsreduktioner, som en anden part også kan anvende til at opfylde sit nationale bidrag, og

d)

opnå en samlet reduktion af de globale emissioner.

a)

fremme ambitionerne med hensyn til modvirkning og tilpasning

b)

styrke den offentlige og private sektors deltagelse i gennemførelsen af nationalt bestemte bidrag og

c)

gøre det muligt at koordinere på tværs af instrumenter og relevante institutionelle ordninger.

a)

udveksle oplysninger, god praksis og erfaringer, herunder, hvor det er relevant, vedrørende videnskab, planlægning, politikker og gennemførelse i forbindelse med tilpasningsforanstaltninger

b)

styrke de institutionelle ordninger, herunder dem under konventionen, som vedrører denne aftale, for at støtte syntesen mellem relevante oplysninger og viden og ydelsen af teknisk støtte og vejledning til parterne

c)

styrke den videnskabelige viden om klima, herunder forskning, systematiske observationer af klimasystemet og systemer til tidlig varsling, på en måde, der kan danne grundlag for klimatjenester og understøtte beslutningstagningen

d)

bistå udviklingslandsparter med at identificere effektive tilpasningspraksisser, tilpasningsbehov, prioriteter, ydet og modtaget støtte til tilpasningsforanstaltninger og tilpasningsbestræbelser samt udfordringer og mangler på en måde, der er i overensstemmelse med god praksis, og

e)

forbedre effektiviteten og holdbarheden af tilpasningsforanstaltninger.

a)

gennemførelse af tilpasningsforanstaltninger, -projekter og/eller -bestræbelser

b)

processen i forbindelse med at opstille og gennemføre nationale tilpasningsplaner

c)

vurdering af virkninger af og sårbarhed over for klimaændringer med henblik på at formulere nationalt bestemte prioriterede foranstaltninger under hensyntagen til sårbare mennesker, steder og økosystemer

d)

overvågning og evaluering af og læring fra tilpasningsplaner, -politikker, -programmer og -foranstaltninger og

e)

opbygning af modstandsdygtigheden i socioøkonomiske og økologiske systemer, bl.a. via økonomisk diversificering og bæredygtig forvaltning af naturressourcer.

a)

anerkendelse af udviklingslandsparternes tilpasningsindsats

b)

forbedring af gennemførelsen af tilpasningsforanstaltninger under hensyntagen til den meddelelse om tilpasning, der omhandles i stk. 10

c)

vurdering af tilstrækkeligheden og effektiviteten af tilpasning og støtte til tilpasning, og

d)

vurdering af de samlede fremskridt med hensyn til at opnå den globale målsætning for tilpasning, som omhandles i stk. 1.

a)

systemer til tidlig varsling

b)

kriseberedskab

c)

langsomt opståede begivenheder

d)

begivenheder, der kan medføre uoprettelige og varige tab og skader

e)

omfattende risikovurdering og risikostyring

f)

faciliteter til risikoforsikring, fordeling af beskyttelse mod klimarisici og andre forsikringsløsninger

g)

ikke-økonomiske tab og

h)

lokalsamfundenes modstandsdygtighed, indtjeningsmuligheder og økosystemer.

a)

en rapport med partens nationale opgørelse af menneskeskabte emissioner fordelt på kilder og optag fordelt på dræn af drivhusgasser udarbejdet ved hjælp af metoder baseret på god praksis, som er accepteret af Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer og aftalt af partskonferencen, der tjener som møde for parterne i denne aftale, og

b)

de oplysninger, der er nødvendige for at overvåge fremskridtene med hensyn til at gennemføre og opfylde partens nationalt bestemte bidrag, jf. artikel 4.

a)

opretter de hjælpeorganer, der skønnes nødvendige for gennemførelsen af denne aftale og

b)

udøver andre funktioner, der skønnes nødvendige for gennemførelse af denne aftale.

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/19

(1)

Kommissionens forordning (EF) nr. 1235/2008 (2) indeholder detaljerede bestemmelser for import af økologiske produkter fra tredjelande.

(2)

En frist for kontrolorganernes og kontrolmyndighedernes indsendelse af ansøgninger om godkendelse til at føre overensstemmelseskontrol i overensstemmelse med artikel 32 i forordning (EF) nr. 834/2007 er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1235/2008. Eftersom gennemførelsen af bestemmelserne om import af overensstemmende produkter fortsat er til vurdering, og de tilhørende retningslinjer, modeller, spørgeskemaer og det nødvendige elektroniske transmissionssystem stadig er under udvikling, bør fristen for kontrolorganernes og -myndighedernes indsendelse af anmodninger forlænges.

(3)

Erfaringen har vist, at medlemsstaterne har forskellig praksis for så vidt angår kontrollen af sendinger af økologiske produkter, inden de overgår til fri omsætning i Unionen. For at opnå en ensartet og effektiv kontrol bør de forskellige former for kontrol, der er nødvendige for kontrollen af sendinger, afklares, i lyset af den risikovurdering, der skal foretages i henhold til artikel 27, stk. 3, i forordning (EF) nr. 834/2007. Det er også hensigtsmæssigt at omformulere definitionen af de myndigheder, der er ansvarlige for kontrol af sendinger og påtegningen af kontrolattesten med henblik på at præcisere, at disse myndigheder er en kompetent myndighed, der er ansvarlig for at tilrettelægge den offentlige kontrol vedrørende økologisk produktion, og som er udpeget i medfør af artikel 27, stk. 1, i forordning (EF) nr. 834/2007.

(4)

Det er også konstateret, at kontrolorganer og kontrolmyndigheder har forskellig praksis med hensyn til klassificeringen af produkter, der importeres under de produktkategorier, der er angivet i bilag III og IV til forordning (EF) nr. 1235/2008. For at opnå en mere ensartet klassificering under disse produktkategorier bør visse definitioner derfor fastsættes af hensyn til klarheden og retssikkerheden for aktørerne, for at sikre ensartet anvendelse af bestemmelserne i kontrolorganerne og kontrolmyndighederne, og at lette de kompetente myndigheders tilsyn.

(5)

For produktkategorier, hvor der henvises til uforarbejdede eller forarbejdede, bør disse betegnelser have samme betydning som i definitionerne af forarbejdede og uforarbejdede produkter i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 (3) med henblik på forenkling og overensstemmelse med hygiejnebestemmelserne. Det bør dog præciseres, at mærkning og emballering er uden betydning for klassificeringen af produktet som uforarbejdet eller forarbejdet.

(6)

De to importordninger, der er fastsat i artikel 33, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 834/2007 udelukker i princippet gensidigt hinanden. Hvis et tredjeland er godkendt som ækvivalent, jf. artikel 33, stk. 2, i forordning (EF) nr. 834/2007, er der ikke behov for at godkende en kontrolmyndighed eller er kontrolorgan i det pågældende land i overensstemmelse med artikel 33, stk. 3. Som følge heraf fastsætter artikel 10, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 1235/2008, at en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan kun kan blive godkendt i henhold til artikel 33, stk. 3, i forordning (EF) nr. 834/2007 i et land, der ikke er godkendt i henhold til artikel 33, stk. 2, i forordning (EF) nr. 834/2007. For at undgå enhver hindring for import af økologiske produkter bør det være muligt for kontrolorganer og kontrolmyndigheder at blive godkendt i et tredjeland, når godkendelsen af dette tredjeland ikke omfatter det produkt, der skal importeres. Undtagelsesbestemmelsen i artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1235/2008 bør derfor omformuleres for at tage hensyn til den praksis, der anvendes, ved at henvise til produkter og ikke til produktkategorier.

(7)

På baggrund af forordning (EF) nr. 834/2007 kan produkter, der importeres fra et tredjeland, markedsføres i Unionen som økologiske, især hvis de omfattet af en kontrolattest udstedt af de kompetente myndigheder, kontrolmyndigheder eller kontrolorganer i et godkendt tredjeland eller af en godkendt kontrolmyndighed eller et godkendt kontrolorgan.

(8)

I overensstemmelse med aktion 12 i Handlingsplan for fremtidens økologiske produktion i Den Europæiske Union (4) har Kommissionen udviklet et system for elektronisk attestering for import af økologiske produkter som et modul, der er integreret i det elektroniske TRACES-system (Trade Control and Expert System), som er fastsat i Kommissionens beslutning 2003/24/EF (5).

(9)

Visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 1235/2008 bør ændres med henblik på indførelse af det elektroniske attesteringssystem og sikring af, at det pågældende system kan fungere korrekt. Bestemmelserne om frigivelse til fri omsætning af den pågældende medlemsstats toldmyndighed og arbejdsgangen for udstedelse og påtegning af kontrolattesten, herunder verifikationen af forbindelsen mellem kontrolattesten og toldangivelsen, bør præciseres. I den sammenhæng bør arbejdsgangen for udstedelsen og påtegningen af kontrolattesten under særlige toldprocedurer også præciseres. For at opnå et velfungerende elektronisk system bør de godkendte kontrolorganer og kontrolmyndigheders e-mailadresse anføres.

(10)

For at sikre at integriteten af de økologiske produkter, der importeres til Unionen, bevares, er det nødvendigt at præcisere, at det som hovedregel gælder, at kontrolorganet eller kontrolmyndigheden, der udsteder kontrolattesten, er det kontrolorgan eller den kontrolmyndighed, der godkender producenten af eller forarbejdningsvirksomheden for produktet. Hvis den erhvervsdrivende, der udfører den sidste håndtering med henblik på tilberedning, jf. definitionen i artikel 2, litra i), i forordning (EF) nr. 834/2007, er en anden end den oprindelige producent af eller forarbejdningsvirksomheden for produktet, udstedes kontrolattesten af det kontrolorgan eller den kontrolmyndighed, der har kontrolleret den sidste håndtering. Det er endvidere nødvendigt at præcisere, at kontrolorganer eller kontrolmyndigheder, der er opført i bilag III til forordning (EF) nr. 1235/2008, kun kan udstede kontrolattester i overensstemmelse med betingelserne i deres godkendelse, mens de kontrolorganer og kontrolmyndigheder, der er opført i bilag IV til samme forordning, kun kan udstede kontrolattester for de produkter og oprindelser, de står på listen for.

(11)

Erfaringen har vist, at der er forskellig praksis med hensyn til kontrol, som skal foretages af det kontrolorgan eller den kontrolmyndighed, der udsteder kontrolattesten. Det er derfor nødvendigt at specificere, hvilke kontroller, der skal gennemføres inden attesten udstedes. Kontrolorganer eller kontrolmyndigheder bør kun udstede kontrolattesten på baggrund af fuld dokumentkontrol, og, hvis det er relevant i henhold til deres risikovurdering, og af fysisk kontrol af de pågældende produkter. Ved forarbejdede landbrugsprodukter bør kontrolorganer og kontrolmyndigheder, som er opført i bilag III til forordning (EF) nr. 1235/2008, kontrollere, at alle de pågældende produkters bestanddele er blevet omfattet af et kontrolsystem, der er i overensstemmelse med vilkårene for godkendelsen af det pågældende tredjeland, og de kontrolorganer og kontrolmyndigheder, der er opført i bilag IV til samme forordning, bør kontrollere, at ingredienser er blevet kontrolleret og attesteret af kontrolorganer og kontrolmyndigheder, som er godkendt i overensstemmelse med EU-lovgivningen eller produceret i Unionen. Det er ligeledes nødvendigt at præcisere den kontrol, som skal gennemføres af kontrolorganer eller kontrolmyndigheder, som er opført i bilag IV til forordning (EF) nr. 1235/2008, som attesterer operatører i de afsluttende faser af produktionskæden, såsom dem, der kun udfører mærknings- eller emballeringsaktiviteter. I disse tilfælde skal det efterprøves, om de pågældende produkter er kontrolleret og attesteret af kontrolorganer eller kontrolmyndigheder, der er opført i nævnte bilag, og som er godkendt for det pågældende land og produktkategori.

(12)

De myndigheder, der er ansvarlige for udstedelse og ajourføring af adgangsrettigheder til TRACES med henblik på elektronisk attestering af kontrol, bør identificeres. Desuden bør der fastsættes regler, som sikrer, at TRACES siger sikkerhed for autenticitet, integritet og læsbarhed over tid af informationerne og de tilhørende metadata i hele den periode, hvor de skal opbevares.

(13)

Der bør også fastsættes bestemmelse om en effektiv og fyldestgørende udveksling af informationer mellem medlemsstaternes myndigheder i tilfælde af, der konstateres uregelmæssigheder, navnlig hvis produkter mærkes som økologiske, men ikke ledsages af en kontrolattest.

(14)

Eftersom de sidste importtilladelser, som var udstedt af medlemsstaterne, udløb den 30. juni 2015, bør henvisning til importtilladelser udgå af forordning (EF) nr. 1235/2008.

(15)

Erhvervsdrivende og medlemsstater bør have tilstrækkelig til at tilpasse deres procedurer til den elektroniske kontrolattest, der udstedes via TRACES. Det er derfor nødvendigt at fastsætte en overgangsperiode, hvori udstedelsen og påtegningen af kontrolattesten i papirform fortsat er mulig.

(16)

For at kunne sikre at den elektroniske kontrolattest fungerer tilfredsstillende, herunder for at præcisere, at omlægningsprodukter udelukkes fra de godkendelser, der udstedes til tredjelande, at ensrette formuleringen med hensyn til oprindelsen af produkter, der kommer fra godkendte tredjelande, og ændre produktkategori C til at omfatte alger, herunder mikroalger, er det hensigtsmæssigt at ændre visse elementer af bilag III og IV til forordning (EF) nr. 1235/2008 uden at ændre anvendelsesområdet for de godkendelser, der tidligere er udstedt til tredjelande eller til kontrolorganer eller kontrolmyndigheder.

(17)

Ifølge oplysninger fra USA har behandlingen af æbler og pærer med antibiotika til bekæmpelse af ildsot ikke været tilladt siden oktober 2014 i dette tredjeland. Det er derfor berettiget at fjerne den pågældende begrænsning for produktkategori A og D fra bilag III til forordning (EF) nr. 1235/2008.

(18)

I lyset af de erfaringer, der er gjort med gennemførelsen af ækvivalenssystemet, er det nødvendigt at tilpasse modellen for kontrolattesten og delkontrolattesten som omhandlet i bilag V og VI til forordning (EF) nr. 1235/2008 for at give oplysninger om producenten af eller forarbejdningsvirksomheden for det pågældende produkt, samt om det relevante oprindelsesland, når det ikke er det samme som produktets eksportland.

(19)

Kommissionens forordning (EF) nr. 889/2008 (6) indeholder detaljerede bestemmelser om økologisk produktion, mærkning og kontrol.

(20)

Da de nye definitioner af »forarbejdet« og »uforarbejdet« i forordning (EF) nr. 1235/2008 indebærer, at nogle af de aktiviteter, der indgår i definitionen af tilberedning i artikel 2, litra i), i forordning (EF) nr. 834/2007, ikke skal anses for at indebære forarbejdning, vil det betyde, at reglerne i artikel 26 i forordning (EF) nr. 889/2008 for produktion af forarbejdede fødevarer og foderstoffer bliver uklare. Derfor bør bestemmelserne om de forholdsregler, der skal træffes for at undgå risikoen for forurening med ikke-tilladte stoffer eller produkter eller sammenblandinger eller ombytning med ikke-økologiske produkter omformuleres for at præcisere, at de, hvor det er relevant, finde anvendelse på erhvervsdrivende, der udfører konserveringsaktiviteter. Med henblik herpå er det desuden hensigtsmæssigt at medtage definitioner af »konservering« og »forarbejdning«.

(21)

Fremsendelsen af oplysninger om de importerede sendinger i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 889/2008 bør også ske via TRACES.

(22)

Et velfungerende system for elektronisk attestering kræver, at de oplysninger, som skal indberettes af medlemsstaterne til Kommissionen vedrørende de kompetente myndigheder og kontrolorganer eller kontrolmyndigheder omfatter e-mailadresser og websteder. Det er hensigtsmæssigt at fastsætte en ny endelig dato for indberetningen af disse oplysninger.

(23)

Forordning (EF) nr. 1235/2008 og (EF) nr. 889/2008 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(24)

For at sikre en gnidningsløs overgang til det nye elektroniske attesteringssystem bør denne forordning finde anvendelse fra en dato, der ligger seks måneder efter offentliggørelsen. Dog bør ændringen af produktkategori C til at omfatte alger, herunder mikroalger, finde anvendelse fra datoen for anvendelsen af den relevante bestemmelse i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/673 (7) om ændring af forordning (EF) nr. 889/2008 med henblik på at tillade anvendelsen af mikroalger som fødevarer.

(25)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forskriftsudvalget for Økologisk Produktion —

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 4, stk. 1, affattes således:

»1.   Kommissionen vurderer, om et kontrolorgan eller en kontrolmyndighed skal godkendes og optages på den liste, der er omhandlet i artikel 3, når den har modtaget en anmodning herom fra det pågældende kontrolorgans eller den pågældende kontrolmyndigheds repræsentant udarbejdet på grundlag af den model, som Kommissionen har stillet til rådighed i henhold til artikel 17, stk. 2. Kun fuldstændige anmodninger, som er modtaget senest den 31. oktober 2017, tages i betragtning ved udarbejdelsen af den første liste.«

3)

Artikel 7, stk. 2, litra e) og f), affattes således:

4)

Artikel 9, stk. 1, litra a), affattes således:

5)

Artikel 10, stk. 3, affattes således:

»3.   Uanset stk. 2, litra b), kan de produkter med oprindelse i et godkendt tredjeland, som er opført i overensstemmelse med artikel 7, men som ikke er omfattet af den godkendelse, der er udstedt til det pågældende tredjeland, optages på den liste, der er henvist til i denne artikel.«

6)

Artikel 13 affattes således:

»Artikel 13

Kontrolattest

1.   For at en sending produkter som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 834/2007, der er importeret i henhold til artikel 33 i samme forordning, kan overgå til fri omsætning i Unionen, kræves følgende:

Kontrollen af sendingen og påtegningen af kontrolattesten foretages af den relevante medlemsstats kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor sendingen overgår til fri omsætning i Unionen.

Medlemsstaterne fastlægger indgangsstederne på deres område og meddeler Kommissionen de nævnte indgangssteder.

2.   Kontrolattesten udstedes af den relevante kontrolmyndighed eller det relevante kontrolorgan, påtegnes af den relevante medlemsstats kompetente myndighed og udfyldes af første modtager på grundlag af modellen og bemærkningerne i bilag V og ved hjælp af det elektroniske Traces-system (Trade Control and Expert System), oprettet ved Kommissionens beslutning 2003/24/EF (*****).

Den originale kontrolattest skal være en udskrevet kopi med en håndskrevet underskrift af den udfyldte elektroniske attest i Traces, eller som alternativ en kontrolattest underskrevet i Traces med en avanceret elektronisk signatur, jf. artikel 3, nr. 11), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (******), eller med en elektronisk signatur, der giver de samme garantier med hensyn til funktioner, der tilskrives en signatur, ved at anvende de samme regler og betingelser som dem, der er fastsat i Kommissionens bestemmelser om elektroniske og digitaliserede dokumenter, der er anført i bilaget til Kommissionens afgørelse 2004/563/EF, Euratom (*******).

Når den originale kontrolattest er en udskrevet kopi med en håndskrevet underskrift af den udfyldte elektroniske attest i Traces, kontrollerer kontrolmyndigheder, kontrolorganer, den relevante medlemsstats kompetente myndigheder og den første modtager i hver fase af udstedelsen, påtegningen og modtagelsen af kontrolattesten, at kopien stemmer overens med oplysningerne i Traces.

3.   For at blive godkendt til påtegning skal kontrolattesten være udstedt af kontrolmyndigheden eller kontrolorganet for producenten af eller forarbejdningsvirksomheden for det pågældende produkt, eller, hvis den erhvervsdrivende, som udfører den sidste håndtering med henblik på tilberedning, er en anden end producenten af eller forarbejdningsvirksomheden for det pågældende produkt, af kontrolmyndigheden eller kontrolorganet for den erhvervsdrivende, som udfører den sidste håndtering med henblik på tilberedning, jf. definitionen i artikel 2, litra i), i forordning (EF) nr. 834/2007.

Denne kontrolmyndighed eller dette kontrolorgan er:

4.   Kontrolmyndigheden eller kontrolorganet, der udsteder kontrolattesten, udsteder først kontrolattesten og underskriver først erklæringen i rubrik 18 i attesten, efter at det har gennemført dokumentkontrol på grundlag af alle relevante kontroldokumenter, herunder navnlig produktionsplanen for det pågældende produkt, transportdokumenter og handelspapirer og, hvis det er relevant på baggrund af deres risikovurdering, efter at det har foretaget fysisk kontrol af sendingen.

For forarbejdede produkter gælder dog, at hvis kontrolmyndigheden eller kontrolorganet, der udsteder kontrolattesten, er en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan, som er opført i bilag III, skal myndigheden eller organet først udstede kontrolattesten og underskrive erklæringen i rubrik 18 i attesten efter at have kontrolleret, at alle økologiske ingredienser i produktet er kontrolleret og certificeret af en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan, som er godkendt af det pågældende tredjeland, som er opført i nævnte bilag, eller hvis den udstedende kontrolmyndighed eller det udstedende kontrolorgan er en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan, der er opført i bilag IV, skal den eller det først udstede kontrolattesten og underskrive erklæringen i rubrik 18 i attesten efter at have kontrolleret, at alle økologiske ingredienser i sådanne produkter er kontrolleret og certificeret af en kontrolmyndighed eller et kontrolorgan, der er opført i bilag III eller IV, eller er produceret og certificeret i Unionen i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 834/2007.

Hvis den erhvervsdrivende, der udfører den sidste håndtering med henblik på tilberedning, er en anden end producenten af eller forarbejdningsvirksomheden for produktet, skal den kontrolmyndigheden eller det kontrolorgan, der udsteder kontrolattesten, og som er opført i bilag IV, først udstede kontrolattesten og underskrive erklæringen i rubrik 18 i attesten efter at have gennemført dokumentkontrol på grundlag af alle relevante kontroldokumenter, herunder transportdokumenter og handelspapirer, den eller det har kontrolleret, at produktionen eller forarbejdningen af det pågældende produkt er blevet kontrolleret og certificeret af et kontrolorgan eller en kontrolmyndighed, der er godkendt for de pågældende produkter og det pågældende land i overensstemmelse med artikel 33, stk. 3, i forordning (EF) nr. 834/2007 og, hvis det er relevant på baggrund af deres risikovurdering, efter at det har foretaget fysisk kontrol af sendingen.

På anmodning af Kommissionen eller den kompetente myndighed i en medlemsstat skal den kontrolmyndighed eller det kontrolorgan, der udsteder kontrolattesten i henhold til andet og tredje afsnit uden ophold stille en liste over alle operatører i den økologiske produktionskæde samt over de kontrolmyndigheder eller de kontrolorganer, som de opererer under, til rådighed.

5.   Kontrolattesten udstedes i ét originaleksemplar.

Den første modtager eller i givet fald importøren kan dog tage en kopi af kontrolattesten med henblik på at informere kontrolmyndigheder og kontrolorganer, jf. artikel 83 i forordning (EF) nr. 889/2008. På enhver sådan kopi skal der være trykt eller stemplet »KOPI«.

6.   Ved kontrollen af en sending påtegner den relevante medlemsstats kompetente myndighed i rubrik 20 den originale kontrolattest og returnerer den til den person, som forelagde den.

7.   Den første modtager udfylder ved modtagelsen af sendingen rubrik 21 i kontrolattesten for at bekræfte, at sendingen er blevet modtaget efter bestemmelserne i artikel 34 i forordning (EF) nr. 889/2008.

Den første modtager sender herefter den originale attest til den importør, der er anført i rubrik 11 i attesten, med henblik på artikel 33, stk. 1, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 834/2007.

(****)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1)."

(*****)  Kommissionens beslutning 2003/24/EF af 30. december 2002 om udvikling af et integreret veterinærinformationssystem (EFT L 8 af 14.1.2003, s. 44)."

(******)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73)."

(*******)  Kommissionens afgørelse 2004/563/EF, Euratom af 7. juli 2004 om ændring af dens forretningsorden (EUT L 251 af 27.7.2004, s. 9).«"

7)

Som artikel 13a til 13d indsættes:

»Artikel 13a

Force majeure eller særlige omstændigheder

1.   Ved force majeure eller særlige omstændigheder, som hindrer det elektroniske system i at fungere, og navnlig ved funktionsfejl i systemet eller afbrydelser af forbindelsen, kan kontrolattester og udskrifter heraf udstedes og påtegnes i overensstemmelse med artikel 13, stk. 3 til 7, uden brug af Traces i overensstemmelse med stk. 2, 3 og 4 i denne artikel og på grundlag af de modeller og de vejledninger, som angives i bilag V eller VI. De kompetente myndigheder, kontrolmyndigheder, kontrolorganer og erhvervsdrivende underretter uden ophold Kommissionen og indfører i Traces alle de nødvendige oplysninger senest ti kalenderdage efter at systemet er genoprettet.

2.   Hvis kontrolattesten udstedes uden brug af Traces, affattes den på et af Unionens officielle sprog og udfyldes, bortset fra stempler og underskrifter, enten udelukkende med blokbogstaver eller udelukkende på maskine.

Kontrolattesten skal udfyldes på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i medlemsstat, hvor toldklareringen gennemføres. Den relevante medlemsstats kompetente myndigheder kan om nødvendigt anmode om at få oversat kontrolattesten til sit officielle sprog eller et af sine officielle sprog.

Attesten er ugyldig, hvis der er foretaget ikke-attesterede ændringer eller udstregninger.

3.   Kontrolmyndigheden eller kontrolorganet, der udsteder kontrolattesten, skal forsyne hver udstedt attest med et løbenummer og registrere alle udstedte attester i kronologisk orden og give alle efterfølgende brevudvekslinger det løbenummer, som angives af Traces.

4.   Hvis kontrolattestsen udstedes og påtegnes uden brug af Traces, finder artikel 15, stk. 1, andet og tredje afsnit, og artikel 15, stk. 5, anvendelse.

Artikel 13b

Importør

Importøren skal angive kontrolattestens løbenummer i toldangivelsen om overgang til fri omsætning, jf. artikel 158, stk. 1, i forordning (EU) nr. 952/2013.

Artikel 13c

Adgangsrettigheder

Kommissionen er ansvarlig for tildeling og ajourføring af adgangsrettigheder til TRACES for de kompetente myndigheder som omhandlet i artikel 2, litra n), i forordning (EF) nr. 834/2007, for kompetente myndigheder i tredjelande, som er godkendt i henhold til artikel 33, stk. 2, i samme forordning, og for kontrolmyndigheder og kontrolorganer, der er opført på listen i bilag III eller IV til denne forordning. Inden Kommissionen tildeler adgangsrettigheder til TRACES, skal den kontrollere identiteten af de pågældende kompetente myndigheder, kontrolmyndigheder og kontrolorganer.

De kompetente myndigheder, som defineres i artikel 2, litra n), i forordning (EF) nr. 834/2007, er ansvarlig for udstedelse og ajourføring af adgangsrettigheder til TRACES for erhvervsdrivende, kontrolmyndigheder og kontrolorganer i Unionen. Inden de kompetente myndigheder tildeler adgangsrettigheder til TRACES, skal den kontrollere identiteten af de pågældende erhvervsdrivende, kontrolmyndigheder og kontrolorganer. Medlemsstaterne udpeger en myndighed, som er ansvarlig for at koordinere samarbejdet og kontakterne med Kommissionen på dette område.

De kompetente myndigheder underretter Kommissionen om de adgangsrettigheder, som de har tildelt. Kommissionen aktiverer disse adgangsrettigheder i TRACES.

Artikel 13d

Informationernes integritet og læsbarhed

Integriteten af de oplysninger, der registreres i overensstemmelse med denne forordning, beskyttes i TRACES.

Systemet skal navnlig garantere følgende:

8)

I artikel 14 foretages følgende ændringer:

9)

I artikel 15 foretages følgende ændringer:

10)

Artikel 17, stk. 3, affattes således:

»3.   Anmodninger, dokumenter og oplysninger som omhandlet i denne forordning skal kunne indlæses i det i stk. 1 nævnte EDB-system, når dette er relevant.«

11)

Artikel 18, stk. 2, affattes således:

»2.   Den første liste over anerkendte lande omfatter Argentina, Australien, Costa Rica, Indien, Israel (********), New Zealand og Schweiz. Den indeholder ikke de kodenumre, der er nævnt i nærværende forordnings artikel 7, stk. 2, litra f). Disse kodenumre tilføjes inden den 1. juli 2010 ved en ajourføring af listen i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2.

(********)  I det følgende forstået som Staten Israel bortset fra territorierne under israelsk administration siden juni 1967, nærmere betegnet Golanhøjderne, Gazastriben, Østjerusalem og resten af Vestbredden.«"

12)

Artikel 19 udgår.

13)

Som artikel 19a indsættes:

»Artikel 19a

Overgangsbestemmelser om anvendelsen af kontrolattester, der ikke er udstedt i TRACES

Indtil den 19. oktober 2017 kan kontrolattester, jf. artikel 13, stk. 1, litra a), og disses delattester, jf. artikel 14, stk. 2, udstedes og påtegnes i henhold til artikel 13, stk. 3 til 7, uden brug af TRACES i henhold til artikel 13a, stk. 1, 2 og 3, og på grundlag af de modeller og vejledninger, der er anført i bilag V eller VI.«

14)

Bilag III ændres som anført i bilag I til nærværende forordning.

15)

I bilag IV i listen over produktkategorier ændres »C: Akvakulturprodukter og tang« til: »C: Uforarbejdede akvakulturprodukter og alger.«

16)

Bilag V erstattes af teksten i bilag II til nærværende forordning.

17)

Bilag VI erstattes af teksten i bilag III til denne forordning.

1)

I artikel 2 tilføjes følgende litra t) og u):

(*********)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 852/2004 af 29. april 2004 om fødevarehygiejne (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 1).«"

2)

Overskriften til afsnit II affattes således:

»AFSNIT II

REGLER FOR PRODUKTION, KONSERVERING, FORARBEJDNING, EMBALLERING, TRANSPORT OG OPBEVARING AF ØKOLOGISKE PRODUKTER«

3)

Overskriften til afsnit II, kapitel 3, affattes således:

»KAPITEL 3

Konserverede og forarbejdede produkter«

4)

Artikel 26 affattes således:

»Artikel 26

Regler for konservering af produkter og for produktion af forarbejdede foderstoffer og fødevarer

1.   Erhvervsdrivende, der konserverer produkter eller producerer forarbejdede foderstoffer og fødevarer, skal etablere og ajourføre passende procedurer baseret på en systematisk identifikation af kritiske forarbejdningstrin.

Anvendelse af disse procedurer skal sikre, at de forarbejdede produkter til enhver tid er i overensstemmelse med reglerne for økologisk produktion.

2.   De erhvervsdrivende skal overholde og gennemføre procedurerne i stk. 1. De skal navnlig:

3.   Hvis der i tilberedningsenheden også tilberedes eller opbevares ikke-økologiske produkter, skal den erhvervsdrivende:

4.   Tilsætningsstoffer, tekniske hjælpestoffer og andre stoffer og ingredienser til forarbejdning af foder og fødevarer samt eventuel forarbejdningspraksis, som f.eks. røgning, skal være i overensstemmelse med god fremstillingspraksis.«

5)

I artikel 84 tilføjes som stk. 3:

»3.   Importøren sender de oplysninger, der er omhandlet i første og andet afsnit, ved hjælp af det elektroniske TRACES-system (Trade Control and Expert System), som blev oprettet ved Kommissionens beslutning 2003/24/EF (**********).

(**********)  Kommissionens beslutning 2003/24/EF af 30. december 2002 om udvikling af et integreret veterinærinformationssystem (EFT L 8 af 14.1.2003, s. 44).«"

6)

I artikel 94, stk. 1, foretages følgende ændringer:

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/38

(1)

Ved forordning (EF) nr. 882/2004 ændredes reglerne og procedurerne for den offentlige kontrol på væsentlige punkter. Den anvendes fra den 1. januar 2006. Det ville imidlertid i visse tilfælde bevirke praktiske problemer, hvis nogle af disse regler og procedurer fandt anvendelse med øjeblikkelig virkning fra denne dato.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 882/2004 skal laboratorier, der analyserer prøver, som er udtaget i forbindelse med offentlig kontrol, akkrediteres i overensstemmelse med visse europæiske standarder, der er omhandlet i forordningen. Imidlertid er der ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 702/2013 (2) fastsat visse overgangsforanstaltninger, herunder en undtagelse fra nævnte krav til laboratorier, med det formål at muliggøre en gnidningsløs overgang til en komplet gennemførelse af de nye regler og procedurer. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 702/2013 finder anvendelse indtil den 31. december 2016.

(3)

Rapporten fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet af 28. juli 2009 om erfaringerne med anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets hygiejneforordninger (EF) nr. 852/2004, (EF) nr. 853/2004 og (EF) nr. 854/2004 af 29. april 2004 (3) (i det følgende benævnt »rapporten«) har til formål »at give en faktuel fremstilling af de erfaringer, som alle berørte aktører har haft med gennemførelsen af hygiejnepakken i 2006, 2007 og 2008, herunder de problemer, de har haft«.

(4)

I rapporten beskrives erfaringer med overgangsforanstaltningerne, herunder dem, der er fastsat ved forordning (EF) nr. 882/2004. Det fremgår af rapporten, at der fortsat er problemer med akkrediteringen af slagteriers interne laboratorier.

(5)

Den 6. maj 2013 vedtog Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om offentlig kontrol og andre officielle aktiviteter med henblik på anvendelsen af fødevare- og foderstoflovgivningen og reglerne for dyresundhed og dyrevelfærd, plantesundhed, planteformeringsmateriale og plantebeskyttelsesmidler (4). Forslaget indebærer ophævelse af forordning (EF) nr. 882/2004 og giver mulighed for at dispensere fra akkrediteringskravet for officielle laboratorier, hvis eneste aktivitet er påvisning af trikiner i kød.

(6)

Derfor bør der ved denne forordning fastsattes yderligere overgangsforanstaltninger, i afventning af at den nye forordning vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet.

(7)

Der bør derfor fastsættes bestemmelser om en supplerende overgangsperiode, hvori de i gennemførelsesforordning (EU) nr. 702/2013 fastsatte, relevante overgangsordninger fortsat finder anvendelse.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/40

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/42

(1)

Delegeret forordning (EU) 2016/1612 indeholder bestemmelser om støtte til mælkeproducenter, der forpligter sig til at reducere deres leverancer af komælk i en tremåneders periode. Støtten udbetales på grundlag af støtteansøgninger. Hvis den samlede mængde, der er dækket af de indberettede antagelige og troværdige støtteansøgninger, overstiger den samlede mængde, jf. artikel 1, stk. 1, i nævnte forordning, skal medlemsstaterne anvende en tildelingskoefficient på den mængde, der er omfattet af hver støtteansøgning.

(2)

De mængder, der er omfattet af de støtteansøgninger, som er indgivet for den periode, der dækker november 2016, december 2016 og januar 2017 overstiger den maksimale samlede mængde. Der skal derfor fastsættes en tildelingskoefficient.

(3)

For at sikre en hurtig gennemførelse af delegeret forordning (EU) 2016/1612 bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/43

(1)

Kommissionen blev i marts 2015 opmærksom på de nye sundhedsbidrag, Ungarn har pålagt tobaksindustrien. Kommissionen sendte den 13. april 2015 en anmodning om flere oplysninger om foranstaltningen til Ungarn, hvori den også underrettede de ungarske myndigheder om, at den overvejede at udstede et påbud om indstilling med henvisning til artikel 11 stk.1 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (2).

(2)

Ved skrivelse af 12. maj 2015 besvarede Ungarn denne anmodning om flere oplysninger. Ungarn fremsatte imidlertid ingen bemærkninger til Kommissionens eventuelle hensigt om at udstede et påbud om indstilling.

(3)

Den 15. juli 2015 underrettede Kommissionen Ungarn om sin beslutning om at indlede den procedure, der er fastlagt i artikel 108 stk. 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende »traktaten«) for så vidt angår det sundhedsbidrag, der pålægges tobaksindustrien (»åbningsafgørelsen«). I åbningsafgørelsen forlangte Kommissionen også, at foranstaltningen blev suspenderet øjeblikkeligt.

(4)

Åbningsafgørelsen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Med denne afgørelse blev interesserede parter opfordret til at fremsætte deres bemærkninger til foranstaltningen.

(5)

Kommissionen modtog bemærkninger fra to interesserede parter. Den 20. oktober 2015 fremsendte Kommissionen disse bemærkninger til Ungarn, som fik lejlighed til at reagere. Ungarn har ikke reageret på disse henvendelser.

(6)

Den 16. december 2014 vedtog det ungarske parlament lov XCIV af 2014 om tobaksindustriens sundhedsafgifter for året 2015 (»loven«). Loven lægger en afgift, der betegnes som et »sundhedsbidrag«, på den årlige omsætning fra produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn, og afgiften lægges oven i de eksisterende erhvervsskatter i Ungarn, navnlig selskabsskatten. Afgiften opkræves autoriserede oplagshavere, importører og registrerede forhandlere af tobaksvarer. Det erklærede formål med loven er at samle midler til finansiering af sundhedsvæsenet og dermed øge kvaliteten af sundhedsydelserne.

(7)

Sundhedsbidragsafgiften beregnes af den årlige omsætning hidrørende fra produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn i det foregående indkomstår, forudsat at omsætningen fra disse aktiviteter tegner sig for mindst 50 % af en virksomheds samlede årlige omsætning. Der indregnes ikke fradrag for udgifter, bortset fra udgifter til visse investeringer i indkomståret. Sundhedsbidragsafgiften er progressiv. Afgiften beregnes på grundlag af den afgiftspligtiges årlige omsætning på denne måde:

(8)

I henhold til lovens artikel 6, stk. 6, kan sundhedsbidragsafgiften reduceres med op til 80 %, hvis virksomheden foretager investeringer, som er i overensstemmelse med definitionen i artikel 3, stk. 4, nr. 7, i lov C af 2000 om regnskaber (4). Reduktionen svarer til den positive difference mellem 30 % af, hvad der er bogført som investering i et skatteår, og størrelsen af statens eller EU's tilskud til investeringsprojektet.

(9)

Loven fastsætter, at selvangivelsen skal være indsendt den 30. juni 2015, og at sundhedsafgiften skal være betalt inden for 30 dage efter denne frist.

(10)

Loven trådte i kraft den 1. februar 2015 og skulle oprindeligt gælde midlertidigt frem til den 31. december 2015. Den 24. juni 2015 blev der imidlertid offentliggjort en lovændring i det ungarske statstidende, som gjorde sundhedsbidraget permanent.

(11)

Kommissionen indledte den formelle undersøgelsesprocedure, fordi den nåede den foreløbige konklusion, at progressiviteten i sundhedsbidragsafgiften (afgifts- og omsætningssatserne) og bestemmelserne om en reduktion af afgiftstilsvaret på betingelse af visse investeringer (i det følgende under ét benævnt »den anfægtede foranstaltning«) udgjorde ulovlig og uforenelig statsstøtte.

(12)

Kommissionen var af den opfattelse, at når de progressive afgiftssatser, der er fastsat i loven, skelner mellem virksomheder på grundlag af deres omsætning, får virksomheder med en mindre omsætning, dvs. mindre virksomheder, en selektiv fordel. Kommissionen var ikke overbevist om, at virksomheder med større omsætning har mulighed for at påvirke produktmarkedet og forårsage negative tobaksrelaterede virkninger på helbredet i en sådan grad, at det kan begrunde anvendelsen af progressive afgiftssatser, sådan som de ungarske myndigheder havde argumenteret.

(13)

Kommissionen var af den opfattelse, at muligheden for at reducere en skatteyders afgiftstilsvar, på betingelse af at vedkommende investerer, giver en selektiv fordel for virksomheder, der har foretaget sådanne investeringer. Kommissionen påpegede endvidere, at muligheden for at reducere afgiftstilsvaret på grundlag af investeringer, der sigter mod at øge virksomheders produktion og konkurrenceevne, synes at være i uoverensstemmelse med den erklærede hensigt med sundhedsbidraget, nemlig at skaffe midler til sundhedssystemet og forbedre kvaliteten af sundhedsydelserne, i og med at rygning er en vigtig faktor i udviklingen af mange sygdomme og i høj grad bidrager til de stigende sundhedsudgifter.

(14)

Kommissionen nåede på den baggrund til den foreløbige konklusion, at den anfægtede foranstaltning ikke synes retfærdiggjort af hverken skattesystemets karakter eller indre logik, og at den heller ikke er forenelig med det indre marked.

(15)

Kommissionen modtog bemærkninger fra to interesserede parter, der glædede sig over åbningsafgørelsen og erklærede sig enige i Kommissionens foreløbige statsstøttevurdering. De udtrykte deres bekymringer for, at de ungarske myndigheder ville ændre loven og gennemføre andre lignende foranstaltninger.

(16)

En af de interesserede parter understregede, at reduktionen af afgiftstilsvaret på grundlag af visse investeringer udelukkende ville gælde for investeringer i Ungarn, eftersom det ifølge ungarsk skattelov kun er virksomheder med administrationskontor i Ungarn, der kan få licens til at sælge eller producere tobaksvarer i Ungarn. Derfor er de investeringer, loven omfatter, investeringer foretaget i Ungarn enten af ungarske virksomheder eller af ungarsk-hjemmehørende datterselskaber af udenlandske, multinationale selskaber.

(17)

De ungarske myndigheder accepterer ikke resultaterne af Kommissionens undersøgelse og benægter, at der er tale om statsstøtte. De anfører, at foranstaltningerne ikke er selektive. Vedrørende progressionen i afgiften er det de ungarske myndigheders påstand, at referencerammen for de offentlige skatter udgøres af det pågældende beskatningsgrundlag og den pågældende skatteprocent (herunder et system med progressive skattesatser) samlet set, og at virksomheder med samme omsætning således er i samme faktuelle situation. Det vil sige, at enheder i et progressivt system med faste afgiftssatser beskattes med samme beskatningsgrundlag efter de samme satser, og deres afgiftstilsvar er således også det samme. Det er derfor de ungarske myndigheders standpunkt, at det progressive afgiftssystem ikke forskelsbehandler, da virksomheder i samme juridiske og faktuelle situation skal betale den samme, og dermed ikke-selektive, afgiftsprocent.

(18)

Angående det forhold, at investeringer kan sænke afgiftstilsvaret, hævder de ungarske myndigheder, at loven ikke skelner mellem investeringernes type eller værdi og ikke tager hensyn til, hvem der foretager en investering. Virksomheder, der foretager investeringer af samme værdi, er i samme juridiske og faktuelle situation. De understreger, at afgiftsreduktionen ikke udelukkende gælder investeringer i Ungarn, og at værdien af alle investeringer kan tages i betragtning ved beregningen. De ungarske myndigheder anfører desuden, at beregningen af investeringens værdi sker efter de definitioner og beregninger af investeringens værdi, der er fastlagt i regnskabsloven, som falder uden for loven om tobaksindustriens sundhedsbidrag.

(19)

Ungarn har ikke reageret på bemærkningerne fra interesserede parter, som blev fremsendt ved skrivelse af 20. oktober 2015.

(20)

I henhold til artikel 107, stk. 1, i traktaten er statsstøtte eller støtte, som en medlemsstat yder med statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner i et omfang, der påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, uforenelig med det indre marked bortset fra visse i traktaterne hjemlede undtagelser.

(21)

Følgende kumulative betingelser skal være opfyldt, før en foranstaltning kan klassificeres som støtte efter denne bestemmelse: i) Den kan tilregnes staten og er finansieret ved hjælp af statsmidler, ii) den giver modtageren en fordel, iii) fordelen er selektiv, og iv) den fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og kan påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(22)

Der er tale om statsstøtte, når en foranstaltning finansieres med statsmidler, og når den kan tilregnes en medlemsstat.

(23)

Da den anfægtede foranstaltning er et resultat af en lov vedtaget i Ungarns parlament, kan den tilregnes den ungarske stat.

(24)

Hvad angår betingelsen om, at foranstaltningen skal være finansieret med statsmidler, anses en foranstaltning, der indebærer, at en stat giver afkald på indtægter, som den normalt ellers ville have opkrævet af en virksomhed under normale forhold, for at opfylde denne betingelse (5). I den foreliggende sag giver den ungarske stat afkald på indtægter, den normalt ville opkræve virksomheder med en lavere omsætning (dvs. mindre virksomheder), hvis de havde været pålagt det samme sundhedsbidrag som virksomheder med en højere omsætning (dvs. større virksomheder).

(25)

I henhold til Domstolenes retspraksis omfatter begrebet støtte ikke kun direkte begunstigelser, men også foranstaltninger, der på forskellige måder mindsker de betalinger, der normalt afholdes over en virksomheds budget (6). Der kan gives en fordel gennem forskellige lempelser af virksomhedens skattebyrde og især gennem en reduktion af den gældende skattesats, beskatningsgrundlaget eller i størrelsen af den skyldige afgift (7). Selv om skattenedsættelser ikke indebærer en direkte overførsel af midler fra staten, skaber de en fordel, fordi de giver den virksomhed, der nyder godt af nedsættelserne, en mere fordelagtig finansiel situation end andre skatteydere og medfører et tab af indtægter til staten (8).

(26)

Loven indfører progressive afgiftssatser, der anvendes på den årlige omsætning fra produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn, afhængigt af hvilken omsætningskategori virksomheden hører hjemme i. Satsernes progressive karakter bevirker, at den procentvise afgift på en virksomheds omsætning stiger gradvist, efterhånden som omsætningen når op i en højere kategori. Det betyder, at virksomheder med lav omsætning (dvs. mindre virksomheder) beskattes til en væsentligt lavere gennemsnitssats end virksomheder med høj omsætning (dvs. større virksomheder). I medfør af traktatens artikel 107, stk. 1, får de mindre virksomheder en betydelig fordel i forhold til de større, fordi virksomheder med mindre omsætning på den måde bliver beskattet betydeligt mere lempeligt end virksomheder med høj omsætning.

(27)

Desuden giver lovens mulighed for at reducere en virksomheds afgiftstilsvar med op til 80 % på grundlag af investeringer foretaget i indkomståret en fordel for virksomheder, der har foretaget sådanne investeringer, da det reducerer deres skattegrundlag og dermed deres skattetryk sammenlignet med virksomheder, der ikke kan drage fordel af denne reduktion.

(28)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er en foranstaltning selektiv, hvis den begunstiger visse virksomheder eller produktion af visse varer. Hvad skatteordninger angår, har Domstolen fastslået, at en foranstaltnings selektivitet principielt bør vurderes ved hjælp af en tretrinsanalyse (9). For det første skal medlemsstatens normale eller almindelige skattesystem identificeres: »referencesystemet«. For det andet skal det fastslås, om en given foranstaltning udgør en undtagelse fra det pågældende system, i det omfang den skelner mellem økonomiske aktører, som i lyset af systemets iboende formål er i en sammenlignelig faktisk og juridisk situation. Hvis den pågældende foranstaltning ikke udgør en undtagelse fra referencesystemet, er den ikke selektiv. Hvis den gør (og derfor prima facie er selektiv), skal det i analysens tredje trin fastslås, om undtagelsen kan begrundes i referenceskattesystemets karakter eller indre logik (10). Hvis en umiddelbart selektiv foranstaltning kan begrundes i referencesystemets karakter eller indre logik, kan den ikke betragtes som selektiv og falder derfor uden for traktatens artikel 107, stk. 1.

(29)

I den foreliggende sag er referencesystemet de særlige sundhedsbidrag, som virksomhederne skal betale på grundlag af deres omsætning fra aktiviteter inden for produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn. Kommissionen finder ikke, at sundhedsbidragets progressive satsstruktur passer ind i dette referencesystem.

(30)

Domstolen har fastslået (11), at det ikke altid er tilstrækkeligt at begrænse selektivitetsanalysen til, om en foranstaltning afviger fra referencesystemet, som det er fastlagt af medlemsstaten. Det er også nødvendigt at vurdere, om medlemsstaten har udviklet et konsekvent system, eller om det tværtimod indebærer en vilkårlig eller skævvridende begunstigelse af visse virksomheder. I stedet for at fastlægge overordnede regler, der gælder alle virksomheder, og hvortil der indføres en undtagelse for visse virksomheder, kunne medlemsstaten opnå det samme resultat, og således omgå reglerne om statsstøtte, ved at justere eller kombinere reglerne således, at anvendelsen heraf resulterer i forskellige grundlag for forskellige virksomheder (12). Det er her særligt vigtigt at erindre om, at Domstolen i sin retspraksis konsekvent har fastslået, at traktatens artikel 107, stk. 1, ikke sondrer mellem statsstøttens årsager eller formål, men definerer dem i relation til deres virkning og dermed uafhængigt af de anvendte metoder (13).

(31)

En fast afgiftsstruktur på grundlag af den årlige omsætning fra produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn ville være en hensigtsmæssig måde at finansiere sundhedsvæsenet på, hvorimod den progressive afgiftsstruktur, som loven indfører, forekommer at være bevidst udformet til at begunstige visse virksomheder frem for andre. Den progressive afgiftsstruktur, som loven indfører, betyder, at virksomheder bliver underlagt forskellige afgiftssatser, der gradvist stiger til 4,5 % afhængigt af den omsætningskategori, virksomheden befinder sig i. De virksomheder, der skal betale sundhedsbidraget, pålægges således forskellige satser, som progressivt stiger til 4,5 %, afhængigt af deres omsætning (dvs. på grundlag af omsætningskategorierne i loven).

(32)

Da virksomhederne beskattes efter forskellige satser, kan Kommissionen ikke udpege én enkelt referencesats for sundhedsbidragene. Ungarn har heller ikke kunnet pege på nogen specifik sats som reference- eller »normal«-satsen og har heller ikke forklaret, hvilke særlige omstændigheder der kan begrunde højere satser for virksomheder med høj omsætning og lavere satser for virksomheder med mindre omsætning.

(33)

Lovens progressive satsstruktur indebærer derfor, at forskellige virksomheder beskattes forskelligt (udtrykt som andel af deres samlede årlige omsætning) afhængigt af deres størrelse, da en virksomheds omsætning til en vis grad hænger sammen med virksomhedens størrelse. Imidlertid er den erklærede målsætning med sundhedsbidraget at finansiere sundhedsvæsenet og øge kvaliteten af sundhedsydelser i Ungarn, i betragtning af at rygning er en vigtig faktor i udviklingen af mange sygdomme og afgørende bidrager til større sundhedsudgifter. Kommissionen mener ikke, at sundhedsbidragets progressive satsstruktur afspejler forbindelsen mellem de negative sundhedseffekter som følge af aktiviteten blandt handlende og producenter af tobaksvarer og deres omsætning.

(34)

På den baggrund er det Kommissionens vurdering, at alle de erhvervsdrivende, der skal betale sundhedsbidraget, befinder sig i en sammenlignelig juridisk og faktuel situation, uafhængigt af deres omsætning, og at Ungarn ikke har givet en overbevisende begrundelse for forskelsbehandlingen af den type virksomheder, når det drejer sig om opkrævning af sundhedsbidraget. Kommissionen henviser i den forbindelse til betragtning 42-48 nedenfor. Ungarn har altså bevidst udformet sundhedsbidraget således, at det vilkårligt begunstiger visse virksomheder, nemlig dem med en lavere omsætning (dvs. mindre virksomheder), og stiller andre virksomheder ringere, nemlig de større (14).

(35)

Referencesystemet er derfor i sin konstruktion selektivt på en måde, der ikke er berettiget i lyset af målsætningen for sundhedsbidraget, nemlig at finansiere det ungarske sundhedssystem. Det relevante referencesystem i den foreliggende sag må derfor være et sundhedsbidrag, der pålægges virksomheder i Ungarn på grundlag af deres omsætning, uden indførelsen af en progressiv satsstruktur.

(36)

Som næste skridt er det nødvendigt at fastslå, om foranstaltningen afviger fra referencesystemet til fordel for bestemte virksomheder, som i lyset af referencesystemets iboende formål befinder sig i en sammenlignelig faktisk og juridisk situation.

(37)

Det fremgår af betragtning 31, at sundhedsbidragsafgiftens iboende formål er at finansiere sundhedsvæsenet og øge kvaliteten af Ungarns sundhedsordninger. Det fremgår yderligere af betragtning 34, at alle aktører, der er involveret i produktion af og handel med tobaksvarer, i lyset af referencesystemets iboende formål bør anses for at befinde sig i en sammenlignelig juridisk og faktuel situation, uanset deres størrelse og størrelsen af deres omsætning.

(38)

Progressiviteten i sundhedsbidragssatsen fører derfor til forskelsbehandling mellem virksomheder, der er aktive inden for produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn baseret på deres størrelse.

(39)

Satsernes progression betyder, at virksomheder med en omsætning i de lave kategorier skal betale betydeligt lavere marginalskat end virksomheder med en omsætning i de høje kategorier. Det betyder, at virksomheder med lav omsætning både skal betale betydeligt lavere marginalskat og betydeligt lavere gennemsnitlig skat end virksomheder med en høj omsætning, og de beskattes derfor langt mindre af de samme aktiviteter. Derfor mener Kommissionen, at den progressive satsstruktur, loven indebærer, afviger fra et referencesystem, der består i at pålægge alle aktører involveret i produktion af og handel med tobaksvarer i Ungarn et sundhedsbidrag, til fordel for virksomheder med lavere omsætning.

(40)

På samme måde betyder lovens mulighed for at nedbringe en virksomheds afgiftstilsvar med op til 80 % på grundlag af investeringer, at der forskelsbehandles mellem virksomheder, der investerer, og virksomheder, der ikke investerer. Set i lyset af sundhedsbidragsafgiftens iboende formål som beskrevet ovenfor befinder virksomheder, der har foretaget investeringer, sig i en sammenlignelig faktisk og juridisk situation som virksomheder, der ikke har foretaget investeringer, eftersom det forhold at en virksomhed foretager investeringer eller ej på ingen måde indvirker på de negative sundhedsvirkninger, som rygning forårsager. Tværtimod synes muligheden for at reducere en virksomheds afgiftstilsvar på grundlag af investeringer, der skal styrke virksomhedens produktion og konkurrenceevne, at være i direkte modstrid med sundhedsbidragsafgiftens iboende formål. Kommissionen finder derfor, at lovens bestemmelser om at reducere afgiften på grundlag af investeringer forskelsbehandler mellem virksomheder, der i lyset af sundhedsbidragets iboende formål befinder sig i en sammenlignelig faktuel og juridisk situation, og derfor afviger fra referencesystemet.

(41)

Derfor betragter Kommissionen foranstaltningerne som åbenlyst selektive.

(42)

En foranstaltning, der fraviger fra referencesystemet, er ikke selektiv, hvis den kan berettiges med systemets karakter og iboende formål. Dette er tilfældet, hvis den er resultatet af iboende mekanismer, der er nødvendige, for at systemet fungerer effektivt (15). Det påhviler medlemsstaterne at give en sådan begrundelse. Medlemsstaterne kan her ikke anvende eksterne politiske målsætninger — f.eks. regional-, miljø- eller industripolitiske målsætninger — til at begrunde en forskelsbehandling af virksomheder i et bestemt system.

(43)

De ungarske myndigheder har anført, at sundhedsbidraget pålægges produktion af og handel med produkter, der indebærer en sundhedsrisiko, og at det ikke er knyttet til aktørernes overskud, eftersom afgiftsprocenten er justeret efter de afgiftspligtiges betalingsevne. Efter de ungarske myndigheders opfattelse er virksomhedernes betalingsevne og den risiko, de genererer, mere et resultat af deres markedsandele og førende markedsposition, og således af deres prisbestemmende rolle, end af deres overskud. Overskuddet er det dårligste grundlag for beregningen af et sundhedstilskud, der er begrundet i de helbredsskader, som aktørerne forårsager med deres aktiviteter. Sammenlignet med virksomheder med lav omsætning er virksomheder med høj omsætning og store markedsandele langt bedre i stand til at påvirke markedet for et produkt, end forskellen mellem deres omsætning er det. I lyset af sundhedsbidragets formål betyder det, at en økonomisk operatør, som genererer en større omsætning på markedet for tobaksvarer, også vil skabe eksponentielt flere rygerelaterede sundhedsproblemer.

(44)

I den foreliggende sag og i betragtning af de store, relative stigninger i den progressive afgiftssats mener Kommissionen ikke, at betalingsevnen kan være det styrende princip for en skat, der hviler på omsætningen. I modsætning til skatter på overskud (16) tager en omsætningsbaseret afgift ikke højde for omkostningerne i forbindelse med generering af denne omsætning. Derfor, og i mangel af konkrete beviser for det modsatte, synes det tvivlsomt, at omsætningen i sig selv — uanset de dermed forbundne omkostninger — afspejler en virksomheds betalingsevne. Desuden er Kommissionen ikke overbevist om, at virksomheder med større omsætning har så meget bedre muligheder end virksomheder med lavere omsætning for at påvirke markedet og pr. automatik at generere så mange flere tobaksrelaterede helbredsskader, at det kan begrunde anvendelsen af de progressive afgiftssatser for omsætning, som loven indebærer.

(45)

Under alle omstændigheder mener Kommissionen, at selv om betalingsevne og den negative indvirkning på sundheden kunne betragtes som iboende principper for det omsætningsbaserede sundhedsbidrag, ville det kun begrunde en lineær beskatning, medmindre det påvises, at betalingsevne og generering af negative helbredsvirkninger stiger i samme takt som en stigning i omsætningen. Kommissionen mener, at progressive afgiftssatser på omsætningen kun kan være berettigede, hvis de konkrete mål med afgiften faktisk berettiger progressive afgiftssatser, dvs. f.eks. hvis det godtgøres, at de forhold, der er et resultat af den aktivitet, og som afgiften skal afhjælpe, også stiger progressivt. Desuden skal progressivitetens systematik være begrundet. I særdeleshed bør det forklares, hvordan en omsætning på 60 mia. HUF kan have 22 gange så store sundhedsmæssige konsekvenser som en omsætning på under 30 mia. HUF. Ungarn har ikke givet en sådan begrundelse.

(46)

Kommissionen er ikke overbevist om, at de sundhedsmæssige skader fra produktion af og handel med tobaksprodukter stiger proportionalt med omsætningen og i takt med de afgiftsforhøjelser, der er indført med foranstaltningen. Desuden synes selve den forudsætning, at omsætningen fra produktion af og handel med tobaksvarer skal udgøre mindst 50 % af den samlede årlige omsætning, før en virksomhed kan pålægges sundhedsbidraget, også at være i konflikt med begrundelsen for afgiftsprogressivitet baseret på tobaksvarers helbredsvirkninger. I lyset af afgiftens formål betyder dette, at tobaksvarer, der markedsføres af virksomheder, hvis omsætning fra produktion af og handel med tobaksvarer tegner sig for mindre end 50 %, ikke har nær så negative virkninger på sundheden som virksomheder, der henter en større andel af deres omsætning i produktion af og handel med tobaksvarer. Denne forudsætning må derfor anses for at være uforenelig med det påståede formål med foranstaltningen.

(47)

Hvad angår reduktionen af afgiftstilsvar på grundlag af investeringer, kan det hverken begrundes med afgiftssystemets karakter eller ind logik. Kommissionen betragter ikke muligheden for at reducere afgiftstilsvaret med op til 80 % på grundlag af investeringer for at være i overensstemmelse med sundhedsbidragsafgiftens iboende formål. Formålet med afgiften er at finansiere sundhedsvæsenet og øge kvaliteten af sundhedsydelserne i Ungarn, eftersom rygning er en vigtig faktor i udviklingen af mange sygdomme og afgørende bidrager til større sundhedsudgifter. Kommissionen mener derfor, at muligheden for at reducere afgiftstilsvaret på grundlag af investeringer, der sigter mod at styrke virksomhedens produktion og konkurrenceevne, er uforenelig med denne målsætning, idet sådanne investeringer, som allerede nævnt i betragtning 40, snarere vil øge virksomhedens produktion og dermed de problemer, som sundhedsbidragsafgiften skal afhjælpe. Desuden burde afgiftsbidrag, der er baseret på omsætningen, ikke tage hensyn til omkostninger.

(48)

Kommissionen finder derfor ikke, at afgiftssystemets karakter og opbygning kan berettige foranstaltningerne. Foranstaltningerne bør derfor anses for at indebære en selektiv fordel for tobaksvirksomheder med en lavere omsætning (dvs. mindre virksomheder) og for virksomheder, der har foretaget investeringer, der berettiger til reduktion af deres afgiftstilsvar for sundhedsbidragsafgiften.

(49)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, skal en foranstaltning fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke EU-samhandelen, før den kan siges at udgøre statsstøtte. Foranstaltningerne gælder for alle virksomheder med en omsætning fra produktion af og handel med tobak i Ungarn. Den ungarske tobaksindustri er åben for konkurrence og den er kendetegnet ved en tilstedeværelse af både EU-aktører og internationale aktører, således at enhver støtte til fordel for bestemte aktører sandsynligvis påvirker samhandelen i EU. I den udstrækning foranstaltningerne fritager virksomheder med lavere omsætning og virksomheder, der foretager kvalificerede investeringer, for et afgiftstilsvar, de ville have haft, hvis de havde høj omsætning og ikke havde foretaget den type investeringer, så udgør den støtte, der ydes i henhold til disse foranstaltninger, driftsstøtte, fordi den fritager disse virksomheder for en afgift, de normalt skulle betale af deres daglige drift eller normale aktiviteter. Ifølge Domstolens faste retspraksis fordrejer driftsstøtte konkurrencen (17), og enhver form for støtte til disse virksomheder skal derfor antages at fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene ved at styrke deres finansielle position på det ungarske tobaksmarked. Foranstaltningerne fordrejer derfor eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen inden for hele EU.

(50)

Da alle betingelserne i traktatens artikel 107, stk. 1, er opfyldt, finder Kommissionen, at sundhedsbidragsafgiften på tobaksindustrien, som pålægger tobaksvirksomhederne en progressiv skat og giver mulighed for at nedbringe skattetilsvaret på grundlag af bestemte investeringer, udgør statsstøtte i medfør af denne bestemmelse.

(51)

Statsstøtte kan betragtes som forenelig med det indre marked, hvis det falder ind under en af kategorierne i traktatens artikel 107, stk. 2 (18), og kan betragtes som forenelig med det indre marked, hvis Kommissionen finder, at den falder ind under kategorierne i traktatens artikel 107, stk. 3 (19). Det er imidlertid den støtteydende medlemsstat, der har ansvaret for at påvise, at statsstøtte er forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 2, eller 107, stk. 3 (20).

(52)

Kommissionen bemærker, at de ungarske myndigheder ikke har argumenter for, hvorfor foranstaltningerne er forenelige med det indre marked, og at Ungarn ikke har kommenteret den tvivl, der blev givet udtryk for i åbningsafgørelsen, hvad angår foranstaltningernes forenelighed. Kommissionen mener ikke, at nogen af undtagelserne i de nævnte traktatbestemmelser kan anvendes, eftersom foranstaltningerne ikke synes at have nogle af de mål, der er nævnt i disse bestemmelser. Derfor må foranstaltningerne erklæres uforenelige med det indre marked.

(53)

Tobaksindustriens sundhedsbidrag er aldrig blevet anmeldt til Kommissionen eller erklæret forenelige med det indre marked af Kommissionen. Da sundhedsafgiftens progressivitet og bestemmelserne om, at visse investeringer kan reducere afgiftstilsvaret, udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, og »ny støtte« i henhold til artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (21), og da foranstaltningerne desuden er blevet gennemført i strid med udsættelsespligten i traktatens artikel 108, stk. 3, udgør disse foranstaltninger også ulovlig statsstøtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning (EU) 2015/1589.

(54)

Konsekvensen af, at der er tale om ulovlig og uforenelig statsstøtte, er, at støtten skal tilbagesøges hos modtagerne i henhold til artikel 16 i forordning (EU) 2015/1589.

(55)

Imidlertid bekræftede Ungarn, at landet havde suspenderet implementeringen af tobaksindustriens sundhedsbidrag efter Kommissionens indstillingspåbud i åbningsafgørelsen.

(56)

Der er derfor ikke blevet givet støtte i henhold til foranstaltningerne. Derfor er der ikke behov for tilbagesøgning.

(57)

Kommissionen finder, at sundhedsbidragsafgiften på tobaksindustrien med de progressive afgiftssatser og muligheden for at reducere afgiftstilsvaret ved at foretage visse investeringer udgør statsstøtte, sådan som statsstøtte er defineret i traktatens artikel 107, stk. 1, og at Ungarn har ydet den pågældende støtte i strid med traktatens artikel 108, stk. 3.

(58)

Denne afgørelse berører ikke eventuelle undersøgelser af, om foranstaltningen er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i traktaten, først og fremmest den frie etableringsret, som er garanteret i traktatens artikel 49 —

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/53

(1)

I 2010 blev Kommissionen underrettet om, at Nederlandene havde gennemført en støtteforanstaltning for den professionelle fodboldklub MVV i Maastricht. I 2010 og i 2011 modtog Kommissionen også klager vedrørende foranstaltninger til fordel for andre professionelle fodboldklubber i Nederlandene, nemlig Willem II i Tilburg, FC Den Bosch i s-Hertogenbosch, PSV i Eindhoven og NEC i Nijmegen. I et brev af 2. september 2011 gav Nederlandene Kommissionen yderligere oplysninger om foranstaltningen vedrørende MVV.

(2)

I et brev af 6. marts 2013 meddelte Kommissionen Nederlandene, at den havde besluttet at indlede proceduren, jf. artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, med hensyn til foranstaltningerne til støtte for Willem II, NEC, MVV, PSV og FC Den Bosch.

(3)

Kommissionens afgørelse om at indlede proceduren (»åbningsafgørelsen«) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

(4)

Nederlandene fremsatte bemærkninger inden for rammerne af proceduren vedrørende foranstaltningen til fordel for MVV i breve af 31. maj 2013 og 12. november 2013. Nederlandene svarede også på en anmodning om yderligere oplysninger i et brev af 26. marts 2014. Den 13. juni 2014 blev der holdt et møde mellem Kommissionens tjenestegrene og kommunen i Maastricht, som blev efterfulgt af et brev af 30. juli 2014 fra Nederlandene.

(5)

Kommissionen modtog ikke bemærkninger fra interesserede parter vedrørende foranstaltningerne til fordel for MVV.

(6)

Efter åbningsafgørelsen og efter aftale med Nederlandene blev efterforskningen af de forskellige klubber foretaget særskilt. Efterforskningen vedrørende MVV blev registreret under sag nr. SA.41612.

(7)

Det nationale fodboldforbund Koninklijke Nederlandse Voetbal Bond (»KNVB«) er en paraplyorganisation for såvel professionelle fodboldkampe som amatørkampe. Professionel fodbold i Nederlandene er organiseret i et system med to lag. I sæsonen 2014/2015 bestod det af 38 klubber, hvoraf de 18 spillede i den bedste liga (eredivisie) og de 20 i den næstbedste liga (eerste divisie).

(8)

Maastrichtse Voetbal Vereniging, som siden 2010/2011 har heddet Maatschappelijke Voetbal Vereniging Maastricht (»MVV«), blev grundlagt i 1908 og spiller sine hjemmekampe på fodboldstadionet De Geusselt i Maastricht. MVV rykkede ned fra den bedste liga til den næstbedste liga i 2000. MVV har ikke spillet i en europæisk turnering siden 1970.

(9)

Juridisk er MVV struktureret som en fond, Stichting MVV. Ifølge oplysningerne fra Nederlandene er MVV en lille virksomhed (3). I sæsonen 2009/2010 havde klubben 38 ansatte, og i sæsonen 2010/2011 havde den 35 ansatte. Dens omsætning og balancesum lå et godt stykke under 10 mio. EUR i begge år.

(10)

I første kvartal af 2010 blev kommunen i Maastricht (»kommunen«) bekendt med, at MVV stod over for store finansielle vanskeligheder. Klubbens gældsbyrde var steget til 6,5 mio. EUR, hvoraf 1,7 mio. EUR var gæld til kommunen selv i form af et efterstillet lån. Støtter, virksomheder og sponsorer lancerede i april 2010 et initiativ til at undgå MVV's konkurs (»Initatiefgroup MVV Maastricht«). Dette initiativ omfattede en forretningsplan om at rydde op i MVV's finansielle situation og omdanne MVV til en levedygtig professionel fodboldklub. Kommunen efterkom denne plan. I maj 2010 gav kommunen som led i aftalen med kreditorerne, men ikke i forbindelse med en formel betalingsstandsningsprocedure, afkald på sit krav på 1,7 mio. EUR. Den købte endvidere stadionet og træningsanlægget, som kun blev brugt af MVV, men økonomisk var ejet af en tredjepart (fonden Stichting Stadion Geusselt) baseret på en transaktion, der omfattede et langtidslejemål, på 1,85 mio. EUR. Denne pris var baseret på en ekstern vurderingsrapport.

(11)

Nederlandene meddelte ikke Kommissionen, som fastlagt i traktatens artikel 108, stk. 3, at de havde til hensigt at frafalde et krav på 1,7 mio. EUR hos MVV og købe fodboldstadionet og træningsanlægget for 1,85 mio. EUR million.

(12)

I åbningsafgørelsen nåede Kommissionen til den foreløbige konklusion, at kommunen havde givet MVV en selektiv fordel ved hjælp af statens ressourcer og dermed havde givet støtte til fodboldklubben. Kommissionen mente, at begge foranstaltninger var blevet besluttet sammen og var tæt forbundne. Kommissionen mente endvidere, at støtteforanstaltninger til professionelle fodboldklubber sandsynligvis vil fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne som omhandlet i traktatens artikel 107, stk. 1. Med hensyn til kommunens afkald på gæld kunne Kommissionen ikke på grundlag af de foreliggende oplysninger konkludere, at kommunen havde opført sig som en typisk markedsøkonomisk kreditor. Hvad angår købet af stadionet og træningsanlægget fra tredjeparten, kunne Kommissionen ikke konkludere, at kommunen havde opført sig som en typisk markedsøkonomisk investor, da der ikke forelå en troværdig forretningsplan, som var udarbejdet inden købet. Endelig anmodede Kommissionen om detaljerede oplysninger om fremsatte erklæringer i kommunalbestyrelsen om, at tredjeparten (fonden Stadium De Geusselt) ville videregive overskuddet af købet af stadionet til dækning af privilegerede dele af MVV's gæld som pensionsbidrag og skatter.

(13)

Kommissionen bemærker, at MVV havde befundet sig i en vanskelig finansiel situation i flere år inden 2010. I sæsonen 2007/2008 genererede klubben et underskud på 0,15 mio. EUR og havde en negativ egenkapital (minus 2,7 mio. EUR). I sæsonen 2008/2009 genererede MVV et underskud på 1,1 mio. EUR, og egenkapitalen var minus 3,8 mio. EUR. I marts 2010 havde klubben et yderligere underskud på 1,3 mio. EUR, og egenkapitalen var faldet til minus 5,17 mio. EUR. I april 2010 var MVV ikke længere i stand til at betale lønninger og andre driftsudgifter og var på randen af konkurs.

(14)

På denne baggrund bemærkede Kommissionen i åbningsafgørelsen, at MVV havde været i finansielle vanskeligheder på det tidspunkt, hvor støtten blev tildelt. For at vurdere om støtten er forenelig med rammebestemmelserne fra 2004 for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (4) (»rammebestemmelserne«), anmodede Kommissionen om oplysninger om overholdelsen af alle kravene i rammebestemmelserne.

(15)

Kommissionen var navnlig ikke i stand til at kontrollere, om betingelserne i punkt 34-37 i rammebestemmelserne vedrørende arten og opfyldelsen af en omstruktureringsplan var blevet overholdt. Kommissionen kunne heller ikke kontrollere, om der var givet tilstrækkelige kompenserende modydelser inden for betydningen af punkt 38-42 i rammebestemmelserne. Det skulle endvidere påvises, at støtten havde været begrænset til det nødvendige minimum, at modtageren selv havde betalt et passende eget bidrag til omstruktureringen, og at princippet om engangsstøtte blev overholdt.

(16)

Med hensyn til foranstaltningerne til MVV var Nederlandene uenig i, at de udgjorde statsstøtte. Efter Nederlandenes mening handlede kommunen, som havde et efterstillet krav hos en virksomhed, som var på randen af konkurs, i overensstemmelse med den markedsøkonomisk kreditors princip ved at give afkald på sit krav i 2010. Den anførte, at blot en formel anmeldelse eller begæring om konkurs fra en kreditor havde været nok til at udløse øjeblikkelig konkurs. Ifølge Nederlandene ville kommunen i tilfælde af MVV's konkurs sandsynligvis ikke under nogen omstændigheder have fået noget af sit efterstillede lån tilbage. Kravet var efterstillet og rangerede dermed lavere end krav på i alt ca. 3 mio. EUR (både privilegerede (»preferente«) og usikrede (»concurrente«) krav fra andre kreditorer). Nederlandene hævdede, at der derfor ikke var nogen sandsynlighed for at få kompensation for lånebeløbet, også selv om de privilegerede og usikrede kreditorer havde været villige til at give afkald på deres krav inden for rammerne af den samlede omstruktureringsplan. Samtidig risikerede MVV, hvis kommunen ikke havde givet afkald på sit krav i maj 2010 og dermed havde fremkaldt en officiel konkursprocedure, at miste sin licens til at spille professionel fodbold ifølge KNVB's regler. Det ville ikke være muligt at overføre denne licens til en anden klub.

(17)

Hvad angår købet af stadionet De Geusselt og det træningsanlæg, som MVV benyttede, hævdede Nederlandene, at dette køb var sket til den værdi, som eksterne eksperter havde fastslået, og derfor var i overensstemmelse med den markedsøkonomiske investors princip. Dette var en vurdering af retten til en lang lejekontrakt og værdien af bygningerne på jorden. Nederlandene understregede også stadionets strategiske beliggenhed i Maastricht og kommunens interesser i forhold til kommunens betragtelige udvikling af De Geusselt-zonen, hvor stadionet og træningsanlægget ligger.

(18)

Alternativt hævdede Nederlandene, at selv om foranstaltningerne ville blive betragtet som en selektiv fordel for MVV, ville de ikke fordreje konkurrencen eller påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Nederlandene understregede MVV's dårlige placering i national professionel fodbold, som betød, at det var meget usandsynligt, at klubben ville deltage i europæiske turneringer. Det blev ligeledes anført, at Kommissionen ikke havde bevist, at støtten til MVV ville fordreje konkurrencen eller påvirke samhandelen på nogle af de markeder, som var nævnt i åbningsafgørelsen.

(19)

Subsidiært hævdede Nederlandene, at hvis foranstaltningerne blev betragtet som statsstøtte, var de forenelige med det indre marked. Disse argumenter var først og fremmest baseret på rammebestemmelserne og dernæst på en vurdering af forenelighed direkte på grundlag af traktatens artikel 107, stk. 3, litra c) og d).

(20)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er statsstøtte enhver form for støtte, som ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Betingelserne i traktatens artikel 107, stk. 1, er kumulative, og alle betingelser skal derfor være opfyldt samtidigt, før en foranstaltning kan udgøre statsstøtte.

(21)

På grundlag af åbningsafgørelsen har Kommissionen vurderet kommunens beslutning af 25. maj 2010 om at give afkald på et efterstillet krav på 1,7 mio. EUR hos MVV og købe stadionet De Geusselt og MVV's træningsanlæg for 1,85 mio. EUR. Nederlandene hævder, at begge foranstaltninger stemmer overens med den markedsøkonomiske operatørs princip, så de ikke indeholder statsstøtte.

(22)

Kommissionen mener — i overensstemmelse med den relevante retspraksis (5) — at der er en nødvendig og uløselig forbindelse mellem de to foranstaltninger. For at nå frem til denne konklusion har Kommissionen taget hensyn til rækkefølgen af de pågældende foranstaltninger, deres formål og MVV's situation på det tidspunkt, hvor beslutningen om at støtte MVV blev truffet af kommunen. (6) Kommissionen bemærker for det første, at begge foranstaltninger blev præsenteret sammen og blev besluttet på det samme møde i kommunalbestyrelsen den 25. maj 2010. Begge foranstaltninger havde til formål at sikre, at MVV blev reddet inden for den nærmeste fremtid, og begge blev drøftet — i et enkelt forslag — som led i kommunens holdning til den redningsplan, som »Initiatiefgroep MVV Maastricht« var i gang med at udarbejde. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at foranstaltningerne er tæt forbundne med hensyn til deres formål og MVV's situation på det pågældende tidspunkt, nemlig at sikre, at MVV blev reddet i lyset af klubbens åbenlyse usikre finansielle situation.

(23)

Begge foranstaltninger blev vedtaget af kommunen, og de har finansielle konsekvenser for denne kommune (i alt 3,55 mio. EUR). De omfatter derfor brug af statsmidler, en konklusion, som Nederlandene ikke bestrider. Overførsel af statsmidler kan tage mange former som direkte tilskud, lån, garantier, direkte investeringer i virksomheders kapital og naturalydelser. At give afkald på statens krav og investere på grundlag af andet end markedsvilkår udgør også en overførsel af statsmidler.

(24)

Dernæst hævder Nederlandene og kommunen, at kommunen handlede i overensstemmelse med den markedsøkonomiske kreditors princip med hensyn til at give afkald på et krav og i overensstemmelse med den markedsøkonomiske investors princip med hensyn til købet af stadionet og træningsanlægget og gav således ikke MVV en uretmæssig økonomisk fordel. Kommissionen er ikke enig i denne holdning af følgende årsager.

(25)

Når en virksomheds finansielle situation bedres som følge af statsintervention, giver det en fordel. For at vurdere om fordelen er uretmæssig, bør virksomhedens finansielle situation efter foranstaltningen sammenlignes med dens finansielle situation, hvis foranstaltningen ikke var blevet indført. Det er ubestridt, at MVV's finansielle situation bedredes markant gennem de undersøgte foranstaltninger.

(26)

Kommunens og andre vigtige kreditorers vedtagne foranstaltninger gav MVV mulighed for at rydde op i sin balance. Kommissionen bemærker, at MVV's andre vigtige kreditorer, dvs. kreditorerne med krav på over 150 000 EUR, også gav afkald på en del af deres krav. Disse foranstaltninger, som medførte, at der blev givet afkald på krav fra private parter på i alt 2,25 mio. EUR, samt kommunens foranstaltninger, foregik ikke i forbindelse med en formel betalingsstandsningsprocedure. De manglende formelle rammer forklarer, hvorfor et mindretal af kreditorerne med krav på 145 347 EUR i sidste ende ikke gav afkald på deres krav, selv om nogle af dem havde lovet at gøre det. Kommissionen bemærker også, at der ikke blev givet afkald på andre efterstillede krav som kommunens krav. Ifølge Nederlandene gjorde den manglende formelle procedure ikke nogen væsentlig forskel i den forstand, at resultatet af gældsafviklingen for kommunen var identisk med det resultat, som var fremkommet i en formel betalingsstandsningsprocedure i henhold til den nationale konkurslovgivning, dvs. at andre kreditorer kunne være blevet tvunget til at indgå en kreditoraftale, hvilket i kommunens tilfælde under alle omstændigheder havde medført, at hele det (efterstillede) lånebeløb var blevet tabt.

(27)

Som allerede nævnt i åbningsafgørelsen bemærker Kommissionen imidlertid, at tre kreditorer ikke havde givet fuldstændig afkald på deres krav, men havde omlagt dem til krav om mulige fremtidige transferbetalinger til MVV for spillere, der forlader klubben. I denne henseende påpegede Nederlandene, at disse tre kreditorer havde privilegerede og sikrede krav til i alt 1,135 mio. EUR. De ville derfor have haft en større chance for at inddrive i det mindste en del af deres krav i tilfælde af en formel konkursprocedure end andre kreditorer med usikrede krav, for slet ikke at tale om kommunen og dens efterstillede krav. Kommissionen mener, at selv om kommunens lån ikke blev givet på samme betingelser, ville en privat investor ikke have givet fuldstændig afkald på kravet eller ville i det mindste have sikret sig — eller forsøgt at sikre sig — en form for (mulig) sikkerhed for at give afkald på et så betragteligt lånebeløb, selv om chancerne for tilbagebetaling var små. Endvidere bemærker Kommissionen, at kommunen eventuelt kunne have sikret sig en fordel i forhold til de øvrige kreditorer, hvis redningsplanen også afhæng af kommunens deltagelse. Kommissionen mener således, at kommunens fuldstændige afkald på lånet uden nogen form for betingelser eller sikkerhedsstillelse ikke er i overensstemmelse med den markedsøkonomiske kreditors princip.

(28)

Hvad angår beslutningen om at deltage i en kreditoraftale uden for en formel betalingsstandsningsprocedure påpegede Nederlandene, at KNVB ville have trukket MVV's licens til at spille professionel fodbold tilbage i tilfælde af en formel betalingsstandsning. En formel betalingsstandsning blev derfor ikke betragtet som værende i kommunens interesse og ej heller for størstedelen af kreditorerne. Dette aspekt adskiller således ikke i sig selv kommunens holdning fra de andre kreditorers holdning.

(29)

I denne forbindelse henviser de nederlandske myndigheder til den del af åbningsafgørelsen, hvor Kommissionen konkluderede, at kommunen Arnhems foranstaltninger til fordel for fodboldklubben Vitesse ikke udgjorde statsstøtte: Princippet om ligebehandling kræver, at situationen skal vurderes på samme måde som situationen i Arnhem, dvs. at den stemmer overens med traktatens artikel 107, stk. 1, eftersom kommunens beslutninger ville have stemt overens med den private kreditors princip. I denne henseende bemærker Kommissionen, at hvert enkelt tilfælde skal vurderes individuelt. Med hensyn til Arnhem/Vitesse betød betingelserne i kreditoraftalen, at kommunens og de andre kreditorers stilling blev fuldt ud ligestillet (de ville hver især modtage 12 % af deres udestående krav), men dette er ikke tilfældet for Maastricht/MVV: De andre (privilegerede) kreditorer kunne til gengæld for at give afkald på deres krav drage fordel af en eventuel indtægt fra spillertransfers, hvilket ikke var tilfældet for Maastricht.

(30)

De andre grunde, som Nederlandene fremførte med hensyn til de samfundsøkonomiske konsekvenser af MVV's konkurs, kan ikke bruges som grundlag for vurderingen af den markedsøkonomiske investors princip.

(31)

Først og fremmest vedrører de samfundsøkonomiske konsekvenser af MVV's eventuelle konkurs kommunens rolle som offentlig myndighed, ikke en privat investors position. Selv om kommunen kan have haft en position som investor i De Geusselt-området som nævnt i referatet fra kommunalbestyrelsesmødet den 25. maj 2010, er disse interesser en del af en bredere interesse vedrørende andre generelle politiske målsætninger som områdets infrastruktur og økonomiske udvikling, kommunens idrætspolitik og dens kommunale partnerskab. Afkaldet på lånet hang dermed ikke på det pågældende tidspunkt eller kun delvist sammen med en privat kommerciel interesse i kommunen som ejer af jorden eller som virksomhed. For så vidt angår kommercielle interesser, har Nederlandene ikke givet oplysninger om, hvad disse kunne bestå i. For det andet bemærkes det, at afkaldet på lånet som sådan ikke ville have forhindret MVV i at gå konkurs: Der var behov for mere støtte som køb af stadionet og træningsanlægget, hvilket Kommissionen ikke anser for at have været i overensstemmelse med den markedsøkonomiske investors princip. Som forklaret ovenfor skal foranstaltningerne vurderes sammen.

(32)

Af disse grunde konkluderer Kommissionen, at kommunen, da den besluttede at give afkald på sit krav på 1,7 mio. EUR i maj 2010, ikke handlede som en markedsøkonomisk operatør. Denne konklusion er også baseret på, at afkaldet på lånet skal vurderes sammen med købet af træningsanlægget og stadionet, hvilket Kommissionen konkluderer ikke stemmer overens med den markedsøkonomiske investors princip som forklaret i det følgende.

(33)

Kommunen gav ikke kun afkald på et efterstillet lån til MVV, men købte også stadionet De Geusselt og klubbens træningsanlæg Klein Geusselt, idet dette køb også var en del af den overordnede plan for at redde og omstrukturere MVV. Nederlandene hævder, at dette køb ikke udgør statsstøtte, fordi det fandt sted på markedsvilkår. Dette argument er baseret på Kommissionens meddelelse om støtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord (7) (»meddelelsen om salg af jord«) samt den markedsøkonomiske investors princip ifølge hvilket finansielle handlinger udført af offentlige myndigheder vedrørende en virksomhed, såfremt sådanne handlinger også ville have været acceptable for andre operatører på tilsvarende betingelser, ikke kan anses for at udgøre en fordel for en virksomhed i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1. Med hensyn til meddelelsen om salg af jord anerkender Nederlandene, at meddelelsen omfatter salg af jord og ikke køb af fast ejendom, men mener, at den finder analog anvendelse.

(34)

Kommissionen bemærker, at købsprisen på 1,85 mio. EUR blev fastsat på grundlag af en ekstern eksperts rapport, som blev sendt til Kommissionen (rapport af Van Der Horst Taxateurs, juni 2010). Kommissionen bemærker også, at kommunen allerede ejede den jord, stadionet blev bygget på. Den købte stadionet og de andre aktiver, men også retten til at leje jorden på langt sigt (recht van erfpacht). […] (*) Prisen på 1,85 mio. EUR omfatter træningsanlægget, som ikke var omfattet af ekspertens rapport. Det bemærkes, at køberens identitet ikke fremgik af ekspertrapporten.

(35)

Kommissionen bemærker for det første, at kommunens årsager til at købe stadionet omfattede overvejelser vedrørende »folkesundhed« og »social samhørighed«, da den ønskede at udvikle en »sportszone« i De Geusselt-området (8). Sådanne politiske mål ville ikke være en del af en markedsinvestors investeringsbeslutning, og kommunen kan derfor ikke sidestilles med en markedsøkonomisk operatør. For det andet er Kommissionen ikke enig i, at en markedsøkonomisk operatør ville have været villig til at købe fodboldstadionet til dens genanskaffelsesværdi. Et fodboldstadion er i modsætning til jord eller andre handelsvarer et produktivt aktiv, som kan anvendes til at generere indtægter, men som også medfører vedligeholdelsesomkostninger. En markedsøkonomisk operatør ville kun købe et sådant stadion på grundlag af en forretningsplan, der viser stor sandsynlighed for en tilstrækkelig rentabel udnyttelse. Forretningsplanen ville også bestemme den pris, som en investor ville være villig til at købe stadionet for. Kommunen havde ikke en sådan forretningsplan, hverken inden købet eller da den besluttede at købe stadionet. Faktisk blev kommunalbestyrelsen i maj 2010 underrettet af den kommunale ledelse om, at der ville blive udarbejdet en plan for den fremtidige udnyttelse af stadionet som en multifunktionel facilitet. Denne plan blev fremlagt for bestyrelsen, men først i december 2010. Kommissionen bemærker, at kommunen i maj 2010, da beslutningen om at købe stadionet blev taget, vurderede, at de årlige omkostninger til vedligeholdelse af stadionet ville udgøre 380 000 EUR, mens den årlige leje for MVV var på 75 000 EUR (9). Forskellen på 305 000 EUR skulle finansieres af lejeindtægter fra andre begivenheder eller skulle dækkes af kommunen. Selv om købsprisen blev fastlagt under hensyntagen til et eventuelt underskud som følge af den lave lejeindtægt fra MVV, kan det ikke konkluderes, at en privat markedsinvestor ville have indgået en kontrakt, der medførte en stor risiko for at give underskud. Den rapport, som blev forelagt kommunalbestyrelsen i december 2010, bekræfter, at »det i den nuværende situation ikke er muligt at udnytte stadionet kommercielt eller omkostningsdækkende«. I juni 2012 blev det i en rapport udarbejdet af den kommunale revisionsret (10) konstateret, at udnyttelsen af stadionet stadig gav underskud.

(36)

I tilfælde af et hastesalg, som viste sig nødvendigt i forhold til MVV, vil en markedsøkonomisk operatør desuden forventes at bruge tidsaspektet som argument for at opnå en bedre pris end den værdi, som vurderingseksperten har skønnet. Dette var ikke tilfældet for kommunen, som ganske enkelt antog vurderingsekspertens værdi for at være »realistisk«.

(37)

Det ændrer ikke denne konklusion, at kommunen havde særlige interesser i forhold til udviklingsplanerne for De Geusselt-området. I den redningsplan, som blev formuleret i 2010, pegede Nederlandene ikke på en plan for købet eller beregningen inden juni 2010 af et potentielt køb for kommunen. En sådan vurdering inden købet er imidlertid forventelig af en markedsinvestor.

(38)

Af alle disse grunde konkluderer Kommissionen, at kommunen i 2010, da den traf foranstaltninger om køb af stadionet og træningsanlægget, ikke handlede, som en markedsøkonomisk operatør ville have gjort.

(39)

Fordelen for MVV var først og fremmest, at klubben blev fri for sin gældsbyrde, og dernæst at den kunne fortsætte med at spille fodbold på sit hjemmestadion De Geusselt. Den månedlige leje for ikkeeksklusiv brug af begge faciliteter efter kommunens køb udgjorde 3 % af MVV's budget eller mindst 75 000 EUR (11). Kommissionen bemærker endvidere, at summen på 1,85 mio. EUR, som kommunen betalte, ifølge købsaftalens betingelser skulle bruges af sælgeren, tredjeparten Stichting Stadion De Geusselt (12), til at betale MVV's gæld i skat, løn til spillerne og pensionsforpligtelser. Denne gæld faldt uden for kreditorernes aftale. Beløbet på 1,85 mio. EUR er bogført som en ekstraordinær indtægt i MVV's regnskab for sæsonen 2009/2010 med forklaringen »bidrag Maastricht kommune« (Bijdrage Gemeente Maastricht). Overskuddet af salget til Stichting Stadion De Geusselt blev brugt til gældseftergivelse og omstrukturering af MVV (se fondens brev til kommunen af 9. juni 2010).

(40)

Nederlandene har sat spørgsmålstegn ved den mulige støttes påvirkning af det indre marked for klubber, der ikke spiller fodbold på europæisk plan, og mere specifikt MVV. I denne forbindelse påpeger Kommissionen, at MVV hvert år er potentiel deltager i europæiske fodboldturneringer. Selv om klubben er i den næstbedste liga, kan den i princippet påvirke kampen om det nationale mesterskab og endda vinde det, hvilket vil give den mulighed for at spille i Europacuppen året efter. Selv en lavt rangerende fodboldklub kan i løbet af kort tid nå op på et højere niveau (13). Kommissionen påpeger endvidere, at professionelle fodboldklubber udøver økonomiske aktiviteter på flere markeder ud over deltagelse i fodboldturneringer, som f.eks. transfermarkedet for professionelle spillere, reklame, sponsorering, merchandising eller mediedækning. Støtte til en professionel fodboldklub styrker dens position på disse markeder, som for de flestes vedkommende dækker flere medlemsstater. Hvis statsmidler derfor anvendes til at give en professionel fodboldklub en selektiv fordel, vil denne støtte sandsynligvis kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne inden for betydningen af traktatens artikel 107, stk. 1 (14). Mere specifikt i forhold til MVV havde klubben i 2010 flere spillere med en anden nationalitet end nederlandsk, navnlig belgisk.

(41)

I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at afkaldet på lånet og købet af træningsanlægget og stadionet (i alt 3,55 mio. EUR) udgør statsstøtte i henhold til traktatens artikel 107, stk. 1. Deres forenelighed med det indre marked vil blive vurderet i det følgende.

(42)

Kommissionen skal vurdere, om støtteforanstaltningen til MVV kan betragtes som forenelig med det indre marked. Ifølge Domstolens retspraksis er det op til medlemsstaten at påberåbe sig mulige grunde til forenelighed og påvise, at betingelserne for denne forenelighed er opfyldt (15).

(43)

Ingen af undtagelserne i traktatens artikel 107, stk. 2, finder anvendelse på den pågældende støtteforanstaltning. Nederlandene har heller ikke påstået, at dette ville være tilfældet.

(44)

Med hensyn til undtagelserne i traktatens artikel 107, stk. 3, bemærker Kommissionen, at ingen af de nederlandske regioner falder ind under undtagelsen i traktatens artikel 107, stk. 3, litra a). Endvidere fremmer de pågældende støtteforanstaltninger ikke virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, ligesom de ikke afhjælper en alvorlig forstyrrelse i den nederlandske økonomi, jf. traktatens artikel 107, stk. 3, litra b).

(45)

Hvad angår undtagelsen i traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), dvs. støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, har Nederlandene hævdet, at denne undtagelse kunne anvendes, hvis Kommissionen konkluderede, at de pågældende foranstaltninger udgør statsstøtte. I denne forbindelse hævdede Nederlandene også, at der i Kommissionens analyse bør tages højde for traktatens artikel 107, stk. 3, litra d), om støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven kombineret med traktatens artikel 165.

(46)

I sin vurdering af begrebet »udvikling af økonomiske aktiviteter« i sportssektoren tager Kommissionen behørigt højde for traktatens artikel 165, stk. 1, og sidste led i traktatens artikel 165, stk. 2, hvori det fastlægges, at EU skal bidrage til at udvikle sportens europæiske dimension og i den forbindelse tage hensyn til specifikke forhold, dens strukturer, der bygger på frivillighed, og dens sociale og uddannende funktion. I traktaten skelnes der imidlertid mellem begreberne sport og kultur: Traktatens artikel 107, stk. 3, litra d), kan derfor ikke tjene som grundlag for vurderingen af MVV-støttens forenelighed.

(47)

I sin vurdering af støtteforanstaltninger i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3, litra c), har Kommissionen udstedt en række forordninger, rammebestemmelser, retningslinjer og meddelelser vedrørende de støtteformer og horisontale eller sektormæssige formål, som støtten tildeles for. Da MVV stod over for finansielle vanskeligheder på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev truffet, og støtten blev tildelt af kommunen for at imødegå disse vanskeligheder, mener Kommissionen, at det er passende at vurdere, om kriterierne i rammebestemmelserne (16) finder anvendelse. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at rammebestemmelserne ikke udelukker professionel fodbold. Denne økonomiske aktivitet er således omfattet af rammebestemmelserne.

(48)

I juli 2014 offentliggjorde Kommissionen nye rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte ikke-finansielle virksomheder (17). De gælder dog ikke denne ikkeanmeldte støtte, som blev tildelt i 2010. Ifølge punkt 137 i de nye rammebestemmelser, ville dette kun være tilfældet for rednings- eller omstruktureringsstøtte, der er tildelt uden forudgående godkendelse, hvis al støtten eller en del heraf er blevet ydet efter rammebestemmelsernes offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Ifølge punkt 138 i de nye rammebestemmelser vil Kommissionen i alle andre tilfælde foretage undersøgelsen på grundlag af de rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. I det foreliggende tilfælde vil Kommissionen derfor basere sin analyse på rammebestemmelserne fra 2004 (se betragtning 14 ovenfor).

(49)

Ifølge punkt 11 i rammebestemmelserne anses en virksomhed for at være kriseramt, hvis de sædvanlige tegn på, at en virksomhed er kriseramt, er til stede, såsom voksende underskud, faldende omsætning, voksende lagerbeholdninger, overskudskapacitet, faldende cash flow, stigende gældsætning, stigende finansieringsudgifter og faldende eller opbrugt nettoformue. I de værste tilfælde kan virksomheden allerede være blevet insolvent eller være underkastet konkursbehandling mv. efter de nationale regler. Som anført i betragtning 13 ovenfor havde MVV haft en negativ egenkapital siden sæsonen 2007/2008 og nåede i det første kvartal af 2010 en egenkapital på minus 5,1 mio. EUR, mens MVV's gæld udgjorde 6,4 mio. EUR. Som påpeget af Nederlandene var MVV i foråret 2010 stort set konkurs. MVV var derfor tydeligvis en kriseramt virksomhed i henhold til rammebestemmelserne. Dette er ikke blevet bestredet af Nederlandene. Foreneligheden af statsstøtten til MVV vil derfor blive vurderet efter rammebestemmelserne.

(50)

I afsnit 3.2 i rammebestemmelserne fastlægges det, at støtten tildeles med det vilkår, at der gennemføres en omstruktureringsplan. I overensstemmelse med punkt 59 i rammebestemmelserne kræver omstruktureringsplanen for SMV'er dog ikke Kommissionens godkendelse, men skal dog opfylde kravene i punkt 35, 36 og 37 i rammebestemmelserne og godkendes af den pågældende medlemsstat og meddeles Kommissionen. Kommissionen bemærker, at Nederlandene har meddelt en omstruktureringsplan, som tager hånd om betingelserne i punkt 34 til 37 i rammebestemmelserne. De overordnede omstruktureringsomkostninger var næsten 6 mio. EUR. I denne henseende bemærker Kommissionen, at kommunens beslutning om at yde støtte til MVV var underlagt en række betingelser. Disse betingelser blev fastlagt i forretningsplanen af 2010 som omtalt i betragtning 10.

(51)

I denne henseende bemærker Kommissionen, at kommunens beslutning om at give afkald på lånet og betale for De Geusselt blev truffet efter en analyse af arten af og årsagerne til MVV's vanskeligheder. Transaktionen var baseret på en række betingelser, som har til formål at genoprette klubbens økonomiske levedygtighed inden for en rimelig tidshorisont på tre år og opfylde KNVB's krav, for at MVV kan beholde sin licens til professionelle turneringer. Omstruktureringsplanen omfattede en ny ledelse samt nedskæringer i både personale og spillertrup. Omstruktureringsplanen er ikke afhængig af eksterne faktorer, som MVV kan forfølge, men ikke fuldstændig kontrollere, som f.eks. at finde nye sponsorer og en stigning i antallet af tilskuere. Bedringen af klubbens finansielle situation ventes at fortsætte ligesom dens drift som en professionel fodboldklub. Den i nedenstående betragtning anførte udvikling viser, at planen var realistisk.

(52)

De trufne foranstaltninger var nødvendige for at genoprette MVV's levedygtighed. Klubbens finansielle sundhed blev virkelig genoprettet. Som følge af disse foranstaltninger genererede MVV over hele sæsonen 2009/2010 et overskud på 3,9 mio. EUR og havde for første gang i flere år en positiv egenkapital på 0,051 mio. EUR. Den følgende sæson 2010/2011 sluttede med et overskud på 0,021 mio. EUR, og MVV's egenkapital udgjorde 0,072 mio. EUR. MVV's regnskab gik lige op i 2011/2012. KNVB opgraderede MVV's finansielle status fra kategori 1 (utilstrækkelig) til 3 (god) i begyndelsen af sæsonen 2011/2012.

(53)

I punkt 38 til 42 i rammebestemmelserne stilles der krav om, at modtageren skal give modydelser for at minimere støttens konkurrencefordrejende virkning og afbøde dens skadelige virkninger for samhandelsvilkårene. Ifølge punkt 41 i rammebestemmelserne gælder denne betingelse dog ikke små virksomheder som MVV.

(54)

Kommissionen bemærker også, at omstruktureringsplanen i høj grad er finansieret af eksterne private virksomheder ud over de interne besparelser i overensstemmelse med punkt 43 og 44 i rammebestemmelserne. Flere private virksomheder havde også accepteret at give afkald på deres gæld. Kreditorerne og kommunens samlede bidrag til refinansieringen af MVV var på omkring 5,8 mio. EUR (kombineret gældseftergivelse og køb til langtidsleje af stadionet). Andre private virksomheder end statens gældseftergivelse udgjorde 2,25 mio. EUR og var dermed højere end de krævede 25 % for små virksomheder.

(55)

Støttens størrelse var nødvendig. Ifølge omstruktureringsplanen skulle den medføre et mindre underskud i sæsonen 2011/2012 og 2012/2013 og moderat positive resultater senere. Dette ville ikke have givet MVV mulighed for at købe nye spillere eller tiltrække dem med højere lønninger.

(56)

Planen var at starte forfra med et trimmet MVV uden gældsbyrde, men med en ny struktur. Foranstaltningerne skulle give MVV en sund finansiel position og sikre, at KNVB's krav blev overholdt. I denne forbindelse minder Kommissionen om, at alle nederlandske professionelle fodboldklubber modtager en licens fra KNVB, i henhold til hvilken de skal opfylde visse betingelser. En af forpligtelserne vedrører klubbens finansielle fornuft. Hver sæson skal klubben fremsende regnskaber den 1. november, 1. marts og 15. juni, der bl.a. fremstiller dens nuværende finansielle situation, samt budgettet for næste sæson. På grundlag af disse regnskaber bliver klubberne inddelt i tre kategorier (1: utilstrækkelig, 2: tilstrækkelig, 3: god). Der kan stilles krav om, at klubber i den første kategori skal fremlægge en plan for forbedringer for at rykke op i kategori 2 eller 3. Hvis klubben ikke overholder planen, kan KNVB pålægge sanktioner, herunder give en officiel advarsel, fratage klubben point og — som den ultimative sanktion — trække licensen tilbage. En professionel fodboldklub i Nederlandene, som erklæres konkurs, mister sin licens. Hvis der efterfølgende grundlægges en ny klub, har den ikke direkte adgang til den professionelle fodboldliga, men skal starte i den næstbedste amatørliga.

(57)

Omstruktureringsplanen omfattede en ny ledelse, en ny struktur, et nyt navn og nedskæringer i løn og personale, herunder spillertrup. Flere spillere var genstand for transfer, eksisterende kontrakter blev enten ophævet eller forlænget med en lavere løn, nye kontrakter blev enten indgået uden transferbetaling, eller spillere blev lejet fra andre klubber, og der blev indgået visse amatørkontrakter. Dette omfattede nedskæringer i omkostninger til både personale og spillere på 40 %. Som beskrevet i betragtning 26 var der andre kreditorer end kommunen, som gav afkald på krav mod MVV på i alt 2,25 mio. EUR. MVV var dermed næsten gældsfri.

(58)

Kommissionen mener, at omstruktureringsplanen tager hånd om årsagerne til MVV's finansielle vanskeligheder, navnlig omkostningerne til spillerne i form af løn og transferbetalinger. En professionel fodboldklub kan ikke ventes at foretage en diversifikation i retning af andre markeder, jf. rammebestemmelserne. Den kan dog godt forventes at foretage besparelser på sine kerneaktiviteter, og dette har MVV gjort. Nederlandene gav endvidere en liste over foranstaltninger, som MVV har truffet for at reducere andre af klubbens omkostninger. Omstruktureringsplanen er ikke afhængig af eksterne faktorer, som MVV kan forfølge, men ikke fuldstændig kontrollere, som f.eks. at finde nye sponsorer og en stigning i antallet af tilskuere. Kommissionen finder derfor, at planens gennemførelse giver MVV mulighed for at operere på et sundt grundlag i nederlandsk professionel fodbold, hvilket også blev anerkendt af KNVB, som tildelte klubben kategori 3-status. Kommissionen bemærker også, at omstruktureringsplanen i høj grad er finansieret af eksterne private virksomheder ud over de interne besparelser. Dette opfylder kravet i punkt 44 i rammebestemmelserne om, at mindst 25 % af omkostningerne til omstruktureringen for en lille virksomhed som MVV skal betales af støttemodtagerens egne midler, herunder ekstern finansiering, der viser en tro på støttemodtagerens levedygtighed.

(59)

Nederlandene har derudover givet oplysninger om yderligere aktiviteter i det omstrukturerede MVV til fordel for samfundet, herunder en række skoler i Maastricht og i Euregio. Disse aktiviteter kan siges at bidrage til sportens sociale og uddannende funktion som nævnt i traktatens artikel 165.

(60)

I henhold til punkt 49 i rammebestemmelserne skal medlemsstaten indsende oplysninger om en tilfredsstillende gennemførelse af omstruktureringsplanen på grundlag af regelmæssige og detaljerede rapporter. Punkt 51 indeholder mindre strenge betingelser for små og mellemstore virksomheder, for hvilke det normalt er tilstrækkeligt at fremsende resultatopgørelse og balance. Nederlandene har forpligtet sig til at fremsende disse rapporter. I overensstemmelse med rammebestemmelserne forpligtede Nederlandene sig til at fremsende en endelig rapport om gennemførelsen af omstruktureringsplanen.

(61)

I punkt 72-77 i rammebestemmelserne henvises der til princippet om engangsstøtte, ifølge hvilket der kun må ydes omstruktureringsstøtte én gang i løbet af en periode på ti år. Nederlandene har præciseret, at MVV ikke modtog rednings- eller omstruktureringsstøtte i de ti år forud for tildelingen af den nuværende støtte. Nederlandene forpligtede sig endvidere til ikke at yde ny rednings- eller omstruktureringsstøtte til MVV i en periode på ti år.

(62)

Kommissionen konkluderer, at Nederlandene ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 108, stk. 3, ved ikke på forhånd at underrette om statsstøtten på 3,55 mio. EUR, som blev tildelt MVV i 2010, da klubben var i finansielle vanskeligheder. Denne støtte kan dog anses for at være forenelig med det indre marked som omstruktureringsstøtte i henhold til rammebestemmelserne, eftersom alle betingelserne for denne støtte i rammebestemmelserne er opfyldt —

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/63

(1)

Via artikler i pressen offentliggjort i december 2014 blev Kommissionen klar over 2014-ændringen til lov om den ungarske fødevarekæde fra 2008, der regulerer det ungarske gebyr for fødevarekædekontrol. I et brev af 17. marts 2015 sendte Kommissionen en anmodning om oplysninger til de ungarske myndigheder, som svarede ved brev af 16. april 2015.

(2)

I et brev af 15. juli 2015 underrettede Kommissionen Ungarn om sin beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt »traktaten«) vedrørende støtteforanstaltningen (»beslutningen om at indlede proceduren«). Kommissionen beordrede også øjeblikkeligt foranstaltningen indstillet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999 (2) i beslutningen om at indlede proceduren

(3)

Beslutningen om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til støtteforanstaltningen.

(4)

Kommissionen modtog bemærkninger fra én interesseret part. I et brev af 13. oktober 2015 videresendte Kommissionen bemærkningerne til Ungarn, som fik lejlighed til at reagere. Ungarn har ikke reageret på disse bemærkninger.

(5)

De gældende bestemmelser for gebyr for fødevarekædekontrol fremgår af lov XLVI af 2008 om fødevarekæden og tilsynet dermed (»fødevarekædeloven«) og bekendtgørelse nr. 40 af 27. april 2012 fra landdistriktsministeren med bestemmelser om angivelse og betaling af gebyret for fødevarekædekontrol. Virksomheder, der betragtes som erhvervsdrivende i henhold til fødevarekædeloven, skal betale gebyret i forhold til deres omsætning på bestemte aktiviteter. Loven indeholder en liste over de aktiviteter, (4) som virksomhederne er forpligtet til at betale kontrolgebyret for.

(6)

Samtlige virksomheder (selskaber og andre juridiske personer, men også private personer, der udøver deres virksomhed som selvstændigt erhvervsdrivende eller primære producenter), som opererer i Ungarn og har skabt omsætning ved de anførte aktiviteter i året forud for angivelsen, skal betale gebyret for fødevarekædekontrol. Formålet med gebyret for fødevarekædekontrol er at få dækket omkostningerne ved det nationale kontor for fødevarekædesikkerheds (en statslig institution) udførelse af opgaver vedrørende visse forskrifts-og tilsynsmæssige aktiviteter. Tilsynsgebyret beregnes på årsbasis, og den person, der er omfattet af gebyret, skal angive og betale det, uanset om der er blevet udført officielle kontroller på stedet.

(7)

Indtil 31. december 2014 var reglen, der var fastsat i fødevarekædeloven, at alle erhvervsdrivende i fødevaresektoren skulle betale gebyret for den relevante omsætning til en fast sats på 0,1 %.

(8)

Det opkrævede gebyr for fødevarekædekontrol må kun bruges til de opgaver, der fremgår af strategien for fødevarekædesikkerhed, og til fødevarekædemyndighedens aktiviteter.

(9)

Med ændringen af artikel 47/B i fødevarekædeloven ved lov LXXIV af 2014 (5), der trådte i kraft den 1. januar 2015 (herefter benævnt »2014-ændringen«), blev der indført særlige regler for beregning af kontrolgebyret for omsætningen i butikker, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer (6) på det ungarske marked.

(10)

2014-ændringen af fødevarekædeloven indfører en progressiv gebyrstruktur for butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer (7), hvor satserne spænder fra 0 % til 6 %. Mere præcist anvendes følgende satser for omsætning, der pålægges gebyret for fødevarekædekontrol:

(11)

Ved 2014-ændringen af fødevarekædeloven fik alle erhvervsdrivende inden for fødevarekædesektoren pålagt at betale gebyret beregnet af den relevante omsætning til en fast sats på 0,1 %.

(12)

Hverken den ændrede bestemmelse i den ungarske fødevarekædelov eller begrundelsen refererer til årsagerne til indførelsen af specifikke regler med hensyn til gebyrsatsen for butikker, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer. Der er heller ikke givet nogen forklaring på fastsættelsen af de forskellige omsætningstrin og tilsvarende gebyrsatser.

(13)

Gebyret skal angives af de erhvervsdrivende i fødevaresektoren. Det forfalder til betaling årligt i to lige store rater senest 31. juli og 31. januar. Loven åbner desuden mulighed for forenklede procedurer i de tilfælde, hvor gebyret er mindre end 1 000 HUF (ca. 3,20 EUR). I det tilfælde skal gebyret stadig angives, men det behøver ikke at blive betalt.

(14)

Et strafgebyr for forsinket betaling skal betales for alle kontrolgebyrer, der ikke er betalt til tiden. Et misligholdelsesgebyr kan pålægges, hvis de personer eller virksomheder, der er pålagt gebyret for fødevarekædekontrol, ikke opfylder deres angivelsespligt eller gør det for sent, ufuldstændigt eller med falske oplysninger.

(15)

Kommissionen indledte den officielle undersøgelsesprocedure, fordi man på det tidspunkt fandt, at den progressive gebyrstruktur (satser og omsætningstrin), der blev indført med 2014-ændringen, var ulovlig og uforenelig statsstøtte.

(16)

Især mente Kommissionen, at de progressive satser, der blev indført i 2014-ændringen, skelner mellem virksomhederne på basis af deres omsætning og dermed deres størrelse, hvilket giver virksomheder med en lav omsætning og dermed mindre virksomheder en selektiv fordel. Ungarn havde ikke godtgjort, at den progressive gebyrstruktur for butikker, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, f.eks. supermarkeder, svarer til et tilsvarende progressivt mønster i de udgifter, der opkræves af det nationale kontor for fødevarekædesikkerhed for kontrol af disse butikker. Ungarn har derfor ikke godtgjort, at foranstaltningen var begrundet i skattesystemets karakter eller generelle opbygning. Kommissionen mente derfor, at foranstaltningen udgjorde statsstøtte, da alle øvrige betingelser i traktatens artikel 107, stk. 1, syntes at være opfyldt.

(17)

Endelig rejste Kommissionen tvivl med hensyn til foranstaltningens forenelighed med det indre marked. I særdeleshed erindrede Kommissionen om, at den ikke kan erklære en statsstøtte forenelig, der overtræder andre af EU-rettens regler, f.eks. de grundlæggende friheder, der er fastsat i traktaten eller bestemmelserne i EU's forordninger og direktiver. På det tidspunkt kunne Kommissionen ikke udelukke, at foranstaltningen primært var målrettet udenlandsk ejede virksomheder, hvilket kunne indebære en krænkelse af traktatens artikel 49 om den grundlæggende frie etableringsret og udtrykte også tvivl, om den skattemæssige forskelsbehandling i forbindelse med foranstaltningen var nødvendig og forholdsmæssig i forhold til at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 (8).

(18)

Den 27. oktober 2015 forelagde den ungarske regering det ungarske parlament et forslag til lov om ændring af lov XLVI af 2008 om fødevarekæden og officiel kontrol af den. Den 17. november 2015 vedtog det ungarske parlament lov CLXXXII af 2015 om ændring af lov XLVI af 2008 om fødevarekæden og officiel kontrol af den, der blev offentliggjort i det ungarske statstidende (Magyar Közlöny) nr. 182/2015 den 26. november 2015. Den nye lov trådte i kraft den 31. dag efter offentliggørelsen, dvs. den 27. december 2015.

(19)

Ændringen fra november 2015 afskaffer den progressive gebyrstruktur, der blev indført med 2014-ændringen, og genindfører et fast kontrolgebyr på 0,1 % for alle erhvervsdrivende i fødevaresektoren, som det var tilfældet før 2014-ændringen til loven.

(20)

Ungarn har ikke sendt nogen bemærkninger til Kommissionen som svar på beslutningen om at indlede proceduren.

(21)

I stedet har Ungarn ved brev af 16. september 2015 stilet til kommissæren med ansvar for konkurrence fremlagt et forslag til et ændret kontrolgebyr for fødevarekæden til Kommissionen. I dette forslag ville satsen 0 % blive ophævet og i stedet for den progressive gebyrstruktur med otte satser (mellem 0 % og 6 %) ville man indføre et system med to satser (0,1 % for detailhandlens butiksdrivende med lille omsætning og 0,3 % for detailhandlens butiksdrivende med større omsætning).

(22)

Ved brev af 7. oktober 2015 meddelte Kommissionens tjenestegrene Ungarn, at selv om forskellen mellem gebyrsatserne blev sat ned ifølge det nye forslag, vil det nye gebyr stadig have en progressiv gebyrstruktur, der vil være problematisk i statsstøttemæssig henseende, hvis det ikke var begrundet i de principper, der ligger til grund for kontrolgebyrsystemet.

(23)

Ved brev af 7. oktober 2015 fremsendte Ungarn yderligere oplysninger og data med henblik på at retfærdiggøre den dobbelte progressive gebyrstruktur med tilsynsomkostningerne for større markedsaktører og andre kommercielle enheder. Ungarn fremførte, at store aktører har en kompleks struktur, der kræver en mere kompliceret kontrol og langt flere ressourcer fra den myndighed, der udfører kontrollerne.

(24)

Efter Ungarns anmodning om en tilbagemelding om det forslag, der blev fremsat i brev af 16. september 2015 og om de supplerende oplysninger, der blev givet i dets brev af 7. oktober 2015, meddelte Kommissionens tjenestegrene Ungarn ved skrivelse af 17. marts 2016, at de indsendte oplysning ikke giver dokumentation for, at omkostningerne til kontrol som en andel af omsætningen stiger på samme måde som gebyrsatserne. Navnlig fastholdt Kommissionens tjenestegrene deres opfattelse af, at de fremlagte tal ikke viste, at omkostningerne i forbindelse med kontroller af virksomheder, der falder ind under satsen på 0,3 %, er tre gange højere — for hver forint af kontrolleret omsætning — end for de virksomheder, der falder under satsen på 0,1 %. Derfor måtte den progressive struktur med 2 gebyrer anses for at give en selektiv fordel til de virksomheder, der falder ind under det nederste trin.

(25)

I sidste ende fremlagde Ungarn ikke dette lovforslag for det ungarske parlament om at ændre lov XLVI af 2008 om fødevarekæden og officiel kontrol deraf.

(26)

Kommissionen modtog bemærkninger fra én interesseret part. Den pågældende interesserede part opererer på det ungarske marked og er enig i Kommissionens vurdering i beslutningen om at indlede proceduren. Den pågældende interesserede part fremfører, at foranstaltningen var beregnet til specifikt at ramme udenlandske virksomheder, hvilket den hævder er muligt på grund af strukturen af det ungarske detailmarked. Ifølge den pågældende part skal udenlandske virksomheder i detailhandelssektoren i Ungarn drive filialer eller datterselskaber, som forøger deres (konsoliderede) omsætning. Ungarske virksomheder derimod er organiseret i et franchisesystem, hvor den enkelte butik — eller nogle få af dem — kan drives af en anden juridisk enhed, som ikke er en del af franchisegiverens selskab eller koncern. Ifølge den interesserede parts skøn har udenlandske detailhandlende (koncerner) for indeværende tilsammen en markedsandel på ca. 50 % i Ungarn, men de er pålagt omkring 95 % af det samlede kontrolgebyr, mens de ungarske detailhandlere generelt falder ind under gebyrtrin 0 % eller 0,1 % i henhold til artikel 47/B i fødevarekædeloven.

(27)

Med andre ord falder ungarske detailhandlende, på grund af deres organisering i et franchisesystem, automatisk ind under et lavere gebyrtrin (satser på 0 % eller 0,1 %), mens filialer/datterselskaber af udenlandske EU-moderselskaber, der ikke er organiseret efter et franchisesystem, generelt er underlagt høje gebyrer. Altså giver gebyret for fødevarekædekontrol ifølge den pågældende interesserede part en selektiv fordel både for mindre virksomheder og for virksomheder, der opererer i detailhandelen, og som ikke er organiserede i et filialsystem, dvs. for ungarske i forhold til udenlandsk ejede virksomheder.

(28)

Kommissionen har ikke modtaget nogen reaktion fra Ungarn på kommentarerne fra den eneste interesserede part, der blev fremsendt ved brev af 13. oktober 2015.

(29)

Kommissionen begrænser sin vurdering i denne beslutning til bestemmelserne i 2014-ændringen af fødevarekædeloven, mere specifikt til den ændrede bestemmelse, der fastsætter en progressiv gebyrstruktur (satser og omsætningstrin), for butikker, som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer i Ungarn som omhandlet i betragtning 10 ovenfor.

(30)

I traktatens artikel 107, stk. 1, fastsættes det, at »[b]ortset fra de i traktaterne hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.«

(31)

Klassificering af en foranstaltning som statsstøtte i denne bestemmelses forstand kræver derfor, at følgende kumulative betingelser er opfyldt: i) foranstaltningen skal kunne tilregnes staten og være finansieret med statsmidler; ii) den skal give modtageren en fordel; iii) denne fordel skal være selektiv, og iv) foranstaltningen skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(32)

For at udgøre statsstøtte skal en foranstaltning finansieres ved hjælp af statsmidler og kunne tilregnes en medlemsstat.

(33)

Da foranstaltningen er udmøntningen af en lov vedtaget af det ungarske parlament, kan den klart tilregnes den ungarske stat. Ungarns argument om, at fordi retsgrundlaget for gebyret er forordning (EF) nr. 882/2004, kan gebyret ikke tilregnes den ungarske stat, kan ikke accepteres.

(34)

EU's domstole har tidligere udtalt, at afgiftsfritagelse vedtaget af en medlemsstat, der gennemfører et EU-direktiv i overensstemmelse med dens forpligtelser i henhold til traktaten, ikke kan tilregnes denne medlemsstat, men udspringer af en EU-retsakt og derfor ikke udgør statsstøtte (9). Forordning (EF) nr. 882/2004 fastsætter generelle forpligtelser for medlemsstaterne og pålægger dem ikke forpligtelse til at fastsætte progressive gebyrer på grundlag af omsætningen for udførelse af kontroller, og dermed kan 2014-ændringen ikke siges at udspringe af en EU-retsakt. Artikel 26 i forordning (EF) nr. 882/2004 bestemmer, at »Medlemsstaterne sikrer, at der er tilstrækkelige finansielle midler til rådighed til at sikre det nødvendige personale og andre midler til offentlig kontrol; disse midler kan tilvejebringes fra kilder, som medlemsstaterne skønner passende, herunder almindelig beskatning eller indførelse af gebyrer eller afgifter«. I artikel 27, stk. 1, fastsættes det, at »medlemsstaterne kan opkræve gebyrer eller afgifter for at dække omkostninger i forbindelse med offentlig kontrol«. Det er de enkelte medlemsstaters ansvar at fastsætte gebyrernes størrelse inden for rammerne af denne lovgivning, og navnlig i overensstemmelse med forordningens artikel 27. De valg, der foretages i denne sammenhæng, kan derfor tilregnes den ungarske stat.

(35)

For så vidt angår foranstaltningens finansiering med statsmidler, gælder, at hvis resultatet af en foranstaltning er, at staten giver afkald på indtægter, som den ellers skulle opkræve fra en virksomhed under normale omstændigheder, er denne betingelse også opfyldt (10). I den foreliggende sag giver den ungarske stat afkald på midler, den ellers skulle have opkrævet fra butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer med en mindre omsætning (og dermed mindre virksomheder), hvis de havde været omfattet af samme kontrol som butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer med en stor omsætning.

(36)

Ifølge EU-domstolenes retspraksis omfatter begrebet statsstøtte ikke kun positive fordele, men også foranstaltninger, der, under forskellige former, mindsker de byrder, der normalt indgår i en virksomheds budget (11). Selv om en foranstaltning, der medfører en nedsættelse af en skat eller en afgift, ikke medfører en positiv overførsel af midler fra staten, giver den anledning til en fordel, fordi den sætter de virksomheder, for hvilke den gælder, i en bedre finansiel situation end andre skatteydere og medfører et indtægtstab for staten (12). En fordel kan opnås via forskellige lempelser af virksomhedens skattebyrde og især gennem en nedsættelse af den gældende skattesats, skattegrundlaget eller størrelsen af den skyldige skat (13).

(37)

2014-ændringen til fødevarekædeloven fastsætter en progressiv gebyrstruktur, der gælder for butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer afhængigt af de trin, som disse virksomheders omsætning falder indenfor. Den progressive karakter af disse gebyrer har den virkning, at den gennemsnitlige procentdel af gebyret, der opkræves på en butiks omsætning, stiger, når omsætningen stiger og når det næste trin opad. Det betyder, at virksomheder med lille omsætning (mindre virksomheder) er pålagt gebyret med væsentlig lavere gennemsnitlige satser end virksomheder med stor omsætning (større virksomheder). At være pålagt gebyret med denne betydeligt lavere gennemsnitlige sats afbøder de afgifter, som virksomheder med lille omsætning skal bære sammenlignet med virksomheder med stor omsætning, og udgør derfor en fordel for mindre virksomheder i forhold til større virksomheder for så vidt angår traktatens artikel 107, stk. 1.

(38)

En foranstaltning er selektiv, hvis den begunstiger visse virksomheder eller produktionen af visse varer i betydningen ifølge traktatens artikel 107, stk. 1.

(39)

Domstolen har for fiskale ordninger fastslået, at en foranstaltnings selektivitet principielt skal vurderes ved hjælp af en analyse i tre trin (14). Først identificeres det almindelige eller normale skattesystem, der anvendes i medlemsstaten: »referencesystemet«. Dernæst skal det undersøges, om en given foranstaltning udgør en fravigelse fra det pågældende system på en måde, så den skelner mellem økonomiske aktører, som, i lyset af systemets indbyggede mål, befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation. Hvis den pågældende foranstaltning ikke udgør en undtagelse fra referencesystemet, er den ikke selektiv. Hvis den gør (og derfor ved første øjekast er selektiv), fastlægges det i analysens tredje trin, hvorvidt den afvigende foranstaltning er begrundet i (reference)skattesystemets karakter eller generelle opbygning (15). Hvis en foranstaltning, der ved første øjekast er selektiv, er begrundet i systemets karakter og generelle opbygning, vil den ikke blive betragtet som selektiv, og den vil dermed falde uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 107, stk. 1.

(40)

I den foreliggende sag anser Kommissionen referencesystemet for at være gebyret for fødevarekædekontrol på virksomheder, der opererer i Ungarn (16). Kommissionen finder ikke, at den progressive gebyrstruktur, der blev indført med 2014-ændringen, kan indgå som en del af dette referencesystem.

(41)

Som Domstolen har anført (17), er det ikke altid tilstrækkeligt at begrænse selektivitetsanalysen til, hvorvidt foranstaltningen afviger fra referencesystemet som defineret af medlemsstaten. Det er også nødvendigt at vurdere, om afgrænsningen af dette system er udviklet af medlemsstaten på en sammenhængende måde eller, omvendt, på en klart vilkårlig eller ensidig måde ved at begunstige visse virksomheder frem for andre. Ellers kunne medlemsstaten, i stedet for at fastsætte generelle regler for alle virksomheder, fra hvilke der er gjort en undtagelse for visse virksomheder, opnå det samme resultat, omgå statsstøttereglerne ved at tilpasse og kombinere sine regler på en sådan måde, at selve anvendelsen af dem resulterer i forskellige byrder for forskellige virksomheder (18). Det er i den henseende særligt vigtigt at minde om, at Domstolen i sin retspraksis konsekvent har fastslået, at traktatens artikel 107, stk. 1, ikke sondrer mellem statsstøtteforanstaltninger ved henvisning til deres årsager eller formål, men definerer dem i relation til deres virkninger og dermed uafhængigt af de anvendte teknikker (19).

(42)

Mens anvendelsen af et fast gebyr på omsætningen hos erhvervsdrivende i fødevarekæden er et egnet middel til at dække statens udgifter til sine kontrolaktiviteter i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 882/2004, synes den progressive gebyrstruktur, der blev indført med 2014-ændringen til fødevarekædeloven, bevidst at være udformet af Ungarn med henblik på at begunstige visse virksomheder frem for andre. Før 2014-ændringen skulle alle erhvervsdrivende i fødevarekæden, herunder butikker, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, betale gebyr i forhold til deres omsætning med en fast sats på 0,1 %. Efter den progressive gebyrstruktur, der blev indført med 2014-ændringen, er butiksdrivende, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer potentielt omfattet af en række på otte forskellige gebyrsatser fra 0 % og gradvist stigende til 6 %, afhængigt af de trin, som deres omsætning falder indenfor. På grund af 2014-ændringen gælder derfor en forskellig gennemsnitlig skattesats for virksomheder, der er omfattet af gebyret, afhængigt af arten af deres aktiviteter (om de driver butikker, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer) og af størrelsen af deres omsætning (om den overstiger de tærskler, der er fastsat ved nævnte ændring).

(43)

Da hver virksomhed beskattes med en forskellig sats, er det ikke muligt for Kommissionen at identificere én enkelt referencesats i de gebyrer, der blev ændret i 2014. Ungarn forelagde heller ikke nogen specifik sats som referencerente eller »normal« sats og forklarede heller ikke, hvorfor det under særlige omstændigheder er berettiget at anvende en højere sats på butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer med en stor omsætning, eller hvorfor lavere satser bør finde anvendelse på visse kategorier af erhvervsdrivende eller butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer med mindre omsætning.

(44)

Virkningen af 2014-ændringen er derfor, at forskellige virksomheder underlægges forskellig beskatning (udtrykt som en andel af deres samlede årlige omsætning) afhængigt af deres aktiviteter og, da en virksomheds omsætning til en vis grad knytter sig til størrelsen af virksomheden, deres størrelse. Formålet med gebyret for kontrollen af fødevarekæden er dog at finansiere sundheds- og sikkerhedsrelaterede kontroller af fødevarer, når de passerer gennem fødevarekæden, og den progressive gebyrstruktur med satser mellem 0 % og 6 % afspejler ikke forholdet mellem udgifterne til inspektioner i de virksomheder, der er omfattet af foranstaltningen og deres omsætning.

(45)

I lyset af dette formål anser Kommissionen alle erhvervsdrivende i fødevarekæden i almindelighed og alle butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer i særdeleshed, for at være i en sammenlignelig retlig og faktisk situation, uanset deres aktiviteter eller størrelsen af deres omsætning, og Ungarn er ikke fremkommet med nogen overbevisende begrundelse for at forskelsbehandle de typer af virksomheder, når det drejer sig om opkrævning af gebyret for fødevarekædekontrol. Kommissionen henviser i den forbindelse til betragtning 52 til 57 nedenfor. Ungarn har derfor bevidst udformet gebyret for fødevarekædekontrol på en sådan måde, så det vilkårligt begunstiger visse virksomheder, nemlig butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer med en mindre omsætning (og dermed mindre virksomheder), og stiller andre dårligere, nemlig større virksomheder, som også har tendens til at være udenlandsk ejede (20).

(46)

Referencesystemet er derfor bevidst selektivt på en måde, der ikke er begrundet set i lyset af målsætningen for gebyret for fødevarekædekontrollen, som er at finansiere sundheds- og sikkerhedsmæssige kontroller af fødevarer, når de passerer gennem fødevarekæden. Derfor er det relevante referencesystem i den foreliggende sag indførelse af et gebyr på fødevarekædekontrol for virksomheder, der opererer i Ungarn, baseret på deres omsætning, uden at den progressive gebyrstruktur er en del af det system.

(47)

Som et næste skridt er det nødvendigt at fastslå, om foranstaltningen afviger fra referencesystemet til fordel for bestemte virksomheder, som befinder sig i en tilsvarende faktuel og retlig situation i lyset af referencesystemets iboende formål.

(48)

Som forklaret i betragtning 44 er det iboende formål med gebyret for fødevarekontrollen at finansiere sundheds- og sikkerhedsrelaterede kontroller af fødevarer, når de passerer gennem fødevarekæden i Ungarn. Som nærmere forklaret i den nævnte betragtning må alle erhvervsdrivende i fødevarekæden i almindelighed og alle butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer i særdeleshed, anses for at være i en tilsvarende retlig og faktuel situation i lyset af det formål, uafhængigt af deres aktiviteter eller deres omsætning.

(49)

Som forklaret i betragtning 37 giver den progressive gebyrstruktur, der i henhold til 2014-ændringen kun gælder for butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, det resultat, at virksomheder med stor omsætning er omfattet af både væsentligt højere marginale kontrolgebyrer og væsentligt højere gennemsnitlige kontrolgebyrsatser sammenlignet med butiksdrivende med en lille omsætning og andre erhvervsdrivende i fødevarekæden. Med andre ord sondrer den progressive gebyrstruktur, der blev indført ved 2014-ændringen mellem virksomheder i en tilsvarende faktuel og retlig situation, hvad angår formålet med gebyret for fødevarekædekontrol baseret på deres aktiviteter og deres størrelse.

(50)

Kommissionen konstaterer navnlig, at de gebyrsatser, der er fastsat i 2014-ændringen af fødevarekædeloven, og de trin, de gælder for, medfører en stigning i gebyret for virksomheder, der er omfattet af gebyret, afhængigt af deres omsætning fra bestemte aktiviteter og dermed deres størrelse. Den marginale gebyrsats er 0,1 % for virksomheder, der genererer en omsætning større end 500 mio. HUF, men højst 50 mia. HUF. Denne marginale sats multipliceres med 60 for at nå 6 % for virksomheder, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, som genererer en omsætning, der overstiger 300 mia. HUF. Konsekvensen af den stigning i den marginale gebyrsats er for en butik med en omsætning på det øverste trin, at den gennemsnitlige størrelse af gebyret er væsentligt højere end den sats, der gælder for virksomheder med mindre omsætning (og dermed mindre virksomheder).

(51)

Derfor afviger den progressive satsstruktur, der blev indført med 2014-ændringen, fra referencesystemet, der består af indførelsen af et gebyr på virksomheder i fødevarekæden i Ungarn, der er til fordel for butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer med en mindre omsætning (og dermed mindre virksomheder). Kommissionen anser derfor den anfægtede foranstaltning at være umiddelbart selektiv.

(52)

En foranstaltning, der afviger fra referencesystemet, er ikke selektiv, hvis den kan begrundes med systemets karakter eller generelle opbygning. Dette er tilfældet, når den selektive behandling er resultatet af iboende mekanismer, der er nødvendige, for at systemet fungerer og er effektivt (21). Med henblik herpå kan eksterne politikmål — f.eks. regionale, miljømæssige eller industrielle politikmål — ikke anvendes af medlemsstaterne til at begrunde en differentieret behandling af virksomheder under en bestemt ordning. Det påhviler medlemsstaterne, dvs. de ungarske myndigheder, at give en begrundelse.

(53)

De ungarske myndigheder har fremført, at formålet med afvigelsen er at sikre, at satsen for kontrolgebyret er proportional med de af myndighedens ressourcer, der kræves for kontrol af betydelige markedsaktører (f.eks. attester, tidsforbrug til kontrol med it- og kvalitetssikringssystemer, antal virksomhedslokaliteter, brug af eksperter og udgifter til motorkøretøjer). Efter de ungarske myndigheders mening bør erhvervsdrivende i fødevarekæden med større omsætning, eller som udgør en større risiko i kraft af det større antal forbrugere, de dækker, bidrage mere til finansieringen af fødevarekædekontrollen.

(54)

Kommissionen mener, at progressive omsætningsgebyrer kun kan begrundes, hvis det specifikke formål, der forfølges med gebyret, kræver sådanne progressive satser, dvs. hvis omkostningerne, som gebyret skal dække, eller de negative eksterne virkninger, der opstår ved en aktivitet, som gebyret forventes at skulle imødekomme, også stiger — og stiger mere end proportionalt (22) — hvad angår omsætning. Da kontrolgebyret for detailkæden skal finansiere sundheds- og sikkerhedsrelaterede kontroller af fødevarer, når de passerer gennem fødevarekæden, har Kommissionen ikke set nogen grund til, at omkostningerne ved en sådan kontrol skal stige mere end proportionalt med omsætningen i større virksomheder.

(55)

For eksempel har Ungarn ikke fremlagt dokumentation, der forklarer, hvorfor en detailhandlende med en betydelig omsætning, der f.eks. sælger en pose sukker, ville udgøre 60 gange større fare eller kræve kontroller, der er 60 gange dyrere, sammenlignet med den butiksdrivende i et lille supermarked med lille omsætning, der sælger den samme pose sukker. Men idet den omsætning, der stammer fra salg af den pose sukker, er ens for begge virksomheder, er det skyldige gebyr for hver forint af den omsætning, der stammer fra salg af denne pose, 60 gange lavere for den butiksdrivende i det lille supermarked.

(56)

Kommissionen bemærker desuden, at Ungarns påståede begrundelse, at erhvervsdrivende i fødevarekæden med større omsætning bør bidrage mere til finansieringen af fødevarekædekontrollen, undergraves af den kendsgerning, at en butik, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, der genererer en stor omsætning, vil være omfattet af højere satser på den omsætning end erhvervsdrivende i fødevarekæden, som ikke er virksomheder, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, som genererer omsætning i samme størrelse, men forbliver omfattet af det faste gebyr på 0,1 %.

(57)

Derfor mener Kommissionen ikke, at foranstaltningen er begrundet i referencesystemets karakter eller generelle opbygning. Foranstaltningen bør derfor anses for at indebære en selektiv fordel for virksomheder, der driver butikker, som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer, med en lavere omsætning (og dermed mindre virksomheder).

(58)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, skal en foranstaltning fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen inden for Unionen for at udgøre statsstøtte. Foranstaltningen gælder for virksomheder, hvis omsætning hidrører fra visse aktiviteter relateret til fødevarekæden, og som sælger hurtigt omsættelige dagligvarer på det ungarske marked, herunder erhvervsdrivende fra andre medlemsstater. Det marked, der betjenes af virksomheder, der sælger hurtigt omsættelige dagligvarer, er — både i Ungarn og i andre medlemsstater — kendetegnet ved tilstedeværelsen af erhvervsdrivende fra andre medlemsstater, der effektivt driver — eller kunne udvikle deres operationer — på internationalt plan. Omsætningsgebyrets progressive karakter kan i væsentlig grad begunstige visse erhvervsdrivende på bekostning af andre og styrke deres position på det ungarske marked og på det europæiske marked som sådan. Foranstaltningen har derfor indflydelse på konkurrencesituationen for de virksomheder, der er omfattet af det progressive gebyr, fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen inden for Unionen.

(59)

Da alle betingelserne i traktatens artikel 107, stk. 1, er opfyldt, finder Kommissionen, at 2014-ændringen til fødevarekædeloven med indførelse af en progressiv gebyrstruktur for virksomheder, der sælger hurtigt omsættelige forbrugsvar, udgør statsstøtte i denne bestemmelses forstand.

(60)

Statsstøtte kan betragtes som forenelig med det indre marked, hvis den falder ind under en af kategorierne i traktatens artikel 107, stk. 2, (23) og den kan betragtes som forenelig med det indre marked, hvis Kommissionen mener, at den falder ind under nogen af kategorierne i traktatens artikel 107, stk. 3 (24). Det er imidlertid den medlemsstat, der yder støtten, som bærer bevisbyrden for, at den statsstøtte, den har ydet, er forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 2, eller 107, stk. 3 (25).

(61)

Kommissionen bemærker, at de ungarske myndigheder ikke har fremlagt nogen argumenter for, hvorfor 2014-ændringen til fødevarekædeloven er forenelig med det indre marked. Ungarn har ikke kommenteret på den tvivl, der udtryktes i beslutningen om at indlede proceduren for så vidt angår foranstaltningens forenelighed, og reagerede ikke på de bemærkninger, der er fremsat af tredjemand om forenelighed (26). Kommissionen mener, at ingen af undtagelserne, der henvises til i førnævnte bestemmelser, gælder, da foranstaltningen ikke synes at sigte mod at opnå de mål, der er fastsat i bestemmelserne. Som følge deraf kan foranstaltningen ikke erklæres forenelig med det indre marked.

(62)

Kommissionen minder endvidere om, at den ikke kan erklære en statsstøtteforanstaltning for forenelig, hvis den overtræder andre regler i EU-retten såsom de traktatfæstede grundlæggende frihedsrettigheder eller de relevante bestemmelser i EU-forordninger og -direktiver. I denne henseende er den tvivl, som Kommissionen udtrykte i beslutningen om at indlede proceduren om, at foranstaltningen i overvejende grad er målrettet udenlandsk ejede virksomheder, hvilket kunne indebære en overtrædelse af traktatens artikel 49 om den grundlæggende frie etableringsret, ikke blevet mindre. Ungarn har ikke udtalt sig om den mulige overtrædelse af traktatens artikel 49 eller om bemærkningerne fra den interesserede tredjepart om dette forhold.

(63)

Ungarn hævdede, at forordning (EF) nr. 882/2004 er det retlige grundlag for gebyret for fødevarekædekontrol, som ændret ved 2014-ændringen. Men baseret på oplysninger fra de ungarske myndigheder (27) bestrider Kommissionen, at foranstaltningen — som ændret i 2014 — er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 882/2004 af følgende fire årsager.

(64)

For det første findes det på grundlag af oplysninger afgivet af Ungarn hverken godtgjort, at kontrolgebyret — som ændret i 2014 — blev beregnet i overensstemmelse med de kriterier for beregningen af gebyrer, der er nedfældet i forordning (EF) nr. 882/2004, eller at det ikke oversteg de samlede omkostninger, som de kompetente myndigheder afholder i forbindelse med gennemførelse af officielle kontroller, som det udtrykkeligt er fastsat i forordningens artikel 27, stk. 4, litra a).

(65)

For det andet synes de omkostninger, der blev taget hensyn til, da metoden til beregning af kontrolgebyret blev fastlagt, ikke at svare til dem, der er omhandlet i artikel 27, stk. 4, litra a), sammenholdt med bilag VI til forordning (EF) nr. 882/2004. Selv om sidstnævnte fastslår, at de omkostninger, der skal lægges til grund for beregningen af gebyrerne, kan omfatte ansatte, der »inddrages i officielle kontroller«, har de ungarske myndigheder navnlig oplyst til Kommissionen, at kontrolgebyret, som de opkræver, også dækker omkostninger (i bredere forstand), der hidrører fra den bredere kategori »personalelønninger« (28).

(66)

For det tredje har de ungarske myndigheder, selv om de er berettiget til at opkræve faste gebyrer i overensstemmelse med artikel 27, stk. 4, litra b), i forordning (EF) nr. 882/2004, undladt at give en overbevisende begrundelse for kontrolgebyrets progressive karakter og for dets strukturer (gebyrtrin og -satser). Navnlig har Ungarn ikke fremlagt nogen dokumentation for, at den progressive satsstruktur (satser og omsætningstrin), der er gældende for butiksdrivende, som sælger hurtigt omsættelige forbrugsvarer, svarer til et tilsvarende progressivt mønster i de udgifter, der er konstateret i de omkostninger, der er afholdt af det nationale kontor for fødevarekædesikkerhed ved kontrol af de pågældende virksomheder.

(67)

Endelig kan Kommissionen, selv om den progressive sats angiveligt er begrundet i henhold til forordning (EF) nr. 882/2004 af behovet for at have et gebyr, der står i forhold til de større administrative midler, som de kompetente myndigheder er nødt til at hente på kontroller af vigtige markedsaktører, ikke se, hvordan kontrollen med flere store detailhandleres forretninger i betragtning af karakteren af den officielle kontrol kan være dyrere eller mere kompliceret end kontrollen med flere franchiseselskabers forretninger (som dog er underlagt betydeligt lavere kontrolgebyrer, når omsætningen i hver forretning isoleret set er meget lavere).

(68)

På baggrund af ovenstående anser Kommissionen ikke forskellene i skattebehandlingen, som foranstaltningen indebærer, for nødvendige og rimelige i forhold til målet om at opfylde de forpligtelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 882/2004.

(69)

Som anført i afsnit 3.2, indebærer gebyret for fødevarekædekontrol, som ændret den 17. november 2015, ikke længere progressive satser. Lov CLXXXII af 2015 om ændring af lov XLVI af 2008 om fødevarekæden og officiel kontrol deraf bruger derimod en fast sats på 0,1 % for alle erhvervsdrivende i fødevarekæden. Fjernelsen af gebyrets progressive struktur imødekommer de betænkeligheder omkring statsstøtte i beslutningen om at indlede proceduren, som den progressive struktur gav anledning til.

(70)

2014-ændringen blev aldrig anmeldt eller af Kommissionen erklæret forenelig med det indre marked. Da 2014-ændringen udgør statsstøtte i betydningen i traktatens artikel 107, stk. 1, og ny støtte i betydningen i artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EU) 2015/1589 (29), der blev iværksat i strid med standstillforpligtelsen i traktatens artikel 108, stk. 3, udgør foranstaltningen også ulovlig støtte i betydningen i artikel 1, litra f), i forordning (EU) 2015/1589.

(71)

Konsekvensen af denne fastslåelse af, at foranstaltningen udgør ulovlig og uforenelig statsstøtte, er, at støtten skal tilbagesøges fra modtagerne i henhold til artikel 16 i forordning (EU) 2015/1589.

(72)

Men som følge af det påbud om suspendering, som Kommissionen udstedte i beslutningen om at indlede proceduren, har Ungarn bekræftet at have suspenderet betalingen af gebyret for fødevarekædekontrol for dem, der er omfattet af den relevante kategori i det progressive kontrolgebyr.

(73)

Derfor er der ikke egentligt blevet ydet nogen statsstøtte i forbindelse med foranstaltningen. Som følge heraf er der ikke behov for tilbagesøgning.

(74)

Kommissionen finder, at Ungarn ulovligt har indført den pågældende støtte i strid med artikel 108, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(75)

Denne afgørelse berører ikke eventuelle undersøgelser af foranstaltningens overensstemmelse med de grundlæggende friheder, der er fastsat i traktaten, især den frie etableringsret, der er garanteret ved traktatens artikel 49 —

—

distribution af dyr til fødevareproduktion, avl eller forsøgsbrug

—

distribution af planter, såsæd, planteprodukter og formerings- og udplantningsmateriale dyrket til brug for fødevareproduktion

—

fødevareproduktion eller -distribution, herunder restaurantvirksomhed og offentlig restaurantvirksomhed

—

produktion eller distribution af dyrefoder

—

produktion eller distribution af veterinærmedicinske præparater og produkter

—

produktion eller distribution af pesticider, stoffer til at øge høstudbytte eller EF-gødninger

—

behandling, brug, viderebearbejdning og transport af biprodukter af animalsk oprindelse eller markedsføring af produkter fremstillet deraf

—

drift af en virksomhed, der beskæftiger sig med transport af levende dyr, et anlæg til vask og desinfektion af transportkøretøjer, en karantænestation beregnet til at modtage dyr fra udenlandske besætninger, en opsamlingsstation, en handelsplads, en fodrings- og vandingsstation, en hvilestation eller en dyreauktion

—

produktion eller oplagring af reproduktive materialer.

—

drift af et laboratorium til fytosanitære, veterinære eller fødevare- eller dyrefoderanalyser

—

distribution af enheder, der anvendes til mærkning af dyr.«

19.10.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 282/75

(1)

I maj 2011 blev Kommissionen gennem rapporter i pressen og henvendelser fra borgerne bekendt med, at Eindhoven kommune planlagde at støtte den professionelle fodboldklub Philips Sport Vereniging (»PSV«) gennem en finansiel transaktion. I 2010 og i 2011 modtog Kommissionen også klager vedrørende foranstaltninger til fordel for andre professionelle fodboldklubber i Nederlandene, nemlig MVV i Maastricht, Willem II i Tilburg, FC Den Bosch i 's-Hertogenbosch og NEC i Nijmegen. Den 26. og 28. juli 2011 gav Nederlandene Kommissionen oplysninger om foranstaltningen vedrørende PSV.

(2)

I et brev af 6. marts 2013 meddelte Kommissionen Nederlandene, at den havde besluttet at indlede proceduren, jf. artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, med hensyn til foranstaltningerne til støtte for Willem II, NEC, MVV, PSV og FC Den Bosch.

(3)

Kommissionens afgørelse om at indlede proceduren (»åbningsafgørelsen«) blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den pågældende foranstaltning.

(4)

Med hensyn til foranstaltningen til fordel for PSV fremsatte Nederlandene bemærkninger i et brev af 6. juni og 12. november 2013 samt den 12. og 14. januar og 22. april 2016.

(5)

Kommissionen modtog bemærkninger fra følgende interesserede parter: Eindhoven kommune (»kommunen«) den 23. maj 2013, den 11. september 2013 og den 26. september 2013, og fra PSV den 24. maj 2013. Kommissionen videresendte bemærkningerne til Nederlandene og gav hermed lejlighed til, at der kunne tages stilling til disse bemærkninger. Nederlandene fremsatte bemærkninger i et brev af 12. november 2013.

(6)

Den 9. juli 2013, den 25. februar 2015 og den 13. oktober 2015 blev der afholdt møder med Nederlandene.

(7)

Den 17. juli 2013 klagede kommunen over åbningsafgørelsen af 6. marts 2013 i Retten (3).

(8)

Efter åbningsafgørelsen og efter aftale med Nederlandene blev efterforskningen af de forskellige klubber foretaget særskilt. Efterforskningen vedrørende PSV blev registreret under sag nr. SA.41613.

(9)

Det nationale fodboldforbund Koninklijke Nederlandse Voetbal Bond (»KNVB«) er en paraplyorganisation for såvel professionelle fodboldkampe som amatørkampe. Professionel fodbold i Nederlandene er organiseret i et system med to lag. I sæsonen 2014/2015 bestod det af 38 klubber, hvoraf de 18 spillede i den bedste liga (eredivisie) og de 20 i den næstbedste liga (eerste divisie).

(10)

PSV blev grundlagt i 1913 og spiller sine hjemmekampe i Eindhoven. I 1999 blev PSV's kommercielle aktiviteter samlet i et aktieselskab (naamloze vennootschap). Alle aktier på nær én ejes af fonden PSV Football. Den resterende aktie ejes af Eindhoven Football Club PSV. PSV spiller i den bedste liga og har løbende spillet om de øverste pladser i ligaen. Klubben sluttede på førstepladsen i den bedste liga i 2014/2015 og i 2015/2016. PSV deltager løbende i europæiske turneringer og har vundet både Europacuppen (1987/1988) og UEFA-cuppen (1977/1978).

(11)

PSV ejer sit eget fodboldstadion, Philips-stadionet (»stadionet«). Indtil 2011 ejede klubben også jorden under stadionet og træningsanlægget De Herdgang. I 2011 stod PSV over for alvorlige likviditetsproblemer og kontaktede derfor kommunen, Philips og flere andre virksomheder i Eindhoven samt visse banker. Nogle af disse virksomheder indvilligede faktisk i at yde nye lån eller omlægge eksisterende lån for at hjælpe PSV igennem den svære periode.

(12)

På det tidspunkt forhandlede kommunen og PSV om salg og tilbageleasing. De aftalte, at kommunen ville købe jorden under stadionet og træningsanlægget for 48 385 000 EUR. Stadionjorden blev vurderet til 41 160 000 EUR. For at kunne finansiere købet tog kommunen et langsigtet fastforrentet banklån på et tilsvarende beløb. Jorden under stadionet blev derefter stillet til rådighed for PSV gennem en 40- årig lejekontrakt (erfpacht), som kan forlænges på PSV's anmodning. Den årlige leje er på 2 463 030 EUR. Denne årlige leje omfatter leje for stadionjorden (1 863 743 EUR), jorden under træningsanlægget (327 151 EUR) og et parkeringsanlæg (272 135 EUR). Kontrakten indeholdt en klausul om, at lejen skal revideres efter 20 år.

(13)

Nederlandene underrettede ikke som krævet i traktatens artikel 108, stk. 3, Kommissionen om sin hensigt om at indgå denne aftale om salg og tilbageleasing.

(14)

I åbningsafgørelsen havde Kommissionen den holdning, at støtteforanstaltninger til professionelle fodboldklubber sandsynligvis vil fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne inden for betydningen af traktatens artikel 107, stk. 1. Kommissionen tvivlede også på, om salgsprisen og lejen for jorden under stadionet var fastsat hensigtsmæssigt. Den nåede til den foreløbige konklusion, at kommunen havde givet PSV en selektiv fordel ved hjælp af statens ressourcer og dermed havde givet støtte til fodboldklubben.

(15)

Hvad angår Nederlandenes henvisning til Kommissionens meddelelse om støtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord (4) (»meddelelsen om salg af jord«), gentog Kommissionen, at vejledningen i meddelelsen som anført i indledningen kun omfatter »salg af jord og bygninger, der ejes af det offentlige. Den omfatter ikke det offentliges erhvervelse af jord og bygninger eller offentlige myndigheders udlejning af jord og bygninger. Sådanne transaktioner kan også indeholde statsstøtteelementer.«

(16)

Med hensyn til den eksterne ekspertise, som kommunen gjorde brug af, satte Kommissionen spørgsmålstegn ved gyldigheden af vurderingsekspertens brug af prisen på jord til blandet brug i stedet for prisen på jord til et stadion i dennes beregninger. Kommissionen satte også spørgsmålstegn ved, om den fortjenst- og risikomargen, som blev brugt til at beregne værdien af jorden til fremtidig udvikling efter udløbet af den lange lejekontrakt, var realistisk.

(17)

Kommissionen var på det tidspunkt ikke overbevist om, at kommunen havde til hensigt at sikre, at transaktionen skete i overensstemmelse med princippet om den markedsøkonomiske investor. Den havde i stedet forsøgt at undgå et tab, og det blev med andre ord forsøgt at sikre, at transaktionen var neutral i forhold til budgettet. Dette ville ikke have været acceptabelt for en typisk markedsøkonomisk investor, selv om denne havde benyttet sig af ekstern ekspertise til vurdering af jorden og fastsættelsen af lejen.

(18)

Nederlandene mener, at transaktionen ikke udgør statsstøtte af følgende grunde: a) Værdien af jorden og den årlige leje blev fastsat af eksterne eksperter i overensstemmelse med meddelelsen om salg af jord. Denne meddelelse var den relevante ramme for vurdering af transaktionens statsstøttemæssige kvalitet, b) PSV skulle i henhold til den lange lejekontrakt betale kommunen en leje, som er højere end de afdrag, som kommunen betaler til banken, hvilket sikrer, at operationen ikke kun er finansielt neutral for kommunen, c) PSV vil give en garanti for betalingerne, som er dækket af salget af sæsonkort, d) hvis PSV går konkurs, overgår jorden og stadionet til kommunen, e) lejen vil blive revideret efter 20 år på grundlag af en ny vurderingsrapport.

(19)

Nederlandene mener, at kommunen med købet af stadionjorden handlede på markedsvilkår i overensstemmelse med princippet om den markedsøkonomiske investor og princippet om den markedsøkonomiske kreditor. Den anmodede om en uafhængig vurdering af jorden for at fastsætte transaktionsprisen på grundlag af jordens markedsværdi.

(20)

Hvad angår jordens vurdering som jord til blandet brug, bemærker Nederlandene, at det i forbindelse med en vurdering gælder, at en offentlig og en privat investors adfærd skal sammenlignes under hensyn til den holdning, en privat investor ville have indtaget i forbindelse med den pågældende transaktion på grundlag af de foreliggende oplysninger og udsigterne på dette tidspunkt. Eksperten havde derfor mandat til at fastsætte den værdi, som ejendommen har i sin nuværende tilstand, i tilfælde af et salg til det angiveligt bedste bud, efter et velforberedt bud fra markedet under hensyntagen til jordens udviklingspotentiale.

(21)

Nederlandene henviser således til den uafhængige vurderingsrapport, hvoraf det fremgår, at der i vurderingen skal tages højde for en eventuel realistisk og forudsigelig fremtidig udvikling, der påvirker jorden. I rapporten overvejes stadionjordens udviklingsmuligheder, og det bemærkes, at såfremt stadionet forsvinder, vil jorden højst sandsynlig kunne anvendes til en blanding af kontorer og lejligheder. Det er hensigtsmæssigt at basere vurderingen på disse fremtidsudsigter, også selv om denne udvikling ikke vil finde sted i årtier. Nederlandene og vurderingsrapporten understreger, at denne forudsætning er realistisk, navnlig fordi jorden ligger i midten af byen. Centralt placerede byggegrunde har langt større mulighed for store værdistigninger end grunde i udkanten af byen. I det foreliggende tilfælde er kommunen endvidere så heldigt stillet, at den selv træffer beslutning om byplanlægning og dermed også om den fremtidige brug af stadionet.

(22)

Ifølge Nederlandene er den forudsatte fremtidige/mulige anvendelse af jorden til en blanding af lejligheder/kontorer en logisk del af den seneste byudvikling i det område, hvor stadionet ligger, og inden for fremtidsmulighederne. Jordens nærmeste omgivelser har udviklet sig fra et overvejende industriområde til et blandet bolig- og kontorområde i midten af byen. Kommunen har en egen interesse i stadionområdet, da opkøb af strategisk jord er en del af dens byudviklingsstrategi som beskrevet i dens »Interimstructuurvisie 2009«. Dette dokument lægger op til sanering af forladte industriområder og opbygning af centrale byområder med en blanding af boliger, kreative områder, butikker og kontorer. En erklæret del af denne strategi er tidlig sikring af strategisk jord som led i en langsigtet investeringsstrategi til realisering af planerne. Inden for denne logik og fordi det ikke er muligt at realisere alle enkelte områdeplaner samtidig, ønsker kommunen også at kombinere opkøb af jord (for at sikre den) med lange lejekontrakter. Stadionaftalen ligger inden for denne planlægningslogik. Efter at have taget ejerskab konstaterede kommunen, at dette var en kærkommen lejlighed, der tjente dens interesser. Samtidig ville opkøbet af jorden sikre en pålidelig strøm af indtægter i hele lejekontraktens løbetid.

(23)

Af vurderingsrapporten fremgår det således med henvisning til en almindeligt anerkendt standard om, at jordens værdi skal vurderes på grundlag af den bedst mulige anvendelse af området, at prisen bør baseres på jord til blandet brug. Af vurderingsrapporten fremgår også de forventede omkostninger til nedrivning af de eksisterende bygninger og udvikling af området samt den forventede pris for opførelsen af lejligheder og kontorer. I vurderingen sammenlignes den mulige værdi af kontorer og lejligheder med henvisning til den seneste udvikling i naboområdet. Som en yderligere risikobuffer forudsætter vurderingseksperten, at gulvarealindekset kun er 80 % sammenlignet med lignende projekter.

(24)

Med henblik på fastsættelsen af den årlige leje tages der i vurderingsrapporten for jorden udgangspunkt i den formodede værdi af jorden under stadionet og træningsanlægget (samlet vurderet til 48 385 000 EUR) samt et parkeringsanlæg, som allerede var ejet af kommunen (vurderet til 6 010 000 EUR). Som reference bruges renten på lange nederlandske statsobligationer i 2011 på 3,54 %. Dertil lægges en præmie på 1,5 % for at dække risikoen for et fald i jordens værdi og/eller manglende betaling. Lejen fastsættes således, at den giver kommunen et afkast på 5,04 %.

(25)

Den eksterne ekspert forudsætter i sin vurdering en stigning i jordens værdi over de næste 40 år i overensstemmelse med den forventede gennemsnitlige årlige inflation på 1,7 %. På denne baggrund findes det i vurderingen passende, at PSV betaler en årlig leje på 2 463 030 EUR. Nederlandene hævder, at dette beløb stemmer overens med den leje, som andre professionelle fodboldklubber i landet betaler for stadionleje, og at det derfor var i overensstemmelse med markedsvilkårene. Med hensyn til den formodede stigning i jordens værdi på 1,7 % gives der i vurderingen mulighed for, efter 20 år, at nedsætte den akkumulerede værdi af jorden med 22,5 % som en sikkerhedsmargen, ligesom den årlige anslåede leje fra år 21 fastsættes på dette lavere grundlag. I lyset af sikkerhedsmargenen på 22,5 % udgør den faktiske procent i vurderingen 1,01 % for hele perioden på 40 år (0,4 % for de første 20 år).

(26)

I rapporten anerkendes det, at lange lejekontrakter på over 15 år kan omfatte visse risici. Ud fra en markedsinvestors perspektiv opvejes den lange periode, hvor denne endnu ikke kan realisere værdien af en ejendom, der ligger i en zone med blandet brug, imidlertid af den lejeindtægt, som allerede er baseret på den formodede værdi af jord til blandet brug. Denne værdi revideres efter 20 år på grundlag af en ny vurderingsrapport. Denne revision vil dække både værdien af jorden og et passende afkast af denne værdi. Lejekontrakten giver en indtægt i lejeperioden og mulighed for efterfølgende at realisere de muligheder, som ligger i jorden.

(27)

Risiciene for kommunen vil også begrænses af andre faktorer. Med hensyn til risikoen i forbindelse med zoneinddeling er forudsætningen i vurderingsrapporten om zoneinddelingen baseret på, at området omkring stadionet allerede er blevet omlagt fra industri til blandet brug. I et enkelt tilfælde fik investoren omlægningen gennemført inden for otte uger. Vurderingseksperterne mente derfor, at denne forudsætning var realistisk. De tog ikke højde for kommunens mulighed for at påvirke planlægningen, men så på udviklingen i de omkringliggende områder og den administrative praksis med at give tilladelser og omklassificeringer til private udviklere. Planlægningslovgivningen giver mulighed for fleksible omlægninger. For yderligere at reducere risiciene i beregningen blev der i vurderingsrapporten forudsat en lavere byggetæthed end på nabogrundene.

(28)

Selv om zoneinddelingen af stadionet fastholdes i sin nuværende form, ville det ikke udgøre en høj risiko. Den nuværende zoneinddeling gælder for stadionet og kommerciel brug. Fastholdes denne zoneinddeling, kan det kun føre til en moderat lavere værdi af jorden. Ifølge Nederlandene ville det tillade enhver form for kommerciel brug af jorden og udvikling af profitable kommercielle aktiviteter. Den uafhængige vurderingsekspert konstaterede, at blandet brug var et passende grundlag for vurderingen. Dette var ikke kommunens forslag.

(29)

Det fastlægges i den lange lejekontrakt, at såfremt PSV ikke betaler leje eller går konkurs, er jorden og stadionet til fuld rådighed for kommunen, som kan udvikle jordens muligheder. Bygningerne på jorden vil blive kommunens ejendom. Som anført ovenfor tages der i transaktionsprisen på 48 385 000 EUR allerede højde for de forventede nedrivnings- og udviklingsomkostninger, og lejen vil blive revideret efter 20 år. Endvidere stillede PSV indtægterne fra salget af sæsonkort som garanti for lejebetalingen og deponerede et beløb svarende til to års leje af jorden (i en indledende periode på 10 år).

(30)

Ved lejekontraktens ophør vil kommunen ikke kun have akkumuleret rente, men også stadig være ejer af jorden under stadionet, som formodentlig vil have en højere værdi end i dag og forskellige anvendelsesmuligheder. Bygningerne på jorden vil også være til kommunens rådighed uden kompensation til PSV.

(31)

Kommunen og PSV fremsatte bemærkninger under proceduren, som var identiske med de bemærkninger, som Nederlandene fremsatte. Derudover beskrev kommunen den procedure, som førte til beslutningen om at købe stadionjorden, og dens motiver. Ifølge kommunen blev der i januar 2011 gjort indledende overvejelser om at indgå en aftale om salg og tilbageleasing med PSV. Det underliggende formål var at hjælpe PSV med en budgetneutral transaktion, som ikke ville give klubben en finansiel fordel, som den muligvis ikke ville have fået på markedsvilkår.

(32)

Derfor og med dette mål for øje anmodede kommunen et uafhængigt vurderingsfirma Troostwijk Taxaties B.V. (»Troostwijk«) om at fastsætte markedsprisen for den pågældende jord og en rimelig årlig leje. I marts 2011 fremlagde Troostwijk en vurdering af stadionjorden og andre grunde, som PSV ønskede at sælge til kommunen. Markedsprisen for jorden under stadionet blev under hensyntagen til dens daværende tilstand og i betragtning af dens udviklingsmuligheder fastsat til 41 160 000 EUR. Metoden til fastsættelsen af jordens værdi og lejen blev godkendt af et eksternt revisionsfirma, der arbejdede for kommunen. Lejen ville blive højere end den rente, som kommunen skal betale for det lån, den tog for at finansiere købet af jorden.

(33)

Efter at have modtaget en anmodning om oplysninger fra Kommissionen om den planlagte transaktion i maj 2011 lagde kommunen navnlig vægt på at sikre, at foranstaltningen følger markedsvilkårene og ikke vil påvirke budgettet. Kommunen understregede, at opkøbet af jorden er interessant, fordi det passer ind i kommunens strategi for opkøb af jord og udvikling. Kommunen har en egen interesse i at købe denne jord, som kan have en højere værdi for kommunen end for en anden mulig investor.

(34)

I henhold til traktatens artikel 107, stk. 1, er statsstøtte enhver form for støtte, som ydes af en medlemsstat eller ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Betingelserne i traktatens artikel 107, stk. 1, er kumulative, og alle betingelser skal derfor være opfyldt samtidigt, før en foranstaltning kan udgøre statsstøtte.

(35)

Beslutningen om at købe jorden under stadionet og træningsanlægget De Herdgang for 48 385 000 EUR og derefter tilbagelease den til PSV blev truffet af kommunen. Denne foranstaltning omfatter kommunens budget og dermed brug af statsmidler. Den skal derfor tilregnes staten.

(36)

Nederlandene har sat spørgsmålstegn ved den mulige støttes påvirkning af det indre marked for klubber, der ikke spiller fodbold på europæisk plan. Professionelle fodboldklubber betragtes imidlertid som virksomheder og er underlagt statsstøttekontrol. Fodbold har karakter af lønnet arbejde eller præstation af tjenesteydelser mod vederlag. Sporten har udviklet et højt professionelt niveau og dermed øget sin økonomiske virkning (5).

(37)

Professionelle fodboldklubber udøver økonomiske aktiviteter på flere markeder ud over deltagelse i fodboldturneringer, som har en international dimension, som f.eks. transfermarkedet for professionelle spillere, reklame, sponsorering, merchandising eller mediedækning. Støtte til en professionel fodboldklub styrker dens position på disse markeder, som for de flestes vedkommende dækker flere medlemsstater. Hvis statsmidler derfor anvendes til at give en professionel fodboldklub en selektiv fordel, uanset den liga, den spiller i, vil denne støtte sandsynligvis kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne inden for betydningen af traktatens artikel 107, stk. 1 (6).

(38)

For at udgøre statsstøtte skal en foranstaltning give den modtagende virksomhed en økonomisk fordel, som den ikke ville have opnået på normale markedsvilkår. Købet af jorden fra PSV og den efterfølgende tilbageleasing til klubben ville udgøre en sådan fordel, hvis vilkårene var mere fordelagtige for PSV end begrundet i markedsvilkårene.

(39)

Den typiske interesse for investoren/udlejeren i et kommercielt salg og tilbageleasing er et rimeligt afkast af investeringen i form af leje i lejeperioden og ejerskab af et aktiv, som allerede er udlejet til en pålidelig lejer. Investoren/udlejeren vil få et langsigtet, fuldt udlejet aktiv med en stabil indtægt.

(40)

Nederlandene henviser i denne vurdering til meddelelsen om salg af jord. Ifølge denne meddelelse udgør en offentlig myndigheds salg af jord og bygninger ikke statsstøtte, for det første hvis den offentlige myndighed accepterer det højeste eller eneste tilbud efter et betingelsesløst udbud, og for det andet hvor salgsprisen uden et sådant udbud som minimum svarer til den værdi, som fastsættes i en uafhængig ekspertvurdering.

(41)

Kommissionen gentager, at vejledningen i meddelelsen om salg af jord som anført i indledningen kun omfatter »salg af jord og bygninger, der ejes af det offentlige. Den omfatter ikke det offentliges erhvervelse af jord og bygninger eller offentlige myndigheders udlejning af jord og bygninger. Sådanne transaktioner kan også indeholde statsstøtteelementer.« Endvidere er fastsættelsen af jordens værdi i det foreliggende tilfælde ikke i sig selv tilstrækkelig. Kontrakten om salg og tilbageleasing omfatter også leje. Det skal også fastslås, om denne leje stemmer overnes med markedet.

(42)

Under alle omstændigheder er mekanismerne i meddelelsen om salg af jord kun værktøjer til at fastslå, om staten fungerede som en markedsøkonomisk investor, og er derfor specifikke eksempler på testen af princippet om den markedsøkonomiske investor på transaktioner af jord mellem offentlige og private enheder (7).

(43)

Kommissionen skal derfor vurdere, om en privat investor ville have indgået i de vurderede transaktioner på samme vilkår. En hypotetisk investor handler som en fornuftig investor, der ønsker at maksimere sin fortjeneste uden dog at løbe en for stor risiko i forhold til afkastet. Princippet om den markedsøkonomiske investor er ikke overholdt, hvis prisen for jorden blev fastsat på et højere niveau end markedsprisen og lejen på et lavere niveau.

(44)

Nederlandene og kommunen hævder, at kommunen handlede på baggrund af en (forudgående) uafhængig ekspertvurdering og derfor i overensstemmelse med princippet om den markedsøkonomiske investor. Transaktionen blev foretaget på grundlag af jordens markedsværdi og gav derfor ikke PSV nogen fordel.

(45)

Kommissionen mener, at overholdelsen af markedsvilkår i princippet kan bestemmes ved en uafhængig ekspertvurdering.

(46)

Med hensyn til, om den eksterne eksperts vurdering, som kommunen benyttede, stemmer overens med markedsvilkårene, blev Nederlandene i åbningsafgørelsen anmodet om at begrunde, hvorfor eksperten brugte prisen på jord til blandet brug og ikke prisen på jord til et stadion i sine beregninger. Kommissionen ønskede også at se en begrundelse for den fortjenst- og risikomargen, som blev brugt til at beregne værdien af jorden til fremtidig udvikling efter udløbet af den lange lejekontrakt.

(47)

På grundlag af oplysningerne fra Nederlandene og kommunen bemærker Kommissionen, at kommunen, inden den købte jorden, fik vurderet jorden af Troostwijk, et uafhængigt vurderingsfirma. Da forhandlingerne om en kontrakt om salg og tilbageleasing blev indledt i januar 2011, var det underliggende mål at hjælpe PSV med en transaktion, som ikke ville give klubben en finansiel fordel, som den muligvis ikke ville have opnået på markedsvilkår. Kommunen anmodede derfor Troostwijk om at fastsætte markedsprisen for den pågældende jord og en rimelig årlig leje, der stemte overens med markedet.

(48)

Forudsætningerne for vurderingen synes at have været rimelige. I vurderingsrapporten fra marts 2011 vurderede Troostwijk markedsprisen for jorden under stadionet under hensyntagen til dens daværende tilstand og i betragtning af dens udviklingsmuligheder til 41 160 000 EUR. Metoden til fastsættelsen af jordens værdi og lejen blev godkendt af et eksternt revisionsfirma, der arbejdede for kommunen.

(49)

Troostwijk tager i sin vurderingsrapport hensyn til eventuel realistisk og forudsigelig fremtidig udvikling, der påvirker jorden. I rapporten overvejes stadionjordens udviklingsmuligheder, og det bemærkes, at såfremt stadionet forsvinder, vil jorden højst sandsynlig kunne anvendes til en blanding af kontorer og lejligheder. I vurderingsrapporten understreges det, at denne forudsætning er realistisk, navnlig fordi jorden ligger i midten af byen. Centralt placerede byggegrunde har langt større mulighed for store værdistigninger end grunde i udkanten af byen. I vurderingsrapporten henvises der også til en generel vurderingsstandard, ifølge hvilken grundlaget for at fastsætte jordens værdi er den højeste og bedste udnyttelse af området.

(50)

Den fremtidige brug som beskrevet af Nederlandene passer også ind i kommunens langsigtede byudviklingsstrategi for hele det område, hvor stadionet ligger, som beskrevet i betragtning 22. Som beskrevet af kommunen ville sandsynligheden for at få omlagt zoneinddelingen af jorden være meget stor for enhver ejer af den pågældende jord.

(51)

Nederlandene mener under alle omstændigheder, at den nuværende zoneinddeling af jorden til stadion og kommerciel brug også har et betydeligt økonomisk potentiale.

(52)

Det kan derfor konkluderes, at det synes acceptabelt, at eksperten i sin vurdering vurderer jorden på grundlag af blandet brug. Kommissionen har allerede accepteret, at en kommune kan basere vurderingen af jord på den langsigtede forventning om udviklingen af jorden inden for et område, som kan være genstand for forventede forbedringer i overensstemmelse med en forretningsudviklingsstrategi (8).

(53)

PSV vil betale kommunen en langtidsleje fastsat af det uafhængige vurderingsfirma beregnet på grundlag af den formodede pris for jorden i lyset af jordens senere mulige anvendelse til lejligheder og kontorer og med henvisning til renten på lange statsobligationer i 2011 plus en risikopræmie på 1,5 %.

(54)

Lejen afspejler således allerede nu den anslåede pris for jorden ved anden brug end sport. Den er derfor højere end en leje beregnet på grundlag af den nuværende brug af jorden.

(55)

I rapporten anerkendes det, at lange lejekontrakter på over 15 år kan omfatte visse risici med hensyn til svingninger i jordens værdi. Disse risici begrænses imidlertid af flere faktorer, som drøftes yderligere i betragtning 56-59.

(56)

Forudsætninger i vurderingsrapporten kan betragtes som konservative. I vurderingsrapporten fastsættes den forventede mulige værdi af kontorerne og lejlighederne med henvisning til den seneste udvikling i naboområdet, og som ekstra risikobuffer for den mulige salgspris for lejlighederne indsættes et gulvarealindeks på blot 80 % i forhold til lignende projekter.

(57)

Hvad angår den formodede stigning i jordens værdi på 1,7 % beregnet ud fra den forventede inflation omfatter vurderingen en korrektionsmekanisme: Efter 20 år indregnes et fradrag i jordens akkumulerede værdi på 22,5 % som en sikkerhedsmargen. Hvis begge forudsætninger kombineres, anslås den forventede stigning at være 1,01 % pr. år over lejeperioden på 40 år og 0,4 % pr. år for de første 20 år. Den indledende forudsætning på 1,7 % kombineret med sikkerhedsmargenen synes således rimelig, i lyset af at det relevante aktiv er jord, som kan forventes at fastholde eller øge sin værdi, og af at den ligger i midten af byen (selv om jorden i dag er klassificeret til kommerciel brug, er lejen allerede nu baseret på den formodede værdi af jord til blandet brug). Endvidere var inflationen i 2011 i Nederlandene på 2,3 % (9), mens ECB har en inflationsmålsætning på 2 %. Begge disse værdier ligger betydeligt over den forventede vækst for den værdi af jorden, som vurderingseksperten benyttede.

(58)

Bortset fra disse garantier vedrørende lejen indeholder den lejekontrakt, som kommunen har forhandlet på plads, forskellige andre bestemmelser, der skal dække mulige risici, navnlig risikoen for misligholdelse fra PSV's side. Fodboldklubben vil give en garanti for lejebetalingerne med sine indtægter fra salg af sæsonkort. PSV har også stillet kaution på 5 mio. EUR, svarende til omkring to års leje, som tages fra købsprisen og opbevares af den involverede notar i 10 år.

(59)

Parterne har aftalt, at lejen skal revideres efter 20 år på anmodning af en af parterne. Denne revision vil blive baseret på en ny vurderingsrapport. Jordens værdi på det pågældende tidspunkt sammen med et passende afkast af statsobligationerne og en risikopræmie vil bestemme den nye leje for jorden. Som en yderligere sikkerhedsforanstaltning for kommunen har parterne aftalt, at brugsretten til jorden og stadionet tilfalder kommunen, hvis PSV ikke betaler sin leje eller går konkurs. Denne klausul er en afvigelse fra standardkonsekvensen i nederlandsk civilret, hvorefter retten til lejemålet vil indgå i konkursboet og dermed undgå ejerens kontrol. I det aktuelle tilfælde vil kommunen ved lejekontraktens udløb fortsat være ejer af jorden og kontrollere brugen af den.

(60)

Mens forudsætningerne i vurderingsrapporten synes at være rimelige som anført i betragtning 48-57, er det fortsat vanskeligt at sammenligne med andre kommercielle transaktioner, eftersom de lejekontrakter, som Nederlandene har fremlagt som benchmark, kan vedrøre forskellige sektorer (som f.eks. boligsektoren i Amsterdam). I sin vurdering af, om den aktuelle transaktion stemmer overens med princippet om den markedsøkonomiske investor, har Kommissionen derfor undersøgt, om et andet grundlag for en kommerciel transaktion — baseret på en lånetransaktion fra Eindhoven til PSV med jorden som sikkerhed — ville have tjent som benchmark.

(61)

Kommissionen bemærker, at den leje, som PSV skal betale, er højere end markedsrenten på et sådant lån, når der tages højde for forskellene mellem en transaktion med salg og tilbageleasing og et lån. Den vigtigste forskel går på, at hvis PSV misligholder sine betalinger, efter at have fået et lån af kommunen, ville kommunen i bedste fald få lånets nominelle beløb tilbage. Den ville ikke kunne udnytte en stigning i jordens værdi ud over lånets nominelle beløb. I henhold til kontrakten om salg og tilbageleasing bliver kommunen ejer af jorden, når leasingkontrakten træder i kraft, og har fuld ejendomsret i tilfælde af misligholdelse. Kommunen understregede dette aspekt ved valget af foranstaltning, navnlig i lyset af, at den garanterede fulde rådighed over jorden efter PSV's eventuelle misligholdelse afviger i kommunens favør fra de almindelige bestemmelser i nederlandsk ret (betragtning 59). Enhver stigning i jordens værdi (efter fastlæggelse af lånevilkårene) vil således udelukkende være til kommunens fordel.

(62)

Man kunne derfor forvente, at en transaktion med salg og tilbageleasing a priori ville give et lavere afkast end et lån. Afkastet på et lån med sikkerhedsstillelse af høj kvalitet givet til en virksomhed med en rating svarende til fodboldklubben PSV's rating ville derfor udgøre en øvre grænse for et benchmark.

(63)

I mangel af pålidelige markedsværdier (10) vil markedsreferencesatsen for det alternative scenario for et lån til PSV skulle fastslås på grundlag af meddelelsen fra Kommissionen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (11). Denne beregning ville ud fra et konservativt grundlag ske under hensyntagen til, at PSV udviste en dårlig kreditkvalitet i 2011 og under forudsætning af en høj sikkerhedsstillelse for lånet (dvs. jorden). Den deraf følgende referencesats ville være 6,05 %.

(64)

En låneinvestor forventer således et afkast, som er 1,01 % højere, end kommunen forventer, i en transaktion med salg og tilbageleasing. Kommunen fungerer imidlertid stadig som markedsøkonomisk investor, hvis låneinvestoren er villig til at give afkald på et afkast på 1,01 % mod en mulig stigning i jordens værdi (se betragtning 61). På grundlag af de særlige kendetegn ved transaktionen er disse udviklingsmuligheder mindst 1,01 % værd, og det afkast, som kommunen forventede i transaktionen med salg og tilbageleasing synes derfor at være i tråd med markedets benchmarks.

(65)

Konstruktionen med salg og tilbageleasing synes derfor ikke at medføre en uberettiget fordel for PSV, og den giver kommunen et afkast, der ligger inden for princippet om den markedsøkonomiske investor.

(66)

Sidst bør det bemærkes, at den årlige leje ifølge Nederlandene kan sammenlignes med den leje, som professionelle fodboldklubber andre steder i landet betaler for leje af stadion. Selv om det er vanskeligt at foretage en sådan sammenligning på grund af de forskellige beliggenheder, bør det understreges, at disse andre klubber betaler en årlig leje, ikke blot for jorden under stadionet, men for hele stadionanlægget. Til sammenligning ejer PSV stadionet og bærer omkostningerne til drift og vedligeholdelse deraf samt betaler leje for jorden under det.

(67)

Kommissionen konkluderer derfor, at den tvivl, som kom til udtryk i åbningsafgørelsen, er tilstrækkeligt fjernet. Da kommunen købte stadionjorden og lejede den tilbage til PSV, svarede dens adfærd til en hypotetisk privat investors adfærd i en tilsvarende position. Transaktionen udgør dermed ikke statsstøtte, jf. traktatens artikel 107, stk. 1 —