29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/1

(1)

Italiens ansøgning om registrering af betegnelsen »Culurgionis d'Ogliastra« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, jf. artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012 (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EF) nr. 1151/2012, skal betegnelsen »Culurgionis d'Ogliastra« registreres —

29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/3

(1)

Italiens ansøgning om registrering af betegnelsen »Pizzoccheri della Valtellina« er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, jf. artikel 50, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 1151/2012 (2).

(2)

Da Kommissionen ikke har modtaget indsigelser, jf. artikel 51 i forordning (EU) nr. 1151/2012, skal betegnelsen »Pizzoccheri della Valtellina« registreres —

29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/4

(1)

Den 23. marts 2006 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 553/2006 (2) om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse former for fodtøj med overdel af læder (»fodtøj«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Vietnam (»forordningen om midlertidig told«).

(2)

Ved forordning (EF) nr. 1472/2006 (3) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på mellem 9,7 % og 16,5 % på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam og Kina i en periode på to år (»forordning (EF) nr. 1472/2006« eller »den anfægtede forordning«).

(3)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 388/2008 (4) udvidede Rådet de endelige antidumpingforanstaltninger på importen af visse typer fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina til også at omfatte import afsendt fra Det Særlige Administrative Område (»SAR«) Macao, uanset om den er angivet med oprindelse i Macao SAR eller ej.

(4)

Efter en udløbsundersøgelse, som indledtes den 3. oktober 2008 (5), forlængede Rådet yderligere antidumpingforanstaltningernes gyldighed med 15 måneder ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 (6), dvs. indtil den 31. marts 2011, hvor foranstaltningerne udløb (»gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009«).

(5)

Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd og Risen Footwear (HK) Co Ltd samt Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd (»ansøgerne«) bestred den anfægtede forordning i Retten i Første Instans (nu: Retten). Ved dom af 4. marts 2010 i sag T-401/06, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet, Sml. 2010 II, s. 671, og af 4. marts 2010 i de forenede sager T-407/06 og T-408/06, Zhejiang Aokang Shoes og Wenzhou Taima Shoes mod Rådet, Sml. 2010 II, s. 747 afviste Retten disse anfægtelser.

(6)

Ansøgerne appellerede disse domme. Ved dom af 2. februar 2012 i sag C-249/10 P, Brosmann m.fl., og af 15. november 2012 i sag C-247/10 P, Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd (»Brosmann- og Aokang-dommene«), ophævede Domstolen disse domme. Det fremgik, at Retten begik en retlig fejl, for så vidt som den fandt, at Kommissionen ikke var forpligtet til at undersøge anmodningerne om markedsøkonomisk behandling på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), fra operatører, der ikke indgik i stikprøven (præmis 36 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 29 og 32 i dommen i sag C-247/10 P).

(7)

Domstolen afsagde derefter selv dom i sagen. Det fremgik, at: »[…] Kommissionen burde have undersøgt de velbegrundede krav, som appellanterne havde indgivet på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b) og c), med henblik på at opnå markedsøkonomisk behandling inden for rammerne af den antidumpingprocedure, [der er] omhandlet i den anfægtede forordning. Det skal herefter fastslås, at det ikke er udelukket, at en sådan undersøgelse i forhold til appellanterne ville have ført til pålæggelse af en endelig antidumpingtold, som var forskellig fra den told på 16,5 %, som de blev pålagt i henhold til den anfægtede forordnings artikel 1, stk. 3. Det fremgår således af denne bestemmelse, at den eneste kinesiske operatør, som indgik i stikprøven, og som opnåede markedsøkonomisk behandling, blev pålagt en endelig antidumpingtold på 9,7 %. Hvis Kommissionen havde konstateret, at de markedsøkonomiske principper ligeledes var fremherskende for appellanterne, ville de, som det fremgår af denne doms præmis 38, når beregningen af en individuel dumpingmargen ikke var mulig, ligeledes have draget fordel af denne sats« (præmis 42 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 36 i dommen i sag C-247/10 P).

(8)

Domstolen annullerede således den anfægtede forordning, for så vidt som den vedrører de pågældende ansøgere.

(9)

I oktober 2013 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (7) om, at den havde besluttet at genoptage antidumpingproceduren på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden indtraf, og undersøge, om der gjaldt markedsøkonomiske vilkår for ansøgerne i perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005, og opfordrede alle interesserede parter til at give sig til kende.

(10)

I marts 2014 forkastede Rådet ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU (8) Kommissionens forslag til Rådets gennemførelsesforordning om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd, Risen Footwear (HK) Co. Ltd og Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd og afsluttede sagen vedrørende disse producenter. Rådet mente, at importører, der havde købt sko af disse eksporterende producenter, og som de kompetente nationale myndigheder havde ydet toldgodtgørelse på grundlag af artikel 236 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (9) (»EF-toldkodeksen«), havde opnået berettigede forventninger på grundlag af artikel 1, stk. 4, i den anfægtede forordning, hvoraf det følger, at bestemmelserne i EF-toldkodeksen (10), særlig artikel 221, finder anvendelse på opkrævningen af tolden.

(11)

Tre importører af den pågældende vare, C&J Clark International Ltd. (»Clark«), Puma SE (»Puma«) og Timberland Europe B.V. (»Timberland«) (»de berørte importører«) anfægtede antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer af fodtøj fra Kina og Vietnam og påberåbte sig den retspraksis, der er nævnt i betragtning 5-7, ved deres nationale domstole, som forelagde spørgsmålene for Domstolen med henblik på en præjudiciel afgørelse.

(12)

I de forenede sager C-659/13 C & J Clark International Limited og C-34/14 Puma SE erklærede Domstolen forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 ugyldige, for så vidt som Europa-Kommissionen ikke undersøgte de anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling, som var indsendt af eksporterende producenter i Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven (»dommene«), hvilket er i strid med kravene i artikel 2, stk. 7, litra b), og artikel 9, stk. 5, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (11).

(13)

For så vidt angår den tredje sag C-571/14, Timberland Europe B.V. mod Inspecteur van de Belastingdienst, kantoor Rotterdam Rijnmond, besluttede Domstolen den 11. april 2016 at slette sagen af registret efter anmodning fra den forelæggende nationale ret.

(14)

I henhold til artikel 266 i TEUF skal institutionerne træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af Domstolens domme. Når en retsakt vedtaget af institutionerne som led i en administrativ procedure som f.eks. en antidumpingprocedure annulleres, består gennemførelsen af Domstolens dom i at lade den annullerede retsakt afløse af en ny, hvori den ulovlighed, som Domstolen havde påpeget, ikke indgår (12).

(15)

I henhold til Domstolens praksis kan proceduren for at lade den annullerede retsakt afløse genoptages på det præcise tidspunkt, hvor ulovligheden indtraf (13). Dette betyder navnlig, at annullationen i en situation, hvor en retsakt, som afslutter en administrativ procedure, annulleres, ikke nødvendigvis vedrører de forberedende retsakter såsom indledningen af antidumpingproceduren. Hvis en forordning om indførelse af endelig antidumpingtold annulleres, betyder dette, at antidumpingproceduren som følge af annullationen stadig er pågående, idet den retsakt, der afsluttede antidumpingproceduren, ikke længere indgår i EU's retsorden (14), medmindre ulovligheden indtraf i forbindelse med indledningen af proceduren.

(16)

Bortset fra, at institutionerne ikke har undersøgt anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de eksporterende producenter i Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven, er alle øvrige konklusioner i forordning (EF) nr. 1472/2006 og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 fortsat gyldige.

(17)

I den foreliggende sag indtraf ulovligheden efter indledningen af proceduren. Kommissionen besluttede derfor at genoptage den antidumpingprocedure, der stadig pågik efter dommene, på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, og at undersøge, om der gjaldt markedsøkonomiske forhold for de berørte eksporterende producenter i perioden fra den 1. april 2004 til den 31. marts 2005, som udgjorde undersøgelsesperioden i den undersøgelse, der førte til indførelse af den endelige told, som er nævnt i betragtning (1) og (2) (»den oprindelige undersøgelse«). Kommissionen undersøgte også, hvor det var relevant, om de pågældende eksporterende producenter havde krav på individuel behandling i henhold til artikel 9, stk. 5, i forordning (EF) nr 1225/2009 (15) (»grundforordningen før dens ændring«) (16).

(18)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1395 (17) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på Clarks og Pumas import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Kina produceret af tretten kinesiske eksporterende producenter, der indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling som led i den undersøgelse, der førte til indførelsen af den endelige told (»den oprindelige undersøgelse«), men som ikke indgik i stikprøven i samme undersøgelse.

(19)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 (18) genindførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og en endelig opkrævning af den midlertidige told på Clarks, Pumas og Timberlands import af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Vietnam produceret af visse vietnamesiske eksporterende producenter, der indgav anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling som led i den oprindelige undersøgelse, men som ikke indgik i stikprøven i samme undersøgelse.

(20)

Efterfølgende gav to nye leverandører af Puma i Vietnam, Diamond Vietnam Co Ltd og Ty Hung Footgearmex/Footwear Co. Ltd (»Ty Hung Co Ltd«), sig til kende og indgav anmodninger om markedsøkonomisk/individuel behandling som led i den oprindelige undersøgelse. Vedrørende Ty Hung Co Ltd skal det bemærkes, at en af de vietnamesiske leverandører i Pumas dossier til den nationale domstol blev identificeret som »Lac Hung Co. Ltd«, mens de foreliggende oplysninger antydede en mulig navneændring mellem den oprindelige undersøgelse og ansøgningen til den nationale domstol. Det fremgik, at den pågældende virksomhed tidligere var benævnt »Ty Hung Footgearmex/Footwear Co. Ltd« (»Ty Hung Co Ltd«).

(21)

Hvad angår Timberlands import, var en af de to kinesiske leverandører, der blev identificeret i sag C-571/14, nemlig General Shoes Ltd, faktisk etableret i Vietnam og blev undersøgt som sådan. Konklusionerne vedrørende denne virksomhed blev offentliggjort i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1647 (betragtning 19), jf. ovenfor. Dette blev anfægtet af Federation of the European Sporting Goods Industry (»FESI«), som påstod, at General Shoes Ltd reelt var en kinesisk leverandør. FESI hævdede, at ansøgningen om markedsøkonomisk/individuel behandling fra den kinesiske virksomhed General Footwear Ltd også burde behandles. Kommissionen bemærker, at selv om det i den pågældende ansøgning om markedsøkonomisk/individuel behandling var usikkert, hvorvidt den pågældende virksomhed faktisk er kinesisk eller vietnamesisk, blev ansøgningen om markedsøkonomisk/individuel behandling fra General Footwear Ltd også behandlet for fuldstændighedens skyld.

(22)

For så vidt angår importen fra Kina og Vietnam foretaget af Puma og Timberland, behandlede Kommissionen anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de relevante eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, og som havde fremsat sådanne anmodninger i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(23)

Kommissionen har mulighed for at afhjælpe de aspekter af den anfægtede forordning, som førte til annullationen heraf, og samtidig lade de dele af vurderingen, som ikke blev påvirket af dommen, forblive uændrede (19).

(24)

Nærværende forordning søger at korrigere de aspekter af den anfægtede forordning, som blev fundet i strid med grundforordningen, og som således førte til ugyldighedserklæringen, for så vidt angår visse eksporterende producenter fra Vietnam og Kina.

(25)

Alle andre konklusioner i den anfægtede forordning, som ikke blev erklæret ugyldige af Domstolen, er fortsat gyldige og indarbejdes hermed i nærværende forordning.

(26)

Følgende betragtninger er derfor begrænset til den nye vurdering, der var nødvendig for at efterkomme dommene.

(27)

Kommissionen har undersøgt, om der gjaldt markedsøkonomiske og individuelle vilkår for de tre eksporterende producenter af Puma og Timberland, jf. betragtning 20 og 21, som havde indgivet anmodning om markedsøkonomisk behandling og/eller individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, i perioden fra 1. april 2004 til 31. marts 2005. Formålet med dette er at fastslå, i hvilket omfang de to pågældende importører har ret til godtgørelse af den betalte antidumpingtold for så vidt angår antidumpingtold, som er betalt for eksport fra disse leverandører.

(28)

Hvis det af analysen fremgår, at der skulle indrømmes markedsøkonomisk eller individuel behandling til de kinesiske eller vietnamesiske eksporterende producenter, hvis eksport var pålagt den antidumpingtold, som blev betalt af en af de to pågældende importører, vil der skulle tildeles en individuel toldsats til den pågældende eksporterende producent, og udbetalingen af toldgodtgørelse vil blive begrænset til et beløb svarende til forskellen mellem den betalte told og den individuelle toldsats, det vil sige for Kina forskellen mellem 16,5 % og den told, der blev pålagt den eneste eksporterende virksomhed i stikprøven, som fik tildelt markedsøkonomisk behandling, Golden Step, nemlig 9,7 %, og for Vietnam forskellen mellem 10 % og den individuelle toldsats, der blev beregnet for den eventuelle eksporterende producent.

(29)

Skulle analysen af disse anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling derimod vise, at der hverken bør indrømmes markedsøkonomisk behandling eller individuel behandling, kan der ikke ydes godtgørelse af antidumpingtold.

(30)

Som forklaret i betragtning 12 annullerede Domstolen den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, for så vidt angår eksport af visse typer fodtøj fra visse kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter (»de pågældende eksporterende producenter«), idet Kommissionen ikke undersøgte ansøgningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de pågældende eksporterende producenter.

(31)

Kommissionen har derfor behandlet anmodningerne om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling fra de pågældende eksporterende producenter for at fastlægge, hvilken toldsats der finder anvendelse på deres eksport. Vurderingen viste, at de fremlagte oplysninger ikke var tilstrækkelige til at påvise, at de berørte eksporterende producenter drev virksomhed på markedsøkonomiske vilkår, eller at de havde krav på individuel behandling (en nærmere redegørelse findes i betragtning 32 ff.).

(32)

Det skal bemærkes, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Det fremgår af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents krav skal indeholde tilstrækkelige beviser, som specificeret i nævnte bestemmelse, for, at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, for at indrømme denne markedsøkonomisk behandling er opfyldt, og det påhviler Unionens retsinstanser at efterprøve, om denne vurdering er behæftet med en åbenbar fejl (præmis 32 i dommen i sag C-249/10 P og præmis 24 i dommen i sag C-247/10 P).

(33)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal alle fem kriterier i denne artikel være opfyldt, for at en eksporterende producent kan indrømmes markedsøkonomisk behandling. Kommissionen mente derfor, at den manglende opfyldelse af mindst et kriterium var tilstrækkeligt til at afvise anmodningen om markedsøkonomisk behandling.

(34)

Ingen af de pågældende eksporterende producenter kunne bevise, at de opfyldte kriterium 1 (erhvervsmæssige beslutninger). Mere specifikt var der i de oplysninger, som hver af de tre eksporterende producenter fremlagde, tegn på, at beslutningerne ikke blev truffet som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbud og efterspørgsel uden væsentlig statslig indgriben.

(35)

Hvad angår kriterium 2 (regnskaber), opfyldte to virksomheder (virksomhed 1 og 2) ikke dette kriterium. Begge virksomheders regnskaber udviste mangler og var ikke i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. Visse udgifter blev således fejlagtigt bogført som aktiver, hvorimod de skulle have været bogført som en udgift i den pågældende periode (virksomhed 2), mens revisorerne i et andet tilfælde bemærkede, at regnskaberne ikke var i overensstemmelse med regnskabsregler og -principper i andre lande end det pågældende land. Hvad angår virksomhed 3, fremlagde den et sæt grundlæggende regnskaber, som blev revideret i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder.

(36)

Hvad angår kriterium 3 (aktiver og »overførsel«) kunne ingen af de tre pågældende eksporterende producenter godtgøre, at der ikke er overført fordrejninger fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system. Ingen af de eksporterende producenter fremlagde fuldstændige oplysninger (f.eks. beviser for leje- eller leasingkontrakter, oplysninger vedrørende betingelser, priser og betalinger eller rapporter om kapitalkontrol) som bevis for, at der ikke var overført fordrejninger fra det ikke-markedsøkonomiske system.

(37)

Af de årsager, der er fremført i betragtning 32, og da ingen af de eksporterende producenter opfyldte kriterium 1 og 3, og da to af de eksporterende producenter ikke opfyldte kriterium 2, blev kriterium 4 (konkurs og ejerforhold) samt 5 (valutaomregninger) ikke vurderet.

(38)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at ingen af de tre pågældende eksporterende producenter skulle indrømmes markedsøkonomisk behandling, og underrettede de pågældende eksporterende producenter, som blev opfordret til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra nogen af de tre pågældende eksporterende producenter.

(39)

Derfor opfyldte ingen af de tre pågældende eksporterende producenter alle betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og som følge deraf indrømmes ingen af dem markedsøkonomisk behandling.

(40)

Ifølge artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring skal en individuel told imidlertid anføres for de eksportører, som kan påvise, at de opfylder alle kriterierne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring, såfremt artikel 2, stk. 7, litra a), i nævnte forordning finder anvendelse.

(41)

Som nævnt i betragtning 32 skal det bemærkes, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om individuel behandling i henhold til artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring. I den forbindelse fremgår det af artikel 9, stk. 5, første afsnit, at anmodningen skal være behørigt dokumenteret. Det påhviler således ikke EU-institutionerne at bevise, at eksportøren ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det EU-institutionerne at vurdere, om de af den pågældende eksportør angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring med henblik på at indrømme individuel behandling er opfyldt.

(42)

I henhold til artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring bør eksportører på grundlag af behørigt dokumenterede påstande påvise, at alle fem kriterier i nævnte artikel er opfyldt, så de kan indrømmes individuel behandling.

(43)

Kommissionen mente derfor, at den manglende opfyldelse af mindst et kriterium var tilstrækkeligt til at afvise anmodningen om individuel behandling.

(44)

Det drejer sig om at opfylde følgende fem kriterier:

(45)

Alle tre pågældende eksporterende producenter, som anmodede om markedsøkonomisk behandling, anmodede også om individuel behandling, såfremt de ikke skulle blive indrømmet markedsøkonomisk behandling.

(46)

Ingen af de tre pågældende eksporterende producenter kunne bevise, at de opfyldte kriterium 2 (eksportsalg og fri fastsættelse af priser). Mere specifikt indeholdt erhvervslicensen for to af de tre pågældende eksporterende producenter (virksomhed 1 og 2) en begrænsning for salgsmængder på visse markeder, mens vedtægterne for den tredje virksomhed (virksomhed 3) indeholdt en begrænsning i produktion og for salgsmængder på visse markeder. De var således ikke i stand til at godtgøre, at virksomhedens beslutninger såsom eksportmængder fastsættes frit og træffes som reaktion på markedssignaler, der afspejler udbud og efterspørgsel.

(47)

Hvad angår kriterium 3 (virksomhedens vigtigste ledende stillinger og aktier er uafhængige af statslig indgriben), kunne virksomhed 1 ikke godtgøre, at den betaler leje for brug af jord, selv om det af regnskaberne fremgik, at den var fritaget for betaling af leje i en vis periode. Hvad angår virksomhed 2, fremlagde den modstridende oplysninger, og aktionærens bidrag til fabrikken, infrastruktur og de oprindelige udgifter til jord var uklart. Endelig fremlagde virksomhed 3 ingen beviser vedrørende lejekontrakten for jord og ingen oplysninger om vilkår, priser og betalinger. Derudover blev det for alle tre virksomheder fastslået, at der var begrænsninger for deres forretningsaktiviteter. På dette grundlag godtgjorde ingen af de tre pågældende eksporterende producenter, at de var tilstrækkeligt uafhængige af statslig indgriben.

(48)

Derfor opfyldte ingen af de tre pågældende eksporterende producenter betingelserne i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring, og Kommissionen informerede de pågældende eksporterende producenter herom og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra nogen af de tre pågældende eksporterende producenter, og de blev som følge heraf nægtet individuel behandling.

(49)

Restantidumpingtolden for Kina bør derfor pålægges eksporten foretaget af General Footwear Ltd, og resttolden for Vietnam pålægges eksporten foretaget af Diamond Vietnam Co Ltd og Ty Hung Footgearmex/Footwear Co. Ltd (»Ty Hung Co Ltd«) i anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1472/2006. Anvendelsesperioden for denne forordning var oprindeligt fra 7. oktober 2006 til 7. oktober 2008. Efter indledningen af en udløbsundersøgelse blev forordningen den 30. december 2009 forlænget til 31. marts 2011. Den ulovlighed, der blev identificeret i dommene, består i, at EU-institutionerne ikke fastslog, om varer produceret af de pågældende eksporterende producenter skulle pålægges resttolden eller en individuel told. På baggrund af den ulovlighed, som Domstolen identificerede, er der intet lovgrundlag for helt at undtage de pågældende eksporterende producenter af den pågældende vare fra at erlægge en eventuel antidumpingtold. En ny retsakt, der afhjælper den ulovlighed, som Domstolen konstaterede, skal derfor kun indeholde en ny vurdering af den gældende antidumpingtold og ikke af selve foranstaltningerne.

(50)

Idet det konkluderes, at resttolden bør genindføres, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter, med den samme sats, som oprindeligt indførtes ved den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009, er det ikke nødvendigt at ændre forordning (EF) nr. 388/2008. Nævnte forordning er fortsat gyldig.

(51)

De pågældende eksporterende producenter og alle de parter, der gav sig til kende, blev informeret om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænktes at anbefale genindførelse af den endelige antidumpingtold på importen fra de pågældende fjorten eksporterende producenter. De blev indrømmet en periode, inden for hvilken de kunne fremsætte bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger.

(52)

Ovennævnte undersøgelsesresultater og konklusioner blev fremlagt for de interesserede parter, som fik en frist til at fremsætte bemærkninger. FESI (20), Wolverine Europe BV, Wolverine Europe Limited og Damco Netherlands BV (21) samt Skechers gav sig til kende og fremsatte bemærkninger.

(53)

FESI hævdede, at der var en række procedurefejl i den nuværende gennemførelse. De påpegede det forhold, at anmodningerne om markedsøkonomisk behandling fra de tre pågældende kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter allerede var blevet undersøgt og fremlagt forud for Domstolens dom i de forenede sager C-659/13, C & J Clark International Limited, og C-34/14, Puma SE, dvs. den 3. december 2015, og Kommissionens hensigt om at genindføre en endelig antidumpingtold på importen af fodtøj på hhv. 16,5 % og 10 %. Disse vurderinger var derfor blevet foretaget uden hjemmel og foregreb dermed den kommende dom fra Domstolen. FESI påstod i sin konklusion, at på grundlag af ovennævnte procedurefejl tilsidesatte Kommissionen den grundlæggende retlige ramme for EU og misbrugte dermed sine beføjelser.

(54)

Kommissionen er ikke enig i ovenstående påstande, da den kun forberedte gennemførelsen af en mulig kommende dom. Formålet med en sådan forberedelse var at sikre god forvaltning af følgende årsager: For det første er det ubestridt, at Kommissionen burde have undersøgt anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Det eneste udestående spørgsmål i den på det tidspunkt verserende retssag var, hvorvidt en ikke forretningsmæssigt forbundet importør som Puma og Timberland kan påberåbe sig denne ulovlighed. Eftersom valget var mellem ja og nej, kunne Kommissionen undtagelsesvist forberede sig på en mulig negativ afgørelse i dette spørgsmål. For det andet var det nødvendigt med en hurtig gennemførelse for at sætte de nationale toldmyndigheder i stand til at fremskynde sagsbehandlingen af udestående anmodninger om godtgørelse og for at skabe retssikkerhed for alle operatører. Enhver indflydelse på Domstolens dom var udelukket, da dommen vedrørte en anden genstand (nemlig om importører kan påberåbe sig eksporterende producenters ret til at få vurderet anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling).

(55)

Som følge heraf blev alle påstande vedrørende proceduremæssige uregelmæssigheder afvist.

(56)

FESI hævdede, at der ikke var hjemmel for den aktuelle gennemførelse. FESI hævdede navnlig, at artikel 266 i TEUF ikke finder anvendelse, eftersom de endelige foranstaltninger vedrørende fodtøj udløb den 31. marts 2011, og at der derfor ikke er nogen fortsatte virkninger af ulovligheden af disse foranstaltninger. FESI fremførte, at artikel 266 i TEUF ikke har til formål at korrigere ulovligheder ved foranstaltninger, der er udløbet, med tilbagevirkende kraft. Denne opfattelse styrkes af artikel 263 og 265 i TEUF, som fastsætter frister for anlæggelse af søgsmål mod ulovlige handlinger og passivitet fra EU-institutionerne. FESI påstod desuden, at den nuværende tilgang ikke har noget fortilfælde, og at Kommissionen heller ikke har fremlagt nogen begrundelse eller tidligere retspraksis til støtte for sin fortolkning af artikel 266 i TEUF.

(57)

FESI påstod endvidere, at undersøgelsen i denne sag ikke kan genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte, i henhold til artikel 266 i TEUF, fordi Domstolen ikke nøjedes med at konstatere en manglende begrundelse, men ulovligheden vedrørte en grundlæggende bestemmelse i grundforordningen, der påvirker hele vurderingen af dumping i forbindelse med de pågældende eksporterende producenter.

(58)

FESI gjorde endvidere gældende, at korrektion af foranstaltninger, der er udløbet, med tilbagevirkende kraft er i strid med princippet om beskyttelse af berettigede forventninger. FESI fremførte for det første, at parterne havde modtaget sikkerhed for, at foranstaltningerne udløb den 31. marts 2011, og at parterne i betragtning af den tid, der er gået siden den oprindelige undersøgelse, kunne have berettigede forventninger om, at den oprindelige undersøgelse ikke ville blive genoptaget eller genåbnet. For det andet gav selve den omstændighed, at anmodningerne om markedsøkonomisk behandling i den oprindelige undersøgelse ikke blev undersøgt inden for fristen på tre måneder, de vietnamesiske og kinesiske eksporterende producenter retssikkerhed for, at deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling ikke ville blive efterprøvet. Endelig hævdede parterne, at på grund af den lange sagsbehandlingstid var genoptagelsen af undersøgelsen i strid med det universelle princip om forældelsesfrister, der anvendes i alle retlige sammenhænge.

(59)

FESI fremførte desuden, at hverken artikel 266 i TEUF eller grundforordningen tillader genindførelse med tilbagevirkende kraft af den endelige antidumpingtold på hhv. 10 % og 16,5 % på importen fra de pågældende vietnamesiske og kinesiske eksporterende producenter.

(60)

Hvad angår påstanden om, at de pågældende foranstaltninger udløb den 31. marts 2011, forstår Kommissionen ikke, hvorfor foranstaltningernes udløb skulle være relevant for Kommissionens mulighed for at vedtage en ny retsakt til at afløse den annullerede retsakt som følge af en dom, der annullerede den oprindelige retsakt. I henhold til den retspraksis, der er omtalt i betragtning 15, genoptages den administrative procedure netop på det tidspunkt, hvor ulovligheden indtrådte.

(61)

Antidumpingprocedurerne er derfor stadig igangværende som følge af annullationen af den retsakt, der afsluttede procedurerne. Kommissionen er forpligtet til at afslutte disse procedurer, da grundforordningens artikel 9 fastsætter, at en undersøgelse skal afsluttes ved en retsakt fra Kommissionen.

(62)

For så vidt angår kravet om tilbagevirkende kraft på grundlag af grundforordningens artikel 10 og artikel 10 i WTO's antidumpingaftale, hedder det i grundforordningens artikel 10, stk. 1, som overtager teksten fra artikel 10, stk. 1, i WTO's antidumpingaftale, at midlertidige foranstaltninger og endelig antidumpingtold kun finder anvendelse på varer, der overgår til fri omsætning efter det tidspunkt, hvor afgørelsen i medfør af henholdsvis grundforordningens artikel 7, stk. 1, eller artikel 9, stk. 4, træder i kraft. I den foreliggende sag anvendes den pågældende antidumpingtold kun på varer, der overgik til fri omsætning, efter at den midlertidige og den anfægtede (endelige) forordning, som blev vedtaget i medfør af henholdsvis grundforordningens artikel 7, stk. 1, og artikel 9, stk. 4, var trådt i kraft. Tilbagevirkende kraft i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 1, vedrører imidlertid kun situationer, hvor varerne overgik til fri omsætning, inden der blev indført foranstaltninger, som det fremgår af selve ordlyden i denne bestemmelse og af undtagelsen i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 4.

(63)

Kommissionen bemærker endvidere, at der hverken foreligger tilbagevirkende kraft eller krænkelse af retssikkerheden og de berettigede forventninger i forbindelse med den foreliggende sag.

(64)

For så vidt angår tilbagevirkende kraft, sondrer Domstolens praksis ved afgørelsen af, om en foranstaltning anvendes med tilbagevirkende kraft, mellem anvendelsen af en ny regel i en situation, der er blevet endelig (også omtalt som en eksisterende eller endeligt etableret retlig situation) (22), og en situation, der startede før den nye regels ikrafttræden, men som endnu ikke er endelig (også omtalt som en midlertidig situation) (23).

(65)

I den foreliggende sag er situationen med import af den pågældende vare, som startede i løbet af anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 1472/2006, endnu ikke blevet endelig, idet den gældende antidumpingtold for disse varer endnu ikke er endeligt fastlagt som følge af annullationen af den anfægtede forordning. Samtidig blev importørerne af fodtøj ved offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen (24) og forordningen om midlertidig told advaret om, at en sådan told kunne indføres. Det er almindelig praksis ved EU's domstole, at operatører ikke kan erhverve berettigede forventninger, før institutionerne har vedtaget en retsakt, der afslutter den administrative procedure, som er blevet endelig (25).

(66)

Denne forordning medfører øjeblikkelig anvendelse på de fremtidige virkninger af en aktuel situation, nemlig den told på fodtøj, der er blevet opkrævet af de nationale toldmyndigheder. Som følge af, at der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om anmodningerne om godtgørelse, udgør tolden en aktuel situation. I denne forordning fastsættes den toldsats, der skal gælde for importen, og dermed regulerer forordningen de fremtidige virkninger af den aktuelle situation.

(67)

Selv hvis der var tale om tilbagevirkende kraft i EU-retlig forstand, hvilket ikke er tilfældet, ville en sådan tilbagevirkende kraft under alle omstændigheder være berettiget af følgende grund:

(68)

EU-rettens materielle regler kan anvendes på situationer, der eksisterede før deres ikrafttræden, for så vidt at det klart fremgår af betingelserne, målsætningerne eller de generelle mål, at de får en sådan virkning (26). Navnlig blev det i sag C-337/88, Società agricola fattoria alimentare (SAFA) (27), fastslået, at: [S]elv om retssikkerhedsprincippet i almindelighed er til hinder for, at en fællesskabsretsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse, kan dette rent undtagelsesvis tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt.

(69)

I den foreliggende sag er målet at efterkomme Kommissionens forpligtelse i henhold til artikel 266 i TEUF. Da Domstolen i de domme, der er omtalt i betragtning 12, kun konstaterede en ulovlighed vedrørende fastlæggelsen af den gældende told og ikke vedrørende indførelsen af selve foranstaltningerne (dvs. vedrørende konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser), kunne de pågældende eksporterende producenter ikke have haft en berettiget forventning om, at der ikke ville blive indført endelige antidumpingforanstaltninger. Det kan således ikke antages, at denne indførelse af told, selv hvis den havde tilbagevirkende kraft — hvilket den ikke havde — var et brud på de berettigede forventninger.

(70)

For så vidt angår beskyttelse af retssikkerheden og de berettigede forventninger, skal det derudover først og fremmest bemærkes, at importører ifølge retspraksis ikke kan påberåbe sig beskyttelsen af retssikkerheden og de berettigede forventninger, når de er blevet advaret om en forestående ændring i EU's handelspolitik (28). I den foreliggende sag blev importørerne ved offentliggørelsen af indledningsmeddelelsen og af forordningen om midlertidig told i Den Europæiske Unions Tidende, som begge stadig indgår i Unionens retsorden, advaret om risikoen for, at den vare, der blev produceret af de pågældende eksporterende producenter, ville kunne pålægges antidumpingtold. De pågældende eksporterende producenter kunne derfor ikke påberåbe sig retssikkerheden og de berettigede forventninger.

(71)

Derimod var de erhvervsdrivende fuldt ud vidende om, at import af fodtøj fra Vietnam og Kina var pålagt told. De tog denne told med i beregningen ved fastsættelsen af salgspriser og vurderingen af økonomiske risici. De erhvervede derfor ikke retssikkerhed eller berettigede forventninger, når det gælder toldfrihed på importen, og overvæltede sædvanligvis tolden på deres kunder. Det er derfor i Unionens interesse at fastsætte den gældende told nu, snarere end at skaffe de pågældende importører en ekstra fortjeneste og dermed berige dem uden grund.

(72)

Der foreligger således hverken nogen overtrædelse af forældelsesreglerne, principperne om retssikkerhed og berettigede forventninger eller af bestemmelserne i grundforordningen og WTO's antidumpingaftale.

(73)

Hvad angår påstanden om, at afgørelsen om markedsøkonomisk behandling skulle finde sted senest tre måneder efter indledningen, skal det erindres, at grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), andet afsnit, i henhold til retspraksis ikke omfatter nogen indikation af konsekvenserne, i fald Kommissionen ikke overholder tremånedersperioden. Retten antager derfor, at en afgørelse om markedsøkonomisk behandling på et senere tidspunkt ikke påvirker gyldigheden af forordningen om indførelse af endelige foranstaltninger, så længe ansøgerne ikke har bevist, at Rådet, hvis Kommissionen ikke havde overskredet tremånedersfristen, kunne havde vedtaget en anden forordning, som var mere gunstig for deres interesser end den anfægtede forordning (29). Domstolen har desuden erkendt, at institutionerne kan ændre vurderingen vedrørende markedsøkonomisk behandling indtil vedtagelsen af de endelige foranstaltninger (30).

(74)

Brosmann- og Aokang-dommene, som er omtalt i betragtning 6, respekterer ovennævnte retspraksis. I Brosmann- og Aokang-dommene henholder Domstolen sig til Kommissionens forpligtelse til at gennemføre vurderingen inden for tre måneder med henblik på at vise, at forpligtelsen til denne vurdering er uafhængig af, om Kommissionen anvender stikprøver eller ej. Domstolen udtaler sig ikke om de retlige konsekvenser i tilfælde, hvor Kommissionen foretager vurderingen vedrørende markedsøkonomisk behandling på et senere tidspunkt i undersøgelsen. Domstolen fastslår blot, at institutionerne ikke helt kunne se bort fra anmodningerne om markedsøkonomisk behandling, men senest skulle behandle dem ved indførelsen af de endelige foranstaltninger. Dommene bekræfter den retspraksis, der citeres i foregående betragtning.

(75)

I den foreliggende sag har de pågældende eksporterende producenter ikke påvist, at Rådet, hvis Kommissionen havde foretaget vurderingen vedrørende markedsøkonomisk behandling senest tre måneder efter indledningen af antidumpingproceduren i 2005, kunne have vedtaget en anden forordning, der var mere gunstig for deres interesser end den anfægtede forordning. Påstanden om, at der gælder en tidsgrænse for vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling, afvises derfor.

(76)

FESI henviste til Rettens dom i sag T-2/95, IPS mod Rådet, og pegede på den formelle forskel mellem en »undersøgelse« og en »procedure« og hævdede desuden, at når en procedure er afsluttet, som i det foreliggende tilfælde, kan den ikke genoptages mere.

(77)

Kommissionen kan ikke se nogen væsentlig forskel mellem udtrykkene »undersøgelse« og »procedure« i forbindelse med gennemførelsen af de pågældende domme. Dommene vedrører en uregelmæssighed i forbindelse med en specifik undersøgelse som led i en procedure, som Kommissionen er forpligtet til at afhjælpe, jf. forklaringerne i betragtning 23-31. Under alle omstændigheder skal dommen i sag T-2/95 læses i lyset af den anfægtede dom i nævnte sag.

(78)

FESI hævdede også, at artikel 266 i TEUF ikke giver mulighed for en delvis gennemførelse af en dom fra Domstolen og i det foreliggende tilfælde omvendt bevisbyrde. FESI gjorde således gældende, at Kommissionen fejlagtigt kun vurderede anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra de eksporterende producenter, der var leverandører til de importører, som indgav anmodninger om godtgørelse. FESI baserede sin anmodning på den forståelse, at virkningen af Domstolens dom i de forenede sager C-659/13, C & J Clark International Limited, og C-34/14, Puma SE, er erga omnes, og at det ikke kan udelukkes, at resultaterne af den igangværende vurdering af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling også har en virkning på den resttold, der gælder for alle kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter. FESI hævdede derfor, at Kommissionen burde have vurderet alle de anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, som blev indgivet i forbindelse med den oprindelige undersøgelse.

(79)

Desuden var FESI uenig i, at bevisbyrden påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og hævdede, at producenterne havde løftet denne bevisbyrde i 2005 ved at indgive anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i forbindelse med den oprindelige undersøgelse. FESI var også uenig i, at Domstolens dom i de forenede sager C-659/13 C & J Clark International Limited og C-34/14 Puma SE kan gennemføres ved blot at vurdere anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling indgivet af eksporterende producenter, der ikke indgik i stikprøven, eftersom Domstolen ikke specifikt påpegede, at ugyldiggørelsen rent faktisk er begrænset til dette aspekt.

(80)

Kommissionen er af den opfattelse, at gennemførelsen af dommen kun er nødvendig for de eksporterende producenter, for hvilke ikke alle importtransaktioner er blevet endelige. Så snart den treårige forældelsesfrist i henhold til EF-toldkodeksens artikel 236 er udløbet, er toldsatsen nemlig blevet endelig som bekræftet i dommene. En indvirkning på resttolden er udelukket, fordi anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra de virksomheder, der indgik i stikprøven, er blevet vurderet, og fordi indrømmelse af markedsøkonomisk behandling/individuel behandling til en af de virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, ikke påvirker resttoldsatsen.

(81)

Bevisbyrden er ikke begrænset til at indgive en anmodning. Den vedrører anmodningens indhold, som skal påvise, at alle betingelser for markedsøkonomisk behandling/individuel behandling er opfyldt.

(82)

Den eneste ulovlighed, der blev påpeget i dommene, består i den manglende vurdering af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Derfor afvises disse påstande.

(83)

FESI hævdede, at Kommissionen ikke burde have anvendt to forskellige retlige ordninger, dvs. grundforordningen før dens ændring ved vurderingen af de eksporterende producenters anmodninger om individuel behandling på den ene side (31) og den nuværende grundforordning på den anden side (32), som omfatter de ændringer, der indførtes ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1168/2012 (33), og indfører udvalgsprocedurer inden for bl.a. beskyttelse af handelen og således delegerer beslutningstagningen til Kommissionen.

(84)

FESI gentog på ny også, at artikel 266 i TEUF ikke giver mulighed for at indføre antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, hvilket også blev bekræftet af Domstolens afgørelse i sag C-459/98 P, IPS mod Rådet, og ved Rådets forordning (EF) nr. 1515/2001 (34). FESI gjorde gældende, at Kommissionen ikke har givet nogen gyldig begrundelse for at fravige princippet om ikke-tilbagevirkende kraft og derfor har tilsidesat princippet om berettiget forventning.

(85)

FESI påstod endvidere, at en genindførelse af de endelige antidumpingforanstaltninger over for importen fra de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, som var berørt af den aktuelle gennemførelse, udgør i) en forskelsbehandling af de importører, der er berørt af den nuværende gennemførelse, i forhold til de importører, der er berørt af Brosmann- og Aokang-dommene i betragtning 6, og som fik tilbagebetalt told betalt på importen af fodtøj fra de fem eksporterende producenter, der var berørt af disse domme, samt ii) en forskelsbehandling af de eksporterende producenter, som er berørt af denne gennemførelse, i forhold til de fem eksporterende producenter, der er berørt af Brosmann- og Aokang-dommene, og som ikke var omfattet af told som følge af Rådets gennemførelsesafgørelse 2014/149/EU.

(86)

Denne forskelsbehandling hævdedes at afspejle en manglende ensartet fortolkning og anvendelse af EU-retten, der krænker den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

(87)

For så vidt angår den påståede anvendelse af forskellige retlige ordninger, er Kommissionen af den opfattelse, at dette skyldes forskellene i de overgangsregler, der er indeholdt i de tre forordninger om ændring af den pågældende grundforordning.

(88)

For det første fremgår det af artikel 2 i forordning (EU) nr. 765/2012 (den såkaldte »skrueændring« vedrørende individuel behandling), at »den finder anvendelse efter denne forordnings ikrafttræden på alle undersøgelser, der indledes i henhold til forordning (EF) nr. 1225/2009.« Da den nuværende undersøgelse blev indledt før denne dato, finder nævnte forordnings ændringer til grundforordningen ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

(89)

For det andet fremgår det af artikel 2 i forordning (EU) nr. 1168/2012 (den såkaldte »Brosmann-ændring« vedrørende markedsøkonomisk behandling), at »denne forordning finder anvendelse på alle nye og på alle igangværende undersøgelser fra den 15. december 2012«. Hvis Kommissionen havde været konsekvent i sin tilgang, ville det derfor ikke engang have været nødvendigt at vurdere anmodningerne om markedsøkonomisk behandling fra de virksomheder, der ikke indgik i stikprøven, da de havde mistet deres ret til at få vurderet deres anmodning om markedsøkonomisk behandling den 15. december 2012. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at en sådan behandling vanskeligt ville kunne forenes med dens forpligtelse til at gennemføre dommene. Forordning (EU) nr. 1168/2012 synes heller ikke at indføre et fuldstændigt forbud mod at gennemgå anmodninger om markedsøkonomisk behandling fra virksomheder uden for stikprøven, eftersom den tillader en sådan undersøgelse i tilfælde af individuel behandling. I analogi hermed kunne man lade denne undtagelse finde anvendelse i den foreliggende sag. Alternativt er Kommissionen af den opfattelse, at udfaldet af at anvende forordning (EU) nr. 1168/2012 på den foreliggende sag ville være det samme, da alle anmodninger om markedsøkonomisk behandling automatisk ville blive afvist uden at blive vurderet.

(90)

For det tredje og for så vidt angår udvalgsprocedurer, fremgår det af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 37/2014 (35), at Rådet fortsat har kompetence, når det gælder retsakter, hvor Kommissionen har vedtaget en retsakt, der er blevet indledt en høring, eller Kommissionen har vedtaget et forslag. I det foreliggende tilfælde er der ikke truffet sådanne foranstaltninger, for så vidt angår gennemførelsen af dommen forud for ikrafttrædelsen af forordning (EU) nr. 37/2014.

(91)

For så vidt angår indførelse af endelig antidumpingtold med tilbagevirkende kraft, henvises der til overvejelserne i betragtning 62-69, hvor disse påstande allerede er blevet behandlet indgående.

(92)

For så vidt angår påstanden vedrørende forskelsbehandling, bemærker Kommissionen, at eksporterende producenter og visse importører, som er berørt af denne forordning, nyder retsbeskyttelse ved Unionens retsinstanser til prøvelse af denne forordning. Andre importører nyder godt af denne beskyttelse via de nationale domstole, der gennemfører EU-retten.

(93)

Påstanden om forskelsbehandling er ligeledes ubegrundet. Importører, der har importeret fra Brosmann og de fire øvrige eksporterende producenter, er i en anden faktisk og retlig situation, fordi deres eksporterende producenter besluttede at bestride den anfægtede forordning, og fordi de fik tilbagebetalt deres told, således at de beskyttes af EF-toldkodeksens artikel 221, stk. 3. En sådan anfægtelse og en sådan tilbagebetaling har ikke fundet sted for andre. Kommissionen begyndte at forberede gennemførelsen, for så vidt angår Clarks, Pumas og Timberlands kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter; alle andre eksporterende producenter fra Kina og Vietnam, der ikke indgik i stikprøven, og deres importører vil blive behandlet på samme måde på et senere tidspunkt i henhold til den procedure, der er fastsat i nærværende forordning.

(94)

FESI hævdede også, at grundforordningens artikel 14 ikke kan tjene som retsgrundlag for at gribe ind i anvendelsen af EF-toldkodeksens artikel 236, og at anvendelsen af EF-toldkodeksens artikel 236 er uafhængig af enhver beslutning truffet i henhold til grundforordningen eller Kommissionens forpligtelser i henhold til artikel 266 i TEUF.

(95)

I den forbindelse fremførte FESI, at anvendelsen af EF-toldkodeksens artikel 236 henhører under de nationale toldmyndigheders enekompetence, i henhold til hvilken sidstnævnte er forpligtet til at tilbagebetale betalt efter lovgivningen ikke skyldig told. FESI hævdede endvidere, at EF-toldkodeksens artikel 236 ikke kan under- eller sideordnes grundforordningens artikel 14, fordi begge er afledt ret, og ingen af dem derfor har forrang for den anden. Desuden vedrører anvendelsesområdet for grundforordningens artikel 14 særlige bestemmelser, der omfatter undersøgelser og procedurer i henhold til grundforordningen, og det omfatter ikke noget andet retligt instrument som f.eks. EF-toldkodeksen.

(96)

Kommissionen bemærker, at EF-toldkodeksen ikke automatisk finder anvendelse på indførelsen af antidumpingtold, men kun i kraft af en henvisning i forordningen om indførelse af antidumpingtold. I henhold til grundforordningens artikel 14 kan Kommissionen beslutte ikke at anvende visse bestemmelser i denne kodeks og i stedet indføre særlige regler. Da EF-toldkodeksen kun finder anvendelse på grundlag af en henvisning i Rådets og Kommissionens gennemførelsesforordninger, har den ikke i forhold til grundforordningens artikel 14 samme rang i hierarkiet af normer, men er underordnet og kan fraviges eller anvendes på en anden måde. Dette argument blev derfor også tilbagevist.

(97)

FESI fremførte desuden, at Kommissionen i strid med artikel 296 i TEUF havde undladt at give en tilstrækkelig begrundelse og angive, på hvilket retsgrundlag tolden blev genindført med tilbagevirkende kraft, og de importører, som er berørt af den nuværende gennemførelse, derfor blev nægtet tilbagebetaling af told.

(98)

Den utilstrækkelige begrundelse vedrørte navnlig: i) det manglende retsgrundlag og årsag til, at Kommissionen kun delvist gennemførte de pågældende domme og til, at det kun var de eksporterende producenter, hvor importørerne havde indgivet anmodninger om godtgørelse, hvis anmodninger om markedsøkonomisk/individuel behandling blev vurderet, ii) det manglende retsgrundlag for genåbning af undersøgelsen og for at vurdere anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling fra de tre pågældende kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter efter foranstaltningernes udløb i marts 2011, iii) det manglende retsgrundlag for at pålægge EU-toldmyndighederne ikke at tilbagebetale antidumpingtolden som følge af retssagen, iv) det manglende retsgrundlag for at fravige princippet om tilbagevirkende kraft, v) den manglende uddybning af anvendelsen af det passende instrument til vurdering af anmodninger om markedsøkonomisk behandling og individuel behandling og for at foreslå en genindførelse af antidumpingtolden, vi) den manglende respons på de retlige argumenter fra disse parter efter Kommissionens fremlæggelse af oplysninger vedrørende vurderingen af de pågældende kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenters anmodninger om markedsøkonomisk behandling af hhv. 15. december 2015 og 6. og 16. juni 2016.

(99)

For så vidt angår den delvise gennemførelse af dommene, afhænger det af det konkrete indhold af dommen, hvorvidt og i hvilket omfang institutionerne skal gennemføre en dom. Hvorvidt det er muligt at bekræfte indførelsen af told på import, som fandt sted forud for dommen, afhænger navnlig af, om den konstaterede skadevoldende dumping som sådan eller blot beregningen af den præcise toldsats er berørt af den ulovlighed, der er fastslået i dommen. I sidstnævnte tilfælde, som er relevant her, er der ingen begrundelse for tilbagebetaling af al told. Det er derimod tilstrækkeligt at fastslå den korrekte toldsats og tilbagebetale eventuelle forskelle (hvorimod det ikke vil være muligt at øge toldsatsen, da dette ville udgøre en indførelse af foranstaltninger med tilbagevirkende kraft).

(100)

De tidligere annullationer, som de interesserede parter henviser til, har vedrørt konstateringen af dumping, skade og Unionens interesser (enten i forbindelse med fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder, i forbindelse med vurderingen af de faktiske omstændigheder eller i forbindelse med retten til forsvar).

(101)

Disse annullationer har enten været delvise eller fuldstændige.

(102)

Unionens retsinstanser anvender delvis annullation, når de på grundlag af oplysningerne i sagsakterne selv kan konkludere, at institutionerne burde have indrømmet en vis justering eller have anvendt en anden metode til en bestemt beregning, hvilket ville have medført indførelse af en lavere told (men der blev ikke sat spørgsmålstegn ved konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesse). Den (lavere) told er stadig gældende, både før og efter annullationen (36). For at efterkomme dommen foretager institutionerne en fornyet beregning af tolden og foretager på det grundlag en ændring af forordningen om indførelse af told, som gælder både før og efter annulationen. De giver desuden de nationale toldmyndigheder instruks om at tilbagebetale forskellen, såfremt disse anmodninger er indgivet rettidigt (37).

(103)

Unionens retsinstanser annullerer domme i deres helhed, når de ikke på egen hånd på grundlag af de faktiske omstændigheder i sagen kan fastslå, hvorvidt institutionerne med rette havde lagt til grund, at der var tale om dumping, skade og Unionens interesser, eftersom institutionerne havde været nødt til at gentage en del af deres undersøgelse. Da Unionens retsinstanser ikke er kompetente til at foretage undersøgelsen i Kommissionens sted, annullerede de forordningerne om indførelse af en endelig told i deres helhed. Som følge heraf fastslog institutionerne først endeligt tilstedeværelsen af de tre nødvendige betingelser for indførelsen af foranstaltninger efter dommen om annullering af tolden. For så vidt angår import, der fandt sted forud for den endelige fastsættelse af dumping, skade og Unionens interesser, er indførelse af endelig told forbudt både i henhold til grundforordningen og WTO's antidumpingaftale. Derfor blev der ved de retsakter, som er vedtaget af institutionerne med henblik på at afslutte disse undersøgelser, kun indført fremtidig endelig told (38).

(104)

Den foreliggende sag adskiller sig fra tidligere (hele eller delvise) annullationer, for så vidt som den ikke vedrører selve forekomsten af dumping, skade og Unionens interesser, men blot valget af en passende toldsats. Det er således ikke selve princippet om indførelse af told, der anfægtes, men blot toldsatsens præcise størrelse (med andre ord: et metodespørgsmål). Der kan i givet fald kun foretages en justering i nedadgående retning.

(105)

I modsætning til i de tidligere sager om delvis annullation, som drøftes i betragtning 103, har Domstolen ikke kunnet træffe afgørelse om, hvorvidt der skulle indrømmes en ny (reduceret) toldsats, eftersom der inden en sådan afgørelse kræves en vurdering af anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling hører under Kommissionens beføjelser. Domstolen kan derfor ikke foretage denne del af undersøgelsen i Kommissionens sted uden at overskride sine kompetencer.

(106)

I modsætning til de fuldstændige annullationer, som er foretaget tidligere, er konklusionerne vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser ikke blevet annulleret. Derfor er dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser blevet endeligt fastlagt på tidspunktet for vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1472/2006. Der er således ingen grund til at begrænse genindførelsen af en endelig antidumpingtold til fremtiden.

(107)

Denne forordning afviger derfor ikke på nogen måde fra institutionernes beslutningspraksis, selv hvis spørgsmålet var relevant.

(108)

For så vidt angår et manglende retsgrundlag for at genåbne undersøgelsen, minder Kommissionen om den i betragtning 15 nævnte retspraksis, i henhold til hvilken den kan genoptage undersøgelsen netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte.

(109)

Ifølge retspraksis skal lovligheden af en antidumpingforordning vurderes på baggrund af de objektive regler i EU-retten og ikke på baggrund af en beslutningspraksis, også selv om en sådan praksis eksisterer (hvilket ikke er tilfældet her) (39). Derfor kan det forhold, at Kommissionen muligvis tidligere i visse tilfælde har fulgt en anden praksis, ikke skabe berettigede forventninger. Dette gælder så meget desto mere, som den tidligere nævnte praksis ikke svarer til den faktiske og retlige situation i nærværende sag, og forskellene kan forklares med faktiske og retlige forskelle i forhold til nærværende sag.

(110)

Forskellene er som følger: Den ulovlighed, som Domstolen har konstateret, vedrører ikke konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser og dermed princippet om indførelse af told, men kun den præcise toldsats. De tidligere annullationer, som de interesserede parter tog udgangspunkt i, vedrørte derimod konklusionerne om dumping, skade og Unionens interesser. Institutionerne fandt det derfor mere hensigtsmæssigt at vedtage nye foranstaltninger for fremtiden.

(111)

Navnlig var det i den foreliggende sag ikke nødvendigt at indhente supplerende oplysninger fra interesserede parter. Derimod skulle Kommissionen vurdere oplysninger, som var blevet modtaget, men ikke vurderet før vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1472/2006. Under alle omstændigheder udgør tidligere praksis i andre tilfælde ikke nogen præcis og betingelsesløs sikkerhed i forbindelse med den foreliggende sag.

(112)

Endelig er alle parter, som proceduren er rettet mod, dvs. de pågældende eksporterende producenter samt parterne i retssagerne og den sammenslutning, der repræsenterer en af disse parter, gennem fremlæggelsen af oplysninger blevet underrettet om de relevante faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke Kommissionen agter at vedtage nærværende vurdering af markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Dermed er deres ret til at forsvare sig sikret. I den forbindelse bemærkes navnlig, at ikke forretningsmæssigt forbundne importører ikke kan påberåbe sig ret til forsvar i en antidumpingprocedure, eftersom proceduren ikke er rettet mod dem (40).

(113)

For så vidt angår den påståede fravigelse af princippet om ikke-tilbagevirkende kraft, henvises der til betragtning 62-69, hvor dette blev grundigt behandlet.

(114)

For så vidt angår den påståede anvendelse af to forskellige retlige ordninger, henvises der til betragtning 87-90, hvor dette blev grundigt behandlet.

(115)

Endelig, for så vidt angår de bemærkninger, der blev fremsat af FESI efter fremlæggelsen af vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling fra de pågældende kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter, konkluderes det, at disse er blevet behandlet fuldt ud i den gældende forordning i betragtning 32 og 39.

(116)

FESI påstod, at de eksporterende producenter, der er berørt af denne gennemførelse, burde have haft samme proceduremæssige rettigheder som dem, som de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med den oprindelige undersøgelse fik. FESI påstod navnlig, at de kinesiske og vietnamesiske eksporterende producenter ikke fik mulighed for at supplere deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling via mangelskrivelser, og at der kun blev foretaget skrivebordsanalyser snarere end kontrolbesøg. Endvidere påstod FESI, at Kommissionen ikke sikrede fremlæggelse af vurderingen af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling til de pågældende eksporterende producenter.

(117)

FESI påstod endvidere, at de eksporterende producenter, der er berørt af denne gennemførelse, ikke fik de samme proceduremæssige garantier som dem, der anvendes i standardantidumpingundersøgelser, men at der blev anvendt strengere standarder. FESI påstod, at Kommissionen ikke tog højde for tidsforskydningen mellem indgivelsen af en anmodning om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i den oprindelige undersøgelse og vurderingen af disse anmodninger. Desuden fik de eksporterende producenter i forbindelse med den oprindelige undersøgelse kun 15 dage til at udfylde anmodningerne om markedsøkonomisk/individuel behandling, i stedet for de sædvanlige 21 dage.

(118)

FESI hævede desuden, at Kommissionen faktisk anvendte de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, stk. 1, hvorimod Kommissionen tilsidesatte procedurereglerne i grundforordningens artikel 18, stk. 4.

(119)

Kommissionen minder om, at bevisbyrden ifølge retspraksis påhviler den producent, som ønsker at anmode om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b). Det fremgår af artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, at en sådan producents krav skal indeholde tilstrækkelige beviser, som specificeret i nævnte bestemmelse, for, at producenten driver virksomhed på markedsøkonomiske vilkår. I henhold til Domstolens domme i Brosmann og Aokang påhviler det således ikke institutionerne at bevise, at producenten ikke opfylder betingelserne for at opnå denne status. Derimod påhviler det Kommissionen at vurdere, om de af den pågældende producent angivne forhold udgør tilstrækkelige beviser for, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), første afsnit, med henblik på at tildele producenten markedsøkonomisk/individuel behandling er opfyldt (jf. betragtning 32). Retten til at blive hørt giver parten mulighed for at give udtryk for sine synspunkter, som tages i betragtning af Kommissionen.

(120)

Det skal i den forbindelse erindres, at Kommissionen ikke er forpligtet til at anmode den eksporterende producent om at supplere anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Som nævnt i foregående betragtning kan Kommissionen basere sin vurdering på de oplysninger, som den eksporterende producent har indgivet. Under alle omstændigheder har de pågældende eksporterende producenter ikke anfægtet Kommissionens vurdering af deres anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, og de har ikke meddelt, hvilke dokumenter eller medarbejdere de ikke længere råder over. Påstanden er derfor så abstrakt, at Kommissionen ikke kan tage hensyn til disse vanskeligheder i forbindelse med vurderingen af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling. Da denne påstand er baseret på formodninger og ikke understøttes af nøjagtige angivelser af, hvilke dokumenter og medarbejdere man ikke længere råder over, og af relevansen af disse dokumenter og medarbejdere for vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, afvises denne påstand.

(121)

Hvad angår grundforordningens artikel 18, stk. 1, acceptererede Kommissionen i det foreliggende tilfælde de oplysninger, som de pågældende eksporterende producenter havde indsendt; Kommissionen afviste således ikke de oplysninger og baserede sin vurdering herpå. Kommissionen anvendte således ikke artikel 18. Der var derfor ikke behov for at anvende proceduren i grundforordningens artikel 18, stk. 4. Proceduren i artikel 18, stk. 4, anvendes i tilfælde, hvor Kommissionen agter at afvise visse oplysninger fra en interesseret part og i stedet anvende de foreliggende faktiske oplysninger.

(122)

For så vidt angår kriterium 1, anfægtede FESI Kommissionens vurdering af de pågældende kinesiske og vietnamesiske leverandørers anmodninger om markedsøkonomisk behandling. FESI anmodede Kommissionen om at fremlægge mere fyldestgørende oplysninger, der lå til grund for konklusionen om, at de tre kinesiske og vietnamesiske leverandørers erhvervsmæssige beslutninger ikke blev truffet i overensstemmelse med markedssignalerne og uden nogen omfattende statslig indgriben. FESI mindede i den forbindelse om, at statslig indgriben i henhold til kriterium 1 i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), skal omfatte mere end blot indflydelse.

(123)

For så vidt angår kriterium 2, bemærkede FESI, at man ikke forstod de grundlæggende begrundelser for at afvise anmodningerne om markedsøkonomisk behandling, idet Kommissionens vurdering var uklart formuleret.

(124)

For så vidt angår kriterium 3, henviste FESI til Domstolens dom i sag T-586/14, Xinyi OV mod Kommissionen, og hævdede, at skatteincitamenter eller præferenceskatteordninger ikke var udtryk for forvridning eller ikke-markedsøkonomisk adfærd.

(125)

På dette grundlag gjorde parterne gældende, at Kommissionen begik en åbenbar fejl ved at anvende grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og heller ikke gav tilstrækkelige begrundelser for at afvise de eksporterende producenters anmodninger om markedsøkonomisk behandling.

(126)

For så vidt angår anmodningen om mere fyldestgørende oplysninger som led i de tre kinesiske og vietnamesiske leverandørers anmodninger om markedsøkonomisk behandling/individuel behandling, som lå til grund for Kommissionens afvisning af kriterium 1, blev det bemærket, at disse oplysninger blev fremlagt for Kommissionen på fortrolig basis, da de omfattede forretningshemmeligheder. Disse oplysninger kunne derfor ikke fremlægges i deres nuværende form, og kun et ikke-fortroligt sammendrag heraf kan forelægges for de interesserede parter.

(127)

For så vidt angår kriterium 3, bekræftede Kommissionen, at eventuelle skatteincitamenter eller præferenceskatteordninger ikke blev betragtet som en grund til at afvise anmodningen om markedsøkonomisk behandling.

(128)

Endelig fremgår det klart vedrørende kriterium 2 af grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), at virksomhederne skal have et sæt grundlæggende regnskaber, som revideres i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. Ingen af de pågældende kinesiske eller vietnamesiske leverandører opfyldte disse krav. Som anført i betragtning 35 var de konstaterede mangler manglen på reviderede regnskaber eller revisionserklæringer, alvorlige problemer fremhævet af revisorer i deres erklæringer (f.eks. manglende overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder) og modsigelser mellem visse forklaringer vedrørende lån i anmodningen om markedsøkonomisk behandling og årsregnskaberne.

(129)

Alle påstande fra FESI blev derfor afvist, og konklusionerne i betragtning 32-39 blev bekræftet.

(130)

FESI hævdede først med henvisning til kriterium 2 for individuel behandling, at Kommissionen ikke påviste, at eksportsalget ikke fastsattes frit, og at det var op til Kommissionen at afgøre, om og hvordan eksportpriser blev påvirket på grund af statslig indgriben.

(131)

Endvidere hævdede FESI, at konklusionen om, at eksportsalget ikke blev fastsat frit, er i strid med konklusionerne i den oprindelige undersøgelse vedrørende originaludstyrsfabrikanter (»OEM-salg«), hvor det blev fastslået, at importører som Puma og Timberland havde deres egen FoU og råvareleverance, når de købte hos deres leverandører (41). På dette grundlag hævdede FESI, at Puma og Timberland havde betydelig kontrol med produktionsprocessen og specifikationerne, og at der derfor ikke var nogen mulighed for statslig indgriben.

(132)

Som allerede nævnt i betragtning 41 ovenfor påhviler bevisbyrden den producent, som ønsker at anmode om individuel behandling. Som også forklaret i betragtning 46 kunne de eksporterende producenter ikke påvise, at virksomhedernes beslutninger blev truffet uden statslig indgriben. Det skal også bemærkes, at kriterium 2 i forbindelse med individuel behandling ikke kun vedrører eksportpriser, men eksportsalg generelt, herunder at eksportpriser og -mængder og andre salgsbetingelser og -vilkår fastsættes frit uden statslig indgriben.

(133)

Til støtte for argumentet om, at eksportpriser blev fastsat frit, henviste FESI til betragtning 269 i forordning (EF) nr. 553/2006 (»forordningen om midlertidig told«). Denne betragtning omhandler imidlertid videresalgspriser for importørerne i Unionen og kan derfor ikke anses for at være et passende grundlag for at fastslå pålideligheden af de eksporterende producenters eksportpriser. Ligeledes vedrører henvisningen til betragtning 132 i forordningen om midlertidig told og betragtning 135 i forordning (EF) nr. 1472/2006 (den anfægtede forordning) justeringer af den normale værdi i forhold til eksportprisen og giver ikke mulighed for at drage konklusioner om, hvorvidt de vietnamesiske virksomheders eksportsalg blev fastsat frit.

(134)

Desuden påstod FESI, at Kommissionen heller ikke har forklaret, hvorledes den nåede frem til den konklusion, at der ville være risiko for omgåelse af antidumpingforanstaltningen, hvis de pågældende eksporterende producenter blev indrømmet en individuel toldsats, hvilket imidlertid ville være det underliggende mål med kriterierne for individuel behandling.

(135)

For så vidt angår risikoen for omgåelse, er dette kun et kriterium ud af de fem, der er opført i artikel 9, stk. 5, i grundforordningen før dens ændring. I henhold til nævnte artikel bør den eksporterende producent påvise, at alle 5 kriterier er opfyldt. Derfor er manglende opfyldelse af et eller flere kriterier tilstrækkeligt til at afvise individuel behandling uden at undersøge, om de øvrige kriterier er opfyldt.

(136)

I betragtning af de fremsatte bemærkninger og analysen deraf blev det for General Footwear Ltd. konkluderet, at restantidumpingtolden for Kina, nemlig 16,5 %, og for Diamond Vietnam Co Ltd og Ty Hung Footgearmex/Footwear Co Ltd (»Ty Hung Co Ltd«), og restantidumpingtolden for Vietnam, nemlig 10 %, bør genindføres i anvendelsesperioden for den anfægtede forordning.

(137)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —

29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/25

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 fastsættes der på basis af resultatet af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguayrunden kriterier for Kommissionens fastsættelse af faste importværdier for tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i del A i bilag XVI til nævnte forordning.

(2)

Der beregnes hver arbejdsdag en fast importværdi i henhold til artikel 136, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 543/2011 under hensyntagen til varierende daglige data. Derfor bør nærværende forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/27

(1)

Ifølge Kommissionens forordning (EF) nr. 951/2006 (2) betragtes cif-prisen ved import af melasse af den standardkvalitet, der er defineret i artikel 27 i nævnte forordning, som værende den »repræsentative pris«.

(2)

Ved fastsættelsen af de repræsentative priser bør der tages hensyn til alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 29 i forordning (EF) nr. 951/2006, undtagen i de tilfælde, som er omhandlet i artikel 30 i nævnte forordning, og denne prisfastsættelse kan i givet fald foretages efter metoden i artikel 33 i nævnte forordning.

(3)

Med henblik på den prisregulering, der ikke vedrører standardkvaliteten, bør priserne alt efter kvaliteten af den tilbudte melasse forhøjes eller nedsættes ved anvendelse af artikel 32 i forordning (EF) nr. 951/2006.

(4)

Når der er forskel på udløsningsprisen for det pågældende produkt og den repræsentative pris, bør der fastsættes tillægsimporttold på betingelserne i artikel 39 i forordning (EF) nr. 951/2006. Hvis importtolden suspenderes i medfør af artikel 40 i nævnte forordning, bør der fastsættes særlige beløb for denne told.

(5)

De repræsentative priser og tillægsimporttolden bør fastsættes for melasse under KN-kode 1703 10 00 og 1703 90 00 i overensstemmelse med artikel 34 i forordning (EF) nr. 951/2006.

(6)

Da det er nødvendigt at sikre, at denne foranstaltning finder anvendelse så hurtigt som muligt efter, at de ajourførte oplysninger er blevet stillet til rådighed, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen —

29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/30

(1)

I henhold til traktatens artikel 128, stk. 1, og artikel 16 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank har Den Europæiske Centralbank (ECB) eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Unionen. Denne ret omfatter beføjelse til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af eurosedlers integritet som betalingsmiddel og herved have mulighed for at ændre rækkevidden af denne beføjelse fra tid til anden, således at de midler, som er til rådighed til at sikre eurosedlernes integritet, fortsat er hensigtsmæssige.

(2)

For at sikre eurosedlernes integritet er godkendte producenter derfor underlagt fortløbende forpligtelser i afgørelse ECB/2013/54 (1). Visse fortløbende forpligtelser bør ændres på baggrund af de praktiske erfaringer, der er gjort siden ikrafttrædelsen af afgørelse ECB/2013/54.

(3)

Foranstaltninger, der kan påvirke en godkendt producents godkendelsesstatus, herunder overførsel eller overdragelse af en eksisterende godkendelse, bør være tilladt, såfremt ECB på forhånd har givet skriftligt samtykke til en sådan foranstaltning. Forpligtelsen til at underrette ECB om ændringer i ejerstruktur bør være begrænset til tilfælde, hvor en sådan ændring i ejerstruktur direkte eller indirekte kan give en enhed, der er involveret i den påtænkte ændring i ejerstrukturen, mulighed for at få adgang til fortrolige oplysninger.

(4)

Desuden bør Direktionen bemyndiges til at gennemføre økonomiske sanktioner inden for områderne den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt at tage hensyn til sanktioner, som er pålagt i henhold til internationale aftaler. På samme måde kan der tages hensyn til andre relevante instrumenter, såsom FN's Sikkerhedsråds resolutioner.

(5)

Afgørelse ECB/2013/54 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

29.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/34